Kendelse af 06-02-2020 - indlagt i TaxCons database den 19-03-2020

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomståret 2014

Ekstraordinær genoptagelse

Afslag

Genoptagelse

Afslag

Faktiske oplysninger

I perioden 29. september 1997 til 31. december 2018 har klageren ifølge CVR-registret drevet enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], CVR-nr. [...1], branchekode 532000 Andre post- og kurertjenester.

Klageren har ikke indsendt selvangivelse for indkomståret 2014. Skattestyrelsen har derfor den 10. februar 2016 foreslået at fastsætte overskud af klagerens virksomhed til 710.000 kr. Skattestyrelsen har især lagt vægt på virksomhedens momsoplysninger, som de har omregnet til et skønnet skattemæssigt resultat af virksomhed.

Klageren har den 13. juni 2018 anmodet Skattestyrelsen om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014, da han har været ramt af sygdom gennem en lang periode. I forbindelse med anmodningen har klageren medsendt regnskab for indkomståret 2014. Det fremgår af det indsendte regnskab, at virksomhedens revisor har opgjort overskud af virksomhed til 525.403 kr.

Skattestyrelsen har den 24. september 2018 udsendt forslag til afslag på genoptagelse.

Den 12. oktober 2018 er klagerens repræsentant kommet med bemærkninger til Skattestyrelsens forslag. Repræsentanten har anført, at der skal ske ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 8.

Til støtte herfor har repræsentanten gjort gældende, at klageren har været sygemeldt i perioden 25. januar 2018 til 28. maj 2018, hvorfor det ikke har været muligt for klageren at arbejde og derved færdiggøre regnskabet for indkomståret 2014.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har den 22. oktober 2018 nægtet at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2014 ekstraordinært.

Skattestyrelsen har begrundet afgørelsen således:

”(...)

Din revisor [person1] oplyser, at ansættelsen for 2014 kan have indflydelse på de kommende års balanceposter, og vil derfor anmode om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 og § 27, stk. 1, nr. 8.

Skattestyrelsen har i det skønnet resultat af overskud af virksomhed i brev af den 10. februar 2016 taget udgangspunkt i dine momstal. Ligeledes er det skønnet overskud af virksomhed et nettoresultat der bliver skønnet, i resultatet er der således taget udgangspunkt i eventuelle afskrivninger med mere.

Skattestyrelsen anser derfor ikke, at ansættelsen for 2014 kan have indflydelse på de efterfølgende indkomstårs balanceposter.

Din revisor [person1] har ligeledes oplyst, at du har været sygemeldt i perioden 25. januar 2018 til den 28. maj 2018 og det derfor ikke har været muligt, at færdig gøre regnskabet inden den 1. maj 2018. Dette fremgår af opfølgningsnotat fra samtale med [jobcentret] og udskrift fra sundhed.dk.

Skattestyrelsen kan konstatere, at du har været sygemeldt i ovenstående periode, i henhold til det modtagne materiale.

Selvangivelsen for indkomståret 2014 skulle du have indsendt senest den 1. juli 2015. Den 1. oktober 2015 har Skattestyrelsen sendt et rykker brev til dig hvor du gøres opmærksom på, at selvangivelsen for 2015 ikke er modtaget. Den 10. februar 2016 sender vi forslag til skønsmæssig ansættelse at din virksomhedsresultat, da vi ikke har modtaget din årsopgørelse.

Du har således haft mulighed for at indsende din årsopgørelse for 2014 frem til du bliver sygemeldt den 25. januar 2018. Skattestyrelsen finder det derfor ikke godtgjort, at du i hele den relevante periode (1. juli 2015 til 1. maj 2018), hvor der var mulighed for ordinærgenoptagelse, på grund af sygdom, har været forhindret i at indsende selvangivelsen eller anmode om genoptagelse.

Vi fastholder i henhold til ovenstående og afsnit 4., at årsopgørelsen for 2014 ikke kan genoptages.

Indkomstårene 2015 og 2016 ændres som beskrevet under punkt 4. Da ændringen er godkendt i henhold til din revisors brev af den 12. oktober 2018.

Skattestyrelsen skal beklage, at vi tidligere har oplyst, at anmodningen om genoptagelse af indkomstårene 2014, 2015 og 2016 var modtaget den 15. august 2018, dette er ikke korrekt. Anmodningen er modtaget den 13. juni 2018.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har i klagen til Skatteankestyrelsen nedlagt påstand om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014.

Til støtte for påstanden har repræsentanten gjort gældende, at klageren har været sygemeldt i perioden 25. januar 2018 til 28. maj 2018 og dermed ikke har haft mulighed for at arbejde, så regnskabet for indkomståret 2014 kunne gøres færdig.

Under sagens behandling hos Skattestyrelsen er klagerens repræsentant den 12. oktober 2018 kommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse:

”(...)

Med hensyn til afslag på genoptagelse 2014 vil vi gerne fremkomme med vores argumenter.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27 stk. 2 fremgår det, at ansættelsen kan have indflydelse på kommende års balanceposter.

Vi vil derfor anmode om genoptagelse jævnfør skatteforvaltningens§ 27. stk. 8.

Vi vil ligeledes gerne gøre opmærksom på, at regnskab og anmodning ikke er indsendt 15/8 2018, men derimod 13/6 (se vedhæftet).

[person2] har været sygemeldt fra 25/1 2018 til 28/5 2018. Det har i den periode ikke været muligt for ham at arbejde, så regnskab for 2014 kunne gøres færdigt. Han har efterfølgende indberettet 2015, 2016 og 2017. Dette er vedhæftet fra sundhed.dk samt jobcenter [by1].

Vi skal derfor anmode om genoptagelse vedrørende 2014.”

I klagen til Skatteankestyrelsen har klagerens repræsentant anført følgende:

”(...)

Vi anker SKAT's afgørelse af 22. oktober 2018 vedrørende indkomståret 2014

Vi er ikke enige i SKAT's afgørelse om afslag på anmodning om genoptagelse

Af moms og skat vedrørende indkomståret 2014.

Vi mener at [person2] er berettet til at få ændret sit overskud af virksomhed for 2014. Det skyldes, at han har været syg og dermed har indberettet for sent.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27 stk.2 fremgår det. At ansættelsen kan have indflydelse på kommende ars balanceposter.

Vi vil derfor anmode om genoptagelse jævnfør skatteforvaltningens § 27. stk. 8. [person2] har været sygemeldt fra 25/1 2018 til 28/5 2018. Det har i den periode ikke været muligt for ham at arbejde, så regnskab for 2014 kunne gøres færdigt. Han har efterfølgende indberettet 2015,2016 og 2017.

Dette er vedhæftet fra sundhed.dk samt jobcenter [by1], hvor det fremgår, at [person2] har haft en inflammationslidelse i ryg, hofte skuldre og bryst.

Det drejer sig om moms for kr. 16.025 samt skatnedsættelse på kr. 184.957.”

Landsskatterettens afgørelse

Det skal indledningsvis bemærkes, at Skattestyrelsen i deres afgørelse af 22. oktober 2018 ikke har truffet afgørelse i forhold til genoptagelse af momsfastsættelser for 2014, hvorfor retten alene kan tage stilling til, hvorvidt der kan ske ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014.

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin indkomstansættelse, skal senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

En anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014 på den skattepligtiges initiativ skal således være sendt til Skattestyrelsen senest den 1. maj 2018.

Klageren har den 13. juni 2018 anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014. Anmodningen om genoptagelse er således modtaget af Skattestyrelsen efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse.

Spørgsmålet om genoptagelse af indkomståret 2014 skal herefter afgøres efter bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 og 2. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er anført i bestemmelsen, som er udtømmende.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, indeholder en række objektive grunde til genoptagelse. Retten finder ikke, at klageren opfylder nogle af betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan der efter anmodning fra den skattepligtige gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelsen, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Om der foreligger særlige omstændigheder beror på en konkret vurdering. Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand, fejl begået af skattemyndighederne, hvor disse fejl kan anses for ansvarspådragende, eller andre særlige omstændigheder der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Klagerens repræsentant har oplyst, at grunden til, at klageren ikke har selvangivet sin skattepligtige indkomst for indkomståret 2014, skyldes, at klageren har været syg med inflammationslidelse i ryg, hofte, skulder og bryst. Repræsentanten har endvidere oplyst, at klageren har været sygemeldt i perioden 25. januar 2018 til 28. maj 2018, hvor han ikke har haft mulighed for at arbejde, så regnskabet for indkomståret 2014 kunne gøres færdig.

Retten finder ikke, at der foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde, at klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal imødekommes. Retten har lagt vægt på, at klageren selv er ansvarlig for, at selvangivelsen bliver indsendt til tiden. Klageren har herved ikke dokumenteret, at klagerens sygdomsperiode med inflammationslidelse har gjort klageren ude af stand til rettidigt at reagere på SKATs ansættelse i hele perioden, hvor genoptagelse kunne være sket efter reglerne om ordinær genoptagelse.

Endvidere finder retten, at Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse af overskud af virksomhed til 710.000 kr. ligger inden for den skønsmargin, som Skattestyrelsen har, henset til, at klageren ikke har indsendt selvangivelse for 2014, og at klageren ifølge CVR-registret stod registeret som erhvervsdrivende frem til den 31. december 2018. Endvidere har Skattestyrelsen foretaget den skønsmæssige ansættelse ud fra virksomhedens momsoplysninger, som klageren selv har angivet. Det af Skattestyrelsen foretagne skøn kan derfor ikke kategoriseres som en myndighedsfejl.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse vedrørende afslag på ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2014.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at ansættelsen kan have indflydelse på kommende års balanceposter. Retten bemærker hertil, at klageren som virksomhedsejer er forpligtet til at opgøre og selvangive virksomhedens varelager samt debitor- og kreditorbeholdning. Klageren må derfor forvente, at manglende selvangivelse medfører en skønsmæssig ansættelse, som kan have indflydelse på fremtidige balanceposter.