Kendelse af 21-08-2020 - indlagt i TaxCons database den 12-09-2020

Faktiske oplysninger

Klageren har ført en erstatningssag vedrørende usaglig afskedigelse af hans afdøde ægtefælle. Ægtefællen døde i 2015 og klageren sidder i uskiftet bo.

Ægtefællen blev den 21. maj 2014 afskediget fra hendes fleksjob hos [virksomhed1].

Det fremgår af afgørelsen fra Retten i [by1], at klageren led af fybromyalgi og døjede med daglige smerter pga. sygdommen. Herudover fremgår det af sagens oplysninger, at klageren fik konstateret uhelbredeligt kræft i marts 2014, men at hun stadig ønskede at blive på arbejdspladsen.

Sagen omhandlede overordnet, hvorvidt klagerens ægtefælle var berettiget til, at få sin sag om godtgørelse for usaglig afskedigelse prøvet ved de civile domstole, samt at sagsøgte dømmes til at betale en godtgørelse på 181.200 kr. for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Sagen blev afvist af retten i [by1] med begrundelsen:

”Henset til at spørgsmålet om overtrædelse af forskelsbehandlingsloven således har været behandlet fagretligt, og det ikke er godtgjort, at HK har opgivet at føre den påbegyndte sag til afslutning fagretligt, er der ikke adgang til at få prøvet kravet ved de civile domstole, hvorefter [by2] Kommunes påstand om afvisning tages til følge. ”

Klageren har fremlagt en række fakturaer udstedt i perioden fra 2. oktober 2014 til og med 17. december 2015, som er afholdt i forbindelse med sagen. Det fremgår af disse at omkostningerne udgjorde samlet 90.339 kr., og at sagen vedrørte en ”tvist med tidligere arbejdsgiver ang. godtgørelse for usaglig afskedigelse”.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til advokatudgifter.

Skattestyrelsen har som begrundelse herfor anført:

”Som vi har forstået af sagen, ud fra det foreliggende materiale og dine redegørelser, handlede den ikke om tilgodehavende lønkrav, men alene om uberettiget afskedigelse.

Såfremt i havde modtaget godtgørelse for uberettiget afskedigelse, ville der være tale om erstatning i forhold til indkomstgrundlaget og dermed skattefrit og der ville ikke være fradrag for omkostninger.

Hvis der modsat havde været tale om tilgodehavende lønkrav havde beløbet været skattepligtigt og omkostninger i den forbindelse være fradragsberettiget.

Derudover har retten afgjort at der ikke var tale om nogen af delene.

Det er derfor fortsat vores opfattelse at der ikke er hjemmel til fradrag jævnfør statsskatteloven § 6. ”

Skattestyrelsen har i forbindelse med høring af klagen, udtalt følgende:

”Vi har vurderet at en eventuel erstatning for uberettiget afskedigelse vedrører indkomstgrundlaget og ikke den løbende indtægt. Erstatningen ville som udgangspunkt derfor være skattefri og omkostningerne (advokat) ved sagen førelse derfor ikke være fradragsberettigede. Vi har dog ikke anden viden om sagen end at der er en arbejdsretssag om uberettiget afskedigelse.

Yderligere fremgår det af sagens afgørelse at sagsøgers (skatteyders) påstand er afvist / ubegrundet hvorfor erstatning ikke kunne komme på tale. Der har derfor ikke været grundlag for at fordele sagens omkostninger. ”

Skattestyrelsen har ved erklæringsbrevet udtalt følgende:

”Skattestyrelsen har vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger, og er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Det er således fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke kan godkendes fradrag for advokatomkostninger.

Landsskatteretten fandt i en kendelse i SKM2001.473.LSR, at udgifter til advokatbistand kan fratrækkes, hvis bistanden vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det er selve kravets natur, der er afgørende.

Kravet i retssagen i den foreliggende sag vedrører en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven og godtgørelse for usaglig afskedigelsen. Godtgørelsen vedrører således indkomstgrundlaget og ikke den løbende indkomsterhvervelse og udgifterne til advokatomkostninger kan derfor ikke fratrækkes.

Den omstændighed, at godtgørelsen ville have været skattepligtig, hvis klager havde fået medhold, medfører ikke at klager kan opnå fradrag for advokatudgifter. ”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der er grundlag for fradrag for klagerens afholdte advokatudgifter.

Til støtte for sin påstand har klageren gjort følgende gældende:

”Sagen angår fradrag for advokatudgifter til en retssag, der angik godtgørelse for direkte forskelsbehandling efter forskelsbehandlingslovens § 2 jf. § 7 der ydes i forbindelse med fratræden af stilling.

Før sagens anlæg kunne sådan en godtgørelse udbetales skattefrit til den fratrådte medarbejder.

I begrundelsen for afslag på fradraget anfører Skattestyrelsen, at godtgørelsen ville have været skattefri.

Men da denne sag blev anlagt ultimo 2014 var praksis ændret, hvilket betød, at godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven skattemæssigt skal behandles som en fratrædelsesgodtgørelse, der beskattes i medfør af LL § 7 U. Se SKM2014.354.SR .

Den Juridiske Vejledning oplyser om Godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven

Godtgørelser for direkte forskelsbehandling efter forskelsbehandlingslovens § 2 jf. § 7 der ydes i forbindelse med fratræden af stilling, skal skattemæssigt behandles som en fratrædelsesgodtgørelse, der beskattes i medfør af LL § 7 U. Se SKM2014.354.SR.

Dvs. godtgørelsen er skattepligtig.

Med SKM2014.354.SR revurderede Skatterådet sin opfattelse af den skattemæssige behandling af sådanne godtgørelser, idet Skatterådet tidligere havde truffet afgørelse om, at sådanne godtgørelser var skattefrie jf. SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR.

Af SKM2014.354.SR fremgår således at forholdene i denne sag kunne sidestilles med de forhold, der forelå i Skatterådets afgørelser i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, ligesom det fremgår, at det er Skatterådets opfattelse, at afgørelserne i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR ikke kan anses for udtryk for den korrekte retstilstand i forhold til den skattemæssige behandling af tilsvarende godtgørelser efter forskelsbehandlingslovens § 7.

SKM2014.354.SR er derfor udtryk for en ændring af praksis, da retsanvendelsen i SKM2014.354.SR sættes i stedet for retsanvendelsen i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR. Da ændringen medførte, at sådanne godtgørelser skal beskattes, var der tale om en skærpelse af praksis der skal varsles, hvilket skete med styresignalet offentliggjort som SKM2014.801.SKAT. SKM2014.354.SR blev påklaget til Landsskatteretten. Da skærpelsen af praksis jf. SKM2014.801.SKAT alene kunne ske med fremadrettet virkning, traf Landsskatteretten afgørelse om, at godtgørelsen, af denne årsag, var skattefri. Se SKM2015.285.LSR.

Den skærpede praksis har således virkning for de godtgørelser for direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 jf. § 7 der ydes i forbindelse med fratræden af stilling, der erhverves endelig ret til den 12. december 2014 eller senere.

Skatteyderen erhvervede først endelig ret, da dommen blev afsagt, dvs. beløbet ville blive skattepligtigt og dermed udløse ret til fradrag for advokatomkostningen.

Endvidere skal der ske fuldt fradrag for advokatudgifter, selvom der er et mindre skattefrit grundbeløb, jf. SKM2019.466.LSR. ”

Klagerens repræsentanten har den 27. februar 2020 udtalt følgende i forbindelse med sagsfremstillingen:

”Jeg vil gerne have sagen behandlet af Landsskatteretten og anmoder om et personligt møde samt

tilkendelse af advokatomkostninger.

Lønmodtagere kan fratrække udgifter til advokatbistand, hvis bistanden vedrører erhvervelse af

indtægter, der skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Det må lægges til grund, at de af klager

omtalte afgørelser fastslår, at indkomsten ville have været skattepligtig og må sidestilles med andre

skattepligtige godtgørelseskrav, opstået i forbindelse med en afskedigelse.

Fsva. de omtalte afgørelser ændrer de ikke ved dette synspunkt:

SKM2019.466

Klager blev anset for berettiget til skattemæssigt fradrag efter statsskattelovens § 6 a for udgifter til

førelse af en retssag om, hvorvidt hun var bortvist med rette. Landsskatteretten lagde vægt på, at

retssagen vedrørte indtægter, der trådte i stedet for løn, og som skulle medregnes ved

indkomstopgørelsen. Udgifterne omfattede bistand til egen advokat, pålagte sagsomkostninger og

vidnegodtgørelse. Det forhold, at en del af beskatningen i givet fald skulle ske efter ligningslovens

§ 7 U, og at hun i øvrigt havde tabt retssagen, kunne ikke føre til et andet resultat.

SKM2006.383.LSR

Sagens oplysninger

Klageren fik i indkomståret 2002 udbetalt en menerstatning og erstatning for erhvervsevnetab.

Erstatningerne vedrørte en ulykke, som skete i 1992. Erstatning kom først til udbetaling i 2002, idet

klageren måtte føre en retssag for at få anerkendt sin ret til erstatning. Klageren har afholdt

173.638 kr. i advokatomkostninger vedrørende erstatningssagen.

Da erstatningen kom til udbetaling modtog klageren en skattepligtig forrentning af beløbet fra 1992,

som efter anmodning blev periodiseret over perioden 1992-2002 i medfør af ligningslovens § 5, stk.

6. Selve erstatningen er skattefri og udgør 50,7 % af det samlede beløb.

Klageren har anmodet skatteankenævnet om genoptagelse af skatteansættelsen med henblik på

at få fradrag for advokatudgifter i de skattepligtige renteindtægter.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har genoptaget klagerens skatteansættelse for indkomstårene 1992 -2002 inkl.

Skatteankenævnet har nægtet at godkende fradrag for advokatudgifter i henhold til

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, samt Lsr. 81.001 (journalnr. 1980-6-1062) af 30. september

1980, idet advokatudgifterne ikke relaterer sig til indkomsterhvervelsen. Renterne anses for et

accessorium til hovedkravet, hvorfor der ikke er fradrag for den del af advokatudgifterne, der

forholdsmæssigt kunne henføres til rentebeløbet.

SKM2003.439.LSR

Skatteankenævnets afgørelse

Det stedlige skatteankenævn har forhøjet klagerens personlige indkomst med 40.000 kr.

Skatteankenævnet har bl.a. henvist til, at advokatomkostningerne er afholdt for at erhverve et

fremtidigt indkomstgrundlag, hvorimod der ikke er tale om en fradragsberettiget driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, samt SKDM 1968.75. Der har ikke været nogen løbende

indkomsterhvervelse, udgiften kan siges at være afholdt i tilknytning til.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse. ”

Klagerens repræsentant har den 23. marts 2020 til erklæringsbrevet fra Skattestyrelsen udtalt følgende:

”Procesomkostninger og udgifter til advokat- og revisorbistand

Som almindelig regel kan anføres, at den skattemæssige behandling af advokatomkostninger

følger den skattemæssige behandling af sagens genstand, jf. f eks U 1942 395 H, U 1959 69 H

samt TfS 1989 673 (LSR). Sådanne bistandsudgifter er herefter fradragsberettigede, såfremt

bistanden vedrører skattepligtig indkomst eller fradragsberettigede udgifter.

Om fradragsret for omkostninger, der vedrører virksomhedens skattemæssige pligter, henvises til

artikel af Ole Bjørn i SpO 2001 206 ff.

En erhvervsdrivendes omkostninger til advokat vedr. en sag om virksomhedens indkomst, f.eks. et

spørgsmål om mangler ved leverede varer eller vedr. et spørgsmål om fortolkning af de ansattes

rettigheder vil være fradragsberettiget. Udgifter til advokatbistand vedr. erhvervelse af et

afskrivningsberettiget aktiv, eksempelvis en maskine, skal tillægges saldoværdien, og

advokatudgiften afskrives i samme takt som maskinen.

SKM 2014.85 (SR) Skatterådet finder, at tidligere arbejdsgiver har udsat omhandlede ansatte for

en krænkelse af betydelig grovhed ved at udøve direkte forskelsbehandling i strid med

forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1. De udgifter til betaling af godtgørelser, jf.

forskelsbehandlingslovens § 7, som arbejdsgiver herved har pådraget sig, kan efter Skatterådets

opfattelse ikke anses for et udslag af en normal driftsrisiko og er derfor ikke fradragsberettigede

som driftsudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. For så vidt angår spørgsmålet om,

hvorvidt de modtagne godtgørelser er skattepligtige for de tidligere ansatte, lægger Skatterådet

tilsvarende vægt på, at begrundelsen for udbetalingen af godtgørelserne er at kompensere for den

retsstridige krænkelse, som de tidligere ansatte har lidt ved at blive forskelsbehandlet efter den

nævnte bestemmelse i forskelsbehandlingsloven. Skatterådet finder derfor, at de udbetalte

godtgørelser til de tidligere ansatte er skattefri, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.

SKM2019.466.LSR Klager blev anset for berettiget til skattemæssigt fradrag efter statsskattelovens

§ 6 a for udgifter til førelse af en retssag om, hvorvidt hun var bortvist med rette. Landsskatteretten

lagde vægt på, at retssagen vedrørte indtægter, der trådte i stedet for løn, og som skulle

medregnes ved indkomstopgørelsen. Udgifterne omfattede bistand til egen advokat, pålagte

sagsomkostninger og vidnegodtgørelse. Det forhold, at en del af beskatningen i givet fald skulle

ske efter ligningslovens § 7 U, og at hun i øvrigt havde tabt retssagen, kunne ikke føre til et andet

resultat.

SKM2001.473.LSR

Landsskatteretten udtalte:

Udgifter til advokatbistand kan fradrages, såfremt bistanden vedrører erhvervelsen af indtægter,

som skal medregnes ved indkomstopgørelsen, eller afholdelsen af udgifter, som kan fradrages ved

indkomstopgørelsen, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Såfremt bistanden vedrører rene

formuedispositioner eller formuesfæren/indkomstkilden, kan udgifterne ikke fradrages.

Retten finder, at klagerens krav på 150.000 kr. vedrørende tilsidesættelse af opsigelsen på grund

af formelle mangler, således at afskedigelsen efter hans opfattelse var ugyldig, må anses for et

krav om en tort-lignende erstatning, der efter praksis ville være skattefri. Retten finder derfor, at

ingen del af advokatudgifterne vedrørende dette krav er fradragsberettiget. Retten finder derimod,

at klagerens krav på 29.999,37 kr. vedrørende merløn i tiden 1. juli 1990 – 30. september 1991 er

at anse for almindelig skattepligtig indkomst, hvorfor advokatudgifterne for så vidt angår dette

beløb må anses for at være fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6 a. Retten er

imidlertid enig med skatteankenævnet i, at advokatudgifterne i 1996 og 1998 udgør henholdsvis

123.217 kr. og 60.123 kr., eller i alt 183.340 kr., således at fradraget på 30.556 kr. må fordeles

forholdsmæssigt på disse år med henholdsvis 20.536 kr. og 10.020 kr.

De påklagede ansættelser for indkomstårene 1996 og 1998 nedsættes derfor med henholdsvis

20.536 kr. og 10.020 kr.

Det gøres gældende, at det hidtil gældende krav om, at der skal være samhørighed mellem

borgerens skattepligt og af beløbet og ret til fradrag for advokatomkostning medfører, at der bør

gives fradrag i denne situation - og at det ikke er berettiget at stille yderligere krav. ”

Landsskatteretten afgørelse

Udgifter, der er i årets løb, er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere fradrages udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 5.900 kr. (2017-niveau). Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20, jf. ligningslovens § 9, stk. 1.

Lønmodtagere kan fratrække udgifter til advokatbistand, hvis bistanden vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. f.eks. SKM2001.473.LSR, og som ikke vedrører grundlaget for indkomsterhvervelsen, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det afgørende i denne sammenhæng, er selve kravets natur, og ikke hvorvidt der er opnået medhold for kravet jf. SKM.2001.473 samt SKM2019.466.

Landsskatteretten har i kendelse af 29. august 2003, SKM2003.439.LSR, fastslået i en sag vedrørende forhøjelse af en førtidspension, at afholdte advokatomkostninger i den forbindelse var indkomstopgørelsen uvedkommende, idet de vedrørte selve grundlaget for indkomsterhvervelsen.

Det er således ikke afgørende i vurderingen af fradragsretten for de afholdte advokatudgifter, hvorvidt klageren er skattepligtig af godtgørelserne.

I nærværende sag er der afholdt udgifter til advokatbistand på i alt 90.339 kr. i indkomståret 2015. Kravet i retssagen vedrørte overtrædelse af forskelsbehandlingsloven og godtgørelse for usaglig afskedigelse. Godtgørelsen anses ikke at vedrøre den løbende indkomsterhvervelse men derimod selve indkomstgrundlaget.

Der kan således ikke godkendes fradrag for de afholdte advokatudgifter, jf. ligningslovens § 9 og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det forhold, at godtgørelsen ville være skattepligtig såfremt klageren havde fået medhold, ændrer ikke herved.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at afgørelsen i SKM2019.466, ikke ses at være sammenlignelig med denne sag. Der er herved henset til, at sagens påstande vedrørte løbende indkomsterhvervelser, mens påstanden i nærværende sag alene ses at vedrører selve indkomstgrundlaget.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelsen.