Kendelse af 01-09-2020 - indlagt i TaxCons database den 03-10-2020

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2020

Fradrag for underholdsbidrag

15.036 kr.

48.996 kr.

15.036 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har i indkomståret 2019 haft en lønindkomst på i alt 482.396 kr.

Klagerens lønindkomst for indkomståret 2020 er ifølge forskudsopgørelsen skønnet til 491.761 kr.

Klageren har selvangivet 65.976 kr. i underholdsbidrag for indkomståret 2020, hvor Skattestyrelsen har ændret beløbet til 15.036 kr.

Klageren har fremlagt to børnebidragsaftaler vedrørende [person1] og [person2] som er gældende fra 1. august 2019.

Det fremgår af børnebidragsaftalerne, at klager skal betale bidrag til moderen, [person3] for [person1] og moderen skal betale bidrag til klageren for [person2]. Der er bl.a. aftalt, at [person1] er ca. 9 dage hos moderen og 5 dage hos klageren pr. 14 dage og [person2] er ca. 8 dage hos klageren og 6 dage hos moderen pr. 14 dage. I forhold til indtægtsforholdene er der angivet, at moderen tjener ca. 200.000 kr. årligt og klageren tjener ca. 500.000 kr. årligt.

Der er indgået en specifik aftale vedrørende den månedlige betaling for begge børn. Følgende fremgår af aftalen:

”Alle nedenstående beløb reguleres hver d. 1 /1. Aftalt er følgende 2 krydsende børnebidrag:

Bidragsbetaler [person3] betaler normalbidrag vedr. [person2] til bidragsmodtager [person4].

Samtidig betaler bidragsbetaler [person4] 4-dobbelt normalbidrag vedr. [person1] til bidragsmodtager [person3].

[person3]s betaling til [person4] sker ved modregning i [person4]' betaling til [person3].

Dvs. nettoresultatet efter at modregningen har fundet sted er, at [person4] betaler 3-dobbelt normalbidrag til [person3]. 12019 er nettopengeoverførslen altså 4161 kr. pr. måned, nemlig det 3-dobbelte af 1387 kr. pr. måned, dvs. 3-dobbelt normalbidraget inkl. tillæg.

Dvs. at [person3] får skattefradrag for 1228 kr. månedligt i 2019 (normalbidrag fratrukket 159 kr.) mens [person4] får fradag for 5389 månedligt i 2019 (4-dobbelt normalbidrag fratrukket 159 kr.)

Alle disse beløb reguleres 1. januar 2020 og herefter årligt hver 1/1 efter [virksomhed1]s satser.”

Klageren har fremlagt udprint af sine betalingsoplysninger, hvoraf følgende oplysninger fremgår:

Overførsel

Dato

Modtager

Beløb

Månedlig fast børnebidrag til [person1]

30.12.2019

[person3]

4.245 kr.

Månedlig fast børnebidrag til [person1]

31.01.2020

[person3]

4.245 kr.

Månedlig fast børnebidrag til [person1]

28.02.2020

[person3]

4.245 kr.

Månedlig fast børnebidrag til [person1]

31.03.2020

[person3]

4.245 kr.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ændret klagerens forskudsopgørelse for indkomståret 2020 til 15.036 kr.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”Skattestyrelsen har den 23. april 2020 sendt dig et forslag om ændring af din forskudsopgørelse 2020 vedr. fradrag for underholdsbidrag.

Du har den 15. maj 2020 indsendt bemærkninger til forslaget, idet du ikke kan acceptere forslaget om et fradrag på 15.036 kr. for 2020 til [person1]. Du skriver, du nødtvungent kan gå med til et fradrag på kr. 48.996 i 2020 som dækker 3 x normalbidrag a kr. 1.415 kr. = 4.245 kr. pr.md. minus 1 x tillæg på 162 kr. = 4.083 kr. x 12 mdr. = 48.996 kr.

Du skriver at, dit bidrag til [person1] ikke står i misforhold til din og [person3]s økonomiske kår, samt at jeres bidragsaftale ikke udgør et ekstremt tilfælde.

Skattestyrelsen godkender som udgangspunkt fradrag for underholdsbidrag, som forældre aftaler.

Vi ser dog på om bidragets størrelse har sammenhæng med bidragspligtiges økonomiske forhold, således at et underholdsbidrag, der meget væsentligt overstiger det børnebidrag, som [virksomhed1] ville være kommet frem til ud fra bidragspligtiges indkomst, ikke anerkendes. Hvilket vi har vurderet er tilfældet i din sag.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det er ekstremt når man med en årlig indkomst 491.761 kr. ønsker fradrag for normalbidraget + 300 %, idet indtægtskravet for at anerkende normalbidraget + 300 % ifølge [virksomhed1]s satser er ca. 1.600.000 kr.

Beregning af ændring

Ifølge Skattestyrelsens oplysninger har du i 2019 haft en årlig indkomst på 482.396 kr.

Din indkomst for 2020 er ifølge forskudsopgørelsen skønnet til 491.761 kr., hvilket kommer til at passe meget godt med den indkomst du har haft til dato.

Ifølge [virksomhed1] retningslinjer som Skattestyrelsen følger, vil du ud fra din indkomst, skulle betale normalbidrag på 1.415 kr. pr.barn pr.md. som ikke bor hos dig.

For at betale mere end normbidraget ifølge [virksomhed1] satser for 2020, skal du have en indkomst på ca. 580.000 kr., og hvis det er 300 %, skal indkomsten være på ca. 1,6 mio. kr. Se nedenstående tabel fra [virksomhed1]s hjemmeside.

click to open picture in new window

For dit krydsende bidrag kan du få fradrag for normalbidraget på kr. 1.415 kr. fratrukket 162 kr. pr.md. Årligt er det 1.253 kr. x 12 mdr. = 15.036 kr.

Der er ikke i dine bemærkninger kommet nye oplysninger til, som gør at forslaget af den 23. april 2020 kan ændres.

Vi kan på det foreliggende grundlag ikke godkende fradrag for underholdsbidrag ud over normalbidraget.

Der er ved denne vurdering lagt vægt på dine indtægtsforhold, og [virksomhed1]s retningslinjer for fastsættelse af forhøjede børnebidrag.

Vi henviser til ligningslovens § 10, og Den juridiske vejledning afsnit C.A.8.5.2.2 Fradrag for bidrag til børn. Se blandt andet under afsnittet [virksomhed2] bidrag.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han har ret til fradrag for underholdsbidrag på 48.996 kr. årligt.

Som begrundelse har klageren anført følgende:

”Jeg klager hermed over Skattestyrelsens afgørelse af 26. maj 2020.

Den afgørelse ses i vedhæftede fil “Skattestyrelsens afgørelse af 26 maj 2020.pdf”

Årsagerne til min klage fremgår klart af den vedhæftede fil “Bemærkninger af 15. maj 2020 til Skattestyrelsens forslag af 23. april 2020.pdf”.

Se også de andre relevante vedhæftede filer:

"Skattestyrelsens forslag af 23 april 2020.pdf"

"Brev til Skattestyrelsen af 8 apr 2020 vedr. forskud 2020.pdf"

"vedr. [person1].pdf"

"vedr. [person2].pdf"

Jeg er meget overbevist om at både Ligningsloven såvel som retspraksis giver mig ret til et fradrag for underholdsbidrag på kr. 48.996 for hele år 2020.

Det er præcis det beløb jeg kommer til at overføre til [person3] via netbank i år 2020.”

Klager har den 3. juli 2020 fremsendt bemærkninger til sagsfremstillingen. Følgende er anført:

”Hermed sender jeg mine bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse af 22. juni 2020.

Jeg vælger at min sag skal behandles skriftligt af det centrale nævn Landsskatteretten.

Og jeg forlanger at den allerede fremsendte fil “Bemærkninger af 15. maj 2020 til Skattestyrelsens forslag af 23. april 2020.pdf” bliver sendt med til samtlige retsformænd samt alle 34 retsmedlemmer af Landsskatteretten.

Alle 3 sider skal med, og de skal være uredigerede, og i en form hvor samtlige retsformænd samt alle 34 retsmedlemmer af Landsskatteretten, kan klikke på de to links der er på side 1 i dokumentet.

Dette dokument er nemlig langt det vigtigste i sagen, da det indeholder en god og korrekt sagsfremstilling, i modsætning til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling.

De andre dokumenter jeg har indsendt, må også meget gerne medsendes til Landsskatteretten.

Jeg vil gerne have en skriftlig bekræftelse i min e-Boks på, at dette kommer til at ske i min sag.”

Landsskatterettens afgørelse

Bidrag, som i anledning af skilsmisse eller separation udredes af den ene af ægtefællerne til underhold af børn, der ikke opholder sig hos bidragyderen, kan fradrages i bidragyderens skattepligtige indkomst efter reglerne i ligningslovens § 10, stk. 2. Fradragsretten for bidrag til underhold af børn er betinget af, at bidragyderen har forsørgerpligt over for det offentlige for barnet.

Det er en betingelse for fradrag for børnebidrag betalt i henhold til aftale, at aftalen er tilstrækkelig klar med hensyn til bidragets størrelse, og at der er tale om løbende bidrag, idet der efter praksis alene anerkendes fradrag for engangsbidrag ved særlige begivenheder. Endelig er det en betingelse for fradrag for børnebidrag, at der foreligger fornøden dokumentation for beløbets betaling.

Der henvises til U.1982.492/2Ø, hvor Landsretten i sagen fandt, at der efter forældrenes beskedne økonomiske kår ikke blev indrømmet fradrag for større gensidige bidrag til to fællesbørn, som hver af de tidligere ægtefæller havde forældremyndigheden over.

De børnebidrag, som forældrene har aftalt indbyrdes, kan i almindelighed fratrækkes på lige fod med børnebidrag, der er fastsat af [virksomhed1]. Overstiger bidraget åbenbart, hvad [virksomhed1] ville have fastsat, hvis forældrene ikke havde indgået en aftale, kan fradragsretten begrænses.

Klageren har i indkomståret 2019 haft en lønindkomst på 482.396 kr. og i forskudsopgørelsen for 2020 er lønindkomsten skønnet til 491.761 kr.

Klageren har fratrukket et stort bidrag i forskudsopgørelsen for 2020, hvilket overstiger de beløb, som [virksomhed1] ville have fastsat, når der henses til klagerens indkomst.

På baggrund af klagerens økonomiske forhold har Skattestyrelsen med rette begrænset klagerens fradragsret til normalbidraget for [person1]. Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatteretten stadfæster hermed Skattestyrelsens afgørelse.