Kendelse af 23-03-2022 - indlagt i TaxCons database den 18-04-2022

Journalnr. 19-0102228

Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2017.

Landsskatteretten pålægger Skattestyrelsen at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2017.

Faktiske oplysninger

Klagerens repræsentant anmodede den 30. august 2018 Skattestyrelsen om at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2017. Af genoptagelsesanmodningen fremgår følgende:

”Anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 2017 - (...)

På vegne af [person1] (...) skal jeg hermed anmode om genoptagelse af hans skatteansættelse for 2017, jf. skatteforvaltningslovens § 26.

Anmodningen skyldes, at [person1] den 2. juni 2017 fraflyttede Danmark og derfor fra denne dato ikke længere har været fuldt skattepligtig til Danmark. Ophøret af den fulde skattepligt til Danmark betyder, at [person1] fra den 2. juni 2017 udelukkende har været begrænset skattepligtig til Danmark, hvilket ikke er blevet lagt til grund ved hans skatteansættelse fra den 2. juni 2017 og frem til årets udgang.

[person1] har modtaget en række forslag til bindende svar og et bindende svar fra SKAT angående hans skattepligt til Danmark, hvis indhold han ikke kan tilslutte sig. Disse dokumenter vedlægges som bilag 1 - 5.

De faktiske omstændigheder omkring [person1]s fraflytning i juni 2017 tog sig ud på følgende måde:

I 2017 blev [person1] tilbudt et arbejde i Spanien med træning af polospillere og disses heste, som han accepterede. Da arbejdet krævede [person1]s tilstedeværelse i Spanien, købte han og hans hustru, [person2], i marts 2017 en lejlighed i Spanien, som de den 2. juni 2017 flyttede ind i. Skødet for lejligheden vedlægges som bilag 6.

I forbindelse med flytningen transporteredes ægteparrets ejendele til Spanien - herunder to biler, der afregistreredes i Danmark og indregistreredes i Spanien. Udover almindeligt indbo og bilerne flyttedes ligeledes både ægteparrets heste og kæledyr til Spanien. I Danmark beholdtes to biler og to trailere, hvoraf den ene trailer siden blev afstået. Bilerne beholdtes primært på grund af den affektionsværdi de besidder for [person1], da den ene er et arvestykke fra [person1]s far, og den anden en liebhaverbil. Disse benyttes af ægteparret ved ferieophold i Danmark.

I Spanien indledte ægteparret i løbet af sommeren en blivende tilværelse, hvorfor de blandt andet sørgede for at oprette sundhedsforsikring, telefonabonnementer m.v., og [person1] påbegyndte sit nye arbejde hos den spanske arbejdsgiver [virksomhed1]. Arbejdet for [virksomhed1] krævede en ugentlig arbejdsindsats på ca. 40 timer, men tillod dog nogen fleksibilitet.

Ægteparret ejede ved fraflytning fra Danmark i alt tre ejendomme, hvoraf to er almindelige helårshuse, beliggende henholdsvis [adresse1] og [adresse2], begge i [by1], og et er et sommerhus, beliggende [adresse3], [by2], [by3]. Begge helårsboligerne søgtes afhændet - enten ved salg eller uopsigelig udlejning for en periode på mere end tre år - da ægteparret i juni 2017 tog ophold i Spanien.

Boligen beliggende [adresse2] var allerede inden juni 2017 udlejet, og det lykkedes at udleje ejendommen uopsigeligt i en periode på 3 år med en klausul om salg. Det var ikke muligt at afhænde [adresse1] inden for samme korte tid, men der stræbtes efter dette indtil det i august samme år lykkedes at udleje boligen, også med en klausul om salg. Begge ejendomme blev afhændet endeligt ved salg senere samme år. Som bilag 7 - 10 vedlægges leje- og salgskontrakter for begge ejendomme.

Fra sommeren 2017 har [person1] sammen med sin hustru derfor kun rådet over sommerhuset [adresse3].

Det var ved flytningen til Spanien [person1]s hensigt for bestandigt at fraflytte Danmark, og han tog derfor de yderligere skridt, som han anså for nødvendige eller fornuftige ud fra den betragtning, at han ikke i fremtiden ville opholde sig fast i Danmark. Dette indebar, udover opgivelse af helårsbolig og i den forbindelse opsigelse af forsyningsaftaler m.v., at alle foreningsmedlemsskaber i Danmark afsluttedes.

Af langt større personlig betydning for [person1] og hans familie sørgede han for, at hans søn [person3], der på fraflytningstidspunktet var 12 år gammel, overgik fra primært at bo hos [person1] og [person2] til primært at bo hos sin mor, som fortsat bor i Danmark. Dette indebar ligeledes, at [person3] flyttede til en anden skole i nærheden af sin mors bopæl. Den nye ordning i forhold til [person3] betyder, at [person1], fra at have den primære samværsret, nu kun ser [person3] maksimalt hver anden weekend, dog således at det er forlængede weekender, hvor samværet inkluderer hverdage - ofte mandag til onsdag. Derudover tilbringer [person3] en række ferier hos [person1] i Spanien. [person1]s ophold i Danmark har derfor siden juni 2017 været kortvarige og faldende i antal. [person1] har således ikke siden fraflytningen den 2. juni 2017 opholdt sig i Danmark i 180 dage over en periode på 12 måneder eller 3 måneder i træk. Desuden har [person1] ikke på noget tidspunkt udført erhvervsvirksomhed under opholdene i Danmark. Alle opholdene skal betragtes som ferie og lignende efter gældende administrativ praksis, og de har været mulige, da [person1]s arbejde for [virksomhed1] er indrettet således, at hans ferie i høj grad kan fordeles over året. [person1] har valgt at lægge sin ferie sådan, at det passer med hans samvær med sønnen.

Udover at opgive sin bolig i Danmark ved flytningen til Spanien, afviklede [person1] enhver erhvervsaktivitet i Danmark, herunder [person1]s eget firma, [virksomhed2]/v [person1], samt bestyrelsesposterne i [virksomhed3] A/S, CVR-nr. [...1], og i [virksomhed4] A/S, CVR-nr. [...2]. Denne afvikling fandt sted forud for fraflytningen i juni. I tillæg til den her nævnte erhvervsaktivitet bestred [person1] en familierepræsentantsrolle i [fond1], som på trods af honorering ikke var en tillidspost, men derimod en post, som [person1] qua sin slægt var født ind i. Også dette hverv blev dog afsluttet hurtigst muligt efter fraflytningen (det afsluttedes i august 2017), og opretholdtes således kun kortvarigt efter [person1] og hans hustru flyttede til Spanien.

I henhold til kildeskattelovens (KSL) § 1, stk. 1, nr. 1, anses en person med bopæl i Danmark for fuld skattepligtig.

Ifølge praksis skal der ved vurderingen af, om en person i forbindelse med fraflytning har opgivet sin bopæl i Danmark, inddrages en række momenter, jf. blandt andet Skatteankenævnets afgørelse som refereret i SKM 2015.750 LSR:

"Rådighed over bolig i Danmark udgør imidlertid ikke en tilstrækkelig betingelse for, at bopæl i Danmark foreligger, idet dette afhænger af, i hvilket omfang klagers øvrige tilknytning til Danmark er brudt, da han flytter til Land Y6, herunder om klager havde til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark.

Følgende forhold skal indgå i vurderingen.

• Familie i Danmark

• Erhvervsmæssige aktiviteter og økonomiske interesser i øvrigt

• Ophold i Danmark

• Tilknytning til anden stat

• Klagers bevæggrunde for fraflytning

• Medlemskab af foreninger, oprettelse af bankkonto, læge, avisabonnement etc.

• Ejerskab af bil m.m."

Dette er særligt relevant, hvor en eventuel bolig består af et sommerhus, som, pr. definition, ikke er en helårsbolig, jf. Den juridiske Vejledning, C.F.1.2.3, version 3.1 - 31.07.18, hvoraf blandt andet fremgår:

"Den fortsatte besiddelse af et sommerhus eller anden ejendom, der ikke kan sidestilles med helårsbolig, statuerer som udgangspunkt ikke bopæl, hvis sommerhuset kun anvendes til ferie eller lignende."

Og

"Benyttes sommerhuset udelukkende til ferie eller lignende bevirker sommerhusets eventuelle

høje standard ikke i sig selv, at bopæl anses for opretholdt."

Som det fremgår ovenfor, har [person1] fra juni 2017, hvor han fraflyttede, afviklet sin tilknytning til Danmark i det omfang og tempo, som omstændighederne tillod, og allerede i august 2017 var alle forhold i forbindelse med fraflytningen til Spanien gennemført. Efter fraflytningen har [person1] således ikke anden tilknytning til Danmark end sin søn, som primært bor hos sin mor, og sommerhuset [adresse3]. Sommerhuset bruges fra dette tidspunkt udelukkende til ferieophold og lignende rekreative formål, f.eks. når [person1] er i Danmark for at se sin søn. [person1] råder således ikke over nogen helårsbolig, ligesom al erhvervsaktivitet er bragt til ophør, og kun enkelte aktiver fortsat ejes i Danmark.

Det skal her tilføjes, at det forhold, at [person1] var i Danmark i et vist omfang, og i den forbindelse i nogen grad opholdt sig i sommerhuset, må anses som værende grundet i særlige hensyn - samvær med [person1]s mindreårige søn - og at dette efter praksis, jf. Østre Landsrets dom refereret i TfS 1986.299 Ø, ikke er nok til at opretholde fuld skattepligt, når skatteyderen i øvrigt havde til hensigt at fraflytte landet og har taget de nødvendige skridt for dette.

Efter den 2. juni 2017 havde [person1] ikke længere bopæl i Danmark, og han kan derfor ikke ud fra dette kriterium anses for fuldt skattepligtig til Danmark. For personer uden bopæl i Danmark fordrer KSL § 1, stk. 1, nr. 2, at disse dog er fuldt skattepligtige ved sammenhængende ophold i Danmark på seks måneder. Da [person1] fra juni 2017 brugte, og fortsat bruger, hovedparten af sin tid uden for Danmark, og da hans arbejde hver uge krævede hans tilstedeværelse, opfyldte [person1] heller ikke dette opholdskriterium.

På baggrund af de ovenfor fremførte forhold, er det klart, at [person1]s fulde skattepligt til Danmark ophørte ved hans fraflytning til Spanien den 2. juni 2017. Den omstændighed at ikke alle forhold var afsluttede på dette tidspunkt kan ikke føre til et andet resultat, da bestræbelserne på at flytte alle mulige økonomiske og livsinteresser til Spanien blev igangsat allerede i juni. At [person1] fortsat ejer en sommerbolig i Danmark, som han benytter i forbindelse med weekend- og feriemæssigt samvær med sin søn, kan heller ikke anses som tilstrækkeligt til, at [person1] fortsat skulle være fuldt skattepligtig til Danmark efter dette tidspunkt.

Jeg anmoder således på det ovenfor fremførte grundlag om, at [person1]s skatteansættelse for 2017 genoptages, således at der kan foretages en korrekt ansættelse for tiden fra 2. juni og frem til udgangen af året på det nye grundlag.”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2017.

Af Skattestyrelsens afgørelse fremgår bl.a. følgende:

” Skattestyrelsen har ændret grundlaget for din skat for 2017 sådan:

Der er den 30. august 2018 sendt en anmodning til Skattestyrelsenom genoptagelse af din skatteansættelse for indkomståret 2017 fra advokatfirmaet [virksomhed5] v/ [person4].

Anmodningen vedrører din skattemæssige tilknytning til Danmark, hvor der anføres i anmodningen, at den fulde skattepligt bør ophøre den 2. juni 2017, hvor du fraflyttede Danmark og udrejste til Spanien.

Det skal indledningsvis orienteres om, at din skattepligt er behandlet i flere anmodninger om bindende svar umiddelbart inden denne anmodning. (fremover alene anmodningen)

Der er således den 22. februar 2018 truffet en afgørelse, hvor den danske skattepligt ikke anses for ophørt.

Der er den 4. september 2018 fremsendt afgørelse, hvor anmodningen er afvist.

Afgørelsen af den 22. februar 2018 er vedlagt denne anmodning og afvisningen af 4. september 2018 forudsættes ligeledes såvel dig som din rådgiver bekendt.

Det skal for en ordens skyld nævnes, at disse anmodninger om bindende svar er sket ved den bistand fra anden rådgiver end advokatfirmaet [virksomhed5] v/ [person4].

Når vi i det følgende henviser til de bindende svar forudsætter vi disse kendt i deres helhed, men kan selvsagt fremsendes i kopi herfra, såfremt dette ønskes.

De forhold, som naturligt vil blive vurderet nærmere i forbindelse din anmodning, vil i sagens natur i vid udstrækning tillige være del i de bindende svar.

Anmodningen gennemgår nærmere forhold

•	Omkring tilknytning til Spanien
•	Om faste ejendomme i Danmark
•	Om tæt familiær tilknytning
•	Om økonomisk tilknytning til Danmark
•	Om den skattemæssige praksis ved skattemæssig ophør i Danmark

Alle punkterne er behandlet fyldestgørende i det bindende svar af 22. februar 2018 under faktiske forhold og SKATs yderligere foreliggende oplysninger.

Den eneste betydende forskel fra det bindende svar til anmodning om genoptagelse vedrører sommerhuset [adresse3].

I anmodning om genoptagelse anføres der ikke forhold om indgåede lejekontrakter til huset, der begrænser din rådighed over benyttelsen, medens der ved det bindende svar og især ved senere afvisning af anmodning om bindende svar, er fremlagt lejekontrakter i forskellige udgaver. Det var i øvrigt netop tilretningen af lejekontrakter, som var medvirkende årsag til, at det endte i en afgørelse med afvisning.

De enkelte forhold vil kort blive behandlet nedenfor.

Genoptagelsesanmodningen gennemgår tilknytningen til Spanien, herunder de arbejdsmæssige forhold.

Der er ikke i dette nyt i forhold til bindende svar af 22. februar 2018,hvor der på side 3 - 5 under faktiske forhold beskrives tilsvarende oplysninger. Påside 18 under begrundelse forholder SKAT til rækkevidden af tilknytningen. Af denne tekst under begrundelse fremgår:

"Det er endvidere SKATs opfattelse, at [person1]s arbejdsaftale med Iridike i Spanien, der indeholder en så stor fleksibilitet, at det er muligt for [person1], at opholde sig i Danmark i op til 148 dage om året, og som for nuværende består af en løn på 2.000 euro om måneden, udgør en så lille del af [person1]s indkomstgrundlag, når den sammenholdes med [person1]s årlige uddeling fra [fond1], der beløber sig til 3,6 mio. kr. årligt, at den alene kan kvalificeres som en bi-indkomst. [person1]s indtægter er således langt større i Danmark end i Spanien".

På side 5 i det bindende svar gennemgås de senere års uddelinger fra [fond1] til dig.

Ved vores bedømmelse af genoptagelsesanmodningen kan vi med de anførte begrundelser tilslutte os konklusionen, at uanset forpligtelser i Spanien er der en sådan fleksibilitet i dine forhold, at dette ikke fratager dig muligheden for at bevare den danske tilknytning.

For så vidt angår ejendommene på [adressen] ses der ikke at være særlige forhold eller andet som kræver en kommentar. Genoptagelsesanmodningen gennemgang tages til efterretning som angivet.

For sommerhuset [adresse3] har man ikke i genoptagelsesanmodningen knyttet nogen bemærkninger, der skulle begrænse din rådighed i forbindelse med indgåelse af lejekontrakter e.l.

I bindende svar af 22. februar 2018, er der efter modtagne oplysninger om lejeaftaler taget hensyn til en begrænset rådighed for dig. Uanset denne begrænsede rådighed har SKAT i det bindende svar på side 18 anført:

"Det er således SKATs opfattelse, i denne konkrete situation, og efter en samlet bedømmelse af samtlige momenter, og på trods af [person1]s arbejdsaftale med [virksomhed1], og den indgåede lejeaftale med [person5] vedrørende sommerhuset på [adresse3] i [by2], at [person1]s fulde skattepligt i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 ikke vil kunne anses for ophørt, da det ikke ses godtgjort, at [person1] har opgivet sin bopæl i Danmark."

Ved vores bedømmelse af sommerhuset [adresse3] i forbindelse med egentlig bopæl, har vi noteret os bemærkningerne om bopæl ctr. sommerhus i genoptagelsesanmodningen. Vi kan acceptere, at der generelt ikke kan statueres bopæl alene baseret på fortsat besiddelse af sommerhus i Danmark. Dette må dog vurderes individuelt og her gælder særlige forhold i såvel brugen - jf. side 3 i bindende svar om antal dage og samværet med sønnen - og behovet for boligmulighed i Danmark - jf. samvær med mindreårig søn.

Når disse forhold sammenholdes med et sommerhus, som i sin standard - jf. side 5 i bindende svar - fuldt ud opfylder betingelserne til en bolig og det samtidig tillige er stor fleksibilitet i dit arbejde i Spanien, finder vi ikke, at du har opgivet dinbolig i Danmark.

Skattestyrelsen kan ikke imødekomme den indsendte anmodning om ophævelse af den fulde skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, men finder skattepligten bevaret, da dit sommerhus har en anvendelse svarende til en helårsbolig.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsen skal genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2017 med henblik på ansættelse af hans indkomst som begrænset skattepligtig; principalt fra den 2. juni 2017, subsidiært fra den 21. september 2017.

Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført følgende:

”Som advokat for [person1] påklager jeg hermed Skattestyrelsens afgørelse af 26. august 2019 om afslag på genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2017 og Skattestyrelsens afgørelse af 12. oktober 2019 om forhøjelse af [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2018.

Afgørelserne vedlægges som bilag 1 og 2.

Sagens spørgsmål angår, om [person1]s fulde skattepligt i Danmark ophørte i 2017, hvor [person1] flyttede til Spanien - og samtidig fraflyttede Danmark.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at [person1] skattemæssigt ikke er fraflyttet Danmark, hvorfor Skattestyrelsen har afvist at genoptage og ændre grundlaget for skatteansættelsen for indkomståret 2017. I konsekvens heraf har Skattestyrelsen forhøjet [person1]s indkomst for indkomståret 2018.

Hvis [person1]s fulde skattepligt anses for ophørt i 2017, ændrer grundlaget for skatteansættelsen for indkomståret 2018 sig samtidig. De to afgørelser hænger derfor sammen og er påklaget ved samme, nærværende, klageskrivelse.

1. Påstand

Skattestyrelsen skal genoptage [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2017 med henblik på ansættelse af [person1]s indkomst i Danmark som begrænset skattepligtig.

Ansættelsen af [person1]s indkomst for indkomståret 2018 hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på ansættelse af [person1]s indkomst som begrænset skattepligtig til Danmark.

2. Sagsfremstilling

Om sagens nærmere omstændigheder henvises til Skattestyrelsens afgørelser, jf. bilag 1 og 2 samt til [person1]s anmodning til Skattestyrelsen om genoptagelse. Anmodningen med underbilag vedlægges som bilag 3.

Som nærmere redegjort for i anmodningen om genoptagelse, flyttede [person1] den 2. juni 2017 med sin ægtefælle til Spanien. [person1] var blevet tilbudt et arbejde i Spanien med at træne polospillere og deres heste. [person1] og hans ægtefælle, [person2], købte en lejlighed i Spanien og flyttede dertil den 2. juni 2017.

Ægteparrets ejendele, herunder heste og 2 biler blev samtidig fragtet (og bilerne indregistreret i) til Spanien. [person1] rådede ved fraflytningen over 2 helårsboliger og en sommerbolig. Som beskrevet blev de to helårsboliger, hvoraf den ene var udlejet, mens den anden blev udlejet i august 2017 med klausul om salg. Begge helårsboliger blev solgt senere i 2017.

[person1] rådede således reelt alene over sin sommerbolig efter fraflytningen, og siden september 2017 har der kun været rådighed over sommerboligen.

[person1] har, som det ligeledes er beskrevet i genoptagelsesanmodningen ingen erhvervsaktiviteter i Danmark efter fraflytningen.

Som det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse, jf. bilag 1, er afslaget på genoptagelse primært begrundet i følgende forhold:

1)	Rådighed over sommerbolig i Danmark, beliggende [adresse3], [by2], [by3]

2)	[person1] modtager uddelinger fra [fond1]

3)	[person1] har en søn i Danmark

3. Anbringender

Til støtte for påstanden henvises foreløbigt til de anførte bemærkninger i anmodningen om genoptagelse, jf. bilag 3.

Det skal supplerende hertil bemærkes, at ingen af de forhold, som Skattestyrelsen har lagt til grund for sin afgørelse, hverken hver for sig eller tilsammen kan begrunde en konklusion om, at [person1] fortsat skal anses for fuldt skattepligtig i Danmark.

[person1] fraflyttede med sin ægtefælle i juni 2017 Danmark, erhvervede bopæl og tog ophold i Spanien. Der var ikke længere rådighed over helårsbolig i Danmark. Ægteparret har ved alle sine handlinger vist, at der var tale om en reel fraflytning med det formål at flytte til Spanien.

Det forhold, at [person1] rådede og fortsat råder over en sommerbolig, medfører ikke, at den fulde skattepligt til Danmark dermed skal anses for bevaret. Der er netop tale om en sommerbolig, og afgørende er i den sammenhæng alene, om sommerboligen anvendes til andet end fritidsformål.

Dette er netop ikke tilfældet, hvilket Skattestyrelsen heller ikke ses at mene. Sommerboligen anvendes alene i forbindelse med fritidsophold, og der er, som anført, ingen tilbageværende erhvervsmæssige aktiviteter i Danmark.

Rådighed over en sommerbolig kan derfor ikke begrunde, at den fulde skattepligt dermed anses for bevaret.

Heller ikke det forhold, at [person1] modtager uddelinger fra [fond1] begrunder i sig selv fuld skattepligt i Danmark. Der er tale om en ren passiv indkomst, som ikke påvirker [person1]s tilknytning til Danmark. Uddelingerne har blot kilde i Danmark, men forudsætter netop ikke, at [person1] udfører en erhvervsaktivitet i Danmark.

Endelig bemærkes, at heller ikke den omstændighed, at [person1]s søn bor hos sin mor i Danmark – eller at [person1] tilbringer tid med sin søn under ophold i Danmark – fører til, at den fulde skattepligt i Danmark skal anses for at være bevaret.

Det er således min opfattelse, at en korrekt bedømmelse af såvel sagens objektive som subjektive omstændigheder godtgør, at [person1]s fulde skattepligt til Danmark er ophørt på fraflytningstidspunktet den 2. juni 2017, subsidiært senest på det tidspunkt, hvor den sidste helårsbolig blev solgt, den 21. september 2017.

Skatteansættelserne skal i konsekvens heraf ændres for indkomstårene 2017 og 2018, således at indkomsten ansættes for [person1] som alene begrænset skattepligtig fra tidspunktet for ophøret af den fulde skattepligt.

(...)”

Skattestyrelsens høringssvar af 14. januar 2020 i klagesagen

”Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i afgørelsen:

Af klagen fremgår det, at der senere vil blive indsendt yderligere materiale, men på det foreliggende har vi alene bemærkning vedrørende sommerhuset. Skattestyrelsen har således fundet, at når sommerhuset har en anvendelse som beskrevet, vil dette være ud over det normale og dermed blive af afgørende betydning.

(...)”

Klagerens supplerende bemærkninger af 1. juli 2020

”I fortsættelse af min klage på vegne af [person1], vender jeg hermed tilbage med nærmere dokumentation til belysning af sagens faktiske omstændigheder samt mine bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 14. januar 2020.

Som anført, angår sagen, om [person1]s fulde skattepligt i Danmark ophørte i 2017, hvor [person1] flyttede til Spanien.

Der er efter min opfattelse ikke berettiget tvivl om, at [person1] - også skattemæssigt - fraflyttede Danmark den 2. juni 2017, subsidiært i hvert fald senest på det tidspunkt, hvor den sidste helårsbolig blev solgt den 21. september 2017.

Som tidligere nævnt, var [adresse1] og [adresse2], [by1], udlejet indtil salgene - såvel som nøgler deponeret hos ejendomsmægler. Til støtte herfor henvises til de anførte bemærkninger i anmodning om genoptagelse af skatteansættelse for 2017 af 30. august 2018 og klage af 26. november 2018 samt de fremlagte bilag.

Spørgsmålet om, hvorvidt den fulde skattepligt i Danmark ophører ved fraflytning, afgøres ud fra, om den skattepligtige har bevaret rådighed over en helårsbolig her i landet. At den skattepligtige efter fraflytningen fortsat råder over et sommerhus eller anden bolig, der ikke kan sidestilles med helårsbolig, statuerer ikke bopæl og dermed heller ikke fuld skattepligt, hvis sommerhuset kun anvendes til ferie eller lignende, jf. Den Juridiske Vejledning, C.F.1.2.3.

[person1] har, som redegjort for, ikke efter sin fraflytning haft rådighed over en helårsbolig i Danmark og sommerhuset er ikke anvendt som helårsbolig. [person1] har ingen erhvervsaktiviteter i Danmark, og sommerboligen er derfor heller ikke anvendt i forbindelse med varetagelse af erhvervsmæssige aktiviteter. Der er udelukkende tale om fritidsophold.

Det er korrekt, som anført af Skattestyrelsen, at [person1] under ophold i sommerhuset også har samvær med sin søn, som har bopælsadresse og skolegang hos sin mor. Dette ændrer dog ikke på, at sommerhuset udelukkende anvendes til ferie eller lignende og kan dermed ikke begrunde, at [person1]s fulde skattepligt til Danmark ikke er ophørt ved fraflytningen af Danmark.

Skattestyrelsen har anført i sin udtalelse af 14. januar 2020, at når sommerboligen har en anvendelse som beskrevet, vil dette være ud over det normale og dermed blive af afgørende betydning. Der er ikke nærmere redegjort for, hvori et sådant "retligt kriterium" har støtte.

Skattestyrelsen synes altså at mene, at der kan lægges vægt på, om et ophold er "udover det sædvanlige", og at dette skulle have afgørende betydning for skattepligten.

Heri er jeg ikke enig. Afgørende er, at [person1] er fraflyttet Danmark og alene opholder sig i Danmark på ferie og lign.

Den omstændighed at [person1] tilbringer tid med sin søn under ophold i Danmark fører ikke til, opholdene skifter karakter, og at sommerboligen dermed anvendes til andet end "fritid", og kan dermed heller ikke bære en begrundelse om, at den fulde skattepligt i Danmark dermed skal anses for at være bevaret. Det bemærkes i denne forbindelse, at Skattestyrelsen ikke reelt set har redegjort for, hvorfor [person1]s fulde skattepligt ikke er ophørt ved fraflytningen i 2017.

Som tidligere nævnt flyttede [person1] til Spanien 2. juni 2017 sammen med sin ægtefælle, [person2]. I Spanien indledte ægteparret en blivende tilværelse, hvorfor [person1] er blevet tildelt et identitetsnummer og et socialsikringsnummer, jf. bilag 1 og 2. Derudover er [person1] omfattet af en skatteordning i Spanien, jf. bilag 3. Som nævnt i klagen flyttede ægteparret til Spanien da [person1] havde accepteret et arbejde i en rideklub, [virksomhed1], i Spanien, jf. bilag 4.

Til yderligere belysning af [person1]s færden siden fraflytningen fremlægges et skema, hvor [person1] har opgjort de perioder han har været i henholdsvis Danmark, Spanien, Portugal og andre lande. Skemaet vedlægges som bilag 5. Skemaet henviser til en række rejsebilag som er dokumentation i form af flybilletter, hotelregninger m.v. Denne dokumentation er vedlagt som rejsebilag 1-103 samt boardingkortbilag.

Af skemaet fremgår det at [person1] i 2017 efter den 2. juni, hvor han fraflyttede Danmark, opholdt sig 97 dage i Danmark. I 2018 opholdt [person1] sig 134 dage i Danmark og i 2019 opholdt [person1] sig 158 dage i Danmark. I 2020 har [person1] i perioden 1. januar til 10. juni opholdt sig 26 dage i Danmark. Det bemærkes, at de nævnte antal dage er inklusiv brudte døgn.

Som det fremgår af skemaet, har [person1]s ophold i Danmark siden juni 2017 været af kortvarig karakter. [person1] har således ikke siden fraflytningen den 2. juni 2017 opholdt sig i Danmark i 180 dage over en periode på 12 måneder eller 3 måneder i træk.

Det fremgår endvidere, at [person1] efter han fraflyttede Danmark har været flere dage i Spanien end i Danmark. [person1]s primære opholdssted i perioden 2. juni 2017 til 2019 har således været Spanien. Derudover fremgår det af det vedlagte skema, at [person1]s søn flere gange om året også er på besøg i Spanien. [person1] tilbringer således både tid med sin søn under ophold i Danmark og uden for Danmark.

Var dette et spørgsmål om "tilflytning", ville hverken [person1]s sommerbolig eller hans ophold i Danmark føre til, at han dermed "tog ophold", jf. kildeskattelovens § 7, i Danmark. Som beskrevet i SKATs styresignal, TfS 2013, 684, er praksis fortsat således, at erhvervelse af bopæl ved tilflytning forudsætter (i) rådighed over en helårsbolig (modsat en sommerbolig) og (ii) at den skattepligtige tager ophold i Danmark i henhold til kildeskattelovens § 7, stk. 1. Forskellen på en helårsbolig og en sommerbolig i relation til bopælsbegrebet er relevant, såfremt vedkommende varetager erhvervsmæssige interesser i Danmark. [person1] varetager ikke erhvervsmæssige interesser i Danmark, hvorfor sommerboligens anvendelse ikke kan have afgørende betydning. Afgørende er opholdenes karakter, som skal betragtes som ferie eller lignende.

Som jeg har redegjort for og dokumenteret, er det afgørende således, at [person1] fraflyttede Danmark i 2017 for at tage bopæl/ophold og arbejde i Spanien, og at Spanien siden den 2. juni 2017 har været [person1]s primære opholdssted samt at han sammen med sin ægtefælle købte en bolig i Spanien og har fået tildelt et identitetsnummer og et socialsikringsnummer i Spanien, samt optaget en privat sundhedsforsikring i Spanien. Derudover, som tidligere nævnt medtog ægteparret deres hund, heste og møbler, såvel som eksporterede to biler til Spanien på fraflytningstidspunktet. [person1] har således sammen med sin ægtefælle indledt en blivende tilværelse i Spanien. Endvidere har [person1] solgt sine ejendomme i Danmark tilbage i september 2017.

Det bemærkes i denne forbindelse, at [person1]s søn vil starte på [kostskole] i august 2020. Det var intentionen, at sønnen skulle have startet på [kostskole] tilbage i 2017, hvor [person1] fraflyttede Danmark. Dette blev dog udskudt på grund af, at ændringer i optagelsesalder/klasser på [kostskole].

Sammenfattende er det således min opfattelse, at Skattestyrelsens afgørelse er forkert, og at bedømmelsen af sagens omstændigheder ikke er i overensstemmelse med praksis.

En korrekt bedømmelse af de foreliggende objektive og subjektive omstændigheder godtgør, at [person1]s fulde skattepligt til Danmark er ophørt på fraflytningstidspunktet den 2. juni 2017, subsidiært senest på det tidspunkt, hvor den sidste helårsbolig blev solgt, den 21. september 2017.”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin indkomstansættelse, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Anmodningen om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2017 er dateret den 30. august 2018 og er dermed indsendt til Skattestyrelsen inden for den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Landsskatteretten finder, at der i genoptagelsesanmodningen er fremlagt oplysninger af faktisk og retlig karakter, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2017.

Der henvises til Landsskatterettens samtidig hermed trufne afgørelse vedrørende klagerens skatteansættelse for indkomståret 2018.

Landsskatteretten pålægger derfor Skattestyrelsen af genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2017 i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.