|
|
Kendelse af 10-06-2022 - indlagt i TaxCons database den 01-07-2022
Journalnr. 19-0078533
Klagepunkt | Skattestyrelsens afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatteretten afgørelse |
Retlig kvalificering | Honorarmodtager i konkret tjenesteforhold | Selvstændig erhvervsdrivende | Honorarmodtager i konkret tjenesteforhold (lønmodtager) |
Indkomståret 2016 | |||
Overskud af virksomhed | 0 kr. | 423.886 kr. | 0 kr. |
Honorar (lønindkomst) | 451.611 kr. | 0 kr. | 446.250 kr. |
Driftsudgifter – Ligningslovens § 9, stk. 1 | Ikke taget stilling | - | Hjemvises til Skattestyrelsen |
Indkomståret 2017 | |||
Overskud af virksomhed | 0 kr. | 391.593 kr. | 0 kr. |
Honorar (lønindkomst) | 438.343 | 0 kr. | 429.000 |
Driftsudgifter – Ligningslovens § 9, stk. 1 | Ikke taget stilling | - | Hjemvises til Skattestyrelsen |
Faktiske oplysninger
Ifølge CVR-registeret oprettede klageren virksomheden [virksomhed1] med CVR-nummer [...1] den 1. juni 2011, som enkeltmandsvirksomhed. Virksomheden er registreret som aktiv. Virksomheden var fra den 1. juni 2011 til den 17. juli 2017 registreret med branchekoden ”479900 Anden detailhandel undtagen fra forretninger, stadepladser og markeder”. Fra den 18. juli 2017 har virksomheden været registreret med branchekoden ”465100 Engroshandel med computere, ydre enheder og software”. Virksomheden er ligeledes momsregistreret.
Klagers repræsentant har fremsendt kopi af forsikringsaftale omfattende frivillig arbejdsskadeforsikring, erhvervsansvarsforsikring og forsikring af maskiner/EDB-anlæg samt årlige opkrævninger for årene 2011 - 2019. De årlige præmier var for perioden 1. juli 2015 til 1. juli 2016 på 524, 63 kr. for maskiner/EDB-anlæg og på 2.505,28 kr. for arbejdsskade og erhvervsansvarsforsikring. Endvidere er vedlagt en forsikringsoversigt pr. 9. maj 2019samt en afgørelse fra Barsel.dk dateret 23. september 2021, hvori Barsel.dk på baggrund af oplysninger fra Skattestyrelsen har vurderet, at klager er selvstændig erhvervsdrivende.
Der foreligger markedskonsulentaftaler med [virksomhed2] for 2016 og 2020, oversigt over arbejdstimer i 2016 og 2017 samt fakturaer udsted af klageren til [virksomhed2] fra 2016 og 2017.
Ifølge de foreliggende årsrapporter og fakturaer er [virksomhed2] AS klagerens eneste hvervgiver i de påklagede år. [virksomhed2] har hovedsæde i [Norge]. [virksomhed2] formidler træningsværktøjer til kommuner, regioner, klinikker m.fl.
Klageren har på møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler oplyst, at han deltager i Kickoffs, hvor der fastsættes salgsmål, som [virksomhed2] forventer at han opfylder, ligesom han deltager i årlige budgetmøder. Videre har klageren oplyst, at han dækker det danske marked. Klageren opsøger selv potentielle kunder, med det formål at formidle salg af et online træningsprogram. Klageren står for alt vedrørende salgs- og opsøgende arbejde. Klagerens kontaktperson i [virksomhed2] befinder sig i [Norge].
Klageren har den 15. februar 2016, med virkning fra 01.03.2016, indgået en markedskonsulentaftale for det danske marked med hvervgiveren [virksomhed2]. Der er indgået ny tilsvarende kontrakt med virkning fra 01.03.2020. Eventuelle tidligere kontrakter er ikke fremlagt. Det fremgår af aftalen, at klageren skal bidrage med følgende tjenester:
| • | Udvikling af markedsplan |
| • | Udvikling og faglig støtte af salgsstrategien for hvervgiveren |
| • | Opbygning af koncepter og kampagner |
| • | Udvikle og vedligeholde salgsmateriale |
| • | Identifikation af salgs- og markedsrelaterede projekter |
Klageren skal aflægge en månedsrapport, hvor vedkommende vurderer det danske marked, samt holde hvervgiveren orienteret om markedsforhold, som har betydning for hvervgiverens produkt og omdømme.
Det fremgår af kontrakten, at klageren skal benytte egen bil, mobil og pc. Ved kørsel i egen bil giver hvervgiveren kilometergodtgørelse på 3,7 kr. pr. km, og ved rejser i forbindelse med konsulentarbejdet dækker hvervgiveren dokumenterede udgifter.
Hvervgiveren er forpligtet til at forsyne klageren med udstyr og information, som er nødvendigt for udførslen af arbejdet. Dertil skal hvervgiveren sørge for den nødvendige uddannelse af klageren. Hvervgiveren er ligeledes forpligtet til løbende at holde klageren underrettet om planlagte ændringer i produktion og udvikling.
Ifølge kontrakten er klagerens vederlag 250 kr. pr. time. Arbejdstiden er fastlagt til 6,5 timer pr. arbejdsdag i gennemsnit pr. måned. Rejsetid der overstiger en 7 timers arbejdsdag vederlægges 2:1.
Vederlaget udbetales den 15. i hver måned. Klageren skal i forbindelse hermed ved hver månedsafslutning fremsende en timeseddel til hvervgiver. En eventuel bonus fastsættes af hvervgiveren.
Endeligt fremgår det af kontrakten, at aftalen kan opsiges af begge parter med 6 måneders varsel, gældende fra den første i en måned. I tilfælde af væsentlig misligholdelse af kontrakten af en part, har den anden part ret til at ophæve kontrakten. Meddelelse herom skal ske uden ugrundet ophold ved anbefalet brev. Før endelig ophævelse gives den misligholdende part 30 dage til at reparere det misligholdte forhold.
Enhver tvist der måtte opstå mellem kontraktsparterne skal afgøres ved [norsk] Byret.
Årsrapporter
I forbindelse med klagens behandling har repræsentanten fremsendt årsrapporter for 2016, 2017 og 2018. Af rapporterne fremgår følgende resultatopgørelser i hele kr.:
2016 | 2017 | 2018 (ej klageår) | |
Omsætning | 446.250 | 429.000 | 459.250 |
Direkte omkostninger m. moms | - | -15.354 | 0 |
Varekøb | -904 | - | |
Telefon | -7.460 | -5.414 | -2.939 |
Småanskaffelser | -10.000 | -11.052 | - 35.162 |
EDB-udgifter | 0 | -1.062 | -478 |
Revisor | -4.000 | -5.000 | -5.800 |
Årets resultat | 423.886 | 391.118 | 412.322 |
Der foreligger momsindberetninger samt klagers specifikation af købsmoms for de påklagede år. Endvidere foreligger samtlige fakturaer, udstedt af klageren, for indkomstårene 2016, 2017. Af fakturaerne fremgår: Antal konsulenttimer a kr. 250,00 – samlet beløb samt hvilken bankkonto beløbene skal overføres til. Desuden fremgår kvartals-bonus. Fakturaer for 2016 og 2017 stemmer med omsætning angivet i årsregnskaberne.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ikke anset klageren for at være selvstændig erhvervsdrivende, men derimod lønmodtager i kontraktsforholdet med [virksomhed2], hvilket betyder, at det selvangivne overskud af virksomhed er tilbageført. Da [virksomhed2] ikke har hjemsted i Danmark er det vederlag der er modtaget fra [virksomhed2] beskattet som honorarer, der er udbetalt som led i et konkret tjenesteforhold. Skattestyrelsen har opgjort honorarerne ud fra selvangivet overskud af virksomhed tillagt de udgifter købsmomsen kan omregnes til.
Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:
”Skat
Som lønmodtager anses den, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold. I de fleste tilfælde er det ikke vanskeligt at afgøre, om der foreligger et tjenesteforhold, idet indkomstmodtageren udfører arbejdet efter arbejdsgiverens anvisninger og i det hele for dennes regning.
Omvendt kan man normalt uden vanskelighed afgøre, om der er tale om selvstændig erhvervs-virksomhed. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud.
Der kan dog i praksis forekomme tilfælde, hvor det er vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til hvervgiveren eller er selvstændig erhvervsdrivende. I tvivlstilfælde må afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem den, der udfører arbejdet, og den, for hvem det udføres.
I cirkulære 1994-07-04 nr. 129 redegøres der for, hvorledes afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende foretages. Se punkt 3.1.1.1. Tjenesteforhold - kriterier og punkt 1.1.2. Selvstændig erhvervsvirksomhed - kriterier i vedlagte kopi af nævnte cirkulære.
Ingen af de kriterier, der er nævnt i punkt 3.1.1.1. og punkt 3.1.1.2 er i sig selv afgørende. De an førte momenter har endvidere ikke lige stor betydning i alle situationer. Det er i princippet forholdet mellem indkomstmodtageren og den enkelte hvervgiver, der skal bedømmes.
Ud fra oplysningerne i kontrakten mellem dig og [virksomhed2] AS vurderer vi, at du er i et tjenestefor hold, da
| • | [virksomhed2] AS har almindelig adgang til at fastsætte generelle instrukser for arbejdets udførelse, idet [virksomhed2] AS løbende skal underette dig om planlagte ændringer i produktionen og udvikling og skal forsyne dig med det nødvendige materiale og oplysninger, som er nødvendigt for, at du kan udføre arbejdet for virksomheden. |
| • | du udelukkende har samme hvervgiver, nemlig [virksomhed2] AS, |
| • | der mellem [virksomhed2] AS og dig er indgået en aftale om løbende arbejdsydelse |
| • | du har en arbejdstid fastsat af [virksomhed2] AS. Arbejdstidener fastsat til 6,5 effektiv arbejdstime pr. arbejdsdag i gennemsnit pr. måned |
| • | vederlaget for det udførte arbejde er som i almindeligt tjenesteforhold. Honorarer er aftalt til 250 kr. pr. time. |
| • | vederlaget udbetales periodisk. Det er aftalt, at honoraret udbetales den 15. hver måned, hvor du ved hver månedsafslutning sender en timeseddel til [virksomhed2] AS. |
| • | du har ret til opsigelsesvarsel, idet aftalen kan opsiges med 6 måneders varsel |
| • | du har ikke driftsudgifter, der hverken i art eller omfang overstiger, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. |
Når du kører i egen bil, betaler [virksomhed2] AS dig en kilometergodtgørelse.
Ved rejser i forbindelse med arbejdsudførelse dækker [virksomhed2] AS dokumenterede udgifter.
Køb af træningsmaskiner, hockeymål, træningsbænk, håndvægte, bordtennisbord, bordfodbold og møbler anser vi for at være private udgifter, der ikke er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Reglerne står i statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a. [Vedr. indkomståret 2018, red.].
| • | du oppebærer ikke den for selvstændigt erhvervsdrivende karakteristiske økonomiske risiko, bl.a. fordi honorarerne er fastsat forud. |
Derfor anser vi anser det vederlag, du har modtaget for [virksomhed2] AS for at være vederlag optjent i tjenesteforhold.
Da [virksomhed2] AS ikke har hjemsted i Danmark, er det modtagne vederlag ikke at være A-indkomst. Reglerne står i kildeskattelovens § 44.
Vederlaget anser vi for at være honorar udbetalt som led i et konkret tjenesteforhold. Derfor skal du beskattes af bruttovederlaget.
(...)
Da vi ikke har regnskaberne for de indberettede beløb i feltet for overskud af virksomhed, ansætter vi din skat for 2016 og 2017 skønsmæssigt. Reglerne står i skattekontrollovens (lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013) § 5 stk. 3.
Du har selvangivet overskud af virksomhed således:
2016 | 2017 |
426.886 kr. | 391.593 kr. |
Vi anser, at den købsmoms, du har indberettet for perioden 1. januar 2016 - 31. december 2017, er et udtryk for de udgifter, du har trukket fra det vederlag, du har modtaget fra [virksomhed2] AS.
Du har indberettet købsmoms således:
Periode | 01.01. - 30.06.2016 | 01.07. - 31.12.2016 | I alt |
Salgsmoms | 0 | 0 | |
Købsmoms | 4.610 | 935 | |
Tilsvar | -4.610 | -935 | |
23.050 | |||
Udgifter inkl. moms | 4.675 | 27.725 |
Periode | 01.01. - 30.06. 2017 | 01.07. - 31.12 . 2017 | I alt |
Salgsmoms | 0 | 0 | |
Købsmoms | 8.020 | 1.330 | |
Tilsvar | -8.020 | -1.330 | |
Udgifter inkl. moms | 40.100 | 6.650 | 46.750 |
Vi ansætter honoraret, du har modtaget fra [virksomhed2] AS, skønsmæssigt således:
2016
Indberettet overskud af virksomhed 423.886 kr.
Udgifter beregnet ud fra den indberettede købsmoms 27.725 kr.
Skønsmæssigtansat honorar 451.611 kr.
2017
Indberettet overskud af virksomhed 391.593 kr.
Udgifter beregnet ud fra den indberettede købsmoms 46.750 kr.
Skønsmæssigtansat honorar 438.343 kr.”
Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er selvstændig erhvervsdrivende hvorfor de ansatte honorarindkomster skal tilbageføres og de selvangivne resultater på 423.886 kr. for indkomståret 2016 og 438.343 kr. for indkomståret 2017 skal anerkendes.
Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:
”Vores påstand er, at Klageren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i perioden med reference til cirkulære nr. 129 til personskatteloven fra 1994, samt opfattende retspraksis indenfor afgrænsning mellem lønmodtager contra selvstændig erhvervsvirksomhed.
Klageren er ikke omfattet af Kildeskattelovens§ 44, idet klageren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed jf. cirkulære nr. 129 til personskatteloven fra 1994, samt retspraksis idenfor området.
(...)
Klageren har haft driftsudgifter der efter deres art om omfang ikke er normalt for en almindelige lønmodtager forhold, hvilket betyder at klagerens driftsudgifter skal anses for at have været nødvendige til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten jf. Statsskattelovens§ 6, stk.1. litra a.”
På møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler har klageren tilføjet følgende:
Klageren agerer selvstændigt og kan frit planlægge sin tid. Klageren opsøger selv potentielle kunder, med det formål at formidle salg af et online træningsprogram. Klageren står for alt vedrørende salgs- og opsøgende arbejde.
Klageren planlægger sine egne ture og modtager en fast timesats på 250 kr. Månedslønnen varierer meget. Han udarbejder fakturaer til [virksomhed2] AS, med det antal timer han har arbejdet.
Repræsentanten oplyste på mødet, at klageren kan få udbetalt bonus, som afhænger af hans arbejdsindsats. Størrelsen på bonussen fastsættes af [virksomhed2] AS, og at [virksomhed2] AS dækker klagerens udgifter i forbindelse med arbejdets udførelse efter regning, f.eks. rejser, hotelophold og deltagelse i messer.
Repræsentanten anførte videre, at klageren løber en større risiko, da han ikke får udbetalt feriepenge og pension, ikke får dækket sine udgifter til telefon og computer og selv skal tegne forsikringer. Derfor er han er selvstændig erhvervsdrivende.
Endvidere anførte repræsentanten, at [virksomhed2] AS ikke har instruktionsbeføjelser samt at det fastsatte antal arbejdstimer er et minimum. Klageren er den eneste der arbejder på det danske marked og har en kontaktperson i [Norge]. Klageren deltager i Kickoffs, hvor der fastsættes salgsmål, som [virksomhed2] AS forventer, at han opfylder. Ligeledes deltager han i et årligt budgetmøde.
I skrivelse af 22. marts 2022 har repræsentanten fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:
”Lønmodtager (honorarmodtager) eller selvstændig virksomhed
Klageren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i skattemæssig henseende, og bør derfor ikke anses for at have været i en lønmodtager lignende stilling (honorarmodtager).
Med reference til Landskatterettens afgørelse af 15-214811, hvor retsgrundlaget for sondring mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende bliver gennemgået således:
”Det fremgår af statsskattelovens § 4, litra a, at lønindtægt er skattepligtig indkomst. Det fremgår endvidere af kildeskattelovens § 43, at til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar og lignende ydelser.
Kriterierne for afgrænsning mellem tjenesteforhold og selvstændig erhvervsdrivende fremgår af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven pkt. B.3.1.1 og er fastlagt i praksis ved Højesteretsdom af 9.maj 1996, gengivet i UfR 1996.1027 H.
[Citat fra cirkulærets ordlyd, som også fremgår under Landsskatterettens afgørelse, red.].”
Hvis hvervgiveren er underlagt en instruktionsbeføjelse og løbende får instruktioner om arbejdsopgaver, vil der foreligge et tjenesteforhold. Omvendt hvis indkomstmodtageren derimod selv tilrettelægger, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden nogen form for instruktion fra hvervgiveren, undtaget hvad der måtte være aftalt ved ordremodtagelsen, peger det i retning af, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed.
Skatteankestyrelsen har lagt vægt på følgende i deres skrivelse fra den 26. januar 2022, til understøttelse af at klageren ikke har været selvstændig erhvervsdrivende i indkomstårene 2016 og 2017:
- Klageren har arbejdet for én hvervgiver
- Klageren har været underlagt instruktionsbeføjelser/kontrol/tilsyn fra hvervgiver
- Klageren har modtaget en fastsat arbejdstimer pr. måned og timeløn
- At [virksomhed2] udbetaler kørselsgodtgørelse, dækker rejseudgifter og forsyner klageren med nødvendige materialer, oplysninger og uddannelse
- At begge parter har et opsigelsesvarsel på 6 måneder
Klageren bør efter vores opfattelse anses som selvstændig erhvervsdrivende ud fra blandt andet følgende punkter:
| • | at der ikke foreligger dokumentation i form af en ansættelseskontrakt eller lignende dokumentation til understøttelse af, at der skulle foreligge en ansættelsesforhold mellem klageren og virksomheden. |
| • | At klageren har været registreret med erhvervsvirksomhed hos CVR.dk |
| • | At klageren har udstedt fakturaer til afregning af sine ydelser, afregnet moms og har udarbejdet regnskab over virksomhedens overskud |
Der er udarbejdet et dokument hvor to selvstændige virksomheder fastlægger rammerne for et samarbejde. Ved normal ansættelseskontrakter vil der være taget stilling til feriepenge, pension, forsikringer m.v. Klageren har selv tegnet de nødvendige erhvervsforsikringer for at besøge kunderne og betalt for egen regning. Desuden har klageren også betalt til ATP m.v. uden at få dækket disse regninger af [virksomhed2].
Tegningen af erhvervsforsikringer fra start af virksomhed til i dag, samt betaling til ATP er vedhæftet som bilag.
Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven
Klageren kan bør anses for at have drevet selvstændig virksomhed, idet hans virksomhed har været drevet for ”egen regning og risiko...”, som er det der blandt andet kendetegner en selvstændig virksomhed jf. cirkulæret nr. 129 af 1994 til personskatteloven.
Til påstanden om, at klageren har været selvstændig erhvervsdrivende skal blandt andet følgende punkter fremhæves.
- Klageren har ikke en kontorplads der er betalt af [virksomhed2].
- Klageren er ikke underlagt nogen form for instruktionsbeføjelser i forhold til hans daglige udførelse af opgaver.
- Klageren er ikke underlagt én hvervgiver, og kan derfor udvide sin kundegrundlag, hvilket han også har taget skridtet til i forhold til udvidelse med personlig træning og ny hjemmeside.
- Klageren påtager sig en betydelig økonomisk risiko, da han ikke modtager
feriepenge, pension, forsikringer m.v. Han betaler selv udgifter til større driftsmidler, erhvervsforsikringer, telefonudgifter, småanskaffelser for egen regning.
- Klageren har købt større anskaffelser til at etablere et lokale, hvor han tilbyder nye potentielle kunder personlig træning og kostvejledning.
- Klageren har for arbejde udført for [virksomhed2] eller andre selv ansvaret for eventuelle ulykker forvoldt mod kunder eller sig selv og har tegnet forsikringer der dækker dette for egen regning.
Sagen drejer sig i høj grad om klageren kan anses for at have drevet selvstændig virksomhed eller om han har været i en lønmodtager lignende stilling.
Afgrænsning mellem Selvstændig erhvervsdrivende m.v. og lønmodtagere skal i skattemæssig henseende foretages på baggrund af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 (til personskatteloven), pkt.3.1.1 og Den juridiske vejledning 2011 og 2015-1, afsnit C.1.2.1 – C.1.2.3. Som udgangspunkt anses en person herefter for lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko.
Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud.
Kriterierne for Selvstændig erhvervsvirksomhed taler for sagen, da klageren fra start har påtager sig selvstændig risiko for egen regning og risiko. Klageren er ikke begrænset i at udføre opgaver for andre, han modtager ikke instrukser fra hvervgiver i forbindelse med arbejdets udførelse. Arbejdet udføres ikke hos hvervgiverens kontor. Klageren har betydelige driftsudgifter ved at drive virksomheden.
Klagerens samarbejdsaftale med [virksomhed2] med min. Arbejdstimer og timesats, afspejler ikke hvad han kunne have fået som personlig lønindtægt ved en normal ansættelse som konsulent eller personlig træner hos en anden dansk virksomhed, når man tager klagerens uddannelsesmæssige og erfaring i betragtning.
Derfor mener vi at klageren ved indgåelse af denne samarbejdsaftale løber en betydelige økonomisk risiko, samt afholder betydelige udgifter der efter deres art og omfang afviger fra hvad en normal lønmodtager vil afholde.
Klagerens udgifter anser vi for at være almindelige driftsudgifter (erhvervsforsikringer, telefon, pc, driftsmidler, småanskaffelser m.v.), der er nødvendige for at erhverve, sikre og
vedligeholde indkomsten jf. Statsskattelovens paragraf 6, stk.1 litra a.”
Landsskatterettens afgørelse
Klagen omhandler spørgsmålet om hvorvidt klager er lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende i 2016 og 2017 i forbindelse med indkomst fra [virksomhed2] AS, som er hjemmehørende i Norge. Klageren er hjemmehørende i Danmark og arbejdet er udført i Danmark.
Retlig kvalifikation
Det fremgår af statsskattelovens § 4, litra a, at de samlede årsindtægter er skattepligtige. Af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a fremgår, at der ved beregning af den skattepligtige indkomst kan fradrages driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger.
Ved drift af en erhvervsvirksomhed fradrages driftsomkostninger som hovedregel i den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 2. For lønmodtagere fradrages driftsomkostninger i den skattepligtige indkomst i det omfang de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2010-niveau), jf. ligningslovens § 9, stk. 1. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.
Det fremgår af Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit C.A.3.1.2, at honorarer, der udbetales som led i et konkret tjenesteforhold, ikke adskiller sig fra almindelig løn.
Kriterierne for afgrænsningen mellem tjenesteforhold og selvstændig erhvervsdrivende fremgår af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven pkt. B.3.1.1. og er fastlagt i praksis ved Højesterets dom af 9. maj 1996, gengivet i UfR 1996.1027 H. (Lovene og cirkulæret kan findes på www.retsinformation.dk).
Ved vurderingen af om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der ifølge cirkulæret blandt andet lægges vægt på, om indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre. Der kan derudover lægges vægt på, om hvervgiverens forpligtelse over for indkomstmodtageren er begrænset til det enkelte ordreforhold, om indkomstmodtageren påtager sig en selvstændig økonomisk risiko, om indkomsten oppebæres fra en ubestemt kreds af hvervgivere, og om indkomsten afhænger af et eventuelt overskud.
Som udgangspunkt anses en person for lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Ved vurderingen af om der er tale om et tjenesteforhold, kan der blandt andet lægges vægt på, om hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, om indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver, om der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgået aftale om løbende arbejdsydelse, om arbejdstiden er fastsat af hvervgiveren, om indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel, om hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet, samt om indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktiseringen af ferieloven, funktionærloven m.v.
I tvivlstilfælde må afgrænsningen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af det enkelte forhold mellem hvervgiver og hvervtager.
På grundlag af en samlet bedømmelse finder Landsskatteretten, at klageren var lønmodtager i de påklagede indkomstår.
Retten har lagt vægt på, at klageren i de påklagede år alene har arbejdet for én hvervgiver, hovedsageligt har udført salgsopsøgende arbejde og har været underlagt forventninger om opfyldelse af de salgsmål, der blev fastsat af hvervgiveren. Videre er lagt vægt på, at der i kontrakterne med hvervgiveren er fastsat antal arbejdstimer pr. måned, herunder at ændringer skal aftales i god tid. Der udbetales fast timeløn ifølge timesedler/fakturaer og udbetalingen foretages månedsvis bagud. Der er aftale om overtidsbetaling og mulighed for bonus. [virksomhed2] AS udbetaler endvidere kørselsgodtgørelse, dækker rejseudgifter efter regning og forsyner klageren med nødvendige materialer, oplysninger og uddannelse. Endelig fremgår det af kontrakterne, at begge parter har et opsigelsesvarsel på 6 måneder.
Retten finder således, at klageren ikke indgår i et sædvanligt forretningsmæssigt forhold med hvervgiveren – men i et arbejdsgiver-/arbejdstagerforhold. Klageren har ingen økonomisk risiko der afviger væsentligt fra en lønmodtagers risiko for tab af lønindkomst ved opsigelse. Retten henviser endvidere til SKM2022.17BR.
Det forhold, at klageren har oprettet sig som erhvervsdrivende i CVR i 2011 kan ikke føre til et andet resultat. Det er gratis og muligt at registrere en personligt ejet virksomhed og få et CVR-nummer uden at registrere sig for moms eller andre pligter.
At der ikke udbetales særskilt feriegodtgørelse og pensionsbidrag ændrer ikke rettens samlede bedømmelse anført ovenfor. Retten har herved lagt vægt på lønniveauet ved arbejdet for [virksomhed2].
Ligeledes ændrer det ikke rettens samlede bedømmelse, at klageren har afholdt udgifter til de forelagte forsikringer. Retten har herved lagt vægt på beløbenes størrelse samt at det ikke fremgår af kontrakten med [virksomhed2], at klageren selv skal afholde udgifter til forsikring – herunder ansvarsforsikring i forbindelse med kundebesøg.
Endelig bemærker retten, at den fremsendte afgørelse om bidrag til Barsel.dk er baseret på selvangivne informationer vedrørende erhvervsvirksomhed fra Skattestyrelsen.
Retten finder ikke anledning til at betvivle, at de i årsrapporterne angivne omsætninger svarer til de modtagne indkomster fra hvervgiveren for de påklagede år.
Retten stadfæster ændringen af overskud af virksomhed til 0 kr. for 2016 og 2017. Retten ændrer beskatning af honorarer/lønindkomst for 2016 fra 451.611 kr. til 446.250 kr. og for 2017 fra 438.343 kr. til 429.000 kr.
Driftsudgifter – ligningslovens § 9, stk. 1.
Lønmodtagere har fradrag for driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Fradragsretten er nærmere reguleret i ligningslovens § 9, stk. 1.
Klageren skal ifølge kontrakten med [virksomhed2] AS benytte egen telefon og computer. Klageren har i de påklagede indkomstår anført driftsudgifter i årsrapporterne. Herunder udgifter til telefon og computer.
Skattestyrelsen har ikke taget stilling til driftsudgifternes karakter i forbindelse med ændring af klagers skatteansættelse fra selvstændig erhvervsdrivende til lønmodtager.
Retten finder, at det ikke kan udelukkes, at der i de anførte driftsudgifter indgår udgifter, som er fradragsberettigede, jf. ligningslovens § 9, stk. 1.
Retten hjemviser til Skattestyrelsen at foretage kvalifikation og opgørelsen af eventuelle fradragsberettigede driftsudgifter, jf. ligningslovens § 9, stk. 1.