Kendelse af 26-11-2020 - indlagt i TaxCons database den 30-01-2021

Faktiske oplysninger

Det er af parterne ubestridt, at klageren i indkomstårene 2016-2018 har været skattepligtig af værdi af fri bil. Det er ligeledes ubestridt, at beskatningsgrundlaget er bilens nyvognspris.

Klageren har i indkomstårene 2016-2018 været ansat ved [adresse1] I/S, herefter interessentskabet. Interessentskabet har stillet fri bil til rådighed for klageren til privat benyttelse. Der er tale om en dieselbil, Honda Civic 1,6 i-DTEC Sport Tourer med registreringsnummer [reg.nr.1].

Selskabet har i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse i 2015 overtaget bilen fra tidligere ejere.

Bilen er oprindeligt anskaffet den 4. februar 2015 for 245.000 kr. med følgende oplysning på fakturaen "Skatteværdi kr. 160.000, -".

Skattestyrelsen har modtaget en beregning på værdi af fri bil, hvor beskatningen beregnes ud fra værdien på 160.000 kr., svarende til 40.000 kr. pr. år (25 % af 160.000 kr.). Indberetningen af værdi af fri bil for klageren i perioden den 1. januar 2016-31. december 2018 er foretaget med 3.333 kr. pr. måned, svarende til 39.996 kr. Selskabets revisor har oplyst, at der er anvendt et beskatningsgrundlag på 160.000 kr., idet der på slutsedlen fra forhandleren er anført en skatteværdi på 160.000 kr.

Fra Motorregisteret fremgår det, at der er betalt følgende beløb:

Halvårlig grøn ejerafgift med 912 kr. + 1.050 kr. for 2016.

Halvårlig grøn ejerafgift med 1.050 kr. + 1.060 kr. for 2017.

Halvårlig grøn ejerafgift med 1.060 kr.+ 1.060 kr. for 2018.

Bilen er afmeldt ved Motorregisteret pr. 6. november 2018.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ved afgørelsen lagt til grund, at beregningen af fri bil skal ske på basis af bilens købspris på 245.000 kr.

Skattestyrelsen har dermed forhøjet klagerens personlige indkomst med 23.729 kr. for indkomståret 2016, 21.866 kr. for indkomståret 2017 og 7.600 kr. for indkomståret 2018.

Til støtte herfor er anført:

Der er difference i den værdi, som du er blevet beskattet af i forhold til den værdi, som du skulle have været beskattet af. Du er blevet beskattet med en for lav værdi.

Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.14.1 Firmabil, indeholder regler og praksis vedrørende beskatning af rådighed over firmabil.

Den skattemæssige værdi af fri firmabil sættes til en procentdel af bilens værdi jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Den skattepligtige værdi af fri bil sættes til 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr. og 20 pct. af resten. Den skattepligtige værdi beregnes dog altid af mindst 160.000 kr.

Bilens værdi, som lægges til grund ved beregningen af den skattepligtige værdi, afhænger dels af bilens alder, dels af om arbejdsgiveren har anskaffet bilen som brugt.

Hvis firmaet har anskaffet bilen mere end tre fulde år (36 måneder) efter bilens første indregistreringsdato ("gammel bil"), fastsættes beregningsgrundlaget ud fra arbejdsgiverens købspris inklusive moms og eventuelle istandsættelsesudgifter. Se ligningslovens § 16, stk. 4, 4. pkt.

Beregningsgrundlaget for bilens værdi må ikke blive mindre end 160.000 kr. Se ligningslovens § 16, stk. 4.

Til den skattepligtige værdi lægges altid et miljøtillæg, for at finde beskatningsgrundlaget. Denne regel gælder fra og med 2010. Der medregnes dog ikke udligningstillæg på dieselbiler, ligesom eventuelt privatbenyttelsestillæg heller ikke medregnes. Tillægget er på samme størrelse som ejerafgiften eller vægtafgiften for den pågældende bil, og skal lægges til den skattepligtige værdi. Tillægget er fra og med 2013 på 1,5 gange størrelsen af ejerafgiften eller vægtafgiften for den pågældende bil.

Ved opgørelsen af den værdi, som den skattemæssige værdi beregnes af (beregningsgrundlaget), skelnes imellem, om firmaet har anskaffet bilen højst tre år efter bilens første registrering i Centralregistret for Motorkøretøjer eller ej.

Hvis arbejdsgiver har anskaffet bilen højst tre år efter bilens første indregistrering ("ny bil"), fastsættes beregningsgrundlaget med udgangspunkt i nyvognsprisen.

Nyvognsprisen bruges fra 2013 i de første fulde tre år siden bilen er indregistreret første gang. For nye biler og biler, som på anskaffelsestidspunktet er højst tre år gamle, sættes værdien således til nyvognsprisen. Det gælder fra tidspunktet for indregistrering første gang og de efterfølgende 36 måneder. Herefter nedsættes værdien til 75 procent, dog mindst 160.000 kr.

Det betyder, at hvis din firmabil er indregistreret i december 2010, vil du få nedsat beregningsgrundlaget til 75 procent af nyvognsprisen med virkning fra december 2013.

Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.14.1.4 Rådighedsbeskatning, indeholder blandt andet regler og praksis vedrørende beskatning af rådighed over firmabil en del af året.

Hvis bilen kun er til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori bilen ikke har været til rådighed. Se ligningslovens § 16, stk. 4, 8. punktum. Det vil sige, at der foretages en forholdsmæssig fordeling af den skattemæssige årsværdi.

Hvis bilen ikke er til rådighed i en periode på mere end en måned, nedsættes den skattepligtige værdi af fri bil med 1/12 for hver fulde måned, bilen ikke har været til rådighed. Den skattepligtige værdi beregnes således ud fra det antal måneder, hvor bilen helt eller delvist har været til rådighed. Har bilen kun været til rådighed en del af en måned, f.eks. på grund af udlandsrejser eller sygefravær, medregnes værdien af fri bil derfor for hele måneden.

Der er ikke i bestemmelsen i ligningsloven hjemmel til at opgøre beskatningen forholdsmæssigt på grundlag af det antal dage, bilen har været til rådighed. En ansat, der får stillet en bil til rådighed i løbet af en kalendermåned, skal derfor beskattes af værdi af fri bil for hele året reduceret med det antal hele måneder, hvor bilen ikke har været til rådighed. Se SKM2007.447.SR.

Arbejdsgiveren skal afskære den ansatte fra at råde over bilen, hvis den ansatte ikke skal beskattes af rådigheden for hele året. Eksempelvis kan en ansat efter aftale med arbejdsgiveren aflevere firmabilen i virksomheden, hvis den pågældende skal på rejse i længere tid (i mindst en måned). Ved den delvise råden skatteansættes den ansatte af firmabilens årsværdi fratrukket værdien af det antal hele måneder (à 30 dage), hvor bilen ikke er til rådighed for privat brug.

Med udgangspunkt i ovenstående regelsæt er det vores opfattelse, at værdien af bilerne skulle have været opgjort og indberettet til Indkomstregisteret med et højere beløb, idet beskatningsværdien ikke kun udgør de 160.000 kr. som din arbejdsgiver har anvendt.

Med udgangspunkt i, at bilen er indregistreret første gang den 11.11.2014 er bilen på anskaffelsestidspunktet den 04.02.2015 under tre år gammel, hvorfor værdien skal sættes til nyvognsprisen. Det gælder fra tidspunktet for indregistrering første gang og de efterfølgende 36 måneder. Herefter nedsættes værdien til 75 procent, dog mindst 160.000 kr. Værdien skal således nedsættes til 75 % af nyvognsprisen fra og med november 2017, hvor bilen er 36 måneder gammel.

Vi har fundet nogle tilsvarende biler på internettet og konstateret, at nyvognsprisen på en Honda Civic 1,6 i-DTEC Sport Tourer fra 2014 er 301.100 kr. uden ekstratilbehør m.v. Vi har derfor taget udgangspunkt i en afrundet nyvognspris på 300.000 kr. ved beregningen af værdi af fri bil for dig.

Vi har herefter opgjort beskatningen af fri bil således for indkomstårene 2016-2018:

Indkomståret 2016.

Værdi af fri bil med reg. nr. [reg.nr.1]:

25 % af 300.000 kr. 75.000 kr.

Halvårlig grøn ejerafgift: 600 kr. (912 kr. x 4/6 mdr.) + 1.050 kr. + 50 % 2.475 kr.

Årlig beskatningsværdi77.475 kr.

Medregnet 39.996 kr.

Difference for lidt indberettet 37.479 kr.

Værdi af fri bil er indberettet med 39.996. Differencen 37.479 kr. (77.475 kr. - 39.996 kr.) mellem det indberettede beløb og den værdi du skal beskattes af, er skattepligtig for dig som yderligere værdi af fri bil. Din skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 37.479 kr. for indkomståret 2016.

Beløbet er skattepligtigt efter statsskattelovens §§ 4-6, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 som personlig indkomst jf. personskattelovens §§ 3 og 4, og arbejdsmarkedsbidragspligtigt jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1. nr. 1.

Indkomståret 2017.

Værdi af fri bil med reg. nr. [reg.nr.1]:

25 % af 300.000 kr. = 75.000 kr. x 10/12 mdr. 62.500 kr.

25 % af 225.000 kr. = 56.250 kr. x 2/12 md.9.375 kr.

Halvårlig grøn ejerafgift: 1.050 kr. + 1.060 kr. + 50 % 3.165 kr.

Årlig beskatningsværdi75.040 kr.

Medregnet 39.996 kr.

Difference for lidt indberettet 35.044 kr.

Værdi af fri bil er indberettet med 39.996. Differencen 35.044 kr. (75.040 kr. - 39.996 kr.) mellem det indberettede beløb og den værdi du skal beskattes af, er skattepligtig for dig som yderligere værdi af fri bil. Din skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 35.044 kr. for indkomståret 2017.

Beløbet er skattepligtigt efter statsskattelovens §§ 4-6, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 som personlig indkomst jf. personskattelovens §§ 3 og 4, og arbejdsmarkedsbidragspligtigt jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1. nr. 1.

Indkomståret 2018.

Værdi af fri bil med reg. nr. [reg.nr.1]:

25 % af 225.000 kr.56.250 kr.

Halvårlig grøn ejerafgift: 1.060 kr. + 1.060 kr. + 50 % 3.180 kr.

Årlig beskatningsværdi 59.430 kr.

Rådighedsperioden i 2018: januar – oktober = 10 måneder.

Skattepligtig værdi for 2018 udgør 59.430/12 x 10 mdr.49.525 kr.

Medregnet for årets første 10 mdr. (39.996 kr. x 10/12 mdr.) 33.330 kr.

Difference for lidt indberettet vedrørende bilen [reg.nr.1]16.195 kr.

Værdi af fri bil er indberettet med i alt 39.996 for 12 mdr. For de 10 mdr., hvor du har haft bilen [reg.nr.1] til rådighed udgør indberetningen 10/12 mdr. x 39.996 kr., svarende til 33.330 kr. For november og december er der indberettet værdi af fri bil med 3.333 kr. pr. måned, i alt 6.666 kr., hvilket vi antager dækker beskatningen af en anden bil, du har haft til privat rådighed for de sidste to måneder af 2018.

Den samlede beskatningsværdi af fri bil for 2018 udgør dermed 56.191 kr. (49.525 kr. + 6.666 kr.).

For lidt indberettet værdi af fri bil udgør dermed i alt 16.195 kr. (56.191 kr. – 39.996 kr.) for indkomståret 2018.

Differencen 16.195 kr. (56.191 kr. - 39.996 kr.) mellem det indberettede beløb og den værdi du skal beskattes af er skattepligtig for dig som yderligere værdi af fri bil. Din skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 16.195 kr. for indkomståret 2018.

Beløbet er skattepligtigt efter statsskattelovens §§ 4-6, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 som personlig indkomst jf. personskattelovens §§ 3 og 4, og arbejdsmarkedsbidragspligtigt jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1. nr. 1.

Vores bemærkninger til de modtagne indsigelser fra din arbejdsgivers repræsentant ved brev af den 13. december 2019:

Ad bilens nyvognspris:

Det fremgår af Skattestyrelsens gældende juridiske vejledning 2019-2, afsnit C.A.5.14.1.7, at ”nyvognsprisen er bilens fakturapris inkl. moms, registreringsafgift, udgifter til nummerplader og leveringsomkostninger samt normalt registreringspligtigt tilbehør/ekstraudstyr.”

Herudover fremgår det, som oplyst af interessentskabets repræsentant, at ”Told og Skattestyrelsen tidligere har udtalt sig om nyvognsprisen. Som følge af ændring af lov om registreringsafgift har styrelsen præciseret, at den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør beregningsgrundlaget inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør ved værdiansættelse af fri bil efter LL § 16 , stk. 4, 5. pkt. Se TfS 1996, 724 TSS og i TfS 1997, 738 TSS.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at beregningsgrundlaget ved værdiansættelsen af fri bil, i overensstemmelse med udtalelserne i TfS 1996, 724 TSS og TfS, 738 TSS, skal tage udgangspunkt i den pris, som forhandleren faktisk anvender ved afgiftsberigtigelsen. Det er dog en forudsætning, at denne pris svarer til den pris, som en slutbruger skal betale hos en forhandler for køretøjet som nyt og dermed bilens markedsværdi mellem to uafhængige parter, jf. SKM2018.331.BR .”

I SKM2018.331.BR fandt byretten således på baggrund af ordlyden af LL § 16, stk. 4 , sammenholdt med stk. 3, samt bestemmelsens forarbejder, at begrebet "nyvognsprisen" måtte forstås som den pris, en slutbruger skulle betale hos en forhandler ved erhvervelsen af køretøjet som nyt. Der var ikke på baggrund af administrativ praksis, herunder TfS 1996, 724 TSS samt forarbejderne til en senere ændring af registreringsafgiftsloven, grundlag for at anlægge en anden forståelse af "nyvognsprisen".

I sagen havde en bilforhandler, som importør, indregistreret en bil 1. gang i maj 2010 til en værdi på 467.072 kr. og stillet den til rådighed for en medarbejder. Bilen blev i juni 2011, efter at have kørt 24.000 km, solgt for 860.000 kr. til et selskab, som stillede bilen til rådighed for hovedaktionæren.

Spørgsmålet var, om beskatningen af firmabilen skulle ske med udgangspunkt i en værdi på 467.072 kr. eller 860.000 kr.

Retten fandt, at begrebet "nyvognspris" i LL § 16, stk. 4 , måtte forstås, som den pris, en slutbruger skulle betale hos en forhandler ved erhvervelse af køretøjet som nyt og fulgte dermed Landsskatterettens afgørelse, hvorefter beskatning af firmabilen skulle ske på grundlag af en værdi på 860.000 kr. Afgørelsen er stadfæstet af Landsretten i SKM2019.338.ØLR .

Skattestyrelsen har jf. vores tidligere fremsendte forslag til afgørelse til dig fastsat nyvognsprisen til en skønnet (og nedrundet) værdi på 300.000 kr. på baggrund af søgninger på internettet af salgspriser for nogle tilsvarende biler, en Honda Civic 1,6 i-DTEC Sport Tourer fra 2014 uden ekstratilbehør m.v.

Interessentskabets (din arbejdsgivers) repræsentant finder ikke, at Skattestyrelsen har fremlagt dokumentation for at beskatningsgrundlaget skal afvige fra forhandlerens oplyste beskatningsgrundlag, herunder på hvilket grundlag man kan fastsætte nyvognsprisen skønsmæssigt til 300 t.kr.

Skattestyrelsen har henvist til søgninger på internettet, hvor det kan konstateres, at nyvognsprisen på en tilsvarende bil fra 2014 udgjorde 301.100 kr. uden ekstratilbehør m.v. Vi har dog ikke medsendt de relevante udskrifter fra vores søgninger, ligesom vi anerkender, at vores skønnede nyvognspris indeholder en vis grad af usikkerhed, idet de fremsøgte og sammenlignede bilers fuldstændige og nøjagtige specifikationer ikke med en internetsøgning kan dokumenteres at være 100 procent sammenlignelige.

Da vi endvidere efterfølgende forgæves har forsøgt at få fuldstændig vished for bilens nyvognspris, er det vores opfattelse – med henvisning til dommen i SKM2019.338.ØLR, at nyvognsprisen på den omhandlede bil [reg.nr.1], Honda Civic 1,6 i-DTEC Sport Tourer ikke kan sættes til en lavere pris en købsprisen på 245.000 kr. jf. fakturaen fra bilforhandleren af den 04.02.2015. Bilen er på fakturaen oplyst til at være indregistreret 1. gang den 11.11.2014 og kilometerantallet er oplyst til 0, hvorfor bilen må anses for at være ny på købstidspunktet.

Nyvognsprisen er med dommen i SKM2019.338.ØLR fastslået til at være ”den pris, en slutbruger skal betale hos en forhandler ved erhvervelsen af køretøjet som nyt”. Begrebet nyvognspris skal dermed ikke fortolkes ud fra værdien ved afgiftsberigtigelsen eller ved handel mellem en importør og forhandler. Vi finder derfor ikke forhandlerens oplysninger på fakturaen ved købet af bilen den 04.02.2015 om, at skatteværdien udgør 160.000 kr. for at være et korrekt udtryk for brugerens beskatningsgrundlag ved beregningen af værdi af fri bil, uanset at den værdi måtte svare til den anvendte værdi ved afgiftsberigtigelsen.

Endelig afgørelse:

Vi nedsætter herefter beskatningsgrundlaget af den fri bil [reg.nr.1], du har haft til rådighed, fra 300.000 kr. til 245.000 kr. Det er således vores opfattelse, på baggrund af ovenstående bemærkninger og begrundelse, at værdien af fri bil skal beregnes ud fra et beskatningsgrundlag på 245.000 kr.

Du beskattes herefter af værdi af fri bil vedrørende [reg.nr.1] for indkomstårene 2016-2018 således:

Indkomståret 2016.

Værdi af fri bil med reg. nr. [reg.nr.1]:

25 % af 245.000 kr. 61.250 kr.

Halvårlig grøn ejerafgift: 600 kr. (912 kr. x 4/6 mdr.) + 1.050 kr. + 50 % 2.475 kr.

Årlig beskatningsværdi63.725 kr.

Indberettet 39.996 kr.

Difference for lidt indberettet vedrørende bilen [reg.nr.1]23.729 kr.

Værdi af fri bil er indberettet med 39.996. Differencen 23.729 kr. (63.725 kr. - 39.996 kr.) mellem det indberettede beløb og den værdi du skal beskattes af, er skattepligtig for dig som yderligere værdi af fri bil. Din skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 23.729 kr. for indkomståret 2016.

Beløbet er skattepligtigt efter statsskattelovens §§ 4-6, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 som personlig indkomst jf. personskattelovens §§ 3 og 4, og arbejdsmarkedsbidragspligtigt jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1. nr. 1.

Indkomståret 2017.

Værdi af fri bil med reg. nr. [reg.nr.1]:

25 % af 245.000 kr. = 61.250 kr. x 10/12 mdr. 51.041 kr.

25 % af 183.750 kr. = 45.937 kr. x 2/12 md.7.656 kr.

Halvårlig grøn ejerafgift: 1.050 kr. + 1.060 kr. + 50 % 3.165 kr.

Årlig beskatningsværdi61.862 kr.

Indberettet 39.996 kr.

Difference for lidt indberettet vedrørende bilen [reg.nr.1]21.866 kr.

Værdi af fri bil er indberettet med 39.996. Differencen 21.866 kr. (61.862 kr. - 39.996 kr.) mellem det indberettede beløb og den værdi du skal beskattes af, er skattepligtig for dig som yderligere værdi af fri bil. Din skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 21.866 kr. for indkomståret 2017.

Beløbet er skattepligtigt efter statsskattelovens §§ 4-6, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 som personlig indkomst jf. personskattelovens §§ 3 og 4, og arbejdsmarkedsbidragspligtigt jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1. nr. 1.

Indkomståret 2018.

Værdi af fri bil med reg. nr. [reg.nr.1]:

25 % af 183.750 kr.45.937 kr.

Halvårlig grøn ejerafgift: 1.060 kr. + 1.060 kr. + 50 % 3.180 kr.

Årlig beskatningsværdi 49.117 kr.

Rådighedsperioden i 2018: januar – oktober = 10 måneder.

Skattepligtig værdi for 2018 udgør 49.117/12 x 10 mdr.40.930 kr.

Indberettet for årets første 10 mdr. (10 x 3.333 kr.) 33.330 kr.

Difference for lidt indberettet vedrørende bilen [reg.nr.1]7.600 kr.

Værdi af fri bil er indberettet med i alt 39.996 for 12 mdr. i 2018. For de 10 mdr., hvor du har haft bilen [reg.nr.1] til rådighed udgør indberetningen 10 x 3.333 kr., svarende til 33.330 kr. For november og december er der indberettet værdi af fri bil med 3.333 kr. pr. måned, i alt 6.666 kr., hvilket vi antager dækker beskatningen af en anden bil, som du har haft til privat rådighed for de sidste to måneder af 2018.

Den samlede beskatningsværdi af fri bil for 2018 udgør dermed 47.596 kr. (40.930 kr. + 6.666 kr.).

For lidt indberettet værdi af fri bil udgør dermed i alt 7.600 kr. (47.596 kr. – 39.996 kr.) for indkomståret 2018.

Differencen 7.600 kr. (47.596 kr. - 39.996 kr.) mellem det indberettede beløb og den værdi du skal beskattes af er skattepligtig for dig som yderligere værdi af fri bil. Din skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 7.600 kr. for indkomståret 2018.

Beløbet er skattepligtigt efter statsskattelovens §§ 4-6, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 som personlig indkomst jf. personskattelovens §§ 3 og 4, og arbejdsmarkedsbidragspligtigt jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1. nr. 1.

Ad forventningsprincippet:

Din arbejdsgivers repræsentant oplyser, at ”det er dennes opfattelse, at det vil stride imod forvaltningsretlige grundprincipper, herunder forventningsprincippet, hvis Skattestyrelsen i 2019 med virkning for indkomstårene 2016 – 2018 træffer en afgørelse, der er i direkte strid med den beskrivelse af gældende ret, som fremgår af Juridisk Vejledning for de pågældende år.”

Det er ikke Skattestyrelsens opfattelse, at vores afgørelse strider imod forvaltningsretlige grundprincipper, herunder forventningsprincippet, idet dommen i SKM2019.338.ØLR fastslår, at begrebet ”nyvognspris” i ligningslovens § 16, stk. 4, må forstås som den pris, en slutbruger skulle betale hos en forhandler ved erhvervelse af køretøjet som nyt. Det vil sige bilens pris i ”handel og vandel”. Det støttes endvidere af lovens ordlydsfortolkning samt lovens forarbejder.

Det fremgår desuden af ligningslovens § 16, stk. 3, at der ved beskatningen af goder, der stilles til rådighed for arbejdstageren, skal tages udgangspunkt i den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig fri handel.

Det er således Skattestyrelsens opfattelse, at interessentskabet (din arbejdsgiver) og dig ikke kunne have en berettiget forventning om, at beskatningsgrundlaget skulle være mindre end den faktiske købspris på 245.000 kr.

(...)”

Skattestyrelsen har den 11. februar 2020 yderligere udtalt:

”(...)

Supplerende bemærkninger:

Skattestyrelsen har ansat nyvognsprisen til 245.000 kr. svarende til bilens anskaffelsessum den 4.2.2015, jf. vedhæftede faktura for købet og med henvisning til ligningslovens§ 16, stk. 4.

Bilen har, jf. fakturaen kørt 0 km ved købet, og er indregistreret første gang den 11.11.2014.

Skattestyrelsen har ikke modtaget dokumentation og/eller sandsynliggørelse for, at bilen skulle indeholde ikke-registreringspligtigt ekstraudstyr. Det fremgår endvidere heller ikke af vedlagte faktura for købet af bilen den 4.2.2015.

(...)”

Skattestyrelsen har den 30. april 2020 fremsendt følgende bemærkninger:

”I klagesagen har Skatteankestyrelsen i brev fra 27. april 2020 bedt Skattestyrelsen om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten. Sagen er sammenholdt med jeres j.nr. [...].

Følgende er indstillet:

Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse i sagen. Klagerens personlige indkomst forhøjes således, at beskatningsgrundlaget for rådighed af værdi af fri bil, rettelig fastsættes til bilens fakturerede pris.

For biler der er anskaffet af arbejdsgiver højst 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til den oprindelige nyvognspris i indtil 36 måneder regnet fra den måned, hvori første indregistrering er foretaget, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 5. pkt.

Bilen blev indregistreret første gang den 11. november 2014. Beskatningsgrundlaget skal således opgøres med afsæt i ”nyvognsprisen” til og med oktober 2017. Herefter nedsættes værdien til 75 % af nyvognsprisen, dog mindst 160.000 kr.

Bilen med registreringsnummer [reg.nr.1] blev købt den 4. februar 2015 for en anskaffelsessum på 245.000 kr. Af faktura fremgår en kilometerstand på 0 kilometer og en skatteværdi på 160.000 kr. Den oplyste skatteværdi er ikke yderligere specificeret, ligesom det af faktura ikke fremgår, at der er inkluderet efterfølgende, installerer ekstraudstyr

.

I byrettens afgørelse, SKM2018.331.BR, fandt retten på baggrund af ligningslovens § 16, stk. 4, sammenholdt med stk. 3, samt bestemmelsens forarbejder, at begrebet ”nyvognsprisen” måtte forstås som den pris, en slutbruger skulle betale hos en forhandler ved erhvervelsen af køretøjet som nyt. Afgørelsen er stadfæstet af Landsretten ved SKM2019.338.ØLR.

Det fremgår ligeledes af ligningslovens § 16, stk. 3, at der ved beskatning af goder, der stilles til rådighed for arbejdsgiveren, skal tages udgangspunkt i den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig fri handel.

Det findes ikke godtgjort, at der har været en administrativ praksis om, at der kunne anvendes et andet beregningsgrundlag end nyvognsprisen til slutbrugeren, ligesom forarbejderne til en senere ændring af registreringsloven ikke indebærer, at der kan anlægges en anden forståelse af ”nyvognsprisen”. Det er således fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at klageren samt interessentskabet ikke kunne have en berettiget forventning om, at beskatningsgrundlaget skulle være mindre end den faktiske købspris.

Skattestyrelsen er på baggrund af ovenstående enig med Skatteankestyrelsen i, at nyvognsprisen i det konkrete tilfælde ikke kan fastsættes til en lavere værdi end købsprisen på 245.000 kr. Klagers skattepligtige indkomst forhøjes herefter med differencen mellem den indberettet værdi af fri bil, og den opgjorte værdi med udgangspunkt i købsprisen af faktura den 4. februar 2015.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at beskatningsgrundlaget for værdi af fri bil alene udgør 160.000 kr., hvorfor klageren ikke skal beskattes yderligere af værdien for fri bil i indkomstårene 2016 -2018.

Til støtte herfor er anført:

”(...)

Hermed påklager jeg Skattestyrelsens afgørelse af 18. december 2019, hvor styrelsen har forhøjet den skattepligtige værdi af fri bil for min kunde for årene 2016 - 2018.

Begrundelsen for styrelsens afgørelse er, at styrelsen finder, at beskatning af fri bil ikke kan ske på grundlag af det beskatningsgrundlag, som min kundes tidligere arbejdsgiver fik oplyst af forhandleren ved køb af bilen.

Styrelsen har i stedet via søgninger på internettet forsøgt at finde en alternativ ”nyvognspris” for bilen, men da dette ikke er lykkedes, har styrelsen i stedet ansat beskatningsgrundlaget til 245.000 kr., svarende til den tidligere arbejdsgivers købspris. Det fremgår ikke om den tidligere arbejdsgivers købspris indeholder ikke-registreringspligtigt ekstraudstyr.

Min kunde har haft bilen til privat rådighed under sin ansættelse hos sin nuværende arbejdsgiver, [adresse1] I/S, som overtog bilen i forbindelse med at ejerne erhvervede klinikken fra de tidligere ejere som led i en virksomhedshandel.

Arbejdsgiver har dermed ikke selv erhvervet bilen fra forhandler, men overtaget billen fra den tidligere arbejdsgiver.

Påstand

Jeg nedlægger påstand om, at beskatningsgrundlaget skal nedsættes til 160.000 kr., svarende til det beskatningsgrundlag, som forhandler oplyste til den tidligere ejer ved dennes køb af bilen.

Påstanden begrundes overordnet med følgende anbringender:

- Styrelsen har ikke dokumenteret, at det af forhandleren oplyste beskatningsgrundlag ikke er udtryk for nyvognsprisen for den pågældende bil, jf. at styrelsen tilsidesætter grundlaget ud fra søgninger på nettet om andre Honda´er

- Styrelsen har ikke dokumenteret, at det af styrelsen valgte beskatnings-grundlag på 245 tkr. er eksklusiv ikke-registreringsafgiftspligtigt ekstraudstyr, som jo ikke skal indgå i den skattepligtige værdi,

- Det er i strid med forvaltningsretlige grundprincipper, herunder lighedsgrund-sætningen, at Skattestyrelsen med tilbagevirkende kraft gennemfører en skærpet beskatning, som strider imod den faste praksis om fastsættelse af beskatningsgrundlaget for nye biler, som har været gældende siden 1997.

Begrundelse for klagen

Som det fremgår af styrelsens afgørelse, afviser styrelsen at min kunde kan anvende den af forhandleren oplyste nyvognspris.

Styrelsen begrunder afvisningen med følgende bemærkninger:

” Skattestyrelsen har henvist til søgninger på internettet, hvor det kan konstateres, at nyvognsprisen for en tilsvarende bil fra 2014 udgjorde 301.100 kr. uden ekstratilbehør m.v. Vi har dog ikke medsendt de relevante udskrifter fra vores søgninger, ligesom vi anerkender, at vores skønnede nyvognspris indeholder en vis grad af usikkerhed, idet de fremsøgte og sammenlignede bilers fuldstændige og nøjagtige specifikationer ikke med en internetsøgning kan dokumenteres at være 100 procent sammenlignelige.

Da vi endvidere efterfølgende forgæves har forsøgt at få fuldstændig vished for bilens nyvognspris, er det vores opfattelse – med henvisning til dommen i SKM 2019.338.ØLD, at nyvognsprisen på den omhandlede bil, [reg.nr.1], Honda Civic 1,6 i-DTEC, Sport Tourer ikke kan sættes til en lavere pris end købsprisen på 245.000 kr...”

Som det fremgår af styrelsens begrundelse skyldes afvisningen ikke, at styrelsen har konstateret at nyvognsprisen for bilen afviger fra den af forhandleren oplyste nyvognspris.

Afvisningen begrundes derimod i, at styrelsen har søgt på nettet om priser på andre Hondaer.

Allerede på det grundlag bør styrelsens afgørelse afvises, da en forudsætning for at tilsidesætte beskatningsgrundlaget må være, at der er dokumentation for at det anvendte grundlag af ukorrekt.

Denne dokumentation foreligger ikke.

Det er korrekt, at den tidligere arbejdsgiver betalte 245.000 kr. for bilen. Det er dog ikke oplyst om denne pris indeholdt betaling for ikke-registreringspligtigt ekstraudstyr

Oplysningen om den tidligere arbejdsgivers købspris er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at Skattestyrelsen kan tilsidesætte den oplyste nyvognspris.

For de indkomstår, som skattesagen angår, dvs. indkomstårene 2016 til 2018, fremgår det af Skattestyrelsens juridiske vejledning, afsnit C.A.5.14.1.7 det, at nyvognsprisen er den pris, som forhandleren faktisk benytter ved indregistreringen inklusive registreringsafgiften, moms og leveringsomkostninger plus normalt tilbehør, jf. uddrag:

”Told og Skattestyrelsen har udtalt sig om nyvognsprisen.

Som følge af ændring af lov om registreringsafgift har styrelsen præciseret, at den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør beregningsgrundlaget inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør ved værdiansættelse af fri bil efter LL § 16, stk. 4, 5. pkt. Se TfS 1996, 724 TSS og i TfS 1997, 738 TSS.”

Ifølge uddraget er dette baseret på Told- og Skattestyrelsens anvisning i TfS 1997, 738 TSS, som styrelsen udmeldte som gældende praksis i 1997.

Som det fremgår ovenfor indregnes i beskatningsgrundlaget ”normalt tilbehør”. Hertil medregnes efter fast praksis ikke ekstraudstyr, som ikke er indgået i beregningen af registreringsafgift.

Det vil sige, at ekstraudstyr ikke anses for normalt tilbehør og dermed ikke skal medregnes til nyvognsprisen, hvis det er eftermonteret, jf. uddrag fra juridisk vejledning, afsnit C.A.5.14.1.6:

”Ekstraudstyr, der er undtaget fra registreringsafgiften, indgår ikke i beregningsgrundlaget for værdi af fri bil. Se SKM2007.146.LSR.”

Se uddrag fra Landsskatterettens præmisser, hvor spørgsmålet var om Skattestyrelsen kunne tilsidesætte praksis om ekstraudstyr. Her genoptog Landsskatteretten sin kendelse og anerkendte derved at den administrativt fastsatte praksis om ekstraudstyr ikke kunne tilsidesættes, jf. uddrag:

For så vidt angår ekstraudstyr har det imidlertid siden cirkulære 202/1993 til stadighed fremgået af de administrativt fastsatte retningslinjer (herunder cirkulære 72/1996), at det udelukkende var "normalt tilbehør", som skule medregnes i nyvognsprisen, og at der herved forstås tilbehør, som forekommer i privatejede biler. Told- og Skattestyrelsen har i TfS 1996,487 præciseret, at den nærmere afgrænsning af "normalt tilbehør" bør følge registreringsafgiftslovens regler, således at kun registreringsafgiftspligtigt udstyr/tilbehør medregnes ved værdiansættelsen. Dette forekommer at være tiltrådt af skatteministeren i den offentliggjorte svar i TfS 1997,388, og siden ligningsvejledningen for 1996 har denne afgrænsning udtrykkeligt fremgået af ligningsvejlednin-gen under henvisning til netop TfS 1996, 487. Vestre Landsrets dom har ikke ændret herpå.

...

Formuleringen i de offentliggjorte meddelelser og Ligningsvejledningen er entydig og forbeholdsløs, og skatteyderne kan derfor som udgangspunkt støtte ret herpå ..."

Under henvisning hertil finder Landsskatteretten, at der i relation til opgørelsen af beregningsgrundlaget bør foretages en ny vurdering af rettens tidligere afsagte kendelse af 19. september 2006. Retten lægger herved til grund, at klageren har haft en berettiget forventning om, at beregningsgrundlaget kunne opgøres ud fra de retningslinjer, der fremgår af ligningsvejledningen - uanset Vestre Landsrets dom refereret i SKM2004.18.VLR, ordlyden af ligningslovens § 16, stk. 4 og forarbejderne hertil samt statsskattelovens § 4.”

Den administrativt fastsatte forståelse af ”nyvognsprisen” har været fulgt siden 1997, og har i alle årene været citeret i først ligningsvejledningen, og siden 2012 i Skattestyrelsens juridiske vejledning.

Der kan dermed ikke være tvivl om, at retningslinjerne for fastsættelse af nyvognsprisen beror på en langvarig fast administrativ praksis, hvilket Landsskatteretten jo selv har tiltrådt ved ovennævnte kendelse fra 2007.

Arbejdsgiver har i min kundes situation tilbudt sin medarbejder, dvs. min kunde, fri bil ud fra en forventning om, at beskatningsgrundlaget kunne baseres på de retningslinjer, som har fremgået i alle årene af den juridiske vejledning, nemlig at beskatningen baseres på det grundlag, som bilen er indregistreret ud fra, og at ekstraudstyr ikke indgår. Medarbejderen, dvs. min kunde har tilsvarende haft en forventning om, at hun vidste hvilke omkostninger, som ville være forbundet med at have fri bil til rådighed.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige grundprincipper, herunder forventnings-princippet, at man som skatteyder skal kunne støtte ret på gældende praksis.

I den forbindelse gælder, at skattemyndighedernes juridiske vejledning samt meddelelser fra Skattestyrelsen anses for at være et udtryk for en sådan gældende praksis, som man som borger kan støtte ret på jf. uddrag fra juridisk vejledning, afsnit A.A:7.1.3, hvor dette fremgår klart:

”Den administrative praksis indarbejdes løbende i den generelle beskrivelse af praksis, der fremgår af Skatteforvaltningens juridiske vejledninger, styresignaler og øvrige offentliggjorte beskrivelser af praksis. Se SKM2018.348.SKTST, hvoraf bl.a. fremgår, at da Den juridiske vejledning, herunder styresignaler og meddelelser fra de enkelte styrelser, fastlægger gældende praksis, kan borgere og virksomheder støtte ret herpå i det omfang, at denne praksis ikke klart er i uoverensstemmelse med højere rangerende retskilder. Dette er er fastslået i domspraksis.

Se også uddrag fra det citerede styresignal i SKM.2018.348.SKTST, hvor følgende fremgår:

”6. Forholdet til Den juridiske vejledning Den juridiske vejledning udgør sammen med regelgrundlaget administrationsgrundlaget for Skatteforvaltningen og er bindende for medarbejderne, medmindre vejledningens indhold klart ikke er i overensstemmelse med højere rangerende retskilder.

Den juridiske vejledning er udtryk for Skatteforvaltningens opfattelse af gældende praksis og har cirkulærestatus. Vejledningen angiver gældende ret på offentliggørelsestidspunktet og er fremadrettet.

Styresignaler og SKM-meddelelser skal indarbejdes i Den juridiske vejledning i forbindelse med den halvårlige ajourføring.”

Det følger modsætningsvist af ovennævnte uddrag og praksis, at en skærpende praksisændring alene kan tillægges fremtidig virkning, men ikke tilbagevirkende kraft.

Baggrunden for ovennævnte er naturligvis, at man som borger skal have mulighed for at kende sin retsstilling, så man kan træffe sine dispositioner på et oplyst skattegrundlag man kender, og ikke skal kunne risikere at ”tæppet så og sige trækkes væk” efterfølgende.

Som det fremgår ovenfor kan der ikke herske tvivl om, at skattemyndighedernes meddelelse om nyvognsprisen fra 1997 har været udtryk for gældende praksis siden udmeldingen i 1997 og i hvert fald til og med de indkomstår, som nærværende sag omhandler, da praksis har været refereret fast i ligningsvejledningen og juridisk vejledning fra 2012.

I 2019-udgaven har Skattestyrelsen imidlertid med henvisning til SKM.2018.331 BR, tilføjet et ekstra afsnit til ovennævnte uddrag, idet det nu fremgår, at det er en forudsætning for at anvende indregistreringsgrundlaget, at dette svarer til den pris, som ”en slutbruger skal betale hos en forhandler for køretøjet som nyt og dermed bilens markedsværdi mellem to uafhængige parter”.

Det fremgår imidlertid ikke, hvordan denne pris skal fastsættes, hvis man ikke har en dokumenteret pris. Dette skaber i sig selv en usikkerhed om beskatningen.

Det fremgår derimod fortsat af juridisk vejledning, jf. ovennævnte, at ekstraudstyr ikke skal medregnes, hvis det er eftermonteret og dermed ikke indgår i registreringsafgiftsgrundlaget.

Det er min opfattelse, at Skattestyrelsen ikke med henvisning til den ændrede formulering i 2019-udgaven af juridisk vejledning kan skærpe beskatningen i min kundes sag med virkning for tidligere år.

For det første har styrelsen som nævnt overhovedet ikke dokumenteret at det oplyste beskatningsgrundlag på 160.000 kr. ikke er udtryk for nyvognsprisen.

En tilsidesættelse i min kundes sag på grundlag af 2019 dommen er dermed udtryk for en overfortolkning af dommen, da dommen må antages at angå de tilfælde, hvor der er et åbenbart misforhold mellem indregistreringsgrundlaget og den pris, som første ejer betaler for bilen.

Et sådant misforhold er ikke dokumenteret i min kundes sag, da styrelsen som nævnt tilsidesætter beskatningsgrundlaget ud fra søgninger på nettet. Dommen bør derfor ikke tillægges den betydning, at min kunde ikke kan anvende det af forhandleren oplyste grundlag.

For det andet er det min opfattelse, at den ændrede praksis ikke vil kunne administreres i praksis. Dette skyldes, at man fra Skattestyrelsens side vil basere beskatningen på grundlag af en købspris, som både Skattestyrelsen og virksomheden kan have vanskeligt ved at skaffe (hvis man ikke er første ejer), og derudover, hvis købsbilag for første ejer kan skaffes, ikke ved, hvad dækker.

Er man f.eks. tredje ejer af bilen, som det gælder i min kundes sag, kan det for det første være vanskeligt at skaffe oplysning om til hvilken pris, den første ejer købte bilen. For det andet vil det være vanskeligt at afklare om den betalte pris rummer betaling for ekstraudstyr, som ikke skal medregnes i beskatningsgrundlaget.

Den ændrede praksis skaber derfor usikkerhed om beskatningsgrundlaget, da man som køber nr. 3 eller 4 i mange tilfælde ikke vil kunne skaffe prisen, som første ejer betalte, og heller ikke vide hvilken del af prisen, som så skal henføres til bilen, og hvilken del der betales for ekstraudstyr og dermed skal holdes ude af beskatnings-grundlaget.

For det tredje vil det klart stride imod forvaltningsretlige grundprincipper, herunder forventningsprincippet, hvis myndighederne i min kundes sag i 2019 med virkning for indkomstårene 2016 – 2018 kan træffe en afgørelse, som er i direkte strid med den beskrivelse af gældende ret, som har fremgået af juridisk vejledning for de pågældende år.

Min kunde og arbejdsgiver har som nævnt disponeret i tillid til gældende praksis, som den er beskrevet i juridisk vejledning. Parterne har været i god tro om beskatningsgrundlaget og bør derfor kunne støtte ret på praksis ifølge juridisk vejledning.

I modsat fald lider min kunde, medarbejderen uforskyldt et tab, som medarbejderen ikke har mulighed for at undgå ved fravalg af fri bil eller ved valg af en anden og billigere bil. En sådan beskatning vil være i strid med forventningsprincippet.

På dette grundlag skal jeg anmode Landsskatteretten styrelsen om at frafalde beskatningen, og acceptere at beskatningsgrundlaget fastholdes på det af forhandleren oplyste på 160.000 kr.

Klagerens repræsentant har endvidere i mail af 2. marts 2020 fremsat følgende bemærkninger:

”(...)

Vedr. spørgsmålet om hvorvidt det ved køb af demobiler vil fremgå af fakturaen om der

medfølger ekstraudstyr har jeg telefonisk fået oplyst følgende:

Det afhænger som udgangspunkt af modellen om udstyret fremgår, da de forskellige bilmodeller har hvert sit it-system til udskrivning af fakturaer.

En Skoda vil formentlig indeholde en specifikation af prisen, så ekstraudstyr fremgår, men det gælder formentlig ikke for en Honda, medmindre sælger positivt sætter dette på fakturaen. Den medarbejder jeg talte med var af den opfattelse, at sælger ofte ikke specificerer udstyret af egen drift.

Det er dermed muligt, at bilen kan indeholde ekstraudstyr, som påvirker bilens salgspris, men ikke fremgår af fakturaen.

Jeg har bedt om at få dette på skrift, men har ikke modtaget svar endnu.

(...)”

Klagerens repræsentant har desuden i mail af 16. marts 2020 fremsendt følgende:

(...)”

Hermed svar fra bilforhandleren vedr. spørgsmål om ekstraudstyr, som jeg lige har modtaget.

Undskyld forsinkelsen.

Som det fremgår, kan det som udgangspunkt ikke ud fra fakturaen udledes, om der var

ekstraudstyr med i prisen, medmindre der som led i den pågældende handel blev aftalt

ekstraudstyr, f.eks. hvor køber ønsker et særligt navigationsudstyr.

Er der derimod tale om at udstyret er indsat i bilen efter indregistreringen, dvs. i demoperioden,

vil det som udgangspunkt ikke fremgå.

Dette vil f.eks. være situationen, hvis forhandleren af reklamemæssige årsager har sat ekstraudstyr

ind til brug for fremvisning for kunder.

Ekstraudstyr skal, som det fremgår af Juridisk Vejledning (og som det er fastslået i den afgørelse,

der er henvist til i klagen) ikke med i beskatningsgrundlaget, hvis der ikke er blevet beregnet

registreringsafgift heraf. Der beregnes ikke afgift af udstyr, som indsættes efter

indregistreringen.

Det vil sige, at bilen kan indeholde ekstraudstyr uden at det er specificeret på fakturaen.

Det vil også sige, at man ikke ud af fakturaen kan se, hvad beskatningsgrundlaget skal være, da

man ikke kan se om der er ekstraudstyr, som skal holdes ude.

Er der forskel på indregistreringsgrundlaget og fakturaprisen kan det jo så skyldes, at

ekstraudstyr har gjort bilen mere værd, uden at det kan ses ud af fakturaen. Det er derfor ikke

sikkert at en evt. difference mellem indregistreringsgrundlaget og fakturaprisen er udtryk for et

misforhold, særligt ikke hvis prisforskellen er mindre.

Dette understøtter, at der ikke bør ske tilsidesættelse af indregistreringsgrundlaget som

beregningsgrundlag, særligt ikke i tilfælde, hvor differencen er begrænset.

Jeg kan naturligvis kontaktes om ovennævnte.

Med venlig hilsen

[person1]

Svar fra forhandleren:

”Hej [person1]

Hvis jeg kort skal give et generelt svar, så vil udstyr (eftermonteret) altid fremgå seperat af

vognfaktura, hvis det er noget, der er indeholdt i den pågældende handel.

I de tilfælde, hvor udstyret allerede er monteret inden et eventuelt salg til slutbruger, så vil dette

som udgangspunkt ikke være påført på pågældende faktura.

Iforhold til den pågældende sag, så vil en gennemgang af bilen hurtigt kunne sige, om der er

monteret udstyr udover std.”

Repræsentanten har den 27. april 2020 fremsendt følgende bemærkninger til sagsfremstilling:

”(...)

Mange tak for forlængelsen af fristen, og beklager forsinket svar.

Det er korrekt, at anmodning om retsmøde fastholdes.

Jeg har følgende bemærkninger til forslaget.

Det fremgår af forslaget, at styrelsen vil fastholde den første ejers købspris på 245 tkr.

som beskatningsgrundlag.

Det fremgår endvidere, at styrelsen ikke vil tage hensyn til, at prisen kan indeholde

betaling for ekstraudstyr, idet styrelsen lægger til grund, at min kunde har bevisbyrden

for at der i købsprisen på de 245 tkr. kan indgå ekstraudstyr, som ikke skal medregnes.

Jeg skal anmode styrelsen om at revurdere dette synspunkt, og anerkende at man fra

myndighedernes side ikke kan pålægge min kunde bevisbyrden for, at prisen kan

indeholde ekstraudstyr.

Som tidligere oplyst var mine kunder ikke første ejer af bilen, og bilen er afstået før

skattesagen opstartede.

På det tidspunkt, hvor den tidligere ejer køber bilen, var det fast praksis at

nyvognsprisen skulle fastsættes til indregistreringsgrundlaget, og ikke den pris, som

første ejer betaler. Første ejer havde derfor ikke noget behov for at anmode

forhandleren om at specificere købsprisen, da første ejer ikke havde noget at bruge

specifikationen til, og heller ikke kunne forvente at kommende ejere ville have nogen

interesse heri.

Som oplyst fra forhandleren, hvor bilen blev købt var det ikke praksis at specificere

prisen, medmindre køber anmodede herom.

Man kan derfor ikke ud fra købsbilaget afgøre om bilen indeholdt ekstraudstyr, som

prisen var påvirket af. Det kan derfor ikke afvises, at prisen indeholdt ekstraudstyr, selv

om det ikke fremgår af bilaget.

Tilsvarende havde mine kunder, som jo ikke var første ejer, ikke noget behov for at få

vurderet bilens indretning i deres ejerperiode, da de alene havde behov for at kende

indregistreringsgrundlaget.

Når styrelsen nu vil pålægge min kunde at dokumentere om prisen indeholdt betaling

for ekstraudstyr på købstidspunktet, stiller man min kunde i en uacceptabel situation,

idet min kunde pålægges en bevisbyrde, som min kunde ikke har mulighed for at løfte,

da man ikke har mulighed for at skaffe dokumentationen nu.

Havde min kunde været klar over, at det ville være afgørende at kunne fremlægge en

specifikation af købsprisen, herunder dokumentere om bilen ved først køb indeholdt

ekstraudstyr, kunne min kunde muligvis have afklaret dette, da man erhvervede bilen,

eller i hvert fald før bilen blev videresolgt.

Min kundes situation illustrerer med al tydelighed, at der uanset hvad styrelsen påstår,

er tale om praksisændring med tilbagevirkende kraft, hvor man fratager skatteyder

muligheden for at disponere på en måde som hindrer tab.

Fremadrettet er der jo ikke nogen tvivl om, at skatteydere, som er bekendt med de nye

krav, vil kunne sikre sig, at ekstraudstyr specificeres, men den mulighed har mine

kunder ikke, da de ikke med rimelighed burde have forudset at myndighederne ville

stille krav om at mine kunder kunne fremlægge specifikation af købsprisen.

Min kunde pålægges dermed skat af et grundlag, som kan være for højt, også hvis man

måtte lægge til grund, at det er første ejers købspris, som skal anses for

beskatningsgrundlag. Dette skyldes, at der i en situation som min kundes, er en

mulighed for at købsprisen indeholder ekstraudstyr, som ikke skal indregnes i værdien.

Når man henser til forskellen mellem indregistreringsgrundlaget og salgsprisen er det

ikke usandsynligt, at forskellen kan skyldes ekstraudstyr.

Det er forvaltningsretligt kritisabelt, at man som skatteyder kan blive pålagt en

bevisbyrde, som myndighederne er klar over, at man ikke længere har mulighed for at

løfte. I denne situation bør tvivlen komme skatteyder og ikke Skattestyrelsen til gode,

sådan at styrelsen må bære risikoen for at dokumentationen ikke kan skaffes på det

tidspunkt, hvor styrelsen finder på at indføre nye krav, som skaber behov for

dokumentationen.

Min opfattelse er, som tidligere nævnt, at mine kunders situation ikke bør

sammenblandes med den situation, som landsretten tog stilling til, SKM 2019. 338 ØLR,

og heller ikke den sag, som styrelsen henviser til fra Landsskatteretten, j.nr. 19-

0005248 (som er afsagt med dissens, og jo er indbragt for domstolene), da begge disse

sager angår dyre biler, hvor der er et meget stort spænd mellem

indregistreringsgrundlaget og første ejers købspris.

Den ændrede praksis, som landsrettens dom er udtryk for bør reserveres til de

situationer, hvor differencen er unaturlig stor, og ikke en situation som mine kunders,

hvor forskellen er begrænset og derfor kan skyldes ekstraudstyr eller generelle

ændringer i prisforholdene.

Jeg skal derfor fastholde, at forhøjelsen skal bortfalde, og som nævnt fastholde

anmodning om retsmøde.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Klagerens repræsentant har bl.a. gjort gældende, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig, idet den er truffet i strid med grundlæggende forvaltningsretligt principper, herunder lighedsgrundsætningen, og at Skattestyrelsen med tilbagevirkende kraft har gennemført en skærpet beskatning, som strider imod den faste praksis om fastsættelse af beskatningsgrundlaget for nye biler, som har været gældende siden 1997. Der er i den forbindelse henvist til Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.14.1.7 for indkomstårene 2016-2018, hvoraf fremgår, at:

Beskatningsgrundlaget- ”den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør ved værdiansættelse af fri bil efter LL § 16 stk. 4, 5. pkt. Se TfS 1996, 724 TSS og i TfS 1997, 738 TSS.".

Det er endvidere anført, at da SKM2018.331.BR er en praksisændring, som først er indarbejdet i 2019-udgaven finder den ikke anvendelse for indkomstårene 2016-2019.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtaler:

Skattestyrelsen har ikke fraveget lovens faste regel om, at det er bilens nyvognspris, der skal indkomstbeskattes.

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, sættes i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4, til en årlig værdi på 25 % af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 % af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr. Til den skattepligtige værdi medregnes fra 2010 et miljøtillæg. Miljøtillægget udgør den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgiftsloven eller efter vægtafgiftsloven.

For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til den oprindelige nyvognspris i indtil 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er foretaget, og herefter til 75 % af nyvognsprisen. For biler, der er anskaffet mere end 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter.

Forarbejderne til lov nr. 83 af 2. juni 1999, L 2111998, definerer "nyvognsprisen" som følger:

”Nyvognsprisen" udgør den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen (inkl. forhandleravance) inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør.”

Det følger af en ordlydsfortolkning af ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt., og af lovens forarbejder, at

der ved beregningen af den skattemæssige værdi af fri bil skal tages udgangspunkt i bilens "nyvognspris", der må forstås som bilens pris i handel og vandel, jf. Vestre Landsretsdom, SKM2004.18.VLR, og Østre Landsretsdom, SKM2019.338.ØLD, hvor det fastlås, at det er prisen til en slutbruger.

Hverken en administrativ praksis eller forarbejderne til en senere ændring af registreringsafgiftsloven indebærer, at der kan anlægges en anden forståelse af "nyvognsprisen".

Det forhold, at dommen i SKM2019.338.ØLR er markeret som "NYT" i Den juridiske vejledning, er ikke udtryk for en praksisændring. Det er ikke godtgjort, at der har været administrativ praksis om, at der kunne anvendes et andet beregningsgrundlag end nyvognsprisen til slutbruger. Det forhold, at skattemyndighederne ikke tidligere har forholdt sig konkret hertil, kan ikke sidestilles med, at skattemyndighederne har anerkendt, at der kunne anvendes en anden "nyvognspris" end prisen til slutbruger. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse i 19-0005248, som kan findes på afgørelsesdatabasen, og hvor retten har forholdt sig til tilsvarende forhold. Retten fandt bl.a., at SKM2018.331.BR ikke er udtryk for en praksisændring.

Bilen blev den 4. februar 2015 købt med en anskaffelsessum på 245.000. kr. Bilen blev indregistreret første gang den 11. november 2014. Da bilen er anskaffet tidligere end 3 år fra bilens første indregistrering, skal beskatningsgrundlaget således opgøres med udgangspunkt i "nyvognsprisen". Det gælder fra tidspunktet for indregistrering første gang og de efterfølgende 36 måneder. Herefter nedsættes værdien til 75 procent, dog mindst 160.000 kr. Værdien skal således nedsættes til 75 % af nyvognsprisen fra og med november 2017, hvor bilen er 36 måneder gammel.

Ud fra de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at den konkret anvendte pris, som klageren har oplyst til at være 160.000 kr. ved afgiftsberigtigelsen, ikke svarer til bilens reelle nyvognsværdi.

Efter en samlet vurdering kan nyvognsprisen i den konkrete tilfælde ikke fastsættes til en lavere pris end købsprisen på 245.000 kr. i henhold til fakturaen fra bilforhandleren den 4. februar 2015. Det bemærkes, at der ikke heraf fremgår, at der er inkluderet efterfølgende installeret ekstraudstyr.

Disse retsmedlemmer finder derfor ikke grundlag for at give klageren medhold i påstanden om at anvende et lavere beskatningsgrundlag end købsprisen.

Et retsmedlem udtaler:

Praksis vedrørende beskatningsværdien af fri bil blev først ændret i forbindelse med dommen i juni 2018, således at Skattestyrelsen ikke længere anerkender beskatningsværdien ved andet end første gangs registrering, men således at der ved senere registrering skal benyttes bilens nyvognspris ved salg til en forbruger, som i dette tilfælde er opgjort til 245.000 kr. Det bemærkes, at denne praksisændring først har virkning fra den 28. juni 2018, hvor den pågældende dom blev afsagt. Det betyder, at klageren i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 må have kunnet indrette sig på, at beskatningen var i overensstemmelse med den daværende praksis, som også blev oplyst af bilforhandleren. I modsat fald er praksisændringen sket med tilbagevirkende kraft, hvilket vil være i strid med det grundlæggende forvaltningsretlige princip om, at skærpede praksisændringer kun kan ske med virkning for fremtiden.

Dette retsmedlem stemmer herefter for at ændre Skattestyrelsens afgørelse.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.