Kendelse af 22-09-2022 - indlagt i TaxCons database den 13-10-2022

Journalnr. 20-0029360

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2013
Forhøjelse af overskud af virksomhed	426.936 kr.	0 kr.	426.936 kr.
Honorarindtægter	722.335 kr.	0 kr.	722.335 kr.
Indkomståret 2014
Forhøjelse af overskud af virksomhed	282.472 kr.	0 kr.	282.472 kr.
Honorarindtægter	883.705 kr.	0 kr.	883.705 kr.
Indkomståret 2015
Forhøjelse af overskud af virksomhed	733.123 kr.	0 kr.	733.123 kr.
Indkomståret 2016
Forhøjelse af overskud af virksomhed	1.034.274 kr.	0 kr.	1.034.274 kr.
Honorarindtægter	638.645 kr.	0 kr.	638.645 kr.
Indkomståret 2017
Honorarindtægter	638.645 kr.	0 kr.	638.645 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren drev i perioden 1. september 2015 til 18. september 2019 enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], CVR-nr. [...1] med branchekode 801000 ”Private vagt- og sikkerhedstjenester”.

Det fremgår af det Centrale virksomhedsregister (CVR), at virksomheden første gang blev registreret den 21. januar 1997. Virksomheden blev herefter afmeldt den 1. april 2011 og registreret igen den 1. september 2015.

Klageren havde i indkomstårene tilknytning til forskellige selskaber som direktør, medlem af direktion eller bestyrelse. Derudover var han direktør for [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...2], fra den 4. februar 2010 til den 22. oktober 2020. Selskabet har branchekoden 999999 ”uoplyst”, men selskabets formål er at eje aktier og anparter og virksomhed tilknyttet hertil.

For indkomståret 2015 har klagerens revisor oplyst resultatet af klagerens virksomhed til 403.601 kr., som anden personlig indkomst under rubrik 15.

Klageren har for de øvrige indkomstår ikke oplyst resultatet for sin virksomhed eller oplyst B-indkomst.

Skattestyrelsen har den 20. maj 2019 modtaget kontoudtog for årene 2013 og 2014 fra klagerens bankkonti med kontonr. [...19], [...00], [...02], og kontoudtog for årene 2015-2017 fra klagerens bankkonti med kontonr. [...45] og [...42] i [finans1].

Skattestyrelsen har konstateret indsætninger på bankkonto med kontonr. [...00] i perioden 1. januar 2013 til 31. december 2017 fra en række selskaber, samt indsætninger, hvor der i posteringsteksten er angivet, at der er tale om fakturaer. Der er endvidere en række indsætninger, hvor der i posteringsteksten alene er angivet numre.

Skattestyrelsen har på baggrund af indsætningerne foretaget en skønsmæssig ansættelse af klagerens overskud af virksomhed for indkomstårene 2013, 2014, 2016 og 2017. Skattestyrelsen har opgjort indsætningerne således:

2013
Omsætning	553.670,24 kr.
Moms	106.734,05 kr.
Omsætning ekskl. moms	426.936,19 kr.

2014
Omsætning	353.091,01 kr.
Moms	70.618,20 kr.
Omsætning ekskl. moms	282.472,81 kr.

2016
Omsætning	1.292.843,60 kr.
Moms	258.568,72 kr.
Omsætning ekskl. moms	1.034.274,88 kr.

2017
Omsætning	2.541.087,32 kr.
Moms	508.217,46 kr.
Omsætning ekskl. moms	2.032.869,86 kr.

Skattestyrelsen har den 30. september 2019 sendt et forslag til afgørelse vedrørende skatteansættelserne for indkomstårene 2013, 2014, 2015, 2016 og 2017. Repræsentanten har den 23. oktober 2019 anmodet Skattestyrelsen om udsættelse af frist for afgørelse til den 24. januar 2020. Skattestyrelsen har imødekommet repræsentantens anmodning om udsættelse af frist for afgørelse. Den 9. januar 2020 traf Skattestyrelsen afgørelse i overensstemmelse med forslaget.

I forbindelse med sagsbehandlingen hos Skattestyrelsen har klagerens repræsentant for indkomstårene 2013, 2014, 2016 indsendt årsrapporter for virksomheden. Repræsentanten har for indkomståret 2015 indsendt en årsrapport med underliggende regnskabsmateriale, saldobalance, kontospecifikationer og fakturaer fra [virksomhed3] ApS udstedt til klagerens virksomhed.

Det fremgår af de fremsendte årsrapporter, at resultatet af virksomheden udgjorde henholdsvis 69.409 kr., 98.885 kr. 403.601 kr. og 481.367 kr. før fratrukket renteudgifter i indkomstårene 2013-2016.

Det fremgår af saldobalancen for 2015, at der i virksomheden har været udgifter til ”Direkte omkostninger m/moms” på 245.413,92 kr. Tilsvarende beløb fremgår af kontospecifikationen for konto 1310 ”Direkte omkostninger m/moms”.

Som bilag til kontospecifikationen ”Direkte omkostninger m/moms” er der fremlagt følgende ti fakturaer fra [virksomhed3] ApS til klagerens virksomhed, hvoraf det fremgår, at betaling skal ske netto kontant:

Bilag nr.	Betalingsdato	Beløb ekskl. moms
1-114	05-03-2015	34.300,00 kr.
2-119	01-04-2015	49.350,00 kr.
2-127	01-05-2015	19.600,00 kr.
2-133	01-06-2015	24.850,00 kr.
3-139	30-06-2015	23.450,00 kr.
3-145	01-08-2015	19.600,00 kr.
4-159	06-11-2015	23.100,00 kr.
4-151	01-10-2015	15.050,00 kr.
4-163	27-11-2015	23.100,00 kr.
5-168	29-12-2015	12.600,00 kr.
I alt		245.000,00 kr.

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for driftsomkostninger for de ovenfornævnte fakturaer og har på baggrund heraf forhøjet klagerens overskud af virksomhed for indkomståret 2015 med 245.000 kr.

Det fremgår endvidere af saldobalancen og kontospecifikationerne, at der er specificerede lokaleomkostninger på 84.552,88 kr. svarende til 30 % af de samlede udgifter til husleje, el, gas og vand og forsikringer på henholdsvis 273.989,97 kr., 2.628,15 kr., og 5.225,15 kr.

Klageren har til Skattestyrelsen oplyst, at han anser 30 % af sin private bolig som erhvervsmæssig.

Skattestyrelsen har ikke anerkendt fradrag for udgifter til lokaleomkostninger og har på baggrund heraf forhøjet klagerens overskud af virksomhed for indkomståret 2015 med 84.522 kr.

Klageren har i brev af den 10. september 2019 oplyst til Skattestyrelsen, at der ikke foreligger regnskaber eller momsopgørelser for indsætningerne på klagerens bankkonto, kontonr. [...19] i 2016 og 2017, da indsætningerne er B-indkomst og betegnes som kurtageprovision.

Skattestyrelsen har på baggrund heraf også anset indsætningerne på kontonr. [...19] i indkomstårene 2013 og 2014 for kurtageprovision. Skattestyrelsen har opgjort kurtageprovisionen til henholdsvis 722.335 kr., 883.705 kr., 638.645 kr. og 638.645 kr. i indkomstårene 2013, 2014, 2016 og 2017.

Det fremgår af bankkontoudtog for kontonr. [...19], at indsætningerne blandt andet er angivet med posteringstekster som ”Nota”, ”Management Fee”, ”Afregningsnota”, ”Tilbagebetaling” eller et nummer. Det fremgår endvidere, at indsætningerne i perioden den 1. januar 2013 til den 31. december 2014 vedrører [virksomhed2] ApS.

Klageren har efterfølgende oplyst, at bankkonto med kontonr. [...19] var en fælles konto mellem klageren og hans tidligere ægtefælle. Klageren har ikke fremlagt dokumentation herfor.

Det fremgår af klagerens skatteoplysninger, at klageren alene var ejer af bankkonto [...19] i indkomstårene 2013-2017.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med henholdsvis 722.335 kr., 883.705 kr., 638.645 kr. og 638.645 kr. for indkomstårene 2013, 2014, 2016 og 2017, da Skattestyrelsen har anset indsætningerne for at være honorarindtægter i form af kurtageprovision.

Skattestyrelsen har endvidere forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med henholdsvis 426.936 kr., 282.472 kr., 733.123 kr. og 1.034.274 kr. for indkomstårene 2013-2016 som overskud af virksomhed.

Skattestyrelsen har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

”(...)

Honorarindtægt

(...)

1.4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Som anført under ”de faktiske forhold” har du i mail af 10. september 2018 oplyst, at indtægterne for 2015, 2016 og 2017, som er indsat på konto [...19], er kurtageprovision og er B-indkomst.

Som det ligeledes fremgår af ”de faktiske forhold” har du ikke indsendt materiale for 2013 og 2014.

Skattestyrelsen forudsætter derfor at indsætningerne for 2013 og 2014 på konto [...19], også er kurtageprovision.

Indsætninger på konto [...19], som er skattepligtig efter statsskattelovens § 4 c, er opgjort til følgende:

Indkomståret 2013, bilag 1 = 722.335 kr.

Indkomståret 2014, bilag 2 = 883.705 kr.

Indkomståret 2016, bilag 3 = 638.645 kr.

Indkomståret 2017, bilag 4 = 638.645 kr.

(...)

2. Resultat af virksomhed for 2013, 2014, 2016 og 2017

(...)

2.4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Som det fremgår af afsnit 1.1 ”De faktiske forhold”, har du ikke indsendt det materiale, som vi har bedt om for 2013, 2014, 2016 og 2017. Grundlaget for din skat (skatteansættelsen) kan derfor opgøres skønsmæssigt ifølge skattekontrollovens § 5, stk. 3 og § 6, stk. 7.

Skattestyrelsen har gennemgået kontoudtog med kontonummer [...00] i [finans1], for perioden 1. januar 2013 til 31. december 2017.

Vi vurderer, at du har drevet virksomhed og ikke har selvangivet dine indtægter. Der er derfor grundlag for at foretage et skøn af din indkomst. I vurderingen heraf indgår det, at der har været indsætninger på dine konto [...00] i [finans1] med teksten faktura, faktura nr. og overførsel fra firmaer/personer m.m. For indkomstårene 2013-2017 mener vi derfor, at indsætningerne på kontonummer [...00] i [finans1] og som ejes af dig 100 %, vedrører omsætning i dine virksomheder.

Beløbene som er indgået på din konto anses som skattepligtige ifølge statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a) samt SKM2008.905HR og SKM2013.260BR. Beløbene skal medregnes som personlig indkomst ifølge personskattelovens § 3, stk. 1.

Vi vurderer, at det er indsætningerne på din bankkonto, der bedst kan bruges som grundlag for at opgøre din skattepligtige omsætning.

Indsætningerne på kontonummer [...00] i [finans1] udgør følgende:

Indkomståret 2013 (bilag 5) 533.670 kr.

Indkomståret 2014 (bilag 6) 353.091 kr.

Indkomståret 2016 (bilag 7) 1.292.843 kr.

Indkomståret 2017 (bilag 8) 2.541.087 kr.

Beløbene udgør eksklusiv moms:

Indkomståret 2013 (bilag 5) 426.936 kr.

Indkomståret 2014 (bilag 6) 282.472 kr.

Indkomståret 2016 (bilag 7) 1.034.274 kr.

Indkomståret 2017 (bilag 8) 2.032.869 kr.

Omsætningen i virksomhed eksklusiv moms, er skattepligtig ifølge statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

Udgifter

Ifølge Juridisk vejledning afsnit A.B.5.2. skal den skattepligtig, for at få fradrag for afholdt udgifter til køb af varer, tjenesteydelser eller aktiver, som hovedregel fremlægge dokumentation for de pågældende udgifter. Se f.eks. SKM2008.4.HR.

Det er ikke muligt ud fra teksten på dine bankkonti at se, om du har afholdt erhvervsmæssige udgifter, som direkte relaterer sig til din virksomhedsdrift, og da du samtidig ikke har fremsendt bilag til Skattestyrelsen, er der ikke fundet grundlag for at skønne et fradrag for udgifter efter statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a, og Den juridiske vejledning afsnit A.B.5.2.

Resultatet af virksomhed skønnes til:

Indkomståret 2013

Resultat af virksomhed

426.936 kr.

Indkomståret 2014

Resultat af virksomhed

282.472 kr.

Indkomståret 2016

Resultat af virksomhed

1.034.274 kr.

(...)

Da materialet ikke er modtaget, fastholdes ændringerne for 2013, 2014, 2016 og 2017 i sin helhed.

(...)

3. Resultat af virksomhed for 2015

(...)

Vedrørende indberettet resultat af virksomhed.

Som det fremgår af ”de faktiske forhold” afsnit 3.1, har din revisor indberettet resultat af virksomhed i rubrik 15 ”anden personlig indkomst”. Da der er tale om resultat af virksomhed, skal resultatet anføres i rubrik 111 ”overskud af virksomhed”.

Skattestyrelsen har derfor flyttet resultatet af virksomhed på 403.601 kr. fra rubrik 15 til rubrik 111.

Direkte omkostninger

Du har i forbindelse med indsendelse af materiale indsendt faktura på direkte omkostninger. Fakturaerne er udstedet af [virksomhed3] ApS. Af de indsendte fakturaer fremgår det, at betalingen er netto kontant. Der er ligeledes vedlagt en dags dato kvittering for betalingen.

Beløbene som fratrækkes er følgende beløb:

Bilag nr.	betalingsdato	beløb ex. moms
1-114	5-3-2015	34.300,00 kr.
2-119	1-4-2015	49.350,00 kr.
2-127	1-5-2015	19.600,00 kr.
2-133	1-6-2015	24.850,00 kr.
3-139	30-06-2015	23.450,00 kr.
3-145	1-8-2015	19.600,00 kr.
4-159	6-11-2015	23.100,00 kr.
4-151	1-10-2015	15.050,00 kr.
4-163	27-11-2015	23.100,00 kr.
5-168	29-12-2015	12.600,00 kr.
I alt		245.000,00 kr.

Det fremgår af ligningslovens §8Y, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er fradrag for

udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør højst 10.000 kr. inklusive moms.

Da ydelsen, som er betalt til [virksomhed3] ApS, er betalt kontant og overstiger 10.000 kr., er betingelsen i ligningslovens §8Y ikke opfyldt, og Skattestyrelsen har derfor forhøjet resultat af virksomhed med ikke godkendt fradrag for direkte omkostninger/ydelser med 245.000 kr.

Lokaleomkostninger

Som det er anført i den Juridiske vejledning afsnit C.C.2.2.2.13 (se under retsregler afsnit 3.4.3.)

kan selvstændigt erhvervsdrivende m.v. fratrække udgifter til arbejdsværelse som driftsudgifter, hvis de er nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde erhvervsindkomsten efter SL § 6, stk., 1, litra a. Fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet anerkendes sjældent, fordi de anses for private, og dermed ikke fradragsberettigede udgifter. Se SL § 6 in fine. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at udgifterne er erhvervsmæssige.

Som anført under ”de faktiske forhold” afsnit 3.1, har Skattestyrelsen bedt dig indsende dokumentation, opgørelse samt redegørelse over fratrukket lokaleomkostninger kr. 84.553. Ligeledes har Skattestyrelsen oplyst, at såfremt man ønsker en besigtigelse af lokalerne bedes du rette henvendelse til undertegnede.

Du har den 19. august 2019 indsendt kontokort hvor det fremgår, at du anser 30 % af din privatbolig som erhvervsmæssig, og derfor tilbagefører 30 % af husleje, forsikringer, el, vand og varme svarende til 84.552 kr. i lokaleomkostninger.

Du har ligeledes i mail af 3. september 2019 oplyst følgende omkring lokaleomkostninger:

"Revisor har supplerende oplyst vedrørende lokaleomkostninger, at ejerens omkostninger til lejlighed udgør minimum 282 tkr. (husleje, el opvarmning og forsikringer). De faktiske omkostninger er højere, da ikke alle udgifter er betalt via selskabets bankkonto.

En del af den private beboelse bruge erhvervsmæssig til opbevaring af beklædning og udstyr som bruges i forbindelse med arbejdet som sikkerhedsvagt.

Derfor er der fortaget er skønsmæssig ansættelse af erhverves brug af lejligheden, og det vurderes derfor at 30 % af de bogførte udgifter vil være en rimelig betaling for brug af lejligheden til erhvervsmæssig brug.

Derfor er der bogført 84.552,88 kr. som udgift til husleje i virksomheden uden moms”

Du har indsendt materiale i form af kontokort, samt indsendt redegørelse, hvor du oplyser, at den private beboelse bruges erhvervsmæssigt til opbevaring af beklædning og udstyr, som bruges i forbindelse med arbejdet som sikkerhedsvagt.

Skattestyrelsen skal oplyse, at det er dig, der har bevisbyrden for at udgiften til lokaleomkostninger er erhvervsmæssig. Du har ikke medsendt dokumentation for, at lokalerne anvendes erhvervsmæssigt. Du har ligeledes heller ikke rettet henvendelse omkring eventuelt besigtigelse af lokalerne.

Skattestyrelsen har derfor ikke godkendt fradrag for udgiften til erhvervsmæssige lokaleomkostninger efter statsskattelovens§ 6 stk. 1 litra a, idet det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort at 30 % af arealet i lejligheden anvendes erhvervsmæssigt, ud fra de kriterier, som er anført i juridiske vejledning afsnit C.C.2.2.2.13.

Resultat af virksomhed for 2015 er herefter:

Overskud ifølge regnskab	403.601 kr.
Direkte omkostninger jf. ovenstående	245.000 kr.
Lokaleomkostninger	84.522 kr.
Resultat af virksomhed for 2015	733.123 kr.

(...)

Derfor kan din skat ændres for indkomståret 2013, 2014 og 2015 efter almindelig frist.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1 kan Skattestyrelsen ikke afsende varsel om ændring af den skattepligtige indkomst, jævnfør skatteforvaltningslovens § 20 senere end den 1. maj i det fjerde indkomstår efter indkomstårets udløb. Uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, kan skatteansættelsen dog ændres, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller minimum groft uagtsomt har handlet således, at Skattestyrelsen har foretaget ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jævnfør skatteforvaltningslovens § 7, stk. 1 nr. 5.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at manglende indtægtsførsel af honorar for indkomstårene 2013-2014 med henholdsvis 722.335 kr. og 883.705 kr., (der henvises til punkt 1.4) som minimum kan betegnes som groft uagtsomt.

Du har jævnfør sagsfremstillingen punkt. 2.4 og 3.4. drevet selvstændig virksomhed uden af selvangive resultatet af virksomheden. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at manglende indtægtsførsel af virksomhed for indkomståret 2013-2015 med henholdsvis 426.936 kr., 282.472 kr. og 329.522 kr. (733.123 kr. -403.601 kr.) som minimum kan betegnes som groft uagtsomt.

En ekstraordinær ansættelse skal varsles seneste 6 måneder efter, at skattestyrelsen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder den ekstraordinære ansættelse. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

6 måneders fristen regnes fra det tidspunkt, hvor Skatteforvaltningen har erhvervet tilstrækkeligt grundlag for at kunne varsle en ændring af 2013, 2014 og 2015. Vi anser kundskabstidspunktet for at være den 20. maj 2019, hvor vi har modtaget kontoudskrifter fra [finans1].

(...)”

I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen kommet med følgende bemærkninger til det af repræsentanten indsendt supplerende indlæg:

”(...)

Bemærkninger til advokatens anbringender

1. Advokaten anfører følgende:

”Til støtte for den nedlagte påstand vedrørende [person1]s skatteansættelser gøres det i første række og for det første helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til statsskattelovens § 4 og skattekontrollovens § 5, stk. 3 er grundlag for en forhøjelse med de i den påklagede afgørelse skønnede beløb, idet Skattestyrelsens skøn ikke er virkelighedsnært.

Til støtte herfor gøres det nærmere gældende, at Skattestyrelsen alene i skønnet har henset til påståede indtægter, hvorved Skattestyrelsen i strid med praksis helt har undladt at skønne over de udgifter, som er medgået til at erhverve de skønnede indtægter, og som er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.”

Skattestyrelsen skal gøre opmærksom på, at der i afgørelsen af 9. januar 2020 side 8 og 9 for indkomstårene 2013, 2014, 2016 og 2017 og for indkomståret 2015 side 11 og 12, er taget stilling til udgifterne - bl.a. har der været indkaldt materiale på udgifterne, og hvor skrivelserne ligger ubesvaret hen.

”For det andet gøres det gældende, at [person1] i øvrigt ikke i henhold til statsskattelovens § 4 er rette indkomstmodtager af de beløb, som i sagen er benævnt kurtageprovision, idet halvdelen af disse beløb er overført til [person1]s tidligere samlever, ([person2]), hvorfor hun er rette indkomstmodtager af disse beløb”

Skattestyrelsen skal gøre opmærksom på, at kurtageprovision er indgået på [person1] private konto og at det ikke kan ses, at der overføres 50 % af beløbet til samlever. Det er derfor stadig Skattestyrelsen opfattelse, at [person1] er rette indkomst modtager.

”I anden række gøres det – for så vidt angår skatteansættelserne for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 – helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af nævnte skatteansættelser, idet hverken [person1] eller nogen på hans vegne har handlet mindst groft uagtsomt.

Til støtte for den nedlagte påstand vedrørende [person1]s momsansættelser gøres det i første række helt overordnet gældende, at det ovenfor anførte i henhold til skatteansættelserne tillige fører til, at der ikke i henhold til momslovens § 4 er grundlag for en skønsmæssig forhøjelse af [person1]s momsan-sættelser med de i den påklagede afgørelse indeholdte beløb.

I anden række gøres det – for så vidt angår momsansættelserne for perioden 1. januar 2013 til den 30. juli 2016 – helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3 er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af nævnte momsansættelser, idet hverken [person1] eller nogen på hans vegne har handlet mindst groft uagtsomt.”

Skattestyrelsen skal henvise til begrundelse og retsregler i afgørelsen af afgørelsen 9. januar 2020

Skattestyrelsen finder derfor ikke, at der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.

Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Skattestyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden der træffes afgørelse i sagen.”

Klagerens opfattelse

Klageren har principalt nedlagt påstand om, at overskud af virksomhed for indkomstårene 2013-2016 nedsættes til 0 kr., og at honorarindtægt i form af kurtageprovision for indkomstårene 2013, 2014, 2016 og 2017 nedsættes til 0 kr.

Klageren har subsidiært nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for at genoptage indkomstårene 2013, 2014 og 2015 ekstraordinært, og at Skattestyrelsens forhøjelse af overskud af virksomhed og honorarindtægt skal bortfalde.

Klagerens repræsentant har til støtte for sin påstand anført følgende i klagen:

”(...)

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at beløb angivet som kurtageprovision i Skattestyrelsens afgørelse ikke er skattepligtig indkomst for klager

Det gøres også overordnet gældende, at klagers indkomst skal opgøres på baggrund af de indsendte regnskaber for 2013, 2014, 2015 og 2016.

For så vidt angår 2017, gøres det gældende, indsætninger ikke er skattepligtig indkomst.

(...)”

Klagerens repræsentant har anført følgende i et supplerende indlæg:

”(...)

Til støtte for den nedlagte påstand vedrørende [person1]s skatteansættelser gøres det i første række og for det første helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til statsskattelovens § 4 og skattekontrollovens § 5, stk. 3 er grundlag for en forhøjelse med de i den påklagede afgørelse skønnede beløb, idet Skattestyrelsens skøn ikke er virkelighedsnært.

For det andet gøres det gældende, at [person1] i øvrigt ikke i henhold til statsskattelovens § 4 er rette indkomstmodtager af de beløb, som i sagen er benævnt kurtageprovision, idet halvdelen af disse beløb er overført til [person1]s tidligere samlever, ([person2]), hvorfor hun er rette indkomstmodtager af disse beløb.

I anden række gøres det – for så vidt angår skatteansættelserne for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 – helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af nævnte skatteansættelser, idet hverken [person1] eller nogen på hans vegne har handlet mindst groft uagtsomt.

(...)

Det følger af en helt fast praksis, at det er skattemyndighederne, der i forbindelse med en skønsmæssig ansættelse skal påvise eller sandsynliggøre, at der er grundlag for skønnet.

Der henvises i den forbindelse til Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit A.C.2.1.4.4.1 Reglen i SKL § 74 om skønsmæssig ansættelse, hvoraf der fremgår følgende:

(udsnit fra juridisk vejledning udeladt)

Der henvises videre til Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit A.C.2.1.4.4.2.2 Lavt privatforbrug som støtte eller grundlag for skønsmæssig ansættelse, hvoraf der fremgår følgende:

(udsnit fra juridisk vejledning udeladt)

I forlængelse heraf kan det endvidere konstateres, at det af såvel administrativ praksis som retspraksis fremgår, at både Landsskatteretten og domstolene i en lang række sager ikke har været tilbageholdende med at ændre og tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige afgørelser, såfremt skønnet ikke har været retvisende.

Til støtte herfor henvises for det første til Vestre Landsrets dom offentliggjort i TfS 1995.361. Dommen omhandlede en indehaver af en restaurationsvirksomhed, som ikke opfyldte de i henhold til mindstekravsbekendtgørelsen gældende krav til udarbejdelse af regnskaber. Dette blandt andet fordi der hverken dagligt eller jævnligt var foretaget egentlig kasseafstemning eller sket bogføring af kassedifferencer.

I den konkrete sag fandt Vestre Landsret derfor, at skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af den pågældende skattepligtige indkomst.

Efter bevisførelsen for landsretten kunne de af skattemyndighederne valgte forudsætninger med hensyn til ølsalg imidlertid ikke lægges til grund, og sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

For det andet skal der henvises til Østre Landsrets dom offentliggjort i TfS 1999.724. Dommen omhandlede to personer, der i et interessefælleskab drev en grøntforretning fra deres bopæl.

Helt overordnet var det et spørgsmål i sagen, hvorvidt skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af det selvangivne overskud var korrekt, efter det var konstateret, at regnskabsgrundlaget i øvrigt var mangelfuldt.

Skatteyderne havde i 1991 selvangivet et overskud på kr. 23.036, som skattemyndighederne skønsmæssigt havde forhøjet med kr. 276.964 til kr. 300.000, som blev fordelt med 50 % til hver interessent.

Østre Landsret fandt, at regnskabsgrundlaget var af en sådan karakter, at det ikke kunne lægges til grund for opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Østre Landsret fandt imidlertid efter en konkret vurdering, at skatteydernes indkomst havde været væsentligt lavere end det skønsmæssigt fastsatte, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

For det tredje skal der henvises til Østre Landsrets dom offentliggjort som SKM2011.263.ØLR. Dommen omhandlede en skatteyder, der i indkomstårene 2003 og 2004 havde drevet erhvervsmæssig virksomhed som kørelærer.

Skattemyndighederne havde tilsidesat skatteyderens regnskabsgrundlag og foretaget en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens skat og moms. Grundlaget for skattemyndighedernes skøn var navnlig oplysninger hentet fra politiet og køretekniske anlæg om, hvilke elever en trafikskole havde haft til teoretisk eller praktisk køreprøve eller på køretekniske anlæg i perioden.

Skattemyndighederne lagde til grund, at skatteyder for disse elever havde modtaget den fulde lovpakkepris, som efter det oplyste udgjorde kr. 6.690.

Østre Landsret tiltrådte, at skatteyders regnskabsgrundlag var tilsidesætteligt, at der ikke var ført et løbende kasseregnskab og jævnligt foretaget effektive kasseafstemninger, og at skattemyndighederne derfor havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af skatteyders skattepligtige indkomst og momstilsvar.

Skatteyder havde en række indsigelser mod det udøvede skøn, herunder at han i et vist omfang kørte timer for andre kørelærere uden at modtage betaling herfor, mod at han efter et antal timer overtog eleven og kunne forestå kørslen af ekstratimer mod betaling fra en af de andre kørelærere eller direkte fra eleverne.

Efter bevisførelsen lagde Østre Landsret til grund, at skatteyder i betydeligt omfang indgik aftaler med køreskolelærere om at overtage en del af skolernes elever, således at han efter aftale skulle gennemføre de køretimer, som eleverne havde betalt for ved de pågældende køreskoler ved købet af en lovpakke eller anden pakke, og således havde eleverne ikke for disse timer også skullet betale til skatteyder.

Østre Landsret tilsidesatte derfor den af skattemyndighederne valgte forudsætning om at antage, at skatteyder for hver elev havde haft en indtægt på kr. 6.690 vedrørende de køretimer, som var omfattet af lovpakkerne, hvorfor sagen fuldstændigt tilsvarende ovenfor omtalte retspraksis følgelig blev hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

For det fjerde skal der henvises til byrettens dom af den 12. januar 2018 offentliggjort som SKM2018.59.BR. Sagen omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig indkomstforhøjelse af sagsøgers skatteansættelse.

I sagen havde sagsøger ikke indgivet nogen selvangivelse for indkomståret 2009.

Den reelle tvist, der var til prøvelse for retten, var det grundlag, som SKAT havde benyttet for den skønsmæssige ansættelse. Dette som følge af, at SKAT havde baseret den skønsmæssige forhøjelse på tal fra Danmarks Statistik.

Sagsøger gjorde i sagen gældende, at SKAT ikke alene kan basere størrelsen af en skønsmæssig indkomstforhøjelse på tal om gennemsnitsforbrug, da et gennemsnitstal typisk dækker over betydelige variationer.

Om dette udtalte retten følgende:

”SKAT har udøvet skønnet på grundlag af oplysning fra Danmarks Statistik hvorefter en gennemsnitsfamilie med børn (antal ikke specificeret) i 2009 havde et privatforbrug på 447.813 kr.

Af SKAT's juridiske vejledning, der findes på Skat.dk, fremgår under pkt. A.B.5.3.3, at “SKAT skal som led i påvisningen eller sandsynliggørelsen af den skattepligtiges privatforbrug for det eller de indkomstår, hvor en ændring af indkomstansættelsen aktuelt er på tale, endvidere vise sammenhængen mellem den skattepligtiges privatforbrug for det eller de aktuelle indkomstår og størrelsen af den skattepligtiges privatforbrug for det eller de foregående indkomstår. Dog forudsat at SKAT kan fremskaffe de fornødne oplysninger...”

Retten må forstå det på den måde, at skønsudøvelsen ikke eller ikke alene skal ske på grundlag af et abstrakt gennemsnitstal, der formentlig kan dække over betydelige variationer.

Skønnet bør istedet udøves på grundlag af en konkret, empirisk vurdering af, hvad den konkrete skatteyder og dennes familie faktisk har haft til rådighed/i privatforbrug i det/de foregående år. (Såfremt dette er muligt).

I det konkrete privatforbrug, som sagsøger har haft i det foregående år vil det således indgå f.eks., at sagsøger ikke har haft udgift til børneinstitution, men på den anden side, at sagsøger har 3 børn, hvor gennemsnittet formentlig er lavere. Tilsvarende har sagsøgers forældre formentlig bidraget til husholdningen, men til gengæld har der været 2 personer mere, der skulle have kost og logi.

Retten finder det herefter rigtigst, at SKAT får mulighed for at foretage denne vurdering. Sagsøgers subsidiære påstand tages derfor til følge.” (vores understregning)

Det fremgår af ovenstående, at retten hjemviste sagen, idet retten fandt, at SKATs skøn burde udøves på grundlag en konkret vurdering af, hvad den pågældende skatteyder og dennes familie faktisk havde haft til rådighed til privatforbrug.

For det femte skal der henvises til byrettens dom af den 6. august 2018 offentliggjort som SKM2018.396.BR.

I sagen var skatteyderen ved SKATs afgørelse af den 1. maj 2013 blevet beskattet af online pokergevinster med i alt kr. 21.184.981 for indkomstårene 2006-2011.

Landsskatteretten stadfæstede ved afgørelse af den 16. marts 2016 de gennemførte forhøjelser.

Byretten anførte under sin begrundelse og afgørelse følgende:

”(Byrettens begrundelse udeladt)”

Af ovennævnte retspraksis kan det sammenfattende konstateres, at det er skattemyndighederne, som skal dokumentere rigtigheden af det udøvede skøn, herunder de valgte forudsætninger for skønsudøvelsen, hvilket også direkte fremgår af Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit A.C.2.1.4.4.2.2.

Videre skal der henvises til flere eksempler fra administrativ praksis, hvoraf det fremgår, at der skal ske tilsidesættelse af skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse, såfremt det kan konstateres, at der er fejl i det grundlag, hvorpå skattemyndighederne har gennemført den skønsmæssige forhøjelse.

For det første skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 16. januar 2014 (LSR’s j.nr. 13-0172982). Sagen omhandlede en klager af iransk herkomst, som fik dansk statsborgerskab i 1999.

SKAT modtog den 6. februar 2013 oplysning fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet om store kontantindsætninger på klagerens bankkonto.

SKAT udarbejdede herefter en privatforbrugsberegning, og forskellen mellem det ligningsmæssigt opgjorte privatforbrug på kr. 402.913 og det faktisk opgjorte privatforbrug på kr. 556.480 udgjorde (kr. 556.480 – kr. 402.913) = kr. 153.567.

SKAT gennemførte herefter en forhøjelse af klagerens personlige indkomst med kr. 120.000.

Sagen blev herefter påklaget til Landsskatteretten, der traf afgørelse om at nedsætte den skønsmæssige forhøjelse til kr. 0, idet Landsskatteretten anførte følgende:

”Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, 6 og 6 B. Klageren har ikke pligt til at føre regnskab.

En skønsmæssig forhøjelse af indkomsten forudsætter normalt, at regnskabet kan tilsidesættes. Indkomsten kan dog forhøjes uden tilsidesættelse af regnskabet, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. [...]

Det fremgår af SKATs privatforbrugsberegning, at klagerens privatforbrug på grundlag af indkomst- og formueoplysninger kan opgøres til 402.913 kr., mens det faktiske privatforbrug på grundlag af bankkontooplysninger er opgjort til 556.480 kr. SKATs beregning af klagerens privatforbrug er imidlertid fejlbehæftet.

Landsskatteretten finder, ligesom SKAT, at indsætningen af 178.000 kr. den 12. januar 2012 er at anse som en kontant beholdning pr. 31. december 2011. Beløbet skal derfor tillægges formuebeholdningen ultimo, hvorved privatforbruget formindskes med det tilsvarende beløb.

Klagerens oplysninger overfor forsikringsselskabet om anskaffelsessummer, der overstiger de dokumenterede betalinger til [virksomhed4], anses ikke at kunne tillægges værdi. SKAT har i øvrigt tillagt differencebeløbet på 106.586 kr. to gange ved opgørelsen af det faktiske privatforbrug. [...]

[...]

Sammenholdt med de kontante hævninger på 239.033 kr. anses der herefter ikke grundlag for den skønsmæssige forhøjelse, der derfor nedsættes til 0.”

For det andet skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 4. april 2014 (LSR’s j.nr. 13-0225591), der omhandlede en skatteyder, som drev selvstændig tømrervirksomhed fra sin private adresse.

I den konkrete sag gennemførte SKAT en forhøjelse af skatteyderens momstilsvar på kr. 25.000. Ved vurderingen af skønnets størrelse blev der taget udgangspunkt i husstandens beregnede privatforbrug for 2008-2010.

SKATs afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten, der traf afgørelse om at nedsætte den skønsmæssige forhøjelse af skatteyderens momstilsvar, idet Landsskatteretten anførte følgende:

”Det fremgår af sagens oplysninger, at den skønsmæssige forhøjelse udspringer af, at SKAT har konstateret, at familiens privatforbrug var lavere for 2010 end for de sammenlignelige år.

Imidlertid er det i forbindelse med skatteankenævnets behandling af skatteskønnet konstateret, at SKAT ved opgørelsen af privatforbruget fejlagtigt har fratrukket gælden på kassekreditten 2 gange, hvilket har været årsagen til, at privatforbrugsberegningen har udvist et for lavt privatforbrug.

Det er Landsskatteretten opfattelse, at der på baggrund af nedsættelsen af den skønsmæssige forhøjelse af den skattepligtige indkomst ikke er grundlag for at foretage en korresponderende skønsmæssig forhøjelse af momstilsvaret, og derfor nedsættes momsforhøjelsen til 0 kr.”

Af Landsskatterettens begrundelse i den konkrete sag kan det udledes, at i det omfang et skøn foretages på et grundlag, som ikke er korrekt, da vil skønnet ikke kunne opretholdes, og forhøjelsen skal nedsættes til kr. 0.

I den konkrete sag medførte dette endvidere, at den korresponderende skønsmæssige forhøjelse af skatteyderens momstilsvar tilsvarende skulle nedsættes til kr. 0.

For det tredje skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 11. januar 2016 (LSR’s j.nr. 14-0003513). Sagen omhandlede en skatteyder, som havde registreret sig med en virksomhed under branchekoden Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser.

Skatteyder havde ikke selvangivet resultat af virksomhed for indkomståret 2012, og som følge heraf ansatte SKAT et skønsmæssigt resultat ud fra et beregnet gennemsnitligt privatforbrug på kr. 201.000, der blev fastsat efter sammenligning med oplysninger fra Danmarks Statistik.

Skatteyderen påklagede SKATs afgørelse om en skønsmæssig forhøjelse på i alt kr. 110.000 og indsendte i den forbindelse bankkontoudtog samt dokumentation for indlæggelser på et psykiatrisk center i perioderne fra den 12. januar til den 12. marts 2013, den 28. juni til 6. august 2013 samt den 20. november 2013 til den 29. januar 2014.

Det var således skatteyders opfattelse, at han ikke havde haft et privatforbrug svarende til det gennemsnitlige ifølge Danmarks Statistik, idet hans levevilkår havde adskilt sig fra en gennemsnitlig skatteyders som følge af indlæggelserne på et psykiatrisk center.

Herom anførte Landsskatteretten følgende:

”Skønnet over overskud af virksomhed er foretaget med udgangspunkt i privatforbrugstal fra Danmarks Statistik, men efter en konkret vurdering af klagerens samlede økonomiske og helbredsmæssige forhold, herunder tvangsindlæggelser på psykiatrisk hospital samt bevægelserne på klagerens bankkonto, anses klageren ikke at kunne opretholde et privatforbrug i den størrelsesorden, som den skønsmæssige ansættelse giver ham.

Landsskatteretten nedsætter derfor afgørelsen med 110.000 kr. til 0.”

For det fjerde skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 3. august 2016 (LSR’s j. nr. 13-0226512). I den pågældende sag havde SKAT forhøjet skatteyders personlige indkomst for indkomståret 2006 med kr. 3.384.000.

Forhøjelsen var sket med henvisning til et beregnet privatforbrug samt en skønnet forhøjelse for omkostninger til dækning af skatteyderens private boligomkostninger, hestehold samt løbende private omkostninger.

Skatteyderen påklagede SKATs afgørelse, idet der efter skatteyderens opfattelse ikke var grundlag for den gennemførte forhøjelse, idet skatteyderens mand havde understøttet hende økonomisk, og der således ikke var grundlag for den gennemførte forhøjelse på i alt kr. 3.384.000.

Herom anførte Landsskatteretten følgende:

”Det fremgår af “personlig formueopgørelse og skattemæssige opgørelser 2006” for ægtefællerne, at det samlede privatforbrug for 2006 har udgjort 2.721.378 kr. SKAT har ikke påvist, at klageren har haft udeholdte indtægter i indkomståret 2006, og da husstandens privatforbrug ikke kan anses for urealistisk nedsættes den skønsmæssige forhøjelse på 3.384.000 kr. til 0 kr.”

For det femte skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 25. oktober 2019 (LSR’s j.nr. 16-0504422). Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at forhøje en skatteyders skattepligtige indkomst med henholdsvis kr. 1.663.280, kr. 1.847.920 og kr. 758.560 i indkomstårene 2013-2015.

Skatteyderen havde ikke imødekommet en henvendelse fra SKAT, hvorfor SKAT indhentede skatteyderens kontoudtog. Endvidere indhentede SKAT annoncer, som skatteyderen havde indrykket på en hjemmeside i den i sagen omhandlede periode.

SKAT konstaterede i forbindelse med gennemgangen af skatteyderens kontoudtog, at der var en række indsætninger på skatteyderens konto, som SKAT ikke kunne konstatere hvorfra stammede. SKAT konstaterede yderligere, at indbetalingerne hovedsageligt var indbetalt via MobilePay.

På baggrund af de indhentede annoncer, som skatteyderen – ifølge SKAT – havde indtrykket på en hjemmeside, fandt SKAT, at skatteyderen havde drevet uregistreret virksomhed med salg af biler. På den baggrund skønnede og opgjorde SKAT skatteyderens overskud af virksomhed med afsæt i de indrykkede annoncer.

Skatteyderen påklagede SKATs afgørelse om de skønsmæssige forhøjelser af overskud af virksomhed. Det var skatteyderens opfattelse, at han ikke havde drevet uregistreret virksomhed med salg af biler.

Landsskatteretten udtalte herom følgende:

”Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Det bemærkes, at det er SKAT, der skal godtgøre, at en skatteyder har haft en yderligere skattepligtig indtægt, som ikke ses at være indtægtsført og selvangivet behørigt. Det er således SKAT, der indledningsvis og på tilstrækkeligt grundlag skal sørge for at tilvejebringe et grundlag for at fastslå, dels at der har været en yderligere indtægtskilde, dels størrelsen af den yderligere indtægt, der skal henføres til beskatningen.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtaler følgende:

SKAT har ikke på tilstrækkelig vis tilvejebragt ovennævnte grundlag og godtgjort, at klageren har drevet uregistreret virksomhed, og at klageren således har haft en indtægt ved salg af biler.

Der er herved lagt vægt på, at den af SKAT foretagne forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst alene er baseret på en række annoncer, som klageren har haft på [...dk].

Disse retsmedlemmer bemærker dog, at det omfattende antal annoncer, som klageren har oprettet på [...dk], sandsynliggør, at klageren har haft en aktivitet, hvor der er modtaget ikke beskattede midler. Antallet af annoncer kan imidlertid ikke alene danne grundlag for en skønsmæssig ansættelse af indkomsten, idet der ikke derudover ses at være påvist, at annoncerne konkret har genereret en indkomst for klageren og i så fald størrelsen heraf.

Endvidere bemærkes det, at SKAT ikke har understøttet ansættelserne

ved privatforbrugsberegninger eller eventuelt foretaget beskatning ud fra konstaterede indsætninger på klagerens bankkonto, der i øvrigt ikke ses at have et meget usædvanligt omfang og størrelse.

Disse retsmedlemmer finder på denne baggrund, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Et retsmedlem udtaler følgende:

SKAT har foretaget en beskatning af klageren udelukkende med henvisning til klagerens bilannoncer. Dette er ikke tilstrækkeligt grundlag til at foretage en skatteansættelse, og dette retsmedlem finder derfor, at der skal ske nedsættelse til 0 kr.

Der træffes afgørelse efter flertallet, og Landsskatteretten hjemviser på denne baggrund afgørelsen til fornyet behandling hos SKAT” (vores understregning)

For det sjette skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 19. august 2020 (LSR’s j.nr. 19-0080740). Sagen omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt klager var skattepligtig at indsætninger på dennes bankkonto.

SKAT havde i sagen modtaget oplysninger om pengeoverførsler til klagerens bankkonto.

SKAT havde anset overførslerne til klagerens bankkonto for at være løn eller honorarindtægter, hvorfor SKAT forhøjede klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2015 og 2016 med henholdsvis kr. 1.020.394 og kr. 8.51.898.

Under sagen gjorde klageren følgende gældende:

”Vedrørende indkomståret 2015 har vi vedlagt kontoudtog fra vores klients bankkonto [...31] i [finans1], hvor vores klient har sammentalt samlede erhvervsmæssige indtægter på i alt DKK 1.010.287 og samlede erhvervsmæssige omkostninger på i alt

DKK 556.822, hvilket giver et skattemæssigt resultat for virksomheden i 2015 på DKK 453.465.

I SKAT's afgørelse af den 19. juni 2019 fremgår der i bilag 1 et beløb den 30/4 på DKK 125.400, hvilket vores klient har oplyst er en deludbetaling af en kapitalpension, hvorfor denne ikke skal medtages i opgørelsen over indtægter.

Vedrørende indkomståret 2016 har vi vedlagt årsrapport for 2017, hvor regnskabstal for 2016 ligeledes er medtaget. Virksomhedsindkomsten bør opgøres til DKK 689.887 i stedet for de i afgørelsen anførte DKK 851.898. Som det fremgår af årsrapporten, så har nettoomsætningen i 2016 udgjort i alt DKK 868.166, og de samlede driftsomkostninger har udgjort DKK 178.279. Vi gør opmærksom på, at vores klient ikke havde mulighed for at indberette resultatet, da det var endelig opgjort, da SKAT havde lukket for indberetninger via tast selv-systemet.”

På baggrund af det af klageren fremlagte opretholdt Landsskatteretten ikke SKATs afgørelse.

Af Landsskatterettens begrundelse fremgår følgende:

”Indkomståret 2015

Klagerens repræsentant har oplyst, at indsætningen på klagerens konto den 30. april 2015 på 125.400 kr. med posteringsteksten “Deludbetaling” er udbetaling af en kapitalpension, hvorfor denne ikke skal medtages i opgørelsen over indtægter.

Ifølge klagerens skatteoplysninger fremgår det, at der med udbetalingsdato den 30. april 2015 skete ophævelse af en kapitalpension, hvor beløbet til udbetaling udgjorde 125.400 kr.

Landsskatteretten finder derfor, at beløbet på 125.400 kr. ikke skal medregnes i klagerens skattepligtige indkomst i indkomståret 2015.

Klageren repræsentant har desuden gjort gældende, at der har været mange omkostninger forbundet med indkomsterhvervelsen i indkomståret 2015, hvorfor klagerens skattepligtige indkomst bør sættes til 453.465 kr. Subsidiært, at klagerens skattepligtige indkomst bør sættes til 850.247 kr., idet der har været udlæg for 44.747 kr.

Der er hertil fremsendt regneark over klagerens kassekredit samt syv af klagerens lønsedler. Af de fremsendte lønsedler fremgår der alene udlæg på 210 $ eller 1.436,92 kr. vedrørende lønudbetalingen den 21. april 2015 og på 877,73 £ eller 9.136,35 kr. vedrørende lønudbetalingen den 29. maj 2015.

Da der ikke er fremsendt andre bilag til dokumentation af, at der har været yderligere udgifter/udlæg i indkomståret 2015 finder Landsskatteretten, at der alene kan fratrækkes et beløb på 10.573 kr.

Landsskatteretten finder herefter, at klageren har godtgjort, at der i indkomståret 2015 ikke skal ske beskatning af udbetalingen af kapitalpensionen på 125.400 kr. og af udlæg for i alt 10.573 kr.

[...]

Indkomståret 2016

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at klageren har haft udlæg for i alt 194.531 kr. i indkomståret 2016, hvorfor klagerens skattepligtige indkomst bør sættes til 687.366 kr.

Der er hertil fremlagt lønsedler/udgiftsbilag for ti af de anførte udlæg. Der ses ikke at være fremlagt dokumentation for, at indsætningen den 10. februar 2016 på 1.146 kr. er udlæg.

Landsskatteretten finder herefter, at klageren har godtgjort, at han i indkomståret 2016 har haft udlæg for i alt 193.386 kr.

Landsskatteretten ændrer således Skattestyrelsens afgørelse vedrørende indkomståret 2015 og nedsætter forhøjelsen af klagerens skattepligtige indkomst til 688.512 kr.”

I forlængelse af ovennævnte praksis skal der videre henvises til, at det følger af grundlæggende forvaltningsretlige principper, at forvaltningsmyndigheder, herunder skattemyndighederne, af sig selv skal søge at træffe den mest rigtige afgørelse, samt at skattemyndighederne selv har ansvaret for, at sagen er behørigt oplyst forud for, at der træffes en given afgørelse.

Hertil kommer, at det er væsentligt at have for øje, at skattemyndighederne ved udøvelsen af et skøn over indtægtssiden også er pligtig til at skønne over udgiftssiden, dvs. de udgifter, som er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, litra a.

Det følger af såvel forarbejderne til tidligere skattekontrollovs § 5, stk. 3, der i dag er videreført i ovennævnte bestemmelse i nugældende skattekontrollovs § 74, samt retspraksis, at skattemyndighederne ved udøvelsen af et skøn over et skattepligtigt overskud er pligtig til at foretage skøn over eventuelle afholdte udgifter, der er anvendt til at erhverve og sikre det skattepligtige overskud. Det vil sige udgifter, som er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, litra a.

Således fremgår der af forarbejderne til tidligere gældende skattekontrollovs § 5, stk. 3, jf. Lovforslag L 104 1995/1996, følgende:

(del af forarbejder udeladt)

Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde som udgangspunkt skattemyndigheden at sandsynliggøre, at en skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser ...” (vores understregning)

Tilsvarende fremgår af ombudsmandsudtalelse offentliggjort i FOB 1990.197, hvor ombudsmanden kritiserede skattemyndighedernes begrundelse for en skønsmæssige ansættelse samt udtalte, at en skønsmæssig ansættelse skal foretages så virkelighedsnært som muligt efter en konkret vurdering af skatteyder og dennes families forbrug.

Det kan således konstateres, at ombudsmanden for længst har forudsat, at skattemyndighederne skal skønne over eventuelle udgifter, der er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst, idet en ansættelse ellers ikke kan anses for at være virkelighedsnær.

Det forhold at skattemyndighederne er pligtige til at forholde sig til eventuelle udgifter ved udøvelsen af et skøn over et skattepligtig overskud kan således også udledes af Vestre Landsrets domme offentliggjort som henholdsvis SKM2013.493.VL og SKM2013.572.VL.

Vestre Landsrets dom offentliggjort som SKM2013.493.VL illustrerer blandt andet nærmere, at Skattestyrelsen ved et skøn kan vælge at anlægge et lempeligt skøn på indtægtssiden, således at indkomsten alene forhøjes med de indtægter, som skatteyder i hvert fald har oppebåret.

I givet fald behøver Skattestyrelsen ikke give fradrag for skønsmæssige driftsudgifter, medmindre skatteyder løfter bevisbyrden for, at der er afholdt konkrete udgifter, hvilket kræver, at det som minimum kan sandsynliggøres, hvilke konkrete udgifter der er afholdt.

Omvendt følger det således af Vestre Landsrets dom, at i det omfang Skattestyrelsen ikke anlægger et lempeligt skøn på indtægtssiden, da er Skattestyrelsen tillige pligtig til at skønne over de afholdte udgifter på udgiftssiden.

? ? ? ? ? ?

Skattestyrelsen har ikke ved den påklagede afgørelse af den 9. januar 2020 foretaget et kvalificeret skøn over, hvilke udgifter som måtte være forbundet med erhvervelsen af de påståede indtægter, hvormed Skattestyrelsen har forhøjet [person1]s skatteansættelser for indkomstårene 2013-2017.

Det udøvede skøn er derfor ikke retvisende.

2 Ikke rette indkomstmodtager

Det følger helt overordnet af bestemmelsen i statsskattelovens § 4, at som skattepligtig indkomst skal henregnes – med undtagelse af særlige fastsatte begrænsninger – alt hvad den skattepligtige har af samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

Den positive afgrænsning af statsskattelovens § 4 indebærer, at det er udgangspunktet, at samtlige realiserede økonomiske fordele anses for skattepligtige uden hensyntagen til deres fremtrædelsesform og værdi.

Det er i imidlertid ved opgørelsen af den skattepligtiges samlede årsindtægter væsentligt at have for øje, at der grundlæggende ikke er adgang til at gennemføre en beskatning af et beløb, som der ikke er erhvervet ret til, jf. statsskattelovens § 4.

Det er herefter en grundlæggende forudsætning for at gennemføre en indkomstbeskatning, at der erhverves ret til en given indkomst. Til støtte herfor henvises til Højesterets dom af den 22. april 1999 offentliggjort i UfR 1999.1197.

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig af kr. 800.000, som skatteyderens far havde indsat på skatteyderens konto i december 1992. Skatteyderen mente ikke at være skattepligtig af indsættelsen med henvisning til, at han ikke havde erhvervet ret til pengene, da skatteyderens far i januar 1993 ved fuldmagt hævede samme beløb fra skatteyderens konto.

Herom udtalte Højesteret følgende:

”I december 1992 indsatte (KM) 800.000 kr. på (HM)s konto, og allerede i januar 1993 hævede (KM) under anvendelse af sin fuldmagt hertil samme beløb på (HM)s konto. De oplysninger, der er forelagt Højesteret, giver ikke grundlag for at antage, at beløbet har været indsat på (HM)s konto under omstændigheder, der kan begrunde, at beløbet har tilhørt ham som et formuegode. Allerede som følge heraf har der ikke været grundlag for at forhøje (HM)s skattepligtige formue pr. 31. december 1992 med 800.000 kr. og dermed heller ikke for den skete forhøjelse af hans personlige indkomst for indkomståret 1992.” (vores understregning)

Som det fremgår af omtalte højesteretsdom, er det afgørende, hvorvidt der i henhold til statsskattelovens § 4 finder en retserhvervelse sted. Det forhold, at et beløb overføres til en konto, vil således ikke være ensbetydende med, at den skatteyder, til hvem kontoen tilhører, er skattepligtig af det overførte beløb.

I forlængelse heraf skal der endvidere henvises til to Østre Landsrets domme offentliggjort i SKM2013.537.ØLR og SKM2014.254.ØLR.

Sagen offentliggjort i SKM2013.537.ØLR omhandlede en virksomhed, der i 2007 havde udstedt fakturaer til en vognmandsforretning for i alt ca. 2.200.000 med tillæg af moms.

Pengene fra de udstedte fakturaer var tilgået indstævntes konto i [finans2]. Indstævnte mente ikke at være skattepligtig af beløbet fra fakturaerne, da han ikke havde erhvervet ret til beløbet, selvom det var tilgået en konto tilhørende ham.

Det var op til indstævnte at løfte bevisbyrden for, at han – for det første – ikke havde drevet uregistreret virksomhed, hvilken havde udstedt fakturaerne, hvorfor indstævnte – for det andet – heller ikke havde erhvervet ret til beløbet indsat på hans konto.

Byretten gav med henvisning til indstævntes og vidners, herunder indstævntes ægtefælles, forklaringer indstævnte ret i, at han ikke havde drevet virksomhed, hvorfor indstævnte heller ikke skulle beskattes deraf.

Som begrundelse anførte byretten følgende:

”S har oprettet kontonummer --- i [finans2], [by1] afdeling, hvortil V Vognmandsforretning i perioden fra den 22. januar 2007 til 15. oktober 2007 indbetalte i alt 2.840.785,09 kr. Der blev i samme periode foretaget talrige hævninger på kontoen á 5.000 kr. - ofte flere samme dag.

I den samme periode blev der udstedt fakturaer for i alt 2.765.867,05 kr. inklusiv moms fra “A” til vognmandsforretningen. På fakturaerne er blandt andet angivet cvr. nummer [...3] tilhørende selskabet B 17/4268 ApS

Efter oplysningerne i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens rapporter har S ikke været stifter, ejer, direktør eller en del af ledelsen i selskaberne A ApS eller B 17/4268 ApS. Efter S' forklaring har han ikke i øvrigt haft kendskab, medbestemmelse eller foretaget dispositioner vedrørende selskaberne.

S er født i 1943, og han er udlært maskinarbejder. I 2007 modtog han efterløn. Han har efter sin og ægtefællens forklaringer ikke drevet nogen form for virksomhed.

Efter bevisførelsen finder retten det herefter godtgjort, at sagsøgeren ikke har drevet vognmandsvirksomhed eller solgt transportydelser under virksomhedsnavnet “A”.

S har forklaret, at han oprettede ovennævnte konto i [finans2] til sin søn D's brug, da D af uoplyste årsager ikke selv kunne oprette en konto. D fik udleveret tre hævekort til kontoen. D havde adresse hos sagsøgeren og W, og D's post, herunder breve

fra [finans2], blev også efter W's forklaring lagt separat til D. S og W var selv kunder i [finans3].

Under disse omstændigheder sammenholdt med karakteren og omfanget af de foretagne hævninger på kontoen i perioden fra 22. januar 2007 til den 15. oktober 2007, finder retten, at S har løftet bevisbyrden for, at det ikke var ham, som benyttede kontoen eller i øvrigt var ansvarlig for dispositioner på kontoen i perioden. Det kan herefter ikke lægges til grund, at de midler der blev indsat på kontoen tilhørte S, eller at han i øvrigt var rette indkomsthaver heraf.” (vores understregning)

Skatteministeriet ankede dommen til Østre Landsret. Østre Landsret stadfæstede byrettens dom med følgende:

”I perioden fra den 22. januar 2007 til den 15. oktober 2007 udstedte A fakturaer til B's Vognmandsforretning på i alt ca. 2,2 mio. kr. med tillæg af moms. Betalingerne indgik på en konto i [finans2] tilhørende S, der herefter har bevisbyrden for, at han ikke har drevet uregistreret personlig virksomhed. Denne bevisbyrde er ikke løftet alene ved de af S hans hustru og deres søn afgivne forklaringer.

På fakturaerne var anført S og hans hustrus adresse, hvor K også var tilmeldt. Det var imidlertid K's telefonnummer og emailadresse, der var anført på fakturaerne. Vidnet C har i overensstemmelse hermed forklaret, at det efter hans opfattelse var K, der bestemte i A. Kurator er i sin redegørelse vedrørende H ApS af samme opfattelse. A's sidste faktura i sagen er som anført dateret den 15. oktober 2007, hvilket er samme dag, som A ApS blev stiftet. K er sigtet for som leder af A ApS at have begået forsætlig momsunddragelse for ca. 4,4 mio. kr.

Under disse omstændigheder og henset til, at der - bortset fra kontoen i [finans2]- ikke er fremkommet oplysninger, der støtter en antagelse om, at S, der er uddannet maskinarbejder og i 2007 modtog efterløn/fleksydelse, samtidig drev personlig virksomhed, tiltræder landsretten, at han har løftet den ham påhvilende bevisbyrde.

Med denne begrundelse stadfæster landsretten dommen.” (vores understregning)

Indstævnte havde under begge instanser løftet bevisbyrden for, at han ikke havde erhvervet ret til de beløb, der var tilgået en konto tilhørende ham, hvorfor indstævnte ikke blev anset for rette indkomstmodtager af de i sagen omhandlede beløb.

Retterne havde i begge instanser lagt vægt på indstævntes og vidners forklaringer, samt at objektive kendsgerninger var med til at understøtte, at indstævnte ikke havde erhvervet ret til beløbene.

Sagen offentliggjort i SKM2014.254.ØLR omhandlede en appellant, der drev bogførings- og revisionsvirksomhed. Appellanten var blevet forhøjet med en række beløb, der i årene 2005 og 2006 var indsat på hans konto, som udeholdt omsætning.

Appellanten indbragte sagen for Østre Landsret med påstand om, at han ikke havde erhvervet ret til de beløb, som var indsat på hans konto.

Appellantens repræsentant anførte under sin forklaring til den af ham nedlagte påstand over for Østre Landsret følgende:

(Udeladt)

Østre Landsret fandt på baggrund af en samlet vurdering af en række forskellige omstændigheder, herunder den af appellanten afgivne forklaring, at appellanten havde sandsynliggjort, at han ikke havde erhvervet ret til de beløb, som var indsat på hans konto i 2005 med fradrag af et skønsmæssigt beløb på kr. 8.000.

Østre Landsret fandt modsat, at beløb, som var indsat på appellantens konto i 2006, var skattepligtige foruden et beskedent beløb på kr. 1.505, hvilket ikke udgjorde skattepligtig indkomst i appellantens virksomhed, hvorfor appellanten heller ikke skulle svare moms af nævnte beløb.

Østre Landsret ændrede således byrettens dom vedrørende indkomståret 2005 med følgende begrundelse:

(udeladt)

Der foreligger tilsvarende praksis hos de administrative myndigheder, hvor Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at skatteyder på baggrund af forskellige konkrete omstændigheder i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at indsætninger på dennes konto ikke udgør skattepligtig indkomst, da skatteyder ikke har erhvervet ret til de indsatte beløb.

For det første kan der til støtte herfor henvises til Landsskatterettens kendelse af den 9. juli 2010 (LSR’s j.nr. 09-01741). Sagen handlede om, hvorvidt klageren var skattepligtig af indsætninger på hendes konto. Skatteankenævnet anså klageren for rette indkomstmodtager og dermed skattepligtig efter statsskattelovens § 4 af de indsatte beløb på hendes konto.

Skatteankenævnet anførte hertil nærmere følgende:

”Nævnet har ved sin vurdering henset til, at fakturaerne er udstedt med klagerens adresse, telefonnummer og kontonummer. Klageren har endvidere stillet sin bil til rådighed i forbindelse med arbejdets udførelse og har modtaget de omhandlede beløb ved at de er indbetalt på hendes konto. Klageren har herudover været registreret som direktør i det nu ophørte selskab, hvis CVR-nummer er angivet på fakturaerne. Endelig har klageren ikke godtgjort at have betalt beløbene videre som løn eller lign., ligesom de hævninger som er foretaget på klagerens konto hverken godtgør - at beløbene ikke er modtaget af hende- eller at de er viderebetalte.

Klageren anses for at have bevisbyrden for, at de overførte beløb ikke er skattepligtige for hende. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 19. maj 2003 (SKM2003.247VLR).”

Til støtte for at klageren ikke skulle anses for skattepligtig af indsætningerne på hendes konto, anførte klagers repræsentant følgende:

(udeladt)

Landsskatteretten anførte i sin kendelse vedrørende skattepligten af de i sagen omhandlede indsætninger følgende:

” Indkomst ved selvstændigvirksomhed er almindelig skattepligt indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Indkomst ved selvstændig virksomhed skal som udgangspunkt beskattes hos den, som ejer virksomheden.

Det er ubestridt, at klagerens fraskilte ægtefælle har været hovedanpartshaver i [virksomhed5] ApS. Det anses ligeledes for ubestridt, at det er klagerens fraskilte ægtefælle, der har udført det indtægtsgivne arbejde, der har udløst betaling af de to fakturaer på henholdsvis 37.000 kr. og 62.500 kr. fra det pågældende byggefirma i Y2-by. Det lægges endvidere til grund, at indsætningen på 40.000 kr. vedrører betaling for arbejde udført af klagerens fraskilte ægtefælle.

På baggrund af det af klagerens repræsentant forklarede, herunder udtalelsen fra klagerens tidligere ægtefælle, anses det for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at de omhandlede beløb, som SKAT har opgjort til 146.500 kr. - uanset at beløbene har passeret klagerens bankkonto - ikke kan anses for skattepligtig indkomst for klageren.

Den påklagede ansættelse nedsættes derfor med den tillagte forhøjelse.” (vores understregning)

Landsskatteretten tiltrådte i sin kendelse skatteyderens påstand om, at indsætningerne på hendes konto ikke var skattepligtige efter statsskattelovens § 4, da klageren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at hun ikke havde erhvervet ret til de indsætninger, som havde passeret hendes konto.

For det andet kan der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 23. maj 2014 ( LSR’s j.nr. 12-0264153), der omhandlede, hvorvidt klager var skattepligtig af beløb tilgået hendes konto fra en virksomhed i Luxembourg. SKAT havde fundet, at klager ikke i tilstrækkelig grad – ifølge SKAT – havde redegjort for og dokumenteret, at overførslen fra Luxembourg ikke var en skattepligtig indtægt.

Til støtte for at der ikke var tale om en skattepligtig indtægt, anførte klagerens repræsentant følgende:

(udeladt)

Landsskatteretten anførte om indsætningen på klagers konto følgende:

”Som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, jf. statsskattelovens § 4.

Det lægges til grund, at der på klagerens konto i 2006 er blevet indsat 51.161,05 EUR eller 380,98 146 kr. hidrørende fra [virksomhed1]. i Luxembourg, hvor klagerens kæreste gennem 21 år [person1] er direktør. Der er ligeledes indsat beløb på klagerens konto fra [person1] personligt. Endvidere lægges det til grund, at klageren har foretaget betydelige kontante hævninger fra sin bankkonto.

Der er fremlagt kvitteringer fra [person1] for modtagelse af kontanthævninger foretaget af klageren. Overdragelsen af beløbene fra klageren til [person1], er ved skriftlig erklæring af 21. februar 2014 bevidnet af person .

Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at klageren har sandsynliggjort, at hun ikke har modtaget de omhandlede indsætninger og derfor ikke skal beskattes af beløbene som personlig indkomst efter statsskattelovens § 4.” (vores understregning)

For det tredje henvises i den forbindelse til Landsskatterettens afgørelse af 27. september 2018 ( LSR’s j.nr. 13-6724132). Sagen omhandlede en skatteyder, der havde fået indsat meget store beløb på sin bankkonto. Daværende SKAT traf derfor afgørelse om, at beløbene var skattepligtige for skatteyderen i medfør af statsskattelovens § 4.

Skatteyderen påklagede SKATs afgørelse med henvisning til, at hun ikke var rette indkomstmodtager. Skatteyderen gjorde gældende, at det var hendes ægtefælle, der var rette indkomstmodtager i relation til indsætningerne. Skatteyderen var i de for sagen omhandlede indkomstår samlevende med sin ægtefælle, og kontoen indgik derfor i formuefællesskabet.

Landsskatteretten nåede i sagen frem til, at skatteyderen ikke skulle beskattes af beløbene, og anførte om den grundlæggende bevisbyrde følgende:

”Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattes, eller som er undtaget fra beskatning.”

Landsskatteretten fastslog herved, at der vedrørende rette indkomstmodtager er tale om en konkret vurdering, men at bevisbyrden, for at beløbene ikke var skattepligtige tilkom skatteyderen. Landsskatteretten anførte herom følgende:

(udeladt)

Landsskatteretten fandt således ud fra en konkret vurdering, at de indsatte beløb skulle beskattes ved ægtefællen – uanset at bankkontoen var hendes.

? ? ? ? ? ?

Det forholder sig således, at halvdelen af de beløb, som i sagen er benævnt kurtageprovision er overført til [person1]s tidligere samlever, ([person2]), hvorfor hun er rette indkomstmodtager af disse beløb.

Af samme grund er der ikke i henhold til statsskattelovens § 4 grundlag for at beskatte [person1]s af de beløb, som han er blevet forhøjet med ved den påklagede afgørelse.

3 Ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse

Det følger helt overordnet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at Skattestyrelsen for at ændre en skatteansættelse skal varsle ændringen senest 1. maj i det fjerde år efter indkomståret udløb, dvs. at en ændring af en skatteyders skatteansættelser for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 skulle varsles overfor skatteyder senest den 1. maj 2017, 2018 og 2019.

Varsles en skatteansættelse ikke indenfor denne ovennævnte ordinære frist, kan der alene ske genoptagelse af en skatteyders skatteansættelse, såfremt én af de objektive betingelser i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 er opfyldte.

Herudover er det en betingelse, at Skattestyrelsen iagttager reaktionsfristen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Således har Skattestyrelsen – efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 – eksempelvis i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 mulighed for at foretage ændringer i en skatteansættelse, såfremt den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at Skattestyrelsen har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Af ordlyden i bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 fremgår det således nærmere, at der er adgang til ekstraordinær genoptagelse, når:

(udeladt)

Skattestyrelsen har i afgørelsen af den 9. januar 2020 fundet, at [person1] for skatteansættelserne for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 ved grov uagtsomhed har bevirket, Skattestyrelsen har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. det anførte side 20 i afgørelsen af den 6. januar 2020, der er fremlagt som Bilag 1.

I den forbindelse er det særdeles væsentligt at have for øje, at blot fordi der måtte være selvangivet forkert, eller det efterfølgende viser sig, at overførsler bliver skattepligtige, da er det ikke ensbetydende med, at der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt.

Til støtte herfor skal der indledningsvis henvises til Østre Landsrets dom af den 11. oktober 1991 offentliggjort i TfS 1992,19.

Der var i sagen tale om, at en skatteyder ikke havde gjort de kommunale ligningsmyndigheder opmærksom på, at han i indkomståret 1980 havde fri bil stillet til rådighed af sin arbejdsgiver. Objektivt set kunne der konstateres at være tale om en positiv fejl ved skatteyderens manglende selvangivelse af forholdet, men betingelserne for suspension af forældelsesfristen i den dagældende § 15, stk. 3 i skattestyrelsesloven ansås ikke for opfyldte. Af den offentliggjorte dom i TfS 1992,19 fremgår, at landsretten bl.a. anførte følgende:

(udeladt)

På trods af at der objektivt set var tale om en positiv fejl ved skatteyderens manglende selvangivelse af fri bil, fandt landsretten således i TfS 1992,19, at der ikke var handlet hverken svigagtigt eller groft uagtsomt, men derimod at der alene var tale om subjektiv tilregnelse som simpel uagtsomhed, hvilket ikke kunne begrunde suspension af den almindelige forældelsesfrist.

For det andet skal der henvises til Landsskatterettens kendelse af den 17. august 1994 offentliggjort i TfS 1994, 690. Sagen omhandlede en direktør og hovedaktionær i et selskab, der drev virksomhed med automobilforhandling. Vedkommende havde undladt at selvangive værdien af en 7-dages frirejse for ham og hustruen til det Caribiske Hav vundet i en forhandlerkonkurrence.

Af den omtalte afgørelse offentliggjort i TfS 1994, 690 fremgår om Landsskatterettens afgørelse bl.a. følgende:

(Udeladt)

Helt på linje med Østre Landsrets dom offentliggjort i TfS 1992, 19 fandt Landsskatteretten således i TfS 1994, 690, at der på trods af en objektivt set positiv fejl i skatteyderens selvangivelse alene var tale om subjektiv tilregnelse som simpel uagtsomhed, hvilket ikke kunne begrunde suspension af den almindelige forældelsesfrist.

For det tredje skal der henvises til Landsskatterettens kendelse af 25. oktober 1996 offentliggjort i TfS 1997, 10. Sagen omhandlede en skatteyder, der ikke havde reageret på et uberettiget fradrag på sin årsopgørelse for 1991.

Fradraget hidrørte fra uudnyttet underskud hos en tidligere ægtefælle, som fejlagtigt var overført til skatteyder. Af skatteyders årsopgørelse for 1991 fremgik bl.a. følgende:

(udeladt)

Skattemyndighederne forhøjede senere skatteyderens skatteansættelse med det uberettigede fradrag. Landsskatteretten fandt:

(udeladt)

Den undladte reaktion på det fradrag, som skatteyder uberettiget var blevet indrømmet, blev således ikke anset som hverken svigagtig eller groft uagtsom, men derimod alene som simpel uagtsom.

For det fjerde skal der vedrørende fravigelse af den nugældende almindelige ansættelsesfrist efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 30. juni 2015 ( LSR’s j.nr. 13-0115046).

Der var i denne sag tale om ikke korrekt selvangivet lønindkomst fra udlandet i indkomstårene 2005-2010. Den årlige lønindkomst fra udlandet var stigende i perioden, således at den i 2005 udgjorde kr. 609.200, stigende mod kr. 812.262 i 2010. Der var i 2005-2010 selvangivet beløb i intervallet kr. 349.060-475.181 og således betydeligt mindre beløb end den fulde indkomst fra udlandet. Klagesagen blev først behandlet i et skatteankenævn og dernæst af Landsskatteretten.

Af skatteankenævnets afgørelse i den omtalte sag fremgår følgende vedrørende spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse:

Idet det forhold, at lønindkomsten er selvangivet med et væsentligt mindre beløb end anført i ansættelseskontrakten, kan tilregnes klageren som forsætligt, og idet klageren dermed har bevirket, at der er foretaget en ansættelse på et urigtigt grundlag, er en ændring efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, mulig, såfremt SKAT har iagttaget fristerne for udsendelse af varsel om forhøjelse samt afgørelse”

Skatteankenævnet stadfæstede på den baggrund SKATs forhøjelser i den omtalte sag.

Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse vedrørende spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse fremgår derimod bl.a. følgende:

(udeladt)

Ved vurderingen af, hvorvidt der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, tillagde Landsskatteretten det således ikke afgørende betydning, at der faktisk var tale om udeholdelse af betydelige skattepligtige lønindkomster fra udlandet i årene 2005-2007.

Der var i øvrigt tale om betydelige tilsvarende udeholdelser i de efterfølgende år, idet Landsskatteretten vedrørende indkomstårene 2008-2010 uden undtagelse opretholdt de betydelige forhøjelser af den skattepligtige indkomst for hvert af disse år.

Det kan således konstateres, at selvom der var tale om udeholdt lønindkomst af betydelig størrelse over en årrække fra 2005 til 2010, så var hverken størrelsen af den udeholdte indkomst for det enkelte år eller den samlede udeholdte indkomst for alle årene af en sådan betydning, at beløbsstørrelsen bevirkede, at der kunne anses at være handlet hverken forsætligt eller groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

På linje med Østre Landsrets dom refereret i TfS 1992, 19 samt Landsskatterettens afgørelse refereret i TfS 1994, 690 fandt Landsskatteretten således i afgørelsen af den 30. juni 2015, at der på trods af en objektivt set positiv fejl i skatteyderens selvangivelse alene var tale om subjektiv tilregnelse som højst simpel uagtsomhed, hvilket ikke kunne begrunde suspension af den almindelige ansættelsesfrist.

Dette uanset at der var tale om en økonomisk set betydelig positiv fejl over en længere årrække og således ikke blot en enkeltstående fejl.

For det femte skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 23. oktober 2015 ( LSR’s j.nr. 13-0233518). En skatteyder var i henhold til Tingbogen eneejer af en ejendom, ligesom han i forhold til realkreditforeningsbelåningen i ejendommen var enedebitor. Det fandtes ikke med skatteretlig virkning godtgjort, at skatteyder og dennes tidligere ægtefælle havde delt ejerskab til ejendommen, og den tidligere ægtefælles betalinger til skatteyder vedrørende beboelse af en andel af ejendommen ansås følgelig for at være skattepligtige lejeindtægter. Spørgsmålet var dernæst, hvorvidt der var hjemmel til den omhandlede forhøjelse vedrørende nævnte lejebetalinger. Herom anførte Landsskatteretten bl.a. følgende:

(udeladt)

Helt i tråd med den ovenfor omtalte praksis nåede Landsskatteretten også i denne afgørelse frem til, at der på trods af en objektivt set positiv fejl i skatteyders selvangivelse alene var tale om subjektiv tilregnelse som simpel uagtsomhed, hvilket ikke kunne begrunde suspension af den almindelige ansættelsesfrist.

For det sjette skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 21. september 2016 (LSR’s j.nr. 13-0212679). Sagen omhandlede blandt andet et spørgsmål om beskatning af værdi af fri bil af en BMW X6 i indkomstårene 2008- 2011.

I den sammenhæng havde SKAT foretaget ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2008, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Landsskatteretten lagde til grund, at det ikke var groft uagtsomt, at skatteyder ikke havde selvangivet fri bil. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår således blandt andet følgende:

(udeladt)

Også i denne afgørelse nåede Landsskatteretten helt i tråd med den ovenfor omtalte praksis frem til, at der på trods af en objektivt set positiv fejl i skatteyders selvangivelse, alene var tale om subjektiv tilregnelse som simpel uagtsomhed, hvilket ikke kunne begrunde suspension af den almindelige ansættelsesfrist. Det bemærkes, at Landsskatteretten ved vurderingen tog behørigt hensyn til alle de konkrete relevante faktiske forhold, herunder også hvilke oplysninger SKAT faktisk selv havde at agere ud fra i R75-oplysningerne.

For det syvende skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 9. december 2016 (LSR’s j.nr. 15-2263320), hvor Landsskatteretten udtalte følgende:

(udeladt)

Som det fremgår, tillagde Landsskatteretten den subjektive vurdering afgørende vægt. Afgørende er således de subjektive forhold, som knytter sig til netop den manglende eller fejlagtige selvangivelse, idet der således skal foretages en helt konkret vurdering i hver enkelt sag.

For det ottende skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 4. maj 2018 ( LSR’s j.nr. 15-2191731). Sagen omhandlede en skatteyder, som i indkomståret 2010 var ansat som seniorforsker ved et universitet.

I den forbindelse deltog skatteyderen i forskellige udenlandske arbejdsgrupper og paneler, hvor skatteyderen kunne bidrage med sine kompetencer indenfor bl.a. risikovurdering. Som følge af sin deltagelse i disse arbejdsgrupper og paneler modtog skatteyderen i indkomståret 2010 en række beløb, som blev indsat på hans bankkonto.

SKAT traf efterfølgende den 13. april 2015 afgørelse om, at disse indsætninger var skattepligtig indkomst, og spørgsmålet var herefter, hvorvidt skatteyderen havde handlet groft uagtsomt, hvorefter der var grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelse for indkomståret 2010 med henvisning til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Herom udtalte Landsskatteretten følgende:

”To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder det betænkeligt at fastslå, at der er tale om grov uagtsomhed, hvorfor betingelserne for fristgennembrud i § 27, stk. 1, nr. 5 ikke er opfyldt. Retsmedlemmerne har lagt vægt på, at udbetalingerne fra de internationale organisationer fremstod som refusion af udgifter og ikke som honorarer, at regelsættene for udbetaling og afregningsbilagene er komplicerede, og at det blandt klagers kollegaer har været den herskende opfattelse, at beløbene var skattefrie.”

For det niende skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 19. november 2020 (LSR’s j.nr. 18-0005817). Sagen omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2008-2013.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde handlet som minimum groft uagtsomt, hvorfor der ikke var grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelser.

Som begrundelse anførte Landsskatteretten følgende:

(del udeladt)

For indkomstårene 2008-2013, anser retten efter en konkret vurdering, at klageren ikke kan anses for at have handlet minimum groft uagtsomt. SKAT har således ikke haft hjemmel til ekstraordinært at genoptage indkomstårene 2008-2013.

Retten lægger herved særlig vægt på, at såvel det af repræsentanten fremførte som den fremlagte dokumentation sandsynliggør, at klageren har forsøgt at efterleve reglerne, men at det ikke var muligt for ham at indhente den fornødne dokumentation fra den tidligere arbejdsgiver.

Landsskatteretten finder på baggrund heraf, at klageren ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.” (vores understregning)

Endelig skal der for det tiende henvises til [Skatteankenævnet]’ afgørelse af den 26. november 2020, jf. Bilag 2. Sagen omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt klageren havde handlet groft uagtsom ved ikke at selvangive valutaindsætninger på henholdsvis kr. 186.049 og kr. 190.415 på sin bankkonto i indkomstårene 2013 og 2014.

Som begrundelse for beskatningen fremgår af SKATs afgørelse følgende:

(udeladt)

På baggrund af det i sagen fremlagte fandt [Skatteankenævnet], at klageren ikke havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive valutaindsætninger på sin bankkonto i indkomstårene 2013 og 2014.

Som begrundelse herfor anførte [Skatteankenævnet] følgende:

(udeladt)

Som det fremgår af [Skatteankenævnet]’ afgørelse, fandt skatteankenævnet, at klageren havde ageret ud fra den overbevisning, at han havde fået et lån, som var hans skatteansættelser uvedkommende. Den manglende selvangivelse var herefter ikke et udslag af en disposition, som kunne betragtes som minimum groft uagtsomt.

Det forhold, at der i sagen var tale om betydelige kontante valutaindsætninger, kunne ikke føre til et andet resultat. Det fremgår videre af afgørelsen, at [Skatteankenævnet] i sin vurdering lagde vægt på klagerens forklaring. Endelig lagde [Skatteankenævnet] til grund, at SKATs begrundelse for, at klageren havde handlet groft uagtsomt, var meget sparsom.

? ? ? ? ? ?

Ved den påklagede afgørelse har Skattestyrelsen fundet, at [person1] har handlet mindst groft uagtsomt med følgende begrundelse:

(udeladt)

Ovennævnte fremgår af side 20 i Skattestyrelsens afgørelse af den 9. januar 2020, jf. Bilag 1.

Som det fremgår af ovennævnte praksis, forholder det sig ikke således, at en forkert selvangivelse er ensbetydende med, at der er handlet som minimum groft uagtsomt.

Skattestyrelsens begrundelse er reelt blot en konstatering, og den indeholder ikke egentlig begrundelse for, hvorfor [person1] – efter Skattestyrelsens opfattelse – har disponeret på en måde, der kan karakteriseres som minimum groft uagtsomt.

Af den grund er der således allerede som følge heraf ikke i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af [person1]s skatteansættelser for indkomstårene 2013-2015.

(...)”

Klagerens repræsentant har endvidere følgende bemærkninger:

”(...)

Skatteankestyrelsen har den 24. november 2021 fremsendt kopi af Skattestyrelsens udtalelse dateret den 23. november 2021 i ovennævnte klagesag, hvori Skattestyrelsen meget kortfattet har forholdt sig til følgende:

Manglende skøn over udgiftssiden

Spørgsmålet om rette indkomstmodtager

Til Skattestyrelsens udtalelse af den 23. november 2021 skal det for det første fremhæves, at denne kan tages til indtægt for, at Skattestyrelsen er enig i, at Skattestyrelsen skal udøve et skøn over udgiftssiden, såfremt Skattestyrelsen, som det er tilfældet i denne klagesag, har foretaget et skøn over overskud af virksomhed.

Således fremgår det af Skattestyrelsens udtalelse af den 23. november 2021, at "Skattestyrelsen skal gøre opmærksom på, at der i afgørelsen af 9. januar 2020 side 8 og 9 for indkomstårene 2013, 2014, 2016 og 2017 og for indkomståret 2015 side 11 og 12, er taget stilling til udgifterne - bl.a. har der været indkaldt materiale på udgifterne, og hvor skrivelserne ligger ubesvaret hen".

Det er således Skattestyrelsens påstand, at der som følge af det anførte side 8 og 9 samt side 11 og 12 i afgørelsen af den 9. januar 2021 er foretaget et skøn over udgiftssiden med den betydning, at Skattestyrelsens skøn over overskud er retvisende.

Dette bestrides, idet der i første omgang henvises til det allerede anførte i supplerende indlæg dateret den 5. november 2021.

Supplerende skal det fremhæves, at Skattestyrelsen side 8 i afgørelsen af den 9. januar 2020 - som Skattestyrelsen i den seneste udtalelse henviser til - har anført følgende om sit skøn eller mangel på samme over udgiftssiden:

"Det er ikke muligt ud fra teksten på dine bankkonti at se, om du har afholdt erhvervsmæssige udgifter, som direkte relaterer sig til din virksomhedsdrift, og da du samtidig ikke har fremsendt bilag til Skattestyrelsen, er der ikke fundet grundlag for at skønne et fradrag for udgifter efter statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a, og Den juridiske vejledning afsnit A.B.5.2."

Det må i sagens natur have formodningen imod sig, at det er muligt at drifte en virksomhed uden samtidig at afholde udgifter.

Når Skattestyrelsen således ved sin afgørelse af den 9. januar 2020 fastholder, at der er grundlag for en skønsmæssig ansættelse af overskud af virksomhed, da vil der i sagens natur i samme forbindelse skulle tages hensyn til de udgifter, som måtte være afholdt for at opnå et virksomhedsresultat som det, Skattestyrelsen har lagt til grund i den påklagede afgørelse.

Det forhold, at Skattestyrelsen ikke kan identificere de positivt afholdte udgifter, medfører i sagen natur omvendt ikke, at Skattestyrelsen ikke er pligtig til at skønne over udgiftssiden.

Er Skattestyrelsen i stand til at skønne over en indtægtsside, da vil Skattestyrelsen ligeledes være i stand til at skønne over udgiftssiden.

Dette har Skattestyrelsen imidlertid undladt, hvorfor det udøvede skøn ikke kan anses for retvisende i overensstemmelse med det anførte i vores supplerende indlæg af den 5. november 2021.

Der er således ikke grundlag for at opretholde det af Skattestyrelsen skønnede overskud af virksomhed.

For det andet er der ikke grundlag for et synspunkt om, at blot fordi kurtageprovisionen ikke er overført til [person1]' samlever, da er hun ikke rette indkomstmodtager. Afgørende er, hvorvidt [person1]'s samlever har retligt krav på 50 % af beløbet.

Således er Skattestyrelsen de facto ikke fremkommet med nye relevante oplysninger ved den fremsendte udtalelse dateret den 23. november 2021.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Det følger af skattekontrollovens § 1, stk. 1 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 om skattekontrol med efterfølgende ændringer).

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af dagældende skattekontrollov § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006) med efterfølgende ændringer, bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 395 af 25. maj 2009) med efterfølgende ændringer.

Af bogføringslovens § 7, stk. 3, og § 9, stk. 1, fremgår følgende:

”Registreringerne skal, i det omfang det er nødvendigt efter virksomhedens art og omfang, afstemmes med beholdningerne, herunder kasse- og likvidbeholdninger

(...)

Enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb.”

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det efter omstændighederne skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM2008.905.H. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om klagerens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette fremgår af Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort som SKM2011.208.HR.

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.162.HR.

Fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, er betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikationen af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør mindre end 10.000 kr. inkl. moms. Det følger af ligningslovens § 8 Y (dagældende lovbekendtgørelse nr. 1044 af 8. november 2012 om visse ligningslovsregler m.v.).

Told- og skatteforvaltningen kan ifølge skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, ikke afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Uanset fristerne i § 26, kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 er opfyldt. Hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at Skattestyrelsen skal varsle en ansættelsesændring senest 6 måneder efter, at de er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

Kundskabstidspunktet anses for at være det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen var kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, jf. SKM2018.481.HR.

Det fremgår endvidere af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., at ansættelsen skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varslingen er afsendt. Fristen på 3 måneder kan efter anmodning fra den skattepligtige forlænges, hvis det har betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 4 pkt.

Honorarindtægter

Klageren har modtaget indsætninger på bankkonto med kontonr. [...19] på i alt 722.335 kr., 883.705 kr. 638.645 kr. og 638.645 kr. i indkomstårene 2013, 2014, 2016 og 2017.

Klageren har i brev af den 10. september 2018 oplyst til Skattestyrelsen, at der ikke foreligger regnskaber eller momsopgørelser for indsætningerne på bankkonto, kontonr. [...19], i 2016 og 2017, da de er B-indkomst og betegnes som kurtageprovision.

Klagerens repræsentant har efterfølgende nedlagt påstand om, at beløbene ikke udgør skattepligtig indkomst for klageren, da han ikke er rette indkomstmodtager. Til støtte herfor har repræsentanten forklaret, at den bankkonto, hvorpå indsætningerne er sket, var en fælles konto mellem klageren og hans tidligere ægtefælle. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for påstanden.

Retten finder på baggrund heraf, at klageren ikke har godtgjort, at der er tale om skattefri indkomst.

Retten har lagt vægt på, at klagerens forklaring ikke er dokumenteret ved objektive kendsgerninger som dokumentation for, hvad indsætningerne omhandler, ligesom at klagerens tidligere repræsentant selv har oplyst, at der er tale om B-indkomst i form af kurtageprovision.

Der er ligeledes lagt vægt på, at klageren er rette indkomstmodtager af de på kontoen indsatte beløb. Der er således ikke fremlagt dokumentation for, at den omhandlede bankkonto var en fælles bankkonto mellem klageren og dennes tidligere samlever, ligesom klageren ifølge skatteoplysningerne var eneejer af bankkontoen, hvorfor han alene har haft dispositionsretten over de på kontoen indsatte beløb. Klageren har endvidere ikke fremlagt dokumentation for, at halvdelene af de indsatte beløb skulle være blevet overført til klagerens tidligere samlever.

Repræsentantens bemærkninger af den 8. december 2021 kan ikke føre til et andet resultat. Retten finder, det er uden betydning for beskatningsgrundlaget af honorarindtægten, at klagerens samlever har et eventuelt retligt krav på halvdelen.

Det er således ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, at beløbene er indtægter, der er fritaget for beskatning eller består af allerede beskattede midler.

Repræsentanten har henvist til SKM2013.537.ØLR og SKM2014.254.ØLR, Højesterets dom af den 22. april 1999 offentliggjort i UfR 1999.1197. samt kendelser fra Landsskatteretten. I de nævnte domme og kendelser havde skatteyder ud fra en samlet konkret vurdering løftet bevisbyrden for ikke at være rette skattesubjekt, men da lignende forhold ikke gør sig gældende i klagerens sag, kan afgørelserne ikke føre til et andet resultat. I kendelse af 9. juli 2010 fra Landsskatteretten havde klageren løftet bevisbyrden, da det i sagen var ubestridt, at klagerens ægtefælle var indehaver af virksomheden og havde udført det fakturerede arbejde. Retten finder herefter, at kendelsen ikke kan anvendes i nærværende sag, da klageren i de påklagede indkomstår var direktør for [virksomhed2] ApS.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen med rette har anset indsætningerne for at være skattepligtig indkomst for klageren. Retten har lagt vægt på, at indsætningerne er indsat på klagerens konto, og at det af posteringsteksterne for indsætningerne blandt andet fremgår, at der er tale om nota, betaling af fakturaer og ”management fee” vedrørende selskabet [virksomhed2] ApS, som klageren var direktør for i de påklagede indkomstår.

Repræsentantens øvrige bemærkninger kan efter rettens opfattelse ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende dette punkt.

Overskud af virksomhed

Skønsmæssigt fastsættelse af overskud af uregistreret erhvervsmæssig virksomhed:

Skattestyrelsen har anset klageren for at have drevet uregistreret virksomhed i indkomstårene 2013 og 2014, samt perioden den 1. januar 2015 til den 1. september 2015.

Ud fra karakteren af indsætningerne på klagerens bankkonto anser retten det for berettiget, at Skattestyrelsen har anset klageren for at have drevet uregistreret virksomhed og indsætningerne i indkomstårene 2013 og 2014 og perioden den 1. januar 2015 til 1. september 2015 for at udgøre omsætning i den uregistrerede virksomhed. Retten har lagt vægt på, at Skattestyrelsen i forbindelse med gennemgangen af klagerens bankkonto har konstateret indsætninger af erhvervsmæssig karakter. Retten har også lagt vægt på, at klageren for egen regning og risiko har drevet virksomhed med salg af tjenesteydelser, hvor han systematisk har oparbejdet en fortjeneste af ikke underordnet karakter.

Retten har endvidere lagt vægt på, at virksomheden var registreret fra 21. januar 1997 til 1. april 2011 og igen fra 1. september 2015 til 18. september 2019, samt at klagerens repræsentant har fremlagt årsrapporter for virksomheden for indkomstårene 2013 og 2014 og fakturaer fra [virksomhed3] ApS til klagerens virksomhed, hvoraf fremgår, at de vedrører betaling af vagttimer i januar 2015.

Landsskatteretten finder således, at klageren har drevet uregistreret virksomhed i indkomstårene 2013, 2014 og perioden den 1. januar 2015 til den 1. september 2015 og derfor skal beskattes af det overskud, han har haft.

Indkomstårene 2013, 2014 og 2016:

Skattestyrelsen har konstateret indsætninger på klagerens bankkonto, kontonr. [...00], på henholdsvis 533.670 kr., 353.091 kr. og 1.292.843 kr. inkl. moms, som Skattestyrelsen har henført som omsætning i klagerens virksomhed i indkomstårene 2013, 2014 og 2016.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen har været berettiget til at fastsætte klagerens overskud af virksomhed skønsmæssigt, da klageren ikke har fremlagt det fornødne regnskabsmateriale.

Klagerens repræsentant har ikke godtgjort, at de af Skattestyrelsen anførte indsætninger på klagerens bankkonto stammer fra midler, der allerede er beskattede, eller som ikke skal beskattes hos klageren. Det er derfor berettiget, at Skattestyrelsen har henført indsætningerne på klagerens bankkonto som omsætning i virksomheden.

Landsskatteretten finder, at klagerens fremlagte regnskabsmateriale ikke opfylder kravene til udarbejdelse af regnskab, således at resultatet kan lægges til grund for klagerens skattepligtige indkomst. Der er lagt vægt på, at det fremgår af virksomhedens kontospecifikation, at virksomhedens kassebeholdning var negativ i første halvår af indkomståret 2017. Virksomheden har dermed ikke foretaget effektive kasseafstemninger, og virksomhedens regnskabsgrundlag opfylder således ikke bogføringslovens regler. Der er endvidere lagt vægt på, at ind- og udbetalinger på klagerens bankkonto ikke har kunnet afstemmes til virksomhedens bogføring og årsrapport.

Retten finder, at Skattestyrelsen herefter har været berettiget til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte indkomsten skønsmæssigt.

Repræsentanten har gjort gældende, at Skattestyrelsens skøn ikke er virkelighedsnært, da Skattestyrelsen alene i skønnet har henset til påståede indtægter, hvorved Skattestyrelsen i strid med praksis helt har undladt at skønne over de udgifter, som er medgået til at erhverve de skønnede indtægter, og som er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Repræsentanten har henvist til Vestre Landsrets dom offentliggjort i TfS 1995.361, Østre Landsrets dom offentliggjort i TfS 1999.724, og SKM2011.263.ØLR., SKM2018.59.BR., SKM2018.396.BR. samt kendelser fra Landsskatteretten. I de nævnte domme og kendelser blev skattemyndighedernes skøn tilsidesat, da skønnet blev anset for udøvet på et forkert grundlag.

Repræsentanten har efter anmodning fra Skattestyrelsen ikke fremlagt dokumentation for størrelsen eller arten af virksomhedens fradragsberettigede driftsudgifter for indkomstårene 2013, 2014 og 2016.

Da det er den skattepligtige, der har bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, har Skattestyrelsen med rette ikke godkendt fradrag for driftsudgifter.

Retten bemærker, at repræsentanten har indsendt resultatopgørelser for virksomheden til Skattestyrelsen, men at de underliggende bilag hertil ikke er fremlagt, hvorfor klageren ikke har dokumenteret, at der er afholdt driftsudgifter, som er fradragsberettigede i de påklagede indkomstår. Klageren har ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at de af Skattestyrelsen anførte indbetalinger stammer fra midler, der allerede er beskattede, eller som ikke skal beskattes hos klageren. Derfor er det berettiget, at Skattestyrelsen har anset indbetalingerne for at være skattepligtig indkomst for klageren Klageren har ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at de af Skattestyrelsen anførte indbetalinger stammer fra midler, der allerede er beskattede, eller som ikke skal beskattes hos klageren. Derfor er det berettiget, at Skattestyrelsen har anset indbetalingerne for at være skattepligtig indkomst for klageren

Repræsentantens øvrige bemærkninger kan efter rettens opfattelse ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster på baggrund heraf Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår overskud af virksomhed for indkomstårene 2013, 2014 og 2016.

Indkomståret 2015:

Skattestyrelsen har nægtet fradrag på i alt 245.000 kr. for direkte omkostninger i henhold til en række fakturaer fra [virksomhed3] ApS.

Da det fremgår af fakturaerne, at beløbene blev betalt kontant, finder retten, at der ikke kan godkendes fradrag herfor, da bestemmelsen i ligningslovens § 8 Y, stk. 1 (dagældende) stiller krav om, at betalinger på mere end 10.000 kr. skal ske via et penge- eller betalingsinstitut. Skattestyrelsen ses derfor med rette ikke at have godkendt fradrag for udgifterne i henhold til fakturaerne.

Skattestyrelsen har endvidere nægtet fradrag på 84.522 kr. for lokaleomkostninger.

Retten bemærker hertil, at klageren har oplyst, at han anser 30 % af sin private bolig som erhvervsmæssig, svarende til 84.552,88 kr. ekskl. moms.

Retten finder, at de af klageren afholdte udgifter til lokale ikke ses at være medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde erhvervsindkomsten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Retten har lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at 30 % af hans private bolig udgør erhverv.

Det er derfor med rette, at Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for lokaleomkostninger.

Landsskatteretten stadfæster på baggrund heraf Skattestyrelsens afgørelse.

Formalitet

Ekstraordinær genoptagelse 2013, 2014 og 2015

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

Ansættelserne for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 er varslet efter udløbet af de ordinære varslingsfrister 1. maj 2017, 1. maj 2018 og 1. maj 2019.

Skattestyrelsen kan genoptage ansættelsen for indkomstårene 2013, 2014 og 2015, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Skattestyrelsen har genoptaget ansættelserne for indkomstårene 2013, 2014 og 2015, da klageren ikke har oplyst resultatet af sin virksomhed og honorarindtægt i de pågældende år.

Skattestyrelsen har ved gennemgang af klagerens bankkonto konstateret overskud til beskatning i indkomstårene 2013 og 2014.

Skattestyrelsen har påvist en række indsætninger på klagerens bankkonto [...00] i [finans1] i indkomstårene 2013 og 2014, som kan henføres til omsætning i virksomheden. Klageren har ikke godtgjort, at bankindsætningerne stammer fra allerede beskattede midler eller i øvrigt ikke er skattepligtige, hvilket påhviler klageren, jf. praksis herfor i SKM2008.905.H.

Repræsentanten har henvist til Østre Landsrets dom af den 11. oktober 1991 offentliggjort i TfS 1992,19., samt kendelser og afgørelser fra Landsskatteretten og Skatteankenævn. I dommen og de nævnte kendelser havde skatteyder ud fra en samlet vurdering alene handlet simpelt uagtsomt, hvilket ikke kunne begrunde en suspension af forældelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 26. Retten bemærker, at i den af repræsentanten fremlagte afgørelse fra [Skatteankenævnet] af den 26. november 2020 havde nævnet tilsidesat Skattestyrelsens afgørelse som ugyldig, da der ikke var grundlag for at suspendere den forkortede ligningsfrist, som klageren var omfattet af. Nævnet havde lagt vægt på, at klageren ikke havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive alle sine indtægter, da klageren havde ageret ud fra den overbevisning, at indtægterne udgjorde lån fra klagerens datter.

Retten finder, at det er mindst groft uagtsomt, at klageren ikke har oplyst overskud af virksomhed, honorarindtægter i form af kurtageprovision samt beløbene, som er indgået på hans bankkonto, og Skattestyrelsen har dermed været berettiget til at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2013 og 2014 efter udløb af de ordinære ansættelsesfrister.

Retten finder, at det af repræsentanten anførte, ikke kan føre til, at klageren ikke har handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive resultatet af sin virksomhed for indkomstårene 2013 og 2014.

For så vidt angår genoptagelse af indkomståret 2015, bemærker retten, at Skattestyrelsen som begrundelse for ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015 har anført, at det som minimum er groft uagtsomt ikke at selvangive overskud af virksomhed for indkomståret.

Skattestyrelsen har konstateret, at repræsentanten ved en fejl har angivet overskud af virksomhed under rubrik 15 ”Anden personlig indkomst” i stedet for rubrik 111 "Overskud af virksomhed”. Skattestyrelsen har i den forbindelse ”flyttet” overskuddet over i rubrik 111.

Skattestyrelsen har ved efterfølgende gennemgangen af det indsendte regnskabsmateriale for virksomheden for indkomståret 2015 påvist, at klageren har indberettet fradrag for driftsomkostninger, som han ikke er berettiget til.

Landsskatteretten finder, at det er mindst groft uagtsomt, at klageren har fradraget driftsomkostninger, som han ikke har været berettiget til i henhold til betingelserne i ligningslovens § 8 Y.

Skattestyrelsen har dermed været berettiget til at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2015 efter udløb af den ordinære ansættelsesfrist.

Kundskabstidspunktet anses for at være det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, jf. SKM2018.481.HR.

Skattestyrelsens kundskabstidspunkt anses at være den 5. juni 2019, hvor Skattestyrelsen modtog bankkontoudskrifter fra klagerens konti i [finans1]. Skattestyrelsens forslag til afgørelse er dateret den 30. september 2019, og fristen på 6 måneder i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, 1. pkt., er dermed overholdt.

Skattestyrelsens afgørelse er dateret den 9. januar 2020, hvilket er senere end 3 måneder efter udsendelse af forslag til afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. Klagerens repræsentant anmodede den 23. oktober 2019 om, at fristen for at træffe afgørelse blev forlænget på baggrund af klagerens mulighed for at tilvejebringe yderligere materiale. Henset til at Skattestyrelsen har imødekommet repræsentantens anmodning om fristforlængelse, finder retten, at fristen for udsendelse af afgørelse er overholdt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 4. pkt., jf. 2. pkt.

Skattestyrelsens frist for at træffe afgørelsen blev efter aftale med repræsentanten udsat til den 24. januar 2020.

Landsskatteretten finder således, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 er opfyldte.