Kendelse af 21-02-2019 - indlagt i TaxCons database den 15-03-2019

Faktiske oplysninger

Det er oplyst, at klageren har været ansat hos [virksomhed1] ([virksomhed2]) som bagageportør, og at klageren i den forbindelse pådrog sig en arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om klagerens tab af erhvervsevne den 16. juli 2014. Klageren havde på daværende tidspunkt ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne, idet Arbejdsskadestyrelsen fastsatte klagerens erhvervsevnetab til mindre end 15 %. Klageren klagede over denne afgørelse til Ankestyrelsen, der hjemviste Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til ny behandling og afgørelse. Arbejdsskadestyrelsen traf derfor en ny afgørelse den 15. december 2015, hvorefter styrelsen fortsat mente, at klageren ikke kunne få erstatning for tab af erhvervsevne. Den 14. september 2017 tiltrådte Ankestyrelsen, at klagerens tab af erhvervsevne var under 15 %.

Ved afgørelse af 15. december 2015 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at klageren ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Denne afgørelse blev påklaget til Ankestyrelsen.Ankestyrelsen fastsatte ved afgørelse af 25. maj 2018 klagerens tab af erhvervsevne til 45 %. Klageren fik tilkendt en løbende erstatning fra 1. juli 2015 og frem til tidspunktet for kapitaliseringen af erstatningen den 15. december 2015.

Til at bistå sig under sagens behandling ved Ankestyrelsen havde klageren antaget en advokat. Udgifterne hertil udgjorde 250.000 kr. inkl. moms. Klageren har indberettet et fradrag for advokatudgifterne på i alt 193.000 kr.

Klagerens repræsentant har anført, at den skattepligtige, midlertidige løbende erstatning træder i stedet for tabt arbejdsfortjeneste/indkomsterhvervelse i perioden frem til den endelige fastsættelse af erstatningen, og derfor må betragtes som indtægt i skattemæssig henseende.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2018 med 193.000 kr.

Som begrundelse for afgørelsen har Skattestyrelsen anført følgende:

”...

Regler og praksis

Udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten, se statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Efter Skattestyrelsens opfattelse kan der godkendes fradrag for advokatudgifter vedrørende erstat- ningssager i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Ifølge praksis omfatter fradragsretten alene den del af advokatudgiften, der kan henføres til de skat- tepligtige udbetalinger, dog ikke vedrørende erstatninger for tab af erhvervsevne. Dette begrundes med, at der ikke foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelse af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.

Erstatning for tab af erhvervsevne er en erstatning for tabet af indtægtsgrundlaget i modsætning til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som er en erstatning for manglende løbende indtjening, som altid er skattepligtig efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

Det er derfor Skattestyrelsens vurdering, at alene advokatudgifter, der kan henføres til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er fradragsberettigede, medens advokatudgifter, som kan henføres til erstat- ning for tab af erhvervsevne ikke er fradragsberettigede.

Ifølge Den juridiske vejledning, afsnit C.A.4.3.1.11, er der fradrag for udgifter til advokatbistand, forudsat bistanden vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen og ikke vedrører grundlaget for indkomsterhvervelsen/formuesfæren, jf. statsskattelovens § 6.

I den skattemæssige vurdering af fradrag for advokatudgifter vedrørende erstatning for erhvervsev- netab er det uden betydning om erstatningen udbetales løbende og er underlagt beskatning eller om den udbetales som et skattefrit engangsbeløb. Fradragsretten afhænger udelukkende af arten af erstatningen og ikke måden hvorpå erstatningen udbetales.

Skattestyrelsens kommentarer til de af dig indsendte bilag og henvisning

Atiklen vedrørende ”Husk skattefradrag for advokatudgifter” og SKM2001.473.LSR omhandler en sag om erstatning for uberettiget afskedigelse og et efterfølgende lønkrav på grund af forkert lønmæs- sig indplacering.

Ifølge artiklen kom Landsskatteretten frem til, at udgifter til advokatbistand kan fradrages, hvis bi- standen vedrører erhvervelse af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen.

I SKM2001.473.LSR fremgår det, at Landsskatteretten tog stilling til spørgsmålet om fradrag for afholdte advokatudgifter og fastslog,

Landsskatteretten fandt herefter, at der ikke var fradrag vedrørende kravet om erstatning for uberettiget afskedigelse, da det var tale om en tort-lignende erstatning, som efter praksis er skattefri.

For så vidt angik lønkravet fandt landsskatteretten at der var tale om almindelig skattepligtig ind- komst, hvorfor advokatudgifterne ansås for fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6 a.

Efter Skattestyrelsens opfattelse er denne afgørelse ikke sammenlignelig med din sag, som vedrø- rende erstatning for tab af erhvervsevne.

Ved tab af erhvervsevne er din mulighed for at skaffe dig et indkomstgrundlag begrænset og det er dette tab du ved erstatning kompenseres for.

Udbetalinger, der relaterer sig til tab af erhvervsevne vedrører i skattemæssig henseende ikke den løbende indkomsterhvervelse, men derimod indkomstgrundlaget, hvorfor der ikke er fradrag for de udgifter du har haft i forbindelse med erstatningen, se eventuelt Landsskatterettens afgørelse af 10. november 2017, j.nr. 15-0347427 og artikel af 1. oktober 2013 om fradragsret for advokatudgifter til sagsførelse vedrørende erstatning for tab af erhvervsevne – Landsskatterettens kendelse af 5. september 2013, j.nr. 13-0009758.

Afsnit C.A.3.7 i Den juridiske vejledning omhandler blandt andet reglerne om skattepligten for er- statninger. Det fremgår blandt andet, at erstatning for tab af erhvervsevne træder i stedet for en del af indkomstgrundlaget.

Som overfor nævnt, er det Skattestyrelsens vurdering, at når erstatningen vedrører indkomstgrundlaget, så er der ikke fradragsret for advokatudgifter.

Afsnit C.A.4.3.1.11 i Den juridiske vejledning omhandler fradrag for advokatudgifter. Det fremgår, at der er fradrag for udgifter til advokatbistand, forudsat bistanden vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen og ikke vedrører grundlaget for indkomsterhvervel- sen/formuesfæren, jævnfør statsskattelovens § 6.

Da det er Skattestyrelsens vurdering, at erstatning for tab af erhvervsevne vedrører indkomstopgørelsen og ikke erhvervelsen af indtægten, er der ikke fradragsret for advokatudgifter.

Skattestyrelsens bemærkninger til din indsigelse af 18. september 2018

Din indsigelse er vedlagt den tidligere indsendte faktura fra advokaten af 20. juni 2018 på i alt 250.000 kr. og Skattestyrelsens forslag af 10. september 2018.

Du har anført, at hovedparten af advokatens salær er blevet trukket fra den midlertidige erhvervsev- netab, som er skattepligtig. Da Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke har villet efterkomme Ankestyrelsens afgørelse, er hovedparten af den skattepligtige erstatning ikke kommet til udbetaling endnu. Du anfører videre, at du selvfølgelig ikke skal have fradrag før pengene er blevet udbetalt til dig.

Der er ikke fremkommet nye oplysninger.

Ifølge afgørelsen af 15. juni 2018 fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har du fået udbetalt en skattefri og en skattepligtig erstatning for tab af erhvervsevne.

Da erstatninger for tab af erhvervsevne er en erstatning for tabet af indtægtsgrundlaget, er der ikke fradrag for udgifter til advokat i henhold til statsskattelovens § 6...”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at udgiften til advokat er en fradragsberettiget driftsomkostning.

Klagerens repræsentant har som begrundelse for sin påstand anført følgende:

”...

Skattestyrelsens afgørelse synes at være præget af, at man ikke forstår sondringen imellem en midlertidig, løbende udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne og den endelige erstatning for tab af erhvervsevne.

Hvis man som skattestyrelsen alene fokuserer på den endelige erstatning for tab af erhvervsevne, så er konklusionen for så vidt korrekt, idet denne træder i stedet for indtægtsgrundlaget/kapitalapparatet (statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a) og ikke den løbende indtjening som er skattepligtig efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

Dette er naturligvis helt forståeligt, da sondringen vedrører et andet retsområde end det skatteretlige, nemlig det arbejdsretlige og erstatningsretlige område som det forudsætter kendskab til.

Det gøres gældende, at udgangspunktet i nærværende sag er Arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 3 og stk. 5 vedrørende hhv. en midlertidig afgørelse om erstatning og en løbende ydelse frem til den endelig fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne.

Højesteret har berørt denne sondring i en række afgørelser vedrørende udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og den erstatning som arbejdsgiveren kan blive pålagt at betale som følge af tabt arbejdsfortjeneste jf. erstatningsansvarsloven.

Højesterets afgørelse U.2013.110H giver i den forbindelse en udmærket forklaring og sondring på disse begreber, og slår fast, at erstatning for midlertidig og varigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven er erstatning for både tabt arbejdsfortjeneste og varigt erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven en kompensation for mistet indtægt. [og ikke indtægtsgrundlag alene].

I den konkrete sag medførte det, at arbejdsgiverens erstatning således skulle reduceres med den midlertidige udbetalte løbende erstatning, som ifølge Højesteret har ligheder med erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Højesteret henviser i den forbindelse og til en anden tidligere afgørelse U.2010.436H, hvor højesteretsdommer Børge Dahl og Per Sørensen giver en meget fin og udførlig forklaring omkring reglerne indenfor området.

I U.2010.436H henviser de pågældende dommere til at den midlertidige afgørelse efter den dagældende § 31, stk. 4 (nu § 17, stk. 3, og 5) i arbejdsskadesikringsloven, ikke er en afgørelse om forskud i forhold til den endelige afgørelse.

Følgende kan citeres fra Højereste dom:

”Afgørelsen efter arbejdsskadesikringsloven angår de aktuelle forhold – det midlertidige tab – ikke hvilket varigt erhvervsevnetab der må ventes uanset udfaldet af de uafklarede forhold, som er til hinder for en endelig afgørelse. En midlertidig afgørelse efter § 31, stk. 4, indeholder således ikke noget skøn over det, som er afgørende efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., nemlig det varige erhvervsevnetab.”

Højesteret konkluderer således, at der reelt er tale om erstatning for et midlertidigt indtægtstab, og dermed en parallelitet til den tabte arbejdsfortjeneste i den periode frem til den endelige erstatningsopgørelse.

Det gøres således gældende, at den midlertidige løbende erstatning træder i stedet for den tabte arbejdsfortjeneste/indkomsterhvervelse i perioden frem til den endelige erstatningsopgørelse, og således også skatteretligt må være at betragte som indtægt iht. statsskattelovens § 4 stk. 1, litra a.

Dette forhold understøttes jo også af den skattepligt som klager er blevet pålagt for denne del af erstatningen, uanset at Skattestyrelsen i sin afgørelse kategorisk afviser, at det har nogen betydning om den løbende udbetalte del af erstatningen er underlagt fuld beskatning eller om den udbetales som et skattefrit engangsbeløb.

Det gøres således gældende, at den skattepligtige midlertidige løbende udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne træder i stedet for tabt arbejdsfortjeneste og på det grundlag naturligvis skal sidestilles med den løbende indkomsterhvervelse og dermed også opnå fuld fradragsret.

Det gøres gældende, at det primære advokatarbejde forbundet med sagen vedrører den skattepligtige, midlertidige løbende udbetalte erstatning, hvorfor det også gøres gældende, at det er det fulde advokatomkostning, som skal være fradragsberettiget jf. sagens bilag 2.

...”

Landsskatteretens afgørelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere fradrages udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2010-niveau), jf. ligningslovens § 9, stk. 1. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20 og udgør i 2018 6.100 kr.

Ifølge statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgifterne og erhvervelsen af indkomsten.

Udgifter til sagsomkostninger og advokatbistand kan fradrages, hvis udgifterne vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Såfremt udgifterne vedrører rene formuedispositioner eller indkomstkilden, kan disse dog ikke fradrages.

En udbetalt erstatning for tabt erhvervsevne vedrører ikke den løbende indkomsterhvervelse, men derimod selve indkomstgrundlaget og således muligheden for overhovedet at skaffe sig en indtægt, jf. Landsskatterettens kendelser af henholdsvis 10. november 2017, journalnr. 15-0347427, 28. juli 2010, journalnr. 09-01102 og 22. december 2009, journalnr. 09-01389.

Det er i den forbindelse ikke afgørende ved vurderingen af fradragsretten for udgifter til advokatbistand, om den udbetalte erstatning er skattepligtig eller ej, jf. også Landsskatterettens kendelse af 22. december 2009, journalnr. 09-01389.

Landsskatteretten lægger til grund, at udgiften til advokatbistand er afholdt med henblik på at opnå erstatning for tab af erhvervsevne. Landsskatteretten har henset til det faktum, at Ankestyrelsen har kvalificeret erstatningen som tab af erhvervsevne.

Landsskatteretten finder på den baggrund ikke, at der kan godkendes fradrag for de afholdte advokatudgifter, jf. ligningslovens § 9, stk. 1 og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er herved henset til, at erstatningen ikke vedrører klagerens løbende indkomsterhvervelse, men derimod selve grundlaget for indkomsterhvervelsen.

Det er efter Landsskatterettens opfattelse ikke afgørende, om erstatningen udbetales løbende eller ej, da erstatningen i begge tilfælde udbetales, når der er påvist et tab af erhvervsevne. Højesterets afgørelse, U.2013.110H, kan således ikke føre til andet resultat.

Landsskatteretten henviser endvidere til Landskatteretskendelse af 29. august 2003, offentliggjort i SKM 2003.439, hvor advokatomkostninger i forbindelse med klagesag for Det sociale Nævn med henblik på forhøjelse af førtidspensionen ikke var fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen, da omkostningerne ansås at vedrøre grundlaget for indkomsterhvervelsen.

Landsskatteretten stadfæster på den baggrund Skattestyrelsens afgørelse.