Kendelse af 18-03-2021 - indlagt i TaxCons database den 10-04-2021

Skattestyrelsen har givet afslag på ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelser for fejlopkrævet ejendomsværdiskat i indkomstårene 2008 – 2014.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klagerens ægtefælle har siden 1993 været eneejer af ejendommen beliggende [adresse1], [by1]. Klageren har beboet ejendommen siden den 1. december 1996 og blev gift med sin ægtefælle 2. oktober 1999.

Klageren har siden 1999 hæftet for halvdelene af lånene på ejendommen.

For indkomstårene 2000 - 2002 selvangav klageren ifølge Skattestyrelsen den fulde ejendomsværdiskat samt rentefradrag for ejendommen, imens hans ægtefælle hverken selvangav rentefradrag eller betaling af ejendomsværdiskat i den pågældende periode.

Skattestyrelsen har oplyst, at eftersom klageren begyndte at betale ejendomsværdiskat af en ejendom, han ikke ejede, må dette være sket på baggrund af en anmodning fra klageren selv, hvilket ifølge Skattestyrelsen understøttes af, at klagerens ægtefælle i samme periode ikke betalte ejendomsværdiskat af den pågældende ejendom, som hun var ejer af. Klageren har oplyst, at han aldrig har anmodet om at få pålagt betaling af ejendomsværdiskat i sin skatteansættelser.

I perioden fra 2000 – 2014 har klageren betalt ejendomsværdiskat af ejendommen beregnet med en ejerandel på 100 procent, og klagerens ægtefælle har i perioden 2003 – 2014 ligeledes svaret ejendomsværdiskat beregnet ud fra en ejerandel på 100 procent. Fra indkomståret 2003 og frem blev renteudgifterne fordelt ligeligt mellem klageren og ægtefællen.

SKAT (nu Skattestyrelsen) har registreret, at klageren har godkendt de fortrykte oplysninger på selvangivelserne for indkomstårene 2003 – 2006, og at klageren i indkomstårene 2007 og 2008 har godkendt de fortrykte ejendomsoplysninger via TastSelv.

Klagerens årsopgørelser for indkomstårene 2008 – 2014 indeholdt følgende enslydende oplysninger om ejendomsværdiskatten:

”Ejendomsnr. [...]. [adresse1]

10 promille af 1.837.500. Maks. 1.20018.375,00

Erhvervet før 2/7 1998. Nedslag 2 promille af 1.837.500 -3.675,00

Nedslag 4 promille af 1.837.500. Maks. 1.200 -1.200,00

Ejendomsværdiskat13.500,00”

Klagerens årsopgørelser for den pågældende periode blev lagt i klagerens skattemappe på følgende datoer:

Årsopgørelse/IndkomstårÅrsopgørelsesnummerSkattemappedato

Årsopgørelse 2008128. juni 2009

Årsopgørelse 2009112. juli 2010

Årsopgørelse 2010231. oktober 2011

Årsopgørelse 201126. juli 2012

Årsopgørelse 2012126. juni 2013

Årsopgørelse 2013112. marts 2014

Årsopgørelse 2014124. marts 2015

Den 29. marts 2019 anmodede klagerens repræsentant Skattestyrelsen om ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelser af ejendomsværdiskatten for indkomstårene for 1998- 2014.

Den 20. juni 2019 fremsendte Skattestyrelsen forslag til afgørelse, hvori anmodning om ekstraordinær genoptagelse nægtedes med henvisning til, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, samt 27, stk. 2, ikke var opfyldt, og i øvrigt at klagerens skatteansættelser for indkomstårene 1998-2007 ikke kunne genoptages med henvisning forældelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.

Ved skrivelse af 12. juli 2019 fastholdt klagerens repræsentant anmodningen om genoptagelse overfor Skattestyrelsen, men repræsentanten var enig i, at der alene kunne ske genoptagelse for indkomstårene 2008 – 2014. Endvidere anmodede klagerens repræsentant Skattestyrelsen om dokumentation for, at klageren selv skulle have anmodet om at blive pålagt ejendomsværdiskatten.

Skattestyrelsen har oplyst, at de ikke længere er i besiddelse af klagerens fysiske selvangivelse for indkomståret 2000.

Den 26. februar 2020 anmodede klageren Folketingets Ombudsmand om en vurdering af Skattestyrelsens sagsbehandling, da klageren var af den opfattelse, at Skattestyrelsens afslag på anmodning om ekstraordinære genoptagelse ikke harmonerede med Ombudsmandens skrivelse af 17. december 2019 til Skattestyrelsen.Af klagerens brev fremgår:

”Vedr.: Ejendomsværdiskat – Skattestyrelsens manglende genoptagelse

Jeg er blevet bekendt med Ombudsmandens skrivelse af 17. december 2019 til Skattestyrelsen. Af

skrivelsen følger det, at Ombudsmanden, som følge af Skattestyrelsens redegørelse ikke ønsker at

foretage sig yderligere.

Skattestyrelsen har til Ombudsmanden oplyst, at der kan være grundlag for ikke kun ordinær

genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, men også ekstraordinær genoptagelse efter

skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Det følger endvidere, at Skattestyrelsen har afgivet

oplysninger om, hvordan skattestyrelsen vil udsøge de relevante sager.

Skattestyrelsen har til ombudsmanden skrevet følgende:

”Skattestyrelsen har oplyst, at styrelsen vil gennemgå den del af de 544 sager, hvor der ud over

fejl i de indkomstår, som er ordinært genoptaget, også er fejl i tidligere år. I de af de 544 sager,

hvor der er fejl i tidligere år, vil styrelsen vurdere, om der kan ske ekstraordinær genoptagelse.”

Min egen situation

(...)

På baggrund af Ombudsmandens skrivelse af 17. december 2019, er det min opfattelse, at Skattestyrelsen ikke agerer, som man har beskrevet i redegørelsen til Ombudsmanden.

Det er helt uberettiget, at man har påbegyndt opkrævning af ejendomsværdiskat hos mig tilbage i

indkomståret 2000. Jeg har anmodet Skattestyrelsen om at fremlægge den dokumentation der

berettiger til denne opkrævning, herunder dokumentation for at det er et forhold jeg selv skulle

have påført selvangivelsen. Skattestyrelsen har ikke opfyldt min anmodning.

Skattestyrelsen har ikke over for mig kunne forklare opkrævningen af denne ejendomsværdiskat.

Det er derfor min opfattelse, at jeg er omfattet af den personkreds som er berettiget til at får

ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27.

(...)”

Af Ombudsmandens skrivelse af 17. december 2019 til Skattestyrelsen fremgår følgende:

” 1. Indledning

1.1. Jeg har den 4. november 2019 modtaget Skattestyrelsens svar på min seneste høring. Jeg vender hermed tilbage til sagen.

Den 21. december 2018 afsluttede ombudsmanden en sag om en analyse, som SKAT havde iværksat i forbindelse med, at det var konstateret, at der fejlagtigt var opkrævet ejendomsværdiskat hos borgere, som ikke længere var ejere af den ejendom, som der blev opkrævet ejendomsværdiskat af. Det drejede sig om ca. 500 ejendomme.

På baggrund af en redegørelse fra SKAT meddelte ombudsmanden i brevet af 21. december 2018 til Skattestyrelsen, at han på det foreliggende grundlag ikke foretog sig mere i forhold til myndighedernes initiativer med henblik på fremadrettet at rette op på de pågældende fejlregistreringer. Han bad dog om at få underretning om håndteringen af de konkrete sager, som udsprang af de ca. 500 ejendomme med fejlregistreringer, herunder hvad sagerne resulterede i, og på hvilket retsgrundlag de blev behandlet.

I et brev af 14. februar 2019 oplyste Skattestyrelsen bl.a., at styrelsen foreløbig havde ”genoprettet” 457 af de konkrete sager og tilbagebetalt et beløb på 4.564.168 kr. i for meget opkrævet ejendomsværdiskat. Retsgrundlaget for genopretningen var skatteforvaltningslovens § 26. Styrelsen havde ikke fundet grundlag for at genoptage sagerne ekstraordinært efter lovens § 27.

1.2. På baggrund af Skattestyrelsens oplysninger i brevet af 14. februar 2019 bad ombudsmanden den 29. marts 2019 styrelsen om at uddybe oplysningen om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagerne ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27.

Ombudsmanden modtog Skattestyrelsens udtalelse den 13. maj 2019 og henvendte sig efterfølgende den 12. august 2019 og den 9. oktober 2019 henvendt til styrelsen igen. Styrelsen har svaret i udtalelser af 6. september 2019 og 4. november 2019.

2.1. Det fremgår af Skattestyrelsens udtalelser af 6. september 2019 og 4. november 2019, at det (nu) er styrelsens opfattelse, at der kan være grundlag for, at sagerne kan genoptages ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Det vil være tilfældet, hvis den fejl, der har resulteret i den forkerte ansættelse af ejendomsværdiskat, skyldes Skatteforvaltningen.

Skattestyrelsen har i den forbindelse oplyst, at der i disse tilfælde generelt vil blive bortset fra en eventuel overskridelse af 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Vedrørende muligheden for at dispensere for fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, har Skattestyrelsen i udtalelsen af 4. november 2019 henvist til Den juridiske vejledning, pkt. A.A.8.2.2.2.2, hvoraf det fremgår, at ”et potentielt anvendelsesområde er tilfælde, hvor genoptagelse er begrundet i ansvarspådragende myndighedsfejl”. På den baggrund finder styrelsen, at der er grundlag for dispensation ”netop i tilfælde, hvor en forkert skatteansættelse skyldes fejl fra Skatteforvaltningens side.”

2.2. Skattestyrelsen har i sine udtalelser af 13. maj 2019, 6. september 2019 og 4. november 2019 redegjort for, hvordan skattestyrelsen har fundet og vil finde frem til de sager, som det er relevant at genoptage med henblik på at tilbagebetale for meget betalt ejendomsværdiskat.

Skattestyrelsen har ved den afsluttede gennemgang fundet i alt 544 sager, hvor der fejlagtigt er opkrævet ejendomsværdiskat for det seneste indkomstår (2017). Alle 544 sager er efter det oplyste genoptaget ordinært efter skatteforvaltningslovens § 26, og for meget betalt ejendomsværdiskat (i alt 5.077.194 kr.) er betalt tilbage for de indkomstår, som lovens § 26 giver mulighed for.
Skattestyrelsen har oplyst, at styrelsen vil gennemgå den del af de 544 sager, hvor der ud over fejl i de indkomstår, som er ordinært genoptaget, også er fejl i tidligere år. I de af de 544 sager, hvor der er fejl i tidligere år, vil styrelsen vurdere, om der kan ske ekstraordinær genoptagelse.

Styrelsen har samtidig oplyst, at også de borgere, hvor styrelsen efter gennemgangen ikke finder grundlag for ekstraordinær genoptagelse, vil blive underrettet om årsagen hertil, sådan at de vil få lejlighed til at oplyse, om de mener, at der er andre særlige omstændigheder end myndighedsfejl, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse, og få mulighed for at få en afgørelse om spørgsmålet.

I udtalelsen af 4. november 2019 har Skattestyrelsen oplyst, at styrelsen, ud over de nævnte 544 sager, ”også ville undersøge tilfælde, hvor fejlen ikke længere optrådte på årsopgørelsen for 2017, men var rettet i tidligere år”, og at styrelsen ved bedømmelsen af disse sager vil anvende de samme principper som ved bedømmelsen af de 544 sager.

Jeg har forstået det oplyste sådan, at Skattestyrelsens gennemgang af sager, som det kan være relevant at genoptage, på denne måde også vil komme til at omfatte sager, hvor fejlen f.eks. på baggrund af skatteyderens egen henvendelse er blevet rettet i tidligere indkomstår.

3. Mine bemærkninger

På baggrund af Skattestyrelsens oplysninger om, at der kan være grundlag for ikke kun ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, men også ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, samt Skattestyrelsens oplysninger om, hvordan styrelsen vil udsøge de relevante sager og informere de berørte borgere, har jeg besluttet ikke at foretage mig mere i sagen.

Jeg har ikke herved taget stilling til Skattestyrelsens retsanvendelse med hensyn til generelt at dispensere fra fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

(...)”

Den 22. april 2020 er Folketingets Ombudsmand fremkommet med en ny udtalelse, hvori det fremgår, at Skattestyrelsen har trukket sin udtalelse af 4. november 2019 tilbage:

”1. Indledning

Jeg oplyste i et brev af 17. december 2019 til Skatteankestyrelsen, at jeg havde besluttet ikke at foretage mig mere og afsluttede dermed sagen.

Jeg har efterfølgende modtaget Skattestyrelsens brev af 26. marts 2020 med bilag.

I brevet af 26. marts 2020 har Skattestyrelsen oplyst, at styrelsen – efter offentliggørelsen af mit brev af 17. december 2019 – har konstateret, at styrelsens udtalelser af 6. september 2019 og 4. november 2019 helt eller delvist har været i strid med en afgørelse fra Landsskatteretten og med gældende

regler og praksis vedrørende ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og § 27, stk. 2.

Som følge heraf har Skattestyrelsen trukket sin udtalelse af 4. november 2019 tilbage og har i stedet fremsendt en ny udtalelse af 26. marts 2020.

Den retsopfattelse, som Skattestyrelsen har givet udtryk for i udtalelsen af 26. marts 2020, giver mig ikke grundlag for at indlede en ny undersøgelse af sagen. Jeg foretager mig således ikke mere, jf. nedenfor i afsnit 4.

2. Baggrund

2.1. Den 21. december 2018 afsluttede ombudsmanden en sag om en analyse, som SKAT havde iværksat i forbindelse med, at det var konstateret, at der fejlagtigt var opkrævet ejendomsværdiskat hos borgere, som ikke længere var ejere af den ejendom, der blev opkrævet ejendomsværdiskat af. Det drejede sig om ca. 500 ejendomme.

På baggrund af en redegørelse fra SKAT meddelte ombudsmanden i sit brev af 21. december 2018 til Skattestyrelsen, at han på det foreliggende grundlag ikke foretog sig mere i forhold til myndighedernes initiativer med henblik på fremadrettet at rette op på de pågældende fejlregistreringer. Han bad dog om at få underretning om håndteringen af de konkrete sager, som udsprang af de ca. 500 ejendomme med fejlregistreringer, herunder hvad sagerne resulterede i, og på hvilket retsgrundlag de blev behandlet.

I et brev af 14. februar 2019 oplyste Skattestyrelsen bl.a., at styrelsen foreløbig havde ”genoprettet” 457 af de konkrete sager og tilbagebetalt et beløb på 4.564.168 kr. i for meget opkrævet ejendomsværdiskat. Retsgrundlaget for genopretningen var skatteforvaltningslovens § 26. Styrelsen havde ikke fundet grundlag for at genoptage sagerne ekstraordinært efter lovens § 27.

2.2. På baggrund af Skattestyrelsens oplysninger i brevet af 14. februar 2019 bad ombudsmanden den 29. marts 2019 styrelsen om at uddybe oplysningen om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagerne ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27.

Ombudsmanden modtog Skattestyrelsens udtalelse den 13. maj 2019 og henvendte sig efterfølgende den 12. august 2019 og den 9. oktober 2019 til styrelsen igen. Styrelsen har svaret i udtalelser af 6. september 2019 og 4. november 2019.

2.3. Af Skattestyrelsens udtalelser af 6. september 2019 og 4. november 2019 fremgik det bl.a., at det var styrelsens opfattelse, at der kunne være grundlag for, at sagerne kunne genoptages ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, hvis den fejl, der havde resulteret i den forkerte ansættelse af ejendomsværdiskat, skyldtes Skatteforvaltningen. Styrelsen oplyste i den forbindelse, at der i disse tilfælde generelt ville blive bortset fra en eventuel overskridelse af 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Af Skattestyrelsens udtalelser af 13. maj 2019, 6. september 2019 og 4. november 2019 fremgik det desuden, hvordan skattestyrelsen havde fundet og ville finde frem til de sager, som det var relevant at genoptage med henblik på at tilbagebetale for meget betalt ejendomsværdiskat.

Skattestyrelsen ville gennemgå den del af de 544 sager, hvor der ud over fejl i de indkomstår, som var ordinært genoptaget, også var fejl i tidligere år. I de af de 544 sager, hvor der var fejl i tidligere år, ville styrelsen vurdere, om der kunne ske ekstraordinær genoptagelse.

Skattestyrelsen ville også i de sager, hvor styrelsen efter sin gennemgang ikke fandt grundlag for ekstraordinær genoptagelse, underrette borgerne om årsagen hertil, sådan at de ville få lejlighed til at oplyse, om de mente, at der var andre særlige omstændigheder end myndighedsfejl, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse, og de ville få mulighed for at få en afgørelse om spørgsmålet.

I udtalelsen af 4. november 2019 havde Skattestyrelsen derudover oplyst, at styrelsen, ud over de nævnte 544 sager, ”også ville undersøge tilfælde, hvor fejlen ikke længere optrådte på årsopgørelsen for 2017, men var rettet i tidligere år”, og at styrelsen ved bedømmelsen af disse sager ville anvende de samme principper som ved bedømmelsen af de 544 sager.

2.4. Af mit brev af 17. december 2019 fremgik det, at jeg – på baggrund af Skattestyrelsens oplysninger om, at der kunne være grundlag for ikke kun ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, men også ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, samt styrelsens oplysninger om, hvordan styrelsen ville udsøge de relevante sager og informere de berørte borgere – havde besluttet ikke at foretage mig mere i sagen.

Jeg bemærkede samtidig, at jeg ikke havde taget stilling til Skattestyrelsens retsanvendelse med hensyn til generelt at dispensere fra fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

3. Skattestyrelsens retsopfattelse og øvrige oplysninger i udtalelsen af 26. marts 2020

3.1. I udtalelsen af 26. marts 2020 har Skattestyrelsen oplyst bl.a., at styrelsen ud fra en konkret vurdering i de enkelte sager vil tage stilling til, om der er grundlag for at dispensere fra 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Skattestyrelsen vil således ikke som nævnt i svaret af 6. september 2019 generelt dispensere fra 6 måneders fristen.

Skattestyrelsen har endvidere oplyst, at udgangspunktet i alle sagerne, dvs. også i de sager, hvor den fejlagtige opkrævning skyldes en fejl fra SKATs eller styrelsens side, må være, at en anmodning om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, ikke kan imødekommes, da fristen på 6 måneder i lovens § 27, stk. 2, er overskredet.

Skattestyrelsen har henvist til, at det er fremgået af årsopgørelserne i alle sagerne, at der var betalt ejendomsværdiskat, og at det derfor må anses for ”åbenbart for borgeren, at der er sket en fejl, idet det fremgik klart af årsopgørelsen, at der var sket opkrævning af ejendomsværdiskat.”

Skattestyrelsen har anført, at denne retsopfattelse har støtte i retspraksis, og har i den forbindelse henvist til SKM2019.654.BR, SKM2017.274.LSR, og SKM2016.585.VLR. Desuden har styrelsen henvist til og omtalt en dom, der er gengivet i SKM2019.132.ØLR.

Efter Skattestyrelsens opfattelse tillægges det således i retspraksis ”afgørende vægt, at skatteyder nemt har kunnet konstatere, at der var fejl i skatteansættelsen.”

Derudover har Skattestyrelsen oplyst, at styrelsen efter en konkret vurdering vil kunne se bort fra fristoverskridelsen, hvis der foreligger helt individuelle forhold som f.eks. langvarig sygdom, psykiske problemer og lignende, der har forhindret borgeren i at anmode om genoptagelse på et tidligere tidspunkt.

Skattestyrelsen har endelig peget på, at styrelsen ikke af egen drift kan iværksætte en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og at styrelsen derfor vil vejlede de pågældende borgere om, at de har mulighed for at anmode om ekstraordinær genoptagelse, og at de i forbindelse med ansøgningen skal redegøre for, hvorfor de mener, at 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal fraviges.

3.2. Om sin udsøgning af sager har Skattestyrelsen bl.a. oplyst, at det efterfølgende er konstateret, at de forudsætninger, som lå til grund for udsøgningen af de 544 sager, ikke var fyldestgørende, og at der er udsøgt yderligere 565 sager, hvor der i tidligere år (end 2017) fejlagtigt har været betalt ejendomsværdiskat. Det er styrelsens vurdering, at alle relevante sager hermed er identificeret.

Skattestyrelsen har også oplyst, at styrelsen ”vil genoptage de sager, hvor indkomstårene ligger inden for den ordinære frist efter SFL § 26, og samtidig vejlede borgerne om muligheden for at anmode om ekstraordinær genoptagelse, herunder betingelserne for ekstraordinær genoptagelse.”

4. Mine bemærkninger

Den retsopfattelse, som Skattestyrelsen har givet udtryk for, og de øvrige oplysninger, som Skattestyrelsen har givet i udtalelsen af 26. marts 2020, giver mig på det foreliggende grundlag ikke anledning til bemærkninger. Jeg mener på den baggrund heller ikke, at jeg har grundlag for at indlede en ny undersøgelse af sagen.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.

Jeg har sendt en kopi af dette brev til Skatteministeriet, Rigsrevisionen, Landsskatteretten samt Borger- og retssikkerhedschefen til orientering. Brevet vil blive offentliggjort på skattesiden på min hjemmeside.

I forlængelse af modtagelsen af Skattestyrelsens brev af 26. marts 2020 har jeg den 27. marts 2020 fjernet min udtalelse af 17. december 2019 fra skattesiden på min hjemmeside.”

Klagerens repræsentant er i forbindelse med Skatteankestyrelsens udsendelse af sagsfremstilling den 27. maj 2020 blevet orienteret om Folketingets Ombudsmands udtalelse af 22. april 2020.

Klagerens repræsentant har efter udsendelse af sagsfremstillingen anmodet om aktindsigt i forhold, der kan dokumentere, hvordan klageren har selvangivet i årene 2000 – 2006 samt dokumentation for, at klageren selv har anmodet om at blive pålagt ejendomsværdiskat:

Skattestyrelsen er fremkommet med følgende bemærkninger til aktindsigtsanmodningen:

”2000-2002

Vi er ikke længere i besiddelse af de fysiske selvangivelser for [person1] eller [person2] for 2000- 2002.

2003-2006

Vi er ikke længere i besiddelse af de fysiske selvangivelser for 2003. Der vedlægges kopi af [person1]s selvangivelser for 2004-2006 hvoraf fremgår, at han for alle årene har sat kryds i rubrik 166, og derved angivet, at han er enig i, at de anførte oplysninger om hans ejendomme er fyldestgørende og korrekte.

2007 og 2008

Der vedlægges kopi af indberetningen den 7. maj 2008 vedr. [person1]s selvangivelse for 2007 og indberetningen den 28. juni 2009, vedrørende selvangivelsen for 2008. For begge år har han an- givet, at han er enige i, at de anførte oplysninger vedrørende ejerbolig og ejendomsværdiskat er fyldestgørende og korrekte.”

Skattestyrelsen har ved behandlingen af anmodningen om aktindsigten fremlagt klagerens selvangivelser for 2004 – 2006, hvoraf det fremgår, at der er sat kryds i rubrik 166.

Ved rubrik 166 står følgende:

”Er De enig i, De anførte oplysninger om Deres ejendomme er fyldestgørende og korrekte?”

Af selvangivelserne står endvidere, at ejendomsoplysningerne til brug for beregningen af ejendomsværdiskatten fremgår af et vedlagt ejendomsskema. Skattestyrelsen har ikke fremlagt de pågældende ejendomsskemaer.
Skattestyrelsen har endvidere fremlagt en kvittering for klagerens indberetning af 7. maj 2008 vedrørende selvangivelsen for 2007, samt en kvittering for klagerens indberetning af 28. juni 2009 vedrørende selvangivelsen for 2008. Ud fra rubrik 166 i de pågældende indberetninger fremgår, at der er svaret ja til følgende:

”Er du enig i, at de anførte oplysninger om dine ejendomme er fyldestgørende og korrekte”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har givet afslag på ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelser for fejlopkrævet ejendomsværdiskat i indkomstårene 2008 – 2014.

Som begrundelse for afgørelsen har Skattestyrelsen anført følgende:

Lovhenvisning og begrundelse

Anmodning om ordinær genoptagelse af tidligere års skatteansættelse skal fremsættes over for skattemyndigheden senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb, jævnfør skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. For 2014 skulle anmodningen således være fremsendt senest den 1. maj 2018, og tilsvarende for tidligere år.

Hvis din skat for 2000-2014 skal ændres, skal betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27 være opfyldt. I denne sag er det spørgsmålet, om du kan opfylde betingelsen

i stk. 1, nr. 8, om at der skal foreligge særlige omstændigheder.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 er ifølge forarbejderne tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Særlige omstændigheder kan foreligge, hvis Skattestyrelsen har begået fejl af ansvarspådragende karakter eller har foretaget en åbenbar urimelig skønsmæssig ansættelse. Der er derimod ikke mulighed for ekstraordinær genoptagelse som følge af et glemt fradrag eller fejl i beregningen af ejendomsværdiskat.

Du har selv foranlediget, at du er begyndt at betale ejendomsværdiskat vedrørende [adresse1], [by1] for 2000. Skattestyrelsen kan derfor ikke anses for at have begået fejl af ansvarspådragende karakter ved, på baggrund af dine angivelser, at have fortsat med at opkræve ejedomsværdiskat hos dig.

Du opfylder således ikke betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Du kan læse mere om reglerne i Den juridiske vejledning, A.A.8.2.2.2.2.8.

Endvidere er det en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at anmodning om genoptagelse fremsættes senest 6 måneder efter at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder ekstraordinær genoptagelse, jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Vi anser, at du er blevet bekendt med forholdet i forbindelse med udsendelsen af årsopgørelserne for 2000-2014 hvoraf det fremgår, at du har betalt ejendomsværdiskat vedrørende [adresse1], [by1].

Du har pligt til selv at kontrollere indholdet af årsopgørelserne. Det fremgår af skattekontrollovens § 1. Du har f.eks. for 2007 og 2008 godkendt de fortrykte ejendomsoplysninger via TasSelv. Allerede af den grund opfylder du ikke betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, om at reagere senest 6 måneder efter du blev bekendt med forholdet, for at dine skatteansættelser kan genoptages ekstraordinært. Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er derfor heller ikke opfyldt.

Pligten til at kontrollere sine årsopgørelse er bl.a. behandlet af Østre Landsret. Østre Landsret har i dom af 17. januar 2019, SKM2019.132ØLR, behandlet spørgsmålet om fejlagtig beregnet ejendomsværdiskat vedrørende en ejendom, som var solgt. Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse, idet borgeren, ved ikke at kontrollere de fortrykte oplysninger på sine årsopgørelser, klart havde tilsidesat sin pligt.

Landsretten har således fastslået, at fejlagtig beregnet ejendomsværdiskat ikke berettiger til ekstraordinær genoptagelse, når oplysningerne tydeligt fremgår af årsopgørelserne.

Skattestyrelsen finder, at presmisserne i Østre Landsretsdommen er sammenlignelig med din sag, idet du selv har foranlediget, at du er påbegyndt betalingen af ejendomsværdiskat vedrørende [adresse1], [by1].

Begge betingelser skal være opfyldt, før din skat for 2000-2014 kan genoptages ekstraordinært.”

I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen fremkommet med følgende bemærkninger:

”Spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse af fejlagtig opkrævet ejendomsværdiskat, har, udover SKM2019.132ØLR, også været behandlet af Landsskatteretten i bl.a. afgørelsen af 5. maj 2017, 14-3825249. I denne sag fandt Landsskatteretten, at selvom opkrævningen af ejendomsværdiskatten måtte anses som sket på baggrund af en sådan fejl i SKATs systemer, at der var tale om særlige omstændigheder omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kunne skatteansættelserne alligevel ikke genoptages ekstraordinært, idet 6-månedersfristen i skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 2, ikke var overholdt.”

Skattestyrelsen er kommet med følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

I nærværende sag har Skattestyrelsen afslået klagers anmodning om en ekstraordinær genoptagelse, da der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, under henvisning til, at der ikke foreligger myndighedsfejl fra det tidligere SKAT’s side.

Skattestyrelsen har vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger, og er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Det er omtvistede i den foreliggende sag er, om opkrævningen af ejendomsværdiskat er sket på baggrund af klagers egen anmodning eller ved en fejl fra det tidligere SKAT’s side.

Det må konstateres, at det af forsiden på årsopgørelserne for 2000 til 2014 fremgår, at klager skal betale ejendomsværdiskat. Oplysninger som klager har godkendt på de indsendte selvangivelser fra 2003 til 2007 og fra 2007 og 2008 via TastSelv, Det må videre konstateres, at klager i indkomstårene 2000 til 2002 har selvangivet den fulde ejendomsværdiskat samt rentefradrag for ejendommen, hvorimod hans ægtefælle hverken har selvangivet rentefradrag eller betaling af ejendomsværdiskat.

Det må også konstateres, at det tidligere SKAT i en servicemeddelelse til årsopgørelsen for 2013 af 31. marts 2014 gør klager opmærksom på, at det er hans ansvar at sørge for, at alle tal på servicemeddelelsen er rigtige, og at der ikke er indkomster eller fradrag, der mangler, da disse danner grundlag for hans årsopgørelse. På side 3 i servicemeddelelsen er anført ejendomsoplysninger vedr. ejendomsværdiskat.

Det er derfor fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at uanset om opkrævningen af ejendomsværdiskat er sket på baggrund af klagers egen anmodning eller ved en fejl fra det tidligere SKAT’s side, så har klager ikke kunne være tvivl om, at han fejlagtig er blevet opkrævet ejendomsværdiskat af en ejendom, som han ikke ejede. Klager har derfor tilsidesat sin pligt til, at kontrollere, at de fortrykte oplysninger på årsopgørelserne var korrekte.

Skattestyrelsen finder derfor fortsat, at klager ikke har godtgjort, at der foreligger sådanne omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Det forhold, at klager aldrig har haft ejerskab over ejendommen, kan ikke føre til et andet resultat når klager i alle årene har været opmærksom på fejlen.

Det er endvidere Skattestyrelsens opfattelse, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke er overholdt, da klager siden årsopgørelsen for 2000 er blevet gjort opmærksom på den opkrævede ejendomsværdiskat, men først den 29. marts 2019 anmodes der om genoptagelse af skatteansættelserne for 2008 til 2014.

Skattestyrelsen finder ej heller, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en dispensation fra reaktionsfristen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 5.pkt.

For så vidt angår Skattestyrelsens udtalelse til ombudsmandens skrivelse af 17. december 2019 vedrørende dispensationsmuligheden i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 5.pkt., så forudsætter dispensationen, at der foreligger en fejl fra skattemyndighedernes side, hvilket ikke er påvist at være tilfældet i den foreliggende sag.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at Højesterets dom i SKM2019.235.HR ikke er sammenlignelig med den foreliggende sag, der vedrører opkrævning af ejendomsværdiskat og ikke en konkret myndighedsfejl, der byggede på et ikke-retvisende oplysningsgrundlag i de it-systemer, som understøttede det kommunale vurderingsråds ejendomsvurdering.

Skattestyrelsen finder ej heller, at Landsskatterettens afgørelse i SKM2014.637.LSR er sammenlignelig med den foreliggende sag, da reaktionsfristen i den foreliggende sag ikke er overholdt.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at anmodningen om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2008 – 2014 skal imødekommes.

Som begrundelse for påstanden har klageren anført følgende:

”Det følger af grundlovens § 43, at ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov.

Der er ikke og der har ikke været nogen lovhjemmel til at pålægge mig ejendomsværdiskat af en ejendom, jeg ikke ejer eller nogensinde har ejet. Der eksisterer her et strikt hjemmelskrav, som ikke er overholdt.

Anmodningen om ekstraordinær genoptagelse sker med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Tilladelse til ekstraordinær genoptagelse til gunst for borgeren kan ske, når det vurderes, at forholdene i særlig grad taler derfor, hvilket de efter min opfattelse gør i den konkrete situation.

Det er min opfattelse, at der her er sket en fejl i myndighedens (nu Skattestyrelsen) system, da jeg, uden at være ejer i alle år er blevet opkrævet ejendomsværdiskat.

Reglerne om ejendomsværdiskat er reguleret i ejendomsværdiskatteloven. Opkrævning af ejendomsværdiskat kræver, jf. lovens ordlyd og formål, at man er ejer af en fast ejendom som nævnt i ejendomsværdiskatteloven.

Af bemærkningerne til Skatteforvaltningsloven kan man læse følgende:

”Den foreslåede bestemmelse (§ 27, stk. 1, nr. 8) vil dog yderligere finde anvendelse, hvor der er

begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden at fejlen kan anses for ansvarspådragende,

når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses

for urimeligt at opretholde ansættelsen”.

Da jeg aldrig har været ejer af den pågældende ejendom, har skatteansættelsen for de pågældende år været materiel urigtig, og det må efter min opfattelse være urimeligt at opretholde skatteansættelsen.

Af bemærkningerne til Skatteforvaltningsloven kan man yderligere læse følgende:

”Ved vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan give anledning til en

ekstraordinær skatteansættelse, kan det tillægges vægt, om skatteansættelsen har væsentlig

betydning for den skattepligtige. Er der således tale om en indkomstændring på mere end 5.000 kr.

vil dette tale for genoptagelse af ansættelsen.”

Denne betingelse er klart opfyldt her, især da bemærkningerne til loven ligger op til, at hvis der er tale om ændring af flere indkomstår, kan disse sammenlægges, når den vurdering skal foretages.

Bestemmelsens anvendelsesområde er primært tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Der skal henvises til fristudvalgets betænkning fra 2003 med anbefalinger (bet 2003 1426), hvor man konkluderede, at alene området ”offentligretlig culpa” eller om man vil ansvarspådragende fejl ikke var tilstrækkeligt favnende til de mange sager, hvor det fandtes urimeligt at opretholde afgørelsen.

Derfor blev området i 2003 udvidet udover de rent ansvarspådragende fejl. Således var hensigten at skabe en bestemmelse, som skulle kunne afbøde urimelige afgørelsers opretholdelse – og tilmed uden bagatelgrænse.

Det må derfor konkluderes, at bestemmelsen finder anvendelse, hvor der er begået fejl af Told- og skatteforvaltningen - både, hvor disse fejl kan anses ansvarspådragende, men også tilfælde, hvor fejlene ikke kan anses for ansvarspådragende, dvs. når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Jeg skal gøre gældende, at ordvalget i loven ikke er formuleret som ”ganske særlige omstændigheder”, men blot ”særlige omstændigheder”, og tilmed at genoptagelse skulle kunne bygge på helt konkrete og individuelle forhold.

Det er en bestemmelse, som af hensyn til retssikkerheden skal kunne lukke op for individuelle sager, hvor der er særlige konkrete omstændigheder, og hvor der ikke skal ”generaliseres” fra den ene sag til den anden, men der skal alt efter det individuelle sagsforhold kunne accepteres en genoptagelse efter konkret skøn.

Jeg skal endvidere henvise til Højesterets dom i SKM2019.35.HR.

I den konkrete sag fandt Højesteret det tilstrækkeligt godtgjort, at det forhold, at grundejerens

ejendom ikke fik fradrag for forbedringer i 2000, skyldtes et ikke retvisende oplysningsgrundlag i de

it-systemer, der understøttede det kommunale vurderingsråds ejendomsvurdering, og at der således

forelå en myndighedsfejl.

Ved den samlede vurdering af, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse, lagde

Højesteret vægt på, at der forelå en myndighedsfejl, og at en ekstraordinær genoptagelse med den

seneste ansættelse af fradraget ville indebære en nedsættelse af den oprindeligt ansatte grundværdi

svarende til knap 35 %.

Højesteret fandt, at der ved den samlede afvejning af forholdene i sagen ikke kunne lægges

afgørende vægt på, at grundejeren ikke havde benyttet den ordinære klageadgang. Grundejeren var

herefter berettiget til at få genoptaget ejendomsvurderingen for 2000.

Henset hertil finder Højesteret det tilstrækkeligt godtgjort, at det forhold, at to af storparcellerne – i

modsætning til de øvrige parceller i udstykningsområdet – ikke fik fradrag for forbedringer i 2000,

skyldes et ikke retvisende oplysningsgrundlag i de it-systemer, der understøttede det kommunale

vurderingsråds ejendomsvurdering, og at der således foreligger en myndighedsfejl.

Ved den samlede vurdering af, om der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse, lægger

Højesteret vægt på, at der foreligger en myndighedsfejl, og at en ekstraordinær genoptagelse med

den seneste ansættelse af fradraget til 1.561.200 kr. vil indebære en nedsættelse af den oprindeligt

ansatte grundværdi på 4.544.300 kr. svarende til knap 35 %.

Generelt om ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurdering

”Den før 2013 gældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3 – som svarer til den før

2005 gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 19, stk. 1 – indeholdt ikke nogen nærmere

angivelse af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af en ejendomsvurdering.

Som det fremgår af Højesterets dom af 9. januar 2006 (UfR 2006.1085 (SKM2006.49.HR)) blev skattestyrelseslovens § 19, stk. 1, før sammenlægningen af de kommunale og statslige skatteforvaltninger anvendt som led i det statslige tilsyn med, at vurderingen af fast ejendom skete på behørig og ensartet måde over hele landet, og der var således tale om en statslig revisionsbeføjelse, som ikke gav den enkelte skatteyder noget retskrav på revision af vurderinger af fast ejendom. Det følger af dommen, at det beroede på et skøn, om en ejendomsvurdering skulle optages til revision i medfør af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 19, stk. 1, og at der således navnlig var spørgsmål om at vurdere, om de hensyn, der havde begrundet SKATs afgørelse, var relevante og saglige.

Højesteret finder, at der også med skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, frem til udgangen af 2012

var overladt SKAT et betydeligt skøn over, hvilke hensyn der kunne inddrages ved bedømmelsen

af, om der var grundlag for at indstille til Skatterådet, at der skete ekstraordinær genoptagelse af en

ejendomsvurdering.

Efter Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 76 af 26. april 1996 forudsatte revision (ekstraordinær

genoptagelse) efter den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 19, stk. 1, i

almindelighed, at der forelå væsentlige fejl eller afvigelser. Cirkulæret nævner som én af tre

hovedtilfældegrupper, at den statslige tilsynsmyndighed (Told- og Skattestyrelsen) bliver

opmærksom på, at en konkret vurdering er forkert. Det anføres, at en revision beror på en konkret

afvejning, og at der i den anførte hovedtilfældegruppe, ud over at fejlen eller afvigelsen er væsentlig,

kan lægges vægt på, om det kan tilregnes vurderingsmyndigheden, at der ikke er foretaget en

korrekt ansættelse eller fordeling.

Højesteret finder, at cirkulæret må forstås sådan, at ekstraordinær genoptagelse efter den beskrevne praksis altid forudsatte en konkret afvejning, og at der i denne afvejning kunne indgå andre hensyn end den beløbsmæssige afvigelse mellem den korrekte grundværdi med fradrag for forbedringer og den oprindeligt ansatte grundværdi.

I SKATs Juridiske Vejledning 2010-2, pkt. A,A.8.6, anføres det, at ekstraordinær genoptagelse ikke

er en yderligere klagemulighed, og at der skal være vægtige grunde til genoptagelsen. Det anføres endvidere, at der ved bedømmelse af, hvilke sager der skal forelægges Skatterådet med henblik på

ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, foretages en samlet vurdering af forholdene, og at der bl.a. lægges vægt på, om der er tale om objektive fejl i vurderingerne og/eller myndighedsfejl, at ændringerne er væsentlige, og/eller der foreligger særlige omstændigheder i øvrigt. I SKATs Juridiske Vejledning 2011-1 er det i samme afsnit som noget nyt tilføjet, at beløbsmæssig væsentlighed efter Skatteministeriets opfattelse ikke kan stå alene som begrundelse for ekstraordinær genoptagelse.

Højesteret finder, at det anførte, ikke kan anses for en skærpelse af praksis i forhold til, hvad der fulgte af 1996-cirkulæret. Højesteret finder endvidere, at H1 ikke har godtgjort en herfra afvigende fast administrativ praksis ved de fremlagte konkrete afgørelser fra Skatterådet og Landsskatteretten.

Højesteret finder herefter, at det som anført i Juridisk Vejledning må bero på en samlet individuel bedømmelse af forholdene, om der skal ske ekstraordinær genoptagelse, og at der i den forbindelse kan lægges vægt på, om der er tale om objektive fejl i vurderingerne, myndighedsfejl, væsentlig beløbsmæssig afvigelse eller særlige omstændigheder i øvrigt. Højesteret finder endvidere, at en væsentlig beløbsmæssig afvigelse ikke i sig selv kan begrunde ekstraordinær genoptagelse.”

Bemærkninger til Skattestyrelsens afgørelse

Jeg er ikke enige i, at afgørelsen fra Østre Landsret fra den 17. januar 2019 er sammenlignelig med situationen her. I sagen var der tale om ejendomsværdiskat på en ejendom, man havde solgt, altså en ejendom man i ejertiden betalte ejendomsværdiskat af. Man mente, at den kommunale myndigheds fejl ved ikke at indberette ejerskiftet, som de skulle have gjort, kunne lægges skattemyndigheden til last.

I den konkrete sag her er der tale om, at Skattestyrelsen har opkrævet ejendomsværdiskat af en ejendom, som jeg aldrig har været ejer af.”

I forbindelse med kontorforhandlingen henviste klagerens repræsentant til SKM2014.637LSR og fastholdt endvidere, at Skattestyrelsens afgørelse var i strid med den ageren, Skattestyrelsen havde beskrevet i Ombudsmandens skrivelse af 17. december 2019.

Klagerens repræsentant er fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

”På sagsfremstillingens side 2 kan man læse følgende:

”For indkomstårene 2000-2002 selvangav klageren ifølge Skattestyrelsen den fulde ejendomsværdiskat samt rentefradrag for ejendommen, imens hans ægtefælle hverken selvangav rentefradrag eller betaling af ejendomsværdiskat.”

Vi skal anmode om dokumentation/aktindsigt som kan dokumentere Skattestyrelsens udtalelse.

På sagsfremstillingens side 2 kan man læse følgende:

”SKAT (nu Skattestyrelsen) har egistreret, at klageren har godkendt de fortrykte oplysninger på selvangivelserne for indkomstårene 2003-2006, og at klageren i indkomstårene 2007 og 2008 har godkendt de fortrykte ejendomsoplysninger via TastSelv.”

Vi skal anmode om dokumentation/aktindsigt som kan dokumentere Skattestyrelsens udtalelse.

Af sagsfremstillingens side 3 kan man læse følgende udsagn fra Skattestyrelsen, som efter vores opfattelse ikke helt harmonere med ovenstående udsagn.

”Skattestyrelsen har oplyst, at de ikke længere er i besiddelse af klagerens fysiske selvangivelse for indkomståret 2000.

Vi har endvidere, jf. 2. afsnit på side 3 i sagsfremstillingen, anmodet Skattestyrelsen om dokumentation for, at klageren selv har anmodet om at blive pålagt ejendomsværdiskat. Denne dokumentation er, til trods for opfordringen, endnu ikke modtaget.”

Bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag

Vi kan med tilfredshed konstatere, at det er Skatteankestyrelsens opfattelse, at Skattestyrelsen fejlagtigt har opkrævet ejendomsværdiskat og at ejendomsværdiskat alene kan opkræves ejeren af en fast ejendom og ingen andre.

Her slutter tilfredsheden så også.

Skatteankestyrelsen anfører, at klageren ved en gennemgang af årsopgørelserne for 2008- 2014 ikke kunne være i tvivl om, at han fejlagtigt blev opkrævet ejendomsværdiskat af en ejendom han ikke ejede.

Jeg skal i den forbindelse henvise til ombudsmandens skrivelse af 17. december 2019 til Skattestyrelsen. Af denne skrivelse kan man læse følgende:

”I et brev af 14. februar 2019 oplyste Skattestyrelsen bl.a., at styrelsen foreløbig havde ”genoprettet” 457 af de konkrete sager og tilbagebetalt et beløb på 4.564.168 kr. i for meget opkrævet ejendomsværdiskat.

Retsgrundlaget for genopretningen var skatteforvaltningslovens § 26. Styrelsen havde ikke fundet grundlag for at genoptage sagerne ekstraordinært efter lovens § 27.

På baggrund af Skattestyrelsens oplysninger i brevet af 14. februar 2019 bad ombudsmanden den 29.marts 2019 styrelsen om at uddybe oplysningen om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagerne ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27.

Ombudsmanden modtog Skattestyrelsens udtalelse den 13. maj 2019 og henvendte sig efterfølgende den 12. august 2019 og den 9. oktober 2019 henvendt til styrelsen igen. Styrelsen har svaret i udtalelser af 6. september 2019 og 4. november 2019.

Skattestyrelsens retsopfattelse og oplysninger

Det fremgår af Skattestyrelsens udtalelser af 6. september 2019 og 4. november 2019, at det (nu) erstyrelsens opfattelse, at der kan være grundlag for, at sagerne kan genoptages ekstraordinært efterskatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Det vil være tilfældet, hvis den fejl, der har resulteret i denforkerte ansættelse af ejendomsværdiskat, skyldes Skatteforvaltningen.

Skattestyrelsen har i den forbindelse oplyst, at der i disse tilfælde generelt vil blive bortset fra en eventuel overskridelse af 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. (min fremhævning)

Vedrørende muligheden for at dispensere for fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, har Skattestyrelsen i udtalelsen af 4. november 2019 henvist til Den juridiske vejledning, pkt.A.A.8.2.2.2.2, hvoraf det fremgår, at ”et potentielt anvendelsesområde er tilfælde, hvor genoptagelse er begrundet i ansvarspådragende myndighedsfejl”. På den baggrund finder styrelsen, at der er grundlag for dispensation ”netop i tilfælde, hvor en forkert skatteansættelse skyldes fejl fra Skatteforvaltningens side.”

Vores vurdering af ombudsmandens skrivelse

Skattestyrelsen har altså efter Ombudsmandens henvendelse fundet, at der er grundlag for at foretage ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27 i sager hvor ejendomsskatten er blevet opkrævet uberettiget. Skattestyrelsen har til Ombudsmanden svaret, at man i disse sager vil se bort fra en eventuel overskridelse af 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Når Skattestyrelsen overfor Ombudsmanden tilkendegiver, at man vil se bort fra 6 måneders fristen, i de sager hvor ejendomsværdiskat er opkrævet uberettiget, så er det svært at forstå, at Skatteankestyrelsen i nærværende sag fastholder 6 måneders fristen.

I de af Ombudsmanden og Skattestyrelsen nævnte sager ”kunne skatteyderne jo heller ikke være i tvivl om, at de fejlagtigt blev opkrævet ejendomsværdiskat”.

Der må være lighed for loven.

Der foreligger naturligvis særlige omstændigheder – idet Skattestyrelsen, som også anført i forslag til afgørelse, fejlagtigt har opkrævet ejendomsværdiskat af ejendom som klagere ikke er ejer af.

Som også anført i forslaget kan der alene opkræves ejendomsværdiskat af ejeren af ejendommen. Når Skattestyrelsen foretager en opkrævning, må Skattestyrelsen også sikre at opkrævningen sker på korrekt vilkår. Skattestyrelsen kunne således forholdsvist enkelt, ved samkøring af oplysninger i Skattemappen/R75, konstateret at man opkrævede ejendomsværdiskat hos en person som ikke var ejer af en ejendom. Det påhviler således Skattestyrelsen at sikre, at skatteyderne opkræves den korrekte indkomstskat. Skattestyrelsens kendskab til reglerne er større end skatteyderens, ligesom Skattestyrelsen via egne systemer kan sikre korrekthed i opkrævningen.

[person1] har jo her betalt en skat, som der ikke var hjemmel til at opkræve – det er en myndighedsfejl og dermed foreligger der særlige omstændigheder.

Afslutning

Vi ønsker sagen behandlet ved Skatteankenævnet og opretholder vores begæring om møde med Skatteankenævnet.”

Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens tilbagemelding på aktindsigtsanmodning:

”På sagsfremstillingens side 2 kan man læse følgende:

”For indkomstårene 2000-2002 selvangav klageren ifølge Skattestyrelsen den fulde ejendomsværdiskat samt rentefradrag for ejendommen, imens hans ægtefælle hverken selvangav rentefradrag eller betaling af ejendomsværdiskat.”

Vi bemærker at Skattestyrelsen svarer, at de ikke længere er i besiddelse af de fysiske selvangivelser og derfor reelt ikke kan understøtte deres påstand i sagsfremstillingen.

På sagsfremstillingens side 2 kan man læse følgende:

”SKAT (nu Skattestyrelsen) har registreret, at klageren har godkendt de fortrykte oplysninger på selvangivelserne for indkomstårene 2003-2006, og at klageren i indkomstårene 2007 og 2008 har godkendt de fortrykte ejendomsoplysninger via TastSelv.”

Vi bemærker at Skattestyrelsen svarer, at de ikke længere er i besiddelse af de fysiske selvangivelser for indkomståret 2003 og derfor reelt ikke kan understøtte deres påstand i sagsfremstillingen vedrørende indkomståret 2003.

Vedrørende 2004-2006 er det korrekt, at der er afkrydset i at ejendomsoplysningerne er korrekt. Det er jo bare i den forbindelse vigtigt at pointere, at der ikke fremgår nogen ejendomsoplysninger på selvangivelsen. Da der ikke fremgår nogen oplysninger og da [person1] jo ikke ejer fast ejendom, ja så er det jo helt rigtigt af ham at krydse ja til at det er korrekt. Så således f.eks. side 4 på selvangivelsen for 2004, hvor ejendomsoplysningen er helt blank og der henvises til særskilt ejendomsskema. Der er ikke i agtindsigten fremlagt noget ejendomsskema, så vi må gå ud fra at et sådant ikke findes.

Vi har endvidere, jf. 2. afsnit på side 3 i sagsfremstillingen, anmodet Skattestyrelsen om dokumentation for, at klageren selv har anmodet om at blive pålagt ejendomsværdiskat. Denne dokumentation er efter vores opfattelse fortsat ikke modtaget.”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af skattekontrollovens dagældende § 1, stk. 1, 1. pkt., (lovbekendtgørelse nr. 1126 af 24. november 2005) at enhver, der er skattepligtig her til landet, over for told- og skatteforvaltningen årligt skal selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og om sin ejerbolig. Bestemmelsen angiver den almindelige pligt for skattepligtige her i landet til at selvangive deres indkomst og visse dele af deres formue. Det følger heraf, at en skattepligtig har pligt til at kontrollere, at de fortrykte oplysninger i selvangivelsen er korrekte.

Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, fremgår, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af ejendomsværdiskat, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kan der ske ekstraordinær genoptagelse, såfremt betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, fremgår, at anmodning om ekstraordinær genoptagelse kan imødekommes, såfremt der foreligger særlige omstændigheder.

Af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 (lovforslag nr. 175, fremsat den 12. marts 2003) fremgår, at bestemmelsen er tænkt anvendt, hvis der er begået en ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne, eller hvis der i øvrigt er begået en fejl af den skatteansættende myndighed, uden at fejlen kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materiel urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Bestemmelsen tænkes derudover anvendt, hvor en urigtig skatteansættelse skyldes andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Det er klageren, der skal godtgøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt.

Skattestyrelsen har fejlagtigt opkrævet ejendomsværdiskat hos klageren for en ejendom, som han ikke ejer, men som ejes af klagerens ægtefælle. Det er i sagen omtvistet, om klagerens betaling af ejendomsværdiskatten blev foranlediget af klageren selv, idet Landsskatteretten i øvrigt bemærker, at ejendomsværdiskat under alle omstændigheder alene kan opkræves ejeren af en ejendom jf. ejendomsværdiskattelovens § 1. I relation til spørgsmålet om genoptagelse, finder Landsskatteretten det herefter for uden betydning, hvorvidt opkrævningen tillige har været i strid med grundlovens § 43.

Uanset om opkrævningen af ejendomsværdiskatten skete på baggrund af klagerens egen anmodning eller ved en fejl hos Skattestyrelsen, finder Landsskatteretten, at klageren ved en gennemgang af årsopgørelserne for 2008 – 2014 ikke kunne være i tvivl om, at han fejlagtigt blev opkrævet ejendomsværdiskat af en ejendom, han ikke ejer, og at der således måtte foreligge en fejl. Klageren har således tilsidesat sin pligt til at kontrollere, at de fortrykte oplysninger i årsopgørelserne var korrekte.

Det forhold, at der ikke foreligger nogen ejendomsoplysninger i klagerens selvangivelser for 2004 – 2006 kan i den forbindelse ikke tillægges betydning, da oplysningerne om betaling af ejendomsværdiskat for [adresse1], [by1], under alle omstændigheder fremgår af klagernes årsopgørelser for 2008 – 2014.

Landsskatteretten finder herefter, at klageren ikke har godtgjort, at der foreligger sådanne omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Det forhold, at klageren aldrig har haft ejerskab over ejendommen, kan ikke føre til et andet resultat.

I afgørelsen SKM2019.35.HR, som klageren henviser til, var manglende fradrag for forbedringer i ejendomsvurderingsregi konkret begrundet i en myndighedsfejl, der byggede på et ikke-retvisende oplysningsgrundlag i de it-systemer, som understøttede det kommunale vurderingsråds ejendomsvurdering. Landsskatteretten finder ikke afgørelsen sammenlignelig med nærværende sag, som vedrører forkert opkrævning af ejendomsværdiskat, og hvor ejendomsværdiskatten med tydelighed har fremgået af samtlige af klagerens årsopgørelser for de påklagede indkomstår.

Landsskatteretten finder endvidere, at repræsentantens henvisning til SKM2014.637.LSR, som vedrørte en forkert skatteansættelse grundet SKATs manglende oplysninger om skatteyderens arv, ikke har betydning for udfaldet i nærværende sag.

Det er derfor med rette, at Skattestyrelsen har givet afslag på ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2008 – 2014. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.