Kendelse af 05-08-2020 - indlagt i TaxCons database den 05-09-2020

Skattestyrelsen har ændret grundlaget for klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 med henholdsvis 35.195 kr., 35.841 kr. og 27.003 kr.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsens ændring af skatteansættelsen for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 er ugyldig foretaget.

Faktiske oplysninger

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS, hvor han også er ansat som direktør. Som en del af sin ansættelse har klageren fået stillet en BMW 530d Touring xDrive med registreringsnummer [reg.nr.1] til sin rådighed. Bilens første indregistreringsdato var den 8. november 2012. Bilen har været stillet til rådighed for perioderne 10. marts 2016 til 10. marts 2017, 10. marts 2017 til 12. marts 2018, 10. marts 2018 til 11. marts 2019 og 10. marts 2019 til 9. september 2019.

Skattestyrelsen har med agterskrivelse af 27. februar 2020 foreslået at ændre klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2016, 2017 og 2018, således klageren beskattes af yderligere værdi af fri bil med henholdsvis 35.195 kr., 35.841 kr. 27.003 kr., og for indkomståret 2019 opfordres klageren til at selvangive yderligere værdi af fri bil.

Skattestyrelsen har i agterskrivelsen lagt vægt på, at beskatningsgrundlaget ikke udgøres af en beregnet pris på [...] ved salg i ren handel, som forudsat af klageren, men at beskatningsgrundlaget udgør den handelspris som leasingselskabet har oplyst til Motorregistret og som danner grundlag for beregning af registreringsafgiften.

Det fremgår af agterskrivelsen af 27. februar 2020, at Skattestyrelsen afventer bemærkninger fra klageren, idet der både under agterskrivelsens punkt 1.3 Dine bemærkninger og punkt 1.6 Skattestyrelsens endelige afgørelse er noteret, at sagen afventer evt. indsigelse. Endvidere fremgår det af agterskrivelsen, at i det tilfælde klageren har bemærkninger, skal han fremsende disse senest den 23. marts 2020.

Klageren har den 20. marts 2020 fremsendt sine bemærkninger til Skattestyrelsens agterskrivelse til Skattestyrelsen. Samme dag har sagsbehandleren fra Skattestyrelsen kvitteret for modtagelsen af bemærkningerne.

Der ses ikke efterfølgende af være fremsendt en afgørelse fra Skattestyrelsen til klageren. Derimod ses klagerens årsopgørelser for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 at være ændret den 28. marts 2020 som følge af ændringen af klagerens skatteansættelse.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ændret klagerens skatteansættelse på årsopgørelserne for 2016, 2017 og 2018.

Som begrundelse for ændringen på årsopgørelserne, har Skattestyrelsen anført følgende i agterskrivelsen af 27. februar 2020:

”(...)

På baggrund af det indsendte materiale er det Skattestyrelsens opfattelse, at det beskatningsgrundlag leasingselskabet har oplyst til selskabet, fremkommer som en salgsvurdering af bilen foretaget på [...].

På salgsvurderingen fremgår ”pris ved salg til BMW forhandler og pris ved salg til anden forhandler”.

Bilens beskatningsgrundlag udgør ikke den pris der fremkommer på [...] ved salg af bilen i ren handel, men udgør den handelspris leasingselskabet har oplyst til Motorregisteret og som danner grundlag for beregning af registreringsafgift.

Leasingselskabet har til Motorregisteret oplyst følgende handelspriser:

1. periode: 10/3 2016 – 10/3 2017 – kr. 670.565

2. periode: 10/3 2017 – 12/3 2018 – kr. 546.566

3. periode: 10/3 2018 – 11/3 2019 – kr. 434.882

4. periode: 10/3 2019 – 9/9 2019 – kr. 336.358

Der henvises til vedlagte udskrift af Motorregisteret.

Ved genleasing foreligger der ikke en købspris, hvorfor det er bilens handelspris der skal anvendes.

I SKM2011.680.SR bekræfter Skatterådet, at den skattepligtige værdi skal svare til bilens markedsværdi.

I SKM2017.108SR bekræfter Skatterådet, at den skattepligtige værdi skal svare til bilens markedsværdi.

Skattestyrelsen anser, de handelspriser som leasingselskabet har oplyst til Motorregistreret, for, at være bilens beskatningsgrundlag.

Værdi af fri bil kan herefter opgøres således:

Indkomståret 2016:

Perioden 10/3 2016 – 31/12 2016 – beskatningsgrundlag kr. 670.565:

Kr. 300.000 x 25 %kr.75.000

Kr. 370.565 x 20 %-74.113

I altkr.149.113

+ miljøafgift + 50 %-4.440

I altkr.153.553

For perioden marts – december (10 mdr.)kr.127.960

- medregnet-92.765

Yderligere værdi af fri bilkr.35.195

Indkomståret 2017:

Perioden 1/1 2017 – 31/3 2017 – beskatningsgrundlag kr. 670.565:

Kr. 300.000 x 25 %kr.75.000

Kr. 370.565 x 20 %-74.113

I altkr.149.113

+ miljøafgift + 50 %-4.440

I altkr.153.553

For perioden januar - marts (3 mdr.)kr.38.388

Perioden 1/4 2017 – 31/12 2017 – beskatningsgrundlag kr. 546.566:

Kr. 300.000 x 25 %kr.75.000

Kr. 246.566 x 20 %-49.313

I altkr.124.313

+ miljøafgift + 50 %-4.440

I altkr.128.753

For perioden april – december (9 mdr.)-96.564

Værdi af fri bil i altkr.134.952

- medregnet-99.111

Yderligere værdi af fri bilkr.35.841

Indkomståret 2018:

Perioden 1/1 2018 – 31/3 2018 – beskatningsgrundlag 546.566

Kr. 300.000 x 25 %kr.75.000

Kr. 246.566 x 20 %-49.313

I altkr.124.313

+ miljøafgift + 50 %-4.710

I altkr.129.023

For perioden januar – marts (3 mdr.)kr.32.255

Perioden 1/4 2018 – 31/12 2018 – beskatningsgrundlag kr. 434.882:

Kr. 300.000 x 25 %kr.75.000

Kr. 134.882 x 20 %-26.976

I altkr.101.976

+ miljøafgift + 50 %-4.710

I altkr.106.686

For perioden april – december (9 mdr.)-80.014

Værdi af fri bil i altkr.112.269

- medregnet-85.266

Yderligere værdi af fri bilkr.27.003

For indkomståret 2019 opfordres du til at selvangive yderligere værdi af fri bil ud fra et beskatningsgrundlag på kr. 434.882 for januar – marts og kr. 336.358 fra marts til september 2019.

Afventer evt. indsigelse.

(...)”

Skattestyrelsen har fremført følgende i deres høringssvar:

”(...)

Klagers repræsentant anfører i klagen, at der ikke i afgørelsen er indarbejdet de fremsatte indsigelser fra klager og dennes repræsentant og fremsætter ugyldighed i medfør af Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2.

Skattestyrelsen er enig i det fremsatte punkt, og skal indstille til Skatteankestyrelsen, at der træffes afgørelse om at afgørelsen er ugyldig.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt følgende påstande:

Principalt, at skatteansættelsen er ugyldig foretaget, hvorfor klagerens indkomst skal nedsættes til det selvangivne.

Subsidiært, at klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2016-2018 skal nedsættes til det selvangivne.

Til støtte herfor har klageren fremlagt følgende:

”(...)

II DE PÅKLAGEDE ÅRSOPGØRELSER:

Skattestyrelsen har til trods for at klager reagerede begrundet indenfor fristen i Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2 ikke fremsendt særskilt afgørelse, som loven foreskriver. Der er alene genereret de jf. bilag 1 fremlagte årsopgørelser, hvilket er i strid med bl.a. kompetencereglen i Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, i strid med det kontradiktoriske princip samt begrundelsesreglerne i forvaltningslovens § 22 og 24.

Afgørelserne for indkomstårene 2016 – 2018 er således ugyldigt foretaget.

Der nedlægges følgende:

III PÅSTANDE:

Principalt:

Skatteansættelsen er ugyldigt foretaget, hvorfor klagers indkomst skal nedsættes til det selvangivne

Subsidiært:

Klagers skatteansættelse for indkomstårene 2016 – 2018 skal nedsættes til det selvangivne.

IV FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER:

Klager er eneanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS (selskabet). Selskabet indgik den 29. februar 2016 en leasingkontrakt med [virksomhed2] omkring leasing af en BMW 530 Touring, indregistreret 1. gang den 8. november 2012 (bilag 2). På tidspunktet for leasingperiodens start var bilen derfor mere end 36 måneder gammel.

Det fremgår af skrivelse fra [virksomhed2] af 1. marts 2016, jf. bilag 3, at bilens beskatningsgrundlag udgjorde kr. 467.900 kr. Det fremgår af udskrift fra [...](bilag 4, side 1), at en tilsvarende bils markedsværdi ved salg til en forhandler netop udgjorde 467.900 kr.

Den 20. februar 2017 indgik selskabet en ny leasingaftale med [virksomhed2](bilag 5) vedrørende leasing af samme bil. Beskatningsgrundlaget blev oplyst af [virksomhed2] til 396.700 kr. (bilag 6). Det fremgår af udskrift fra [...](bilag 4, side 2), at en tilsvarende bils markedsværdi, ved salg til en forhandler udgjorde netop 396.700 kr.

Den 5. marts 2018 indgik selskabet en ny aftale med [virksomhed2] om leasing af bilen (bilag 7). Beskatningsgrundlaget blev oplyst af [virksomhed2] til 323.600 kr. (bilag 8). Det fremgår af udskrift fra [...](bilag 4, side 3), at en tilsvarende bils markedsværdi, ved salg til en forhandler udgjorde netop 323.600 kr.

Den 6. marts 2019 indgik selskabet en ny aftale med [virksomhed2] om leasing af bilen (bilag 9). Beskatningsgrundlaget blev oplyst af [virksomhed2] til 277.700 kr. (bilag 10). Det fremgår af udskrift fra [...](bilag 4, side 4), at en tilsvarende bils markedsværdi, ved salg til en forhandler udgjorde netop 277.700 kr.

Leasingselskabet har ikke som anført af Skattestyrelsen, jf. agterskrivelsen af den 27. februar 2020 jf. bilag 11, side 2 oplyst et andet beskatningsgrundlag end de ovennævnte til Skattestyrelsen og det er ikke [virksomhed2]s opfattelse at beskatningsgrundlaget er anderledes end de ovenforanførte værdier, jf. tillige de i forslag til afgørelse indciterede skrivelser, jf. forslagets side 3 ff. [virksomhed2] har blot opgivet en værdi, jf. registreringsafgiftsloven ved berigtigelsen af registreringsafgift.

***

Klager fremsendte ved skrivelse af den 20. marts 2020 (bilag 12) v/undertegnede, indsigelser i forhold til agterskrivelsen til Skattestyrelsen. Indsigelserne blev fremsendt som sikker mail jf. kvittering herfor jf. bilag 13. Sagsbehandleren hos Skatteankestyrelsen kvitterede endvidere for modtagelsen af indsigelserne (bilag 14).

Herefter modtog klager de jf. bilag 1 fremlagte årsopgørelser.

V JUS:

Ad formel indsigelse vedr. ugyldighed – principal påstand:

I forhold til en gennemgang af gældende ret vedrørende konsekvenserne af Skattestyrelsens sagsbehandlingsfejl, henvises til den Juridiske Vejledning 2020-1 afsnit A.A.7.5.

Skattestyrelseslovens § 20 stk. 2 og stk. 3 har følgende ordlyd:

Stk. 2.

Den selvangivelsespligtige m.v. skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har den selvangivelsespligtige m.v. ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning.

Stk. 3.

Underretning som nævnt i stk. 1 og 2 kan undlades, i det omfang afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter og told- og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen eller told- og skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen.

Reglerne om en forvaltningsmyndigheds begrundelse af en afgørelse findes i Forvaltningslovens § 22 – 24:

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

...

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de rets- regler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 11, stk. 2. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori oplysninger kan undtages fra aktindsigt, jf. §§ 15-15 b.

Ad reel indsigelse – subsidiære påstand:

Selskabet har indgået leasingaftaler i modsætning til sagen refereret i SKM 2019.338ØLR, hvor retten nåede frem til at beregningsgrundlaget for fri bil udgjorde den pris, der faktisk blev betalt for bilen og ikke den værdi, der faktisk blev anvendt ved afgiftsberigtigelsen.

Udgangspunktet for beskatning af fri bil fremgår af Ligningslovens § 16, stk. 4. Udgangspunktet er, at beregningsgrundlaget for fri bil tager udgangspunkt i nyvognsprisen, så længe bilen er mindre end tre år gammel regnet fra 1. indregistrering.

Skatterådet har i sagen refereret i SKM2011.680SR afslået at beskatningsgrundlaget for en leasingbil der på anskaffelsestidspunktet var mere end 36 måneder gammel skulle tage udgangspunkt i den afgiftspligtige værdi med tillæg af afgifter.

Skatterådet har endvidere, jf. SKM2017.108.SR taget stilling til, hvordan beskatningsgrund- laget for værdi af fri bil efter LL § 16, stk. 4, skal opgøres, når der er tale om brugte biler, som er over 36 måneder og er leasede af arbejdsgiveren. Leasingselskabets anskaffelsespris skal anvendes i de situationer, hvor leasingselskabet anskaffer bilen i tilknytning til leasingaftalen. Hvis leasingselskabet derimod allerede har bilen i sin lagerbeholdning på tidspunktet for leasingaftalens indgåelse, skal markedsprisen på leasingtidspunktet anvendes.

Den Juridiske Vejledning 2020-1 afsnit C.A.5.14.1.7 beskriver endvidere regelsættet, herunder ved henvisning til ovenstående to sager SKM 2011.680SR samt SKM 2017.108SR.

VI ANBRINGENDER:

Til støtte for den principale påstand gøres følgende gældende:

Skattestyrelsen udsendte den 27. februar 2020 (bilag 11) agterskrivelse, hvor Skattestyrelsen varslede en ændring af klagers skatteansættelse vedrørende fri bil for indkomstårene 2016 – 2018.

Klager fremsendte ved skrivelse af den 20. marts 2020 (bilag 12), indsigelser i forhold til agterskrivelsen til Skattestyrelsen. Indsigelserne blev fremsendt jf. kvittering herfor jf. bilag 13.

Sagsbehandleren hos Skatteankestyrelsen kvitterede endvidere for modtagelsen af indsigelserne (bilag 14).

Herefter modtog klager den 28. marts 2020 de jf. bilag 1 fremlagte årsopgørelser.

***

Det fremgår af Skatteforvaltningslovens § 22, stk. 2 sidste pkt. at har den selvangivelsespligtige m.v. ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning. Dette betyder at har den skattepligtige udtalt sig skal der modsætningsvis fremsendes en skriftlig begrundet og særskilt afgørelse til den selvangivelsespligtige/klager.

Afgørelsen i form at årsopgørelse jf. bilag 1 opfylder alene kravet til en korrekt afgørelse, såfremt klager ikke har udtalt sig. Da klager har indsendt en begrundet indsigelse til Skattestyrelsen (bilag 12) den 20. marts 2020 inden fristens udløb den 23. marts 2020 klokken 24.00 og da denne begrundede indsigelse skriftligt er bekræftet modtaget (bilag 13 og bilag 14), er fremgangsmåden, som er anvendt af Skattestyrelse, ikke i overensstemmelse med loven.

Skattestyrelsen havde således ikke kompetence til alene at fremsende årsopgørelser, Skattestyrelsen havde alene kompetence til at afgøre sagen ved en skriftlig begrundet særskilt afgørelse.

En sådan afgørelse er ikke fremsendt til klager.

Det fremgår af skatteretten 4, af Jan Pedersen m.fl., 5. udgave, side 77:

"...

Såfremt den skattepligtige ikke reagerer på en agterskrivelse, kan den pågældende forhøjelse foretages uden videre. Ansættelsen vil således alene fremgå af den udfærdige årsopgørelse, hvad enten årsopgørelsen er den første eller erstatter en tidligere afsendt.

...

Har den skattepligtige imidlertid fremsat mundtlig eller skriftlige indsigelser mod agterskrivelsen, skal myndighederne foretage en selvstændig sagsbehandling af det omtvistede punkt i skatteansættelsen. Såfremt myndighederne fastholder indholdet i agterskrivelsen, skal der træffes særskilt beslutning (kendelse), som naturligvis skal opfylde Forvaltningslovens krav om skriftlighed, begrundelse, klagevejledning etc.

..."

Da Skattestyrelsen ikke har fremsendt en selvstændig kendelse, efter at klageren er fremkommet med indsigelser til agterskrivelsen, men i stedet har fremsendt årsopgørelser, har Skattestyrelsen begået helt åbenlyse og alvorlige sagsbehandlingsfejl

Det antages i den almindelige forvaltningsret, at bedømmelsen af sagsbehandlingsfejl, afhænger af en generel eller konkret væsentlighedsbedømmelse. Ved en generel væsentlighedsbedømmelse medfører sagsbehandlingfejlen, at den berørte afgørelse er ugyldig uden hensyntagen til, om ugyldighedsgrunden må antages at have haft en betydning for afgørelsens indhold. Når en kompetence-regel overtrædes af Skattestyrelsen, svigter en retlig garanti for de trufne afgørelsers rigtighed og lovlighed, og såvel hensynet til den enkelte som til det offentlige kræver da, at afgørelsen anses for ugyldig.

Som en særegen undtagelse herfra gælder, at hvis overtrædelsen ikke er åbenbar, vil begunstigende afgørelser ud fra en konkret vurdering måske alligevel kunne anses for gyldige, jf. C.A.Nørgaards Forvaltningsret side 216 ff. og P. Andersens Dansk Forvaltningsret side 292 ff.

I nærværende sag er der imidlertid ikke tale om en begunstigende afgørelse.

Se hertil SKM 2004.120, hvor hvor landsretten udtaler følgende:

”Det findes endvidere ikke at udelukke modregning, at Told- og [region1] ved skrivelse af 28. april 1998 til sagsøgeren meddelte, at afdøde As skatterestance for 1993 var endeligt prækluderet, og at beløbet ikke ville blive modregnet i eventuel senere overskydende skat uanset konneksitet. Landsretten har herved henset til, at kompetencen til at træffe afgørelse om det pågældende spørgsmål i 1. instans rettelig henhørte under [by1] Kommune, jf. bekendtgørelse om sagsudlægning § 2, stk. 2, 1. pkt., sammenholdt med skattestyrelseslovens § 2, og at manglende kompetence - i dette tilfælde hos told- og skatteregionen - som udgangspunkt medfører, at også en begunstigende forvaltningsakt er ugyldig.

Landsretten finder ikke, at der i nærværende sag foreligger omstændigheder, som giver grundlag for at fravige dette udgangspunkt, hvorved navnlig bemærkes, at [by1] Kommune ved skrivelse af 24. april 1998 til sagsøgeren havde forbeholdt sig ret til modregning af det prækluderede krav, såfremt den ved Landsskatteretten verserende sag måtte resultere i fremkomsten af overskydende skat.

Ugyldighed i nærværende sag er således hovedreglen og der er i sagen ingen holdepunkter for ikke at følge hovedreglen.

Det bemærkes at Landsretten i SKM 2013.390ØLR ligesom byretten nåede frem til at der ikke forelå ugyldighed i et tilfælde, hvor der alene var udsendt årsopgørelse. Resultatet var imidlertid begrundet i at skatteyderen, ved sin revisor modsat nærværende sag ikke havde fremsendt indsigelser, som var begrundet jf. Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2. Derfor var afgørelsen truffet korrekt og der forelå ikke fejl.

Byretten udtalte følgende, hvilket blev tiltrådt af Østre Landsret:

Revisor ØLs mail af 31. marts 2009 må efter sit indhold læses som en anmodning om udsættelse med opkrævning af den forhøjede skat for indkomståret 2008, der var omtalt i SKAT's agterskrivelse af 11. marts 2009, samt en an- modning om henstand med renter heraf, indtil der var blevet truffet afgørelse i den allerede verserende sag for Landsskatteretten. Sagsbehandleren hos SKAT læste dermed med rette alene mailen som en anmodning om henstand og ikke samtidig som en indsigelse, hvilket hun samme dag præciserede i en mail til revisor ØL med kopi til revisor MN, hvor hun samtidigt mindede om indsigelsesfri- sten og konsekvensen af manglende overholdelse af denne. Ingen af modtagerne reagerede på sagsbehandlerens mail. På denne baggrund, og idet det af A herom anførte ikke kan føre til andet resultat, kan det ikke anses for en sags- behandlingsfejl, at SKAT efter fristens udløb sendte en årsopgørelse for indkomståret 2008 til A i stedet for en kendelse.

***

Skattestyrelsen har endvidere ikke i forbindelse med afgørelsen begrundet afgørelsen jf.

forvaltningslovens § 22 og § 24.

En forvaltningsretlig afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

En begrundelse for en afgørelse skal endvidere indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

I årsopgørelserne jf. bilag 1 er der ingen begrundelse, ingen henvisning til retsregler, og ingen henvisning til faktum overhovedet. Der er alene anført et højere beløb end de tidligere årsopgørelser. Kontradiktionsprincippet som er en forudsætning for korrekt sagsbehandling er endvidere tilsidesat idet skattestyrelsen ikke har forholdt sig til klagers indsigelser.

På baggrund af ovenstående gøres det gældende at Skattestyrelsens afgørelser for 2016 – 2018 utvivlsomt er ugyldigt foretaget.

***

Til støtte for den subsidiære påstand gøres følgende gældende:

I første række gøres det gældende, at det af [virksomhed2] oplyste beskatningsgrundlag, er udtryk for det korrekte udgangspunkt for beskatningsgrundlaget, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Leasingselskabet har, jf. også Skattestyrelsens udgangspunkt ubestridt bilen på ”lager”, hvorfor udgangspunktet for beregningen af fri bil skal tage udgangspunkt i bilens markedsværdi. [virksomhed2] har derfor ved indgåelsen af leasingaftalerne indhentet konkrete markedsværdivurderinger hvert år, jf. bilag 4, side 1 - 4 og har oplyst beskatningsgrundlaget med udgangspunkt i disse konkret indhentede markedsværdivurderinger.

Det påhviler herefter Skattestyrelsen at føre et sikkert bevis for, at disse værdier ikke er udtryk for bilens markedsværdi. Skattestyrelsen har ikke fremlagt sådanne beviser i form af konkrete markedsværdiberegninger men har alene henvist til værdien opgjort som den værdi, der er oplyst til Motorstyrelsen i medfør af registreringsafgiftsloven. Det er imidlertid ikke denne værdi, der efter nugældende praksis er retningsgivende for opgørelsen af den skattepligtige værdi af fri bil, jf. SKM 2019.338ØLR, hvor Østre Landsret fastslog, at der ikke skulle tages udgangspunkt i den pris, der var lagt til grund i forbindelse med indregistrering af bilen.

Skatterådet havde også tidligere jf. sagen refereret i SKM2011.680SR afslået at beskatningsgrundlaget for en leasingbil der på anskaffelsestidspunktet var mere end 36 måneder gammel skulle tage udgangspunkt i den afgiftspligtige værdi med tillæg af afgifter.

Skatterådet har endvidere, jf. SKM2017.108.SR taget stilling til, hvordan beskatningsgrundlaget for værdi af fri bil efter LL § 16, stk. 4, skal opgøres, når der er tale om brugte biler, som er over 36 måneder og leasede af arbejdsgiveren. Når leasingselskabet har bilen i sin lagerbeholdning på tidspunktet for leasingaftalens indgåelse, skal markedsprisen på leasing- tidspunktet anvendes, hvilket også er sket i nærværende sag, jf. bilag 4, side 1 – 4.

Skattestyrelsen skal således henholde sig til den markedsværdi, som bilen faktisk havde, hvilket er den pris der er oplyst af [virksomhed2] til min klient. Den opfattelse som Skattestyrelsen anfører i forslaget til afgørelse, er i strid med de ovennævnte tre afgørelser og dermed Ligningslovens § 16, stk. 4.

Forhøjelserne skal derfor under henvisning til dette nedsættes til det selvangivne.

***

I anden række gøres det gældende, at såfremt Skattestyrelsen måtte være af den opfattelse at praksis for leasingbiler er anderledes end anført i Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.5.14.1.7 således at det nu er registreringsafgiftsgrundlaget og ikke markedsværdien, der skal benyttes ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget for de leasingbiler, som er mere end 36 måneder gamle, da er der tale om en praksisændring.

Det er et grundlæggende forvaltningsretligt princip, at det alene er muligt at iværksætte en skærpende praksisændring med virkning for fremtiden efter udmelding af et passende varsel, der giver borgerne mulighed for at indrette sig efter den ændrede retstilstand, jf. bl.a. UfR 1983.8H.

I nærværende tilfælde er der ikke praksis, der fastslår at beregningsgrundlaget for en fri bil i form af en leasingbil skal udgøre den pris som anvendes i forbindelse med indregistreringen af bilen.

En skærpelse af retstilstanden bagudrettet, som forsøgt ved Skattestyrelsens afgørelse er udtryk for en tilsidesættelse af lighedsprincippet.

Den Juridiske Vejledning er efter Skatteministeriets egen beskrivelse i vejledningen udtryk for Skatteforvaltningens opfattelse af gældende praksis og er bindende for Skatteforvaltningens medarbejdere, medmindre vejledningens indhold klart ikke er i overensstemmelse med højere rangerende retskilder.

Vejledningen er heller ikke bindende i det omfang borgerne/virksomhederne kan støtte ret på indholdet af tidligere års vejledninger. Dette vil kunne forekomme, hvis en skærpet virkning ikke har været offentliggjort på relevant måde i forhold til den hidtidige beskrivelse i en af vejledningerne.

Forhøjelser skal derfor også under henvisning hertil tilbageføres til det selvangivne.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Formelt

Skatteforvaltningen skal underrette den skattepligtige om, at der vil blive truffet en afgørelse som varslet i agterskrivelsen, medmindre den skattepligtige er fremkommet med en begrundet indsigelse, inden en af skatteforvaltningen angivet frist. Såfremt den skattepligtige ikke er fremkommet med en indsigelse inden fristens udløb, kan skatteforvaltningen undlade at fremsende en afgørelse, men alene ændre grundlaget for klagerens skatteansættelse på årsopgørelsen. Det følger af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2.

Det følger af bestemmelsen, at såfremt den skattepligtige har fremsat en mundtlig eller skriftlig indsigelse mod agterskrivelsen, skal skatteforvaltningen, hvis den fastholder indholdet i agterskrivelsen træffe en særskilt afgørelse i sagen.

Partshøringsreglen i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2 anses for en garantiforskrift. Det følger af forvaltningsretten, at en tilsidesættelse af en garantiforskrift anses som en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der som udgangspunkt medfører, at den omhandlende afgørelse er ugyldig.

Skatteforvaltningen kan undlade at underrette den skattepligtige, i det tilfælde afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter og skatteforvaltningen kan imødekomme anmodningen eller skatteforvaltningen og sagens parter er enige om afgørelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 3.

Skatteforvaltningen er, som en del af den offentlige forvaltning, underlagt forvaltningslovens regler, jf. forvaltningslovens §§ 1 og 2. En afgørelse skal meddeles skriftlig og være ledsaget af en begrundelse. Begrundelsen skal indeholde sagens faktiske oplysninger, der har været lagt til grund for afgørelsen. Det følger af forvaltningslovens §§ 22 og 24. En afgørelse efter skatteforvaltningsloven skal endvidere henvise til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.

Skattestyrelsen har fremsendt en agterskrivelse til klageren den 27. februar 2020, hvori de ændrer grundlaget for klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2016, 2017 og 2018.

Det fremgår af agterskrivelsen, at Skattestyrelsen afventer evt. indsigelser fra klageren. Endvidere fremgår det, at klageren har en frist frem til den 23. marts 2020 til at komme med sine indsigelser til agterskrivelsen.

Klageren har fremsendt sine indsigelser den 20. marts 2020, og Skattestyrelsens sagsbehandler har kvitteret for modtagelsen heraf. Klageren modtager herefter ikke en afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, men der foretages alene en ændring på klagerens årsopgørelser for de omhandlende indkomstår den 28. marts 2020.

Skattestyrelsen har i sit høringssvar erklæret sig enig med klager i, at den omhandlende skatteansættelse er ugyldig foretaget.

Efter en samlet vurdering finder Landsskatteretten, at Skattestyrelsens skatteansættelse for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 foretaget via klagerens årsopgørelser er ugyldig. Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at Skattestyrelsen ikke har opfyldt skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, idet klageren har fremsendt sine indsigelser til agterskrivelsen inden for den af Skattestyrelsen angivet frist, og Skattestyrelsen herefter ikke har fremsendt en endelig afgørelse, hvor blandt andet klagerens indsigelser fremgår og er behandlet.

Landsskatteretten ændrer herefter Skattestyrelsens afgørelse, således klager gives medhold i sin principale påstand.