Kendelse af 28-04-2022 - indlagt i TaxCons database den 15-06-2022

Journalnr. 19-0044952

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Lønindkomst, [...]	277.082 kr.	233.089 kr.	277.082 kr.
Fradrag for logi (Spanien)	0 kr.	8.000 kr.	0 kr.
Fradrag for obligatorisk social sikring	0 kr.	6.892 kr.	0 kr.

Faktiske oplysninger

I henhold til folkeregisteroplysninger har klageren siden den 4. juli 2009 været tilmeldt den samme adresse i Danmark.

Klageren blev i henhold til kontrakt af 10. september 2013 ansat hos [virksomhed1] Limited, Irland, og blev udlejet til [virksomhed2] AB i henhold til en kontrakt indgået mellem [virksomhed1] Limited og det pågældende flyselskab. [virksomhed2] AB er ejet af [virksomhed3] ASA, som er hjemmehørende I Norge.

Klagerens repræsentant har i forbindelse med en klagesag for indkomståret 2015 oplyst, at klageren pr. 1 februar 2015 overgik til ansættelse igennem [virksomhed4], SL, Spanien. Klageren fortsatte med at arbejde som pilot for flyselskabet [...] med base i [Spanien]. Det fremgår tillige af en fremlagt ansættelseskontrakt mellem [virksomhed5] og klageren med tilhørende appendix underskrevet af klageren den 19. december 2014, at klageren var ansat pr. 1. februar 2015, at ansættelsen var på ubestemt tid og på fuld tid, og at basen var [Spanien]. Dele af kontrakten er ikke læsbar.

Repræsentanten har i klagen oplyst, at klageren i 2016 var beskæftiget som luftkaptajn hos [...] gennem [virksomhed6], SL. Det fremgår tillige af de fremlagte lønsedler.

Klageren selvangav i indkomståret 2016 anden udenlandsk personlig indkomst med 233.089

kr. samt fradrag i anden udenlandsk indkomst med 8.000 kr. for udgifter til logi.

Klageren har på sin årsopgørelse udfyldt, at han ikke er omfattet af social sikring i Spanien.

Skattestyrelsen har på baggrund af klagerens lønsedler opgjort indkomsten fra [...] til 277.082 kr., idet modtagne rejsegodtgørelser ikke er anset for skattefrie, ligesom Skattestyrelsen ikke godkendte fradrag for rejseudgifter i form af udgifter til logi i Spanien samt fradrag for obligatorisk social sikring.

Det fremgår af indsigelser af 6. februar 2019 til Skattestyrelsens forslag til afgørelse, at klageren havde lejet logi tæt på basen i Spanien.

Der er fremlagt lønsedler fra [virksomhed6] for januar 2016 til og med april 2016. Den samlede indkomst udgjorde i alt 37.174 euro i perioden i henhold til lønsedlerne. Beløbet er inklusive tilskud til telefon samt godtgørelser fra arbejdsgiveren med varierende beløb.

Det fremgår således af de fremlagte lønsedler, at der i den samlede indkomst indgik ”international allowance” med i alt 1.322 euro, ”Allowance taxable” med 3.085 euro, ”international overnight” med 183 euro, ”national overnight” med 53 euro, ”national allowance” med 36 euro og ”Expenses” med 67 euro.

Af appendix 1 i ansættelseskontrakten fremgår det af skematisk oversigt over diverse vederlag, at ”Allowance (inkl. Per diem)” udgør ”1300/EUR/month”.

Af bilag til selvangivelsen fremgår af en skematisk oversigt, at ”allowance” udgør i alt 4.680 euro, svarende til 34.866 kr. Beløbet består af 1.040 euro for både januar og februar og 1.300 euro for både marts og april. Beløbene fremgår imidlertid ikke af lønsedlerne med undtagelse af lønsedlen fra januar, hvoraf fremgår ”allowance taxable” med 1.040 euro.

Det fremgår endvidere af lønsedlerne, at der i lønnen var fratrukket udgifter på i alt 231,26 euro om måneden eller i alt 925 euro for perioden januar 2016 til og med april 2016 til henholdsvis ”Cotización Contingencias Comunes”, ”Cotización Formación Profesional” og ”Cotización Desempleo”.

Det fremgår af certifikat fra de spanske myndigheder for 2016, at klageren havde haft en indkomst på 39.606 euro.

Klageren har for Skattestyrelsen fremlagt individuel roster (arbejdsplan) fra [virksomhed3] for perioden fra og med januar 2016 til og med april 2016.

For Skattestyrelsen er der endvidere fremlagt logbøger for perioden 6. januar 2016 til 4. januar 2017. Det fremgår af logbøgerne for perioden 6. januar 2016 til og med 29. april 2016, at klageren har fløjet fra [Spanien] og til [Spanien] med landinger i blandt andet [Norge], [Tyskland], [Finland] og [Sverige]. Alene en flyvning den 10. marts 2016 har været fra [Spanien] og til [Spanien] med mellemlanding i [Danmark].

Den fremlagte roster stemmer ikke for alle datoer overens med logbøgerne.

Der er fremlagt kontoudskrift, hvoraf fremgår, at der er afholdt en udgift til husleje på 8.000 kr. den 29. april 2016.

Skattestyrelsen har i brev af 31. oktober 2018 blandt andet anmodet om fremsendelse af A-1 blanket fra det land, hvor klageren var omfattet af social sikring, opgørelse af betalt obligatorisk social sikring og dokumentation for betalt obligatorisk social sikring. Endvidere blev klageren blandt andet anmodet om at fremsende specifikation af modtagne skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser, herunder oplysning om, hvilke dage der er modtaget godtgørelser for.

Repræsentanten fremsendte ikke en A-1 blanket, men henviste i brev af 4. januar 2019 som svar på anmodningen om fremsendelse af A-1 blanketten til SKATs tidligere afgørelser for indkomstårene 2014 og 2015. For så vidt angår anmodningen om en specifikation af modtagne skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser fremsendte repræsentanten en opgørelse af den skattepligtige indkomst med specifikation af befordringsfradrag for Spanien og [virksomhed7]. Der fremgik således ikke en opgørelse af modtagne skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser, herunder oplysninger om, hvilke dage der er modtaget godtgørelser for.

SKAT har i afgørelse af 11. december 2015 og afgørelse af 12. september 2017 for henholdsvis indkomståret 2014 og indkomståret 2015 godkendt fradrag for bidrag til social sikring i Norge. Det fremgår ikke af afgørelserne, om der var fremlagt en A-1 blanket eller anden dokumentation for, at klageren i de omhandlede indkomstår var omfattet af social sikring i udlandet. Der var fremlagt lønsedler, hvoraf størrelsen af betalte bidrag til social sikring i udlandet fremgik.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ansat skattepligtig lønindkomst fra [...] til 277.082 kr., herunder har Skattestyrelsen ikke anset rejsegodtgørelser for skattefrie. Skattestyrelsen har endvidere ikke godkendt fradrag for udgifter på 8.000 kr. til logi i Spanien og har ikke godkendt fradrag for bidrag til udenlandsk social sikring i medfør af ligningslovens § 8 M, stk. 2 og 3.

Som begrundelse har Skattestyrelsen anført følgende:

” 2. Indkomstopgørelse

(...)

2.4. SkattestyreIsens bemærkninger og begrundelse

Efter globalindkomstprincippet i statsskattelovens § 4 er al indkomst skattepligtig her til landet, uanset om den hidrører her fra landet eller ej. Derfor skal hele din udenlandske indkomst medregnes i indkomstopgørelsen.

Vi vurderer, at din reelle arbejdsgiver er [virksomhed3]. Dette er begrundet i, at de traditionelle arbejdsgiverbeføjelser ligger hos dette selskab, og at dette selskab leverer det nødvendige materiel. Vi mener på den baggrund, at din arbejdsgiver er hjemmehørende i Norge, og at dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 25. juni 1997 BKI nr. 92 mellem de nordiske lande, derfor finder anvendelse.

Det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 25. juni 1997 Bekendtgørelse nr. 92 mellem de nordiske lande, artikel 15. stk. 4 litra a, at løn for arbejde optjent om bord på luftfartøjer beskattes i den kontraherende stat, hvor lønmodtageren er hjemmehørende.

Din indkomst er derfor skattepligtig til Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 25. juni 1997 Bekendtgørelse nr. 92 mellem de nordiske lande, artikel 15. stk. 4 litra a og statsskattelovens § 4.

Vi har opgjort din indkomst for perioden den 1. januar til den 30. april i indkomståret 2016 på baggrund af dine lønsedler til 37.174 EUR svarende til 277.082 kr. Vihar ved omregning fra EUR til DKK anvendt kursen ifølge Nationalbankens Statistikbank for den sidste hverdag i den måned, som lønnen vedrører.

Vi foreslår derfor, at din lønindkomst for 2016 fra[virksomhed3] bliver sat op med 43.993 kr. fra 233.089 kr. til 277.082 kr.

Vi har opgjort din indkomst, somdet er nævnt i ovenstående.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, stk. 3 at udbetalt rejsegodtgørelse, som overstiger satserne i ligningslovens § 9A medregnes som personlig indkomst medmindre arbejdsgiver efter reglen i stk. 5 senest ved udgangen af den efterfølgende måned har foretaget en endelig opgørelse og afregning af den skattefri godtgørelse, som medarbejderen har ret til.

Der skal i øvrig efter bekendtgørelsens § 1 stk. 2 hvis der udbetaltes forskud udarbejdes bogføringsbilag indeholdende modtagers navn, CPR-nr., rejsens erhvervsmæssige formål, rejsens start- og sluttidspunkt, rejsens mål, anvendte satser og en beregning af godtgørelsen.

Du har ikke fremsendt dokumentation for at der er sket en endelig opgørelse og afregning af udbetalte skattefri rejsegodtgørelser eller bogføringsbilag fra din arbejdsgiver i 2016.

Vi har derfor ikke haft mulighed for at sammenholde din arbejdsgivers beregning af fradragsberettigede rejsedage, med vores beregning af fradragsberettigede rejsedage efter danske regler.

På baggrund af ovenstående, kan vi ikke godkende udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelser fra din arbejdsgiver vedrørende 2016. Udbetalinger, som på lønsedlen optræder som skattefri, medregnes derfor i opgørelsen af din lønindkomst.

(...)

4. Fradrag for obligatorisk social sikring

(...)

4.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Ifølge Ligningsloven § 8 M stk. 2 kan du få fradrag for obligatorisk udenlandske sociale bidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, som bidraget vedrører. Fradraget er dog betinget af, at du er omfattet af social sikringslovgivning i udlandet i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring.

Ifølge Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.1.11 kræves det, at der som dokumentation fremlægges en A1-blanket, for at der kan gives fradrag for betalt obligatorisk udenlandsk social sikring.

Du har ikke indsendt en A1-blanket, og vi kan derfor ikke godkende fradrag for betalt social sikring for indkomståret 2016. Du kan henvende dig til Kontoret for international social sikring hos Udbetaling Danmark, hvor du kan få yderligere vejledning i hvad du skal gøre for at få en A1 -blanket eller tilsvarende.

Skattestyrelsen henholder sig til Den juridiske vejledning, hvor der fremgår under afsnit C. A. 4.1.11. at fradraget er betinget af at lønmodtagerne kan fremlægge en A1-blanket som dokumentation for at være obligatorisk sikret i det pågældende land.

Det skal herudover bemærkes at teksten i Juridisk Vejledning fra version 2014-2 til version 2015-1, er blevet tekstmæssigt præciseret. Hvad der i den forbindelse er godkendt som grundlag for fradrag i tidligere år, er således uden relevans. Dokumentationskravene har fremgået af den Juridiske Vejledning, der har været offentliggjort på internettet igennem hele kalenderåret 2016, og således også på det tidspunkt hvor du indgav din selvangivelse for 2016. Betingelserne for at kunne gøre forventningsprincippet gældende, fremgår af Juridisk Vejledning, afsnit A.A.4.3. Det er således blandt andet en betingelse, at en eventuel forhåndstilkendegivelse har haft indflydelse på dine handlinger. Da du ikke tidligere har indhentet en A1 blanket i udlandet, er det vores opfattelse, at du ikke har disponeret på baggrund af et manglende krav om indsendelse af en A1 blanket. Der kan således ikke gøres et forventningsprincip gældende i denne situation.

(...)

6. Rejsefradrag

(...)

6.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Ligningslovens 9A, stk. 7 giver lønmodtagere mulighed for fradrag for de udgifter og de satser, der er nævnt i stk. 1-3, som lønmodtageren er nødt til at afholde, ved overnatning uden for sædvanlig bopæl, på grund af at afstanden mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted umuliggør overnatning på sin egen bopæl.

Det følger af ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 4, at flyvende personel ikke kan benytte sig af standardsatsen.

Personer som er omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 4 kan fradrage faktisk afholdte udgifter efter stk. 7, 1. pkt., såfremt kriterierne i stk. 1 er opfyldt. Fradrag kan dog kun ske, såfremt udgifterne ikke er dækket af arbejdsgiver, og ikke overstiger den maksimumgrænse for fradrag som reguleres for hvert indkomstår stk. 7, 4. pkt.

Det er en betingelse for fradrag for rejseudgifter, at rejsen varer mindst 24 timer, og at der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Dette fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5.

For at du kan anses for at være på rejse kræver det, at du på grund af afstanden mellem din sædvanlige bopæl og dit midlertidige arbejdssted, ikke har mulighed for at overnatte på din sædvanlige bopæl. Du kan også anses for at være på rejse, hvis din arbejdsgiver midlertidigt udsender dig til et andet arbejdssted end dit sædvanlige arbejdssted, og dette medfører at du ikke har mulighed for at overnatte på din sædvanlige bopæl.

Et arbejdssted anses ikke for at være midlertidigt, når ”..arbejdet i princippet lader sig udføre på det samme sted dag ud og dag ind...” medmindre, stillingen er tidsbegrænset. Se Den juridiske vejledning C.A.7.1.4 Betingelse om "midlertidigt arbejdssted".

SKM2010.68.SKAT omhandler skattefri godtgørelse som udbetales af arbejdsgiver. På baggrund af det af din rådgiver oplyste, er det vores opfattelse, at din arbejdsgiver ikke udbetaler dig godtgørelse til dækning af udgifter til overnatning, hverken skattefri eller i øvrigt. Vi mener derfor ikke at SKM2010.68.SKAT er relevant for vurderingen af, hvorvidt du er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 A, stk. 7

Af SKM2011.252.SKAT afsnit 3. Fradrag for udgifter fremgår det, at der kan fradrages udgifter med standardfradrag for udokumenterede rejseudgifter, hvis betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er opfyldt, men udbetaling ikke er sket.

Betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse fremgår af ligningslovens § 9 A stk. 1, og kræver, at arbejdsstedet er midlertidigt.

SKM2008.853.SKAT præciserer reglerne i ligningslovens § 9 A om fradrag for rejseudgifter til kost og logi, herunder en præcisering af 12 måneders-fristen. Det fremgår af 4. afsnit, at:

”Hvis standardsatserne for kostudgifter benyttes til udbetaling af skattefri godtgørelse eller til fradrag, kan dette dog kun ske i de første 12 måneder, lønmodtageren arbejder på det midlertidige arbejdssted Det skyldes, at man regner med, at lønmodtageren i løbet af det første år har lært det nye lokalområde så godt at kende, at den pågældende herefter kan indrette sig mere økonomisk med hensyn til sine udgifter til kost og småfornødenheder. Det samme gør sig ikke gældende for så vidt angår rejseudgifter til logi. Derfor er der ingen 12 måneders-begrænsning for benyttelse af standardsatsen for logiudgifter. Denne standardsats kan anvendes så længe, lønmodtageren arbejder på et midlertidigt arbejdssted "

Det fastslås også i det citerede afsnit, at det er en betingelse for at opnå fradragsret, at arbejdsstedet er midlertidigt.

Vi vurderer, at din arbejdsplads ikke er midlertidig, da du efter din kontrakt ikke er ansat i en tidsbegrænset stilling, og at arbejdet i princippet lader sig udføre dag efter dag på den aktuelle arbejdsplads.

Det er Skattestyrelsens opfattelse at udgifter til logi som udgangspunkt betragtes som private ikke fradragsberettigede udgifter, jf. statsskattelovens § 6 a modsætningsvis. Der er således alene fradrag for privatudgifter i det omfang, der er vedtaget en særlig hjemmel hertil. En sådan hjemmel - eller praksis - foreligger ikke i den aktuelle situation.

Den omstændighed at skatteyder er i besiddelse af en bolig i Spanien ændrer ikke herved.

Det fremgår af første linje i et afsnit i Juridisk Vejledning, som din rådgiver henviser til, at det er en forudsætning for fradrag, at der er tale om rejseudgifter. Skattestyrelsen noterer sig i denne forbindelse, at rådgiver undlader at nævne ordet ”rejse” eller i øvrigt forholde sig til kravet om at rejsebegrebet er en grundlæggende forudsætning for fradrag.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke kan opnås fradrag for udgifter til opretholdelse af en ekstra bolig i det Italien, hvor skatteyder har sin hjemmebase. Arbejdet fra hjemmebasen må anses om permanent, og lønmodtageren kan derfor ikke siges af være på rejse, i den periode hvor han arbejder i Italien. Skattestyrelsen henviser til Landsskatterettens afgørelse SKM2006.109.LSR, hvor der blev nægtet fradrag for bolig nr. to uanset at denne var anskaffet i forbindelse med en ansættelse. Dette begrunder landsskatteretten:

”Klageren har i den foreliggende sag valgt at opretholde bopælen i Z på trods af, at hun har fået fast ansættelse i X Uanset, om boligen i X er erhvervet i forbindelse med ansættelsen, må beslutningen om opretholdelsen af to boliger anses for en privat disposition, hvorfor udgiften er indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2.”

Derfor kan du ikke indrømmes fradrag for faktiske udgifter til lejet logi.

(...)”

Skattestyrelsen har i forbindelse med klagesagen udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse:

”(...)

Lønindkomst

Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at de udbetalte rejsegodtgørelser ikke opfylder de danske krav til udbetaling af skattefri rejsegodtgørelser, som er opstillet i §1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, da arbejdsgiveren ikke ses at have foretaget nogen kontrol inden udbetalingen. I den forbindelse er det uden betydning om arbejdsgiveren er hjemmehørende i Danmark eller udlandet, der henvises til Ligningsrådets Bindende forhåndsbesked i TfS 1993,222. Godtgørelserne anses derfor som skattepligtige.

Fradrag for udgifter til logi

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse i SKM2018.11.LSR, at såfremt en lønmodtager har et fast mødested i en lufthavn, anses dette for at være det faste arbejdssted. Når lufthavnen forlades, er der tale om, at en rejse begynder, og der opstår et midlertidigt arbejdssted, hvis arbejdet afsluttes i en anden lufthavn end det faste arbejdssted. Rejsen slutter, når lønmodtageren returnerer til det faste arbejdssted.

Det fremgår af ansættelseskontrakten, at klagers base er [Spanien], og det fremgår også af logbøgerne for den omhandlede periode, at klager næsten udelukkende fløj fra [Spanien] og til [Spanien] med en mellemlanding.

Det er derfor fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at klager ikke er berettiget til fradrag for udgifter til logi, da betingelsen i ligningslovens § 9A stk. 1 om midlertidigt arbejdssted ikke er opfyldt.

Fradrag for social sikring

Dokumentation for obligatorisk socialsikring kan ske ved, at den kompetente myndighed i en A1-blanket erklærer, at klager er omfattet af social sikring.

EU-forordningerne om social sikring for vandrede arbejdskraft er et særskilt område, som i Danmark administreres af Udbetaling Danmark. I Danmark er kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende sociale bidrag tillagt Udbetaling Danmark og i udlandet er der udpeget en tilsvarende myndighed.

Indenfor EU træffes afgørelse vedrørende sociale bidrag som udgangspunkt ved en kompetent myndighed udarbejder en blanket kaldet A1, som er udtryk for en afgørelse fra den udenlandske kompetente myndighed om, at skatteyderen er omfattet af obligatorisk social sikring i det pågældende land.

Der er ikke i sagen fremlagt en A1 blanket som dokumentation for obligatorisk socialsikring, derfor er det fortsat Styrelsens opfattelse, at klager ikke kan opnå fradrag for socialsikring i indkomståret 2016.

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen i, at beløbet på 925 euro ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer, at der er tale om lovpligtige bidrag til spansk social sikring omfattet af ligningslovens § 8 M, stk. 2 og at fradrag for bidrag til spansk social sikring allerede af den grund ikke kan godkendes.

Den omstændighed at det tidligere SKAT har godkendt fradrag for social sikring for indkomstårene 2014 og 2015, kan ikke medføre, at klager har opnået en berettiget forventning om, at der også kan godkendes fradrag for sociale bidrag for indkomståret 2016 uden fremlæggelse af dokumentation i form af en A-1 blanket fra beskæftigelseslandet. Der er derfor ikke fremsat en specifik og entydig tilkendegivelse herom til klager for indkomståret 2016, ligesom det ikke af det tidligere SKAT’s afgørelser fremgår om der var fremlagt en A-1 blanket eller ej.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren bør indrømmes fradrag for obligatorisk social sikring i Spanien med 6.892 kr., jf. ligningslovens § 8 M, stk. 2, at klagerens lønindkomst fra [...] bør ansættes til 233.089 kr., herunder at udbetalt rejsegodtgørelse er skattefri, og at klageren bør indrømmes fradrag for udgifter til logi i Spanien med 8.000 kr.

Til støtte herfor har repræsentanten gjort følgende gældende:

”Fradrag for bidrag til obligatorisk social sikring

Klienten er ansat som pilot hos [...] og er knyttet til arbejdsgiverens base i [Spanien], Spanien.

I henhold til EU-forordningen om social sikring er klienten omfattet af social sikring i det land, hvor hjemmebasen er beliggende. Arbejdsgiveren er forpligtet til at indeholde medarbejderes bidrag til obligatorisk sociale sikring i forbindelse med lønanvisningen. Dette er sket, jf. lønsedlerne.

Klienten har til brug for Skattestyrelsens ligningsmæssige bedømmelse fremlagt lønsedler, ansættelseskontrakt samt EU-forordningerne 883/2004 (bilag 3), 987/2009 (bilag 4) og 465/2012 (bilag

5) vedrørende social sikring.

Bidragene fremgår af klientens lønsedler for 2016, jf. sagens bilag 2.

I indkomståret 2016 udgjorde bidraget 925,04 euro, svarende til 6.892 kroner.

Skattestyrelsen har trods de fremlagte oplysninger ikke begrundet afvisningen med andet end manglende A1 blanket. Ligningsloven indeholder ikke et vilkår om, at der skal fremlægges en sær- lig blanket som betingelse for skattemæssigt fradrag for betalte obligatorisk social sikringsbidrag indenfor de europæiske fællesskaber. Lovvalget følger af EU-direktivet om social sikring indenfor fællesskaberne og bidraget efter spansk lovgivning er indeholdt og afregnet af arbejdsgiven ved anvisning af lønnen. Lovvalget og betalingen af sociale bidrag er dokumenteret overfor Skattestyrelsen, og dermed er vilkårene for fradrag i medfør af ligningslovens § 8 M opfyldt.

SKAT godkendt fradrag for klientens bidrag til obligatoriske social sikring i Spanien for indkomst- årene 2014 og 2015, jf. bilag 6 og 7.

Klienten er ansat som pilot hos [...] og er knyttet til arbejdsgiverens base i Spanien, altså samme ansættelsesvilkår og lovregler som for 2014 og 2015.

SKAT godkendte fradrag for obligatorisk bidrag til social sikring i udlandet for indkomstårene 2014 og 2015 uden fremlæggelse af A1 blanket. Afgørelserne indeholder ikke vilkår om at fremtidige afgørelser er baseret på A1 blanket.

Min klient har derfor en berettiget forventning om at Skattestyrelsen foretager en ligningsmæssige bedømmelse af de fremlagte oplysninger på samme måde som for 2014 og 2015, og myndighederne kan ikke uden varsel ændre betingelserne for fradrag for obligatoriske sociale sikringsbidrag indeholdt af arbejdsgiveren ved lønanvisningen.

Jeg anmoder derfor om, at der indrømmes fradrag for obligatorisk social sikring i Spanien på 925,04 euro for 2016 i medfør af ligningslovens § 8 M.

Opgørelse af skattepligtig lønindkomst optjent i udlandet efter dansk lovgivning

Skattestyrelsen har i sin afgørelse ansat den skattepligtige lønindkomst til bruttoindkomsten på lønsedlerne, uden hensyntagen til lønbestanddelene.

Skattestyrelsens forhøjelse af indkomsten er sket uden hensyntagen til offentlig tilgængelig praksis vedrørende udbetaling af skattefrie godtgørelser i tilfælde, hvor arbejdsgiveren er hjemmehørende i udlandet, og således ikke omfattet af kildeskattelovens bestemmelser om indeholdelsespligt af kildeskat.

Klienten har jf. lønsedlerne fra [...] modtaget godtgørelser til dækning af merudgifter til kost i forbindelse med arbejdet. I forbindelse med anvisning af løn opdeler arbejdsgiveren godtgørelsen efter spanske regler i skattepligtig og skattefri andel. Det er således dokumenteret, at arbejdsgiveren fører kontrol med udbetalt rejsegodtgørelse, på samme måde som en dansk indeholdelsespligtig arbejdsgiver er forpligtet til.

Godtgørelsen til dækning af merudgifter til kost og logi ved ophold borte fra hjemmet i mere end 24 timer udgår af beskatningsgrundlaget, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5 om personer med mobilt arbejdssted. Jeg anmoder om, at indkomsten opgøres som anført i selvangivelsen. Heraf fremgår, at merudgiften til kost er opgjort til Skatterådets sats på 477 kr. for 78 døgn, svarende til

37.206 kr. (bilag 8). Beløbet er modregnet arbejdsgiverens godtgørelse på 34.866 kr. Da merudgiften overstiger den udbetalte godtgørelse, har klienten i selvangivelsen ligeledes fradraget faktiske udgifter til logi, jf. bilag 9.

Som støtte for opgørelsen henviser jeg til ligningsrådets bindende forhåndsbesked afgivet i TfS 1993.222, (bilag 10) hvoraf fremgår, at adgangen til at beregne skattefri rejsegodtgørelse også gælder lønmodtagere med udenlandske arbejdsgivere. Når arbejdsgiveren ikke er indeholdelses- pligtig efter kildeskatteloven, kan lønmodtageren selv foretage opgørelsen. Denne praksis henholder klienten sig til.

Klientens arbejdssted er ombord på flyet, og arbejdsstedet flytter sig i takt med arbejdets udførelse. Lufthavnene er derfor blot et sted, hvor flyet midlertidigt befinder sig, og hvor piloten derfor ifølge sagens natur ligeledes må befinde sig midlertidigt. Skattestyrelsens opfattelse af indholdet af det skattemæssige rejsebegreb har ingen støtte i hverken ordlyden eller forarbejderne til ligningslovens § 9 A.

Jeg henviser til, at det skattemæssige rejsebegreb er defineret i ligningslovens § 9 A, stk. 1. Det fremgår heraf, at en lønmodtager kan anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Det fremgår direkte og uden forbehold af bestemmelsen, at arbejdsgiveren kan udbetale skattefri godtgørelse for merudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Det gældende rejsebegreb blev indført i folketingsåret 1996/97 med vedtagelsen af lovforslag L99. I indledningen til de generelle bemærkninger til lovforslaget fremgår således:

”Det er ikke i ligningsloven angivet, hvornår man er omfattet af rejsebegrebet, eller hvad der skal forstås ved rejseudgifter. Ligningsrådets rejsebegreb bygger oprindelig på samme synspunkter, som ligger til grund for Finansministeriets rejsegodtgørelse, nemlig at man bør have dækning for de merudgifter på grund af arbejdet, som skyldes, at man af arbejdsgiveren udsendes på tjenesterejser til et andet sted end den normale arbejdsplads. Rejsebegrebet er imidlertid heller ikke udtrykkelig defineret i Ligningsrådets rejsecirkulære, og praksis har ikke været helt entydig. Hertil kommer, at Højesteret i en dom af 30. august 1996 vedrørende en ansat ved Storebæltsprojektet har truffet en afgørelse, der går ud over det hidtidige snævre rejsebegreb. Efter Højesterets dom er man ikke udelukket fra at få rejsegodtgørelse, alene fordi man er ansat direkte på den pågældende arbejdsplads. Der er således behov for i loven at fastsætte en mere præcis definition af hvilke udgifter, der er omfattet af det område, hvor Ligningsrådet kan fastsætte standardgodtgørelsessatser.”

Det følger tillige af de samme bemærkninger, at der ikke længere skal være særlige regler for flyselskabernes flyvende personel. Af bemærkningerne fremgår følgende om disse personalegrupper:

”Den foreslåede nye ”rejsedefinition” forudsætter som nævnt, at det er nødvendigt at

overnatte uden for den sædvanlige bopæl.

Dette indebærer, at den tidligere mulighed for at fastsætte satser for ”éndagsrejser”

bortfalder. Finansministeriets rejsesatser gælder kun for rejser med overnatning, men Ligningsrådets cirkulære har generelle satser for ”rejser”, der varer mindst 5 timer og strækker sig mere end 8 km fra arbejdsstedet. Ligningsrådet har desuden fastsat sær- regler, der hverken er betinget af overnatning eller af kravet om mindst 5 timers fravær, for fagforbundenes funktionærer og tillidsmænd, handelsrejsende, langturschauffører og flyselskabernes flyvende personel. Der er desuden fastsat en særregel for turist- chauffører, som dog er betinget af overnatning. Ligningsrådet har som nævnt ophævet disse særregler med virkning fra 1. januar 1997.

I statsskattelovens § 5 d er der desuden mulighed for at fastsætte satser for ”rejser” uden for hjemstedskommunen.

Der er i dag ikke særligt behov for en standardiseret rejsegodtgørelse på disse områder, da rejser uden overnatning næppe indebærer merudgifter af betydning, når man ser bort fra befordringsudgiften, der kan betales af arbejdsgiveren eller godtgøres skattefrit efter ligningslovens § 9 B, og eventuelle yderligere merudgifter kan refunderes efter dokumentation. Desuden vil merudgifter på éndagsrejser variere i en sådan grad, at det næppe er muligt at fastsætte en nogenlunde dækkende standardsats.

Kravet om overnatning medfører en betydelig forenkling af reglerne. Hvis der ikke kræ- ves overnatning, er det meget vanskeligt at fastsætte et nogenlunde præcist rejsebegreb og fastlægge grænser for, hvornår lønmodtagere med skiftende arbejdspladser, flere samtidige arbejdspladser, langt til arbejde eller kørsel i arbejdsmedfør, er omfattet af rejsereglerne.”

Lovgiver motiverede i forarbejderne til L99 den nye afgrænsning således:

”Det foreslås derfor, at kravet om, at der skal være tale om udsendelse fra en arbejds- plads til en anden arbejdsplads, fuldstændig opgives , således at Ligningsrådet adgang til at fastsætte standardsatser for godtgørelsen som udgangspunkt kommer til at om- fatte:

Alle lønmodtagere, der påføres merudgifter, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl.

Denne afgrænsning medfører en udvidelse i forhold til det snævre tjenesterejsebegreb.”

Indholdet af ansættelseskontrakter og begrebet tjenesteder indgår dermed ikke længere ved bedømmelsen af retten til at modtage skattefri godtgørelse for merudgifter til kost og logi, som forudsat af Skattestyrelsen. Ministeren præciserer i forarbejderne, at sigtet var, at man ville forenkle reglerne, og at den foreslåede afgræsning netop ville medføre en udvidelse i forhold til tjenesterejsebegrebet.

Det følger i øvrigt direkte af forarbejderne til loven, at blandt andet piloter er omfattet af ligningslovens § 9 A, og at denne gruppe af lønmodtagere kan modtage kostgodtgørelse efter sats og logi-godtgørelse efter regning, uanset varigheden af ansættelsesforholdet. Jeg henviser til ligningslovens § 9 A, stk. 5, der netop indeholder en væsentlig undtagelse til 12-måneders-begrænsningen, idet begrænsningen ikke gælder for personer, som har et arbejdssted, der flytter sig i takt med arbejdets udførelse. Derfor er flyvende personel hos luftfartsselskaberne og langturschauffører ikke omfattet af 12-måneders-reglen.

Bestemmelsens stk. 5 betinger skattefriheden eller muligheden for at foretage fradrag med at rejsen skal vare mindst 24 timer og at samme arbejdssted højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. Derudover fremgår det af stk. 5, at den tidsmæssige begrænsning på 12 måneder ikke gælder ved mobile arbejdssteder. Personer, der har mobile arbejdssteder er henvist til at foretage fradrag for faktisk afholdte udgifter, og kan ikke foretage fradrag for udgifter med standardsatsen i bestemmelsens stk. 2, nr. 4. Denne personkreds omfatter ansatte, der i sit hverv medvirker til transport af varer eller personer, gør tjeneste om bord på skibe, arbejder på luftfartøjer eller arbejder på fartøjer og i installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster.

SKAT har i en årrække anvendt denne praksis, hvor flyvende personel er omfattet af bestemmelsen om fradrag for rejseudgifter, uden at være omfattet af 12-måneders reglen, da arbejdsstedet – altså flyet – ikke er knyttet til en fast lokalitet, men som hele tiden bevæger sig fra sted til sted. Dette er bekræftet af [Skattecentret], som jf. forslag til afgørelse af 7. marts 2008 (bilag 11), indrømmer fradrag for en pilots rejseudgifter i medfør af ligningslovens § 9 A.

Denne praksis er præciseret i forbindelse med Forårspakke 2.0 i 2009, hvor ligningslovens § 9 A, stk. 5 affattes ved L 519 af 12. juni 2009, ændret ved L 1278 af 16. december 2009 (bilag 12).

I kommentar nr. 21 til loven skriver Skatteministeriet:

”(21) Der er foretaget en ny affattelse af § 9 A, stk. 5.

Nyaffattelsen af § 9 A, stk. 5, 1. og 2. pkt., indebærer ingen ændringer i forhold til gældende ret.

I det nye § 9 A, stk. 5, 3. pkt., præciseres det, at der ikke gælder en tidsbegrænsning på 12 måneder, jf. 2. pkt., for mobile arbejdssteder eller arbejdssteder, der i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km.

Mobile arbejdssteder er arbejdssteder, der hele tiden bevæger sig fra sted til sted. Lønmodtagere, som transporterer varer, gods eller mennesker, f.eks. langturschauffører, vil således kunne anvende standardsatsen for kost og småfornødenheder uden

tidsbegrænsning, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt.”

Efter vedtagelsen af L1278 af 16. december 2009 er det således præciseret – og tydeliggjort -, at flyvende personel ikke er omfattet af 12 måneders reglen i ligningslovens § 9 A, stk. 5.

Jeg bemærker, at bestemmelsen i ligningslovens § 9 A, stk. 5 blot er en videreførelse af lignings- lovens særregler for flyvende personel, der også var gældende forud for Højesterets afgørelse af 30. august 1996 om godtgørelse til lønmodtagere beskæftiget med opførelse af Storebæltsforbindelse, jf. CIR 220 af 31. december 1995 punkt 5 om særregler for bestemte erhvervsgrupper (bilag 13), hvor der under punkt 5.5 oplyses om godtgørelsesbestemmelser for flyselskabernes flyvende personel og punkt 6 om differencefradrag.

Told- og Skattestyrelsen har i TfS 2002.838 (bilag 14) udtalt, at en lønmodtagers "sædvanlige bopæl" skal forstås som det sted, som lønmodtageren har den største tilknytning til, og hvor den pågældende derfor normalt bor. Ordet "sædvanlige" (bopæl) betyder derfor i denne sammenhæng "faste" (bopæl), i modsætning til den anden, "midlertidige bopæl", hvor man bor, mens man er på rejse. Klientens sædvanlige bopæl er utvivlsomt i [by1].

Klienten er derfor i medfør af ligningslovens § 9 A berettiget til at modtage rejsegodtgørelse til dækning af merudgifter til kost efter sats, når rejsen har en varighed på mere end 24 timer, målt fra den sædvanlige bopæl. Dette er fastslået i offentligt tilgængelig praksis. Jeg henviser til afgørelsen refereret i TfS 2008.555 (bilag 15), der drejede sig om en langturschauffør.

I den nævnte landsskatteretssag havde ansættelsesmyndigheden - i lighed med Skattestyrelsen - antaget, at en lønmodtagers rejse først blev påbegyndt, når lønmodtageren forlod arbejdsgiverens faste forretningssted, og at rejsen på ny afbrydes, hvis lønmodtageren blot passerede forbi det område eller den by, hvor arbejdsgiveren havde et forretningssted, eller vendte tilbage til arbejdsgiverens forretningssted. Dette synspunkt blev afvist af Landsskatteretten, der tilkendegav, at rejsebegrebet tager udgangspunkt i afstanden fra lønmodtagerens sædvanlige bopæl til det midlertidige arbejdssted. Det anføres i afgørelsen, at der ved bedømmelsen kan henses til arbejdstiden, arbejdets karakter, arbejdsmarkedsregler samt rejsetider. Retten anfører tillige, at for langturschauffører, hvor arbejdsstedet ligeledes flytter sig i takt med arbejdets udførelse, skal rejsetiden og afstanden måles fra den sædvanlige bopæl, og netop ikke fra arbejdsgiverens forretningsadresse. Transporttid fra den sædvanlige bopæl til det midlertidige arbejdssted skal således anses som arbejdstid. Tilsvarende retstilstand gælder også for andre erhvervsgrupper, der transportere varer eller personer, eksempelvis piloter.

Klientens arbejdsgiver har baser i bl.a. Sydeuropa, Skandinavien og Storbritannien, der alle etableret af hensyn til afvikling af de transportopgaver, selskabet har påtaget sig at udføre. Aktiviteten på baserne skifter efter årstiderne, og klienten kan således overføres mellem baserne, og klienten har dermed ikke mulighed for at indrette sig på et bestemt sted, men må servicere samtlige ruter og baser. Klienten påføres dermed merudgifter til kost som led i arbejdet, idet arbejdet udføres ombord på flyet. Dermed finder særbestemmelsen i ligningslovens § 9 A, stk. 5 anvendelse.

Rejsegodtgørelsen er dermed skattefri, idet beløbet modsvarer rejsedage og ophold borte fra den sædvanlige bopæl, og jeg anmoder om at indkomsten ansættes i overensstemmelse med

påstanden.”

Landsskatterettens afgørelse

Skattepligtig lønindkomst fra [...]

Klageren var i indkomståret 2016 fuldt skattepligtig til Danmark som følge af bopæl i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Den danske indkomstbeskatning bygger på globalindkomstprincippet. For fuldt skattepligtige personer indebærer det, at de er skattepligtige af deres samlede indkomst, hvad enten den hidrører her fra landet eller fra udlandet. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Indkomsten skal opgøres efter danske regler.

Repræsentanten har gjort gældende, at indkomsten skal opgøres som anført i selvangivelsen. Det lægges på baggrund heraf til grund, at der er fremsat påstand om, at klagerens lønindkomst fra [...] skal ansættes til 233.089 kr., svarende til den udbetalte løn med tillæg med undtagelse af rejsegodtgørelse.

Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det gælder dog ikke godtgørelse for rejseudgifter m.v. omfattet af ligningslovens § 9 A eller 31, stk. 4, og befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B eller 31, stk. 5. Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4, 1. og 2. pkt. Hvis der ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse, eller betingelserne for skattefri udbetaling ikke er opfyldt, kan lønmodtageren i stedet fratrække rejseudgifter efter bestemmelsen i ligningslovens § 9 A, stk. 7.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at lønmodtageren kan anses for at have været på rejse af mindst 24 timers varighed, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt.

Ifølge § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..

2. Rejsens erhvervsmæssige formål.

3. Rejsens start- og sluttidspunkt.

4. Rejsens mål med eventuelle delmål.

5. De anvendte satser.

6. Beregning af rejsegodtgørelsen.

Der er tale om en forudgående kontrol, således at betingelserne skal være opfyldt på udbetalingstidspunktet, jf. Højesteretsdom offentliggjort i SKM2009.430.HR. Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren foretager den fornødne kontrol, er godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst. Lønmodtageren eller hvervtageren kan herefter i stedet tage et ligningsmæssigt fradrag for udgifterne, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Dette fremgår eksempelvis af Landsskatterettens afgørelse i SKM2006.229.LSR, som blev stadfæstet af Højesteret, jf. SKM2009.333.HR.

Det er uden betydning, om arbejdsgiveren er hjemmehørende i Danmark eller i udlandet, idet betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse i begge tilfælde skal være opfyldt, jf. Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 9. februar 1993, offentliggjort i TfS 1993, 222. Lønmodtagere med udenlandske arbejdsgivere skal således overfor myndighederne kunne dokumentere, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er opfyldt, jf. TfS 1993, 222.

Repræsentanten har i klagen oplyst, at arbejdsgiverens godtgørelse til klageren udgør 34.866 kr.

Af bilag til selvangivelsen fremgår af skematisk oversigt, at ”allowance” udgør i alt 4.680 euro, svarende til 34.866 kr., og at beløbet består af 2 x 1.040 euro for januar og februar og 2 x 1.300 euro for marts og april.

Beløbene fremgår imidlertid ikke af lønsedlerne med undtagelse af lønsedlen fra januar, hvoraf fremgår ”allowance taxable” med 1.040 euro.

Det fremgår af de fremlagte lønsedler fra [...] for perioden fra og med januar 2016 til og med april 2016, at der i den samlede indkomst indgik ”international allowance” med i alt 1.322 euro, ”Allowance taxable” med 3.085 euro, ”international overnight” med 183 euro, ”national overnight” med 53 euro, ”national allowance” med 36 euro og ”Expenses” med 67 euro.

Det er rettens opfattelse, at udbetalt rejsegodtgørelse fra [...] ikke er skattefri i medfør af ligningslovens § 9, stk. 4, jf. § 9 A, idet det ikke vides, under hvilke forudsætninger de udbetalte ”allowances” m.m. er udbetalt, herunder om betingelserne for udbetalingen er i overensstemmelse med reglerne i ligningslovens § 9 A samt bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

Klageren har blandt andet ikke redegjort for, på hvilke dage klageren har været på rejse i ligningslovens § 9 A's forstand, hvorfor den udbetalte rejsegodtgørelse ikke kan afstemmes med antal rejsedage. Det er derfor allerede af denne grund med rette, at rejsegodtgørelsen er tillagt lønindkomsten, som herefter udgør 277.082 kr.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Fradrag for udgifter til logi

Rejseudgifter i form af kost og logi, der påføres lønmodtageren, kan fratrækkes efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 A. Fradrag kan dog ikke ske i det omfang, udgifterne er godtgjort af arbejdsgiveren eller overstiger 26.200 kr. i et indkomstår. Det følger af ligningslovens § 9 A, stk. 7.

Det er en betingelse for rejsefradrag, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted, og at rejsen varer mindst 24 timer, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5.

Ifølge ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 4, kan normalsatsen for logi ikke anvendes ved personer, der arbejder på luftfartøjer. I stedet kan de dokumenterede faktiske udgifter fradrages.

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal godkendes fradrag for udgifter til logi i form af husleje på 8.000 kr. til bolig tæt på basen i Spanien.

Retten bemærker, at basen i henhold til klagerens ansættelseskontrakt var [Spanien] i Spanien.

Klagerens repræsentant har fremlagt kontoudskrifter, hvoraf fremgår, at der er afholdt en udgift til husleje på 8.000 kr. den 29. april 2016. Retten bemærker, at det ikke fremgår af kontoudskrifterne, at udgiften vedrører udgifter til husleje til bolig i udlandet.

For så vidt angår repræsentantens anbringende om, at arbejdsstedet er flyet, bemærkes det, at Landsskatteretten i afgørelse af 27. november 2017, offentliggjort som SKM2018.11.LSR, fastslog, at såfremt lønmodtageren har et fast mødested i en luftfavn, anses dette for at være det faste arbejdssted. Når lufthavnen forlades i forbindelse med arbejdet, er der tale om, at en rejse begynder, og der opstår et midlertidigt arbejdssted, såfremt arbejdet afsluttes i en anden lufthavn end det faste arbejdssted. Rejsen slutter, når lønmodtageren returnerer til det faste arbejdssted.

Klagerens base er i henhold til ansættelseskontrakten [Spanien], og det fremgår da også af logbøgerne for den omhandlede periode, at klageren næsten udelukkende fløj fra [Spanien] og til [Spanien] med en mellemlanding.

Udgiften til husleje til bolig tæt ved [Spanien] er således ikke en fradragsberettiget rejseudgift, jf. ligningslovens § 9 A, da der er tale om ophold ved et fast arbejdssted, idet klageren flyver fast fra lufthavnen i [Spanien]. Der henvises i den forbindelse til SKM2018.11.LSR.

Da normalsatsen for logi ikke finder anvendelse ved personer, der arbejder på luftfartøjer, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 4, kan der i øvrigt ikke godkendes fradrag for logi efter normalsatsen for eventuelle rejsedage, hvor klageren eventuelt har forladt basen i Spanien i mindst 24 timer.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Fradrag for obligatorisk social sikring

I henhold til ligningslovens § 8 M, stk. 2, fragår obligatoriske udenlandske sociale bidrag for personer omfattet af kildeskattelovens § 1 ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, som bidraget vedrører. Fradraget forudsætter, at den pågældende efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke er hjemmehørende i fremmed stat, Grønland eller Færøerne og er omfattet af social sikringslovgivning i den fremmede stat i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet. I henhold til ligningslovens § 8 M, stk. 3, finder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende anvendelse på personer, som i medfør af en mellemfolkelig aftale, som Danmark har tiltrådt, er omfattet af udenlandsk social sikringslovgivning.

Fradraget er betinget af, at klageren dokumenterer at være omfattet af en udenlandsk social sikringslovgivning, og at der er fremlagt dokumentation for størrelsen af de faktisk betalte lovpligtige udenlandske sociale bidrag.

Der er nedlagt påstand om, at klageren bør indrømmes fradrag for bidrag til social sikring i Spanien med 925 euro, eller 6.892 kr. i indkomståret 2016.

Ud fra beløbet på 925 euro kan det udledes, at repræsentanten ønsker fradrag for posterne ”Cotización Contingencias Comunes”, ”Cotización Formación Profesional” og ”Cotización Desempleo” på lønsedlerne for perioden fra og med januar 2016 til og med april 2016.

Posterne dokumenterer efter rettens opfattelse ikke i tilstrækkelig grad, at der er tale om lovpligtige bidrag til spansk social sikring omfattet af ligningslovens § 8 M, stk. 2. Fradrag for bidrag til spansk social sikring kan allerede som følge heraf ikke godkendes.

Der er derudover ikke fremlagt en A-1 blanket som dokumentation for, at klageren i det påklagede indkomstår var omfattet af den sociale sikringslovgivning i Spanien.

Det er rettens opfattelse, at klageren ikke på baggrund af SKATs afgørelser for indkomstårene 2014 og 2015, hvor SKAT godkendte fradrag for bidrag til udenlandsk obligatorisk social sikring, kan anses for at have opnået en berettiget forventning om, at der kan godkendes fradrag for sociale bidrag uden, at der fremlægges dokumentation i form af en A-1 blanket fra beskæftigelseslandet. Der er således ikke fremsat en specifik og entydig tilkendegivelse herom til klageren for indkomståret 2016, ligesom det ikke fremgår af afgørelserne, hvorvidt der var fremlagt en A-1 blanket eller ej.

Landsskatteretten godkender herefter ikke fradrag for obligatoriske udenlandske sociale bidrag i den skattepligtige indkomst for indkomståret 2016 og stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.