Kendelse af 06-07-2020 - indlagt i TaxCons database den 11-10-2020

Faktiske oplysninger

I forbindelse med behandlingen af dødsboet efter [person1], blev det konstateret, at klageren den 15. december 2017 fik en fuldmagt fra [person1] til at hæve 300.000 kr. [person1]s konto. De 300.000 kr. var ikke til stede hos [person1], da hun afgik ved døden den 24. januar 2018 og det har ved behandlingen af boet ikke været muligt at finde beløbet. Klagerens repræsentant har oplyst, at boet nu er afsluttet, hvilket tillige er bekræftet af Skattestyrelsen, der dertil har oplyst, at boet ikke har valgt at forfølge hævningen på de 300.000 kr. yderligere.

Den omhandlende fuldmagt ses indledningsvist at være dateret den 7. december 2017, men rettet til med håndskrift, således dateringen er den 15. december 2017. Endvidere fremgår det af fuldmagten, at [person1] gav klageren fuldmagt til at hæve 300.000 kr. på konto med reg.nr. [...] og konto nr. [...88]. Fuldmagten er underskrevet af [person1], samt to vidner, [person2] samt [person3], begge bosiddende på adressen [adresse1], [by1]. [person1] og de to vidner har ikke påført datering i forbindelse med, at de har underskrevet fuldmagten.

Det fremgår, at udskrift fra retsbogen, dateret den 5. juli 2018, at klageren har mødt som vidne og forklaret, foreholdt strafansvar, at klageren og [person1] var nære veninder, der tog på ferie sammen, ligesom klageren hjalp [person1] med besøg hos læge og sygehus i forbindelse med afdødes sygdomsløb. Klageren har som vidne oplyst, at hun ikke har kendskab til kontante hævninger på [person1]s konto, der er foretaget forud for og efter den omhandlende hævning på 300.000 kr. Klageren oplyste, at hun kun den ene gang har hævet for [person1] og aldrig har haft [person1] hævekort eller kode. Endvidere oplyste klageren under retsmødet, at hun fik en fuldmagt fra [person1], at hun ikke så fuldmagten blev skrevet, og at hun efter aftale hævede de 300.000 kr. i banken. Klageren havde veninden, [person2], [adresse1], [by1], med i banken, de tog begge efterfølgende hjem til [person1], hvor klageren afleverede pengene. Klageren fik ikke at vide, hvad pengene skulle bruges til og hun har, hverken før eller efter hævet penge for klageren, ligesom hun ikke har været i besiddelse af klagerens kort eller kode. Foreholdt klageren, at banken har oplyst, at den person der hævede de 300.000 kr. skulle have oplyst til banken, at pengene skulle bruges til indkøb af et ur og en broche, har klageren ved retsmødet oplyst, at hun ikke har oplyst sådan til banken.

Ifølge Skattestyrelsens oplysninger, havde [person1], en uge før udfærdigelsen af fuldmagten, fået udarbejdet et testamente, hvori [person1]s biologisk datter alene skal tilkomme sin tvangsarv og steddatteren skal arve det resterende.

Det er på kontormøde oplyst, at veninden [person2] og det andet vidne agerede vitterlighedsvidner alene fordi de var på besøg hos [person1] sammen med klageren. Det var ikke på forhånd planlagt fra klagerens side, at de skulle agere vidner. Klageren så [person1], samt de to vidner underskrive fuldmagten. Herefter tog klageren og veninden, [person2] i banken og manden forsatte til et andet sted. [person2] og manden var ikke venner af [person1], men alene af klager. Endvidere blev det på kontormødet oplyst, at klageren aldrig har spurgte [person1], hvad pengene skulle bruges til, men det er oplyst, at hun har en idé om, hvorledes de er blevet brugt, hvilket hun imidlertid ikke ønsker at oplyse Skattankestyrelsen om.

Klageren har fremlagt kontoudtog fra indkomstårene 2017 og 2018. Ifølge disse er der ikke indsat et beløb på 300.000 kr. eller beløb i tilsvarende størrelsesorden. Af kontoudtogene ses der en begrænset aktivitet hver måned, i form af få indsætninger og få hævninger. Aktiviteten på kontoen efter den 15. december 2017 ses tilnærmelses identisk med aktiviteten forud for den 15. december 2017.

Der er ikke fremlagt kontooplysninger fra dødsboet, men det fremgår af oplysninger fra Skattestyrelsen, at der har været foretaget kontanthævninger i hæveautomater på [person1]s konto forud for og efter hævningen på de 300.000 kr. Skattestyrelsen har pr. telefon oplyst, at hævningerne er i størrelsesordenen 10.000 – 15.000 kr. og idet der er tale om hævninger fra hæveautomat, kan man ikke se, hvem der har foretaget hævningerne.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ændret grundlaget for klagerens skat for indkomståret 2017. Skatteyderen skal herefter beskattes af et beløb på 300.000 kr.

Skattestyrelsen har som begrundelse herfor anført følgende:

”(...)

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke er dokumenteret eller godtgjort at de 300.000 kr. er afleveret til afdøde.

Hvorfor det er Skattestyrelsens opfattelse at pengene er tilgået dig.

Ved vurderingen er der henset til, at ”pengesporet” slutter hos dig. Pengene blev hævet den 15. december 2017, men var ikke tilstede hos [person1] da hun afgik ved døden den 24. januar 2018.

Skattestyrelsen finder det besynderligt, at afdøde ikke selv har afhentet de 300.000 kr. i [finans1], [adresse2], da der i dagene før og efter hævning af de 300.000 kr., er foretaget hævninger af kontanter i henholdsvis [adresse2], [by2] og på [by3].

Derudover har skattestyrelsen hæftet sig ved, at du ikke, har nogen kvittering på at du har afleveret pengene til afdøde som hævdet.

Der henvises til Byretsdom af 7. april 2016, der er gengivet i SKM 2016.414BR:

”S hævede i 2010 og 2012 ad 5 omgange i alt kr. 2.600.000,- på en bankkonto, som tilhørte hans moder, der afgik ved døden i juni 2013. S forklarede for skifteretten under boets behandling, at han havde givet de kontante beløb til moderen og ikke selv havde modtaget nogen del af dem. Skifteretten og bobestyreren foretog derfor ikke videre i den anledning. SKAT anlagde efter boets afslutning sag mod S med påstand om, at han skulle indgive gaveanmeldelser og svare gaveafgift af den gaveafgiftspligtige del af det samlede beløb på kr. 2.610.000,- Retten fandt, at der under de foreliggende omstændigheder var en formodning for, at beløbene var tilgået S som gave for moderen.

Det påhviler derfor ham at godtgøre, at beløbene var tilgået moderen og ikke ham. Efter en samlet vurdering fandt retten ikke, at han havde godtgjort dette. Retten tog derfor SKATs påstand til følge.”

Det bemærkes, at Skattestyrelsen har anset de 300.000 kr. som du har hævet den 15. december 2017 for at være en skattepligtig gave til dig fra nu afdøde [person1]. Vi har særligt lagt vægt på, at der ikke foreligger noget skiftlig materiale, der kan sandsynliggøre, at de hævede midler er afleveret til nu afdøde [person1] og at der derfor er en formodning for, at du har fået beløbet.

Ved afgørelsen er der henset til, at det ikke er dokumenteret eller godtgjort, at pengene er afleveret til afdøde, da pengesporet slutter hos dig.

Det bemærkes, at din indsigelse af henholdsvis den 9. oktober 2019 og 18. oktober 2019 ikke indeholde oplysninger der kan ændre det af skattestyrelsens forslag af 26. september 2019.

Der henses her til, at du har fastholdt, at du har afleveret de 300.000 kr. til afdøde, og ikke har haft yderligere bemærkninger.

Skattestyrelsen har gennemgået dine kontoudtog fra banken, og kan alene udlede af disse, at der ikke er indsat 300.000 kr. og at du anvender kontanter i en større udstrækning.

Det bemærkes, at sagen kun er behandlet for ovenstående.

(...)

Vi har foretaget ændringen med udgangspunkt i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, som en ekstraordinær skatteansættelse, idet det – efter Skattestyrelsens opfattelse – må karakteriseres som groft uagtsomt, at du ikke har selvangivet beløbet ved modtagelse, dvs. i 2017.

(...)”

Skattestyrelsen har følgende bemærkninger til klagen:

”(...)

Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.

Sagsbehandleres udtalelse til sagen.

Skattestyrelsen (SKTST) er enig med advokat [person4] ([person4]) i, at udfaldet af denne sag beror på en konkret bevismæssig vurdering.

SKTST er derimod ikke enig med [person4] i, at SKTST ikke i tilstrækkelig grad har løftet denne bevisbyrde eller i hvert fald godtgjort, at bevisbyrden er skiftet og således påhviler [person5] ([person5]).

Det er ubestridt, at afdøde udstedet en fuldmagt til [person5] til "at hæve" 300.000 kr. på hendes konto. Ikke som anført af [person4] "at hente", hvilket sprogligt passer bedre ind i [person5] forklaring om, at hun skulle aflevere pengene til afdøde. Ud fra ordlyden af fuldmagten er der ikke støtte for en sådan forståelse af fuldmagten. Det synes også at stride mod det faktum, at afdøde selv har hævet kontanter i hæveautomater i [by1], [by2] og [by3], både før og efter hævningen af de 300.000 kr. Hvorfor skulle afdøde bede [person5] om "at hente" de 300.000 kr., når hun alligevel selv er i banken for at hæve kontanter.

Efter SKTST opfattelse forekommer vidnet [person2] ikke troværdigt eller objektiv. [person5] forklarer i skifteretten, at hun ikke har set afdøde udfærdige selve fuldmagten, men hendes veninde [person2] optræder som vitterlighedsvidne på fuldmagten sammen med hendes mand.

Det er korrekt, at venner i almindelighed ikke anses at befinde sig i et gavemiljø, men set i lyset af, at afdøde blot en uge før udfærdigelsen af fuldmagten havde oprettet testamente, hvor afdødes datter kun skulle arve sin tvangsarv og afdødes steddatter skulle arve resten af boet, må det anses som åbenbart, at [person5] er mere end en god veninde. Hvorfor skulle afdøde eller havde valgt [person5] til "at hæve" 300.000 kr. og ikke afdødes "universalarving". Når endvidere henses til, at afdøde afgår ved døden under 1Yimåned senere, uden at det hævede beløb på 300.000 kr. er fundet som kontanter hos afdøde må bevisbyrden anses at være gået over til [person5], idet pengesporet stopper hos [person5] og hun har ikke dokumenteret eller godtgjort, at hun har tilbageleveret pengene til afdøde.

Det har ligeledes formodningen imod sig, at afdøde pludseligt skulle ændre økonomisk adfærd til, at have 300.000 kr. liggende i kontanter i stedet for at havde disse penge stående i banken.

SKTST er derfor ikke enig med [person4] i, at vi "end ikke (har) forsøgt at løfte bevisbyrden".

[person4] anser ikke dommen refereret i SKM 2016.414 BR for sammenlignelig med nærværende sag, idet [person4] anser det bærende for bevisresultatet i byretsdommen, at afdødes søn havde foretaget hævningerne i samspil med at afdøde havde et ønske om at begunstige ham på den anden arvings bekostning.

Efter SKTST opfattelse må det faktum, at afdøde udsteder en fuldmagt, hvori hun anfører, at [person5] kan hæve 300.000 kr. uden nogen konkret angivelse af, at beløbet skal tilbagebetales til hende eller der er tale om at [person5] blot skal "hente" beløbet for hende, netop anses som en indikation om et samspil mellem afdøde og [person5]. Dette bestyrkes af, at afdøde positivt vælger sine arvinger fra (datter og steddatter), men positivt vælger- sin veninde gennem 5 år- til at modtage denne betroede fuldmagtsopgave om at kunne hæve (uden nogen betingelser) 300.000 kr. på hendes konto. En fuldmagt, som [person5] ifølge hendes forklaring for skifteretten hun ikke har set udfærdiget, men som hendes veninde og dennes mand, alligevel er vitterlighedsvidnet på.

SKTST skal derfor indstille til stadfæstelse.

(...)”

Skattestyrelsen er kommet med følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

”(...)

Skattestyrelsen har vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger, og er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Følgende er indstillet:

Det er ubestridt, at klager har hævet 300.000 kr. på afdødes konto, men det må fortsat konstateres, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at klager har overleveret de 300.000 kr. til [person1].

Det fremgår af praksis, at der ved en vurdering lægges vægt på, hvorvidt forklaringer om baggrunden for hævninger på afdødes konto kan bestyrkes af objektive omstændigheder, der kan i den forbindelse henvises til Østre Landsrets dom af 29. april 2013 offentliggjort i SKM2013.389.ØLR samt Byrettens dom af 7. april 2016 offentliggjort i SKM2016.414.BR.

Det er Skattestyrelsen opfattelse, at klager har bevisbyrden for at de 300.000 kr. ikke er tilgået hende. Skattestyrelsen finder ikke, at klager har løftet denne bevisbyrde, da pengesporet stopper hos hende.

Ved denne vurdering har Skattestyrelsen lagt vægt på følgende:

Skattestyrelsen er derfor enig med Skatteankestyrelsen i at klager skal beskattes af de 300.000 kr. som personlig indkomst, da hu ikke er omfattet af personkredsen i boafgiftslovens § 22.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at klagerens personlige indkomst ikke skal forhøjes for indkomståret 2017.

Til støtte herfor har klageren fremlagt følgende:

”(...)

PÅSTAND

Der nedlægges påstand, at der ikke er grundlag for at forhøje min klients skatteansættelse, således som det er sket.

SAGSFREMSTILLING

[person1] afgik ved døden den 24. januar 2018 (herefter afdøde) efter længere tids sygdom. [person5] og afdøde var veninder og nåede at kende hinanden i ca. 5 år.

Afdøde, der var enke og efterlod sig en datter ([person6]), havde den 28. november 2013/6. december 2017 oprettet testamente for notaren. Datteren skulle i henhold til dette alene modtage sin tvangsarv, medens resten af boet skulle tilfaldes afdødes stedbarn ([person7]).

Aktiverne i boet udgjorde ca. kr. 265.000,00. Under bobehandlingen konstaterede bobestyreren, advokat [person8], at der på afdødes bankkonto i 2017 var hævet ca. kr. 500.000,00 ud over almindelige dagligdags hævninger.

Afdøde bad medio december 2017 [person5] om at hente kr. 300.000,00 i kontanter i afdødes bank. Det ønske imødekom hun sammen med en veninde, [person2], og hun afleverede i umiddelbar forlængelse heraf, pengene til afdød. Det har hun den 5. juli 2018 under strengt strafansvar forklaret for Skifteretten i [by4].

Skattestyrelsen anfører i sin afgørelse, at [person5] ikke har dokumenteret eller godtgjort, at de kr. 300.000,00 er blevet afleveret til afdøde.

Det er derfor styrelsen opfattelse, at de er tilgået [person5], og derfor udgør skattepligtig indkomst for hende.

RETSKILDER

Bevisbyrde

Landsskatteretten afgørelse af 27. januar 2014 i sagsnr. [...]

Det er SKAT, der har bevisbyrden for, at klageren har en indtægt, som ikke er selvangivet af klageren.

Landsskatteretten afgørelse af 26. august 2009 i sagsnr. [...]

Udgangspunktet er, at det er SKAT, der har bevisbyrden for, at en skatteyder har større indkomster end de selvangivne.

Landsskatterettens afgørelse af 7. september 2018 i sagsnr. [...]

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre (bevisbyrde), at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning.

Materielt

Byretsdom offentliggjort som SKM 2016.414

I sagen havde skatteyderen i perioden den 8. - 15. oktober 2010 over tre gange hævet kr. 2.100.000,00 fra en konto tilhørende sin mor, og han have tilsvarende hævet kr. 510.000,00 over to gange, henholdsvis den 16. og den 23. august 2012, fra konti tilhørende moderen. Hævningerne var foretaget i henhold til fuldmagt.

Tvisten i sagen angik, om hævningerne reelt udgjorde gaver til skatteyderen, således som skattemyndighederne hævdede. Det fandt retten var tilfældet.

Ved bedømmelsen af, om beløbene i stedet for reelt måtte anses for at være givet til skatteyderen, henså retten til, at pengene ikke kunne være forbrugt af moderen selv, der boede på plejehjem og sammenholdt det med de testamentariske dispositioner, som moderen havde foretaget.

Skatteyderen skulle i henhold til disse begunstiges mest muligt på bekostning af boets anden arving (søsteren), idet sidstnævnte alene skulle modtage sin tvangsarv.

FOB 2018.31 pkt. 3.2

Det er et grundlæggende princip i forvaltningsretten, at den myndighed, der skal træffe afgørelse i en sag, har ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse (undersøgelses- eller officialprincippet).

I Folketingets Ombudsmands beretning for 1999, sagen FOB 99.140 – der handlede om afslag på at genoptage en sag om opholds- og arbejdstilladelse – udtalte ombudsmanden bl.a. følgende om officialprincippet:

”Princippet forudsætter ikke alene at alle relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men også at oplysningerne er pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund ved afgørelsen.”

Jeg henviser også til Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (2013), side 492 ff., Steen Rønsholdt, Forvaltningsret – Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 5. udgave (2018), s. 369 ff., Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 7. udgave (2014), s. 145 ff., Jon Ander- sen, Forvaltningsret – Sagsbehandling, Hjemmel, Prøvelse, 9. udgave (2017), s. 65 ff., Sten Bønsing, Almindelig forvaltningsret, 4. udgave (2018), s. 147 ff., og Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret (2018), s. 483 ff.

Desuden henviser jeg til Folketingets Ombudsmands overblik #8 om officialprincippet i Myndighedsguiden (ombudsmanden.dk/Myndighedsguiden).

Princippet indebærer som nævnt, at det er myndigheden, der har ansvaret for, at en sag – både retligt og faktisk – er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en materielt korrekt afgørelse. Hvad der anses for tilstrækkelig oplysning af en sag, afhænger af sagens karakter og af omstændighederne i sagen i øvrigt.

Endvidere indebærer princippet, at der – når det er nødvendigt – skal foretages en konkret og korrekt bevisvurdering af oplysningerne i sagen. Som en følge af princippet kan en forvaltningsmyndighed have pligt til at foranstalte bevisførelse, uanset om dette er i partens interesse, og uanset om parten bærer bevisbyrden, i tilfælde af, at sagsfaktum ikke afklares. Jeg henviser til Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret (2018), s. 498. Som også anført dette sted indebærer officialprincippet i sin yderste konsekvens, at bevisbyrderegler først får betydning, hvis det ikke er muligt at klarlægge et givent faktum

I almindelighed antages det, at kravene til undersøgelsernes udstrækning og sikkerheden for de relevante oplysningers rigtighed øges, jo mere betydningsfulde og indgribende afgørelser der er tale om, jf. f.eks. Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 453, Sten Bønsing, Almindelig forvaltningsret, 4. udgave (2018), s. 151 f., Steen Rønsholdt, Forvaltningsret – Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 5. udgave (2018), s. 381 f., Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (2013), s. 499 f, og Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret (2018), s. 490.

Endvidere er en forvaltningsmyndighed forpligtet til at anvende det eller de lovlige sagsoplysningsmidler, som i den konkrete sag er relevante for at oplyse sagen tilstrækkeligt. Dette kan også omfatte indhentelse af forklaringer fra vidner/skriftlige erklæringer. Jeg henviser til den beskrivelse af oplysningsmetoder, der findes i overblik #8 i Myndighedsguiden på min hjemmeside (overblikkets pkt. 5), og sagen FOB 2016-52 pkt. 2.3.2., som er offentliggjort på ombudsmandens hjemmeside.

ANBRINGENDER

Det gøres overordnet gældende, at der ikke er bevismæssigt grundlag for at lægge til grund, at afdøde har givet [person5] en gave, stor, kr. 300.000,00.

Denne sag angår reelt, om afdøde har ønsket at begunstige [person5] med en gave af en størrelsesorden (kr. 300.000,00) svarende til ca. halvdelen af hendes formue.

Det er i sagen ubestridt, at afdøde i december 2017 bad [person5] om at hente kr. 300.000,00 i banken. Det omtvistede er, om [person5] har afleveret pengene til afdød eller - med dennes velsignelse - beholdt dem selv.

På den ene side har [person5] ikke et egentligt fysisk bevis for, at hun har afleveret pengene til afdøde. Hun har alene et vidne, [person2], der kan bekræfte det. På den anden side er det helt udokumenteret, at hun selv skulle have beholdt pengene.

Udfaldet af en sag som den foreliggende beror på en konkret bevismæssig vurdering. Det er derfor helt afgørende at få placeret bevisbyrden.

Det gøres gældende, at det er Skattestyrelsen, der har bevisbyrden for, at [person5] har beholdt de penge, som hun har hentet i banken for afdøde.

Denne bevisbyrde har styrelsen ikke løftet.

Årsagen til, at bevisbyrden påhviler Skattestyrelsen er, at venner sædvanlig vis ikke anses for at befinde sig i et gavemiljø. Der gælder derfor en formodning for, at de ikke yder hinanden større gave. Og slet ikke den størrelsesorden, der – såvel relativt som absolut - er tale om i den foreliggende sag.

Afdøde og [person5] var venner. Udgangspunkt er derfor, at afdøde ikke antages at ville begunstige [person5] ved at give hende en gave i størrelsesorden kr. 300.000,00.

Det påhviler derfor Skattestyrelsen at løfte bevisbyrden for, at der er grundlag for at fravige udgangspunktet / afkræfte formodningen.

Det har styrelsen ikke gjort.

Skattestyrelsen har reelt end ikke forsøgt at løfte bevisbyrden, idet den har behandlet sagen som om, at det var [person5], der skulle dokumentere, at hun har afleveret pengene til afdøde. Det er det i sagens natur ikke, når bevisbyrden påhviler styrelsen.

Som anført så er udgangspunktet, at venner ikke har et ønske om at begunstige hinanden, og at de følgelig ikke for anses for at befinde sig i et gavemiljø.

Konkrete omstændigheder kan imidlertid gøre, at der er grundlag for at fravige udgangspunktet.

Skattestyrelsen har imidlertid ikke påvist, at der skulle foreligge sådanne omstændigheder.

Og sagens omstændigheder taler snarere til støtte for, at det forholder sig modsat ved, at afdøde bestemt ikke har haft et ønske om at begunstige [person5].

Afdøde har ved sine testamentariske dispositioner, der er foretaget én uge før hævningen af de kr. 300.000,00, tilkendegivet, at hun på ingen måde havde et ønske om at begunstige [person5].

[person5] var beviseligt ikke betænkt i testamentet. Den eneste, der var betænkt var afdødes steddatter.

Skattestyrelsens har til støtte for sin afgørelse henvist til den byretsdom, der er offentliggjort som SKM 2016.414. Omstændighederne i de to sager er imidlertid væsentligt forskellige.

I byretssagen var der tale om, at afdødes søn havde hævet pengene. Og afdøde havde ved sine testamentariske dispositioner klart tilkendegivet et ønske om at ville begunstigelse sønnen, og at det i øvrigt skulle ske på den anden (tvangs)arvings bekostning.

I den foreliggende sag har [person5] – ligesom i byretssagen - hævet pengene. Men her hører lighederne op. Hun er på ingen måde blevet begunstiget ved afdødes testamentariske dispositioner. Hun er slet ikke blevet gjort til arving efter afdøde.

Det bærende for bevisresultatet i byretsdommen var det forhold, at afdødes søn havde foretaget hævningerne i samspil med, at afdøde beviseligt havde et ønske om at begunstige ham på den anden arvings bekostning.

Det forhold, at det var sønnen, der havde hævet pengene, var således ikke tilstrækkeligt til, at det bevismæssigt kunne lægges til grund, at han ligeledes havde modtaget de penge, der var blevet hævet, som en gave.

Det gøres sammenfattende gældende, at det samme gælder i den foreliggende sag. Den omstændighed, at det er [person5], der har afhentet pengene i banken på vegne afdøde gør ikke, at der gælder en formodning for, at hun har beholdt dem. Det er derfor Skattestyrelsen, der skal løfte bevisbyrden for, at hun har modtaget pengene som en gave, hvilket ikke er sket.

Forhøjelsen af [person5]s skatteansættelse er sket med urette.

Det bemærkes afslutningsvist, at der ved sagens (bevis)bedømmelse bør henses til, at [person5] den 5. juli 2018 under strengt strafansvar for Skifteretten i [by4] forklarede, at hun har afleveret pengene til afdøde. Der bør ligeledes henses til, at Skattestyrelsen ikke har rette henvendelse til veninden, [person2], med henblik på at få verificeret dette. Det må derfor antages, at Skattestyrelsen har lagt til grund, at veninden støtter op om [person5]s forklaring.

For så vidt angår Skattestyrelsens pligt til at rette henvendelse til potentielle vidner, henviser jeg til FOB 2018.31 pkt. 3.2, jf. ovenfor.

(...)”

Klageren har, henholdsvis den 19. og 21 februar 2020, fremsendt supplerende bemærkninger til sagen, hvor følgende fremgår:

”(...)

Jeg skal hermed fremkomme med mine bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse i sagen, der er dateret 11. februar 2020.

Jeg forstår Skattestyrelsens udtalelse således, at der i sagen er enighed om, at venner i almindelighed ikke befinder sig i et gavemiljø.

Der gælder følgelig en formodning for, at afdøde ikke økonomisk har villet begunstige [person5].

Formodningen bestyrkes af, at hun heller ikke er blevet tilgodeset testamentarisk.

Skattestyrelsen bemærkning om, at ”det må anses for åbenbart, at [person5] er mere end en god veninde” er helt udokumenteret og harmonerer vanskeligt med afdødes testamentariske dispositioner.

Der kræves under disse omstændigheder et sikret bevis for at afkræfte denne formodning, der gælder i sagen. Det bevis er ikke ført.

Skattestyrelsens synspunkt i sagen støttes tilsyneladende alene på, at det er [person5], der har hentet pengene i banken.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor parterne ikke befinder sig i et gavemiljø, er det åbenlyst ikke i sig selv tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen.

Og slet ikke, når der er et vidne, [person2], der har bekræftet, at pengene blev afleveret til afdøde.

Det bemærkes, at Skattestyrelsen ikke har gjort sig den ulejlighed at kontakte [person2]. Hendes forklaring må derfor kunne lægges til grund.

For så vidt angår Skattestyrelsen bemærkninger om [person2]s troværdighed/uvildighed, så er disse ligeledes helt udokumenterede.

Det er i sagens natur intet usædvanligt i, at [person5] og [person2] ikke har overværet afdøde udfærdig fuldmagten samtidig med, at sidstnævnte har skrevet til vitterlighed.

Afdøde havde udfærdiget fuldmagten på forhånd og underskrevet den foran dem. Under alle omstændigheder har politiets undersøgelser i sagen vist, at det er afdøde, der har underskrevet fuldmagten.

Jeg har derfor mere end vanskeligt ved at se, hvilken interesse [person2] skulle have i forklare, som hun har gjort, i strid sandheden.

Jeg kan afslutningsvis oplyse, at boet efter afdøde nu er afsluttet. Arvingerne har derved forudsætningsvist anerkendt, at pengene blev afleveret til afdøde.

(...)”

Samt

”(...)

Jeg har nu fra Skattestyrelsen modtaget sagens akter. Disse giver anledning nedenstående supplerende bemærkninger i sagen.

I Skattestyrelsens sagsnotat hedder det det på side 1 blandt andet:

” Det bemærkes, at i dagene før og efter hævningen af de 300.000 kr. er der hævet kontanter i pengeautomater i henholdsvis [adresse2], [by2] og [by3].

Af nedenstående udskrift fra retsbogen fremgår det blandt andet skatteyder ikke havde kendskab til de kontante hævninger der er foretaget, hvorfor det er sagsbehandlerens opfattelse, at det således må være afdøde selv der har foretaget disse hævninger.”

I Skattestyrelsens afgørelse hedder det på side 2, 3. sidste afsnit:

” Skattestyrelsen finder det besynderligt, at afdøde ikke selv har hentet de 300.000 kr. i [finans1], [adresse2], da der i dagene for og efter hævningen af de 300.000 kr., er foretaget hævninger af kontanter i henholdsvis [adresse2], [by2] og [by3].”

I Skattestyrelsens udtalelse i sagen hedder det på side 1 blandt andet:

” Det synes også at stride mod det faktum, at afdøde selv har hævet kontanter i [adresse2], [by2] og [by3], både før og efter hævningen af de 300.000 kr. H skulle afdøde bede [person5] om at hente ”at hente” de 300.000 kr., når hun alligevel er i banken for at hæve kontanter.”

Det står mig uklart på hvilket grundlag Skattestyrelsen er gået fra, at det var sagsbehandlerens opfattelse til, at det er et faktum, at det er afdøde selv, der har foretaget de pågældende kontanthævninger i pengeautomater.

Det er min opfattelse, at det ikke er væsentligt for sagen, hvem der har foretaget de pågældende hævninger. Men det er helt udokumenteret, at de skulle være foretaget af afdøde.

(...)”

Klageren har følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

”(...)

Jeg skal hermed fremkomme med mine bemærkninger til Skatteankestyrelsens

sagsfremstilling og forslag til sagens afgørelse.

Som anført i min klage af 27. januar 2020 beror udfaldet af en sag som den foreliggende på en konkret bevismæssig vurdering. Det er derfor helt afgørende at få placeret bevisbyrden.

BEVISBYRDEN

Jeg har forstået Skattestyrelsens indlæg af 11. februar 2020 således, at styrelsen er enig i, at det er styrelsen, der har bevisbyrden for, at [person5] har beholdt de kr. 300.000,00, som hun hævede for afdøde.

Det er derfor styrelsen, der bærer risikoen, hvis det ikke er muligt at tilvejebringe tilstrækkelige oplysninger til med sikkerhed at fastslå, hvad faktum i sagen er.

SKATTEANKESTYRELSENS SAGSFREMSTILLING OG FORSLAG TIL AFGØRELSE

I Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse anføres det blandt andet (side 11 in fine):

”Det følger af praksis, at der ved en vurdering lægges vægt på, hvorvidt forklaringer om baggrunden for hævninger kan bestyrkes af objektive omstændigheder med henvisning til Østre Landsrets dom afsagt den 29. april, 2013, SKM2013.389.ØLR samt Byrettens dom af 7. april 2016, SKM2016.414.BR.”

2013-dommen

I dommen, som er offentliggjort på Skattestyrelsens hjemmeside som SKM 2013.389 (herefter 2013-dommen), var der tale om en skatteyder, der i kontanter havde omvekslet danske kroner til € 12.000,00.

Skatteyderen hævdede, at han havde gjort det for sin bror og svigerinde. Skattemyndighederne bestred ikke, at pengene hidrørte fra broderen. Det var imidlertid opfattelsen, at der var tale om en gave, fordi det hverken var dokumenteret, at omvekslingen var sket for broderen, eller at pengene

efterfølgende var givet tilbage til denne.

I Landsskatterettens afgørelse hedder det:

Det fremgår af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, at som skattepligtig indkomst betragtes bl.a. modtagne gaver.

Landsskatteretten finder, at der er usikkerhed om det faktiske hændelsesforløb med hensyn til klagerens veksling af 90.848 kr. Det lægges imidlertid til grund - som forklaret af klageren - at han har modtaget beløbet fra sin broder.

Landsskatteretten finder, at det ikke er tilstrækkelig dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren har vekslet beløbet for sin broder, ligesom det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren efterfølgende har overdraget det til euro vekslede beløb til sin broder.

Landsskatteretten finder herefter, at det beløb på 90.848 kr., som klageren har vekslet til euro, må anses for en skattepligtig gave fra klagerens broder, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

Landsskatteretten fandt således dels, at det ikke var dokumenteret, at skatteyderen havde omvekslet pengene for sin bror henholdsvis de efterfølgende var givet tilbage til broderen.

Skatteyderen indbragte Landsskatterettens afgørelse for domstolene. I byrettens dom, som landsretten stadfæstede i henhold til byrettens begrundelse, hedder det:

Sagsøger (herefter skatteyderen), dennes bror, vidnet [person9] og hans ægtefælle har afgivet skiftende og indbyrdes modstridende forklaringer om, hvorledes hævningerne fandt sted. Først under hovedforhandlingen har sagsøger bestridt, at han har forklaret som anført af SKAT.

Skatteyderens forklaring om baggrunden for hævningerne er ikke bestyrket af objektive omstændigheder.

Skatteyderen har herefter ikke løftet bevisbyrden for eller sandsynliggjort, at pengene, som hans bror ubestridt overlod til ham, ikke var en gave til sagsøger fra dennes bror og hans ægtefælle. På denne baggrund frifindes sagsøgte.

Østre Landsrets bevisresultat er ikke alene begrundet med, at skatteyderens forklaring om baggrunden for hævningerne ikke var bestyrket af objektive omstændigheder.

Bevisresultatet er kombinationen af skiftende forklaringer og fraværet af objektive omstændigheder, der støttede op om skatteyderens forklaring.

2016-dommen

I dommen, som er offentliggjort på Skattestyrelsens hjemmeside som SKM 2016.414 (herefter 2016-dommen), er bevisresultatet heller ikke alene begrundet i fraværet af objektive beviser.

Det bærende for bevisresultat syntes derimod at have været den omstændighed, at sønnen og moderen ikke bare befandt sig i et gavemiljø. Moderen havde et udtalt ønske om at ville begunstige sønnen.

I sagen var omstændighederne, at sønnen havde hævet kr. 2.100.000,00 på sin mors bankkonto i løbet af en uge i oktober 2010 og kr. 510.000,00 i løbet af en uge i august 2012. Moderen afgik ved døden i juni 2013.

I rettens begrundelse anføres det, at der ved bedømmelsen af, hvorvidt beløbene reelt var blevet givet til sønnen, skulle henses til,

De anførte momenter går igen i den foreliggende sag, og udgør Skatteankestyrelsens begrundelse for at stadfæste Skattestyrelsens afgørelse.

I 2016-dommen var de pågældende momenter imidlertid ikke tilstrækkelige til i sig selv at kunne bære byrettens bevisresultat.

Skatteankestyrelsens bevisbedømmelse i den foreliggende sag afviger derved væsentligt fra 2016-dommen i skattemyndighedernes favør.

I 2016-dommen hedder det således i forlængelse af opremsningen af ovennævnte momenter:

”På den baggrund, og på baggrund af den nære relation mellem sønnen og sin mor, navnlig hendes ved flere lejligheder tilkendegivne ønske om at tilgodese sønnen på bekostning af sin søster, er der en sådan formodning om, at beløbene er tilgået ham som gave. (min understregning)

Hvorvidt beløbene, eventuelt kortvarigt, måtte have været i moderens besiddelse, kan ikke i sig selv føre til, at formodningen om, at sønnen har modtaget beløbene som gave, af den grund kan anses for afkræftet.

Af den grund påhviler det sønnen at godtgøre, at beløbene er tilgået moderen, og i givet fald at dette ikke er sket under omstændigheder, hvor de efterfølgende er tilgået ham på ny.

Efter en samlet vurdering har sønnen ikke alene efter sin forklaring, hvilken ikke understøttes af de i øvrigt foreliggende oplysninger som anført ovenfor, godtgjort, at beløbene ikke, hverken direkte eller efter at være overgivet til sin mor, er tilgået ham. At sønnen ikke i den efterfølgende periode har haft et ekstraordinært forbrug kan ikke, når det sammenholdes med moderens udtalte ønske om at begunstige ham, føre til et andet resultat.” (min understregning)

Det bærende for byrettens bevisresultatet syntes således at have været den omstændighed, at sønnen og moderen ikke bare befandt sig i et gavemiljø.

Moderen havde derudover et udtalt ønske om at begunstige sønnen på den anden (tvangs)arvings bekostning.

Forskelle

Der synes i den foreliggende sag at være enighed om, at [person5] og afdøde ikke befandt sig i et gavemiljø.

Den foreliggende sag adskiller sig på dette punkt afgørende fra 2013- og 2016-dommene.

Den adskiller sig ligeledes ved, at i 2016-dommen stod sønnens forklaring om at han havde afleveret pengene til moderen alene. [person5]s forklaring står ikke alene i denne sag. Den er bekræftet af [person2].

Det er i sagen ubestridt, at [person5]s forbrug- og indkøbsmønstre før/efter hævningen i december 2017 har været uforandrede. Det samme gjorde sig gældende i 2016-dommen, hvor det imidlertid ikke kunne begrunde, at hævningerne ikke skulle anset for at være tilgået sønnen.

Byrettens begrundelse herfor var imidlertid den omstændighed, at moderen havde et udtalt ønske om at ville begunstige sønnen.

Det er i sagen ikke gjort gældende – og det ville i øvrigt have været udokumenteret - at afdøde skulle have haft et udtalt ønske om at ville begunstige [person5]. Det må derfor kunne lægges til grund, at det ikke er tilfældet. Det er derudover beviseligt, at hun heller ikke er blevet tilgodeset i afdødes testamente.

AFSLUTNINGSVIS

Det bemærkes afslutningsvis, at boet efter afdøde nu er afsluttet. Jeg vedhæfter boregnskabet.

[person5] har stedse forklaret, at hævningen, stor, kr. 300.000,00 ikke udgjorde en gave. Boet og arvingerne kunne derfor have rejst krav om, at hun skulle indbetale beløbet til boet, hvis det havde været opfattelsen, at pengene ikke var blevet afleveret til afdøde. Det er ikke sket, jf. boregnskabets side 3.

Det må derfor kunne lægges til grund, at bobehandleren og arvingerne ikke har anfægtet, at [person5] har afleveret pengene til afdøde.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Til den skattepligtige indkomst medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter, uafhængig om indtægterne stammer her fra landet eller fra udlandet. Den skattepligtige indkomst omfatter både engangsindtægter og løbende indtægter, ligesom indtægten kan være både i form af penge eller andre aktiver af økonomisk værdi. Det følger af statsskattelovens § 4.

Gavebegrebet er ikke entydigt i skatteretten, det er dog en ufravigelig betingelse for at behandle en ydelse som en gave, at der er tale om en hel eller delvis vederlagsfri formuefordel.

Gaver, herunder arveforskud er at henregne til den skattepligtige indkomst. Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Som undtagelse hertil er gaver, herunder arveforskud, der falder ind under boafgiftslovens afsnit II ikke at henregne som skattepligtig indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b. Fritaget for indkomstbeskatning er imidlertid kun gaver og arv til de af boafgiftslovens § 22 opregnede personer.

Det følger af praksis, at der ved en vurdering lægges vægt på, hvorvidt forklaringer om baggrunden for hævninger kan bestyrkes af objektive omstændigheder med henvisning til Østre Landsrets dom afsagt den 29. april, 2013, SKM2013.389.ØLR samt Byrettens dom af 7. april 2016, SKM2016.414.BR.

I denne sag har klageren tilkendegivet at have hævet de 300.000 kr. og har dermed været i besiddelse heraf. Der er ikke dokumentation for, at klageren har givet de 300.000 kr. til [person1].

Der foreligger ikke objektive oplysninger om, at [person1] før sin død havde et større forbrug, investerede eller donerede til velgørende organisationer. Dermed ses der ikke holdepunkter for, at afdøde havde behov for at være i besiddelse af 300.000 kr. halvanden måned før sin død.

Det fremgår, at [person1] via testamente, og kort før hævningen af de 300.000 kr., aktivt har begunstiget sin steddatter, til fordel for sin biologiske datter, der alene skulle modtage tvangsarven. Både forud for og efter hævningen på de 300.000 kr., har der været hævet penge på [person1]s konto fra en hæveautomat. Klageren har hertil oplyst, at det ikke er hende, da hun aldrig har haft [person1]s hævekort eller kode. Endvidere fremgår det, at [person1] og klager var nære veninder, hvilket ses ved, at de har taget på ferier sammen, at klager har fulgt [person1] til konsultationer på sygehus og hos læge i forbindelse med hendes kritiske sygdom og ikke mindst ved, at [person1] gav klageren fuldmagt til at hæve 300.000 kr.

Ved en konkret vurdering finder Landsskatteretten, at det omhandlende beløb på 300.000 kr. er at anse for en gave fra afdøde.

Der lægges herved vægt på omstændighederne omkring hævningen, hvor Landsskatteretten finder det usædvanligt, at [person1] anmoder klageren om at hæve et beløb af en størrelsesorden på 300.000 kr., kort før sin død, når klageren ikke tidligere har foretaget hævninger for hende. Endvidere finder Landsskatteretten det særligt usædvanligt, at klageren i den situation ikke har sikret sig dokumentation for, at hun har afleveret pengene til [person1], ligesom det anses usædvanligt, at klageren ikke har spurgt [person1] om, hvad pengene skulle bruges til, henset til beløbets størrelse og henset til deres nære relation. Landsskatteretten finder på den baggrund, at klagerens forklaring ikke kan lægges til grund, da den ikke er bestyrket af objektive kendsgerninger om beløbets overdragelse til [person1] og, at pengene ikke er registreret hos afdøde.

Klageren er som veninde til [person1] ikke omfattet af personkredsen i boafgiftslovens § 22, hvormed Landsskatteretten finder, at det omhandlende beløb på 300.000 kr. ikke er fritaget for indkomstbeskatning jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Landsskatteretten tiltræder, at forhøjelsen er foretaget rettidigt, idet den manglende selvangivelse af beløbet må anses for groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ligesom 6-måneders fristen i stk. 2 er iagttaget.

Landsskatteretten stadfæster hermed Skattestyrelsens afgørelse.