Kendelse af 05-10-2022 - indlagt i TaxCons database den 29-10-2022

Journalnr. 19-0001041

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Skatteansættelserne for indkomstårene 2015-2017 skal genoptages efter den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.	Nej	Ja	Nej

Faktiske oplysninger

Selskabet [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], (herefter benævnt selskabet) drev ifølge oplysninger fra CVR handel og finansiel virksomhed, herunder erhvervelse og besiddelse af kapitalandele i danske selskaber, samt anden tilknyttet virksomhed.

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at selskabet var sambeskattet med flere datterselskaber, herunder [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...2]. Datterselskabet var registreret under branchekoden ”711100 Arkitektvirksomhed”, og formålet er i CVR oplyst til køb, salg, og udlejning samt projektudvikling og entrepriseopgaver vedrørende fast ejendom og bygningsmaterialer, med tilknyttet service og rådgivning på området i EU, og ingeniør og arkitektarbejde.

Selskabet har ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen selvangivet følgende sambeskatningsindkomster i de påklagede indkomstår:

•	2015: 4.017.012 kr., heraf [virksomhed2] ApS 3.115.552 kr.
•	2016: 2.089.164 kr., heraf [virksomhed2] ApS 2.050.574 kr.
•	2017: 1.977.957 kr., heraf [virksomhed2] ApS 1.926.220 kr.

Selskabet har oplyst, at datterselskabet [virksomhed2] ApS i de påklagede indkomstår har anvendt produktionskriteriet i forbindelse med indregning af omsætning, hvor løbende acontofortjenester på byggeri er medregnet som en indtægt både i selskabets eksterne årsregnskaber og i skatteopgørelserne.

Selskabet har den 25. juni 2018 anmodet SKAT om genoptagelse af indkomstårene 2014-2017. Af anmodningen fremgår bl.a.:

”Korrektionen relaterer sig til datterselskabet [virksomhed2] ApS, og baggrunden er, at selskabet i både de eksterne årsregnskaber samt i skatteopgørelser for ovennævnte regnskabsår henholdsvis indkomstår har anvendt produktionskriteriet i forbindelse med indregning af omsætning, hvor løbende aconto fortjenester er medregnet som en indtægt både i selskabets eksterne årsregnskaber samt skatteopgørelser. Der anmodes således om, at dette korrigeres således retserhvervelsesprincippet finder anvendelse i skatteopgørelser for så vidt angår indkomstårene 2014 - 2017, og den løbende aconto fortjeneste tilbageføres i skatteopgørelsen, desuagtet den er indtægtsført i selskabets eksterne årsregnskaber.

Grundlaget for anmodningen er, at selskabet i den relevante periode har udført en række meget store entrepriseopgaver på private ejendomme, hvor bygherre, efter selskabets opfattelse, er kommet med en masse uberettigede mangels-indsigelser i forbindelse med slutafregningen, og selskabet har som følge heraf ikke modtaget den fulde entreprisesum. Da der har været tale om væsentlige forhold, som parterne har været uenige om, er tvisterne enten forelagt en voldgiftsret, eller selskabet har været nødsaget til at stævne bygherren. Bygherre, som alle er velhavende privatpersoner, har i samtlige sager, efter selskabets opfattelse, bevidst trukket sagerne i langdrag for at dræne selskabet likviditetsmæssigt, da bygherre er bevidst om at samtlige underentreprenører og materialeleverandører har modtaget den fulde afregning fra selskabet for de pågældende arbejder, hvorfor selskabet således har et stort udlæg, når bygherre har valgt ikke at betale de pågældende regninger.”

Selskabet ønskede sambeskatningsindkomsten reguleret således:

•	2015: 9.114 kr.
•	2016: -721.081 kr.
•	2017: 1.310.280 kr.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har afvist at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2014-2017.

Skattestyrelsen har begrundet dette med følgende:

”Som det fremgår af Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.C.2.3.2.1 kan virksomheden vælge, om værdiansættelsen af igangværende arbejder for fremmed regning skal ske med eller uden indregning af acontofortjeneste.

Selskabet har for indkomstårene 2014-2017 valgt, at værdiansættelsen sker ved indregning af acontofortjeneste.

Der må anses at være tale om et selvangivelsesvalg. Da skattemyndighederne ikke har ændret ansættelsen i forhold til det selvangivne, er betingelserne for selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, stk. 1, ikke opfyldt.

[virksomhed3] har i bemærkningerne af 1. oktober 2018 givet udtryk for, at selskabet har et retskrav på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Det er imidlertid Skattestyrelsens opfattelse, at valg af værdiansættelsesprincip i henhold til praksis som beskrevet i Den juridiske vejledning, C.C.2.3.2.1 er et selvangivelsesvalg, som kan ændres fra år til år ved skriftligt at give besked herom til Skattestyrelsen. Det valg som selskabet har foretaget for indkomstårene 2014 – 2017 anses at være omfattet af reglerne om omvalg i skatteforvaltningslovens § 30, og kan derfor ikke ændres efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Der henvises i denne forbindelse til SKM2018.100.LSR.

Skattestyrelsen kan derfor ikke tillade, at selskabet ændrer værdiansættelsesprincip for de igangværende arbejder. Selskabet kan i forbindelse med selvangivelsen for indkomståret 2018 meddele Skattestyrelsen, at der foretages ændring af værdiansættelsesprincip.

Med hensyn til ændring af indkomståret 2014 skal det yderligere bemærkes, at der efter Skattestyrelsens opfattelse ikke er tale om ændring af det privatretlige grundlag for ansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1.

Forholdene omkring mangelsindsigelser har været kendt på tidspunktet for selvangivelse, og selskabet kunne have valgt at anvende et andet værdiansættelsesprincip ved selvangivelsen.

Skattestyrelsen kan således ikke give tilladelse til ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2014-2017.”

I forbindelse med klagesagen har Skattestyrelsen udtalt følgende:

”Det skal bemærkes, at der i klagen anmodes om genoptagelse for 2015-2017 svarende til den subsidiære anmodning, dvs. i stedet for nedsættelse for 2014 med 3.159.122 kr. og forhøjelse for 2015 med 9.114 kr. ønskes ingen ændring for 2014 og i stedet ønskes nedsættelse for 2015 med 3.150.008 kr. Klager ønsker genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at anmodningen vedrører ændring af selvangivelsesvalg. Da betingelserne i skatteforvaltningslovens§ 30 ikke er opfyldt, har Skattestyrelsen ikke givet tilladelse til ændring af det selvangivne valg af produktionskriteriet for omsætningen.”

I forbindelse med klagesagen er der indhentet udtalelse fra Skattestyrelsen med henblik på afholdelse af retsmøde. Skattestyrelsen har udtalt følgende:

”Skattestyrelsen har givet afslag på [virksomhed1] ApS´s anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2014 – 17, som vedrører selskabets sambeskatningsindkomst.

Anmodningen er begrundet i, at selskabets datterselskab i de omhandlede indkomstår udførte en række entrepriseopgaver på private ejendomme, hvor der i forbindelse med slutafregningen blev fremsat væsentlige mangelsindsigelser fra bygherre. Dette førte til tvister, der er indbragt for domstolene, hvorfor den fulde entreprisesum endnu ikke er betalt, ligesom der er en risiko for, at det endelige krav mod bygherre bliver mindre end forventet.

Der er anmodet om en ændring i værdiansættelsesprincippet for igangværende arbejder, idet selskabet har anvendt produktionskriteriet ved indregning af omsætningen, sådan at løbende acontofortjenester er medregnet som indtægt i de skattemæssige opgørelser. Disse ønskes tilbageført, sådan at retserhvervelsesprincippet finder anvendelse, og der sikres samtidighed imellem de faktiske indbetalinger for de igangværende arbejder og skattebetalingerne.

Anmodningen er fremsat med henvisning til Skattestyrelsens Juridiske Vejledning afs. C.C.2.3.2.1, der omhandler muligheden for at vælge værdiansættelsesprincip for igangværende arbejder.

Endvidere er der henvist til skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2, og 27, stk. 1, nr. 1, og den Juridiske Vejledning afs. A.A.8.2.1.2.2, idet det er selskabets opfattelse, at der foreligger nye faktiske oplysninger, som man ikke var bekendt med på selvangivelsestidspunktet, da sagernes varighed er væsentlig længere, end hvad der med rimelighed kunne forventes ved deres påbegyndelse.

Vi har ikke anset sagen for at være omfattet af genoptagelsesreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, men af reglerne om omvalg i lovens § 30, stk. 1. Da skattemyndighederne ikke har ændret skatteansættelsen i forhold til det selvangivne, har vi dog ikke fundet, at betingelserne for selvangivelsesomvalg er opfyldt, hvorfor selskabets anmodning ikke er imødekommet.

Skatteankestyrelsen har med henvisning til Højesterets dom offentliggjort i SKM 2016.165 HR bemærket, at anvendelse af en valgbestemmelse ikke i sig selv udelukker anvendelsen af genoptagelsesreglerne. Da der dog ikke findes at være tale om en fejl ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, er det også Skatteankestyrelsens opfattelse, at selskabet ikke er berettiget til genoptagelse.

På denne baggrund, og da selskabet så vidt ses er enig i vores opfattelse af, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 30 ikke er opfyldt, indstilles vores afgørelse stadfæstet.

Vi er enige i forslaget og begrundelsen.”

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabet på baggrund af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26 skal anses for berettiget til at få genoptaget skatteansættelserne for indkomstårene 2015-2017 grundet ønske om ændret opgørelsesmetode for datterselskabets omsætning.

Selskabet har gjort følgende anbringender gældende til støtte herfor:

”Anbringender

Genoptagelse af selskabets indkomstansættelser relaterer sig til datterselskabet [virksomhed2] ApS, som er sambeskattet med [virksomhed1]

Baggrunden er, at datterselskabet [virksomhed2] ApS i både de eksterne årsregnskaber samt i skatteopgørelser for ovennævnte regnskabsår henholdsvis indkomstår har anvendt produktionskriteriet i forbindelse med indregning af omsætning, hvor løbende aconto fortjenester er medregnet som en indtægt både i selskabets eksterne årsregnskaber samt skatteopgørelser. Der anmodes således om, at dette korrigeres således retserhvervelsesprincippet finder anvendelse i skatteopgørelser for så vidt angår indkomstårene 2015 - 2017, og den løbende aconto fortjeneste tilbageføres i skatteopgørelsen, desuagtet den er indtægtsført i selskabets eksterne årsregnskaber.

Grundlaget for den ændrede indkomstansættelse er, at [virksomhed2] ApS i den relevante periode har udført en række meget store entrepriseopgaver på private ejendomme, hvor bygherre er kommet med adskillige mangels-indsigelser i forbindelse med slutafregningen, og selskabet har som følge heraf ikke modtaget den fulde entreprisesum. Da der har været tale om væsentlige forhold, som parterne har været uenige om, er tvisterne enten forelagt en voldgiftsret, eller selskabet har været nødsaget til at stævne bygherren. Bygherre, som alle er velhavende privatpersoner, har i de relevante sager bevidst trukket sagerne i langdrag for at dræne selskabet likviditetsmæssigt, idet bygherre er bevidst om at samtlige underentreprenører og materialeleverandører har modtaget den fulde afregning fra selskabet for de pågældende arbejder, hvorfor selskabet således har et stort udlæg, når bygherre har valgt ikke at betale de pågældende regninger.

Der er således indtægtsført betydelige aconto fortjenester i selskabets skatteopgørelser for indkomstårene 2015-2017, som selskabet endnu ikke har modtaget betaling for. Argumentet for den ændrede skatteansættelse er således, at når selskabet ikke har modtaget betaling for de medregnede aconto fortjenester, er det rimelig, at selskabsskatten ligeledes udskydes indtil aconto fortjenesterne er indgået - derudover er der naturligvis en betydelig procesrisiko når sagerne er indbragt for domstolene, og selskabet har således ikke opnået et endelig krav mod bygherre. Anmodningen er således ikke begrundet i et ønske om at eliminere skatten, men blot at sikre samtidighed i de faktiske indbetalinger fra de igangværende arbejder og skattebetalingerne. Vi henviser i den forbindelse til den juridiske vejledning afsnit C.C.2.3.2.1.

Vi henviser til vedlagte bilag 2, hvor de foreslåede korrektioner er opgjort og beregnet for så vidt angår indkomstårene 2015 - 2017. Derudover vedlægger vi ligeledes underliggende specifikation af de enkelte uafsluttede sager for indkomstårene 2015 - 2017, der er indregnet i selskabets eksterne årsregnskaber henholdsvis skatteopgørelser (bilag 3-5).

[virksomhed2] ApS påbegyndte en række større entrepriser til privatpersoner som en særskilt aktivitet henholdsvis niche tilbage i 2009, men det viste sig efterhånden, at der ofte var mangels indsigelser m.m. i forbindelse med afleveringsforretningen. Det var naturligvis ikke selskabets forventning, når de pågældende kontrakter blev indgået, hvilket selskabet lagde til grund for at selvangive den skattepligtige indkomst.

Det er en betingelse for anvendelse af skatteforvaltningslovens § 26 stk. 2, at der fremlægges oplysninger af enten faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Som det fremgår ovenfor, er mange af de igangværende sager ikke er afsluttet indenfor den forventede tidshorisont, og derfor foreligger der de facto nye oplysninger, som ikke var [virksomhed2] ApS bekendt i forbindelse med udarbejdelse af selvangivelser for de pågældende indkomstår. Vi henviser i den forbindelse til den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.1.2.2 hvoraf fremgår: "Det er tilstrækkelig, at borgeren med de nu fremlagte oplysninger sandsynliggør, at ansættelsen ville være blevet anderledes, hvis oplysningerne havde foreligget, da ansættelsen oprindelig blev foretaget''

For god ordens skyld skal det anføres, at samtlige de pågældende sager håndteres af advokatvirksomheden [virksomhed4] v/advokat [person1]. Hvis Skatteankestyrelsen ønsker dette, kan det bekræftes, at sagernes varighed er væsentlig længere end hvad der med rimelighed kunne forventes i forbindelse med sagernes påbegyndelse, og derfor foreligger der faktiske oplysninger, der kan begrunde ændringen.

Dernæst fremgår det af Den juridiske vejlednings afsnit A.A.8.2.1.2.2, at "Borgeren/virksomheden ... kan have fremfundet en retspraksis, der støtter det ønskede resultat''. Som beskrevet i Den Juridiske vejledning C.C.2.3.2.1 er det en anerkendt retspraksis, at det står virksomheder frit, om de vil medregne en beregnet acontoavance, når den værdiansætter sine igangværende arbejder. Det kan herefter konkluderes, at der forefindes en retspraksis, der støtter det ønskede resultat.

Afslutningsvis henleder vi opmærksomheden på Den juridiske vejlednings afsnit A.A.8.2.1.2.2 "Borgeren har retskrav på genoptagelse af ansættelsen, hvis der fremlægges retlige eller faktiske oplysninger, der kan begrunde en ændring. Se SFL § 26, stk. 2.

Hvis de nu fremlagte oplysninger ikke tidligere har dannet grundlag for ansættelsen, kan de give adgang til genoptagelse. Oplysningerne behøver således ikke være nye i objektiv forstand"

Baseret på ovenstående fastholder vi, at selskabet har retskrav på ordinær genoptagelse af indkomstårene 2015 - 2017, da der er fremlagt oplysninger af både faktisk og retlig karakter.

Bemærkninger til Skattestyrelsens afgørelse

Som det fremgår af vedlagte afgørelse har Skattestyrelsen nægtet genoptagelse i henhold til reglerne om den ordinære ansættelsesfrist, jf. skatteforvaltningsloven§ 26 stk. 2, og henviser i stedet til skatteforvaltningslovens§ 30 om selvangivelsesomvalg.

Vi henviser til ovenstående anbringender, hvor det er dokumenteret, at [virksomhed1] ApS har retskrav på ændret indkomstansættelser for så vidt angår indkomstårene 2015 - 2017.

Dertil kommer, at det bl.a. er en betingelse for at anvende skatteforvaltningslovens § 30 om selvangivelsesomvalg, at " Skatteforvaltningen har ændret ansættelsen i forhold til det selvangivne", jf. Den juridiske vejlednings afsnit A.A.14.2. I den konkrete sag har Skatteforvaltningen ikke

ændret ansættelse, hvorfor den kortere frist på 6 måneder ikke kan gøres gældende, og som en naturlig følge heraf, skal [virksomhed1] ApS' anmodning behandles efter de almindelige regler om ansættelsesfrister i skatteforvaltningslovens § 26.”

I forbindelse med klagesagen har selskabet fremsendt bilag 2, som indeholder foreslåede korrektioner på baggrund af forventede tab på mangelsindsigelser fra privatkunder i de 3 påklagede indkomstår:

”[virksomhed1] - sambeskatningsindkomst

Indkomstår	2015	2016	2017
Sambeskatningsindkomst	4.017.012	2.089.164	1.977.957

Regulering igangv.sager:
Primo	-	3.150.008	3.871.089
Ultimo	-3.150.008	-3.871.089	-2.560.809
Effekt på skattepligtig indkomst	-3.150.008	-721.081	1.310.280

Reguleret sambeskatningsindkomst	867.004	1.368.083	3.288.237

Specifikation af igangværende sager:
IGV, jf. opgørelse	4.280.862	6.368.189	3.480.339
- Eksl. Moms	-856.172	-1.273.638	-696.068
- Afsat til tab	-274.682	-1.223.462	-223.462
Netto	3.150.008	3.871.089	2.560.809

”

Selskabet har ligeledes til klagen medsendt bilag 3-5, som indeholder specificerede afsættelser af tab på kundefordringer. Afsættelserne for tab på de enkelte kundenumre går til dels igen over flere år. Tabene akkumuleres og er opgjort som følger:

	2015	2016	2017
Tabsafsættelse på fordringer	274.681,60 kr.	1.223.461,60 kr.	223.461,60 kr.

Selskabet har suppleret med følgende bemærkninger:

”Skattestyrelsen har i deres afgørelse af 8. oktober 2018 argumenteret med, at en eventuel ændring af skatteansættelsen i den konkrete sag følger reglerne om selvangivelsesvalg i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. Og som følge heraf har Skattestyrelsen ikke materielt behandlet skatteborgers anmodning om ændring af skatteansættelserne efter skatteforvaltningslovens § 26.

Det vil sige, at Skattestyrelsen i deres afgørelse har lagt afgørende vægt på, at forholdet er omfattet af § 30 om selvangivelsesvalg, og derfor kan genoptagelse efter § 26 ikke komme på tale. Deres argumentation er således, at en anmodning om ændret skatteansættelse følger enten § 30 eller § 26, og bestemmelserne således er gensidig udelukkende.

Vi henviser i den forbindelse til SKM2016.165.HR, der ligeledes vedrørte ordinær ændring af skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 26 hhv. selvangivelsesomvalg efter § 30.

Højesteret kom frem til, at der var adgang til ordinær ændring af skatteansættelsen, desuagtet Landsretten var kommet frem til den modsatte konklusion med henvisning til, at der var tale om selvangivelsesvalg efter § 30 i skatteforvaltningsloven.

I Højesterets afgørelse fremgår bl.a., at der af forarbejderne til skatteforvaltningsloven § 30 fremgår, at: ”Bestemmelsen finder anvendelse ved siden (egen fremhævelse) af de regler, hvorefter den skattepligtige i dag i nærmere angivne situationer kan ændre et tidligere foretaget valg på selvangivelsen”

Vi henviser derfor til vores oprindelige argumentation om, at der er adgang til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26 om ordinær ændring, og muligheden for skatteborger for at få ændret ansættelserne beror således på en særskilt vurdering af betingelserne i § 26. Ligeledes henviser vi til vores oprindelige argumentation om, at skatteborger de facto har retskrav på genoptagelse, hvis der fremlægges retlige eller faktisk oplysninger, der kan begrunde ændringen.”

Selskabet har suppleret med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling:

”I både indstillingen og udtalelsen argumenteres der for, at der ikke kan imødekommes genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, idet der ikke er sket en klar fejl, og der henvises til SKM2016.165.HR.

Det er for så vidt korrekt, at SKM2016.165.HR danner præcedens for at konkludere, at genoptagelse efter § 26 og omvalg efter § 30 ikke er gensidigt udelukkende, men derimod findes der en række kendelser, der ikke forudsætter ”selvangivelsesfejl” for genoptagelse efter § 26, desuagtet en fejldispositioner naturligvis er omfattet af § 26.

Det fremgår derimod af lovteksten, at skatteborger skal ” ...fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen... ”.

Som det fremgår af vores argumentation i sagen er det vores klare opfattelse, at vi har tilvejebragt oplysninger og dokumentation på, at vi har fremlagt nye oplysninger af faktisk karakter, der kan begrunde ændringen.

Og når skattestyrelsen ikke har medtaget dette i deres sagsbehandling, men – de facto – blot retter ind efter Skatteankestyrelsen, har skatteborger ikke fået 2 selvstændige vurderinger af sagen. Dermed er det min vurdering, at det er mest rimelig at sagen hjemvises til ny behandling hos Skattestyrelse, da skatteborger således ikke har fået 2 selvstændige vurdering af sagen, hvilke formentlig strider mod forvaltningsmæssige principper og formålet med at have en klageinstans, hvor ens sag reelt kan blive efterprøvet. Alternativt må skatteborger få medhold, idet der er fejl sagsbehandlingen hos Skattestyrelsen.”

Retsmøde

Selskabets repræsentant fastholdt tidligere fremsatte påstande og anbringender. Repræsentanten gjorde således gældende, at selskabet havde adgang til genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2015-2017 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Subsidiært mente repræsentanten, at der skulle ske hjemvisning til Skattestyrelsen, da selskabet ikke havde fået to selvstændige vurderinger af adgangen til ordinær genoptagelse efter § 26, stk. 2.

Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om, at Skattestyrelsens afgørelse skulle stadfæstes og redegjorde for anbringenderne i henhold til tidligere udtalelser.

Landsskatterettens afgørelse

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Sagen vedrører skatteansættelsen for indkomstårene 2015-2017. I medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en anmodning om genoptagelse på den skattepligtiges initiativ derfor være sendt til Skattestyrelsen senest den 1. maj 2019, 1. maj 2020 og 1. maj 2021.

Selskabet har den 25. juni 2018 anmodet om genoptagelse af indkomstårene 2014-2017. Klagen til Skatteankestyrelsen omfatter indkomstårene 2015-2017, og genoptagelsesanmodningen for 2015-2017 er inden for fristen i skaffeforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Skattestyrelsen har ikke anset valg af værdiansættelsesprincip for omfattet af genoptagelsesreglerne i skatteforvaltningsloven, da der er tale om en valgbestemmelse, som derfor reguleres af skatteforvaltningslovens § 30.

Landsskatteretten finder, at anvendelse af en valgbestemmelse ikke i sig selv udelukker anvendelsen af genoptagelsesreglerne, da genoptagelsesreglerne regulerer opgørelsen af indkomsten, mens reglerne om selvangivelsesomvalg i skatteforvaltningslovens § 30 vedrører det trufne valg.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at genoptagelsesreglerne finder anvendelse, såfremt det må anses for godtgjort, at der er sket en klar fejl ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og at det er sandsynliggjort af den skattepligtige, at man allerede på selvangivelsestidspunktet ønskede det skattemæssige resultat, som man efterfølgende anmoder om ved genoptagelsesanmodningen. Der henvises til Højesterets dom af 17. februar 2016, offentliggjort som SKM2016.165.HR, hvor Højesteret fandt, at skatteansættelsen kunne genoptages efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, da det måtte anses som en klar fejl fra revisors side, at selskabets skattepligtige indkomst var opgjort efter reglerne i selskabsskatteloven og ikke efter tonnageskattelovens regler, uanset at der var tale om en valgbestemmelse. Det fremgår af de faktiske oplysninger i højesteretsdommen, at det efter tonnageskattelovens § 5, stk. 1 og 2, ved omdannelse af rederier efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse var en forudsætning for at kunne vælge tonnagebeskatning, at overskydende afskrivninger blev medregnet i den skattepligtige indkomst for den pågældende person for indkomståret forud for det indkomstår, hvor virksomhedsomdannelsen ville få virkning, hvis afskrivninger skete i videre omfang end fastsat i bestemmelserne. Skatteyders revisor havde foretaget en sådan opgørelse for overskydende afskrivninger og selvangivet dette for skatteyderen i året forud for virksomhedsomdannelsen.

Det fremgår af sagens oplysninger, at ønsket om genoptagelse ikke skyldes en fejl fra selskabets side. Selskabet valgte en opgørelsesmetode, hvor man ifølge det oplyste har medregnet løbende aconto fortjenester ved opgørelsen af igangværende arbejder. Efterfølgende tvister med kunderne i datterselskabet har medført, at selskabet ikke anser disse fortjenester for sikre og i stedet ønsker at anvende retserhvervelsesprincippet for de påklagede indkomstår.

Landsskatteretten finder, at dette ikke i sig selv statuerer en fejl ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, men blot at selskabet efterfølgende har ønsket at foretage et omvalg, hvilket alene reguleres efter skatteforvaltningslovens § 30.

Dermed er selskabet ikke berettiget til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Selskabets repræsentant har gjort gældende, at der skal ske hjemvisning til Skattestyrelsen, da selskabet ikke får to selvstændige vurderinger af adgangen til ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at Skattestyrelsen anså anmodningen for at være et omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30. Det ligger indenfor Landsskatterettens kompetence at rette op på en eventuel forkert retsanvendelse i Skattestyrelsens afgørelse. Landsskatteretten finder derfor, at anvendelsen af et forkert retsgrundlag i Skattestyrelsens afgørelse ikke medfører hjemvisning.

Landsskatteretten stadfæster på denne baggrund Skattestyrelsens afgørelse, da selskabet ikke er berettiget til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.