Kendelse af 11-06-2021 - indlagt i TaxCons database den 01-07-2021

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2016

Yderligere omsætning i virksomhed

69.020 kr.

17.120 kr.

69.020 kr.

Indkomståret 2017

Yderligere omsætning i virksomhed

104.442 kr.

23.928 kr.

104.442 kr.

Faktiske oplysninger

Det fremgår af det Centrale Virksomhedsregister, CVR, at klageren i indkomstårene 2016 og 2017 har været registreret med enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] med CVR-nr. [...1]. Virksomhedens startdato er den 20. november 2000, og virksomheden er registreret under branchen skønheds- og hudpleje.

Af Skattestyrelsens afgørelse fremgår det, at klageren har selvangivet resultat af virksomhed for indkomståret 2016 til 79.057 kr. og for indkomståret 2017 til 2.204 kr.

Skattestyrelsen har anmodet klageren om at fremsende regnskabsmateriale for perioden 1. januar 2016 til 30. juni 2018.

Klagerens repræsentant har herefter fremsendt saldobalance og kontospecifikationer for den ønskede periode.Det fremgår af klagerens saldobalance for indkomståret 2016, at periodens resultat er opgjort til 79.057,43 kr. og virksomhedens omsætning til 324.203,20 kr.

Endvidere fremgår det af klagerens saldobalance for indkomståret 2017, at periodens resultat er opgjort til 2.203,75 kr. og virksomhedens omsætning til 277.837,60 kr.

Skattestyrelsen har i forbindelse med en gennemgang af klagerens kontoudtog konstateret indsætninger på klagerens bankkonti [...70] og [...17], som efter Skattestyrelsens opfattelse ikke kunne afstemmes med klagerens indkomster i øvrigt.

Det fremgår af kontoudtogene, at der foretaget indsætninger på klagerens bankkonti via betalingskort, MobilePay, overførsler og kontanter.

Der er foretaget kontante bankindsætninger i runde tal med beløb i størrelsen fra 5.000 kr. til 25.000 kr., bortset fra en indsætning i marts 2016 på 2.036,50 kr.

Samlet har Skattestyrelsen opgjort bankindsætningerne til 501.528,50 kr. for indkomståret 2016 og 514.849,00 kr. for indkomståret 2017. De konkrete bankindsætninger er opgjort således:

Betalingskort

Mobilepay

Overførsler

Kontanter

I alt

Heraf moms

1. halvår 2016

212.413,00

17.151,00

1.776,00

2.063,50

233.403,50

46.680,70

2. halvår 2016

200.019,00

23.606,00

-

44.500,00

268.125,00

53.625,00

SUM 2016

412.432,00

40.757,00

1.776,00

46.563,50

501.528,50

100.305,70

1. halvår 2017

163.599,00

25.894,00

4.011,00

51.000,00

244.504,00

48.900,80

2. halvår 2017

149.876,00

63.109,00

360,00

57.000,00

270.345,00

54.069,00

SUM 2017

313.475,00

89.003,00

4.371,00

108.000,00

514.849,00

102.969,80

Klagerens repræsentant har oplyst til Skattestyrelsen, at alt bilagsmaterialet for virksomheden er bortkommet, at det er klageren, som har opgjort omsætningsbeløbet for virksomheden, og at denne, selvom han var klagerens revisor, ikke har set kassestrimler eller andet materiale. Det er endvidere blevet oplyst, at der ikke blev lavet en løbende afstemning til banken, at klageren ikke har haft en adskilt privat- og erhvervskonto, og at der ikke har været lavet en total afstemning, idet bogføringen har været baseret på de modtagne bilag.

Klageren har overfor Skattestyrelsen oplyst, at der havde været omfattende vandskade/skimmelsvamp i dennes butik, hvorfor denne måtte efterlade regnskab etc. Det er endvidere oplyst, at klageren har solgt private ejendele, lånt penge bl.a. af klagerens kammerat [person1] og solgt ting på loppemarked for sin mor, hvor klageren har fået lov til at beholde pengene.

I forbindelse med klagesagens behandling har klageren fremlagt kontoudtog for indkomstårene 2016 og 2017. På kontoudtoget har klageren noteret ”privat” ud for de bankindsætninger, som denne anser som private. Af posteringsteksterne for indsætningerne fremgår forskellige personnavne. Endvidere har klageren bl.a. noteret følgende på kontoudtogene: ting, puder, veninde, krystal, tøj, metalstjerner, svigerdatter, [person2] søster, salg af puder, kjole, figurer/hyacint, stumtjener etc., fisk, kæreste, Verlys vase, privat salg, champagneglas, møbler, salg af sættekasse etc., nips, Lyngby vaser, taske, krystal, Just Andersen, tæppe etc., krystal vase, betaling, og maleri.

Det fremgår af klagerens opgørelse, at klageren har haft yderligere private bankindsætninger på 76.025 kr. for indkomståret 2016 og 144.980 kr. for indkomståret 2017. Klageren har anført, at nogle af bankindsætningerne stammer fra salg af privat indbo.

Det fremgår af Skattestyrelsens opgørelse, at bankindsætningerne på 550 kr. den 22. juli 2017, 350 kr. den 25. maj 2017 og 6.437,41 kr. den 16. november 2017 blev udtaget af Skattestyrelsens opgørelse.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har for indkomstårene 2016 og 2017 forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med henholdsvis 69.020 kr. og 104.442 kr. og har anset indkomsten for at være yderligere omsætning i virksomheden.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, at den skattepligtiges samlede årsindtægter, herunder hidhørende fra selvstændig virksomhed er skattepligtig. Det følger endvidere af skattekontrollovens (dagældende) § 5, stk. 3, at skattestyrelsen kan foretage en skønsmæssig ansættelse af indkomsten, hvis der ikke er selvangivet fyldestgørende.

Det følger desuden af momslovens § 4, at der svares moms af leverancer mod vederlag som leveres her i landet. Det følger endvidere, af opkrævningslovens § 5, stk. 2, at hvis momsen ikke kan opgøres på baggrund af den afgiftspligtige regnskaber kan skattestyrelsen opgøre momsen skønsmæssigt.

Vi har modtaget kopi af saldobalance og underliggende kontospecifikationer. Du har dog oplyst,

at alt bilagsmateriale som ligger til grund for bogføringen er bortkommet. Det er fra din revisor oplyst,

at der ikke er foretaget løbende afstemning af bogføringen til de bankkonti som har været anvendt

til virksomhedens drift. Vi finder på dette grundlag ikke, at det indsendte regnskab giver tilstrækkelig sikkerhed for den opgjorte skattepligtige indkomst, og den moms du skal betale, og finder derfor, at der er grundlag for at ansætte din indkomst og moms til betaling skønsmæssigt.

Vi har i vedlagte bilag gennemgået dine kontoudtog fra [finans1] konto [...70] og [...17], og noteret indbetalinger via betalingskort, mobilepay, overførsler og kontanter. I kolonne ”konto” er noteret de sidste 4 cifre i den konto hvor posteringen stammer fra. Ved gennemgangen er der, på baggrund af dine forklaringer, ikke medtaget betalinger hvor indbetaler er identificeret som [person1], [person3], [person4] og [person5].

Du har ved indsigelse som er modtaget den 21. august 2019, noteret hvilke beløb på vores tidligere fremsendte opgørelse, som du mener er privat. Vi har indarbejdet dine bemærkninger under kolonnen ”Indsigelse” i vedlagte opgørelse.

Ved gennemgang af beløbene er det konstateret, at der i vores tidligere opgørelse fejlagtigt er medtaget henholdsvis 4.000 kr. og 2.200 kr. fra [person6] og [person7] både den 30. december 2017 og 2. januar 2018. Beløbene fremgik af kontoudtog fra [finans1] den 30. december 2017, og af kontoudtog modtaget fra dig den 2. januar 2018. Ved nærmere gennemgang er det dog konstateret, at der er tale om samme beløb, men at de 2 kontoudtog er opgjort efter henholdsvis posteringsdato og valørdato. Forholdet er korrigeret i vedlagte opdaterede opgørelse, og slettet under den 2. januar 2018 som er valørdato.

Du har ud for en række af de tidligere medtagne beløb noteret, at der er tale om betalinger fra din søn. Disse beløb er ikke medtaget i vedlagte opdaterede opgørelse.

Du har vedrørende indsætning på 6.438,41 kr. den 16. november 2017 noteret at der er tale om betaling for ting som du har indkøbt til din veninden [person3]s butik. Vi har i den tidligere fremsendte opgørelse ikke medtaget betaling for indkøb foretaget til din veninde, og har derfor udeladt beløbet i vedlagte opdaterede opgørelse.

De restende posteringer som du har bemærkninger til vedrører salg af private genstande hvor betaling er modtaget primært via mobilepay, og beløb modtaget fra veninder og kæreste. Beløbene udgør i alt 77.875,50 kr. Du har desuden markeret de indsatte kontante beløb som privat. Beløbet udgør 138.500 kr. De resterende beløb som du har markeret som privat udgør således samlet 216.375,50 kr. for 2016-2017.

Din virksomhed tilbyder efter det oplyste kosmetologbehandlinger. Det må i den forbindelse antages, at der i virksomheden i et vist omfang bliver modtaget kontant betaling for solgte produkter og behandlinger.

Du har oplyst, at du har solgt ting på loppemarked herunder for din mor, hvor du har måtte beholde de modtagne beløb.

Indsættelse af kontantbeløb er bortset fra en enkelt indsætning i marts 2016, sket i runde beløb i størrelsen fra 5.000 kr. til 25.000 kr. Der er i perioden 1. januar 2016 til 30. juni 2018 i alt indsat 190.563 kr. i kontanter. Det virker usandsynligt, at der skulle være solgt privat indbo, og ting for din mor for kontantbeløb i denne størrelsesorden.

Din selvangivne indkomst forud for 2016 indikerer ikke, at der har været økonomisk råderum til større investeringer i indbo m.v. til brug for efterfølgende salg.

Der er ikke selvangivet anden indkomst end fra din virksomhed i 2016-2017.

Vi finder det derfor for overvejende sandsynligt, at modtagne mobilepay beløb og indsatte kontanter stammer fra din virksomheds drift. Vi har dog ud fra et forsigtighedshensyn ikke medtaget mobilepay overførsler på under 200 kr. i opgørelsen.

(...)

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at der i 2016 er modtaget 412.432 kr. via betalingskort, som ex moms udgør 329.945 kr. Der er i 2016 bogført 324.068 kr. i omsætning. Alene modtagne betalinger via betalingskort i din bank i 2016 overstiger således den bogførte omsætning.

Af dit kontoudtog fremgår, at der ikke modtages betalingskort fra den 16. november 2017 og frem.

Der er via mobilepay modtaget 51.269 kr. fra 16. november 2017 til 31. december 2017.

For 2. halvår 2017 udgør omsætning via betalingskort og mobilepay efter 16. november 2017 således i alt 160.916 kr. ex moms (80 % af 149.876 kr. + 80 % af 51.269 kr.). Der er i andet halvår af 2017 bogført en omsætning ex moms på 141.216 kr. Alene modtagne betalinger via betalingskort og mobilepay betalinger som du har oplyst, som værende erhvervsmæssige overstiger således den bogførte omsætning for 2. halvår af 2017.

(...)

Ved gennemgang af indsatte kontanter har vi konstateret, at der i marts måned 2017 er indsat 36.000 kr. kontant, og i september-oktober måned 2017 er der indsat 45.000 kr. kontant. Der er tale om forholdsvis store kontantbeløb, set i forhold til virksomhedens omsætning via betalingskort. I forhold til dine forklaringer, vurderes der derfor at være sandsynlighed for, at en del af de indsatte beløb i disse perioder kan stamme fra andre kilder end din virksomhed. Henset til den skønsmæssige usikkerhed i opgørelsen finder vi derfor anledning til, at give et skønsmæssigt nedslag på 1/3 af beløbet svarende til 21.600 kr. ex moms, og 5.400 kr. i moms i opgørelsen for 2. halvår 2017.

Yderligere har vi ud fra dine oplysninger om salg af indbo og beløb modtaget fra veninder og kæreste modtaget i forbindelse med din indsigelse skønsmæssigt givet et nedslag på 4.000 kr. pr. halvår ex moms, svarende til 8.000 kr. ex moms i 2016 og 2017, og 1.000 kr. pr. halvår i moms.

Vi foreslår efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a og skattekontrolloven på denne baggrund af forhøje din indkomst for 2016 med 69.020 kr. (77.020 kr. – 8.000 kr.) og for 2017 med 104.442 kr. (134.042 kr. – 21.600 kr. – 8.000 kr.).

(...)”

I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen kommet med følgende bemærkninger:

”(...)

Der er med klagen indsendt kopi af vores opgørelse (akt 32) med notater ud for enkelte posteringer som klager mener er private midler. Vi har tidligere modtaget samme opgørelse fra klager, som indsigelse til vores forslag til afgørelse 8. maj 2019. I indsigelsen var det dog kun side 1-9 som blev indsendt, og vi har derfor ikke taget højde for klagers bemærkninger på side 10-14, i vores afgørelse af 28. august 2019. Side 10-14 vedrører udelukkende perioden 1. januar 2018 til 30. juni 2018, og vedrører derfor udelukkende klagen vedrørende moms.

Det skal desuden bemærkes, at de opgørelser som klager har indsendt, ikke er de opgørelse, som ligger til grund for vores afgørelse af 30. august 2019. De af klager indsendte opgørelser svarer til ovennævnte akt 32. Sagen er derimod afgjort på baggrund af opgørelse under akt 38. I vores opgørelse under akt 38, er der således allerede taget højde for nogle af de poster som klager har anført på side 1-9 i bilag til klagen.

Det skal desuden understreges, at der ved afgørelsen, allerede mellem forslag til afgørelse af 19. november 2018 (akt 13) og fornyet forslag til afgørelse af 10. maj 2019 (akt 28), er taget højde for, at en del af indsætningerne er af privat karakter. Således er omsætning for 2017 oprindelig under akt 15 opgjort til 570.193,35 kr. inkl. moms. I akt 38, som er den endelige opgørelse, er omsætningen medtaget med 514.849 kr. De beløb som er medtaget i opgørelsen under akt 38 indeholder således ikke alle indsætninger, der er indgået på klagers bankkonto.

Som det fremgår af 5 og 6 afsnit på side 7 i vores afgørelse af 30. august 2019, er der desuden givet yderligere skønsmæssigt nedslag i de beløb som er opgjort i akt 38.

Vedlagt sendes i denne forbindelse oversigt over bankkonto [...70] og [...17] i excel format, med specifikation af indsættelser på klagers konto i perioden 1. januar 2016 til 30. juni 2018. Indsættelser er ikke korrigeret for private midler, men giver et billede af i hvilket omfang der allerede er taget højde for private midler, når beløbene sammenlignes med omsætning inkl. moms i afgørelsen:

Omsætning inkl. Moms i afgørelse

491.528,50

477.849,00

244.619,50

Indsætninger på bankkonto

513.925,50

580.993,35

272.152,00

Difference

22.397,00

103.144,35

27.532,50

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af klagerens skattepligtige indkomst nedsættes til 17.120 kr. for indkomståret 2016 og 23.928 kr. for indkomståret 2017.

Repræsentanten har til støtte for påstanden anført følgende:

”(...)

[person8] har fra sin bank modtaget en oversigt over alle de indsættelser, der har været på hendes konto i årene 2016 og 2017 samt 1 halvår af 2018.

Hun har kigget på afsender og beløb og har ud fra dette kunnet konstatere at flere af posteringerne er af privat karakter. Denne oversigt er sendt til sagsbehandleren hos Skattestyrelsen.

I store træk underbygger den de tal, som er udarbejdet ifm. udarbejdelsen af årsregnskabet.

Tallene for 2016 ser således ud.

Privat indsat Mobilepay

31.155

Privat overført

370

Privat indsat kontant

44.500

I alt

76.025

Der blev i alt overført 502.678 kr.til bankkontoen. Når de private indsættelser trækkes fra er der overført 426.653 kr.i erhvervsmæssige indsættelser. Det svarer til en virksomhedsomsætning på 341.323 kr. Vi har i årsregnskabet medtaget 324.203 kr, en difference på 17.120 kr. Dette tal er vi nødt til at acceptere, da der ikke kan dokumenteres yderligere for posteringerne på bankkontoen.

Tallene for 2017 ser således ud.

Privat indsat Mobilepay

44.542

Privat overført

6.438

Privat indsat kontant

94.000

I alt

144.980

Der blev i alt overført 522.187 kr.til kontoen. Når de private indsættelser trækkes fra er der overført 377.207 kr.i erhvervsmæssige indsættelser. Det svarer til en virksomhedsomsætning på 301.766 kr. Vi har i årsregnskabet medtaget 277.838 kr, en difference på 23.928 kr. Dette accepteres.

(...)

Hvis vi bruger disse tal, kommer ændringerne til at se således ud.

Indkomstår 2016

Pkt. 1 Yderligere omsætning

17.120

Pkt.3 Privat andel af telefon

2.700

Ændring af indkomst i alt

19.820

Indkomstår 2017

Pkt. 1 Yderligere omsætning

23.928

Pkt 2 Repræsentation

1.450

Pkt.3 Privat andel af telefon

2.700

Ændring af indkomst i alt

28.078

(...)

Vi vedlægger kopi af kontooversigten vedrørende bankkontoudtog for 2016-2018 med tydelig markering af de private poster.

Med hensyn til sagens fremstilling henviser vi til tidligere skrivelser sendt til Skattestyrelsen se specielt indehavers redegørelse på siderne 3-4 af 11.

Sagsbehandleren kommenterer på side 5 af 9 – og fremefter - måden hvorpå [person8] driver virksomhed. Mange af sagsbehandlerens argumenter bygger på antagelser og formodninger. Han skriver bl. a. ” ... det må antages, at der i et vist omfang ... og senere ”... finder det overvejende sandsynligt, at...” samt side 7 af 9 ”... det vurderes, at det er overvejende sandsynligt, at...”

Sammenfatter vi dette må vi konstatere, at sagsbehandlerens forslag bygger på flere udokumenterede påstande og vurderinger og ikke på faktiske forhold.

Indehaver har indgående forklaret, hvor pengene stammer fra – se vedlagte bilag. De bilag hun er usikker på, har hun ikke skrevet noget ud for, selv om de kunne stamme fra en privat transaktion.

Hun har kun skrevet på de bilag, hun er sikker på.

Men alt dette har sagsbehandleren i overvejende grad tilsidesat.

Ligeledes har sagsbehandleren undladt at tage hensyn til [person8]s helbredstilstand. Der findes i øvrig udførlige lægeerklæringer, der kan underbygge dette. Men de faktiske forhold er som [person8] beskriver fra side 3 – 4. Hun har ikke været i stand til at have en normal arbejdsdag. Hun har måttet arbejde, når huns havde kræfterne til det, og det har selvfølgelig har stor indvirkning på omsætningen. Når hun så ikke har kunnet arbejde, har hun, for at dække udgifterne i virksomheden, måtte sælge ud af privat indbo. [person8] har siden teenageårene været vant til at købe/sælge varer, det er hun ligesom vokset op med. Hun har derfor solgt ud af alt hvad hun har erhvervet sig gennem mange år, for at kunne få et til at hænge sammen. Salgene for disse varer bliver så sat ind på driftskontoen for at dække udgifterne. Det fremgår også af kontoudtogene, at der er købt flere ting på udenlandske hjemmesider, ting som selvfølgelig ikke er trukket fra i virksomheden, men beløbet for salget er. Derfor er der langt flere private posteringer på konoen end sagsbehandleren har taget med.

Det har [person8] så lavet på det vedlagte ark.

Ifølge [person8]s gennemgang er der i 2016 indsat i alt 76.025 kr. på kontoen, som ikke har erhvervsmæssige relationer, i 2017 er det 144.980 kr. (...)

Vi fastholder derfor det forslag som vi har udarbejdet i denne skrivelse.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Det følger af dagældende skattekontrollovens (lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 om skattekontrol) § 1, stk. 1.

Ifølge dagældende skattekontrollovs § 3, stk. 1, kan skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet fastsætte regler om, at erhvervsdrivende virksomheder skal udarbejde et skattemæssigt årsregnskab som grundlag for selvangivelsen, og om det regnskabsmæssige grundlag for dette årsregnskab.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab jf. bogføringslovens § 7, stk. 3. Af bogføringslovens § 9, stk. 1 fremgår endvidere, at enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, jf. § 3, stk. 4.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM2008.905.H. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om klagerens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette fremgår af byrettens dom af 28. februar 2017, der er offentliggjort i SKM2011.208.HR.

Klagerens fremlagte regnskabsmateriale kan ikke godtgøre, at virksomhedens regnskab opfylder kravene til, at resultatet kan lægges til grund for klagerens skattepligtige indkomst, jf. den dagældende skattekontrollovs § 3, stk. 4 (lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013) med tilhørende mindstekravsbekendtgørelse. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke er fremlagt kassekladder samt indtægts- og udgiftsbilag.

Retten bemærker, at det efter bogføringslovens § 10, stk. 1 påhviler den bogføringspligtige at opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis. Klageren bærer derfor risikoen for materialets bortkomst. Da klageren ikke kan dokumentere, at kravene til regnskabsgrundlaget er opfyldt, har Skattestyrelsen været berettiget til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte indkomsten skønsmæssigt, jf. den dagældende skattekontrollovs § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3.

Skattestyrelsen har for indkomstårene 2016 og 2017 konstateret bankindsætninger på klagerens konti. Skattestyrelsen har som følge heraf forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med henholdsvis 69.020 kr. og 104.442 kr. som yderligere omsætning i virksomheden.

Landsskatteretten finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har dokumenteret, at disse indsætninger stammer fra ikke-skattepligtige midler.

Retten har ved afgørelsen lagt vægt på, at beløbene er indsat løbende og har et vist omfang. Der er endvidere lagt vægt på, at indsætningerne blev modtaget fra forskellige personer, ligesom der ikke foreligger dokumentation for, at klageren har solgt privat indbo og modtaget gaver. For så vidt angår indsætningerne, som klageren har oplyst stammer fra lån bemærker retten, at klageren ikke har dokumenteret låneforholdet ved et dateret og underskrevet lånedokument. De fremlagte kontoudtog med klagerens egne noter kan endvidere ikke anses for tilstrækkelig dokumentation for påstandene. I forhold til de kontante bankindsætninger bemærkes det, at pengestrømmene ikke kan følges, og det derfor ikke er muligt at henføre indsætningerne til salg af indbo.

Retten bemærker, at klagerens forklaring om dennes helbredstilstand i øvrigt ikke kan føre til et andet resultat. Klageren har ikke dokumenteret at indsætningerne på klagerens bankkonti stammer fra ikke-skattepligtige midler.

Det er derfor berettiget, at Skattestyrelsen har anset bankindsætningerne for at være skattepligtig indkomst for klageren.

Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.