Kendelse af 26-04-2022 - indlagt i TaxCons database den 20-05-2022

Journalnr. 20-0059312

Gældsstyrelsen har foretaget modregning i klagerens overskydende indbetaling fra Motor til dækning af gæld vedrørende opkrævningsrenter og rente af virksomhedsskatter fra RIS.

Landsskatteretten stadfæster Gældsstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren har gæld til det offentlige vedrørende opkrævningsrenter og rente af virksomhedsskatter fra RIS.

Gælden, der blev dækket ved modregningen, er opgjort til 1.770 kr.

Klageren havde en overskydende indbetaling fra Motor på 1.770 kr.

Gældsstyrelsen har oplyst, at klageren den 6. maj 2020 indbetalte 1.770 kr. med en betalingslinje udstedt i 2017, og samme dag indbetalte 1.870 kr. til dækning af en skyldig periode.

Gældsstyrelsens afgørelse

Gældsstyrelsen har foretaget modregning i klagerens overskydende indbetaling fra Motor med 1.770 kr. til dækning af gæld vedrørende opkrævningsrenter og rente af virksomhedsskatter fra RIS.

Gældsstyrelsen har ved genvurderingen af sagen i forbindelse med klagen fastholdt afgørelsen. Af Gældsstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsen fremgår blandt andet følgende:

”(...)

5. Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse og begrundelse
Gældsstyrelsen fastholder afgørelsen om modregning af 20. maj 2020. Modregning er sket i overensstemmelse med dansk rets almindelige modregningsregler, der hviler på retspraksis og sædvane.

Virksomhedens CVR nr. var [...1] – startdato 1. oktober 1996 – slutdato 31. mart 2001.

Før 1. januar 2008 var fordringerne omfattet af en 5-årig forældelse, jf. 1908-loven.

Kravene er fra 1. januar 2008 omfattet af en 3-årig forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Forældelsen på hovedfordringer og underfordringer fra tidligere virksomhed har været afbrudt på følgende tidspunkter:

Udlæg foretaget den 18.11.2003 - bilag 3

Udlæg foretaget den 22.10.2008 - bilag 4

Underskrevet gældserkendelse den 24.04.2011 - bilag 5

Underskrevet gældserkendelse den 21.06.2012 - bilag 6

Betalingsordning indgået 09.10.2014 med 1.350,00 kr. pr. md. fra 1. november 2014 – sidste indbetaling på 1.350,00 kr. var den 02.10.2017 - bilag 7 og bilag 8

For fordringer inklusive renter, gebyrer og omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2021, jf. gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 1.

Det følger af gældsinddrivelseslovens § 9 a, stk. 1, at modregning, der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndigheden, kan ske uden partshøring af skyldneren og uden forudgående vurdering af dennes økonomiske forhold.

Modregningen er hermed foretaget med rette.

(...)

Klagerens opfattelse

Det er klagerens opfattelse, at modregningen skal ophæves og beløbet udbetales.

Som begrundelse herfor har klageren anført følgende:

”Klage over modregning af en dobbelt overførelse af afbetaling til MOTOR.

Der blev indbetalt for afgiftsperiode 1.4.20-30.09.20 følgende beløb.

06-05-2020

Bgs SKAT, CRM

1.770,00 kr.

06-05-2020

Bgs DMR period. afgift

1.870,00 kr.

Desværre ligger en fejl fra min side til grunde, af der blev beløbet dobbelt overført.

Ifølge brevet fra Skatteforvaltningen i [by1] fra den 20. maj 2020, ager Gældsstyrelsen at bruge denne dobbelte indbetaling af kr. 1.770,00 at indeholde denne.

Denne " Afgørelse om modregning" klager jeg over.

Jeg forventer en kvittering for modtagelse af brevet.”

Landsskatterettens afgørelse

Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration af kravet, kan indbringes for Landsskatteretten. Det fremgår af § 17 i gældsinddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige med senere ændringer).

Der gælder ikke særlige modregningsregler vedrørende modregning i overskydende indbetaling fra Motor (hovedfordringen) til dækning af gæld vedrørende opkrævningsrenter og rente af virksomhedsskatter fra RIS (modfordringerne). Modregning kan derfor kun gennemføres, hvis fordringerne er udjævnelige, modfordringen retskraftig, der foreligger gensidighed mellem fordringerne, og hvis fordringerne er afviklingsmodne.

Der er intet grundlag for at antage, at disse betingelser ikke alle var opfyldt, da modregningen blev gennemført.

Klageren har anført, at han ved en fejl overførte beløbet dobbelt, da han skulle betale afgift den 6. maj 2020. Dette anses som en indsigelse vedrørende tilgodehavendets opståen (hovedfordringen).

Det skal hertil bemærkes, at det som udgangspunkt er uden betydning, hvorledes en hovedfordring er opstået.

Det skal i forlængelse heraf bemærkes, at modregning kan være udelukket, uanset at alle generelle modregningsbetingelser er opfyldte. Hvis hovedfordringen efter sin karakter er bestemt til dækning af nødvendige leveomkostninger, er modregning således almindeligvis udelukket – i praksis vil det ofte dreje sig om hovedfordringer i form af løn, underholdsbidrag, sociale ydelser og lignende. Det fremgår af Den juridiske vejledning 2020-01, afsnit A.D.13.4, som kan findes på www.skat.dk.

En hovedfordring i form af en overskydende indbetaling fra Motor kan ikke anses for efter sin karakter at være bestemt til dækning af nødvendige leveomkostninger med den konsekvens, at modregning heri er udelukket.

Det er derfor med rette, at Gældsstyrelsen har foretaget modregning i overskydende indbetaling fra Motor til dækning af gæld vedrørende opkrævningsrenter og rente af virksomhedsskatter fra RIS.

Landsskatteretten stadfæster herefter Gældsstyrelsens afgørelse.