Kendelse af 29-01-2021 - indlagt i TaxCons database den 13-02-2021

Faktiske oplysninger

SKAT (nu Skattestyrelsen) traf den 23. februar 2016 afgørelse om skønsmæssig ansættelse af værdi af gaver, som SKAT vurderede, at klageren havde modtaget af sin mor den 1. december 2014 samt den 2. januar 2015. SKAT opkrævede i den forbindelse en gaveafgift på 35.880 kr. af gave modtaget i 2014 og 36.420 kr. af gave modtaget i 2015. Derudover blev der opkrævet renter.

Klageren påklagede aldrig SKATs afgørelse af 23. februar 2016.

Skattestyrelsen har oplyst, at klageren indbetalte gaveafgiften på i alt 72.300 kr. den 10. marts 2016. Renter på i alt 4.338 kr. blev indbetalt den 30. marts 2016.

SKAT traf den 23. februar 2016 en lignende afgørelse vedrørende klagerens søster, som blev påklaget til Landsskatteretten.

Landsskatteretten traf den 10. februar 2020 afgørelse om, at søsterens gaveafgiftstilsvar for 2014 og 2015 skulle nedsættes til 0 kr.

Med henvisning til søsterens afgørelse fra Landsskatteretten anmodede repræsentanten den 9. marts 2020 Skattestyrelsen om genoptagelse af klagerens sag.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om genoptagelse af afgørelsen af 23. februar 2016 vedrørende opkrævning af gaveafgift.

Som begrundelse herfor er anført:

”Skatteforvaltningen har den 23. februar 2016 truffet afgørelse om opkrævning af gaveafgift, som ikke var påklaget indenfor den frist, der fremgår af klagevejledningen i afgørelsen.

Det betyder, at afgørelsen står ved magt.

Der er ikke mulighed for at genoptage en sag. Afgørelsen, der er truffet af Landskatteretten i en anden sag, kan ikke foranledige genoptagelse af upåklaget afgørelse.

Der findes heller ikke regler om genoptagelse på gaveafgiftsområdet, der svarer til reglerne i skatteforvaltningslovens § 26 og § 27.

Gaveafgiften er derimod omfattet af forældelseslovens regler.”

I forbindelse med klagebehandlingen har Skattestyrelsen udtalt følgende:

”Vi har følgende kommentarer til klagen:

For god ordens skyld skal bemærkes, at afslag på anmodning om genoptagelse af en gaveafgiftssag

ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 20.

Vi har heller ikke vurderet, at der skulle sendes partshøringsbrev i henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1, da skatteforvaltningen alene har lagt til grund de oplysninger om sagens faktiske grundlag,

som klageren har anført i klagen og således var bekendt med.

Vi har derfor sendt afgørelse (afslag på anmodning om genoptagelse) uden forudgående forslag (agterskrivelse) eller partshøring.

Som det er anført i Skattestyrelsens afgørelse af 23. juni 2020, omfattes gaveafgiftskravet af forældelseslovens regler. Der er ingen regler om genoptagelse, som findes i forhold til almindelig indkomst i skatteforvaltningslovens § 26 og § 27.

I henhold forældelseslovens § 3, stk. 1, er forældelsesfristen 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Den pågældende har ikke klaget over daværende SKATs afgørelse truffet den 23. januar 2016, og vi anser evt. krav på tilbagebetaling som forældet, da klageren har forholdt sig passiv i over 4 år, og Landsskatterettens afgørelse, som klageren henviser til, vedrører ikke direkte kravet, der er opstået på baggrund af daværende SKATs afgørelse af 23. juni 2016.

Det betyder, at evt. genoptagelse ikke ville føre til, at gaveafgiften skulle tilbagebetales.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsen skal genoptage afgørelsen af 23. februar 2016 vedrørende opkrævning af gaveafgift.

Til støtte herfor er anført:

”På vegne af min klient [person1], CPR-nr.. [...] skal jeg hermed klage over Skattestyrelsens afslag af 23. juni 2020 på anmodning om genoptagelse af gaveafgiftssagen af 23. februar 2016 (fremsendt tidligere) vedrørende opkrævning af gaveafgift.

Som det fremgår af fremsendt dokumentationen har jeg på vegne af [person1]'s søster [person2] påklaget en lignende afgørelse fra SKAT.

Landsskatteretten har ved afgørelse af 10. februar 2020 sagsnr. 16-0678795, som tidligere er fremsendt, givet [person2] fuldt medhold i de påklagede forhold og nedsat de beregnede og betalte gaveafgifter med i alt kr. 72.300 til kr. 0

For at undgå unødigt at belaste klagesystemet valgte vi kun at klage over den ene af søstrenes sager, og forventede naturligvis at Landsskatterettens afgørelse ville have virkning for begge identiske sager.

Som følge af at [person1]'s situation, i relation til ydelse af gaver fra søstrenes moder, er 100 % identisk med [person2]' s, medfører Skattestyrelsens afslag på at genoptage gaveafgiftssagen en fuldstændig urimelig forskelsbehandling af de 2 søstre og er i den grad en krænkelse af borgernes retssikkerhed.

Jeg anmoder derfor om tilbagebetaling af den uretmæssige opkrævede gaveafgift på kr. 72.300 plus de opkrævede renter på kr. 4.338, i alt kr. 76.638 til min klient [person1].”

Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar:

”På min klient [person1]’s vegne skal jeg hermed kommenterer Skattestyrelsens indlæg af 7. september 2020:

Skattestyrelsen fremhæver, at ”vi anser evt. krav på tilbagebetaling som forældet, da klageren har forholdt sig passiv i over 4 år”. Til dette er kun at kommentere, at såfremt skatteklagesystemet havde fungeret hurtigere, ville afgørelsen fra Landsskatteretten i sagen om min klients søster have foreligget langt tidligere, og anmodningen om genoptagelse ville ligeledes have kunnet være indgivet tidligere.

Skattestyrelsen fremhæver endvidere” Landsskatterettens afgørelse, som klageren henviser til, vedrører ikke direkte kravet, der er opstået på baggrund af daværende SKATs afgørelse af 23. juni 2016”. Dette er juridisk korrekt, men strider i den grad mod en ret- og rimeligheds betragtning, da søstrenes forhold, som nævnt i mit tidligere brev af 22. juli 2020 er 100 % identiske.”

Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”På vegne af min klient [person1] skal jeg hermed fremkomme med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsen indstilling til Landsskatteretten om, at hendes krav på tilbagebetaling af den uretmæssige opkrævede gaveafgift inkl. renter er forældet efter forældelseslovens § 2, stk.1
Min klient henholder sig til suspensionsreglen i § 3, stk. 2, da hun først ved Landsskatterettens afgørelse af 10. februar 2020 i en lignende sag for hendes søster, blev bekendt med, at hun uretmæssigt var blevet opkrævet en gaveafgift. Det var således uvidenheden om hendes fordring, der var årsag til at hun først den 9. marts 2020 indsendte anmodning om tilbagebetaling af den af SKAT fejlagtige opkrævede gaveafgift.

Søsterens sag blev anket til Skatteankestyrelsen den 18. maj 2016 og først næsten 4 år herefter den 10. februar 2020, blev sagen afgjort af Landsskatteretten til søsterens fordel.

Min klients mulighed for at påklage SKAT's opkrævning af gaveafgiften inden for 3-årsreglen i forældelsesloven blev umuliggjort af Skatteankestyrelsens sagsbehandlingstid.

Min klient ser frem til Landsskatterettens selvstændige afgørelse, som uafhængigt af Skatteankestyrelsen indstilling, vil give min klient ret til tilbagebetaling af den uretmæssige opkrævede gaveafgift, da Skatteankestyrelsen selv var årsag til at sagen ikke kunne påklages indenfor den 3-årige forældelsesfrist.”

Landsskatterettens afgørelse

Skatteforvaltningslovens regler om genoptagelse på den skattepligtiges anmodning omfatter ikke gaveafgift. Det fremgår af § 26, stk. 9, og § 27, stk. 5.

Afgiftspligten af gaver er reguleret i boafgiftsloven. Boafgiftsloven indeholder ikke regler om genoptagelse på den afgiftspligtiges anmodning.

Som følge heraf forældes krav på gaveafgift, herunder genoptagelse, efter forældelseslovens almindelige regler.

Forældelsesfristen er herefter 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Det fremgår af forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor kravet kan kræves betalt.

Det fremgår imidlertid af SKAT-meddelelse, offentliggjort som SKM2008.71.SKAT, at et krav på tilbagebetaling fra Skattestyrelsen, efter grundlæggende obligationsretlige principper, først stiftes på det tidspunkt, hvor det tilbagesøgte beløb er indbetalt.

Af suspensionsreglen i forældelseslovens § 3, stk. 2, fremgår, at såfremt fordringshaveren var ubekendt med fordringen, regnes forældelsesfristen i stk. 1, først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

Ifølge fast praksis er det kun utilregnelig uvidenhed om de faktiske forhold omkring kravets eksistens, der kan begrunde suspension. Retsvildfarelse medfører som udgangspunkt ikke suspension.

Der kan bl.a. henvises til Højesterets dom af 4. maj 1927, offentliggjort som U.1927.585, hvor krav på tilbagebetaling af skat var forældet, uagtet lignende krav først var anerkendt af domstolene kort før, sagen blev rejst.

Der kan endvidere henvises til Højesterets dom af 14. september 1999, offentliggjort som TfS 2000, 744, hvor der ikke var adgang til genoptagelse af en skatteansættelse, da det krav, der i givet fald ville opstå herved, ville være forældet. Forældelsen havde ikke været suspenderet på grund af retsvildfarelse.

Landsskatteretten finder herefter ikke, at det forhold, at klagerens søster ved Landsskatterettens afgørelse af 10. februar 2020 fik medhold i en lignende sag, kan føre til suspension af forældelsesfristen.

Forældelsesfristen skal således regnes fra den 10. og 30. marts 2016, hvor gaveafgiften henholdsvis renterne blev betalt. Forældelsen indtrådte dermed henholdsvis den 10. og 30. marts 2019, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Klagerens repræsentant anmodede Skattestyrelsen om genoptagelse den 9. marts 2020.

Klagerens eventuelle krav er dermed forældet.

Landsskatteretten stadfæster hermed Skattestyrelsens afgørelse.