Kendelse af 14-10-2021 - indlagt i TaxCons database den 15-12-2021

Journalnr. 19-0064956

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2013
Personlig indkomst
Rådighedsbeskatning af bolig	55.732 kr.	0 kr.	55.732 kr.

Indkomståret 2014
Personlig indkomst
Rådighedsbeskatning af bolig	157.926 kr.	0 kr.	157.926 kr.

Aktieindkomst
Maskeret udbytte i form af selskabets afholdelse af klagerens private udgifter	23.939 kr.	0 kr.	23.929 kr.

Maskeret udbytte i form af selskabets afholdelse af udgifter til tøj	6.416 kr.	0 kr.	6.416 kr.

Maskeret udbytte i form af lejeindtægt	36.000 kr.	Lejeindtægten skal anses for kapitalindkomst. Fradrag ved opgørelsen af lejeindtægten for afskrivninger på inventar samt andel af indboforsikring	36.000 kr.
Indkomståret 2015
Personlig indkomst
Rådighedsbeskatning af boliger	170.329 kr.	0 kr.	170.329 kr.

Aktieindkomst
Maskeret udlodning i form af selskabets afholdelse af klagerens private udgifter	3.929 kr.	0 kr.	3.929 kr.

Maskeret udbytte i form af selskabets afholdelse af udgifter til tøj	14.961 kr.	0 kr.	14.961 kr.

Maskeret udbytte i form af lejeindtægt	36.000 kr.	Lejeindtægten skal anses for kapitalindkomst. Fradrag ved opgørelsen af lejeindtægten for afskrivninger på inventar samt andel af indboforsikring	36.000 kr.

Køb af lejlighed til underpris	1.212.152 kr.	0 kr.	1.212.152 kr.

Indkomståret 2016
Personlig indkomst
Rådighedsbeskatning af bolig	210.433 kr.	0 kr.	210.433 kr.

Aktieindkomst
Maskeret udlodning i form af selskabets afholdelse af klagerens private udgifter	38.826 kr.	0 kr.	38.826 kr.

Maskeret udbytte i form af selskabets afholdelse af udgifter til tøj	17.088 kr.	0 kr.	17.088 kr.

Maskeret udbytte i form af lejeindtægt	36.000 kr.	Lejeindtægten skal anses for kapitalindkomst. Fradrag ved opgørelsen af lejeindtægten for afskrivninger på inventar samt andel af indboforsikring	36.000 kr.
Indkomståret 2017
Personlig indkomst
Rådighedsbeskatning af bolig	212.687 kr.	0 kr.	212.687 kr.

Aktieindkomst
Maskeret udbytte i form af selskabets afholdelse af klagerens private udgifter	2.775 kr.	0 kr.	2.775 kr.

Maskeret udbytte i form af selskabets afholdelse af udgifter til tøj	18.309 kr.	0 kr.	18.309 kr.

Maskeret udbytte i form af lejeindtægt	36.000 kr.	Lejeindtægten skal anses for kapitalindkomst. Fradrag ved opgørelsen af lejeindtægten for afskrivninger på inventar samt andel af indboforsikring	36.000 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren var i indkomstårene 2013-2017 direktør og eneanpartshaver i [virksomhed1] ApS (herefter selskabet), cvr-nr. [...1]. Selskabets hovedaktivitet var drift af tandlægeklinik samt hermed beslægtede aktiviteter.

Selskabet har forskudt regnskabsår fra 1. oktober til 30. september. I de påklagede indkomstår har der ifølge CVR ikke været tilknyttet mere end et årsværk til klinikken. Skattestyrelsen har oplyst, at der var 2 ansatte i selskabet, herunder klageren selv og hendes søster, [person1].

Af klagerens adressehistorik fra CPR fremgår følgende:

”Adresse	Myndighed	Gældende fra	Til
[adresse1]	[by1] (223)	01.11.2001
[adresse2]	[by2] (230)	17.09.2001	01.11.2001
[adresse2]	[by3] (205)	17.09.2001	17.09.2001
[adresse1]	[by1] (223)	02.07.1994	17.09.2001”

Rådighedsbeskatning af boliger

Selskabet købte den 15. august 2013 ejerlejligheden beliggende [adresse3], [by1], for 1.900.000 kr.

Skattestyrelsen har oplyst, at lejligheden var registreret som udlejet i selskabets ejertid.

Det fremgår af CPR, at der ikke har været registreret nogen på adressen siden 2011. Der er ikke fremlagt lejekontrakter eller anden dokumentation for, at lejligheden har været udlejet i perioden 2013-2015.

Selskabet solgte lejligheden til klageren den 30. september 2015 for en kontant købesum på 830.000 kr., svarende til den daværende offentlige ejendomsværdi. Beløbet blev betalt over klagerens mellemregningskonto med selskabet kontonummer 9590. Af købsaftalen fremgår, at lejligheden blev købt fri for lejemål.

Selskabet købte den 30. september 2015 ejerlejligheden, beliggende [adresse4][by1], for 2.949.000 kr. Ifølge Skattestyrelsen var lejligheden ikke udlejet i perioden 2015-2017, og ifølge Det Centrale Personregister har der ikke været registreret nogen på adressen siden 2014.

Ifølge www.OIS.dk har selskabet solgt lejligheden på [adresse4] for 2.755.000 kr. i fri handel den 12. december 2018.

Der fremgår ingen lejeindtægter fra de pågældende lejligheder af selskabets fremlagte saldobalancer eller kontokort i indkomstårene 2013-2017.

Klagerens repræsentant har oplyst, at begge ejendomme blev erhvervet med investering for øje.

Selskabet har for begge lejligheder afholdt fællesudgifter, el og ejendomsskat.

Der henvises i øvrigt til punktet nedenfor om selskabets salg af lejligheden [adresse3], [by1].

Selskabets afholdelse af udgifter

Skattestyrelsen har ud fra de af selskabet fremlagte bilag, bogføringstekst på kontospecifikationer og efterposteringer udarbejdet følgende opgørelse over de afholdte udgifter på i alt 69.469 kr., i perioden 2014-2017:

”2014
Konto	Navn	Bilag	Bemærkninger		Beløb
4312	Småanskaffelser	20063 mgl.	[virksomhed2]	livstilsprodukter online	5.391,25
4291	Rep. og vedligehold	20364 mgl.	[virksomhed3]	vitrineskab og skammel (kun kvittering)	9.347,50
4312	Småanskaffelser	20504	[virksomhed4]	fladskærm	9.200,00
					23.938,75

2015
Konto	Navn	Bilag	Bemærkninger		Beløb
4312	Småanskaffelser	414	[virksomhed5]	middagstallerken RC	2.396,00
4302	Kontorartikler	91 mgl.	acushnet	golfudstyr	1.533,00
					3.929,00

2016
Konto	Navn	Bilag	Bemærkninger		Beløb
4312	Småanskaffelser	73	[virksomhed6]	Georg Jensen kande +diverse	4.639,00
4312	Småanskaffelser	276	[virksomhed7]	krus og dybe tallerkener RC	2.400,00
4308	Vedligehold. inventar	428	[virksomhed8]	PH Bordlampe	4.796,00
4312	Småanskaffelser	46 mgl.	[virksomhed5]		2.639,00
4312	Småanskaffelser	133 mgl.	[virksomhed9]		999,00
4312	Småanskaffelser	318	[virksomhed10]	Ingen faktura – kun kvittering	4.599,00
4312	Småanskaffelser	364 mgl.	[virksomhed11]		1.707,00
4327	Porto og fragt	554 mgl.	[virksomhed12]		7.502,05
4295	Rengøring	556 mgl.	udlæg		7.403,00
4302	Kontorartikler	556 mgl.	udlæg		6.938,00
					43.622,05

2017
Konto	Navn	Bilag	Bemærkninger		Beløb
4312	Småanskaffelser	69	[virksomhed13]	middagstallerken og krus RC	1.949,84
4312	Småanskaffelser	72 mgl.	[virksomhed13]		825,00
					2.774,84”

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at styrelsen har godkendt selskabets køb af PH-bordlampe, hvorfor klageren ikke beskattes af anskaffelsessummen på 4.796 kr. som maskeret udbytte.

For så vidt angår fladskærmen til 9.200,00 kr., er der udover en faktura fremlagt et billede af forskellige dvd-film. Repræsentanten har oplyst, at det er film med beroligende indhold.

Under sagens behandling ved Skattestyrelsen har repræsentanten oplyst, at det er udgifter afholdt til bl.a. service til klinikkens medarbejdere og patienter.

Selskabets afholdelse af udgifter til tøj

Skattestyrelsen har ud fra de af selskabet fremlagte bilag, bogføringstekst på kontospecifikationer og efterposteringer udarbejdet følgende opgørelse over selskabets konto 4323 – arbejdstøj:

”2014
Bilag	Bemærkninger	Beløb
20090	[virksomhed14]	910,00
20162	[virksomhed15]	198,00
20217	[virksomhed11]	420,00
20304	[virksomhed16]	1.598,00
20313	[virksomhed17]	404,00
20438	[virksomhed18]	450,00
20458	[virksomhed19]	899,00
20498	[virksomhed20]	500,00
20270 mgl.	[virksomhed21]	608,00
20515 mgl.	[virksomhed11]	429,00
I alt		6.416,00

2015
Bilag	Bemærkninger	Beløb
121	[virksomhed22]	291,00
174	[virksomhed23]	200,00
347	[virksomhed24] (+ andre)	2.147,00
129 mgl.	[virksomhed25]	587,50
265 mgl.	[virksomhed15]	239,00
395 mgl.	beklædning	7.865,50
396 mgl.	Kontor	2.993,50
399 mgl.	[virksomhed26]	637,50
I alt		14.961,00

2016
Bilag	Bemærkninger	Beløb
267	Sko	350,00
322	[virksomhed27] mf.	928,00
335	[virksomhed28]	295,00
404 mgl.	[virksomhed5]	643,00
556 mgl.	Udlæg	7.308,00
453 mgl.	[virksomhed29] omp. fra kt. 4291 rep. og vedligeh.	3.600,00
556 mgl.	Udlæg omp. fra 4291 rep. og vedligehold	3.964,00
I alt		17.088,00

2017
Bilag	Bemærkninger	Beløb
284	[virksomhed30]	700,00
105 mgl.	[virksomhed31]	465,00
185 mgl.	beklædning	7.657,50
186 mgl.	vask og rengøring	5.290,00
187 mgl.	kontor omp. fra 4302 kontor	3.706,50
206 mgl.	[virksomhed32]	490,00
I alt		18.309,00”

Under sagens behandling ved Skattestyrelsen har repræsentanten oplyst, at det er kliniktøj. Repræsentanten har oplyst, at klinikken er underlagt retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, hvorefter tøj og fodtøj alene må anvendes på klinikken.

Beskatning af lejeindtægt

Selskabets klinik blev i de pågældende indkomstår drevet fra lejede lokaler på adressen [adresse5], [by4].

Repræsentanten har oplyst, at klinikkens areal var for begrænset til at rumme plads til et kontor til brug for det administrative arbejde, som driften af en tandlægeklinik krævede, herunder forhold vedrørende personalet, kontakt til offentlige myndigheder m.v.

Selskabet havde derfor udover de lejede lokaler på [adresse5] lejet et kontor på klagerens private adresse [adresse1], [by1]. Lejen udgjorde 36.000 kr. årligt i indkomstårene 2014-2017.Beløbene blev betalt over klagerens mellemregningskonto, kontonummer 9590, som en tilskrivning i klagerens favør. Posteringerne blev både kaldt ”Husleje u/moms”, ”hjemmekontor” og ”husleje hjemmekontor”.

Klagerens repræsentant har fremlagt en lejekontrakt mellem klageren og [virksomhed33] ApS vedrørende leje af et lokale i ejendommen [adresse1]. Lejekontrakten er dateret den 24. oktober 2005 og er uden underskrifter. Af lejekontrakten fremgår bl.a.:

”§ 1.

Det lejede

Det lejede udgør ca. 15 m2 med tilhørende parkeringsplads og fællesarealer. Lokalerne anvendes til kontor og arkiv og må ikke uden udlejers accept anvendes til andet formål.

§ 2.

Lejemålets begyndelse og ophør

Lejemålet, der tager sin begyndelse den 24/10 2005, vedvarer til det skriftligt opsiges af lejer med 12 måneders forudgående varsel eller af udlejer med 12 måneders forudgående varsel til den 1. i en måned.

[...]

Lejer må ikke foretage eller lade foretage nogen ændringer i de lejede lokaliteter uden udlejers skriftlige samtykke.”

Repræsentanten har oplyst, at der er fejl i datoen på kontrakten.

Ifølge Skattestyrelsen har klageren ikke selvangivet lejeindtægten.

Salg af lejlighed

Selskabet købte den 15. august 2013 ejerlejligheden, beliggende [adresse3], [by1], for 1.900.000 kr. Af skødet fremgår bl.a., at der ikke er udarbejdet købsaftale, at lejligheden var fri for lejemål, og at lejligheden sælges uistandsat og uden ansvar for mangler.

Repræsentanten har oplyst, at lejligheden blev erhvervet med investering for øje. Det er tillige oplyst, at lejligheden blev købt ubeboelig, da den blandt andet var uden køkken og vandinstallationer, samt havde et mangelfuldt badeværelse, ødelagte gulve og vægge, der skulle renoveres. Som dokumentation for lejlighedens stand har repræsentanten fremlagt billeder af lejligheden.

Selskabet har afholdt udgifter til forbedringer af lejligheden for 142.152 kr. i perioden 2013-2014. Udgifterne fordeler sig med 49.066,21 kr. i 2013 og 93.086,27 kr. i 2014.

Skattestyrelsen har ud fra selskabets bogførings konto 4291 – Reparation og vedligeholdelse, udarbejdet følgende opgørelse over udgifter vedrørende lejligheden:

”Dato	Bilag	Bemærkninger	Beløb
18.10.13	20026	fliser	2.475,00
03.11.13	20055	toilet m.v.	1.960,60
08.11.13	20068	[virksomhed34] - toilet	1.417,90
28.01.14	20193	VVS, renovering badeværelse	14.188,75
23.01.14	20195	Murer, badeværelse	36.897,00
26.11.13	20096	køkken, bordplader, hårde	22.366,25
12.03.14	20246	Elinstallation	29.053,13
I alt			108.358,63”

Skattestyrelsen har ud fra selskabets bogførings konto 4308 – Vedligeholdelse af inventar, udarbejdet følgende opgørelse over udgifter vedrørende lejligheden:

”Dato	Bilag	Bemærkninger	Beløb
06.10.13	20014	gulv	8.346,46
28.10.13	20044	køkken	12.500,00
14.01.14	20148	ovn og induktionsplade	5.798,00
18.01.14	20159	køl/frys	5.954,00
29.01.14	20167	køkkenvask	1.194,39
I alt			33.792,85”

Repræsentanten har hertil oplyst, at der blev indkøbt køkkenmoduler og faciliteter til indretning af badeværelse. Der er fremlagt kvitteringer og fakturaer for nogle af de afholdte opførsels- og forbedringsudgifter vedrørende køkkenelementer og hårde hvidevarer, renovering af badeværelse samt nye elinstallationer og montering heraf.

Klageren købte lejligheden af selskabet den 30. september 2015 med overtagelse samme dato for 830.000 kr. Af købsaftalen fremgår følgende vedrørende lejlighedens stand:

”Ejerlejligheden sælges, som den er og forefindes og som beset af Køber. Overdragelsen omfatter Ejerlejlighedens bygningsdele med grund-, mur- og nagelfast tilbehør, herunder varmeanlæg, fastskruet badeværelsesudstyr, ledninger og installationer. Der medfølger i øvrigt intet løsøre i handelen, herunder medfølger ingen hårde hvidevarer.”

Lejligheden blev ikke udbudt til salg på det frie ejendomsmarked.

Den offentlige ejendomsvurdering var pr. 1. oktober 2014 og 1. oktober 2015 på hhv. 830.000 kr. og 820.000 kr., heraf med en grundværdi på 386.700 kr.

Ifølge selskabets saldobalance for perioden 1. oktober 2014 til 30. september 2015 har selskabet under kontonummer 4445 bogført et tab på salg af materielle anlægsaktiver på -1.051.250 kr. Af de fremlagte bilag til selvangivelsen for 2015 fremgår et regnskabsmæssigt tab ved salg af lejlighed på samme beløb. Der er ikke fremlagt en avanceopgørelse for salget.

Selskabet har ikke selvangivet det bogførte tab ved salget af lejligheden.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med i alt 807.108 kr. for værdi af fri helårsbolig i indkomstårene 2013 til 2017.

Som begrundelse herfor er anført:

”Du er ansat direktør og eneanpartshaver i [virksomhed1] ApS, og har dermedbestemmende indflydelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4.

Lejlighederne vurderes ikke at være anskaffet ud fra selskabets forretningsmæssige hensyn. [adresse3] sælges efter godt 2 år med et stort tab, skønt priserne i området ikke er faldende og der ses ingen lejeindtægter tilknyttet [adresse4] Det er vores opfattelse, at anskaffelsen af lejlighederne er sket af hensyn til dine private interesser og, at du som eneanpartshaver i selskabet, dermed har haft lejlighederne til rådighed.

Hovedaktionærer m.v. der er ansat i deres selskab, samt andre personer med bestemmende indflydelse på egen aflønningsform, der som led i ansættelsesforholdet får stillet helårsbolig til rådighed, skal beskattes af fri bolig, jf. ligningslovens § 16, stk. 9.

Beskatningen sker på grundlag af standardsats af et beregningsgrundlag. Værdien beskattes som

personlig indkomst og der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af værdien.

Efter ligningslovens § 16 stk. 9 er beregningsgrundlaget det største beløb af enten ejendomsværdien 1. oktober før indkomståret eller anskaffelsesprisen med tillæg af forbedringer.

Værdi af fri bolig beregnes til 5 % med tillæg af udgifter afholdt af selskabet til ejendomskatter, vand, varme forsikringer, rengøring m.v.

Værdien forhøjes med 1 % af beregningsgrundlaget efter ejendomsværdiskattelovens § 4 A af det beløb, der ikke overstiger 3.040.000 kr. og 3 % af resten. Beregningsgrundlaget udgør det laveste af følgende beløb:

• Ejendomsværdien pr. 1/10 i året før indkomståret

• Ejendomsværdien 1/1 2001 + 5 %

• Ejendomsværdien 1/1 2002

Vi har opgjort værdi af fri helårsbolig til rådighed således:

[adresse3], [by1]:

Selskabets anskaffelsessum udgør 1.900.000 kr. og ejendomsværdien pr. 1.10.2012 udgør 860.000 kr. Anskaffelsessummen skal dermed anvendes i beregning.

Forhøjes med 1 % af den laveste af følgende beløb:

Ejendomsværdien pr. 1/10 i indkomståret, her 860.000 kr.

Ejendomsværdien 1/1 2001 + 5 %, her 777.000 kr.

Ejendomsværdien 1/1 2002, her 900.000 kr.

Laveste ejendomsværdi på 777.000 kr. anvendes i beregningen.

Tillæg for forbrugsudgifter afholdt af selskabet udgør følgende:

	2013	2014	2015
Fællesudgifter	11.390	45.953	33.943
El	1.522	668	1.253
Ejendomsskat		8.535	8.546
Udgifter i alt	12.912	55.156	43.742

Specifikation af forbrugsudgifter er vedlagt som bilag.

Selskabet har i årene 2013 og 2014 renoveret lejligheden for 142.152 kr. Vi har anset udgifterne som forbedringer og tillagt beløbet anskaffelsessummen for 2015.

Beregningen af fri bolig er herefter således:

2013

5 % af 1.900.000 kr.	95.000 kr.
1 % af 777.000 kr.	7.770 kr.
	102.770 kr.
Værdi af fri bolig pr. måned	8.564 kr.
Til rådighed august til december – 5 mdr. x 8.564 kr.	42.820 kr.
+ forbrug	12.912 kr.
Værdi af fri helårsbolig	55.733 kr.

2014

5 % af 1.900.000 kr.	95.000 kr.
1 % af 777.000 kr.	7.770 kr.
	102.770 kr.
+ forbrug	55.156 kr.
Værdi af fri helårsbolig	157.926 kr.

2015

5 % af (1.900.000 kr. + 142.152 kr.)	102.108 kr.
1 % af 777.000 kr.	7.770 kr.
	109.878 kr.
Værdi af fri bolig pr. måned	9.157 kr.
Til rådighed januar til september – 9 mdr. x 9.156 kr.	82.408 kr.
+ forbrug	43.742 kr.
Værdi af fri helårsbolig	126.150 kr.

[adresse4] [by1]:

Selskabets anskaffelsessum udgør 2.949.000 kr. og ejendomsværdien pr. 1.10.2014 udgør 1.500.000 kr. Anskaffelsessummen skal dermed anvendes i beregning.

Forhøjes med 1 % af den laveste af følgende beløb:

Ejendomsværdien pr. 1/10 i indkomståret, her 1.500.000 kr.

Ejendomsværdien 1/1 2001 + 5 %, her (1.350.000 + 5 %) = 1.417.500 kr.

Ejendomsværdien 1/1 2002, her 1.650.000 kr.

Laveste ejendomsværdi på 1.417.500 kr. anvendes i beregningen.

Tillæg for forbrugsudgifter afholdt af selskabet udgør følgende:

	2015	2016	2017
Fællesudgifter	3.403	40.432	42.662
El	369	606	630
Ejendomsskat		7.770	7.770
Udgifter i alt	3.772	48.808	51.062

Beregningen af fri bolig er herefter således:

2015

5 % af 2.949.000 kr.	147.450 kr.
1 % af 1.417.550 kr.	14.175 kr.
	161.625 kr.
Værdi af fri bolig pr. måned	13.469 kr.
Til rådighed oktober til december – 3 mdr. x 13.469 kr.	40.407 kr.
+ forbrug	3.772 kr.
Værdi af fri helårsbolig	44.179 kr.

2016

5 % af 2.949.000 kr.	147.450 kr.
1 % af 1.417.550 kr.	14.175 kr.
	161.625 kr.
+ forbrug	48.808 kr.
Værdi af fri helårsbolig	210.433 kr.

2017

5 % af 2.949.000 kr.	147.450 kr.
1 % af 1.417.550 kr.	14.175 kr.
	161.625 kr.
+ forbrug	51.062 kr.
Værdi af fri helårsbolig	212.687 kr.

[...]

Din repræsentant anfører i indsigelsen, at Skattestyrelsen har bevisbyrden for at lejligheden er stillet til rådighed for dig og henviser til Østre Landsrets dom i SKM2009.93.ØLR og SKM2012.1.ØLR.

I førstnævnte sag, SKM 2009.93.ØLR, var en lejlighed anskaffet af et holdingselskab med det formål at leje den ud til driftsselskabet til repræsentative formål. Der var mellem holdingselskabet og driftsselskabet indgået en lejekontrakt, hvorved hovedaktionæren formelt var afskåret fra privat rådighed over lejligheden.

Anvendes en bolig udelukkende erhvervsmæssigt vil der ikke ske beskatning hos hovedaktionær af rådigheden. Dermed har skattemyndighederne bevisbyrden for, at boligen ikke udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.

I ovennævnte sag påviste skattemyndighederne, at boligen ikke udelukkende havde været anvendt erhvervsmæssigt og dermed var stillet til rådighed for hovedaktionæren.

I sag SKM 2012.1. ØLR var sagen derimod, at hovedaktionær ikke havde dokumenteret, at hans rådighed over ejendommen var udelukket.

Det er vores opfattelse, at de faktiske forhold i SKM 2009.93. ØLR og SKM 2012.1. ØLR ikke er identiske og sammenlignelige med de faktiske forhold i nærværende sag, idet der i ovennævnte sager har været tale om erhvervsmæssig anvendelse i form af udlejning af boligerne.

Selskabet har anskaffet lejligheden som en investering, og den har aldrig været lejet ud eller forsøgt lejet ud. Der ses ikke at være en forretningsmæssig begrundelse for selskabet i at have anskaffet lejligheden, og vi anser den anskaffet i din private interesse. Det er vores vurdering, at lejligheden dermed har stået til rådighed for dig.

Der fremgår følgende af den juridiske vejledning afsnit C.B.3.5.3.2 – Rådighed over helårsbolig m.v.:

Rådighedsvurdering:

”Særreglen for hovedaktionærer medfører, at det ikke er den faktiske anvendelse af de nævnte aktiver, der beskattes. Der skal derfor ikke foretages en konkret vurdering af den faktiske anvendelse, men til gengæld skal der foretages en konkret vurdering af, om hovedaktionæren har haft rådighed over de nævnte aktiver.”

Da det er rådigheden og ikke er den faktiske anvendelse af boligen, der er afgørende for beskatning, er det ikke relevant at dokumentere et eventuelt forbrug.

Det fremgår af SKM 2016.590.BR, at det er muligheden for at råde over en ejendom der beskattes, uanset at ejendommen har været sat til salg eller der foreligger en fraskrivelseserklæring. Endvidere blev det i dommen tillagt afgørende betydning, at ejendommen blev anskaffet til imødegåelse af privatøkonomiske interesser og ikke til forfølgelse af selskabets erhvervsmæssige interesse.

Din repræsentant anfører endvidere, at [adressen] har været ubeboelig i selskabets ejerperiode, da lejligheden bl.a. var uden køkken og vandinstallationer og ikke havde et fungerende badeværelse.

Du har ikke på anden måde bevist, at lejligheden var ubeboelig.

Vi skal hertil bemærke, at selskabet har afholdt udgifter til køkkenelementer og hårde hvidevarer i november 2013, og til renovering af badeværelse, herunder levering/montering af gulvafløb, trækning af vand til bruser og toilet i januar 2014 samt nye elinstallationer og montering af hvidevarer i marts 2014.

Vi finder, at du også under renoveringsperioden har haft rådighed over lejligheden.

Vi fastholder dermed at din skattepligtige indkomst forhøjes med værdi af fri helårsbolig for indkomstårene 2013 til 2017.”

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst med i alt 69.469 kr. i indkomstårene 2014-2017 som maskeret udbytte vedr. betaling af private udgifter.

Som begrundelse herfor er anført:

”Vi har ud fra de af selskabet fremlagte bilag, bogføringstekst på kontospecifikationer og efterposteringer vurderet, at de afholdte udgifter er selskabet uvedkommende. Vi finder, at udgifterne er afholdt i din interesse og således dine private udgifter. Udgifterne beskattes derfor som udbytte fra selskabet til dig. Beløbet beskattes som aktieindkomst, jf. personskattelovens § 4a stk. 1 nr. 1.

Vi har ud fra dine oplysninger vurderet bilagene på ny. Vi godkender herefter udgifter til bordlampe fra [virksomhed8] på 4.796 kr.

For de øvrige udgifter finder vi det ikke dokumenteret at de er afholdt i selskabets interesse, men i din. Vi har henset til, at udgifterne dels ikke er dokumenteret ved underbilag, og at der ikke er indsendt yderligere dokumentation til underbygning af den erhvervsmæssige anvendelse.”

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst med i alt 56.774 kr. i indkomstårene 2014-2017 som maskeret udbytte vedr. betaling af beklædning.

Som begrundelse herfor er anført:

”Vi har ikke modtaget alle de bilag vi har bedt om fra selskabet. Da udgifterne er bogført på konto4323 – arbejdstøj, formoder vi, at det er beklædning.

Udgifter til beklædning, herunder arbejdstøj, anses som en privat udgift.

Henset til, hvor indkøbene er foretaget og bogføringsteksterne det vores vurdering at indkøbene er afholdt i din interesse som eneanpartshaver og anses som maskeret udbytte til dig. Beløbet beskattes som aktieindkomst, jf. personskattelovens § 4a stk. 1 nr. 1.

Uanset, at tøjet er indkøbt og kun anvendes på klinikken er det en privat udgift. Der fremgår følgende af den juridiske vejledning:

Udgangspunktet er, at udgifter til tøj, herunder arbejdstøj, er en ikke fradragsberettiget privat udgift efter SL § 6, stk. 2.

En selvstændigt erhvervsdrivende kan dog som driftsudgift trække eventuelle merudgifter fra til arbejdstøj, hvis

• der er tale om specialbeklædning, som ikke egner sig til at blive brugt privat, og

• det påfører den erhvervsdrivende merudgifter, selv om der tages hensyn til, at det almindelige tøj spares for slid.

Som eksempel nævner den juridiske vejledning en kendelse fra Landsskatteretten:

En gårdejers udgifter til arbejdstøj blev anset for ikke-fradragsberettigede privatudgifter, selv om

hans landbrugsvirksomhed var undergivet særlig veterinær kontrol. Gårdejerens udgifter var gået

til almindeligt tøj, som han dog havde købt, fordi han som landmand af hygiejniske grunde måtte

skifte tøj hyppigere end i andre erhverv, f.eks. når han gik fra at arbejde i marken til at arbejde i stalden.

Landsskatteretten udtalte, at beklædningsudgifter i almindelighed er private og dermed skattepligten uvedkommende, også i det omfang der er tale om decideret arbejdstøj, idet anvendelsen af dette sparer slid på sædvanligt arbejdstøj. Se TfS 1988, 458 LSR.

Det er vores vurdering, at der ikke er tale om specialbeklædning, henset til at tøjet er indkøbt i almindelige modebutikker. Vi fastholder derfor at selskabets udgift til arbejdstøj er maskeret udbytte til dig.”

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst med i alt 144.000 kr. i indkomstårene 2014-2017. som maskeret udbytte vedr. bogførte lejeindtægter.

Som begrundelse er anført:

”Vi har ikke godkendt fradrag på 36.000 kr. for årlig leje af kontor som en erhvervsmæssig fradragsberettiget udgift i [virksomhed1] ApS, idet selskabet ikke har dokumenteret, at kontoret er indrettet på en sådan måde at det afskærer din mulighed for at benytte det til private formål. Derudover er det ikke selskabets hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid.

Vi har fejlagtig i vores forslag anført, at erhvervsmæssig udlejning er skattepligtigt og beskattes

som kapitalindkomst. Som følge af, at udlejningen ikke er erhvervsmæssig, kan der ikke indrømmes nedslag i ejendomsvurderingen eller forholdsmæssige fradrag i omkostninger.

Beløbet anses i stedet som en udbytte til dig.”

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst med i alt 1.212.152 kr. i indkomståret 2015 som maskeret udbytte ved overdragelse af ejendom.

Som begrundelse herfor er anført:

”Ved overdragelse af en ejendom mellem dig og selskabet, som du har bestemmende indflydelse i,skal overdragelsen ske til handelsværdi, jf. ligningslovens § 2. Der skal være tale om samme pris og vilkår, som hvis aftalen var indgået mellem uafhængige parter. Hvis dette ikke er tilfældet, fordi overdragelsesprisen er enten lavere eller højere end den pris ejendommen ville kunne overdrages til en uafhængig part til, beskattes forskellen som maskeret udlodning, efter ligningslovens § 16 A stk. 1 og 2.

Selskabet har købt lejligheden i august 2013 til 1.900.000 kr. og sætter den i stand fra oktober 2013 til marts 2014 for 142.152 kr., hvorved den samlede anskaffelsessum udgør 2.042.152 kr. Selskabet sælger den til dig godt to år efter anskaffelsen for 830.000 kr., svarende til ejendomsværdien på salgstidspunktet.

Lejligheden er ifølge BBR på 110 m2 og indeholder 5 værelser. Den anvendte salgspris på 830.000 kr. udgør dermed 7.545 kr. pr. m2. Opslag på [...dk] viser, at sammenlignelige lejligheder med 4-5 værelser og på et areal mellem 87 og 104 m2 i samme boligkompleks på [adressen], i 2015 er solgt for mellem 1.625.000 kr. og 2.949.000 kr. svarende til en kvadratmeterpris på mellem 17.857 kr. og 29.198 kr.

Vi finder på baggrund af selskabets korte ejer tid af ejendommen og priser for tilsvarende lejligheder i området, at handlen af lejligheden fra selskabet til dig ikke er sket på markedsvilkår. Det er vores opfattelse at handelsprisen mindst burde være 2.042.152 kr. svarende til selskabets anskaffelsessum tillagt forbedringer.

Forskellen mellem vores skønnede handelspris og din anskaffelsessum udgør dermed (2.042.152 kr. – 830.000 kr. = 1.212.152 kr. og anses som maskeret udlodning til dig, jf. ligningslovens § 16 A,

stk. 1 og 2.

[...]

De ordinære ejendomsvurderinger har siden 2011 været fastfrosne. Selskabet købte ejendommen i 2013 af 3. mand for 1.900.000 kr. Den offentlige værdi af ejendommen var på købstidspunktet 830.000 kr. Da handlen i 2013 er sket mellem to uafhængige parter, anses købsprisen på 1.900.000 kr. for at være markedsprisen på daværende tidspunkt.

Den offentlige ejendomsvurdering på 830.000 kr. afviger derfor væsentligt fra markedsværdien og afspejler dermed ikke den handelsværdi, som kunne være opnået mellem to uafhængige parter i 2015, jf. ligningslovens § 2.

Vi fastholder derfor at handelsprisen til dig mindst skal udgøre selskabets anskaffelsessum tillagt

forbedringer.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens aktieindkomst, foruden spørgsmålet om leje af kontor, nedsættes med i alt 1.338.395 kr. for indkomstårene 2014-2017, og at klagerens personlige indkomst nedsættes med i alt 807.107 kr. for indkomstårene 2013-2017.

For så vidt angår udleje af kontor har klagerens repræsentant nedlagt påstand om, at lejeindtægten skal anses for kapitalindkomst, at der skal indrømmes nedslag i ejendomsværdiskatten for den erhvervsmæssige anvendelse, og at der skal indregnes fradrag ved opgørelsen af lejeindtægten for afskrivning på inventar og andel af indboforsikring.

Til støtte for påstanden er det gjort gældende:

”Min kunde ejer selskabet [virksomhed35] ApS.

Selskabet erhvervede i 2013 og 2015 to lejligheder beliggende henholdsvist [adresse3] og [adresse4]. [by1]. Anskaffelsessummen var henholdsvis 1,9 mio. kr. for nr. 21 og 2,949 mio. kr. nr. 25. Begge ejendomme blev erhvervet med investeringsformål for øje, idet forventningen var, at ejendommene kunne videresælges med avance.

[adresse3] var i selskabets ejerperiode ikke anvendelig til beboelse, da ejendommen i hovedparten af ejertiden blandt andet var uden køkken og bad, ligesom gulve og vægge ikke var i god stand. Der blev i selskabets ejertid indkøbt køkkenmoduler og faciliteter til indretning af badeværelse, idet hensigten var at selskabet skulle geninstallere begge dele.

[adresse3] blev i 2015 overdraget til min kunde personligt. Overdragelsessummen blev fastsat til en kontantpris svarende til den offentlige ejendomsvurdering i henhold til gældende skattepraksis.

Selskabets hovedaktivitet er drift af tandklinik. Selskabet driver klinikken fra lejede lokaler på [adresse5]. Da klinikkens areal er for begrænset til at rumme plads til kontor og kantine, har selskabet behov for et kontor til brug for det administrative arbejde, som driften af kræver, herunder forhold vedrørende personalet, kontakt til offentlige myndigheder m.v. Selskabet har derfor lejet et kontor hos [person2], hvilket er praktisk, da det letter muligheden for at udføre arbejdet, da dette jo nødvendigvis må udføres uden for klinikkens åbningstid.

Selskabet har til brug for driften af klinikken indkøbt blandt andet service, arbejdstøj, skærm. Skattestyrelsen har afvist at anerkende at udgifterne kan anses for afholdt i selskabets interesse.

Ad. værdi af fri bolig

Skattestyrelsen har beskattet min kunde af 2 gange fri bolig, idet styrelsen er af den opfattelse, at selskabet for 2013 – 2015 har stillet [adresse3] til privat rådighed for min kunde og for 2015 – 2017 har stillet [adresse4] til privat rådighed.

Styrelsen har som følge heraf beskattet min kunde af fri bolig af begge lejligheder efter de skematiske regler for hovedaktionærer. Beskatningen er gennemført for hele selskabets ejerperiode og udgør for nr. 21 kr. 55.732 for 2013, kr. 157.926 for 2014, kr. 126.150 for 2015 og for nr. 25, kr. 44.179 for 2015, kr. 210.433 for 2016, og kr. 212.687 for 2017.

Jeg nedlægger påstand om, at beskatningen skal bortfalde, da der ikke er grundlag herfor.

Dette baseret overordnet på to anbringender:

- Der er ikke tale om privat rådighed, og Skattestyrelsen har ikke løftet bevisbyrden herfor, og

- For så vidt angår [adresse3] gælder det, at lejligheden ikke var egnet til beboelse, idet den i ejerperioden var uden køkken og bad og derudover i øvrigt fremtrådte i meget dårlig stand, hvorfor ejendommen ikke er en ejendomstype som overhovedet kan falde under LL § 16, stk. 9 eller LL § 16A.

Efter ligningslovens § 16, stk. 9 er det en betingelse for beskatning efter den skærpede regel for ledende medarbejdere m.v., at selskabet rent faktisk har stillet en bolig til rådighed, jf. uddrag fra Juridisk Vejledning:

”De boliger, der er omfattet af reglen, skal opfylde følgende betingelser:

• Arbejdsgiveren skal eje boligen.

• Boligen skal være til rådighed for privat anvendelse og ikke kun erhvervsmæssig

benyttelse.

• Boligen skal være stillet til rådighed af arbejdsgiveren”

Det ligger i praksis helt fast, at det er skattemyndighederne, som har bevisbyrden for at en bolig rent faktisk er stillet til privat rådighed. Dette ses blandt andet af præmisserne til Østre Landsrets dom i SKM 2009.93 ØL, jf. uddrag fra dommen:

”Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering af den øvrige

bevisførelse, herunder de afgivne forklaringer, finder landsretten,

at Skatteministeriet i tilstrækkelig grad har bevist , at lejligheden i

den omhandlede periode fra 1. maj 2002 til og med indkomståret 2004

har været stillet til As private rådighed, og at A har benyttet lejligheden

i privat øjemed i et ikke ubetydeligt omfang.

Det er dermed ikke skatteyder som skal modbevise privat rådighed for at undgå beskatning.

Beskatning af fri bolig forudsætter dermed, at skattemyndighederne fremlægger beviser for den private rådighed.

Det forhold, at et selskab er indehaver af en beboelsesejendom er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at anse hovedanpartshaver for at have privat rådighed over ejendommen. Dette fremgår af Østre Landsrets dom i SKM 2009.93 ØL, jf. uddrag fra dommens præmisser.

”Det må afgøres ud fra en konkret vurdering af sagens omstændigheder,

om en helårsbolig har været stillet til en hovedaktionærs private

rådighed. Det forhold, at selskabet ejer helårsboligen, kan i den forbindelse

ikke i sig selv føre til, at hovedaktionæren har haft privat rådighed

over helårsboligen.”

Af retspraksis kan udledes, at der skal være tale om objektive beviser for den private rådighed, dvs. at der skal foreligge dokumenterbare forhold, som beviser at ejendommen har været til privat rådighed, jf. f.eks. ovennævnte dom SKM 2009.93 ØLD, hvor skattemyndighederne blev anset for at have løftet bevisbyrden, da forbruget dokumenterede, at ejendommen har været anvendt i et omfang, som oversteg det forbrug som koncernen selv stod for, jf. uddrag fra SKM 2009.93 ØLR:

”Elforbruget i 2003-2005 vedrørende lejligheden indicerer efter landsrettens opfattelse, at lejligheden må have været anvendt i videre omfang end, hvad der kan begrundes i den meget begrænsede benyttelse, som [virksomhed36] A/S og holdingselskabet efter det ovenfor anførte stod for. Den omstændighed at der var gulvvarme i lejlighedens badeværelser, og at computeren m.v. stod standby, kan således ikke forklare elforbruget. Efter de foreliggende oplysninger blev den faste telefon i lejligheden endvidere - periodevis - benyttet i et omfang, der ikke hænger sammen med, at lejligheden i perioden angiveligt henstod ubenyttet. Det bemærkes herved særligt, at der er registreret 75 opkald fra lejlighedens telefon i perioden fra den 29. august 2003 til den 27. november 2003. I samme periode blev der holdt ét bestyrelsesmøde i lejligheden ifølge den nævnte oversigt fra advokat TL. De foreliggende oplysninger om varmeforbruget eller vandforbruget afkræfter ikke, at lejligheden må have været anvendt i videre omfang end, hvad der kan forklares ud fra [virksomhed36] A/S' og holdingselskabets benyttelse af lejligheden. Det lægges herved efter As forklaring til grund, at lejligheden var normalt opvarmet. Det lægges videre til grund, at vandforbruget blev fordelt efter kvadratmeter, da flere målere i ejendommen var defekte.

”Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering af den øvrige bevisførelse, herunder de afgivne forklaringer, finder landsretten, at Skatteministeriet i tilstrækkelig grad har bevist , at lejligheden i den omhandlede periode fra 1. maj 2002 til og med indkomståret 2004 har været stillet til As private rådighed, og at A har benyttet lejligheden i privat øjemed i et ikke ubetydeligt omfang.

Et andet eksempel er SKM 2012.1 ØLR, hvor kapitalejeren havde ladet sine husvilde venner bo vederlagsfrit i selskabets ejendom. Retten fandt, at dette måtte anses for et udslag af kapitalejerens private interesse, og at bevisbyrden for privat rådighed derfor var løftet.

Det ses, at Skattestyrelsen i mine kunders sag mener at kunne begrunde beskatningen med, at Skattestyrelsen ikke kan se et erhvervsmæssigt formål med investeringerne, da lejlighederne ikke i ejertiden har været lejet eller forsøgt lejet ud. Styrelsen ser ud til at mene, at man med dette argument har løftet bevisbyrden for privat rådighed

Skattestyrelsens argument må afvises. Bevisbyrden kan ikke anses for løftet med den begrundelse, at lejlighederne ikke er udlejet, og at der efter styrelsens opfattelse ikke foreligger et erhvervsmæssigt formål med anskaffelsen. Hvis skattetyrelsens argument i min kundes sag skulle anses for gældende ret, vil konsekvensen være, at det i praksis stillede krav til bevisbyrden bliver illusorisk.

Kravet til skattemyndighederne om at løfte bevisbyrden, er jo kun relevant i de tilfælde, hvor ejendommen ikke er lejet ud, da det kun er i disse tilfælde, at rådighedsproblematikken kan opstå. Er lejligheden lejet ud til tredjemand, vil problemstillingen jo aldrig opstå.

Det må derfor fastholdes, at det netop er i tilfælde, hvor ejendommen ikke udlejes, at skattemyndighederne skal kunne løfte bevisbyrden for privat rådighed via fremlæggelse af objektive beviser herfor.

Skattestyrelsen har ikke ført bevis for, at lejlighederne på [adresse3] og [adresse4] har været stillet til min kundes private rådighed. Bevisbyrden kan, jf. ovenfor ikke anses for løftet med en henvisning til at lejlighederne ikke er udlejet.

Som det fremgår af dommene fra 2009 og 2012, er det et krav for beskatning af fri bolig, at skattemyndighederne fremlægger dokumentation for den private rådighed i form af objektivt konstaterbare beviser, f.eks. forbrug. Sådanne beviser findes ikke min kundes sag, og skattemyndighederne har som følge heraf heller ikke været i stand til at fremlægge sådanne.

Der kan her henvises til at elforbruget for begge lejligheder har været helt ubetydeligt, hvilket viser, at lejlighederne ikke har været anvendt.

For nr. 21 gælder derudover, at lejligheden ikke har været egnet til beboelse i selskabets ejerperiode, da lejligheden i den pågældende periode var i en meget dårlig stand.

Dels var vægge og gulve ødelagte og skulle renoveres. Lejligheden var uden køkken, og vandinstallationer og derudover havde lejligheden ikke et fungerende badeværelse. Af samme grund kan det lægges til grund, at ejendommen reelt ikke har karakter af bolig, da en ejendom i vurderingsmæssig og dermed skattemæssig forstand kun kan karakteriseres som bolig, hvis ejendommen faktisk har et køkken. Også af den grund kan der ikke være tale om at selskabet kan have stillet bolig til rådighed. Skulle man antage, at der var rådighed, ville dette i givet fald ikke være rådighed over en bolig, men derimod over arealer uegnet til beboelse.

Det forhold, at min kunde i 2015 køber [adresse3]rådenvej 21 1. tv. dokumenterer ikke privat rådighed. I den forbindelse bemærkes, at min kunde aldrig har haft til hensigt at tage bopæl i ejendommene.

Sammenfattende gælder dermed, at skattemyndighederne ikke har løftet bevisbyrden for privat rådighed for nogen af ejendommene, hvorfor det må afvises, at der er grundlag for beskatning af fri bolig, jf. at selskabets ejerskab ikke er tilstrækkeligt til beskatning.

Jeg skal derfor fastholde, at beskatning af fri bolig skal bortfalde.

Ad Maskeret udlodning

Der nedlægges påstand om, at beskatningen af maskeret udlodning skal bortfalde. Det fastholdes, at udgifterne skal anses for erhvervsmæssige.

Der er ikke tale om udgifter afholdt i kapitalejers private interesse. Udgifterne er derimod afholdt i klinikkens interesse og skal anses for erhvervsmæssige.

For så vidt angår udgifter til service fra [virksomhed37], herunder tallerkener / krus / kander m.v. er der tale om udgifter, der vedrører klinikken, idet servicet bliver brugt erhvervsmæssigt på klinikken.

Servicen bruges dels, når klinikkens personale indtager deres daglige frokost på klinikken, når der afholdes møder med repræsentanter fra dentalbranchen, samt ved afholdelse af kurser på klinikken, når der efter arbejdstid bliver serveret mad. Derudover tilbydes patienter, pårørende, ledsagere kaffe, m.v. når de sidder i venteværelset, ligesom der kan være brug for service til diabetes patienter, der indtager deres mad inden behandling samt patienter, der bliver transporteret med FLEX – transport, da disse ofte sidder tit flere timer på klinikken inden de bliver afhentet og derfor har madpakke med eller får tilbudt noget at spise/ drikke.

Skattestyrelsens afvisning af fradrag har den konsekvens, at kapitalejeren beskattes af udgifter til inventar anvendt i klinikken, som led i driften. Skattestyrelsen har ikke begrundet hvorfor en tandlægeklinik skulle være afskåret fra at eje service til brug for driften.

Det må fastholdes, at udgifterne til servicet skal godkendes som erhvervsmæssig udgift.

For så vidt angår udgifter til tøj er der tale om tøj, som anvendes som kliniktøj.

Tandklinikker er underlagt Sundhedsstyrelsens Nationale infektionshygiejniske retningslinjer hvor det er præciseret i punkt 6. at kliniktøj skal skiftes dagligt og ved synlig forurening flere gange dagligt. Kliniktøjet samt fodtøj MÅ KUN anvendes på klinikken. Der stilles ikke krav om, hvor kliniktøjet og fodtøjet indkøbes.

De fremlagte bilag dækker kliniktøj, og der er derfor tale om erhvervsmæssige udgifter omfattet af statsskattelovens § 6.

Vedrørende indkøb af møbler er der tale om møbler, som har været anvendt i venteværelset og derfor brugt erhvervsmæssigt.

Det samme gælder for så vidt angår fladskærm, som blev anskaffet til brug på klinikken til at afspille beroligende film m.m. for at dæmpe tandlægeangst under behandling.

Jeg skal fastholde, at udgifterne til møbler og fladskærm skal anerkendes som erhvervsmæssige og dermed ikke kan beskattes som maskeret udlodning.

Ad. udleje af kontor.

Styrelsen har beskattet lejeindtægt, som min kunde har modtaget fra selskabet for leje af kontor. Styrelsen finder, at lejeindtægten skal behandles som maskeret udlodning og ikke kapitalindkomst.

Baggrunden er, at styrelsen finder at kontoret ikke opfylder betingelserne for hjemmekontor.

Det bestrides, at styrelsen kan tilsidesætte lejeaftalen med henvisning til praksis for hjemmekontor. Det fastholdes, at lejeindtægten skal anses for kapitalindkomst, og at der set fra selskabets side er tale om en erhvervsmæssig udgift.

Som det fremgår ovenfor har klinikken et meget begrænset areal, og der er ikke plads til et kontor i lejemålet.

Driften af tandklinikken indebærer en del administration, som min kunde selv varetager, herunder f.eks. varetagelse af personaleforhold, kontakt til offentlige myndigheder m.v. Derfor er der behov for et egentligt kontor, hvorfra administrationen kan varetages. Da klinikken som nævnt ikke rummer plads til et kontor, er der behov for at klinikken lejer et kontor andet sted.

Parterne har her valgt at lade selskabet leje sig ind hos kapitalejeren, da lokalerne der opfylder selskabets erhvervsmæssige behov, og derudover har den fleksibilitet, som muliggør at det administrative arbejde kan udføres både inde- og udenfor klinikkens ordinære åbningstid, jf. at min kunde ikke har mulighed for at varetage administrationen i dagtimerne, da dagen er besat med patienter.

Lejes lokalet ikke hos kapitalejeren, er selskabet nødt til at leje dette hos eksterne parter.

Selskabets udgifter til kontorleje er dermed ikke tale om ekstraudgifter, som kommer oveni andre kontorlejeudgifter, og praksis for hjemmekontor er derfor ikke relevant i foreliggende sag.

Min opfattelse er, at lokalelejen må anses for fuldt erhvervsmæssig, da kontoret er helt nødvendigt for at selskabet kan drive tandlægevirksomheden, jf. statsskattelovens § 6.

Det gøres i øvrigt gældende, at der skal indrømmes nedslag i ejendomsværdiskatten for den erhvervsmæssige anvendelse. Endvidere gøres det gældende, at der skal indregnes følgende fradrag ved opgørelsen af lejeindtægten:

- Afskrivning på inventar

- Andel af indboforsikring

Ad. Køb af lejlighed

Skattestyrelsen har forhøjet min kundes indkomst med yderligere købspris vedrørende min kundes køb af [adresse3] fra selskabet

Baggrunden er, at styrelsen ikke vil anerkende at parterne kan handle ejendommen til en pris, som svarer til den seneste offentlige værdi.

Der nedlægges påstand om at forhøjelsen skal bortfalde.

Ifølge skattepraksis er udgangspunktet, at selskab og kapitalejer kan handle fast ejendom til den offentlig værdi, da den offentlige værdi anses som udtryk for ejendommens markedspris. Fravigelse herfra kan dog ske, hvis ejendomsvurderingen ikke kan anses for retvisende.

Praksis følger af det ophævede TS-cirkulære 2000-5, som fortsat beskriver gældende praksis.

Efter praksis er det en forudsætning for at anse ejendomsvurderingen for ikke-retvisende, at det kan dokumenteres, at der foreligger objektivt konstaterbare forhold, som viser at ejendomsvurderingen afviger væsentligt fra markedsværdien, f.eks. forkerte faktuelle oplysninger, såsom areal, eller at ejendommen er ændret, f.eks. ombygget siden vurderingsdatoen. Det er derimod ikke tilstrækkeligt for en tilsidesættelse, at vurderingen ud fra en subjektiv bedømmelse anses for at afvige fra handelsværdien.

Fravigelse af den offentlige værdi kræver dermed, at der kan fremlægges dokumentation for at værdien ikke er korrekt, mens det ikke er tilstrækkeligt for tilsidesættelse, at man antager af markedsprisen afviger væsentligt, hvis ikke dette understøttes af objektivt konstaterbare forhold, at uddrag fra Juridisk Vejledning 2015, afsnit C.B.3.5.4.3:

”Ved bedømmelsen af, om en ejendomshandel mellem interesseforbundne parter er sket i overensstemmelse med armslængdeprincippet, kan der efter administrativ praksis som udgangspunkt lægges vægt på den senest offentliggjorte ejendomsvurdering, men skattemyndighederne er ikke bundet af denne vurdering, hvis den ikke giver et retvisende

udtryk for ejendommens handelsværdi ved salget. Se SKM2013.841.HR. Ejendomsvurderingen afspejler f.eks. ikke ejendommens værdi, hvis denne må antages at være fejlbehæftet på tidspunktet for vurderingen. Seneste ejendomsvurdering må ikke lægges til grund, hvis der siden ejendomsvurderingen er foretaget ombygning eller modernisering af den pågældende ejendom, som giver sig udtryk i ejendommens handelsværdi.”

Dette understøttes af gældende praksis.

Det følger samtidig af praksis, at bevisbyrden for at ejendomsvurderingen må anses for ikke-retvisende påhviler den part, som vil påstå dette, jf. uddrag fra præmisserne i Højesterets dom refereret i SKM 2019.74 HD:

”Højesteret finder, at den part, der gør gældende, at den offentlige

ejendomsvurdering ikke giver et retvisende udtryk for handelsværdien,

har bevisbyrden for dette. ”

Det er min opfattelse, at min kunde og selskabet i overensstemmelse med ovennævnte har ret til at handle til en pris, som svarer til den offentlige værdi.

Styrelsen har ikke løftet bevisbyrden for at den offentlige ejendomsvurdering konkret kan fraviges. Styrelsen ses faktisk overhovedet ikke at have forholdt sig til den offentlige værdi, idet styrelsens begrundelse for at afvise handelsprisen ser ud til at være salg af andre lejligheder i ejendomskomplekset.

Det er min opfattelse, at styrelsens begrundelse for at afvise overdragelsesprisen ikke opfylder kravene i skattemæssig praksis, da dette kræver at styrelsen konkret kan dokumentere at den offentlige værdi for [adresse3] ikke er retvisende.

Dette skal, jf. praksis være baseret på objektive forhold og ikke en skønsmæssig vurdering af handelspriserne i området.

Som nævnt ovenfor var lejligheden i selskabets ejerperiode i meget dårlig stand, herunder med ødelagte gulve og vægge, uden køkken og vandinstallationer og uden fuldt funktionsdygtigt badeværelse.

Dette var stadig i stort omfang gældende på tidspunktet for mine kunders aftale i 2015.

Skattestyrelsen kan derfor også af denne årsag ikke antage, at salgsprisen for andre lejligheder kan bruges som sammenligningsgrundlag.

Sammenfattende er det min opfattelse, at styrelsen ikke har løftet bevisbyrden for at den offentlige værdi kan fraviges. Dette bevirker, at mine kunder derfor har haft ret til at handle til den offentlige værdi.

Jeg skal derfor anmode Landsskatteretten om at frafalde forhøjelsen.”

Repræsentanten har indsendt supplerende bemærkninger under Skatteankestyrelsens behandling af sagen.

Af bemærkningerne fremgår:

”Jeg skal i øvrigt i tilknytning til klagepunktet vedr. beskatning af fri bolig henvise til Landsskatterettens kendelse, refereret i SKM 2019.276 LSR.

Selv om den pågældende sag angik spørgsmålet om rådighedsbeskatning efter ejendomsværdiskatteloven, er den relevant i forhold til beskatning af fri bolig, da den omhandler afgrænsningen af hvornår en ejendom kan anses for en ”bolig”.

I den pågældende sag var der tale om en ejendom, som manglede køkken og toilet. Uanset at dette skyldte ejerens egne valg som følge af istandsættelse fandt Landsskatteretten, at lejligheden ikke kunne anses for en bolig, men derimod måtte anses for ubeboelig. Dermed kunne ejeren ikke pålægges ejendomsværdiskat af rådigheden over ejendommen, da dette forudsætter at der er tale om en ejendom, der kan anses for en bolig.

Det gælder også i forhold til LL § 16, stk. 9, at den omfatter beskatning af ejendomme, der kan anses for en beboelsesejendom. Kan en ejendom ikke anses for en beboelsesejendom, vil der derfor alene af den grund ikke kunne ske beskatning af fri bolig.

Da [adresse3] ikke indeholdt køkken og badeværelse, og derudover var ubeboelig, må det tilsvarende gælde, at ejendommen alene af den grund ikke kan omfattes af LL § 16, da kapitalejeren i denne situation ikke ville kunne få privat rådighed over en ”bolig”.”

Bemærkninger til sagsfremstillingen

Repræsentanten har fremlagt følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

”Styrelsens indstilling afvises. Klagerne fastholdes i det hele.

Særligt omkring fri bolig

Skatteankestyrelsen har lagt til grund, at begge de af selskabet ejede ejendomme står til rådighed som fri bolig for min kunde. Styrelsen ses at basere dette på salgspriserne, og at ejendommene ikke har været udlejet.

Jeg skal afvise, at styrelsen på grundlag af ovennævnte kan fastholde beskatning af fri bolig.

I den foreliggende praksis stilles der højere krav til myndighedernes bevisbyrde end en henvisning til selskabets salgspris og det forhold, at ejendommene ikke har været udlejet, idet der skal foreligge objektiv dokumentation for at der faktisk har været privat rådighed over ejendommen, jf. f.eks. SKM 2009.93, hvor el-forbruget og telefonomkostningerne indikerede, at ejendommen ikke havde stået ubenyttet. Dette medførte at ejendommen blev anset for at have været til kapitalejerens private rådighed.

For nr. 21 fastholdes det, at ejendommen ikke har karakter af bolig, og at beskatningen derfor alene på det grundlag ikke kan fastholdes.

Jeg kan her henvise til Landsskatterettens kendelse i SKM 2019.276 LSR, hvor Landsskatteretten afviste, at en ejendom uden køkken og sanitet kunne anses for en beboelsesejendom, hvilket sagen havde den konsekvens, at der ikke kunne pålægges ejendomsværdiskat. Det var ikke afgørende, at det beroede på ejerens eget valg at ejendommen ikke havde fået installeret køkken m.v., jf. uddrag fra præmisserne:

"Landsskatteretten finder indledningsvist, at det kan lægges til grund, at adresse Y1 B har været vurderet som færdigbygget fra og med indkomståret 2005. Der er henset til den fremlagte udtalelse fra Vurderingsstyrelsen samt det tidligere SKAT Ejendomsvurderings bemærkninger under SKATs kontrol af klagerens digitale genoptagelse for indkomståret 2007.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren ved erhvervelsen af adresse Y1 B den 10. oktober 2003 fravalgte sig monteringen af en række installationer, herunder køkken, armaturer og kloset.

Ejendommen fremstod herefter ved overtagelsen den 1. februar 2004 med samtlige tilslutninger og installationer med undtagelse af køkken og sanitetsinstallationer.

Pligten til at betale ejendomsværdiskat er knyttet til, at ejendommen kan tjene til beboelse for ejeren. En ejerlejlighed, der mangler køkken og toilet, kan ikke tjene til beboelse for ejeren, men må anses for ubeboelig. Der er ikke hjemmel i loven til at kræve ejendomsværdiskat i et sådan tilfælde. Det forhold, at det er ejerens eget valg, at der ikke er installeret køkken og toilet kan ikke i sig selv skabe hjemmel til beskatningen og kan således ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten bemærker, at forholdet ikke kan sidestilles med et tilfælde, hvor en ejendom er beboelig, og der mangler få mindre væsentlige installationer.

Landsskatteretten finder derfor ikke, at der er grundlag for at pålægge klageren ejendomsværdiskat i 2014-2016.”

Det er min opfattelse, at den pågældende afgørelse også kan tillægges betydning i forhold til reglerne om fri bolig, idet begge regelsæt opererer med rådighedsbeskatning over en boligejendom, jf. uddrag fra Skattestyrelsens juridiske vejledning, hvor det fremgår, at ejendomsværdibeskatning forudsætter, at ejendommen står til rådighed for ejeren som bolig. I samme afsnit citeres ovennævnte afgørelse som et eksempel på at ejendommen ikke stod til rådighed for beboelse, da ejendommen manglede køkken og dermed ikke kunne anses for beboelig, jf. uddrag fra den juridiske vejledning, afsnit C.H.3.5.4:

”Ejendommen står til rådighed som bolig for ejeren

Ejendomsværdibeskatning forudsætter, at

•	ejendommen er omfattet af EVSL § 4, stk. 1, og
•	ejeren har rådighed over ejendommen til beboelse.

Se afsnit C.H.3.5.3 om de forskellige typer af ejendomme, der er omfattet af EVSL § 4, stk. 1.

Udgangspunktet er, at ejeren skal betale ejendomsværdiskat, uanset om ejeren udnytter sin rådighed til beboelse eller ej.

”Landsskatteretten fandt, at betaling af ejendomsværdiskat er knyttet til, at ejendommen kan tjene til beboelse for ejeren. Da en ejerlejlighed, der manglede køkken og toilet, ikke kunne tjene til beboelse for ejeren, fandt Landsskatteretten, at der ikke skulle betales ejendomsværdiskat. Landsskatteretten fandt i sagen ikke, at det forhold, at det var ejerens eget valg at undlade at indsætte de pågældende installationer, kunne føre til et andet resultat.”

Jeg mener, at ovennævnte dokumenterer, at en ejendom uden køkken ikke opfylder kravene til at kunne anses for en boligejendom, og dermed kan ejendommen naturligvis ikke stå til rådighed for beboelse.

Jeg fastholder derfor at beskatningen af nr. 21 alene på det grundlag skal frafaldes, jf. at der er fremlagt dokumentation i form af billeder m.v., som viser at ejendommen ikke kunne anvendes til beboelse, da ejendommen ikke havde køkken m.v.

De øvrige punkter fastholdes som det fremgår af klagen, og efterfølgende fremlagt dokumentation.”

Skattestyrelsens udtalelse

Skattestyrelsen har tiltrådt Skatteankestyrelsens indstilling til sagens afgørelse. Følgende fremgår af udtalelsen:

”Ad 1) Rådighedsbeskatning hos Klager vedrørende af bolig

Klager er ansat direktør og eneanpartshaver i [virksomhed1] ApS (Selskabet), og har dermed bestemmende indflydelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4.

Klageren er som eneanpartshaver i selskabet omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, og ligningslovens § 16, stk. 9

Lejlighederne på [adressen] i [by1], vurderes ikke af Skattestyrelsen at være anskaffet ud fra selskabets forretningsmæssige eller investerings hensyn.

[adresse3] sælges fra selskabet til Klager med et tab på trods af, at priserne i området ikke er faldende. Der ses ingen lejeindtægter tilknyttet [adresse4]

Det er ved vores vurdering lagt til grund, at køb lejlighederne er sket af hensyn til Klagers private interesser. Klager har som tegningsberettiget og som eneanpartshaver i selskabet, haft mulighed for denne disponering i selskabet.

Idet anskaffelsen af lejlighederne er sket af hensyn til Klagers private interesser, og når Klagers status som kapitalejer og eneanpartshaver i selskabet tages i betragtning, så anses Klager at have haft lejlighederne til rådighed. Det er en rådighed og ikke en egentlig benyttelse, som Klagers personkreds beskattes af.

Eneanpartshavere m.v. der er ansat i deres selskab, samt andre personer med bestemmende indflydelse på egen aflønningsform, der som led i ansættelsesforholdet får stillet helårsbolig til rådighed, skal beskattes af fri bolig, jf. ligningslovens § 16, stk. 9.

Faktiske forhold vedr. lejlighederne:

Selskabet har den 15. august 2013 købt en ejerlejlighed beliggende på [adresse3], [by1] for 1.900.000 kr. Ejendommen er ikke udlejet og der har ikke været nogen registreret på adressen siden oktober 2014 ifølge det centrale personregister. Selskabet har betalt for fællesudgifter, el og ejendomsskat. Lejligheden sælges den 30. september 2015 til Klager for 830.000 kr.

Selskabet køber også den 30. september 2015 en ejerlejlighed beliggende på [adresse4], [by1] for 2.949.000 kr. Ejendommen er ikke udlejet og der har ikke været nogen registreret på adressen siden oktober 2014 ifølge det centrale personregister. Selskabet har betalt for fællesudgifter, el og ejendomsskat.

Beregning af rådighedsbeløb og beskatning:

Beløbet beregnes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 9. Beskatningen sker på grundlag af standardsats af et beregningsgrundlag. Værdien beskattes som personlig indkomst og der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af værdien.

Efter ligningslovens § 16 stk. 9 er beregningsgrundlaget det største beløb af enten ejendomsværdien 1. oktober før indkomståret eller anskaffelsesprisen med tillæg af forbedringer.

Værdi af fri bolig beregnes til 5 % med tillæg af udgifter afholdt af selskabet til ejendomsskatter, vand, varme forsikringer, rengøring m.v.

Der henvises til sagens øvrige afgørelser for de konkrete beregninger.

Konklusion:

Det er rådigheden og ikke er den faktiske anvendelse af boligen, der er afgørende for beskatning, derfor er det ikke relevant at dokumentere et eventuelt forbrug.

Der fremgår følgende af den juridiske vejledning afsnit C.B.3.5.3.2 – Rådighed over helårsbolig m.v.:

Rådighedsvurdering:

Efter ordlyden af ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 9, er det en betingelse for beskatning af en hovedanpartshaver, at helårsboligen har været stillet til hovedanpartshaverens private rådighed. Beskatningen er derfor uafhængig af, om det kan dokumenteres, at boligen faktisk er benyttet privat.

Det lægges til grund, at klageren havde rådighed over lejlighederne [adresse3] og [adresse4], i de pågældende indkomstår hhv. 2013-2015 og 2015-2017. Lejlighederne har ikke været udlejet til anden side og lejlighederne afses ikke anskaffet af selskabet som investeringsobjekter.

Det tillægges yderlige vægt, at klageren har boet på [adresse1]. siden 2001.

Skattestyrelsen tiltræder beskatning af helårsboligerne i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 5, og at den skattepligtige værdi beregnes i medfør af ligningslovens § 16, stk. 9.

Ad 2-5) Aktieindkomst / maskeret udbytte generelt

Al indkomst er skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4 og alt et selskab udlodder til selskabets anpartshavere /aktionærer, skal medregnes til den skattepligtige indkomst. Når et selskab afholder eneanpartshavers private udgifter, er det tale om udbytte.

Der er således statueret skattepligtigt udbytte for Klager, for de udgifter der ikke er godkendt fradrag for i selskabet. Udbytte beskattes jf. ligningslovens § 16 A stk. 1 og stk. 2, nr. 1.

Der henvises til juridiske vejlednings afsnit C.B.3.5.2.1 for praksis omkring afgrænsning af udgifter, der er selskabet uvedkommende, herunder udbyttebetragtningen til beskatning af eneanpartshaveren.

De nedenfor nævnte udgifter er anset for afholdt i Klagers interesse og muligheden herfor var at finde i hendes egenskab som eneanpartshaver / kapitalejer, samt at hun var tegningsberettiget for selskabet. Det var således Klager selv. der tog stilling til hvilke udgifter, der blev afholdt af selskabet.

Ad punkt 2) Udgifter der er anset som private

Fradraget er nægtet i Klagers selskab med hjemmel i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der ses ikke skattemæssigt at være den fornødne sammenhæng mellem de erhvervede indtægter og de ikke godkendte udgifter. I selskabets regi anses driftsomkostningsbegrebet i statsskatteloven således ikke for opfyldt.

Udgifterne anses for afholdt i Klagers interesse og skal rettelig derfor ikke påvirke selskabets indkomst men betragtes som udlodning til Klager og beløbet skal beskattes hos Klager som aktieindkomst.

Der henvises til den juridiske vejledning afsnit C.C.2.2.1.2.

Ad punkt 3) Udgifter til tøj der er anset for private udgifter

Der henvises til juridisk vejledning afsnit C.C.2.2.1.3. for praksis omkring afgrænsningen til private udgifter. Jeg henviser endvidere til SKM 2010.549 HR, der omhandlede et nægtet fradrag for decideret scenetøj. Selv dette blev der ikke godkendt fradrag for. Tøj er som hovedregel en privat udgift. Klager har endvidere hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, at det indkøbte tøj ikke kan anvendes privat, herunder at der er købt almindeligt tøj.

Udgifterne skal rettelig derfor ikke påvirke selskabets indkomst og udgifterne anses som afholdt af selskabet i Klagers interesse, med beskatning hos Klager som følge. Således er udgifterne samlet set at betragte som maskeret udbytte, der skal beskattes hos Klager som aktieindkomst.

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 2 at private udgifter ikke kan fradrages. Udgifterne skal rettelig derfor ikke påvirke selskabets indkomst og sagen fastholdes.

Ad 4) Tilskrevne beløb på mellemregningskonto vedr. lejeindtægt

Selskabets klinik blev i de pågældende indkomstår drevet fra lejede lokaler på adressen [adresse5], [by4].

Klager har fremlagt en lejekontrakt for et udlejet et kontor/værelse til selskabet på [adresse1], [by1], for 36.000 kr. om året. Beløbet tilskrives årligt på mellemregningskontoen som et tilgodehavende til Klager. Beløbet er ikke selvangivet.

Fradraget på 36.000 kr. for årlig leje af kontor i Klagers bolig, er ikke godkendt som en erhvervsmæssig fradragsberettiget udgift i selskabet.

Der lægges vægt på, at det ikke er dokumenteret, at kontoret er indrettet på en sådan måde, at det afskærer Klagers muligheden anvendelse til private formål. Således tillægges den fremlagte kontrakt ikke betydning og er udtryk for en direkte tilknytning til Klagers erhverv. Derudover er det ikke selskabets hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid.

Lejen tilskrevet på mellemregningskontoret på 36.000 kr. årligt i perioden 2014-2017, er retteligt at beskatte som maskeret udbytte, jf. § 16 A, stk. 1.

Ad punkt 5) Klagers køb af ejendom fra eget selskab til underpris

Klager og selskabet er skattemæssigt interesseforbudne parter og alle transaktioner mellem parterne, er omfattet af armslængdeprincippet i ligningslovens § 2, stk. 1.

Alle transaktioner mellem parterne skal ske til almindelige handelspriser, og værdiansættelser skal ske som ved handel mellem uafhængige parter.

Hvis de sædvanlige markedsmekanismer og objektive prisfastsættelser træder ud af kraft, kan der statueres maskeret udlodning som i denne sag jf. ligningslovens § 16 A.

Det bemærkes, at handel af ejendom, der ikke sker til markedspriser, kan anses som en enkeltstående udlodning til eneanpartshaveren (Juridisk vejledning afsnit C.B.3.5.4.3)

Denne sag vedrører tillige for indkomståret 2015 om, der kan statueres maskeret udbytte for en del af den samlede overdragelsessum vedrørende køb af ejerlejligheden [adresse3], [by1]. Skattestyrelsens synspunkt er, at der skattemæssigt anses at være handlet til underpris.

Selskabet købte den 15. august 2013 ejerlejligheden, beliggende [adresse3], [by1], for 1.900.000 kr.

Selskabet har i årene 2013 og 2014 renoveret lejligheden for 142.152 kr. De afholdte opførsels- og forbedringsudgifter vedrørende køkkenelementer og hårde hvidevarer, renovering af badeværelse samt nye elinstallationer og montering heraf.

Klageren købte lejligheden af selskabet den 30. september 2015, med overtagelse samme dato, for 830.000 kr. Lejligheden blev ikke udbudt til salg på det frie ejendomsmarked.

Det kan ikke lægges til grund, at ejendommen blev anskaffet af selskabet som et investeringsobjekt, men blev erhvervet med formålet om at tjene som privat bolig for Klager. Ejendommen er endvidere ikke anvendt erhvervsmæssigt af selskabet, og Klageren overtog ejendommen i 2015 efter selskabets istandsættelse.

Differencen mellem den faktiske overdragelsessum på 830.000 kr., og selskabets samlede udgifter for ejendommen på 2.042.152 kr.

Skattestyrelsen fastholder, at Klager skal beskattes af maskeret udlodning med 1.212.152 kr. jf. ligningslovens § 16 A.”

Retsmødet

På retsmødet fastholdt repræsentanten de nedlagte påstande og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med tidligere indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse

Rådighedsbeskatning af boliger

Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 5, at en hovedanpartshaver som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 4, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en bil, en sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig til rådighed, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af godet tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til godet. Den skattepligtige værdi af en helårsbolig, der stilles til rådighed som led i et ansættelsesforhold, hvori den ansatte er direktør eller har anden væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, ansættes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 9.

En person anses bl.a. for hovedanpartshaver, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, hvis vedkommende ejer eller inden for de sidste fem år har ejet 25 % eller mere af anpartskapitalen, eller hvis vedkommende råder eller har rådet over mere end 50 % af stemmeværdien.

Klageren er som eneanpartshaver i selskabet omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, og ligningslovens § 16, stk. 9.

I overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse, finder Landsskatteretten, at klageren havde rådighed over lejlighederne [adresse3] og [adresse4], i de pågældende indkomstår hhv. 2013-2015 og 2015-2017.

Der er henset til, at selskabets anskaffelse af lejlighederne ikke ses forretningsmæssigt begrundet, da lejlighederne hverken har været udlejet eller anvendt af selskabet i øvrigt, og da det ikke kan anses for godtgjort, at lejlighederne er anskaffet som investeringsobjekter.

For ejendommen [adresse3], er der særligt lagt vægt på, at lejligheden anses for overdraget til underpris mellem selskabet og klageren, jf. punktet om overdragelse af lejlighed. Det er i den forbindelse uden betydning, at lejligheden ved selskabets køb havde væsentlige mangler, idet der afholdes opførsels- og forbedringsudgifter i nær tilknytning til erhvervelsen. Der henvises i den forbindelse til SKM2005.437LSR.

For ejendommen [adresse4], er der særligt lagt vægt på, at lejligheden blev solgt med et tab i 2018.

Der er yderligere lagt vægt på, at klageren har boet på adressen [adresse1]. siden 2001.

Herefter tiltrædes det, at beskatning af helårsboligerne sker i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 5, og at den skattepligtige værdi beregnes i medfør af ligningslovens § 16, stk. 9.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Udbytte

Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.

Bevisbyrden for, at der foreligger fradragsberettigede driftsomkostninger for selskabet, påhviler selskabet og klageren. Eftersom der er tale om interesseforbundne parter, er bevisbyrden skærpet. Hvis udgifter ikke anses for driftsomkostninger, er der en formodning for, at de er afholdt i klagerens interesse, og dermed må anses for udbytte til hende.

Selskabets afholdelse af udgifter

Selskabet har ifølge det oplyste afholdt udgifter på i alt 69.469 kr. i indkomstårene 2014-2017 til service, golfudstyr, livsstilsprodukter, vitrineskab og skammel, fladskærm og diverse.

Det er ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at de af selskabet afholdte udgifter til småanskaffelser, kontorartikler, reparation og vedligeholdelse, porto og fragt samt rengøring vedrører selskabets drift. Da udgifterne efter deres art herefter anses for private udgifter, anses de for afholdt i klagerens interesse.

Klageren skal dermed beskattes af i alt 69.469 kr. som maskeret udbytte, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Selskabets afholdes af udgifter til beklædning

Udgifter til beklædning anses som udgangspunkt som private udgifter, jf. SKM2010.549.HR.

Selskabet har ifølge det oplyste afholdt udgifter på i alt 56.774 kr. til beklædning i indkomstårene 2014-2017. Af selskabets konto 4323 – arbejdstøj, fremgår, at der har været tale om køb af tøj i almindelige modebutikker som [virksomhed28], [virksomhed15] med flere.

Klageren har oplyst, at posteringerne vedrørte arbejdstøj til tandlægeklinikken.

Der er ikke indsendt dokumentation til underbygning af den erhvervsmæssige anvendelse af beklædningen.

På det foreliggende grundlag lægges det derfor til grund, at der er tale om almindelig dagligdags beklædning, som ikke ligger udenfor, hvad klageren ville anskaffe privat. Der er ikke tale om specialfremstillet arbejdstøj eller lignende, og det kan ikke på foreliggende grundlag konstateres, hvorvidt tøjet har været påtrykt firmalogo. Der er yderligere henset til, at selskabet udelukkende har haft to ansatte, herunder klageren selv og hendes søster.

Landsskatteretten finder det ikke godtgjort, at afholdelsen af udgifter til beklædning har været i selskabets interesse.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Beskatning af lejeindtægt

Det findes ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at udgifterne til leje af kontoret er afholdt i selskabets interesse. Der er bl.a. henset til, at det ikke er dokumenteret at kontoret er indrettet på en sådan måde, at det har skiftet karakter og afskærer klagerens mulighed for privat anvendelse, at hjemmekontoret ikke bruges som hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid, og at kontoret udlejes mellem interesseforbundne parter. Repræsentantens oplysninger om selskabets pladsmangel og arbejdets art, fører ikke til et ændret resultat.

Der kan herefter ikke indrømmes nedslag i ejendomsvurderingen eller forholdsmæssige fradrag i omkostninger.

De på mellemregningskontoen tilskrevne beløb på 36.000 kr. årligt i perioden 2014-2017, anses tilgået klageren som maskeret udbytte, jf. § 16 A, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Overdragelse af lejlighed

Aftalen om overdragelse af ejendommen fra selskabet til klageren er en kontrolleret transaktion omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, idet klageren er direktør og eneejer af selskabet, jf. herved definitionen af bestemmende indflydelse i ligningslovens § 2, stk. 2.

Udgangspunktet er derfor, at ejendommen skal overdrages til handelsværdien, jf. ligningslovens § 2.

Dette udgangspunkt gælder ikke, hvis et selskab opfører eller forbedrer en ejendom til privat brug for hovedaktionæren under afholdelse af udgifter, der ikke modsvares af en tilsvarende forøgelse af ejendommens markedsværdi. Hvis selskabet i sammenhæng hermed sælger ejendommen til hovedaktionæren, skal ejendommens værdi ved dette salg opgøres til kostprisen, medmindre hovedaktionæren godtgør, at udgifterne er afholdt i selskabets interesse. Der henvises til SKM2007.153.HR., SKM2010.124.ØLR og SKM2009.472.BR.

Da markedsværdien af ejendommen som følge af den generelle prisudvikling ikke anses at være faldet, fra selskabet erhvervede ejendommen i 2013 til salget i 2015, anses udgifterne til opførsel og forbedringer ikke at modsvare en tilsvarende forøgelse af markedsværdien.

Ejendommen anses erhvervet med det formål at tjene som klagerens private bolig. Der er henset til, at ejendommen ikke er anvendt erhvervsmæssigt, og at klageren overtog ejendommen i 2015 efter selskabets istandsættelse i 2013 og 2014. Det kan ikke lægges til grund, at ejendommen blev anskaffet af selskabet som et investeringsobjekt.

Differencen mellem den faktiske overdragelsessum på 830.000 kr. og selskabets samlede udgifter for ejendommen på 2.042.152 kr. anses dermed for maskeret udlodning til klageren, jf. 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1., svarende til en udbyttebeskatning på 1.212.152 kr.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.