Kendelse af 19-05-2020 - indlagt i TaxCons database den 15-07-2020

Faktiske oplysninger

Klageren var i de omhandlede år ansat i skatteforvaltningen. Klageren var desuden eneanpartshaver og direktør i [virksomhed1] ApS. Klageren har ikke modtaget løn fra [virksomhed1] ApS. [virksomhed1] ApS er stiftet den 9. juli 2000 med en anpartskapital på nom. 125.000 kr., som er indskudt kontant til kurs 100. Den registrerede kapital er ikke ændret efterfølgende. Selskabets regnskabsår løber fra 1. oktober – 30. september. Selskabets aktivitet har bestået i spekulation i futures. Klageren har oplyst, at aktiviteten i selskabet er begrundet i en personlig spillelidenskab og tabsaversion. Spekulationsinvesteringerne, der gav nettounderskud, blev finansieret med lån fra klageren og i mindre omfang med banklån.

De finansielle handler, som selskabet foretog, var gearede, og selskabet stillede sikkerhed for eventuelle tab i form af indeståender på selskabets bankkonto. Der skete daglig afregning af gevinst/tab, som blev tilskrevet/fratrukket selskabets konto i banken.

Hvis, der som følge af tab, ikke længere var tilstrækkelige midler på selskabets bankkonto, lukkede banken handlen, og selskabet realiserede tabet. For at undgå, at banken lukkede en handel, som klageren mente kunne vende til en gevinst, indskød klageren midler i selskabet. Indskuddene, som klageren foretog, var et forsøg på at redde et ”væddemål” indgået af selskabet, dvs. et forsøg på at redde nødlidende spekulative positioner.

Klagerens udlån til sit selskab er i [virksomhed1] ApS´s årsrapporter til og med 2010/2011 optaget som ansvarlig lånekapital under egenkapitalen. I 2011/2012 er indskuddene, bortset fra et beløb på 153.737 kr. optaget som overført resultat under egenkapitalen. I 2012/2013 og frem er indskuddene optaget som egenkapital i selskabet.

Renteudgifter til klageren, resultat før skat, ansvarlig lånekapital, egenkapital og bankgæld udgjorde, idet kolonne for akkumulerede renteudgifter er medtaget af Skatteankestyrelsen:

Årsrapporterne for [virksomhed1] ApS 2000/2001 – 2006/2007 inkl. er reviderede. I de efterfølgende år har selskabets ledelse fravalgt revision.

Af ledelsespåtegningen i årsrapporten for [virksomhed1] ApS for 2011/2012 fremgår:

”Det er min opfattelse at årsrapporten for perioden 1/10 2011 – 30/9 2012 giver er retvisende billede af selskabets aktiver og passiver, økonomiske stilling samt resultat.”

Af balancen for [virksomhed1] ApS pr. 30. september 2012 fremgår følgende regnskabstal for året samt sammenligningstal for 2010/2011:

Af balancen pr. 30. september 2013 fremgår følgende regnskabstal samt sammenligningstal for 2011/2012:

Af balancen pr. 30. september 2014 fremgår følgende regnskabstal og sammenligningstal for 2012/2013:

Af balancen pr. 30. september 2016 fremgår følgende regnskabstal og sammenligningstal for 2014/2015:

Der er udarbejdet låneaftaler mellem klageren og [virksomhed1] ApS for lån ydet selskabet i perioden 22. marts 2001 – 29. september 2002. F.eks. fremgår det af låneaftale af ”22/3-01”, at lånet er indgået på følgende vilkår (klagens bilag 4):

Låneaftale af 22. marts 2001 er underskrevet af begge parter.

Der er fremlagt en enslydende låneaftale vedrørende et lån på 25.000 kr., som er udbetalt til kurs 40, svarende til 10.000 kr. Låneaftalen er den 18. december 2001 underskrevet af begge parter, dvs. af klageren personligt og af klageren på vegne af sit selskab (repræsentantens bilag 5).

Der er fremlagt en enslydende låneaftale, som er underskrevet og dateret den 18. marts 2002, vedrørende et lån på 25.000 kr., som er udbetalt til kurs 40, svarende til 10.000 kr. (repræsentantens bilag 7), en enslydende låneaftale af 5. august 2002 vedrørende et lån på 250.000 kr., som er udbetalt til kurs 40, svarende til 100.000 kr. (repræsentantens bilag 6), og enslydende låneaftale af 29. september 2002 vedrørende et lån på 125.000 kr., som er udbetalt til kurs 40, svarende til 50.000 kr. (repræsentantens bilag 8).

Der er ikke udarbejdet låneaftaler for lån, som klageren har ydet selskabet i årene 2010 og frem. Det er oplyst, men ikke nærmere beskrevet, at lånene er ydet på samme vilkår, som de lån, der blev ydet i perioden 4. oktober 2000 – 27. september 2002, dog med den forskel, at lånene fra september 2013 er udbetalt til kurs 100.

Det er oplyst, men ikke nærmere beskrevet ved fremlæggelse af låneaftaler eller bankbilag, at klageren fra januar 2013 – august 2013 har indskudt 1.388.000 kr. i sit selskab. Fra september 2013 – december 2017 har klageren ifølge det oplyste indskudt 1.256.000 kr. Indskuddene er beskrevet i form af en opgørelse, som er fremlagt som bilag 9 i sagen. Det er i klagen til Skatteankestyrelsen oplyst, at fra og med 1. oktober 2013 blev der efter råd fra klagerens revisor ikke beregnet og tilskrevet renter på lånene.

Af repræsentantens bilag 9, som er udarbejdet af klageren, fremgår, at klageren havde et indestående i sit selskab opr. 30. september 2017 i form af risikovillig kapital på 7.770.717 kr., og at beløbet pr. 30. september 2012 udgjorde 2.817.111 kr.

Af bilag 9 fremgår følgende (gengivelse af indhold og ordlyd):

”Risikovillig lånekapital [virksomhed1] ApS, kontospecifikation og redegørelse

Ifølge årsopgørelser for 2001 – 2017 udgjorde klagerens selvangivne skattepligtige indkomster følgende:

Af R-75 for 2010 fremgår, at klageren siden 1. april 2002 har været 100 % ejer af en ejerlejlighed på [adresse1] i [by1], og at han i 2010 købte en ny bil af mærket Toyota Yaris, registreret første gang den 8. november 2000.

Af de indberettede oplysninger for 2013 fremgår, at den 16. juli 2013 erhvervede klageren beboelsesejendommen [adresse2], [by2], og at han i 2013 har haft udgifter med håndvækerfradrag på 89.378 kr.

Af R-75 for 2015 fremgår, at klageren den 1. november 2015 solgte ejendommen [adresse1], [by1].

Den offentlige vurdering af klagerens 2 ejendomme er medtaget i de konterede formueoplysninger i årene ifølge årsopgørelser og R-75 opgørelserne med følgende værdier:

Som bilag 15 har klagerens repræsentant fremlagt en opgørelse, som er udarbejdet af klageren, over udviklingen i gælden sammenholdt med faktiske indskud:

”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet indkomsten i 2013 med hhv. 192.392 kr. og 81.434 kr. vedrørende ikke medregnet renteindtægt af risikovillig lånekapital til [virksomhed1] ApS, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e. I 2014-2017 er indkomsten forhøjet med hhv. 342.986 kr., 351.892 kr., 386.011 kr. og 388.530 kr.

Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e, at renteindtægter er skattepligtige.

Renteindtægter skal som hovedregel medregnes i den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten er forfaldet til betaling (forfaldsprincippet).

Det følger af ligningslovens § 5, stk. 4 og 5, at en hovedanpartshaver i selskaber skal fordele renteindtægter og renteudgifter, der stammer fra et mellemværende med selskabet over den periode, de vedrører.

Ifølge låneaftalerne skal renterne først tilskrives ved lånets tilbagebetaling.

Dette er dog ikke fulgt i praksis, idet renterne i perioden 1. oktober 2010 – 30. september 2013 er beregnet og tilskrevet saldoen i selskabets bogføring, ligesom der er beregnet rentes rente.

De beregnede og tilskrevne renter, anses for følge heraf for at have været forfaldne og betalt på det tidspunkt, de blev tilskrevet kontoen.

Hertil kommer, at en hovedanpartshaver skal periodisere sine renteindtægter fra sit mellemværende i selskabet, jf. ligningslovens § 5, stk. 4 og 5.

Selskabets aktiviteter er som udgangspunkt uden betydning for vurderingen af forholdet. Skattestyrelsen har ikke tilsidesat låneaftalerne, men lagt disse og selskabets årsregnskaber m.v. til grund for vurderingen af den skattemæssige periodisering af renteindtægten.

Låneaftalens bestemmelser om, at rentetilskrivningen er betinget, ses ikke at have taget højde for bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 4 og 5, der bevirker, at renteindtægten med selskabet skattemæssigt skal periodiseres og derfor skal beskattes i de perioder, de vedrører, uanset de i øvrigt er forfaldne eller betalte.

Alene af den grund har skatteyderen haft pligt til at medregne de periodiserede renteindtægter i sin skattepligtige indkomst.

Det fremgår af selskabets årsregnskaber, at der er tilskrevet rente og beregnet rentes renter til og med 30. september 2013. Renterne er fratrukket i selskabets resultatopgørelse og er medtaget som gæld til skatteyderen.

Skattestyrelsen har derfor lagt til grund, at de beregnede og tilskrevne renter er forfaldne, og at renterne er betalt på det tidspunkt, de blev tilskrevet kontoen. Renteindtægterne skal derfor medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, de er tilskrevet. Det forhold, at selskabet ikke skattemæssigt har fratrukket renteudgifterne, er uden betydning.

De ikke medregnede renteindtægter i 2010 – 2013 udgør henholdsvis 31.892 kr., 128.969 kr., 135.091 kr. og 192.392 kr. Skattestyrelsen kan ikke ændre indkomsten i 2010-2012, idet disse år er forældede, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Ansatte beregnede renteindtægter for perioden 1. oktober 2013 – 31. december 2017

Det følger af ligningslovens § 2, at der ved en hovedanpartshavers udlån til hans selskab skal anvendes priser og vilkår i overensstemmelse med hvad, der kunne være opnået, hvis lånet var optaget hos en uafhængig tredjemand.

De priser og vilkår, der gælder for de foretagne indlån, fremgår af de fremsendte låneaftaler, hvoraf de bl.a. fremgår, at lånenes nominelle værdi skal forrentes med 5 % pr. år, svarende til en effektiv forrentning på 12,5 % i forhold til, at lånene er optaget til kurs 40.

Skattestyrelsen har ikke ud fra de foreliggende oplysninger haft mulighed for at vurdere, hvilke muligheder og under hvilke vilkår, selskabet kunne optage lån hos tredjemand. Derfor er det lagt til grund, at de priser og vilkår, som anpartshaveren og selskabet har anvendt, er udtryk for, hvad selskabet som minimum ville kunne have opnået ved optagelsen af tilsvarende lån fra en uafhængig tredjemand. Det forhold, at udlånene siden 2013 er sket til kurs 100 afspejler umiddelbart det forhold, at renteniveauet generelt har været faldende, hvorfor der ikke er grundlag for at tilsidesætte den rentesats, som tidligere er aftalt, idet den er vurderet som værende udtryk for, hvad selskabet som minimum skulle have betalt til tredjemand.

De betingelser for rentetilskrivning, der fremgår af låneaftalernes pkt. 1 og 3, kan sidestilles med, at der er givet rentehenstand.

Skattestyrelsen har derfor lagt til grund, at lånene også efter 1. oktober 2013 skulle have været forrentet med 5 % af den nominelle værdi. Dette gælder dog ikke, hvis der er givet renteafkald, eller hvis renterne først skal tilskrives ved tilbagebetaling.

Bevisbyrden er skærpet, når en hovedanpartshaver indgår aftaler med sit selskab. Det beror på en konkret vurdering, hvilken dokumentation, der kræves. I praksis lægges vægt på nøjagtigheden af oplysninger og registreringer, der dokumenterer eller sandsynliggør de forhold, der ønskes lagt til grund ved stillingtagen til, om der er ydet renteafkald.

Selskabet har i alle årene haft en positiv egenkapital, selv om noget af anpartskapitalen er tabt. Der har i alle årene været aktivitet i selskabet, og selskabets årsrapporter er aflagt efter going concern-princippet. Selskabets eneste gæld er gælden til hovedanpartshaveren. I alle årene har anpartshaveren foretaget nye udlån til selskabet, hvorfor han må have haft en forventning om, at lånene vil blive indfriet.

På baggrund af selskabets positive egenkapital, den erhvervsmæssige aktivitet igennem årene, at der ikke er taget forbehold for going concern, at der løbende er foretaget nye indlån, og at selskabet ikke har anden gæld, har Skattestyrelsen vurderet, at det ikke er forretningsmæssige begrundet, at der ikke beregnes rente. Der henvises til SKM2010.607 ØLR og til SKM2018.243 BR, idet selskabet er vurderet som værende solvent, selv om det har tabt en del af anpartskapitalen. Der er endvidere henset til, at der er drøftelser og overvejelser om nye aktiviteter, der kan skabe grundlag for, at lånene kan indfries.

Der er samtidigt lagt vægt på, at en eventuel aftale om renteafkald ikke er dokumenteret.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af indkomsten med ikke selvangivne renter i 2013-2017 skal nedsættes med hhv. 273.826 kr., 342.986 kr., 351.892 kr., 386.011 kr. og 388.530 kr.

Klagerens repræsentant har til støtte for nedsættelsen anført:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte [person1] af fikserede renter af de i sagen omhandlede udlån til selskabet [virksomhed1] ApS.

Det gøres til støtte herfor gældende, at der i realiteten er givet et renteafkald i den omhandlede periode, dvs. fra den 1. januar 2013 - 31. december 2017, og at dette afkald var sædvanlig og begrundet i selskabets økonomiske situation.

Det gøres i den forbindelse endvidere gældende, at renteafkaldet er sket på armslængdevilkår og ikke strider mod ligningslovens § 2, idet en uafhængig tredjemand på grund af selskabets økonomiske forhold, ville have givet afkald på forrentning på tilsvarende måde som [person1] i de omhandlede indkomstår har givet afkald på forrentning af det løbende mellemværende med [virksomhed1] ApS.

Vi vil nedenfor uddybe ovennævnte anbringender

Retsgrundlaget

Renteindtægter fra udestående fordringer og udlånt kapital er skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

Det følger af ligningslovens § 2, stk. 1, at der ved kontrollerede transaktioner mellem en hovedanpartshaver og dennes selskab skal anvendes priser og vilkår svarende til, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter (armslængdevilkår).

Ligningslovens§ 2 er en kodificering af den praksis vedrørende rentefiksering, som lå forud for Højesterets dom offentliggjort i TfS 1998.199, hvorfor denne praksis er tilsigtet opretholdt.

Det følger af praksis, at afkald på renter på en hovedaktionærs tilgodehavende på sit selskab skal ske på armslængdevilkår, og at det påhviler hovedaktionæren at godtgøre, at rentekravet er uerholdeligt som følge af, at selskabet må anses for åbenbart insolvent.

Fra praksis skal henvises til Vestre Landsrets dom af 1. august 1997, der er offentliggjort i TfS 1997.665.

I sagen havde en hovedaktionær i 1986 solgt en ejendom til det af ham beherskede selskab for 2,8 mio. kr., hvorved der var udstedt et pantebrev på nom. 692.527 kr. til 9 % rente.

I 1989 videresolgtes ejendommen til et ApS, som skatteyderen ejede sammen med sine 3 sønner, hvorefter rentebetalingen på pantebrevet ophørte.

Skattemyndighederne beskattede efterfølgende hovedanpartshaveren af en fikse­ ret renteindtægt på 9 % af pantebrevets restgæld.

Hovedanpartshaveren indbragte spørgsmålet for landsretten, hvor han gjorde gældende, at han havde meddelt renteafkald, idet der i anpartsselskabet ikke var penge til at betale ydelser på pantebrevet. Såfremt hovedanpartshaveren ikke havde givet henstand, men i stedet forsøgt at inddrive sit tilgodehavende ved rets­ forfølgning, ville det med stor sandsynlighed have medført en trangsauktion, hvor pantebrevet ikke var blevet dækket

Landsretten fandt, at renteafkaldet ikke kunne tilsidesættes af skattemyndighederne, og landsretten lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at renteafkaldet, der var givet inden den første terminsydelse forfaldt, skete på baggrund af at anpartsselskabet manglede likviditetsmæssig mulighed for at betale ydelser på pantebrevet og at betaling ville medføre at selskabets egenkapital ikke længere opfyldte lovens krav.

Nærværende sag

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at der i realiteten er givet et renteafkald, og at en uafhængig tredjemand ville have give et tilsvarende renteafkald, når henses til [virksomhed1] ApS' økonomiske situation i den omhandlede periode.

Det gøres i den forbindelse gældende, at [virksomhed1] ApS var helt åbenlyst insolvent.

Det er således et ubestrideligt faktum, at selskabet havde en meget betydelig underbalance, idet selskabets passiver i meget betydelig grad oversteg selskabets aktiver, og idet der ikke var udsigt til, at selskabet ville blive i stand til at tilbagebetale gælden. Dertil kommer, at selskabet reelt ikke var i stand til at honorere selskabets forpligtelser overfor omverdenen, herunder overfor [person1].

Det erindres endvidere, at selskabets midler var placeret i gearede handler med futures, hvorfor det ikke gav mening at kræve renterne betalt. En sådan betaling ville jo forudsætte, at selskabet skulle realisere de handlede futures, hvorved selskabet ville realisere de tab, som de i nærværende sag omhandlede lån havde til formål at undgå.

Som anført i sagsfremstillingen har selskabet heller ikke den dag i dag mulighed for at tilbagebetale gælden til [person1], og der er heller ikke nogen realistisk mulighed for, at selskabet i fremtiden bliver i stand til dette. Selskabet er med andre ord aldeles insolvent.

Det forekommer usammenhængende og modstridende, når Skattestyrelsen hævder, at egenkapitalen "overfor hovedanpartshaveren" har været positiv. For herved har Skattestyrelsen jo reelt anset det ansvarlige lån for selskabskapital.

Skattestyrelsen veksler således efter forgodtbefindende mellem at anse de omhandlede indskud for lån og selskabskapital, hvilket selvsagt ikke er muligt. Enten har de omhandlede indskud karakter af lån med den virkning, at selskabet var insolvent, hvorfor et renteafkald må anses for sædvanligt og forretningsmæssigt begrundet. Eller også må de omhandlede indskud anses for selskabsindskud, i hvilket tilfælde der ikke er grundlag for at beskatte [person1] af fikserede renter.

Skattestyrelsen forlanger i nærværende sag, at renterne fortsat tilskrives i en situation, hvor betalingen af renter aldrig bliver aktuel som følge af selskabets situation. Den eneste konsekvens af Skattestyrelsens synspunkt er, at [person1] beskattes af indtægter, han i realiteten aldrig nogensinde vil opnå, idet [virksomhed1] ApS aldrig bliver i stand til at betale renterne.

Sammenfattende gøres det således gældende, at selskabets økonomiske situation var af en sådan karakter, at der aldrig ville kunne ske tilbagebetaling af selskabets gæld til [person1], hvorfor der ikke er grundlag for at tilsidesætte det renteafkald, der i realiteten er givet. Den stedfundne beskatning af fikserede renter hos [person1] skal derfor bortfalde.”

Klagerens repræsentant har et møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler bl.a. bemærket:

”Til støtte for at selskabet var og er insolvent, skal vi henlede Skatteankestyrelsens opmærksomhed på, at selskabet ikke var, og aldrig bliver, i stand til at betale gælden, herunder renter på gælden, til [person1].

Selskabet har ingen midler, og der er ingen aktivitet i selskabet. Og der er ikke udsigt til det, idet [person1] ikke har mulighed for at indskyde nye midler I selskabet, hvilket han som oplyst heller ikke har lyst til.

Med andre ord var og er selskabet helt åbenlyst insolvent. Den reelle egenkapital i selskabet er negativ med kr. 7,7 mio.

Derfor er [person1]s fordring på gælden, herunder renterne, også uerholdelig - der er jo ingen udsigt til, at fordringen nogensinde bliver betalt.

Konsekvensen af Skattestyrelsens synspunkt i sagen er imidlertid, at [person1] aldrig vil kunne eftergive fordringen som uerholdelig. Dette uanset, at selskabet aldrig bliver i stand til at betale sin gæld, og at [person1] derfor bliver beskattet renteindtægter uden nogen økonomisk realitet.

Det bemærkes i den forbindelse, at en uafhængig tredjemand ville eftergive renterne ligesom [person1] - det giver jo ikke mening at bruge ressourcer på at fastholde en gæld, der aldrig nogensinde vil blive betalt.

Som oplyst på kontormødet stoppede den regnskabsmæssige renteperiodisering i årsregnskaberne på revisors anbefaling, idet selskabet efter revisors opfattelse var insolvent og tydeligvis aldrig ville være i stand til at tilbagebetale gælden til [person1]. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at også tredje­ mand (revisor) kunne se, at selskabet var aldeles insolvent.

Det skal derfor lægges til grund, at selskabet var åbenlyst insolvent, og at fordringen på gælden, herunder renterne, derfor var uerholdelig, hvorfor der ikke er grundlag for at tilsidesætte renteafkaldet. Der henvises i den forbindelse til Vestre Landsrets dom af 1. august 1997, der er offentliggjort i TfS 1997.665.

••• •••

I forlængelse af kontormødet gør [person1] gældende som et subsidiært anbringende, at de lån, der er ydet efter den 27. september 2002, er ydet til kurs 100

- og ikke kurs 40, som Skattestyrelsen ar lagt til grund.

Som tidligere oplyst, er der ikke udarbejdet skriftlige låneaftaler for de lån, der er ydet efter den 27. september 2002. Det skyldes som oplyst under kontormødet, at det "gjorde ondt at kigge på" på papirerne. Det er [person1]s opfattelse, at han, hvis han havde forholdt sig til spørgsmålet, aldrig ville indskyde lånene til kurs 40. Dertil kommer, at det i mangel af en egentlig låneaftale må lægges til grund, at de omhandlede lån er ydet til kurs 100.

Som sagens bilag 15 fremlægges mail fra [person1] med supplerende bemærkninger i forlængelse af kontormødet samt en opgørelse over renter i tilfælde af, at Skatteankestyrelsen måtte give [person1] medhold i, at lånene ydet efter den 27. september 2002 er ydet til kurs 100

Som sagens bilag 16 fremlægges endvidere de beregninger, der ligger bag den nye opgørelsen af renter.”

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e, skal renter af udestående fordringer medregnes i den skattepligtiges samlede årsindtægter.

Det fremgår af ligningslovens § 5, stk. 5, jf. stk. 4, nr. 8, sammenholdt med nr. 1, at en hovedanpartshaver, der har en mellemregning med sit selskab, ved opgørelsen af sin skattepligtig indkomst skal fordele alle sine renteindtægter og renteudgifter over den periode, de vedrører.

Det fremgår af ligningslovens § 5 A, stk. 1, 3. pkt., at nedskrivning efter 1. pkt. ikke kan ske, hvis den skattepligtige fordeler renteudgifter m.v. og renteindtægter efter § 5, stk. 5.

Det fremgår af ligningslovens 2, stk. 1, nr. 1, at skattepligtige, hvorover fysiske personer udøver en bestemmende indflydelse ved opgørelsen af den skatte- eller udlodningspligtige indkomst skal anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.

Rentehenstand udskyder alene forfaldstidspunktet. Da klageren er hovedanpartshaver, er han forpligtet til at foretage renteperiodisering af sine mellemregninger med sit selskab, hvorfor han ikke kan undgå beskatningen med henvisning til, at han har ydet selskabet henstand med betaling af renterne før forfaldstid, ligesom han ikke kan nedskrive forfaldne ikke betalte renteindtægter til 0 kr. jf. ligningslovens § 5 A, stk. 1, 3. pkt.

Det fremgår af klagerens forklaringer og opgørelser, at han over en årrække vedvarende og kontinuerligt har overført penge til sit selskab, således at han i selskabet kunne udøve sin spillelidenskab.

Skattestyrelsen har uprøvet lagt klagerens opgørelse af sine tilgodehavender i sit selskab til grund. Landsskatteretten er imidlertid som administrativ klagemyndighed ikke bundet af Skattestyrelsens vurdering af lånenes realitet.

Der er kun fremlagt skriftlige låneaftaler mellem klageren og klagerens selskab for lån ydet i perioden 22. marts 2001 – 29. september 2002. De fremlagte lånedokumenter er ikke bekræftet af vitterlighedsvidner. Landsskatteretten finder det usædvanligt, at lånene er ydet til kurs 40 og skal indfries til kurs 100. I mangel af skriftlige aftaler herom kan det ikke lægges till grund, at lån ydet efter september 2002 er ydet til kurs 40 og skal indfries til kurs 100. Ifølge klagerens opgørelser har klageren f.eks. i perioden 1. januar 2013 – august 2013 kontant overført 1.383.000 kr. til sit selskab og i perioden 1. september 2013 – 2017 har klageren kontant overført 1.256.000 kr. til sit selskab. Klagerens forklaringer om lån ydet i de efterfølgende indkomstår er ikke bestyrket ved objektive kendsgerninger og er heller ikke sandsynliggjort med beviser af tilstrækkelig vægt. Når der henses til oplysningerne om klagerens indkomst og formue, finder Landsskatteretten, at der skal stilles strenge krav til beviset for, at klageren har tilgodehavender i sit selskab for udlån svarende til det beskrevne.

De omhandlede overførsler af kontanter fra klageren til klagerens selskab er indtil 30. september 2011 optaget som risikovillig kapital (ansvarlig lånekapital) under egenkapitalen. Vilkårene for ansvarlig lånekapital vil ifølge sagens natur afvige fra sædvanlige låneforhold. Landsskatteretten finder på baggrund af det fremlagte materiale, at klagerens forventninger om den helt store gevinst i selskabet senest den 30. september 2012 blev afløst af en erkendelse af, at gevinsten ikke kom.

[virksomhed1] ApS havde tabt hele indskudskapitalen, og klageren var som direktør i selskabet forpligtet til at genetablere kapitalen. Landsskatteretten finder, at lånene senest i indkomståret 2012 ændrede karakter til selskabsindskud. De omhandlede overførslers karakter af selskabsindskud er underbygget af, at de i [virksomhed1] ApS årsrapport for 2011/2012 er medtaget som overført resultat under egenkapitalen, og at der ikke er beregnet renter. Ledelsesberetningen i årsrapporten for 2012/2013 indeholder oplysninger om opnået finansiering, men denne finansiering fremgår imidlertid ikke af selskabets balance. Under hensyntagen til interesseforholdet mellem klageren og selskabet finder Landsskatteretten, at det heller ikke er godtgjort, at der ved de oplyste overførsler af kontante midler fra klageren til selskabet i 2013 og efterfølgende år blev stiftet en bindende og ubetinget tilbagebetalingsforpligtelse for selskabet i forhold til klageren.

Da klageren derfor ikke i indkomståret 2013 og frem har haft tilgodehavender i sit selskab, nedsætter Landsskatterettens SKATs forhøjelse af klagerens indkomst i 2013-2017 med ikke medregnede renteindtægter til 0 kr. i hvert af indkomstårene.