Kendelse af 26-06-2019 - indlagt i TaxCons database den 06-08-2019

Indkomståret 2017

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til advokat på 70.325 kr.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren har oplyst, at hun har arbejdet som erhvervsrådgiver i en bank, men at hun stoppede i 2011, da hun blev varigt syg. I forbindelse med ansættelsen havde klageren tegnet en forsikring for tab af erhvervsevne hos sit pensionsselskab, [virksomhed1].

I 2011 blev klageren tilkendt en erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatningen blev udbetalt i form af løbende ydelser fra den 1. maj 2011. Den 30. april 2014 stoppede klagerens pensionsselskab udbetalingerne. Herefter klagede klageren til Ankenævn for Forsikring, der efterfølgende traf afgørelse om at give pensionsselskabet medhold. Efterfølgende stævnede klageren med hjælp af en advokat [virksomhed1]. Det fremgår af stævningen, at klageren ønskede udbetaling af varig invalidepension, børnepension og præmiefritagelse.

Klageren og [virksomhed1] har den 14. februar 2017 indgået et forlig i sagen ved Retten på [by1]. Sagen er jf. retsbogen forligt således:

”Sagen forliges på vilkår, at sagsøger er berettiget til udbetaling svarende til 3/4 varig invalidepension og børnepension samt fuld præmiefritagelse med virkning fra maj 2014.”

Klageren har som dokumentation for advokatudgifterne fremlagt seks fakturaer. Fakturaerne vedrører advokatbistand og en psykiatrisk forundersøgelse.

Klageren har endvidere til Skattestyrelsen fremlagt en opgørelse over de samlede udgifter i forbindelse med sagens behandling. De samlede omkostninger udgør i alt 307.675 kr. Heraf har retten besluttet, at modparten skal betale 125.630 kr., mens klagerens retshjælpsdækning hos [finans1] har dækket 105.820 kr. Herefter er der udgifter tilbage på i alt 76.225 kr., hvoraf klageren har fratrukket bundfradraget på 5.900.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke imødekommet anmodning om, at der skal godkendes fradrag for udgifter til advokat på 70.325 kr. i indkomståret 2017.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

Vi har vurderet dine indsigelser, og vi fastholder vores afgørelse.

Det er ikke skattepligten af en erstatning, der er afgørende for, om man kan få fradrag for de advokatomkostninger, man har afholdt. Det er typen af erstatning, der er afgørende for fradragsretten.

Erstatning for tab af erhvervsevne relaterer sig ikke til den løbende indkomst. Den relaterer sig til ens evne til overhovedet at kunne skaffe sig en indtægt.

Dine advokatomkostninger er afholdt med henblik på at skaffe dig et nyt og fremtidigt indkomst­ grundlag, og ikke for at erhverve, sikre eller vedligeholde et eksisterende indkomstgrundlag.

Det forhold at tilkendte ydelser er skattepligtige, ændrer ikke ved, at de er tilkendt dig på baggrund af tab af erhvervsevne. Dine udgifter til advokat er de1for indkomstopgørelsen uvedkommende, og der kan ikke godkendes fradrag herfor. Der henvises til statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a og ligningslovens § 9

Se også SKM2003.439.LSR. Denne sag handler om en førtidspensionist, som ønskede fradrag for advokatudgifter som vedrørte en skattepligtig førtidspension. Landsskatteretten fandt, at advokatudgiften vedrørte selve grundlaget for indkomsterhvervelsen, hvorfor der ikke var fradrag.

Begrundelse

Lønmodtagere kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fratrække udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde i det omfang det overstiger 5.900 kr. Det står i ligningslovens § 9, stk. 1.

Statsskattelovens § 6 indeholder den grundlæggende hovedregel for, hvilke omkostninger der kan fratrækkes ved beregningen af den skattepligtige indkomst. De fradragsberettigede driftsomkostninger er "de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedlige holde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger".

Der er derimod ikke fradrag for udgifter, der vedrører selve grundlaget for indkomsterhvervelsen. Dette harmonerer med Juridisk Vejledning afsnit C.A.4.3.l.11. hvori der er anført at "der er fradrag for udgifter til advokatbistand, forudsat bistanden vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen og ikke vedrører grundlaget for indkomsterhvervelsen/formuesfæren, jf. statsskattelovens § 6."

Ved vurderingen af, om der er fradrag for advokatomkostninger, er det derfor nødvendigt at tage stilling til hvorvidt advokatudgiften vedrører erstatninger, der kan henføres til den løbende indkomsterhvervelse eller grundlaget for indkomsterhvervelsen/formuesfæren.

Fradragsretten for advokatudgifter afhænger således helt overordnet af, hvorvidt udgifterne er knyttet til en erstatning, der efter sin art er skattefri eller skattepligtig og det er uden betydning, om erstatningen udbetales som et skattefrit engangsbeløb eller en skattepligtig løbende ydelse.

En erstatning for tab af erhvervsevne vedrører ikke din løbende indkomsterhvervelse, men grundlaget for overhovedet at skaffe en indtægt.

Da dine advokatomkostninger vedrører udbetaling af forsikring for tab af erhvervsevne, vedrører de således ikke den løbende indkomsterhvervelse, men betragtes skattemæssigt som vedrørende indkomstgrundlaget/formuesfæren, selvom der er tale om en løbende ydelse, der er skattepligtig.

Der kan henvises til SKM.2006.383 LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at en klager, der fik udbetalt menerstatning og erstatning for erhvervsevnetab, ikke var berettiget til fradrag for advokatomkostninger i medfør af statsskattelovens § 6, stk.1, litra a Se tillige SKM2003.439.LSR, hvor advokatudgifter i forbindelse med førtidspension ikke var fradragsberettigede. ”

Den 2. november 2018 er Skattestyrelsen kommet med følgende bemærkninger til klagen:

”(...)

Opmærksomheden henledes desuden på den ikke-offentliggjorte afgørelse fra Landsskatteretten 15-0347427, som netop vedrører tab af erhvervsevne udbetalt som løbende ydelse og advokatomkostninger.

(...)”

Den 8. marts 2019 er Skattestyrelsen kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”(...)

Skattestyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af sagen.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at udgiften til advokatbistand er afholdt med henblik på at opnå erstatning for tab af erhvervsevne, børnepension og præmiefritagelse.

Der kan ikke godkendes fradrag for de afholdte advokatudgifter, jf. ligningslovens § 9, stk. 1 og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da klagers erstatningen ikke vedrører hendes løbende indkomsterhvervelse, men derimod selve grundlaget for indkomsterhvervelsen.

Skattestyrelsen henviser til SKM 2003.439LSR, hvor advokatomkostninger i forbindelse med klagesag for Det sociale Nævn med henblik på forhøjelse af førtidspensionen ikke var fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen, da omkostningerne ansås at vedrøre grundlaget for indkomsterhvervelsen.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at der skal godkendes fradrag for udgifter til advokat på 70.325 kr. i indkomståret 2017.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

”(...)

E.A.1.1 SL §4 Indkomstbegrebet: Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§ 4-6. Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip, hvorefter det er bruttoindkomsten minus de udgifter, der er afholdt for at erhverve indkomsten, som skal beskattes.

Efter SL § 4 er det fuldstændig uden betydning om indtægten er resultat af positive indkomstbestræbelser eller ikke-positive indkomstbestræbelser (bilag 2 af 11.11.2018) - dvs. det er underordnet hvorvidt det er løbende pensionsudbetaling eller løn.

Statsskattelovens §6, stk. 1, litra A: Ved beregningen af den skattepligtige Indkomst bliver at fradrage: "Driftsomkostninger, dvs. de Udgifter, som i Aarets Løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde Indkomsten".

Heraf kan udledes, at forudsætningen for fradrag er, at indkomsten er skattepligtig.

Jeg skal ydermere understrege, at mit fradrag vedrører min eksisterende indkomsterhvervelse, og ikke et nyt fremtidigt indkomstgrundlag, som Skat påstår. Min eksisterende indkomsterhvervelse fra [virksomhed1]/[virksomhed2] startede allerede tilbage i maj 2011, og min ret til at fradrage advokatomkostninger, opstod først i forbindelse med at [virksomhed1]/[virksomhed2], uretmæssigt, stoppede min eksisterende løbende månedlige skattepligtige udbetaling i april 2014 (bilag 1 af 11.11.2018). Der er således tale om advokatudgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde (bibeholde) min eksisterende indkomst fra [virksomhed1]/[virksomhed2], og således ikke en ny fremtidig indkomstkilde/indkomstgrundlag. Det skal ydermere understreges at Statsskattelovens §6, stk. 1, litra A alene taler om "Indkomst", og ikke betinger at der skal være tale om en lønindkomst.

Kendelse 15-0347427: Jeg skal samtidig tilbagevise skats fremførte kendelse, der er irrelevant for min sag, idet der er tale om et helt nyt fremtidigt indkomstgrundlag (opstart af pensionsudbetaling), modsat min eksisterende indkomsterhvervelse (videreførsel af pensionsudbetaling fra [virksomhed1]/[virksomhed2]).

Det Skatteretlige omkostningsbegreb: I den positive afgrænsning af det skatteretlige omkostningsbegreb, er det ydermere en betingelse for at få fradrag, at der har været en direkte forbindelse mellem udgiften og indkomsterhvervelsen. Jeg har til fulde godtgjort, at der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af advokatudgifterne og erhvervelsen af indkomsten, idet min retssag er endeligt afsluttet. Ved at bruge advokatomkostningerne, har jeg således opnået at bibeholde min eksisterende løbende skattepligtige indtægt fra [virksomhed1]/[virksomhed2] (Bilag 1 af 13.01.2019)

Dette er helt i tråd med Skats egne juridiske vejledninger, specifikt omhandlende beskatning af erstatninger, og fradragsret ved erstatninger.

Juridisk vejledning: C.A.3.7: Beskatning af erstatninger (Bilag 11 af 21.10.2018 - udskrift fra Skats egen hjemmeside): foreskriver at man, for at afgøre beskatningen af en erstatning, skal skelne mellem, om erstatningen er

Ad a) Hvis erstatningen bliver udbetalt som en løbende ydelse, er det et løbende afkast, der har karakter af indkomsterhvervelse, hvilket er skattepligtigt efter SL§4

Ad b) Hvis erstatningen er et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes på samme måde, som det, den træder i stedet for. Hvis erstatningen er en kompensation for et tab i det løbende afkast/indkomsterhvervelse, er den skattepligtig (SL§4).

Det er uomtvisteligt, at min Tab af Erhvervsevne udbetaling er en løbende ydelse, og derfor i henhold til loven har karakter af indkomsterhvervelse. Jeg indkomstbeskattes af de løbende månedlige ydelser, ligesom summen, der blev udbetalt i februar 2017, skattemæssigt blev anset som en kompensation for et tab i det løbende afkast/indkomsterhvervelse for årene 2014 - 2016 (SL§4), hvorfor beløbet blev skattemæssigt tilbagefordelt. Der er således betalt fuld skat af alt - både af de løbende månedlige udbetalinger, samt af sumudbetalingen, der er blevet skattemæssigt tilbagefordelt.

Jeg henviser til SKM2003.525.LSR: En erstatning for tab af erhvervsevne udbetalt samlet i 2001 var tilkendt som en løbende ydelse for perioden fra den 18. oktober 1996 til den 31. august 2001. Derfor var den ikke en skattefri engangsudbetaling, men en skattepligtig løbende ydelse - altså karakter af indkomsterhvervelse. Denne kendelse underbygger min sag.

Juridisk Vejledning afsnit C.A.4.3.1.11: Fradragsret ved erstatninger (Bilag 2 af 13.01.2019 - udskrift fra Skats egen hjemmeside): "der er fradrag for udgifter til advokatbistand, forudsat bistanden vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen, og ikke vedrører grundlaget for indkomsterhvervelsen/formuesfæren, jf. statsskattelovens §6".

Heraf kan udledes, at forudsætningen for at få fradrag, er at indkomsten er skattepligtig. Hvis erstatningen er skattepligtig og derfor skal medregnes i indkomstopgørelsen (resultatopgørelsen), kan man også få fradrag for advokatomkostninger jf. nettoindkomstprincippet. Og omvendt hvis erstatningen er skattefri, og derfor går direkte i formuesfæren (balancen), kan man selvfølgelig heller ikke få fradrag for advokatomkostninger.

Dette er helt i tråd med Skats udtalelse i afgørelse af 05.10.2018 (bilag 10 af 21.10.2018): "Fradragsretten for advokatudgifter afhænger udelukkende af, hvorvidt udgifterne er knyttet til en erstatning, der efter sin art er skattefri eller skattepligtig".

Hermed 2 eksempler for at illustrere forskellen:

Skattefri sum/engangserstatning (personskade/varigt men efter ulykke): Da erstatningssummen er en kompensation for en del af indkomstgrundlaget, er den skattefri, jf. SL§5. Erstatningen skal ikke beskattes, og går derfor direkte i balancen som en formueforøgelse - dvs. vedrører formuesfæren. Da erstatningen er skattefri, kan man selvfølgelig heller ikke få fradrag for advokatbistand. Det er udelukkende her, at erstatningsansvarslovens §5 finder anvendelse.

Skattepligtig løbende ydelse (der skal kompensere tabet af lønindkomst ved sygdom): Da den løbende månedlige ydelse er en kompensation for et tab i den løbende indkomsterhvervelse, er den skattepligtig, jf. SL§4. Her er tale om en skattepligtig løbende ydelse, der træder i stedet for ens løn. Indtægten er skattepligtig, og går derfor i resultatopgørelsen, hvor der afregnes skat - dvs. karakter af indkomsterhvervelse. Da erstatningen er skattepligtig, kan man selvfølgelig også få fradrag for advokatbistand (nettoindkomstprincip).

SKM2006.383.LSR: Ikke fradrag for advokatudgifter, fordi erstatningssummen var skattefri. Skat begrunder deres afgørelse i SKM2006.383.LSR, hvilket på ingen måde kan relateres til min sag, da sumudbetalingen i kendelsen er skattefri, hvor min sag er fuldstændig modsatrettet med skattepligt og dermed også fradragsret for advokatudgifter (nettoindkomstprincippet).

Konklusion:

Det er derfor juridisk ukorrekt, at Skat påstår, at min løbende tab af erhvervsevne udbetaling vedrører formuesfæren. Skat er selvfølgelig forpligtet til at følge deres egen vejledninger, og skal ikke benytte ét begreb, når der skal betales skat (indkomstopgørelse), og et andet, når der sker fradrag (formuesfæren). Indtægten og fradraget hænger selvfølgelig uløseligt sammen, jævnfør Statsskattelovens nettoindkomstprincip (SL §§4-6). Da jeg har betalt skat af det fulde beløb, er jeg selvfølgelig også berettiget til fradrag for advokatudgifter.

Mit synspunkt understøttes af lærebog om indkomstskat (3. udgave, 1978) af Ole Bjørn, Lida Hulgaard og Aage Michelsen: Her anføres det på side 206, at "retssags- og advokatudgifter behandles på samme måde som de krav, udgifterne er knyttet til". Dvs. hvis erstatningen er skattepligtig, så kan advokatudgiften selvfølgelig også fratrækkes som en driftsudgift.

Den skatteretlige praksis med, pr. automatik, at afvise ethvert advokatfradrag i erhvervsevnetabssager, er i klar strid med loven og Skats egne retningslinjer. I henhold til loven skal der skelnes mellem skattefrie sumudbetalinger der vedrører formuesfæren, og skattepligtige løbende ydelser der vedrører indkomstopgørelsen. Det skal her pointeres at skattelovgivningen er en præceptiv lov, der er forpligtende og ufravigelig, og derfor skal overholdes af såvel borgere som myndigheder.

(...)”

Den 11. november 2018 er klageren kommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 2. november 2018:

”Jeg har modtaget skattestyrelsens kommentarer til min klage, og kan kun opfordre Skattestyrelsen til at sammenholde min sag med de kendelser der fremlægges. Fremlagte nye kendelse 15-0347427.LSR er ligeledes irellevant for min sag, idet der er tale om et helt nyt fremtidigt indkomstgrundlag (opstart af pension), modsat min eksisterende indkomsterhvervelse (videreførsel af pension). Alle kendelser, som Skattestyrelsen har fremlagt, er således tilbagevist.

Juridisk dokumentation på, at jeg er berettiget til at fradrage advokatomkostninger:

På den baggrund har jeg til fulde løftet min bevisbyrde, for fradrag af advokatomkostninger.

Skattestyrelsen påpeger, at jeg ikke tidligere har ansøgt om at få min tab af erhvervsevneudbetaling gjort skattefri. Som det tydeligt fremgår af min klage, forventer jeg ikke at den bliver skattefri, men bemærkningen er alene fremsat for at tydeliggøre, at indtægten og fradraget hænger uløseligt sammen, jævnfør Statsskattelovens nettoindkomstprincip (SL §§4-6). Det er derfor min opfattelse at Skattestyrelsens udtalelse er uheldig.

(...)”

Den 27. februar 2019 er klageren kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”INDSIGELSER TIL SKATTEANKESTYRELSENS FORSLAG TIL AFGØRELSE

Det er yderst bekymrende at man i Skatteankestyrelsen - efter min opfattelse - ikke besidder helt elementær regnskabsmæssig kunnen, og kan kende forskel på formue og indkomst, dvs. hvad der bogføres i henholdsvis balancen og resultatopgørelsen!!! Jeg skal derfor endnu engang forklare skattelovgivningen på området.

GENERELT OM DE GRUNDLÆGGENDE REGLER

Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§4-6, der opstiller et grundlæggende skel mellem formue (herunder indkomstgrundlag) og indkomst.

FORMUEN

Formuen er alle ens aktiver og ejendele, herunder indkomstgrundlaget. Indkomstgrundlaget er de aktiver, der giver mulighed for at opnå en indtægt. Det kan f.eks. være slagterens forretningslokaler, vognmandens taxi, kontormedarbejderens grunduddannelse, eller - som i mit tilfælde - den syges invalidepensions-police. De er alle grundlaget for at opnå en indkomst.

Formuen, herunder indtægtsgrundlaget er som udgangspunkt skatten uvedkommende, hvorfor bogføring sker i balancen (formuesfæren). Det betyder på indkomstsiden, at værdistigninger i og fortjenester ved salg af ens ejendele som udgangspunkt ikke er skattepligtige

INDKOMSTEN

Indkomsten er derimod det afkast, som indkomstgrundlaget giver. Afkastet er skattepligtig indkomst, hvorfor bogføring altid sker i indkomstopgørelsen/resultatopgørelsen. Udgangspunktet er, at al indkomst er skattepligtig. Det gælder både engangsindtægter og tilbagevendende indtægter, og det er uden betydning, om indkomsten er resultat af en aktiv indsats (f.eks. lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende), eller en ikke-aktiv indsats (f.eks. pension, gevinst, gave). SL§4 giver en opremsning af forskellige skattepligtige indkomster, herunder pension (SL§4, punkt C), som i mit tilfælde.

SL§4: Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede Aarsindtægter...

C. ...samt Pension

UDGIFTER

Udgifter, der er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kaldes driftsudgifter og kan fradrages i den skattepligtige indkomst (SL§6)

SL§6: Ved beregningen af den skattepligtige Indkomst bliver at fradrage:

a. Driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i aarets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten derunder ordinære afskrivninger

SKATTEANKESTYRELSENS FORSLAG TIL AFGØRELSE

Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse er forkert og stærkt selvmodsigende!!! Først skriver man - helt korrekt - at udgifter til advokatomkostninger kan fradrages, såfremt de vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes i indkomstopgørelsen (altså resultatopgørelsen, hvor der afregnes skat). Herefter skriver man, at min invalidepensionsindkomst, nu lige pludselig vedrører mit indkomstgrundlag (altså min balance, hvor der ikke afregnes skat)!!! Dette er simpelthen noget selvmodsigende vrøvl. Med andre ord - man konstaterer et forhold, og konkluderer på det modsatte!!!

Jeg har netop tydeligt løftet bevisbyrden for, at min invalidepensionsindkomst er medregnet i min indkomstopgørelse, da der er betalt fuld skat af hele beløbet. Alligevel påstår Skatteankestyrelsen, uden nogen form for gyldig begrundelse, at den vedrører mit indkomstgrundlag, og jeg derfor ikke kan fradrage mine sagsomkostninger, i min løbende skattepligtige pensionsudbetaling. Dette er meget kritisabelt - man har som borger ret til en gyldig, og ikke-selvmodsigende begrundelse ved et afslag.

Min eksisterende indkomsterhvervelse fra [virksomhed1]/[virksomhed2] starter allerede tilbage i maj 2011, og min ret til at fradrage advokatomkostninger, opstår først i forbindelse med at [virksomhed1]/[virksomhed2] uretmæssigt, stopper den løbende udbetaling i maj 2014 (Bilag 1 af 11.11.2018). Der er således tale om advokatudgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde (bibeholde) min eksisterende indkomst, og således ikke en ny fremtidig indkomstkilde.

KONKLUSION

Det er rystende at Skatteankestyrelsen - som borgerens klageorgan - laver en, for mig, så selvmodsigende og "ren mekanisk" afgørelse, uden at henholde sig til loven, eller Skats egen juridiske vejledning, specifikt omhandlende fradragsret ved erstatninger:

Juridisk vejledning C.A.4.3.1.11: Fradragsret ved erstatninger (Bilag 2 af 13.01.2019):

"Der er fradrag for udgifter til advokatbistand, forudsat bistanden vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen, og ikke vedrører grundlaget for indkomsterhvervelsen/formuesfæren, jf. statsskattelovens §6".

Heraf kan udledes, at forudsætningen for at få fradrag, er at indkomsten er skattepligtig. Hvis erstatningen er skattepligtig, og derfor skal medregnes i indkomstopgørelsen (resultatopgørelsen), kan man også få fradrag for advokatomkostninger jf. nettoindkomstprincippet. Og omvendt hvis erstatningen er skattefri, og derfor går direkte i formuesfæren (balancen), kan man selvfølgelig heller ikke få fradrag for advokatomkostninger.

Dette er helt i tråd med Skats udtalelse i afgørelse af 05.10.2018 (bilag 10 af 21.10.2018): "Fradragsretten for advokatudgifter afhænger udelukkende af, hvorvidt udgifterne er knyttet til en erstatning, der efter sin art er skattefri, eller skattepligtig".

Jeg forventer at Landsskatteretten forholder sig til de faktiske forhold, og den gældende lovgivning på området, og giver mig medhold. Skat er forpligtet til at følge loven og deres egne juridiske vejledninger, og skal ikke benytte ét begreb, når der betales skat (indkomstopgørelse), og et andet, når der sker fradrag (formuesfæren). Indtægten og fradraget hænger selvfølgelig uløseligt sammen, jævnfør Statsskattelovens nettoindkomstprincip (SL§§4-6). Sagt med andre ord - da jeg har betalt skat af det fulde beløb, er jeg selvfølgelig også berettiget til fradrag for advokatudgifter.

Såfremt jeg - mod forventning - ikke får medhold, anmodes Landsskatteretten om, at ændre Skats afgørelse, således at min invalidepension udbetales skattefrit (både fremadrettet og bagudrettet), da den i så fald må vedrøre formuesfæren.”

Den 20. marts 2019 er klageren kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”I skriver i jeres forslag til afgørelse, at min skattepligtige månedlige invalidepension fra [virksomhed1], ikke vedrører den løbende indkomsterhvervelse, men derimod selve indkomstgrundlaget, og således muligheden for overhovedet at skaffe sig en indtægt.

Det er ikke korrekt - jeg har i tidligere skrivelser grundigt argumenteret mod dette. Jeg skal ydermere henlede opmærksomheden på, at jeg i alle årene også har haft en sideløbende indtægt, da jeg tillige har fået udbetalt invalidepension fra et andet Pensionsselskab, [virksomhed3]. Jeg henviser til bilag 1 af 11.11.2018, hvoraf det fremgår at jeg i alle årene 2012 -2019 har haft en sideløbende invalidepensions-indtægt fra [virksomhed3]. Så der er ikke tale om "muligheden for overhovedet at skaffe sig en indtægt" - jeg har jo i alle årene haft en indtægt.”

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere fradrages udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2010-niveau), jf. ligningslovens § 9, stk. 1. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20 og udgjorde i 2017 5.900 kr.

Ifølge statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgifterne og erhvervelsen af indkomsten.

Udgifter til sagsomkostninger og advokatbistand kan fradrages, hvis udgifterne vedrører erhvervelsen af skattepligtige indtægter efter statsskattelovens § 4 og ikke indkomstkilden. Det følger således af sammenhængen mellem statsskattelovens § 6 og statsskattelovens § 4, at såfremt udgifterne vedrører selve indkomstkilden, kan disse ikke fradrages.

En udbetalt erstatning for tabt erhvervsevne vedrører ikke den løbende indkomsterhvervelse, men derimod selve indkomstgrundlaget og således muligheden for overhovedet at skaffe sig en indtægt, jf. Landsskatterettens kendelser af henholdsvis 10. november 2017, journalnr. 15-0347427, 28. juli 2010, journalnr. 09-01102 og 22. december 2009, journalnr. 09-01389.

Det er i den forbindelse ikke afgørende ved vurderingen af fradragsretten for udgifter til advokatbistand, om den udbetalte erstatning er skattepligtig eller ej, jf. også Landsskatterettens kendelse af 22. december 2009, journalnr. 09-01389.

Det har desuden ikke betydning for vurderingen af, om der er fradragsret for udgifter til advokatbistand, om den skattepligtige allerede har fået udbetalt ydelser for tab af erhvervsevne, da udgiften også i dette tilfælde anses at vedrøre selve indkomstgrundlaget.

Landsskatteretten lægger til grund, at udgiften til advokatbistand er afholdt med henblik på at opnå erstatning for tab af erhvervsevne, børnepension og præmiefritagelse.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at der ikke kan godkendes fradrag for de afholdte advokatudgifter, jf. ligningslovens § 9, stk. 1 og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er herved henset til, at erstatningen ikke vedrører klagerens løbende indkomsterhvervelse, men derimod selve grundlaget for indkomsterhvervelsen.

Det er efter Landsskatterettens opfattelse ikke afgørende, om erstatningen udbetales løbende eller ej, da erstatningen i begge tilfælde udbetales, når der er påvist et tab af erhvervsevne.

Landsskatteretten henviser endvidere til Landskatteretskendelse af 29. august 2003, offentliggjort i SKM 2003.439, hvor advokatomkostninger i forbindelse med klagesag for Det sociale Nævn med henblik på forhøjelse af førtidspensionen ikke var fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen, da omkostningerne ansås at vedrøre grundlaget for indkomsterhvervelsen.

Klageren har gjort gældende, at såfremt Landsskatteretten ikke kan godkende fradrag for de afholdte advokatudgifter, skal Landsskatteretten omkvalificere den skattepligtige udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne til en skattefri udbetaling.

Skattestyrelsen har ikke ved den påklagede afgørelse taget stilling til, om erstatningen for tab af erhvervsevne kan udbetales skattefrit, hvorfor Landsskatteretten ikke kan behandle dette punkt, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster på den baggrund Skattestyrelsens afgørelse.