Kendelse af 05-11-2020 - indlagt i TaxCons database den 16-01-2021

Faktiske oplysninger

Klageren ændrede via TastSelv sin skatteansættelse for 2016, idet han angav tab på fordring med 1.550.000 kr.

Som dokumentation for forholdet har klageren indsendt en kopi af et gældsbrev dateret 19. september 2013, hvoraf det fremgår, at klageren har udlånt 1.550.000 kr. til [person1]. Lånet er udbetalt dels kontant med 1.150.000 kr., dels ved bankoverførsel den 30. august 2012 på 400.000 kr. For det kontant overførte beløb er fremlagt 4 stk. dags dato-kvitteringer af henholdsvis 3. juni 2012, 27. august 2012, 31. oktober 2012 og 19. september 2013 lydende på henholdsvis 285.000 kr., 470.000 kr., 175.000 kr. og 220.000 kr. Af dags dato-kvitteringerne, der er underskrevet af [person1], fremgår, at [person1] har modtaget de omhandlede beløb.

[person1] blev taget under konkursbehandling i oktober måned 2014. Konkursbehandlingen blev afsluttet i 2016 efter konkurslovens § 143 uden udlodning/dividende til kreditorerne.

Skattestyrelsen har tidligere fremsendt et forslag til afslag på klagerens genoptagelsesanmodning, idet beløbet ikke kunne anses for tabt i 2016, jf. kursgevinstlovens § 25, hvoraf det fremgår, at fradrag for tab på en fordring kan fratrækkes i det år, hvori tabet realiseres.

Klageren var enig i dette synspunkt og anmodede i stedet om fradrag for tabet i 2017, idet han oplyste, at han i 2017 havde eftergivet [person1] gælden.

Skattestyrelsen har efterfølgende bedt klageren om at fremsende oplysninger om:

Klageren har telefonisk forklaret, at han gennem en fælles bekendt fik kontakt med [person1] og løbende gennem et års tid i 2012 og 2013 har lånt ham penge. Klageren har oplyst, at han blev lovet en god forrentning af sine penge. Klageren har ikke oplyst, hvad der konkret har været aftalt mellem ham og [person1] hverken for så vidt angår forrentning af lånebeløbene eller tilbagebetaling af disse.

Klageren har dog oplyst, at han mener, at aftalen var, at det første lån skulle have været tilbagebetalt inden for 3 måneder, men at [person1] havde brug for yderligere kapital, og at betalingsterminen derfor hele tiden blev udskudt, indtil oprettelsen af gældsbrevet, hvor der blev fastlagt en dato for tilbagebetalingen. Klageren har efterfølgende oplyst, at der var en aftale om, at lånet skulle være tilbagebetalt efter 3 måneder for det samlede lån, ikke den første del.

Klageren har på forespørgsel om sikkerhed for lånene og [person1]s evne til at betale lånene tilbage oplyst, at låneforholdet var baseret på tillid.

Klageren har oplyst, at kapitalen dels er fremskaffet ved omlægning af lån i sin ejendom, dels ved salg af privat samling bestående af møntsamling, våbensamling samt PH-lamper, som klageren igennem mange år har samlet på.

Klageren har som dokumentation fremlagt håndskrevne kvitteringer på salg af private ejendele:

Klageren har oplyst, at beløbene fra salg af genstande er modtaget kontant og udbetalt kontant til [person1]. Ifølge klageren er kontantbetalinger ikke usædvanlige i forbindelse med køb og salg mellem private.

Derudover er der fremlagt dokumentation for, at klageren den 30. august 2012 har overført 400.000 kr. fra sin bankkonto.

Klageren har oplyst, at beløbene er udbetalt i ca. 4 portioner over et års tid. Klageren er ikke i be­ siddelse af de oprindelige lånebeviser, idet disse blev destrueret i forbindelse med samlingen af lå­ nene til ét lån. Klageren har dog efterfølgende indsendt dagsdato-bilag som dokumentation for, at [person1] har kvitteret for modtagelsen af de kontante beløb:

Om kapitalfremskaffelsen er oplyst:

Klageren har oplyst, at han og [person1] i september 2013 samlede disse lån til ét lån, jf. kopi af det fremlagte gældsbrev, der er underskrevet af klageren og [person1] den 19. september 2013. Underskrifterne er bevidnet af 2 vidner. Det fremgår af gældsbrevet, at beløbet udgør 1.550.000 kr. bestående af bankoverførsel den 29. august 2012, og de resterende 1.150.000 kr. som udlånt kontant. Ifølge gældsbrevet skulle lånet oprindeligt have været indfriet den 26. november 2013. På gældsbrevet er datoen den 26. november 2013 overstreget og med håndskrift ændret til ”UDSAT”.

Der er efterfølgende indsendt kopi af en håndskreven erklæring af 26. marts 2014, der er underskrevet af klageren og [person1], hvoraf bl.a. fremgår, at ”Lånet aftales hermed at være endeligt tilbagebetalt inden d. 1/6 2014”.

Klageren har endvidere fremlagt kopi af sms- og mail-korrespondance med [person1] i perioden november 2013 - februar 2015, hvoraf det fremgår, at klageren spørger til/rykker for beløbet.

Endeligt har klageren fremlagt kopi af mailkorrespondance med kurator for [person1]s konkursbo. Af denne korrespondance fremgår det, at klageren den 16. maj 2017 har fremsendt sit krav til kurator, der den 17. maj 2017 svarede, at konkursboet var afsluttet efter konkurslovens § 143 ved afsluttende skiftesamling den 18. oktober 2016. Sammen med svaret har kurator vedhæftet kopi af sidste cirkulæreskrivelse.

Klageren har vurderet, at [person1] ikke - hverken nu eller i fremtiden - vil være i stand til at tilbagebetale lånet, hvorfor klageren har eftergivet gælden.

Som dokumentation er fremlagt kopi af bagsiden af gældsbrevet underskrevet af klageren den 30. juni 2017, hvorpå [person1] har kvitteret. Det fremgår heraf:

”Undertegnede [person2] eftergiver hermed gælden kr. 1.550.000 kr. til [person1] (cpr: [...])

Årsagen til eftergivelsen er at debitor ikke er i stand til at betale for gælden, og efter personlig konkurs er det udsigtsløst at debitor nogensinde kommer til at betale gælden tilbage.”

Der er fremlagt en ufuldstændig udskrift af sms-korrespondance mellem klageren og [person1].

Skatteankestyrelsen har i den forbindelse forespurgte om, hvem ”[person3]” er, og hvad henvisningen til en ”kontrakt” betyder, idet dette er nævnt i udskriften af sms-korrespondancen mellem klageren og [person1].

Repræsentanten har hertil oplyst:

”Der blev blandt andet spurgt ind til personen ”[person3]”, der nævnes i sms-korrespondancens s. 5. Det kan oplyses, at [person2] ikke kender ”[person3]” og kender heller ikke hans fulde navn. [person2] har alene hørt ”[person3]” omtalt i den sammenhæng, at [person1] havde et tilgodehavende hos ”[person3]”, og at han ventede tilbagebetaling heraf for at kunne servicere gælden til [person2].

På telefonmødet blev det tillige drøftet, hvilken ”kontrakt”, der omtaltes i sms-korrespondancen mellem [person2] og [person1]. Det er lykkes [person2] at få tilsendt den omtalte ”kontrakt” fra [person1]. Denne fremlægges som sagens Bilag 18. Det skal understreges, at [person2] aldrig tidligere har set den respektive ”kontrakt”, og der er da heller intet der tyder på, at [person2] var en del af kontrakten/ setup’et omkring oliekøbet. Af kontrakten fremgår [person3], som direktør af selskabet [virksomhed1], der ud fra det fremlagte, lader til at have ageret formidler/konsulent på en investering. Dette har [person2] dog ingen konkret viden om.

[person2] formoder, at der er tale om den omtalte ”kontrakt”, idet den her fremlagte kontrakt blev fremsendt til [person1] den 28. juli 2014, og således i nær sammenhæng med sms-korre

spondancen af 2. juli 2014 mellem [person2] og [person1], hvori [person1] refererede til, at han snart ville modtage en ny kontrakt. Se nedenfor:

”Hej [person2]. Jeg er rigtig meget ked af det. Men pengene er stadigvæk forsinket og det er selvfølgelig derfor jeg ikke har kunnet overføre dem. Jeg skal have dem fra Polen til Danmark og det driller som sagt stadigvæk. Jeg får en ny kontrakt på fredag som du selvfølgelig må få en kopi af. Så kan du se at det er rigtig nok. Men... Jeg har desværre ikke pengene i Danmark”

Af den nævnte kontrakt fremgår, at [virksomhed1] ApS ved ejeren af selskabet, [person3], den 28. juli 2014 har indgået en ikke underskrevet kontrakt med [virksomhed2] Ltd, Singapore, om ”Commission/Consultancy Fees to be paid from: [virksomhed2] LTD To: [virksomhed1]”.

Der er fremlagt to erklæringer fra [person1] af 8. maj 2019 og 12. februar 2020, hvori [person1] har erklæret, at der i forbindelse med modtagelse af 1.550.000 kr. fra klageren er tale om lån.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for tab på fordring.

Tab på pengefordringer er omfattet af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, og ifølge denne skal gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det fremgår endvidere af samme lovs § 25, stk. 1, at gevinst og tab på fordringer og gæld, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres.

Det er kursværdien på erhvervelsestidspunktet, der anvendes som anskaffelsessum, medmindre den skattepligtige godtgør, at fordringen er erhvervet for et højere beløb.

Personer kan som udgangspunkt først foretage fradrag for tab på private fordringer, når tabet er endeligt konstateret.

Et tab anses for realiseret, når fordringen på objektivt grundlag må anses for tabt f.eks. ved afslutning af konkurs samt sidestillet hermed kurators meddelelse om fordringens manglende dækning og forgæves kreditorforfølgning m.v.

Dette gør sig imidlertid ikke gældende, når debitor er en person. Selvom en konkurs afsluttes uden, at der er dækning for fordringen, ophører fordringen ikke med at eksistere, når konkursbehandlingen er afsluttet. Kreditorer har i de tilfælde mulighed for at forfølge kravet også efter, at en konkurs er afsluttet. I tilfælde, hvor debitor er en person, kan et tab således først anses for at være endeligt konstateret, når fordringen bortfalder som følge af forældelse, akkord, gældssanering samt eftergivelse m.v.

Det er en forudsætning for, at man kan fratrække tab på en pengefordring, at man kan dokumentere, at der foreligger en sådan.

Klageren har, som dokumentation for at der foreligger en fordring, indsendt kopi af et gældsbrev oprettet den 19. september 2013. Klageren har forklaret, at han oprindeligt har overført beløbene til [person1] ad flere omgange i 2012 og 2013. Han har overført 400.000 kr. via sin bank til [person1], og de resterende 1.150.000 kr. er udbetalt ad flere omgange i kontanter. Klageren har oplyst, at de kontante betalinger stammer fra salg af privat samling af våben, mønter samt PH-lamper. Til sandsynliggørelse for fremskaffelsen af de kontante beløb har klageren fremlagt kopi af kvitteringer for salg af genstande fra privat samling på i alt 1.017.500 kr. Det resterende kontantbeløb er fremkommet ved kontanthævninger på klagerens bankkonto.

Om sammenhængen mellem klagerens salg og de beløb, som han har videregivet til [person1] er oplyst, at sidste overførsel på ca. 82.500 kr. i september 2013 er fremskaffet ved kontanthævninger i banken i perioden februar - oktober 2014. Der er fremlagt kopi af kontoudtog, hvor de pågældende hævninger er fremhævet med gult.

Skattestyrelsen har anført, at der ikke af teksten på kontoudtogene er noget der tyder på, at beløbene er hævet kontant men derimod er overført til andre personer, da det er flere tekster fremgår, at klageren har tilbagebetalt lånebeløb til disse personer. Desuden fremgår det af kontoudtoget, at den sidste hævning på 45.000 kr. først er sket den 1. oktober - altså efter at beløbet på de 220.000 kr. ifølge dags dato-kvittering skulle være udbetalt til [person1] den 19. september 2013.

Klageren har oplyst, at det nu er lykkedes for ham at fremfinde dags dato-kvitteringerne, hvoraf det fremgår, at [person1] har kvitteret for modtagelsen af de kontante beløb. På dags dato-kvitteringerne står der noteret, at beløbene skulle dække over lån.

Skattestyrelsen har forespurgt, hvilke aftaler der lå til grund for udbetalingerne, herunder aftaler om forrentning, tilbagebetaling af beløbene samt hvilke garantier, [person1] har givet klageren om hans evne til at tilbagebetale disse. Klageren har ikke fremlagt noget konkret herpå, idet han kun har oplyst, at han blev lovet en rimelig forrentning, og at lånene var baseret på tillid. Klageren har dog oplyst, at aftalen var, at den første udbetaling/lån skulle have været tilbagebetalt indenfor 3 måneder, men da [person1] havde behov for yderligere kapital, blev betalingsterminen udskudt i forbindelse med de nye udbetalinger/lån, indtil beløbene blev samlet i det foreliggende gældsbrev, og der blev fastsat en betalingsfrist. Dette er efterfølgende korrigeret til, at aftalen om tilbagebetaling indenfor 3 måneder gjaldt for det samlede lånebeløb - ikke det første. Dette stemmer dog ikke overens med, at gælden ifølge gældsbrevet skulle være betalt senest 26. november 2013 - altså indenfor 2 måneder og 1 uge.

Skattestyrelsen er af den opfattelse, at klageren ikke har dokumenteret, at der foreligger en pengefordring, idet det ikke fremgår, hvad beløbene er betaling for. Klageren har oplyst, at der er tale om lån, og der er også på dags dato-kvitteringerne påført ”lån”. Der foreligger imidlertid ingen lånedokumenter, før det gældsbrev, der blev oprettet den 19. september 2013.

Klageren har, bortset fra de 400.000 kr., ikke dokumenteret de overførte beløb i form af en pengestrøm, men alene ved fremlæggelse af dags dato-kvitteringer. Klageren har oplyst, at han ikke er i besiddelse af de oprindelige lånedokumenter, idet disse blev erstattet af gældsbrevet dateret den 19. september 2013. Ifølge gældsbrevet skulle beløbet på 1.550.000 kr. have været tilbagebetalt senest den 26. november 2013 - denne dato er dog overstreget, og i stedet er der på dokumentet noteret ”udsat”. Efterfølgende er indsendt en kopi af en håndskrevet erklæring dateret 26. marts 2014, hvoraf det fremgår, at betalingsterminen nu er aftalt til den 1. juni 2014.

Klageren har fremlagt kopi af sms-korrespondance for perioden december 2013 - 2015, hvoraf det fremgår, at han har rykket [person1] ad flere omgange. Klageren har oplyst, at han har anmeldt kravet i konkursboet. Klageren har dog ikke fremlagt dokumentation for, at kravet er anmeldt i konkursboet. Han har derimod fremlagt en e-mail fra maj 2017 til kurator på et tidspunkt, hvor konkursen mod [person1] var afsluttet. Klageren har ikke oplyst, om han har foretaget skridt til at få indkrævet beløbet i perioden fra 2015 og frem til han kontakter kurator i maj 2017.

Ud fra en samlet vurdering har klageren ikke dokumenteret, at han har lidt et tab omfattet af kursgevinstlovens § 14, stk. 1.

Skattestyrelsen har ved vurderingen lagt vægt på følgende forhold:

Skattestyrelsen har henvist til afgørelserne SKM2015.321 samt TfS 1998, 487.

Skattestyrelsen kan således ikke godkende fradrag for tab i hverken i indkomståret 2016 eller 2017.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren har fradrag for tab på en pengefordring, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 1, idet han har dokumenteret at have en sådan fordring mod [person1].

Klageren ændrede via TastSelv sin skatteansættelse for 2016 med -1.550.000 kr. i forbindelse med et konstateret tab på en pengefordring.

Det bemærkes, at da tabet først blev realiseret i 2017, er klageren og SKAT imidlertid enige i, at klageren – såfremt denne er berettiget til fradrag for tabet - rettelig skulle tage fradraget i sin skatteansættelse for indkomståret 2017, hvilket klageren derfor har korrigeret.

Klageren modtog SKATs agterskrivelse og efterfølgende SKATs afgørelse af 27. februar 2019, hvori SKAT imidlertid nægtede klageren fradrag for det angivne tab på pengefordring med den begrundelse, at SKAT – ud fra en samlet vurdering – er af den opfattelse, at klageren ikke har dokumenteret at have lidt et tab omfattet af kursgevinstlovens § 14, stk. 1.

Klageren arbejder til dagligt som Senior Art Director på [virksomhed3]. Klageren har siden 1987 arbejdet som Art Director og Kreativ Chef på reklamebureauer med speciale i koncept og visualisering af kommunikation.

Klageren har i en lang årrække samlet på antikviteter, som han har en særlig passion for. Klageren har gennem tiden opbygget en samling af antikke sværd, mønter, stenøkser, antikke pat applied PH- lamper og armbåndsure, der tilbage i 2012/2013 løb op i en samlet værdi af ca. 1.700.000 kr.

Tilbage i august 2012 blev klageren præsenteret for en investering i fragt af olie gennem et udenlandsk selskab. I den forbindelse blev klageren gennem en fælles ven sat i forbindelse med [person1], der havde behov for at låne ca. 1.550.000 kr. til brug for denne investering. Da klageren på daværende tidspunkt allerede havde besluttet sig for at sælge ud af sin antikke samling og i stedet investere en stor del af værdien i aktier som en del af sin pensionsopsparing, indvilligede han i at låne [person1] det respektive beløb, forudsat at tilbagebetaling ville finde sted senest den 26. november 2013, hvor [person1] efter det oplyste ville få en stor del af investeringen retur.

Det skal hertil understreges, at klageren ikke selv var involveret i investeringen, og lånet blev udlånt fra klageren til [person1] personligt.

Klageren blev sat i forbindelse med revisor [person1] gennem en fælles god ven fra reklamebranchen, fotograf [person4], der i en længere årrække havde brugt [person1] som revisor og forretningspartner. [person1] drev på daværende tidspunkt revisionsvirksomheden, [virksomhed4], cvr-nr. [...1], og klageren betragtede derfor [person1] som en mand med en mere konservativ og fornuftig tilgang til investeringsmarkedet, der tilmed var forretningspartner og rigtig god ven af [person4], som klageren kender rigtig godt. Der er fremlagt erklæring fra [person4], der bekræfter det angivne faktum.

Klageren ydede løbende [person1] det aftalte lån i perioden fra 3. juni 2012 - 19. september 2013, efterhånden som klageren fik frigivet midlerne gennem salg fra sin antikke samling. Lånet til [person1] udgjorde til sidst samlet 1.550.000 kr.

Overførslerne blev i starten bekræftet ved dags dato-kvitteringer, hvor [person1] kvitterede for modtagelsen af de kontante beløb. Derudover blev der, efterhånden som overførslerne skete, udarbejdet gældsbreve mellem klageren og [person1], der siden hen, på tidspunktet hvor det fulde lånebeløb var overført til [person1], blev erstattet af ét skriftligt gældsbrev udarbejdet mellem parterne pålydende det samlede lånebeløb på 1.550.000 kr. Gældsbrevet blev – udover af klageren og [person1] – tillige underskrevet af to vitterlighedsvidner. De hidtil foreliggende gældsbreve blev – for at undgå uklarhed - destrueret på tidspunktet, hvor parterne udarbejdede det samlede gældsbrev, der er fremlagt.

Det blev aftalt mellem parterne, at det samlede lån skulle tilbagebetales senest den 26. november 2013, hvorefter klageren ville investere pengene i aktier som en del af sin pensionsopsparing.

Lånet på i alt 1.550.000 kr. blev af klageren overført dels ved en bankoverførsel på 400.000 kr. foretaget den 30. august 2012 og for det resterende lånebeløb på 1.150.000 kr. ved udlån af kontanter.

Det bemærkes i denne forbindelse, at Skattestyrelsen ikke har anfægtet bankoverførslen på de 400.000 kr.

De kontante midler havde klageren dels hævet i banken (132.500 kr.), dels modtaget ved salg fra sin antikke samling (1.017.500 kr.). Der er fremlagt udskrift fra bankkonto, hvoraf de kontante hævninger fremgår, og der er fremlagt oversigt over antiksalg foretaget i den respektive periode, herunder kvitteringer for køb, hvoraf fremgår specifikation af varen, angivelse af oplysninger på køber samt købesummens størrelse. Dertil bemærkes, at det er ganske almindelig kutyme at foretage kontant salg, når der handles med antikke varer med stor værdi, da dette på bedst mulig vis sikrer ”samtidigheden” i handlen. Som dokumentation for de angivne salg er fremlagterklæringer fra de enkelte købere, hvori de hver især erklærer at have købt den respektive vare fra klageren ved et kontantkøb.

Det viste sig, at investeringsprojektet grundet udefrakommende omstændigheder trak ud, og det var derfor ikke muligt for [person1] at tilbagebetale lånet som aftalt den 19. september 2013. Der er fremlagt en omfattende sms-korrespondance mellem klageren og [person1] foregået i perioden mellem den 29. august 2012 og den 3. juni 2015. Af sms-korrespondancen fremgår, at klageren sendte en sms til [person1] den 18. september 2013, hvori klageren skrev følgende: ”Skal vi mødes på Toldboden i morgen til betalingen og hvad tid kan du? Mvh [person2]”. Det fremgår tillige af sms-korrespondancen, at klageren og [person1] i dagene derefter aftalte at mødes, og den 20. september 2013 sendte klageren en sms til [person1] med sine kontooplysninger og specifikation af beløbet på 1.550.000 kr. I samme sms bad klageren om en bekræftelse fra [person1]s bank på, at overførslen skete. Tilbagebetalingen skete imidlertid ikke.

En indført handelsblokade mod Rusland havde medført, at den indkøbte olie ikke kunne sælges som planlagt, hvilket var årsagen til, at investeringsprojektet trak ud og desuden medførte et stort økonomisk tab for [person1], jf. e-mail af 20. maj 2019 fra [person1] til klageren, der er fremlagt.

Da [person1] efter en del korrespondance om tilbagebetalingen erkendte ikke at have mulighed for at tilbagebetale på det respektive tidspunkt, blev der med håndskrift påført ”udsat” på gældsbrevet. Senere - den 26. marts 2014 - udarbejdede klageren og [person1] et bilag til gældsbrevet, hvori parterne aftalte, at det samlede lån i stedet skulle være tilbagebetalt senest den 1. juni 2014.

Klageren modtog dog ikke betalingen inden den 1. juni 2014 som aftalt mellem parterne, og klageren rykkede forgæves [person1] herfor utallige gange i hele perioden. Af den omfattende sms-korrespondance fremgår det klart, at klageren ihærdigt og gentagne gange forsøgte at få lånet inddrevet hos [person1]. Klageren har bl.a. skrevet følgende til [person1] i perioden (lille uddrag):

”

Således fortsatte korrespondancen/rykkerne gennem 2015.

Sms-korrespondancen fik klageren fremskaffet gennem sin IT-administrator, [person5], der kunne køre en pdf af sms-dialogen, som lå gemt på telefonen, jf. fremlagt erklæring fra klageren tiltrådt af IT-administrator, [person5].

Klageren har samtidig forsøgt at få den fremlagte sms-korrespondance verificeret ved at anmode [virksomhed5] om en oversigt over sms-dialogen mellem klageren og [person1] i den respektive periode. [virksomhed5] har imidlertid ved mail af 20. maj 2019 meddelt klageren, at de som teleudbyder ikke har mulighed for at udlevere sms-oversigt. I stedet har klageren anmodet [person1] om at verificere den fremlagte sms-dialog, hvilket er sket ved erklæring af 8. maj. 2019.

[person1]s investering gik galt, og han blev ved dekret afsagt den 29. oktober 2014 erklæret personlig konkurs. Advokat [person6] blev udpeget som kurator i boet.

Klageren var imidlertid ikke bekendt med, at [person1] i den mellemliggende periode var blevet erklæret konkurs, og [person1] havde ikke oplyst herom til klageren. Dette understøttes af parternes sms-korrespondance henover perioden, hvoraf det tydeligt fremgår, at klageren ikke kendte til [person1]s konkurs. Havde klageren kendt til [person1]s konkurs, var kravet naturligvis blevet anmeldt i boet langt tidligere.

Efter klageren forgæves havde forsøgt at inddrive lånet hos [person1] gennem utallige møder og sms’er, opgav han for en periode at fremsende yderligere rykkere til ham og havde mentalt afskrevet lånebeløbet.

Klageren blev efterfølgende opmærksom på, at [person1] var erklæret personligt konkurs, og fremsendte derfor den 16. maj 2017 en e-mail til kurator, hvori han anmeldte sit krav mod konkursboet. Kurator meddelte imidlertid klageren ved e-mail af 17. maj 2017, at konkursboet var afsluttet efter konkurslovens § 143 uden dividende til kreditorerne ved afsluttende skiftesamling den 18. oktober 2016.

[person1]s samlede gæld blev ved konkursen opgjort til omkring 24.000.000 kr., og klageren vurderede på baggrund heraf, at [person1] hverken på det givne tidspunkt eller fremadrettet ville være i stand til at tilbagebetale lånet helt eller delvist, hvorfor klageren vurderede inddrivelsen udsigtsløs og eftergav lånet på samlet 1.550.000 kr. den 30. juni 2017, jf. bagsiden af gældsbrevet. I forbindelse hermed blev klageren vejledt om, at han kunne tage fradrag for tabet på pengefordringen, hvorefter klagerens revisor fremsendte genoptagelsesanmodning til Skattestyrelsen for indkomståret 2016 – og herefter rettelig for indkomståret 2017.

I henhold til kursgevinstlovens § 14, stk. 1, medregnes tab på fordringer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Bestemmelsen regulerer tab på bl.a. pengefordringer, hvorved forstås ”et retligt krav på betaling af et pengebeløb”, hvilket betyder, at kreditor (klageren) skal kunne gøre betalingskravet gældende mod debitor ([person1]) ved domstolene.

Tabet kan fradrages, når det er endeligt konstateret, hvilket vil sige på det tidspunkt, hvor det er sandsynliggjort, at beløbet er tabt.

Som dokumentation for, at klageren havde en pengefordring mod [person1], har klageren bl.a. fremlagt det af parterne underskrevne gældsbrev af 19. september 2013 bevidnet af to vitterlighedsvidner.

Derudover har klageren fremlagt kontoudtog for perioden, der dels viser de kontante hævninger fra kontoen, dels viser, at klageren den 30. august 2012 overførte 400.000 kr. til [person1], hvilket tillige er blevet bekræftet af [person1] ved erklæring af 8. maj 2019. Af den fremlagte og verificeret sms-korrespondance mellem parterne omtales den respektive overførsel på 400.000 kr. da også som et ”lån” til [person1], jf. sms af 29. august 2012.

Samtidig har klageren fremlagt dags dato-kvitteringer, hvor [person1] har kvitteret for modtagelsen af kontantbeløb på samlet 1.150.000 kr. På dags dato-kvitteringerne står noteret, at de modtagne beløb vedrører et ”lån”.

Som dokumentation for, at klageren på lovlig vis er kommet i besiddelse af større kontantbeløb, har klageren fremlagt kvitteringer på kontantsalg af genstande fra klagerens antikke samling, hvilke samtidig understøttes af fremlagte erklæringer fra de respektive uafhængige tredjemænds købere af genstandene, hvori de erklærer at have købt genstandene ved kontantkøb. Det skal i den forbindelse endnu engang understreges, at kontante handler er almindelig kutyme indenfor handel med antikke, værdifulde varer, for på den måde at sikre handlens ”samtidighed” bedst muligt.

De fremlagte erklæringer fra såvel [person1], [person4] samt [person5] bekræfter sagens faktiske omstændigheder og det beskrevne hændelsesforløb. Derudover understøtter den af [person1]s fremlagte skriftlige erklæring, at der var tale om et reelt gældsforhold mellem uafhængige parter. Således bekræfter [person1] bl.a.:

Den af klageren fremlagte og verificerede sms-korrespondance, der er foregået mellem klageren og [person1] i perioden fra den 29. august 2012 til den 3. juni 2015 dokumenterer, at klageren i en årrække ved fremsendelse af utallige rykkere over sms forgæves forsøgte at inddrive fordringen på [person1]. På intet tidspunkt i den fremlagte korrespondance bestrider [person1] at være klageren beløbet skyldigt, ligesom klageren på intet tidspunkt antyder at være bekendt med [person1]s konkurs. Således er der tale om en ganske omfattende sms-korrespondance (81 sider), der strækker sig over en årrække, og som på intet tidspunkt tilnærmelsesvis antyder, at sagens omstændigheder forholdt sig anderledes end beskrevet ovenfor.

Skattestyrelsen anfører i sin afgørelse, at de i forbindelse med sagens behandling bad om fremsendelse af dokumentation for:

Ovenstående er imidlertid dokumenteret ved fremlæggelse af indsendte bilag.

Skattestyrelsen angiver desuden i sin afgørelse, at klageren har oplyst, at ”det første lån skulle have været tilbagebetalt indenfor 3 måneder, men at debitor havde brug for yderligere kapital, og at betalingsterminen derfor hele tiden blev skubbet indtil oprettelsen af gældsbrevet, hvor der blev fastlagt en dato for tilbagebetalingen”. Dette beror på en misforståelse. Det har – som det også er beskrevet ovenfor – hele tiden været hensigten, at [person1] skulle låne det fulde beløb på 1.550.000 kr. af klageren, og at tilbagebetalingen heraf skulle ske indenfor 3 måneder efter [person1]s modtagelse af den sidste del af lånebeløbet. Dette har klageren også tidligere anfægtet overfor Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har i sin afgørelse anført, at Skattestyrelsen ved sin vurdering bl.a. har lagt vægt på, at fordringen ikke rettidigt blev anmeldt i konkursboet, hvorfor kurator ikke har foretaget fordringsprøvelse heraf. Heroverfor gøres det gældende, at det ikke kan være afgørende for retten til fradrag, herunder anerkendelse af et tab på en pengefordring, at fordringen rettidigt anmeldes i konkursboet og fordringsprøves af kurator. Klagerens fordring eksisterede uagtet, at den ikke blev anmeldt rettidigt i konkursboet, ligesom kurators manglende fordringsprøvelse ikke bevirker, at fordringen ikke kan anerkendes. Da konkursboet blev afsluttet uden dividende til kreditorerne, havde det i øvrigt ikke gjort nogen forskel ved opgørelsen af klagerens tab på fordringen.

På baggrund af ovenstående, herunder den fremlagte dokumentation i form af sagens bilag, er det hævet over enhver tvivl, at klageren har ydet et lån til [person1]s på samlet 1.550.000 kr., som [person1] hverken helt eller delvist har tilbagebetalt.

Hertil skal særligt bemærkes, at de i sagen fremlagte erklæringer er indhentet fra personer, der ikke har nogen interesse i sagens udfald eller på anden vis har sammenfaldende interesser med klageren. De pågældende personer har således intet incitament til at afgive erklæringer, der ikke stemmer overens med realiteterne.

Det bør i øvrigt bemærkes, at ikke alle sagens bilag har været fremlagt under sagens behandling ved Skattestyrelsen, og Skattestyrelsen er således ikke fuldt ud bekendt med den i klagen fremlagte dokumentation for fordringens eksistens og det efterfølgende opståede tab.

Det gøres således gældende, at klageren ved ovenstående har dokumenteret, at denne havde en pengefordring mod [person1] udgørende 1.550.000 kr., som klageren den 30. juni 2017 eftergav ham. Da tabet på dette tidspunkt var endelig konstateret, er klageren berettiget til fradrag for tab på pengefordring, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 1, hvorved klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 skal ansættes i overensstemmelse hermed.

Afslutningsvis bemærkes, at da klageren og [person1] ikke er interesseforbundne parter og heller ikke på anden vis har sammenfaldende interesser, vil kravene til klagerens bevisbyrde være lempet i nærværende sag.

Skattestyrelsens udtalelse

Skattestyrelsens har udtalt, at klageren i forbindelse med påklagen har fremsendt yderligere dokumentation/forklaringer i form af erklæringer fra de personer, der har købt genstande fra klageren, yderligere sms-korrespondance mellem klageren og [person1] samt erklæring fra [person1] og fælles bekendt vedrørende forløbet, som ikke tidligere har været fremlagt for Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har nu gennemgået disse forklaringer, og gennemgangen har ikke ført til en ændret vurdering af forholdet.

Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke er dokumenteret, at der er tale om et lån.

Det modtagne materiale dokumenterer efter Skattestyrelsens opfattelse ikke, at der er tale om et lån. Klageren har forklaret, at der ikke blev aftalt nogen specifik forrentning – kun at der blev lovet en forrentning der lå udover, hvad banken kunne tilbyde. Endvidere har han forklaret, at der løbende blev udbetalt penge til [person1], når denne skulle bruge kapital, og at der først blev fastsat en tilbagebetalingsdato ved oprettelse af gældsbrevet dateret 19. september 2013.

Klagerens repræsentant forklarer nu, at klageren blev sat i forbindelse med [person1] gennem en fælles bekendt, og at klageren af [person1] blev præsenteret for en investering gennem et udenlandsk selskab i fragt af olie. Repræsentanten forklarer, at [person1] havde brug for 1.550.000 kr. til investeringen, og at klageren indvilligede i at låne ham pengene til investeringen forudsat, at disse ville blive tilbagebetalt senest den 23. november 2013. På grund af handelsblokaden mod Rusland var det imidlertid ikke muligt at få frigivet penge fra investeringen, hvorfor investeringen var tabt.

Et lån er en aftale mellem to parter, hvor långiver udlåner et pengebeløb, og skyldneren påtager sig en forpligtelse til at betale det lånte tilbage efter nærmere aftale. Pengelån ydes typisk mod et yderligere vederlag, typisk i form af rente og/eller oprettelsesgebyr - kreditomkostninger.

En pengefordring er typisk givet ved

• sit pålydende, også kaldet hovedstolen

• en regel for tilbagebetaling af hovedstolen

• en regel for rentebetaling

• en regel for rentefastsættelsen.

I denne sag foreligger alene dokumentation for overførsel af 400.000 kr. fra klageren til [person1]. De øvrige udbetalinger er sket kontant. Endvidere foreligger der forklaring fra klagerens bekendte om, at [person1] (som klageren i øvrigt ikke kendte) havde brug for penge til en investering, og at klageren sikkert ville få en fin erkendtlighed for dette. Dette foregik ifølge forklaringerne i 2012. Først i 2013 udarbejdes der et gældsbrev, hvoraf det fremgår, at [person1] har modtaget 1.550.000 kr. af klageren, og at disse skal tilbagebetales den 26. november 2013. Dette er dog overstreget, og i stedet påført ”udsat”. I en håndskrevet erklæring dateret 26. marts 2014 henvises til gældsbrevet, og det aftales, at beløbet skal være endeligt tilbagebetalt den 1. juni 2014.

Ud fra de foreliggende oplysninger findes det ikke dokumenteret, at der foreligger et lån, idet der hverken foreligger aftale om rentefastsættelse, rentebetaling eller tilbagebetaling. Hele set-uppet forekommer usædvanligt og har ikke de karakteristika, der kendetegner et lån – især henset til de usædvanlige kontantbetalinger, manglende aftale om forrentning, tilbagebetaling og sikkerhedsstillelse.

Det er endvidere forklaret, at pengene skulle bruges til investering i et olieprojekt/oliehandel i Rusland. Det fremgår af forklaringen, at klageren ikke direkte skulle investere i projektet, men alene stille kapital til rådighed for [person1]. Imidlertid ses der først i 2013 oprettet et gældsbrev, uagtet at størstedelen af pengeoverførslerne er foretaget i 2012. Klageren oplyser ganske vist, at der i forbindelse med hver pengeoverførsel blev udarbejdet et gældsbrev, og at gældsbrevet dateret den 19. september 2013 blot var en samling af disse gældsbreve. Der er dog ikke fremlagt dokumentation herfor, ligesom det ikke fremgår af gældsbrevet, at dette skulle afløse tidligere gældsbreve.

Henset til den manglende aftale om forrentning og afvikling af den kapital, der stilles til rådighed, og at gældsbrevet først oprettes senere, er det dog Skattestyrelsens opfattelse, at klageren reelt har foretaget en investering, eller at pengefordringen er knyttet op på investeringen, således at et eventuelt tab skal behandles på samme måde som den underliggende investering. Efter praksis kan tab på investeringer ikke fratrækkes uden særskilt hjemmel, jf. statsskattelovens § 5.

Det er endvidere Skattestyrelsens opfattelse, at såfremt Skatteankestyrelsen når frem til, at der foreligger en pengefordring, der er omfattet af kursgevinstbeskatningsloven, skal der ikke imødekommes fradrag for tab.

Gevinst og tab på fordringer medregnes i den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 1.

Gevinst og tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Det er kursværdien på erhvervelsestidspunktet, der anvendes som anskaffelsessum, medmindre den skattepligtige godtgør, at fordringen er erhvervet for et højere beløb, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 2.

I denne sag foreligger der efter Skattestyrelsens opfattelse ikke dokumentation for anskaffelsessummen, herunder en eventuel kursfastsættelse af gældsbrevet. Det vurderes, at kursen på tidspunktet for oprettelsen af gældsbrevet udgør en meget lav værdi, hvorfor et eventuelt tab ligger væsentligt under de 1.550.000 kr.

Beskatning af en kursgevinst eller fradrag for et kurstab forudsætter, at der rent faktisk kan konstateres en kursgevinst eller -tab.

Er debitor et selskab, er det accepteret i praksis, at såfremt kurator udsender meddelelse om, hvor stor dividende der højst vil blive udbetalt, så kan kreditor foretage fradrag for den del af tabet, som det herefter er sikkert ikke vil blive dækket. Fradraget kan foretages i det år, hvor kurator udsender meddelelsen. Efter afslutningen af et selskabs konkursbo ophører selskabet, og debitor eksisterer derfor ikke mere.

Denne praksis finder ikke anvendelse, når debitor er en person, hvorefter fordringen mod debitor således fortsat består, uanset at debitors konkursbo er afsluttet, ligesom der heller ikke er fradrag ved afgivelse af debitors insolvenserklæring. I tilfælde, hvor debitor er en person, kan et tab således først anses for at være endeligt konstateret, når fordringen bortfalder som følge af forældelse, akkord, eftergivelse m.v.

Ved anvendelse af realisationsprincippet skal der foreligge en realisation i skattemæssig henseende, herunder

Ved afståelse af en fordring forstås enhver disposition, der medfører en overgang af ejendomsretten til fordringen. Det er uden betydning, om dispositionen har haft frivillig eller tvangsmæssig karakter.

En afståelse kan være pengefordringer, der afstås ved f.eks. salg, bytte eller kreditorforfølgning.

Det er en betingelse for fradragsret efter kursgevinstloven, at der er iværksat effektive inddrivelsesskridt, herunder truffet foranstaltninger for at undgå forældelse, jf. SKM2004.138 samt SKM2006.527.

Klageren har efter Skattestyrelsens opfattelse ikke foretaget effektive skridt til inddrivelse af gælden. Klageren har ganske vist rykket debitor for gælden via sms og personligt fremmøde, men han har ikke derudover foretaget retlige skridt til inddrivelse af gælden – herunder foretaget anmeldelse i konkursboet. En fysisk person, der går konkurs skylder fortsat pengene, når konkursboet er afsluttet, og der er derfor mulighed for at foretage kreditorforfølgelse efterfølgende – i modsætning til et selskab, der går konkurs, hvor fordringen ophører med at eksistere, når selskabet er opløst.

Den særlige praksis vedrørende fradrag for selvstændige erhvervsdrivendes tab på forretningsdebitorer, hvor tabet har karakter af en driftsudgift, jf. kursgevinstlovens § 17 samt statsskattelovens §§ 4 – 6 a, kan efter Skattestyrelsens opfattelse ikke anvendes her. Efter Skattestyrelsens opfattelse er der en afgørende forskel mellem erhvervsdrivendes tab efter kursgevinstlovens § 17 og statsskattelovens §§ 4 - 6 a og privates adgang til fradrag efter kursgevinstlovens § 14.

Det er ydermere Skattestyrelsens opfattelse, at der må være skærpede krav til opgivelse af en fordring mellem to private, der ikke har modsatrettede interesser – herunder at der som minimum er foretaget effektive inddrivelsesskridt.

Bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse

Repræsentanten er fremkommet med bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse.

”...

Helt overordnet fastholder klageren, at der er tale om et lån/pengefordring omfattet af kursgevinstloven, og at han ved fremlæggelsen af bilag har fremlagt den nødvendige dokumentation herfor.

Kursgevinstloven omfatter alle pengefordringer uanset deres art. Afgørende er alene, om der foreligger et retligt krav på betaling i form af penge. Det er således ikke en forudsætning for anvendelse af loven, at der er oprettet et skriftligt lånedokument, ligesom det ikke er en forudsætning, at der er aftalt rentefastsættelse og rentebetaling af lånebeløbet. Skattestyrelsen anfører da også alene i sin udtalelse, hvad der ”typisk” kendetegner et lån.

I nærværende tilfælde blev der oprettet et skriftligt lånedokument, der samlede tidligere udarbejdede skriftlige lånedokumenter, og der blev også aftalt en forrentning af lånebeløbet.

Det er ikke korrekt som anført af Skattestyrelsen, at der først blev fastsat en tilbagebetalingsdato ved oprettelse af gældsbrevet. Det har således hele tiden været aftalt, at beløbet skulle tilbagebetales senest 3 måneder efter sidste overførsel.

De tidligere udarbejdede lånedokumenter kan, som tidligere nævnt, beklageligvis ikke fremlægges, idet de blev tilintetgjort ved oprettelsen af det samlede lånedokument for at sikre, at der ikke senere ville opstå tvivl om lånebeløbets størrelse. Det er således direkte forkert, og i strid med det af klageren tidligere forklarede, når Skattestyrelsen i sin udtalelse anfører, at overførslerne foregik i 2012, og at der ”først i 2013 blev udarbejdet et gældsbrev...”. Klageren gentager, at der løbende blev udarbejdet lånedokumenter efterhånden, som beløbene blev overført til [person1]. Klageren har desuden også i sin klage forklaret, hvorfor tilbagebetalingstidspunktet blev ”udsat” og herefter erstattet med et tillæg til gældsbrevet.

Uagtet ovenstående er dette imidlertid heller ikke en nødvendighed for at dokumentere en pengefordrings eksistens. Afgørende er, at man kan dokumentere, at der var et retligt krav på tilbagebetaling.

Det må ved gennemgangen af den meget lange sms-korrespondance med [person1], der løber over 36 måneder, være hævet over enhver tvivl, at beløbet var et lån ydet til [person1], som klageren havde forventning om at få tilbagebetalt, og som [person1] var (og i øvrigt følte sig) forpligtet til at tilbagebetale.

Der er intet i den fremlagte korrespondance eller dokumentation i øvrigt, der indikerer, at der ikke er aftalt en tilbagebetalingsforpligtelse mellem klageren og [person1]. Denne tilbagebetalingsforpligtelse fremgår også direkte i det mellem parterne udarbejdede gældsbrev.

Formodningen må være, at et overført beløb mellem to parter som udgangspunkt er at anse for et lån, medmindre der er ydet en gave, eller der er modtaget en modydelse for det overførte beløb. Ingen person har et incitament til at overføre et beløb til en ikke nærtstående part, medmindre personen modtager en modydelse herfor eller forventer at få beløbet tilbage.

I nærværende tilfælde udgør beløbet ikke en gave (hvilket kan lægges uomtvistet til grund i sagen), og der er ikke modtaget en modydelse for beløbet. Til gengæld foreligger der et gældsbrev og en omfattende sms-korrespondance, der klart og entydigt understøtter klagerens forklaring om, at beløbet blev ydet som et lån.

Dertil kommer, at der i praksis er fastslået et lempet dokumentationskrav, når det kommer til pengefordringer mellem uafhængige parter, som der uomtvisteligt er tale om i nærværende tilfælde.

Det bestrides - som anført af Skattestyrelsen - at der reelt er tale om en investering eller en pengefordring knyttet op på en investering, der derved skattemæssigt skal behandles som en investering vedrørende muligheden for tabsfradrag. Det er efter klagerens opfattelse et ganske søgt synspunkt, der tydeligt viser, at Skattestyrelsen ikke har andre oplagte muligheder i forbindelse med den skattemæssige behandling af det overførte beløb.

Det skal i forlængelse af ovenstående understreges, at klageren aldrig har haft del i investeringen, herunder modtaget konkrete oplysninger herom, materiale, dokumenter eller på anden vis haft nogen form for kendskab til den respektive investering i det udenlandske selskab. Klageren blev blot oplyst herom i forbindelse med drøftelsen omkring muligheden for at yde et lån til [person1].

Det noteres dog, at Skattestyrelsen med dette synspunkt anerkender, at beløbet er overført fra Skatteyder til [person1].

Det gøres således gældende, at der er tale om en almindelig pengefordring, der er omfattet af kursgevinstlovens regler.

Klageren forstår Skattestyrelsen således, at anskaffelsessummen efter deres opfattelse vurderes at ligge væsentligt under 1.550.000 kr. Anskaffelsessummen må imidlertid udgøre lånebeløbets størrelse, medmindre der er omstændigheder der gør, at kursværdien på erhvervelsestidspunktet antages at variere fra kurs pari.

Skattestyrelsen opfordres til at redegøre nærmere for, hvilke konkrete omstændigheder der medfører, at Skattestyrelsen er af den opfattelse, at fordringens kursværdi på erhvervelsestidspunktet lå væsentligt under lånebeløbet?

Som afståelsessum anvendes kursværdien på afståelsestidspunktet, hvilken utvivlsom udgjorde 0 kr. Det personlige konkursbo var netop afsluttet, og der var ingen dividende til kreditorerne. Der var således ingen udsigt til at få betaling.

Det bestrides således som anført af Skattestyrelsen, at tabet ligger væsentligt under de 1.550.000 kr., hvilket heller ikke begrundes nærmere af Skattestyrelsen.

Tabet anses for endeligt konstateret på tidspunktet, hvor fordringen enten afstås, indfries eller opgives, og klageren er således enig med Skattestyrelsen i, at tabet ikke blev endeligt konstateret på tidspunktet, hvor [person1] blev taget under konkursbehandling og ej heller på tidspunktet for konkursboets afslutning.

I nærværende tilfælde blev fordringen eftergivet ved erklæring/kvittering af 30. juni 2017, hvorfor det konstaterede tab korrekt skal fradrages i indkomståret 2017.

Det gøres gældende, at fordringen på tidspunktet for gældseftergivelsen reelt var tabt, og der var ingen reelle muligheder for at inddrive kravet på tidspunktet for eftergivelsen og heller ingen udsigt hertil.

[person1]s konkursbo var afsluttet uden dividende, og klageren anmeldte sit krav til konkursboet i umiddelbar forlængelse af, at denne blev bekendt hermed, ligesom klageren forinden havde forsøgt at inddrive kravet ved adskillige rykkere over en periode på 36 måneder, jf. herom i klageskrivelsen. Det understreges i denne forbindelse, at [person1] ikke loyalt oplyste om sin konkurs i forbindelse med fremsendelsen af de adskillige rykkere fremsendt fra klageren, hvorfor han først blev bekendt hermed efter konkursboet var afsluttet. Rettidig anmeldelse havde imidlertid ikke ændret på noget.

Det kan ikke være afgørende for at opnå ret til tabsfradrag i nærværende sag, at klageren skulle anvende positive omkostninger til inddrivelse af kravet i en situation, hvor [person1]s konkursbo netop var afsluttet uden dividende umiddelbart forinden.

Det gøres på baggrund af ovenstående afslutningsvis gældende, at der i nærværende tilfælde er tale om et endeligt konstateret tab på en fordring, som klageren kan opnå fradrag for efter kursgevinstlovens § 14.”

Retsmøde

Repræsentanten har anført, at klageren opfylder betingelserne i kursgevinstlovens § 14, hvorfor der er fradragsret for det lidte tab. Der er tale om et pengelån mellem uafhængige parter, og der foreligger dags dato-kvitteringer fra [person1] på, at han har modtaget de kontant overførte beløb. Det er tillige konstateret, at det lånte beløb er tabt, idet [person1] er gået konkurs, ligesom der efterfølgende er meddelt gældseftergivelse. Klageren har endvidere forfulgt sit krav ved at rykke [person1], jf. fremlagt sms-korrespondance, og forsøg på anmeldelse i hans konkursbo. Det havde ikke gjort nogen forskel, hvis klageren havde foretaget yderligere retsskridt for at få det lånte beløb tilbage, idet [person1] havde en gæld på et flercifret millionbeløb. Der er tillige intet, der tyder på, at klageren selv har investeret det omhandlede beløb.

Vedrørende værdien af fordringen er anført, at anskaffelsessummen i medfør af kursgevinstlovens § 26 svarer til fordringens pålydende, og at afståelsessummen skal ansættes til 0 kr., hvorfor det lidte tab udgør 1.550.000 kr.

Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen stadfæstet. Fradrag for tab er betinget af, at der foreligger et retligt krav, der kan gøres gældende ved domstolene. Der foreligger ikke dokumentation for overførsel af 1.550.000 kr., idet de fremlagte dags dato-kvitteringer ikke udgør tilstrækkelig dokumentation. Tillige kan det ikke afvises, at der er andre aktører, der har spillet en rolle i sagen, således at [person1] ikke var endelig erhverver af det omhandlede beløb. Endelig er der ikke foretaget effektive inddrivelsesskridt, idet kravet bl.a. ikke blev anmeldt i [person1]s konkursbo.

Selvom det antages, at der foreligger en fordring, så har fordringen ikke nogen værdi henset til [person1]s økonomi.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, 1. punktum, at gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2 og §§ 15, 17 og 18.

Af kursgevinstlovens § 25, stk. 1, fremgår, at gevinst og tab på fordringer og gæld, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet), jf. dog stk. 2-10, og§ 22, stk. 1, samt §§ 36 og 37.

Af kursgevinstlovens § 26, stk. 2, fremgår, at gevinst eller tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet, medmindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et højere beløb.

Landsskatteretten finder, at en fordring er en retligt krav på betaling af penge, der kan gøres gældende ved domstolene.

Bevisbyrden for skattemæssige tab påhviler klageren, ligesom det påhviler klageren at godtgøre, at der foreligger en pengefordring, der er omfattet af kursgevinstloven.

Landsskatteretten finder, at der ikke foreligger en fordring i medfør af kursgevinstlovens § 14. Der er herved lagt vægt på, at bevisbyrden for fordringens eksistens og hvem kravet kan rettes imod ikke er løftet. Dels er klagerens overførsel af kontante beløb til [person1] ikke tilstrækkelig dokumenteret, idet de fremlagte dags dato-kvitteringer ikke dokumenterer, at klageren har betalt beløb til [person1], dels er det ikke tilstrækkelig dokumenteret, at [person1] i givet fald er endelig modtager af de omhandlede beløb fra klageren. Der er herved henset til den fremlagte sms-korrespondance, hvoraf det fremgår, at der er andre aktører involveret. Endvidere ses klageren ikke at have forfulgt et krav mod [person1], idet han ikke har anmeldt kravet i [person1]s konkursbo. Tillige kan kravet i givet fald ikke anses for endelig tabt, idet kravet ikke bortfalder ved [person1]s konkurs, ligesom klagerens eftergivelse af gælden ikke kan anses for et endeligt tab, idet klageren selv har valgt at meddele gældseftergivelsen. Det forhold, at [person1] har kvitteret for gældseftergivelsen samt afgivet erklæringer om, at der forelå et lån mellem ham og klageren, kan ikke føre til et andet resultat, idet erklæringerne er efterfølgende udstedt. Retten finder herefter, at der foreligger et ikke fradragsberettiget formuetab, jf. statsskattelovens § 5.

Landsskatteretten finder, selvom der forelå en fordring i medfør af kursgevinstlovens § 14, at klageren ikke ville have tabsfradrag for det omhandlede beløb på 1.550.000 kr., idet anskaffelsessummen på anskaffelsestidspunktet ville være uden nogen værdi henset til [person1]s økonomiske forhold.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.