Kendelse af 01-06-2023 - indlagt i TaxCons database den 16-06-2023

Journalnr. 20-0040601

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Skønsmæssigt ansat resultat af virksomhed vedrørende [virksomhed1]-kørsel for indkomståret 2016	191.346 kr.	Skal anses for lønmodtager	191.346 kr.
Skønsmæssigt ansat resultat af virksomhed vedrørende [virksomhed1]kørsel for indkomståret 2017	47.387 kr.	Skal anses for lønmodtager	47.387 kr.

Faktiske oplysninger

Skattestyrelsen har fra de hollandske skattemyndigheder modtaget oplysninger om, at [person1] (herefter klageren) har modtaget indtægter på i alt 313.048,23 kr. i 2016 og 71.223,61 kr. i 2017 fra det hollandske selskab [virksomhed1] B.V.. (herefter selskabet).

Klageren har erhvervet indtægterne gennem befordring af passagerer i klagerens eget køretøj, Volkswagen med registreringsnummer [reg.nr.1].

Klageren har ikke selvangivet indtægter eller et overskud vedrørende [virksomhed1]-kørsel for indkomstårene 2016 og 2017.

Skattestyrelsen har på baggrund af oplysningerne anset klageren for at drive virksomhed og har opgjort resultat af virksomheden skønsmæssigt med følgende:

	2016	2017
Indtægt før provision fra [virksomhed1]	391.310,29	82.193,83
Provision til [virksomhed1] (20 %)	-78.262,06	-16.438,77
Nettoindtægt vedrørende [virksomhed1]-kørsel	313.048,23	65.755,06
Godkendt skønsmæssige udgifter (30 %)	-93.914,47	-19.726,52
Moms af provision	-19.565,51	-4.109,69
Lønsumsafgift	-8.222,21
Bonus		5.468,55
Skattemæssigt resultat	191.346,04	47.387,40

Betalingsflowet i tjenesten foregik på den måde, at kunden betalte via tjenesten, hvorefter selskabet gennem en international betalingstjeneste overførte en del af det opkrævede beløb til klageren som chauffør. Det beløb af kundens betaling, der ifølge Skattestyrelsen udgjorde 20 %, som ikke blev udbetalt til klageren, var provision, som selskabet opkrævede for at formidle kontakten mellem klageren og kunden.

Skatteankestyrelsen har under sagens behandling den 3. marts 2023 anmodet klageren om blandt andet at indsende en kopi af kontrakten mellem klageren og selskabet. Der er ikke modtaget materiale vedrørende dette. Skatteankestyrelsen har efterfølgende udsendt en standardkontrakt fra selskabet i høring hos klageren. Af høringsbrevet fremgår det blandt andet, at hvis Skatteankestyrelsen ikke hører fra klageren, går Skatteankestyrelsen ud fra, at klageren ikke har bemærkninger til standardkontrakten. Klageren har ikke haft bemærkninger til standardkontrakten.

Af standardkontrakten fremgår det blandt andet, at ved anvendelse af tjenesten accepterer chaufføren selskabets vilkår og betingelser, samt at chaufføren erkender og bekræfter, at selskabet er udbyder af teknologiske tjenester og ikke leverer transportydelser.Af kontraktens pkt. 2.2-2.3 fremgår det videre, at chaufføren ved udførelse af transportydelserne er eneansvarlig for og selv afholder udgifter hertil, herunder eventuelle erstatningsansvar. Endvidere fremgår det, at chaufføren er forpligtet til at tegne de påkrævede forsikringer for egen regning, og chaufføren bevarer muligheden for at afvise, acceptere eller ignorere en kundes anmodning om kørsel, jf. kontraktens pkt. 8.1. Betaling af kørslen, som foretages af kunden til selskabet, skal betragtes på samme måde som betaling foretaget direkte af kunden til chaufføren, jf. kontraktens pkt. 4.1. Selskabet fraskriver i henhold til kontrakten alt ansvar for nogen handling eller forsømmelse af chaufføren, enhver kunde eller anden tredjepart, jf. kontraktens pkt. 9.2.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har anset klageren for at drive erhvervsmæssig virksomhed og har fastsat virksomhedens resultat skønsmæssigt til 191.346 kr. for indkomståret 2016 og 47.387 kr. for indkomståret 2017.

Af Skattestyrelsens afgørelse fremgår blandt andet følgende:

”(...)

1.4.	Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse ved forslag af 24. januar 2020

Indkomst fra [virksomhed1]-kørsel er skattepligtig efter statsskattelovens § 4. Udgifter kan fratrækkes efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Vurderingen af om [virksomhed1]-kørsel anses som erhvervsmæssig virksomhed eller ikke-erhvervsmæssig virksomhed beror på en konkret vurdering, og er den samme som for alle andre former for virksomhed. De kriterier, der skal lægges vægt på, fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.C.1.3.

Hvis [virksomhed1]-kørslen opfylder både rentabilitetskriteriet og intensitetskriteriet, vil der være tale om erhvervsmæssig virksomhed.

Rentabilitetskriteriet betyder, at virksomheden skal give overskud på den primære drift, have en rimelig forrentning af den investerede egenkapital samt en rimelig driftsherreløn.

Intensitetskriteriet betyder, at virksomheden skal have et vist omfang for at blive anset for erhvervsmæssig.

Ved vurderingen er der lagt vægt på, at virksomheden beskæftiger sig med persontransport, og den af [virksomhed1] oplyste prisstruktur har en sådan karakter, at virksomheden ved normal drift vil sikre et overskud på den primære drift, en forrentning af den investerede egenkapital og en driftsherreløn selv ved en relativ beskeden aktivitet.

Vi vurderer, at din kørsel i 2016 og 2017 har et omfang, som ud fra ovenstående kriterier anses for at være selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Dette betyder, at:

•	Indkomsten opgøres efter de almindelige regler for erhvervsmæssig virksomhed
•	Der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af indtægten, da den er omfattet af arbejdsmarkedsbidragslovens § 4
•	Du kan afskrive forholdsmæssigt på bilen efter afskrivningsloven § 11
•	Såfremt virksomheden giver underskud kan dette fratrækkes i henhold til personskattelovens § 13.

Den omstændighed, at aktiviteten er ulovlig efter anden lovgivning, har ingen betydning for, hvorledes indkomsten skal opgøres moms- og skattemæssigt.

(...)

Skattestyrelsens forslag
Da vi ikke har oplysninger om dine udgifter og fordeling mellem [virksomhed1]-kørsel og øvrig kørsel herunder bilens kilometerstand, har vi opgjort det skattepligtige resultat af [virksomhed1]-kørslen skønsmæssigt. Se skattekontrollovens § 6, stk. 7 og § 5, stk. 3.

Ved udøvelsen af skønnet for 2016 og 2017 har vi taget udgangspunkt i det generelle kørselsmønster for [virksomhed1]-chauffører og [virksomhed1]s prissammensætning for 2015, da vi vurderer, at dette efterfølgende ikke har ændret sig væsentligt.

Ved udøvelsen af skønnet i 2015 blev følgende forhold lagt til grund:

•	Modtaget beløb fra [virksomhed1]
•	Antal ture
•	[virksomhed1]s normale prissætning med:

- basis pris 20,00 kr.

- pris pr. minut 2,50 kr.

- pris pr. kilometer 9,00 kr.

Herefter blev der beregnet et skøn over antallet af kørte kilometer med passagerer efter følgende model:

•	Samlet indtjening minus 20 % ([virksomhed1]s provision) minus startbeløb (antal ture x basis pris) = restindtjening.
•	Pris pr. minut tillagt pris pr. kilometer er omregnet til en samlet kilometerpris, ud fra at en gennemsnitshastighed ved bykørsel er skønnet til at være 30 km i timen.
•	Kilometerpris divideres med restindtjening og der fremkommer herefter et skønnet antal kørte kilometer.

Personer, som driver erhvervsmæssig virksomhed, kan anvende Skatterådets satser for skattefri kørselsgodtgørelse. I vores skøn over udgifter pr. kørt km. ved [virksomhed1]-kørsel, har vi anvendt Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel, som i 2016 var 3,63 kr./km og i 2017 var 3,53 kr./km. Skatterådets satser er fastsat, så de både dækker løbende driftsudgifter til bilen samt årligt værditab.

På grundlag af ovenstående er der givet et skønsmæssigt fradrag, til dækning af udgifterne ved kørslen, på 30 % af det modtagne beløb fra [virksomhed1].

Ved udøvelsen af skønnet er der taget højde for øvrige udgifter, som ikke er indeholdt i ovenstående beregning med Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel.

(...)

Skattestyrelsens afgørelse

Vi fastholder, at din indkomst forhøjes med 191.346 kr. for 2016 og 47.387 kr. for 2017, da du ikke har dokumenteret, at du har haft udgifter udover ovenstående.

Du kan ikke fratrække bøden for ulovlig taxikørsel i dit skattepligtige resultat af [virksomhed1]-kørslen. Vi fastholder således den gennemførte forhøjelse af din indkomst, moms, og lønsumsafgift erhvervet ved [virksomhed1]-kørsel.

Begrundelse

Selvom det må lægges til grund, at bøderne er udmålt efter princippet i straffelovens § 51, stk. 3, således at der sker inddragelse af den fortjeneste, der er opnået ved [virksomhed1]-kørslen, er det vores opfattelse, at bøderne i skattemæssig henseende ikke skal behandles, som om der var sket konfiskation, jf. straffelovens § 75, stk. 1.

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at bøder pr. definition er pønale. Der lægges desuden vægt på, at bøderne for overtrædelse af taxilovgivningen er sammenlignelige med bøder for overtrædelse af konkurrencelovgivningen, der efter praksis ikke er fradragsberettigede, selv om størrelsen af den økonomiske gevinst ved at overtræde lovgivningen indgår som et væsentligt element ved bødeudmålingen.

Endvidere synes det forudsat i en Vestre Landsrets dom af 6. april 1982 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 1982, side 998), at der ikke er fradragsret for bøder, selv om det er tilstræbt at inddrage udbyttet af en strafbar handling. Ifølge dommen er det således mest hensigtsmæssigt, at der ved fastsættelse af en sanktion for en lovovertrædelse, hvor der er opnået et udbytte, tages hensyn til udbyttets størrelse på den måde, at udbyttet konfiskeres. Alternativet ville være at udmåle så stor en bøde, at udbyttet blev inddraget. Det fremhæves i dommen, at fremgangsmåden med konfiskation bl.a. indebærer, at den skattepligtige har fradragsret for konfiskerede beløb i det omfang, at fortjenesten tidligere er blevet beskattet. Landsretten synes således at lægge til grund, at der ikke er fradragsret for bøder, selv om der ved bødeudmålingen er taget hensyn til bødernes størrelse.

I forlængelse heraf bemærkes, at Højesteret ikke ved bødeudmålingen i de fire prøvesager (U.2018.3745.H) tog hensyn til forsvarerens argumentation om, at bødeniveauet skulle sænkes som følge af, at bøderne ikke – i modsætning til hvis anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om konfiskation – ville udløse en ny og lavere skatteansættelse. Derved synes Højesteret også at tilslutte sig Vestre Landsrets dom af 6. april 1982.

(...)

1.2. Dine bemærkninger

”Jeg er ikke enig i Skattestyrelsens krav om betaling af yderligere moms, lønsum og skat for årene 2016 og 2017, idet jeg allerede har foretaget betaling for året 2015 til Skattestyrelsen, uden at have haft en indtægt i 2015. På det grundlag er det min opfattelse, at der bør foretages modregning i det allerede erlagte beløb for 2015.

Til støtte for mit anbringende kan jeg oplyse, at anklagemyndigheden allerede har foretaget konfiskation af det beløb, som jeg fik udbetalt i honorar fra [virksomhed1] for året 2015, idet bødestørrelsen udgjorde det beløb, som jeg havde fået udbetalt. På det grundlag er det min klare opfattelse, at jeg ikke samtidigt skulle have betalt skat m.v. af dette beløb for 2015.

Jeg gør derfor gældende, at Skattestyrelsen bør foretage modregning i det allerede erlagte beløb for de krav, der er gjort gældende for 2016 og 2017.

Det bør således tages udgangspunkt i den reelle indtægt som jeg har opnået ved at køre [virksomhed1] – modregnet de enorme bøder, der er blevet inddrevet af politiet. Jeg har været i en retlig vildfarelse omkring lovligheden af mit arbejde for [virksomhed1], hvilket bør være ansvarsfritagende. Jeg har ikke haft andre ernæringskilder end [virksomhed1] kørsel, ligesom jeg ikke har haft mulighed for at ernære mig og min familie på andre måder, da [virksomhed1] kørsel har udgjort min hovedbeskæftigelse. Det ville således udgøre en uproportional og urimelig foranstaltning at anmode om skat m.v. for de år, hvor jeg reelt ingen indtægt har haft.

Jeg håber, at Skattestyrelsen på ovennævnte grundlag vil fremkomme med et nyt forslag.”

Skattestyrelsen har i udtalelsen til klagen anført følgende:

”

(...)

Selvstændig erhvervsmæssig virksomhed Skattestyren fastholder, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed med henvisning til rentabilitetskriteriet og intensitetskriteriet, som der henvises til i forslag og afgørelse

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han skal anses for at være lønmodtager i forhold til [virksomhed1].

Subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at momsgrundlaget skal ændres, idet provision på 20 %, som Skattestyrelsen anser for en formidlingsydelse, bør ændres, således at der tages udgangspunkt i den pris, der almindeligvis erlægges for en formidlingsydelse erhvervet gennem apps i en sammenlignelig situation.

Klageren har anført følgende:

”...

Jeg indgiver hermed klage over Skattestyrelsens afgørelse af 5. marts 2020 med følgende principale påstand:

Jeg og de enkelte [virksomhed1]-chauffører kan ikke anses for at have drevet selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, da chaufførernes kørsel for selskabet [virksomhed1] skal anses for et almindeligt lønmodtagerforhold og ikke som en tjenesteydelsesleverance i form af levering af en formidlings-app fra [virksomhed1]s side. De karakteristika forholdet mellem [virksomhed1] og de enkelte chauffører har haft, bærer præg af, at [virksomhed1] har leveret de centrale dele af den transportserviceydelse, herunder afregning af løn til chaufførerne, der er ydet til slutbrugerne. Momstilsvaret og lønsumsafgiften udgør på den baggrund en urimelig byrde for de enkelte chauffører, ligesom afregning af skat burde have været foretaget af [virksomhed1].

Såfremt Skattestyrelsen fastholder sin påstand om, at jeg har drevet selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, skal jeg subsidiært gøre gældende, at grundlaget for momsafregningen bør ændres. Der er taget udgangspunkt i den provision på 20 % af den samlede indtjening, der er betalt til [virksomhed1]. Skattestyrelsen lægger i den forbindelse til grund, at [virksomhed1] alene formidler kontakten mellem mig og kunden, og der er således efter Skattestyrelsens vurdering tale om betaling af provision for en formidlingsydelse leveret af [virksomhed1].

Jeg skal i den forbindelse gøre gældende, at såfremt [virksomhed1] reelt alene havde haft rollen som tjenesteyder i forbindelse med kørselstjenestens gennemførelse, ville provisionen på 20 % af den samlede indtjening have udgjort en uforholdsmæssig høj betaling for en sådan formidling. Ikke desto mindre tager Skattestyrelsen udgangspunkt i størrelsen af denne provision, selvom den klart indikerer, at [virksomhed1] har ageret transportydelsesfirma, og ikke alene formidlingsyder. På den baggrund er det min helt klare vurdering, at Skattestyrelsen burde have taget udgangspunkt i den pris, der almindeligvis erlægges for en formidlingsydelse erhvervet gennem apps i en sammenlignende situation, og anvende dette beløb som grundlag for beregningen. Det nuværende beregningsgrundlag stiller chaufførerne i en meget ufordelagtig situation og jeg skal derfor anmode Skatteankestyrelsen om, at der foretages en hensigtsmæssig afvejning af parternes rolle i kørselsarrangementet.

...”

Klageren har under sagens behandling hos Skatteankestyrelsen anført følgende:

”...

Jeg kan ikke 3 år efter jeg har klaget finde nye dokumenter til jer, jeg har betalt de fleste penge tilbage mangler lidt ca. 50000 kr, dem betaler jeg også. Jeg ved at jeg ikke kan få retfærdighed så gider ikke spilde min tid på dette. Der er ingen retfærdighed, alt forgik åbenlyst, politiker og politiet brugte [virksomhed1]. [virksomhed1] havde kontor og kontaktede vi SKAT fik man afvide at vi skulle afvente. Til sidst slap alle, politiker/politiet/[virksomhed1], hvem sidder i klemme det gør chaufførerne. Jeg vælger ikke at spilde min tid på det her med at klage. så der er ikke yderligere at tilføje. Så I må afgøre hvad I mener/synes.

...”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har anset klageren for at drive erhvervsmæssig virksomhed vedrørende kørsel udbetalt af [virksomhed1], eller om klageren skal anses for lønmodtager i forhold til [virksomhed1].

Der skal herefter tages stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har ansat det skattemæssige resultat skønsmæssigt til 191.346 kr. for indkomståret 2016 og 47.387 kr. for indkomståret 2017, herunder om provision til [virksomhed1] skal ændres.

Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst fremgår af statsskattelovens §§ 4-6.

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det følger ikke af lovgivning, hvornår en person skal anses for at drive selvstændig virksomhed.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud.

En lønmodtager er kendetegnet ved at udføre arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Som lønmodtager anses den, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold.

I tvivlstilfælde foretages vurderingen ud fra en konkret og samlet vurdering på baggrund af praksis og cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994. Kriterierne i cirkulæret er anvendt i f.eks. Højesterets dom af 9. maj 1996, gengivet som UfR 1996.1027 H.

Bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages. Efter praksis indgår det med en betydelig vægt, om virksomheden kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, det vil sige er indrettet med henblik på en systematisk indkomsterhvervelse. Dette fremgår af Højesterets dom af 4. november 1999, som er offentliggjort i TfS 1999,863, og af Højesterets dom af 2. februar 2007, som er offentliggjort i SKM2007.107.HR.

Klageren har i indkomstårene 2016 og 2017 modtaget indtægter for [virksomhed1]-kørsel. Skattestyrelsen har modtaget oplysninger fra de hollandske myndigheder om, at klageren har modtaget beløb fra [virksomhed1] på i alt 313.048 kr. for 2016 og 65.755 kr. for 2017. Kørslen er sket i klagerens bil. Ifølge en standardkontrakt fra [virksomhed1] fremgår det blandt andet, at [virksomhed1] er udbyder af teknologiske tjenester. Det fremgår videre, at chaufføren ved udførelse af transportydelserne er eneansvarlig for og selv afholder udgifter hertil, herunder eventuelle erstatningsansvar. Klageren har ikke kunne fremlægge en underskrevet kontrakt med [virksomhed1].

Landsskatteretten finder, at klageren ud fra en samlet og konkret vurdering skal anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2016 og 2017.

Der er blandt andet lagt vægt på, at klageren har den økonomiske risiko ved [virksomhed1]-kørslen. Der er herved blandt andet henset til, at klageren anvender sin egen bil til [virksomhed1]-kørsel, at klageren ifølge standardkontrakten har erstatningsansvar i forbindelse med kørslen og selv skal afholde udgifter til lovpligtige forsikringer, og at [virksomhed1] ikke har instruktionsbeføjelser i forhold til antal af timer eller arbejdstidspunkter. Det er klageren selv, der bestemmer, hvornår appen skal aktiveres. Klageren har over en længere periode haft væsentlige indtægter ved [virksomhed1]-kørsel, hvorfor indtægten og aktiviteten anses for at være indrettet med henblik på systematisk indkomsterhvervelse og med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, som kendetegner selvstændige erhvervsdrivende.

Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse om, at klageren anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed for indkomstårene 2016 og 2017.

Resultat af virksomhed

Idet klageren har drevet virksomhed i indkomstårene 2016 og 2017 uden at have selvangivet resultat af virksomhed eller udarbejdet regnskaber, kan skatteansættelsen, jf. dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3, fastsættes skønsmæssigt.

Skattestyrelsen har ved udøvelsen af skønnet anvendt oplysningerne fra de hollandske myndigheder vedrørende indtægter fra [virksomhed1]-kørsel. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for afholdte udgifter, herunder et ført km regnskab for erhvervsmæssig kørsel.

Skattestyrelsen har i skønnet over udgifter m.v. anset 20 % af bruttoindtægten for at være provision til [virksomhed1]. Herudover er der givet et skønsmæssigt fradrag til dækning af driftsudgifter på 30 % af indtægten efter provision.

På baggrund af de foreliggende oplysninger tiltræder Landsskatteretten Skattestyrelsens skøn. Der er lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt oplysninger, der dokumenterer et andet og mere retvisende skøn, og at Skattestyrelsens skøn på det foreliggende grundlag vurderes at være rimeligt.

Landsskatteretten finder ikke grundlag for at ændre provision til [virksomhed1] på de 20 %. Der er henset til, at klageren ikke har fremlagt aftale med [virksomhed1] omkring provision, og at der i andre lignende sager vedrørende [virksomhed1] også er fastsat en provision på 20 %. Der henvises til 2 offentliggjorte Landsskatteretsafgørelser med SKM2023.154.LSR og SKM2023.153.LSR.

For indkomståret 2016 skal forslag til afgørelse senest være sendt den 1. maj 2020, og afgørelsen skal være sendt senest den 1. august 2020. Forslag til afgørelse er sendt den 24. januar 2020, og afgørelsen er sendt den 5. marts 2020. Ændringen af skatteansættelserne for indkomstårene 2016 og 2017 er derfor gennemført inden for genoptagelsesreglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.