Kendelse af 28-08-2020 - indlagt i TaxCons database den 11-11-2020

Faktiske oplysninger

Klageren har adresse på [adresse1], [by1], [by2].

Klageren har i de omhandlede indkomstår haft en ejerandel på 66,66 pct. i [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], hvor klagerens ægtefælle har været ansat som divisionsdirektør og medlem i ledergruppen. Klagerens ægtefælle har været en del af selskabets sidens dets stiftelse i 2003.

[virksomhed1] ApS er registeret på adressen [adresse2], [by3], [by2].

Selskabet er stiftet af [person1], som i de omhandlede indkomstår har haft en ejerandel på 33,33 pct. heri. [person1] har ligeledes været registret som direktør i selskabet, indtil den 1. februar 2019 hvor klagerens ægtefælle tiltrådte som direktør.

Selskabet har til formål at drive virksomhed inden for rådgivning og konsulenttjeneste i forbindelse med affaldshåndtering og sikkerhed.

I indkomstårene 2013-2017 har selskabet typisk indgået aftaler med 700-800 kunder om året, hvilket sker gennem [virksomhed2], som har rådgivere rundt i Danmark. Kunderne booker møder med selskabet gennem et telefonbookingbureau.

Ifølge det oplyste har selskabet tre fastansatte, heriblandt [person1] og klagerens ægtefælle, samt to faste vikarer tilknyttet. [person1] tager sig af alt det økonomiske arbejde, mens klagerens ægtefælle bl.a. står for kundeaftaler/kundekontakt samt coaching af rådgiverne. Selskabet har controllere til at varetage selve sagsbehandlingen.

Klagerens ægtefælle har fået udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse fra selskabet i indkomstårene 2013-2017. Hertil har klagerens ægtefælle oplyst, at han anvender egne biler, fordi han gerne vil køre i biler af bedre standard end selskabets.

Selskabet har haft følgende biler registreret i perioden 2013-2017:

MærkeReg.nr. Brændstof Reg. 1. gangTilgangAfgang

Mercedes E280[reg.nr.1]Benzin24-03-199901-10-200717-10-2014

Mercedes SL 500[reg.nr.2]Benzin20-06-200116-05-201213-10-2014

Mercedes A160 CDI[reg.nr.3]Diesel 15-10-200823-09-201406-03-2018

Mercedes GLA 200 CDI[reg.nr.4]Diesel13-11-201404-12-201514-03-2018

Mercedes E220[reg.nr.5]Diesel 21-06-201712-03-2018-

Der er ikke fremlagt kørselsregnskab for selskabets biler, ligesom der ikke er registeret fri bil på nogen af selskabets ansatte.

Det er oplyst, at selskabets biler som hovedregel har været parkeret på selskabets adresse.

Selskabet har for hvert af de omhandlede indkomstår fremlagt et internt memo til rådgivere/controllere vedrørende selskabets biler. Det fremgår heraf, at bilerne kan benyttes i arbejdsmæssig regi og ikke til privat befordring. Memoet er underskrevet af [person1].

På et møde med Skattestyrelsen den 1. april 2019 har klagerens ægtefælle oplyst, at der i hver af selskabets biler ligger en brobizz samt to brændstofkort til henholdsvis [virksomhed3] og [virksomhed4]. Hertil er der fremlagt udskrifter for selskabets køb af brændstof. Det fremgår af fakturaerne fra [virksomhed3], at købene overvejende er foretaget på tankstationen [adresse3], [by1].

Der er ifølge krak.dk 1,1 km fra klagerens bopæl til tankstationen [adresse3], mens der er 8,3 km mellem klagerens bopæl og selskabets adresse.

Skattestyrelsen har foretaget en række udsøgninger på baggrund af selskabets køb af brændstof på tankstationen [adresse3]. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at klageren og ægtefællen både har tanket private biler og selskabets biler på denne tankstation. Udsøgningerne vedrører bl.a. køb uden for arbejdstid, køb af diesel i en periode, hvor selskabet kun har haft dieselbiler samt køb af benzin i en periode, hvor selskabet kun har haft benzinbiler og køb af diesel på et tidspunkt, hvor selskabet ikke har dieselbiler.

Klagerens husstand har haft følgende privatbiler registret i perioden 2013-2017:

MærkeReg.nr. Brændstof Reg. 1. gangTilgangAfgang

Mercedes E280[reg.nr.6]Benzin21-09-200524-09-200706-10-2014

Mercedes A160 CDI[reg.nr.3]Diesel15-10-200807-10-201023-09-2014

VW New Beetle Cab.[reg.nr.7]Benzin02-05-200707-02-201231-10-2016

Mercedes E500[reg.nr.8]Benzin31-10-200823-09-201422-08-2016

Mercedes E-klasse[reg.nr.9]Benzin26-11-201302-11-2016-

Husstandens Mercedes A160 CDI, reg. nr. [reg.nr.3], er ved afgangen tilgået selskabet.

Det fremgår af folkeregisteret, at der frem til den 30. januar 2014 har været registeret 2-3 andre på klagerens bopæl foruden ham selv og ægtefællen. Herefter og frem til den 17. november 2017 er det alene ægteparret, der har været registreret på adressen.

Klagerne er omfattet af en fleksjobordning, og har i de omhandlede indkomstår været ansat i selskabet [virksomhed5] ApS, CVR-nr. [...2], som er ejet 100 pct. af [person1].

I forbindelse med Skatteankestyrelsens sagsfremstilling er der fremlagt slutsedler på husstandens samt selskabets biler. Der er samtidig fremlagt mails fra klagerens børn af 24. og 27. januar 2020, som heri har erklæret, at de i perioder i de omhandlede indkomstår har boet hos forældrene, og at deres far i forbindelse hermed ofte har lånet deres biler.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har beskattet klageren af værdi af fri bil i indkomstårene 2013-2017.

Skattestyrelsen har som begrundelse anført følgende:

”Skattestyrelsen har ikke modtaget oplysninger og dokumentation for, at selskabets biler ikke har stået til din rådighed, hvorfor Skattestyrelsen anser, at du som hovedaktionær har rådet over alle bilerne i den periode selskabet har ejet bilerne og derfor skal beskattes af værdi af fri bil jf. bestemmelserne i Ligningslovens § 16 A, stk. 5 og værdien er opgjort efter bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 4.

Skattestyrelsen er opmærksom på, at du ikke er ansat i selskabet.

Du gøres opmærksom på, at der jf. Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.5.14.1.11. fremgår, at der for hovedaktionærer gælder en skærpet formodningsregel:

”Skærpet formodningsregel for hovedaktionærer m.v.

Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter.

Derfor skal en hovedaktionær, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over firmabil til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden sandsynliggøre, at han eller hun er afskåret fra at bruge bilen til privat kørsel.

Der er tale om en konkret ligningsmæssig bedømmelse, hvor dokumentationskravene kan skærpes, og der bliver derfor lagt mere vægt på nøjagtigheden af både eventuelle kørebogsregistreringer og den aftale, som parterne har indgået om, at bilen kun må bruges erhvervsmæssigt. Se skatteministerens svar i TfS 1997, 584.”

Skattestyrelsen har opgjort bilernes beskatningsgrundlag ud fra foreliggende oplysninger, idet bemærkes, at beskatningsgrundlaget minimum udgør kr. 160.000.

Ved vurderingen af

Værdi af fri bil skal tillægges et miljøtillæg, som fra og med indkomståret 2013 skal tillægges 50 %.

Miljøtillægget er opgjort på baggrund af oplysninger fra Motorregistret.

Uddrag af Ligningslovens § 16, stk. 4:

”Stk. 4. Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr. Til den skattepligtige værdi medregnes et miljøtillæg. Miljøtillægget udgør den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgiftsloven eller efter vægtafgiftsloven, med tillæg af 50 pct. For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til den oprindelige nyvognspris i indtil 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er foretaget, og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen. For biler, der er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter.”

Selskabet har for juli måned 2013 lønoplyst værdi af fri bil med kr. 9.727, som ved opgørelsen af værdi af fri bil for indkomståret 2013 har reduceret beskatningen.

Skattestyrelsen vil foretage ændringer af dine skatteansættelser for indkomstårene 2013-2017 med henholdsvis kr. 155.303, kr. 152.113, kr. 51.442, kr. 147.936 og kr. 144.250.

Efterfølgende sagsforløb:

Skattestyrelsen har været i kontakt med [virksomhed1]s revisor flere gange, men fortsat ikke modtaget ovennævnte materiale.

Skattestyrelsen vil foretage ændringer af dine skatteansættelse som anført ovenfor.

Skattestyrelsen har modtaget [virksomhed1] ApS bilagsmateriale for indkomstårene 2013-2017 samt den 1. april 2019 afholdt møde med din ægtefælle, der er daglig leder af selskabet, og selskabets revisor.

Der foreligger nu dokumentation for bilernes anskaffelsessum.

Derudover medbragte din ægtefælle udskrift af [virksomhed3] og [virksomhed4] for køb af brændstof og brobizz m.m. i selskabet.

Din ægtefælle oplyste på møde den 1. april 2019, at selskabets biler holder på selskabets adresse udenfor normal arbejdstid, medmindre han havde anvendt en af bilerne og var kommet sent hjem. I dette tilfælde holdte bilen på privat adressen natten over.

Din ægtefælle oplyste, at der findes 2 brændstofskort til henholdsvis [virksomhed3] og [virksomhed4]. I hver af selskabets biler ligger der et kort til hvert brændstofselskab samt en brobizz.

Alle selskabets ansatte har adgang til bilerne.

Skattestyrelsen har indtastet bilomkostninger herunder brobizz i et regneark. På baggrund af dette regneark har Skattestyrelsen foretaget følgende udsøgninger:

Udsøgning 1:

Udsøgningen vedrører køb af diesel fra oktober 2014 og frem (selskabet har kun diesel biler)

Jf. vedlagte regneark er det Skattestyrelsens opfattelse, at selskabets biler ikke udenfor normal arbejdstid har været parkeret på selskabets adresse, men på din privat adresse, idet tankninger af selskabets biler i meget stort omgang er foretaget på [virksomhed3] ved [adresse3], [by1], som ligger 1,1 km fra din bopæl. I selskabets bilagsmateriale foreligger der ikke underbilag for købet hos [virksomhed3], således at tidspunkter for købet fremgår. Det er begge selskabets [virksomhed3] kort der er anvendt og der er tanket lørdage og søndage.

Udsøgning 2:

Udsøgningen vedrører køb af benzin indtil den 30. oktober 2014 (selskabet har kun benzin biler)

Jf. vedlagte regneark er det Skattestyrelsens opfattelse, at selskabets biler ikke udenfor normal arbejdstid har været parkeret på selskabets adresse, men på din privat adresse, idet tankninger af selskabets biler i meget stort omgang er foretaget på [virksomhed3] ved [adresse3], [by1], som ligger 1,1 km fra din bopæl. I selskabets bilagsmateriale foreligger der ikke underbilag for købet hos [virksomhed3], således at tidspunkter for købet fremgår. Det er kun det ene af selskabets [virksomhed3] kort der er anvendt og der er tanket lørdage og søndage.

Udsøgning 3:

Udsøgningen vedrører køb af diesel på et tidspunkt hvor selskabet ikke har diesel biler.

Jf. vedlagte regneark er det Skattestyrelsens opfattelse, at udsøgningen viser, at dig og din ægtefælle både tanker private biler og selskabets biler på [virksomhed3] [adresse3], [by1], ligeledes lørdag og søndag.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at udsøgning 1-3 samlet viser et ensartet tankningsmønster hvad enten der er tale om private eller selskabets biler og er efter Skattestyrelsens opfattelse et udtryk for at selskabets biler generelt udenfor normal arbejdstid er parkeret på din privat adresse.

Du gøres opmærksom på, at der jf. Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.5.14.1.11. fremgår, at der for hovedaktionærer gælder en skærpet formodningsregel:

”Skærpet formodningsregel for hovedaktionærer m.v.

Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter.

Derfor skal en hovedaktionær, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over firmabil til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden sandsynliggøre, at han eller hun er afskåret fra at bruge bilen til privat kørsel.

Der er tale om en konkret ligningsmæssig bedømmelse, hvor dokumentationskravene kan skærpes, og der bliver derfor lagt mere vægt på nøjagtigheden af både eventuelle kørebogsregistreringer og den aftale, som parterne har indgået om, at bilen kun må bruges erhvervsmæssigt. Se skatteministerens svar i TfS 1997, 584.”

Henset til at det er Skattestyrelsens opfattelse, at bilerne er parkeret på din privat adresse udenfor arbejdstiden, er det dig som hovedaktionær der har bevisbyrden for at bilerne ikke har stået til din rådighed.

Du har ikke ved at fremlægge et fyldestgørende kilometerregnskab, eller på anden måde sandsynliggjort, at bilerne ikke har været til din og din ægtefælles rådighed.

Som følge heraf er det Skattestyrelsens opfattelse, at du skal beskattes af værdi af fri bil for de biler selskabet har haft indregistreret.

Der er ved Skattestyrelsens vurdering endvidere henset til følgende:

Udsøgning 4:

Selskabets biler er tanket ved jul, nytår og helligdage, som efter Skattestyrelsens opfattelse ikke har sammenhæng med erhvervsmæssig kørsel for selskabet til kundemøder eller lignende.

Udsøgning 5:

Selskabets bil/biler er tanket og vasket i Sverige, skærtorsdag den 2. april 2015 og søndag den 30. april 2017. Dig og din ægtefælle ejer privat ejendom i Sverige. Jeres ejendom i Sverige er beliggende Hässleholm Skyrup 3: 137 som er beliggende i nærheden af de steder hvor der er tanket og vasket.

Udsøgning 6:

Selskabets biler er tanket lørdage og søndage, herunder på tidspunkter der bevirker, at Skattestyrelsen er af den opfattelse, at kørslen ikke har sammenhæng med erhvervsmæssig kørsel for selskabet til kundemøder eller lignende.

Øvrige forhold:

Skattestyrelsen har gennemgået selskabets lønoplysninger for indkomstårene 2013-2017. På denne baggrund er det Skattestyrelsens opfattelse, at det generelt kun er din ægtefælle og [person2] der oppebærer løn i hele perioden.

[person2] har været ansat i selskabet i hele perioden for 2013-2017. [person2] har for hvert af indkomståre 2013-2017 modtaget skattefri kørepenge med ca. kr. 30.000 fra selskabet.

Din ægtefælle oplyste på mødet den 1. april 2019, at selskabets biler har til rådighed for alle selskabets ansatte.

Efter gennemgang af selskabets bilagsmateriale samt selskabets foretagne lønoplysninger er det Skattestyrelsens opfattelse, at din ægtefælles oplysninger om, at bilerne står til rådighed for alle selskabets ansatte, ikke anses for at være korrekt.

Der er herved henset til, at

Selskabets bilagsmateriale indeholder ikke de originale kvitteringer for køb af brændstof for [virksomhed3]. Af de originale kvitteringer ville det have fremgået på hvilket tidspunkt der er foretaget tankninger.

Der foreligger således ikke dokumentation for, at bilernes tankninger ved [virksomhed3] Pennehave [by1], udelukkende er sket på tidspunkter der har sammenhæng med, at din ægtefælle var kommet sent hjem.

Henset til at din ægtefælle er direktør i selskabet, er det Skattestyrelsens opfattelse, at han kører strækningen hjem og arbejde i selskabets biler i et omfang der bevirker, at kørslen er omfattet af

Ligningslovens § 9C, som er privat kørsel.

Skattestyrelsen henviser til SKM2002.203.VLR, hvoraf fremgår:

Emneord Hovedaktionær, fri bil, beskatning, kørebog, bevisbyrde

ResuméSagen drejede sig om beskatning af fri bil i et hovedaktionærtilfælde, hvor der ikke var sammenfald mellem virksomhedsadresse og privatadresse. I den situation er firmabilen som udgangspunkt ikke umiddelbart tilgængelig for skatteyderen uden for arbejdstiden. Efter bevisførelsen i den konkrete sag lagde landsretten til grund, at bilen det til trods i flere tilfælde havde været parkeret på privatadressen om natten, og at det derfor påhvilede sagsøger som aktionær og direktør i selskabet at sandsynliggøre, at han ikke havde bilen stillet til rådighed til privat brug. Landsretten henviste til, at der ikke forelå nogen erklæring om sagsøgers benyttelse af bilen, at der ikke var ført kørebog samt til omfanget af den kørsel, der havde været foretaget i bilen, der var egnet til privat kørsel, og konkluderede, at sagsøger ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke stod til rådighed for privat brug. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

På baggrund af ovennævnte er det Skattestyrelsens opfattelse, at du har rådet over alle selskabets biler i den periode selskabet har ejet bilerne og derfor skal beskattes af værdi af fri bil jf. bestemmelserne i Ligningslovens § 16 A, stk. 5 og værdien er opgjort efter bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 4.

Bilernes beskatningsgrundlag udgør:

Mærke Reg. nr. Beskatningsgrundlag Brændstof

Mercedes E280 [reg.nr.1] 250.000 Benzin

Mercedes SL500 [reg.nr.2] 453.000Benzin

Mercedes A [reg.nr.3] 160.000 (mindstegrundlag) Diesel

Mercedes GLA [reg.nr.4] 442.333 Diesel

Værdi af fri bil udgør herefter følgende:

Skattestyrelsen vil foretage ændringer af dine skatteansættelser for indkomstårene 2013-2017 med henholdsvis kr. 182.403, kr. 174.696, kr. 51.442, kr. 147.936 og kr. 144.250.

Efterfølgende sagsforløb:

Skattestyrelsen har den 15. maj 2019 imødekommet din advokats anmodning om aktindsigt.

Heraf fremgår, at Skattestyrelsen ikke vil udsætte sagens afgørelse da det vil medføre, at vores frist til at behandle din sag overskrides.

Din advokats mail af 21. maj 2019 har ikke ændret Skattestyrelsens opfattelse og har ikke givet anledning til yderligere bemærkninger.

Der er ikke fremlagt dokumentation eller oplysninger der ændrer Skattestyrelsens opfattelse af, at du er skattepligtig af værdi af fri bil.

Skattestyrelsens henviser til de tidligere fremførte argumenter, jf. ovenfor.”

Skattestyrelsen er den 14. oktober 2019 kommet med følgende udtalelse til det af klagerens repræsentant supplerende indlæg af 30. september 2019:

”Det supplerende indlæg har ikke ændret Skattestyrelsens opfattelse af sagen.

Arbejdsgiver:

Det fremgår af Skattestyrelsens kontroloplysninger (R75 - vedlagt), at [person3] for indkomstårene 2013-2017 har haft følgende arbejdsgivere:

2013 [virksomhed2] ApS 4 km kørsel pr. dag 216 arbejdsdage

2014 [virksomhed5] ApS 4 km kørsel pr. dag 216 arbejdsdage

2015 [virksomhed5] ApS 4 km kørsel pr. dag 35 arbejdsdage

2015 [virksomhed5] ApS 18 km kørsel pr. dag 182 arbejdsdage

2016 [virksomhed5] ApS 18 km kørsel pr. dag 216 arbejdsdage

2017 [virksomhed5] ApS 18 km kørsel pr. dag 216 arbejdsdage

Det bemærkes, at [virksomhed5] ApS er tvangsopløst den 27. maj 2019.

Af regnskabet for [virksomhed5] ApS for 2018 fremgår [person1] er i Direktionen i selskabet og at selskabet tegnes af direktionen.

[person1] har været ansat i [virksomhed1] i en årrække, hvor [person3] er hovedaktionær.

Det fremgår således ikke af de foreliggende kontroloplysninger, at [person3] er ansat hos [virksomhed6] i [by4] for indkomstårene 2013-2017.

[person3] far i indkomståret 2019 løn fra [virksomhed6].

Det følger af forarbejderne til Ligningslovens § 16 A, stk. 5 og af retspraksis, at en anpartshaver kan beskattes af maskeret udlodning, selvom fordelen ikke tilfalder anpartshaveren, men en person, hvori anpartshaveren har en personlig interesse. Der henvises til SKM2018.224BR hvor en 17 årig hovedaktionær bliver beskattet af forældrenes kørsel i selskabets biler.

Det følger endvidere af retspraksis, at det er underordnet for bedømmelse af rådigheden over et selskabs biler, at hovedaktionæren eller dennes husstand har private biler.”

Skattestyrelsen er den 26. marts 2020 kommet med en udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling i sagen:

”Skatteankestyrelsen har indstillet, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger.

Klager har i indkomstårene 2013-2017 været hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS.

Det er som udgangspunkt Skattestyrelsen, der har bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse, hvis hovedanpartshaveren og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved klagerens bopæl. Bevisbyrden vendes dog, hvis de faktiske forhold taler for, at bilen har været til rådighed for privat anvendelse. Der kan henvises til bl.a. KM2005.138.HR.

[virksomhed1] ApS har i perioden haft indregistreret 1-2 personbiler, som er egnet til privat kørsel, ad gangen. Det er tidligere konstateret, at selskabet har afholdt udgifter til brændstof tæt på klagers bopæl. Klagers ægtefælle har arbejdet i selskabet, og han har modtaget skattefri befordringsgodtgørelse. I forbindelse med udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse mangler der dog dokumentation for, hvilken bil der er anvendt til kørslen. Det kan således ikke afvises, at klagers ægtefælle har haft adgang til selskabets biler.

Henset til ovenstående er det Skattestyrelsens opfattelse, at det påhviler klager at dokumentere, at bilerne ikke har været til rådighed for privat benyttelse, idet de faktiske forhold taler herfor.

Efter praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger et behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at den pågældende bil ikke har været anvendt til privat kørsel, eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed, jf. bl.a. SKM2003.53.VLR.

Klager har ikke fremlagt et kørselsregnskab eller på anden måde tilstrækkeligt sandsynliggjort, at bilerne ikke har stået til rådighed for privat kørsel.

Det ses ikke at ændre herpå, at husstanden har haft en eller flere biler til rådighed, ligesom at selskabets interne memo alene angår selskabets ansatte og dermed ikke er en egentlig fraskrivelseserklæring.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2013-2017 nedsættes til 0 kr.

Hertil har klagerens repræsentant anført følgende begrundelse:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til ligningslovens§ 16, stk. 4, jf.§ 16 A, stk. 5 er grundlag for at beskatte [person3] af værdi af fri bil, idet de i sagen omhandlede biler ikke har stået til rådighed for privat kørsel.”

Klagerens repræsentant er den 30. september 2019 kommet med følgende supplerende indlæg:

”[person3] er født den 20. maj 1964 og bor på adressen [adresse1], [by1]. Hun er gift med [person4], der er direktør for [virksomhed1] ApS.

[person3] ejer [virksomhed1] ApS via sit selskab [virksomhed7] ApS, hvortil der henvises til selskabsrapport for [virksomhed1] ApS udskrevet den 13. august 2019, jf. Bilag 2.

[person3] er ikke ansat i [virksomhed1] ApS og deltager heller ikke i øvrigt i driften af selskabet.

Hun er derimod beskæftiget på en flex-jobordning hos [virksomhed6] i [by4], hvor hun arbejder hjemmefra ca. 18 timer om ugen fordelt på de dage, hvor hendes helbred tillader det.

Dette som følge af en trafikulykke tilbage i 1995.

[person3] havde i den for sagen relevante periode en række private biler til rådighed gennem sin husstand, hvortil der henvises til liste over biler ejet af [...] i perioden 2013-2017, jf. Bilag 3.

Af listen fremgår følgende:

2 De erhvervsmæssige aktiviteter i [virksomhed1] ApS

[virksomhed1] ApS driver virksomheden [virksomhed2], der er beskæftiget med rådgivning og konsulenttjenester, hvortil der henvises til selskabsrapport for [virksomhed1] ApS udskrevet den 13. august 2019, jf. Bilag 2.

Selskabet har adresse på [adresse2], [by2].

Virksomheden har siden 1997 rådgivet andre virksomheder om besparelser i forbindelse med affaldshåndtering og sikkerhed. [virksomhed1] ApS har i den forbindelse flere samarbejdspartnere i Europa. Virksomhedens mål er at nedbringe udgifter til affaldshåndtering og sikkerhed for sine kunder.

Virksomheden opererer i høj grad ude hos kunderne, da der bookes møder hos kunderne gennem et telefonbookingbureau. Herefter køres der ud til kunderne, hvor der indgås nærmere aftale om bistand fra [virksomhed1] ApS.

Kørslen ud til kunderne foregår enten i [virksomhed1] ApS’ firmabiler eller i medarbejdernes private biler. Såfremt de ansatte anvender deres private biler, får de udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse for de kørte kilometer efter Skatterådets satser.

... ...

Der har i selskabet været tre fastansatte personer, dvs. [person4], [person1] og [person2].

Derudover har der været to faste vikarer tilknyttet virksomheden.

De i denne sag omhandlede biler, har været anvendt erhvervsmæssigt af [person1], [person2] og de to omtalte vikarer.

Alt administrativt arbejde er blevet foretaget af [person1], og det regnskabsmæssige, herunder bogføring, er blevet varetaget af selskabets revisor, som løbende har modtaget relevante bilag til bogføring.

3 Biler i [virksomhed1] ApS

[virksomhed1] ApS har i den for denne sag relevante periode haft følgende biler til rådighed:

4 Den erhvervsmæssige kørsel

Selskabets biler er blevet stillet til rådighed for virksomhedens ansatte i forbindelse med deres erhvervsmæssige kørselsbehov.

Bilerne har som absolut hovedregel været parkeret på selskabets adresse [adresse2], [by2], hvortil der henvises til interne memoranda for perioden 2012-2017, jf. Bilag 4.

Der er fremlagt interne memoranda for perioden fra juli 2012 frem til juli 2017, jf. Bilag 4. Disse memoranda har alle tilsvarende ordlyd og budskab.

Af memorandum for juli 2012 fremgår således bl.a. følgende:

”Der gælder fortsat samme regler som tidligere, at alle kan benytte sig af bilerne i arbejdsmæssig regi – og altså ikke til privat befordring.

...

De enkelte, der skal bruge en bil til besøg hos kunder, kan således høre på kontoret om muligheden herfor, hvorvidt der er en bil ledig.”

Af memorandum for juli 2017 fremgår tilsvarende følgende:

”Der gælder fortsat samme regler som tidligere, at alle kan benytte sig af [virksomhed1]s biler i arbejdsmæssig regi – og altså ikke til privat befordring.”

Som det fremgår af omtalte interne memoranda, har bilerne ikke været stillet til privat rådighed for medarbejderne, jf. Bilag 4, da det klart fremgår af de interne memoranda, at bilerne ikke må anvendes til privat befordring.

Det fremgår endvidere, at selskabets biler frit kan anvendes erhvervsmæssigt af alle medarbejderne i det omfang, de står til rådighed på selskabets adresse. Forudsætningsvist kan bilerne derfor ikke anvendes af ikke-ansatte.

Selskabets biler har således primært været benyttet af medarbejderne til at køre ud til virksomhedens kunder, herunder bl.a. til afholdelse af møder, opfølgning m.v.

Bilerne er således bl.a. blevet anvendt til kørsel til:

Selskabet har i den i sagen omhandlede periode typisk indgået aftaler med 700- 800 kunder om året.

[person1] har administreret anvendelsen af de i sagen omhandlede biler.

5 Sagens administrative behandling

Den konkrete sag udspringer af Skattestyrelsens forslag til afgørelse af den 14. august 2018 omhandlende beskatning af værdi af fri bil, hvortil henvises til Skattestyrelsens sagsnotat, og forslag til afgørelse af den 30. april 2019 jf. Bilag 5 og Bilag 6.

Skattestyrelsen har i afgørelsen af den 4. juni 2019 lagt til grund, at selskabets biler i årene 2013-2017 har været parkeret på [person3]s hjemmeadresse, og at de derfor har været stillet til privat rådighed for hende.

Skattestyrelsen har baseret dette på nogle foretagne udsøgninger, jf. Bilag 7.

Af udsøgningerne fremgår, hvor og hvornår selskabets benzinkort er blevet anvendt. Der fremgår således 1) dato for tankning, 2) adresse på tankningssted, 3) om der er tanket diesel eller benzin, 4) hvor mange liter der er tanket, 5) benzinselskabet og 6) hvor mange penge der i alt er tanket for.

... ...

[virksomhed1] ApS’ revisor [person5] fra [virksomhed8] har under sagens behandling anmodet om udsættelse af svarfristen med henblik på at fremkomme med bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse, hvortil der henvises til mailkorrespondance med Skattestyrelsen, jf. Bilag 8.

Skattestyrelsen afslog imidlertid at udsætte fristen. Skattestyrelsens begrundelse for afslag på udsættelse af svarfristen var følgende:

”Skattestyrelsen kan ikke imødekomme, at svarfristen ændres til 1. juli 2019, henset til sagens tidligere forløb og sagens omfang.”

Der blev efterfølgende endnu en gang anmodet om fristudsættelse, hvortil der henvises til skrivelse fra advokat [person6] til Skattestyrelsen af den 15. maj 2019, jf. Bilag 9.

Skattestyrelsen afslog endnu engang fristudsættelse.

Advokat [person6] fremsendte den 21. maj 2019 en indsigelse mod, at Skattestyrelsen fastholdt fristen, da der ikke blev givet [person3]s tidligere rådgiver tid til at gøre sig bekendt med akterne fra aktindsigten, hvortil der henvises til e-mail fra advokat [person6] til Skattestyrelsen af den 21. maj 2019, jf. Bilag 10.

Indsigelsen medførte ikke fristudsættelse.

ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at [person3] ikke i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4 er skattepligtig af værdi af fri bil.

I forlængelse heraf gøres det – i første række – helt overordnet gældende, at [person3] ikke har haft selskabets biler til rådighed for privat kørsel, og at der ikke foreligger en formodning for dette, idet bilerne ikke har været parkeret ved hendes bopæl.

Lægges det til grund, at der består en formodning for, at [person3] har haft selskabets biler til rådighed for privat kørsel, gøres det – i anden række – helt overordnet gældende, at [person3] konkret har afkræftet denne formodning.

1 Beskatning af fri bil

1.1 Rådighed

Det fremgår af ligningslovens § 16A, stk. 5, at en hovedaktionær, der modtager udbytte i form af privat rådighed over en firmabil, skal medregne værdien heraf til sin skattepligtige indkomst med tillæg af sparet privatforbrug. Værdien af fri bil skal opgøres efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Ligningslovens § 16A, stk. 5 har følgende ordlyd:

”En hovedaktionær som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 4, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en bil, en sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig til rådighed, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af godet tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til godet. Godernes værdi ansættes efter reglerne i henholdsvis § 16, stk. 4, 5, 6 og 9. 1. og 2. pkt. finder dog ikke anvendelse for udbytte i form af en helårsbolig, der stilles til rådighed for en hovedaktionær som nævnt i § 16, stk. 9, sidste pkt.”

Omvendt følger det af § 16 A, stk. 5, at såfremt der ikke er stillet en bil til privat rådighed for hovedaktionæren, så skal der ikke ske beskatning af værdi af fri bil hos hovedaktionæren.

Vurderingen af, hvorvidt der foreligger privat rådighed over en firmabil, skal foretages på baggrund af en konkret vurdering. Det er i den forbindelse Skattestyrelsen, der bærer bevisbyrden for privat rådighed.

Dette har direkte støtte i praksis og Skatteministeriets egen procedure i Højesteretsdommen af den 30. juni 2014 offentliggjort som SKM2014.504.HR .

Af omtalte procedure fremgår således følgende:

”... det anerkendes, at Skatteministeriet som udgangspunkt har bevisbyrden for den frie rådighed, da selskabs- og privatadresse ikke var sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen...”

... ...

I forlængelse af ovenstående gøres det helt overordnet gældende, at Skattestyrelsen bærer bevisbyrden for, at [person3] har haft [virksomhed1] ApS’ biler til privat rådighed.

Skattestyrelsen har til støtte herfor fremlagt en række udsøgninger vedrørende brug af selskabets benzinkort.

Som det nærmere fremgår under sagsfremstillingen, så viser udsøgningerne bl.a., hvor og hvornår selskabets benzinkort er blevet anvendt. Det kan imidlertid ikke udledes af udsøgningerne, at det er [person3], der i privat regi har tanket selskabets biler, idet udsøgningerne blot er tankninger, der har været foretaget af selskabets ansatte, idet benzinkortene ligger i bilerne.

Det gøres derfor gældende, at Skattestyrelsens udsøgninger ikke i sig selv beviser, at selskabets biler har været til privat rådighed for [person3].

Skattestyrelsen har i øvrigt ikke fremlagt beviser, der understøtter Skattestyrelsens påstand om, at hun har haft selskabets biler til privat rådighed eller rådighed i det hele taget.

Skattestyrelsen har derfor ikke løftet bevisbyrden.

På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at [person3] ikke skal beskattes af værdi af fri bil, idet hun ikke har haft selskabets biler til rådighed, jf. ligningslovens § 16A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4.

1.2 Formodningsreglen

Gennem årene har der udviklet sig en praksis, hvorefter der foreligger en formodning for, at en bil står til rådighed for privat benyttelse hos hovedaktionær eller hovedanpartshaver, såfremt der enten 1) er sammenfald mellem selskabets adresse og privatadressen, eller 2) bilen står parkeret foran hovedaktionærs eller hovedanpartshavers bopæl udenfor normal arbejdstid.

Denne formodning for privat benyttelse betegnes i det følgende som formodningsreglen.

Foreligger de omtalte tilfælde, så er det op til hovedaktionæren eller hovedanpartshaveren at afkræfte, at der ikke er stillet en bil til privat rådighed. Det er imidlertid særdeles væsentligt at holde sig for øje, at der som anført alene er tale om en formodningsregel, som efter fast og righoldig praksis konkret kan afkræftes.

Hovedaktionæren kan løfte sin bevisbyrde ved generelt at fremlægge oplysninger, der samlet set kan afkræfte den private rådighed. Hovedaktionæren kan bl.a. afkræfte den omtalte formodningsregel, når skatteyder er i stand til at fremlægge et løbende ført kørselsregnskab, der udelukkende udviser erhvervsmæssig kørsel, samt ved fremlæggelse af en såkaldt fraskrivelseserklæring, hvor den ansatte har fraskrevet sig adgangen til at anvende bilen til private formål.

Det er imidlertid ligeledes særdeles væsentligt at holde sig for øje, at det følger af en righoldig praksis fra såvel Landsskatteretten som domstolene, at skatteyder konkret kan afkræfte den omtalte formodning for privat benyttelse – også selv om der hverken er ført et kørselsregnskab eller er lavet en fraskrivelseserklæring.

Ifølge praksis foretages vurderingen af, om en bil har stået til rådighed for privat kørsel, herefter med afsæt i følgende tre forhold:

Til støtte for det ovenfor anførte vedrørende adgangen til konkret at afkræfte omtalte formodningsregel og til belysning af formodningsreglens anvendelsesområde, skal der henvises til følgende righoldige praksis:

For det første Vestre Landsrets dom af den 8. maj 2001 offentliggjort som SKM2001.418.VLR . Sagen angik en hovedanpartshaver, der sammen med sin søn ejede et moderselskab, der havde et datterselskab. Hovedanpartshaveren var ansat som bogholder i datterselskabet.

Datterselskabet havde købt en Peugeot 605 som salgsvogn. Denne salgsvogn blev primært kørt af sønnen og hovedaktionærens mand, der begge havde en betydningsfuld stilling i datterselskabet. Det betød, at SKAT kunne bevise, at bilen flere gang havde befundet sig på hjemmeadressen, da manden havde kørt bilen dertil. SKAT mente derfor, at hovedanpartshaveren var omfattet af formodningsreglen og derfor bar bevisbyrden.

Vestre Landsret udtalte herom følgende:

”Sagsøgeren, der ikke benyttede bilen dagligt, brugte efter de afgivne forklaringer sin egen bil eller kørte med [person7] [sønnen] til og fra arbejdsstedet. Peugeot 605’en stod kun ved hendes bopæl, når [person8] [manden] havde stillet den der.

Det forhold, at sagsøgeren var hovedanpartshaver i selskabet, hvori hun alene havde en underordnet stilling, fører under disse omstændigheder ikke til en formodning for, at hun havde bilen stillet til rådighed for privat benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk.4. Dette er heller ikke i øvrigt sandsynliggjort. Det er derfor uden betydning, at der ikke var udarbejdet en erklæring om benyttelse af bilen, og at der ikke er ført kørebog.” (min understregning)

Videre henvises til Vestre Landsrets dom af den 8. april 2002 offentliggjort i SKM2002.270.VLR, hvoraf følgende fremgår af landsrettens præmisser:

”Den omstændighed, at varevognen, når den ikke var i brug, stod parkeret ved sagsøgerens bopæl, kan ikke tillægges særskilt betydning, idet bopælen som en landbrugsejendom samtidig er arbejdsplads.”

Uanset at bilen holdt parkeret ved skatteyderens bopæl, når den ikke var i brug, og uanset at der ikke var fremlagt et kørselsregnskab ej heller et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab, så fandt landsretten, at skatteyderen ikke skulle beskattes af værdi af fri bil.

Tillige henvises til Østre Landsrets dom af den 5. september 2002 offentliggjort i TfS 2002, 950.

Sagen omhandlede en skatteyder, som var ansat i et selskab, der drev tømrervirksomhed. Han var søn af hovedanpartshaveren. Skatteyderen havde i sit arbejde anvendt en kassevogn, der tilhørte selskabet. Vognen havde oprindeligt været parkeret på selskabets adresse efter arbejdstids ophør, men senere valgte man at lade vognen stå ud for skatteyderens bopæl udenfor arbejdstid. Skatteyderen førte ikke kørebog. Sagen havde været ført for Landsskatteretten, som havde fundet, at det måtte påhvile skatteyderen at afkræfte formodningen for, at vognen havde stået til rådighed for skatteyderens private brug.

I mangel af kørselsregnskab eller anden sandsynliggørelse havde Landsskatteretten ikke anset denne formodning for afkræftet, og Landsskatteretten havde herefter tiltrådt, at skatteyderen blev beskattet af fri bil. Sagen blev af skatteyderen indbragt for landsretten, hvorefter Skatteministeriet imidlertid tog bekræftende til genmæle.

I forlængelse heraf valgte Skatteministeriet at offentliggøre forliget fra sagen ved landsretten samt at redegøre for de nærmere omstændigheder.

Af TfS 2002, 1095 DEP fremgår følgende:

”Ministeriet fandt ikke, at det var muligt at godtgøre, at bilen i øvrigt var brugt privat, bl.a. fordi skatteyderens private kørselsbehov måtte antages at være blevet opfyldt gennem anvendelse af samleverens bil.

På den baggrund tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle i sagen.”

I sagen havde skatteyderen ikke ført kørselsregnskab, men kunne i stedet dokumentere, at det private kørselsbehov blev opfyldt ved kørsel i samleverens bil. Det forhold, at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle betyder, at Skatteministeriet var enig i, at det er uden betydning, om der føres kørselsregnskab.

Til støtte for, at det ifølge praksis ikke er et definitivt krav, at der løbende føres en kørebog for at afkræfte, at en bil ikke har stået til rådighed for privat anvendelse, kan der endvidere henvises til Østre Landsrets dom af den 28. januar 2004 offentliggjort i TfS 2004, 183.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en direktør og hovedanpartshaver havde fået stillet en varevogn til rådighed af selskabet. Direktøren havde egen bil. Der var fremlagt et efterfølgende udarbejdet og estimeret kørselsregnskab.

Det estimerede kørselsregnskab, der var underbygget ved bilagsmateriale, redegjorde for 30.815 ud af 32.275 kørte km.

Af landsrettens præmisser følger:

”Det lægges til grund, at det estimerede kørselsregnskab er udarbejdet på grundlag af opmålinger på kort. Det er vedlagt bilagsmateriale til belysning af de enkelte kørsler. Der er redegjort for 30.815 km ud af 32.275 km. Som ovenfor nævnt var [person9] i besiddelse af en BMW personbil til privat brug og opmærksom på, at privat kørsel i Audi'en ville udgøre en overtrædelse af momsloven. Under disse omstændigheder og efter de afgivne forklaringer finder landsretten, at Audi'en hverken har været stillet til rådighed eller benyttet til privat kørsel. Landsretten har således ikke fundet hverken den omstændighed, at kørselsregnskabet er udarbejdet efterfølgende, eller den ovennævnte mindre km-difference, der må antages blandt andet at skyldes opmålingsmetoden, af afgørende betydning.”

Da hovedanpartshaveren var i besiddelse af en privat bil, blev det således lagt til grund, at han ikke skulle beskattes af værdi af fri bil. Dette på trods af, at der først efterfølgende blev udarbejdet et kørselsregnskab for den erhvervsmæssige kørsel.

Videre henvises til Vestre Landsrets dom af 9. juni 2004 offentliggjort som SKM2004.334.VLR. Sagen angik tillige beskatning af fri bil, og SKAT anså i sagen skatteyder for omfattet af formodningsreglen, hvorfor SKAT gjorde gældende, at skatteyder var pålagt bevisbyrden for ikke at have privat rådighed over fri bil.

SKAT udtalte i sagen følgende:

”Det anerkendes, at det som udgangspunkt er Skatteministeriet, der skal bevise, at der foreligger privat kørsel. Det følger imidlertid af retspraksis, at bevisbyrden påhviler skatteyderen under sådanne særlige omstændigheder, som foreligger i denne sag.”

Vestre Landsret udtalte hertil følgende:

”Efter bevisførelsen lægges det videre til grund, at As varebil ikke er blevet set på privatadressen. Det lægges også til grund, at husstanden har haft alternative kørselsmuligheder, der kunne dække familiens samlede private kørselsbehov.

...

Under disse omstændigheder er det Skatteministeriet, der skal bevise, at varebilen har været anvendt til privat kørsel. Et sådant bevis er ikke ført. Der har således ikke været grundlag for om sket at beskatte...” (min understregning)

De konkrete omstændigheder i sagen betød, at det var Skattestyrelsen, der skulle løfte bevisbyrden for, at bilen var stillet til privat rådighed for hovedaktionæren.

Desuden henvises til Østre Landsrets dom af den 2. december 2005 offentliggjort i TfS 2006, 12, der omhandlede en hovedanpartshaver og direktør i et selskab, der drev en institution for adfærdsvanskelige voksne.

Selskabet ejede tre biler, hvoraf skatteyderen havde selvangivet værdi af fri bil for én af bilerne.

Alle tre biler stod parkeret ved bopælen, der også var selskabets adresse, og der var ikke ført kørebog. Østre Landsret udtalte:

”Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og anvendelsen af de to biler sammenholdt med, at [person10] havde rådighed over en Volvo til privat kørsel, finder landsretten, - uanset at der ikke er ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne - at [person10] i tilstrækkelig grad har afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.”

Der henvises endvidere til Vestre Landsrets tilkendegivelse af den 2. februar 2006 offentliggjort i TfS 2006, 380.

Sagen omhandlede en skatteyder, som havde indskudt en bil i sin virksomhed under virksomhedsordningen. Bopælen havde samme adresse som virksomheden, og bilen var uden for arbejdstiden parkeret ud for bopælen.

Af tilkendegivelsen fremgår:

”[person11] havde varebilen placeret ud for sin bopæl i og udenfor arbejdstiden. Han havde som ejer af bilen mulighed for at disponere over den. Bopælen var sammenfaldende med virksomhedens adresse. På den baggrund er der en formodning for, at bilen har været anvendt til privat kørsel.

Ægtefællerne har samstemmende forklaret, at varebilen ikke blev brugt privat, ligesom der i husstanden var en knallert og en cykel til rådighed. Efter forklaringerne fra sagsøgeren og hans ægtefælle kunne den private bil, knallerten og cyklen dække ægteparrets private transportbehov. De nævnte forklaringer er sandsynliggjort ved oplysningerne om, at der er ca. 5 km fra ægteparrets bolig til sagsøgerens ægtefælles arbejdsplads, og ved oplysningerne om, at varebilen kun har kørt ca. 5.000 km om året, mens den private bil har kørt ca. 10.000 km om året. Forklaringerne er endvidere bestyrket ved det kørselsregnskab, sagsøgeren efterfølgende har udarbejdet. Det bemærkes i den forbindelse, at et kørselsregnskab, der er udarbejdet efterfølgende, sædvanligvis ikke kan tillægges større betydning som bevis. I det foreliggende tilfælde har landsretten dog tillagt kørselsregnskabet en vis vægt, da det understøttes af oplysningerne om det benzinforbrug, der har været i virksomheden.

På den baggrund finder landsretten, at [person11] i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at varebilen ikke har været anvendt til privat kørsel.”

Landsretten lagde ved tilkendegivelsen blandt andet til grund, at varebilen ikke blev anvendt privat, og at en anden bil, en knallert og cykel dækkede skatteyderens og ægtefællens transportbehov, samt at varebilen derfor ikke havde været benyttet til privat kørsel.

I en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten af den 1. november 2006 (LSR’s j.nr. 2-1-1907-1241) havde en skatteyder fra 1977 til 2005 drevet smedevirksomhed i selskabsform.

Selskabet var ejer af en række biler, hvoraf tre blev taget med hjem hver aften af skatteyderen og hans to sønner. Skatteyderen stod efter endt arbejdstid til rådighed for selskabet via en tilkaldeordning. Der blev ikke ført kørselsregnskab for kørslen i selskabets biler.

Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse følger:

”For så vidt angår den omhandlede VW Passat findes det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at denne har stået til klagerens rådighed udenfor normal arbejdstid, idet der bl.a. er lagt vægt på, at skattemyndighedens afgørelse alene er baseret på enkelte observationer af klagerens privatbil på sønnens bopæl. Dette ses ikke at være tilstrækkeligt til at tilsidesætte klagerens forklaring om, at Passaten var parkeret på selskabets adresse”.

Landsskatteretten lagde således ikke vægt på, at der ikke var ført et kørselsregnskab, ligesom Landsskatteretten ikke tillagde det afgørende betydning, at skattemyndighederne havde observeret bilen parkeret ved sønnens bopæl.

Herudover henvises til kendelse afsagt af Landsskatteretten den 8. november 2006 ( LSR’s j.nr. 2-1-1907-1129), I sagen havde en skatteyder, som var hovedanpartshaver og ansat som direktør i et selskab, haft selskabets firmabil parkeret på privatadressen, som ligeledes var selskabets adresse.

Bilen var en Mercedes Benz på hvide plader. Skatteyderen anvendte bilen til kørsel i forbindelse med salgsarbejde og lignende og havde for det omhandlede indkomstår fremlagt benzinkvitteringer samt kørselsregnskab – som dog var noget sparsomt.

Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse følger:

”Klageren har fremlagt et kørselsregnskab for indkomståret 2002, hvoraf brugen af selskabets Mercedes Benz personbil fremgår. Regnskabet kan i sig slev ikke anses for fyldestgørende, men han har ført regnskabet på samme måde i adskillige år, og skattemyndigheden har gennemgået flere af regnskaberne uden at have påtalt eventuelle mangler. Sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, samt redegørelsen for de konstaterede uoverensstemmelser, anses han herefter for på tilstrækkelig vis at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at selskabets bil ikke har været til rådighed for privat kørsel.”

Landsskatteretten lagde således ikke vægt på, at det førte kørselsregnskab var mangelfuldt, og at det ikke stemte overens med de fremsendte benzinkvitteringer. Ligeledes lagde Landsskatteretten ikke vægt på, at selskabets bil havde været parkeret på skatteyderens privatadresse. Skatteyderen skulle derfor ikke beskattes af værdi af fri bil.

Videre henvises der til TfS 2010, 423, hvor dommeren henstillede Skatteministeriet til at tage bekræftende til genmæle. Det kan oplyses, at Skatteministeriet efterfølgende tog bekræftende til genmæle i sagen.

Sagen vedrørte en skatteyder, der som hovedaktionær i et aktieselskab arbejdede med salg af elektromedicinske behandlingsapparater. I den forbindelse havde selskabet købt en Chevrolet Chevy 2000, som var en bus med plads til 10 personer. Chevrolet’en blev brugt som showroom, indtil selskabet solgte rettighederne til behandlingsapparaterne. Herefter blev bilen brugt til transport af gæster til et pensionat, som selskabet ejede. Da pensionatet senere blev solgt, blev Chevrolet’en sat til salg.

Chevrolet’en var sat til salg igennem en autoforhandler. Da køretøjet optog en del plads, stod den i perioder parkeret hos autoforhandleren, og i andre perioder var den parkeret på selskabets adresse, som ligeledes var skatteyderens privatadresse. Som et led i salgsbestræbelserne blev Chevrolet’en kørt på ture, således at motor, bremser og lignende blev holdt i gang. Chevrolet’en kørte derfor 1.634 km i de omhandlede indkomstår. Skatteyderen havde privat rådighed over en Toyota Carina og en Nissan Patrol. Der blev ikke ført nogen kørebog for Chevrolet’en.

Dommeren ved Retten i [by5] henviste i sin tilkendegivelse til, at der var en naturlig begrundelse for, hvorfor Chevrolet’en i perioder havde været parkeret ved privatadressen for skatteyderen. Ligeledes lagde dommeren vægt på, at den begrænsede kørsel udelukkende havde været i salgshensigt direkte eller indirekte. Dommeren fandt det altså for sandsynliggjort, at Chevrolet’en ikke havde stået til rådighed for privat benyttelse for skatteyderen og lagde således ikke vægt på, at køretøjet havde været parkeret på skatteyderens privatadresse, samt at der ikke var ført nogen kørebog for de kørte kilometer.

Der henvises videre til en kendelse afsagt af Landsskatteretten den 15. oktober 2010 ( LSR’s j.nr. 09-02699).

Den pågældende sag omhandlede en skatteyder, der drev en større virksomhed, som beskæftigede sig med udførelse af større gulventrepriser i alle former for erhvervsbyggerier. Skatteyders selskab ejede en Volvo V70 på hvide plader, som udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Bilen kørte ca. 100.000 km om året.

Skatteyder stod selv for alt salg, projektledelse og kontakt til leverandører. Skatteyderen kørte således dagligt rundt i landet og besøgte de 8-10 arbejdspladser, som selskabets montører løbende arbejdede på. Der var udarbejdet en fraskrivelseserklæring – men der var ikke udarbejdet nogen form for kørebog.

Skatteyders selskab ejer derudover en Volvo V70 på gule plader, som blev anvendt delvist erhvervsmæssigt og delvist privat. Skatteyder betalte skat af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i forhold til denne bil. Derudover ejede skatteyder privat seks biler.

SKAT var i sagen af den opfattelse, at skatteyder skulle beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i forhold til den omhandlede Volvo V70 på hvide plader. Som begrundelse herfor anførte SKAT, at skatteyder som hovedanpartshaver i selskabet har bevisbyrden for, at bilen ikke har været anvendt privat, og at denne bevisbyrde ikke var løftet som følge af en manglende kørebog.

Landsskatteretten var ikke enig med SKAT heri, idet Landsskatteretten gav skatteyder fuldt medhold i, at der ikke var grundlag for beskatning af værdi af fri bil.

Som begrundelse anførte Landsskatteretten følgende i sine præmisser:

”Under henvisning til, at klageren har haft et meget stort kørselsbehov, idet han i de pågældende år har kørt 100.000 km i den omhandlede firmabil, der er indrettet som kontor, og at han i forvejen er blevet beskattet af værdi af fri bil for en firmabil på gule nummerplader, hvortil kommer, at han ejer seks private biler, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at opretholde den påklagede ansættelse. Der er herved udover det anførte også lagt vægt på, at bilen ikke på noget tidspunkt er observeret anvendt privat.”

Landsskatterettens kendelse af den 29. april 2013 ( LSR’s j.nr. 11-0297456) vedrørte beskatning af værdi af fri bil for en hovedanpartshaver og direktør i et selskab, der den 17. juni 2003 købte en BMW 528i og senere den 11. august 2005 købte en BMW 330i aut.

De ovenfor omtalte biler blev alene anvendt af klager til erhvervsmæssig kørsel for selskabet, og til brug for privat befordring ejede klagers ægtefælle en VW Lupo 1.2, som var købt og indregistreret af klagers ægtefælle den 9. marts 2004.

Til støtte for den gennemførte beskatning henviste SKAT til, at der fra politiet var modtaget oplysninger om, at de i sagen omhandlede biler havde været parkeret ved klagerens privatadresse, samt at det var observeret, at bilerne var anvendt af klageren på søn- og helligdage.

Det var endvidere SKATs opfattelse, at den i sagen forelagte kørebog ikke kunne verificeres, idet der til trods for anmodninger fra SKAT ikke kunne fremsendes dokumentation for kilometertællerens udvisende.

På den baggrund var det således SKATs opfattelse, at der var en formodning for, at bilen ikke udelukkende var blevet anvendt erhvervsmæssigt, og at denne formodning ikke på tilstrækkelig vis var afkræftet af klager.

Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse fremgår følgende:

”Klageren er hovedanpartshaver, og det påhviler derfor ham at afkræfte den formodning, der er for, at bilerne har stået til rådighed for privat kørsel, jf. herved Højesterets dom af 1. marts 2005, offentliggjort i SKM2005.138.HR, og Skatteministerens svar af 13. juni 1997, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1997.584.

Det er rådigheden over den fri bil, der beskattes. Det skattepligtige beløb fastsættes derfor uafhængigt af privatkørslens omfang.

Hensigten med at indføre § 16, stk. 4, i ligningsloven om beskatning af fri bil var bl.a. at undgå tvister mellem skatteyderne og skattemyndighederne om omfanget af skatteyderens konkrete brug af disse goder. Hvis der blot køres privat i en firmabil en gang om året, udløser det beskatning for fri firmabil for hele året. Dog maksimalt for den periode, hvor bilen har været til rådighed for erhvervsmæssig brug. Eller med andre ord for den periode, hvor bilen anses for at have været til rådighed for privat anvendelse.

Det må lægges til grund, at de omhandlede biler, BMW 528i og BMW 330i aut., er anskaffet til erhvervsmæssig brug i klagerens virksomhed, at klageren har ført kørselsregnskab, at der foreligger en fraskrivelseserklæring, at bilerne har stået på klagerens privatadresse af særlige grunde, at der ikke er observeret nogen privat kørsel, og at klageren har privat bil til sin private kørsel.

Endvidere må det lægges til grund, at i det omfang der er kørt hjem-arbejde i de omhandlede biler, må denne kørsel anses for omfattet af 60-dages-reglen i ligningslovens § 16, stk. 4.

Klageren må herefter anses for at have godtgjort, at de omhandlede biler ikke har stået til rådighed for klageren til privat kørsel.

Den foretagne beskatning af værdi af fri bil ophæves derfor.”

Der skal i forlængelse heraf henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 19. marts 2014 ( LSR’s j.nr. 13-0020706).

Sagen vedrørte helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig af værdi af fri bil af en Toyota Landcruiser 4,0 D i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

SKAT havde anset skatteyder for skattepligtig af værdi af fri bil i det i sagen omhandlede indkomstår, idet SKAT ikke fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at bilen ikke havde været stillet til rådighed for skatteyderens private benyttelse.

Bilen var parkeret ved skatteyderens bopæl udenfor normal arbejdstid. Der forelå ikke kørselsregnskab eller fraskrivelseserklæring. Hertil kom, at der desuden var betalt privatbenyttelsesafgift, hvorfor bilen ifølge praksis skulle behandles efter reglerne, der gælder for biler på hvide plader.

I den pågældende sag nåede Landsskatteretten frem til følgende resultat:

”Formodningen for, at klageren som hovedaktionær har haft den omhandlede Toyota Landcruiser 4,2 D stillet til rådighed for privat kørsel, må anses for tilbagevist i det foreliggende tilfælde. Der er herved henset til, at bilen i medfør af den betalte privatbenyttelsesafgift må vurderes efter praksis på hvidpladebiler. I medfør heraf skal der lægges vægt på, at bilen er anskaffet med et erhvervsmæssigt formål, at der ikke er foretaget observationer af bilen i privat ærinde, og at klageren har haft to private biler til opfyldelse af sit private kørselsbehov.

”Hertil kommer, at de faste reoler, som er i bilen, kun optager en begrænset del af bagagerummet, og at selskabet har haft lagerplads ved klagerens bopæl, således at klageren ikke har haft behov for transport mellem bopælen og selskabets lagerplads.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at opretholde beskatningen af fri bil til rådighed for klageren.”

Af ovennævnte praksis, herunder særligt sidstnævnte afgørelser af henholdsvis den 29. april 2013 og den 19. marts 2014 ( LSR’s j.nr. 11-0297456 og j.nr. 13-0020706), fremgår det helt klart, at såfremt skatteyder godtgør, at der 1) er et erhvervsmæssigt formål med bilens anskaffelse, at der 2) ikke er observationer af privat kørsel, og endeligt 3) at skatteyder har mulighed for at få dækket sit private kørselsbehov på anden vis, så har skatteyder – ifølge praksis – afkræftet formodningsreglen om, at bilen har stået til rådighed for privat kørsel.

Videre fremgår det, at der ses bort fra parkering ved skatteyders bopæl, såfremt der er særlig begrundelse for dette.

At det er de ovennævnte momenter, som er afgørende, har tillige støtte i to afgørelser truffet af [Skatteankenævnet] den 10. september 2014 (SANST’s sagsnr. 13-0235449 og 13-0235496).

Bilerne i de omtalte afgørelser afsagt af [Skatteankenævnet] den 10. september 2014 var gulpladebiler med betalt privatbenyttelsesafgift, hvorfor spørgsmålet om beskatning af værdi af fri bil skulle afgøres.

Selvom bilerne var på gule plader, havde de på ingen måder karakter af egentlige varebiler. Derimod var der tale om to bordeauxrøde Range Rover Sport med meget højt udstyrsniveau, som fremstod overordentlig luksuriøse. Bilerne var således ganske velegnede til privat kørsel og oversteg langt det niveau, som var påkrævet til erhvervsmæssig kørsel.

Hertil kom, at bilerne var observeret parkeret ved skatteydernes private bopæle på [by6] i [by7].

Desuagtet fandt [Skatteankenævnet]ikke grundlag for at gennemføre beskatning af værdi af fri bil, hvilket skulle ses i sammenhæng med, at der 1) var et erhvervsmæssigt formål med anskaffelsen af de pågældende biler, at der 2) ikke var observationer af privat kørsel, 3) parkeringerne ved bopælene på [by6] var begrundet i særlige forhold, og endeligt 4) at de to skatteydere havde mulighed for at få dækket deres private kørselsbehov på anden vis, idet de havde adgang til at køre i en bil af mærket SMART.

Videre henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 11. oktober 2016 offentliggjort som SKM2016.520.LSR .

Sagen angik beskatning af værdi af fri bil hos en hovedaktionær.

Landsskatteretten udtalte i sagen følgende:

”For hovedanpartshavere gælder der en formodningsregel om, at en firmabil, som hovedanpartshaveren har råderet over, også er til rådighed for privat kørsel. Hvis hovedanpartshaveren og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved klagerens bopæl, påhviler det som udgangspunkt SKAT at løfte bevisbyrden for, at selskabet har stillet bilen til rådighed for klagerens private brug.

...

Landsskatteretten lægger til grund, at bilen har været placeret i en parkeringskælder og ikke på klagerens bopæl, og at bilen har været egnet til at blive anvendt i selskabets tjeneste. Bevisbyrden for, at bilen har stået til klagerens rådighed, påhviler herefter SKAT. Da denne bevisbyrde ikke kan løftes med henvisning til en kørsel, der efter klagerens forklaring havde erhvervsmæssigt formål, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at opretholde beskatning af fri bil.” (min understregning)

Der henvises endvidere til afgørelse truffet af Landsskatteretten den 10. maj 2017 ( LSR’s j.nr. 14-0012794), hvor Landsskatteretten tillige med henvisning til ovennævnte momenter ikke fandt grundlag for den gennemførte beskatning af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med følgende:

”Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, stk. 5.

Bilen er indregistreret første gang den 17. april 2007 til erhvervsmæssig kørsel. Den 29. november 2007 har klageren ændret registreringen af bilen til en varebil til både privat og erhvervsmæssig benyttelse

Bevisbyrden for, at en firmabil ikke har været stillet til rådighed for privat anvendelse, påhviler som hovedregel hovedaktionæren, da der er tale om interesseforbundne parter.

Efter praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger et behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed. Der henvises til Højesterets dom i SKM2005.138, Vestre Landsrets dom i SKM2003.53 og Østre Landsrets dom i SKM2005.503.

Landsskatteretten finder under de foreliggende omstændigheder, at klageren har godtgjort, at han ikke havde rådighed over selskabets bil. Der er henset til, at der var en forretningsmæssig begrundelse for selskabets anskaffelse af den pågældende type bil, at han havde et betydeligt kørselsbehov til forretningsforbindelser, og at selskabets bil stod i en aflåst garage, samt at klageren har kørt et større antal kilometer i egen privat bil.

Klageren har herefter ikke haft bilen til rådighed og forhøjelserne i den forbindelse nedsættes til 0.”

Videre henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 28. juni 2018 offentliggjort som SKM2018.451.LSR.

Sagen omhandlede en hovedaktionær, der drev autoriseret forhandler- og bilværksted. SKAT traf herefter afgørelse om at hæve aktionærens indkomst, da Skattestyrelsen fandt, at hovedaktionæren igennem selskabet havde fået stillet bil til rådighed til privat benyttelse.

Landsskatteretten udtalte i den forbindelse:

”Bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse, tilfalder som udgangspunkt SKAT, hvis hovedaktionærens og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved klagerens bopæl.

...

Da de i sagen omhandlede biler ikke har befundet sig på klagers privatadresse, da der ikke er tale om særlige luksusbiler, der er uegnet til selskabets erhvervsmæssige formål, og da der i øvrigt ikke er forhold i sagen, der taler for, at bilerne skulle have været anvendt privat, påhviler bevisbyrden for, at de har stået til rådighed for klagers private kørsel efter praksis SKAT. Da denne bevisbyrde ikke er løftet, skal der ikke ske beskatning”. (min understregning)

Endelig skal der til yderligere belysning af, at Skattestyrelsen som udgangspunkt bærer bevisbyrden for privat rådighed, henvises til Landsskatterets afgørelse af den 7. juni 2019 ( LSR’s j.nr. 18-0002271).

Sagen omhandlede beskatning af fri bil hos en hovedanpartshaver. Hovedanpartshaverens selskab havde købt en Ford Mondeo. Det var i den forbindelse SKATs opfattelse, at bilen havde stået til privat rådighed for hovedanpartshaveren.

Landsskatteretten udtalte i den forbindelse:

”Bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse, tilfalder som udgangspunkt SKAT, hvis hovedaktionærens og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved klagerens bopæl.” (min understregning)

... ...

Skattestyrelsen har i afgørelsen af den 4. juni 2019 fundet, at [person3] skal beskattes af værdi af fri bil i indkomstårene 2013-2017, idet Skattestyrelsen har lagt til grund, at hun har haft selskabets biler til rådighed for privat kørsel, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4.

Det er som udgangspunkt Skattestyrelsen, der skal påvise, at [person3] har haft [virksomhed1] ApS’ biler til rådighed for privat kørsel, herunder tillige påvise, at hun er omfattet af den ovenfor beskrevne formodningsregel.

I forlængelse heraf gøres det gældende, at [person3] ikke er omfattet af formodningsreglen, idet der ikke foreligger

Såfremt det – mod forventning – lægges til grund, at [person3] er omfattet af formodningsreglen gøres det videre gældende, at [person3]har afkræftet enhver formodning for privat rådighed, idet hun har fremlagt oplysninger, der ved en samlet vurdering godtgør, at hun ikke har haft bilerne til rådighed.

I den forbindelse skal der for det første henvises til de fremlagt interne memoranda fra [virksomhed1] ApS, der redegør for anvendelsen af selskabets biler, herunder det erhvervsmæssige formål med anskaffelsen af disse, jf. Bilag 4.

Det fremgår nærmere af omtalte memoranda, at selskabets biler alene stod til rådighed for selskabets ansatte til brug for erhvervsmæssige formål – eksempelvis til brug for kørsel ud til selskabets kunder.

Det fremgår således indirekte af memorandaene, at bilerne ikke har været til rådighed for [person3].

For det andet skal der henvises til, at Skattestyrelsen ikke har konstateret, at [person3] har anvendt bilerne til privat kørsel.

Der foreligger således ingen oplysninger i sagen om, at hun har anvendt bilerne til privat kørsel, hvilket heller ikke er tilfældet.

Endelig skal der for det tredje henvises til, at [person3]s behov for privat befordring – i den for sagen relevante periode – kunne dækkes ved anvendelsen af husstandens private biler, hvortil der henvises til den fremlagte oversigt over netop disse biler, jf. Bilag 3.

Med henvisning til det ovennævnte juridiske grundlag og de ovenfor nævnte omstændigheder, gøres det således sammenfattende gældende, at der ikke i henhold til ligningslovens § 16A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4, er grundlag for at beskatte [person3] af fri bil i indkomstårene 2013-2017.”

Klagerens repræsentant er den 27. november 2019 kommet med endnu et supplerende indlæg, hvori der kommenteres på Skattestyrelsens udtalelse af 14. oktober 2019:

”For det første har [person3]s arbejdsforhold hos [virksomhed5] ApS ingen betydning for afgørelsen af denne sag.

Det er således også uden betydning, hvor mange arbejdsdage [person3] har haft i indkomstårene 2013-2017.

Det skal imidlertid for god ordens skyld oplyses, at [person3] ikke har haft 216 arbejdsdage med fire kilometers kørsel pr. dag, idet hun - anslået - formentlig alene har været på selskabets adresse en gang hver 14. dag som følge af hendes helbred.

Som allerede oplyst i det supplerende indlæg af den 30. september 2019 har hun været beskæftiget på en fleks-job ordning som følge af en trafikulykke tilbage i 1995. Til dokumentation herfor fremlægges skrivelse dateret den 20. marts 2003 fra Arbejdsdirektoratet, jf. Bilag 11.

[person3] har ikke haft ansættelse hos [virksomhed6] før i 2019, som også oplyst i supplerende indlæg af den 30. september 2019.

Afgørende for denne sag er alene, om hun har fået stillet de i sagen omhandlede biler til rådighed af [virksomhed1] ApS, hvilket ikke er tilfældet.

For det andet skal det fremhæves, at Skattestyrelsen i udtalelsen af den 14. oktober 2019 nu - som noget helt nyt - har henvist til, at en anpartshaver vil kunne beskattes af maskeret udlodning, selvom fordelen ikke tilfalder anpartshaveren selv, men i stedet tilfalder en person, som anpartshaveren har en personlig interesse i.

Det af Skattestyrelsen anførte kan tages til indtægt for, at Skattestyrelsen nu er af den opfattelse, at [virksomhed1] ApS' biler ikke har stået til rådighed for [person3] selv.

Skattestyrelsen har imidlertid afholdt sig fra at spekulere i, hvem der så har haft bilerne til rådighed. Den gennemførte beskatning i henhold til ligningslovens§ 16, stk. 4 kan ikke opretholdes på et sådant grundlag.

For det tredje skal det fremhæves, at det naturligvis er korrekt, at det forhold, at en hovedanpartshaver har adgang til private biler, ikke i sig selv er afgørende ved vurderingen af, om et selskabs biler har stået til privat rådighed for en hovedanpartshaver. Det er imidlertid ikke korrekt, at det er af underordnet betydning.

Dette fordi adgangen til private biler - ifølge fast praksis - indgår som et væsentligt moment ved afkræftelse af formodningsreglen.

Dette er begrundet i det forhold, at hvis en hovedanpartshaver har en privat bil til rådighed, så er der ikke behov for tillige at skulle have en firmabil stillet til privat rådighed, idet hovedanpartshaveren kan få dækket sit private befordringsbehov ved brug af den private bil.

Det skal således ved afgørelsen af denne sag tillægges betydning, at [person3] har haft adgang til private biler, der kunne dække hendes private befordringsbehov, hvortil der henvises til liste over private biler i hendes husstand i perioden 2013-2017, jf. Bilag 3.

For det fjerde skal det bemærkes, at Skattestyrelsen ikke i udtalelsen af den 14. oktober 2019 har bestridt, at det som udgangspunkt er Skattestyrelsen, som har bevisbyrden for, at en bil er stillet til rådighed for en skatteyder.

Som der er redegjort udførligt for i det tidligere fremsendte supplerende indlæg af den 30. september 2019, omfattes en skatteyder alene af den såkaldte formodningsregel, såfremt skatteyderen og selskabets adresse er sammenfaldende, eller at bilen har været parkeret uden for almindelig arbejdstid på skatteyderens privatadresse.

Er ét af de to nævnte forhold ikke til stede, påhviler det Skattestyrelsen at godtgøre, at en bil har været til rådighed for en skatteyders private benyttelse.

Dette har direkte støtte i en righoldig praksis, som er nærmere beskrevet i det allerede omtalte supplerende indlæg af den 30. september 2019.

Til støtte herfor skal der endvidere henvises til en helt ny byretsdom af den 20. september 2019, som er offentliggjort i SKM2019.564. BR . Sagen omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt et selskab i indkomstårene 2010-2014 havde stillet først en og derefter en anden bil til rådighed for hovedanpartshaverens private benyttelse med den følge, at hovedanpartshaveren skulle beskattes af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens§ 16, stk. 4.

I den pågældende sag havde Landsskatteretten med henvisning til, at der for den ene bil var betalt privatbenyttelsesafgift, og at den anden bil tidligere havde været anvendt til fri bil, anført, at hovedanpartshaveren var omfattet af formodningsreglen, og at denne ikke havde løftet bevisbyrden for, at bilerne ikke havde været til rådighed.

Denne afgørelse blev imidlertid ændret ved byrettens dom af den 20. september 2019, idet retten i overensstemmelse med praksis nåede frem til, at det påhvilede skattemyndighederne at godtgøre, at de i sagen omhandlede biler havde været til rådighed for anpartshaverens private benyttelse i de i sagen omhandlede perioder.

Herom anførte retten nærmere følgende:

"Det må efter A's forklaring, der ikke er bestridt, lægges til grund, at de i nærværende sag omhandlede biler om natten har stået parkeret på selskabets adresse og ikke på hans privatadresse. Det fremgår af sagen, at afstanden mellem selskabets adresse og A's privatadresse er godt 13 km.

Ingen af bilerne var nye, da de indgik i selskabet, og de kan ikke siges at være af særlig bekostelig eller luksuriøs karakter. Bilen af Mærket Audi A6 blev frem til den 16. maj 2012 benyttet privat af A, og den havde på dette tidspunkt kørt næsten 200. 000 km. A har forklaret, at Audien ikke blev solgt, da den ikke ville indbringe noget særligt, og fordi den var velegnet til at blive stillet til rådighed for en sælger. Bilen af mærket Mercedes ML 320 Van kostede 304.445 kr. Den var alene udstyret med 2 sæder og var således ikke egnet til befordring af A's familie, der bestod af 4 personer. Bilen var derimod - som også forklaret af A velegnet til at trække den store trailer, som selskabet erhvervede samtidig med bilen.

På denne baggrund har SKAT ikke godtgjort, at de i sagen omhandlede biler har været til rådighed for A til privat benyttelse i de angivne perioder."

Det skal for god ordens skyld bemærkes, at sagen er anket af Skatteministeriet til landsretten for så vidt angår det ene køretøj (den i sagen omhandlede Mercedes ML 320 Van).

På baggrund af det ovenfor anførte gøres det sammenfattende gældende, at [virksomhed1] ApS' biler ikke har stået til privat rådighed for [person3] i årene 2013-2017.

På baggrund af disse forhold skal det bemærkes, at der ikke er grundlag for at beskatte [person3] af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4.”

Klagerens repræsentant er den 2. marts 2020 kommet med bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”1 Bevisbyrdens placering

Det er som udgangspunkt Skattestyrelsen, der har bevisbyrden for, at en bil har stået til fri rådighed i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 5, 1 pkt. med deraf følgende beskatning af værdi af fri bil.

Dette har direkte støtte i praksis og Skatteministeriets egen procedure i Højesteretsdommen af den 30. juni 2014 offentliggjort i SKM2014.504. HR . Af omtalte procedure fremgår således følgende:

" ... det anerkendes, at Skatteministeriet som udgangspunkt har bevisbyrden for den frie rådighed, da selskabs og privatadresse ikke var sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen... "

Der er også enighed herom, idet der henvises til det anførte side 23, 7. afsnit i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af den 7. januar 2020, hvoraf der fremgår følgende:

"Bevisbyrden tor. at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse tilfalder som udgangspunkt Skattestyrelsen , hvis hovedaktionærens og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved klageren bopæl". (min understregning)

Det er ligeledes Skattestyrelsen, som har bevisbyrden for, at formodningsreglen kan bringes i anvendelse, herunder at der er adressesammenfald, og bilen har været parkeret ved den private bopæl.

I denne sag er der ikke sammenfald mellem [person3]s private adresse og selskabets adresse, og bilen har ikke været parkeret ved hendes private bopæl, hvilket også er lagt til grund af Skatteankestyrelsen, jf. side 23, sidste afsnit i forslag til afgørelse dateret den 7. januar 2020.

Det gøres herefter gældende, at det i denne sag påhviler Skattestyrelsen at løfte bevisbyrden for, at bilen har stået til rådighed for privat kørsel, jf. nærmere herom under afsnit 2.

• • • • • •

Det gøres i forlængelse heraf gældende, at det ikke er en korrekt gengivelse af praksis, når Skatteankestyrelsen side 23, 7. afsnit i forslag til afgørelse af den 7. januar 2020 i sag som denne har anført, at

"bevisbyrden vendes dog, hvis de faktiske forhold taler for, at bilen har været til rådighed for privat anvendelse. "

Skatteankestyrelsen har heller ikke henvist til praksis, som støtter denne udlægning af formodningsreglens anvendelsesområde i denne sag.

Det bestrides således, at bevisbyrden i denne sag kan påhvile [person3]. Den påhviler alene Skattestyrelsen.

Som begrundelse har Skatteankestyrelsen side 23, 10. til 11. afsnit i forslaget til afgørelse af den 7. januar 2020 anført følgende:

"Selskabet har i indkomstårene 2013-2017 haft indregistreret 1-2 personbiler. Der er tale om biler af mærket Mercedes Benz, som alle er egnet til privat kørsel. Det er konstateret, at selskabet løbende har afholdt udgifter til brændstof tæt på klagerens bopæl i denne periode.

Klagerens ægtefælle har en væsentlig rolle i selskabet, ligesom han i kraft af sine arbejdsopgaver har haft et stort kørselsbehov, hvortil han har modtaget skattefri befordringsgodtgørelse af selskabet. I den sammenhæng mangler der dokumentation for, hvilken bil ægtefællen har anvendt, mens selskabet ikke ses at have ført den fornødne kontrol i forbinde/se med udbetalingen af den skattefri godtgørelse.

Henset til selskabets konstruktion kan det ikke afvises, at ægtefællen har haft adgang til selskabets biler i kraft af klagerens bestemmende indflydelse. ... " (min understregning)

I forlængelse heraf skal det for det første bemærkes, at Skatteankestyrelsen selv lægger til grund, at Skattestyrelsen ikke har løftet bevisbyrden for, at [person3] har haft rådighed over selskabets biler til privat kørsel.

Til støtte herfor skal henvises til formuleringen "kan det ikke afvises", hvilken selvsagt bekræfter, at Skatteankestyrelsen ikke selv har fundet, at der er nogen sikkerhed for, at bilen har stået til rådighed for privat kørsel.

For det andet skal det fremhæves, at de nævnte forhold - dvs. tankning af brændstof i nærhed af privatadressen samt hendes ægtefælles kørselsbehov og rolle i selskabet - under ingen omstændigheder kan føre til, at [person3] omfattes af formodningsreglen.

Til støtte herfor kan der eksempelvis henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 22. august 2008 (LSR's j.nr. 06-00550), hvor tilsvarende gjorde sig gældende, men hvor Landsskatteretten ikke fandt skatteyderen omfattet af formodningsreglen.

Sagen omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder, der var aktionær i et selskab, havde selskabets bil til rådighed for privat kørsel, hvilket SKAT havde lagt til grund.

Skatteyderen var således blevet beskattet af værdi af fri bil.

Skatteyderen havde i alt 45 % af aktiekapitalen, og skatteyderens far havde 55 % af aktiekapitalen i aktieselskabet.

Landsskatteretten fandt ikke, at SKAT havde løftet bevisbyrden for privat rådighed over bilen og anførte herom følgende:

"Som udgangspunkt har skattemyndighederne bevisbyrden for, at en skatteyder har rådighed over en firmabil, hvis virksomhedens adresse og skatteyderens bopæl ikke er sammenfaldende, og det ikke kan lægges til grund, at firmabilen har stået på den privat adresse uden for arbejdstid.

Idet selskabets adresse og HJs bopæl ikke er sammenfaldende samt henset til sagens øvrige omstændigheder, kan det ikke lægges til grund, at firmabilen af mærket Nissan Patrol har været parkeret på HJs bopæl uden for arbejdstid.

Det er oplyst, at HJ selvangiver værdi af fri bil for selskabets bil af mærket Mercedes-Benz, at der 1 ~ km mellem selskabets adresse og HJs bopæl samt, at ægtefællen ligeledes er ansat i selskabet. Der er herefter ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter skattemyndighederne har bevisbyrden for, at skatteyderen har haft rådighed over firmabilen, hvor det ikke kan lægges til grund, at denne har været parkeret på bopælen uden for arbejdstid. At firmabilen ofte er optanket på en tankstation beliggende i nærheden af HJs bopæl, ændrer, henset til ovenstående, ikke herpå.

Det er ikke konstateret, at HJ har kørt privat i firmabilen af mærket Nissan Patrol. Skattemyndighederne har heller ikke på anden måde løftet bevisbyrden.

HJ anses derfor ikke i skattemæssig henseende, tillige at have haft selskabets bil af mærket Nissan Patrol til rådighed for privat benyttelse." (min understregning)

Det gøres således med afsæt i ovennævnte gældende, at der ikke er grundlag for en betragtning om, at "det under de foreliggende omstændigheder [må] påhvile klageren som hovedanpartshaver at dokumentere, at selskabets biler ikke har været stillet til rådighed for og ikke er blevet benyttet til privat kørsel.", jf. det anførte side 23, sidste afsnit i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af den 7. januar 2020.

De pågældende omstændigheder - der alene udgør løse betragtninger om tankninger og kørselsbehov hos [person3]s ægtefælle - får ikke den afledte konsekvens, at [person3] er omfattet af formodningsreglen. De er ligeledes ikke tilstrækkelige for at anse det for bevist, at [person3] - eller hendes ægtefælle - har kørt i selskabets biler.

[person3]s ægtefælle har alene anvendt ægtefællernes private biler, når der bortses fra nogle afgrænsede perioder i 2016-2018, dvs. fra ca. september 2016 til december 2016 og ca. oktober 2017 til juli 2018, hvor han også har anvendt biler tilhørende sine børn.

Der henvises i den forbindelse til bekræftelser dateret den 24. og 27. januar 2020 fra henholdsvis [person12] og [person13], jf. Bilag 12 og Bilag 13.

Bevisbyrden påhviler således i denne sag Skattestyrelsen, og denne bevisbyrde er ikke blevet løftet, jf. nærmere nedenfor under afsnit 2.

2 Skattestyrelsen har ikke løftet bevisbyrden

Som det fremgår ovenfor, forholder det sig således, at bevisbyrden i denne sag påhviler Skattestyrelsen.

Ifølge praksis kan denne bevisbyrde alene løftes, hvis Skattestyrelsen konstaterer og dokumenterer, at skatteyder har kørt privat i bilen, dvs. er "taget på hjul" kørende i den pågældende bil.

Til støtte herfor skal henvises til nogle blandt mange eksempler fra praksis, herunder for det første Vestre Landsrets dom af den 9. juni 2004 offentliggjort som SKM2004.334.VLR.

Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder, der drev bodegavirksomhed, var skattepligtig af værdi af fri bil. Landsretten fandt ikke, at SKAT havde løftet bevisbyrden for at bilen havde været til privat rådighed.

Landsretten anførte følgende:

"Det lægges som ubestridt til grund, at afstanden mellem A's bopæl og " Bondestuen" er ca. 11 km, at varebilen er købt for etableringskontomidler, at momsen i forbindelse med købet blev afløftet, og at A ikke har ført kørselsregnskab.

Efter bevisførelsen lægges det videre til grund, at A's varebil ikke er blevet set på privatadressen. Det lægges også til grund, at husstanden har haft alternative kørselsmuligheder, der kunne dække familiens samlede private kørselsbehov. Det kan derimod ikke efter bevisførelsen, herunder navnlig de afgivne forklaringer, lægges til grund, at en eller flere af de fremlagte fakturaer relaterer sig til private indkøb eller private restaurationsbesøg. Hertil kommer, at der ikke er noget åbenbart misforhold mellem de 167 km, som parterne er enige om, at varebilen har kørt i gennemsnit pr. uge, og et antageligt forretningsmæssigt kørselsbehov for virksomheden.

Under disse omstændigheder er det Skatteministeriet, der skal bevise, at varebilen har været anvendt til privat kørsel. Et sådant bevis er ikke ført. Der har således ikke været grundlag for som sket at beskatte A af værdien af fri bil, hvorfor landsretten tager A's påstand om nedsættelse af hans personlige indkomst med de omhandlede beløb til følge." (vores understregning)

Videre henvises til Vestre Landsrets dom af den 30. maj 2012 offentliggjort som SKM2012.357.VLR. SKAT havde i den pågældende sag fundet, at skatteyderen havde anvendt den i sagen omhandlede bil til privat befordring.

Landsretten fandt ikke, at SKAT havde løftet bevisbyrden herfor. Af dommen fremgår følgende:

"Landsretten fandt, at Skatteministeriet ikke havde løftet bevisbyrden for, at varebilen havde været anvendt privat. Landsretten lagde vægt på, at der ikke var fremkommet oplysninger i sagen, som gav grundlag for at tilsidesætte appellantens oplysninger om baggrunden for en konkret kørsel i bilen i forbindelse med SKA Ts kontrolbesøg, hvor appellantens far kom kørende i bilen. Endvidere fandt landsretten, at det ikke kunne lægges til grund, at appellantens far dagligt anvendte bilen til kørsel mellem hjemmet og bodegavirksomheden."

Herudover henvises til en nyere afgørelse truffet af Landsskatteretten den 7. december 2016 ( LSR's j.nr. 14-4665813). SKAT havde i sagen beskattet en hovedaktionær af værdi af fri bil.

Landsskatteretten fandt, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for, at bilen havde stået til privat rådighed og udtalte i afgørelsen følgende:

"SKAT har bevisbyrden for, at den omhandlede firmabil på gule nummerplader har været privat benyttet af klageren.

Landsskatteretten finder det ikke godtgjort. at klageren har kørt privat i den omhandlede Mercedes Benz, der havde gule plader, og som der ikke blev betalt privatbenyttelsesafgift af i de omhandlede indkomstår.

Landsskatteretten lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at husstanden har haft en anden bil til privat rådighed. og at der ikke ses at være tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte klagerens forklaring om, hvori den erhvervsmæssige anvendelse af bilen har bestået." (vores understregning)

Under hensyn til, at Skattestyrelsen ikke har dokumenteret, at [person3] - eller hendes ægtefælle - har anvendt selskabets biler privat, har Skattestyrelsen således heller ikke løftet bevisbyrden for. at der er grundlag for den gennemførte beskatning af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 5, 1. pkt.

Denne bevisbyrde er således heller ikke løftet ved en henvisning til de tidligere omtalte tankninger samt ægtefællen kørselsbehov, der rigeligt kunne dækkes ved anvendelse af de private biler, som [person3] og han havde adgang til i husstanden, jf. nærmere nedenfor under afsnit 3.

3 Erhvervsmæssigt behov og private biler

Som beskrevet side 3 til 4 i supplerende indlæg af den 30. september 2019 til Skatteankestyrelsen har der i selskabet var en række erhvervsmæssige aktiviteter, som kan begrunde anskaffelsen af selskabets biler.

Om bilerne anvendelse er i den forbindelse tidligere oplyst følgende:

"Der har i selskabet været tre fastansatte personer, dvs. [person4], [person1] og [person2].

Derudover har der været to faste vikarer tilknyttet virksomheden.

De i denne sag omhandlede biler. har været anvendt erhvervsmæssigt af [person1]. [person2] og de to omtalte vikarer.

Alt administrativt arbejde er blevet foretaget af [person1], og det regnskabsmæssige, herunder bogføring, er blevet varetaget af selskabets revisor, som løbende har modtaget relevante bilag til bogføring. " (min understregning)

[person3] har derimod ikke været ansat i selskabet og deltager heller ikke i øvrigt i driften af selskabet, hvorfor hun af naturlige årsager ikke har haft anledning til at anvende bilerne.

Hun blev - som tidligere oplyst - tilbage i 1995 ramt af en trafikulykke og har siden april 2003 været på fleksjobordning, jf. Bilag 11.

Hendes kørselsbehov er blevet dækket ved anvendelsen af de private biler, som hun og hendes ægtefælle havde til rådighed i deres husstand, jf. Bilag 3.

Der er i øvrigt tale om private biler af en god standard, som ikke har givet hende noget incitament til at anvende andre biler.

Den Mercedes-Benz E280, ESOO og E350, som [person3] og hendes

ægtefælle anvendte, er henholdsvis købt og solgt for følgende:

Til sammenligning blev selskabets Mercedes-Benz SL (reg.nr. [reg.nr.2]) solgt for kr. 30.000 i oktober 2014, jf. Bilag 18, og selskabets Mercedes- Benz A (reg.nr. [reg.nr.3]) blev solgt for kr. 51. 500 i marts 2018, jf. Bilag 19.

Såfremt det mod forventning lægges til grund, at [person3] er omfattet af formodningsreglen, gøres det således gældende, at hun har afkræftet denne, idet der

Der henvises i det hele til det tidligere anførte side 8 til 23 i supplerende indlæg af

den 30. september 2019 til Skatteankestyrelsen.

• • • • • •

Sammenfattende skal det på baggrund af ovenstående lægges til grund, at der ikke er grundlag for at beskatte [person3] af værdi af fri bil, idet hun ikke har haft selskabets biler til privat rådighed, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, 1. pkt.”

Klagerens repræsentant er den 29. april 2020 kommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 26. marts 2020:

”Skatteankestyrelsen har den 27. marts 2020 fremsendt et revideret forslag til afgørelse samt Skattestyrelsens udtalelse hertil af den 26. marts 2020. Udover det tidligere anførte i sagen, som fortsat fastholdes, giver det fremsendte anledning til følgende bemærkninger:

Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen har - i første række - anført, at det er [person3], som skal bevise, at hun ikke har haft selskabets biler til privat rådighed. Derved fraviges udgangspunktet om, at det er skattemyndighederne selv, der bærer bevisbyrden for privat rådighed.

Denne fravigelse begrundes af Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen med, at der kan opstilles en formodning for, at [person3] har haft selskabets biler til privat rådighed. Dette anføres selvom, at det ubestridt anerkendes, at der hverken 1) foreligger adressesammenfald mellem selskabs- og bopælsadressen, eller 2) at selskabets biler har været parkeret på bopælsadressen.

Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen har således fundet, at der kan opstilles en formodning for privat rådighed, såfremt andre "faktiske forhold' taler herfor. Til støtte for denne udvidelse af den almindelige formodningsregel henvises der til Højesterets dom af den 1. marts 2005 offentliggjort som SKM2005.138.HR , der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder skulle beskattes af værdi af fri bil vedrørende en Maserati Spyder.

Dommen er allerede af den grund ikke sammenlignelig med denne sag.

Derudover henvises til Vestre Landsrets dom af den 24. januar 2003 offentliggjort som SKM.2003.53.VLR, der ligeledes vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder skulle beskattes af værdi af fri bil.

Skatteankestyrelsen har i det fremsendte forslag ikke taget stilling til hvilke konkrete forhold i sagen, der - ifølge Skatteankestyrelsen - kan begrunde en formodning for privat rådighed. Skatteankestyrelsen har således blot henvist til "de foreliggende omstændigheder".

Skattestyrelsen har imidlertid anført, at følgende konkrete forhold i sagen kan opstille en formodning for privat rådighed:

"B & P Gruppen ApS har i perioden haft indregistreret 1-2 personbiler, som er egnet til privat kørsel, ad gangen. Det er tidligere konstateret, at selskabet har afholdt udgifter til brændstof tæt på klagers bopæl.Klagers ægtefælle har arbejdet i selskabet og han har modtaget skattefri befordringsgodtgørelse. I forbindelse med udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse mangler der dog dokumentation for, hvilken bil der er anvendt til kørslen. Det kan således ikke afvises. at klagers ægtefælle har haft adgang til selskabets biler. " (min understregning)

Det skal for det første bestrides, at Højesteret i den nævnte sag havde til hensigt at udvide den almindelige formodningsregel.

Dommen skal således anses som en konkret afgørelse, hvor der forelå helt særlige faktiske omstændigheder, der ikke kan sammenlignes med denne sag.

I Højesteretssagen var der tale om en dyr sportsvogn af typen Maserati Spyder, som ikke direkte blev anvendt i forbindelse med virksomhedens drift. Det var navnlig ud fra hensynet til bilens type og anvendelse, at Højesteret helt ekstraordinært pålagde skatteyderen bevisbyrden.

Som tidligere omtalt på side 4 i supplerende indlæg af den 30. september 2019, så har selskabet haft følgende biler:

(*) Side 8 i supplerende indlæg af den 2. marts 2020 fremgår det, at selskabets Mercedes SL (reg.nr. [reg.nr.2]) blev solgt for 30.000 kr., jf. Bilag 18. Det er selskabets Mercedes E (reg.nr. [reg.nr.1]), som blev solgt for nævnte beløb.

Forholdene i SKM2005 .138.HR kan derfor ikke sammenlignes med forholdene i denne sag, idet 1) selskabets biler ikke er dyre sportsvogne, og 2) der foreligger et tydeligt erhvervsmæssigt anvendelsesbehov for selskabets biler, da de bruges i forbindelse med kundekonsultatiqner, jf. herom side 4-5 i supplerende indlæg af den 30. september 2019.

Det skal tillige bestrides, at sagen fra Vestre Landsret giver grundlag for en udvidelse af den almindelige formodningsregel.

Sagen fra Vestre Landsret omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt en hovedanpartshaver havde haft privat rådighed over en varevogn af typen Chrysler Grand Voyager. Hovedanpartshaveren havde i tidligere indkomstår haft varevognen til privat rådighed, men havde efterfølgende fraskrevet sig retten til at anvende varevognen.

Hovedanpartshaveren anerkendte imidlertid, at han ved flere lejligheder på trods af aftalen med selskabet, havde anvendt varevognen privat. Allerede som følge heraf pålagde landsretten hovedanpartshaveren bevisbyrden for ikke at have haft privat rådighed over bilen, hvilken bevisbyrde hovedanpartshaveren selvsagt ikke kunne løfte grundet hans indrømmelser.

Landsretssagen er derfor heller ikke sammenlignelig, idet [person3] på intet tidspunkt har anvendt selskabets biler privat, hvilket var det afgørende forhold i landsretssagen for at vende bevisbyrden.

Det bestrides derfor helt grundlæggende, at de to sager udvider den almindelige formodningsregel og giver grundlag for at pålægge [person3] bevisbyrden ud fra andre "faktiske forhold'.

For det andet skal det bestrides, at det anførte forhold om, at selskabets biler er egnede til privat kørsel, tillægges betydning, idet almindelige biler i sagens natur som udgangspunkt altid vil være egnede til privat kørsel.

Såfremt dette forhold i sig selv skal kunne begrunde en formodning for privat rådighed, så vil det medføre, at formodningsreglen bliver hovedreglen fremfor undtagelsen, idet dette forhold altid vil være opfyldt alene med undtagelse af særligt indrettede køretøjer.

For det tredje bestrides det, at det tillægges betydning, at selskabets biler er blevet tanket i nærheden af [person3]s bopæl. Selskabets tankninger kan ikke påvise en formodning for privat rådighed. Dette har direkte støtte i tidligere omtalt praksis, jf. herved Landsskatterettens begrundelse i deres afgørelse af den 22. august 2008 ( LSR 's j.nr. 06-00550).

For det fjerde skal det bestrides, at [person3]s ægtefælles befordringsmæssige forhold kan tillægges betydning for hende.

Det forhold, at [person4] har modtaget skattefri befordringsgodtgørelse, kan ikke opstille en formodning for, at selskabets biler har stået til rådighed for [person3], idet skattefri befordringsgodtgørelse alene udbetales i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel i egen bil.

Endelig skal det sammenfattende gøres gældende, at der ikke er grundlag for at udvide den almindelige formodningsregel til også at finde anvendelse ved andre "faktiske forhold'. I forlængelse heraf skal det videre gøres gældende, at der under alle omstændigheder ikke foreligger konkrete faktiske forhold, som kan opstille en formodning for privat rådighed, hvorfor skattemyndighederne fortsat bærer bevisbyrden for, at [person3] har haft privat rådighed over selskabets biler.

• • • • ••

Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen har - i anden række - lagt til grund, at [person3] ikke har løftet bevisbyrden for ikke at have haft selskabets biler til rådighed.

Skattestyrelsen har herom anførte følgende:

"Efter praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at den pågældende bil ikke har været anvendt til privat kørsel, eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed.jf. bl.a. SKM2003 .53. VLR .

Klager har ikke fremlagt et kørselsregnskab eller på anden måde tilstrækkeligt sandsynliggjort, at bilerne ikke har stået til rådighed for privat kørsel.

Det ses ikke at ændre herpå, at husstanden har haft en eller flere biler til rådighed, ligesom at selskabets interne memo alene angår selskabets ansatte og dermed ikke er en egentlig fraskrivelseserklæring." (min understregning)

Skatteankestyrelsen har gengivet disse forhold i det reviderede forslag til afgørelse ved vurderingen af, om bevisbyrden er løftet.

For det første skal det i relation til det anførte bemærkes, at der helt overordnet ikke kan påkræves et kørselsregnskab. Derudover skal det bemærkes, at [person3] tidligere har fremlagt oplysninger, der "på anden vis" påviser, at hun ikke har haft privat rådighed over selskabets biler.

Der skal derfor i det hele henvises til de tidligere indlæg i sagen, hvoraf det bl.a. er blevet beskrevet, at [person3] alene arbejder via en fleksjobordning, og at hendes kørselsbehov derfor er lille. Dette forhold har hverken Skatteankestyrelsen eller Skattestyrelsen forholdt sig til.

For det andet skal det bemærkes, at hverken Skatteankestyrelsen eller Skattestyrelsen har begrundet, hvorfor de ikke har tillagt det betydning, at [person3] har haft private biler til rådighed gennem hendes husstand. Dette er ellers et vægtigt moment i medfør af tidligere omtalt praksis, hvortil der igen henvises til tidligere indlæg i sagen.

For det tredje skal det bestrides, at de fremlagte interne memoranda ikke kan tillægges betydning. Selvom de som udgangspunkt er stilet til selskabets ansatte, så udtrykker de interne memoranda således hensigten og anvendelsesformålet bag selskabets biler.

Det fremgår således af de interne memoranda, at bilerne har været til erhvervsmæssig rådighed for selskabets ansatte. De interne memoranda tilsiger således, at den konkrete anvendelse af selskabets biler alene har været erhvervsmæssig.

Sammenfattende gøres det således endeligt gældende, at skattemyndighederne bærer bevisbyrden for privat rådighed, men at [person3] under alle omstændigheder har bevist, at hun ikke har haft selskabets biler til privat rådighed. [person3] skal derfor ikke beskattes af værdi af fri bil.”

Retsmøde

Klagerens ægtefælle oplyste på retsmødet, at han omkring 10 gange i løbet af de pågældende indkomstår har haft en firmabil parkeret på den private bolig om natten. Ægtefællen oplyste, at det tog ham op mod 30 minutter at køre ud til firmaets adresse, og parkere bilen der. Ægtefællen oplyste, at i de tilfælde, hvor han er kommet meget sent tilbage til Sjælland efter kundebesøg i Jylland, er han kørt direkte hjem til sin private bolig, og har parkeret bilen der. Næste morgen har han så kørt bilen ind på selskabets adresse igen.

Landsskatterettens afgørelse

Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedanpartshaver, skal denne beskattes af værdien heraf uanset om hovedanpartshaveren er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16 A, stk. 5. Beskatningen sker af selve rådigheden, uafhængig af den faktiske benyttelse.

Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, 2. pkt.

Bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse tilfalder som udgangspunkt Skattestyrelsen, hvis hovedanpartshaveren og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved klagerens bopæl. Bevisbyrden vendes dog, hvis de faktiske forhold taler for, at bilen har været til rådighed for privat anvendelse. Det gælder særligt, hvis der er tale om dyre luksus biler, som ikke egner sig til erhvervsmæssig anvendelse. Der henvises herved til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504. Højesteret fandt i dommene SKM2005.138 og SKM2008.534, at SKAT havde løftet bevisbyrden.

Efter praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger et behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at den pågældende bil ikke har været anvendt til privat kørsel, eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed. Der henvises til Højesterets dom i SKM2005.138 og Vestre Landsrets dom i SKM2003.53.

Klageren har i den omhandlede periode været hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS.

Selskabet har i indkomstårene 2013-2017 haft indregistreret 1-2 personbiler. Der er tale om biler af mærket Mercedes Benz, som alle er egnet til privat kørsel. Det er konstateret, at selskabet løbende har afholdt udgifter til brændstof tæt på klagerens bopæl i denne periode.

Klagerens ægtefælle har en væsentlig rolle i selskabet, ligesom han i kraft af sine arbejdsopgaver har haft et stort kørselsbehov, hvortil han har modtaget skattefri befordringsgodtgørelse af selskabet. I den sammenhæng mangler der dokumentation for, hvilken bil ægtefællen har anvendt, mens selskabet ikke ses at have ført den fornødne kontrol i forbindelse med udbetalingen af den skattefri godtgørelse.

Landsskatteretten finder under henvisning til klagerens ægtefælles forklaring i Landsskatteretten på retsmødet og til Skattestyrelsen den 1. april 2019, at det kan lægges til grund, at selskabets biler lejlighedsvis har befundet sig på privatadressen og ved ægteparrets sommerbolig i Sverige. Herudover er bilerne tanket på en benzinstation tæt på hjemmet, hvilket blandt andet er sket i ferier og i weekender. Da bilerne således har befundet sig på klagerens hjemadresse påhviler bevisbyrden for, at bilerne ikke har været til rådighed for klagerens og ægtefællens private kørsel efter praksis klageren.

Landsskatteretten finder, at da klageren ikke har fremlagt kørselsregnskab for selskabets biler eller på anden lignende måde tilstrækkeligt har sandsynliggjort, at selskabets biler ikke har stået til rådighed for klagerens brug, herunder ægtefællens, har klageren ikke afkræftet formodningen om, at selskabets biler har stået til rådighed for privat kørsel. Det anses i den forbindelse ikke som en tilstrækkelig kendsgerning, at klageren gennem sin husstand har haft en eller flere private biler til rådighed i den omhandlede periode.

Det bemærkes, at selskabets interne memo ikke kan tillægges særlig vægt, idet de alene er udarbejdet til selskabets ansatte og ikke til klageren. Der er dermed ikke tale om en erklæring, der fraskriver klagerens privat brug af selskabets biler.

Som følge af ovenstående er klageren skattepligtig af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsskatteretten bemærker, at der er tale om en kontrolleret transaktion imellem klageren som hovedanpartshaver og selskabet. Skattestyrelsen har således været berettiget til at genoptage klagerens skatteansættelse for alle indkomstårene med henvisning til den forlængede frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.