Kendelse af 01-10-2020 - indlagt i TaxCons database den 08-11-2020

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren har fradrag for tab på en fordring på 574.054 kr. i medfør af kursgevinstlovens § 17 eller kursgevinstlovens § 14.

Faktiske oplysninger

Klageren har en lang baggrund som registreret revisor. Klageren har endvidere haft ansættelse i regnskabsafdelingen i et større entreprenørfirma, hvorefter han i 1995 skiftede til IT-branchen med det formål at gøre bogholderi- og regnskabsarbejde nemt og mere tilgængeligt for ikke-fagkyndige personer.

Efter mange års erfaring og en solid baggrund som Navision systemkonsulent valgte klageren i december 2005 at starte egen konsulentvirksomhed. Virksomheden yder i dag særligt konsulentbistand til advokat- og revisionsfirmaer inden for IT-assistance og informationsteknologi.

I starten af 2012 søsatte klageren et online tidsregistreringssystem ([x1]), som blev efterfulgt af et online bogholderisystem ([x2]) målrettet de ikke fagkyndige brugere. Siden efteråret 2016 har klageren arbejdet med økonomisystemet [x3] sideløbende med sit konsulentarbejde for advokat- og revisionsfirmaer.

Klageren har enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] v/[person1]. Virksomheden er grundlægger af de webbaserede regnskabsprogrammer ”[x1]” og ”[x2]”. I forbindelse med programmeringen af disse produkter har [person1] personligt foretaget kontante udlæg i 2012 og 2013 til betaling af udviklingshuset [virksomhed2], Ukraine.

Selskabet [virksomhed3] er stiftet den 1. august 2013 af [virksomhed4] ApS. Det fremgår af oplysninger fra CVR, at selskabet blev tegnet af en direktør. Selskabet var ejet af klagerens selskab [virksomhed4] ApS, som ligeledes var stiftet den 1. august 2013.

Det fremgår af fakturanr. 81888 fra klageren til [virksomhed3] dateret den 1. august 2013, at klageren har afhændet en del af virksomheden [virksomhed1] til [virksomhed3].

Det fremgår af fakturaen, at der er sket overdragelse af ejerskab og ophavsret til produkterne [x1] og [x2], og at værdien udgjorde et beløb svarende til den faktiske foretagne investering, det vil sige de faktisk afholdte udviklingsomkostninger. [x1] var opgjort til 118.585,25 kr., og [x2] var opgjort til 455.469,15 kr., dvs. i alt 574.054,40 kr. Fakturaen forfaldt til betaling den 9. august 2013.

[person2] indskød som investor ifølge sagens oplysninger 200.000 kr. i [virksomhed3] i december 2013. Der blev udarbejdet en mail om overdragelsen, hvor [person2] ifølge klageren dikterede indholdet.

Klageren har i den omtalte mail af 4. december 2013 erklæret, at han på vegne af selskabet [virksomhed4] ApS er indforstået med, at:

”

...

Det bemærkes, at nuværende gæld i selskabet [virksomhed3] til [virksomhed1] v/[person1] forøges med indtil kr. 140.000 (Ethundredefirtitusinde oo/100) i den kommende periode. Beløbet fremkommer ved lån af [person1] til dedikeret betaling til [virksomhed2] for allerede igangsat videreudvikling af produktet [x2]. Beløbet skal uopholdeligt tilbagebetales [person1] når yderligere kapital fremskaffes i [virksomhed3].”

Det fremgår af efterfølgende mailkorrespondance mellem klageren og en advokat samt mellem klageren og en revisor, at der er tvivl om, hvorvidt erklæringen i mailen af 4. december 2013 skal opfattes som en kapitalforhøjelse eller salg af anparter.

Det fremgår af en kvittering fra Erhvervsstyrelsen, at klageren den 14. juni 2015 i det Offentlige Ejerregister har anmeldt, at der er sket ændringer i selskabets ejerforhold, således at [person2] pr. den 9. december 2013 blev registreret med en ejerandel på 33,33 – 49,99 pct. af kapitalen i selskabet.

Klageren har anført ved brev til Erhvervsstyrelsen dateret den 21. december 2015, at han er fratrådt med øjeblikkelig virkning som direktør i selskabet [virksomhed3].

Det fremgår af oplysninger fra CVR, at [person2] tiltrådte som direktør i [virksomhed3] den 8. marts 2016.

Ved skrivelse af 25. maj 2016 til [virksomhed3] rykkede klagerens advokat for betaling af fakturanr. 81888 af 1. august 2013 vedrørende overdragelse af ejerskab og ophavsret til produkterne [x1] og [x2].

Den 7. december 2018 blev der afsagt konkursdekret over [virksomhed3] med den 27. november 2018 som fristdag. Skifteretten i [by1] udpegede i den forbindelse advokat [person3] som kurator i konkursboet.

Det fremgår af bofaktura 001 dateret 7. marts 2019, at klagerens selskab [virksomhed5] ApS erhvervede samtlige immaterielle rettigheder, herunder men ikke begrænset til ophavsrettigheder til kildekoder m.v. til programmerne ”[x2]” og ”[x1]” via adgang til den hostede server hos [virksomhed6] for 15.000 kr.

Som følge af manglende opdaterede kildekoder med dertilhørende databaser blev købesummen for de immaterielle rettigheder nedsat med 7.500 kr. ved kreditnota 002 af 18. marts 2019.

Begge webbaserede regnskabsprogrammer er i dag relanceret grundet en tidligere foretaget backup

og bliver drevet af klageren.

Det fremgår af årsrapporterne for [virksomhed3] for indkomstårene 2013/2014, 2015 og 2016, at der var gæld til selskabsdeltagere og ledelse på henholdsvis 568.475 kr. i 2013/2014 og 620.828 kr. i 2015 og 2016.

Det fremgår endvidere af årsrapporterne, at selskabets egenkapital var negativ i de ovennævnte indkomstår.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ved afgørelse af 13. juni 2018 nægtet fradrag for tab på en fordring under henvisning til, at tabet ikke vedrører den erhvervsmæssige drift i klagerens virksomhed samt i medfør af kursgevinstlovens § 14, stk. 2.

Skattestyrelsen har i den forbindelse anført følgende:

”Overskud af virksomhed

Vi har reguleret virksomhedens oplyste underskud på 394.059 kr. med det, i regnskabet, fratrukket tab på 574.054 kr., da tabet ikke er fradragsberettiget, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 2 og § 17.

Tabet er ikke fradragsberettiget, da tabet ikke vedrører den erhvervsmæssige drift i din virksomhed og fordi du, som ejer af 51 % af [virksomhed3]´s anpartskapital, ikke kan få fradrag for tab på en fordring til selskabet.

Dine bemærkninger til forslag af den 17. april 2019

”Bemærkninger til Skattestyrelsens skrivelse af 17. april 2019, hvori Skattestyrelsen ikke anerkender mit tab på fordring hos selskabet cvr-nr. [...1] – et selskab jeg indirekte har ejet mere end 25 % af siden juli 2013.

Den tabte fordring vedrører betalte fakturaer fra udviklingshuse for programmering at to webbaserede regnskabsprogrammer, på i alt kr. 574.054 eksklusive moms.

Jeg anerkender skattestyrelsens påstand om nægtelse af fradrag angående tabet med baggrund i Aktieavancebeskatningsloven §4, med hensyn til ejerskab på mere end 25 % af selskabet, men jeg har dokumentation på, at jeg ikke har haft nogen stemmeret i selskabet siden december 2013.

Ved selskabets konkurs (CVR-nr.: [...1]) fik jeg af kurator oplyst, at alle data tilhørende de to webbaserede programmer var blevet slette af hosting-bureau grundet manglende betaling. Det vil sige programmernes kildekoder, samt kunders data og daglige backup hos hosting-bureau – alt var slette uden mulighed for genskabelse.

Af kurator for konkursboet købte jeg de tidligere anvendte domænenavne for begge produkter. Via en totalbackup fra år 2017, jeg selv var i besiddelse af, blev begge programmer retableret og kørende igen. (http://[...dk] & http://[...dk])”

På dette grundlag skal jeg herved rette min årsopgørelse for året 2018, således:

Efterfølgende har du, den 4. juni 2019, indsendt dokumentation for købet af domænenavnene i form af bofaktura 001 på 15.000 kr. og kreditnota 002 på 7.500 kr. Du har ikke fremsendt dokumentation for royalty på 125.000 kr., jf. begrundelse nedenfor.

Du skriver følgende i forbindelse med fremsendelsen:

”Vedhæftet fremsendes dokumentation for overtagelse af domænenavne:

Bofaktura 001 fra kurator, kr. 15.000, samt Kreditnota 002 fra kurator, kr. 7.500. Denne kreditnota blev udstedt af kurator, idet hosting-bureau havde slettet alle data! Kopi af ”Overdragelseserklæringer” vedr. tre domænenavne fra kurator vedhæftes ligeledes.

Dokumentation for tilgodehavende royalty:

Jeg har ingen dokumentation for regnskabsposten ”Afsat tilgodehavende royalty kr. 125.000”, idet det er udtryk for min forventede indtægt fra mit selskab (ejerskab på 50 %) ”[virksomhed5] ApS” (Cvr-nr. [...2]), hvori mine webbaserede produkter lanceres. For god ordens skyld, skal det oplyses, at den tilsvarende udgift i ”[virksomhed5] ApS” ikke er udgiftsført, men vil blive udgiftsført i takt med fremtidige udbetalinger”.

Skattestyrelsens begrundelse

Ifølge den fremsendte faktura og kreditnota, udstedt af [person4], Advokater på vegne af konkursboet ”[virksomhed3] under konkurs”, er salget af de to domænenavne http://[...dk] og http://[...dk] sket til selskabet [virksomhed5] ApS.

Det fremgår at det solgte består af immaterielle rettigheder, herunder men ikke begrænset til ophavsrettigheder til kildekode/funktionalitet m.v. til programmerne ”[x2]” og [x1]” via adgang til den hostede server hos [virksomhed6].

Da du ikke, personligt, har købt de immaterielle rettigheder (domænenavnene) kan Skattestyrelsen ikke godkende fradrag for anskaffelsen på 7.500 kr. (netto). Det skyldes at du således ikke har anskaffet dig nogen rettigheder, da disse er købt af [virksomhed5] ApS.

Skattestyrelsen fastholder derfor den varslede ændring ifølge forslaget, af den 17. april 2019, og tillægger ikke indtægten fra royalty til indkomsten for 2018. Det vil sige at overskud af virksomhed herefter udgør 179.995 kr., som fremkommer således:

kr.

Underskud af virksomhed, if. digital genoptagelse- 394.059

Tilbageført tab på debitorer 574.054

Overskud af virksomhed 179.995

De nye oplysninger har derfor ikke ændret på, at Skattestyrelsen ikke kan godkende fradrag for de 574.054 kr. hverken som tab på debitorer eller som straksafskrivning, jf. din opgørelse ovenfor. Anskaffelsen af de immaterielle rettigheder (domænenavnene), som ikke udgør 574.054 kr. men 7.500 kr. (netto) vedrører ikke dig personligt og påvirker derfor ikke din indkomstopgørelse.

Fradraget godkendes derfor ikke efter reglerne i afskrivningslovens § 40, stk. 2 henset til, at det ikke er dig som har anskaffet rettighederne, da disse er købt af selskabet [virksomhed5] ApS.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelse for indkomståret 2018 skal nedsættes med kr. 574.054.

Klagerens repræsentant har til støtte for sin påstand anført, at der er fradrag under henvisning til kursgevinstlovens § 14, idet klageren ikke var hovedaktionær omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4.

Repræsentanten har endvidere henvist til, at der er fradrag for det omhandlede beløb på kr. 574.054 som straksafskrivning i henhold til kursgevinstlovens § 17 sammenholdt med statsskattelovens § 6.

Repræsentanten har i forbindelse med klagen anført følgende:

”3.2. Nærværende sag

Hovedaktionær i [virksomhed3]

På tidspunktet for udstedelsen af den i sagen omhandlende faktura på kr. 574.054 vedrørende afhændelse af en del af virksomheden [virksomhed1] v/[person1] til [virksomhed3], jf. bilag 2, var [person1] ejer af 51 % af anpartskapitalen i [virksomhed3].

[person1] optrådte herved som hovedaktionær i det selskab, som fakturaen blev udstedt til, hvorfor der umiddelbart ikke er tale om et fradragsberettiget tab af tilgodehavende efter kursgevinstlovens § 14, stk. 2, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4. Dette skyldes, at [person1] herved formelt set har rådet over mere end 50 % af stemmeværdien i det omhandlende selskab.

Realiteten har imidlertid været en helt anden, hvilket skyldes, at [person1] de facto har været uden reel stemmeret i selskabet siden december 2013. Til dokumentation herfor kan bl.a. henvises til bilag 10, hvor det i et notat udarbejdet af [person2] eksplicit fremgår, at han som direktør var i besiddelse af 100 % af stemmeværdien i selskabet på daværende tidspunkt.

Ved afgørelsen af, om der er rådet over mere end 50 % af stemmeværdien, er det ikke afgørende hvem der har ejet aktierne, hvortil stemmeretten er knyttet, men derimod hvem der i realiteten har rådet over stemmeretten. At dette er tilfældet, fremgår direkte af Den Juridiske Vejledning 2019-2, afsnit C.B.2.1.3.2.4 Hovedaktionærer .

Den juridiske forståelse af begrebet ”hovedaktionær”, som der eksplicit henvises til i kursgevinstlovens § 14, stk. 2, skal anvendes i overensstemmelse med den generelle definition i aktieavancebeskatningslovens § 4. Dette fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd og forarbejder. Der er ikke tiltænkt nogen forskel i afgrænsningen eller rækkevidden af begreberne

”hovedaktionær” og ”hovedaktionæraktier”.

Hovedaktionærbegrebet er i aktieavancebeskatningslovens § 4 baseret på en definition af begrebet ”hovedaktionæraktier”. Det fremgår af forarbejderne til aktieavancebeskatnings-lovens § 4 samt af alle øvrige relevante fortolkningsbidrag, at definitionen af ”hovedaktionæraktier” i aktieavancebeskatningslovens § 4 alene omfatter direkte ejede aktier, mens indirekte ejede aktier ikke er omfattet af definitionen.

Da indirekte ejede aktier falder uden for definitionen af hovedaktionæraktier, kan indirekte ejede aktier ikke i sig selv gøre en fordringshaver til hovedaktionær efter kursgevinstlovens § 14, stk. 2. Dette er konsekvensen af, at definitionen af ”hovedaktionæraktier” i aktieavancebeskatningslovens § 4 er bestemmende for, om fordringshaveren er “hovedaktionær” i kursgevinstlovens § 14, stk. 2.

En fordringshaver, der ikke ejer hovedaktionæraktier som defineret i aktieavancebeskatningslovens § 4, kan derfor ikke være hovedaktionær efter kursgevinstlovens § 14, stk. 2.

Det bemærkes endvidere, at uanset hovedaktionærbegrebet i aktieavancebeskatningslovens § 4 siden indførslen i 1981 har skiftet placering flere gange og er blevet brugt i forskellige sammenhænge, har der på intet tidspunkt været noget ønske om at foretage en justering af begrebet. Dette fremgår af de gengivne forarbejder til de relevante ændringslove.

Afgørende for, om man er hovedaktionær efter kursgevinstlovens § 14, stk. 2, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, er i overensstemmelse med en almindelig forståelse af det skatteretlige hovedaktionærbegreb, om kreditor har bestemmende indflydelse i debitor.

At dette er tilfældet, samt at der i almindelighed skal foretages en konkret vurdering i forbindelse med anvendelsen af kursgevinstlovens § 14, stk. 2, hvortil bl.a. selskabets reelle ejerskabsstruktur har afgørende betydning, fremgår af landsrettens præmisser i SKM 2017.243 ØLR:

”Efter den dagældende kursgevinstlovs § 14, stk. 2, 4. pkt., medregnes kursgevinster til den skattepligtige indkomst, hvis kreditor er hovedaktionær i debitor, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4”.

Landsretten finder, at denne bestemmelse efter sin ordlyd og sit formål må fortolkes således, at den omfatter fordringer på selskaber, hvorover kreditor har en bestemmende indflydelse som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 4.”

Det gøres gældende, at [person1] mistede bestemmende indflydelse i selskabet [virksomhed3] ultimo 2013. Dette fremgår af [person1]s e-mail til [person2] dateret den 4. december 2013, jf. bilag 4, samt [person2]s notat dateret den 17. maj 2018, jf. bilag 12.

Det gøres derfor gældende, at [person1] er berettiget til at fradrage fakturabeløbet på kr. 574.054 i indkomståret 2018 under henvisning til kursgevinstlovens § 14. Dette skyldes, at [person1] ikke kan anses for værende hovedaktionær i aktieavancebeskatningslovens § 4’s forstand, når der henses til, at han ikke havde nogen reel stemmeret i forhold til den på dette tidspunkt aktuelle anpartsbesiddelse.

Det skal i umiddelbar forlængelse heraf bemærkes, at kursgevinstlovens § 14 har til formål at undgå

misbrug i form af skattespekulation ved at opnå en asymmetrisk beskatning som direkte nævnt i kursgevinstlovens forarbejder. At [person1] udsteder en faktura til [virksomhed3] den 1. august 2013, jf. bilag 2 med et pålydende beløb svarende til de faktiske afholdte udviklingsomkostninger, har på ingen måde karakter af at være skattespekulation.

At Skattestyrelsen i deres afgørelse af 13. juni 2019 nægter [person1] fradragsret for tab af tilgodehavende som følge af [virksomhed3] ApS’s konkurs, er uholdbart, da en nægtelse heraf utvivlsomt falder uden for kursgevinstlovens § 14’s egentlige formål.

Erhvervsmæssig drift – straksafskrivning

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i anden række overordnet gældende, at [person1] er berettiget til at fradrage det i sagen omhandlende beløb på kr. 574.054 som straksafskrivning i henhold til kursgevinstlovens § 17 sammenholdt med statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 17, at for tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, finder reglerne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a anvendelse.

Den i nærværende sag omhandlende overdragelsesaftale er indgået på normale forretningsmæssige betingelser og adskiller sig ikke fra tilsvarende og normale virksomhedsoverdragelser mellem afhængige parter. De kontraherende selskaber har hverken haft fuldmagt eller på anden måde haft ret til at skabe forpligtelser for den anden part. I forbindelse med overdragelsesaftalens indgåelse blev der ikke etableret joint venture, interessentskab, konsortium eller anden sammenslutning mellem selskaberne, og parterne har derfor ikke skulle hæfte for eller være ansvarlige for hinanden.

[person1]s fordring mod selskabet [virksomhed3] er opstået som et naturligt vederlag i forbindelse med overdragelsen af ejerskabet og ophavsretten til produkterne ”Time- Data” og ”[x2]”. Den tabte fordring på i alt kr. 574.054 eksklusive moms vedrører betalte fakturaer til udviklingshuset [virksomhed2] for programmering af de to webbaserede regnskabsprogrammer.

På tidspunktet for overdragelsesaftalens indgåelse udgjorde regnskabsprogrammerne en ikke ubetydelig del af [virksomhed1] v/[person1], hvorfor den omhandlende fordring utvivlsomt er erhvervet som vederlag i næring, jf. kursgevinstlovens § 17. Endvidere kan tabet af fordringen anses for værende udslag af normal forretningsmæssig risiko efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Dette skyldes, at fordringen og tabet har en så tæt forbindelse til selskabets almindelige drift, at der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem det aktuelle tab og erhvervelsen af indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og kursgevinstlovens § 17.

Sammenfattende står det med udgangspunkt i ovenstående klart, at der i det foreliggende tilfælde er tale om et fradragsberettiget tab af tilgodehavende, som [person1] i medfør af kursgevinstlovens § 17 er berettiget til at straksafskrive. Dette under henvisning til, at de to webbaserede regnskabsprogrammer de facto er udviklet med henblik på videresalg, hvorfor tabet utvivlsomt har den fornødne tilknytning til virksomhedens erhvervsmæssige drift og udgør herved en driftsomkostning i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.”

Landsskatterettens afgørelse

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan få fradrag for tab på en fordring i medfør af kursgevinstbeskatningslovens § 14, stk. 2, eller kursgevinstlovens § 17.

Af kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 1, fremgår, at loven omfatter gevinst og tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer.

Af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, fremgår, at gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2 og §§ 15, 17 og 18. 1. pkt. finder dog alene anvendelse, hvis årets nettogevinst eller nettotab sammenlagt med nettogevinster og nettotab omfattet af § 23 og gevinst og tab på investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 22, overstiger 2.000 kr.

I medfør af kursgevinstlovens § 14, stk. 2, er der ikke fradrag for tab på fordringer på selskaber, hvorover den skattepligtige har eller har haft en indflydelse som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 4.

Som hovedaktionæraktier eller anparter anses efter aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, aktier eller anparter, der ejes af skattepligtige, der ejer eller på noget tidspunkt inden for de seneste 5 år har ejet 25 pct. eller mere af aktiekapitalen, eller som råder eller i den ovennævnte periode har rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien.

I medfør af aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. stk. 2, skal der ved afgørelsen af, om den skattepligtige eller dødsboet efter den skattepligtige ejer eller har ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen i et selskab eller råder eller har rådet over mere end 50 pct. af den samlede stemmeværdi, medregnes aktier, der samtidig tilhører eller har tilhørt den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer.

Endvidere medregnes aktier, som tilhører eller har tilhørt selskaber, fonde m.v., hvorover den nævnte personkreds på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har eller har haft en bestemmende indflydelse. Bestemmende indflydelse på grund af aktiebesiddelse foreligger, såfremt en eller flere personer i den i 1. pkt. nævnte personkreds på grund af ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet.

Af kursgevinstlovens § 17 fremgår, at for tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring, og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, finder reglerne i statsskattelovens § 6 a anvendelse, jf. dog § 18.

Af kursgevinstlovens § 25, stk. 1, fremgår, at tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det år, hvori tabet er realiseret.

Af kursgevinstlovens § 26, stk. 2, fremgår, at tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet, med mindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et højere beløb.

I SKM2017.243.ØLR fandt Landsretten, at kursgevinstlovens § 14 efter sin ordlyd og sit formål måtte fortolkes således, at den omfatter fordringer på selskaber, hvorover kreditor har en bestemmende indflydelse som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 4.

Bevisbyrden for skattemæssige tab påhviler klageren.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke har ret til fradrag for sin fordring på selskabet [virksomhed3] i medfør af kursgevinstlovens § 14, sk. 2, idet han har været hovedanpartshaver i selskabet således som defineret i aktieavancebeskatningslovens § 4.

Der er herved lagt vægt på, at klageren qua sin ejerandel på 100 pct. af kapitalandelene i [virksomhed4] ApS har været hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed3], idet [virksomhed4] ApS frem til opløsningen af [virksomhed3] har ejet over 25 pct. af anparterne, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1.

Idet klageren ejer anparterne i [virksomhed3] indirekte, dvs. via sit holdingselskab, er det i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, ligeledes en betingelse for, at klageren kan anses for at være hovedanpartshaver, at klageren har bestemmende indflydelse i [virksomhed4] ApS.

Det fremgår således af aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, at i det tilfælde, hvor det er et selskab, der ejer debitorselskabet, er det en betingelse, at klageren har bestemmende indflydelse i det selskab, som ejer debitorselskabet (det vil sige [virksomhed4] ApS).

Ved bestemmende indflydelse skal i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, 5. pkt., således forstås, at klageren direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet, som ejer debitorselskabet.

Det kan på denne baggrund konstateres, at klageren havde bestemmende indflydelse i [virksomhed4] ApS, idet han både ejede 100 pct. af anpartskapitalen og rådede over 100 pct. af stemmerne.

Herved skal klagerens anparter i selskabet [virksomhed4] ApS medtages ved bedømmelsen af, om klageren ejede mere end 25 pct. af aktiekapitalen eller mere end 50 pct. af stemmeværdien i [virksomhed3].

Idet klageren således fra stiftelsen af selskabet [virksomhed3] og frem til den 4. december 2013 indirekte ejede selskabet med 100 pct., og idet han herefter frem til konkursen ligeledes indirekte ejede over 25 pct. af selskabet [virksomhed3], må klageren anses for at være hovedanpartshaver således som defineret i aktieavancebeskatningslovens § 4.

Landsskatteretten bemærker endvidere, at den af klageren fremlagte e-mail fra [virksomhed4] ApS til [person2], i hvilken det ensidigt erklæres, at stemmeret er overgået til [person2], således ikke har betydning for, om klageren kan anses for at være hovedanpartshaver i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 4.

Da det således er uomtvistet, at klageren frem til konkursen i 2018, i hvilket indkomstår han har taget fradrag for tab på fordringen, har ejet mere end 25 pct. af anparterne i [virksomhed3] via det 100 pct. ejede selskab [virksomhed4] ApS, er der dermed ikke fradrag for klagerens tab på fordringen i medfør af kursgevinstlovens § 14, stk. 2, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4.

Det er endvidere Landsskatterettens opfattelse, at der heller ikke er fradrag for tabet på fordringen efter kursgevinstlovens § 17.

Der er herved lagt vægt på, at fordringen ikke ses at være erhvervet i tilknytning til klagerens erhvervsmæssige virksomhed. Der er herved lagt vægt på, at fordringen hidrører fra klagerens afhændelse af den del af sin virksomhed, som udgør ejerskabet og ophavsretten til produkterne ”[x1]” og ”[x2]”, til selskabet [virksomhed3]. Udgifterne ses på denne baggrund ikke at være medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i klagerens virksomhed.

Det forhold, at klagerens repræsentant har anført, at de webbaserede regnskabsprogrammer de facto er udviklet med henblik på videresalg, hvorfor tabet utvivlsomt har den fornødne tilknytning til virksomhedens erhvervsmæssige drift og derved udgør en driftsomkostning, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster derved SKATs afgørelse.