Kendelse af 13-11-2020 - indlagt i TaxCons database den 05-12-2020

Skattestyrelsen har ikke ændret klagerens forskudsopgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren indgik den 22. september 2007 ægteskab med [person1]. Klageren, der var eneejer af en ejendom beliggende [adresse1], [by1], overdrog pr. 1. januar 2009 i forbindelse med ægteskabets indgåelse en ideel andel af ejendommen til [person1].

Af skøde vedrørende [person1]s overtagelse af en andel af ejendommen fremgår bl.a.:

”Købesummen er aftalt til:

kr. 1.632.500,00

skriver kroner en million seks hundrede tretito tusinde fem hundrede 00/100, der berigtiges således:

A. Køber overtager følgende lån og prioriteter:

[virksomhed1] A/S, opr. kr. 1.875.000,00, til rente 5 % p.a.,

pantebrev med rentetilpasning, Indeholder bestemmel-

se om én eller flere afdragsfri perioder, ved uaflyste

afdrag pr. 01.01.2009 nedbragt til kr. 1.875.000,00

hvoraf halvdelen udgør: Kr. 937.500,00

[virksomhed1] A/S, opr. kr. 1.390.000,00, til rente 5 % p.a.,

pantebrev med rentetilpasning, Indeholder bestemmel-

se om én eller flere afdragsfri perioder, ved uaflyste

afdrag pr. 01.01.2009 nedbragt til kr. 1.390.000,00,

hvoraf halvdelen udgør: kr. 695.000,00

KØBESUM I ALT: kr. 1.632.500.00.”

Klageren blev separeret fra [person1] den 5. december 2011 og skilt fra ham den 26. juni 2012.

Ved dom af 1. juli 2013 fra Retten i [by2] blev følgende fastslået for så vidt angår klagerens krav mod [person1] i forbindelse med dennes overtagelse af en andel af den omhandlede ejendom:

”...

Oplysningerne i sagen

Parterne indgik ægteskab den 22. september 2007 og blev separeret den 5. december 2011. Fællesboet blev af skifteretten henvist til bobehandler den 13. juni 2012. Der var formuefællesskab mellem parterne under ægteskabet.

Det har ikke været at finde en samlet løsning, men der er udarbejdet en partiel boopgørelse.

[person2] overdrog med virkning fra den 1. januar 2009 en ideel halvdelen af ejendommen beliggende [adresse1], [by1].

...

Skødet blev tinglyst den 3. juni 2009, og parterne er under hovedforhandlingen enige om, at der ikke foreligger yderligere skriftligt vedrørende overdragelsen.

...

De frie aktiver fremkommer primært i den private villa [adresse1], [by1], som [person1] ejer sammen med sin kone [person2]. [person2] har, ved overdragelsen af halvparten til [person1] for 3 år siden, samtidig fået et tilgodehavende på t.kr. 1.500 som udgør den ikke betalte del af friværdien.

...

Skifterettens begrundelse og resultat

...

Betaling for overdragelse af ideel andel af [adresse1], [by1]

Det fremgår af skødet i forbindelse med overdragelse af den ideelle andel af ejendommen, beliggende [adresse1], [by1], at købesummen var 1.632.500 kr., der blev berigtiget ved overtagelse af prioritetsgæld af en tilsvarende størrelse. [person2] har påstået, at [person1] herudover skulle udstede et gældsbrev på 2,5 mio. kr. til hende svarende til halvdelen af friværdien i ejendommen. [person2] har bevisbyrden for, at der skulle være indgået en sådan aftale, uagtet den ikke fremgår af skødet. Parterne har afgivet uoverensstemmende forklaring.

Det kan lægges til grund, at ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2007 var 7,4 mio. kr. Der er ikke uenighed mellem parterne om, at der var friværdi i ejendommen. [person2]s forklaring om, at der skulle udarbejdes et gældsbrev i forbindelse med overdragelsen støttes af de fremlagte breve med erklæringer, som statsautoriseret revisor [person3] har lavet. [person2]s forklaring støttes endvidere af, at parterne samstemmende har forklaret, at der ikke var tale om en gaveoverdragelse og af, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at overdragelsen er sket som led i en samlet ordning. Det kan således lægges til grund, at der ikke er sket overdragelse af ideelle ejerandele af en eller flere af [person1]s aktiver til [person2]. På denne baggrund lægger skifteretten til grund, at der blev indgået en aftale mellem parterne om, at [person1] som yderligere betaling for købet af den ideelle andel af ejendommen, beliggende [adresse1], [by1], skulle udstede et gældsbrev. [person2] har forklaret, at der skulle lavet et gældsbrev på 2,5 kr., der senere skulle nedskrives til 1,5 mio. kr. Herefter og på baggrund af brevene fra [person3], lægges det til grund, at [person2] har et krav mod [person1] på 1,5 mio. kr. i forbindelse med overdragelse af den ideelle andel af [adresse1], [by1].

...”.

Klagerens revisor, [person4], har den 1. maj 2019 til Skattestyrelsen oplyst, at klagerens forskudsopgørelse for 2019 er forsøgt ændret, men at dette ikke har kunnet lade sig gøre på grund af beløbets størrelse. Revisoren har derfor anmodet Skattestyrelsen om at registrere tab på fordring, idet bemærkes, at denne sag alene omhandler tab på fordring med 1.500.000 kr. vedrørende klagerens krav mod [person1], jf. ovennævnte dom fra Retten i [by2].

Skattestyrelsen udsendte forslag til afgørelse af 20. juni 2019, hvoraf fremgår, at forskudsopgørelsen forblev uændret.

Revisoren har den 9. juli 2019 som svar på Skattestyrelsens forslag til afgørelse anført:

”...

I har baseret jeres forslag på, at [person1]s tilbagebetalingsevne ikke var eksisterende, baseret på hans årsopgørelse for 2013, og hermed drager I konklusionen, at fordringen pr. 1/7 2013 ingen værdi havde, og dermed var kurs 0 værd.

Der er flere direkte forkerte forhold heri, herunder:

Fordringen er stiftet primo 2007 inden [person2] og [person1] indgår ægteskab, og dermed ikke i 2013. I anvender derfor et forkert udgangspunkt for at vurdere værdien af fordringen på stiftelsestidspunktet.

Dels fremgår det af den tidligere til jer fremsendte dom afsagt i 2013, og efter oplysning fra [person2], at [person1] på tidspunktet før indgåelse af ægteskabet bl.a. ejede to sommerhuse, en lejlighed i [by3], et udlejet rækkehus i [by4] samt både motorcykel og trailer.

I har selv mulighed for at se tilbage på, hvilke ejendomme, biler m.v., som [person1] ejede primo 2007.

Endvidere er der ikke på noget tidspunkt i dommen afsagt i 2013 nævnt eller konkluderet, at [person1] skulle være insolvent ved fordringens opståen i 2007 - tværtimod fremgår det modsatte på side 5-7.

Med baggrund i ovenstående vil jeg anmode om, at I anerkender det foreslåede fradrag for tab på fordring kr. 1.500.000 kr. og ændrer hendes forskudsopgørelse for 2019 i forhold hertil.

Såfremt I, mod forventning, stadig har den holdning, at [person1] også var insolvent primo 2007, så bedes I begrunde det med en specifik talopgørelse, så vi har et grundlag for at vurdere jeres stillingtagen.”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har nægtet at ændre klagerens forskudsopgørelse for indkomståret 2019.

Skattestyrelsen har anført:

”Vi har tidligere sendt dig et forslag, hvor vi ikke godkendte tab på fordringer, idet vi mente at fordringerne var stiftet i 2013, og at værdien af fordringerne var 0 kr. på stiftelsestidspunktet på basis af [person1]s betalingsevne i indkomståret 2013.

Efter modtagelse af din revisors indsigelse af 9/7 2019 på vores tidligere forslag, har Skattestyrelsen nu gennemgået sagen igen og ændrer vores begrundelse som følger:

Vi er enige i et fordringen på kr. 1.500.000 er opstået inden ægteskabet i 2007, i henhold til din revisors redegørelse.

Dog betyder dette at der ikke kan anerkendes et skattemæssigt fradrag for fordringen, idet fordringer erhvervet inden d. 27/1 2010, er omfattet af den daværende Kursgevinstlov § 14 stk. 1. Deraf følger, at der ikke er fradrag for tab på fordringer, medmindre der er tale om næring (Kursgevinstlovens § 17) eller tab på fordringer i fremmed valuta (Kursgevinstlovens § 16).

De regler som gjaldt i 2007 for stiftelse af fordringer står i lovbekendtgørelse 978 af 28/9 2006.

Se også Lovbekendtgørelse 1002 af d. 26/10 2009.

...

Reglerne om fastsættelse af kursværdi på stiftelsestidspunktet står i Kursgevinstlovens § 26, stk. 2.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til fradrag for tab på en fordring på 1.500.000 kr. i indkomståret 2019.

Repræsentanten har anført, at den ideelle halvdel af ejendommen formelt set blev overdraget til 1.632.500 kr., svarende til den tinglyste gæld i ejendommen. Klageren og [person1] blev imidlertid enige om, at klageren som følge af overdragelsen samlet set skulle have et tilgodehavende på 2.500.000 kr., svarende til halvdelen af friværdien i ejendommen. Da [person1] på daværende tidspunkt ikke havde kontanter, men værdier, skulle berigtigelse ske ved udarbejdelse af et gældsbrev pålydende 2.500.000 kr.

Det blev i den forbindelse aftalt, at [person1] skulle stå for udarbejdelse af dette gældsbrev, og at han umiddelbart efter udstedelsen skulle anvende provenuet fra sit sommerhus og sin lejlighed til at nedskrive gældsbrevet til 1.500.000 kr.

Til trods for [person1]s gentagne erklæringer om, at hans revisor havde udarbejdet et gældsbrev, og at dette lå opbevaret i en aflåst boks hos revisoren, kunne klageren i forbindelse med ægteskabets ophør konstatere, at dette ikke var realiteten. Der blev aldrig oprettet et gældsbrev mellem parterne, ligesom der på intet tidspunkt har fundet en formel formueoverførsel sted, der kan modsvare betaling for overdragelse af den ideelle halvdel af ejendommen.

[person1] var ved ægteskabets indgåelse i besiddelse af aktiver, der repræsenterede en reel værdi, hvorfor det som følge af formuefællesskabet kunne konstateres, at klageren havde og fortsat har et krav mod [person1] på 1.500.000 kr. i forbindelse med overdragelse af den ideelle andel af ejendommen, jf. dom afsagt af Skifteretten i [by2] den 1. juli 2013.

Den netop anførte dom valgte [person1] at indbringe for Vestre Landsret, hvor han i sin ankestævning bl.a. nedlagde påstand om, at der skulle ske frifindelse af kravet om betaling af 1.500.000 kr. til klageren. Til hovedforhandlingen den 3. januar 2014 mødte [person1] imidlertid ikke, hvorfor landsretten afviste at behandle ankesagen i medfør af retsplejelovens regler herom. Landsretten nåede i den forbindelse frem til, at efter ankesagens værdi og udfald, sammenholdt med dens forløb, skulle [person1] betale sagsomkostninger for landsretten til klageren på i alt 20.000 kr., jf. dom afsagt af Vestre Landsret af den 13. januar 2014. Dette beløb er ikke medtaget i opgørelsen af den samlede fordring på 1.500.000 kr., men er på nuværende tidspunkt heller ikke betalt.

I forbindelse med fogedretsmødet den 8. marts 2019 ved Retten i [by3] kunne det endegyldigt konstateres, at [person1] som følge af sin insolvenserklæring ikke kunne betale det skyldige beløb på 1.500.000 kr. til klageren.

Til støtte for den nedlagte påstand er det gjort gældende,

Repræsentanten har anført, at kursgevinstloven angår den skattemæssige behandling af gevinst og tab på pengefordringer, gæld samt finansielle kontrakter, der ikke skal beskattes sammen med det underliggende aktiv, når der er tale om afståelse eller indfrielse, frigørelse eller erstatnings- og forsikringssummer, jf. kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 1-3.

Kursgevinstloven omfatter som udgangspunkt alle fordringer og al gæld uanset arten og uanset, hvorledes gevinsten eller tabet er opstået, jf. Den Juridiske Vejledning 2019-2, afsnit C.B.1.2.1. Dette er endvidere uddybet i de generelle bemærkninger til kursgevinstloven, hvor bl.a. punkt 4-6 fra cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992 er angivet. Der er her anført følgende i punkt 4:

“Reglerne gælder som udgangspunkt for alle pengefordringer uanset deres art. Afgørende for bedømmelsen er alene, om der foreligger et retligt krav på betaling i form af penge. Reglen gælder derved også for de helt individuelle fordringer, der opstår ved salg på kredit, ved løn og honorartilgodehavender eller et ganske kortvarigt lejlighedslån uden sikkerhedsstillelse.”

Hvad angår fordringens art er det således alene afgørende, om der foreligger et retligt krav på betaling i form af penge. I TfS 1996, 541.LR blev det antaget, at et pantebrev, der var udstedt af en ægtefælle til den anden ægtefælle som led i en bodeling, var omfattet af kursgevinstlovens regler.

Fradrag efter kursgevinstloven vil kun komme på tale, hvor der på en pengefordring omfattet af kursgevinstloven indtræder et tab, som kan henføres til pengefordringen.

Af værnsreglen i kursgevinstlovens § 14, stk. 2, kommer det til udtryk, at fradrag på kurstab i relation til hovedaktionærselskaber omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4 og for kurstab på fordringer i relation til ægtefæller, forældre, bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer ikke er fradragsberettigede.

Placeringen af ”nærtstående-reglen” i kursgevinstlovens § 14, stk. 2, om anlægsfordringer indebærer, at bestemmelsen ikke omfatter tab på de angivne interesseforbundne omsætningsfordringer, jf. kursgevinstlovens § 13, og tab på vederlagsnæringsfordringer, jf. kursgevinstlovens § 17.

Den nugældende bestemmelse i kursgevinstlovens § 14 finder anvendelse på fordringer, der er stiftet eller erhvervet efter den 27. januar 2010, jf. lov af 25. juni 2010, nr. 724.

Repræsentanten har gjort gældende, at den i nærværende sag omhandlende fordring på 1.500.000 kr. er stiftet efter den 27. januar 2010, hvorfor tabet på fordringen er omfattet af nugældende regler i kursgevinstlovens § 14, stk. 1.

Det bestrides derfor, at den omhandlende fordring er stiftet forud for klagerens og [person1]s indgåelse af ægteskab i år 2007. Skrivelsen af den 9. juli 2019 fra revisor [person4] beror på en fejlagtig forståelse og opfattelse af fordringens stiftelsestidspunkt og kan endvidere anses for værende uforenelig med gældende ret. Det forekommer af den grund forunderligt og i særdeleshed usagligt, når Skattestyrelsen i deres afgørelse af den 8. august 2019 uden videre tilslutter sig dette fejlagtige synspunkt.

Det skal i umiddelbar forlængelse heraf bemærkes, at Skattestyrelsen tidligere i forslag til afgørelse af den 20. juni 2019 har tilsluttet sig et andet stiftelsestidspunkt, nemlig den 1. juli 2013. Skattestyrelsen har med andre ord tidligere anerkendt, at fordringens egentlige stiftelsestidspunkt var i forbindelse med dom afsagt af Skifteretten i [by2] af den 1. juli 2013 vedrørende opgørelsen af fællesboet.

Det af Skattestyrelsen tidligere fremsatte synspunkt skal anerkendes under henvisning til at være udtryk for gældende ret. Ægtefæller har under deres ægteskab, hvor der i øvrigt forekommer formuefællesskab, hvis andet ikke er aftalt, i almindelighed ikke en fordring mod hinanden som følge af, at den ene har afholdt udgifter, som også den anden har haft del i.

Hvorvidt der efterfølgende kan siges at opstå en fordring mellem ægtefællerne, afhænger af den endelige opgørelse og deling af henholdsvis aktiver og passiver, der foretages i forbindelse med ægteskabets ophør.

Klageren og [person1] indgik ægteskab den 22. september 2007 og blev separeret den 5. december 2011. Der blev i løbet af 2012 udarbejdet en boopgørelse, som parterne imidlertid ikke kunne nå til enighed om, hvorfor den endelige opgørelse først blev fastlagt i forbindelse med dom afsagt af Skifteretten i [by2] af den 1. juli 2013.

Som den netop anførte dom med al tydelighed kan attestere var parterne på flere områder uenige om, hvordan fordelingen af fællesboet skulle foretages. Der forekom bl.a. uenighed om, til hvilken pris og under hvilke forudsætninger [person1] havde erhvervet den ideelle halvdel af ejendommen beliggende [adresse1], [by1].

Først ved endelig dom af den 1. juli 2013 kunne det således konstateres, at klageren havde en fordring mod [person1] på 1.500.000 kr. i forbindelse med overdragelse af den ideelle andel af ejendommen. Skifteretten i [by2] har i deres domspræmisser angivet følgende vedrørende kravets størrelse:

”Herefter og på baggrund af brevene fra [person3], lægges det til grund, at [person2] har et krav mod [person1] på 1,5 mio. kr. i forbindelse med overdragelse af den ideelle andel af [adresse1], [by1]”.

Det er under henvisning til ovenstående sammenfattende gjort gældende, at den af klageren erhvervede fordring er stiftet efter den 27. januar 2010, hvorfor tabet på fordringen er omfattet af nugældende regler i kursgevinstlovens § 14, stk. 1.

Beskatningen af kursgevinster og -tab retter sig navnlig mod fordringer i snæver forstand, hvor den samlede værdi af fordringens fremtidige ydelser kan opgøres allerede ved fordringens stiftelse. Dette beløb udgør fordringens pålydende værdi og så at sige fordringens ”fremtidige værdi”. Fordringens ”nutidige værdi”, dvs. fordringens værdi på ethvert tidspunkt i fordringens løbetid, udgør fordringens kursværdi på det omhandlende tidspunkt.

Ifølge kursgevinstlovens § 26, stk. 2, jf. stk. 1, skal gevinst eller tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet, medmindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et højere beløb.

Klagerens anskaffelsessum skal i det konkrete tilfælde opgøres til 1.500.000 kr., da kursværdien på erhvervelsestidspunktet den 1. juli 2013 udgjorde kurs 100. Til støtte for denne kursfastsættelse skal bl.a. anføres, at [person1] har udtaget de til sin bodel hørende nedennævnte faste ejendomme til de angivne værdier:

Klagerens afståelsessum skal opgøres til 0 kr. (kurs 0), eftersom [person1] i forbindelse med møde afholdt i fogedretten ved Retten i [by3] den 8. marts 2019 afgav insolvenserklæring. På dette tidspunkt, men ikke før, kunne det endegyldigt konstateres, at [person1] ikke var i stand til at betale sine gældsforpligtelser.

Klageren har som følge heraf lidt et fradragsberettiget kurstab på 1.500.000 kr., jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 1, jf. § 26, stk. 2, hvilket skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i indkomståret 2019, jf. realisationsprincippet i kursgevinstlovens § 25, stk. 1.

Efter kursgevinstlovens § 14, stk. 1, 1. pkt., medregnes gevinst og tab på fordringer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2 og §§ 15, 17 og 18. Værnsreglen i kursgevinstlovens § 14, stk. 2, 1. pkt., der efter motiverne til lov nr. 724 af 25. juni 2010 er en videreførelse af værnsreglen i den ved samme lov ophævede bestemmelse i kursgevinstlovens § 16, stk. 1, 4. - 6. pkt., indebærer dog, at tab på fordringer i relation til den skattepligtiges nærtstående ikke kan fradrages.

Hvad angår den nærmere afgrænsning af begrebet ”nærtstående” i relation til kursgevinstlovens § 14, stk. 2, skal der henvises til daværende skatteminister Troels Lund Poulsens erklæring af den 15. april 2010, jf. L-122 (forslag til lov om ændring af kursgevinstloven og forskellige andre love) svar på spørgsmål 33:

”Afgrænsningen af nærtstående i bestemmelsen er den samme, som den der gælder efter aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, i relation til afgrænsningen af hovedaktionærbegrebet. Afgørende for afgrænsningen er, at der er anset at foreligge et nært interessefællesskab i de angivne tilfælde. Hvornår det må antages at være tilfældet, vil man jo altid kunne diskutere [...]”. (repræsentantens fremhævning).

Af ovenstående fortolkningsbidrag kommer det ganske klart til udtryk, at værnsreglen i kursgevinstlovens § 14, stk. 2, er forbeholdt de situationer, hvor der kan siges at foreligge et nært interessefællesskab mellem de implicerede parter. Den skattepolitiske baggrund for værnsreglen er med andre ord, at det ikke skal være muligt at kunne fabrikere fordringer med henblik på at opnå en fradragsret.

I nærværende tilfælde blev klageren og [person1] separeret den 5. december 2011, hvorfor de på tidspunktet for fordringens stiftelse den 1. juli 2013 de facto ikke kan anses for værende ægtefæller eller i øvrigt nærtstående i relation til kursgevinstlovens § 14, stk. 2. Værnsreglen i kursgevinstlovens § 14, stk. 2, finder herved ikke anvendelse i nærværende sag.

Skattestyrelsen henviser i deres forslag til afgørelse af den 20. juni 2019 til SKM2017.606.LSR og begrunder henvisningen med, at der er tale om en lignende situation. Af afgørelsen fremgår:

”Klageren er ikke berettiget til fradrag for tab på den omhandlede fordring, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 1. Der er herved lagt vægt på, at fordringen først er stiftet på det tidspunkt, hvor klagerens daværende ægtefælle misligholder betalingsaftalen, og hvor klageren bliver debitor for hele gælden til sparekassen. Fordringen mod klagerens tidligere ægtefælle anses på dette tidspunkt for at være uden værdi, således at fordringen på stiftelsestidspunktet har en værdi på 0. Klageren har derfor i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 2, ikke lidt et fradragsberettiget tab på fordringen.”

Landsskatterettens afgørelse må forstås således, at fordringen mod ægtefællen er omfattet af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, således at manden som udgangspunkt har fradragsret for et tab, men at tabet i dette tilfælde udgjorde 0 kr., eftersom fordringen mod ægtefællen på anskaffelsestidspunktet var værdiløst. Advokat [person5] indtager samme synspunkter som netop angivet i sin kommentar til dommen refereret i UK 2017.43.

Retsmøde

Repræsentanten har fastholdt påstanden om, at fordringen er stiftet ved byrettens dom af 1. juli 2013, og at alle betingelser i kursgevinstlovens § 14 er opfyldt, hvorfor klageren er berettiget til et fradrag for tab på fordringen med 1,5 mio. kr. i 2019, hvor fordringen mod [person1] må anses for at være uden værdi.

Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen stadfæstet, idet fordringen må anses for stiftet forud for den 27. januar 2010, hvor kursgevinstlovens § 14 fik sin nuværende formulering med mulighed for privatpersoners fradrag for tab på fordringer. Det forhold, at øvrige betingelser for tabsfradrag er opfyldt, kan som følge heraf ikke føre til et andet resultat.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, at gevinst og tab på fordringer skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, såfremt fordringen er erhvervet den 27. januar 2010 eller senere.

Klageren er ikke berettiget til fradrag for tab på den omhandlede fordring på 1,5 mio. kr., jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 1. Der er herved lagt vægt på, at fordringen er stiftet senest i 2009, på hvilket tidspunkt klageren overdrog en ideel andel af sin ejendom beliggende [adresse1], [by1]. Der er henset til Retten i [by2]’ dom af 1. juli 2013, hvor retten har lagt til grund, at der blev indgået en aftale mellem parterne om, at [person1] som yderligere betaling for købet af den ideelle andel af ejendommen - med overtagelsesdag den 1. januar 2009 - skulle udstede et gældsbrev.

Landsskatteretten finder herefter, at fordringen er stiftet forud for den 27. januar 2010, fra hvilket tidspunkt tab på fordringer i medfør af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, kan medregnes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst. Allerede derfor stadfæster Landsskatteretten afgørelsen.