Kendelse af 03-03-2020 - indlagt i TaxCons database den 03-04-2020

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2015

Fradrag for obligatorisk social sikring:

84.647 kr.

Vedrørende dansk indkomst

Nej

72.160 kr.

Vedrørende udenlandsk indkomst

Nej

12.316 kr.

Ansat skattepligtig løn reduceres med skattefri rejsegodtgørelser

0 kr.

19.669 kr.

0 kr.

Indkomståret 2016

Fradrag for obligatorisk social sikring:

86.965 kr.

Vedrørende dansk indkomst

Nej

77.507 kr.

Vedrørende udenlandsk indkomst

Nej

9.953 kr.

Ansat skattepligtig løn reduceres med skattefri rejsegodtgørelser

0 kr.

46.977 kr.

0 kr.


Faktiske oplysninger

Klageren har i indkomstårene 2015 og 2016 haft bopæl i Danmark – henholdsvis på adressen [adresse1] i [by1] og på adressen [adresse2] i [by2]. Klageren ses at være registreret på adressen [adresse3] i [by3].

Klageren har i 2015 og 2016 haft udenlandsk indkomst, idet han har været ansat som pilot i det engelske selskab [virksomhed1] Limited. Klageren har oplyst, at hjemmebasen har været [Tyskland].

Obligatorisk socialsikringsbidrag

Klageren har fremlagt A1-blanket om tysk socialsikring, der dækker perioden 1. oktober 2014 til den 31. december 2017.

Ydermere er der fremlagt lønsedler for indkomstårene, hvor det fremgår, at arbejdsgiveren har indeholdt socialsikringsbidrag (German Deduction). Der er samlet indeholdt 8.232,27 GBP for 2015 og 9.550,65 GBP for 2016. Omregnet til D.Kr. har arbejdsgiveren indeholdt 84.477 kr. og 87.460 kr. (ved anvendelse af Nationalbankens gennemsnitskurs).

Arbejdsgiveren har bekræftet at denne har indeholdt socialsikringsbidrag i form af to erklæringer.

Rejseudgifter

Klageren har i form af sit arbejde som pilot haft flyvninger, hvor denne ikke har haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl i Danmark og hvor rejsen har haft en varighed på mere end 24 timers ophold væk fra hjemmebasen i [Tyskland].

Klageren har fået udbetalt godtgørelse til dækning af kost fra sin arbejdsgiver, hvor arbejdsgiveren har udregnet godtgørelsen ud fra selskabets reglement ”[...]” og ud fra satser angivet der i. Af dette reglement fremgår det, at der indregnes godtgørelse fra 60 minutter før flyafgang fra hjemmebasen og indtil 15 minutter efter ankomst til hjemmebasen, hvortil det bemærkes, at klageren har oplyst, at hjemmebasen er [Tyskland].

Satsen i nævnte reglement ses at være angivet til 3,28£ pr. time, hvilket svarer til en sats på 30,82 kr. pr. time (ved anvendelse af en gennemsnitkurs på 939,755 for 2015 og 2016)

Klagerens arbejdsgiver har fremsendt tre erklæringer, hvor der henholdsvis redegøres for, at klagerens godtgørelse varierer, idet hans flyvninger varierer i tid, en oversigt over lønnen udbetalt i 2015 og 2016, en oversigt hvor løn og godtgørelse er fordelt samt en bekræftelse af klagerens ansættelse og en uddybning af, hvorledes arbejdsgiveren har udregnet godtgørelse og selve satsen.

Klageren har udarbejdet en oversigt over rejser med mere end 24 timers ophold væk fra hjemmebasen i [Tyskland]. Af denne oversigt fremgår det, at der i 2015 har været 17 rejser udregnet til i alt at udgøre 19.669, 26 kr. og i 2016 har der været 32 rejser udregnet til at udgøre i alt 46.976,91 kr. Klageren har oplyst, at denne har anvendt Skatterådets satser (19.63 kr. for 2015 og 19,88 kr. for 2016 – begge beløb omregnet fra pr. døgn til pr. time).

Klageren har for indkomstårene ikke selvangivet et rejsefradrag.

Skattestyrelsen har indrømmet klageren et fradrag for rejseudgifter for 2015 på 20.115 kr. og for 2016 på 48.355 kr., men begrænset til 26.200 kr. – fradraget ses begrundet i en oversigt over klageres rejser i de omhandlende indkomstår, og en af Skattestyrelsen udarbejdet opgørelse over disse rejser. Skattestyrelsens oversigt er tilnærmelsesvis identisk med den af klageren udarbejdet oversigt.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har gennemgået klagerens skat for indkomstårene 2015 og 2016 og i den forbindelse nægtet klageren fradrag for obligatorisk socialsikring jf. ligningslovens § 8M, stk. 2, samt imødekommet et rejsefradrag jf. ligningslovens § 9A.

Som begrundelse har Skattestyrelsen anført følgende:

”(...)

4. Fradrag for obligatorisk social sikring
4.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Ifølge ligningsloven § 8 M stk. 2 kan du få fradrag for obligatorisk udenlandske sociale bidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, som bidraget vedrører. Fradraget er dog betinget af, at du er omfattet af social sikringslovgivning i udlandet i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring.

Ifølge Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.1.11 kræves det, at der som dokumentation fremlægges en A1 blanket, for at der kan gives fradrag for betalt obligatorisk udenlandsk social sikring.

Du har indsendt en A1 blanket som dokumentation for, at du er socialt sikret i et andet land. Der fremgår dog ikke betalt social sikring på dine lønsedler for 2015 og 2016. Vi kan derfor ikke give dig fradrag.

(...)

6. Rejsefradrag
6.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Det er en betingelse for fradrag for rejseudgifter, at rejsen varer mindst 24 timer, og at der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Dette fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5.

For at du kan anses for at være på rejse kræver det, at du på grund af afstanden mellem din sædvanlige bopæl og dit midlertidige arbejdssted, ikke har mulighed for at overnatte på din sædvanlige bopæl. Du kan også anses for at være på rejse, hvis din arbejdsgiver midlertidigt udsender dig til et andet arbejdssted end dit sædvanlige arbejdssted, og dette medfører at du ikke har mulighed for at overnatte på din sædvanlige bopæl.

Et arbejdssted kan højst anses for at være midlertidigt i de første 12 måneder.

Det fremgår af din mail den 26. september 2018 og af dine arbejdsplanner, at du til tider flyver langdistanceruter, som varer mindst 24 timer.

Du har ikke selvangivet rejsefradrag, men indsendt opgørelse af rejsedage samt arbejdsplaner for indkomståret 2015 og 2016.

Rejsefradraget skal efter ligningslovens § 33 F fordeles forholdsmæssigt mellem den del af din indkomst, som er skattepligtig i Danmark og den del af din indkomst, som er skattepligtig i Storbritannien.

Udregningen af fordelingsnøglen for din indkomst kan ses i afsnit 3.4.3.

Dit rejsefradrag for 2015 fordeles således:

Dit samlede rejsefradrag i 2015

20.115 kr.

Rejsefradrag fordelt på den del som er til beskatning i Danmark

17.182kr.

Rejsefradrag fordelt på den del som er til beskatning i Storbritannien

2.933kr.

Dit rejsefradrag for 2015 fordeles således:

Dit samlede rejsefradrag i 2016

26.200 kr.

Rejsefradrag fordelt på den del som er til beskatning i Danmark

23.218 kr.

Rejsefradrag fordelt på den del som er til beskatning i Storbritannien

2.933kr.

(...)

Skattestyrelsen har følgende bemærkninger i deres høringssvar til klagen:

”(...)

Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen:

Primær påstand

Ad påstand m.1) Klager gør gældende at den skattepligtige indkomst skal nedsættes med henholdsvis 84.647 kr. for indkomståret 2015 og med 86.965 kr. for indkomståret 2016.

Skattestyrelsen har ikke før afgørelsen af den 1. juli 2019 modtaget dokumentation for beløbs størrelserne, som skatteyder har betalt i obligatorisk social sikring. Da vi ikke tidligere har været i besiddelse af materialet, som har kunnet dokumentere det betalte beløb, har det ikke været muligt at give skatteyder fradraget.

Skattestyrelsen kan tiltræde, at den skattepligtige indkomst nedsættes med betalt socialt bidrag i henholdsvis 2015 med 84.477 kr. og i 2016 med 87.460 kr. Ved omregningen fra EUR til danske kroner anvendes årsgennemsnittet fra nationalbanken.

Fradrag for social sikring skal efter ligningslovens§ 33 F fordeles forholdsmæssigt mellem den del af indkomst, som er skattepligtig i Danmark og den del af indkomst, som er skattepligtig i Storbritannien.

Nedstående udregning af fordelingsnøglen for indkomsten er baseret på fordelingen af indkomsterne som fremgår af afgørelsen af den 1. juli 2019:

Indkomstår 2015

Fradrag for obligatorisk social sikring vedrørende dansk indkomst 72.160 kr.

Fradrag for obligatorisk social sikring vedrørende udenlandsk indkomst 12.316 kr.

Indkomstår 2016

Fradrag for obligatorisk social sikring vedrørende dansk indkomst 77.507 kr.

Fradrag for obligatorisk social sikring vedrørende udenlandsk indkomst 9.953 kr.

Ad påstand nr. 2) Klager gør gældende, at klagers skattepligtige indkomst reduceres med skattefri godtgørelse ifølge ligningslovens§ 9 A med henholdsvis 19.669 kr. i indkomståret 2015 og 46.977 kr. i indkomståret 2016. Skattestyrelsen er ikke enig, da klages skattefrie rejsegodtgørelse ikke opfylder de danske krav til skattefri udbetaling af rejsegodtgørelse, herunder sats, efterfølgende regulering og kontrol.

Klager har indsendt en opgørelse af de udbetalte rejsegodtgørelse for 2015 og 2016 dateret den 29. november 2018 fra klagers arbejdsgiver.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, stk. 3 at udbetalt rejsegodtgørelse som overstiger satserne i ligningslovens § 9 A medregnessom personlig indkomst medmindre arbejdsgiver efter reglen i stk. 5 senest ved udgangen af den efterfølgende måned har foretaget en endelig opgørelse og afregning af den skattefri godtgørelse, som medarbejderen har ret til.

Der skal i øvrig efter bekendtgørelsens § 1 stk. 2, hvis der udbetaltes forskud, udarbejdes bogføringsbilag indeholdende modtagers navn, CPR-nr., rejsens erhvervsmæssige formål, rejsen start- og sluttidspunkt, rejsens mål, anvendte satser og en beregning af godtgørelsen.

Klager har ikke fremsendt dokumentation for, at der er sket en endelig opgørelse og afregning af udbetalte skattefri rejsegodtgørelser eller bogføringsbilag fra sin arbejdsgiver i 2015 og 2016.

Vi har derfor ikke haft mulighed for at sammenholde arbejdsgivers beregning af skattefrie rejse godtgørelser ved vores beregning af fradragsberettigede rejsedage efter danske regler.

Vi henviser derfor til vores begrundelse og bilag 3 om fradrag for rejser i afgørelsen af den 1. juli 2019.

(...)”

Skattestyrelsen er den 13. december 2019 fremkommet med en udtalelse til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

”(...)

I klagesagen har Skatteankestyrelsen i brev fra 9. december 2019 bedt Skattestyrelsen om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.


Følgende er indstillet:

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagers opfattelse

Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse

Skattestyrelsens udtalelse

Indkomståret 2015

Fradrag for obligatorisk udenlandsk social sikring:

84.647 kr.

Vedrørende dansk indkomst

Nej

72.160 kr.

72.160 kr.

Vedrørende udenlandsk indkomst

Nej

12.316 kr.

12.316 kr.

Ansat skattepligtig løn reduceres med skattefri rejsegodtgørelse

0 kr.

19.669 kr.

0 kr.

0 kr.

Indkomståret 2016

Fradrag for obligatorisk udenlandsk social sikring:

86.965 kr.

Vedrørende dansk indkomst

Nej

77.507 kr.

Vedrørende udenlandsk indkomst

Nej

9.953 kr.

Ansat skattepligtig løn reduceres med skattefri rejsegodtgørelse

0 kr.

46.977 kr.

0 kr.

0 kr.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen har vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger og er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Obligatorisk socialsikringsbidrag

Skattestyrelsen kan tiltræde, at klagers skattepligtige indkomst nedsættes med betalt socialt bidrag i 2015 og 2016 med henholdsvis 84.477 kr. og 87.460 kr.

Skattefri rejsegodtgørelse

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at de udbetalte rejsegodtgørelser ikke opfylder de danske krav til udbetaling af skattefri rejsegodtgørelser, som er opstillet i §1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

I den forbindelse er det Skattestyrelsens opfattelse, at klager ikke har dokumenteret, at arbejdsgiveren har ført en kontrol med udbetalingerne af godtgørelserne, der opfylder betingelserne i § 1 i ovennævnte bekendtgørelse, hvilket er et krav.

Det er endvidere Skattestyrelsens opfattelse, at der er udbetalt godtgørelse med en sats højere end hvad der følger af Skatterådets satser og allerede af den grund må den udbetalte rejsegodtgørelse anses for personlig indkomst jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3.

For så vidt angår klagers henvisning til TfS 1993, 222 så er Skattestyrelsen enig med Skatteankestyrelsen i, at sagen ikke er identisk med den foreliggende sag, da godtgørelsen i TfS 1993,222 ikke blev betalt med et højere beløb end hvad der følger af Skatterådets satser.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om dennes skatteansættelse skal nedsættelse med 84.647 kr. og 86.965 kr. for henholdsvis 2015 og 2016 for obligatorisk socialsikringsbidrag jf. ligningslovens § 8M, ligesom klagerens skattepligtige løn skal reduceres med 19.669 kr. og 46.977 kr. for henholdsvis 2015 og 2016 for skattefri godtgørelse jf. ligningslovens § 9A.

Til støtte for denne påstand har klageren fremført følgende:

”(...)

Anbringender

Til støtte for påstanden under punkt 1 henviser jeg til,

1.at klienten er beskæftiget som pilot med hjemmebase i udlandet

2.at EU-forordningen om social sikring inden for EU m.v. pålægger arbejdsgiveren at indeholde sociale sikringsbidrag for flyvende personel

3.at socialsikringsbidragene er indeholdt af arbejdsgiver i henhold til EU-forordning om lovvalg ved social sikring for flyvende personel, jf. ligningslovens § 8 M,

4.at klienten er omfattet af social sikring i Tyskland,

5.at der er fremlagt A1-blanket om tysk sikring, som dækker perioden 1. oktober 2014 til 31. december 2017,

6. at indeholdt bidrag efter tysk lovgivning, på lønsedlerne benævnt ”German deduction” udgør 8.232,27 GBP, svarende til 84.647 DKK for 2015 og 9.550,65 GBP, svarende til 86.965 DKK for 2016, er bekræftet i form af Entgeltabrechnung 12/2015 samt Lohn- und Gehaltsabrechnung Dezember 2016,

Til støtte for påstanden under punkt 2 henviser jeg til,

7.at klienten, som følge af arbejdet som pilot om bord på [virksomhed1]s fly, ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl i Danmark

8.at klienten ikke flyver til og fra danske destinationer

9.at klientens arbejdssted ikke er knyttet til en fast stationær lokation

10.at arbejdet udføres om bord på arbejdsgiverens fly ved afvikling af international fragtflyvning, herunder transatlantiske flyvninger

11.at klienten ikke har mulighed for at indrette sig efter faste opholdssteder,

12.at arbejdsstedet er mobilt,

13.at 12-måneders begrænsningen i ligningslovens § 9 A, stk. 5, 2. pkt., ikke finder anvendelse, jf. bestemmelsens 3. pkt.,

14.at godtgørelser udbetalt til dækning af merudgifter til kost svarende til Skatterådets sats ikke medregnes til indkomstopgørelsen,

15.at skattefri andel af udbetalte diæter udgør 19.669,26 kr. for 2015 og 46.976,91 kr. for 2016, opgjort efter rejsens varighed regnet fra basen i [Tyskland],

16.at klientens udenlandske arbejdsgiver har ført behørig kontrol med udbetaling af rejse-godtgørelsen, jf. oplysningerne på lønsedlerne samt erklæring m.v. fra arbejdsgiveren,

17.at opgørelsen af skattefri godtgørelser i henhold til Skatterådets sats, foretages af skatteyderen selv, jf. TfS 1993,222,

18.at afgørelsen i TfS 1993, 222 ligestiller lønmodtagere ansat hos udenlandske virksomheder med lønmodtagere ansat hos danske virksomheder, således at skattefriheden er uafhængig af, om arbejdsgiveren er indeholdelsespligtig efter Kildeskattelovens bestemmelser.

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om fradrag for obligatorisk sociale sikringsbidrag indeholdt af arbejdsgiveren i henhold til EU-forordninger om koordinering af sociale sikringsordninger for borgere i EU-landene samt skattefrihed ved rejsegodtgørelse udbetalt af arbejdsgiveren.

Klienten har i en årrække været beskæftiget som pilot med afvikling af international trafik om bord på [virksomhed1]’s fly. Flyvningerne er afviklet fra og mellem selskabets baser.

Klienten var i begge de år, der er optaget til prøvelse aflønnet af [virksomhed1] Ltd.

Fradrag for obligatoriske sociale sikringsbidrag

Klienten er, ifølge EU-forordning nr. 465/2012 om ændring af forordning nr. 883/2004 om koordinering af sociale sikringer og forordning nr. 987/2009, omfattet af social sikring i Tyskland.

EU-forordningen om social sikring pålægger arbejdsgiveren at indeholde sociale sikringsbidrag. Arbejdsgiveren har indeholdt sociale sikringsbidrag med 8.232,27 GBP, svarende til 84.647 DKK for 2015 og med 9.550,65 GBP, svarende til 86.965 DKK for 2016 jf. vedlagte kopi af lønsedler (bilag 1). Beløbene er på lønsedlerne benævnt ”German Deduction”.

Indeholdelse og afregning af tyske socialsikringsbidrag er bekræftet i ved erklæringer benævnt Entgeltabrechnung 12/2015 (bilag 2) samt Lohn- und Gehaltsabrechnung Dezember 2016 (bilag 3)

Skattestyrelsen er i besiddelse af oplysninger om løn og socialt sikringsbidrag. Beløbene fremgår af lønsedlerne, der har været til Skattestyrelsens rådighed ved den ligningsmæssige prøvelse af skatteansættelsen, ligesom der er fremsendt A1-blanket (bilag 4), udstedt af den kompetente tyske myndighed.

Skattestyrelsen har desuagtet afvist at nedsætte skatteansættelsen med betalte bidrag, idet styrelsen har henvist til, at indeholdte og betalte bidrag ikke fremgår af lønsedlerne. Hertil bemærkes, at lønsedlerne indeholder oplysninger om fradrag under teksten ”German Deduction”, hvilket omfatter socialsikringsbidragene, jf. dokumentation vedlagt som bilag 2 og 3.

Da lovvalget efter EU-forordningen om social sikring af flyvende personel er dokumenteret og bekræftet ved fremlæggelse af A1-blanket, attesteret af den kompetente myndighed i Tyskland, samt dokumenteret ved erklæringer medtaget som bilag 2 og 3, er vilkårene for at fratrække obligatoriske sociale sikringsbidrag i medfør af ligningslovens §8 M, stk. 2 opfyldt. Skatteansættelsen bedes derfor nedsat med de indeholdte bidrag på hhv. 84.647 DKK for indkomståret 2015 og 86.965 DKK for indkomståret 2016.

Jeg bemærker, at fradraget skal foretages før beregning af arbejdsmarkedsbidrag på samme måde som danske socialsikringsbidrag i form af ATP-bidrag, idet arbejdsmarkedsbidraget er en indkomstskat på samme måde som topskat m.v. og socialsikringsbidragene er således ikke AM-bidragspligtige.

Skattefrihed for rejsegodtgørelse

Klienten modtager som led i sit arbejde som pilot om bord på [virksomhed1]s fly rejsegodtgørelse til dækning af merudgifter til kost i tilknytning til erhvervsmæssige ophold borte fra hjemmet. Klienten har hjemmebase i [Tyskland] og flyver ikke til og fra danske destinationer og har ikke mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl i Danmark.

Arbejdet udføres om bord på arbejdsgiverens fly ved afvikling af international fragtflyvning, herunder transatlantiske flyvninger, hvorfor arbejdstiderne borte fra basen i [Tyskland] overstiger 24 timer. Klientens arbejdssted er ikke knyttet til en fast stationær lokalitet og klienten har derfor ikke mulighed for at indrette sig efter faste opholdssteder. Arbejdsstedet er mobilt, og 12-måneders begrænsningen i ligningslovens § 9 A, stk. 5, 2. pkt., finder derfor ikke anvendelse, jf. bestemmelsens 3. pkt.

Klienten opfylder således betingelserne for at modtage skattefri godtgørelse til dækning af udgifter til kost efter Skatterådets sats, jf. Ligningslovens § 9A stk. 1, idet arbejdsgiveren udmåler kostgodtgørelsen efter arbejdstid borte fra [Tyskland]. Jeg henviser til vedlagte [...], side 20, afsnit 1.7 Expenses and Allowances. Heraf fremgår at godtgørelsen regnes for perioden fra 60 minutter før flyafgang, dog 75 minutter før flyafgang ved Long Haul flights. Endvidere fremgår, at rejsen sluttes ved ankomst til basen med tillæg af 15 minutter. Udmåling sker således på grundlag af arbejdsgiverens registreringer af de enkelte flyvninger. Arbejdsgiveren anvender tyske satser ved opgørelsen af rejseafregningen. Klienten har derfor omregnet den udbetalte rejsegodtgørelse efter danske regler, således at den skattefri andel af godtgørelsen opgøres efter Skatterådets sats.

Ved opgørelsen af lønnen har skattemyndighederne medtaget arbejdsgiverens godtgørelse som løn. Da Ligningslovens § 9A foreskriver, at alene overskydende beløb i henhold til Skatterådets sats er skattepligtig, skal godtgørelsesbeløb der modsvarer skatterådets sats for kost udgå af lønindkomsten. Den ansatte lønindkomst jf. Skattestyrelsens bilag 1 til sagsfremstillingen skal derfor nedsættes med den skattefri andel af kostgodtgørelsen, hvorefter kun den overskydende del af godtgørelserne undergives beskatning som løn. Den skattefri andel af udbetalte godtgørelser er opgjort til 19.669,26 kr. for 2015 og 46.976,91 kr. for 2016, opgjort efter rejsens varighed regnet fra basen i [Tyskland]. Jeg henviser til bilag 5 med specifikation af rejsegodtgørelser opgjort på rejsedage med en varighed på mere end 24 timer, regnet fra basen i [Tyskland].

Klientens udenlandske arbejdsgiver har ført behørig kontrol med udbetaling af rejsegodtgørelsen, jf. oplysningerne på lønsedlerne samt erklæring m.v. fra arbejdsgiveren jf. bilag 6a-d. Da den udenlandske arbejdsgiver ikke er omfattet af Kildeskattelovens bestemmelser om indeholdelse af skat og ej heller af Ligningslovens bestemmelser med tilhørende bekendtgørelse om vilkår om udbetaling af skattefri godtgørelser, foretages opdelingen i skattefri og skattepligtig andel derfor af skatteyderen. Denne retstilstand er fastslået i Skatterådets afgørelse refereret i TfS 1993,222. (bilag 7), hvorefter lønmodtagere ansat hos udenlandske virksomheder sidestilles med lønmodtagere ansat hos danske virksomheder i henseende til skattefrihed af diæter.

(...)”

Klageren har fremsendt et supplerende indlæg blandt andet med bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar.

Følgende fremgår af det supplerende indlæg:

”(...)

I fortsættelse af min klage af 1. oktober 2019 vedrørende ovennævntes skatteansættelse for indkomstårene 2015 og 2016 fremsender jeg hermed mine kommentarer til Skattestyrelsens udtalelse af 15. oktober 2019.

Mine kommentarer vedrører udtalelsens påstand nr. 2.

Skattestyrelsen er ikke enig i, at ovennævntes skattepligtige personlige indkomst reduceres med skattefri godtgørelse ifølge ligningslovens § 9 A med hhv. 19.669 kr. for indkomståret 2015 og 46.977 kr. for indkomståret 2016, idet Skattestyrelsen gør gældende, at udbetalingen af skattefrie rejsegodtgørelser ikke opfylder de danske krav til skattefri udbetaling af rejsegodtgørelse, herunder sats, efterfølgende regulering og kontrol.

I udtalelsen henviser Skattestyrelsen til bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Jeg bemærker, at en udenlandsk arbejdsgiver ikke er omfattet af Ligningslovens bestemmelser, og dermed kan arbejdsgiveren naturligvis ikke opfylde vilkårene om kontrol med overholdelse af danske regler. Arbejdsgiveren er undergivet lovgivningen i sit hjemland og efterlever derfor hjemlandets lovgivning. Skattestyrelsens henvisning til arbejdsgiverens pligter i henhold til bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse må derfor afvises. Ved ansættelse hos en udenlandsk arbejdsgiver skal den ansatte fremlægge dokumentation overfor de skattelignende myndigheder om, at betingelserne for udbetaling skattefri godtgørelse er overholdt. Vilkårene om kontrol er derfor ikke relevante, men spørgsmålet om skattefrihed beror på, om der er foretaget registrering af arbejdstid og at godtgørelsen er udmålt efter rejsens varighed. Bekendtgørelsens vilkår om opdeling af godtgørelsen i skattefri og skattepligtig godtgørelse giver ingen mening, idet den udenlandske arbejdsgiver ikke foretager skattetræk. Opdeling af diætgodtgørelsen i en skattefri og en skattepligtig andel for det tilfælde at godtgørelsen overstiger Skatterådets sats, foretages af lønmodtageren. Dette er fastslået i Skatterådets afgørelse refereret o TfS 1993,222, jf. klagens bilag 7.

Klienten har tidligere fremsendt dokumentation for arbejdsgiverens håndtering og kontrol med udbetaling af rejsegodtgørelser, jf. bilag 6a, 6c og 6d indsendt sammen med klagen, samt bilag 6b, hvor arbejdsgiveren i afsnit 7 i ”Aircrew Handbook” beskriver vilkårene for udbetaling af rejsegodtgørelse.

Klienten har herudover tidligere fremsendt sin egen opgørelse af rejsefradraget opgjort med de oplysninger, der er krævet i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 til Skattestyrelsen. Jeg henviser til klagens bilag 5. På dette grundlag har Skattestyrelsen accepteret det opgjorte fradrag i den skattepligtige indkomst, dog maksimeret til de beløb, der fremgår af Ligningslovens § 9 A stk. 7.

Der er således enighed om, at rejsegodtgørelsen er udbetalt i overensstemmelse med Skatterådets anvisninger, og da Skattestyrelsen har godkendt klientens opgørelse, er konsekvensen at den udbetalte godtgørelse skal udgå af lønnen, jf. vilkårene i Ligningslovens § 9 A om skattefrihed for udbetalt rejsegodtgørelse er opfyldt.

Jeg anmoder derfor om, at den skattepligtige personlige indkomst nedsættes med de i opgørelsen nævnte beløb på hhv. 19.669 kr. og 46.977 kr.

(...)”

Klageren har den 2. december 2019 fremsendt sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse.

Følgende fremgår af bemærkningerne:

”(...)

Fradrag for sociale sikringsbidrag

For så vidt angår fradraget for bidrag til social sikring i Tyskland har jeg ingen bemærkning til den beløbsmæssige opgørelse, idet Skatteankestyrelsen har tiltrådt min påstand om nedsættelse af skatteansættelsen med betalte obligatoriske bidrag til social sikring.

Jeg bemærker, at den beløbsmæssige nedsættelse af lønindkomsten med betalte sociale sikringsbidrag ikke fremgår skatteankestyrelsen skematiske oversigt. Skatteankestyrelsen har heller ikke i indstillingen taget stilling til, at fradraget for betalte bidrag skal foretages i lønnen før beregning af arbejdsmarkedsbidrag. Begge forhold kan give anledning til misforståelser ved udskrivning af årsopgørelsen.

Jeg anmoder Skatteankestyrelsen om at oplyse om den beløbsmæssig ændring i skemaet, samt at det i afgørelsen præciseres, at bidraget fragår i skattepligtig lønindkomst før beregning af arbejdsmarkedsbidrag.

Skatteankestyrelsens begrundelse og henvisning til anvendelse af A1 blanket kan ikke tiltrædes.

Lovvalget efter EF-forordning 883/2004 om social sikring foretages ikke ved udstedelse af A1- blanket, og der gælder ikke et udgangspunkt om, at sikringsmyndigheden træffer afgørelse ved udstedelse af en A1-attest.

A1-attest udstedes kun i tilfælde, hvor lønmodtageren er udstationeret eller arbejder i to eller flere EU-lande, samt i tilfælde, hvor arbejdsgiveren har anmodet om, at lovvalgsreglerne fraviges. Jeg henviser til vedlagte kopi af vejledning, der er udsendt af Den Europæiske Union om brugen af A1-attester vedrørende lovgivning om koordinering af sociale sikringsordninger. (bilag 8)

Af vejledningens punkt 4, fremgår, hvilke situationer A1-attesten skal anvendes, og hvor sikringslandets myndighed kan udstede A1-attest. Det oplyses, at attesten kan anvendes i følgende tilfælde:

1. Ved udstationering til et andet EU-land i op til 24 måneder
2. Ved ansættelse i mere end et EU-land på samme tid eller skiftevist
3. Ved lønnet beskæftigelse og selvstændig beskæftigelse i forskellige EU-lande
4. Ved beskæftigelse som tjenestemand i mere end ét EU-land
5. Efter anmodning fra arbejdsgiveren om at lovvalget efter forordningen kan fraviges efterfor- handling af mellem to EU-stater

Vejledningen om koordinering af sikringsordninger bekræfter således, at A1-attester ikke udstedes automatisk, idet blanketten kun er relevant i tilfælde, hvor der kan opstå konflikt om lovvalget.

Hovedreglen er, at afgørelse om social sikring træffes uden udstedelse af A1-attest, og attester er kun relevant, når lønmodtageren udstationeres til et andet EU-land eller er beskæftiget i to lande samtidig eller skiftevis, men hvor lønmodtageren efter forordningen har mulighed for at forblive under social sikring i sikringslandet. A1-attesten anvendes således af sikringslandet, forudsat at sikringslandet anerkender, at lønmodtageren forbliver sikret i sikringslandet ved arbejde i to lande eller ved udstationering.

Lovvalget for piloter følger af artikel 11, stk. 5 i EF-forordning nr. 883/2004, der fastslår at sikringslandet er det land, hvor pilotens hjemmebase er beliggende. Klientens sikringsforhold er fastlagt til Tyskland efter forordningens lovvalgsregler, og der er ikke fra arbejdsgiverens side fremsat ønske om, at lovvalget om social sikring bør fraviges, ligesom kompetent sikringsmyndighed ikke har rejst tvivl om lovvalget efter EU-forordningen ved klientens ansættelse. Jeg bemærker, at klienten ikke er udstationeret og ej heller er ansat i flere lande samtidig eller skiftevis. Det er således ikke behov for at tage stilling til spørgsmålet om opretholdt social sikring i hjemmebaselandet, og dermed er der ikke behov for at udstede en A1-attest om fortsat sikring i det land, hvor hjemmebasen er beliggende. Lovvalget følger af hovedreglen.

Lovvalget om social sikring, og dermed skattefradragsretten for betalte bidrag, følger af aftalerne mellem de berørte medlemslande, og ikke af A1-attester.

Skatteankestyrelsens antagelse om, at A1-attest er udtryk for en afgørelse fra udenlandsk myndighed om social sikring, har ingen støtte i forordningen. A1-attesten anvendes kun til at bekræfte et allerede fastlagt lovvalg ved udstationering m.v., altså at lønmodtagen kan forblive omfattet af social sikring efter den aftale, der oprindeligt er indgået efter forordningen artikel 11, stk. 5. Hvis dette – forbliven under aftalt social sikringsordning - ikke er muligt, skifter sikring efter lovvalgsreglerne til det nye hjemmebaseland, og A1-attest er så fald ikke fornøden, idet forordningens hovedregel om lovvalget i så fald ikke fraviges.

Skatteankestyrelsens begrundelse i indstillingen må derfor afvises, og henvisningen til A1-attestbør udgå af begrundelsen, idet begrundelsen kan forlede Skattestyrelsen til at tro, at der gælder et vilkår om, at der skal fremlægges en A1-attest som betingelse for at indrømme skattefradrag for betalte obligatoriske sociale sikringsbidrag. En sådan regel findes ikke, idet lovvalget følger af forordningen, og ikke af A1-attester.

Ligningslovens § 8 M, stk. 2 fastslår uden forbehold, at betalte obligatoriske sociale sikringsbidrag kan fratrækkes i beskatningsgrundlaget, og der gælder ikke et vilkår om fremlæggelse af attester.

Rejsegodtgørelse

Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse om afvisning af bortseelsesret for rejsegodtgørelse

kan ikke tiltrædes.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 A om skattefrihed for rejsegodtgørelse gælder for alle løn- modtagere, uanset om arbejdsgiveren er hjemmehørende i Danmark eller i udlandet, og uanset om arbejdsgiveren er omfattet af oplysningspligten ved indberetning af løn og indeholdelsespligt for A-skat m.v. ved udbetaling af løn.

Med den anførte begrundelse stiller Skatteankestyrelsen klienten dårligere i skattemæssige hen- seende end lønmodtagere, der optjener løn hos arbejdsgivere med hjemsted i Danmark, idet rejsegodtgørelsen beskattes fuldt ud, og ikke kun med overskydende beløb i forhold til Skatterådets satser, uagtet at rejsegodtgørelsen er udmålt efter registreret rejsetid. Denne merbeskatning støttes alene på, at den udenlandske arbejdsgiver ikke følger dansk lovgivning, jf. Skatteankestyrelsens begrundelse.

I indstillingen tilkendegiver Skatteankestyrelsen følgende:

Dernæst finder Skatteankenævnet, at der er udbetalt godtgørelse med en sats højere end hvad der følger af Skatterådets satser og alene af den grund anser Skatte- ankenævnet hele den udbetalte godtgørelse for personlig indkomst jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Kildeskatteloven samt tilhørende bekendtgørelser gælder kun i Danmark, og ikke i udlandet, end ikke på Færøerne eller i Grønland, jf. Kildeskattelovens § 116. Klientens britiske arbejdsgiver er således ikke omfattet af dansk skattelovgivning, og har ikke tilpasset lønaftaler og overenskomster med personalet af hensyn til Skatterådets satser eller dansk lovgivning i øvrigt. Det anmoder jeg om forståelse for.

En manglende forståelse bevirker, at lønmodtagere, der er ansat hos udenlandske arbejdsgiver, generelt ikke kan modtage skattefrie godtgørelser, når satsen i arbejdslandet eller overenskomsten følger andre satser end Skatterådets årlige satser. Dette er helt åbenbart diskrimination af lønmodtagere med udenlandske arbejdsgivere kontra danske arbejdsgivere, idet løn- modtagere med udenlandske arbejdsgivere derved påføres en merskat af samme indkomst i for- hold til kollegaerne ansat hos danske arbejdsgivere, når udenlandske arbejdsgiveres godtgørelse af merudgifter til kost generelt beskattes hos lønmodtagere.

Ifølge indstilling til afgørelse anfører Skatteankestyrelsen, at TfS 1993,222, vedlagt som bilag 7, ikke er identisk med min klients sag. Synspunktet er uforståeligt. Ligningsrådets afgørelse i sagens bilag 7 vedrører en arbejdsgiver, som hverken er skattepligtig eller indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven. Ligningsrådet henviste til, at lovbestemmelsen ikke stiller krav om, at arbejdsgiveren skal være skattepligtig eller indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven. Dermed spiller det efter Rådets opfattelse ikke nogen rolle for bedømmelsen af spørgsmålet om skattefrihed for rejsegodtgørelser, om der er foretaget skattetræk i godtgørelsen, idet sagen drejer sig om at udmåle skattefrihed for godtgørelse til lønmodtageren for dennes merudgifter til kost ved arbejdsbetingede ophold borte fra den sædvanlige bopæl. Ligningslovens § 9A gælder uanset arbejdsgivers hjemsted, og ligningsmæssig bedømmelse af godtgørelsen til flyvende personel foretages på samme måde, som når danske luftfartsselskaber udmåler kostgodtgørelse til fly- vende personel. Ens tilfælde skal behandles ens.

Arbejdsgivere omfattet af kildeskatteloven med tilhørende bekendtgørelse kan udbetale beløb, der er højere end satserne, der fremgår af ligningslovens § 9 A, men uden at hele beløbet med- regnes til personlig indkomst for lønmodtageren. Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, 2. pkt. (Bek. 173 af 13. marts 2000):

Udbetales der rejsegodtgørelse med højere beløb end de satser, der er anført i ligningslovens § 9 A, anses hele beløbet for personlig indkomst. Dette gælder dog ikke, såfremt arbejdsgiveren/hvervgiveren ved den endelig opgørelse, jf. stk. 5, har anset det beløb der overstiger satsen, for løn i relation til A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag.” (min fremhævelse).

Det er således trækbestemmelsen i kildeskatteloven om indeholdelse af A-skat, der regulerer opdelingen af anvist godtgørelse i en skattefri andel og en skattepligtig andel. Denne facilitet har udenlandske arbejdsgivere selvsagt ikke. Derfor giver det ikke mening at bedømme skattefrihed på satsens størrelse og på opdeling af satsen ved skattetrækket, da kildeskatteloven ikke gælder i for udenlandske arbejdsgivere.

Det er oplyst i sagen, at rejsegodtgørelse udbetales på baggrund af arbejdsplaner. Udbetalingen er således den endelige opgørelse. Som det fremgår af arbejdsgiverens erklæring i sagens bilag 6c, har [virksomhed1] opdelt godtgørelsen i en skattefri og en skattepligtig del i henhold til britisk lovgivning. Denne opdeling kan naturligvis ikke anvendes ved opdelingen efter ligningslovens 9A, men opdelingen efter britisk lovgivning afskære ikke klienten fra at anvende opdele rejsegodtgørelsen efter danske regler i en skattefri andel og en skattepligtig andel.

Lønmodtagere med udenlandske arbejdsgivere skal selv foretage opdeling af skattefrie og skattepligtige rejsegodtgørelser ved udarbejdelse af selvangivelse til Danmark, når den udenlandske arbejdsgiver ikke er indeholdelses- eller indberetningspligtig af løn og godtgørelser til danske skattemyndigheder. Dette er fastslået af Ligningsrådet i udtalelsen refereret i TfS 1993,222.

Lønmodtageren skal over for myndighederne dokumentere, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er opfyldt, hvilket vil sige at arbejdsgiveren har ført fornøden kontrol med udbetalingerne, hvilket ligeledes er præciseret i Ligningsrådets svar i sagen refereret i TfS 1993,222.

Opdelingen af godtgørelsen foretages ikke af arbejdsgiveren på lønsedlen, men af lønmodtageren i selvangivelsen. Godtgørelsessatsen er således uden selvstændig betydning for adgangen til udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse.

Skatteankestyrelsen tilkendegiver, at min klient i 2015 og 2016 har modtaget rejsegodtgørelse på 30,28 kr. pr. time. Dette er ikke tilfældet.

Omregningskursen fra britiske pund til danske kroner fluktuerer, jf. bilag 1 til Skattestyrelsens afgørelse. I perioden januar 2015 til marts 2016 var kostgodtgørelsen efter britisk lovgivning 2,82 pund pr. time, og fra april til december 2016 2,84 britiske pund pr. time. Jeg henviser til vedlagte bilag 9.

Rejsegodtgørelsen fluktuerede således i perioden fra 23,74 kr. i oktober 2016 til 29,98 kr. i november 2015.

Min klient har dokumenteret, at arbejdsgiveren har ført kontrol på samme måde, som danske arbejdsgivere udfører kontrol i forbindelse med afregning af rejsegodtgørelser omfattet af lignings- lovens § 9 A, jf. nedenfor, og jeg henviser til, at Skattestyrelsen i afgørelsen har anerkendt, at klienten kan anvende rejsereglerne i ligningslovens § 9 A, og klientens opdeling af godtgørelsen efter Skatterådets satsen og anvisninger om udmåling af skattefri rejsegodtgørelser. Dermed er betingelserne for at bortse fra godtgørelser opgjort efter Skatterådets satser ved opgørelsen af lønnen opfyldt.

Arbejdsgivers kontrol med udbetaling af rejsegodtgørelser

I Juridisk vejledning afsnit C.A.7.2.8 om betingelser for kontrol anføres, at godtgørelser beskattes som personlig indkomst, hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren foretager den fornødne kontrol.

Ifølge bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse skal arbejdsgiveren eller hvervgiveren ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse føre kontrol med følgende:

? rejsens erhvervsmæssige formål,
? rejsens start- og sluttidspunkt, antallet af erhvervsmæssige rejsedage,
? rejsens mål og eventuelle delmål og
? beregningen af rejsegodtgørelsen - herunder de anvendte satser.

[virksomhed1] har bekræftet, at udbetalingen af rejsegodtgørelse sker efter timer og minutter. Dette frem- går af erklæringen i sagens bilag 5. [virksomhed1] henviser endvidere til deres interne system, benævnt [...] ([...]), som viser antallet af timer og minutter, som piloten er borte fra basen, og dermed efter den indgåede overenskomst berettiget til rejsegodtgørelse pr. time.

Som det fremgår af sagens bilag 6c har arbejdsgiveren, [virksomhed1], oplyst antal flyvetimer, som danner grundlag for den månedlige udbetaling af rejsegodtgørelse.

Rejsegodtgørelsen opdeles i en skattepligtig og skattefri del iht. til britisk lovgivning, jf. lønsedlerne og forklaring i sagens bilag 6b (Aircrew Handbook) samt erklæring af 7. august 2019 i sagens bilag 6a og 6d. Satserne fremgår desuden af erklæringen i bilag 6c.

Henvisningen til bekendtgørelsens vilkår om opdeling af godtgørelsen i en skattefri andel og en skattepligtig andel giver ingen mening, allerede fordi den udenlandske arbejdsgiver ikke foretager skattetræk efter kildeskatteloven. Opdeling af diætgodtgørelsen i en skattefri og en skatte- pligtig andel for det tilfælde, at godtgørelsen overstiger Skatterådets sats, foretages derfor af lønmodtageren. Dette fører til samme resultat som ved opdeling på en lønseddel, således at beskatningsgrundlaget opgøres uafhængigt af, om arbejdsgiveren er dansk eller udenlandsk.

Min klient har dokumenteret, at arbejdsgiveren har ført fornøden kontrol med:

? rejsens erhvervsmæssige formål,
? rejsens start- og sluttidspunkt, antallet af erhvervsmæssige rejsedage,
? rejsens mål og eventuelle delmål, og
? beregningen af rejsegodtgørelsen - herunder de anvendte satser

Den opdeling har Skattestyrelsen som nævnt tiltrådt, jf. afgørelsen, idet Skattestyrelsen har an- erkendt arbejdsgiveren registreringer som grundlag for opgørelsen af merudgifter til kost. Der er således enighed om opgørelse af merudgifter, der kan godtgøres skattefrit efter Skatterådets sats.

Når arbejdsgiverens registreringer som grundlag for udmåling af satsgodtgørelse opfylder bekendtgørelsens vilkår, skal rejsegodtgørelsen i henhold til ligningslovens § 9A, stk. 1 og 2, udgå af beskatningsgrundlaget på samme måde som for lønmodtagere, der modtager satsgodtgørelse fra arbejdsgivere, der er omfattet af kildeskattelovens trækbestemmelser. Dette følger af lighedsgrundsætningen.

Jeg anmoder derfor om, at den skattepligtige lønindkomst nedsættes med de i klagen nævnte beløb på hhv. 19.669 kr. og 46.977 kr.

(...)”

Klageren har efterfølgende fremsendt erklæring, hvor denne anmoder om, at sagen behandles ved Landsskatteretten.

”(...)

I fortsættelse af mit brev af d.d. anmoder jeg om, at klagesagen behandles af Landsskatteretten.

Jeg anmoder om retsmøde, såfremt indstillingen ikke følger klientens påstand.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Obligatorisk socialsikringsbidrag

I henhold til ligningslovens § 8M kan der indrømmes fradrag for obligatoriske udenlandske sociale bidrag, og fratrækkes i den personlige indkomst jf. personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 6(7).

EU-forordningerne om social sikring for vandrende arbejdskraft er et særskilt fagområde, som i Danmark administreres af Udbetaling Danmark. I Danmark er kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende sociale bidrag derfor tillagt Udbetaling Danmark. I udlandet er der udpeget en tilsvarende kompetent myndighed.

Inden for EU træffes afgørelse vedrørende sociale bidrag som udgangspunkt ved at en kompetent myndighed udarbejder en blanket kaldet A1. En A1-blanket er udtryk for en afgørelse fra den udenlandske kompetente myndighed om, at skatteyderen er omfattet af obligatorisk social sikring i det pågældende land.

Klageren har fremlagt A1-blanket gældende fra 1. oktober 2014 til og med 31. december 2017 og lønsedler, hvor indeholdelsen af socialsikringsbidrag fremgår samt to erklæringer fra klagerens arbejdsgiver, hvor denne bekræfter indeholdelsen.

Skattestyrelsen har i deres høringssvar tiltrådt, at klagerens skattepligtige indkomst nedsættes med betalt socialt bidrag i 2015 og 2016 med henholdsvis 84.477 kr. og 87.460 kr. Skattestyrelsen har ved omregning fra EUR til D.kr. anvendt nationalbankens årsgennemsnit.

Landsskatteretten tiltræder den af Skattestyrelsen anførte nedsættelse af klagerens skattepligtige indkomst.

Skattefri rejsegodtgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelser for rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 A, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed og, at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..
2. Rejsens erhvervsmæssige formål.
3. Rejsens start- og sluttidspunkt.
4. Rejsens mål med eventuelle delmål.
5. De anvendte satser.
6. Beregning af rejsegodtgørelsen.

Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren foretager den fornødne kontrol, er godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst (løn eller vederlag). Lønmodtageren eller hvervtageren kan herefter i stedet tage et ligningsmæssigt fradrag for udgifterne, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Dette fremgår af eksempelvis af SKM2006.229.LSR , hvor arbejdsgiveren ikke ansås at have ført den nødvendige kontrol med om betingelserne var opfyldt. Landsskatteretten anså derefter, at lønmodtageren var skattepligtig af hele den udbetalte rejsegodtgørelse, men blev indrømmet et fradrag for sine rejseudgifter.

Det er ligeledes en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at lønmodtageren kan anses for at have været på rejse af mindst 24 timers varighed. Det fremgår af ligningslovens § 9A, stk. 5.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller

når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Hvis en arbejdsgiver udbetaler rejsegodtgørelse med højere beløb, end hvad der følger af de angivne satser i ligningslovens § 9A, anses hele beløbet for personlig indkomst. Det følger af § 1, stk. 3 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse. Undtaget er dog tilfælde, hvor arbejdsgiveren ved den endelige opgørelse har anset det beløb, der overstiger satsen for løn. Det følger imidlertid af bestemmelsens stk. 5, at et eventuelt forskud skal være opgjort og afregnet ved udgangen af den måned, som føler efter måneden, hvor rejsen er foretaget.

Det fremgår af en af klageren udarbejdet oversigt, at denne i indkomståret 2015 har haft 17 rejser og i 2016 har haft 32 rejser på over 24 timers varighed, hvortil Landsskatteretten bemærker, Skattestyrelsens opgørelse af antal rejser er identisk i antallet af rejser og opgørelsen af rejserne. Klagerens arbejdsgiver ses at have udbetalt godtgørelse fra 60 minutter før rejsens start og indtil 15 minutter efter rejsens afslutning til en time sats på 30,82 kr.

Klageren henviser i sin klage til ligningsrådets afgørelse af 9. februar 1993, TfS 1993,222. Landsskatteretten bemærker hertil, at sagen ikke er identisk med herværende sag, idet godtgørelsen i TfS 1993,222 ikke blev betalt med et højere beløb, end hvad der følger af Skatterådets satser.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har dokumenteret, at arbejdsgiveren har ført en kontrol med udbetalingerne af godtgørelse, der opfylder betingelserne i § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse. Dernæst finder Landsskatteretten, at der er udbetalt godtgørelse med en sats højere end, hvad der følger af Skatterådets satser og alene af den grund anser Landsskatteretten hele den udbetalte godtgørelse for personlig indkomst jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Retten bemærker, at Skattestyrelsen i stedet har godkendt rejsefradrag og, at den talmæssige opgørelse heraf ikke er bestridt.