Kendelse af 27-08-2021 - indlagt i TaxCons database den 17-09-2021

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2016

Resultat af virksomhed

202.005 kr.

-51.261 kr.

202.005 kr.

Indkomståret 2017

Resultat af virksomhed

113.526 kr.

-69.006 kr.

113.526 kr.

Faktiske oplysninger

Det fremgår af det Centrale Virksomhedsregistrer (CVR), at klageren har drevet virksomheden [virksomhed1], CVR-nr. [...1], siden 1. juli 2014. Virksomheden har ifølge CVR været registreret med branchekoden 472900 ”Anden detailhandel med fødevarer i specialforretninger” og bibranchekoden 463700 ”Engroshandel med kaffe, te, kakao og krydderier”. indkomståret/indkomstårene xxx

Klageren har selvangivet et underskud af virksomhed på 51.261 kr. for indkomståret 2016 og et underskud af virksomhed på 69.006 kr. for indkomståret 2017. Derudover har klageren i begge indkomstår været lønmodtager og har haft en lønindtægt på 397.659 kr. i indkomståret 2016 og 432.728 kr. i indkomståret 2017.

I forbindelse med en gennemgang af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2016 og 2017 har Skattestyrelsen indhentet klagerens regnskabsmateriale og bankkontoudtog. Ifølge klagerens regnskaber for 2016 og 2017 har klageren opgjort omsætningen til 89.317 kr. for indkomståret 2016 og 217.124 kr. for indkomståret 2017.

Skattestyrelsen har efter en gennemgang af klagerens regnskabsmateriale, herunder bankkontoudtogene, tilsidesat regnskabsgrundlaget og opgjort virksomhedens omsætning på baggrund af indsætninger på klagerens bankkonti.

Skattestyrelsen har anset bankindsætninger på 314.378 kr. i indkomståret 2016 og på 377.502 kr. i indkomståret 2017 for omsætning i klagerens virksomhed. Derudover har Skattestyrelsen ikke godkendt fradrag for en række udgifter, som var fratrukket i virksomhedens regnskab, da Skattestyrelsen har fundet, at en række udgifter ikke er dokumenteret ved underliggende bilag, ligesom der er fratrukket husleje for 18 måneder i indkomståret 2016. Skattestyrelsen har på baggrund heraf ikke godkendt fradrag for 28.205 kr. i indkomståret 2016 og 22.156 kr. i indkomståret 2017.

Dette har ført til følgende ændringer i klagerens skattepligtige indkomst:

Indkomståret 2016

Beløb i kr.

Yderligere omsætning

225.061

+ Ikke godkendt fradrag for udgifter

28.205

Ændring af skattepligtig indkomst

253.266

Indkomståret 2017

Beløb i kr.

Yderligere omsætning

160.376

+ Ikke godkendt fradrag for udgifter

22.156

Ændring af skattepligtig indkomst

182.532

Resultatet af klagerens virksomhed er herefter ændret til et overskud på 202.005 kr. for indkomståret 2016 og et overskud på 113.526 kr. for indkomståret 2017.

Skattestyrelsen har opgjort de ovennævnte bankindsætninger således:

Indkomståret 2016

Antal transaktioner

Beløb i kr.

Erhvervskonto, kt. [...84]

MobilePay Business

9

146.758

MobilePay [...], Dankort-salg og Mddelnr.

5

36.913

Pengeautomatindsætning

14

100.724

Indbetaling

12

46.891

Indbetaling mønt

4

17.897

Kontant

0

0

Privat konto, kt. [...47]

Alm. MobilePay – Ikke ansatte

369

43.790

413

I alt inklusiv moms

392.973

I alt eksklusiv moms

314.378

Indkomståret 2017

Antal transaktioner

Beløb i kr.

Erhvervskonto, kt. [...84]

MobilePay Business

12

262.625

MobilePay [...], Dankort-salg og Mddelnr.

41

35.230

Pengeautomatindsætning

15

108.900

Indbetaling

6

18.473

Indbetaling mønt

7

24.241

Kontant

1

3.794

Privat konto, kt. [...47]

Alm. MobilePay – Ikke ansatte

104

18.614

186

I alt inklusiv moms

471.877

I alt eksklusiv moms

377.502

Skattestyrelsen har på baggrund af klagerens forklaringer om bankindsætningerne set bort fra bankindsætninger vedrørende ”Fremmed valuta”, ”Kaffe”, ”Sverige” og ”Gavekort”.

Skattestyrelsen har i ovennævnte opgørelse endvidere set bort fra 1.619 bankindsætninger, svarende til samlet set 148.761 kr. fra ansatte i den virksomhed, som klageren var ansat i, da klageren har oplyst, at han har lagt penge ud for kollegers madindkøb. Skattestyrelsen har til sagen indhentet oplysninger om personer, der var ansat i virksomheden i de to ovennævnte indkomstår, og har set bort fra alle bankindsætninger via MobilePay fra de pågældende personer.

Klageren har i forbindelse med klagesagens behandling fremlagt Skattestyrelsens oversigter over bankindsætninger, hvor klageren har markeret en række bankindsætninger, som ifølge klageren ikke udgør skattepligtig indkomst. Klageren har i relation hertil oplyst, at ikke alle personer er medtaget i Skattestyrelsens opgørelse over ansatte, da nogle har ændret navn eller ansættelsesforhold. I oversigterne har klageren endvidere markeret bankindsætninger vedrørende møntindbetalinger og har i relation hertil oplyst, at de kan henføres til hans udlæg i forbindelse med aktiviteter i en trivselsklub på arbejdspladsen. Slutteligt har klageren markeret en række bankindsætninger, som kan henføres til salg af gamle kræmmerting og salg af private genstande på loppemarkeder.

Klageren har ikke fremlagt yderligere i relation til de markerede bankindsætninger.

Klageren har i forbindelse med klagesagens behandling fremlagt faktura af 24. december 2016, som vedrører opkrævet husleje på 2.500,00 kr. eksklusiv moms. Det drejer sig om bilag 84. Af det for Skattestyrelsen fremlagte kontokort fremgår vedrørende regnskabskonto 5000 ”Husleje”, at beløbet er fratrukket i indkomståret 2016 ved bilag 39.

Det fremgår af endvidere af konto 5000 ”Husleje” og konto 5010 ”Husleje uden moms”, at der er fratrukket udgifter til ”stadepladser”. Af virksomhedsprofilen på virksomhedens hjemmeside fremgår, at virksomhedens varer sælges i webshoppen og på markeder.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2016 med 253.266 kr., hvoraf 225.061 kr. kan henføres til yderligere omsætning og 28.205 kr. kan henføres til manglende dokumentation for udgifter.

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 med 182.532 kr., hvoraf 160.376 kan henføres til yderligere omsætning og 22.156 kr. kan henføres til manglende dokumentation for udgifter.

Skattestyrelsen har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

”(...)

1. Omsætning

(...)

1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse i forslag

Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, lita a, at indkomst ved drift af virksomhed er skattepligtig, og af momslovens § 4, at der svares moms af leverancer foretaget af afgiftspligtige personer her i landet.

(...)

Ved gennemgang af dine bankkonti, er det konstateret at der er modtaget større betalinger end der er registreret omsætning i din virksomhed. Der er ikke foretaget løbende afstemning af bank, og indestående i bank stemmer ikke med dit regnskab.

Vi mener på denne baggrund ikke, at den registrerede omsætning i regnskabet kan ligges til grund ved opgørelse af din indkomst og salgsmoms. Vi har derfor i stedet opgjort din omsætning på baggrund af indbetalinger på dine bankkonti, som vi vurderer er erhvervsmæssige.

(...)

Skattestyrelsen har som nævnt under punkt 1.1, gennemgået de modtagne bankkontoudtog fra konto [...47] og konto [...84] fra [finans1], og gennemgået alle indsætninger.

Vi har sammenlignet indsætningerne fra MobilePay med navnene på dine kollegaer, og fjernet dem som vi vurderer er ansatte fra din arbejdsplads, f.eks. [DR], [SV] og [AV].

For 2016 har vi derfor fjernet 591 indbetalinger på i alt 65.418 kr., og i alt 591 indbetalinger. For 2017 har vi fjernet 1.028 indbetalinger på i alt 83.343 kr.

Differencen mellem dit regnskab/indberettede momstal og vores opgørelse, på baggrund af dine bankkonti, kan specificeres således:

(...) Tabel udeladt

Se yderligere specifikation i de vedlagte bilag "Omsætning 2016 og Omsætning 2017".

Vi forhøjer din indkomst for 2016 med 227.044 kr. i yderligere omsætning, og for 2017 med 190.964 kr. i yderligere omsætning.

(...)

1.5. Skattestyrelsens bemærkninger og afgørelse efter indsigelse

Vi har gennemgået dine bemærkninger i din indsigelse, og vi har godkendt, at der ikke medregnes følgende indtægter for 2017:

Automat
Sverige
Fremmed valuta
Gavekort
Valutaindskud
MobilePay- Her har vi fjernet indbetalingerne fra [person1]

Vi har nedenfor, gennemgået dine øvrige punkter i indsigelsen.

MobilePay:

Du har i 2017 haft MobilePay indbetalinger på samlet 129.310 kr.

Du har tidligere nævnt at det er kollegaer, som overfører penge til dig, når I f.eks. køber mad eller i forbindelse med dit virke for personaleforeningen på din arbejdsplads.

Vi havde derfor af forsigtighedsprincip fjernet indbetalinger fra de navne, som vi kunne se, var fra din arbejdsplads. Vi fjernede MobilePay indbetalinger på samlet 83.343 kr., inden vi fremsendte forslaget.

Du har ikke givet yderligere begrundelser hvorfor de øvrige MobilePay indbetalinger, som udfra vores oplysninger ikke kan være kollegaer, ikke er erhvervsmæssige. Du har heller ikke fremsendt nogen form for dokumentation, der kan underbyggede, at det drejer sig om private MobilePay indbetalinger.

Vi har dog, efter din indsigelse og ud fra dine bemærkninger via telefonsamtaler, fjernet indbetalingerne fra [person1] da du nævnte at dette var en veninde, og da der kommer mange betalinger fra dette navn, har vi ud fra et forsigtighedsprincip anset disse indbetalinger for private.

Vi anser derfor fortsat de resterende MobilePay indbetalinger, som en erhvervsmæssigindkomst i din virksomhed.

Kontantindsætninger

Du har tidligere oplyst, at du tager på markeder fra maj til september, og [julemarked] i november/december.

Du skriver i din indsigelse at indsætningerne vedr. din privatøkonomi.

I din indsigelse er du ikke kommet med yderligere forklaringer eller dokumentation, der kan sandsynliggøre at indsætningerne er private.

En del af de indsætninger du har skrevet er privat, er i perioden maj til september, samt november/december.

Vi anser det derfor ikke for begrundet at indsætningerne er private.

Da det ikke er sandsynliggjort at indsætningerne er private, eller stammer fra anden selvangiven indkomst, betragter vi beløbene som erhvervsmæssige indtægter

Vi har efterfølgende indarbejdet de nye beløb i nedenstående opgørelse.

(...) Tabel udeladt

Se yderligere specifikation i de vedlagte bilag "Omsætning 2016 og Omsætning 2017".

Vi forhøjer din indkomst for 2016 med 225.061 kr. i yderligere omsætning, og for 2017 med

160.376 kr. i yderligere omsætning.

(...)

2. Manglende bilag

(...)

2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse i forslag

Virksomheder kan ifølge statsskattelovens § 6, stk.1, litra a., fratrække udgifter som er nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

(...)

For at en virksomhed kan få fradrag for udgifter, skal disse være afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indtægten, og udgiften skal ifølge bogføringslovens § 9 være dokumenteres med et originalt bilag.

(...)

Du har bogført udgifter, hvor der ikke er vedlagt noget bilag. I dine indsendte bilag, har du skrevet hvis du ikke har kunne fremskaffe et bilag.

Udgifterne som er oplistet i "Bilag 2 - Manglende bilag" på 28.205 kr. for indkomståret 2016 og

22.156 kr., samt momsfradrag på 3.089 kr. for indkomståret 2017, godkendes ikke på grund af manglende dokumentation. I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og momsbekendtgørelsens§ 82.

Skattestyrelsen forhøjer din skattepligtige indkomst med 28.205 kr. for indkomståret 2016 og med 22.156 kr. for indkomståret 2017 og reducere din købsmoms med 3.089 kr. for 1. halvår 2017.

2.5. Skattestyrelsens bemærkninger og afgørelse efter indsigelse

Skattestyrelsen har i vedlagte bilag "Manglende bilag", påført en ekstra linje, hvorpå vi har anført om bilaget mangler eller om det sandsynligvis er fratrukket 2 gange.

Du har haft udgifter til husleje, telefoni og internetabonnement, som er blevet fratrukket 18 gange på et år. Du har fratrukket udgiften fra juli til december 2 gange.

Du har ikke indsendt nye bilag, eller andet der kunne dokumentere de udgifter, hvor der mangler et bilag. Vi har derfor fastholdt ændringen.

Øvrige bemærkninger til indsigelsen

Vores ændring af din indkomster, betyder at dit underskud af virksomhed bliver ændret til et overskud.

(...)”

I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen fremkommet med følgende bemærkninger:

”(...)

Kontantindsætninger

[person2] kommer ikke med nogle nye oplysninger omkring de indsætninger og indbetalinger der er indgået på hans konto.

Det kan dog nævnes at han selv nævner at de indsætninger der er i perioden (januar, februar, marts, april, september, oktober) ikke vedrører aktivitet i virksomheden. Men der er en kontantindsætning den 22. august 2017, som han siger er privat. Samt en indsætning den 9. december 2016, som han også siger er privat. I den forbindelse kan det nævnes at han har været på [julemarked] i 2016.

Vi henviser i øvrigt til SKM2020.316.ØLR

Der siger at når vi beskatter indsætninger på kontoudtog, så der det skatteyder der har bevisbyrden for at indsætninger er blevet beskattet eller ikke er skattepligtige.

MobilePay

[person2] har i 2016 haft MobilePay 1207 indbetalinger på 109.166 kr. og i 2017 haft 1261 indbetalinger på 129.310 kr.

[person2] har arbejdet ved [region1]'s [...] (Se nr. [...2]) i 2016 og 2017.

Skattestyrelsen har i denne forbindelse lavet et udtræk af alle, der har modtaget løn eller anden indkomst fra [region1]'s [...] (Se nr. [...2]) i løbet af 2016 og 2017.

Denne liste har vi gennemgået, og sammenholdt med de indbetalinger af MobilePay der har været på [person2] for 2016 og 2017.

Vi har derfor for 2016 fjernet 591 indbetalinger på i alt 65.418 kr. For 2017 har vi fjernet 1.028 indbetalinger på i alt 83.343 kr.

Skattestyrelsen har derfor taget højde for kollegaer i disse MobilePay indbetalinger.

Vi henviser i øvrigt til SKM2020.316.ØLR

Der siger at når vi beskatter indsætninger på kontoudtog, så der det skatteyder der har bevisbyrden for at indsætninger er blevet beskattet eller ikke er skattepligtige.

Lokaleleje

[person2] har i 2016 fratrukket udgifter til lokaleleje 18 gange. Han har for juli til og med december 2016 fratrukket udgifterne dobbelt.

I forbindelse med klagen, har [person2] indsendt et bilag, hvor det også fremgår at det er en månedlig betaling (December 2016).

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016 og 2017 skal nedsættes.

Klageren har til støtte for sin påstand anført følgende:

”(...)

Sagsbehandler [person3] (refereres til som [person3] herefter) skriver, at han for at foretage en vurdering af, hvad der er erhvervs og private indbetalinger har gennemgået ansatte på min private arbejdsplads.

Jeg må desværre erkende, at der i denne vurdering er sket flere fejl:

- Flere af de nævnte personer er stadig ansat og var det i perioden, der undersøges

- Nogle af mine kollegaer har ændret efternavn (hvilket kan gøre det svært at gennemskue)

- Flere har ændret ansættelsesforhold fra fastansat til vikar/timelønnet

Jeg har derfor markeret med farve, hvilke beløb der er hvad på vedlagte bilag.

Ligeledes mener [person3], at alle beløb over 10,- er erhverv da det if. [person3] er mindste pris for køb på min webshop. Jeg må korrigere dette, da mindste pris for køb på webshoppen er 12,- og dertil skal lægges porto.

Det mobilepaynummer der er tilknyttet min netbutik er [...]. Ved andre salg i virksomheden bruges dette nummer ligeledes. Det er derfor registreret som et erhvervsnummer og er IKKE mit private nummer som [person3] oplyser.

De forskellige møntindbetalinger er ikke erhverv, men indbetalinger til den lokale forening via vores trivselsklub på min arbejdsplads. Jeg foretager ikke møntindbetalinger fra butikken, da det betyder, at jeg skal bestille nye vekselpenge. Det er meget tidskrævende, da de fleste banker skal bestille dem hjem.

Der er i [person3]’s afgørelse påført indbetalinger som dels er private indbetalinger, (mærkeret med *) samt indbetalinger til vores forening på arbejdspladsen.

Der er en del kontantindbetalinger som er foretaget i måneder, (januar, februar, marts, april, september, oktober), hvor der ikke er aktivitet i virksomheden.

Der er derfor tale om private indbetalinger og har ikke relation til virksomheden.

[person3] har ligeledes registreret indbetaling af fremmed valuta. Der modtages ikke fremmed valuta i virksomheden af nogen art. Disse indbetalinger overskud fra private ferier mm, hvilket ikke har nogen form for relation til virksomheden.

Posten gavekort er heller ikke erhverv. Det er penge der er sat ind fra foreningskonto til min private konto for at købe gavekort til medlemmer, som jeg har lagt ud.

Ligesom posten ”Sverige” samt ”Automat”, er penge som er overført fra vores forening, som derefter er hævet og brugt til arrangementer i foreningen.

Som det fremgår af retursendte bilag, er der beløb jeg har ikke markeret. Det skyldes, at jeg ikke kan finde dokumentation for disse. Jeg har derfor kontaktet både [finans1] og Mobilepay for at indhente oplysninger om disse beløb (jeg har bedt om at få oplysninger om, hvornår beløbene er betalt samt, hvornår de er bogført.

En del af penge fra de private indbetalinger, samt mobilepay, kommer fra salg af gamle kræmmerting, salg af forskellige private ting som tøj, møbler, CD’ere, etc., hvorfor det ikke er alle jeg kender privat.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Enhver skatteyder skal selvangive om sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Det følger af skattekontrollovens § 1, stk. 1 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med efterfølgende ændringer).

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det efter omstændighederne skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM2008.905H. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om klagerens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette fremgår af Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort i SKM2011.208.HR.

Det fremgår af sagen, at der er konstateret betydelige bankindsætninger på klagerens bankkonto, som ikke kan afstemmes med den indtægtsførte omsætning i klagerens virksomhed. Ud fra karakteren af bankindsætningerne samt størrelsen heraf, anses det for berettiget, at Skattestyrelsen har anset bankindsætningerne for at udgøre omsætning i klagerens virksomhed.

Landsskatteretten finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har godtgjort, at de bankindsætninger, som Skattestyrelsen har henført til omsætning i klagerens virksomhed, stammer fra ikke-skattepligtige midler eller midler, der allerede er beskattet.

Retten har ved afgørelsen lagt vægt på, at de fremlagte oversigter fra Skattestyrelsen over bankindsætninger med klagerens egne bemærkninger ikke godtgør, at der er yderligere bankindsætninger, som kan henføres til klagerens udlæg for kollegers madindkøb m.v.

For så vidt angår klagerens bemærkning om, at nogle bankindsætninger udgør private indsætninger, herunder indsætninger, som angår trivselsklubben i den virksomhed, hvor klageren er ansat, har retten lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt materiale i relation hertil, herunder dokumentation for pengestrømme, udlæg, trivselsklubbens eksistens og regnskab eller klagerens tilknytning hertil.

Retten har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for pengestrømme, købsbilag, salgsannoncer osv. i relation til klagerens oplysning om, at nogle af de kontante bankindsætninger og nogle MobilePay indsætninger kan henføres til salg af kræmmerting og private genstande.

Endelig har retten lagt vægt på, at varerne i klagerens virksomhed sælges både i webshoppen og på markeder. Klagerens oplysning om, at alle indsætninger på under 10 kr. ikke skal indgå i omsætningen, da mindsteprisen for køb i webshoppen er 12 kr., anses dermed ikke at føre til et andet resultat. Klagerens oplysninger om MobilePaynummeret kan i øvrigt heller ikke føre til et andet resultat, da der på begge klagerens konti indsættes flere beløb via MobilePay, hvor klageren ikke har dokumenteret, at de ikke vedrører omsætning i klagerens virksomhed eller indtægter af privat karakter.

I relation til klagerens bemærkning om bankindsætninger vedrørende ”Fremmed valuta”, ”Gavekort” og ”Sverige” bemærker retten, at disse indsætninger ikke indgår den omsætning, som Skattestyrelsen har anset som omsætning i klagerens virksomhed.

På baggrund af ovenstående er det berettiget, at Skattestyrelsen har anset bankindsætningerne for at udgøre skattepligtig indkomst for klageren.

Retten bemærker i relation til den af klageren fremlagte faktura vedrørende husleje for december måned 2016, at huslejebetalingen for denne måned ifølge det fremlagte regnskabsmateriale allerede indgår i virksomhedens resultat ved bilag 39. Det er derfor rettens opfattelse, at klageren ikke har fremlagt oplysninger eller materiale, der dokumenterer, eller i tilstrækkelig grad sandsynliggør, at der kan godkendes fradrag for yderligere driftsudgifter i klagerens virksomhed.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.