Kendelse af 31-03-2021 - indlagt i TaxCons database den 23-04-2021

Faktiske oplysninger

Klagerens polske virksomhed, [virksomhed2], har i indkomstårene 2016 og 2017 arbejdet for [virksomhed1] A/S i Danmark (herefter [virksomhed1]).

I forbindelse med arbejdet for [virksomhed1] har klageren selv arbejdet og har benyttet ansatte.

[virksomhed1] har indberettet arbejdsudlejeskat af løn til klagerens ansatte for deres arbejde i Danmark.

Fakturering fra [virksomhed2] til [virksomhed1] og opgjort løn har udgjort følgende beløb:

I 2016 og 2017 er der indgået kontrakter mellem [virksomhed2] og [virksomhed1] i forbindelse med flere byggeprojekter i Danmark.

Skattestyrelsen har i alt modtaget 21 kontrakter vedrørende 2016 og 2017 fra [virksomhed1].

Skattestyrelsen har modtaget 8 kontrakter vedrørende 2016, hvoraf de 7 kontrakter omhandler opstilling af [bjælkehus], og én kontrakt vedrører reparation af porte m.v.

Vedrørende 2017 har Skattestyrelsen modtaget 13 kontrakter, hvoraf de 7 kontrakter omhandler opstilling, montering eller nedtagning af [bjælkehus], 2 kontrakter omhandler montering af indvendigt isoleringssæt, 2 kontrakter omhandler maling, mens én kontrakt vedrører reparation af porte m.v., og én kontrakt vedrører udvendig tjærebehandling.

Alle kontrakterne vedrørende 2016 og 2017 er bygget op på samme måde. De er korte og fylder alle under en side.

Der er oplysning om en fast pris for arbejdet og en meget kort beskrivelse af, hvad arbejdet omfatter. I én af kontrakterne står, at arbejdet afregnes løbende efter timeforbrug, hvor der dog er et maksimalt beløb.

Nogle kontrakter har oplysning om perioden, hvori arbejdet skal udføres, og oplysning om at [virksomhed1] er berettiget til en bod på 400 kr. pr. dags overskridelse.

Der er ikke oplysninger om, hvem der leverer materialer eller værktøj i kontrakterne, og der er ikke yderligere oplysninger om forpligtigelser i forbindelse med eventuelle fejl og mangler.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har anset klageren for lønmodtager i relation til arbejde udført for [virksomhed1] i indkomståret 2017. Som en konsekvens heraf har Skattestyrelsen anset klageren for skattepligtig af en lønindkomst på 420.245 kr., idet Skattestyrelsen samtidig har godskrevet klageren A-skat og AM-bidrag med henholdsvis 115.458 kr. og 33.619 kr.

Klagerens polske virksomhed, [virksomhed2], har i indkomstårene 2016 og 2017 arbejdet for [virksomhed1].

Efter en samlet konkret vurdering af de faktiske forhold er det Skattestyrelsens opfattelse, at klageren er i et lønmodtagerlignende forhold til [virksomhed1]. Klageren skal derfor skattemæssigt betragtes som ansat i [virksomhed1]. Det er derfor også Skattestyrelsens opfattelse, at klageren er begrænset skattepligtig til Danmark af indkomsten fra [virksomhed1] i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Når der indgås en aftale mellem to parter, skal der foretages en konkret vurdering af forholdet for at bestemme, hvorvidt der er tale om en aftale med en selvstændig virksomhed, eller om der er tale om et lønmodtagerforhold, jf. afsnit C.C.1.2.1 i Den juridiske vejledning og cirkulære om personskatteloven, nr. 129 af 4. juli 1994, afsnit 3.1.1, Afgrænsning mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende.

I Den juridiske vejledning er der nævnt en række kriterier, der taler for selvstændig erhvervsdri­ vende og en række kriterier, der taler for lønmodtagerforhold. Ingen af kriterierne er i sig selv afgørende, og kriterierne har ikke lige stor betydning i alle situationer. Der skal som udgangspunkt fore­ tages en samlet vurdering af de forhold, der taler for selvstændig erhvervsvirksomhed og de forhold, der taler for lønmodtagerforhold.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud. Som lønmodtager anses den, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold. En lønmodtager er desuden kendetegnet ved at udføre arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko.

I de fleste tilfælde er det ikke vanskeligt at afgøre, om der foreligger et tjenesteforhold, fordi ind­ komstmodtageren udfører arbejdet efter arbejdsgiverens anvisninger og helt for dennes regning. Der kan dog i praksis være tilfælde, hvor det er vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til hvervgiveren eller er selvstændigt erhvervsdrivende.

I tvivlstilfælde må afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af en række momenter i forholdet mellem den, der udfører arbejdet, og den arbejdet udføres for. Ved bedømmelsen skal der lægges vægt på, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse.

Det er i princippet forholdet mellem indkomstmodtageren og den enkelte hvervgiver, der skal bedømmes.

Ved vurderingen af forholdet har Skattestyrelsen lagt vægt på følgende kriterier, der taler for tjenesteforhold:

At klageren har udgifter til ansatte og umiddelbart har været frit stillet med hensyn til at antage hjælp, taler som udgangspunkt for, at der er tale selvstændig virksomhed. Skattestyrelsen mener dog ikke, at dette har afgørende betydning for vurderingen af forholdet, når lønudgiften er direkte viderefaktureret og er omfattet af reglerne om arbejdsudleje. Derudover er lønudgiften også forholdsvis lille i forhold til den samlede fakturasum. Endvidere er den eneste ansatte klageren har benyttet klagerens søn, [person1].

Skattestyrelsen mener ikke, at arbejdet ville kunne udføres uden instruktion fra [virksomhed1], og at der som minimum må være givet instruktioner de første gange.

At klageren har overenskomst med 3F, og at klageren har egen arbejdspladsvurdering, skal efter Skattestyrelsens opfattelse ikke tages med i vurderingen. Når klageren/[virksomhed1] selv har vurderet, at der er tale om entreprisekontrakt og selvstændig virksomhed, er overenskomst med 3F og egen arbejdspladsvurdering en selvfølge og skyldes ikke en vurdering af, om der er tale om et lønmodtagerforhold eller selvstændig virksomhed.

Skattestyrelsen mener ikke, at klageren har en reel økonomisk risiko i forbindelse med udførelsen af arbejdet for [virksomhed1]. Klageren har ikke udgifter udover, hvad der er normalt i et ansættelsesforhold og har umiddelbart ingen reelle forpligtigelser til udbedring m.v. i forbindelse med fejl og mangler.

Ansvar for fejl og kvalitet, betingelse om dagbøder 400 kr., hvis fristerne ikke afholdes, eller en femårig hæftelse for monteringsfejl, anser Skattestyrelsen ikke for reelle økonomiske risici, når beløbene ikke er større, og forholdene ikke er yderligere beskrevet i kontrakterne. Derudover kan det være svært at vurdere, hvordan sådan en hæftelse kan fungere i praksis, når forholdene ikke er beskrevet yderligere.

Skattestyrelsen mener derfor, at der er tale om et tjenesteforhold, når der foretages en samlet vurdering af forholdene.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der i vederlaget ikke i væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse.

Klagerens indkomst er A-indkomst i henhold til kildeskattelovens § 43, stk. 1, og indkomsten er arbejdsmarkedsbidragspligtig efter kildeskattelovens § 49A, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Arbejdsmarkedsbidraget udgør 8 % i henhold til arbejdsmarkedsbidragslovens § 1.

Klageren hæfter solidarisk med [virksomhed1] for betalingen af arbejdsmarkedsbidrag og A-skat og i henhold til kildeskattelovens §§ 68 og 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Skattestyrelsen gør dog hæftelsen gældende over for [virksomhed1] og opkræver arbejdsmarkedsbidrag og faktisk beregnet A-skat for 2016 og 2017 hos selskabet. Skattestyrelsen godskriver klageren arbejdsmarkedsbidrag og den faktisk beregnede A-skat, der er opgjort på baggrund af klagerens årsopgørelse for 2017. Skattestyrelsen ændrer ikke klagerens indkomst for 2016, da indkomståret er forældet.

Skattestyrelsen har opgjort det beløb, der beregnes skat af, som de fakturerede beløb fratrukket den opgjorte lønudgift til ansatte, da Skattestyrelsen ikke har haft andre oplysninger, der kunne benyttes til at opgøre en lønudgift til klageren, som for eksempel timeopgørelser.

Skattestyrelsen har anset ændring af klagerens skattemæssige forhold for indkomståret 2016 for forældet.

Da [virksomhed1] har udbetalt hele lønnen til klageren uden at tilbageholde A­ skat og arbejdsmarkedsbidrag, vil selskabet have et regreskrav mod klageren, som svarer til den opkrævede A­ skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Hvis [virksomhed1] ikke opkræver hæftelsesbeløbet hos klageren, har [virksomhed1] betalt en privat udgift for klageren. [virksomhed1] vil derfor skulle indberette beløbene som løn til klageren, og [virksomhed1] vil igen hæfte for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af de eftergivne beløb.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren ikke er skattepligtig efter bestemmelserne i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, og at skatteansættelsen for indkomståret 2017 derfor skal nedsættes til 0 kr.

Klagen omfatter ligeledes indkomståret 2016, fordi Skattestyrelsen indirekte beskatter klageren efter den samme bestemmelse i kildeskatteloven.

Ved skrivelse af 18. juni 2019 har Skattestyrelsen forhøjet den skattepligtige indkomst for klageren for indkomståret 2017 med 420.245 kr., idet Skattestyrelsen har anset ham for begrænset skattepligtig efter bestemmelserne i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Afgørelsen er udtryk for, at Skattestyrelsen har anset klageren for at være ansat i [virksomhed1].

Skattestyrelsen har anset kravet mod klageren for indkomståret 2016 for forældet.

Alligevel beskatter Skattestyrelsen indirekte klageren af de udbetalinger, der er foretaget i 2016 fra [virksomhed1] til klagerens personlige virksomhed, [virksomhed2], dog med fradrag af den udbetalte løn til den ansatte i [virksomhed2]. Hvilket vel og mærke sker uden en egentlig ansættelse af den skattepligtige indkomst for klageren for indkomståret 2016.

Den indirekte beskatning sker ved, at Skattestyrelsen ved afgørelse af 18. juni 2019 har pålagt [virksomhed1] at indbetale arbejdsmarkedsbidrag og A-skat på i alt 146.544 kr. vedrørende udbetalingerne i 2016, svarende til en indkomst på 413.609 kr., selv om Skattestyrelsen anser kravet mod klageren for forældet.

Over for [virksomhed1] gør Skattestyrelsen desuden opmærksom på, at hvis [virksomhed1] undlader at opkræve arbejdsmarkedsbidrag og A-skat hos klageren, er der betalt en privat udgift for klageren, som [virksomhed1] er forpligtet til at indberette som løn for klageren og præciserer, at [virksomhed1] igen vil hæfte for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Hvilket virker helt grotesk, når kravet over for klageren er forældet, og arbejdsmarkedsbidrag og A-skat er opkrævet hos [virksomhed1].

Baggrund

Efter at [virksomhed1] med virkning for 2018 begyndte at foretage indberetning efter reglerne om arbejdsudleje for den ansatte i [virksomhed2] bad Skattestyrelsen [virksomhed1] om at indsende de i årene 2016 og 2017 indgåede entrepriseaftaler mellem [virksomhed1] og [virksomhed2].

I forbindelse med indberetningerne om arbejdsudleje konkluderede repræsentanten dengang, at der kun skulle indeholdes arbejdsmarkedsbidrag og arbejdsudlejeskat for den ansatte i [virksomhed2], fordi [virksomhed2] driver selvstændig virksomhed fra en adresse i Polen, og fordi udenlandske enkeltmandsvirksomheder ikke kan udleje sig selv.

[virksomhed1] har gjort Skattestyrelsen opmærksom på, at [virksomhed1]s forretning udelukkende består i salg af byggesæt eller i opførelse af huse, og at monteringsarbejdet altid udføres ved anvendelse af selvstændige underentreprenører, når [virksomhed1] indgår aftale om opførelse af et hus.

[virksomhed1] leverer aldrig selv håndværksydelser i forbindelse med salget af huse. Håndværksydelserne leveres således altid af underentreprenører, hvor [virksomhed2] er en af mange underentreprenører.

Aftalegrundlaget for samarbejdet mellem [virksomhed1] og de enkelte underentreprenører er en entreprisekontrakt på opførelse af den aktuelle ejendom, samt [virksomhed1] almindelige betingelser.

Til den enkelte byggeopgave leverer [virksomhed1] desuden en byggetilladelse og komplette bygningstegninger. Bygningstegningerne indeholder en omfattende og nøjagtig beskrivelse af huset, hvorfor yderligere beskrivelser ikke er nødvendige.

På trods af at beskrivelsen af den enkelte byggeopgave er ganske omfattende, mener Skattestyrelsen ikke, at kontrakterne med [virksomhed2] er entreprisekontrakter, hvilket principielt også må gælde for alle de danske underentreprenører.

Skattestyrelsen lægger udokumenterettil grund, at fordi selve entreprisekontrakten ikke indeholder den nøjagtige beskrivelse af det arbejde, der skal udføres, har [virksomhed1] løbende givet instruktioner, ført tilsyn og kontrol med de byggeopgaver [virksomhed2] har udført for [virksomhed1]. Hvilket ikke er tilfældet.

Entreprisekontrakten, de generelle betingelser og det øvrige materiale skal naturligvis anses for en helhed, der i detaljer beskriver monteringsarbejdet.

Underentreprenøren, i dette tilfælde [virksomhed2], har således det fulde ansvar for planlægning af den enkelte monteringsopgave, og det er alene [virksomhed2], der fastlægger arbejdsmetoder, arbejdsrutiner og anvendelsen af arbejdsredskaber, ligesom det udelukkende er op til [virksomhed2], om der ansættes medarbejdere til udførelsen af den enkelte byggeopgave.

Ved Skattestyrelsens vurdering af, at klageren anses for ansat i [virksomhed1], lægger Skattestyrelsen tilsyneladende afgørende vægt på, at det er [virksomhed1], der leverer byggesættet, og at [virksomhed1] stiller bil og overnatningsmulighed til rådighed for [virksomhed2].

Med hensyn til byggesættet er det korrekt, at samtlige komponenter til byggesættet leveres af [virksomhed1]. Komponenterne giver husene deres særlige karakter, som er grundlaget for [virksomhed1]s virke. [virksomhed2] har ikke selv mulighed for at købe de pågældende byggesæt.

[virksomhed2] anvender, som oplyst over for Skattestyrelsen, eget værktøj og materiel, og risikoen for fejl og mangler ligger alene hos [virksomhed2]. Det er også [virksomhed2], der står for overholdelse af arbejdsretlige og arbejdsmiljømæssige vilkår på byggepladsen, ligesom [virksomhed2] har indgået en tiltrædelsesaftale med [fagforbund], hvilket aldrig vil kunne være en lønmodtagers ansvar.

[virksomhed2] er således forpligtet til at opfylde de i den enkelte entreprisekontrakt nævnte tidsfrister og kan blive pålagt dagbøder, hvis fristerne ikke overholdes.

Skattestyrelsen negligerer fuldstændigt, at [virksomhed2] er underlagt en femårig hæftelse for monteringsfejl, og at [virksomhed2] har det fulde ansvar for udbedring af mangler, samt at [virksomhed2] fuldt ud har overtaget [virksomhed1]s risiko i forhold til dagbøder overfor slutkunderne, alene med baggrund i dagbødernes størrelse på 400 kr.

Efter repræsentantens opfattelse er det afgørende, at [virksomhed2] har overtaget forpligtelsen, og at bødestørrelsen ikke er afgørende.

Realiteten er, at [virksomhed2] på den enkelte entreprisekontrakt har påtaget sig en væsentlig risiko, som en lønmodtager aldrig ville påtage sig.

Med hensyn til om [virksomhed1] stiller bil og overnatningsmulighed til rådighed i forbindelse med opførelse af det enkelte hus er det en mulighed, som den enkelte underentreprenør kan tilvælge.

Set fra [virksomhed1]s side indeholder valget en mulig besparelse, eftersom [virksomhed1] under alle omstændigheder skulle betale herfor gennem entreprisesummen.

[virksomhed1] har over for Skattestyrelsen oplyst, at opførelsen af bjælkehusene sjældent kræver opstilling af stillads. Hvis arbejdstilsynet stiller krav herom, stiller [virksomhed1] stillads til rådighed for alle de involverede entreprenører på byggeriet.

Som nævnt driver [virksomhed2] virksomhed fra en adresse i Polen, og der foreligger ingen aftale om løbende arbejdsydelser, idet underentreprenørerne alene tilbydes monteringsopgaver i det omfang, som [virksomhed1] har behov herfor. [virksomhed1] har således ikke pligt til løbende at levere byggeopgaver til [virksomhed2], når der ikke er behov for udførelse af monteringsarbejde, hvilket efter repræsentantens opfattelse er et væsentligt element i bedømmelsen af, om der er tale om selvstændig virksomhed eller om et ansættelsesforhold.

[virksomhed2] er desuden momsregistreret og har hidtil sendt fakturaer til [virksomhed1] med moms i henhold til de aftalte entreprisesummer. Betalingerne sker, når entreprisen er fuldført, hvorfor betalingerne ikke er kontinuerlige, som angivet af Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen gør i afgørelsen opmærksom på, at de har opgjort det beløb, der beregnes skat af, som de fakturerede beløb fratrukket den opgjorte lønudgift til ansatte.

Efter repræsentantens opfattelse er det åbenbart, at [virksomhed2] er selvstændig erhvervsdrivende, og at klageren dermed ikke er i et ansættelsesforhold til [virksomhed1] og dermed ikke underlagt beskatning efter bestemmelserne i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Det fremgår af årsopgørelsen for indkomståret 2017, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun er givet beskæftigelsesfradrag, hvorfor den beregnede skat er for høj. Det er åbenbart, at når klageren er bosat i Polen, burde der som minimum være givet fradrag for befordring og rejseudgifter.

Herudover har [virksomhed2] afholdt en række andre omkostninger, der afspejler, at der er tale om selvstændig virksomhed, herunder bidrag til [fagforbund], arbejdspladsvurderinger m.v.

Kravet mod [virksomhed1] for indkomståret 2016 er formentlig også opgjort ud fra en konkret skatteberegning, hvor der også kun er givet et beskæftigelsesfradrag til klageren.

Desværre stiller den indirekte beskatning i Danmark for indkomståret 2016 klageren i den prekære situation, at han ikke over for de polske skattemyndigheder kan påvise, at der er betalt skat i Danmark, hvorved klageren ikke får mulighed for at anmode om credit for de danske skatter i Polen.

Skattestyrelsens udtalelse

Klagerens virksomhed, [virksomhed2], fra Polen har været underleverandør til det danske selskab [virksomhed1].

I forbindelse med kontrol af [virksomhed1] har Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren reelt er lønmodtager i [virksomhed1] og dermed begrænset skattepligtig til Danmark.

[virksomhed1] havde vurderet, at deres brug af klagerens udenlandske virksomhed var omfattet af ar­ bejdsudlejereglerne, hvorfor [virksomhed1] var begyndt at indeholde og angive arbejdsudlejeskat fra begyndelsen af 2018. [virksomhed1] havde også benyttet klagerens virksomhed i 2016 og 2017, hvorfor [virksomhed1] efterfølgende også har angivet arbejdsudlejeskat for disse år.

I den forbindelse viser det sig, at det er en meget lille del af fakturaerne, der beregnes arbejdsudlejeskat af, da det primært er klageren selv, der har arbejdet for [virksomhed1]. Den ansatte, hvis løn der beregnes arbejdsudlejeskat af, er klagerens søn, der engang imellem hjælper til.

Da den udenlandske lønmodtager er stillet til rådighed for [virksomhed1], skal der ske beskatning efter arbejdsudlejereglerne. Det medfører, at klageren, der er indehaver af den udenlandske virksomhed, også vil være i et lønmodtagerlignende forhold og ligeledes være begrænset skattepligtig, og [virksomhed1] ville have en indeholdelsesforpligtigelse i forbindelse med deres udbetalinger til ham.

Klageren ville ikke kunne blive beskattet efter arbejdsudlejereglerne, da han ikke er i et ansættelsesforhold til en udenlandsk virksomhed, men vil stadig kunne anses for lønmodtager og beskattes efter de almindelige regler.

Det er Skattestyrelsens opfattelse efter en samlet konkret vurdering, at klageren er i et lønmodtagerforhold til [virksomhed1].

I forbindelse med, at selskabet er kommet med bemærkninger til forslag til afgørelse, har [virksomhed1] oplyst, at det alligevel ikke mener, at det er omfattet af reglerne om arbejdsudleje, hvilket Skattestyrelsen dog mener, det er.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at klageren og den ansattes forhold til [virksomhed1] skal vurderes ud fra, om der er tale om selvstændig virksomhed eller lønmodtagerforhold/arbejdsudleje, og at det forhold, at de formelt er registreret som virksomhedsejer og lønmodtager ikke gør, at der ikke kan være tale om, at de begge er i et lønmodtagerlignende forhold til [virksomhed1], og at den ene beskattes efter arbejdsudlejereglerne, og at den anden beskattes efter de almindelige regler for lønmodtagere, og at [virksomhed1] har en indeholdelsesforpligtigelse.

I klagen oplyses det, at Skattestyrelsen har lagt vægt på, at det er [virksomhed1], der leverer byggesættet. I den forbindelse har [virksomhed1] oplyst, at byggesættene produceres i [virksomhed1]s selskab i Norge, og at klageren ikke har adgang til at købe byggesættene, der derfor kun kan leveres af [virksomhed1].

Dette ændrer ikke på, at det er [virksomhed1], der leverer materialerne. Skattestyrelsen mener ikke, at det har betydning for vurderingen af ansættelsesforhold, at klageren og [virksomhed2] ikke har adgang til at købe de pågældende byggesæt. Det, der er afgørende for vurderingen er, at det er [virksomhed1], der leverer byggesættet.

Den ansattes del af arbejdet, som klagerens virksomhed udfører, udgør en meget lille del af det ar­ bejde, der er udført. Det, at klageren har en ansat, sin søn, der udfører et lille stykke arbejde, og resten af arbejdet er udført af klageren selv, gør ikke, at der ikke kan være tale om et lønmodtager-forhold.

Der skal foretages en vurdering af, om der er tale om selvstændig udenlandsk virksomhed, eller der er tale om en virksomhed, der stiller arbejdskraft til rådighed, og det er Skattestyrelsens opfattelse, at der reelt kun stilles arbejdskraft til rådighed.

Det er endvidere Skattestyrelsens opfattelse, at det, at indkomståret 2016 undervejs i sagsbehandlingen er forældet i forhold til indehaveren af [virksomhed2], ikke har betydning for [virksomhed1]s hæftelse for manglende indeholdelse, der ikke er forældet. Det, at der er et regreskrav mellem [virksomhed1] og klageren og en eventuel skattepligt, såfremt kravet ikke opkræves, er et forhold mellem [virksomhed1] og klageren, og har umiddelbart ikke noget at gøre med forældelsen.

Retsmøde

Repræsentanten har fastholdt, at der ikke foreligger lønmodtagerforhold, idet[person2] har indgået entreprisekontrakter med [virksomhed1], ligesom han har haft det fulde ansvar og den økonomiske risiko for det udførte arbejde.

Skattestyrelsen har fastholdt, at afgørelsen stadfæstes, idet [virksomhed1] må antages at have haft instruktionsbeføjelsen overfor [person2], og at [virksomhed1] har ført tilsyn og kontrol med arbejdet, ligesom vederlaget ved månedlige fakturaer er betalt til [person2], der har arbejdet kontinuerligt for [virksomhed1] i flere år. Der er endvidere stillet logi og bil med værktøj til rådighed for [person2] af [virksomhed1].

Landsskatterettens afgørelse

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i. Det fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1 (lovbekendtgørelse nr. 1403 af 7. december 2010).

Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1.

Af samme lovs § 46, stk. 1, fremgår det, at der i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst, skal indeholdes foreløbig skat af det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres.

Personer, der har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet, er pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Det fremgår af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, at der ved vurderingen af, om der foreligger et tjenesteforhold lægges vægt på følgende kriterier:

a) hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol,

b) indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver,

c) der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgået aftale om løbende arbejds­ ydelse,

d) indkomstmodtageren har arbejdstid fastsat af hvervgiveren,

e) indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel,

f) vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold (timeløn, ugeløn, måneds­ løn, provision, akkord m.v.),

g) vederlaget udbetales periodisk,

h) hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet,

i) vederlaget i overvejende grad er nettoindkomst for indkomstmodtageren,

j) indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktisering af ferieloven, lov om arbejds- løshedsforsikring, funktionærloven, lov om arbejdsskadeforsikring og lov om arbejdsmiljø.

Landsskatteretten har anset [virksomhed1] og klagerens virksomhed, [virksomhed2], for at have indgået en entreprisekontrakt, jf. afgørelse for [virksomhed1] af dags dato. Der er herved lagt vægt på kontraktgrundlaget, hvoraf fremgår, at [virksomhed2] havde den økonomiske risiko i forbindelse med udførelsen af arbejdet, og at virksomheden hæftede for fejl og mangler. De forhold, at [virksomhed2] kun fakturerede én gang månedligt til [virksomhed1] med fortløbende nummerering, at [virksomhed1] leverede materialer og materiel til brug for arbejdet samt stillede logi og bil til rådighed kan ikke føre til et andet resultat.

Klageren er herefter ikke at anse for lønmodtager hos [virksomhed1], og den godskrevne A-skat og arbejdsmarkedsbidrag nedsættes derfor til 0 kr.