Kendelse af 31-05-2021 - indlagt i TaxCons database den 23-06-2021

Faktiske oplysninger

Klageren var i indkomstårene 2016 og 2017 ansat i selskabet [virksomhed1] ApS (herefter selskabet). Selskabets formål er at udføre almindelig smedevirksomhed. Selskabet har adresse ved [adresse1], [by1]. Adressen er sammenfaldende med direktør og hovedanpartshaver [person1]s private adresse.

Klageren havde fast bopæl på adressen [adresse2], [by2].

Selskabet har i indkomstårene 2016 og 2017 udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse på henholdsvis 36.172 kr. og 27.979 kr.

Ifølge Skattestyrelsens kontroloplysninger ejede klageren ikke en bil i indkomstårene 2016 og 2017.

Klagerens repræsentant har ved mail af 30. maj 2018 oplyst, at selskabet har udbetalt godtgørelse for en del af afstanden mellem medarbejdernes bopæl og en offentlig parkeringsplads beliggende, [adresse3] i [by1], dog således at ikke hele afstanden er blevet dækket. Til dette har repræsentanten forklaret følgende:

”[virksomhed1]’s koncept og styrke er at sende jydske faglærte håndværkere til Sjælland. Selskabet fylder firmabilerne op i Jylland, som det giver mest mening både i forhold til logistik og teams når selskabet kommer frem til forskellige byggepladser på Sjælland.

Alle medarbejderne bor i rundt omkring i Jylland og alle opgaver/byggepladser/kunder ligger i [...]. Medarbejderne bor i løbet af ugen i [by3].

Firmabilerne er parkeret i [by1] midtby på offentlige parkeringspladser, beliggende på [adresse3], på den ny og gamle marina, ved camping pladsen.

Det er så vidt muligt dokumenteret hvilke biler der er anvendt til kørslen, men da der er plads til i hvert fald 3 personer i alle biler, sørger selskabet for at bilerne er fyldt rigtig op med rette kompetencer. Det er ikke de samme personer der kører i samme firmabil uge efter uge. ”

Skattestyrelsen har oplyst, at afstanden fra [adresse3] til selskabets adresse på [adresse1], [by1], ifølge krak er ca. 200 – 300 meter, alt efter hvor man holder parkeret. Selskabets repræsentant har oplyst, at parkeringspladserne ikke ligger i tilknytning til selskabets adresse.

Ved møde med Skatteankestyrelsen den 4. juni 2019 forklarede klagerens repræsentant, at der udelukkende udføres administrationsarbejde på selskabets adresse, og at medarbejderne aldrig udfører arbejde ved firmaadressen.

Klagerens repræsentant har ved indsigelse til Skattestyrelsen gjort gældende, at der synes at være tale om en misforståelse af 60-dages reglen. I samme forbindelse gør repræsentanten gældende, at så længe medarbejderne aldrig kommer på firmadomicilet, er firmadomicilet ikke en fast arbejdsplads efter 60-dages reglen.

Klagerens repræsentant har fremlagt en række køresedler. Det fremgår bl.a. af køresedlerne, hvilke byer der er kørt imellem, afstanden mellem byerne, samt hvilket køretøj der er anvendt i feltet REG.nr..

Det fremgår af køresedlerne, at klageren ugentligt har kørt 225 km mellem [by4] og [by1] tur/retur. Til kørslen har han anvendt køretøjerne med reg.nr. [reg.nr.1] (Mercedes-Benz Sprinter – Varebil) og [reg.nr.2] (Mercedes Benz Vito – Varebil) i begge relevante indkomstår.

Repræsentanten har til Skattestyrelsen fremlagt en række tillæg til køresedlerne. Disse indeholder modtagerens navn, start- og slutadresser, antal kørte km, de anvendte satser og en opgørelse over de udbetalte beløb.

Det fremgår af selskabets R75S, at ovenstående varebiler er registreret i selskabet.

Repræsentanten har oplyst, at de reg.nr. som der er angivet på køresedlerne, er et udtryk for de biler som medarbejderne har kørt i fra [by1] og til de midlertidige arbejdssteder i [by3].

Det fremgår ikke af oversigterne eller køresedlerne, hvilken bil der er kørt i mellem [by4] og [by1]. Afregningerne er ikke underskrevet af hverken modtageren eller udbetaleren.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at de udbetalte befordringsgodtgørelser anses som yderligere løn og har forhøjet klagerens personlig indkomst med henholdsvis 22.232 kr. og 17.398 kr. for indkomstårene 2016 og 2017. Skattestyrelsen har godkendt befordringsfradrag mellem bopæl og [by1] efter ligningslovens § 9 C.

Til støtte herfor anfører SKAT:

”Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, skal som udgangspunkt medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Det følger af ligningsloven§ 9, stk. 4.

Denne hovedregel gælder dog ikke godtgørelse for befordrings- og rejseudgifter, der er omfattet af ligningsloven § 9 A og § 9 B. Disse godtgørelser er skattefrie, såfremt de ikke overstiger de af Skatterådet fastsatte takster, og såfremt betingelserne for udbetalingerne i øvrigt er opfyldt.

Skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningsloven § 9 B

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at der er tale om erhvervsmæssig befordring til/fra/inden for et indtægtsgivende arbejdssted.

Af § 2, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 fremgår det, at dokumentationen (bogføringsbilaget) for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse skal indeholde følgende oplysninger:

1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nr.

2. Kørslens erhvervsmæssige formål

3. Dato for kørslen

4. Kørslens mål med eventuelle delmål (adresser på start- og slutsted og delmål)

5. Angivelse af antal kørte kilometer

6. De anvendte satser

7. Beregning af befordringsgodtgørelsen

I forbindelse med gennemgang af materiale hos [virksomhed1] ApS er det konstateret, at der er udbetalt kørselsgodtgørelse for kørsel i egen bil mellem din bopæl og [by1], jævnfør vedlagte bilag.

Ifølge det indsendte materiale er firmabilerne parkeret på offentlige parkeringspladser beliggende på [adresse3] i [by1] på den nye og den gamle marina og ved campingpladsen. Afstanden herfra og til selskabets adresse på [adresse1], [by1] er ifølge Krak ca. 200 - 300 meter, alt efter hvor ved marinaen eller campingpladsen, man holder.

Da de offentlige parkeringspladser ligger inden for gåafstand fra selskabets adresse, er det vurderet, at der reelt er tale om kørsel mellem hjem og arbejde, når du kører fra bopælen til [by1] og retur.

Da der er udbetalt skattefri godtgørelse for kørsel mellem hjem og arbejde, anses selskabet ikke for at have ført den fornødne kontrol med udbetalingerne, jævnfør§ 2 stk. 1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, ligesom kørslen ikke kan anses for erhvervsmæssig, jævnfør ligningsloven§ 9 B.

Den udbetalte kørselsgodtgørelse anses derfor for skattepligtig løn omfattet af kildeskatteloven § 43.

Når der er tale om skattepligtig løn, er du skattepligtig af lønnen i henhold til statsskatteloven§ 4 c.

Du er ligeledes pligtig til at betale arbejdsmarkedsbidrag i henhold til arbejdsmarkedsbidragsloven

§ 1, og bidragsgrundlaget udgør din løn i henhold til arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1.

Fradrag for kørsel mellem hjem og arbejde

(..)

Ifølge vores oplysninger fra din arbejdsgiver [virksomhed1] ApS har selskabet stillet arbejdsbi! til rådighed for kørslen fra [by1] til [by3].

Du er derfor berettiget til at ia kørselsfradrag fra din bopæl og til [by1]. Ifølge de indsendte køresedler er der kørt frem og tilbage til [by3] en gang i ugen i 46 uger i 2016 og i 36 uger i 2017.

Dit befordringsfradrag kan derfor beregnes således, jævnfør Ligningsloven § 9 C:

2016

Dagligt befordringsfradrag

0 - 24 km00,00

24 – 120 km96 * 1,99191.04

121 - 232 km112 * 1,00112,00

303,04

Kørselsfradrag46 * 303,0413.939,84

2017

Dagligt befordringsfradrag

0 - 24 km00,00

24 – 120 km96 * 1,93185,64

121 - 232 km112 * 0,97108,64

293,92

Kørselsfradrag36 * 293,9210.581,12

(...)”

Skattestyrelsen har i forbindelse med høringen af klagen følgende kommentarer:

”Ny forklaring vedrørende parkering

I klagen anfører [person2] følgende:

"Når værkstedsvognene ikke er i brug, er bilerne parkeret på skiftende offentlige parkeringspladser i [by1]. Det er tilfældigt, hvilken af de offentlige pladser bilerne holder på, og bilerne kunne også være parkeret på parkeringspladser tættere på motorvejen. Årsagen til at bilerne har været parkeret i [by1] er primært, at det så er let for medarbejderne at finde bilerne."

Denne forklaring er forskellig fra den indsendte forklaring den 30. maj 2018:

"Firmabilerne er parkeret i [by1] midtby på offentlige parkeringspladser, beliggende på [adresse3], på den ny og gamle marina, ved camping pladsen."

[person2] har således ændret forklaring. Forklaringen fra den 30. maj 2018 må som den først indsendte lægges til grund som gældende. Dette understøttes af oplysninger fra en ansat, [person3], der i forbindelse med dokumentation for skattefri godtgørelse har anført, at han kører til adressen [adresse1], [by1].

At bilerne kunne være parkeret andre steder er irrelevant, da det er de faktiske forhold, der skal vurderes.

Ifølge den indsendte forklaring den 30. maj 2018 er bilerne parkeret på [adresse3] i [by1] på den nye og den gamle marina og ved campingpladsen. Afstanden herfra og til selskabets adresse på [adresse1], [by1] er ifølge Krak ca. 200 - 300 meter, alt efter hvor ved marinaen eller campingpladsen, man holder. De offentlige parkeringspladser ligger således inden for gåafstand, hvorfor der reelt er tale om kørsel mellem hjem og arbejde, når de ansatte kører mellem [by1] og deres bopæle.

Forholdene for de ansatte anses ikke for at være sammenlignelige med forholdene i SKM2016.239.SR, hvor afstanden mellem en ikke offentlig, reserveret parkeringsplads og arbejdssted er så stor, at det er aktuelt at bruge bilen mellem de to steder. Her blev parkeringspladsen ikke anset for at være en arbejdsplads.

Da der ikke er parkeringspladser nok til selskabets biler ved [adresse1], [by1], betragtes et område i en afstand af 200 - 300 m herfra for at være i tilknytning til selskabets adresse. ”

Skattestyrelsen har den 10. oktober 2018 fremsendt udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling, hvoraf følgende fremgår:

”I nærværende sag har Skattestyrelsen i afgørelse af 10. oktober 2018 forhøjet klagers skattepligtige indkomst, da befordringsgodtgørelse er anset for værende skattepligtig.

Skatteankestyrelsen har indstillet, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes. Skattestyrelsen har nedenstående bemærkninger.

Efter § 2, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, om rejse- og befordringsgodtgørelse, er det en betingelse for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med at betingelserne herfor er opfyldt.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at denne kontrol ikke er ført. Dette er henset til, at start og slutadresserne ikke er konkretiserede, herunder at disse er angivet som ”[by5]-[by1]” og ”[by2]-[by1]”, mens klager har adresse i [by6], og at kørselsbilagene ikke er underskrevet af hverken modtager eller udbetaler af godtgørelsen.

Herudover har udbetaler af godtgørelsen ikke haft mulighed for at kontrollere antallet af kørte km i egen bil, idet køresedlerne er udfyldt med registreringsnumre, der tilhører arbejdsgivers biler, ”Privat bil” eller ”*”.

På baggrund af ovenstående er det Skattestyrelsens opfattelse, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse ikke er opfyldt, hvorved godtgørelsen anses som skattepligtig. Desuden henvises til Skattestyrelsens bemærkninger i den sammenholdte sag vedrørende selskabet. ”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at de udbetalte befordringsgodtgørelser, som selskabet har udbetalt er skattefrie.

Til støtte herfor har repræsentanten anført:

”Baggrunden for sagen er den af arbejdsgiver, [virksomhed1] ApS udbetalte kørselsgodtgørelse, som selskabet udbetalte i 2016 og 2017 til sine medarbejdere, herunder min kunde.

De pågældende medarbejdere bor alle i Jylland, og arbejdede i 2016 og 2017 som håndværkere ved skiftende arbejdssteder på Sjælland.

Til brug for arbejdet har selskabet en række værkstedsvogne, som medarbejderne ifølge aftale benytter til udførelse af arbejdet.

Når værkstedsvognene ikke er i brug, er bilerne parkeret på skiftende offentlige parkeringspladser i [by1]. Det er tilfældigt, hvilken af de offentlige pladser bilerne holder på, og bilerne kunne også være parkeret på parkeringspladser tættere på motorvejen. Årsagen til at bilerne har været parkeret i [by1] er primært, at det så er let for medarbejderne at finde bilerne.

I forbindelse med medarbejdernes kørsel til de skiftende arbejdspladser, kører medarbejderne i egen bil til den parkeringsplads, hvor værkstedsbilen, som den pågældende skal bruge, holder. Herefter bytter medarbejderen bil, sådan at medarbejderens egen bil parkeres på den pågældende parkeringsplads, hvorefter medarbejderne kører videre i værkstedsvognen.

Selskabet firmaadresse indeholder ikke værksted, men alene et kontor, som alene anvendes af selskabets administrative personale. Medarbejderne kommer derfor ikke på firmaadressen, da der ikke her er arbejdsfunktioner, som de udfører.

Firmaadressen er beliggende i tilknytning til gå-gaden i [by1] og har ingen parkeringsmuligheder. Bilerne holder aldrig på denne.

Ifølge aftalen mellem medarbejderne og selskabet dækkede selskabet udgifterne til hele strækningen fra medarbejdernes bopæl til arbejdsstedet på Sjælland, dog således at strækningen fra bopælen til parkeringspladsen blev dækket efter reglerne for skattefri godtgørelse, mens resten af strækningen foregik i værkstedsvognen.

Begrundelse for klagen

Skattestyrelsen har afvist, at medarbejderne kan modtage skattefri godtgørelse for kørslen mellem bopælen og parkeringspladserne, hvor værkstedsvognene er placeret.

Dette skyldes, at Skattestyrelsen har anset parkeringspladserne for at være arbejdspladser. Da parkeringspladserne ligger i gå-afstand til selskabets adresse, er styrelsen herefter er af den opfattelse, at der er tale om kørsel i strid med 60-dages reglen, jf. LL § 9B.

Jeg skal anmode Skatteankestyrelsen om at ændre Skattestyrelsens afgørelse og anerkende, at godtgørelsen er skattefri, da kørslen må anses for erhvervsmæssig og ikke i strid med 60 -dages reglen.

Ifølge ligningslovens § 9B anses kørsel for erhvervsmæssig, hvis der er tale om følgende kørsel:

Det afgørende for om kørsel fra bopælen kan dækkes skattefrit, er dermed om der køres til en fast arbejdsplads, dvs. en arbejdsplads, hvortil der er kørt i strid med 60-dages reglen, eller om der køres til en midlertidig arbejdsplads.

Ifølge cirkulære nr. 72, 1996, afsnit 17.2.1.2 er en arbejdsplads et geografisk sted, som medarbejderen møder ved for at udføre arbejde, der er indtægtsgivende, jf. uddrag fra cirkulæret:

”Også begrebet arbejdsplads i § 9C er identisk med arbejdspladsbegrebet i § 9B. Alene kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted og ikke f.eks. til et uddannelsessted er omfattet af reglerne. Dette gælder, selv om der ydes løn under uddannelsen. Til gengæld er alle former for arbejdspladser, der ikke tillige er den skattepligtiges bopæl, omfattet, herunder ud over almindelige faste arbejdspladser f.eks. kundebesøg, konferencer eller steder for afhentning af post eller materialer. Som arbejdsplads betragtes også steder, hvor den pågældende modtager undervisning i efteruddannelsesøjemed som et led i arbejdet.”

Når medarbejderen standser på en parkeringsplads for at skifte bil, er der ifølge praksis ikke tale om standsning ved en arbejdsplads.

Dette skyldes, at en offentlig parkeringsplads ikke betragtes som et arbejdssted, da standsningen ikke sker for at udføre arbejde, men alene for at skifte bil.

Dette følger af Skatterådets afgørelse i f.eks. SKM 2016.323 SR, hvor Skatterådet fastslår, at en parkeringsplads ikke er en arbejdsplads, når der ikke udføres arbejde på pladsen. Skatterådet angiver samtidig, at det afgørende for om kørslen til og fra parkeringspladsen er erhvervsmæssig er om 60 dages reglen er overholdt i forhold til endemålet for kørslen. Det vil sige, at 60-dages reglen bedømmes på grundlag af strækningen fra bopælen til endemålet for kørslen, jf. uddrag fra kendelsen:

”Det er SKATs opfattelse, at en parkeringsplads ikke er en arbejdsplads for spørger, da hun ikke udfører arbejde for arbejdsgiveren på stedet. Kørslen kan godt være erhvervsmæssig alligevel. Det er den, hvis den opfylder betingelserne i 60-dagesreglen, eller i en af de andre undtagelser vedrørende beskatning af fri bil i ligningslovens § 16, stk. 4.

Selve handlingen at hente den bil, som spørger skal anvende til at køre fra parkeringspladsen videre ud til arbejdssteder, kan ikke i sig selv anses for et arbejde udført for arbejdsgiveren.

Det afgørende for en eventuel beskatning er, om bilen efterfølgende anvendes til erhvervsmæssig eller privat befordring.

Når parkeringspladsen ikke anses som et arbejdssted, er befordringen i den pågældende bil befordring på en del af strækningen mellem hjem og arbejde. Man må derfor se på, om den enkelte strækning er privat kørsel mellem hjem og arbejde, eller erhvervsmæssig kørsel. Det lægges til grund, at det i anmodningen er relevant at få afklaret 60-dagesreglens indflydelse på denne vurdering. Det er derfor ikke relevant her at vurdere befordringen ud fra de andre undtagelser for beskatning af fri bil f.eks. reglerne om særlige køretøjer, tilkaldevagt, 25- ganges regel m.v.”

Se også uddrag fra Juridisk Vejledning, afsnit C.A.4.3.3.1.2, hvor praksis er skitseret i forhold til LL § 9B, dvs. reglen om skattefri kørselsgodtgørelse. Der er derfor ingen tvivl om, at Skattestyrelsen anser SKM 2016.323 SR som udtryk for gældende ret, jf. uddraget:

”En parkeringsplads, hvor en tjenestebil blev afhentet/stillet blev ikke anset for en arbejdsplads for spørgeren i relation til LL § 9 B . Det forhold, at en del af spørgers administrative arbejde blev udført i tjenestebilen medførte ikke, at bilen kunne anses for en arbejdsplads. Se SKM2016.239.SR.”

Når endemålet for kørslen er en skiftende arbejdsplads, vil hele strækningen fra bopælen til den skiftende arbejdsplads dermed være erhvervsmæssig. Det ændrer ikke herved, at der på turen sker et bilskifte på en offentlig parkeringsplads, heller ikke selv om bilskiftet hver gang sker på samme parkeringsplads.

I min kundes sag er 60 dages reglen overholdt, idet kørslen fra bopælen til arbejdspladsen på Sjælland overholder 60-dages reglen. Virksomheden har derfor mulighed for skattefrit at dække hele strækningen fra bopælen til den midlertidige arbejdsplads, men også at dække en del af denne.

Det ændrer ikke herpå, at medarbejderne på vej til den midlertidige arbejdsplads på Sjælland standser for at skifte bil, da parkeringspladserne ikke er en arbejdsplads.

Dette gælder selv om parkeringspladserne ligger i gå-afstand til firmaets adresse.

Firmaadressen er heller ikke en arbejdsplads for medarbejderne i relation til § 9B, da medarbejderne ikke kommer på firmaadressen, da der på denne ikke er arbejde at udføre. Firmaadressen bliver derfor aldrig til en arbejdsplads for medarbejderne efter 60-dages reglen, selv om medarbejderne standser i nærheden af denne.

Medarbejdernes bilskifte i nærheden af firmaadressen kan dermed ikke sidestilles med, at de møder på en fast firmaadresse, da formålet med stoppet ikke er at udføre arbejde, hverken på parkeringspladsen eller på firmaadressen.

Derudover gælder det jo faktisk, at parkeringspladserne heller ikke i geografisk henseende er identiske med firmaadressen, selv parkeringspladserne ligger i gå-afstand.

Jeg skal i den forbindelse henvise til, at det er tilfældigt, at værkstedsbilerne parkeres i gå-afstand til firmaadressen, idet skiftet kunne ske hvor som helst i nærheden af motorvejen. Medarbejderne har dermed ikke behov for at skiftet sker i nærheden af firmaadressen.

Jeg skal på grundlag af ovennævnte anmode Skatteankestyrelsen om at ændre Skattestyrelsens afgørelse og frafalde beskatningen af godtgørelsen. ”

Klagerens repræsentant har følgende kommentarer til Skattestyrelsens udtalelser til klagen:

”Det fremgår at Skattestyrelsen har den opfattelse, at der er afgivet ændrede oplysninger. Det er ikke korrekt. Der er kun få p-pladser i [by1] og det er de samme pladser, som omtales over for Skattestyrelsen, som de der er angivet i klagen. Forskellen er alene, at de overfor Skattestyrelsen er angivet med adresser, mens der ikke er sat adresser på i klagen.

Min opfattelse er imidlertid, at det er fuldstændig uden betydning for sagens afgørelse, hvilke p-pladser der er tale om, jf. det følgende.

Skattestyrelsens udtalelse synes at være baseret på en misforståelse af 60-dages reglen.

Skattestyrelsen ser ud til at antage, at et firmadomicil pr. definition er en fast arbejdsplads efter LL § 9B.

Dette er ikke korrekt.

Om en arbejdsplads er fast eller skiftende i forhold til LL § 9B, afhænger udelukkende af 60 -dages reglen. En adresse, herunder firmadomicilet bliver dermed kun fast, hvis 60-dages reglen er overskredet i forhold til adressen.

Da medarbejderne i min kundes tilfælde aldrig kommer på firmadomicilet (som er sammenfaldende med virksomhedsejerens bopæl), er firmadomicilet ikke en fast arbejdsplads efter 60 -dages reglen.

Det ændrer ikke herved, at medarbejderne bytter bil i nærheden af firmadomicilet, da bilskifte ikke kan sidestilles med arbejde.

Der vil derfor aldrig blive tale om kørsel i strid med 60-dages reglen, selv om medarbejderne foretager bilskiftet i nærheden af firmadomicilet. Kørslen vil dermed være erhvervsmæssig. ”

Klagerens repræsentant har i forbindelse med høring af sagsfremstillingen udtalt følgende:

”Det fremgår af indstillingen, at ankestyrelsen foreslår, at klagerne ikke imødekommes.

Begrundelserne for indstillingen er ny i forhold til den begrundelse, som Skattestyrelsen har afgjort sagen ud fra.

Ankestyrelsen begrunder sit forslag med, at mine kunder ikke har påført registreringsnummeret på egen bil på kørselsbilagene, hvorfor bilagene efter styrelsens opfattelse ikke lever op til SKATs krav.

Derudover påstår styrelsen, at godtgørelsen udbetales ud fra en forud planlagt rute og med faste månedlige beløb, og antyder endvidere at medarbejderne kan have kørt sammen, hvilket styrelsen mener kunne være modbevist, hvis medarbejderne havde påført deres bilers registreringsnumre på kørselsbilagene.

Ankestyrelsen har derimod ikke forholdt sig til Skattestyrelsens begrundelse for afgørelsen, nemlig forståelsen af 60-dages reglen.

Jeg mener, at styrelsens indstilling skal afvises som usaglig og baseret på postulater.

For det første er der ikke tale om udbetaling ud fra en forud planlagt rute. Medarbejderne kører i sagens natur samme strækning fra bopælen til og med Storebælt, herunder via pladsen, hvor værkstedsbilerne er parkeret, dog således at der kan være afvigelser på grund af vejarbejde og lignende. Hver tur fra bopælen til værkstedsbilerne er dækket af et kørselsbilag. Det forhold, at kørslen i Jylland til og med Storebælt er den samme hver gang med små afvigelser for vejarbejde m.v., er ikke dokumentation for, at der udbetales godtgørelse ud fra ”faste månedlige beløb”, men skyldes alene at arbejdet foregår på Sjælland. Styrelsens argument om forud planlagt rute må afvises som klart usagligt.

For det andet er der ikke belæg for at medarbejderne skulle køre sammen. Det forhold at medarbejdere bor i nærheden af hverandre er ikke et argument for at påstå at de kører sammen. Hvis dette skulle være et gyldigt argument, kunne ingen virksomheder udbetale godtgørelse, hvis virksomheden havde medarbejdere bosiddende i nærheden af hinanden, da styrelsen så altid kunne komme med en sådan påstand uden dokumentation. Styrelsens antydning om samkørsel har ingen støtte i faktum, og herunder er der intet belæg for antage at selskabet skulle acceptere at udbetale godtgørelse til flere medarbejdere end der faktisk er ret til. Dette argument må også afvises som usagligt.

For det tredje må det afvises, at styrelsen kan afvise skattefriheden med henvisning til at bilagene indeholder registreringsnumrene på værkstedsbilerne.

Som tidligere oplyst har angivelsen af værkstedsvognenes registreringsnummer intet at gøre med kørselsgodtgørelsen, og intet at gøre med den strækning, som der udbetales kørselsgodtgørelse for.

Angivelsen sker i stedet af hensyn til udbetalingen af rejsegodtgørelse, som det tidligere er oplyst. Årsagen er, at virksomheden derved kan tjekke, hvornår den pågældende medarbejder krydser Storebælt, hvilket sikrer at der kan udbetales korrekt rejsegodtgørelse, da det via kvitteringen fra Storebælt fremgår, hvornår broen er blevet krydset af den medarbejder, der fører den pågældende værkstedsvogn. Det bemærkes her, at værkstedsvognen som tidligere nævnt kun anvendes på strækningen parkeringspladsen i [by1] til byggepladserne på Sjælland.

Angivelsen af værkstedsvognenes registreringsnummer kan på ingen måde medføre, at kørselsgodtgørelsen bliver skattepligtig.

Modsat kan styrelsen heller ikke betinge skattefriheden for kørselsgodtgørelsen af, at kørselsbilagene er påført registreringsnummeret på medarbejderens egen bil, da dette strider imod kravene til kørselsbilag, således som disse er fastsat i BEK 173/2000.

BEK 173/2000 er udstedt med hjemmel i LL § 9, stk. 4 (tidligere stk. 5). Af bestemmelsen fremgår, at Skatteministeren skal fastsætte nærmere regler om kontrol og administration af godtgørelsen, herunder befordringsgodtgørelsen i LL § 9B.

Ministeren har i Bekendtgørelsens § 2, stk. 2 udnyttet sin hjemmel og fastsat følgende krav til indholdet af kørselsbilag, idet kørselsbilagene skal indeholde følgende oplysninger:

”1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..

2) Kørslens erhvervsmæssige formål.

3) Dato for kørslen.

4) Kørslens mål med eventuelle delmål.

5) Angivelse af antal kørte kilometer.

6) De anvendte satser.

7) Beregning af befordringsgodtgørelsen.”

Andre krav til bilagene kan ikke stilles.

Der er dermed ikke lovhjemmel til at stille krav registreringsnummer. Det fremgår jo netop af loven, at det er ministeren, som skal fastsætte regler om kontrol og administration, hvilket betyder at administrationen ikke af egen drift kan fastsætte flere krav. Denne ret har kun ministeren, og det skal ske i form af ”regler”, dvs. bekendtgørelse.

Skatteydere skal kunne støtte ret på lovens ordlyd, da alt andet vil være i strid med forventningsprincippet.

Det kan dermed ikke stilles som en betingelse fra ankestyrelsen, at bogføringsbilagene skal opfylde yderligere krav end de, som fremgår af BEK 173, for at befordringsgodtgørelsen kan udbetales skattefrit.

Derudover er det vanskeligt at se på hvilken måde angivelsen af registreringsnummer skulle øge værdien af kørselsbilagene. I virkelighedens verden vil ingen arbejdsgiver have praktisk mulighed for at kontrollere, hvilken bil medarbejderne har kørt i de respektive dage, især ikke hvis medarbejderne ikke kommer på den faste arbejdsplads, men kører direkte til kunder, eller hvor en virksomhed har mange medarbejdere. Det afgørende er, at medarbejderen faktisk har egen bil, herunder en leaset bil, mens det ikke giver mening, at arbejdsgiver hver morgen skal stå på parkeringspladsen og tjekke hvilken bil medarbejderne kører i. Kravet er derfor meningsløst.

Da hjemlen mangler og da der mangler en saglig begrundelse for at kræve angivelse af registreringsnummer, er det min opfattelse, at styrelsen ikke kan stille krav herom.

Da styrelsen ikke i øvrigt har begrundet hvorfor godtgørelsen skulle være skattepligtig, og da jeg vil fastholde, at min kunders kørselsbilag opfylder de krav, som Skattestyrelsen i medfør af bekendtgørelsen kan stille, er min opfattelse, at klagen bør imødekommes. ”

Retsmøde

Repræsentanten udleverede på retsmødet bilag 1, 2, 3, ABC og B. Bilag A er en køreseddel for medarbejderen [person4] for uge 1-13 i indkomståret 2016. Bilaget er en sammenfatning af de oplysninger, som repræsentanten tidligere har fremlagt for Skattestyrelsen som et supplement til de oprindelige køresedler. Bilag A indeholder nu præcise start- og slutadresser samt kørslens formål.

Repræsentanten gennemgik bilag A i bilag ABC og anførte, at dette lever op til kravene til kørselsbilag, herunder med angivelse af adresserne på arbejdstagernes adresser og parkeringspladserne i [by1]. Repræsentanten anførte, at bilag A også er fremlagt over for Skattestyrelsen i forbindelse med deres behandling af sagen.

Skattestyrelsen fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at der i fremlagte kørselsbilag ikke var angivet start- og slutadresser, og at bilagene ikke var underskrevet.

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelser for befordrings- og rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 A og § 9 B, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser.

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads anses for erhvervsmæssig befordring ifølge ligningslovens § 9 B, stk. 1:

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt.

Ifølge § 2 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13.03.2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren/hvervgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at den erhvervsmæssige befordring sker i lønmodtagerens eget befordringsmiddel. Som eget befordringsmiddel anses også ægtefællens eller en samlevers befordringsmiddel, når de samlevende har fælles økonomi. Fast månedlig eller årlig befordringsgodtgørelse er aldrig skattefri, men medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2.

Der er tale om en forudgående kontrol, således at betingelserne skal være opfyldt på udbetalingstidspunktet, jf. SKM2009.430.HR. Hvis kontrolkravet ikke er opfyldt, anses hele den udbetalte befordringsgodtgørelse som skattepligtig, uanset om de øvrige betingelser om erhvervsmæssig befordring er opfyldt, jf. f.eks. SKM2002.525.VLR. Hvis der udbetales mere i godtgørelser, end der er grundlag for, er hele godtgørelsen skattepligtig, jf. § 2, stk. 3, i bekendtgørelsen, jf. i øvrigt Landsskatterettens afgørelse i SKM2006.229.LSR og SKM2017.60.LSR. Herudover stilles der krav til, at der anvendes eget befordringsmiddel, således at arbejdsgiveren kan føre kontrol med kørte km i egen bil, jf. Landsskatterettens afgørelse i SKM2004.45.LSR.

I de fremlagte kørselsbilag for medarbejderne er det anført, at den kørsel, der er udbetalt godtgørelse for, skete i selskabets biler. Repræsentantens oplysninger om, at kørslen i strid hermed skete i medarbejdernes egne biler, er ikke støttet af objektive kendsgerninger, herunder fremgår det ikke af nogle af de mange kørselsbilag, at medarbejderne har kørt i andre biler end selskabets, og Skattestyrelsen har oplyst, at medarbejderen [person4] ikke ejede en bil i indkomstårene 2016 og 2017. Som følge heraf finder Landsskatteretten, at det ikke kan lægges til grund, at medarbejderne kørte i egne biler.

Allerede derfor finder Landsskatteretten, at betingelserne for udbetalingen af skattefri godtgørelse ikke er opfyldt. De udbetalte godtgørelser er herefter skattepligtige for klageren.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.