Kendelse af 02-12-2019 - indlagt i TaxCons database den 19-01-2020

Journalnr. 18-0010735

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2015

Ugyldighed

Nej

Ja

Nej

Skattepligtig befordringsgodtgørelse

1.704 kr.

0 kr.

1.704 kr.

Befordringsfradrag

-

-

1.798 kr.

Indkomståret 2016

Ugyldighed

Nej

Ja

Nej

Skattepligtig befordringsgodtgørelse

6.889 kr.

0 kr.

6.889 kr.

Befordringsfradrag

-

-

6.681 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har i indkomstårene 2015 og 2016 været ansat som tolk hos [virksomhed1] ApS.

Skattestyrelsen har foretaget kontrol af klagerens arbejdsgiver og konstateret en række generelle fejl i henhold til udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse.

I 2015 har klageren modtaget 1.704 kr. i skattefri befordringsgodtgørelse, og i 2016 har klageren modtaget 6.889 kr. i skattefri befordringsgodtgørelse.

Der er fremlagt ansættelseskontrakt mellem [virksomhed1] og klageren. Under § 4 aflønning fremgår følgende:

”Tolken aflønnes således:

Løn for tolketid:

Normaltid (Hverdage kl. 8.00 – 17.00):

Kr. 170.- for påbegyndt første time Herefter betales kr. 85,- for hver påbegyndte 1/2 time

Overtid (Hverdage før kl. 8.00 og efter kl. 17.00 samt lørdage, søn- og helligdage):

Kr. 245,00 for påbegyndt første time.

Herefter betales kr. 122,50 for hver påbegyndte 1/2 time.

Løn for transporttid (sammenlagt) over 20 km:

kr. 42,50 pr. påbegyndte 1/2 time.

Kilometergodtgørelse:

kr. 2,00 pr. km efter de første 20 km.

Transporttid og kilometer beregnes ud fra Krak. Antal kilometer beregnes altid fra tolkens adresse til tolkestedet.

Der ydes ikke godtgørelse for transport udgifter til/fra mødestedet, samt eks. parkeringsafgifter.

Ved afbestilling mindre end 1 døgn før tolkningen ydes løn for 1 time. Ved afbestilling mere end et døgn før tolkning, ydes ingen kompensation.”

Klageren har fremlagt kørselsregnskab for 2015 og 2016.

Af kørselsregnskaberne fremgår klagerens navn, adresse, kørslens erhvervsmæssige formål, der er angivet som tolkning, dato for kørslen, sted hvorfra og hvortil der er kørt f.eks. [adresse1], [by1], til [adresse2], [by2], angivelse af antal kørte km, den anvendte beregningssats, som er 2, og beregning af befordringsgodtgørelsen. For fem kørsler i 2015 er der ikke angivet præcis adresse, men alene angivet bynavn f.eks. [by2]. For samme kørsler fremgår antal kørte km til 0. For 26 kørsler i 2016 er der alene angivet bynavn. For to af kørslerne fremgår antal kørte km til 0. Det fremgår, at der i alt er kørt 852 km i 2015 og 3.444,47 km i 2016.

Det fremgår af kørselsregnskaberne, at klageren har kørt til skiftende arbejdssteder.

Derudover er der fremlagt en opgørelse med navnet ”Eget regnskab for kørsel ifm. opgaver for [virksomhed1] år 2016” og overskriften ”Kørsel tolkning SKAT 2016 [...]” med dato og sted f.eks. [jobcentret], [adresse2].

Der er fremlagt to tolkebilag for tolkning den 17. juni 2016. Af tolkebilag med ordrenr. 31382 fremgår mødested til [adresse3], [by2], men at aftalen blev aflyst. Af tolkebilag med ordrenr. 31623 fremgår mødested til [adresse4], [by2], og bilaget er underskrevet af klageren samt kunden.

Af kørselsregnskaberne fremgår, at klageren har modtaget befordringsgodtgørelse for to kørsler den 17. juni 2016, hvor der er kørt fra [adresse1], [by1], til [by2]. Ordrenr. fremgår som hhv. 31623 og 31382.

I mail af 3. oktober 2018 fra klagerens arbejdsgiver til klageren fremgår følgende:

”Hej [person1]

Desværre er problemet at vi ikke har forlangt dokumentation fra vores tolke, 2015 – 2017, at de kører i egne bil, men har taget det som en selvfølge når vi blev oplyst om dette.

Derfor har vi ingen dokumentation for dette.

(...)”

Klageren har ikke stået som ejer eller bruger af en bil. Klagerens ægtefælle har siden 1. april 2011 stået som ejer og bruger af en KIA Ceed SW (registreringsnummer [reg.nr.1]).

Skattestyrelsen har fremlagt en opgørelse over befordringsfradrag for 2015 og 2016. For 2015 er befordringsfradraget opgjort til 1.797,96 kr. For 2016 er befordringsfradraget opgjort til 6.680,93 kr.

Klageren har sendt to mails til Skattestyrelsen den 2. juli 2018, hhv. kl. 12.09 og kl. 14.49.

Af mail kl. 12.09 fremgår:

”Til SKAT

Att.: [person2]

Jeg har d.d modtaget brev som jeg ikke forstår noget af. Jeg kan se beløbene:

I år 2015: 1.704 kr.

I år 2016: 6.889 kr.

I alt 8.593 kr.

Hvad betyder forslaget rent praktisk for mig? Vil det sige at jeg skal betale skat af det beløb?

Såfremt det betyder negative konsekvenser for mig, så er det uforståeligt da det ifølge brevet er virksomheden ([virksomhed1] ApS) der ikke har ført fornøden kontrol

Med venlig hilsen

[person1]”

Af mail kl. 14.49 fremgår:

”Til SKAT

Att.: [person3], [person2]

Hermed henvender jeg mig med indsigelse til brev med sags. ID. [...], idet jeg er uenig i forslaget som jeg har modtaget med [posten] d.d. 2. juli 2018 kl. 11.30, hvorpå forslaget er kommet til min kundskab.

I skriver i forhold til ligningsfrist, så gælder der en frist for indkomståret 2015 som er d. 30. juni 2017. Dvs. at der tilsvarende for indkomståret 2016 gælder en frist som er d. 30. juni 2018.

Forslaget som SKAT har tilsendt mig, er kommet mig til kundskab d.d. 2. juli 2018, hvilket betyder, at forslaget først er kommet til min kundskab efter fristens udløb d. 30. juni 2018. SKAT´s kundgørelse er dermed for sen, og derfor kan SKAT ikke gøre forslaget gældende, hvormed forslaget ikke accepteres.

Med venlig hilsen

[person1]”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har afgjort, at klageren ikke er berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse.

Som begrundelse anføres:

”(...)

Hovedreglen er, at godtgørelser, der udbetales af en arbejdsgiver til en lønmodtager, er skattepligtige, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, medmindre betingelserne i ligningslovens § 9 A (rejsegodtgørelse) eller § 9 B (befordringsgodtgørelse) er opfyldt.

For at befordringsgodtgørelse kan udbetales skattefrit, skal alle betingelser i § 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse være opfyldt.

En af betingelserne er, at arbejdsgiver fører kontrol med, at oplysningerne i bogføringsbilaget er korrekt, og at kørslen er omfattet af ligningslovens § 9 B.

Bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde:

1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..

2) Kørslens erhvervsmæssige formål.

3) Dato for kørslen.

4) Kørslens mål med eventuelle delmål.

5) Angivelse af antal kørte kilometer.

6) De anvendte satser.

7) Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Erhvervsmæssig kørsel, der kan modtages godtgørelse for, er i ligningslovens § 9 B defineret således:

1) Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder,

2) befordring mellem arbejdspladser og

3) befordring inden for samme arbejdsplads

Det er ved kontrolbesøg hos [virksomhed1] ApS konstateret, at betingelserne for at udbetale godtgørelse skattefrit ikke er opfyldt, hvorfor godtgørelsen er skattepligtig, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 1. pkt.

Der er herved lagt vægt på følgende forhold:

Der forelå ikke et bogføringsbilag, der opfyldte ovenstående krav.
Arbejdsgiver har ikke efterfølgende kunne sandsynliggøre, at de på udbetalingstidspunktet har haft fyldestgørende oplysninger, som kunne danne grundlag for en effektiv kontrol.
Flere medarbejdere fået godtgørelse for kørsel mellem bopæl og samme arbejdsstedsted, eller omvendt, mere end 60 gange indenfor de forudgående 12 måneder.
Der er i flere tilfælde udbetalt godtgørelse til ansatte, der ikke selv har en bil.

De fejl m.v., der er fundet i de indsendte opgørelser, jf. ovenstående, viser, at der ikke har været ført kontrol, og den udbetalte godtgørelsen anses derfor at være skattepligtig for dig, hvilket betyder, at din skattepligtige indkomst forhøjes med 1.704 kr. for 2015 og 6.889 kr. for 2016.

Beløbet er personlig indkomst, jf. personskattelovens § 3, og er arbejdsmarkedsbidragspligtig i henhold til arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Eventuelt fradrag for kørslen

Som følge af, at kørselsgodtgørelsen fra din arbejdsgiver anses for skattepligtig kan eventuel erhvervsmæssig kørsel for din arbejdsgiver i stedet fradrages efter reglerne i ligningslovens § 9 C. SKAT kan ikke ud fra de foreliggende oplysninger opgøre dit fradrag korrekt. Såfremt du mener, du er berettiget til et fradrag, skal du derfor indsende følgende oplysninger:

Kørslens erhvervsmæssige formål
Dato for kørslen
Kørslens mål med eventuelle delmål
Angivelse af antal kørte kilometer

Såfremt du i forvejen har selvangivet et fradrag for erhvervsmæssig befordring og/eller befordring mellem hjem og arbejde, bedes du tillige fremsende specifikation af fradraget samt ovenstående oplysninger om kørslen.

Du kan læse mere her:

SKAT.DK - Borger > Fradrag > Arbejdsrelaterede fradrag > Kørselsfradrag (befordringsfradrag)

Ligningsfrist

Som lønmodtager med enkle økonomiske forhold er du omfattet af en kort ligningsfrist, hvorefter Skattestyrelsen skal afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. bekendtgørelsen om ligningsfrist for lønmodtagere med enkle økonomiske forhold § 1, stk. 1. For indkomståret 2015 udløb denne frist 30. juni 2017.

I mail af 2. juli 2018 anfører du, at forslaget først er kommet dig til kundskab d.d. 2. juli 2018. Du mener derfor, at kundgørelse vedrørende indkomst 2016 dermed er sket efter fristens udløb d. 30. juni 2018, hvorfor forslaget ikke kan gøres gældende, og at du derfor ikke kan accepter forslaget

Det skal hertil bemærkes, at det alene er et krav at forslaget for indkomståret 2016 er afsendt inden den 30. juni 2018, og ikke at kravet tillige skal være kommet dig til kundskab inden fristens udløb.

SKATs forslag er afsendt 20. juni 2018 og fristen i forhold til den korte ligningsfrist for indkomståret 2016 er således overholdt.

Idet ændring af skatteansættelsen for 2015 er begrundet i et helt tilsvarende forhold, der også ligger til grund for ændringen af skatteansættelse for 2016 gælder den korte ligningsfrist dog ikke. Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4.

På denne baggrund kan skatteansættelsen for indkomståret 2015 derfor ændres, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.”

I Skattestyrelsens høringssvar af 7. november 2018 fremlægges:

”Beskatning af skattefrie godtgørelser

Det skal bemærkes, at klagers arbejdsgiver har påklaget pålægget om indberetningspligt, jf. j.nr. 18-0005096, og det derfor ville være optimalt hvis sagerne blev behandlet samlet.

Generelt om Skattestyrelsens kontrol af arbejdsgiverens udbetalinger af skattefrie befordringsgodtgørelser til ca. 400 medarbejdere, har Skattestyrelsen i første omgang rettet fokus på de interne procedure og forretningsgange som selskabet har anvendt i forbindelse med udbetaling af skattefrie godtgørelser. Ved kontrolbesøget kunne arbejdsgiver ikke fremvise de bilag som blev efterspurgt af Skattestyrelsen. Efterfølgende udtog 39 medarbejdere til kontrol. For medarbejdere som klager skulle arbejdsgiver indsende alle bilag for en enkel måned for indkomstårene 2014, 2015 og 2016. Skattestyrelsen har efterfølgende kun delvist modtaget den udbedte dokumentation idet vi for medarbejdere som klager alene modtog et enkelt bilag pr. medarbejder for en enkel måned for de nævnte år.

Selskabet har således ikke efterkommet Skattestyrelsens anmodning om udlevering af bilagsmaterialet for den foretagne udbetaling af skattefrie godtgørelse til medarbejderne. Skattestyrelsen har derfor ikke haft adgang til det fulde bilagsmateriale, der har ligget til grund for udbetalingerne af de skattefrie godtgørelser, og det har derfor ikke været muligt at gennemføre en fuld kontrol af de udbetalte skattefrie godtgørelser. Skattestyrelsen gør her opmærksom på, at alene manglende dokumentation/kontrol som udgangspunkt medfører, at udbetalingerne ikke kan anses for at være skattefrie.

Ifølge de 21 ansættelseskontrakter som Skattestyrelsen har modtaget, har alle medarbejderne arbejdet under samme regler og vilkår.

Skattestyrelsen finder derfor at det er sandsynliggjort, at selskabet ikke har opfyldt de krav og betingelser som kræves for at udbetalingerne kan anses for at være skattefrie for samtlige ansatte.

Dette forhold er lagt til grund for Skattestyrelsens afgørelse til klageren, sammen med en oplistning af de generelle forhold vi har konstateret ved kontrollen.

Overordnet kan det således anføres vi har ud fra en konkret vurdering af tavshedspligt kontra begrundelsespligt har konkretiseret de elementer i arbejdsgiverkontrollen som har betydning for vurderingen af klagerens skattepligt.

Vedrørende klagers egne forhold kan der ud fra det materiale klager har indsendt i forbindelse med klagen oplistes følgende konkrete forhold der underbygger Skattestyrelsens afgørelse om at den modtagne godtgørelse er skattepligtig, som følge af at afregningsbilagene ikke var fyldestgørende og som følge af arbejdsgivers manglende kontrol:

• Det anføres at alle krav til afregningsbilaget er opfyldt fra klagers side. Hertil skal bemærkes at der vedrørende de fleste af kravene oplyses at skulle findes andre steder end på afregningsbilaget, idet der vedrørende modtagers navn, adresse og CPR-nr., rejsens erhvervsmæssige formål og rejsens mål og eventuelle delmål henvises til den rekvisition arbejdsgiver udarbejder til hver ordre. Vedrørende de anvendte satser og beregningen henvises der til lønsedlen.

• Det anføres, at arbejdsgiver ved ansættelsen stillede krav om at klager havde egen bil til rådighed, og at der skulle fremsendes oplysninger om egen bil(reg.nr.). Denne påstand stemmer ikke med den mailkorrespondance med arbejdsgiver, som klager har indsendt sammen med klagen (bilag 8). Det fremgår heraf i mail af 3/10 2018 fra arbejdsgiver at ” Desværre er problemet, at vi ikke har forlangt dokumentation fra vores tolke, 2015-2017, at de kører i egne bil, men har taget det som en selvfølge når vi blev oplyst om dette.”

• Klager har lavet en liste over generelle fejl der ikke vedrører hende.

1. Der kan vedrørende dobbelt udbetaling henvises til det indsendte bilag 6 hvor der den 7. juni 2016 er sket dobbelt betaling for 2 ture til [by2] vedrørende 2 opgaver, hvor den ene sluttede kl. 10:00 og den næste startede kl. 10:30. Adressen fremgår ikke, men det vil ikke være fysisk muligt at kører fra [by2] og til bopæl og retur til [by2] på 30 minutter.

2. Vedrørende udbetaling af godtgørelser for flere kilometer end der faktisk er kørt kan der for det første henvises til det indsendte bilag 9 – hvor det af ansættelseskontrakten direkte fremgår at ”transporttid og kilometer beregnes ud fra Krak. Antal kilometer beregnes altid fra tolkens adresse til tolkestedet”. Det fremgår således direkte at der ikke udbetales efter den faktiske kørsel, samt at der altid beregnes fra klagers bopæl og ikke fra det sted der rent faktisk er kørt fra, hvorfor der ikke tages højde for trekantskørsel når der er flere opgaver på samme dag i forlængelse af hinanden. Herudover kan der henvises til kørsel d. 17/8 2016 og 6/10 2016 til [adresse5] i [by2] hvor der ved den ene tur er beregnet til 34,1 km og den næste til 40 km. Tilsvarende er der vedrørende kørsel til [adresse6] i [by2] beregnet en afstand der variere mellem 40 -52 km. Det må derfor lægges til grund at godtgørelsen ikke er beregnet på baggrund af den faktiske kørsel.

3. Vedrørende det forhold at selskabet ikke har registreret hvor klager har kørt hen henvises der til bilag 5, 6 og 7. Bilag 7 er klagers eget regneark og viser derfor umiddelbart ikke noget om selskabets registreringer. Vedrørende bilag 6 omfatter dette selskabets registreringer for 2016 og her skal det bemærkes, at der er en del registreringer hvor der alene er anført bynavn og ikke den konkrete adresse.

Det indstilles derfor at Skattestyrelsens ændring stadfæstes

Formalia

Klager har oplistet en række indsigelser mod selve sagsbehandlingen, som hun mener begrunder ugyldighed.

Vedrørende forholdet om manglende svar på hendes henvendelse anføres det at det manglende svar på de negative konsekvenser kan have medført at hun ikke fremkom med yderligere indsigelser

Det skal hertil anføres at konsekvenserne af vores forslag umiddelbart fremgår af brevet. Der kan endvidere henvises klagers mail af 2. juli 2018 i bilag 8, hvoraf det umiddelbart klart fremgår at klager var klar over konsekvenserne af forslaget.

Vedrørende manglende vejledning kan det bemærkes, at forslaget vejleder om hvorledes klager skal forholde sig, både hvis hun er enig eller uenig.

Vedrørende manglende underretning om arbejdsgiverkontrollen og manglende partshøring i den forbindelse, skal det bemærkes at klager ikke er part i denne sag, og derfor ikke har krav på hverken underretning eller partshøring.

Endeligt kan det vedrørende de generelle forhold bemærkes, at vi ud fra en konkret vurdering af tavshedspligt kontra begrundelsespligt har konkretiseret de elementer i arbejdsgiverkontrollen som har betydning for vurderingen af klagerens skattepligt, herunder specielt at disse elementer tilsammen medfører en konklusion om at arbejdsgiver ikke har ført en tilstrækkelig kontrol for samtlige ansatte, hvorfor konsekvensen bliver at samtlige ansatte bliver skattepligtige af den modtagne godtgørelse som følge heraf.

Skattestyrelsen medgiver, at der i overensstemmelse med god sagsbehandlingsskik burde være svaret/kvitteret for klagers mails, men det var umiddelbart Skattestyrelsens opfattelse at mail nr. 2 var klagers endelige indsigelse mod forslaget, og denne mail blev først behandlet i forbindelse med afgørelsen.

Der er efter Skattestyrelsen opfattelse ikke sket andre fejl vedrørende vejlednings-, partshørings- eller begrundelsespligt der kan medfører ugyldighed.

Det indstilles derfor at klagers påstand herom afvises.

Afledt befordringsfradrag efter Ligningslovens § 9 C

Der er i forbindelse med klagen indsendt oplysninger om den kørsel hun har foretaget for sin arbejdsgiver i 2015 – 2016.

Idet hun ikke længere anses for at have modtaget skattefri kørselsgodtgørelse, kan hun i stedet foretage fradrag efter reglerne i ligningslovens § 9 C, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 4.

Efter disse regler kan der fradrages udgifter til befordring mellem hjem og arbejdspladser samt mellem arbejdspladser når denne ikke er godtgjort af arbejdsgivere. Fradraget udgør 2,05 kr./km for 2015 og 1,99 kr./km for indkomståret 2016. For kørsel ud over 120 km. pr. dag er satsen reduceres til henholdsvis 1,03 kr./km for 2015 og 1,00 kr./km for 2016.

Der gives ikke fradrag for de første 24 km. pr. arbejdsdag. I forhold til selskabets registreringer lægges det til grund at den anførte kørsel er reduceret med 20 km., jf. ansættelseskontraktens bestemmelse herom.

Det indstilles derfor, at der indrømmes følgende fradrag for befordring efter reglerne i ligningslovens § 9 C således:

For indkomståret 20151.798 kr.

For indkomståret 20166.681 kr.

Skattestyrelsen beregning af fradraget fremgår af de vedlagte regneark Kørselsregnskab 2015 og Kørselsregnskab 2016”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig. Klageren har yderligere nedlagt påstand om, at hun er berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse.

Som begrundelse anføres:

”(...)

Der klages over samtlige punkter i sagens indhold, som nedenfor klagen over sagsbehandlingen i denne klage, vil blive begrundet.

1. Klage over sagsbehandlingen

1.1 Manglende svar på min henvendelse

Jeg har i indsigelsesperioden henvendt mig til SKAT med angivet mulighed i forslaget til at ændre min skat, da jeg havde spørgsmål til brevet som var uforståeligt, da jeg så at de generelle punkter ikke vedrørte mig. Jeg henvendte mig 2 gange pr. mail. En gang til [person2] d. 2. juli 2018 kl. 12.09 (bilag 3), og én gang til både [person3] med CC til [person2] også d. 2. juli 2018 kl. 14.49 (bilag 4). Men begge gange uden nogen form for respons på mine henvendelser.

Det ses i mailen/henvendelse som er sendt til hhv. [person3] og CC til [person2] d. 2. juli 2018 kl. 14:49, at der rent faktisk står ganske tydeligt i den første linje i mailen, at jeg gør indsigelse mod forslaget til at ændre min skat. Ligningsfristen var dét der for mig var forståeligt i brevet af d. 20. juni 2018, hvilket jeg omgående tog med i indsigelsen, hvorpå jeg med henvendelse til [person2] i mail af d. 2. juli 2018 kl. 12:09 havde henvendt mig med spørgsmål om det der var uforståeligt, men uden nogen form for besvarelse fra SKAT inden fristen for indsigelse.

Der er i brevet med forslag til at ændre min skat heller ikke adresseret hvor man kan gøre indsigelse, såfremt man er uenig i forslaget. Der er blot angivet at man kan kontakte konkrete skattemedarbejdere, såfremt man har henvendelser, hvilket ud fra brevets sprogbrug anses at være såfremt man har spørgsmål til forslaget. Dette gjorde jeg brug af.

Derfor henvendte jeg mig 2 gange til hhv. [person2] og [person3], for at få oplysninger for at kunne reagere. Jeg har haft brug for begrundelse om hvad sagen mere konkret drejer sig om. Jeg havde behov for flere oplysninger omkring hvad SKAT´s forslag til ændringer i deres brev af d. 20. juni 2018 har det indhold som det har.

Som ses i mailen har jeg spurgt om forslaget har negative konsekvenser for mig, hvorpå jeg på baggrund af besvarelse af spørgsmålet i mailen vil kunne have reageret med yderlig indsigelse. Dette var ikke muligt, da jeg slet ikke fik noget svar på min rettidige henvendelse herom, som skete tidligt inden fristens udløb for indsigelse.

Som det fremgår af indhentet aktindsigt i sagen fra SKAT, ses det, at SKAT er i besiddelse af de 2 mails jeg har sendt med spørgsmål til sagen for at kunne gøre indsigelse. Samt ses det, at SKAT ikke har besvaret mine mails med afgørende spørgsmål for at jeg kunne gøre korrekt indsigelse.

1.2 Manglende vejledning

Jeg som borger der har rettet henvendelse til SKAT med spørgsmål vedrørende sagen, har ret til at der ydes vejledning og bistand herpå. Men der var ingen respons på mine henvendelser til SKAT, hvorfor jeg ikke har haft en fornøden mulighed for være tilstrækkeligt oplyst i forhold til at kunne reagere anderledes mht. indsigelse. Skatteankestyrelsen bør tage højde for i deres afgørelse, at jeg forgæves har forsøgt inden tidsfristen for indsigelse at søge svar på spørgsmål til at kunne gøre konkret indsigelse. Vejledningspligten fra SKAT er ikke overholdt.

Det bemærkes, at [person2] i øvrigt har oplyst, at han havde ferie i perioden 9. juli 2018-27. juli 2018, hvormed han faktisk har været på kontoret og har haft mulighed for at besvare min henvendelse, men hvilket ikke skete. Dermed har jeg ikke fået mulighed for at få sagen tilstrækkeligt oplyst, hvilket jeg havde behov for.

Jeg har dermed, som angivet i brevet af d. 20. juni 2018 med forslaget til at ændre min skat, henvendt mig med indsigelse inden fristen d, 13. juli 2018.

Et forslag til afgørelse tæller som en foreløbig afgørelse, hvorpå man kan klage. Når der fremkommer en foreløbig afgørelse, bør der også stå hvor jeg kan klage hen. Der ses vejledningspligten ikke overholdt, idet dette ikke tydeligt fremgår, men blot at jeg kan henvende mig til konkrete personer, vedrørende forslaget.

1.3 Mangel på underretning mens at sagen kørte i 11/2 år

Det bemærkes, at kontrollen hos [virksomhed1] skete 24. oktober 2016. Jeg blev først informeret herom via forslaget til ændring af min skat, med modtaget post d. 2. juli 2018 i et brev af d. 20. juni 2018. Sagen i forbindelse med kontrollen har uden min vidende herom, men som part i sagen, kørt i ca. 11/2 år uden at jeg har været oplyst herom. SKAT ses ikke at have fulgt deres oplysningspligt, samt har heller ikke haft samtykke til at anvende mine oplysninger i sagen. Mens sagen kørte, var jeg ikke ansat hos [virksomhed1], hvormed det ses, at SKAT ikke har ret til at indhente oplysninger om mig uden mit samtykke.

Der ses at mangle parthøring inden at SKAT fremkommer med forslag til at ændre min skat i brev af d. 20. juni 2018 (til min kundskab d. 2. juli 2018), hvilket anses som værende en mangel i sagsbehandlingen der i øvrigt begrunder sagen ugyldig.

1.4 Kommentarer til generelle forhold

I øvrigt bemærkes at begrundelser i sagen er meget brede og generelle, hvilket SKAT selv anfører i deres breve, og indeholder meget skønsmæssige begrundelser, som jeg ikke kan identificere med mine forhold. Ved de tvivlspunkter som der ses i SKAT´s afgørelse, bør de generelle punkter rettet mod samtlige tolke ikke komme mig til skade. Det bemærkes, at enhver afgørelse skal hvile på en konkret individuel vurdering, og som regel burde der altid medføre en retlig begrundelse der vedrører mig.

I forhold til de generelle punkter i afgørelsen, ses disse som skinbegrundelse for mit vedkommende. Der ses, at der lægges vægt på punkter som SKAT ikke dokumenterer konkret vedrører mig. Hverken i deres sendte breve, eller ved (manglende) besvarelser på mine henvendelser til SKAT, eller ved aktindsigt fra SKAT. Jeg kan ikke identificere mig i disse punkter.

Efter at have henvendt mig til [virksomhed1], har jeg modtaget de oplysninger de har omkring mine arbejdsopgaver. Det formodes, at det er disse oplysninger SKAT henvender sig til mig omkring, men hvilket SKAT ikke for mig konkret har belyst.

Det ses, at der i bilagene fra [virksomhed1] fremgår, at der mangler konkrete adresse påført i deres skemaer. Disse oplysninger er jeg selv i besiddelse af, og kan dermed tilføje disse til sagen, således at kørsel til de opgaver jeg har haft, er fuldt ud belyste, og denne sagsafgørelse kan annulleres.

Der er fra [virksomhed1] kørsels oplysninger fra år 2015 (bilag 5) og år 2016 (bilag 6). Hertil mit eget kørselsregnskab til konkrete adresser, som jeg kan bidrage med til belysning af sagen som bilag 7.

2. Mine bemærkninger og begrundelse til sagens indhold

I forhold til SKAT´s bemærkninger og begrundelse, henvises der til § 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, at nedenforstående 7 forhold skal være opfyldt, for at man som medarbejder kan få befordringsgodtgørelse.

Ovenstående ses at være arbejdsgivers ansvar jf. § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelsen. SKAT skriver i afgørelsen d. 5. september 2018 til mig, at SKAT har truffet afgørelse d. 15. juni 2018 overfor [virksomhed1] ApS om, at udbetalingerne er skattepligtige, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, idet betingelserne for at udbetale godtgørelse ikke er opfyldt.

Som det fremgår af aktindsigt samt afgørelse har SKAT truffet afgørelse overfor [virksomhed1]. Afgørelsen er truffet over firmaet, og bør ikke kunne komme mig til skade. Det fremgår ikke af bekendtgørelsen, at såfremt arbejdsgiveren ikke har ført kontrol, skal ansvaret pålægges medarbejderen.

Hertil bemærkes, at fra min side er alle forhold i opfyldt, idet:

1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nr. – Ud fra rekvisition kan man altid identificere mig ud fra mit navn og hjemadresse.

2) Rejsens erhvervsmæssige formål – Der var på rekvisitioner altid anført tolkested.

3) Rejsens start- og sluttidspunkt – Der har altid været anført tidsforbrug af transport til en tidsbestemt opgave.

4) Rejsens mål med eventuelle delmål – Der har altid stået anført bestemmelsessted på rekvisitionen hvor tolkningen skulle foregå.

5) De anvendte satser - Det findes på lønoplysninger.

6) Beregning af rejsegodtgørelsen – Det findes på lønoplysninger.

I forhold til ovenstående ses i SKAT´s afgørelse, at der anvendes en begrundelse som ikke henviser til de retlige forhold eller de faktiske omstændigheder, der rent faktisk er lagt vægt på. Alle forholdene har været i orden. Dermed har SKAT anvendt en urigtig begrundelse, som ikke bør anses kan gøres gældende i min sag.

Jeg har altid arbejdet med en god tro om at arbejdsgiver har styr på forholdene omkring kørsel, idet rekvisitioner, som var mit arbejdsredskab, blev tilsendt [virksomhed1] til videre behandling, efter end tolkeopgave. Som nævnt før, påhviler ansvaret jf. § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse arbejdsgiver. Derfor ses det som en urigtig afgørelse truffet af SKAT, at jeg skal have ændret min skat på baggrund af at arbejdsgiver ikke har overholdt sit ansvar. Nærværende forhold at arbejdsgiver ikke har udført fornøden kontrol ses derfor ikke burde kunne komme mig til skade.

I sin afgørelse henviser SKAT til ligningslovens § 9, stk. 4, 1. pkt., og ligningslovens § 9 A og 9 B.

I forhold til ligningslovens § 9 A og 9 B er jeg ikke omfattet, idet jeg har aldrig fået godtgørelse for kørsel mellem bopæl og samme arbejdssted, eller omvendt, mere end 60 gange inden for et år.

Dette kan ses i vedlagte bilag 5, 6 og 7.

I forhold til fradrag for kørsel jf. ligningslovens § 9 C, - se vedlagte bilag 5, 6 og 7. Endvidere bemærkes det, at SKAT lægger vægt på at der i flere tilfælde er udbetalt godtgørelse til ansatte der ikke selv har en bil, hvilket ses som en subjektiv påstand. Ved ansættelse hos [virksomhed1] blev det stillet som et krav at jeg havde egen bil til rådighed, hvorpå jeg til [virksomhed1] skulle fremsende oplysninger omkring egen bil (reg.nr.), som blev anvendt til kørsel.

Hermed vil jeg på tro og love erklære, at jeg altid har anvendt egen bil til formålene, hvilke ses dokumenteret i bilagene 5, 6 og 7.

På det ovenstående ses, at jeg derfor ikke er omfattet af ligningslovens § 9, stk. 4, 1. pkt., idet betingelserne er opfyldt.

Afgørelsen er ikke proportionel, fordi SKAT tager alle tolke, og der ikke er præcis dokumentation eller begrundelse for at sagen skulle berøre netop mig. Afgørelsen er truffet på baggrund af ikke faktiske omstændigheder, som konkret kan dokumenteres af SKAT skulle vedrøre mig.

I forhold til sagens indhold klages der endvidere over at jeg ikke kan genkende mig i de angivne generelle punkter som SKAT anfører som deres hovedhensyn som har været bestemmende for SKAT for at træffe afgørelse, såvel i deres forslag til ændring af min skat, samt i deres afgørelse. Endvidere ses, at der er manglende redegørelse fra SKAT i forhold til sagen faktiske omstændigheder som har haft væsentlig betydning for afgørelsen. Der er udelukkende tale om generelle forhold, som for mig personligt ikke er gennemsigtige eller tydeliggjorte for mit vedkommende i hverken foreløbig forslag til afgørelse, eller afgørelse, hvilket jeg uden held har forsøgt at få belyst af SKAT.

Disse punkter er for mig meget misvisende. Jeg klager over punkterne med følgende, da jeg fuldt ud er uenig:

1. Klage vedrørende de generelle fejl, som ikke vedrører mig:

• Der er sket dobbelt udbetaling af for mange kilometer til samme tolkeopgaver eller til samme ordrenummer. – Ikke enig. Se dokumentation i bilag 5, 6 og 7.

• Der er udbetalt godtgørelse for flere kilometer, end der er faktisk kørt. - Ikke enig. Har altid påført kilometertal ifølge KRAK.

• Ved beregning af kørsel har selskabet ikke fortaget beregning ud fra medarbejderes korrekte hjemadresse. - Ud fra bilag 5 og 6 ses det, at min hjemadresse kan identificeres.

• Udbetaling er ikke sket med den korrekte sats for det pågældende indkomstår. - Det må ses at differencen, ifølge SKAT´s satser, på 1 øre i 2016 kan være skattepligtig, og herudover det resterende korrekte sats som kørselsfradrag. Endvidere har jeg i året 2015 fået 5 øre mindre end satsen.

• Selskabet har udbetalt kørselsgodtgørelse, men har ikke registreret, hvor medarbejderen var kørt hen. – Ifølge bilag 5, 6 og 7 ses det hvor jeg er kørt hen.

• Flere medarbejder fået godtgørelse for kørsel til samme sted mere end 60 dage indenfor et år. - Ifølge bilag 5, 6 og 7 fremgår det, at jeg ikke har haft mere end 60 dage inden for 12 måneder til samme sted. Der er ikke ført kontrol af, om der er kørt i egen bil. - Som nævnt, krævede [virksomhed1] ved min ansættelse dokumentation for at jeg havde egen bil til formålet i form af at jeg skulle angive reg.nr. på bilen.

3. Afsluttende bemærkninger

SKAT træffer afgørelse ud fra subjektive generelle forhold, som vedrører nogle i en gruppe, og ikke nødvendigvis alle, hvilket jeg anser for at være i strid med at kunne træffe afgørelsen.

Sagen haft en betydning for mig, fordi jeg har altid handlet i god tro om at forholdende var i orden. Efter som jeg ikke fik nogen respons fra SKAT´s side, har jeg kontaktet [virksomhed1] for at få uddybning om hvad sagen omhandler, samt deres dokumenter ifm. med min sag (se bilag 8).

Den manglende besvarelse fra SKAT´s medarbejdere på mine spørgsmål for at kunne opnå forståelse for sagen, finder jeg problematisk i forhold til afgørelsen sammen med det ovenforstående i nærværende klage, hvorpå jeg med denne sagsbehandling anmoder om, at afgørelsen af d. 5. september 2018 erklæres ugyldig.”

I klagerens bemærkninger af 26. november 2018 fremlægges:

”Først og fremmest bemærkes, at idet en sag eller planlagt afgørelse ved en offentlig myndighed vedrører en konkret borgers navn og CPR-nr., er borgeren (jeg) part i sagen, samt at afgørelsen har indgribende negativ betydning for min personlige skat.

Herfor anfægter jeg [person2]s påstand i hans materiale, at jeg ikke skulle være part i sagen. Hvis ikke før, så i hvert fald fra tidspunktet hvor SKAT sender ”forslag til ændring af skat” til mig vurderer jeg at jeg er part i sagen. Og ikke mindst er jeg part i en sag, og har ret til at blive fuldt ud oplyst (også ved mine henvendelser), idet sagen har væsentlig, retlig og individuel interesse for mig, idet sagen er til ugunst for mig. Desuden er jeg part i sagen fordi jeg er adressat samt at jeg har klageret. Derfor havde [person2] en pligt til at skulle have hørt mig, samt ikke mindst besvare mine spørgsmål under sagen, men hvilket ikke er sket.

Herudover begrundelse for at sagen tilmed skal behandles særskilt, at jeg har fået eget personligt j.nr. til sagen, og jeg af samme grund har muligheden for at klage særskilt personligt over afgørelsen, og i øvrigt efterprøve sagen.

Desuden anmoder jeg om, at sagen behandles individuelt og ikke som en samlet gruppe, idet jeg ikke har kendskab til de andre tolke som er blevet involveret i SKAT´s kontrol, samt at jeg desuden ikke har været tilknyttet i firmaet siden 2016.

[person2] begrunder for ikke at svare på min mail d. 2. juli 2018 i at jeg ikke skulle være part i sagen, og han derfor ikke mente, at jeg behøvede at få flere efterspurgte oplysninger om hvad sagen betød for mig.

Også netop dét punkt modargumenterer [person2] sig selv i, idet at efterfølgende afgørelse d. 5/9 2018 i sagen fra SKAT, har [person2] bemærkelsesværdigt omgående svaret på min henvendelse vedrørende min anmodning om aktindsigt.

Her fik jeg af [person2] tilsagn om aktindsigt, hvilket kan undre at jeg ville have fået tilsagn om, såfremt jeg ikke var part i sagen.

Desuden at der omgående blev reageret på min henvendelse efter at afgørelsen var truffet. I modsætning til at der ikke blev besvaret min mail d. 2. juli 2018, om vigtige oplysninger for sagen i perioden hvor jeg havde mulighed for at gøre indsigelse, hvorfor jeg henvendte mig med anmodning om yderligere oplysninger, for netop at kunne gøre netop korrekt indsigelse. Men da var der ingen reaktion fra [person2].

Idet jeg er part i sagen, har SKAT ikke tavshedspligt over for mig, men derimod oplysningspligt, som jeg finder at SKAT ikke har overholdt, ved ikke at svare på mine henvendelser og spørgsmål. I modsætning til [person2]s påstand. Jeg ser det ikke som værende en gyldig begrundelse at [person2] skulle tilbageholde informationer og have tavshedspligt over for mig vedrørende netop hvad angår mig i min sag.

Som det også fremgår, så gør jeg opmærksom på at [person2] skriver i sin henvendelse til Skatteankestyrelsen, at ”alle krav til afregningsbilaget er opfyldt fra klagers (min) side”.

[person2] henviser til punkter i mit tilsendte materiale til Skatteankestyrelsen, til hvilket jeg har følgende bemærkninger:

Vedrørende punkt 1

Hvilket det også fremgår af mit til SKAT tilsendte bilag 7, har jeg kun kørt til [by2] én gang denne dag (17. juni 2016). Jeg har ikke været klar over, at [virksomhed1] har registreret 2 ture. Detaljer fremgår ikke på min lønseddel, og dette bør ikke komme mig til skade. Under min ansættelse har jeg været i god tro om at registrering foregik korrekt, idet [virksomhed1] er tilknyttet en revisor.

I øvrigt bemærkes det her endnu engang, at jeg på tro og love erklærer, at jeg altid har anvendt egen bil til mine opgaver.

Vedrørende punkt 2

Den 17. juni 2016 ses det også af min eget bilag som jeg sendt til SKAT, at jeg kun har haft én tur til [by2]. Det fremgår dog af [virksomhed1] at der skulle have været 2 tolkninger i [by2] denne dag. Dette må anses som en fejl i Tolkecentrets registrering denne dag.

Jeg har til SKAT kun angivet den ene tolkning, og ikke 2 tolkninger d. 17. juni 2016.

Ift. at der henvises til kørsel d. 17/8 2016 og d. 6/10 2016, har jeg været i god tro om at [virksomhed1] har korrekt anført korrekt kilometertal.

Ift. forskelligt kilometertal til konkrete adresser, er det [virksomhed1] der har beregnet og registreret kørslen. Hvad der har gjort at tolkefirmaet har registreret forskellene, er for mig uklart. En mulig forklaring kan være, at adressen til tolkestedet har været upræcis angivet, hvormed det har været forbundet ekstra kørsel for at nå frem til den specifikke tolkeopgave.

Vedrørende punkt 3

Der ses fra [person2] en påstand som ikke stemmer overens.

Bilag 7 er netop et tilsendt supplement til bilag 6, hvor konkret adresse rent faktisk er anført. Dermed ses punkt 3. at være irrelevant for sagen.

Det ses ikke proportionelt at det pga. tolkefirmaets 2 fejl skal komme mig til den skade, at al kørsel for begge år således bliver beskattet som indkomst.

Mht. til hvorledes kilometertal registreres, så henviser jeg til ansættelseskontrakten hvor der står, at tolke skal registrere jf. Krak. Dette stemmer helt og overens med informationer jf. SKATs egen hjemmeside, med henvisning til at registreringer skal foregå via Krak:

https:// skat.dk/skat.aspx?oid = [...]

Det kan i øvrigt oplyses, at SKAT selv anvender Krak i indland og Google til udland, når de fastsætter kilometerudregning for borgere i Danmark mellem deres hjem og arbejdsplads. Det fremgår også af linket ovenfor. At anvende Krak kan desuden argumenteres med, at det ikke kan garanteres, at biler måler kilometer nøjagtigt ens.

Modsat, så stemmer det ikke overens med [person2]s påstand om at jeg ikke burde have haft anvendt Krak, hvortil jeg naturligvis er uenig, og ligeså anker dette punkt.

Vedr. ”Formalia”

[person2] henviser til mit bilag 8, hvortil han skriver at jeg var klar over konsekvensen. Men fordi, at hverken [person2] eller [person3] aldrig besvarede med oplysninger på mine henvendelser til dem, så fik jeg aldrig muligheden for at finde ud af hvad SKAT rent faktisk havde gang i, manglede af evt. dokumentation. Men hvilket senere er kommet til min forståelse, på baggrund af de svar jeg fik ved at rette henvendelse til selve [virksomhed1], for at få svar og klarhed om hvad sagen drejer sig om.

Igen bemærkes det her, at ved [person2]s tavshed ved ikke at besvare mine mails, er jeg ikke blevet oplyst i sagen, hvilket jeg har krav på som part.

Her finder jeg at SKAT har ikke overhold en pligt til at forholde sig til en ret jeg har.

Bemærkelsesværdigt er det, at efterfølgende der senere blev truffet afgørelse, så kunne [person2] uden problemer (straks efter min anmodning herpå) tilsende mig akter i sagen, da jeg anmodede om aktindsigt i sagen. Det ville [person2] formodentlig ikke kunne have givet mig aktindsigt i, hvis at det forholdt sig sådan, at jeg ikke var part i sagen.

Dermed begrundes yderligere til det ovenstående, at jeg også havde krav på såvel underretning om sagen, samt partshøring, men hvilket SKAT har undladt at foretage.

At [person2] har opfattet at min mail d. 2. juli var min endelige indsigelse til forslag til afgørelse, begrunder ikke at der ikke skulle svares på min mail, hvormed jeg således er blevet ringere stillet i forhold til sagen afgørelse. Jeg havde dermed ikke af SKAT blevet oplyst eller modtaget klarhed over sagen, og jeg dermed pga. [person2]s manglende besvarelse, ikke blevet givet en reel mulighed for på korrekt vis at klage over forslag til afgørelse.

Hertil henviser jeg til, at i selve ”Forslag til afgørelse” har [person2] selv tydeligt præciseret hvorledes og i hvilke uger (pga. sommerferieperiode) man kunne komme i kontakt med ham, eller andre kollegaer, herunder hans direkte mailadresse.

Her er man jo som part klart i god tro om, at SKAT ([person2]) så også vil svare på henvendelser og spørgsmål, idet de selv har henvist mig til denne form/procedure. Men der blev ikke fra SKAT´s side reageret på nogen af mine henvendelser. Kun på min henvendelse om aktindsigt, efterfølgende at SKAT havde truffet endelig afgørelse.

Sidst vil jeg bemærke, at der ikke ses mangler f.s.v.a år 2015, hvilket [person2] heller ikke ses værende kommet frem til. Derfor anmodes om, at Skatteankestyrelsen vurderer at SKAT´s ændring for år 2015 fuldstændig bør ændres tilbage til oprindeligt, da SKAT´s ændring ses værende foretaget uden gyldig grund.

Det indstilles derfor på det ovenstående, at Skattestyrelsens ændring af min skat omgøres for 2015 og 2016.”

I klagerens bemærkninger af 21. februar 2019 fremlægges:

”Hermed fremsendes kopier som bevisbyrde i form af rekvisitioner for d. 17/6 2016, hvor det fremgår, at den ene tolkning kl. 10.30, var aflyst via sms. Dermed har jeg kun kørt én tur til [by2], hvilket stemmer overens og fremgår af mit eget kørselsregnskab som tidligere er oplyst i sagen. Dette er kopier af de rekvisitioner, som jeg har sendt til [virksomhed1]. Dermed er det [virksomhed1] der har noteret forkert at jeg skulle have kørt 2 ture til [by2], hvilket ikke er korrekt.

At jeg kun har kørt én tur til [by2] d. 17/6 2016 fremgår ligeledes af det bilag 7, tilsendt til sagen i oktober 2018.

Det var sådan, at jeg fik sms om morgenen d. 17/6 2016 kl. 8.10 at opgaven var aflyst. Det er for sen aflysning ift. kontrakten med [virksomhed1]. Aflysning skulle ske senest et døgn før tolkning. I den forbindelse skulle blot timesatsen udbetales fordi opgaven var aflyst for sent, jf. ansættelseskontrakten. Denne rekvisition med påført aflyst opgave er indsendt til [virksomhed1]. Så det at de har udbetalt km-penge for denne tur, er tolkefirmaets fejl.

Som før nævnt i sagen, har jeg aldrig fået muligheden for at kunne kontrollere, hvorvidt det udbetalte kontra faktisk kørte km, stemmer overens, fordi specifikationen aldrig var tilgængelig på lønsedlen. Her måtte jeg blot stole på [virksomhed1]s udbetaling, og have tillid til og være i god tro om, at de har deres revisor til at styre kørselsregnskabet, ud fra de oplysninger jeg hver måned indsendte og indberettede til tolkefirmaet.

Det bevises hermed at jeg har angivet korrekt over for [virksomhed1] vedr. kørte kilometer, at jeg kun havde kørt én tur til [by2] d. 17/6 2016. Fejlen er derfor [virksomhed1]s. Som det ses på den aflyste rekvisition, er km-tal som var anført overstreget, hvilket er kopien af den dokumentation jeg indsendte [virksomhed1], som de skulle honorere ud fra. Dvs. honoreringen skulle blot være timelønnen, og ikke for kilometer, hvilket, ud over at tolkefirmaet er bevist om, fremgår af den indsendte udfyldte rekvisition, at jeg ikke skulle have haft kilometer. Så jeg ser at jeg (igen) er uden skyld i forholdet, men at skylden for udbetalingen er hos [virksomhed1], som er deres fejl.

At jeg først har kunne tilsende disse 2 rekvisitioner nu, skyldes flytninger, hvorfor disse har været bortkommet indtil nu.

Vedhæftet som pdf er begge rekvisitioner for d. 17. juni 2016. – Både for opgaven der blev udført, og for opgaven som var blevet aflyst.”

Klageren har den 11. september 2019 fremsendt bemærkninger til sagsfremstillingen, hvoraf følgende fremgår:

”1.Bemærkninger til sagens faktiske oplysninger

I Skatteankestyrelsens sagsfremstilling fremgår, at der ikke er angivet præcis adresse, men alene angivet bynavn for fem kørsler i 2015, samt 26 kørsler i 2016. Her er jeg uenig.

Vedr. kørsler i 2015 er der tale om telefontolkninger, og hvor dette også fremgår af [virksomhed1]s oplysninger som jeg tidligere har fremsendt. Her fremgår tydeligt, at der er anført 0 km pr. tolkning. Derfor disse 5 tolkninger i 2015 ses ikke er relevante at forholde sig til i sagen.

Vedr. kørsel i 2016 er jeg i besiddelse af 23 dokumenter i form af tolkerekvisitioner. Der fremgår mit navn, adresse, kørslens erhvervsmæssige formål (tolkning), dato for kørsel, sted hvorfra og hvortil jeg skal køre, samt ses der antal kørte kilometer. Beregningssats til beregning af befordringsgodtgørelse fremgår af min ansættelseskontrakt. Ift. de 3 resterende tolkninger henviser jeg til mit til sagen tidligere fremsendte bilag 7.

De 23 tolkebilag i sagen, som jeg er i besiddelse af med fulde oplysninger, har jeg indscannet og tilsender hermed som bevis, med angivelse af præcise adresser, hvor jeg er kørt hen. Disse anmodes hermed, at de som faktuelle oplysninger, skal indgå i vurdering i sagen.

På grund af Persondataloven har jeg valgt at beskytte personfølsomme oplysninger på klienter, der blev tolket for. Hvis det er nødvendigt for sagen, er jeg i besiddelse af de fulde oplysninger, og med tilladelse kan rekvisitionerne således tilsendes med alle oplysninger.

Desuden ses der i sagens fremstilling, at jeg har fremsendt to tolkebilag med ordrenr. 31382 og 31623.

Tolkning med bilag nr. 31382 skulle være i [by2]. Dette blev aflyst, pga. at klienten var syg. Jeg har i bemærkninger i tolkebilag, skrevet ned præcis ordene i en sms, som jeg har modtaget fra kunden kl.8.10 d. 17.06.2016 citer: ”Hej [person1]. [person4] er syg. Så vores aftale i dag kl.10.30 aflyst. Mvh [person5]. [...]”. Formålet med, at jeg har skrevet sms-beskeden ned var, at tolkebilag skal sendes via mail som dokumentation til [virksomhed1] som bevis for den for sent aflyste tolkning.

[virksomhed1] er i besiddelse af det nævnte bilag og burde foretage sig nødvendig kontrol samt notere tolkebilaget korrekt. Arbejdsgiveren har noteret forkert, at jeg skulle have kørt to ture til [by2]. At jeg kun har kørt, én tur til [by2] d. 17/6 2016 fremgår ligeledes af det bilag 7, tilsendt til sagen i oktober 2018. Så det, at arbejdsgiver har udbetalt km-penge for denne tur, er arbejdsgiverens fejl.

Jeg har aldrig haft nogen indflydelse på eller mulighed for at kunne kontrollere, hvorvidt det udbetalte kontra faktisk kørte km, stemmer overens, fordi specifikationen aldrig var tilgængelig på lønsedlen. Her måtte jeg blot stole på [virksomhed1]s udbetaling og have tillid til, og være i god tro om, at [virksomhed1] har ført nødvendig kontrol over for mit kørselsregnskab ud fra de oplysninger som jeg hver måned indsendte og indberettede til tolkefirmaet.

Derfor ses, at det alene er arbejdsgiveransvar og pligten til at foretage den korrekte registrering. Dertil findes det ikke rimeligt, at jeg skal hæfte for arbejdsgiverens fejlagtige angivelser af befordringsgodtgørelse.

Angående mail af den 3. oktober 2018 fra arbejdsgiveren.

”Hej [person1] Desværre er problemet at vi ikke har forlangt dokumentation fra vores tolke, 2015 – 2017, at de kører i egne bil, men har taget det som en selvfølge når vi blev oplyst om dette. Derfor har vi ingen dokumentation for dette. (...)

Jeg har været i god tro herom. Derfor er jeg uenig i sagsfremstillingen, at jeg skal hæfte herfor, når arbejdsgiver har taget det som en selvfølge, samt arbejdsgiver anses at have professionsansvar. Hertil ses, at arbejdsgiver også har anerkendt sin fejl.

Til sagen har jeg i øvrigt tilsendt tro og love-erklæring på at egen bil er anvendt til hver eneste tolkeopgave. Denne tro og love-erklæring er hermed for en god ordens skyld gengivet, således, at ingen som foretager afgørelse i sagen kan være i tvivl herom.

Dertil angiver Skatteankestyrelsen i deres fremstilling af sagen ” Klageren har ikke stået som ejer eller bruger af en bil. Klagerens ægtefælle har siden 1. april 2011 stået som ejer og bruger af en KIA Ceed SW (registreringsnummer [reg.nr.1])”. Min ægtefælle og jeg har fælles eje og fælles økonomi, hvormed vi fælles ejer en KIA Ceed SW (registreringsnummer [reg.nr.1]). Ifølge Skattestyrelsens hjemmeside godkendes en bil tilhørende ægtefælle eller samlever også som egen bil, når parterne har fælles økonomi jf. C.A.4.3.3.3.2 Godtgørelse for erhvervsmæssig befordring. (https://skat.dk/skat.aspx?oId = 2061750 & chk = 216359).

Jeg fastholder min påstand om manglende svar fra Skattestyrelsen på de to tilsendte mails. Jeg har stillet henvendelse to gange uden respons fra Skattestyrelsen, idet jeg havde behov for flere oplysninger ang. sagen.

2. Skatteankestyrelsens begrundelse samt forslag til afgørelse

Skatteankestyrelsen henviser i forslaget, at afgørelse fra Skattestyrelsen var tilsendt til mig med mulighed for indsigelse samt klagemulighed. Dette er dog først sket 05.09.2018.

I perioden fra at jeg sender mail med indsigelse d. 02.07.2018, til afgørelse d. 05.09.2018 er der mange uger, hvor Skattestyrelsen kunne have reageret med besvarelse på mine mails. I brevet med forslag til at ændre min skat er angivet, at man kan kontakte to konkrete skattemedarbejdere, hvis man har henvendelser, hvilket ud fra brevets sprogbrug anses at være såfremt man har spørgsmål til forslag. Dette gjorde jeg brug af. Men der var ingen reaktion. Det bemærkes, at skattemedarbejder ([person2]) har oplyst at have ferie i perioden fra 9. juli til 27. juli 2018, hvormed han har faktisk været på kontoret og har haft mulighed for at besvare min henvendelse, men dette skete ikke.

Dette har ikke givet mig mulighed for at være en del af sagen, blive inddraget eller blive partshørt i perioden mellem forslag til afgørelse og frem til selve afgørelsen, hvilket er væsentligt for min retssikkerhed. Skattestyrelsen reagerede hverken på mine henvendelser eller indsigelse. Jeg har dermed heller ikke fået mulighed for at komme med oplysninger til sagen, samt ikke kunne opnå nogen form for indsigt i sagen. Idet at Skattestyrelsen ikke svarede på mine henvendelser, blev jeg dermed udelukket fra at kunne påvirke afgørelsen med eventuelle oplysninger til sagen inden afgørelse blev truffet. Jeg fik ingen lejlighed til at fremkomme med udtalelse forinden afgørelse, hvilket er min ret i det afgørelsen et til ugunst for mig.

I afgørelsen fra Skatteankenævnet fremgår det, at jeg ikke kan være part i selskabssagen. Samtidig skriver Skattestyrelsen i deres forslag til ændring af skat d. 20.06.2018 ”De fejl m.v., der er fundet i de indsendte opgørelser, jf. ovenstående, viser, at der er ikke har været ført kontrol, og den udbetalte godtgørelsen anses derfor at være skattepligtig for dig, hvilket betyder, at din skattepligtige indkomst forhøjes med 1.704 kr. for 2015 og 6.889 for 2016”. Endvidere i afgørelse af d. 5. september 2018 gentager Skattestyrelsen, at selskabets fejl med manglende kontrol får konsekvenser for mig, ved at den udbetalte godtgørelse bliver skattepligtig. Her lægger jeg vægt på ordlyden såsom ”for dig” og ”din”, hvilket må anses at henvende sig til mig som værende part. I øvrigt må der forholdes til, at både forslag til ændring af skat og afgørelse fra Skattestyrelsen er sendt direkte til mig som adressat. Hvormed jeg må betragtes som værende part i sagen.

Jeg fastholder derfor, at jeg må anses, at jeg er part i sagen fra kontrollens dato.

Desuden ses Skattestyrelsen have ansvar for at underrette og oplyse mig om foretaget kontrol, idet kontrollen blandt andre vedrører mig personligt. Og ikke først over 11/2 år efter. Idet jeg ikke længere var ansat hos [virksomhed1] på kontroldatoen, burde jeg tilmed straks efter kontrollen have været blevet underrettet om herom, at Skattestyrelsen havde til hensigt at anvende mine personlige oplysninger fra kontrollen til sagsbehandling i arbejdet efterfølgende kontrollen. Skattestyrelsen ses ikke at have fulgt deres oplysningspligt samt har heller ikke haft samtykke til at anvende mine oplysninger i sagen. Mens sagen kørte, var jeg ikke ansat hos [virksomhed1], hvor med ses, at Skattestyrelsen ikke har ret til at indhente oplysninger om mig uden mit samtykke eller underretning her om det. Jeg som borger har ret til at vide hvad der foregår vedrørende mit personnummer. Samt blive oplyst omkring dokumenter der er indgået til, eller oprettet af, skattemyndigheden, med hensigt til at anvende disse dokumenter, og som er oplysninger der indgår som led i den administrative sagsbehandling.

På grund af det ovenstående er jeg ikke enig med Skatteankestyrelsen i, at forslag til afgørelse kan anses for at være gyldig.

Det fremgår af BEK nr. 173 af 13/03/2000, at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil. Som jeg har nævnt før, ses det, at en bil som tilhørende ægtefælle eller samlever godkendes også som egen bil, fordi vi har fælles økonomi. Derfor ses det, at det er muligt for arbejdsgiveren at identificere hvilken bil jeg har kørt, fordi bogføringsbilag hos arbejdsgiver dokumenterer kørsel, fra registreret fra min bopæl til tolkningssted, hvormed det også er min bil, der er anvendt tolkning.

Som før nævnt, er det arbejdsgiversansvar at sikre og indhente oplysninger om anvendte bil. Jeg har været i god tro herom. Derfor er jeg uenig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, at jeg skal hæfte herfor, når arbejdsgiver har taget det, som en selvfølge, og arbejdsgiver anses at have professionsansvar. Til sagen har jeg i øvrigt tilsendt tro og love-erklæring, på at egen bil er anvendt til hver eneste tolkeopgave. Denne tro og love-erklæring er hermed for en god ordens skyld gengivet, således, at ingen, som foretager afgørelse i sagen kan være i tvivl herom.

Idet det ud fra vilkårene i ansættelseskontrakten fremgår, at der gives 2 kr. pr. km, var jeg i god tro om, at dette var korrekt. Det er ikke muligt for en almindelig borger/ansat/”bonus pater” at kunne vide andet, eller kende til domme, såsom SKM.2017.60.LSR. Dommen er i øvrigt først efterfølgende min ansættelsesperiode og efterfølgende selve kontrollen, hvorfor denne må erklæres ugyldig at henvise til i sagen. Igen, jeg har kun kunnet være i god tro om, at satsen arbejdsgiver angav i ansættelseskontrakten, var gyldig at anvende.

Ifølge arbejdsgivers ansættelseskontrakt som angiver, at kørsel skal registreres via udregning fra Krak, har jeg overholdt gældende ansættelseskontrakt. Jeg måtte gå ud fra, at arbejdsgiver havde, eller burde have, den nødvendige viden om, hvilken procedure der retligt skulle anvendes. Som ansat kunne jeg kun have tiltro til, at kontrakten måtte kunne anses for værende korrekt.

I forhold til at Skatteankestyrelsen skriver i forslag til afgørelse at jeg har modtaget godtgørelse for kørsel d. 17. juni 2016 med tolkebilag 31382 i [by2]. Som nævnt blev denne tolkning aflyst pga. at klienten var syg. [virksomhed1] er i besiddelse af nævnte bilag og burde foretage sig nødvendig kontrol samt notere tolkebilag korrekt. Arbejdsgiveren har noteret forkert, at jeg skulle have kørt 2 ture til [by2]. At jeg kun har kørt én tur til [by2] d. 17/6 2016 fremgår ligeledes af det bilag 7, tilsendt til sagen i oktober 2018. Så det, at arbejdsgiver har udbetalt km-penge for denne tur, er tolkefirmaets fejl.

Jeg har aldrig haft nogen indflydelse på eller mulighed for at kunne kontrollere, hvorvidt det udbetalte kontra faktisk kørte km, stemmer overens, fordi specifikationen aldrig var tilgængelig på lønsedlen. Her måtte jeg blot stole på [virksomhed1]s udbetaling og have tillid til at være i god tro om, at [virksomhed1] har ført nødvendig kontrol over for mit kørselsregnskab ud fra de oplysninger, jeg hver måned indsendte og indberettede til tolkefirmaet.

Derfor ses at det alene arbejdsgiveransvar og pligten til at foretage den korrekte registrering, jf. SKM 2016.511 VLR samt SKM 2015.443 LSR som viser, at det er af afgørende betydning, at arbejdsgiveren opfylder sin kontrolforpligtelse. Derfor findes det ikke rimeligt eller begrundende at jeg skal hæfte for arbejdsgiverens fejlagtige angivelser af befordringsgodtgørelse. Idet det var arbejdsgiveren, der efter de gældende regler var ansvarlig for at føre kontrol jf. BEK nr. 173 af 13/03/2000. Som det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse er der truffet afgørelse over arbejdsgiveren, og bør ikke kunne komme mig til skade, jf. U.2019.1630, som godtgør, at arbejdsgiver skal stilles til ansvar for ikke at have foretaget den fornødne kontrol af medarbejderens kørsel. Det fremgår heller ikke af bekendtgørelsen, at såfremt arbejdsgivere ikke har ført kontrol, skal ansvar pålægges medarbejderen.

Ift. Skatteankestyrelsens manglende præcise adresser vedr. 5 tolkninger i 2015, samt 26 tolkninger i 2016.

I 2015 drejer det sig om telefontolkninger, hvorfor der ikke er nødvendigt for tolken at vide en præcis adresse, idet der ved telefontolkninger ikke er forbundet med kørsel til et sted. Derfor, hvilket korrekt fremgår af den fremlagte dokumentation, er der derfor angivet 0 km.

Vedr. 2016 har jeg dokumenter i form af tolkebilag, som angiver, kørte kilometer for de 23 tolkninger med præcise adresser. Disse 23 bilag er indscannet og vedhæftet som bilag 1. Igen kan jeg ikke hæfte for fejl, der er sket fra arbejdsgivers side. Ift. de 3 resterende tolkninger henviser jeg til mit til sagen tidligere fremsendte bilag 7.

På baggrund af ovenstående med bilag, og tidligere fremsendt materiale fastholder jeg, at jeg er berettiget til udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse. Idet jeg opfylder betingelserne i BEK nr. 173 af 13/03/2000, samt har været i god tro om, at forholdene i kontrakten og hos arbejdsgiver var i orden.

Til sidst ønsker jeg at bemærke, at i bagklogskabens tegn ville jeg aldrig have kæmpet over for min a-kasse om overhovedet at få lov til at arbejde som tolk med supplerende dagpenge. Hvilket jeg kæmpede min ret for mod a-kassen for dels at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet, samt hvilket jeg dermed sparede a-kassen for at udbetale fulde dagpenge. For så blot uforskyldt at blive udsat for konsekvens for arbejdsgiverens fejl, og for forhold, som jeg ikke har en jordisk chance for at have indflydelse på.”

Landsskatterettens afgørelse

Det formelle

Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er selvangivet, skal den selvangivelsespligtige og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en selvangivelsespligtig har undladt at selvangive og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Det følger af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011 med efterfølgende ændringer og dagældende lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015 med efterfølgende ændringer).

Den selvangivelsespligtige m.v. skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har den selvangivelsespligtige m.v. ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning. Det følger af stk. 2.

Efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Vejledningspligten indebærer bl.a., at der i konkrete sager skal vejledes om de retsregler, som finder anvendelse, samt deres nærmere betydning.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen har handlet i overensstemmelse med forvaltningsrettens regler samt retsprincipper. Der lægges hertil særlig vægt på, at forslag til afgørelse har været sendt i høring hos klageren, og at klageren i den forbindelse har haft mulighed for at komme med indsigelser, at Skattestyrelsen i forbindelse med afgørelsen har vejledt klageren om det retsgrundlag, hvorpå der er truffet afgørelse, samt vejledt om klagemulighed og fristen herfor.

Det forhold, at Skattestyrelsen ikke direkte har svaret på klagerens mails af 2. juli 2018, kan ikke føre til et andet resultat, idet Skattestyrelsen i deres afgørelse har indarbejdet et afsnit med klagerens bemærkninger og forholdt sig hertil.

Det bemærkes i øvrigt, at klageren ikke anses for part i selskabssagen, hvorfor hun korrekt ikke er blevet underrettet og hørt i sagen.

Skattestyrelsens afgørelse anses herefter for gyldig.

Det materielle

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke for godtgørelser for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet.

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads anses for erhvervsmæssig befordring ifølge ligningslovens § 9 B, stk. 1:

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder
Befordring mellem arbejdspladser og
Befordring inden for samme arbejdsplads.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne, for at udbetale skattefri godtgørelse, er opfyldt. Ifølge § 2 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13.03.2000) er det en betingelse, for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..
2. Kørslens erhvervsmæssige formål.
3. Dato for kørslen
4. Kørslens mål og eventuelle delmål
5. Angivelse af antal kørte kilometer
6. De anvendte satser
7. Beregning af befordringsgodtgørelsen

Det fremgår desuden af bekendtgørelsens § 2, at der skal være tale om kørsel i lønmodtagerens egen bil. En ægtefælles bil anses også som egen bil.

Der stilles, ud over de udtrykkeligt nævnte krav i § 2 i bekendtgørelsen, krav om, at det, på baggrund af bilagene, er muligt at identificere hvilken bil, der er benyttet til befordringen, således at det er muligt for arbejdsgiveren at føre kontrol med de kørte kilometer, jf. SKM2004.45.LSR.

Udbetales befordringsgodtgørelse med et højere beløb end Ligningsrådets satser, anses hele beløbet for personlig indkomst. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 3, og SKM2017.60.LSR.

Det fremgår af ansættelseskontrakten, at kilometer beregnes fra tolkens adresse til tolkestedet ud fra Krak. Klageren har hertil gjort gældende, at det er [virksomhed1], som har beregnet og registreret kørslen. Proceduren opfylder således ikke betingelsen om, at befordringsgodtgørelse skal udbetales for det faktiske antal kørte kilometer.

Det bemærkes desuden, at klageren har modtaget godtgørelse for kørsel den 17. juni 2016, som ikke er sket, idet aftalen ifølge tolkebilag med ordrenr. 31382 blev aflyst.

Allerede fordi befordringsgodtgørelsen ikke er udbetalt for den faktiske kørsel, samt udbetalt for kørsel, der ikke er sket, anses godtgørelsen for skattepligtig.

Derudover fremgår det af mail af 3. oktober 2018 fra [virksomhed1] til klageren, at de ikke har ført kontrol med, hvorvidt klageren har foretaget kørsel i egen bil. Det er ikke muligt ud fra bilagene at kontrollere hvilken bil, klageren har anvendt.

Yderligere findes det ikke tilstrækkeligt, at der for flere kørsler alene er opgivet til hvilken by, der er kørt. Klagerens arbejdsgiver har således ikke haft et tilstrækkelig grundlag for at føre den fornødne kontrol med antallet af kørte kilometer.

Det forhold, at klageren i forbindelse med sagen har fremlagt en opgørelse med navnet ”Eget regnskab for kørsel ifm. opgaver for [virksomhed1] år 2016” med dato og eksakte adresser ændrer ikke herpå, idet der skal være tale om forudgående kontrol, jf. SKM2009.430.HR.

Arbejdsgiveren findes herefter ikke at have foretaget en effektiv kontrol senest på udbetalingstidspunktet af, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse. Det fremgår heller ikke af kørselsregnskaberne, at arbejdsgiveren faktisk har udført kontrol f.eks. ved arbejdsgivers påtegning herom.

Klageren opfylder herefter ikke betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse.

Det bemærkes i øvrigt, at manglende kendskab til lovgivningen og retspraksis ikke kan føre til et andet resultat, ligesom det ikke kan føre til et andet resultat, at det er arbejdsgiveren, som ikke har ført den fornødne kontrol.


Det forhold, at klageren gør gældende, at arbejdsgiveren er omfattet af et professionsansvar, og at hun som ansat ikke skal pålægges ansvar, findes at være spørgsmålet om retten til skattefri befordringsgodtgørelse uvedkommende.

Klageren kan i stedet få befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Det fremgår af ligningslovens § 9 B, stk. 4, 2. pkt.

Efter ligningslovens § 9 C kan der foretages fradrag med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.

Det er en forudsætning for befordringsfradrag, at transporten faktisk har fundet sted, ligesom omfanget heraf i fornødent omfang skal godtgøres, eller i hvert fald sandsynliggøres.

Der godkendes befordringsfradrag i overensstemmelse med den af Skattestyrelsen fremlagte opgørelse. Befordringsfradraget udgør herefter 1.798 kr. i 2015 og 6.681 kr. i 2016.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse for befordringsgodtgørelse og godkender befordringsfradrag.