Kendelse af 07-10-2020 - indlagt i TaxCons database den 19-12-2020

Indkomståret 2015

Personlig indkomst

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed med 239.315 kr., idet klageren ikke er anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Skattestyrelsen har ikke godkendt, at virksomhedens underskud vedrørende konsulentvirksomheden kan indgå i virksomhedsordningen.

Indkomståret 2016

Personlig indkomst

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed med 276.667 kr., idet klageren ikke er anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Skattestyrelsen har ikke godkendt, at virksomhedens underskud vedrørende konsulentvirksomheden kan indgå i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren driver virksomheden [virksomhed1] V/[person1] med cvr-nr. [...1] i personligt regi. Virksomheden blev stiftet den 17. september 1986 og rådgiver indenfor områderne ”strategy, business development, portfoilo management, corporate organization and post-merger integration”. Klageren har oplyst, at der i virksomhedens levetid gennemsnitlig er solgt 1-3 projekter om året og typisk til 1-2 klienter ad gangen, hvor projektstørrelsen ofte var imellem 1-2 mio. kr.

I de påklagede indkomstår havde virksomheden ikke nogle opgaver, men klageren har oplyst, at han arbejdede på et ”for-projekt” for en klient med henblik på at vurdere attraktiviteten af et potentielt opkøb af en virksomhed i Norden. Klageren har endvidere oplyst, at der sideløbende blev arbejdet på at videreudvikle og opdatere hans tre databaser, da de er vigtige i forbindelse med salg af nye projekter.

Ifølge klageren har disse tre databaser formentlig en salgsværdi.

Endvidere er det oplyst, at klageren fortsat arbejder på at skaffe opgaver, give tilbud, pleje kunderelationer, opdatere databaserne og udvikle og ajourføre koncepter m.v.

Klageren har oplyst, at han i mange år havde kontor to steder i [by1], og derfor havde en fast omkostning på 150.000-200.000 kr. plus diverse omkostninger til kantine m.v. Da han ofte var ude til møder hos klienter eller på rejser opsagde han lejemålene. Arbejdsmøderne blev herefter holdt i byen.

Klageren har mange års erfaring som strategikonsultent og har bl.a. arbejdet hos [virksomhed2] i perioden 2000-2019. Ifølge Skattestyrelsen har klageren haft en begrænset lønindtægt ved siden af virksomheden.

Klageren har oplyst, at han arbejder fuldtid i virksomheden og i perioder over 37 timer.

Ifølge klageren har han selvangivet følgende skattemæssige resultater i perioden 2002-2016:

Ifølge klagerens R75 for indkomstårene 2017 og 2018 er der selvangivet et underskud på henholdsvis 238.742 kr. og 210.254 kr.

Klageren har i indkomstårene 2015 og 2016 valgt beskatning efter virksomhedsordningen. Udover konsulentvirksomheden udlejer klageren en lejlighed, som ligeledes indgår i virksomhedsordningen.

Resultater m.v.

Efter Skattestyrelsens afgørelse den 3. september 2018 accepterede klageren, at der var enkelte udgifter, som ikke kunne trækkes fra i virksomheden. Som følge heraf har klageren overfor Skatteankestyrelsen fremsendt et nyt skatteregnskab for indkomstårene 2015-2016.

Virksomhedens resultater ser således ud i perioden 2014-2016:

Klageren har overfor Skatteankestyrelsen oplyst, at der ikke er udarbejdet regnskaber for indkomstårene 2017 og 2018.

Klageren har endvidere oplyst, at der ikke udarbejdes budgetter før der er indgået en aftale om et konkret projekt, hvorefter der udarbejdes et budget for dette. Det er oplyst, at der er udarbejdet minimumsbudgetter for virksomhedens omkostninger.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for virksomhedsunderskud på 239.315 kr. for indkomståret 2015 og 276.667 kr. for indkomståret 2016, idet klageren ikke har drevet erhvervsmæssig virksomhed.

Skattestyrelsen har ikke godkendt, at virksomhedens underskud kan indgå i virksomhedsordningen.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

For at vurdere om du har drevet [virksomhed1] erhvervsmæssigt i 2015 og 2016, er vi gået ud fra Juridisk vejledning: C.C. 1.1.2 Beskatning af selvstændig erhvervsvirksomhed og ikke erhvervsmæssig virksomhed (hobbyvirksomhed)

Driftsomkostninger - dog ikke renteudgifter m.v. - kan fragå ved opgørelsen af den personlige indkomst, hvis der er tale om driftsomkostninger i forbindelse med selvstændig erhvervsvirksomhed.

Se PSL § 3, stk. 2, nr. 1. Driftsomkostningerne opgøres efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se afsnit C. C.2.2 om fradrag i bruttoindkomsten.

Jf. statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a. Driftsomkostninger, dvs. de Udgifter, som i Aarets Løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde Indkomsten, derunder ordinære Afskrivninger;

(...)

Vi vurderer, at du ikke driver [virksomhed1] erhvervsmæssigt i 2015 og 2016. Underskud i 2015 og 2016 kan derfor ikke godkendes herudfra. Vi henviser til Tfs 1995,828H + 2015.465.LSR. Der er ingen indtægter at fratrække udgiften i.

Ophør af virksomhed:

Kan der så være udgifter som kan godkendes ud fra regler om ophør af virksomhed? Det vurderer vi ikke, der kan være.

(...)

Opsatte udgifter efter ophør

Der kun er fradrag for udgifter, der afholdes efter virksomhedens ophør, hvis udgiften har driftsmæssig forbindelse med den ophørte virksomhed og afholdes i nær tilknytning til virksomhedens ophør.

Der er ikke fradrag for udgifter, der afholdes længere tid efter virksomhedens ophør, selvom udgiften har driftsmæssig forbindelse med den ophørte virksomhed.

Du har ikke oplyst at udgifterne har haft tilknytning til tidligere års indtægter. Udgifterne er ikke afhold i forbindelse med indkomst.

Gennemgang af enkelte udgifter:

(...)

Arbejdsmøder 45.218 kr.

(...)

Skattestyrelsen: Vi har ikke fået sandsynliggjort, at det er arbejdsmøder, der er ikke indsendt redegørelse og dokumentation for, hvad møderne har vedrøret. Der er ikke indsendt handlingsplaner, arbejds- eller projektbeskriver. Vi kan ikke give fradrag for udgifterne.

Rejseomkostninger

(...)

Skattestyrelsen: Vi har ikke fået sandsynliggjort, at det er rejseudgifter i forbindelse med virksomhed. Der er ikke indsendt redegørelse og dokumentation for, hvad rejserne vedrører, ingen handlingsplaner, ingen arbejds-/projektbeskriver. Det er problematisk, at der ikke er klar opdeling af private rejser og arbejdsrejser. Vi kan ikke give fradrag for udgiften.

(...)

Opsummering

Vi mener ikke du har drevet erhvervsmæssigt virksomhed i 2015 og 2016. Der har ingen indtægt været og det er ikke dokumenteret, at der umiddelbart vil komme en indtægt.

Vi mener ikke, at udgifter kan fratrækkes inden for reglen for ophørt virksomhed. Udgifterne opfylder ikke betingelserne herfor.

(...)

Skattestyrelsens kommentarer hertil:

Vi anser jf. ovenstående ikke [virksomhed1] for at være erhvervsmæssigt drevet. I har ikke dokumenteret, at virksomheden er igangværende. I henviser til nogle møder, men der er ikke dokumentation for hvad indholdet har været af møder og hvad resultat der forventes, aftale om udførsel af arbejde og pris herfor. Det er uomtvisteligt, at der i 2015 og 2016 ikke har været omsætning i [virksomhed1].

Herudover har I ikke dokumenteret at virksomhed igen vil blive rentabelt. Der er ikke konkrete oplysninger om projekter, som er ved at blive udarbejdet, der kan ikke ses en sammenhæng mellem de udgifter der er afholdt og dokumenterede projekter.

Vi anser det arbejde du har udført for at være afsluttet og du skal nu til at op starte nye projekter.

Herudfra fastholder vi, at virksomheden ikke er erhvervsmæssigt drevet i 2015 og 2016.

(...)”

Skattestyrelsen har den 17. december 2019 fremsendt følgende bemærkninger:

”(...)

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af sagen.

Erhvervsmæssig virksomhed

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der med henvisning til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ikke kan godkendes fradrag for underskud af virksomhed for indkomstårene 2015 og 2016.

Skattestyrelsen har i sin afgørelse lagt vægt på, at virksomheden for de omhandlede år ikke er rentabel og ikke drevet erhvervsmæssigt, ligesom virksomheden efter en samlet vurdering ikke anses for at være drevet med det formål at opnå et overskud.

Virksomheden har således ikke udsigt til at blive rentabel inden for en kortere årrække og give et overskud på den primære drift, der kan forrente fremmedkapital og den investerede egenkapital samt en rimelig driftsherreløn.

I årene 2015 og 2016 udgjorde virksomhedens omsætning 0 kr. med henvisning hertil må klagerens virksomhed siges at haft så underordnet et omfang, at den ikke opfyldte kravene til økonomisk og driftsmæssig intensitet, der henvises til SKM2006.428.ØLR, hvor Landsskatteretten lagde vægt på at en virksomhed, der ikke opfylder kravene til økonomisk og driftsmæssig intensitet betragtes som en ikke erhvervsmæssig virksomhed Det bemærkes tillige, at virksomheden havde underskud i de efterfølgende år 2017 og 2018.

Selvom klageren har de fornødne faglige forudsætninger og driver virksomheden professionelt, tillægges det betydelig vægt, om virksomheden drives rentabelt. Der henvises til SKM2012.674.BR.

Da virksomheden ikke kan anses for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i de påklagede indkomstår, godkendes der ikke fradrag for underskud i 2015 og 2016.

Som følge af at virksomheden ikke kan anses for erhvervsmæssig i skattemæssigforstand, kan klageren ikke anvende virksomhedsordning, jf. virksomhedsskattelovens § 1.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2015 og 2016 er ugyldig.

Subsidiært har klageren fremsat påstand om, at denne er berettiget til fradrag for virksomhedsunderskud på 231.067 kr. for indkomståret 2015 og 225.521 kr. for indkomståret 2016.

Klageren har fremsat påstand om, at virksomhedens underskud kan indgå i virksomhedsordningen.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

”(...)

Det er Skattestyrelsens vurdering, at virksomheden ikke skal anses for erhvervsmæssig fra dag 1 (1. januar 2015), når den har været erhvervsmæssig siden 1999, dvs. til og med 31. december 2014. Dette er vi på ingen måde enig i, jf. nedenfor.

Der har været betydelige overskud i langt de fleste år virksomheden har været drevet. Det er ikke usædvanligt for den type virksomhed, at det i en periode kan være svært at få konkrete opgaver, men det betyder selvsagt ikke at virksomheden er ophørt med at være erhvervsmæssig og de afholdte udgifter er private. Vi stiller os meget uforstående overfor, at Skattestyrelsen mener, at virksomheden er ophørt med at være erhvervsmæssig fra dag 1.

Vi undrer os desuden over, at det efter Skattestyrelsens opfattelse er diskvalificerende, at der ikke er udarbejdet handlingsplaner og/eller budgetter. Som tidligere oplyst er [virksomhed1] ikke en produktions- eller håndværksvirksomhed med et løbende behov for detaljerede handlingsplaner. Virksomheden ledes og styres ud fra vedligeholdelse af kunderelationer, opdatering af databaser og projektplaner, som etableres når et projekt er solgt til en kunde. Der udarbejdes et årsbudget for de faste omkostninger / minimumsomkostninger (vedlagt for 2015 og 2016). Når der opnås aftale om et konkret projekt, udarbejdes der et budget herfor.

Udgifterne er afholdt i en igangværende virksomhed, hvor det desværre har vist sig at være svært at lande konkrete opgaver. Udgifterne er udelukkende faste omkostninger/ minimumsomkostninger, som er nødvendige for at opretholde virksomheden. [person1] arbejder fortsat på at skaffe opgaver, give tilbud, pleje kunderelationer, opdatere de omfattende databaser, udvikle og ajourføre koncepter m.v. Alt sammen er afgørende for at det er muligt at få en indtjening.

Hensigten med at afholdte omkostninger, som udelukkende er erhvervsrelaterede, er selvfølgelig at opnå en indtjening. Udgifterne ville [person1] aldrig have afholdt, hvis der ikke var tale om en aktiv virksomhed, f.eks. omkostninger til lokaler, telefonpasning, erhvervsaviser, norske telefoner, erhvervsforsikringer, revisor, domain-hostings, registrering af firmanavn etc. Det er derfor usandsynligt, at [person1] ikke har haft til hensigt at drive erhvervsvirksomhed, og blot at overføre private udgifter til virksomheden. Synspunktet underbygges yderligere af at [person1] i den pågældende periode har indskudt inforevision private midler t il virksomhedens drift. Yderligere har [person1] i begge år betalt til, men ikke benyttet sig af sin private og udvidet arbejdsløshedsforsikring med en potentiel indtægtsmulighed på ca. kr. 600.000 pr. år.

Når [person1] - og andre virksomheder - vurderer aktiviteterne og omkostningerne i relation til 'on-going business' foregår det fremadrettet. [person1] vurderer selvfølgelig om det er værd at foretage indskud, etablere møder, opdatere databaser og i det hele taget fortsætte virksomheden. Desuagtet af virksomheden i 2015 havde et mindre godt år vurderede [person1] i starten af 2016, at han nok skulle få solgt et eller flere projekter, idet [person1] undervejs i 2015 løbende havde afgivet tilbud på projekter, som på det tidspunkt lå godt an hos sine klienter. Og det var baggrunden for at fortsætte virksomheden. Alle virksomheder vurderer selvfølgelig om der fremadrettet er grundlag for deres virksomhed, og/eller der er behov for ændringer eller alternativt at lukke virksomheden. Vi stiller os derfor meget uforstående over, at SKAT "lukker" virksomheden/ anses den for ikke-erhvervsmæssig drevet med tilbagevirkende kraft.

Skattestyrelsen anfører at der ikke er dokumentation for mødernes indhold og resultat. Det er jo meget svært at dokumentere et resultat af et relations- og arbejdsmøde, med mindre det munder ud i et konkret salg. Og det har der som bekendt ikke været. Skattestyrelsen har efterlyst projektplaner og budgetter i relation til møderne. Men som anført i vores bemærkninger til Skattestyrelsen er det uden hensigt at udarbejde projektplaner og budgetter for salgs- og relationsmøder, når der netop ikke er noget projekt.

Skattestyrelsen anfører desuden, at det er afgørende for deres vurdering, at der ikke har været nogen konkret omsætning i året, men der findes adskillige endog meget aktive virksomheder, men som i perioder er uden omsætning f.eks. biotek, udviklings- og opstartsvirksomheder m.v. eller virksomheder som bygger på få store kunder, og som af den ene eller anden årsag mister disse. Den type virksomheder overlever alene pga. indskud fra ejerne, opsparede overskud fra gode år, funding fra privatpersoner eller offentlige fonde. Ingen af disse typer virksomheder lever op til argumentet om, at der skal være omsætning for at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Det er korrekt som Skattestyrelsen anfører, at alle solgte projekter er udført og afsluttet. Men det er jo ikke noget argument for, at virksomheden er ophørt med at være erhvervsmæssig. Når et projekt er inforevision solgt og leveret er processen normalt, at man dokumenterer det gennemførte projekt, og tager læring ud og integrerer læringspunkterne i eksisterende koncepter, hvorefter man på ny søger at sælge nye projekter og/eller opretter nye projekter, udarbejder nye koncepter og/eller opdaterer de grundlæggende databaser som må opdateres flere gange årligt efterhånden som halvårs og helårsresultater, organisationsændringer, strategiske tiltag eller ændringer de fra virksomheder som optræder i databasen offentliggøres.

Afslutningsvis vil vi påpege, at alle konsulentvirksomheder og lign. oplever perioder, hvor der ikke er konkrete opgaver/omsætning. Skattestyrelsens synspunkt vil betyde, at disse typer virksomheder ikke vil kunne fratrække deres faste omkostninger i de mindre gode perioder, men vil skulle beskattes igen når der på ny er konkrete opgaver. Vi finder det yderst besynderligt at anlægge et sådant synspunkt. De er selvsagt ikke ophørt med at drive erhvervsmæssig virksomhed. Tilsvarende gælder for

[person1], hvorfor han således har mulighed for at fratrække virksomhedsrelaterede faste omkostninger.

Vi accepterer at:

Disse forhold er indarbejdet i de korrigerede skatteregnskaber for 2015 og 2016.

(...)”

Klageren har den 22. november 2019 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

”(...)

Indledningsvist skal vi gentage, at Skattestyrelsens afgørelse reelt set er ubegrundet, herunder særligt slet ikke begrundet i forhold til det valgte tidspunkt for hvornår virksomhedens efter Skattestyrelsens opfattelse er ophørt med at være erhvervsmæssig, samt at der i øvrigt ikke er taget stilling til vores argumenter og anbringender.

Vi mener derfor, at afgørelsen ikke overholder de formelle sagsbehandlingsregler og derfor er ugyldig. Sagen bør efter vores opfattelse henvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

I forhold til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse, er der tilsyneladende samme mangler, idet der fortsat ikke er kommet nogen egentlig begrundelse, udover den manglende omsætning. Dette til trods for vores opfordring hertil, både på kontormødet og efterfølgende telefonisk, hvor vi anmodede om en begrundelse for det valgte tidspunkt.

Da begrundelserne fortsat mangler, har vi selvfølgelig svært ved at kommentere på Skattestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse. Vi forbeholder os derfor ret til at komme med yderligere kommentarer, ligesom vi skal anmode om en revideret sagsfremstilling m.v. når nærværende skrivelse er behandlet.

Tidspunktet for ophør af erhvervsmæssig virksomhed:

Skattestyrelsens opfattelse og Skatteankestyrelsens indstilling:

Vores opfattelse:

Vurderingen af om og hvornår en virksomhed er ophørt med at være erhvervsmæssig drevet skal selvfølgelig ske på baggrund af de informationer og forventninger m.v. der foreligger på et givent tidspunkt, og således ikke en retroaktiv vurdering af efterfølgende hændelser.

Det fremgår således også af sagsfremstillingen og forslaget, herunder de refererede afgørelser, at det er en vurdering af om virksomheden fremadrettet kan blive rentabel og om der er udsigt til en rimelig fortjeneste. Der skal således ske en fremadrettet bedømmelse af virksomhedens drift på et givent tidspunkt.

Der var absolut intet der pr. 1. januar 2015 skulle indikere, at virksomheden fremadrettet ikke skulle generere en rimelig indtjening, og Skattestyrelsen har heller fremlagt en begrundelse for dette.

[person1] har startet virksomheden [virksomhed1] pr. 17/9 1986 og det har været [person1]´s indtægtsgrundlag siden 1999. Langt de fleste år har der været pæne overskud, men som så mange virksomheder har der selvfølgelig også været mindre gode år. Resultaterne for de år hvor skatteoplysningerne er tilgængelige – dvs. fra 2003 og frem – har ligget på mellem -403 t.kr. til + 2.830 t.kr.

Der var intet pr. 1. januar 2015 som indikerede, at resultatet fremadrettet skulle blive anderledes. [person1] ´s måde at drive virksomheden og arbejdsindsats i øvrigt var og har ikke ændret sig. Den drives selvfølgelig med henblik på at opnå et positivt resultat på bundlinjen.

[person1] har også tidligere haft 2 år i træk (for 2010 og 2011) hvor der var underskud, men dette blev vekslet til et stort overskud i 2012 på 1.433 t.kr. [person1] har således tidligere været i samme situation, hvor der har været en dårlig periode, men som blev vendt til en endog meget positiv indtjening. Der var intet som pr. 1. januar 2015 som skulle indikere, at det ikke var muligt igen. Det er vores opfattelse, at dette ikke skulle være anderledes i løbet af både 2015 og 2016. [person1] har fortsat med at arbejde på samme måde som hidtil og med den forventning om, at opgaverne nok skulle komme.

[person1] har ingen grund til at afholde de erhvervsmæssige udgifter, hvis det ikke var for at opnå en omsætning og overskud. [person1] har endda tilpasset omkostningerne så der kun afholdes minimumsomkostning, altså omkostninger som er nødvendige for at opretholde virksomheden, det kundeopsøgende arbejde, ajourføring af databaser osv. De afholdte udgifter er for at sikre, erhverve og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens §6, og dermed fradragsberettiget.

Om virksomheden er drevet erhvervsmæssigt:

Skattestyrelsens opfattelse og Skatteankestyrelsens indstilling:

Vores opfattelse:

[person1] arbejder fortsat på at skaffe opgaver, give tilbud, pleje kunderelationer, holde møder, foretage interview med ledelsen i relevante virksomheder, opdatere de omfattende databaser, udvikle og ajourføre koncepter m.v. Alt sammen er dette afgørende for, at det er muligt at få en indtjening. [person1] lægger derfor fortsat en betydelig arbejdsindsats. I perioder med konkrete projekter har [person1] haft meget lange arbejdsdage – som så mange andre konsulenter - men at der ikke er konkrete projekter, betyder selvsagt ikke, at [person1] er ophørt med at lægge en betydelig indsats i virksomheden. Ovenstående alene kræver en væsentlig arbejdsindsats.

Det skal i den forbindelse gentages, at [person1] i begge år har betalt til, men ikke benyttet sig af sin private og udvidet arbejdsløshedsforsikring. Hvis [person1] således havde haft nogen form for indikation, at virksomheden ikke ville blive rentabel, var denne selvfølgelig blevet lukket og [person1] havde i stedet benyttet sig af arbejdsløshedsforsikringen eller søgt et almindeligt lønmodtagerjob. Det har derudover kostet [person1] penge at drive virksomheden i den pågældende periode.

Vurderingen af om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, skal ske på baggrund af alle relevante forhold, hvilket efter praksis (jf. den juridiske vejledning afsnit C.C.1.3) f.eks. er:

Bedømt på Skattestyrelsens afgørelse og Skatteankestyrelsens indstilling ser dette ikke ud til at være tilfældet. Der fokuseres tilsyneladende udelukkende på, at der ingen omsætning har været i 2015. Det virker yderst besynderligt og ikke i overensstemmelse med gældende praksis. Der har i øvrigt været omsætning i alle andre år virksomheden har været drevet siden 1999.

At det konkret ikke er lykkedes at opnå opgaver og dermed omsætning, gør ikke at omfanget af [person1]´s indsats i virksomheden er ”underordnet” og uden ”intensitet”. Det fremgår ikke hvad der er lagt vægt på i Skatteankestyrelsens opfattelse, hvilket efter vores opfattelse er noget besynderligt, når der er tale om fuldtidsbeskæftigelse i virksomheden. Modsat de refererede domme, jf. uddybende efterfølgende, så er det [person1]´s eneste indtægtskilde og der lægges en væsentlig og fuldtids arbejdsindsats. Når [person1] har virksomheden som indtægtskilde, lægges der selvfølgelig også en betydelig arbejdsindsats for at opnå positive resultater. Selvom der ingen konkrete opgaver har været, bruges der som nævnt stadig en væsentlig arbejdstid på at skaffe opgaver, give tilbud, pleje kunderelationer, holde møder, foretage interview, opdatere de omfattende databaser, udvikle og ajourføre koncepter m.v.

Der henvises i øvrigt til den præsentation af [person1] og virksomheden, databaser, interviews m.v. som blev forelagt på kontormødet. Det fremgår heller ikke om dette har indgået i bedømmelsen af sagen og i givet fald hvorfor det ikke har nogen relevans?

Efter praksis ses der som nævnt på om ejer har de faglige forudsætninger for at drive virksomheden rentabelt. Dette har [person1] helt sikkert, jf. også vores præsentation. Men det fremgår heller ikke om dette har indgået i vurderingen og således heller ikke, hvorfor dette ikke skulle være et væsentligt element i vurderingen af om virksomheden er drevet erhvervsmæssigt?

Der udarbejdes som tidligere nævnt budgetter for minimumsomkostninger, altså de nødvendige omkostninger for at sikre, erhverve og vedligeholde indkomsten, men der kan selvfølgelig først udarbejdes et budget for et projekt, når et sådant er solgt. Det giver i [person1]´s tilfælde ingen mening at udarbejde et budget for projekter som endnu ikke eksisterer / solgt, idet projekter varierer i omfang og er i forskellig i forhold til hvor meget kunden bidrager (1-2 eller flere medarbejdere), dvs. [person1]´s rolle og arbejdsindsats i et givent projekt er forskellig. [person1] har typisk haft 1-2 opgaver om året i den tid virksomheden har eksisteret, og i alle tilfælde udarbejdes der herefter et budget. Der er ikke tale om en butik og lign. som altid har en fast forventet omsætning og udgifter, herunder forventninger til stigning i indtjeningen.

[person1] har ingen andre formål med at afholde udgifterne end at opnå en indtjening. Der er således ingen private formål, såsom hobby, bolig, dyrehold og lign. som der efter praksis lægges vægt på, hvis virksomheden skal anses for ikke erhvervsmæssig.

Virksomheden drives på sædvanlige måde som andre konsulentvirksomheder og selvfølgelig med det formål at opnå en indtjening. Der har i de fleste år været en betydelig indtjening og overskud. Der har også tidligere år været forbigående underskud, som efterfølgende er blevet vendt til et betydeligt overskud.

[person1]´s database kunne formentlig godt afstås til 3. mand og har antageligvis således en salgsværdi.

Der er således mange relevante forhold som tilsyneladende ikke har indgået i vurderingen af sagen, hvilket vi finder yderst påfaldende, når praksis foreskriver, at alle relevante forhold skal inddrages i vurderingen. Der kan ikke kun vurderes på om der konkret er opnået omsætning i 2015 for at vurdere om virksomheden har været drevet erhvervsmæssigt.

Eventuelle relevante afgørelse:

Skattestyrelsens opfattelse og Skatteankestyrelsens indstilling:

Konklusion: der er intet i virksomhedens og ejers karakteristika eller omkring virksomhedens drift som kan sammenlignes med [person1]´s virksomhed. Dommen er derfor ikke relevant. Det skal særligt bemærkes, at [person1]´s virksomhed er etableret og drevet med henblik på en rimelig indtjening.

Konklusion: der er intet i virksomhedens og ejers karakteristika eller omkring virksomhedens drift som kan sammenlignes med [person1]´s virksomhed. Dommen er derfor ikke relevant. Det skal særligt bemærkes, at man alene vurderede ud fra fremtiden og således ikke bagud i tiden. Ligesom der heller ikke blev gjort krav bagud i tiden. Dette er modsat Skattestyrelsens opfattelse, hvor [person1]´s virksomhed er vurderet retroaktivt. Der skal som nævnt ske en fremadrettet vurdering. [person1] har derudover i tidligere år haft en væsentlig indtjening og også vendt underskud til en positiv indtjening efterfølgende. Her var der underskud i mange år inden virksomheden blev anset for ikke erhvervsmæssig.

Konklusion: der er Intet i virksomhedens og ejers karakteristika eller omkring virksomhedens drift som kan sammenlignes med [person1]´s virksomhed. Dommen er derfor ikke relevant

Konklusion: der er intet i virksomhedens og ejers karakteristika eller virksomheden omfang og intensitet kan sammenlignes med [person1]´s virksomhed. Dommen er derfor ikke relevant, da den alene baseres på ejers sygdom og ejers hovedbeskæftigelse som lønmodtager.

Samlet konklusion

Sammenfattende er det vores opfattelse, at ovenstående ikke har nogen relevans i forhold til nærværende sag, hvor der drejer som en konsulentvirksomhed, som er drevet med de faglige forudsætninger, med den fornødne intensitet, der har været betydelig indtjening og det har været [person1]´s hovedindtægtskilde siden 1999.

Ingen af ovenstående virksomheder er relevante i relation til en konsulentvirksomhed. Hovedparten af virksomhederne er karakteriseret ved, at hovedejer enten er pensionist eller lønmodtager og derfor har virksomheden som bibeskæftigelse, hvorfor disse virksomheder befinder sig i kategorien hobby. Denne opfattelse understøttes i øvrigt af at ingen, bortset fra en enkelt, har et betydeligt antal år med reel drift og alle virksomheder har i vurderingsårene været drevet med underskud og ingen af virksomhederne har nogensinde præsteret betydeligt overskud eller omsætning. Alene af den grund anses de nævnte domme som værende irrelevante.

Flere af dommene baserer sig på, at hovedejer af virksomhederne var syg eller på varig pension hvorved virksomheden har været drevet med et underordnet omfang, hvorfor virksomhederne ikke kunne anses for at kunne blive drevet med fornødent omfang og intensitet i fremtiden. Ingen af disse forhold er relevant i relation til [person1]´s virksomhed.

Det virker underligt, at Skatteankestyrelsen tilsyneladende kun har fundet sager, hvor Skattestyrelsen har fået medhold. Sager skal selvfølgelig belyses fra begge sider og der skal fremfindes alle relevante forhold til bedømmelsen og afgørelsen skal træffes på et objektivt grundlag. Der er selvfølgelig ligeledes sager med underskud, hvor skatteyderen har fået medhold.

Vi har henvist til SKM2004.244.LSR om en virksomhed omfattende virksomhedsrådgivning kunne anses for etableret og drevet erhvervsmæssigt fra opstarten i 1999. Virksomheden blev underskudsgivende i begge år og ophørte med udgangen af 2000. Fradrag for underskud blev godkendt. Retten lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på, at klageren har haft de fornødne faglige forudsætninger for at drive virksomheden. Denne sag er efter vores opfattelse væsentlig mere relevant, da det er indenfor samme branche og pågældende har ligesom [person1] de faglige forudsætninger for at drive virksomheden. Den nævnte afgørelse ses tilsyneladende ikke at være indgået i vurderingen af sagen.

Af andre sager hvor underskud ligeledes blev godkendt kan derudover nævnes: Landsskatterettens afgørelse j.nr. 14-2084369, TfS 1995, 44 LSR og TfS 1999, 250 LSR.

Vi skal venligst anmode om, at sager hvor der er blevet godkendt underskud indgår i vurderingen af sagen.

Afslutning:

Det er, jf. ovenstående, vores klare opfattelse, at virksomheden har været erhvervsmæssigt drevet i 2015 og 2016.

Slutteligt finder vi det yderst besynderligt, at Skatteankestyrelsen inddrager resultaterne for efterfølgende år, når dette er i modstrid med praksis, jf. også ovenstående domme, hvor der alene ser på de fremadrettede forventninger til virksomheden. Derudover har Skatteankestyrelsen tilsyneladende anmodet om disse informationer fra Skattestyrelsen. Det skal særligt bemærkes, at Skattestyrelsen ikke engang har udarbejdet nogen årsopgørelse for 2018 på nuværende tidspunkt.

Vi skal derudover venligst endnu engang gøre opmærksom på, at [person1] ligeledes har en anden virksomhed i form af en udlejningslejlighed som indgår i selvangivelsen i det samlede resultat af virksomhed.

Vi skal slutteligt gentage vores opfattelse af, at afgørelsen ikke overholder de formelle sagsbehandlingsregler og derfor er ugyldig. Sagen bør efter vores opfattelse henvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Endelig er det vores klare opfattelse, at [person1] har drevet virksomheden erhvervsmæssigt i 2015 og 2016, og i øvrigt på samme måde som de tidligere indkomstår. Vurderingen af om en given virksomhed er drevet erhvervsmæssigt, er en fremadrettet vurdering af alle relevante forhold, som her underbygges af:

Ovenstående ses på ingen måde at indgå i vurderingen af sagen.

(...)”

Klagerens repræsentant har den 17. september 2020 fremsendt følgende bemærkninger forud for retsmødet den 30. september 2020:

”(...)

Der nedlægges påstand om at, at [person1] er berettiget til skattemæssigt fradrag for virksomhedsunderskud på kr. 239.315 for indkomståret 2015 og kr. 276.667 for indkomståret 2016, idet han i de omhandlende indkomstår har drevet erhvervsmæssig virksomhed.

SAGSFREMSTILLING

Kort virksomhedsbeskrivelse

(...)

Nærmere om 2015 og2016

Den manglende omsætning i virksomheden i indkomstårene 2015 og 2016 skyldes en række forhold, herunder bl.a.:

Den efterfølgende periode

[person1] har i de senere år arbejdet ihærdigt på at få solgt virksomhedens produkter.

[person1] har sideløbende forsøgt at tilpasse de faste omkostninger i virksomheden med den aktuelle tilbagegang i omsætningen, hvorfor de erhvervsrelaterede omkostninger i indkomstårene 2015 og 2016 alene har karakter af minimumsomkostninger.

[person1] har bl.a. opsagt sine daværende to kontorlejemål i [by1], og har herved opnået en årlig omkostningsbesparelse på kr. 150.000 - 200.000. Forretningsmøderne bliver derfor afholdt hos klienterne eller i andre lokaler ude i byen.

Som nærværende sags bilag 5 fremlægges virksomhedens omkostningsbudget for indkomstårene 2015 og 2016.

Skattestyrelsen afgørelse vedrørende moms

Skattestyrelsen har i 2019 gennemgået virksomhedens regnskabsmateriale i forbindelse med en momskontrol for perioden fra den 1. juli 2016 til den 31. december 2018. Denne kontrolsag resulterede i Skattestyrelsens afgørelse dateret den 16. december 2019, jf. bilag 6.

Heraf fremgår det, at Skattestyrelsen har foretaget mindre korrektioner – men med særlig interesse for nærværende sag bemærkes, at Skattestyrelsen intet sted i afgørelsen stiller spørgsmålstegn ved, om virksomheden drives erhvervsmæssigt.

ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at den af [person1] drevne konsulentvirksomhed i indkomstårene 2015 og 2016 blev drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende, hvorfor der skal indrømmes fradrag for underskud i virksomheden i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, samt ret til anvendelse af virksomhedsskatteordningen.

Til støtte for, at der er tale om en erhvervsmæssigt drevet virksomhed i skattemæssig henseende, gøres det for det første gældende, at konsulentvirksomheden skal anses for sædvanligt og forsvarligt drevet, uanset at virksomheden har været underskudsgivende i de pågældende indkomstår.

For det andet gøres det gældende, at der i indkomstårene 2015 og 2016 var reel udsigt til, at konsulentvirksomheden på sigt vil kunne give overskud, og at det er vurderingen på disse tidspunkter, som er relevante – og ikke den af Skattestyrelsen foretagne efterrationalisering.

Erhvervsmæssig virksomhed

Det retlige grundlag

Det følger helt overordnet af statsskattelovens § 4, at indtægter fra selvstændig erhvervs- virksomhed er skattepligtige. Hertil kommer, at driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a kan fragå ved opgørelsen af den personlige indkomst, hvis der er tale om driftsomkostninger i forbindelse med den selvstændige erhvervsvirksomhed.

Tilsvarende gælder det for hobbyvirksomhed og anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed, at der i henhold til statsskattelovens § 4 skal ske beskatning af en eventuel nettoindkomst. Nettoindkomsten er personlig indkomst ligesom ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Det særlige for hobbyvirksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed er imidlertid, at det kun er de omkostninger, der snævert er forbundet med indkomsterhvervelsen, som kan fradrages i indtægterne, hvorved fradragsretten således er gjort kildebegrænset.

Efter den foreliggende praksis er det således ikke muligt i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a at fradrage omkostninger fra hobbyvirksomhed eller anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed i personlig indkomst, der ikke har nogen direkte og umiddelbar forbindelse til de pågældende omkostninger.

Det er herefter afgørende i forhold til fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, om den erhvervsmæssige aktivitet karakteriseres som selvstændig erhvervsvirksomhed, hobbyvirksomhed eller ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

Ved hobbyvirksomhed forstås almindeligvis en indtægtsgivende virksomhed, der udøves for indehaverens egen regning og risiko, men hvor motivet for denne virksomhed ikke er opfyldelsen af almindelige erhvervsmæssige formål om overskudsgivende virksomhed på kort eller langt sigt. Motivet er derimod opfyldelsen af den pågældendes private interesse eller øvrige interesser af ikke-erhvervsmæssig karakter.

Ved anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed forstås økonomiske aktiviteter, der udøves uden udsigt til rentabel drift, mens aktiviteten på den anden side heller ikke karakteriseres som en hobbyvirksomhed.

En virksomhed, der drives inden for sædvanlige brancher og på forsvarligt og professionelt grundlag, herunder i henseende til virksomhedens størrelse og omfang, må anerkendes som selvstændig erhvervsvirksomhed, også selvom virksomheden i adskillige år har været underskudsgivende.

Ved afgørelsen af, om en virksomhed har hobbymæssigt eller andet ikke-erhvervsmæssigt tilsnit, lægges der i almindelighed afgørende vægt på, om virksomheden for det første er drevet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje, og for det andet, om driften faktisk har været erhvervsmæssigt forsvarligt.

Om en virksomhed kan drives eller er blevet drevet erhvervsmæssigt forsvarligt, afhænger først og fremmest af, om den valgte driftsform giver objektiv mulighed for et – i forhold til den i virksomheden investerede kapital – rimeligt driftsresultat, i alt fald på længere sigt.

Virksomhedens omfang og det tids-, arbejds- og ressourceforbrug, der lægges heri, kan ligesom virksomhedens omsætning også være af betydning for vurderingen af, om virksomheden kan anses som erhvervsmæssig forsvarlig.

Fra praksis henvises for det første til Landsskatterettens kendelse af den 5. marts 2004 offentliggjort i SKM2004.392.LSR, der helt overordnet omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt en hundekennel udgjorde en erhvervsmæssig drevet virksomhed.

Den pågældende hundekennel blev oprettet af klageren tilbage i 1985, hvorefter den var ejet af klageren frem til 1988. I 1988 blev der indgået et uformelt samarbejde mellem klageren og hans samlever om drift og ejerskab af hundekennelen.

Hundekennelen blev således herefter i perioden fra 1988 til 1993 drevet af klageren og samleveren i fællesskab i et uformelt samarbejde.

Først i 1993 blev samarbejdet formaliseret, idet der blev oprettet et egentligt interessent- selskab, og aktiviteterne i hundekennelen blev endvidere udvidet betydeligt, idet bestanden af de eksisterende racer blev forøget mærkbart.

Hundekennelen var indrettet i en tidligere ladebygning, der var fuldstændig ombygget til formålet. Således var den indrettet med alle moderne faciliteter efter de veterinære for- skrifter, og såvel klageren som samleveren havde investeret betydelige beløb i såvel udstyr som bygninger anvendt til brug for kennelen. Klageren anslog disse investeringer til samlet at udgøre i størrelsesordenen kr. 400.000-500.000.

Efter den betragtelige udvidelse af bestanden af hunde i hundekennelen indenfor de eksisterende racer i 1993 løb kennelen i årene 1994-1995 ind i betydelige driftsmæssige problemer – hovedsageligt indenfor racen Basset Hound. Dette forøgede det realiserede underskud i hundekennelen i et ikke uvæsenligt omfang.

Uanset der i hundekennelen var realiseret et underskud efter renter og afskrivninger i alle årene fra 1985-1998 fandt Landsskatteretten, at der desuagtet var tale om selvstændig erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende. Som begrundelse herfor anførte Landsskatteretten følgende:

”Efter en samlet vurdering finder retten at den drevne hundekennel i skattemæssig henseende må anses for en erhvervsmæssig forsvarlig drevet virksomhed, uanset at virksomheden har været underskudsgivende de pågældende år. Ud over det i syns- og skønsrapporten anførte er der herved blandt andet henset til interessenternes faglige kvalifikationer, virksomhedens professionelle præg, de særlige problemer i forbindelse med opdrættet i årene 1994 og 1995 samt virksomhedens forbedrede rentabilitet gennem årene.

Der godkendes herefter fradrag for virksomhedens underskud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 1996, 1997 og 1998, herunder fradrag for renteudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

På baggrund af de foreliggende oplysninger godkendes endvidere fradrag for udgifter til drift af varevognen, der har været benyttet i kennelvirksomheden, jf. statsskattelovens § 6.

Idet kennelvirksomheden herefter i skattemæssig henseende kan karakteriseres som en erhvervsmæssig virksomhed, er der ikke grundlag for at efterbeskatte klageren af investeringsfondshenlæggelsen i indkomståret 1997, jf. investeringsfondslovens § 10 A.

Endelig kan der efter afskrivningslovens § 18 foretages skattemæssige afskrivninger på bygninger, der anvendes erhvervsmæssigt, hvorefter der ikke er grundlag for at nægte afskrivning på kennelbygningen for indkomståret 1998.”

Som det fremgår af Landsskatterettens kendelse offentliggjort i SKM2004.392.LSR , tillagde Landsskatteretten de faglige kvalifikationer og virksomhedens professionelle præg særlig betydning, ligesom Landsskatteretten tillagde det betydning, at der havde været særlige problemer i forbindelse med opdræt i årene 1994 og 1995.

Videre henvises der til Landsskatterettens kendelse af den 18. august 2009 ( LSR’s j.nr. 07- 00813). I den pågældende sag førte en samlet vurdering af de i sagen foreliggende forhold til, at den pågældende virksomhed måtte anses for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende.

Sagen vedrørte en skatteyder, der drev virksomhed med rallycross/rallyaktivitet og salg af specialudviklede reservedele.

Virksomheden blev opstartet i 2001, efter at skatteyderen gennem en del år havde dyrket motorsport som sin personlige interesse blandt andet ved deltagelse i rallycross og folke- ræskørsel. Skatteyderen drev virksomheden sideløbende med sit daglige arbejde som af- delingsleder og maskinkonstruktør på en maskinfabrik, hvorfra han oppebar løn.

Aktiviteten i virksomheden var allerede fra begyndelsen deltagelse i rallycross. Derudover havde skatteyderen i perioden fra 2001-2003 et mindre salg af reservedele, som han selv udviklede på baggrund af sine erfaringer og afprøvninger med sin rallybil. I 2004 steg salget af reservedele væsentligt.

Ifølge skatteyderens regnskaber udviste virksomhedens samlede resultater mindre over- skud i 2002 og 2004, mens nettoresultatet var negativt i 2001 og 2003. Virksomhedens samlede omsætning var støt stigende frem til og med 2004.

Ifølge SKAT skulle virksomhedens aktiviteter fra og med 2004 opdeles i to virksomheder – én virksomhed med rallycross/rallyaktivitet og én virksomhed med salg af reservedele. SKAT

bemærkede herefter, at virksomhedens samlede resultater efter afskrivninger på rallybilen i årene 2001 til og med 2003 var underskudsgivende.

For 2004 bemærkede SKAT, at omsætningen vedrørende rallyaktiviteterne var faldet, og at rallyvirksomheden efter indregning af afskrivninger ikke gav overskud.

Landsskatteretten fandt, at skatteyderens virksomhed måtte anses for én virksomhed. Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten tillige, at virksomheden måtte betegnes som erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i årene 2003 og 2004 og godkendte derfor de selvangivne underskud ved virksomhed.

Der skal videre henvises til Landsskatterettens kendelse af den 20. december 2010 ( LSR’s j.nr. 10-01932), hvor Landsskatteretten nåede frem til samme resultat.

Denne sag drejede sig om en skatteyder, der sammen med en anden person drev virksom- hed i interessentskabsform med produktion af kvalitetshøjttalere og andre hi-fi-produkter. De to indehavere ejede virksomheden med hver en andel på 50 %.

Virksomheden var etableret i 2004 og havde givet underskud fra starten og frem til og med 2008. Der var desuden udsigt til, at virksomheden også gav underskud i 2009. Nettoomsætningen i virksomheden var i 2006 og 2008 af omtrent samme beløbsmæssige størrelse, mens den i 2007 udgjorde under halvdelen af nettoomsætningen i 2006 og 2008. Der var ikke foretaget markedsanalyser forud for virksomhedens påbegyndelse.

Virksomhedens to indehaveres vision havde fra begyndelsen været at sælge kvalitets lyd- udstyr (audio) til den kræsne forbruger. De havde derfor fundet det afgørende først at slå igennem som et kvalitetsmærke, der skilte sig ud fra andre mærker.

Indehavernes indsats i virksomheden havde derfor i overvejende grad været målrettet på at skabe et brand og at lancere dette brand i forskellige fagblade og forums, herunder på messer, for derved at bane vejen for en forretning. Udover fortsat arbejde med at udvikle nye produkter, havde indehaverne tillige arbejdet på at skaffe samarbejdspartnere med henblik på produktion og afsætning af produkterne. I de år, hvor virksomheden havde eksisteret, var der derfor kun blevet produceret et mindre antal designhøjttalere.

Begge af virksomhedens indehavere var elektronikmekanikere og drev virksomheden side- løbende med deres fuldtidsjobs. Indehavernes mål var imidlertid, at virksomheden på sigt blev overskudsgivende, således at de kunne leve af virksomheden uden at have arbejde ved siden af.

Landsskatteretten fandt, at den drevne virksomhed med udvikling, produktion og salg af hi-fi-produkter i skattemæssig henseende kunne anses for erhvervsmæssigt drevet i de på- klagede indkomstår – 2006, 2007 og 2008 – og godkendte derfor fradrag for underskud i virksomheden.

Videre henvises der til Landsskatterettens kendelse af den 21. marts 2011 ( LSR’s j.nr. 10- 03128).

Sagen handlede nærmere om en skatteyder, der i perioden fra juli 2003 til og med juni 2010 havde drevet en virksomhed med salg af herretøj. Virksomheden blev drevet som en internetbutik fra skatteyderens bopæl, og var en såkaldt ”first-mover” – dvs. den første på markedet. Varesortimentet bestod af bl.a. jakker, trøjer, skjorter, slips, t-shirts, undertøj, strømper, tasker og accessories.

Virksomheden var registreret med opstart pr. den 1. juli 2003, men i 2003 og frem til august 2004 blev der alene foretaget analyser m.v. Der blev herefter åbnet op for betalende kun- der. I perioden fra og med 2004 til og med 2007 var omsætningen stigende, mens resultatet af virksomheden fra og med 2003 frem til 2009 viste underskud. I 2009 opnåede virksom- heden et lille overskud.

Skatteyderen var uddannet cand.oecon. og drev virksomheden sideløbende med sit løn- nede arbejde som jobkonsulent. I en periode på 1 1/2 år forud for november 2008 arbejdede han 23 timer om ugen, og efter november 2008 havde skatteyderen arbejdet 30 timer om ugen.

Før opstarten af virksomheden havde skatteyderen cirka ti års erhvervserfaring fra jobs, hvor han bl.a. havde arbejdet som leder. I hans seneste job havde han arbejdet som ledelseskonsulent med speciale i optimering af processer i forhold til kvalitet, service og effektivitet i både offentlige og private virksomheder, herunder internetløsninger. Skatteyderen havde ikke erfaring med at drive virksomhed med salg af modetøj og lignende, men havde bl.a. deltaget i modemesser.

Landsskatteretten anså efter en konkret vurdering virksomheden for erhvervsmæssigt drevet og godkendte derfor fradrag for opståede underskud af virksomheden i 2006 og 2007.

Der skal videre henvises til Retten i [by2]s dom offentliggjort i SKM2008.641.BR .

Sagen omhandlende en skatteyder, der ved siden af sin ansættelse som revisor drev selvstændig virksomhed med opfindelse og udvikling af forskellige produkter inden for belysning.

Virksomheden indleverede den 20. maj 2003 en patentansøgning på en lampe, og har derfor på selvangivelsen for 2003 foretaget fradrag for de afholdte udgifter hertil. Ifølge årsrapporten for 2003 har virksomheden haft en omsætning på kr. 80 samt et skattemæssigt underskud på kr. 157.272.

Landsskatterettens flertal, herunder retsformanden, fandt ikke, at skatteyderen havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i 2003, og nægtede derfor fradrag for udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 8 B, stk. 1.

Uanset der i virksomheden var realiseret et underskud efter renter og afskrivninger i det i sagen omhandlende indkomstår fandt Retten i [by2], at der desuagtet var tale om selvstændig erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende. Som begrundelse herfor anførte byretten bl.a. følgende:

”Under disse omstændigheder finder retten, at den traditionelle rentabilitetsbetragtning set i lyset af, at der i 2003 alene var indtægter på ca. 8.000 kr. må tillægges mindre betydning. Efter karakteren af sagsøgerens arbejde med udvikling, patentering og markedsføring finder retten endvidere, at det må lægges til grund, at sagsøgeren har arbejdet intenst med henblik på at gøre sin opfindelse kommerciel anvendelig.

Under disse omstændigheder finder retten, at det kan lægges til grund som bevist, at sagsøgeren har foretaget et seriøst udviklingsarbejde i kommerciel hensigt, således at hans udviklingsaktiviteter må anses for at have haft en erhvervsmæssig motivation, uanset at der ikke i 2003 blev opnået et overskud.

Herefter finder retten, at udgifterne må anses for afholdt i en igangværende virksomhed, hvorefter sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2003 bør undergives fornyet behandling hos skattemyndighederne.”

Videre henvises der til Landsskatterettens kendelse af den 2. december 2013, ( LSR’s j.nr. 11- 0299703), hvor klageren siden 1985 havde drevet landbrugsvirksomheden med svineproduktion og kornavl. Produktionen af svin blev indstillet i maj 2007, således driften herefter alene består af kornavl.

Skattesagen vedrørte indkomståret 2008. Hverken daværende SKAT eller skatteankenævnet havde fundet, at klagerens landbrugsvirksomhed kunne anses for værende erhvervsmæssigt drevet og havde i den forbindelse særligt henset til, at virksomheden havde været underskudsgivende i årene 1985-2009, med undtagelse af 1995-1997 og 2007, efter driftsmæssige afskrivninger.

Under sagens behandling for Landsskatteretten blev der afholdt syn og skøn, hvor skønsmanden konkluderede, at det kunne forventes, at de dårlige økonomiske resultater i 2008 og 2009 var forbigående, og at der var udsigt til at opnå et driftsresultat på kr. 0 eller overskud efter driftsmæssige af- og nedskrivninger inden for en tidshorisont på to-tre år.

Landsskatteretten fandt derfor, at klagerens landbrugsvirksomhed måtte anses for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende.

Derudover henvises til Landsskatterettens afgørelse dateret den 15. marts 2017 ( LSR’s j. nr. 13- 6762382), hvor Landsskatterettens gav medhold i, at en stutterivirksomhed var drevet erhvervsmæssigt. I sagen havde hestevirksomheden genereret underskud i 20 år i træk, hvorfor daværende SKAT havde nægtet skatteyder fradrag for underskud af hestevirksomheden i indkomstårene 2010-2012.

Landsskatteretten gav på trods af de 20 års underskud medhold med følgende begrundelse:

”Det er Landsskatterettens opfattelse ud fra en konkret vurdering, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at antage, at der i de i klagebehandlede indkomstår ikke var udsigt til, at virksomheden ville blive give overskudsgivende. Der er især lagt vægt på, at klagerens regnskaber for indkomstårene 2014 og 2015 udviser driftsoverskud på 159.094 i år 2014 henholdsvis på 141.234 kr. i år 2015 efter driftsmæssige afskrivninger, hvilket bekræfter vurderingerne i skønserklæringen.”

Endelig henvises til Landsskatterettens kendelse af 14. maj 2004, (LSR’s j.nr. 2-5-1870-0921), hvor en virksomhed omfattende virksomhedsrådgivning kunne anses for erhvervsmæssigt etableret og drevet siden opstarten i 1999.

Virksomhedens aktiviteter bestod af virksomhedsrådgivning, herunder headhunting, salgstræning, personalerådgivning og kontraktforhandlinger.

Virksomheden blev påbegyndt i juli 1999 og opnåede en omsætning i 1999 og 2000 på henholdsvis 24.492 kr. og 32.216 kr. Virksomheden var i de omhandlende indkomstår underskudsgivende med henholdsvis 45.396 kr. og 13.872 kr., og ophørte ved udgangen af år 2000.

Landsskatteretten godkendte virksomhedens fradrag for underskud med følgende begrundelse:

”Retten har ved afgørelsen lagt vægt på, at klageren har haft de fornødne faglige forudsætninger for at drive virksomheden. Retten har videre lagt vægt på, at klageren forud for opstarten af virksomheden har foretaget undersøgelser af markedet og udarbejdet budgetter for virksomhedens drift.

Retten har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at omsætningen i virksomheden er stegt fra 24.492 kr. i 1999 til 32.216 kr. i 2000, samt at klageren er ophørt med virksomheden ved udgangen af 2000 i erkendelse af, at driften af virksomheden ikke har opfyldt forventningerne samt i erkendelse af de generelle vanskelige vilkår for virksomheder inden for den pågældende branche i 1999 og 2000.”

Som ovenstående praksis med al tydelighed kan bevidne om, er det en betingelse for at kunne opnå skattemæssigt fradrag for underskud, at virksomheden anses for drevet fagligt forsvarligt.

Det følger videre af praksis, at det er en betingelse for at opnå skattemæssigt fradrag for virksomhedsunderskud, at der i de år, hvor virksomheden har givet skattemæssigt underskud, er udsigt til, at virksomheden på sigt bliver overskudsgivende.

Den konkrete sag

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at den i sagen omhandlende konsulentvirksomhed siden etableringen i 1986 utvivlsomt har været drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende med henblik på at opnå et driftsmæssigt overskud. Det forhold, at virksomheden har genereret skattemæssigt underskud i indkomstårene 2015 og 2016, er en naturlig og direkte følge af, at det konkret ikke har været muligt at opnå indtægtsgivende projektarbejde i form af konsulentbistand.

Bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages. Efter praksis indgår det med betydelig vægt, om virksomheden kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste – dvs. er indrettet med henblik på en systematisk indkomsterhvervelse.

Det er i den forbindelse afgørende, om der er tale om et forbigående underskud, om driftsformen er sædvanlig, om der indgår andre formål end de erhvervsmæssige samt de faglige forudsætninger og intensiteten i virksomheden, jf. Den Juridiske Vejledning 2020-2, afsnit C.C.1.3.

Henset til Skattestyrelsens afgørelse dateret den 3. september 2018 og Skatteankestyrelsens indstilling dateret den 25. oktober 2019 synes dette ikke at være tilfældet. Der fokuseres tilsyneladende udelukkende på det faktum, at der ingen reel omsætning har været i virksomhed i indkomstårene 2015 og 2016. Den i nærværende sag foreliggende sagsbehandling er usaglig og ensidig, da fremgangsmåden hverken er forenelig med Den Juridiske Vejledning eller gældende praksis på området.

Hvorvidt virksomheden havde udsigt til senere at give en rimelig fortjeneste, skal bedømmes ud fra driftsformen i de pågældende indkomstår. Det er i den forbindelse af afgørende betydning, om virksomheden har været drevet med en tilstrækkelig høj intensitet.

Det skal hertil bemærkes, at [person1]s arbejdsindsats i virksomheden har været uændret, hvorfor han til trods for den manglende omsætning i de pågældende indkomstår har haft det som sit fuldtidsarbejde. [person1]s arbejdsopgaver har som tidligere angivet bestået af at skaffe nye indtægtsgivende projekter, give tilbud, pleje klientrelationer, afholde forretningsmøder, opdatere de omfattende databaser samt udvikle og ajourføre koncepter m.v.

At [person1] af konjektur- og forretningsmæssige årsager ikke har været i stand til at skabe en egentlig omsætning i virksomheden, ændrer imidlertid ikke ved det faktum, at han utvivlsomt har leveret og præsteret den fornødne arbejdsindsats i virksomheden. [person1]s arbejdsindsats kan derfor hverken kategoriseres som underordnet eller af mindre intensiv karakter.

Skattestyrelsens vurdering af intensitetskriteriet synes i nærværende sammenhæng hovedsageligt at tage udgangspunkt i virksomhedens rentabilitet. En sådan vurdering står i skærende kontrast til gældende praksis på området, som i øvrigt i overvejende grad omhandler ejere der er gået på pension, ejere der er blevet syge, ejere der af andre grunde er uarbejdsdygtige, eller ejere der har haft anden hoved- eller bibeskæftigelse. Hertil kommer, at disse virksomheder først efter mange underskudsgivende år er blevet erklæret ikke-erhvervsdrivende i en skattemæssig sammenhæng.

[person1] har i den omhandlende periode hverken været syg, uarbejdsdygtig, gået på pension eller på anden måde haft andre indtægtskilder.

Det skal i den forbindelse understreges, at [person1] i begge år har indbetalt, men ikke benytte sig af sin private og udvidet arbejdsløshedsforsikring med en potentiel indtægtsmulighed på omkring 600.000 kr. om året.

Den i nærværende sag omhandlende konsulentvirksomhed ledes og drives på en sædvanlig og faglig forsvarlig måde, og har utvivlsomt til formål at opnå et rimeligt driftsresultat. Der udarbejdes årligt budgetter for de faste driftsomkostninger / minimumsomkostninger – dvs. de omkostninger der er nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i virksomheden, jf. bilag 5. Der udarbejdes imidlertid først budgetter for de enkelte projekter, når der er indgået endelig og bindende aftale om projektets omfang og varighed. Rationalet bag denne fremgangsmåde er alene som følge af en almindelig forretningsmæssig tankegang om, at det såvel vil være spild af tid og ressourcer, såfremt der i almindelighed skulle udarbejdes detaljerede budgetter for alt tilbudsgivende arbejde eller potentielt tilbudsgivende arbejde i virksomheden.

Virksomheden har historisk set haft 2-3 projekter om året, som beløbsmæssigt har repræsenteret en omsætning på 1-2 mio. kr., og hvor der i alle tilfælde er udarbejdet det fornødne budgetmateriale til brug herfor. Virksomheden har endvidere tidligere stået i en lignende situation, da den i to på hinanden følgende indkomstår (2010-2011) på tilsvarende vis var underskudsgivende. Underskuddet blev imidlertid vekslet til et yders acceptabelt overskud i indkomståret 2012 på 1.433 t.kr. Det skal hertil bemærkes, at den overordnede driftsform har været uændret siden virksomhedens etablering i 1986.

Det forekommer under henvisning til ovenstående således ganske åbenbart, at den i sagen omhandlende konsulentvirksomhed er drevet på en erhvervsmæssig forsvarlig måde, da den valgte driftsform utvivlsomt giver objektiv mulighed for et – i forhold til den i virksomheden investerede kapital – rimeligt driftsresultat på sigt.

Der var absolut intet pr. 1. januar 2015 som indikerede, at resultatet i virksomheden fremadrettet skulle udvikle sig i en negativ retning. [person1] har som direktør og indehaver til opgave løbende at vurdere, om der konkret er det fornødne grundlag for at drive virksomheden videre, eller om det er nødvendigt at lukke virksomheden ned. Til trods for virksomhedens mindre gode regnskabsår i 2015 vurderede [person1] i starten af 2016, at han nok skulle få solgt et eller flere projekter, eftersom han undervejs i 2015 løbende havde afgivet konkurrencedygtige tilbud, som på daværende tidspunkt så ud til at blive indtægtsgivende for virksomheden. Det var bl.a. på denne baggrund, at [person1] valgte at fortsætte driften af virksomheden.

Det skal som et ubestridt faktum lægges til grund, at [person1] ikke har haft andre formål med at afholde udgifterne end at opnå en egentlig indtjening. Der har således de facto ikke været inddraget private formål, såsom hobby, bolig, dyrehold eller lignende, som praksis i almindelighed tillægges afgørende vægt ved vurderingen af, om en virksomhed i en skattemæssig sammenhæng skal anses for ikke-erhvervsmæssig.

Konsulentvirksomheden er drevet på en sædvanlig og forsvarlig måde, ligesom der i 2015 og 2016 tillige var udsigt til, at virksomheden på sigt ville give overskud.

Det gøres gældende, at Skattestyrelsens afgørelse dateret den 16. december 2019, jf. bilag 6, med al tydelighed illustrerer, at virksomheden har været drevet erhvervsmæssigt i de omhandlede indkomstår. Skattestyrelsens afgørelse omhandler således en momskontrol vedrørende perioden fra den 1. juli 2016 til den 31. december 2018. Skattestyrelsen har i forbindelse med sagsbehandlingen af momssagen på intet tidspunkt stillet spørgsmålstegn ved, at virksomheden har været drevet erhvervsmæssigt.

Derudover henvises til, at [person1] både i indkomstårene 2015 og 2016 har været forskudsregistreret med overskud – og har været det siden etableringen af virksomheden. Dette understreger selvsagt en reel forventning om overskud, og [person1] har altid betalt forskudsskat baseret på denne forventning. Skattestyrelsen har således også i denne henseende frem til i dag anset virksomheden for værende drevet erhvervsmæssigt.

Sammenfattende gøres det gældende, at den af [person1] drevne konsulentvirksomhed opfylder samtlige de i praksis opstillede betingelser for at blive anses som en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende med den effekt, at der skal gives fradrag for de i indkomstårene 2015 og 2016 konstaterede underskud.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Formalia

Klageren har anført, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig i henhold til forvaltningslovens § 22, idet afgørelsen ikke er begrundet.

Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en skriftlig afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilken afgørelsen er truffet. Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at de har begrundet, at klageren ikke drev erhvervsmæssig virksomhed med, at der ikke var nogen indtjening i virksomheden som udgifterne kunne fradrages i, samt at virksomheden ikke har dokumenteret, at den har udsigt til på et senere tidspunkt at blive rentabel. Endvidere er der henvist til statsskatteloven, det relevante afsnit i den juridiske vejledning samt relevant praksis på området.

Det fremgår endvidere af Skattestyrelsens afgørelse, at der nægtes fradrag for underskud vedrørende 2015 og 2016. Ud fra en naturlig sproglig forståelse må dette betyde hele indkomståret 2015 og 2016. Der er ikke oplysninger i sagen, der kræver en egentlig stillingtagen til, om virksomheden skulle være ophørt på et andet specifikt tidspunkt (som f.eks. ved frasalg af virksomhedens væsentligste aktiv). Det bemærkes videre, at den skattepligtige indkomst opgøres på grundlag af indkomsten i indkomståret, og at indkomståret som udgangspunkt er kalenderåret, jf. kildeskattelovens § 22.

Forvaltningslovens krav til en begrundelse er hermed opfyldt.

Landsskatteretten finder således, at Skattestyrelsens afgørelse ikke er ugyldig.

Berettiget forventning

Klageren har gjort gældende, at Skattestyrelsen kun med fremadrettet virkning kan anse virksomheden for ikke-erhvervsmæssig og ikke med tilbagevirkende kraft.

Skattestyrelsen har mulighed for at ændre den skattepligtige indkomst, hvis Skattestyrelsen afsender varsel om at ændre indkomsten senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Skattestyrelsen skal træffe afgørelse om ændring af indkomsten senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Det fremgår af sagen, at Skattestyrelsen har overholdt disse frister.

Forventningsprincippet indebærer, at en borger under visse betingelser kan støtte ret på en forhåndstilkendegivelse fra en myndighed, selvom dette vil indebære, at borgeren får en retsstilling, der ikke er i overensstemmelse med skattereglerne. Borgeren har i så fald en retsbeskyttet forventning.

Skattemyndighedernes passivitet – dvs. at skattemyndighederne ikke har reageret over for, at klageren har selvangivet virksomhedens underskud for tidligere indkomstår – kan ikke føre til, at klageren har en retsbeskyttet forventning om, at klageren har ret til fradrag for virksomhedens underskud i de påklagede indkomstår. Der henvises til Højesterets domme af SKM2015.24.HR og SKM2017.512.HR.

Erhvervsmæssig virksomhed

Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Private udgifter kan ikke fradrages. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 2.

I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen. Underskud af ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages. Efter praksis indgår det med en betydelig vægt, om virksomheden kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, det vil sige er indrettet med henblik på en systematisk indkomsterhvervelse. Dette fremgår af Højesterets dom af 4. november 1999, som er offentliggjort i TfS 1999,863, og af Højesterets dom af 2. februar 2007, som er offentliggjort i SKM2007.107.HR.

I Højesterets dom af 2. februar 2007 havde der i de foreliggende år været en beskeden omsætning og negative driftsresultater, og da der heller ikke var udsigt til, at virksomheden fremover ville give en rimelig fortjeneste, tiltrådte Højesteret, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet, hvorfor underskuddet ikke var fradragsberettiget.

Virksomheden skal derfor over en længere periode give overskud eller have udsigt til at give overskud på den primære drift, således at der er mulighed for forrentning af fremmedkapital og den investerede egenkapital samt en rimelig driftsherreløn.

Om virksomheden havde udsigt til senere at give en rimelig fortjeneste skal bedømmes ud fra driftsformen i de påklagede indkomstår.

Der lægges også vægt på, om virksomheden har været drevet med en tilstrækkelig høj intensitet. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 7. december 1999, som er offentliggjort i TfS 2000,16, og til Østre Landsrets dom af 11. maj 2006, som er offentliggjort i SKM2006.428.ØLR. I Østre Landsret dom af 28. februar 2019 offentliggjort som SKM2019.186.ØLR udtalte Landsretten, at intensitetskravet er et økonomisk kriterium og indebærer, at virksomheden har haft en omsætning af en vis størrelse. Intensitetskravet er således ikke opfyldt alene på baggrund af skatteyderens betydelige arbejdsindsats i virksomheden.

I årene 2015 og 2016 udgjorde virksomhedens omsætning 0 kr. Med henvisning hertil må klagerens virksomhed siges at haft så underordnet et omfang, at den ikke opfyldte kravene til økonomisk og driftsmæssig intensitet.

Det skal i øvrigt bemærkes, at klageren har haft regnskabsmæssige underskud i virksomheden i indkomstårene 2015 og 2016 på henholdsvis 239.315 kr. og 276.667 kr. efter driftsøkonomiske afskrivninger og renter. I de efterfølgende år er der selvangivet underskud på henholdsvis 238.742 kr. i 2017 og 210.254 kr. i 2018.

Landsskatteretten finder, at det ikke er tilstrækkelig sandsynliggjort, at virksomheden fremadrettet vil blive rentabel og give en fortjeneste med plads til en rimelig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital.

Klageren har oplyst, at virksomhedens art medfører, at der ikke er en omsætning, hvis ikke der bliver solgt et projekt. Til dette bemærker Landsskatteretten, at det er en betingelse for at drive erhvervsmæssig virksomhed, at virksomheden drives med en tilstrækkelig høj intensitet samt at den har udsigt til at blive rentabel indenfor en kortere årrække. Karakteren af klagerens virksomheden kan således ikke medføre, at disse kriterier ikke skal være opfyldt.

Det er klageren, som skal dokumentere, at virksomhedens manglende indtægter og underskud er af forbigående karakter. Dette kan f.eks. ske ved udarbejdelse af budgetter samt ved fremlæggelse af aftaler om fremtidige arbejdsopgaver. I nærværende sag har klageren ikke fremlagt dokumentation for, at virksomheden i indkomstårene 2015 og 2016 havde udsigt til at generere indtægter, således at virksomheden havde udsigt til at blive rentabel. Dette understøttes af, at der for de efterfølgende år er selvangivet underskud. Der er således ikke grundlag for at antage, at virksomhedens manglende indtægter og underskud er forbigående.

Den erhvervsmæssige aktivitet anses herefter for ophørt ved udgangen af 2014, hvor Skattestyrelsen ikke har anfægtet, at klageren drev erhvervsmæssig virksomhed, og hvor virksomheden har haft en betydelig omsætning. Klageren kan derfor ikke få fradrag for virksomhedens underskud i indkomstårene 2015 og 2016. Der er ikke grundlag for at antage, at den erhvervsmæssige aktivitet er ophørt på andet tidspunkt. I den forbindelse bemærkes endvidere, at skatteregnskaberne for indkomstårene 2015 og 2016 er udarbejdet for kalenderåret.

Det forhold at klageren besidder de faglige forudsætninger for at drive den pågældende virksomhed, at det er hans fuldtidsarbejde, samt at virksomheden i tidligere år har haft overskud kan ikke alene ændre på ovenstående vurdering, idet virksomheden på det foreliggende grundlag ikke i de påklagede indkomstår havde den fornødne intensitet eller havde udsigt til inden for en årrække at blive rentabel. Der henvises til Retten i [by3] dom af 17. juli 2017, offentliggjort i SKM2017.463 BR, hvor retten fandt, at en tandlægepraksis ikke var en erhvervsmæssig virksomhed, da skatteyderen ikke under sagen havde tilvejebragt det fornødne sikre grundlag for at antage, at virksomheden fremadrettet ville udvikle sig således, at den vil kunne give en rimelig fortjeneste. Det kunne ikke føre til at andet resultat, at virksomheden havde haft en årrække med overskud og høj omsætning og at skatteyderens var i besiddelse af de faglige forudsætninger. Virksomhedens karakter og formål førte heller ikke til en anden bedømmelse. Det forhold, at der havde været et fald i omsætning, som formentlig kunne tilskrives skatteyderens sygdom kunne heller ikke føre til en anden vurdering.

Klageren henviser til Landsskatterettens kendelse af 14. maj 2004, offentliggjort som SKM2004.244LSR hvor Landsskatteretten godkendte, at en rådgivningsvirksomhed kunne fradrage sit underskud i opstartsåret 1999 og i afviklingsåret 2000. Retten lagde bl.a. vægt på, at virksomheden ophørte i 2000, samt at omsætningen var steget fra 24.492 kr. i 1999 til 32.216 kr. i 2000. Landsskatteretten finder, at kendelsen ikke er sammenlignelig med nærværende sag, idet klagerens omsætning ikke er steget, men derimod faldet fra 240.000 kr. i 2014 til 0 kr. i 2015 og 2016.

Da virksomheden ikke har været drevet erhvervsmæssigt i de påklagede indkomstår, kan virksomhedsordningen ikke anvendes for klagerens konsulentvirksomhed jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1.

Da virksomheder som ikke er erhvervsmæssige, alene kan få fradrag for de udgifter, som kan indeholdes i virksomhedens indtægter, og klagerens virksomhed ikke har haft en indtægt i de påklagede indkomstår, har Landsskatteretten ikke taget stilling til, hvorvidt der er tale om fradragsberettigede udgifter.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.