Kendelse af 18-12-2020 - indlagt i TaxCons database den 16-01-2021

Indkomståret 2012

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med yderligere løn fra selskabet [virksomhed1] A/S med 172.500 kr. for indkomståret 2012.

Indkomståret 2013

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med yderligere løn fra selskabet [virksomhed1] A/S med 70.799 kr. for indkomståret 2013.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

I de påklagede indkomstår 2012 og 2013 var klageren ansat i [virksomhed1] A/S som almindelig lønmodtager. Den 11. februar 2015 blev klageren partner og medejer. Klageren ejer i dag 25-33,32 % af aktiekapitalen via sit holdingselskab.

Selskabet [virksomhed1] A/S med cvr-nr. [...1] er registreret med startdato den 7. januar 2009 under branchekode 731110 ’Reklamebureauer’ og beskæftiger sig med rådgivning inden for reklame og markedsføring.

Det fremgår af cvr, at [virksomhed1] A/S i de påklagede indkomstår 2012 og 2013 havde adresse på [adresse1], 2. sal. I dag har selskabet adresse på [adresse2], st.

Klageren har siden 1. september 2012 lejet en lejlighed på adressen [adresse1], 3. sal gennem ejendomsvirksomheden [virksomhed2] A/S sammen med sin ægtefælle. Klagerens private bolig lå således i samme opgang som [virksomhed1] A/S i de påklagede indkomstår 2012 og 2013. Det fremgår af lejekontrakten, at lejligheden udgør 332 m² og er udlejet til beboelse. Den månedlige husleje udgør 31.500 kr. og derudover kommer a conto varmebidrag på 3.000 kr. om måneden.

Klagerens repræsentant har i redegørelse til Skattestyrelsen af 18. juli 2017 oplyst, at lejligheden på [adresse1] i de påklagede indkomstår tillige fungerede som kontor for [virksomhed1] A/S. Repræsentanten har derudover oplyst, at [virksomhed1] A/S og klageren indgik en aftale i september 2012, som indebar, at [virksomhed1] A/S betalte for en del af huslejen i privatboligen fra september 2012 til marts 2014. Denne aftale blev indgået, da klageren havde komplikationer med sit nyfødte barn og dermed kun kunne arbejde fra privatboligen, som således fungerede som en hjemmearbejdsplads. Repræsentanten har oplyst, at klageren genoptog arbejdet straks efter fødslen og var dermed afskåret fra barsel. Repræsentanten har oplyst, at indtægten blev betragtet som en refusion, idet privatbolig og kontor i en periode var fælles med [virksomhed1] A/S og baggrunden for opdelingen af opkrævningerne i henholdsvis privat- og firmaandel skyldes, at man havde en opfattelse af, at der var krav om faktura for den erhvervsmæssige del.

Skattestyrelsen har oplyst, at klageren kontaktede [virksomhed2] A/S i oktober 2012 og anmodede om, at huslejefakturaen blev udstedt til anden fakturamodtager og med angivelse af anden fakturatekst. [virksomhed2] A/S har til Skattestyrelsen i brev af 22. februar 2017 oplyst følgende:

”September 2012 til januar 2017

Kunden kontakter første gang kundeteamet (kundechef [person1] og kundeassistent [person2]), der har ansvaret for ejendommen i oktober 2012 og anmoder om at modtage en faktura på 5 måneders leje forud (kunden er ofte ude at rejse og ønsker at være i forudbetaling, er forklaringen).

Kunden ønsker fakturaen udstedt til anden fakturamodtager og med angivelse af anden fakturatekst. Kundeassistenten vælger desværre at efterkomme dette ønske (...)

(...)

Ovennævnte forløb gentages i flere omgange. De forkerte fakturaer udstedes til flere forskellige fakturamodtagere og ofte bruges fakturateksten ”Leje af ejendom til modeuge”.

I ovennævnte periode udstedes der i alt 11 forkerte fakturaer for et samlet beløb på DKK 2.034.393,76.

(...)”

Af det af [virksomhed2] A/S fremsendte materiale foreligger i alt 11 forskellige fakturaer:

Klageren har således i indkomstårene 2012 og 2013 fået betalt i alt 243.299 kr. af huslejeudgifterne af [virksomhed1] A/S, ved at [virksomhed1] A/S har indbetalt beløbet direkte til [virksomhed2] A/S.

Skattestyrelsen har oplyst, at de i brev af 21. juli 2017 anmodede klagerens repræsentant om at fremsende den pågældende aftale mellem klageren og [virksomhed1] A/S, samt at besvare spørgsmål i relation hertil, men at klagerens repræsentant ikke er vendt tilbage på henvendelsen.

Skattestyrelsen udsendte agterskrivelse om ændring af klagerens skatteansættelse den 13. juni 2018 og traf afgørelse i sagen den 27. juli 2018.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens indkomst med 172.500 kr. for indkomståret 2012 og 70.799 kr. for indkomståret 2013.

Skattestyrelsen har som begrundelse anført følgende:

”Det er vores opfattelse, at [virksomhed1] A/S' betaling af husleje og varme er skattepligtig lønindkomst for dig.

I 2012 udgør beløbet 172.500 kr. og i 2013 udgør beløbet 70.799 kr.

Det er endvidere vores opfattelse, at du har handlet groft uagtsomt eller forsætligt, ved ikke at selvangive den betalte husleje. Det er opfattelsen, at du burde vide at en betaling af husleje, i den størrelsesorden der er tale om, fra din arbejdsgivers side, er skattepligtig indkomst.

Det følger af reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, om ordinær ansættelse og genoptagelse, at Told- og Skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, og at ansættelse skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 5.

Derfor ændrer vi indkomsten for 2012 og 2013.”

Skattestyrelsen er i udtalelse til klagen fremkommet med følgende bemærkninger:

”(...)

Skattestyrelsen fastholder, at afgørelsen er omfattet af suspensionsreglen i skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5.

[person3] får betalt 243.299 kr. af sine huslejeudgifter af arbejdsgiveren [virksomhed1] A/S, som indbetaler beløbet direkte til udlejer. Beløbet bliver ikke indberettet af arbejdsgiveren, og [person3] selvangiver ikke beløbet. Der er tale om et relativt stort beløb.

Skattestyrelsen har ikke haft noget grundlag for at foretage en korrekt ansættelse, før der foreligger en oplysning fra udlejer [virksomhed2] A/S vedrørende omfaktureringen.

[person3] har således aktivt anmodet udlejeren om at omfakturere huslejefakturaerne med et indhold, der ikke stemmer overens med det oplyste om anvendelsen. Det fremgår af klagen, at [virksomhed1] A/S betaler 40 % af huslejen i 18 måneder. På den ene faktura fremgår der 5 måneder af i alt 34.500 kr. - altså den fulde husleje. Der er således ikke sammenhæng mellem det oplyste og det fakturerede.

I den mailkorrespondance som Skattestyrelsen har modtaget fra [virksomhed2] A/S skriver [person3], at de vil bruge et af værelserne til [virksomhed1] A/S kontor. Det kan næppe udgøre 40 %.

[person3] anvender sin lejlighed erhvervsmæssig i strid med lejekontrakten, hvor det i leje­ kontraktens § 1 er anført, at lejligheden kun må anvendes til bolig.

Den del af huslejen som [virksomhed1] A/S ikke betaler, bliver fratrukket i ægtefællens personlige virksomhed. Ægtefællen hævder også, at han anvendte en del af lejligheden til kontor/repræsentation.

Der er således ingen del af huslejen, som er betalt privat af [person3] eller hendes ægtefælle. Hele huslejen er faktureret enten til [person3] arbejdsgiver eller ægtefællens virksomhed.

Ovenstående viser, efter Skattestyrelsens opfattelse, at [person3] har handlet groft uagtsomt ved at have medvirket til at der blev foretaget en forkert skatteansættelse for indkomstårene 2012 og 2013.

(...)

Indledningsvis skal det bemærkes, at Skattestyrelsen flere gange har anmodet om at få dokumentation for den aftale [virksomhed1] A/S og [person3] indgik. Denne er aldrig modtaget.

Uanset hvem der beslutter at afholde en del af huslejeudgifterne, ændrer ikke det forhold at beløbet er skattepligtigt for [person3], og hun har ansvaret for at selvangive beløbet.

(...)

Skattestyrelsen er uforstående over for dette synspunkt. Der er ikke tale om fri bolig, da lejligheden hverken er ejet eller lejet af [virksomhed1] A/S.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelsen skal nedsættes til 0 kr.

Repræsentanten har som begrundelse anført følgende:

”Principalt anser vi ikke den manglende indberetning for groft uagtsom efter Skattekontrollovens § 27, stk. I, nr. 5, som følge af, at vi ikke anser refusionen for skattepligtig. I hvert fald er en afvigende retlig kvalifikation foretaget af vores klient uden professionelle forudsætninger ikke en fejl af en så groft dadelværdig karakter, at fejlen i givet fald kan karakteriseres som udslag af grov uagtsomhed.

Hvad angår sagens realitet, jf. den subsidiære påstand, var vores klient i de påklagede indkomstår alene lønmodtager i selskabet, og havde derfor ikke nogen ledelsesmæssig indflydelse i selskabet.

Det var den daværende ledelse, som havde vurderet, at huslejen på [adresse1] var en udgift, som selskabet ønsker at betale. Årsagen til at selskabet har ønsket at betale denne udgift var som tidligere nævnt at [person3] skulle passe sit syge barn og derfor ikke havde mulighed for at passe sit arbejde på selskabets adresse. Selskabet vælger derfor at betale en del af huslejen, da selskabet bruger lejemålet som kontor og det danner rammen for repræsentative formål for virksomheden.

Mere subsidiært må beskatningen af værdien af den frie bolig være B-indkomst jf. kildeskattebekendtgørelsens § 18 modsætningsvis, hvor der ikke er arbejdsmarkedsbidragspligt, jf. AMBL 2, stk. 2, nr. 6 modsætningsvis. [virksomhed1] A/S har over 1.5 år betalt ca. 40 % huslejen, hvilket har været den erhvervsmæssige udnyttelse af lejemålet. Da lejemålet har været benyttet erhvervsmæssigt, skal vores klient ikke beskattes af det fulde beløb.”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Klageren har i indkomstårene 2012 og 2013 fået betalt i alt 243.299 kr. af huslejeudgifterne vedrørende lejligheden [adresse1]. 3. sal af selskabet [virksomhed1] A/S. Adressen var klagerens private bopæl.

Klageren, som var ansat som lønmodtager i selskabet [virksomhed1] A/S i de påklagede år, har oplyst, at hun havde komplikationer med hendes nyfødte barn og derfor måtte arbejde fra privatboligen, som således fungerede som en hjemmearbejdsplads.

Efter de foreliggende oplysninger finder Landsskatteretten, at [virksomhed1] A/S’ betaling af huslejen for [adresse1], 3. sal må anses for yderligere lønindkomst for klageren. Der er henset til, at klageren ikke har dokumenteret, at der er arbejdet fra lejligheden, og at dette arbejde har medført, at lejligheden har været uanvendelig til privat brug for klageren og dennes husstand. Endvidere er der henset til, at [virksomhed1] A/S i de påklagede indkomstår 2012 og 2013 havde adresse i samme opgang som klagerens privatbolig i [adresse1].

Skatteforvaltningen kan ikke varsle en ændring af skatteansættelsen for et indkomstår senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal herefter foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

Fristen for udsendelse af agterskrivelse var den 1. maj 2016 for indkomståret 2012 og den 1. maj 2017 for indkomståret 2013. Skattestyrelsen udsendte agterskrivelse den 13. juni 2018. Agterskrivelsen er således udsendt efter udløbet af den ordinære ligningsfrist.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår, at skatteforvaltningen uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 kan foretage eller ændre en skatteansættelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt afhænger af en samlet vurdering af den skattepligtiges subjektive omstændigheder.

Landsskatteretten finder, at klageren må anses for at have handlet mindst groft uagtsomt ved at have undladt at selvangive værdien af [virksomhed1] A/S’ huslejebetalinger for boligen på [adresse1], 3. sal. Der er henset til, at der er tale om betaling af klagerens private udgifter til husleje i den private bolig, samt at der er tale om et beløb af ikke uvæsentlig størrelse.

Skattestyrelsen har således været berettiget til at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2012 og 2013 ekstraordinært.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.