Kendelse af 31-05-2021 - indlagt i TaxCons database den 26-06-2021

Faktiske oplysninger

I forbindelse med Skattestyrelsens Money Transfer-projekt er der efter tilladelse fra Skatterådet indhentet oplysninger om pengeoverførsler til og fra udlandet. Det fremgår af disse oplysninger, at klageren har modtaget beløb fra udlandet. Nærmere bestemt har klageren modtaget en lang række beløb med betalingsoplysningen ”MORTAGE AND ACCOUNT REPLENISHMENT”. De indgåede beløb overstiger klagerens selvangivne udenlandske indkomst, hvorfor Skattestyrelsen på baggrund heraf anmodede klageren om oplysning til kontrol af hans selvangivelse ved brev af 18. oktober 2018.

Skattestyrelsen har på baggrund af brev af 18. oktober 2018 modtaget svarbrev af 17. december 2018 fra klagerens revisor, hvoraf fremgår, at klageren har foretaget salg af to ejendele i Palæstina, herunder salg af retten til at drive butik samt salg af jordstykke, der finansieres ved et sælgerpantebrev.

Klagerens revisor har i forbindelse med klagerens salg af jordstykket beregnet en avance efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Det fremgår af beregningerne, at revisoren skønner, at sælgerpantebrevet har kurs 80 på salgstidspunktet.

Salget af jordstykket er dokumenteret ved indsendte købs- og salgsdokumenter, hvoraf fremgår salgsdato den 8. januar 2013 samt en salgssum på 325.000 USD.

Denne sag omhandler alene salg af jordstykket i Palæstina.

Klageren blev ved Landsskatterettens afgørelse af 3. juni 2015, sagsnr. [...], anset for fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2008-2011 i overensstemmelse med SKATs afgørelse af 4. juli 2013.

Klagerens revisor har den 17. december 2018 bl.a. anført:

”Skattepligtsforhold

[person1] havde aldrig haft nogen skattemæssig tilknytning til Danmark, før han i 2006 som 33 årig købte huset i [by1] sammen med [person2]. Fra dette tidspunkt blev han fuldt skattepligtig til Danmark. De nåede dog som nævnt kun at bo i huset i 1 1/2 år, før de igen fraflyttede Danmark med henblik på varig beboelse i Palæstina. I forbindelse med fraflytningen kontaktede parret SKAT for at høre, hvad de skulle gøre i forbindelse med udrejsen. De fik det svar, at det var stort set ligegyldigt, da det ikke ville medføre skattepligt i Danmark. [person1] og [person2] forstod det sådan, at det ikke havde betydning, da de ikke var skattepligtige. [person1] og [person2] begik dog den ”fejl”, at de ikke solgte huset i [by1] eller udlejede det. Årsagen var for det første, at finanskrisen netop var indtrådt på dette tidspunkt, hvorfor de ville tabe mange penge ved et salg. For det andet havde de forbedret ejendommen for et større beløb. De ønskede derfor ikke, at der kom nogen lejere ind og ødelagde huset. Hvad de ikke vidste var, at det efter SKATs opfattelse havde betydning for deres skattepligtsforhold. De var dog heller ikke blevet vejledt herom af SKAT ved deres henvendelse i forbindelsemed fraflytningen i 2008.

Først i 2013, hvor [person2] var flyttet tilbage til Danmark, blev de tilfældigt opmærksomme på, at [person1] muligvis var skattepligtig. Som følge heraf kontaktede parret undertegnede, og jeg holdt møde med dem i 2013, hvor jeg tilkendegav, at SKAT muligvis under de foreliggende omstændigheder ville opfatte dem som omfattet af ligningslovens § 33A, hvorfor [person1] rent teknisk kunne være fuldt skattepligtig til Danmark, selv om der reelt ikke kom beløb til beskatning.

Dette var en stor overraskelse for parret, da de på dette tidspunkt var af den opfattelse, at [person1] kunne opholde sig 180 dage i Danmark, uden at blive fuldt skattepligtig til Danmark.

...

Salg af ejendele

...

Derudover var [person1] ejer af et stykke landbrugsjord nær [...], som han havde købt i 2009 for USD 245.000. Han solgte jorden i januar 2013. I Palæstina er der ikke et system, som vi kender det i Danmark, hvor man kan få registreret sin tinglyste ret over den faste ejendom. Derfor kan man heller ikke belåne fast ejendom på samme måde, da långiver ikke har fuld sikkerhed for, at man faktisk har adkomst til den pågældende ejendom. [person1] solgte jorden til tredjemand for et beløb på USD 325.000, hvor købesummen skulle afdrages over tre år. Efter danske forhold blev der derfor reelt udstedt, hvad der svarer til et sælgerpantebrev. Betalingerne kom dog ikke på den måde, som [person1] var blevet lovet, og der var i perioder temmelig stor usikkerhed om, hvorvidt han overhovedet fik pengene. Det lykkedes dog at få alle pengene til sidst. Han har haft udgifter til advokat ved køb på ca. USD 5.000 og udgifter til oprydning på grunden på ca. USD 5.000.

Da [person1] solgte retten til at drive butik og jorden, vidste han ikke, jf. tidligere, at han var skattepligtig til Danmark, og han havde heller ikke forestillet sig, at disse salg havde noget med Danmark at gøre.”

Klageren har i forbindelse med afdrag af salgssummen opgjort hver enkelt afdrag med beløb og datoangivelse. Klageren har ved e-mail af 18. september 2019 - i forbindelse med spørgsmål vedrørende en

difference på 22.600 USD mellem afdrag i henhold til kontoudskrifterne og salgssummen - forklaret, at differencen er tilbagebetalt ved kontantbetalinger. Klageren har forklaret, at 10.000 USD blev erlagt kontant på salgsdagen, og at de resterende 12.600 USD løbende er betalt kontant.

Skattestyrelsen har lagt klagerens forklaring om de 22.600 USD til grund og opgjort klagerens kursgevinst ved afdrag af salgssummen på baggrund af hans forklaringer samt hans opgørelse af de modtagne afdrag dokumenteret ved indsendte kontoudskrifter. Således har klageren opnået følgende kursgevinster:

Skattestyrelsen varslede den 30. september 2019 klageren om, at Skattestyrelsen agtede at ændre klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 med de omhandlede kursgevinster på henholdsvis 127.040 kr., 141.050 kr. og 150.986 kr.

Klageren har ved indsigelse af 23. oktober 2019 oplyst, at han ikke har bemærkninger for så vidt angår de talmæssige opgørelser.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har beskattet klageren af kursgevinst i forbindelse med afdrag af salgssum ved salg af jordstykke i Palæstina.

Det fremgår af beskrivelsen af klagerens bopælsforhold af 17. december 2018 fra klagerens revisor, at klagerens skattepligtsforhold ikke har ændret sig for så vidt angår de forhold, som bliver lagt til grund i Landsskatterettens afgørelse af 3. juni 2015, sagsnr. [...]. Skattestyrelsen er således af den opfattelse, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2013-2015.

Skattestyrelsen har fastslået, at resultatet af en afgørelse foretaget af en højere instans ikke kan ændres. Klagerens skattepligtsforhold er således fuldt afklaret ved Landsskatterettens afgørelse af

3. juni 2015 med de konsekvenser, denne afgørelse måtte have. Det forhold, at klageren ikke er enig i afgørelsen, ændrer ikke på og kan ikke have betydning for uagtsomhedsvurderingen.

Skattestyrelsen har anført, at da klageren er fuldt skattepligtig til Danmark efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 1, og i kraft af hans bolig i Danmark skal han selvangive hele sin indkomst i Danmark, uanset om indkomsten stammer fra kilder i Danmark eller i udlandet efter globalindkomstprincippet i statsskattelovens § 4.

Klageren har i forbindelse med salget af sit forhenværende jordstykke i Palæstina opnået en kursgevinst. I forbindelse med salget har klagerens revisor kursfastsat sælgerpantebrevet til kurs 80. Idet klageren i henhold til sin forklaring har modtaget hele salgssummen, indfries denne til kurs 100, hvorved der konstateres en kursgevinst. Kursgevinsten er skattepligtig efter kursgevinstlovens § 14, stk. 1.

Skattestyrelsen har opgjort klagerens kursgevinst ved afdrag af salgssummen på baggrund af hans forklaringer samt opgørelse af de modtagne afdrag dokumenteret ved indsendte kontoudskrifter, jf. talmæssig opgørelse ovenfor.

Skattestyrelsen er herefter af den opfattelse, at klageren har udvist mindst grov uagtsomhed ved ikke at selvangive indkomst i forbindelse med salg af ejendom i Palæstina.

Skattestyrelsen har lagt vægt på:

Derudover har Skattestyrelsen som tillæg til vurderingen af den grove uagtsomhed bemærket, at selvom den endelige afgørelse af klagerens skattepligtsforhold først faldt i indkomståret 2015, har forholdet været aktuelt lige siden klagerens første møde med sine rådgivere i indkomståret 2012, ligesom forholdet må anses for højaktuelt i forbindelse med SKATs afgørelse af 4. juli 2013. Klageren har således - og gennem hele forløbet - haft rig mulighed for at oplyse om hans ejendom (og butik) i Palæstina samt at søge oplysning om den skattemæssige behandling af disse. Dette er dog ikke sket.

At beregningen af klagerens kursgevinst baserer sig på et skøn af kursen på sælgerpantebrevet ændrer heller ikke ved uagtsomhedsvurderingen. Skattestyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at skønnet er foretaget af klageren, og at Skattestyrelsen har lagt dette til grund. Ligeledes bemærkes, at såfremt salgssummen var sket til kurs 100, ville klageren skulle beskattes af en højere ejendomsavance i forbindelse med salget efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Vedrørende 6 måneders reaktionsfrist

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fremgår det, at en ekstraordinær ansættelsesændring af klagerens indkomst for indkomstårene 2013 – 2015 inkl. er betinget af, at der sker varsling senest 6 måneder efter, at Skattestyrelsen har fået viden om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26.

Det følger af domspraksis, at 6 måneders fristen løber fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen har det nødvendige grundlag til at foretage en korrekt ansættelse.

Den 18. september 2019 har Skattestyrelsen modtaget de sidste oplysninger fra klageren i form af forklaring om modtaget betaling af den resterende salgssum.

Skattestyrelsen har derfor tidligst den 18. september 2019 modtaget tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse. 6-måneders fristen er derfor overholdt.

Vedrørende 3 måneders ansættelsesfrist

Når Skattestyrelsen rettidigt har varslet en ekstraordinær ansættelsesændring, skal der træffes afgørelse om ændring senest tre måneder efter den dato, hvor varsling er afsendt. Det står i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. punktum. Skattestyrelsen har sendt forslag til klageren den 30. september 2019. 3 måneders fristen er derfor overholdt.

Skattestyrelsen har ikke foretaget ændringer på andre punkter.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsen skal tilpligtes at anerkende, at klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 ikke skal forhøjes med kursgevinster vedrørende betaling af købesum for salg af jordstykke, da der ikke er hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, til at gennemføre de af Skattestyrelsen foretagne forhøjelser af skatteansættelsen for disse indkomstår.

De af Skattestyrelsen foretagne talmæssige opgørelser bestrides ikke.

Klageren er født og opvokset i Palæstina. Han er søn af en palæstinensisk far og en dansk mor. Som følge af at han har en dansk mor, har han også dansk statsborgerskab.

Han havde dog, indtil han blev 33 år, aldrig haft nogen tilknytning til Danmark, bortset fra et højskoleophold i nogle måneder i Danmark i hans ungdom.

Som 27-årig mødte han i 2000 sin ægtefælle, der er dansk statsborger, og som var på ferie i Palæstina. De blev gift i 2003, og de har to børn sammen.

Klagerens ægtefælle flyttede i 2002 til [Israel], så hun og klageren kunne være sammen. Ægtefællen kunne dog ikke få opholdstilladelse i [Israel], idet klageren er palæstinenser. Det var en følge af de store komplikationer i det indbyrdes forhold mellem Israel og Palæstina.

Klageren har i en lang årrække beskæftiget sig med udviklingsprojekter primært i Palæstina, men også i Jordan og andre lande. Han er derfor efterspurgt i Mellemøsten til at føre sådanne udviklingsprojekter ud i livet. Efterhånden rejser han dog også til mange andre steder end Mellemøsten. For at styre disse udviklingsprojekter kræver det, at klageren i vidt omfang er til stede på lokationen. Det er dog i et vist omfang muligt for klageren at planlægge arbejdet, så han også kan planlægge sine rejser frem og tilbage til Danmark.

I 2006 sluttede det projekt, som klageren på daværende tidspunkt var ansat i. Samtidig vandt [...] valget i Palæstina, hvilket gav klageren en del udfordringer, da han er kristen. Klageren og hans ægtefælle besluttede derfor på daværende tidspunkt at rejse fra Palæstina til Danmark i slutningen af 2006, idet klageren samtidig fik arbejde hos IFU – Investeringsfonden for Udviklingslande i [by2]. Som følge heraf købte parret et hus i [by1] og brugte et stort beløb på istandsættelse af huset.

I 2008 blev klageren dog headhuntet af et palæstinensisk selskab for at stå for udviklingsprojekter i Palæstina. I mellemtiden var situationen i Palæstina blevet væsentlig forbedret, hvorfor klageren og hans ægtefælle besluttede sig for at fraflytte Danmark igen og flytte tilbage til Palæstina. Formålet for parret med at flytte til Palæstina var med henblik på varig beboelse i Palæstina. På dette tidspunkt troede de ikke, at de ville komme til at bo i Danmark igen.

I forbindelse med fraflytningen henvendte parret sig personligt til Skattestyrelsen (dengang SKAT) for at høre, hvad de skulle gøre i forbindelse med udrejsen. De fik det svar, at det var stort set ligegyldigt, da de alligevel ikke ville være skattepligtige til Danmark. Klageren og ægtefællen forstod det sådan, at de ikke var skattepligtige og derfor ikke behøvede at selvangive noget.

Huset i [by1] blev ikke solgt eller udlejet. Årsagen var primært, at finanskrisen netop var indtrådt på dette tidspunkt i 2007, hvorfor de ville tabe mange penge ved et salg, da de jo også havde forbedret ejendommen for et større beløb. For det andet ønskede de ikke, at der kom nogen lejere ind og ødelagde huset, når de nu netop havde istandsat det. De besluttede sig derfor for at afvente og se, om tiderne blev bedre.

Hvad de ikke vidste var, at det efterfølgende ville have betydning for skattemyndighedernes opfattelse af parrets skattepligtsforhold. Parret var dog ikke på nogen måder blevet vejledt af SKAT ved deres personlige henvendelse om eventuelle konsekvenser af, at ejendommen ikke var solgt eller udlejet. Hvis de var blevet det, havde de helt klart handlet anderledes på daværende tidspunkt.

I perioden 2008 – 2012 opholdt klageren og hans ægtefælle sig stort set ikke i Danmark - kun nogle få dage i forbindelse med sommerferie, juleferie m.v., hvor de besøgte ægtefællens familie. Når de endelig var i Danmark opholdt de sig heller ikke i huset i [by1]. Ægtefællens familie er bosiddende på Fyn, og de opholdt sig af praktiske årsager derfor altid i familiens sommerhus på [ø1], som ægtefællen også har en ejerandel af.

Efterhånden blev spændingerne dog så store mellem Palæstina og Israel, at parret ikke længere turde være bosiddende i Palæstina med børnene. De blev derfor enige om, at ægtefællen skulle flytte hjem til Danmark med børnene.

Klageren og ægtefællen købte derfor et hus i [by3]. Ægtefællen flyttede ind i huset i oktober 2012 sammen med børnene, og huset i [by1] blev solgt.

Klageren opholdt sig efterfølgende selvfølgelig ved ægtefællen og børnene, når han var i Danmark, men idet han opholdt sig så mange dage i udlandet, blev det ikke til mange dage i Danmark. Klageren fortsatte derfor med at være bosiddende i Palæstina i de første år efter ægtefællens tilflytning til Danmark. Klageren flyttede først til Danmark i slutningen af 2015.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at klageren i den forbindelse havde store vanskeligheder med at blive tilmeldt Folkeregisteret i Danmark. Myndighederne i Danmark ville ikke lade ham tilmelde, fordi han var så få dage i Danmark. De var således i lang tid af den opfattelse, at han ikke kunne anses for værende flyttet til Danmark.

Klageren havde som nævnt aldrig haft nogen tilknytning til Danmark – bortset fra højskoleopholdet – før han i 2006 som 33-årig købte huset i [by1] sammen med ægtefællen. Fra dette tidspunkt blev han fuldt skattepligtig til Danmark.

Som redegjort for ovenover nåede parret dog kun at bo i huset i ca. 1 1/2 år, før de igen i 2008 fraflyttede Danmark med henblik på varig beboelse i Palæstina. På dette tidspunkt var de klart af den opfattelse, at de ikke var skattepligtige til Danmark – bortset fra at de betalte ejendomsværdiskat af ejendommen i [by1].

Først i 2013, hvor ægtefællen var flyttet tilbage til Danmark, blev de tilfældigt opmærksomme på, at klageren muligvis teknisk set efter skattemyndighedernes opfattelse kunne være fuldt skattepligtig til Danmark. Dette skete som følge af rådgivning fra repræsentanten, idet parret søgte rådgivning om, hvor længe klageren kunne opholde sig i Danmark uden at blive skattepligtig, når ægtefællen var flyttet tilbage til Danmark.

Det var en stor overraskelse for parret, idet de havde haft den opfattelse, at klageren formentlig kunne opholde sig 180 dage i Danmark uden at blive fuldt skattepligtig til Danmark. Det skal bemærkes, at på dette tidspunkt fyldte [person3]-sagen massivt i de danske medier, og umiddelbar var klagerens situation meget sammenlignelig med [person3] ægtefælle [person4]s situation. Som det er bekendt, kunne [person4] opholde sig i Danmark i op til 180 dage, uden at det medførte fuld skattepligt for ham.

Klageren forespurgte derfor SKAT om, hvorvidt man ville betragte ham som fuldt skattepligtig til Danmark. SKAT mente, at han var fuldt skattepligtig til Danmark.

Klageren var dog af den opfattelse, at det ikke var rimeligt, hvis han blev betragtet som fuldt skattepligtig til Danmark, hvorfor afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, der dog i 2015 gav SKAT medhold. Herefter orkede klageren ikke at føre sagen videre. Han følte sig dog stadig urimeligt behandlet.

Ud fra en objektiv rådgiverbetragtning forekom det dog heller ikke rimeligt, at SKAT fastholdt klageren i fuld skattepligt til Danmark i perioden 2008 – 2015, blot fordi han på det tidspunkt i sit 42-årige liv havde boet 1 1/2 år i Danmark og havde tilladt sig at købe et hus, som han ikke havde solgt eller udlejet ved fraflytningen.

Det er væsentligt for bedømmelsen af denne skattesag at fastslå, hvorvidt der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt i forbindelse med beskatningen af kursgevinsterne af salgssummen vedrørende jordstykket i [...], idet Skattestyrelsen kun kan foretage ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2013, 2014 og 2015, hvis der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1.

Følgende omstændigheder taler for, at klageren ikke var fuldt skattepligtig til Danmark:

Der må særligt i den forbindelse henses til, at kravet om, at man ved opgivelse af fuld skattepligt skal have solgt sin ejendom eller udlejet den i en uopsigelig periode på 3 år, er et krav, som skattemyndighederne med tiden har fundet på, men som ikke kan læses nogen steder i lovgivningen. Der er derfor tale om en ulovhjemlet betingelse.

Der findes også afgørelser, hvor man ikke har fastholdt betingelsen, fordi det af andre grunde var sandsynliggjort, at skatteyder havde til hensigt helt at fraflytte Danmark, eller at der var særlige omstændigheder i forbindelse med fraflytningen, hvor det ville anses for urimeligt at opretholde kravet. Det forekommer derfor stadig urimeligt, at man fra skattemyndighedernes side fastholdt klageren i en skattepligtssituation – i princippet resten af hans levealder, hvis han ikke havde solgt ejendommen, på trods af at han aldrig havde haft noget med Danmark at gøre. Det er ikke det, reglerne er møntet på, og det er urimeligt at fastholde over for en ”udlænding”, som klageren reelt var på daværende tidspunkt.

Klageren har derfor indtil sin tilflytning til Danmark i 2015 haft en helt klar opfattelse af, at han ikke var fuldt skattepligtig til Danmark, hvorfor han heller ikke havde troet, at et salg af et jordstykke i [...] havde noget som helst med Danmark at gøre.

Det kan derfor af samme årsag heller ikke komme på tale at fastslå, at der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt, og der er dermed heller ikke grundlag for at genoptage skatteansættelserne for 2013 – 2015.

Der kan i den forbindelse henvises til [person5]-sagen, SKM2012.732 ØLR.

Selv om der ikke er tale om helt samme situation, findes argumenterne i sagen alligevel at kunne overføres til nærværende sag, henset til:

Af disse grunde findes der heller ikke at kunne foreligge grov uagtsomhed eller forsæt, der kan begrunde en genoptagelse af indkomstårene 2013 – 2015.

Skattestyrelsens udtalelse

Den 3. juni 2015 afgjorde Landsskatteretten klagesag med sagsnummer [...]. Således stadfæstede Landsskatteretten den 3. juni 2015 SKATs afgørelse af 4. juli 2013, hvorved klageren blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Skattestyrelsen understreger, at der ved Landsskatterettens stadfæstelse af afgørelsen den 3. juni 2015 er taget endeligt stilling til klagerens skattepligtsforhold. Skattestyrelsen bemærker hertil, at klageren ikke har indbragt sagen for domstolene efter reglerne om domstolsprøvelse i skatteforvaltningslovens §§ 48-49. De af klagerens repræsentant anførte faktiske forhold om klagerens skattepligtsforhold er således uden relevans for nærværende klagesag.

Spørgsmålet i nærværende klagesag består således i, om klageren kan anses for at have handlet som minimum groft uagtsomt efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse af 11. november 2019, at sagen omhandler indkomstårene 2013, 2014 og 2015. Sagen vedrører således indkomstår, som tidsmæssigt foreligger mellem SKATs afgørelse af 4. juli 2013 og Landsskatterettens afgørelse af 3. juni 2015.

I den pågældende periode har klageren haft rig mulighed for at klarlægge og udrede de skatteretlige konsekvenser ved sine dispositioner, herunder såvel i Danmark som i udlandet. Der bør herved henses til, at klageren allerede under møde afholdt med klagerens repræsentant i forbindelse med tilflytningen til Danmark i indkomståret 2013 samt ved SKATs afgørelse af 4. juli 2013 burde have undersøgt konsekvenserne af sine dispositioner i Palæstina. Klageren har allerede på disse tidspunkter været i kontakt med sin repræsentant i nærværende sag samt [virksomhed1] A/S, hvorfor det synes nærliggende, at klageren i forbindelse hermed havde søgt afklaring af de skatteretlige konsekvenser af sine dispositioner.

Såfremt ovenstående ud fra klagerens synspunkt ikke har givet anledning til at undersøge de skatteretlige konsekvenser af sine dispositioner nærmere, burde Landsskatterettens afgørelse af 3. juni 2015 under alle omstændigheder have givet ham anledning hertil. Klagerens undladelse heraf kan således ikke anses for blot simpelt uagtsomt. Skattestyrelsen bemærker hertil, at fristen for genoptagelse på klagerens initiativ af det ordinære indkomstår 2013 løb indtil den 1. maj 2017 efter reglen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Derudover understreger Skattestyrelsen, at klageren i indkomstårene 2013, 2014 og 2015 selvangiver personlig indkomst optjent i udlandet. Dette kan udelukkende tjene som et bevis på, at klageren er bevidst om konsekvenserne af globalindkomstprincippet i statsskattelovens § 4 og dermed er bevidst om sin pligt til at selvangive hele sin indkomst til Danmark, uanset om indkomsten måtte stamme fra Danmark eller udlandet.

På baggrund af ovenstående har klageren på intet tidspunkt været hindret i at undersøge sine dispositioner i en skatteretlig henseende yderligere senest ved Landsskatterettens afgørelse af 3. juni 2015.

Skattestyrelsen fastholder dermed vurderingen af klagerens adfærd som minimum grov uagtsomhed, hvorfor indkomstårene 2013, 2014 og 2015 bør kunne genoptages ekstraordinært efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Repræsentantens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse

Repræsentanten har anført:

Det er fortsat opfattelsen, at der i denne sag ikke kan blive tale om grov uagtsomhed, og at derfor heller ikke kan ske ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, at gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det fremgår tillige af kursgevinstlovens § 26, stk. 2, at gevinst eller tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet, medmindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et højere beløb.

Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fremgår bl.a., at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår, at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat ændres efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder, at klageren er skattepligtig af afdrag modtaget i forbindelse med salg af et jordstykke i Palæstina, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 1. Retsmedlemmerne bemærker, at klageren har oplyst, at han er enig i Skattestyrelsens opgørelse af gevinsten i de påklagede indkomstår, hvorfor denne opgørelse lægges til grund ved beregningen af gevinsten.

Retsmedlemmerne finder endvidere, at klageren har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at oplyse skattemyndighederne om de skattepligtige kursgevinster, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Der er herved lagt vægt på, at det påhviler klageren at sørge for, at hans indkomstopgørelse er korrekt. Uanset hvad klageren mener om, at Landsskatteretten ved afgørelse af 3. juni 2015 har stadfæstet SKATs afgørelse om, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark, er Landsskatterettens afgørelse endelig. Det er derfor den 3. juni 2015 slået fast, at klageren er skattepligtig til Danmark. Retsmedlemmerne finder, at klageren derfor burde have sikret sig, at hans indkomstopgørelse for indkomstårene 2013 - 2015 inkl. var korrekt. Det forhold, at klageren ikke vidste, at han var skattepligtig af gevinst ved salg af jordstykke i Palæstina, kan ikke føre til et andet resultat, idet det er klagerens ansvar at undersøge forholdet nærmere.

Retsmedlemmerne bemærker, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt, idet Skattestyrelsen kom til kundskab om beskatningen af kursgevinsterne, der begrundede fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, den 18. september 2019, og da Skattestyrelsen varslede den omhandlede ændring af klagerens skatteansættelser den 30. september 2019. Endvidere er fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, også overholdt, idet Skattestyrelsen traf den påklagede afgørelse den 11. november 2019.

Ét retsmedlem finder, at klageren ikke har handlet groft uagtsomt eller forsætligt ved ikke at oplyse skattemyndighederne om de skattepligtige kursgevinster, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Retsmedlemmet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren alene opholdt sig i Palæstina i de pågældende indkomstår, og at klageren ikke burde have vidst, at han blev skattepligtig af en gevinst efter kursgevinstloven efter at have solgt de to ejendele i Palæstina. Retsmedlemmet har endvidere blandt andet henset til, at klageren er blevet beskattet af en avance for den fortjeneste, som han opnåede for salg af jordstykket i Palæstina. Beskatningen er sket på baggrund af ejendomsavancebeskatningsloven.

Dette retsmedlem finder således, at klageren ikke er skattepligtig af en kursgevinst efter kursgevinstlovens § 14, stk. 1, i forbindelse med afdrag af salgssum for salg af jordstykke i Palæstina.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet således, at klageren er skattepligtig af kursgevinst i forbindelse med afdrag af salgssum ved salg af jordstykke i Palæstina for indkomstårene 2013, 2014 og 2015.

På den baggrund stadfæstes Skattestyrelsens afgørelse.