Kendelse af 21-01-2020 - indlagt i TaxCons database den 29-02-2020

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2017

Skattepligtig gave

13.815 kr.

0 kr.

13.815 kr.

Faktiske oplysninger

I forbindelse med gennemgangen af boet efter [person1] (død den 14. april 2017) konstaterede bobestyreren, at der havde været flere udbetalinger fra afdøde til klageren.

Klageren modtog den 27. januar 2017, 15. marts 2017 og 2. april 2017 henholdsvis 30.000 kr., 30.000 kr. og 10.000 kr. fra afdøde. Den 6. april 2017 modtog klageren 60.000 kr. som ”a’c begravelse”.

Klageren har for indkomståret 2017 selvangivet at have modtaget et beløb på 70.000 kr.

Bobestyreren skrev den 20. februar 2018 bl.a. følgende til klageren:

”[...]

Da De har modtaget kr. 60.000,00 som "a'c begravelse" og udgiften til bisættelse, bespisning, gravstedsvedligeholdelse m.v. som bekendt udgør kr. 46.185,00, skal jeg anmode om at få indsat det for meget modtagne beløb til kr. 13.815,00 på konto [...16] (kr.60.000 - kr.46.185).

[...]”

Klageren skrev den 28. februar 2018 følgende til bobestyreren:

”Ja, oplys bare, at jeg har fået alle kr. 130.000 - så finder [person2] og jeg ud af det i den sidste ende.

Jeg henviser i øvrigt til min mail af 11. september 2017 med 3 vedhæftede lydfiler -Jeg kan i den anledning beklage, at jeg ikke overførte beløbet i 2 beløb - nemlig kr.50.000 som var fra 2. april og kr. 10.000 som var A/C begravelse - som jeg fik fordi, at jeg lovede [person1], at vi nok skulle følge hans drejebog i forbindelse med begravelsen, hvis han faldt bort. -

Bedemanden sagde dog, at hun ikke kunne købe nogle til, at sænke ham i jorden - så jeg og en del af følget fulgte rustvognen - medens min hustru og det øvrige følge gik til spisestedet - hvor vi så tilsluttede os.

Det var jo også for vor egen skyld, at vi prøvede at angive et formål med de betalinger, som vi foretog for [person1] (til sidst kunne han næsten ikke se noget og hørelsen var heller ikke optimal) - og jeg var ikke vidende om, at betalingerne burde kvalificeres - Det var [person2] tilsyneladende heller ikke!

Jeg forventer herefter at få mine udlæg på kr. 36.185 (rettet fra 46.185 af [person3]) overført til min konto [...65].”

Skattestyrelsen fremsendte den 2. maj 2019 forslag til klageren om ændring af grundlaget for hans skat med forhøjelse af den skattepligtige indkomst med 13.815 kr. Klageren skrev herefter følgende mail til Skattestyrelsen:

”Jeg har i dag den 22/5 2019 modtaget: "Vi foreslår at ændre din skat" af 2/5 sendt fra [by1] eller [by2].

Jeg henviser i den forbindelse til, at jeg har haft diverse udgifter siden [person1]s hustru døde i 2004 - jeg har godt nok ikke kvitteringer idet udgifterne er indgået i vort private forbrug af strøm, brændstof og lignende - opgaverne har været vask, kørsel og indkøb - det kan da godt være at kr. 13.815 er et for stort beløb - det kan også være et for lille beløb. Når [person1] ringede og spurgte om jeg ville gøre et eller andet for ham - så kunne jeg jo ikke være bekendt at sige nej.

Jeg synes, at jeg har kr. 36.165 tilgode i boet - det har jeg også skrevet til [person4].”

Klageren har til Skatteankestyrelsen fremsendt billeder af sin hustrus kalender som dokumentation for, at de har afholdt udgifter for afdøde.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 med 13.815 kr. for modtaget gave fra [person1].

Som begrundelse herfor har Skattestyrelsen anført:

”Skattestyrelsen har modtaget din mail af 22/5-2019.

I mailen oplyser du, at du har haft diverse udgifter siden [person1]s hustru døde i 2004 – dog foreligger der ingen dokumentation for udgifterne. Du skriver, at du mener at have 36.165 kr. til gode i boet.

Dine synspunkter ændrer ikke skattestyrelsens opfattelse idet der ikke er kommet nyt frem i sagen.

Du har modtaget skattepligtige gaver på i alt 83.815 kr. i 2017 jf. skattestyrelsens tidligere fremsendte skrivelse af 2/5- 2019.

Yderligere har du ikke dokumenteret diverse udgifter der er afholdt.

De kontante gaver du har modtaget af afdøde skal beskattes som personlig indkomst (uden AM-bidrag), idet du er ikke-beslægtet med gavegiveren og dermed ikke omfattet af personkredsen i boafgiftslovens § 22.

I forbindelse med gennemgangen af boet efter [person1], død den 14/4-2017,

SKS nr.: [sag1]/[by3] har vi fra bobestyrer, advokat [person4] modtaget oplysninger om, at du har modtaget kontante gaver fra afdøde i perioden 1/1-2017 til 6/4-2017 med 83.815 kr.: Kto. nr. [...65]

6/4-2017

60.000

begravelsesomkostninger

-46.165

reelle udgifter jf. boopgørelsen

Gave

13.815

rest anses for gave

27/1-2017

30.000

til [person3] if. aftale

15/3-2017

30.000

til [person3]

2/4-2017

10.000

på kontoudtog står "[person5]"

Kto. [...07]

Denne konto tilhører [person3].

Jf. mailkorrespondance er der tale om sønnen [person5]s mellemregn. med faderen [person3].

I alt modtagne gaver

83.815

Selvangivet

70.000

+13.815

De kontante gaver skal beskattes som personlig indkomst (uden AM bidrag), idet du er ikke-beslægtet med gavegiver og dermed ikke omfattet af personkredsen i boafgiftslovens § 22.

Det modtagne beløb er skattepligtig indkomst jf. statsskattelovens§ 4c og personskattelovens

§ 3 stk. 1 og § 4”

Skattestyrelsen har fremsendt følgende erklæringssvar til Skatteankestyrelsen:

”Skatteankestyrelsen foreslår, at den påklagede afgørelse truffet af SKAT (nu Skattestyrelsen) stadfæstes.

Vi kan tiltræde forslaget med følgende begrundelse:

SKAT har forhøjet [person3]s skattepligtige indkomst med 13.815 kr. efter at have modtaget underretning fra bobestyreren i boet efter [person1] om, at afdøde havde foretaget overførsler til ham med i alt 130.000 kr. i indkomståret 2017.

Beløbet er sammensat af 70.000 kr., som klager har selvangivet, og 60.000 kr., hvoraf de 46.165 kr. er medgået til begravelsesomkostninger for afdøde.

Med hensyn til differencen på 13.815 kr. har klager forklaret, at han i forbindelse med hjælp til afdøde igennem en længere periode har afholdt udgifter, som modsvarer det modtagne beløb. Til underbyggelse heraf har han fremlagt kopi af sin hustrus kalender for perioden, hvoraf det fremgår, at ægteparret har haft forskellige aftaler med afdøde.

Dette kan dog efter Skattestyrelsens opfattelse ikke kan anses for dokumentation for, at klager har haft udlæg el.lign. for afdøde, og vi har derfor anset beløbet for en gave, som i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, jf. boafgiftslovens § 22, er skattepligtig. ”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for beskatning af gave fra [person1].

Til støtte herfor har klageren anført:

”Da [person1]s hustru i 2004 døde var min hustru [person6] og jeg hjælpere - vi transporterede ham bl. a. til og fra [Hospitalet] og hjalp ham med også med at komme videre med livet (på vej op ad kældertrappen var hun faldet baglæns og fik åben kraniebrud og kom i respirator). Vi hjalp ham i beslutningen om at slukke for respiratoren.

[person1] havde en dårlig vane med, at han i flere tilfælde ikke betalte folk før de var "helt" færdig med den opgave han havde givet. Der vendte han meget på en tallerken, da min hustru [person6] 20/1 2017 sagde, at nu ville hun ikke servicere ham mere. Hun havde været på [by4] hospital og her var hun blevet spurgt om hun var klar over, at hendes blodtryk var over 200 - der er i dag normalt. Da [person6] nu var færdig med at hjælpe [person1] så havde jeg den en samtale med ham den 27/1 2017 om hvor meget han havde tænkt sig at hun skulle have - jeg vedhæfter den opgørelse jeg lavede til skifteretten efter at bobestyreren tilsyneladende havde holdt pause fra 11/9 til 1/12 2017 hvor alle, der havde modtaget penge fra [person1] tilsyneladende blev rykket for en anfordrings gæld som de intet kendte til.

Som dokumentation for at vi har haft udgifter vedhæfter jeg [person6]` kalenderskriveri for 5 uger i 2013 og 5 uger i 2017 som eksempler. - Såfremt I har spørgsmål til dokumentationen eller jeg skal lede efter yderligere i kalenderene er I velkomne på [tlf.nr.] eller mail: [...@...dk]

Siden 2013 har vi hver måned bragt [person1] lommepenge (normalt kr. 4000,- til kr. 6000 - heraf kr. 1000 i kr. 50,-sedler - så vi skulle ind og veksle i banken - vi skulle så huske at overføre til den konto vi hævede fra).

Vi har da også været med til, at indkøbe når vi blev sendt - især hos [virksomhed1].

Jeg finder derfor, at vi kommer til at betale skat af egne penge - når jeg skal betale skat af de kr. 13.815 som I har forhøjet min indkomst med.”

Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

”Til opfølgning på mit første indlæg vedhæfter jeg [person1]s donationer som jeg var med til at udføre.

Opgørelsen er udfærdiget i forbindelse med min klage til skifteretten over at alle havde fået en julehilsen – selvom jeg mente, at jeg havde dokumenteret, at [person1] uddelte gaver og ikke anfordringslån - bobestyreren havde også glemt, at jeg havde udlagt for begravelsen - så de blev jeg anmodet om at dokumentere igen. De gavemodtagere jeg talte med nævnte intet om en mulighed for at [person1] havde givet gaver (det var anfordringsgæld alt sammen). Skifteretten meddelte mig en dom, der var en "afskrift af [person4]'s kommentar til min klage som kontaktperson overfor skifteretten": Da jeg ikke er arving og har modtager kr. 120.000,- fra [person1] - så afvises min klage (ved en domsafsigelse uden min tilstedeværelse).

Da jeg senere skriftligt klagede over ikke at få refunderet begravelsesudgifterne - så fik jeg en mail, der angav, at dommeren havde ringet til mig en torsdag (hvor jeg formentlig var til motion) - [virksomhed2] vil ikke verificere om denne telefonsamtale har fundet sted uden en dommerkendelse - selvom jeg stort set ingen indkomne samtaler har på det nummer skifteretten angav - Jeg har ikke noteret noget - jeg er godt nok snart 75 men - på mig virker det som om når en kommunalpolitiker i [by5] kommune spørger om man vil have et skriftligt svar (om hvem der har ansvar for adresseskift af [person1]s adresse - jeg havde det i lydfil så det var lige meget)!

[person4]´s brev til mig af 28/2 2018 vedhæftes + mit svar på samme - det svar fra mig som I har er mangelfuldt.

Jeg vedhæfter i øvrigt eksempler på vor korrespondance - idet jeg beklager, at den annoncerede stævning ikke blev til noget (så jeg havde jeg jo fået en retningslinje på hvordan retten forholdt sig til mine lydfiler - [person4] vidste jo ikke hvad han skulle bruge dem til).

En nogle bedre udgaver af [person6]' kalender vedhæftes. ”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

I henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, betragtes gaver som skattepligtig indkomst, når der ikke er tale om gaver, der henhører under boafgiftsloven, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b.

Gaver mellem nære slægtninge, der ikke overstiger bundbeløbet i afsnit II i boafgiftsloven, skal ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. Klageren er ikke omfattet af afdødes gavekreds efter boafgiftslovens § 22.

Klageren modtog den 6. april 2017 et beløb på 60.000 kr. til dækning af begravelsesomkostninger. De reelle udgifter til afdødes begravelse udgjorde, ifølge bobestyreren, 46.185 kr. Klageren har således modtaget et beløb på 13.815 kr.

Klageren har oplyst, at han har haft diverse udgifter i forbindelse med, at han har hjulpet afdøde med vask, kørsel og indkøb. Klageren har ikke kvitteringer herpå, idet udgifterne er indgået i hans private forbrug af strøm, brændstof m.v.

Landsskatteretten finder, at klageren har modtaget en gave af afdøde, idet han ikke har dokumenteret, at der er tale om udlæg for afholdelse af afdødes udgifter. De af klageren fremsendte billeder af sin hustrus kalender kan ikke anses som dokumentation for afholdte udgifter. Det modtagne beløb på 13.815 kr. skal derfor beskattes i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.