|
|
Kendelse af 22-11-2021 - indlagt i TaxCons database den 14-12-2021
Journalnr. 19-0033558
Skattestyrelsen har ikke imødekommet klagerens anmodning om eftergivelse af rentetillæg beregnet af AM-bidrag 2007-2009.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
Faktiske oplysninger
Østre Landsret stadfæstede den 30. oktober 2017 byrettens dom af 5. december 2016, hvorefter klageren var berettiget til rådighedsløn i 3 år regnet fra den 1. januar 2007. Af Østre Landsrets dom fremgik følgende:
”[...]
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter de foreliggende oplysninger, herunder Justitsministeriets høringsbrev af 20. september 2006 til [person1] om påtænkt afskedigelse på grund af stillingsnedlæggelse, Justitsministeriets indstilling herom til Dronningen og [navn udeladt]s forklaring for landsretten, lægges det til grund, at [person1] i overensstemmelse med den kongelige resolution af 27. september 2006 ville være blevet afskediget på grund af stillingsnedlæggelse med rådighedsløn i 6 måneder, hvis han ikke den 28. september 2006 havde ansøgt om sin afsked på grund af alder. Efter [person1]s forklaring og Justitsministeriets notits af 29. september 2006 lægges det endvidere til grund, at [person1] alene ansøgte om sin afsked, fordi dette var en forudsætning for, at han kunne få en fratrædelsesordning, som ville være mere økonomisk fordelagtig for ham, end hvis han i medfør af den dagældende tjenestemandslovs § 32, stk. 4, nr. 2, blev afskediget med rådighedsløn i 6 måneder.
Det var således en bestemmende forudsætning for [person1]s ansøgning om sin afsked, at han i medfør af den dagældende tjenestemandslovs § 32, stk. 4, nr. 2, alene var berettiget til rådighedsløn i 6 måneder. Dette var tillige en kendelig forudsætning for Justitsministeriet, men en forudsætning som efter EU-domstolens dom af 26. september 2013 i sag C-546/11 viste sig at være urigtig.
På denne baggrund finder landsretten, at Justitsministeriet, der fra Personalestyrelsen havde indhentet en udtalelse om [person1]s ret til rådighedsløn, er nærmest til at bære risikoen for, at forudsætningen for [person1]s ansøgning om afsked var urigtig. [person1] er derfor ikke bundet af sin ansøgning herom og af aftalen om fratrædelsesordning, og han kan under de anførte omstændigheder ikke anses for at have givet afkald på sin ret til rådighedsløn i 3 år.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom med den ændrede forrentning, der følger af [person1]s påstand for landsretten.
[...]”
Som følge heraf ændrede Skattestyrelsen den 27. august 2018 klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2007, 2008 og 2009. Skattestyrelsen forhøjede klagerens løn for indkomstårene 2007, 2008 og 2009 med henholdsvis 329.330 kr., 320.454 kr. og 328.682 kr. og nedsatte klagerens tjenestemandspension med samme beløb.
Ansættelsesændringerne resulterede i nye årsopgørelser for indkomstårene 2007, 2008 og 2009.
Den 4. september 2018 blev årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2007 dannet. Årsopgørelsen, der havde udskrivningsdato den 5. november 2018, udviste følgende:
” Overskydende skat | 18.364,27 | |
Procentgodtgørelse 2,0 % af 18.364,27 | 367,28 | |
Tidligere overskydende skat | -1.406,00 | |
Rente til udbetaling | 10.428,78 | |
Tidligere modregning i restbidrag/pension | -1, 00 | |
Modregning i rest AM-bidrag/pension | -27.753,33 | |
0,00 | ||
Til udbetaling | 0,00” | |
Endvidere udviste årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2007 et restbidrag til betaling på i alt 14.454,00 kr., som forfaldt til betaling den 1. december 2018. Restbidrag var opgjort således:
” Beregnet AM-bidrag | 39.563,00 |
Beregnet pension | 0,00 |
Indeholdt AM-bidrag af lønindkomst | -13.215,00 |
Rest AM-bidrag/pension | 26.348,00 |
Rente til opkrævning | 15.860,90 |
Tidligere modregning af overskydende skat | -1,00 |
Modregning af overskydende skat | -27.753,33 |
Afrunding | -0,57 |
Til indbetaling | 14.454,00” |
Årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2008 blev dannet den 4. september 2018. Årsopgørelsen, der havde udskrivningsdato den 5. november 2018, udviste følgende:
” Overskydende skat | 24.234,32 | |
Procentgodtgørelse 2,0 % af 24.234,32 | 484,68 | |
Tidligere overskydende skat | -5.466,00 | |
Rente til udbetaling | 10.203,85 | |
Modregning i rest AM-bidrag/pension | -29.456,85 | |
0,00 | ||
Til udbetaling | 0,00” | |
Endvidere udviste årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2008 et restbidrag til betaling på i alt 9.766,00 kr., som forfaldt til betaling den 1. december 2018. Restbidrag var opgjort således:
” Beregnet AM-bidrag | 30.296,00 |
Beregnet pension | 0,00 |
Indeholdt AM-bidrag af lønindkomst | -4.661,00 |
Rest AM-bidrag/pension | 25.635,00 |
Tidligere modregning af overskydende skat | -1,00 |
Rente til opkrævning | 13.587,08 |
Modregning af overskydende skat | -29.456,85 |
Afrunding | -0,23 |
Til indbetaling | 9.766,00” |
Den 4. september 2018 blev årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2009 dannet. Årsopgørelsen, der havde udskrivningsdato den 6. november 2018, udviste følgende:
” Overskydende skat | 18.364,27 | |
Procentgodtgørelse 0,6 % af 17.547,63 | 105,28 | |
Indregnet restskat i forskudsskatten for indkomståret 2011 | 2.240,00 | |
Rente til udbetaling | 9.291,12 | |
Tidligere modregning af overskydende AM-bidrag/pension til 0 % | 2,00 | |
Modregning i rest AM-bidrag/pension | -29.186,03 | |
0,00 | ||
Til udbetaling | 0,00” | |
Endvidere udviste årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2009 et restbidrag til betaling på i alt 9.388,00 kr., som forfaldt til betaling den 1. december 2018. Restbidrag var opgjort således:
” Beregnet AM-bidrag | 30.836,00 |
Beregnet pension | 0,00 |
Indeholdt AM-bidrag af lønindkomst | -4.543,00 |
Rest AM-bidrag/pension | 26.293,00 |
Rente til opkrævning | 12.279,77 |
Tidligere modregning af overskydende skat | 2,00 |
Modregning af overskydende skat | -29.186,03 |
Afrunding | -0,74 |
Til indbetaling | 9.388,00” |
Klageren anmodede den 23. november 2018 Skattestyrelsen om eftergivelse af renterne tilskrevet klagerens årsopgørelse for indkomstårene 2007-2009. Af klagerens anmodning fremgik følgende:
”[...]
Det fremgår af inddrivelseslovens § 13, stk. 6, at:
”Eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el.lign.”
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (Forslag til Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fremsat den 8. oktober 2008 af skatteministeren), at:
”Desuden foreslås bestemmelsen i stk. 6 justeret med henblik på en udvidelse af anvendelsesområdet. Med den ændrede formulering er det hensigten, at bestemmelsen skal kunne anvendes til eftergivelse i videre omfang end hidtil. Eftergivelse skal efter forslaget således kunne ske i situationer, hvor der er særlige forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de øvrige regler om eftergivelse. Den nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold f.eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse.”
Det er min vurdering, at min situation er omfattet af kerneområdet for bestemmelsen.
For det første er min sag er udslag af mindst følgende myndighedsfejl:
• Danmark opretholdt en bestemmelse i tjenestemandsloven i strid med en grundlæggende rettighed i EU-retten (retten til ligebehandling).
• Justitsministeriet valgte i 2013 ikke at udbetale beløbet til mig efter Toftgaard-sagen.
• Justitsministeriets sagsbehandling i min sag efter EU-domstolen havde afgjort Toftgaard-sagen varede mere end 2 år (påkrav fra DJØF som mandatar for mig sendt 13. december 2013 og Justitsministeriets afgørelse i min sag truffet 6. november 2015).
• Justitsministeriet valgte at anke sagen til landsretten, efter at ministeriet havde tabt sagen i byretten.
For det andet har Danmark haft en lov, der er i strid med EU-retten – endda en lov, der har været i strid med en grundlæggende EU-rettighed - hvilket bør betegnes som force majeure lignende, da Danmark som EU-land per definition ikke kan handle i strid med EU-retten og slet ikke en grundlæggede rettighed (retten til ligebehandling).
For det tredje er det en sag, der har været 10 år undervejs - som følge af adskillige myndighedsfejl fra Justitsministeriets side - og som jeg selv helst havde været foruden. Selvom jeg har modtaget morarenter (som beskattes), vil effekten af morarenterne fra staten blive formindsket, hvis det er muligt for staten efterfølgende at få noget af beløbet igen via strafrenter for et krav som en offentlig myndighed ikke har ønsket at udbetale.
Endeligt skal der lægges vægt på det helt særlige forhold, at min sag drejer sig om overtrædelse af en grundlæggende rettighed efter EU-retten, retten til ligebehandling. Toftgaard-sagen (og dermed min sag) handler om, at Danmark forskelsbehandlede på baggrund af alder. Det vil fremstå meget uhensigtsmæssigt (og muligvis i strid med EU-retten), hvis det ville være muligt for Danmark at få noget af sit (mora)rentekrav hjem i form af et rentekrav for en skat, hvor der er sket aldersdiskrimination, hvor sagsbehandlingstiden samlet har været 10 år, og hvor jeg har været igennem to retsinstanser for at få medhold begge gange.
[...]”
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ikke imødekommet klagerens anmodning om eftergivelse af rentetillæg beregnet af AM-bidrag 2007-2009.
Skattestyrelsen har begrundet afgørelsen således:
” Skattestyrelsens begrundelse
I kildeskattelovens § 62A, stk. 1 står der:
Medfører en ændret årsopgørelse, at der skal betales restskat eller yderligere restskat, gælder reglerne i § 61, stk. 3-6 , for betaling af beløbet med tillæg efter § 61, stk. 2 . Udskrives den ændrede årsopgørelse efter den 1. oktober i året efter indkomståret, berører ændringen ikke den opkrævning, der sker efter § 61, stk. 5 , eller den overførsel, der er sket efter § 61, stk. 3 , af den eventuelt tidligere beregnede restskat m.v. Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med tillæg efter § 61, stk. 2 , forrentes med renten i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen.
I kildeskattelovens § 62A, stk. 3 står der:
Medfører en ændret årsopgørelse, at den tidligere beregnede restskat nedsættes eller bortfalder, udbetales det beløb, som restskatten er nedsat med, med tillæg efter § 61, stk. 2, til den skattepligtige inden udgangen af den måned, der følger nærmest efter udskrivningsdatoen. Der tilkommer den skattepligtige en rente svarende til renten i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter indkomståret. Inden udbetaling finder sted, modregnes eventuel uforfalden restskat efter § 61, stk. 3-6 , og eventuelle restancer af personlig skat med påløbne morarenter. Opkrævning af den resterende, ikke forfaldne del af restskatten sker efter reglerne i § 61, stk. 3-5 . Udskrives den ændrede årsopgørelse efter den 1. oktober i året efter indkomståret, berører ændringen ikke den overførsel af restskat m.v. til det følgende år, der er sket efter § 61, stk. 3 .
I kildeskattelovens § 62A, stk. stk. 4 står der:
Medfører en ændret årsopgørelse, at der fremkommer overskydende skat eller yderligere overskydende skat, tilbagebetales beløbet med godtgørelse efter § 62, stk. 2 , og eventuelle renter efter § 62, stk. 3, 2. pkt., inden udgangen af den måned, der følger nærmest efter udskrivningsdatoen. Inden tilbagebetaling finder sted, modregnes eventuelle restancer af personlig skat med påløbne morarenter.
Der beregnes således procent- og rentegodtgørelse til en yderligere overskydende skat. Der beregnes således også rentetillæg af en yderligere am-bidrag efter reglerne i kildeskattelovens § 62A jf. dagældende Bekendtgørelse 2006-12-14 nr. 1524 om arbejdsmarkedsbidrag § 23, stk. 4, sidste punktum.
Rentetillægget udgør renten i henhold til § 7, stk. 2 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1. oktober i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen. (fra 1. september fra indkomståret 2013 og frem)
Der er ikke hjemmel i kildeskatteloven til at undlade at påligne rentetillæg til am-bidrag. Regelgrundlaget til at eftergive findes i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 13, stk. 6, hvorefter eftergivelse af rentetillæg til am-bidrag kan ske, når der er tale om myndighedsfejl hos Skatteforvaltningen eller, når andre forhold i særlig grad taler herfor. Bestemmelsen anvendes restriktivt.
Skattestyrelsen finder ikke, at der i dit tilfælde er sket myndighedsfejl hos Skatteforvaltningen, eller at der er andre forhold som i særlig grad taler for eftergivelse af rentetillægget.
Det forhold, at du vandt din klagesag mod justitsministeriet, som anses for at være din arbejdsgiver, er ikke et forhold, som berettiger en eftergivelse af rentetillæg til am-bidrag. Der beregnes rentetillæg til en ændret am-bidragsopgørelse efter reglerne i kildeskatteloven.
Skattestyrelsen har således ikke begået myndighedsfejl i ændringen af din skatteansættelse for 2007-2009, da fristerne i skatteforvaltningslovens § 27 var opfyldt.
[...]”
Skattestyrelsen har supplerende anført.
”[...]
Skattestyrelsens begrundelse/vurdering
I nærværende sag har Skattestyrelsen ved afgørelse af 24. januar 2019 nægtet klager eftergivelse af rentetillæg beregnet af am-bidrag for indkomstårene 2007-2009, jf. gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6.
Skatteankestyrelsen har indstillet Skattestyrelsens afgørelse stadfæstet. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger.
Indledningsvist henviser Skattestyrelsen til den påklagede afgørelse side 2-3. Her fremgår en gennemgang og opgørelse af de skattemæssige konsekvenser ved Skattestyrelsens afgørelse af 27. august 2018.
Af denne opgørelse ses der at være beregnet procentgodtgørelse og rentegodtgørelse til den yderligere overskydende skat samt rentetillæg til det yderligere am-bidrag. Der henvises endvidere til kildeskattelovens § 62 A.
Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at den omhandlede situation ikke er omfattet af gældsinddrivelseslovens § 13. Ved denne vurdering henses bl.a. til at der utvivlsomt ikke er tale om en myndighedsfejl fra skatteforvaltningen. Der ses ej heller at være påvist særlige økonomiske forhold der skulle begrunde en eftergivelse.
Slutteligt bemærker Skattestyrelsen, at der ved afgørelsen af 27. august 2018 sikres en materielt korrekt skatteansættelse, jf. ændringen i retsgrundlaget for ansættelsen af klagers indtægt for det omhandlede år. Som fremhævet tidligere modregnes den overskydende skat i det yderligere am-bidrag. Det er således alene reelt forskellen mellem den overskydende skat – hvor både procentgodtgørelse og rentegodtgørelse indgår, og det yderligere beregnet am-bidrag der opkræves. Dette kan efter Skatte-styrelsen ikke anses for umiddelbart urimeligt.
Henset til ovenstående bemærkninger tiltrædes Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.
[...]”
Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til eftergivelse af de tilskrevne renter.
Klageren har i den forbindelse anført følgende:
” I det jeg henviser til Skattestyrelsens ovennævnte brev skal jeg herved klage over denne afgørelse, hvorved man afslår min ansøgning om eftergivelse af rentetillæg, der er et udslag af Østre Landsrets dom af 30. oktober 2017, som gav mig medhold i mit erstatningskrav mod justitsministeriet i forbindelse med min afskedigelse pr. 1. januar 2007 som politimester i [by1].
[...]
Hvad angår klagesagens realitet skal flg. bemærkes:
Jeg kan i det hele henvise til min sagsfremstilling i brevet af 23. november 2018, hvoraf det fremgår, at ansøgningen om eftergivelse særligt er begrundet i forarbejderne til § 13, stk.6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Begrundelsen herfor styrkes af, at arbejdsmarkedsbidraget vedrører en 3- årig periode, der starter for mere end 12 år siden.
Til det i afgørelsen af 24. januar 2019 anførte skal særligt bemærkes:
Tilsyneladende er Skattestyrelsen, [by2], af den opfattelse, at der alene kan ske eftergivelse, når der foreligger myndighedsfejl hos skatteforvaltningen. Dette er en klart ugyldig præmis for afgørelsen. Inddrivelsesloven – og den heri indeholdte eftergivelseskompetence – omfatter selvfølgelig fejl hos alle de offentlige myndigheder, der på en eller anden måde har været indblandet i den sag, der skaber grundlag for skattemyndighedernes inddrivelse af en fordring efter inddrivelsesloven.
I mit tilfælde er det justitsministeriet, hvis forkerte retsopfattelse i min afskedigelsessag, der er bundet af de sædvanlige forvaltningsretlige principper for forvaltningsvirksomhed, herunder de EU-retlige, der har begået relevante fejl. At justitsministeriets retsopfattelse er ulovlig, er fastsat af 2 retsinstanser, der på sædvanlig vis alene har udtalt sig direkte om en enkelt anbringende af de fra min – og DJØF`s –side, der kunne begrunde dommen. Men denne sædvanlige måde at affatte domme på – dvs. ” allerede fordi”-metoden – indebærer ikke, at forvaltningsmyndighederne ikke kan – og bør – foretage en selvstændig vurdering af de øvrige i sagen fremførte forvaltningsretlige betragtninger, der viser justitsministeriets fejlagtige sagsbehandling. Jeg skal i den forbindelse henvise til det herom fremførte i de 2 domme, som jeg allerede har fremsendt til Skattestyrelsen, og som skulle indgå i sagens akter.
Hvad angår Skattestyrelsen, [by2],`s omtale af opgørelse af arbejdsmarkedsbidrag og gennemgang af kildeskattelovgivningen, har jeg ingen bemærkninger. Efter min opfattelse er der af mig tidligere anførte mange grunde, der også taler for, at der ud fra et force majeur-synspunkt bør ske eftergivelse af renterne af det opkrævede arbejdsmarkedsbidrag for 2007- 2009.
Endelig skal bemærkes, at skatteministeren i de i min ansøgning af 23. november 2018 nævnte bemærkninger til 2008 – lovgivningen taler om en udvidelse i adgangen til eftergivelse efter de tidligere regler, medens Skattestyrelsen, [by2], taler om, at bestemmelsen anvendes restriktivt. Tilsyneladende har man i praksis ikke fulgt den linje, som skatteministeren udstak i 2008 – når det er urimeligt efter et samlet skøn, at der opkræves rentetillæg, bør dette eftergives.
Mit tilfælde synes jeg rammer ned i den sidstnævnte situation. Jeg er blevet behandlet ulovligt af justitsministeriet ud fra en urigtig retsopfattelse af den myndighed her i landet, der var nærmest til korrekt at kunne implementere EU-bestemmelser, der også har trukket sagen i langdrag, således at jeg skulle betale rentetillæg mange år tilbage. Hvad domstolene gav af erstatning, kan inddrivelsesmyndighederne beskære med den anden hånd, hvilke forekommer mig helt urimeligt.
[...]”
I forbindelse med sagens behandling ved Skatteankestyrelsen har klageren fremsendt følgende yderligere bemærkninger:
”[...]
Jeg må fastholde de i mine breve af 23. november 2018 til Skattestyrelsen og 15. april 2019 til Skatteankestyrelsen nævnte argumenter for eftergivelse af rentetillæg beregnet af arbejdsmarkedsbidrag for perioden 2007-2009.
Om sagens realitet: Der er tale om en fortolkning af inddrivelseslovens § 13, stk.6 og dennes motiver.
Efter motiverne var hensigten med at udvide anvendelsesområdet, hvorefter eftergivelse kunne ske, når der foreligger ”særlige forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de øvrige regler om eftergivelse. Den nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forehold foreslås opretholdt.” Det siges herefter udtrykkeligt: ”Herudover kan særlige forhold f. eks også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse...”.
Jeg må fastholde, at min situation – hvis den ikke allerede var omfattet af den tidligere retstilstand – i hvert fald er omfattet af kerneområdet for den ønskede udvidelse.
I Skattestyrelsens udtalelse i klagesagen tales der fortsat om, at der ikke er tale om en myndighedsfejl fra skatteforvaltningen, hvilket også synes forudsat i Skattestyrelsens afgørelse af 24. januar 2019.
Efter min opfattelse er det ikke forudsat i motiverne, at det er en forudsætning for eftergivelse, at der skal være tale om en fejlagtig afgørelse truffet af skatteforvaltningen. Skatteankestyrelsen taler således også om en ”myndighedsfejl”, hvilket omfatter justitsministeriets sagsbehandling.
Det er ubestrideligt – som fastslået af 2 retsinstanser - at justitsministeriet i 2007 i forbindelse med min afskedigelse som følge af nedlæggelse af min stilling som politimester i [by1] politikreds begik en myndighedsfejl overfor mig ved ikke at ville udbetale 3 års rådighedsløn, hvilket er årsag til, at den foreliggende sag overhovedet opstår.
At jeg tilhører den uddøende gruppe af kgl. udnævnte statstjenestemænd, hvis særlige retsforhold er specielt reguleret i tjenestemandslovgivningen, medfører, at det efter min opfattelse ikke er korrekt at sige, at ”justitsministeriet agerer som klagerens arbejdsgiver og ikke som forvaltningsmyndighed”. Det er justitsministeriets ulovlige forvaltningsakter, der er årsag til den foreliggende sag.
Hertil kommer, at dette argument ikke kan være afgørende. Der er intet i motiverne til inddrivelseslovens §16, stk.3, der tilsiger, at ”den offentlige myndighed”, der træffer en afgørelse i en afskedigelsessag overfor en ansat kgl. tjenestemand ikke skulle være omfattet af disse regler. I en sådan sag gælder de samme forvaltningsretlige regler som i alle andre typer sager indenfor offentlig forvaltning.
Med andre ord: Skattemyndighederne indlægger en begrænsning i motiverne, som man efter min opfattelse intet belæg har for.
Det andet argument i Skatteankestyrelsens oplæg til udtalelse til Landsskatteretten er, at ”Det af klageren anførte vedrørende justitsministeriets implementering af EU-bestemmelser kan ikke føre til et andet resultat”.
Udtalelsen står uden nogen form for argumentation – og opfylder næppe forvaltningsrettens krav om en tilstrækkelig begrundelse. Man tvinges til at spørge: Hvorfor ikke?
Efter min opfattelse var det den danske regerings holdning overfor den manglende implementering af en fundamental EU-rettighed, der medførte justitsministeriets urimelige afgørelse om, at jeg ikke skulle have 3 års rådighedsløn. Det er efter min opfattelse et sådant forhold, der medfører, at det ” ville være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse”, jf. motivernes formulering.
Det tredje argument i min ansøgning, er den urimeligt lange tid, der nu er forløbet, siden mit krav blev fremsat overfor justitsministeriet den 13. december 2013.
Hverken Skattestyrelsen eller Skatteankestyrelsen har kommenteret dette forhold.
[...]”
Retsmøde
Klageren fastholdt påstanden om, at klageren er berettiget til eftergivelse af rentetillæg beregnet af AM-bidrag 2007-2009 og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Det blev yderligere anført, at klageren ikke har haft mulighed for at regne rentekravet ud før indkomståret 2018.
Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes.
Landsskatterettens afgørelse
Reglerne om betaling og tilbagebetaling af henholdsvis restskat og overskydende skat som følge af ændringer i årsopgørelsen fremgår af kildeskattelovens § 62 A.
Tilsvarende regler var gældende for arbejdsmarkedsbidrag ifølge den dagældende bestemmelse i § 13 i arbejdsmarkedsbidragsloven (lovbekendtgørelse nr. 961 af 25. september 2008 som ændret ved lov nr. 1336 af 19. december 2008) og § 23 i bekendtgørelse nr. 1524 af 14. december 2006 (herefter benævnt bekendtgørelsen). Af bekendtgørelsens § 23 fremgik følgende:
” § 23 Indeholdte og foreløbigt opkrævede arbejdsmarkedsbidrag modregnes i de endeligt opgjorte bidrag.
Stk. 2. Resterende bidrag efter stk. 1 indbetales til told- og skatteforvaltningen efter reglerne i § 13 i lov om en arbejdsmarkedsfond. Der foretages modregning i overskydende skat m.v. efter reglerne i kildeskattelovens § 62, stk. 3, 3. pkt., § 62 A, stk. 3, 3. pkt. og § 62 A, stk. 4, 2. pkt.
Stk. 3. Overskydende bidrag efter stk. 1 tilbagebetales til den bidragspligtige efter samme regler som for overskydende skat omfattet af kildeskattelovens § 62, stk. 3, idet der dog ikke ydes godtgørelse som omhandlet i kildeskattelovens § 62, stk. 2. Der foretages modregning for restskat m.v. efter § 15, stk. 1, 3. pkt., i lov om en arbejdsmarkedsfond. Renter udbetalt i medfør af denne bestemmelse er skattefri for modtageren.
Stk. 4. Stk. 2-3 finder tilsvarende anvendelse, når en ændret opgørelse over arbejdsmarkedsbidrag medfører, at den bidragspligtige skal betale yderligere bidrag eller har betalt bidrag med for stort et beløb. Skal der betales yderligere bidrag, tillægges rente beregnet efter reglerne i kildeskattelovens § 62 A, stk. 1, 3. pkt.
[...]”
Der kan i særlige tilfælde ske eftergivelse af renter efter § 13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 som ændret ved lov nr. 114 af 31. januar 2017):
”Stk. 6. Eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el.lign.”
Af forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. 20 af 8. oktober 2008) fremgår blandt andet følgende:
”Den nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold f.eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse og dermed opretholde skyldforholdet.”
Skattestyrelsen ændrede klagerens skatteansættelse på baggrund af Østre Landsrets dom af 30. oktober 2017, da Østre Landsret fandt at klageren var berettiget til rådighedsløn.
Som følge heraf udskrev Skattestyrelsen i medfør af dagældende kildeskattelovs § 62 A og dagældende bekendtgørelses § 23, stk. 4, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 13, nye årsopgørelser for indkomstårene 2007-2009, hvoraf det fremgik, at klageren skulle betale restbidrag.
Landsskatteretten finder ikke, at der er grundlag for eftergivelse af de pålignede renter på grund af myndighedsfejl, force majeure eller force majeure lignende forhold. Der er herved henset til, at Østre Landsrets dom af 30. oktober 2017, der har affødt de omhandlede renter, var en sag mellem klageren og Justitsministeriet, hvor Justitsministeriet agerede som klagerens arbejdsgiver og ikke som forvaltningsmyndighed.
Det af klageren anførte vedrørende Justitsministeriets implementering af EU-bestemmelser kan ikke føre til et andet resultat.
Det er derfor med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet klagerens anmodning om eftergivelse af rentetillæg til restbidrag for indkomstårene 2007-2009.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.