Kendelse af 06-02-2020 - indlagt i TaxCons database den 29-03-2020

Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om genoptagelse af indkomstansættelsen for 2014 og 2015

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren var i 2014 og 2015 ansat i [virksomhed1] A/S.

[virksomhed1] A/S har (oprindeligt) indberettet følgende:

ÅrLønPeriodeSkattefri rejse- og befordringsgodtgørelse

2014134.571 kr. 01.01.2014-31.12.201474.600 kr.

2015149.740 kr. 01.01.2015-31.12.201579.681 kr.

Den 22. februar 2017 bad klageren om ændring af sine skatteansættelser for indkomstårene 2013-2015.

Den 10. oktober 2017 traf SKAT afgørelse i sagen. Indkomståret 2013 blev ikke genoptaget. Ved afgørelsen blev de af arbejdsgiver indberettede/udbetalte skattefri befordringsgodtgørelser for 2014-2015 beskattet, fordi betingelserne for skattefrihed ikke var til stede, og befordringsfradraget efter ligningslovens § 9 C blev reguleret for disse år.

Ændringer gennemført ved afgørelse af 10. oktober 2017:Forhøjelse

2014 udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse til beskatning74.600 kr.

2015 udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse til beskatning79.681 kr.

Befordring LL § 9 CFratrukketGodkendt Ændring (forhøjelse)

201470.370 kr. 52.244 kr. 18.126 kr.

201559.856 kr. 53.183 kr. 6.673 kr.

Afgørelsen af 10. oktober 2017 blev ikke påklaget indenfor fristens udløb.

Det fremgår bl.a. af den indgåede provisionsaftale mellem klageren og [virksomhed1] A/S, at arbejdet består i salg af selskabets produkter til potentielle kunder (forhåndsgodkendt af foresatte), og at arbejdet udføres i hele Danmark. Der stilles ikke bil til rådighed. Der ydes kørselsgodtgørelse efter statens satser ud fra afleveret kørselsregnskab op til 20.000 km pr. km pr. år og maksimalt 1.667 kr. pr. måned. Det fremgår også, at kørselsregnskab skal afleveres senest d. 5. i efterfølgende måned. Øvrige rejseudgifter refunderes ikke af selskabet.

Efter det oplyste fremgår, at [person1], Direktør i [virksomhed1] A/S ved brev af 21. september 2017 har erklæret følgende: (ej vedlagt)

”På given foranledning skal jeg hermed erklære, at de månedlige kørselsafregninger og Mødeplaner/aftaler i perioden 01.01.2013 til dato har været i overensstemmelse med Bekendtgørelse om rejse – og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, således at befordringsgodtgørelse kan afregnes skattefrit og indberettes i rubrik 42.

Vor revisor Stataut. Revisor [person2] fra [virksomhed2] har ingen bemærkninger haft til afregning af skattefri befordringsgodtgørelse gennem perioden.”

Klageren har den 30. april 2018 bedt om genoptagelse af dine skatteansættelser for indkomstårene 2014 og 2015, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Som begrundelse er anført:

”(...)

Klageren har i forbindelse med anmodning om genoptagelse fremlagt følgende bilag:

Værkstedstregninger vedrørende sin bil Mercedes Benz C220 CDI registreringsnummer [reg.nr.1]:

Klageren har ligeledes fremlagt kørebog for 2014-2015 med oplysninger i kolonnerne: dato, start fra, kørt til, beskrivelse, kørte kilometer, akkumulerede kilometer og godtgørelse. Kolonnerne kilometertæller ved start og slut er ikke udfyldt.

Klageren har endvidere fremlagt en sammentællingen af kørselsregnskabet, hvoraf fremgår, at erhvervsmæssigt kørte kilometer i 2014 udgjorde 20.959 km og i 2015 22.770 km. Godtgørelsen er ud fra antallet af kilometer opgjort til 74.604 kr. for 2014 og 79.677 kr. for 2015.

Skattestyrelsenss afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2014 og 2015.

Som begrundelse anføres:

”(...)

Begrundelse

Vi finder det ikke sandsynliggjort/dokumenteret, at arbejdsgiveren forud for udbetalingstidspunktet/på udbetalingstidspunktet var i besiddelse af de oplysninger, som ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 2 skal danne grundlag for udbetalingen, og skal fremgå af bogføringsbilagene. Det er derfor vores opfattelse, at arbejdsgiver ikke forud for udbetalingen rent faktisk har opfyldt (og har kunnet) udøve sin kontrolforpligtigelse.

Det fremgår af provisionsaftalen, at selskabets udbetaling af skattefri godtgørelse sker på baggrund af kørselsregnskab(er), som du hver måned fremlægger.

Med udgangspunkt i provisionsaftalens bestemmelser og set ud fra sagsforløbet må det lægges til grund, at de oplysninger som forelå for arbejdsgiver på tidspunktet for udbetalingen af godtgørelserne i 2014 og 2015, var de oplysninger, som fremgik af den daværende kørebog, dvs. den kørebog, hvor adresseoplysningerne og oplysninger det erhvervsmæssige formål manglede.

Det er vores opfattelse, at den nu indsendte kørebog er en rekonstruktion, som er tilføjet yderligere oplysninger i forhold til, hvad der har været tilgængeligt på udbetalingstidspunktet.

Efterfølgende ”reparation” af kørebogsoplysningerne ændrer ikke på, at grundlaget forud for udbetalingen var ufuldstændigt.

Efter vores opfattelser har du ikke med indsendelse af fornyet kørselsregnskab løftet bevisbyrden for, at arbejdsgiver forud for udbetalingen var i besiddelse af tilstrækkeligt grundlag, jf. bekendtgørelsens § 2, og rent faktisk øvede den fornødne forudgående kontrol af, om betingelserne for skattefrihed var til stede, jf. SKM.2015.73.ØLR.

Erklæringen fra selskabets direktør kan ikke tillægges afgørende bevisværdi. Udtalelsen har karakter af en tilkendegivelse fra arbejdsgivers side om, at denne mener at have opfyldt sine forpligtigelser, men dokumenterer ikke, at grundlaget var tilstede herunder, at den fornødne kontrol faktisk blev udøvet. Tilsvarende betragtninger må anlægges i relation oplysningerne om, at selskabets revisors ikke havde bemærkninger til selskabets dokumentation for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse.

Vi finder anledning til at bemærke, at der er taget stilling til ovennævnte erklæring ved SKATs afgørelse af 10. oktober 2017, og at der således ikke er tale om nye oplysninger i forhold til grundlag afgørelsen er truffet på.

Der kan ikke støttes ret på SKM.2017.161.BR. I forhold til nærværende sag, er der den afgørende forskel, at bogføringsbilagene i højesteretssagen var fyldestgørende; grundlaget var til stede. Tvisten i sagen drejede sig således – i modsætning til nærværende sag - om arbejdsgiver inden udbetaling rent faktisk havde udøvet den fornødne kontrol med de enkelte kørsler og de anførte kilometer.

Vi mener fortsat, at arbejdsgiver har foretaget udbetalingen af godtgørelserne i 2014 og 2015 på baggrund af ufuldstændige oplysninger, og dermed uden udøvelse af tilstrækkelig kontrol med grundlaget/betingelserne, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og stk. 2. Forudsætningerne for at kunne udbetale godtgørelsen skattefri var ikke til stede, hvorfor det er med rette, at du er blevet beskattet af godtgørelserne.

Da der ikke med den indsendte anmodning af 30. april 2018 og tilhørende bilag er fremlagt oplysninger, der kan danne grundlag for en ændret skatteansættelse, er betingelserne for genoptagelse ikke opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og SKM.2013.136.BR.

Anmodningen om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2014 og 2015 med henblik på ændring af indkomstopgørelsen (tilbageførelse af den foretagne beskatning af godtgørelserne for 2014 og 2015) med deraf følgende konsekvenser kan derfor ikke imødekommes.

Vi mener ikke, at der med dine indsigelser og indsendte dokumentation er fremkommet oplysninger, der kan danne grundlag for en ændrede skatteansættelserne for 2014-2015.

Skattestyrelsen anfægter ikke, at oplysningerne om dit navn, adresse og CPR-nr. har været i selskabets besiddelse, ligesom selskabet har haft kendskab til din kundeportefølge og har haft adgang til din kalender.

Vi finder det fortsat ikke dokumenteret, at selskabet forud for udbetalingerne af kørselsgodtgørelserne for de pågældende år rent faktisk har gennemgået og sammenholdt oplysningerne fra kundekartotek (kundernes navne og adresser), oplysningerne fra din kalender om, hvilke kunder du skulle besøge og oplysningerne i dit kørselsregnskab.

Det bemærkes, at det fortsat ikke er dokumenteret, at de kørebøger, som blev afleveret til arbejdsgiver hver den 5. måneden indeholdt adresseoplysninger og oplysninger om formålet med kørslen.

For så vidt angår uddragene af din kalender bemærkes, at oplysningerne er meget sporadiske, der er anvendt forkortelser og stednavne. Det er ikke ud fra oplysningerne i kalenderen muligt at danne sig et fyldestgørende billede af, hvilke kunder du skulle besøge, og hvilken adresse du skulle køre til.

De indsendte fakturaer viser, at din arbejde har resulteret i salg af varer og understøtter, at du har besøgt de pågældende kunder, men er ikke egnet til at tjene til dokumentation for, at bogføringsbilagene har indeholdt oplysningerne i bekendtgørelsens § 2, stk. 2 og dermed, at disse har været til stede for ud for udbetalingen og rent faktisk har dannet grundlag for arbejdsgivers forudgående kontrol.

Skattestyrelsen anfægter ikke, at satsen er blevet rettet. Fejlen omkring satsen må karakteres som åbenbar, en fejl der let har ladet sig konstatere eftersom satsen figurer i højre hjørne på samtlige sider i kørebøgerne.

At arbejdsgiver har rettet satsen viser alene, at arbejdsgiver har iagttaget bekendtgørelsens § 2, stk. 2 nr. 6. Det dokumenter ikke, at kontrollen er udøvet på grundlag af de oplysninger, som bekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 1-4 og 7 kræver. Endsige, at bogføringsbilagene var til stede, og at arbejdsgiver således har kunnet og rent faktisk har udøvet sin kontrolforpligtigelse forud for udbetalingen.

Afgørelsen SKM.2018.240.LSR kan efter vores opfattelse ikke tillægges præjudikatsværdi i forhold til problemstillingen i nærværende sag. Tvisten i sagen vedrørte ikke bogføringsbilagene (grundlaget), men spørgsmålet om konstaterede enkeltstående (bagatelagtige) fejl, var tilstrækkeligt grundlag til at anse alle selskabets udbetalte godtgørelsesbeløb under et som skattepligtig løn. Der blev ikke taget stilling til den skattemæssige behandling af de enkelte medarbejdere (chauffører).

Vi finder afslutningsvis anledning til at bemærke, at retsmidlet mod en afgørelse, som man ikke er enig i, er klage. Klagemuligheden over SKATs afgørelse af 10. oktober 2017 blev ikke udnyttet. Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 hjemler alene adgang til genoptagelse, hvis der fremlægges oplysninger, der kan danne grundlag for en materiel ændring.

(...)”

Skattestyrelsen har yderligere udtalt:

”(...)

Der er ikke nye faktiske oplysninger i sagen

Revisor anfører, at der er foretaget stikprøvevis kontrol af bilagene, og at der ikke har kunnet konstateres væsentlige fejl. Det anføres også, at der ikke er udbetalt kørselsgodtgørelse mellem skatteyders hjem i [by1] og arbejdsgivers adresser i [by2] og [by3].

Efter vores opfattelse viser nedenstående eksempler, at oplysningerne i kørebøger er og har været mangelfulde/fejlbehæftede, hvilket understøtter, at arbejdsgiver ikke har ført den fornødne forudgående kontrol med grundlaget.

Afstanden mellem [adresse1], [by1] og selskabets daværende kontoradresse [adresse2], [by3] udgør ifølge www.krak.dk 77,9 km.

Den 21. januar 2015 er der ifølge kørebogen tilbagelagt følgende strækning; [adresse1], [by1], [hotel1] [adresse3], [by4], [adresse2], [by3]. Beskrivelse "Møde med [...], kontor/[person3]". Kørte kilometer er angivet med 172. Ifølge www.krak.dk udgør denne rute 84,4 km (eksklusivturen fra kontoret og hjem).

Den 24. januar 2015 er der tilsyneladende tilbagelagt samme strækning som ovenfor. Beskrivelse

"Seminar [...]". Antal kilometer er angivet til 92.

Den 24. marts 2015 er der kørt fra [adresse1], [by1] til [virksomhed3], [by5], [adresse2], [by3], [by1]. Formål "hente POS materiale". Kørte kilometer er angivet med 192. Ifølge www.krak.dk udgør ruten fra [adresse1] via [virksomhed3] [by5] til [adresse2], [by3] 81,2 km.

Den 28. februar 2014 er der kørt fra [adresse1], [by1] til [adresse4], [by6], [adresse2], [by3], [by1]. Beskrivelse "[person4], [...]". Kilometer 179.

Ifølge www.krak.dk udgør ruten 90,5 km.

(...)”

Skattestyrelsen har den 14. oktober 2019 fremsendt udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling, hvoraf følgende fremgår:

”I klagesagen har Skatteankestyrelsen i brev fra 2. oktober 2019 bedt Skattestyrelsen om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.

Følgende er indstillet:

Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

Klager var i 2014 og 2015 ansat i [virksomhed1] A/S. Af indgået provisionsaftale fremgår bl.a., at arbejdet består i salg af selskabets produkter til potentielle kunder (forhåndsgodkendte af foresatte), samt at arbejdet udføres i hele Danmark. Der stilles ikke bil til rådighed.

Grundet betingelserne for skattefri kørselsgodtgørelse ikke var opfyldt, traf SKAT den 10. oktober 2017 afgørelse om, at klager ikke var berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse. Det fandtes her ikke dokumenteret, at arbejdsgiveren forud for udbetalingstidspunktet var i besiddelse af de påkrævet oplysninger, der skal danne grundlag for kontrol af udbetalingen jf. bekendtgørelse nr. 172 af 13. marts 2000 § 2, stk. 1.

Afgørelsen af 10. oktober 2017 blev ikke påklaget indenfor fristens udløb.

Den 30. april 2018 anmodede klagers revisor om genoptagelse af indkomstårene 2014 og 2015.

I afgørelse af 1. maj 2019 nægtede Skattestyrelsen anmodningen om genoptagelse.

Efter Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kræves det for ændring af skatteansættelse, at klager fremlægger oplysninger af faktiske eller retlige karakter, der kan begrunde ændringen.

Klager har i forbindelse med anmodningen om genoptagelse fremlagt oplysninger i form af værkstedsregning, kørebog for 2014 og 2015 med oplysninger i kolonnerne: dato, start fra, kørt til, beskrivelse, kørte kilometer, akkumuleret kilometer og godtgørelse. Det fremgår, at kolonnerne kilometertæller ved start og slut ikke er udfyldt. Endvidere er der fremlagt en sammentælling af kørselsregnskabet.

Efterfølgende supplering af oplysningerne i kørebog findes ikke, at kunne begrunde ændring af klagers skatteansættelse. Indsendelse af fornyet kørselsregnskab påviser ikke, at arbejdsgiver forud for udbetalingerne var i besiddelse af tilstrækkeligt grundlag for udbetaling jf. bekendtgørelsens § 2, Oplysningerne påviser således ikke, at arbejdsgiver rent faktisk udøvede den fornødne forudgående kontrol af antallet af kørte kilometer jf. SKM.2015.73.ØLR. Det bemærkes yderligere, at det eftersendte kørselsregnskabet stadig ikke er fyldestgørende.

Såfremt der ikke fremlægges faktiske eller retlige oplysninger af en sådan karakter, at der er grundlag for at ændre skatteansættelserne, er der ikke grundlag for genoptagelse, jf. bl.a. SKM2014.183.ØLR og SKM2017.336.BR.

Da den indsendte dokumentation ikke fremkommer med oplysninger, der kan danne grundlag for at ændre klagers skatteansættelse for 2014-2015, kan Skattestyrelsen tilslutte sig Skatteankestyrelsens indstilling til, at klagers skatteansættelse ikke genoptages efter skatteforvaltningslovens § 26 stk. 2.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2014 og 2015.

Til støtte herfor er anført:

”(...)

1. Baggrund

Vores klient er i et almindelig ansættelsesforhold. Han har arbejdet, som sælger for [virksomhed1] A/S. [virksomhed1] A/S sælger sportsudstyr primært indenfor ketcher sport. Arbejdet har medført at vores klient har kørt rundt i landet for at sælge selskabets produkter til butikker, sportsklubber og til turneringer. Der stilles ikke bil til rådighed af arbejdsgiver. Arbejdsgiver yder kørselsgodtgørelse ifølge provisionsaftale. Der gives kilometergodtgørelse efter statens satser i henhold til afleveret kørselsregnskab op til 20.000 km pr. år. Svarende til at der skønnes at der køres indenfor 1.667 km. pr. måned. Kørselsregnskab afleveres den senest d. 5. i efterfølgende måned. Øvrige rejseudgifter refunderes ikke af selskabet.

Det er [virksomhed1] A/S som har instruktionsbeføjelserne over for vores klient og derfor dem der bestemmer, hvor vores klient skal køre hen. Det er ikke altid at der modtages ordrer, mange af kørslerne er konsulentbesøg og klubevents. Kørselsregnskaberne er kontrolleret af regnskabsansvarlige [person5]. Hun har ligeledes tilrettet eventuelle fejl i kørselsregnskaberne ved hendes gennemgang, så der er udbetalt korrekt kørselsgodtgørelse og ikke i alle tilfælde overensstemmelse med det indleverede kørselsregnskab. Kontrollen er foregået forud for udbetalingen. Ledelsen, bestående af direktør [person1], har ligeledes godkendt kørselsregnskaberne forud for udbetalingen, så kontrollen er sket i 2 led.

Kontrollen er baggrunden for at de indleverede kørselsregnskaber ikke altid har stemt overens med udbetalingerne af skattefri kørselsgodtgørelse. Satserne har generelt været forkerte på alle bilag og er rettet. Vi har konstateret at der eksempelvis ikke er modtaget kørselsgodtgørelse for tur d. 01.08.2015 til DM- kvalifikation på 84 km. Kørslen for 2014 er ligeledes korrigeret således at vores klient kun har fået udbetalt kørsel indtil km 20.000 ifølge provisionsaftalen.

Kørselsregnskaberne som oprindeligt er indleveret til SKAT af vores klient – og ikke undersøgt hos vores klients arbejdsgiver - indeholdt ikke cpr. nummer og hjemadresse, da dette er almindeligt kendt af selskabets ledelse og administration. Begge dele fremgår af selskabets løn og personale kartoteker.

Præcise adresser på kundebesøg manglede, men der var en beskrivelse af hvilke kunder, der besøges samt hvilken by der køres til, da vores klient for det meste kører rundt til de samme kunder. Vores klients arbejdsgiver kender adresserne på de steder han skal besøge, da det er dem der giver instrukser, hvor han skal køre hen.

Kundenavn og adresser er forkortet på de indsendte kørselsregnskaber og kan stemmes af med kundekartoteket og deraf også formålet med kørslen, som i alle tilfælde er salg af selskabets varer. Eksempelvis er ”[klub1]” forkortet til ”[klub1]”.

Statsautoriseret revisor [person2] fra [virksomhed2], har ligeledes revideret selskabets årsregnskab og afgivet revisorerklæring. Under revisionen har revisor ikke haft bemærkninger til kørselsregnskaber og afregning heraf. Vi vedlægger årsregnskab som dokumentation se bilag 7.

SKAT har i afgørelsen af 10. oktober 2017 forhøjet vores klient med de påklagede beløb. Vores klient påklagede 8 dage for sent i forhold til den oprindelige klagefrist.

Vores klient valgte efterfølgende efter nærmere overvejelser at søge om en genoptagelse af sin skatteansættelse jf. §26 stk. 2. Genoptagelses anmodningen er indsendt den 30. april 2018.

I forbindelse med genoptagelsesanmodningen bad vi vores klient om at supplere de indsendte kørselsrapporter med kundernes rigtige adresser så vi kunne kontrollere dem, se bilag 4. Vi har ved stikprøver sammenholdt de indsendte kørselsbilag til kundernes faktiske adresser og vores klients kalender. Denne kontrol har ikke givet anledning til ændringer af udbetalingerne. Se kalender bilag 8 og sammentælling bilag 3.

Vi har indsendt værkstedsregninger, som dokumentation for at vores klient faktisk har kørt de indsendte kilometer. Se bilag 5

Vi har indsendt eksempler på fakturaer, der beviser at vores klient har udført salg for de visse kunder. Se bilag 6

2.SKATs begrundelse og påstand

SKAT anser ikke betingelserne for opfyldt til at udbetale skattefri kørselsgodtgørelse. Deres påstand kan opsummeres med følgende:

SKAT mener heller ikke betingelserne for genoptagelse er opfyldt jf. SFL §26 stk. 2, da der ikke er indsendt materielt retligt grundlag for en genoptagelse. SKAT mener, at vores efterfølgende indsendelse af dokumentation - der påviser at kravene er opfyldt - er en ”rekonstruktion” eller ”reparation”. Jf. SKM.2013.136.BR

Det bemærkes, at SKAT ikke har anfægtet om vores klient har kørt de faktiske kilometer og vedkender at han har besøgt de nævnte kunder. SKAT skriver det som om at det er vores klients kunder, men det er jo selskabets kunder.

De har blot anfægtet, at oplysningerne på de indsendte kørselsregnskaber ikke opfyldte de formelle krav som bogføringsbilag jf. bekendtgørelsen. SKAT mener, derfor ikke at vores klient har løftet bevisbyrden for at hans arbejdsgiver har kunnet kontrollere eller har kontrolleret kørselsbilagene.

3. Vores begrundelse og vurdering

Det er vores opfattelse at arbejdsgiveren har haft de nødvendige oplysninger til at kontrollere bilagene, samt at de også har kontrolleret dem.

SKAT har ikke kontrolleret bilagsmaterialet hos arbejdsgiveren, men har alene bygget deres påstand på bilag som SKAT har indhentet hos vor klient.

Der er tale om et ansættelsesforhold imellem uafhængige parter. Der gælder således ikke en skærpet bevisbyrde, som der gælder for hovedaktionærer eller nærtstående hertil som i SKM2013.136.BR og SKM.2015.73.ØLR. Det må derfor formodes, at arbejdsgiver har kontrolleret betingelserne er opfyldt forud for udbetalingen. Herudover er det dokumenteret, at arbejdsgiver har rettet i beløbene i forhold til de indsendte kørselsbilag. Det er derfor dokumenteret eller mindst sandsynliggjort at arbejdsgiver rent faktisk har kontrolleret bilagene.

Vi har ved stikprøver kontrolleret bilagene og har ikke kunnet konstatere væsentlige fejl. Kontrollen er sket ved, at vi har bedt vores klient om at udfylde de eksakte adresser i hans kørselsregnskab. Herunder antallet af gange han er kørt imellem sit hjem og sin arbejdsgiver, således at vi kan kontrollere, om det opfylder kravet om 60 dages reglen. Vores klient har ikke fået udbetalt godtgørelse for turene imellem sit hjem og hans arbejdsgivers adresser i [by2] og [by3]. 60 dages reglen er derfor overholdt.

Vi har fået en udtalelse fra [virksomhed1] Direktør [person1], hvor han bekræfter, at kravene til udbetalinger er opfyldt jf. bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Herunder at kørselsbilagene er kontrolleret af arbejdsgiver ved dels at være kontrolleret af den regnskabsansvarlige [person5] og dels af ham selv. Herudover har selskabets revisor [person2] fra [virksomhed2] ikke haft bemærkninger til afregningen af kørselsgodtgørelse igennem perioden.

Det fremgår ikke af bekendtgørelsen at kontrollen skal ske hver måned, blot at der foretages kontrol. Det fremgår af bekendtgørelsen, at der kan ske en forud betaling af kørselsgodtgørelse. En sådan udbetaling kan pr. definition ikke kontrolleres for de kørte kilometer forud for udbetalingen. Man kan dog godt kontrollere selve grundlaget, dvs. om modtager er berettiget til udbetalinger jf. LL§ 9B.

Forudbetalinger kan dog kun foretages under forudsætning om at den endelige opgørelse og afregning er foretaget måneden efter bekendtgørelsens §2 stk. 5. Der er dog ikke tale om en forudbetaling i vores tilfælde.

Fortolkningen om at rejse-og befordringsgodtgørelse skal kontrolleres forud for udbetalingen fremgår af Højesteretsdommene SKM2007.247.HR og SKM2009.430.HR. I disse domme var det dog bevist at arbejdsgiver ikke konkret havde ført kontrol med udbetalingerne.

I SKM2007.247.HR havde arbejdsgiver udbetalt et højere beløb end satsen for skattefri rejsegodtgørelse og indeholdt A-skat af udbetalingerne og selv bedt arbejdstagerne om at tilbagesøge skatten hos de lokale skattemyndigheder. Arbejdsgiver havde altså konkret ikke ført kontrol med bilagene, men blot ladet det op til arbejdstagerne at søge pengene retur hos de lokale skattemyndigheder.

I SKM2009.430.HR havde en ulønnet bestyrelsesformand og hovedaktionær i det udbetalende selskab fået udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse. Der ligges her vægt i afgørelsen på at på grund af interessefællesskab mellem skatteyderen og ledelsens stilles skærpede krav.

Kørslen omhandlede 18.198 km. Skatteyder fremlagde et rekonstrueret kørselsregnskab, som viste, at han var berettiget til 4 bestyrelsesmøder svarende til 755 km. Dagældende LL§9B stk. 4. hjelmede til adgang til at udbetale skattefri kørselsgodtgørelse til ulønnede bestyrelsesmedlemmer, hvorimod LL §9B ellers kun hjelmede muligheder for at udbetale skattefri kørselsgodtgørelse for lønmodtagere.

Skatteministeriet anerkendte, at der var foretaget 4 kørsler til bestyrelsesmøder, men mente ikke der var udført kontrol forud for udbetalingen. Højesteret anså altså ikke kravet om forudgående kontrol som opfyldt, fordi de fremlagte oplysninger først var fremkommet under domstolene. Selskabet havde kun kontrolleret om arbejdsgiveren havde udført erhvervsmæssig kørsel, men ikke at det vedrørte bestyrelsesmøder. Hele den skattefrie kørselsgodtgørelse blev altså anset for skattepligtig.

Med forudgående kontrol menes der her selve forudsætningen for, at der kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse jf. LL § 9B.

Bekendtgørelsen §2

Det er vor opfattelse, at vor klients arbejdsgiver har haft de fornødne oplysninger til at udøve kontrollen forud for udbetalingen af skattefri kørselsgodtgørelse, som krævet, jf. nedenfor:

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 2 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13.03.2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

Ad 1) dette forefindes i selskabets lønsystem/kartotek. SKAT anfægter ikke at selskabet har været i besiddelse af disse oplysninger

Ad 2) Vor klient er ansat som provisionslønnet sælger af selskabets produkter. Alle rejser sker med det formål at sælge selskabets produkter, som ligeledes er grundlag for vor klients aflønning. Det er selskabet der instruerer vores klient i hvor han skal køre hen.

Der er ikke udbetalt kørselsgodtgørelse imellem hjem i [by1] og selskabets arbejdspladser i [by2] og i [by3]. Vores klient har under beskrivelse beskrevet, hvem han har besøgt. Vores klients arbejdsgiver kender formålet med besøgene og har kunnet kontrollere at disse ture havde til formål at sælge deres produkter. Ligeledes har de registreret salg på de pågældende adresser. Det bemærkes, at SKAT ikke har anfægtet, at selskabet har haft adgang til selskabets egen kundeportefølje – og ikke vor klients kundeportefølje, som påstået af SKAT - således at de kunne kontrollere om formålene var erhvervsmæssige.

Ad 3) Dette fremgår dels af både kørselsbilag (bilag 3), vor klients kalender/dagbog (bilag 8), hvor møderne indlægges på aftaletidspunktet forud for den erhvervsmæssige kørsel og som vor klients arbejdsgiver har elektronisk adgang til. Derudover fremgår de samme datoer og mødesteder af kørselsrapporten. Det sker, at der kommer ændringer i kørslen på grund af begivenheder, der sker mellem aftale tidspunktet og kørsel. Dette ses af kørselsrapporten, som viser den faktiske kørsel. Vor klients arbejdsgiver har således fuld indsigt i, hvor vor klient kører hver dag og kan således kontrollere kørselsrapporten ved afstemning til kalenderen og derudover de opnåede resultater, som er dokumenteret ved medfølgende eksempler på ordre/følgesedler. Se bilag 6.

Ad 4) Kundernes og adresser fremgår som nævnt i sleskabets kundekartotek. Hvis der er tale om flere møder på samme dag fremgår dette af vor klients kalender/dagbog, se under punkt 3.

Ad 5) Dette fremgår dels af kørselsrapport ligesom vor klients arbejdsgiver kender alle nøjagtige adresser på alle forretningsforbindelser, da disse findes i selskabets kunderegister. Således har vor klients arbejdsgiver haft mulighed for kontrol at de kørte kilometer, ligesom arbejdsgiver ikke har incitament til at betale kørselsgodtgørelse, som selskabet ikke er forpligtet til at betale. Der er ikke tale om et interessefælleskab. Der er således formodning for, at arbejdsgiveren – som bekræftet af selskabets ledelse - også har kontrolleret om de indsendte oplysninger er korrekte.

6.De anvendte satser

Ad 6) De anvendte satser er kontrolleret af selskabets regnskabsansvarlige [person5], som ligeledes har kontrolleret kørselsregnskabet og således tilrettet denne, så vor klient har fået udbetalt korrekt kørselsgodtgørelse - og ikke i alle tilfælde i overensstemmelse med det indleverede kørselsregnskab. Denne kontrol er foregået forud for udbetalingen, men efter ledelsens kontrol. Således er arbejdsgiverkontrollen foregået i to led før udbetalingen. Denne kontrol er årsag til at fejl bevisligt er rettet før udbetalingen er sket.

7..Beregning af befordringsgodtgørelsen

Ad 7) Denne er kontrolleret af selskabets regnskabsansvarlige [person5]. Det er baggrunden for, at selskabets indberetning, jf. vedlagte sammentælling, jf. bilag 3 ikke stemmer helt overens med vor klients afleverede kørselsregnskab.

Det fremgår af SKATs vejledning at:

”Det er således ikke en betingelse for godkendelse af skattefri befordringsgodtgørelse, at der foreligger et egentligt kørselsregnskab, men der stilles krav om, at udbetalingerne, og dermed de kørte erhvervsmæssige kilometer, kan kontrolleres.”

Betingelsen om at de erhvervsmæssige kilometer kan kontrolleres er fuldt ud opfyldt, se ovenfor.

Vi har under ovenstående punkter 1 – 7 redegjort for, at der har været tale om en forudgående kontrol og at de erhvervsmæssige kilometer kan kontrolleres.

SKAT henviser til nedenstående afgørelse med skærpet bevisbyrde:

”Der er som følge af dette interessefællesskab skærpede krav til dokumentationen for, at betingelserne for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt, jf. f.eks.

SKM2015.73.ØLR.”

Vor klient er ikke omfattet af skærpet bevisbyrde, da han ikke er hovedaktionær og at der heller ikke er anden form for interessesammenfald. Der er ikke incitament for selskabets ledelse til at udbetale uberettiget skattefri kørselsgodtgørelse.

Vi henviser til SKM 2018.240, hvor Landsskatteretten konkluderer, at arbejdsgiver har udført tilstrækkelig kontrol med udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, selv om der var konstateret bagatel agtige fejl. Blandt disse fejl var:

Landsskatteretten bemærkede at hver enkelt bilag i sig selv ikke overholdte betingelser som er angivet i jf. §1 og §2 i bekendtgørelsen. Den fremlagte dokumentation angiver eksempelvis ikke modtagers navn, adresse og CPR-nr., rejsens erhvervsmæssige formål, de anvendte satser og beregningen af godtgørelsen. Dokumentationen i sin helhed ansås dog at opfylde betingelserne.

Det blev konstateret, at der ligger uoverensstemmelser imellem den faktiske udbetaling af rejsegodtgørelse og rejsetimerne. Der er således udbetalt et større beløb end, hvad der er angivet af rejsetimer for chaufførerne. Fejlene udgør 0,2 % ifølge det oplyste. Landsretten vurderer derfor, at der er udført effektiv kontrol i forbindelse med udbetalingen.

I vores tilfælde er der ligeledes bevisligt ført kontrol, som har medført en korrektion i forhold til indberetning og udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse i forhold til vor klients egen opgørelse. Dette er i sig selv bevis for at der kan føres kontrol og at denne også er udført forud for udbetalingen.

Afslutningsvist skal vi pointere, at der ikke er tale om en rekonstruktion af kørebogen. Der er alene tale om en sammenføring af oplysninger (præsentation) fra de forskellige systemer hos arbejdsgiveren, så SKAT kan se, at arbejdsgiveren har den fornødne dokumentation herfor forud for udbetalingstidspunktet.

En rekonstruktion ville formentlig medføre ændringer i rapporteringen. Dette er der ikke tale om her, da al kontrol er sket forud for udbetalingen af vores klients arbejdsgiver.

Til slut er vi ikke enige i, at en udtalelse fra en uafhængig arbejdsgiver ikke skal tillægges værdi.

Herudover kan vi fremlægge selskabets årsrapport, som er revideret (revisionserklæring med sikkerhed) af [virksomhed2] statsautoriseret revisionspartnerselskab ved statsautoriseret revisor [person2]. Hvis der er sket udbetaling af skattepligtig kørselsgodtgørelse i selskabet, er revisor pligtig til at anføre dette som en supplerende oplysning i årsrapporten, i det en overtrædelse af kildeskatteloven kan medføre strafansvar for selskabets ledelse. Dette er ikke sket ligesom revisor har udtalt, at han ikke har haft bemærkninger til dette område.

4.Sammenfatning

Der er ikke lovkrav om en bestemt skemapligt til indsendelse af kørselsbilag. Vores klient har brugt forkortelser for de steder han har været, og arbejdsgiver kan identificere kunderne og deres adresser ud fra disse forkortelser. De kunder som han besøger, er for det meste de samme.

Arbejdsgiver kender de kunder vores klient har besøgt, har givet instruktionsbeføjelserne og har også konstateret efterfølgende salg hos de pågældende kunder. Alle rejser sker med henblik på salg af selskabets produkter. Arbejdsgiver har rettet i kørselsbilagene. Det må derfor formodes at de også har kontrolleret bilagene og de kørte kilometer. Herudover kan arbejdsgiver sammenholde dato på kørselsbilagene til vores klients kalender som de har elektronisk adgang til.

Arbejdsgiver har vedkendt at de opfylder betingelserne for at udbetale skattefri kørselsgodtgørelse jf. bekendtgørelsen herunder at de har de fornødne oplysninger og at de har kontrolleret dem hver måned forud for udbetalingen.

Selskabets revisor har ikke haft bemærkninger til kørselsbilagene jf. selskabets årsrapport. Ligeledes har vi også som uafhængig revisor lavet stikprøvekontrol af bilagene og ikke fundet fejl i udbetalingerne.

At de indsendte kørselsbilag til arbejdsgiver ikke indeholdte præcise adresser og formål må anses som en bagatelagtig fejl i lighed med skm.2018.240.LSR

Vi mener også at SKAT i sin skrivelse har anerkendt at selskabet har haft de fornødne oplysninger på trods af de påstår det modsatte. De har anerkendt selskabet har

SKAT har ikke anfægtet nogle rejser ikke skulle være erhvervsmæssige og de anerkender at fakturaer med salg kan føres som bevis for at vores klient har besøgt de pågældende kunder dog kun bagudrettet.

Det er vores opfattelse, at den forudgående kontrol, der skal udføres, er med henblik på at sikre, at selve forudsætningen for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse er overholdt, jf. LL §9B og jf. SKM2007.247.HR og skm2009.430.HR. Det menes således ikke de specifikke krav til dokumentation, jf. bekendtgørelsen §2.

Samlet set må det således konkluderes, at arbejdsgiver i vor klients tilfælde har haft de nødvendige oplysninger til at udføre den forudgående kontrol samt den specifikke dokumentation for efterfølgende kontrol.

Det er vores vurdering, at det ikke er vores klients ansvar at påvise om arbejdsgiver rent faktisk har kontrolleret bilagene, men alene at dokumentere, at han opfylder forudsætningerne for at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, samt han har kørt de kørte kilometer. På trods heraf har vi ført bevis for, at arbejdsgiver har modtaget de nødvendige oplysninger og kontrolleret dem. Dette er blandt andet bevist ved, at arbejdsgiver har rettet i bilagene før udbetalingen, er sket. Arbejdsgiver har herudover udtalt, at han har kontrolleret oplysningerne. Der er ikke interessesammenfald, der skulle give arbejdsgiver incitament til at udbetale mere kørselsgodtgørelse end nødvendigt, ligesom vor klient således heller ikke er omfattet af skærpet bevisbyrde. Vores kontrol har ikke medført ændringer til udbetalingerne. Det må således udledes at arbejdsgiver har ført den fornødne kontrol.

Det er vor opfattelse, at vi har fremlagt dokumentation for at det materielt retlige grundlag for SKATs afgørelse af 10. oktober er forkert. Således at vi opfylder betingelserne for

genoptagelse jf. SFL § 26 stk.

(...)”.

Klagerens repræsentant har endvidere fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:

” Der er tale om en genoptagelsessag efter SFL §26 stk. 2, hvorefter vor klient har

retskrav på genoptagelse af skatteansættelsen for 2014 og 2015, hvis vor klient

kan fremlægge oplysninger, der kan begrunde ændringen.

Skattestyrelsen bemærker, at der ikke er nye oplysninger i sagen.

Det er tilstrækkeligt, at vor klient med de fremlagte oplysninger sandsynliggør, at

ansættelsen ville være blevet anderledes, hvis oplysninger havde foreligget, da

ansættelsen blev foretaget, jf. Juridisk vejledning A.A.8.2.1.2.2.

Da SKAT traf afgørelse i sagen har SKAT alene haft oplysninger til rådighed,

som var indhentet hos vores klient.

Der har således ikke været tale om at SKAT hos vor klients arbejdsgiver har

foretaget kontrol af arbejdsgiverens handlinger og kontroller af medarbejdernes

kørselsregnskaber.

Vor klient har i forbindelse med anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen

forsynet SKAT med de oplysninger, som arbejdsgiveren havde ved kontrollen og

udbetalingstidspunktet. Disse oplysninger fik SKAT ikke ved at indhente

kørselsregnskab direkte fra vores klient i forbindelse med ændring af

skatteansættelsen. Således er SKAT i forbindelse med genoptagelsesanmodningen

blevet forsynet med de manglende nye oplysninger.

Derudover har vi påvist, at arbejdsgiver ved sin kontrol har korrigeret i

kørselsregnskabet og udbetalt kørselsgodtgørelse i overensstemmelse med

reglerne, se bilag 3 i klagen og vedlagt denne skrivelse. Det ses f.eks. heraf at

arbejdsgiver den 1/8-2015 ikke har godkendt 84 km som godtgørelsesberettiget.

Vor klient har for den pågældende måned anmodet om godtgørelse for 2.361 km,

men arbejdsgiver har alene udbetalt 2.277 km. Derudover har vi påvist, at

arbejdsgiveren for hele 2015 har efterregnet kørselsgodtgørelsen og udbetalt til de

korrekte satser. Vor klient har i sit regnskab anvendt forkerte satser.

Dette må være et klart bevis på, at arbejdsgiver fører kontrol med

kørselsregnskaberne før udbetaling finder sted.

Skattestyrelsen oplyser, at de har fundet mangelfulde/fejlbehæftede oplysninger i

kørselsregnskabet.

Skattestyrelsen udtaget 4 eksempler, hvor de mener, at der er fejl eller mangler i

kørselsregnskabet.

Vi kan oplyse, at Skattestyrelsen har taget udgangspunkt i KRAK og vor klient

har i kørselsregnskabet indført antal faktiske kørte kilometer beregnet efter

bilens kilometertæller. Det betyder, at de faktiske kilometer afhænger af den vej,

som vor klient faktisk har kørt og stemmer derfor ikke nøjagtig med KRAKs

vejledende kilometer.

Vi bemærker igen, at vi har gjort gældende at vor klient ikke er omfattet af regler

om skærpet bevisbyrde, som gælder for hovedaktionærer eller nærtstående.

Tværtimod kan skattemyndighederne ikke pålægge vor klient bevisbyrden for, at

påvise, hvorvidt vor klients arbejdsgiver fører behørig kontrol med

medarbejdernes kørselsregnskaber.

Derudover har vi oplyst, at vor klient ikke har anmodet om skattefri

kilometergodtgørelse for kørsel direkte fra hjemmet til hans normale arbejdsplads

og tilbage igen, selv om kørslen overholder 60 dages reglen. Derfor kan

Skattestyrelsen ikke finde en anmodning om kilometerpenge for en kørt strækning

på 77,9 km, svarende KRAKs til kørsel direkte fra hjemmet til kontoret i [by3].

Vi har følgende bemærkninger til de 4 eksempler, som Skattestyrelsen har udtaget

til kontrol i skrivelse af 18/7-2019:

21/1-2015:

Tilbagelagt strækning erhvervsmæssige kilometer 172 km. SKAT har via KRAK

fundet at strækningen skulle udgøre 84,4 x 2 i alt 168,8 km. En difference på 3,2

km i forhold til vores klient faktiske kørte kilometer.

Forholdet er det, at vor klient ikke anmoder om kilometergodtgørelse, hvis han

kører direkte hjem. Da vor klient ofte tager varer med til kunder på vejen hjem fra

[by3], så bliver den kørte strækning lidt anderledes end hvis han kører direkte

hjem. I de tilfælde, at han kører forbi en kunde med varer eller materialer på vej

hjem, så skriver han de faktiske kørte kilometer på. Dette godkendes endvidere af

arbejdsgiveren.

Når vor klient kører ud og hjem kører han ikke altid de samme strækninger. Dette

skyldes, at han ofte har et arbejdsmæssigt ærinde på vej ud eller på vej hjem. I de

tilfælde hvor han blot er kort forbi med varer eller materialer og ikke har opholdt

sig hos kunden til et møde eller lignende, så er han blot kørt videre og har skrevet

hele strækningen på under et.

Dette er forklaringen på, at den kørte strækning kan variere. I dette eksempel

drejer det sig om 3,2 km i forhold til KRAK, hvilket må anses for OK.

Strækningen er endvidere berettiget til kørselsgodtgørelse uden stop på vejen

hjem, da vor klient opfylder 60 dages reglen for kørsel mellem hjem og arbejde.

24/1- 2015

Skattestyrelsen mener, at vor klient efter beskrivelsen i kørselsregnskabet skulle

have kørt samme strækning, som den 21/1-2015. Vor klient har haft et eller flere

forretningsærinder på vej til/fra mødet på [hotel1]. Der er tale om ekstra

kørsel på ca. 7,6 km som følge af disse forretningsmæssige ærinder. Vor klient

støtter igen ret på de faktiske kørte kilometer, jf. bilens kilometertæller. SKAT kan

ikke kun godkende opgjorte kilometer i henhold til KRAKs vejviser.

Vor klient kan ikke huske, hvilket ærinde der var tale om - ligesom han ikke kan

huske om han af trafikmæssige årsager har være nødsaget til at køre en omvej

frem til møde stede på [hotel1] og videre til [by3]. Ofte må vor klient køre

ad omveje som følge af tæt trafik og kø i myldretiden.

Det er vor opfattelse, at denne strækning retsmæssig kan godkendes af

arbejdsgiver, hvilket også er sket.

Der er ikke den dag anmodet om skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel hjem igen.

Dette sker kun, når vor klient har ærinder på vejen hjem. Uanset om der har været

stop med ærinder på vejen hjem hos en kunde eller ikke ville strækningen være

berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse, som følge af 60 dages reglen.

8 2015

Det er oplyst, at vor klient har hentet POS materiale. Vor klient har kørt fra

[adresse1] i [by1] til møde i [by5], hvorefter han er kørt til kontoret i

[by3] for at hente POS Materiale. Dette materiale blev afleveret i

[by7]/[by2] på vejen hjem. Det er således igen tale om ærindekørsel på

vejen hjem, hvorfor dagens kilometer i alt 192 km er opgjort samlet for hele

dagens kørsel. Heraf har vor klient kørt ca. 30 km som følge af at han skulle

aflevere POS Materiale i forbindelse med turneringer til to klubber.

28/2-2014

Vor klient var til møde hos [person4] på [adresse4] i [by6] - før han kørte

til kontoret i [by3]. Vor klient har samlet kørt 179 km den dag inkl. returkørsel.

SKAT har beregnet 90,5 hver vej. Vi kan oplyse, at vor klient har kørt

ærindekørsel, som ofte er udbringning af varer til en klub på vejen hjem. Vor

klient anmoder ikke om kørselsgodtgørelse for kørsel direkte hjem. Kun i tilfælde,

at der er kørt et forretningsmæssigt ærinde på vej hjem har han anmodet om

kørepenge, som i dette tilfælde.

Konklusion:

Det er sandsynliggjort, at vor klient har ret til skattefri kørselsgodtgørelse for de af

arbejdsgiver udbetalte kørepenge. Dette gælder også strækninger fra kontoret og

hjem – uanset – om han har haft erhvervsmæssige ærinder på vej hjem.

Det er sandsynliggjort, at arbejdsgiver har ført den fornødne kontrol inden

udbetalingen.

Skat kan ikke pålægge vor klient bevisbyrden for, at vor klients arbejdsgiver har

ført kontrol med kørselsregnskabet.

Skattestyrelsen beregner kørte kilometer efter krak.dk. Vor klient kan støtte ret på

kørte erhvervsmæssige kilometer i henhold faktiske kørte kilometer til bilens

kilometertæller (faktisk kørsel).

Uanset hvordan man vender og drejer kørselsregnskabet, så må de af SKAT

påviste mangler ved kørselsregnskabet for erhvervsmæssig kørsel primært på vej

hjem kunne anses for bagatelagtige fejl, hvis der overhovedet kan være tale om

fejl, jf. SKM 2018.240 LSR.

Således opfylder vor klient forudsætninger for genoptagelse efter SFL§ 26 stk. 2.”

Klageren s repræsentant har den 1. oktober 2019 fremsendt følgende bemærkninger til sagsfremstilling:

”Vi er enige med Skatteankestyrelsen i, at vores klient har retskrav på genoptagelse af skatteansættelsen, hvis der fremlægges retlige eller faktiske oplysninger, der kan begrunde en ændring, jf. skatteforvaltningsloven §26 stk. 2.

Vi har på vegne af vores klient i forbindelse med anmodning om genoptagelse fremlagt oplysninger, som dokumenterer, at vores klients arbejdsgiver har haft tilstrækkelige oplysninger til at kunne kontrollere om betingelserne for skattefri godtgørelse er opfyldt.

Vi har punkt for punkt i vores klage redegjort for, hvorledes arbejdsgiveren har kunnet udføre kontrollen, se side 11/20 i sagsfremstillingen og forslag til afgørelse.

Det er ikke et krav for genoptagelse at fremlægge nye oplysninger. Vi har dog suppleret med en række nye oplysninger, som yderligere skulle kunne danne grundlag for, at vores klient har været berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse.

Vi vedlægger samtlige kørselsbilag for 2015, som vi netop har rekvireret fra vores klients arbejdsgiver. Disse er ikke tidligere fremlagt i sagen. SKAT har heller ikke udført kontrol hos arbejdsgiver. Vi har alene tidligere vist eksempler på afvigelser i udbetalingen i forhold til [person6] egne opgørelser, som i sin tid er indsendt til SKAT. Der er som eksempel tale om kilometer, som arbejdsgiveren ikke har godkendt og derudover har vores klients arbejdsgiver rettet kilometersatsen, som har været forkert.

Vi har således fremlagt eksempler på, at arbejdsgiveren har korrigeret det af vores klient, indsendte kørselsregnskab. Dette dokumenterer i sig selv, at vores klients arbejdsgiver har kontrolleret kørselsregnskabet. Der er ikke krav om, at kontrollen hos arbejdsgiver skal medføre, at der findes et bestemt antal fejl eller at fejlene skal være væsentlige. Blot at arbejdsgiveren har de nødvendige oplysninger til at kunne kontrollere kørselsregnskabet.

Der er ikke lovkrav om, at oplysningerne skal fremgå af et bestemt skema. Blot at arbejdsgiver har de nødvendige oplysninger for at kunne udføre kontrollen.

Af Skattestyrelsen hjemmeside er nedenstående oplyst vedrørende krav om dokumentation:

”Krav om dokumentation

Udbetalingen af skattefri godtgørelse og arbejdsgiverens kontrol skal være ordentligt dokumenteret.

Dokumentation forudsætter, at de nævnte oplysninger fremgår af arbejdsgiverens bogføringsbilag og er synligt kontrolleret af arbejdsgiveren, for eksempel i form af underskrift, stempel eller fejlrettelse.

Der er ikke krav om, at man bruger en bestemt blanket, men det kan være en fordel at bruge den samme systematik fra gang til gang.”

Vi skal her bemærke, at synlige tegn på kontrol er, at arbejdsgiveren har rettet i udbetalingsbilaget, hvilket er sket for vores klient. Dokumentation er fremlagt under genoptagelsessagen, som nye oplysninger.

Skatteankestyrelsen anfører, at

”Landsskatteretten bemærker, at det følger af retspraksis, at det er modtageren af godtgørelsen, som har bevisbyrden for, at betingelserne for skattefri udbetaling er opfyldt, jf. SKM 2013.136BR.”

Vi er ikke enige i denne byretsdom kan anvendes som retsgrundlag i vores sag, da Dommen vedrører en skatteyder, som var ægtefælle til en hovedanpartshaver og således er omfattet af skærpet bevisbyrde.

Én almindelig lønmodtager er ikke omfattet af skærpet bevisbyrde for så vidt angår arbejdsgiverens kontrol af kørselsbilag.

Det vil være vidtgående praksis, hvis det kan kræves af alle lønmodtagere, at de skal fremlægge bevis for, at deres arbejdsgiver overholder de krav der stilles af skattemyndighederne til kontrol af arbejdsgiverens bilagsdokumentation. Denne kontrol kan en lønmodtager ikke have bevisbyrden for.

Hverken Skattestyrelsen eller Skatteankestyrelsen har fremlagt retsgrundlag for, at vores klient har bevisbyrden for hans arbejdsgivers kontrol.

Lønmodtageren kan alene have bevisbyrden for, at denne leverer de nødvendige oplysninger til arbejdsgiveren således, at arbejdsgiveren kan udføre den, lovkrævede kontrol.

Som bevis for at vores klients arbejdsgiver har modtaget de nødvendige oplysninger har vi fremlagt kørselsregnskab, som oprindeligt er indsendt af vores klient til skattestyrelsen og derefter har vi fremlagt oplysninger om, hvor arbejdsgiveren har de relevante oplysninger og derudover har vi supplerende fremlagt dokumentation for rettelser, som er foretaget af vores klients arbejdsgiver.

Skatteankestyrelsen skriver:

”Det forhold, at arbejdsgiveren, efter det oplyste, allerede var bekendt med de fornødne yderligere oplysninger på udbetalingstidspunktet, kan ikke føre til et andet resultat.”

Vi er helt uforstående overfor dette postulat fra Skatteankestyrelsens side.

Det er jo netop vores klient, der skal sikre, at arbejdsgiveren har de nødvendige oplysninger. Vores klient har leveret tilstrækkelige oplysninger til at arbejdsgiveren kunne kontrollere, hvorvidt vores klient var berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse. Det er ikke et krav, at vores klient hver måned sender de oplysninger, som vores klients arbejdsgiver allerede har i virksomheden. Det er heller ikke et krav, at vores klient udfylder bilagsdokumentationen. Det kan for så vidt lige så godt være andet personale hos arbejdsgiveren, blot at arbejdsgiveren i en eller anden form har modtaget de relevante og faktiske oplysninger.

Vi anmoder om retsmøde i denne sag. Der er tale om en principiel sag, som kan ramme rigtig mange lønmodtagere, hvis der fremadrettet skal skabes praksis for, at alle lønmodtagere, der modtager skattefri kørselsgodtgørelse/rejsegodtgørelse skal have bevisbyrden for, at arbejdsgiveren rent faktisk udfører kontrol eller udfører tilstrækkelig kontrol med bilagsdokumentationen forinden udbetaling af skattefri godtgørelse.

På godt dansk vil denne praksis medføre, at alle lønmodtagere skal have kvittering fra sin arbejdsgiver hver måned på, at denne har udført den lovkrævede kontrol. Dette har Skattestyrelsen pt. ikke hjemmel til at kræve.”

Klagerens repræsentant har telefonisk den 15. oktober 2019 oplyst, at hun ikke har nogen bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 14. oktober 2019. Repræsentanten er fortsat uenig i Skattestyrelsens afgørelse, herunder Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Repræsentanten påpeger, at tabellen på forsiden af udtalelsen er misvisende, da man kan være i tvivl om, hvorvidt klageren med ordet ”godkendt”, har fået medhold i sagen eller ej.

Landsskatterettens afgørelse

Sagen angår, om klageren efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kan få genoptaget sine skatteansættelser for indkomstårene 2014 og 2015, som ved SKATs afgørelse af 10. oktober 2017 blev forhøjet med udbetalt befordringsgodtgørelse fra klagerens arbejdsgiver, [virksomhed1] A/S, med henholdsvis 75.600 kr. og 79.681 kr., idet SKAT fandt, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse i medfør af ligningslovens § 9 B, stk. 4, ikke er opfyldt.

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Klageren har den 30. april 2018 anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2014 og 2015. Anmodningen er således indgivet inden udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, om ordinær skatteansættelse.

Godtgørelse af erhvervsmæssig befordring medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet, jf. den dagældende ligningslovs § 9 B, stk. 4.

Ifølge § 2, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, udstedt i medfør af den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, er det en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil. Efter bestemmelsens stk. 2, skal bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel indeholde:

Skattefrihed efter ligningslovens § 9 B er, jf. Højesterets domme af 21. marts 2007 (SKM2007.247.HR) og af 22. juni 2009 (SKM2009.430.HR), betinget af, at den, som udbetaler kørselsgodtgørelse, kontrollerer, at grundlaget er til stede. En forudsætning for, at der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, er, at det er muligt for arbejdsgiveren, inden udbetalingen, at kontrollere, om godtgørelsen vedrører erhvervsmæssig kørsel. Er der udbetalt godtgørelse for kørsel, der ikke er skattefri, skal hele den udbetalte godtgørelse medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. SKM2003.317.ØLR.

Klageren har ikke under sagen dokumenteret, at det grundlag, hvorpå [virksomhed1] A/S har kontrolleret og udbetalt kørselsgodtgørelsen til klageren i 2014 og 2015 opfylder kravene i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse. Klagerens adresse og CPR-nr. fremgår ikke. Kørslens mål og delmål er ikke angivet på en sådan måde, at det er muligt at kontrollere, om de angivne kilometer er erhvervsmæssige. Kørslernes erhvervsmæssige formål er i flere tilfælde ikke angivet.

De oplysninger klageren efterfølgende er fremkommet med, herunder under klagebehandlingen af denne sag, i form af værkstedsregninger, kørebog m.v., der efter Landsskatterettens opfattelse i øvrigt heller ikke er tilstrækkelige til fornøden kontrol, forelå ikke for [virksomhed1] A/S i forbindelse med udbetalinger af kørselsgodtgørelse til klageren.

Landsskatteretten finder således ikke, klageren har fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2014 og 2015.

Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes herefter.

’