Kendelse af 21-08-2020 - indlagt i TaxCons database den 08-11-2020

Faktiske oplysninger

Klageren drev virksomheden [virksomhed1] v/ [person1] med CVR-nr. [...1] i personligt regi i perioden 10. januar 2012 til 31. december 2019. Virksomheden var i perioden registreret med branchekode 821100 Kombinerede administrationsydelser. Ifølge klageren blev virksomheden afmeldt, fordi det ikke længere var muligt at føre virksomheden tilbage til de overskud, der en gang var.

Klageren har tidligere drevet virksomheden [virksomhed2] under samme CVR-nr. i perioden 31. december 1983 og frem til 9. januar 2012, hvor der blev afsagt konkursdekret over klageren personligt. Virksomheden [virksomhed2] var registreret med branchekode 682040 Udlejning af erhvervsejendomme. Ifølge klagerens oplysninger bestod aktiviteterne i [virksomhed1] v/ [person1] i at føre ankesager for klageren personligt samt for [virksomhed3] A/S og datterselskaberne [virksomhed4] A/S og [person1] A/S.

Klageren har forklaret, at han i 2004 stoppede med at drive autoriseret bilhandel og gik på pension. Klagerens bank rådede i den forbindelse klageren til at investere i aktier. Klageren har oplyst, at denne investering medførte, at han tabte hele sin formue på over 50 millioner kroner, over en kort årrække frem til 2008, hvor finanskrisen var på sit højeste. Ankesagerne, der udspringer af formuetabet, har senest været ført i Højesteret, hvor der blev afsagt dom den 9. marts 2017. Klageren fik ikke medhold i de fremsatte erstatningskrav, men han fik medhold i, at banken ikke havde overholdt investorbeskyttelsesbekendtgørelsen. En anmodning om genoptagelse af sagen blev efterfølgende afvist af Højesteret den 4. juli 2017. Klageren har oplyst, at han efterfølgende har klaget over den danske stat til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, da han ikke mener, at det underliggende direktiv bag investorbeskyttelsesbekendtgørelsen er blevet korrekt implementeret i Danmark. Der er ifølge klageren endvidere fremsendt en klage til Menneskerettighedsdomstolen i Frankrig over den danske stats manglende/ mangelfulde implementering af EU-direktiverne, hvor der senest den 15. oktober 2019 er sendt nye oplysninger til domstolen.

Der er ifølge klageren anvendt et tidsforbrug, svarende til en omkostning der overstiger underskuddene i virksomheden, på at repræsentere selskaberne i ankesagerne. Klageren har endvidere oplyst, at der ikke er sket fakturering for udført arbejde vedrørende ankesagerne, da hans selskaber ikke har haft mulighed for at betale, og da han selv ikke ville kunne betale skatten heraf.

Der blev afsagt konkursdekret over klageren personligt samt [virksomhed3] A/S og [virksomhed4] A/S den 9. januar 2012. Der blev afsagt konkursdekret over [person1] A/S den 4. juni 2012. Selskaberne blev alle efterfølgende opløst efter konkurs den 22. februar 2016.

Klageren har oplyst, at han siden 2014 sideløbende med ankesagerne har drevet bogførings- og rådgivningsvirksomhed, der i 2016 talte et kundekartotek på et ejendomsselskab, to natklubber og tre restauranter. I 2017 havde klageren et kundekartotek på i alt otte virksomheder. Ifølge klageren er der blevet udført en del arbejde uden betaling herfor, for at tiltrække kunder. Klageren har endvidere oplyst, at hans datter var ansat til at foretage bogføringen, mens han selv stod for at rådgive kunderne omkring det at drive en virksomhed.

Klageren har modtaget pension ved siden af, at han har drevet virksomheden. Ifølge klageren er pensionen delvist blevet brugt til at finansiere underskuddene i virksomheden.

[Skatteankenævnet] har den 28. oktober 2019 truffet afgørelse om, at klagerens virksomhed i årene 2014 og 2015 ikke blev drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende. Følgende fremgår af skatteankenævnets afgørelse:

”[...]

Der er ved bedømmelsen lagt vægt på, at klageren i indkomstårene 2012-2018 har haft regnskabsmæssige underskud i virksomheden på mellem 100.000 – 300.000 kr. om året efter driftsøkonomiske afskrivninger og renter.

Selvom der gives en opstartsperiode på 1-2 år for de forskellige aktiviteter i virksomheden, var der på det foreliggende grundlag således ikke udsigt til, at virksomheden ville blive rentabel indenfor en kortere årrække og give en fortjeneste med plads til en rimelig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital, i de påklagede indkomstår.

Det forhold at klageren ikke har faktureret sine kunder, herunder egne selskaber, for udført arbejde, kan ikke føre til et andet resultat. Det skal hertil bemærkes, at transaktioner mellem interesseforbundne parter, skal ske i overensstemmelse med hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Det fremgår af ligningslovens § 2.

[...]”

Skatteankestyrelsen udsendte den 5. juli 2019 en sagsfremstilling og forslag til afgørelse vedrørende indkomstårene 2014 og 2015 til klageren, hvor der var vedlagt en vejledning omkring valget mellem skatteankenævn og Landsskatteretten. I brevet blev klageren gjort opmærksom på, at han inden den 15. august 2019 skulle give Skatteankestyrelsen besked, såfremt sagen ønskedes behandlet ved Landsskatteretten. Fristen var på grund af sommerferien længere end de i loven fastsatte 4 uger. Klageren benyttede sig ikke af denne mulighed, men anmodede den 10. juli 2019 om et møde ved skatteankenævnet.

På ankenævnsmødet den 10. oktober 2019 oplyste klageren overfor ankenævnets medlemmer, at såfremt klagerens fradragsret ikke kunne anerkendes som selvangivet, ønskede han sagen henvist til Landsskatteretten.

Skatteankenævnet har anført følgende i afgørelsen af 28. oktober 2019:

”[...]

Nævnet gør opmærksom på, at nævnets afgørelse ikke kan påklages til Landsskatteretten efterfølgende. I forbindelse med udsendelse af sagsfremstilling og forslag til afgørelse, har klageren mulighed for inden 4 uger at vælge, at Landsskatteretten skal behandle sagen, hvilket klageren ikke har gjort.

[...]”

Skatteankestyrelsen har i breve af 30. oktober 2019, 15. og 19. november 2019 gentaget overfor klageren, at der ikke var mulighed for at få behandlet klagen over indkomstårene 2014 og 2015 på ny ved Landsskatteretten. Klageren blev ved telefonsamtale den 2. december 2019 ligeledes vejledt herom.

Skattestyrelsen har i mails fremsendt til klageren henholdsvis den 11. og 20. november 2019 givet udtryk for, at klageren havde mulighed for at få behandlet indkomstårene 2014 og 2015 på ny ved Landsskatteretten.

Skattestyrelsen har ligeledes i den påklagede afgørelse af 26. november 2019 anført, at klageren havde mulighed for at få behandlet årene 2014-2018 samlet ved Landsskatteretten, såfremt han ønskede det. Skattestyrelsen har i deres høringssvar af 2. januar 2020 trukket denne udtalelse tilbage.

Skatteankestyrelsen har i breve af 14., 17., 20. og 24. januar 2020 gentaget over for klageren, at der ikke er mulighed for at få behandlet indkomstårene 2014 og 2015 ved Landsskatteretten og henvist til, at sagen kan indbringes for domstolene.

Resultater m.v.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at klageren har selvangivet følgende resultater af virksomheden [virksomhed1] v/ [person1] i perioden 2012-2018:

Klageren har fremlagt bogføring for årene 2012-2018. Bogføringen er inkl. moms. Følgende resultater fremgår af klagerens bogføring, når der ses bort fra momsen:

Klageren har oplyst, at der endnu ikke er udarbejdet bogføring for 2019, men at der fortsat er underskud.

Ifølge klageren vedrører lønudgiften i virksomheden kun klagerens datter, som udfører det arbejde, der faktureres for. Der er bogført følgende lønudgifter og lønrefusion under administrationsomkostningerne:

Biludgifterne indeholder afskrivninger med følgende beløb i årene 2012-2018. Beløbene er efter overførsel af 50 % til privat:

Klageren har fremlagt følgende oversigt over virksomheden [virksomhed2]s resultater i perioden 1990-2011:

Ifølge klageren stammer oplysningerne fra Skattestyrelsen.

Budgetter

Klageren har ikke udarbejdet budgetter for virksomheden.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for virksomhedsunderskud på 123.582 kr. for indkomståret 2016, 123.261 kr. for indkomståret 2017 og 113.432 kr. for indkomståret 2018, idet klageren ikke har drevet erhvervsmæssig virksomhed.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”[...]

Begrundelse:

Som du fik meddelelse om, ved min afgørelse af 3. juni 2016, kunne underskud for årene 2014, 2015 ikke godkendes. Og fremadrettet skulle der ikke længere medregnes underskud.

Der var ikke tale om drift af erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende.

Jf. der kun har været selvangivet underskud igennem mange år. Driften var ikke rentabel. Og havde ikke været det i mange år. Du har ikke fået løn af samme grund i 10 år for dit arbejde i virksomheden.

Det er et krav, at driften skal være rentabel. Den skal kunne dække en løn til indehaveren for årets arbejde, forrente kapitalen m.m. Når der kun medregnes underskud, er ingen af disse krav opfyldt.

Som det fremgik af den opstillede tabel i afgørelsen af 3/6 2016 (se neden for), havde du op til 2015 tabt i alt kr. 2.532.743 før egen løn ved at drive din enkeltmandsvirksomhed.

lncl. egen løn var tabet på kr. 3.382.743 (ud fra egen løn var sat til kr. 85.000 årligt).

Det var således ganske klart, at driften ikke var erhvervsmæssig, når kravene i den juridiske vejledning afsnit C.C.1.3.1 blev vurderet i denne sammenhæng. Holdt op i mod det selvangivne.

Drives der virksomhed igennem flere år, og der kun selvangives underskud, vil underskud ikke blive anerkendt. Underskud skal da bæres af ejeren selv.

En virksomhed, som er omfattet af C.C.1.3.1. - Nettoindkomstprincippet - kan ikke medregne underskud. SL § 4.

Opfølgning på tidligere år, jf. senest kendelse fra Skatteankenævnet:

I forbindelse med jeg modtog kendelsen fra Skatteankenævnetaf28/10 2019 for årene 2014, 2015 - hvor det var fastslået, at underskud ikke kunne anerkendes - var det, at jeg kiggede på årene 2016- 2018.

Havde du selvangivet i overensstemmelse med det oplyste. Det, som du fik besked om, ved afgørelsen af 3. juni 2016.

Dette ses ikke at være tilfældet, jf. du allerede selvangiver underskud igen for indkomståret 2016.

Du ses tillige, at have selvangivet underskud i efterfølgende år - 2017, 2018.

Det er ikke specielt heldigt gjort, jf. det ikke var i overensstemmelse med det, du fik oplyst i afgørelsen for årene 2014, 2015. Og som Skatteankenævnet også har givet medhold i.

Underskud skal ikke medregnes, og af mange grunde.

Nu er der trods dette selvangivet underskud for årene 2016, 2017 og 2018 med i alt kr. 360.275 før renter/egen løn.

Incl. egen løn er der tale om, et yderligere tab på kr. 615.275 for disse år. Tab, som skal lægges til de i forvejen store oparbejdede underskud, som fremgik af tabellen du fik tilsendt oprindeligt;

Tabel:

At der nu er tre år mere (2016-2018) med større underskud, gør ikke, at du kan fratrække disse. Det bekræfter blot, at der ikke skal medregnes underskud. Nu er der tabt i alt kr. 3.998.018 i perioden 2006-2018.

Driften har ikke skiftet karakter, eller blevet rentabel. Der er derfor intet nyt i forhold til det du allerede havde fået besked om ved afgørelsen af 3. juni 2016. Og kendelsen fra ankenævnet.

Underskuddene skulle derfor ikke være selvangivet.

Nu hvor de fejlagtigt har været selvangivet, skal de nulstilles.

Kommentarer til din indsigelser af 5/11 og 19/11:

Indledningsvis ses skrivelsen af 5/11 at gå på, at du ønsker at få prøvet sagen ved landsskatteretten. Og det var egentlig også hensigten for så vidt angik årene 2014, 2015 - som nu er afgjort af Skatteankenævnet.

Som jeg har oplyst skulle der ikke være nogen problemer hermed. Og det gælder også for de år, som allerede er afgjort (2014, 2015).

Som det fremgår af klageproceduren, vil en sag afgjort i ankenævnet normalt kunne påklages videre til næste instans (LSR). Det er blot at følge klagevejledningen, som fremgik af afgørelsen du modtog.

For så vidt angår årene 2016-2018, som der nu sendes afgørelse for, kan disse vælges prøvet i Landsskatteretten også. Og jeg mener også det kan ske, som første instans, hvis det ønskes. Landsskatteretten kan da tage stilling til alle 5 år, som nu er afgjort - årene 2014-2018.

For de gamle år 2014, 2015 kan jeg se du har sendt en skrivelse til Landsskatteretten. Jeg går derfor ud fra, at disse år allerede vil være noteret af retten. Og jeg vil høre nærmere derfra, når sagen kommer til udtalelse her. Og du kan anmode om at få årene 2016-2018 prøvet der også. Så har Landsskatteretten alle år, og kan tage stilling hertil samlet.

Dine indsigelser af ovennævnte datoer ses ikke, at ændre på vores vurdering af virksomheden for årene 2016-2018.

Som meddelt ses driften fortsat kun at give underskud, og der intet, som tyder på den har skriftet karakter.

Og det er netop det, som dommen du henviser til (SKM2017.353.LSR) ses at vise for virksomheden, som fik lov til at få medregnet underskud i de 3 år, som var taget op.

Grundet den nu viste overskud på driften de efterfølgende to år, blev den opfattet, som havende skiftet karakter (rentabel). En rimelig egen løn kunne udbetales i år 2, jf. der dér var et pænt stort overskud. Af disse grunde blev den accepteret, som værende erhvervsmæssig.

Imod sat fald var underskuddene blevet nægtet for årene 2010-2012.

I dit tilfælde er der blot tale om, at du nu har selvangivet ydereligere 3 års større underskud siden du fik kendelse på, at underskud ikke kunne medregnes for 2014, 2015.

Dommen du henviser til har derfor ikke nogen specielt relevans for sagen her. De er ikke sammenlignelige.

Du ses tillige at mene, at underskuddene skal ses i sammenhæng med dine selskaber (tidligere selskaber). Dette kan ikke lægges til grund. Udgangspunktet er jo under alle omstændigheder, at driften af enkeltmandsvirksomheden har givet underskud. Og ikke er rentabel.

Dette er det relevante skattemæssigt. Ikke på hvilken baggrund eller om det skal ses i sammenhæng med dine (tidligere) selskaber.

Drives der virksomhed, som kun er underskudsgivende, og ikke rentabel, kan den ikke i skattemæssig henseende anses, som erhvervsmæssigt drevet. Den skal da skrifte karakter, og vise en rentabilitet, som tillige kan anses, som værende stor nok til at kunne dække tidligere års store akkumulerede underskud etc.

Er dette ikke tilfældet, vil driften trods år med overskud fortsat være omfattet af Nettoindkomstprincippet. Jf. der i disse tilfælde skal medregnes overskud. At der er år med overskud gør ikke, at driften da automatisk anses, som erhvervsmæssig.

Det kræver at de øvrige krav samtidig kan anses, som opfyldt. Her der det ofte rentabilitet, som har den største vægt. At overskuddene skal være af en størrelse, som kan dække egen løn, og der også er plads til forrentning af tidligere års store underskud.

Er det ikke tilfældet, er vi fortsat i reglerne om Nettoindkomstprincippet.

Som det fremgik af dommen du henviste til, har år 2 " reddet " virksomheden, jf. der blev selvangivet et større overskud på kr. 194.373. Et overskud, som set ud fra den drift der generelt havde været i virksomheden, var af en størrelse, som gav mulighed for rimelig egen løn, samt forrentning af tidligere års underskud.

Var der f.eks. kun selv angivet et overskud på kr. 3.000 - kr. 45.000 i år 2, ville de tidligere års underskud, ikke være blevet anerkendt, jf. driften fortsat blot var omfattet af Nettoindkomstprincippet. Nu var der blot to år med overskud. Men driften ville fortsat ikke anses, som havende skiftet karakter, jf. overskud af disse størrelse ikke vil kunne dække en rimelig egen løn. Omvendt da der reelt blev selvangivet et overskud på kr. 194.373.

Bilag 1-3, som du har medsendt i din skrivelse af 5/11 ændrer derfor ikke noget. Bilag 1 er en opstilling af resultaterne for SKM dommen du henviser til. At dommen faldt ud, som den gjorde er anført oven for.

Bilag 2 er en oversigt for din enkeltmandsvirksomhed. Og den illustrerer ganske godt, at der ikke kan gives underskud, som allerede oplyst for gamle år.

Oversigten viser, at driften ses at have skriftet karakter engang i 2005, og efterfølgende har den kun været drevet med underskud. Som det klart fremgår af Nettoindkomstprincippet er drift af virksomhed med vedvarende underskud ikke at betragte, som erhvervsmæssig virksomhed.

Til din oversigt kan der nu lægges ydereligere 3 års underskud til, jf. oven for.

Modsat SKM dommen er der intet som tyder på, at din virksomhed har skiftet karakter.

Derfor kan der ikke medregnes underskud. Driften er ikke erhvervsmæssig, eller rentabel på nogen måde.

At du samtidig oplyser, at der "ikke" har været underskud, hvis der tages højde for at dine selskaber/skattepligtige indkomst i øvrigt, har dækket disse, gør ikke, at der ses anderledes herpå. Det er netop det, som også kendetegner Nettoindkomstprincippet.

At det, at man vælger, at drive virksomhed med underskud, og gennem mange år, netop kun sker fordi underskuddene dækkes ind af anden indkomst /indtægt.

Normalt ville en person lukke sin virksomhed ned hurtigst muligt, hvis den kun giver underskud gennem en flerårig periode. Vedkommende taber jo penge på at holde den i gang, og får ingen løn for sit arbejde i flere år.

Bilag 3 er en oversigt over hvad, der skulle være betalt i skatter af dine selskaber. Hvorfor det er oplyst vides ikke. Men det har ingen betydning for sagen. Dine selskaber skal ikke indgå i den selvstændige vurdering af din enkeltmandsvirksomhed.

Som oplyst vil anden indkomst normalt være diskvalificerende, jf. det er grunden til at der holdes liv i en underskudsforretning ofte. At underskuddene dækkes ind via denne.

Det ændre dog ikke på, at driften er omfattet af Nettoindkomstprincippet, jf. vejledningen der har været henvist til.

Her fremgår det klart, at der skal ses på om der haves anden indkomst, som anvendes til at dække underskuddene. Det er endnu et moment, som trækker i retning af ikke, at kunne fratrække underskud. Og hvorfor virksomheden ikke er lukket ned trods den kun giver tab.

Det er derfor fortsat vores vurdering, at der ikke kan fratrækkes underskud for din enkeltmandsvirksomhed. Den har været underskudsgivende gennem mange år, og der er intet, som viser den har skiftet karakter. Heller ikke i årene 2016-2018, jf. der igen er anført større underskud for driften.

[...]”

Skattestyrelsen er i udtalelse til klagen fremkommet med følgende bemærkninger:

”[...]

I klagers indsigelser af 3/12 2019 for årene 2016-2018, er der, som sådan, ikke noget nyt. Oplysninger, som vil gøre, at der skal ske anden stillingtagen til årene 2016-2018.

Klager anfører bl.a., at han mener underskuddene skal ses i sammenhæng med hans selskaber. At de har kunnet dække underskuddene ind, og dermed har der ikke været underskud, hvis det ses på den måde. Dette mener vi ikke er korrekt. De to ting, skal holdes adskilt.

Som anført i afgørelsen af 26/11 2019, er det netop kendetegnet for Nettoindkomstprincippet. At ved drift, som ikke kan karakteriseres, som rentabel, bliver underskud dækket ind af anden indkomst. Her oplyst af klager, som via hans selskaber.

En henvisning af klager - under punktet bilag 2 - i hans indsigelse af 3/12 2019 ændre heller ikke ved det af Skattestyrelsen anførte.

Her oplyser klager, at hvis der ses på årene 1990-2015 har der været en skattepligtig indkomst på kr. 14.976.521. Ens skattepligtige indkomst har ikke noget med om, underskud ved drift af virksomhed, kan anerkendes eller ikke.

Den skattepligtige indkomst opgøres af mange forskellige indkomstarter. Løn, udbytter, pensioner, over-/underskud af virksomhed, gaver, renter, kapitalgevinster, ligningsmæssige fradrag etc.

Men det har ingen betydning for vurderingen af om en enkeltmandsvirksomhed, er rentabel.

Her ses der udelukkende på denne alene. Og som det fremgår, har der kun været medregnet underskud siden 2006.

I den anledning kan det tillige oplyses, at det at måtte have drevet virksomhed (anden virksomhed tidligere) med overskud ikke ændre på afgørelsen om at underskud ikke kan anerkendes for årene 2014-2018.

Som det fremgår af Nettoindkomstprincippet ses der på virksomhedens rentabilitet, som udgangspunkt fra år til år.

At en virksomhed tidligere måtte have været rentabel, og drevet med overskud, gør ikke, at den vil blive betragtet, som erhvervsmæssig drevet i efterfølgende år, hvis kendetegnede herfor mangler.

Den vil da have skiftet karakter. Og skal nu vurderes anderledes, jf. omtalen af Nettoindkomstprincippet i vores juridiske vejledning.

Drift af virksomhed med vedvarende underskud, er ikke at betragte som erhvervsmæssig drift. Driften ses at have skriftet karakter engang tilbage i 2004/2005. Noget kunne tyde på, at det er en anden virksomhed, som drives fra 2006 og frem. Jf. Ankenævnets omtale af, at klager i 2004 valgte at gå på pension, og lukke sin bilhandel.

Det primære er dog fortsat (om det er samme eller anden virksomhed), at driften ikke har været rentabel siden 2006. Underskud kan derfor ikke længere anerkendes. Og er nægtet fra 2014 og frem.

Dommen, som klager henviser til, er omtalt i afgørelsen af 26/11 2019. Den kan ikke anvendes, som argument for, at der skal godkendes underskud. SKM2017.353.LSR.

Det omkring [finans1], og klagers omtale af konkurs af selskaber m.m., er der ikke kommenteret på. Det anses ikke at være relevant for vurderingen af klageres drift af enkeltmandsvirksomhed.

Afslutningsvis skal det anføres, at Skattestyrelsen har været for ”hurtig” til, at have oplyst, at de tabte år 2014, 2015 – som var taget op af Skatteankenævnet, som 1. instans – ikke blot kunne tages med videre til Landsskatteretten, som i tidligere år. Reglerne herfor er ændret.

Det er kun årene 2016-2018, som kan prøves der. At Landsskatteretten prøves som 1. instans.

[...]”

Skattestyrelsen har udtalt følgende efter Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse har været sendt i erklæring hos Skattestyrelsen:

”[...]

Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af sagen.

Indkomstårene 2014 og 2015

Klager kan således ikke få sin sag behandlet for Landsskatteretten, da klagers sag for indkomstårene 2014 og 2015 er afgjort af et skatteankenævn.

Afgørelser som er truffet af skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed med henvisning til skatteforvaltningslovens § 35f.

Det fremgår af lovens bemærkninger, at der således er tale om et etledsklagesystem, hvor disse administrative klageorganers afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Formålet er at sikre, at klagesager på skatteområdet kan klagebehandles ved én klageinstans.

Erhvervsmæssig virksomhed

Det er Skattestyrelsens opfattelse med henvisning til statsskattelovens § 6, litra a, at der ikke kan godkendes fradrag for underskud af virksomhed for indkomstårene 2016-2018.

Skattestyrelsen har i sin afgørelse lagt vægt på, at virksomheden for de påklagede år ikke er rentabel og ikke drevet erhvervsmæssigt. Det er Skattestyrelsens vurdering, at klagers virksomheden efter en samlet vurdering ikke anses for at være drevet med det formål at opnå et overskud.

Der er ved bedømmelsen lagt vægt på, at klageren i indkomstårene 2012-2018 har haft regnskabsmæssige underskud i virksomheden på mellem 100.000 – 300.000 kr. om året efter driftsøkonomiske afskrivninger og renter, ligesom indkomståret 2019 ifølge klageren vil udvise et underskud.

Selvom klageren har de fornødne faglige forudsætninger og driver virksomheden professionelt, tillægges det betydelig vægt, om virksomheden drives rentabelt og der er udsigt at til en rimelig fortjeneste i fremtiden. Der henvises til SKM2012.674.BR, hvor byretten netop nået frem til at rentabilitet tillægges stor vægt.

Da Skattestyrelsen ikke anser klagers virksomhed for en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende, kan der ikke godkendes fradrag for underskud for indkomstårene 2016-2018.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at han er berettiget til fradrag for virksomhedsunderskud på 123.582 kr. for indkomståret 2016, 123.261 kr. for indkomståret 2017 og 113.432 kr. for indkomståret 2018. Klageren har endvidere nedlagt påstand om, at indkomstårene 2014-2015 skal behandles på ny af Landsskatteretten, sammen med de påklagede indkomstår 2016-2018.

Klageren har som begrundelse for påstandene anført følgende i klagen af 3. december 2019:

”[...]

Jeg har den 26. november 2019, modtaget Skattestyrelsens brev hvori mine indkomster for årene 2016, 2017 og 2018 ændres ved forhøjelse som følge af nægtet fradrag for tab, opstået i min virksomhed.

Indbringelsen til Landsskatteretten sker med henvisning til Skatteforvaltningslovens § 34b, stk. 3, 2) og 3) samt § 21, stk. 4, nr. 2 - hertil, at tilsvarende sag er behandlet af Landsskatteretten, und er SKM 2017.353. LSR, med sagsnummer 14-1267742.

Indledningsvis vil jeg orientere om, at jeg har anmodet om Skatteankestyrelsens tilladelse til, at en til svarende sag for årene 2014 - 2015 tillades forelagt Landsskatteretten, idet det alene har været min retlige vildfarelse, at dette ikke skete alle rede i juli måned 2019, og derfor - fejlagtigt - er blevet behandlet ved et lokalt skatteankenævn.

Skatteankestyrelsen har afvist, at tillade denne sag forelagt Landsskatteretten, jeg agter derfor, at indbringe sagen ved Retten i [by1], med anmodning om, at rettens behandling af sagen udsættes indtil der af Landsskatteretten er truffet afgørelse i nærværende sag for årene 2016, 2017 og 2018.

Af Skattestyrelsen brev af 26. november 2019, fremgår det på side 3, at årene 2014 og 2015, sammen med årene 2016, 2017 og 2018, kan indbringes for Landsskatteretten - Det anføres videre i brevet, at Landsskatteretten derved kan tage stilling til alle de 5 år 2014 - 2018, på en gang. Derved er det ikke nødvendigt at stævne Skatteministeriet ved Retten i [by1], som reelt er spild af tid og kræfter.

Dette er netop mit ønske, så jeg anmoder venligst om Skatteankestyrelsens bekræftelse herpå.

Til de forskellige bemærkninger i sagen, vil jeg give udtryk for, at jeg på ingen måde har afgivet forkerte oplysninger, eller har manipuleret med tal, idet alt materiale fra mig er afgivet ud fra mit ønske om redelighed i enhver henseende, hvilket - desværre - også er årsagen til den situation jeg er kommet i, fordi, som jeg tidligere har oplyst, er det min datter ([person2]) der er på mit kontor og eneste lønudgift samt den der udfører det arbejde der faktureres for.

Dette forhold er også opstået fordi min datter sammen med mig igennem mange år har arbejdet med i mine selskaber der var ret aktive, og drejer sig om,

[person1], P.nr. [...],

[virksomhed3] A/S SE-nr. [...2],

[virksomhed4] A/S SE-nr. [...3],

[person1] A/S SE-nr. [...4].

Det er min opfattelse, at mine skatteforhold overordnet set, skal ske i en sammen hæng med selskabernes skatteforhold, idet der ikke er sket betalinger som løn f.eks. fra selskaberne til mig, men alene som et beløb " en gang imellem " til dækning af mine omkostninger samt privatforbrug.

Herunder det meget omfattende administrative arbejde, som har været forbundet med retssager efter en samlet konkurs i 2012, opstået som en følge af ekstrem dårlig og ulovlig rådgivning fra [finans1] A/S's investeringsrådgivere.

Sidstnævnte forhold har givet anledning til meget betydelig aktivitet bl.a. ved anmodning om fri proces hos Civilstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, samt klager til EU-Kommissionen For De Europæiske Fællesskaber og Menneskerettighedsdomstolen samt korrespondance med Finanstilsynet, førte retssager ved Østre Landsret i 3 år samt ved Højesteret i 10 år, - forhold der fortsat behandles og som derfor endnu ikke er afsluttet.

Det er korrekt at der jf. Bilag 2,har været "underskud" gennem årene (2006 - 2013), men det er i realiteten alligevel ikkekorrekt, idet der bl.a. er indtægtsført honorar fra mine selskaber til udligning af disse "underskud" som også dels er finansieret ved hjælp af mine beskattede pensionsmidler.

Bilag 2 viser, at der i perioden 1990 - 2015 har været en skattepligtig indkomst på i alt kr. 14.976.521eller en gennemsnitlig skattepligtig indkomst gennem disse 25 år på kr. 599.061.

Mine samlede indtægter i samme periode på 25 år er kr. 11.729.713 efter fradragaf de omtvistede "underskud".

Østre Landsret afsagde dom den 29. november 2011, og efter appel til Højesteret som afsagde dom den 1 7. marts 2017, fik jeg ved begge in stanser medhold i, at [finans1] A/S, ikke havde overholdt de gældende EU-direktiver 2004/39/EF og 2006/73/EF om investorbeskyttelse samt dermed indførelsen i den Danske BEK. nr. 809, af 29. juni 2007.

Imidlertid fik jeg ikke medhold i de fremsatte erstatningskrav, idet begge instanser anvendte en "hypotetisk" begrundelse om årsagssammenhæng og udtalte, at jeg næppe havde "handlet" anderledes selvom reglerne for investorbeskyttelse var blev overholdt.

En sådan "Hypotetisk" begrundet afvisning af erstatning for [finans1] A/S' brud på EU-direktiverne om investorbeskyttelse finder ikke støtte her i, idet beskyttelsen er ind ført for, at undgå utilsigtede tab, opstået ved uvidenhed eller mangel på indsigt i et marked for handel med finansielle instrumenter.

Faktum er derfor, at jeg har modtaget medhold i [finans1] A/S' overtrædelse af investor­beskyttelsesreglerne medens erstatning afvises "Hypotetisk" begrundet, altså ud fra en tænkt/formodet situation, som beskyttelsen netop var tiltænkt, at undgå.

Faktum er også, at investorbeskyttelsesreglerne blev indført af EU-Kommissionen med samtlige landes til sagn fordi pengeinstitutterne ud øvede voldsomt pres på deres kunder for at investere i dels egne, men også andre tabsgivende produkter, som medførte betydelige tab for kunder i EU-området.

Det syntes af disse grunde irrelevant, at foretage en "hypotetisk" vurdering af hvad en kunde ville have gjort hvis beskyttelsesreglerne var blevet overholdt - derved overflødiggøres den beskyttelseslovgivning, som derved ikke får den tiltænkte beskyttende effekt, nemlig at beskytte kunden for en situation, som det skete for mig.

Årsagen til de meget betydelige tab er forårsaget af [finans1] A/S ' investeringsrådgivere, en rådgivning der ikke burde være sket udenhensyn til investorbeskyttelsesreglerne, og derfor nu er fremsendt som en Klage til Menneskerettighedsdomstolen i Frankrig, over Den Danske Stats manglende eller mangelfulde implementering af EU-direktiverne, hvorfra der er udbedt nye oplysninger, der er tilsendt domstolen senest den 15. oktober 2019.

EU- Kommissionen behandler ligeledes en sag omfattende Den Danske Stats manglende eller mangelfulde implementering af EU-direktiverne 2004/39/EF og 2006/73/EF om investorbeskyttelse.

Den 19 juni 2016, blev mine afholdte omkostninger i de samlede sager (mig og selskaberne) opgjort til kr. 1.826.246, hertil er der anvendt et tidsforbrug svarende til en omkostning der overstiger de omtalte "underskud" der ikke er faktureret, alene fordi der ikke foreligger betalingsmulighed i selskaberne før der er modtaget medhold ved ovennævnte internationale instanser.

Det anførte beløb kunne være debiteret selskaberne og aktiveret min balance, som derved havde vist de "ønskede" overskud, for senere, at måtte deaktivere beløbene som tab - i sig selv en formålsløs handling, set med en ejers baggrund.

Jeg har efter den 3. juni 2016, stedse fremsat indsigelser mod Skats ændring af indkomsten for årene 2014 - 2015, hvilket senest har resulteret i en kendelse afsagt i Skatteankenævnet den 28. oktober 2019, der ikke gav mig medhold i den forelagte sag.

Denne sag vil blive indbragt for Retten i [by1] inden 3 måneder, såfremt den - mod forventning - ikke kan indbringes for Landsskatteretten.

Jeg kan ikke rigtig se sammenhænget med, at en sag der omfatter indkomstårene 2014 - 2015 der endnu ikke er afsluttet skattemæssigt kan medføre skattemæssige ændringer for indkomstårene 2016, 201 7 og 2018 med begrundelser indeholdende i Skatteankenævnets afgørelse af 28. oktober 2019, en sag der vil blive videreført som anført ovenfor, og derfor ikke er afsluttet endnu.

Hvis man ser min administrationsvirksomhed sammen med mine øvrige interesser i Holdingselskabet samt datterselskaberne, så må kravet til indregning af løn i min " lille" virksomhed være uden betydning, fordi en manglende udbetaling af løn eller honorar vil være underordnet, idet kapitalen bliver i samme ejerskab.

Som følge heraf må en beregning af en lønudgift til mig være underordnet, idet pengene bliver i samme "lomme", der er normalt ikke grund til, at hæve mere løn end der er et behov - dette også fordi pengene ligger bedst i et firma, som sikkerhed for den nødvendige tillid fra banken.

Min virksomhed har ud fra ovennævnte kriterier være rentabel, og en særdeles god virksomhed gennem alle årene, ligesom der er sket skattebetalinger i alle årene, jf. Bilag 2 og Bilag 3.

Landsskatteretten har i SKM2017.353.LSR, Bilag 1, afsagt kendelse den 22. august 2016 i en meget sammenlignelig sag, idet en kunstnerisk virksomhed der gennem årene 1995 - 2012 (18 år) havde oparbejdet et underskud på i alt kr. -878.787, idet der i alle årene var der underskud.

I denne sag havde Skat bestemt, at underskuddene for årene 2010 - 2012 (3 år) ikke kunne anerkendes som fradragsberettiget, medens at Landsskatteretten godkendte fradragene i alle årene, med en bemærkning om, at udsigtentil overskud var til stede, idet der de efterfølgende 2 år (2013 - 201 4) var et overskud på henholdsvis kr. 1.870 i år 201 3 og kr. 194. 373 i år 2014.

Landsskatterettens ræsonnement var begrundet med, at udsigtentil et overskud var til stede og derfor berettigede dette til, at godkende de opgivne "underskud" gennem alle årene 1955 - 2012 (18 år).

Af min sag, Bilag 2, er der ingen år med underskud, samlet set,idet der er sket indtjening dels ved honorar og dels ved betaling med mine egne beskattede midler således, at der i alle årene 1990 - 2015 har været en skattepligtig indkomst på kr. 14.876.521eller en gennemsnitlig skattepligtig indkomst i de 25 år på kr. 599.061 - altså et forhold der tilsiger mere forståelse fra Skats side, idet mit forhold er betydeligt mere positivt end den kunstneriske virksomhed, som jeg henviser til.

Jeg vil herefter begrunde mit udgangspunkt for, at være berettigettil mine fradrag - uagtet der gennem alle årene har været en positiv skattepligtig indkomst - med henvisning til følgende, idet,

det er min overbevisning, at den endelige afgørelse ved EU-Kommissionen for så vidt angår Den Danske Stats manglende eller mangelfulde implementering af beskyttelsesreglerne vil kunne danne grundlag for et erstatningskrav samt, at

det også er min overbevisning, at Menneskerettighedsdomstolen vil komme frem til, at investorbeskyttelsesreglerne ikke er implementeret korrekt i Den Danske lovgivning, af De n Danske Stat samt, at den af Højesteret afsagte dom vil blive ændret af domstolen ved, at give mig medhold i erstatningskravet mod [finans1] A/S.

Af sidstnævnte to grunde har jeg - som begrundet - hele tiden været af den overbevisning, at tillidentil, at der vil fremkomme en betaling fra selskaberne til udligning af "underskuddene" i mit " lille" firma vil blive positive fremadrettet og som berettiger til min opfattelse af, at fradragsretten af de anførte " underskud " dermed er til stede.

Det er tillige min opfattelse, at "min sag" - i realiteten ikke burde være nogen sag – begrundet som ovenfor, fordi der er indtægter der mere end udligner "underskuddene" som har ført til skattepligtig indkomst gennem alle årene, og, at det alene skylde min retlige vildfarelse, at der ikke er foretaget det fornødne til en visning af dette i mine selvangivne indkomstforhold, hvilket jeg naturligvis beklager.

Jeg håber hermed, at være fremkommet med de nødvendige oplysninger, som jeg syntes bør medføre, at "min sag" bliver henlagt, og dermed afsluttet".

Jeg vil af disse grunde anmode om Landsskatterettens behandling og afgørelse i sagen med henvisning til min retlige vildfarelse samt af de grunde der er anført i indledningen af mit brev.

[...]”

Klageren har den 12. december 2019 fastholdt, at han ønsker årene 2014 og 2015 behandlet ved Landsskatteretten, idet Skattestyrelsen i afgørelse af 26. november 2019 har meddelt ham, at der var mulighed herfor.

Klageren har den 13. december 2019 i bemærkningerne til Skattestyrelsens høringssvar anført følgende:

”[...]

Med hensyn til sagens behandling har Skatteankestyrelsen allerede oplyst, at sagen bliver behandlet af Landsskatteretten og omfatter årene 2014 – 2018.

[...]

Det er min opfattelse, at afgørelsen i Landsskatteretten under sag nr. 14-1267742 samt bemærket under SKM 2017.353.LSR, der allerede er sket i sagen med den kunstneriske virksomhed, er helt sammenlignelig med min sag bortset fra, at min sag – i forhold dertil - ser ud til, at være forstærket og styrket i væsentlig grad, som det fremgår af bilagene 1 og 2.

[...]”

Klageren har den 16. januar 2020 supplerende anført følgende:

”[...]

- vedhæftede brev - af 26. november 2019, fremgår af side 3, "at årene 2014 og 2015, sammen med årene 2016, 2017 og 2018, kan indbringes for Landsskatteretten - Det anføres videre i brevet, at Landsskatteretten derved kan tage stilling til alle de 5 år 2014 - 2018, på en gang".

[...]

[...]

a.det anerkendes at det ikke er nødvendigt at indlevere en stævning, senest den 28. januar 2020, samt

b.hvilken dato der rettelig er seneste frist for en indlevering af stævning - hvis Skatteankestyrelsen fastholder en sådan indlevering sker?

Det forekommer mig urimeligt at der på ovennævnte baggrunde fastholdes en frist til den 28. januar 2020, for indlevering af en stævning i sagen mod Skatteministeriet.

Jeg anmoder af nævnte grunde om Skatteankestyrelsens stillingtagen til det af mig ovenfor anførte som jeg af hensyn til tidsfrister anmoder om straks at tilgå mig - således at kravet om indlevering af stævning frafaldes.

[...]”

Klageren har den 17. januar 2020 supplerende anført følgende:

”[...]

I fortsættelse af mit brev af 16.ds., har jeg efter længere tids overvejelser besluttet, at ophøre med, at drive virksomheden under CVR [...1], med virkning fra den 31. december 2019.

Begrundelsen for min beslutning er, at jeg har drevet denne personlige virksomhed siden jeg var 18 år fra 1963 til 2019 - eller i alt 56 år, og jeg må se i øjnene at jeg efter få år med underskud, ikke længere ser en mulighed for at bringe situationen tilbage til de overskud der i rigtig mange år har været, hertil at jeg nu er 74 år.

Jeg vil tillade mig, at gøre opmærksom på, at mine samlede indkomster i alle årene har været positive med skattebetaling til følge - og dette uagtet de senere års underskud som jeg opfatter som relativt beskedne set over en årrække på 56 år.

Mit moderselskab [virksomhed3] A/S (CVR [...5]) med datterselskaber har i alle årene haft overskud der naturligt har ført til betaling af skatter af de overskud - dette kun for, at gøre opmærksom på, at de ting jeg har arbejdet med i mine virksomheder stort set altid har givet overskud gennem rigtig mange år.

Størrelsen af de fremkomne underskud er ikke bestridt af Skat, idet det alene er det skattemæssige fradrag der er omtvistet.

Det kan derfor lægges til grund, at underskuddene fremkommet under Virk.nr. [...1], er finansieret af mig personlig med beskattede midler hvorfor der ved manglende skattemæssigt fradrag reelt sker dobbeltbeskatning.

Jeg anmoder høfligst oplyst om det fastholdes, at kravet om indgivelse af stævning mod Skatteministeriet, senest 3 måneder efter den 28. oktober 2019 (27. januar 2020) - som følge af de bestridte skattemæssige ændringer af indkomstårene 2014 -2015, bortfalder.

[...]”

Klageren har den 21. januar 2020 fremsendt yderligere bemærkninger til sagen:

”[...]

Jeg har modtaget Skatteankestyrelsens brev af 20. januar 2020, hvor det fremgår, at jeg ikke kan få behandlet min klage for indkomstårene 2014-2015 sammen med min klage for indkomstårene 2016-2018, således, at årene 2014- 2018 kan behandles samtidig af Landsskatteretten - fuldstændig som det er anført i Skattestyrelsens brev af 26. november 2019, side 3.

Jeg fastholder, at jeg allerede har modtaget Skattestyrelsens tilladelse /afgørelse til ovennævnte, og jeg må i øvrigt henvise til flere bilag hvori Skattestyrelsen ligeledes har givet mig tilsagn herom.

Det er mig uforståeligt, at Skatteankestyrelsen går imod Skattestyrelsens tilsagn herom, og jeg noterer, at Skatteankestyrelsen derved går imod en afgørelse uden, at have hjemmel hertil.

Rent praktisk vil jeg - som opfordret - indlevere stævning mod Skatteministeriet senest den 27. januar 2020, for Rettens afgørelse for indkomstårene 2014- 2015.

Jeg gør venligst opmærksom på, at det syntes at være en unødig omkostning samt overflødig handling, idet jeg samtidig anmoder Retten om, at udsætte sagen, til der foreligger en afgørelse fra Landsskatteretten for indkomstårene 2016-2018.

Også af disse grunde syntes det som Skattestyrelsens afgørelse er mest hensigtsmæssig ved en samtidig behandling af skatteårene 2014- 2018 der angår samme tvist, hvor der tillige er sket en afgørelse i Landsskatteretten under SKM2017.353.LSR den 22. august 2016. hvor nærværende sag er identisk med den anførte afgørelse.

Af sidstnævnte grunde anmoder jeg om en genvurdering af kravet om indlevering af stævning senest 3 måneder efter Skatteankenævnets afgørelse - idet handlingen syntes overflødig.

Jeg henviser til indholdet af mit brev med bilag, dateret den 3. december 2019, samt mine breve af 31. oktober 2019, 5. november 2019, og 12. november 2019 hvor det er oplyst, at der er tale om en retlig vildfarelse fra min side - som ikke førte til Skatteankenævnets afbrydelse af mødet i nævnet trods min klare tilkendegivelse heraf såvel mundtligt som skriftligt ved indledningen af mødet - og det fastholdes at jeg alene havde valgt Landsskatteretten til behandling af min klage, hvis nævnet havde reageret på min vildfarelse herom.

Af Skattestyrelsens mail af 11. november 2019, (vedhæftet) - efter mødet i Skatteankenævnet,

- anfører Skattestyrelsen, at "der ikke skulle være noget til hinder for at prøve sagen i anden instans - idet første instans er Skatteankenævnet, næste mulighed er Landsskatteretten og derfra er det domstolene".

[...]”

Klageren har den 4. februar 2020 indsendt følgende bemærkninger:

”[...]

Jeg vedhæfter kvittering for min stævning fremsendt til Retten i [by1], den 27. januar 2019 med påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at Landsskatteretten behandler min sag for skatteårene 2014 - 2015, jf., at Landsskatteretten allerede har truffet afgørelse i en analog sag under jr.nr. SKM2017.353LSR, den 22. august 2016, vedhæftet.

Ad mærket som "bilag 1"

SKM-sagen drejer sig om en Kunstnerisk virksomhed der i årene 1996 - 2012 i alt 17 år, havde et driftsmæssigt underskud, hvor Landsskatteretten kom frem til, at underskuddene gennem alle 17 år blev anerkendt som skattemæssigt fradragsberettiget - alene ud fra, at der i de 2 efterfølgende år var overskud, henholdsvis år 2013 med kr. 1.870 og år 2014 med kr. 194.373.

Ad mærket som "bilag 2"

I min sag er der skattemæssigt overskud i virksomhedsdelen gennem 16 år, årene 1990 - 2005, medens der et skattemæssigt underskud i årene 2006 - 2015, 10 år.

I årene 2018 - 2019 er der fortsat underskud, hvilket har ført til en ny vurdering af mine muligheder for at øge indtægterne og dermed minimere de underskud jeg har finansieret ved brug af beskattede pensionsmidler, hvilket jeg ikke længere har mulighed for, idet mine eneste indtægter er pensioner og tillige er 74 år, der naturligt begrænser mine muligheder.

Jeg besluttede derfor den 17. januar 2020, at meddele Erhvervsstyrelsen ophør af min virksomhed [virksomhed1] v/[person1], CVR [...1] med virkning ultimo 2019, vedhæftet.

Det medfører samtidig at mit forskudsskema for 2020 til Skat ikke længere indeholder et resultat af erhvervsvirksomhed.

Med henvisning til bilag 2, vil jeg gøre opmærksom på, at jeg - ved siden af min administrationsvirksomhed - har haft anden indtjening gennem alle årene 1990 - 2018, i alt 28 år, således, at der gennem alle årene har været betydelige skattepligtige indtægter med en gennemsnitlig skattepligtig indtægt på kr. 599.016 i 28 år.

Det er mig uforståeligt - henset til næste afsnit - når den kunstneriske virksomhed får anerkendt underskud gennem 17 år som følge af overskud i det 18'og 19'år.

Dette, medens jeg har haft overskud gennem 16 år, derefter underskud i 10 år, men alligevel har jeg haft skattepligtig indkomst i alle årene 1990 - 2018, 28 år, hvorefter jeg som følge af underskuddene vælger, at ophøre med drift af min virksomhed med udgangen af år 2019.

Det er min opfattelse, at det dermed er dokumenteret, at Skatteankenævnets indstillinger ikke kan forventes at få medhold i Landsskatteretten, i modsat fald vil der - efter min opfattelse - være tale om diskriminering og/eller forskelsbehandling.

I sidstnævnte tilfælde vil jeg forsøge, at indbringe en klage for Menneskerettighedsdomstolen i Frankrig som følge af diskriminering og/eller forskelsbehandling.

[...]”

Klageren har den 26. februar 2020 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling:

”[...]

Jeg afviser Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse i sagen, med henvisning til indholdet i den korrespondance jeg har fremsendt i sagens anledning, senest ved mit brev af 4. februar 2020 med bilag.

Jeg henviser endvidere til indholdet i min stævning fremsat over for Skatteministeriet, som jeg har indleveret til Retten i [by1], den 17. januar 2020, vedhæftet.

Det er fortsat min opfattelse at de af Skat foretagne ændringer af henholdsvis indkomstårene 2014-2015 samt 2016-2017 og 2018, må foretages ved Landsskatteretten som første instans.

Med hensyn til spørgsmålet og muligheden for et eventuelt retsmøde med Lands skatteretten, er jeg nødt til, at afvente et resultat af mine muligheder for at modtage fri proces og eller omkostningsgodtgørelse.

Det er af væsentlig betydning for mig og min sag, at jeg modtager den effektive retshjælp som sagen kræver og henviser endvidere til, vedhæftede uddrag af " Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention" - for så vidt angår,

Jeg gør særligt opmærksom på Artikel 13, der indeholder en bestemmelse om, at blot

"et fravær af adgang til effektive rets-midler ved en national domstol for overtrædelse af konventionen er således i sig selv en overtrædelse af konventionen"

og ifortsættelse heraf -

"Artikel 14, der indeholder et Forbud mod diskriminering" som også er aktuel i denne sag hvor Landsskatteretten har truffet en afgørelse i en fuldt sammenlignelig sag - medens at

Skatteankestyrelsen vælger at bortse herfra, hvilket fremstår som - og er diskriminering.

[...]”

Retsmøde

Klageren havde forud for retsmødet fremsendt et notat, som han mundtligt fremførte på retsmødet.

Klageren gennemgik sagens omstændigheder og påstande.

Skattestyrelsen anførte i sit indlæg, i overensstemmelse med deres udtalelse til sagen af 30. marts 2020, at ansættelsen bør stadfæstes, idet klagerens virksomhed ikke opfylder rentabilitetskriteriet.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomstårene 2014 og 2015

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35b, stk. 5, at klageren kan vælge, at en sag, som er visiteret til et skatteankenævn, skal behandles af Landsskatteretten. Klagerens valg skal være meddelt skatteankeforvaltningen, senest 4 uger efter at klageren har modtaget meddelelse om, at klagen er visiteret til et skatteankenævn efter stk. 4, 1. eller 2. pkt.

Afgørelser truffet af skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35f.

Det fremgår af lovens bemærkninger, at der således er tale om et etledsklagesystem, hvor disse administrative klageorganers afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Formålet er at sikre, at klagesager på skatteområdet kan klagebehandles ved én klageinstans.

At klageren ifølge eget udsagn befandt sig i en retlig vildfarelse, idet han ikke var opmærksom på, at der var tale om et endegyldigt valg, kan ikke tillægges betydning. Retten har lagt vægt på, at klageren selv har bedt om et møde med skatteankenævnet, ligesom klageren mødte op til mødet i skatteankenævnet den 10. oktober 2019. Det er derfor rettens opfattelse, at det må have stået klart for klageren, at sagen ville blive afgjort af skatteankenævnet.

Når klageren først har valgt at få sagen afgjort af skatteankenævnet, kan han ikke efterfølgende vælge at få sagen afgjort af Landsskatteretten. Det forhold, at klageren på mødet i skatteankenævnet den 10. oktober 2019 oplyste overfor skatteankenævnets medlemmer, at såfremt klagerens fradragsret ikke kunne anerkendes som selvangivet, så ønskede han sagen henvist til Landsskatteretten, kan derfor ikke føre til et andet resultat.

At Skattestyrelsen ikke har vejledt korrekt omkring gældende klageprocedurer for indkomstårene 2014 og 2015 under sagsbehandlingen af indkomstårene 2016-2018, kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten skal her bemærke, at Skatteankestyrelsen gentagne gange både før, under og efter sagsbehandlingen ved Skattestyrelsen har vejledt klageren omkring klageproceduren, ligesom det fremgik af skatteankenævnets afgørelse af 28. november 2019, at afgørelsen ikke efterfølgende kunne påklages til Landsskatteretten.

Da Landsskatteretten ikke har kompetence til at behandle klagen over indkomstårene 2014-2015 på ny, afvises klagepunktet. [Skatteankenævnet] har således allerede truffet afgørelse i sagen for de pågældende indkomstår.

Erhvervsmæssig virksomhed

Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinformation.dk).

Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Private udgifter kan ikke fradrages. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 2.

I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen. Underskud af ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages. Efter praksis indgår det med betydelig vægt, om virksomheden kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, det vil sige er indrettet med henblik på en systematisk indkomsterhvervelse. Dette fremgår af Højesterets dom af 4. november 1999, som er offentliggjort i TfS 1999,863, og af Højesterets dom af 2. februar 2007, som er offentliggjort i SKM2007.107.HR.

I Højesterets dom af 2. februar 2007 havde der i de foreliggende år været en beskeden omsætning og negative driftsresultater, og da der heller ikke var udsigt til, at virksomheden fremover ville give en rimelig fortjeneste, tiltrådte Højesteret, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet, hvorfor underskuddet ikke var fradragsberettiget.

Virksomheden skal derfor over en længere periode give overskud eller have udsigt til at give overskud på den primære drift, således at der er mulighed for forrentning af fremmedkapital og den investerede egenkapital samt en rimelig driftsherreløn.

Om virksomheden havde udsigt til senere at give en rimelig fortjeneste, skal bedømmes ud fra driftsformen i de påklagede indkomstår.

Landsskatteretten finder, at klagerens virksomhed må anses for at have ændret karakter i 2012, hvor klageren går personligt konkurs. Her ændres virksomhedens navn og branchekode, ligesom virksomhedens aktiviteter fremover dels kommer til at bestå i at føre ankesager for klageren personligt og dennes tre selskaber, ligesom der i 2014 påbegyndes bogførings- og rådgivningsvirksomhed. Ved bedømmelsen af, om virksomheden er erhvervsmæssigt drevet, kan der derfor ikke lægges vægt på årene før 2012, hvor virksomheden havde en anden karakter end i de påklagede år 2016-2018.

Ud fra en konkret vurdering anses klagerens virksomhed ikke for erhvervsmæssigt drevet i de påklagede indkomstår 2016-2018. Der er ved bedømmelsen lagt vægt på, at klageren i indkomstårene 2012-2018 har haft regnskabsmæssige underskud i virksomheden på mellem 100.000 – 300.000 kr. om året efter driftsøkonomiske afskrivninger og renter, ligesom indkomståret 2019 ifølge klageren vil udvise et underskud.

Det skal her bemærkes, at klageren ikke har foretaget afskrivninger på driftsmidler i 2016 og 2017, hvilket der efter gældende praksis skal indgå ved bedømmelsen. Vestre Landsret har udtalt, at afskrivninger ikke kan sættes til 0 kr., men at oplysninger om driftsbygningernes og maskinernes alder og stand kan medføre, at afskrivningerne sættes til meget beskedne beløb. Det fremgår af Vestre Landsrets dom af 5. oktober 2004, offentliggjort i SKM2004.432.VLR. Virksomhedens resultater i 2016 og 2017 vil således udvise et endnu større underskud efter afskrivninger og renter.

Selvom der tages højde for en opstartsperiode i virksomheden, var der på det foreliggende grundlag således ikke udsigt til, at virksomheden ville blive rentabel inden for en kortere årrække og give en fortjeneste med plads til en rimelig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital. Retten har blandt andet lagt vægt på, at lønudgifterne til klagerens datter i tre ud af fem år alene oversteg indtægterne, samt det forhold, at klageren har afviklet virksomheden netop med den begrundelse, at der ikke var udsigt til overskud i virksomheden.

Det forhold, at klageren ikke har faktureret sine kunder, herunder egne selskaber, for udført arbejde, kan ikke føre til et andet resultat. Det skal hertil bemærkes, at transaktioner mellem interessefor- bundne parter skal ske i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Det fremgår af ligningslovens § 2.

Klagerens påstand om, at virksomheden skal ses i sammenhæng med klagerens øvrige selskaber, kan ikke tillægges betydning, idet der er tale om flere selvstændige juridiske enheder, hvis driftsform er uafhængig af hinanden.

Klageren har henvist til Landsskatterettens afgørelse af 22. august 2016 offentliggjort i henholdsvis SKM2017.353.LSR og TfS 2017, 418, idet han mener, at denne sag er sammenlignelig.

I sagen fandt Landsskatteretten, at en kunstnerisk virksomhed henset til overskud i virksomheden for nogle efterfølgende år havde godtgjort, at klageren havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i de påklagede indkomstår 2010-2012

Landsskatteretten finder, at denne sag ikke er sammenlignelig med SKM2017.353.LSR, idet den kunstneriske virksomhed havde udvist overskud for de efterfølgende år, mens klagerens virksomhed fortsat udviser underskud for det efterfølgende år og lukkes på baggrund heraf. Det er således ikke afgørende, hvorvidt der har været overskud/ underskud i tidligere år, men derimod om der med driftsformen i de påklagede år er udsigt til overskud.

Landsskatteretten skal endvidere bemærke, at det i henhold til gældende praksis ikke kan kræves, at en virksomhed skal kunne fremvise et samlet nettooverskud for hele driftsperioden (i virksomhedens levetid). Der er alene et krav om, at virksomheden er etableret med udsigt til at opnå et positivt resultat efter afskrivninger, finansiering og driftsherreløn. Klageren ses ikke at have påvist dette.

Landsskatteretten finder på baggrund heraf, at virksomheden ikke har været drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende i indkomstårene 2016-2018. Der kan derfor ikke godkendes fradrag for underskud af virksomhed på 123.582 kr. i indkomståret 2016, på 123.261 kr. i indkomståret 2017 og på 113.432 kr. i indkomståret 2018.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.