Kendelse af 01-04-2020 - indlagt i TaxCons database den 30-04-2020

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2016

Udlodning fra selskabet

143.000

Hjemvisning/ nedsættelse

143.000

Faktiske oplysninger

Klageren var direktør og hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS (Nyt navn i 2017: [virksomhed2] ApS) i 2016. Selskabet tegnes af direktøren. Selskabet er opløst i 2018 efter konkurs. Selskabets seneste årsrapport vedrører indkomståret 2016.

Klageren og ægtefællen har lejet ejendommen [adresse1], [by1].

Selskabet har drevet revisionsvirksomhed fra adressen. Efter det oplyste er klageren og ægtefællen de eneste ansatte i virksomheden.

Ifølge lejekontrakten (for beboelse) udgør det lejede et hus på 129 m2 og lejemålet er påbegyndt 1. marts 2013. Lejen udgør 7.850 kr. pr. måned. Varme, vand og el betales særskilt af lejer. Lejemålet er tidsbegrænset indtil den 3. april 2018. Der fremgår intet i lejeaftalen om opdeling i erhverv og bolig.

Ejendommen er ifølge BBR et fritliggende parcelhus på 127 m2. Der er ifølge BBR 4 værelser, køkken, wc og bad. Der er ifølge BBR ikke registreret erhvervsareal på ejendommen.

Selskabet har afholdt lejeudgifter på ejendommen. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for selskabets udgifter til forbrug af el, vand og varme m.v. SKAT har derfor ansat udgifterne skønsmæssigt.

Klageren har fremlagt en mellemregningskonto for direktionen, hvoraf fremgår, at der månedligt er overført private andel af husleje, el og varme.

Klagerens repræsentant har i indsigelse til Skattestyrelsen oplyst, at klageren havde selvangivet værdi af fri bolig. Af Skattestyrelsens sagsnotat fremgår, at klageren ikke har selvangivet værdi af fri bolig og Skattestyrelsen har anmodet klageren om, at dokumentere dette. Der er ikke sendt dokumentation.

SKAT har oplyst, at selskabet ikke har indsendt et skatteregnskab for 2016 og, at det ikke af årsrapporten for 2016 fremgår, hvad mellemregningskontoen med direktionen har været.

Klagerens repræsentant er blevet anmodet om at kommentere dette og har i den forbindelse oplyst, at han ikke pt. kan fremskaffe yderligere materiale og anmodet om udsættelse, hvilket han fik i 3 måneder. Efterfølgende er der ikke indsendt nyt materiale.

Skattestyrelsenss afgørelse

Skattestyrelsen har beskattet klageren af private boligudgifter, som er afholdt af det selskab klageren er ejer af.

Som begrundelse har SKAT anført:

Vi har i tidligere forslag af 6. oktober 2016 anført, at da vi ikke havde modtaget indkaldt materiale anser vi, at husleje og forbrugsafgifter for [adresse1] også afholdes af [virksomhed1] ApS.

Vi anser stadigvæk, at [virksomhed1] ApS, nu [virksomhed2] ApS har betalt udgifterne til husleje m.v.

Du anfører i din mail af 4. april 2018 bl.a. at huslejen vedr. [adresse1], [by1] er delt ligeligt mellem privat og erhverv, da halvdelen af ejendommen er erhvervsmæssigt.

Vi skal hertil bemærke, at det fremgår af den indsendte lejekontrakt vedr. leje af [adresse1], at lejemålets samlede bruttoareal udgør 129 kvm. Erhvervslokaler m.v. udgør heraf 0 kvm.

Med henvisning hertil samt til størrelsen af det udlejede bruttoareal, er det vores opfattelse, at hele ejendommen anvendes til privat beboelse.

Udfra den ikke underskrevne lejekontrakt og skønsmæssigt ansatte forbrugsudgifterne foreslår vi at fastsætte værdi af fri bolig til således:

(......)

Skattestyrelsen har til klagen udtalt:

”Advokat anfører i indsigelse af 24. august 2018 og i klage til skatteankestyrelsen af 18. december 2018 bl.a.

Anbringender:

Skattestyrelsen anerkender ikke at klager driver virksomhed fra hjemmeadressen.

Skattestyrelsen skal hertil bemærke, at vi ikke på noget tidspunkt har udtalt/skrevet, at der ikke drives revisionsvirksomhed fra samme adresse som er [person1]s bolig.

Der er foretaget beskatning af hele lejen og de faktiske forbrugsudgifter vedr. adressen [adresse1], [by1] hos [person1] fordi [person1] ikke har indsendt dokumentation (som vi har anmodet om i brev af 29. januar 2018, rykker af 28. februar 2018, brev af 27. august 2018) for, at han selv har betalt en del af huslejen.

[person1] er beskattet af en a-indkomst fra sit selskab på 392.846 kr. i 2016, heri indgår beskatning af fri bil og fri telefon. Der er ikke indsendt nærmere dokumentation (som vi har anmodet om i brev af 27. august 2018) for, at [person1] har selvangivet en skattepligtig andel på 50 % af ejendommens udgifter som personalegoder, som oplyst i indsigelse af 24. august 2018 og klage til skatteankestyrelsen af 18. december 2018.”

Skattestyrelsen har til repræsentantens supplerende oplysninger udtalt:

”Skattestyrelsen har tidligere, i forbindelse med sagsbehandlingen, anmodet om dokumentation for, at hovedaktionæren i 2016 har betalt husleje, el, varme og vand til hovedaktionærselskabet cvr. [...1][virksomhed2].

Der er ikke tidligere indsendt dokumentation herfor.

Den 18. juli 2019 modtaget skattestyrelsen, fra skatteankestyrelsen, udskrift af en mellemregningskonto for perioden 1. januar – 31. december 2016 mellem selskab og hovedaktionær.

Det fremgår heraf, at der er bogført privat andel husleje med 12 x 4.125 kr. og privat andel el, varme og vand med 12 x 3.250 kr. Det fremgår endvidere, at saldo pr. 31. december 2016 udgør 31.822,40 kr. i hovedaktionærens favør.

Skattestyrelsen har p.t. ikke mulighed for at kontrollere rigtigheden af denne mellemregningskonto, idet selskabet ikke har indsendt selvangivelse for perioden 1. januar 2016 – 31. december 2016.

Det ses, at der for 2016 er indsendt en årsrapport for cvr. [...1] til erhvervsstyrelsen.

Selskabets passiver er dog ikke tilstrækkelig specificeret til, at det er muligt at kontrollere rigtigheden af mellemregningskontoens eksistens i 2016.

Henset hertil, er det skattestyrelsens opfattelse, at den indsendte mellemregningskonto mellem selskab og hovedaktionær, ikke kan tillægges betydning ved sagens afgørelse.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at det udøvede skøn er urimeligt og at ansættelsen hjemvises til fornyet behandling. Subsidiært er nedlagt påstand om, at forhøjelsen nedsættes til et mindre beløb end ansat.

Til støtte for påstanden er fremført:

”Skattestyrelsen har forhøjet min klients aktieindkomst med 143.000 kr. samt den personlige indkomst med 16.987 kr. Sidstnævnte forhøjelse på 16.987 påklages ikke.

Klager driver ubestridt sin revisionsvirksomhed fra bopælen. Ændringen af aktieindkomsten er jf. Bilag 1, side 4 pkt. 2.4, bl.a. baseret på at det af lejekontrakten for ejendommen fremgår

at der ikke er erhvervslokaler i ejendommen.

ANBRINGENDER:

Skattestyrelsen anerkender ikke at klager driver virksomhed fra hjemmeadressen.

Såfremt dette fortsat ikke anerkendes opfordres (1) Skattestyrelsen til at oplyse dette i forbindelse med høringssvaret.

Skattestyrelsen opfordres (2) herefter til at dokumentere hvorfra revisionsvirksomheden så blev drevet fra?

***

I henhold til de skatteretlige principper er det de reelle faktiske forhold vedrørende ejendom- men anvendelse der skal afspejle beskatningen, herunder det fradrag som skal foretages for den erhvervsmæssige anvendelse af lokalerne. Det er således ikke lejekontrakten der bestemmer dette.

Der er jf. vedhæftede årsrapport for 2016 (Bilag 3) endvidere genereret en bruttoindkomst på ca. 927.000 kr., som er genereret netop grundet den erhvervsmæssige tilstedeværelse på [adresse1]. De faktiske forhold taler således i afgørende grad for at Skattestyrelsens nægtelse af den erhvervsmæssige del er fejlagtig.

Det bemærkes at adresseændringen ultimo 2017 alene er sket som følge af konkursen således at bl.a. min klients og ægtefællens personlige breve m.v. ikke blev blokeret af konkursboet.

Det bemærkes endvidere at min klient efter det oplyste har selvangivet en skattepligtig andel på 50 % af ejendommens udgifter som personalegoder.

Endvidere bestrides den beløbsmæssige opgørelse, allerede fordi denne er baseret på et ube- grundet skøn, hvor begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24 ikke er opfyldt.

Den foretagne ansættelse er således i det hele foretaget på et åbenbart urimeligt grundlag.”

Klagerens repræsentant har supplerende udtalt:

”I forlængelse af den tidligere korrespondance fremsendes hermed Bilag 4 som er en udskrift af min klients mellemregning med selskabet for 2016.

Som det fremgår er der via mellemregningen månedligt posteret i forhold til den private andel af lejemålet med 4.125 kr. samt den private andel af el- og varme med 3.250 kr. Det bemærkes at hele overetagen i ejendommen alene er anvendt erhvervsmæssigt. Skattestyrelsens forhøjelsen (Bilag 1) tager ikke højde for disse 88.500 kr. som fremgår af vedhæftede.

Også under henvisning hertil er den af Skattestyrelsen foretagne forhøjelse ikke korrekt. Der henvises i øvrigt til det i klagen m.v. anførte.”

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelse af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte og alt hvad der af et selskab udloddes til aktuelle aktionærer. Det fremgår af ligningslovens § 16A.

Klageren er hovedanpartshaver og direktør i selskabet. Klageren og ægtefællen har lejet ejendommen [adresse1], [by1]. Selskabet har ifølge de foreliggende oplysninger betalt lejen og forbrugsudgifterne vedrørende ejendommen.

Ejendommen er registreret som en beboelsesejendom på 127 m2 og består ifølge BBR af 4 værelser, køkken, wc og bad. Der er ifølge BBR ikke registreret erhvervsareal på ejendommen.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation for at lokalerne, som anvendes til at drive revisionskontor, er indrettet således, at de ikke samtidig kan anvendes privat. Der ses således ikke grundlag for at anse en del af lejeudgifter m.v. for erhvervsmæssige udgifter for selskabet.

Der henvises til dommen offentliggjort i SKM2015.441, hvor der blev lagt vægt på, at lokaler, der også må være til rådighed for privat benyttelse, ikke kan indgå ved beregning af det skønsmæssige nedslag for erhvervsmæssig andel.

Klageren har fremlagt en mellemregningskonto med selskabet, men har ikke fremlagt et regnskab for selskabet, som viser mellemregningskontoens eksistens. Mellemregningskontoen findes derfor ikke at kunne lægges til grund.

Eftersom klageren er direktør og hovedanpartshaver i selskabet må selskabets betaling af boligudgifterne således anses for tilgået ham som maskeret udbytte, hvorfor Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.