Kendelse af 24-10-2022 - indlagt i TaxCons database den 16-11-2022

Journalnr. 20-0021725

Indkomståret 2018

Skattestyrelsen har forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med 500.000 kr., hvilket er afledt af ændring af indkomsten for datterselskabet [virksomhed1] ApS.

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke grundlag for at forhøje [virksomhed2] ApS’ skattepligtige indkomst som følge af Skattestyrelsens forhøjelse af [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst, for salg af bil til hovedanpartshaveren.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse og forhøjer selskabets skattepligtige indkomst med 500.000 kr.

Faktiske oplysninger

Selskabet [virksomhed2] ApS, cvr-nr. [...1] (herefter selskabet) blev stiftet den 19. marts 1999. Selskabet har siden stiftelsen ejet anparter i selskabet [virksomhed1] ApS. Selskabet ejede i indkomståret 2018 kun 10 pct. af anparterne i [virksomhed1] ApS, men havde den fulde stemmeret i selskabet.

Selskabet er moder- og holdingselskabet for blandet andet datterselskabet [virksomhed1] ApS.

Skattestyrelsen har foretaget kontrol af [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst for året 2018, hvilket har medført en forhøjelse af [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst for ovennævnte indkomstår.

Da [virksomhed2] ApS og [virksomhed1] ApS er sambeskattede for året 2018, medfører det, at sambeskatningsindkomsten ligeledes er forhøjet i [virksomhed2] ApS. Ændringen af den skattepligtige indkomst for selskabet, er således en konsekvens af den tilsvarende ændring hos [virksomhed1] ApS.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ændret selskabets sambeskatningsindkomst for året 2018 på baggrund af ændringer foretaget i [virksomhed1] ApS.

Skattestyrelsen har som begrundelse anført følgende:

”Selskabets bemærkninger indeholder ikke nye oplysninger, hvorfor Skattestyrelsen fastholder en forhøjelse af selskabets indkomst, grundet sambeskatning med datterselskabet [virksomhed1] ApS. ”

Skattestyrelsen har den 4. februar udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

”Skatteankestyrelsen foreslår, at den påklagede afgørelse truffet af Skattestyrelsen stadfæstes.

Vi kan tiltræde forslaget med følgende begrundelse:

Ved udtalelse af d.d. har vi tiltrådt forslaget om stadfæstelse af vores forhøjelse af den skattepligtige indkomst hos selskabet [virksomhed1] ApS. Forhøjelsen er overført til holdingselskabet i medfør af reglen i selskabsskattelovens § 31, hvorfor vi er enige i, at vores afgørelse herom også bør stadfæstes. ”

Skattestyrelsen har ved erklæringsbrevet af 22. april 2022 udtalt følgende:

”Skatteankestyrelsen foreslår, at den påklagede afgørelse truffet af Skattestyrelsen ændres, sådan at værdiansættelsen af den i sagen omhandlede bil bringes i overensstemmelse med den nu foreliggende syns- og skønsrapport. Dette medfører en yderligere forhøjelse af bilens værdi, sådan at selskabets skattepligtige indkomst forhøjes med 695.000 kr. på dette punkt i stedet for med 500.000 kr. som i vores afgørelse.

Den påklagede afgørelse foreslås i øvrigt stadfæstet.

Vi kan tiltræde forslaget med den af Skatteankestyrelsen anførte begrundelse. ”

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke grundlag for at forhøje [virksomhed2] ApS’ skattepligtige indkomst som følge af Skattestyrelsens forhøjelse af [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst, for salg af bil til hovedanpartshaveren.

Repræsentant har som begrundelse anført følgende:

”[virksomhed2] ApS og [virksomhed1] ApS er sambeskattet efter selskabsskattelovens§ 31.

Skattestyrelsens afgørelse af 12. februar 2020 for [virksomhed2] ApS er en direkte følge af den afgørelse, som Skattestyrelsen traf for [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...2] den 16. januar 2020.

Afgørelsen for [virksomhed1] ApS er påklaget samtidig med Skattestyrelsens afgørelse af samme dato for direktør [person1] CPR-nr.. [...] er påklaget, dog ved selvstændig klageskrivelse.

Afgørelsen for [person1], [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS bedes behandlet samlet.

Påstande

Vi skal nedlægge påstand om, at:

Der ikke er grundlag for at forhøje vores klients skattepligtige indkomst med 500.000 kr.
Subsidiært skal Skattestyrelsen tilpligtes at anerkende, at der alene er grundlag for at forhøje vores klients skattepligtige indkomst med et mindre beløb efter Landsskatterettens skøn.

Anbringender

Vi skal henvise til de fremsatte anbringender i klageskrivelserne for [person1] CPR-nr.. [...] og [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...2]. “

Klagerens repræsentant har den 3. maj 2022 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 22. april 2022:

”På vegne af vores klient [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...2] skal vi hermed fremsende vores bemærkninger til Skatteankestyrelsens reviderede indstilling og Skattestyrelsens udtalelse i sagen med j.nr. [sag1] ([sag2] og 20-0021725).

Vi har gennemgået Skatteankestyrelsens reviderede indstilling og kan konstatere, at denne alene er ændret i relation til værdiansættelsen af bilen.

Vi fastholder derfor vores bemærkninger af 16. februar 2021 til den tidligere fremsendte sagsfremstilling.

Derudover skal vi i relation til de nye afsnit i indstillingen vedrørende værdiansættelsen af bilen henvise til vores bemærkninger af 21. april 2022 og endnu engang understrege, at begrundelsen i Skatteankestyrelsens indstilling ermisvisende, idet følgende fremgår:

"ifølge syns- og skønsrapporten ville markedsprisen ved salg af køretøjet ved en anerkendt automobilforhandler estimeres til at udgøre 1.295.000 kr. inklusive registreringsafgift."

Det fremgår ikke af begrundelsen, at denne pris ifølge skønsrapporten er inkl. klargøring, garanti samt forhandleravance ligesom det ikke omtales, at det tydeligt fremgår af skønsrapporten, at værdien uden klargøring og garanti alene er 950.000 kr.

Skattestyrelse ns udtalelse udgør blot en tiltrædelse af Skatteankestyrelsens indstilling og vi skal derfor fastholde vores bemærkninger af 21. april 2022, hvor vi blandt andet påpeger Skattestyrelsens fuldstændig ubegrundede holdningsændring. ”

Retsmøde

Repræsentanten nedlagde påstande og anbringender i overensstemmelse med tidligere indlæg. Der blev supplerende udleveret en bilagssamling på retsmødet.

Skattestyrelsen indstillede, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes, og bemærkede, at det oprindelige skøn over handelsværdien af Audi S8 på 1.100.000 kr. var et retvisende skøn, og der blev henvist til SKM2007.216.VLR.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten har ved afgørelse af dags dato forhøjet [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst for indkomståret 2018 med i alt 500.000 kr.

Landsskatteretten tiltræder derfor, at selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2018 tilsvarende forhøjes med 500.000 kr.

Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes herefter.