Kendelse af 27-08-2020 - indlagt i TaxCons database den 03-10-2020

Indkomståret 2014

Personlig indkomst

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til erstatning på i alt 148.250 kr. i indkomståret 2014.

Landsskatteretten godkender fradrag for udgifter til erstatning på 148.250 kr. i indkomståret 2014.

Faktiske oplysninger

Klageren driver personlig virksomhed, [virksomhed1], der bl.a. beskæftiger sig med byggematerialer og rådgivning.

Klageren har ikke indgivet regnskab for indkomståret 2014, hvorfor SKAT den 13. juni 2016 har varslet skønsmæssig ansættelse af klagerens indkomst.

Den 23. september 2016 har klageren anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014, herunder om fradrag for udgifter til erstatning på 119.862 kr.

Udgifterne vedrører en erstatning og sagsomkostninger, som klageren skal betale, jf. Retten i [by1]s dom af 3. april 2014.

SKAT har ved afgørelse af 11. oktober 2017 nægtet klageren fradrag for udgifterne på 119.862 kr. SKAT begrundede deres afgørelse med, at anmodningen var kommet for sent.

Klageren har påklaget SKATs afgørelse til Landsskatteretten. Landsskatteretten traf den 28. juni 2019 afgørelse om, at klagerens genoptagelsesanmodning var fremsat inden for den i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, givne frist for ordinær ansættelse. Landsskatteretten pålagde derfor Skattestyrelsen at behandle spørgsmålet om fradrag for erstatning,

Af dom af 3. april 2014 fra Retten i [by1] anlagt af [person1] mod klageren fremgår følgende:

”(...)

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 8. juli 2013, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte, [person2], har leveret et gulv til sagsøgeren, [person1], og i bekræftende fald om gulvet var mangelfuldt.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte skal betalt 106.250 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg den 8. juli 2013.

Sagsøgte, [person2], har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Sagsøgeren opførte i 2009 et hus, og sagen angår de gulve, der blev lagt i huset. Gulvene er lagt af en af sagsøgerens bekendte, og der er enighed om, at det var sagsøgte, der fysisk afleverede gulvene til sagsøgeren. Sagsøgte har gjort gældende, at han alene optrådte som sælger for [virksomhed2] ApS, der senere gik konkurs, og at et eventuelt erstatningskrav vedrørende mangler ved gulvene derfor ikke kan rettes imod ham.

Sagsøgeren reklamerede over for sagsøgte vedrørende mangler ved gulvene i foråret 2011, og sagsøgte afviste ved brev af 18. maj 2011, at der var mangler ved gulvene. Sagsøgte anførte i sit brev, at det var producentens klare opfattelse, at revnerne i gulvet skyldtes, at liggeanvisningerne ikke var fulgt.

Ved brev af 3. juli 2011 afviste sagsøgeren, at revnerne skyldtes, at liggeanvisningen ikke var fulgt, ligesom efterfølgende forhold omkring luftfugtighed heller ikke kunne have betydning for revnedannelsen.

Den 7. september 2011 svarede sagsøgte, at han fortsat ikke kunne anerkende, at der var mangler ved gulvene.

Begge sagsøgtes breve har anført "[virksomhed1]" som afsender af brevet.

Den 20. december 2012 gik [virksomhed2] ApS ([virksomhed2]) konkurs, og der er indkaldt til afsluttende skiftesamling, hvor det er indstillet, at boet sluttes efter konkurslovens § 143. Sagsøgeren har ikke anmeldt sit krav i boet.

Der har under sagen været afholdt syn og skøn, og skønsmand, [person3], har afgivet erklæring den 24. november 2013.

Sagsøgerens påstand svarer til de udbedringsudgifter, der er anført af skønsmanden.

Der blev under hovedforhandlingen afspillet en telefonsamtale mellem [person1] og [person4], der var salgsdirektør og anpartshaver hos [virksomhed2] ApS.

Forklaringer

[person1] har forklaret, at han er salgschef hos [virksomhed3] i [by2]. I 2009 byggede han nyt hus. Gulvene købte han af sagsøgte. Sagsøgeren har en god bekendt, [person5], der er gulvmontør, og han formidlede kontakten til sagsøgte [person2]. Han besøgte [person2] på dennes bopæl, hvor han havde meget gulv stående af den type, som han gerne ville købe. Han købte omkring 80-100 m2 gulv, men han husker ikke prisen. Den var muligvis lidt under 435 kr. pr. kvadratmeter. Han tror, at det måske var omkring 40.000 kr. Han fik en standard "dags dato kvittering" på betalingen, men den er desværre bortkommet. Der var ikke tale om sort betaling. Han betalte kontant, da det var det, der var aftalt. Der blev ikke sagt noget om, at sagsøgte handlede på en andens vegne.

Huset var helt tørt, da gulvet blev lagt, og det blev lagt af [person5]. Alle anvisningerne for nedlæggelse af gulv blev fulgt. Der blev også målt fugtighed osv.

Efter et års tid kunne de se smårevner, men det reagerede de ikke på, da de regnede med, at det var sædvanligt for et trægulv, der jo giver sig lidt. Det startede i stuen, men kom også senere i værelserne. Da knasterne også begyndte at falde ud, var de klar over, at den var gal.

Han ringede derfor til [person2] og fortalte om problemerne, og [person2] sagde, at han havde en god bekendt, som han ville sende ud og se på det. Det var [person4], der kom, og han sagde straks, at der var alvorlige problemer med gulvet, og at det var et kendt' problem med det pågældende gulv, og at det skulle skiftes. [person4] sagde, at man eventuelt kunne spartle og slibe, hvis man ikke var interesseret i, at hele gulvet skulle op, men det blev ikke drøftet yderligere. Han hørte ikke noget fra [person2], hvorfor han igen ringede til [person2]. Til sidst kom [person2] selv og så på gulvet og tog nogle billeder. Han ville vende tilbage, men der skete ikke noget. Til sidst sagde [person2], at han ikke mente, at det var så galt, og at han mente, at det måtte skyldes andre ting end selv gulvet, f.eks. at anvisningerne ikke var fulgt, at der havde været for meget gulvvarme osv.

[person2] sagde på intet tidspunkt, at han ikke var leverandør af det pågældende gulv. Det skete først efter, at denne sag blev anlagt.

Det er rigtigt, at [person2] også forsøgte at få en aftale med hans arbejdsplads om salg af [virksomhed2]-gulve, men han er sikker på, at det var [person5], der formidlede kontakten til [person2].

Han husker ikke, hvornår den afspillede lydoptagelse er optaget, men det skete i forbindelse med ansøgningen om retshjælp.

[person2] har forklaret, at hans virksomhed er delt op sådan, at han laver ad hoc opgaver for andre. Han var bl.a. sælger for [virksomhed2], og i den egenskab solgte han både til private og erhvervsdrivende. Normalt skete leveringen så fra [virksomhed2]s lager til kunden. Han havde dog også selv privat salg af gulve. [virksomhed2] havde stillet ham i udsigt, at han muligvis kunne blive medejer. Når han solgte for [virksomhed2], fik han 12 % af dækningsbidraget.

I dette tilfælde opdagede han først i forbindelse med sagsanlægget, at det faktisk slet ikke var ham, men [virksomhed2], der havde solgt gulvet. Det opdagede han, da han ledte efter fakturaen for at se, hvad der var leveret, og hvem, der havde leveret. Det kan ikke have været ham, der har leveret, da han ikke selv har en faktura. Han har ikke set efter, om han har modtaget 12 % af dækningsbidraget for det salg, der er omfattet af denne sag.

Han kan ikke huske, om [person1] har været hos ham privat, men han har truffet [person1] på hans arbejdsplads. Han husker ikke, hvor aftalen med [person1] blev indgået. Han har almindeligt brevpapir med brevhoved. Han bruger aldrig "dags dato kvittering". Det sker, at han modtager kontant betaling, men så har han regningen med ud til kunden. Han har lidt gulve liggende hjemme, men det sædvanlige er, at han besøger kunden. Det er kun undtagelsesvist, at der er kunder hjemme hos ham, f.eks. hvis han har annonceret i [...].

Det er ham, der har leveret gulvet hos sagsøgeren, men det skete kun fordi, at [person5] ville have gulvet på et bestemt tidspunkt. Han hentede det på et lager i [by3].

Hvis han får besked om, at der er problemer med et gulv, så kigger ban på det og laver en rapport, som han sender til producenten. Det gælder uanset, om han selv har solgt gulvet, eller om han har solgt det for producenten. Han er helt sikker på, at det ikke er ham, der har sendt [person4] ud til sagsøgte. Han har først hørt om senere. Da [person1] ringede og sagde, at der var problemer med gulvet, tog han ud til [person1], og han lavede den rapport, som er fremlagt som sagens bilag 1. Der står [virksomhed2] på prøverne, og han har besøgt [person1] hos [virksomhed3], så [person1] må have været klar over, at gulvet er solgt for [virksomhed2]. Han har dog ikke sagt direkte til [person1], at det var [virksomhed2] og ikke ham selv, der var sælger.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte er rette sagsøgte, hvilket støttes af sagsøgtes egen forklaring om, at det er ham, der har indgået aftalen, leveret gulvet og forestået korrespondancen omkring manglerne ved gulvet, ligesom han ikke gjorde det klart for sagsøgeren, at det var [virksomhed2] ApS, der var sælger af gulvet. Det støttes også af korrespondancen mellem parterne, hvoraf det af fremhovedet fremgår, at det er [virksomhed1]gulve, der har været medkontrahenten. At sagsøgte er rette sagsøgte støttes endvidere af den lydoptagelse, der er blevet afspillet under hovedforhandlingen. Sagsøgte har da også først efter, at [virksomhed2] ApS gik konkurs, gjort gældende, at han ikke er rette sagsøgte.

Efter skønserklæringen er gulvet mangelfuldt, og sagsøgeren bliver ikke, såfremt der ydes erstatning som påstået, stillet bedre, end han kunne forvente, jf. herved købelovens § 75a. Skønsmanden udtaler da også, at det ikke er selve træet, men limningen, der er problemet. Der er ikke noget, der støtter sagsøgtes anbringende om, at manglerne ved gulvet skyldes andet end selve gulvet, jf. skønsmandens besvarelse af spørgsmål 2. Der er ikke alternative løsninger til en komplet udskiftning af selve gulvet, jf. skønsmandens besvarelse af spørgsmål F.

Sagsøgte har gjort gældende, at han ikke er rette sagsøgte. Sagsøgeren har ikke kunnet fremlægge en faktura, og sagsøgte har ikke kunnet finde en faktura i sit regnskab, ligesom der ikke er gået penge ind på hans konto. Telefonsamtalen, der er optaget længe efter, at [person4] besigtigede gulvene, beviser ikke, at [person4] er sendt ud til sagsøgeren på sagsøgtes foranledning.

Skønsmanden har ikke kunnet udelukke, at der er sket fejl i forbindelse med nedlægningen og den efterfølgende behandling af gulvet, hvorfor det ikke er godtgjort, at gulvet er mangelfuldt. Efter skønsmandens besvarelse må det endvidere lægges til grund, at der er tale om et lavsprisprodukt, der kan genanskaffes for omkring 15.000 kr., hvorfor sagsøgerens erstatningskrav højst kan udgøre dette beløb. Da sagsøgeren ikke har kunnet fremlægge dokumentation for, hvad det er, man har købt, er det muligt, at han har købt et gulv af en ringe kvalitet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Aftalen om køb af gulvene er indgået med sagsøgte, der også personligt har afleveret gulvet til sagsøgeren, ligesom han personligt har forestået korrespondancen i forbindelse med reklamationen vedrørende gulvene.

Sagsøgte har forklaret, at han både arbejdede som sælger for [virksomhed2] ApS og privat solgte gulve for [virksomhed2] ApS, og at han ikke sagde direkte til sagsøgeren, at salget skete på vegne af [virksomhed2] ApS.

Sagsøgeren har under hele forløbet - også inden, at [virksomhed2] ApS gik konkurs - rettet sit krav mod sagsøgte.

Under disse omstændigheder finder retten det godtgjort, at sagsøgte over for sagsøgeren har optrådt som sælger af gulvet, hvorfor et krav vedrørende erstatning på grund af mangler ved gulvet, kan rettes mod sagsøgte.

Efter skønsmandens besvarelse af spørgsmål 2, der også til dels støttes af den afspillede samtale mellem [person4], der var anpartshaver hos [virksomhed2] ApS, og sagsøgeren, lægges det til grund, at det leverede gulv er mangelfuldt, navnlig på grund af fastgørelse/limningen mellem slidlag og mellemlag/ lameller.

Det lægges endvidere efter skønsmandens besvarelse af spørgsmål F til grund, at der ikke findes anden afhjælpningsmåde end en fuldstændig udskiftning af gulvet.

Der er ikke grundlag for at antage, at sagsøgte med skønsmandens udbedringsforslag får et gulv af bedre kvalitet, end han oprindeligt berettiget har kunnet forvente. Det bemærkes herved, at det ikke er selve træets kvalitet, der årsag til problemerne med gulvet.

Sagsøgerens påstand tages derfor til følge som nedenfor bestemt.

Vedrørende sagens omkostninger bemærkes, at sagsøgte, der har tabt sagen, til sagsøgeren skal betale sagens omkostninger med 42.000 kr. Heraf udgør rets- og berammelsesafgift 2.850 kr., 8.905,60 kr. udgør sagsøgerens udgift til syn og skøn, mens resten dækker sagsøgerens rimelige udgift til advokatbistand.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, [person2], skal inden 14 dage til sagsøgeren, [person1], betalt 106.250 kr. med tillæg af procesrente fra den 8. juli 2013.

Inden for samme frist skal sagsøgte til sagsøgeren betale sagens omkostninger med 42.000 kr.”

Klageren har fremlagt erklæring af 17. april 2017, hvoraf følgende fremgår:

”Undertegnede [person2], [adresse1], [by2] erklærer hermed ved min underskrift og på tro og love, at jeg, som led i min erhvervsmæssige virksomhed samt i medfør af mit samarbejde med [virksomhed2] ApS i 2009 - se vedlagte meddelelse og erklæring fra salgsdirektør [person4] - har modtaget en salgsindtægt i 2009, for det i dommen den 3. april 2014 ved Retten i [by1] omhandlede gulv - henvisning til tidligere fremsendt dom.

Desværre er det ikke muligt, at fremvise bilag på salgsindtægten, idet bilagene kun opbevares i 5 år, som anført i bogføringsloven, men efterfølgende undersøgelse og eftertanke af 2009-regnskabet udviser, at der foreligger en provisionsindtægt på ca. 20 % fra salg af det omhandlede gulv, hvilket således er en naturlig del af den samlede bogførte salgsindtægt i årsregnskabet 2009 og derfor også er indgået i beskatningsgrundlaget for det pågældende år.”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til erstatning på 148.250 kr. i indkomståret 2014.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

1.3. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse, som fremsat i forslag af 16. oktober 2019

Det er en grundlæggende betingelse for at foretage fradrag for en udgift til erstatning og sagsomkostninger, at der er en tilstrækkelige direkte og umiddelbare forbindelse mellem det forhold, der begrunder erstatningen og erhvervelsen af virksomhedens indkomst. Der skal være den fornødne kvalificerede relation til indkomsten, hvilket følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Bevisbyrden for at denne grundlæggende betingelse er opfyldt, påhviler den som ønsker fradraget

Det fremgår entydigt af dommen fra Retten i [by1], afsagt den 3. april 2014, at du afviser, at det omtalte gulv er leveret af din virksomhed. Du præciserer i din forklaring i retten, at du ikke har kunnet finde en faktura i dit regnskab, ligesom der ikke er gået penge ind på din konto.

Derudover har du ikke i øvrigt på nogen måde dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er sammenhæng mellem erstatningskravet og indtægtserhvervelsen i virksomheden.

Det bemærkes, at bogføringslovens regler om opbevaring af bogførings- og regnskabsmateriale ikke kan tillægges nogen betydning ved vurderingen af, om der er fremlagt den tilstrækkelige dokumentation, idet der i disse regler alene er tale om en pligt til opbevaring af bogføringsmateriale, der skal give myndighederne mulighed for kontrol. Der er ikke tale om regler, der efter 5 år friholder en skatteyder for at fremlægge den nødvendige dokumentation.

Da ovennævnte grundlæggende betingelse ikke er opfyldt kan der på det foreliggende grundlag ikke godkendes fradrag for den omtalte udgift til erstatning og sagsomkostninger.

Skattestyrelsen har gennemgået det fremsendte uddrag fra TAX.DK, vedrørende E.B.3.9 Erstatningsydelser m.v., og mener ikke at indholdet giver anledning til en ændret vurdering.

(...)

1.5. Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen mener ikke, at din revisor er fremkommet med nye oplysninger til sagen, der kan ændre på vores tidligere forslag om ikke at godkende fradrag for erstatning samt sagsomkostninger på i alt 148.250 kr.

Det faktum, at Retten i [by1] ved dom af 3. april 2014 finder det godtgjort, at du over for sagsøger har optrådt som sælger af gulvet, hvorfor et krav vedrørende erstatning på grund af mangler ved gulvet, kan rettes mod dig, betyder ikke, at udgiften pr. definition, bliver en fradragsberettiget erhvervsmæssig udgift i skattemæssigsammenhæng. For at der skattemæssigt kan gives fradrag for erstatningen samt sagsomkostningerne er det en betingelse, at det kan dokumenteres eller sandsynliggøres, at der er sammenhæng mellem erstatningskravet og indtægtserhvervelsen i virksomheden.

Tidligere indkaldt dokumentation for, at indtægten indgår i virksomheds skatteregnskab for 2009 samt faktura for salg af gulvet er fortsat ikke fremlagt.

Der henvises i øvrigt til punkt 1.3. i sagsfremstillingen, hvor Skattestyrelsens tidligere bemærkninger og begrundelse for, at der ikke kan godkendes fradrag for erstatning og sagsomkostninger fremgår. Bemærkninger og begrundelse fastholdes.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til erstatning på 148.250 kr. i indkomståret 2014.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

” (...)

På [person2]s vegne anmodes Landsskatteretten om anerkendelse af fradragsret i den af [person2]s personlige erhvervsdrevne handelsvirksomhed, CVR-nr. [...1], for den ved [by1] Ret den 3. april 2014 pådømte erstatning kr. 119.862 med omkostninger kr. 28.388 - i alt kr. 148.250. Dommen vedlagt.

Den afsagte doms begrundelse og afgørelse, fastslår reelt det retlige grundlag for [person2]s driftsmæssige fradragsret for erstatningsydelsen.

[person2] startede sin personlige virksomhed [virksomhed1], CVR-nr. [...1], for 20 år siden og har fuldt ud drevet handelsvirksomheden med byggemateriel erhvervs- og driftsmæssigt.

Den pådømte erstatning (3/4-14) er derfor skatteretligt tydeligvis en fradragsberettiget driftsomkostning i medfør af Statsskattelovens§ 6a: "udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten". Jf. at virksomhedens afholdelse af erstatningsudgiften naturligvis har en direkte og umiddelbar forbindelse (virkning) på virksomhedens værende og fremtidige indkomstmulighed (SKM2012-13 HR),

Påstand:

Principalt fradrag i 2014 for den samlede erstatningsudgift på kr. 148.250.

Subsidiært fradrag i 2014 for erstatningsudgiften på kr. 119.862.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Udgifter til erstatning kan fradrages, hvis de er pådraget i forbindelse med driften af den pågældende erhvervsvirksomhed og er et udslag af en normal driftsrisiko ved udøvelsen af den pågældende erhvervsvirksomhed, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Klageren har gjort gældende, at der skal godkendes fradrag for udgifter til erstatning på 148.250 kr. i indkomståret 2014, hvoraf erstatningsbeløbet og sagsomkostninger i forbindelse med retssagen ved Retten i [by1] udgør henholdsvis 106.250 kr. og 42.000 kr.

Klageren har under Skattestyrelsens sagsbehandling oplyst, at han ikke er i stand til at fremlægge dokumentation for den aftale, som erstatningsbeløbet udspringer af, da han ikke længere er i besiddelse af bilaget.

Det blev imidlertid i dommen af 3. april 2014 fra Retten i [by1] fastslået, at klageren i forbindelse med udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed var erstatningsansvarlig over for sagsøger. Der er ikke i dommen eller sagens omstændigheder i øvrigt forhold, der indikerer, at erstatningsansvaret ligger uden for, hvad der kan betragtes som almindeligt mangelsansvar Derfor anses dommen i dette tilfælde for at være tilstrækkelig dokumentation for, at udgiften til erstatning i indkomståret 2014 kan anses for pådraget i forbindelse med driften af klagerens erhvervsvirksomhed.

Den påklagede afgørelse ændres, idet der godkendes fradrag for udgifter til erstatning og sagsomkostninger med i alt 148.250 kr. i indkomståret 2014.