Kendelse af 30-09-2020 - indlagt i TaxCons database den 31-10-2020

Faktiske oplysninger

Klagerens ægtefælle har fra den 1. december 1996 til den 30. april 2018 drevet enkeltmandsvirksomheden "[virksomhed1] v/[person1]" med CVR-nr. [...1]. Virksomheden, der var registreret med branchekoden 014910 "Kenneler", blev drevet fra ægtefællernes bopæl.

Af virksomhedens hjemmeside fremgår det, at kennelen blev stiftet i 1991 af klageren og hans ægtefælle, og at de sammen har drevet kennelen, der siden 1994 har beskæftiget sig med avl, opdræt og salg af schæferhunde til brugssport, tjeneste og familiebrug.

Klageren har fra den 1. januar 2018 drevet enkeltmandsvirksomheden "[virksomhed2]" med CVR-nr. [...2]. Denne virksomhed er registreret med branchekoden 109200 "Fremstilling af færdige foderblandinger til kæledyr" og bibrancherne 749090 "Andre liberale, videnskabelige og tekniske tjenesteydelser i.a.n." og 014910 "Kenneler". Virksomheden drives fra ægtefællernes bopæl.

Af [virksomhed2] hjemmeside fremgår det, at denne virksomhed er skabt af klagerens ægtefælle, der har initialerne [...].

Den 10. oktober 2018 anmodede Skattestyrelsen klageren om oplysninger til brug for ansættelse af klagerens skat for 2013, 2014, 2015, 2016 og 2017. Klageren blev i den forbindelse anmodet om at indsende regnskab og bilag vedrørende handel med/opdræt af hunde samt oplysninger om samhandel med [...] fra 2009 og til dato. Det fremgår at anmodningen, at ansættelsen af klagerens skat blev behandlet, fordi hans indkomst ifølge Skattestyrelsens oplysninger ikke levnede plads til et privatforbrug, og fordi Skattestyrelsen havde modtaget en anonym anmeldelse om, at klageren igennem 8-10 år havde solgt schæferhunde gennem sin ægtefælles virksomhed. Hundene skulle være solgt til bl.a. de svenske myndigheder. Frist for indsendelse af oplysninger var den 16. november 2018. Klageren indsendte ikke det anmodede materiale inden for denne frist.

Den 21. januar 2019 modtog Skattestyrelsen oplysninger fra politiet i form af fakturaer m.v. om, at klageren havde solgt et antal hunde til [...] ([...]), herunder følgende:

Af fakturaen fremgår, at prisen for hunden er 189.600 kr., og at "Total inkl. vat." ligeledes er 189.600 kr. Desuden fremgår klagerens navn, adresse, CPR-nr. og bankoplysninger.

Den 11. februar 2019 fik klageren aktindsigt i samtlige bilag.

Den 12. juli 2019 sendte Skattestyrelsen forslag til ændret skatteansættelse for indkomståret 2010 til klageren. Skattestyrelsen modtog ikke bemærkninger til forslaget.

Den 21. august 2019 traf Skattestyrelsen den påklagede afgørelse om ændring af klagerens skat for indkomståret 2010. I overensstemmelse med forslaget af 12. juli 2019 skulle indtægten ved salg af en hund i 2010 anses for overskud ved virksomhed med salg af hunde på 189.600 kr. Der var ikke grundlag for at foretage et skøn over eventuelle udgifter med relation til indkomsterhvervelsen, da der ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort udgifter i forbindelse med driften af virksomheden med salg af hunde.

Det fremgår af afgørelsen, at Skattestyrelsen anser det for minimum groft uagtsomt, at klageren ikke har selvangivet den omhandlede indtægt, og at ændringen af hans skat for 2010 derfor er foretaget ekstraordinært i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. nr. 5.

Klageren har i forbindelse med klagesagsbehandlingen oplyst, at der selvfølgeligt har været udgifter til indkøb af hunden m.v., men at han efter næsten 10 år næppe kan dokumentere dette.

Klageren har i sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling bl.a. oplyst, at den pågældende hund oprindeligt var indkøbt med konkurrence for øje, og at hans ”kvalificerede gæt” på direkte omkostninger i forbindelse med levering af avlstæven [x1] til [...] er:

Der er ikke fremlagt dokumentation for de anførte udgifter.

Desuden har klageren i forbindelse med klagesagsbehandlingen oplyst, at det er ham, der har drevet kennelen/virksomheden med salg af hunde, og at der således ikke er grund til, at hans ægtefælle er blevet involveret.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens indkomst med 189.600 kr. for indkomståret 2010. Der er ikke skønsmæssigt fastsat fradrag for eventuelle udgifter med relation til indkomsterhvervelsen.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

"(...)

Ifølge statsskatteloven § 4 betragtes med de i bestemmelsen fastsatte undtagelser og begrænsninger som skattepligtig indkomst de samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

Statsskatteloven § 5 omhandler indkomster som ikke skal medregnes. Til bestemmelsen høre undtagelser hvor gevinst og tab, som er konstateret ved salg eller afståelse af aktiver, der har karakter af omsætningsformue. Der er tale om salg som led i næring eller spekulation. Det vil sige at aktivet er produceret eller anskaffet med henblik på videresalg. I disse tilfælde er det hovedreglen om skattepligt efter SL § 4, som gælder.

Salg af en privat hund vil være omfattet af reglerne i statsskattelovens § 5 om indkomster der ikke skal medregnes, hvorimod fortjeneste ved salg af hundehvalpe, der er avlet eller indkøbt med henblik på videresalg er skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1 litra a. Når hundene er avlet og eller indkøbt med henblik på videresalg vil alle salg, uanset omfanget være omfattet af skattepligten.

Det fremgår af de modtagne bilag, at der er salg af fem hunde. Du har i forbindelse med salgene udstedt faktura. Der er tale om schæfer tæver/avlstæver som alle er solgt til [...] ([...]).

Der er ikke tale om salg af en privat hund. Skattestyrelsen er af den opfattelse, at der er tale om hunde som er anskaffet/avlet med henblik på videresalg, og med fortjeneste for øje. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at du driver virksomhed med salg af hunde.

Af de bilag der er modtaget er der tale om salg af en hund i 2010 til 189.600 kr. Skattestyrelsen anser salget for at være skattepligtig efter statsskatteloven § 4 stk. 1 litra a.

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten ved salg af hunde. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Skattestyrelsen har anmodet dig om, at indsende et regnskab og bilag for handel med hunde. Du har ikke indsendt regnskab og/eller bilag vedrørende forholdet.

Du har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort eventuelle udgifter i forbindelse med driften af virksomheden. Skattestyrelsen har således intet grundlag for at foretaget et skøn over eventuelle udgifter, der har relation til indkomsterhvervelsen efter reglerne i statsskattelovens § 6, stk. 1. litra a.

(...)"

Skattestyrelsen har til klagerens supplerende indlæg anført følgende:

”(...)

Der er ikke modtaget dokumentation som kan underbygge eller sandsynligøre størrelsen af omkostningerne. Skattestyrelsen mener derfor ikke at der er grundlag for at ændre ansættelsen.

(...)”

Skattestyrelsen har i en udtalelse til sagen af 26. juni 2020 anført følgende:

”(...)

Klagen vedrører beskatning af indtægter ved salg af hunde til [...].

Klager har ikke i indkomståret 2010 selvangivet virksomhedsresultat, og som det fremgår af R75 for klager, har der i indkomståret heller ikke været udbetalt løn og / eller understøttelse.

Formelt

Skattestyrelsen har den 21/1 2019 modtaget en række faktura fra politiet hvoraf fremgår at klager og ægtefællen i 2009 og 2010 har solgt et antal hunde til [...].

Skattestyrelsens kundskabstidspunkt til det konkrete forhold er således indtrådt den 21/1 2019.

Da forholdet falder ind under skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5, skal den skattepligtige varsles senest 6 måneder efter kundskabstidspunktet, og med afgørelse senest 3 måneder efter varslingsskrivelsen.

Kundskabstidspunkt er 21/1 2019

Varslingsskrivelse udsendes 12/7 2019

Afgørelse udsendt 21/8 2019

Fristerne for ekstraordinær genoptagelse er således opfyldte.

Materielt

Det fremgår af sagen at klagerens ægtefælle i perioden 1/12 1996 til 30/4 2018 har drevet enkeltmandsvirksomheden ”[virksomhed1] v/[person1]” cvr. [...1].

Virksomheden er drevet fra ægtefællernes bopæl.

Det fremgår af hjemmesiden for [virksomhed1] er stiftet i 1991 i forbindelse med opdræt af Rottweilere, og at de siden 1994 har drevet virksomheden sammen med opdræt af schæferhunde til brugssport, tjeneste og familiebrug.

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen at indtægten ved salget er skattepligtig indkomst for klager efter statsskattelovens § 4 stk. 1 litra a., idet Skattestyrelsen fortsat er af den opfattelse at der er tale om anskaffelse / eller avl med henblik på videresalg.

I forbindelse med sagen har Skattestyrelsen forgæves anmodet om indsendelse af såvel regnskab som de tilhørende bilag.

Klager har i stedet anmodet om en række skønnede udgifter. Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen at der ikke er basis for de skønnede udgifter, dels fordi bevisbyrden for faktiske udgifter, samt et de har direkte relation til indtægten, påhviler den skattepligtige. Denne bevisførelse / sandsynliggørelse finder ikke at være løftet af klager samt ægtefællen.

Det fremgår at de modtagne bilag fra politiet at der er tale om salg af 5 hunde i 2009 – 2010, hvoraf det ene salg beskattes hos klager da fakturaen til [...] indeholder klagers identifikation, medens de 4 øvrige fakturaer er udstedt med ægtefællens virksomhedsdata.

Der kan i øvrigt henvises til beskrivelserne på virksomhedens hjemmeside, hvoraf fremgår at der er udover de 5 hunde har været anden aktivitet, og i mangel af regnskaber m.m. er det således ikke muligt med fornøden klarhed, at få opdelt indtægter / udgifter på de aktiviteter som af klager betragtes som private, ikke erhvervsmæssige og erhvervsmæssig opdræt.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om hjemvisning og har i den forbindelse gjort gældende, at der ikke er givet fradrag for udgifter til indkøb og transport af hunden, daglig træning og ophold for hunden og dyrlæge.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

"(...)

Jeg skal hermed officielt klage over Skattestyrelsens afgørelse sags id [...] og rejser dermed påstand om hjemvisning. Jeg beder i øvrigt om mulighed for at indbringe sagen for landsskatteretten.

Grunden til klagen er at der ikke er givet fradrag for:

1) Indkøb af hunden:

Jeg har naturligvis haft udgifter til indkøb af hunden.

2) Transport for afhentning og levering af hunden:

I forbindelse med køb af hunden har jeg været i Tyskland og hente hunden, herved er der påløbet udgifter til diesel, færge, hotelovernatning, og disse udgifter er der ikke taget højde for i afgørelsen.

3) Daglig træning og ophold for hunden:

I den periode hunden har været i Danmark har den modtaget daglig træning, socialisering, og foder. Disse udgifter er der ikke taget hensyn til i forbindelse med skattestyrelsens afgørelse.

4) Dyrlæge udgifter:

Såfremt at nærværende hund har været til dyrlæge udover almindeligt dyrlægetjek i forbindelse med at hunden skulle sælges til Sverige - er der ikke foretaget fradrag herfor.

(...)"

Klageren har i sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling anført følgende:

”(...)

Jeg har fra [...] en opgørelse der viser at jeg var ejer af [”[x1]”] i i alt dage. Dette svare meget godt overens med den almindelige tid for at gøre en hund klar til salg til [...].

Hunden er indkøbt i Tyskland og hvis den ikke var fuldt vaccineret skulle den ved ankomst til Danmark tilses af en dyrlæge, som foretog et almindeligt helbredstjek, og derudover vaccinerede hunden for almindelig hundesygevirus, parvovirus, smitsom leverbetændelse, parainfluenza samt leptospirose. Herudover skulle hunden hvis den ikke havde fået en vaccine mod rabies, også vaccineres mod rabies.

Hvis den var vaccineret fik den ofte en såkaldt booster. Herefter skulle der så gå 120 dage inden hunden kunne testes for antistoffer, og når dette resultat var kendt og godkendt var den sundhedsmæssigt næsten klar til at rejse til Sverige.

Når jeg mente at hunden socialt, mentalt og træningsmæssig var klar til at blive testet af [...]s dyrlæge, adfærdsforsker og mentaltester gav jeg besked til dem. Herefter blev hunden mentaltestet i Danmark, og var det også i orden skulle hunden have foretaget endnu et sundhedstjek inden for 5 dage inden afrejse til Sverige.

Jeg har desværre ikke kunne finde nogle købskontrakt eller regninger fra dyrlægen idet hunden jo blev købt for mange år siden.

Mit kvalificeret gæt på direkte omkostninger i forbindelse med levering af 1 avls tæve til [...] er:

Jeg kan se af fakturaen til [...] er på kr. 189.600 Inkl. Moms

[...] er fritaget for at betale moms – men eftersom jeg tidligere er blevet pålagt at betale moms af hunde solgt til Sverige skrev jeg at prisen var inkl.Moms.

(Skat har tidligere bedt mig betale moms af nogle fakturaer på hunde solgt til [...]. Min fejl dengang var at jeg ikke havde skrevet ” inkl. moms ” på fakturaerne og så fremsendte Skat flere afgørelser hvoraf det fremgik at var der ikke angivet ” inkl. Moms ” ja, så var fakturaen at betragte som ex. Moms)

Jeg håber med ovenstående forklaring at jeg har sandsynliggjort udgifter i forbindelse med erhvervelsen, og træning af hunden. Jeg kan endvidere oplyse at hunden oprindeligt ikke var indkøbt med henblik på videresalg – men at den var indkøbt med konkurrence for øjet.

(...)”

Klagerens repræsentant har i et supplerende indlæg anført følgende:

”(...)

For så vidt angår sagens spørgsmål om hvorvidt [person2] er berettige til fradrag, fastholdes det naturligvis, at [person2] er berettiget til et skønsmæssigt fradrag fastsat af Landsskatteretten, subsidiært at sagen skal hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på at Skattestyrelsen skønsmæssigt fastsætter et fradrag.

I relation til opgørelsen af den skattepligtige indkomst er det korrekt, at der er oppebåret den anførte indtægt, men det er ikke korrekt, at såvel Skattestyrelsen, som Skatteankestyrelsen sætter omsætning lig overskud.

Det er dog korrekt, at det er den skatteyder der gør gældende, at der har været afholdt en fradragsberettiget udgift, der har bevisbyrden herfor, eller som i det mindste skal sandsynliggøre, at der har været afholdt en fradragsberettiget udgift.

Dette har Højesteret slået fast i Højesterets dom gengivet i SKM 2004,162, idet Højesteret direkte i præmisserne anførte, at

”Der kan imidlertid kun opnås fradrag for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, og bevisbyrden herfor påhviler i overensstemmelse med, hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag - som udgangspunkt skatteyderen.

Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Beviskravet vil typisk blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang, eksempelvis meget betydelige daglige rejsetider.”

Højesteret siger således, at det i hvert fald skal sandsynliggøres, at der har været udgifter, og at kravene til denne sandsynliggørelse skærpes, såfremt det har formodningen imod sig, at der har været afholdt fradragsberettigede udgifter.

Dette er ikke tilfældet i nærværende sag, hvor det derimod ret klart har formodningen for sig, at der har været afholdt fradragsberettigede udgifter til køb og ”forplejning” af hundene.

Det siger sig selv, at [person2] ikke har modtaget hundene uden at betale for dem, ligesom der, som [person2] allerede tidligere har redegjort for, har været udgifter til foder, dyrelæge m.v., og dermed er der ikke blot tale om, at [person2] har sandsynliggjort, at der har været fradragsberettigede udgifter – det er evident, at det må der pr. definition have været.

Dermed adskiller sagen sig da også markant fra SKM 2013,493 (som undertegnede i øvrigt procederede både i By- og Landsretten) der ganske rigtigt vedrørte handel med skrot. Det afgørende for underkendelse af fradrag i den pågældende sag var dog i Landsrettens præmisser, at det henset til, at Sagsøgeren ikke ville oplyse hvor han havde købt skrottet, var lige så sandsynligt at han ikke havde haft udgifter, som at han havde.

Eller, sagt med andre ord, det var lige så sandsynligt, at han havde stjålet det, som at han havde købt det.

Der kan i stedet henvises til SKM 2014,823, hvis faktum passer langt mere præcist på nærværende sag, Landsretten udtalte i sine præmisser, at

”Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten som eneanpartshaver i A ApS skulle udlodningsbeskattes af midler, som han havde hævet kontant på selskabets konto og oprindelig bogført som hans gæld til selskabet.

De hævede beløb, i alt ca. 2,6 mio. kr. for 2006 og ca. 2 mio. kr. for 2007, blev senere omposteret til og selvangivet som selskabets udgifter til fremmed arbejde. Skattemyndighederne havde nægtet at godkende disse beløb som selskabets driftsomkostninger, og som en konsekvens heraf var appellanten blevet beskattet heraf som maskeret udlodning.

Landsretten fandt ikke, at fakturaerne fra den af appellantens fader drevne virksomhed i Thailand C Ltd. kunne anses for at dække over reelle forhold, og da appellantens hævninger var sket med runde beløb, der ikke sås at have nærmere sammenhæng med konkrete lønudgifter, og da appellanten i øvrigt ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort størrelsen af de afholdte udgifter, stadfæstede landsretten byrettens dom på dette punkt.

Appellantens principale påstand blev derfor ikke taget til følge.

”Imidlertid fandt landsretten det efter bevisførelsen for godtgjort, at A ApS i forbindelse med det af selskabet udfakturerede og betalte losnings- og lastningsarbejde måtte have udgifter til arbejdsløn, som klart oversteg de beskedne personaleomkostninger i A ApS' årsrapporter for 2006 og 2007.

Landsretten fandt endvidere, at der ikke var oplysninger i sagen, om at andre end A ApS kunne have afholdt udgifter til arbejdsløn i forbindelse med det udførte arbejde, og anså det på denne baggrund for godtgjort, at appellanten i et eller andet omfang havde anvendt de hævede beløb til betaling af lønninger i selskabets interesse - uanset at der i sagen ikke var oplysninger om identiteten af de personer,som havde været antaget til at udføre lastnings- og losningsarbejde for C Ltd.

Landsretten fastslog på denne baggrund, at skattemyndighederne herefter burde foretage en ansættelse af de beløb, som appellantens maskerede udlodning for indkomstårene 2006 og 2007 burde reduceres med i anledning af appellantens afholdelse af skønnede udgifter til løn. Appellantens subsidiære påstand blev derfor taget til følge.”

Dette er netop pointen i forhold til nærværende sag. I sagen med skrothandel var det lige så sandsynligt, at der ikke var afholdt udgifter, som at der var, henset til sagens faktum, men i ovenstående sag, måtte der nødvendigvis være udgifter i ”et eller andet omfang” som Sagsøgeren i sagen selvfølgelig skulle have fradrag for, uanset der ingen nærmere oplysninger var om disse udgifter, og hvem de var afholdt til.

Dette er præcist det samme i nærværende sag, der må nødvendigvis have været udgifter i et eller andet omfang, og dermed er [person2] også berettiget til et skønsmæssigt fastsat fradrag.

Jeg er bekendt med, at [person2] tidligere til Skatteankestyrelsen har opgjort de skønsmæssige udgifter, som anført nedenfor, hvilke udgifter fastholdes, som værende udtryk for de reelle udgifter til indkomsterhvervelsen:

Anskaffelsespris(5.000 Euro) 37.500,-

Transport og overnatning t/rt Tyskland5.000,-

Dyrlægetjek, vaccinationer og laboratorietest 5.000,-

Træning, foder og pension i dage af 320,- 61.120,-

Dyrlægetjek i forbindelse med afrejse til Sverige 3.000,-

Transport til [Sverige]5.000,-

I alt116.620,-

(...)”

På et retsmøde i Landsskatteretten har klagerens repræsentant bl.a. fremhævet, at det er forkert at sætte omsætning lig med overskud, da formodningen klart er for, at der har været udgifter forbundet med virksomheden med salg af hunde. Klageren er derfor berettiget til et skønsmæssigt ansat fradrag, der bør fastsættes til 116.620 kr.

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privat udgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Såfremt en skatteyder - trods manglende regnskaber og bilagsmateriale - ikke bidrager med konkrete oplysninger om virksomhedens drift som grundlag for skattemyndighedernes udøvelse af et så virkelighedsnært skøn over driftsudgifterne som muligt, er skatteyderen ikke berettiget til fradrag herfor. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 4. juni 2013, offentliggjort i SKM2013.493.VL.

Skattestyrelsen har vurderet, at klageren driver virksomhed med salg af hunde, og har for indkomståret 2010 forhøjet klagerens indkomst med 189.600 kr. svarende til det beløb, som er faktureret.

For så vidt angår fradrag for driftsudgifter er udgangspunktet som nævnt, at klageren i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, må fremskaffe dokumentation for at have afholdt fradragsberettigede udgifter ved drift af virksomheden med salg af hunde. I mangel af en sådan dokumentation foretager skattemyndighederne et skøn over udgifterne.

Klageren har i forbindelse med klagesagsbehandlingen oplyst, at der selvfølgeligt har været udgifter til indkøb af hunden m.v. Som supplement har han fremlagt et ”kvalificeret gæt” på direkte omkostninger i forbindelse med levering af en avlstæve til [...], hvor udgifterne er opgjort til i alt 116.620 kr.

Klageren har imidlertid ikke bidraget med konkrete oplysninger om virksomhedens drift som grundlag for udøvelsen af et skøn over udgifterne. Landsskatteretten bemærker herved, at der eksempelvis ikke er oplyst navn og adresse på hverken hundesælger eller leverandør af træning, foder og pension, der tilsammen udgør hovedparten af de påberåbte udgifter. Desuden kan for eksempel foder have været inkluderet i en eventuel købspris. Det er heller ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, hvor længe hunden har opholdt sig på klagerens og hans ægtefælles adresse. Det findes således ikke dokumenteret, at klageren har afholdt udgifter i forbindelse med indkomsterhvervelsen, ligesom størrelsen af de udgifter, der måtte være afholdt, ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort.

Retten bemærker herved, at de fornødne oplysninger som grundlag for at udøve et skøn heller ikke ses at være tilgængelige på anden vis.

Der er på den baggrund med rette, at Skattestyrelsen ikke har givet klageren et skønsmæssigt fradrag for driftsudgifter i forbindelse med forhøjelsen af hans indkomst for indkomståret 2010.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.