Kendelse af 03-06-2019 - indlagt i TaxCons database den 06-08-2019

Faktiske oplysninger

Klageren driver virksomheden [virksomhed1] med cvr-nr. [...1]. Virksomheden blev startet den 1. januar 1989 og er registreret under branchen ”Detailhandel med elektriske husholdningsapparater” og med bibranchen ”Sundhedsvæsen i øvrigt i.a.n.”.

Ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen er virksomheden opdelt i følgende tre undervirksomheder:

[virksomhed1], der udfører håndværksopgaver.

[virksomhed2], der udfører DNA-test. Prøverne sendes til en virksomhed i USA.

Udlejningsvirksomheden [virksomhed3], der udlejes til beboelse, herunder til klageren og hans familie, samt til lager og værksted til erhverv. Derudover anvendes værksted/lager/kontor af [virksomhed1] og [virksomhed2].

Skattestyrelsen har desuden oplyst, at den eneste ansatte i virksomheden udover klageren var klagerens søn i 2016 og 2017.

Resultater

Der er udarbejdet to årsrapporter for indkomståret 2014. Den ene vedrører [virksomhed1] samt DNA-test og den anden vedrører udlejningsvirksomheden [virksomhed3].

Ifølge årsrapporterne havde virksomhederne følgende resultater i 2014:

Genoptagelse af indkomståret 2014

Den 18. september 2017 anmodede SKAT (nu Skattestyrelsen) klageren om oplysninger i forbindelse med opgørelsen af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2014, 2015 og 2016. Den 15. januar 2018 modtog SKAT en del af materialet.

Den 27. februar 2018 anmodede SKAT om yderligere oplysninger og vedlagde kontrolplan med spørgsmål, som SKAT ønskede besvaret. I skrivelsen blev klageren også opfordret til at kontakte SKAT med henblik på at aftale et møde. Der fremgik ikke en frist af skrivelsen.

SKAT modtog ikke materialet og blev ikke kontaktet af klageren angående mødet og sendte herefter et forslag til afgørelse den 26. april 2018.

Den 29. juni 2018 holdt klageren og SKAT møde på klagerens bopæl, og klageren leverede yderligere materiale til Skattestyrelsen den 9. juli 2018.

Skattestyrelsen sendte afgørelse til klageren den 18. juli 2018.

Udgifter til rejser

Ifølge årsregnskabet havde virksomheden i indkomståret 2014 udgifter til rejser på i alt 45.316 kr. Ifølge saldobalancen og kontospecifikationerne havde virksomheden afholdt udgifter til rejser på 27.401 kr.

Ifølge kontospecifikationen svarer udgifterne på 27.401 kr. til bilag 5, 234, 319, 340, 442, 442, 465, 570, 572, 573, 576, 580, 581, 782 og 1255. Skattestyrelsen har godkendt fradrag i henhold til kontospecifikationerne/saldobalancen på nær 2.401 kr. vedr. bilag 319.

Klagerens repræsentant har tidligere forklaret overfor Skattestyrelsen, at differencen mellem årsregnskabet og saldobalancen/kontospecifikationerne skyldtes en efterpostering og fremsendte et bilag, der ikke fremgik af kontospecifikationerne, i form af køb af flybilletter på i alt 3.163 kr. Skattestyrelsen godkendte fradrag for denne udgift også.

Skattestyrelsen har således i den påklagede afgørelse ikke godkendt fradrag på 14.752 kr. pga. manglende dokumentation vedr. differencen mellem årsregnskabet og kontospecifikationerne og på 2.401 kr. vedr. bilag 319 pga. manglende erhvervsmæssig tilknytning. Skattestyrelsen har dermed forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 17.153 kr.

Bilag 319 er fremlagt i form af en kvittering fra [virksomhed4] vedr. transport mellem [by1] og [by2] for én person, [[person1]]. Klagerens repræsentant har tidligere forklaret til Skattestyrelsen, at der var tale om betaling for transport til en russisk tolk, der skulle hjælpe med at oversætte en hjemmeside til russisk. Som dokumentation for samarbejde med [[person1]] har klageren fremlagt en russisk udgave af hjemmesiden tilhørende [virksomhed2].dk.

Klageren er i forbindelse med klagesagens behandling blevet anmodet om, at dokumentere de fratrukne rejseudgifter, der ikke fremgår af kontospecifikationerne. Klagerens repræsentant har herefter indsendt bilag 5, 234, 340, 442, 443, 465, 570, 572, 573, 574, 576, 580, 581, 782 og 1255.

Bilag 574, som ikke fremgår af kontospecifikationerne, er en bankkvittering fra [finans1] på hævning af 4.700 kr. Der er tilføjet med håndskrift, at udgiften vedrører DNA besøg på laboratorie i Estland.

Klageren har forklaret følgende om udgifternes erhvervsmæssige tilknytning:

”...

Jeg har vedlagt den Russiske oversættelse som dokumentation for det arbejde tidligere beskrevet [[person1]] udførte for mig i [virksomhed2] hvor han fik rejseomkostninger dækket og løn i gamle udslidte håndværkstøj og noget overskuds bygge materialer

Rejser til [Norge] er til [virksomhed2] i Norge

Ture på Øresundsbroen er til [virksomhed2] i Sverige

Kan nævne jeg har ikke andet tilhørsforhold til Norge og Sverige end at have drevet [virksomhed2] i begge lande.

...”

Udgifter til telefon

Ifølge årsregnskabet for [virksomhed1] og [virksomhed2] havde virksomhederne i indkomståret 2014 udgifter til telefoner på i alt 26.936 kr. fordelt med 14.610 kr. til [virksomhed1] og 12.326 kr. til [virksomhed2]. Der er i regnskabet korrigeret for den private anvendelse med 2.600 kr. Der er således fratrukket udgifter til telefon på i alt 24.336 kr.

Skattestyrelsen har i den påklagede afgørelse godkendt fradrag på i alt 19.728 kr. og har således forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 4.608 kr. på baggrund af afholdte udgifter, der efter Skattestyrelsens vurdering skal anses for private for klageren og dermed ikke er fradragsberettigede. Det ikke godkendte fradrag består af udgifter til 12 måneders betaling til [virksomhed5] på 342,40 kr. pr. måned, i alt 4.108,80 kr., samt udgifter på 498,48 kr. til [virksomhed6] og [virksomhed7].

Som dokumentation for udgifterne er fremlagt følgende bilag:

Klageren har forklaret følgende om udgifternes erhvervsmæssige tilknytning:

”[virksomhed5] er to telefoner jeg har købt til firmaet på rente og gebyrfri afbetaling gennem [virksomhed5], mener det var en 2-årig aftale det er 2 IPhone telefoner, bruger stadig den ene af dem i firmaet 5 år efter indkøb.

[virksomhed7] har jeg brugt i årene op til 2014, den optankning i 2014 er vist den allersidste sidste inden jeg fik overflyttet telefonen fra [virksomhed7] til [virksomhed9]

[virksomhed6] Sim kortene ”finten” var de ringede så godt som gratis i Skandinavien, blev indkøbt til viderestilling og opkald i Skandinavien til kun 29 kr. da de var på tilbud, en meget billig løsning i forehold til at bruge [virksomhed9], man kunne få mange timers udlands samtale ud af bare et enkelt kort, de er blevet brugt til at videre stille samtaler og opkald til og fra [virksomhed2] i Norge og Sverige

...”

Lejeværdi af egen bolig

Skattestyrelsen har oplyst, at klageren anvender virksomhedsordningen og at hele ejendommen [virksomhed3], [by3], [by4], er indskudt i heri.

Udlejningsvirksomheden havde følgende resultat i indkomståret 2014:

Klagerens repræsentant har oplyst, at der på ejendommen er 5-6 beboelseslejemål og 1 erhvervslejemål udover klagerens private bolig.

Det fremgår af BBR, at ejendommen er vurderet som beboelses- og forretningsejendom og har tre beboelsesenheder.

I indkomstårene 2015 og 2016, men ikke i 2014, har klageren medregnet lejeværdi af egen bolig på 114.000 kr.

Det fremgår af klagerens årsopgørelse for indkomståret 2014, at han betalte 11.921,70 kr. i ejendomsværdiskat.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til rejser og telefon på henholdsvis 17.153 kr. og 4.608 kr. i indkomståret 2014.

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 114.000 kr. for lejeværdi af egen bolig.

Som begrundelse for afgørelsen har Skattestyrelsen anført følgende:

”Rejseudgifter 45.316 kr.:

Efter [person2] oplysninger og den efterfølgende fremlagte dokumentation godkendes en del af udgifterne til rejse. Blandt andet er det dokumenteret, at der i 2014 er samarbejde med Sverige og Norge, i form af mailkorrespondance.

Der er indsendt dokumentation for den erhvervsmæssige relevans for rejsen til Estland, i form af mailkorrespondance med laboratorie i Estland, samt dokumentation for udførsel af prøvetest. Der er endvidere redegjort for, hvorfor familiens deltagelse på rejsen må anses som erhvervsmæssig relevant.

Det er herudover givet en fyldestgørende forklaring på, hvorfor der er betalt flybillet til [person3] [[person3]].

Bilag 5 er faktura fra [virksomhed10] A/S hvoraf det fremgår, at der betalt rejse til Norge med [virksomhed4] og div. Repræsentationsudgifter i denne forbindelse. [person2] har forklaret hvordan han har fået denne billet og udgiften godkendes. Det skal dog bemærkes, at det ikke fremover kan forventes godkendt, medmindre der foreligger anden fyldestgørende dokumentation for, hvem der rent faktisk har foretaget rejsen.

Difference mellem saldobalance og årsregnskab på 17.915 kr. som tidligere alene er forklaret som en efterpostering, vedrører blandt andet betaling af rejse til USA som foretages primo 2015. [person2] har dokumenteret køb af flybilletter med i alt 3.163 kr., som ikke tillige ses fratrukket i 2015. Resten af udgiften på 14.752 kr. ses imidlertid fortsat ikke dokumenteret, hvorfor den ikke kan godkendes efter Statsskattelovens § 6 litra a.

Bilag 319 vedrørende betaling af flybillet til russisk tolk besøg hos [virksomhed2] med henblik på oversættelse af hjemmeside til russisk på 2.401 kr., kan fortsat ikke godkendes, idet der er tale om passager ved navn [[person1]]’s rejse fra [by1] til [by2] (Litaun). Den erhvervsmæssige relevans for denne udgift er ikke dokumenteret.

JB’s forklaring om, at [[person1]] har fået betaling for oversættelse af hjemmeside i form af gammelt værktøj, anses ikke dokumenteret. Udgiften kan derfor ikke godkendes efter Statsskattelovens § 6 litra a.

De samlede ikke godkendte rejseudgifter udgør herefter 14.752 kr. +2.401 kr. i alt 17.153 kr.

(...)

Telefonudgifter 24.336 kr.:

Det skal bemærkes, at Skattestyrelsen har modtaget oversigt over telefonnumre. [person2] forklarer her, hvorfor han betaler for et stort abonnement til brug anvendelse af diverse ydelser på internettet og hvilke telefonnumre der vedrører hvilke virksomheder. Han forklarer også, at han i perioder har haft flere telefonabonnementer på grund af dårlig dækning.

Skattestyrelsen anser imidlertid ikke dette som fyldestgørende dokumentation for, at alle de telefonabonnementer der betales for er erhvervsmæssigt, især henset til at der ingen ansatte er i virksomheden. Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse fastholdes derfor hvorefter udgiften til [virksomhed5] ikke godkendes som erhvervsmæssig efter Statsskattelovens § 6 litra a. Den ikke godkendte udgift udgør herefter 12 x 342,40 kr. = 4.108,80 kr. og 489,48 kr. I alt 4.608 kr.

(...)

Egen leje:

Skattestyrelsen fastholder, at der skal ske beskatning af egen leje (objektiv udlejningsværdi) når ejeren selv bebor en del af ejendommen og hele ejendommen, som i dette tilfælde, er omfattet af reglerne i virksomhedsskatteordningen og ejendommen derfor anses som 100 % erhvervsmæssigt jf. Virksomhedsskattelovens § 1 stk. 1. Beløbet er skattepligtigt jf., Statsskattelovens § 4 litra b.

Da Skattestyrelsen ikke har oplysninger, der kan begrunde en anden værdiansættelse end den af revisor foretagne for de efterfølgende indkomstår, ansættes den objektive udlejningsværdi/egen leje i lighed med dette til 114.000 kr. for 2014.

Beløbet beskattes som personlig indkomst, hvoraf der ikke skal betales arbejdsmarkedsbidrag.”

Skattestyrelsen er 16. oktober 2018 kommet med følgende bemærkninger til klagen:

”Det skal bemærkes, at det er Skattestyrelsens opfattelse, at [person2] har haft flere muligheder for at fremsende manglende dokumentation og udtale sig i øvrigt, omkring hans skatteansættelse for 2014. Men han har valgt ikke at benyttes sig af de muligheder. Han er senest i brev af den 27. februar 2018, opfordret til at ringe og aftale et møde. Brevet var vedlagt Skattestyrelsens kontrolplan, hvoraf det fremgik, hvilke spørgsmål der stadig var ubesvarede og hvilken dokumentation der fortsat manglede. [person2] har imidlertid ikke kontaktet Skattestyrelsen for at aftale en dato for møde, eller indsendt de manglende oplysninger og den manglende dokumentation.

Skattestyrelsen har dermed opfyldt sin forpligtelse til at oplyse sagen. På grund af passivitet fra skatteyders side, er der imidlertid intet modtaget, hvorefter Skattestyrelsen var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse, jf. Skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. samme lov § 6 stk. 6.

Sagsforløbet, indtil udsendelse af afgørelse for 2014, har været som følger:

[person2] har efterfølgende suppleret med oplysninger i form af indsigelse af den 15. maj 2018, møde på ejendommen [virksomhed3] i [by4] den 29. juni 2018 og ved fremmøde i Skattestyrelsen den 9. juli 2018.10.30

Der er imidlertid ikke dokumenteret for rejseudgifter på 14.752 kr., som er efterposteret på kontoen uden specifikation. Herudover er 2.401 kr. i rejseudgifter ikke godkendt, da udgiftens erhvervsmæssige relevans ikke er dokumenteret. Øvrige rejseudgifter er godkendt, selvom der kan sættes spørgsmålstegn ved, om en del af udgifterne reelt ikke fradragsberettigede udgifter til etablering af nye markeder.

Det skal hertil bemærkes, at [person2] ved møde på hans ejendom den 29. juni 2018 oplyste, at han ikke var sikker på, at han havde de bilag vi skulle bruge og ved efterfølgende aflevering af materiale i Skattestyrelsen den 9. juli 2018 (11. dage efter mødet) oplyste, at det havde taget tid at finde det han havde og han mente at det var alt hvad han var i besiddelse af. Han har således ikke udtalt, at han ville have afleveret yderligere materiale, hvis han havde haft mere tid. Yderligere materiale ses da heller ikke bilagt klagen til Skatteankestyrelsen.

Herudover er telefonudgifter på 4.608 kr. ikke godkendt, da det også her er vurderet, at den erhvervsmæssige relevans ikke er dokumenteret.

Objektiv udlejningsværdi er ansat til 114.000 kr. i lighed med revisors ansættelse for efterfølgende indkomstår.

Vedrørende sidstnævnte kan det bemærkes, at det er korrekt, at denne burde være reduceret med 3.982 kr. i privatandel af ejendomsskatter. Det er imidlertid Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke skal ske yderligere reduktion af beløbet, da udgifter til drift af ejendommen ikke, ifølge regnskabet, er reduceret med private andele. Forbrugsudgifter såsom el, varme og vand, skal ikke reducere den objektive udlejningsværdi, hvilket heller ikke er sket for 2015 og 2016, ifølge oplysninger fra [person2] og hans revisor ved mødet på ejendommen den 29. juni 2018 om særskilte målere på den private ejendom og erhvervsejendommene.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om, at der godkendes yderligere fradrag for udgifter til rejser og telefon på henholdsvis 17.153 kr. og 4.608 kr., samt at klageren ikke skal beskattes af lejeværdi af egen bolig på 114.000 kr. i indkomståret 2014.

Klagerens repræsentant har fremsat subsidiær påstand om, at såfremt Landsskatteretten finder, at klageren skal beskattes af lejeværdi af egen bolig, skal der reguleres for de driftsomkostninger og forbrugsudgifter der vedrører den private andel af boligen.

Som begrundelse for påstanden har repræsentanten anført følgende:

” Pkt. 1 Forældelse

Vi har jf. skrivelse af 14. maj 2018 gjort indsigelse mod den fremsendte agterskrivelse af 26. april 2018, idet agterskrivelsen alene er udarbejdet med formålet at få ophævet forældelsesfristen den 30. april 2018. Vedlagt som bilag.

Efterfølgende blev afholdt møde hos ovennævnte med deltagelse af 2 repræsentanter fra Skattestyrelsen samt [person2] og undertegnede. Mødet havde til formål at besigtige ejendommen samt en nærmere gennemgang af de af SKAT rejste spørgsmål.

Det forhold, at der efter udsendelsen af agterskrivelsen den 26. april 2018 afholdes et møde den 29. juni 2018 indikerer klart, at den udarbejdede agterskrivelse af 26. april 2018 ikke kunne udarbejdes, idet grundlaget for agterskrivelsen ikke var til stede på dette tidspunkt. En væsentlig del af de punkter som var anført i agterskrivelsen af 26. april 2018 blev også afklaret på mødet den 29. juni 2018. Ændringen af skatteansættelsen blev således ændret fra en forhøjelse på kr. 593.041 i agterskrivelsen den 26. april 2018 til kr. 21.761 jf. SKAT-s afgørelse af 18. juli 2018.10.30

Vi gentager derfor følgende jf. vort brev af 14. maj 2018

”Kravene til fremsendelse af en agterskrivelse er ufravigelige, idet SKAT ved fremsendelse af en agterskrivelse skat have et tilstrækkeligt grundlag for at kunne varsle en ansættelsesændring.

Dette jf. den juridiske vejledning A.A.8.2.1.1.1 Varslingsfristen fremgår af følgende fra vejledningen:

Krav til varslingen

Varslingen udsendes i et varslingsbrev. Et varslingsbrev benævnes også en agterskrivelse eller et forslag. Se om kravene til varslingen i SFL § 20, stk. 1.

Det er en forudsætning for at varsle en ansættelsesændring, at sagen forinden er fuldt oplyst, og at SKAT har løftet bevisbyrden for ændringen. Det skal tydeligt fremgå af varslingen, hvad der skal ændres, ligesom der skal være en klar og tilstrækkelig begrundelse for ændringen. Endelig skal virkningen af ændringen tydeligt fremgå. Se Skatteministeriets retssikkerhedsredegørelse fra 1991.

Det er en konkret vurdering, hvornår der foreligger et tilstrækkeligt grundlag til, at SKAT kan varsle en ansættelsesændring.

I denne forbindelse må SKAT’s skrivelse af 27. februar 2018 være udgangspunktet for, hvorvidt SKAT har fået sagen fuldt oplyst og dermed kunnet løfte bevisbyrden for ændringen af skatteansættelsen. Vi henviser her især til de af SKAT anførte bemærkninger med rød skrift i den fremsendte ”Kontrolplan”, som netop bekræfter mange ifølge SKAT uafklarede forhold og spørgsmål. Skrivelsen af 27. februar 2018 stå d.d. stadig ubesvaret.

SKAT’s agterskrivelse af 26. april 2018 er uden tvivl sket på et ufuldstændigt grundlag.

Se også sagsfremstillingen pkt. 1.1. afsnit 2: På grund af de manglende oplysninger og dokumentation, er en stor del af de reguleringer SKAT foreslår i nedenstående punkt 1.3., ansat skønsmæssigt.

Agterskrivelsen af 26. april 2018 er således sket med skøn, personlige opfattelser og subjektive bemærkninger uden reel stillingtagen til allerede fremsendte besvarelser af hhv. den 6. oktober 2017 og den 15. januar 2018.”

Uagtet vi opfatter skatteansættelsen for indkomståret for at være forældet, så besvarer vi agterskrivelsen af 26. april 2018 nedenfor, idet besvarelsen heraf kan have indvirkning på SKAT’s vurderinger for indkomstårene 2015 og 2016.

Pkt. 2 Skatteansættelsen (Forhøjelsen)

Der klages over følgende punkter i afgørelsen:

I forsættelse af den fremsendte agterskrivelse af 26. april 2018 blev der som anført ovenfor afholdt møde den 29. juni 2018 hos skatteyderen [virksomhed1] v/[person2] på dennes ejendom.

Ikke godkendte rejseudgifter

På mødet blev det aftalt, at der skulle fremskaffes den fornødne underliggende dokumentation for rejseudgifter i indkomståret 2014 i form af billetter, hotelregninger, færge – bro – og flyudgifter m.v., idet SKAT ikke alene kunne godkende omkostninger fra diverse kontoudtog m.v. De samlede rejseudgifter jf. agterskrivelsen af 26. april 2018 udgjorde i alt kr. 42.529.

SKAT satte en frist for fremsendelse af den yderligere dokumentation for rejseudgifterne til 8 dage... SKAT’s begrundelse for denne frist på 8 dage var, at den endelige frist for en ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2014 skulle ske inden den 1. august 2018 og det også var nødvendigt at respektere SKAT’s medarbejderes sommerferie.

Frembringelsen af den ønskede dokumentation mere end 4 år tilbage krævede et større tidsforbrug for [person2], herunder gennemgang af gamle sikkerhedskopier og mailkorrespondance m.v., hvilket til sidst bevirkede grundet den ansatte frist på 8 dage, at det ikke var muligt at fremfinde dokumentation for hele beløbet for rejseudgifterne, i alt kr. 42.529. Der kunne således ved afleveringen af dokumentationen til SKAT alene vises dokumentation for i alt kr. 25.376, hvorfor SKAT ikke ville godkende det resterende beløb og dermed forhøjede skatteansættelsen for rejseudgifterne med differencen, i alt 17.153, for indkomståret 2014

Det er [person2]’s helt klare opfattelse, at havde han haft 8 dage mere, så ville han med stor sandsynlighed kunne finde dokumentationen for det resterende beløb kr. 17.153.

Anden personlig indkomst, hvor der ikke skal betales arbejdsmarkedsbidrag

SKAT har valgt at ændre skatteansættelsen for indkomståret 2014 med kr. 114.000, som henføres til egen leje af ejendommen.

Denne har vi drøftet med SKAT og forhøjelsen er ikke acceptabel.

Vi tiltrådte som revisor for kunden for indkomståret 2014 vor vi udfører følgende opgaver:

I forbindelse med vor tiltrædelse med assistance fra og med indkomståret 2015 ændrede vi opgørelsen af udlejningsejendommen, således denne følger reglerne for udlejningsejendommen med mere end 2 lejemål og indehaveren bebor en af lejlighederne. Herved fratrækkes samtlige omkostninger på ejendommen og indehaveren beskattes af en lejeindtægt på eget lejemål. Lejeindtægten ansættes til det beløb som tilsvarende lejemål vil give lejeindtægt og/eller samme leje pr. kvadratmeter, som er gældende for øvrige lejemål på ejendommen.

SKAT har i sin afgørelse af 18. juli 2018 i øvrigt accepteret og godkendt den anførte lejeindtægt for den private del af ejendommen. Dette dermed ikke ensbetydende med, at denne uden yderligere reguleringer kan tilbageføres til tidligere indkomstår, hvor indkomstprincipperne i øvrigt er væsentligt ændrede.

På ejendommen er der 5-6 beboelseslejemål og 1 erhvervslejemål udover indehaverens private andel.

Vi fastsatte denne for indkomståret 2015 og efterfølgende til kr. 114.000 svarende til kr. 9.500 pr. måned.

SKAT har for indkomståret 2014 foretaget en forhøjelse med tilsvarende beløb på kr. 114.000, hvilket dog ikke på den nuværende grundlag kan godkendes.

For indkomståret 2014 og i øvrigt tidligere indkomstår er alene medtaget de erhvervsmæssigt fradragsberettigede omkostninger i årsregnskaberne og de selvangivne indkomster.

Dette fremgår direkte af årsregnskabet for 2014 for udlejningsejendommen, hvoraf det fremgår under resultatopgørelsen, at der er modregnet privat andel på ejendomsskat med kr. 3.982. Vedlagt kopi af årsregnskabet for 2014

For indkomståret 2014 er der ikke medregnet nogen private omkostninger på ejendommen vedrørende den private del af ejendommen.

En forhøjelse på kr. 114.000 for indkomståret 2014 skal derfor nødvendigvis kun ske, hvis der samtidig gives fradrag for omkostningerne på den private del af ejendommen. Dette eksempelvis, ejendomsskatter – el, vand og varme, vedligeholdelse m.v.

Hvorvidt der er muligt på nuværende tidspunkt at fremskaffe dokumentationen for omkostningerne fra indkomståret 2014 på den private del af ejendommen er tvivlsomt, hvorfor det eneste korrekte er, at den selvangivne indkomst på udlejningsejendommen for indkomståret 2014 godkendes uden ændringer.”

Repræsentanten er 17. oktober 2018 kommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:

”Skattestyrelsen henviser til brevet af 27. februar 2018, som indeholder en ”Kontrolplan” og absolut ingen bemærkninger omkring frister eller lignende for besvarelse af dette brev.

Der opfordres korrekt forslag til afholdelse af møde.

På dette tidspunkt er [person2] bortrejst til USA i en længere periode, hvorfor en aftale om møde først kan finde sted efter hjemkomsten fra USA:

Herudover opfattede vi netop det kommende møde skulle være til afklaring af de, som det fremgår af brevet af 27. februar 2018, ”uafklarede” forhold, hvor det manglende bilagsmateriale og dokumentation kunne medbringes.

Vi hører intet fra Skattestyrelsen i perioden fra 27. februar 2018 og frem til Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 26. april 2018.

Vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 2014

Egen leje 114.000

Det fastholdes, at der ikke kan ske en forhøjelse på kr. 114.000 for egen leje af ejendommen [virksomhed3], idet dette nødvendigvis fordrer, at der reguleres for alle former for private andele i opgørelsen af den skattepligtige indkomst ligesom samtlige omkostninger på ejendommen skal indregnes i årsregnskabet og medregnes som fradrag i den skattepligtige indkomst for indkomståret 2014.

Det skal derudover bemærkes, at SKAT ved gennemgangen af regnskabsmaterialet for indkomståret 2014 ikke har fundet private omkostninger i årsregnskaberne for 2014 eller anfægtet afholdelse af private omkostninger i 2014.

Indkomstforhøjelsen kr. 114.000 for egen leje bør afvises.

Telefonudgifter kr. 4.608

Vedrørende telefonudgifter er nægtet fradrag for kr. 4.608 under henvisning til Skattestyrelsens skøn. Det anførte skøn giver ingen mening, idet der allerede er sket beskatning af fri telefon med kr. 2.600. Herefter findes der ikke hjemmel eller anden mulighed for Skattestyrelsen til at foretage et skøn over de afholdte telefonudgifter.

Herudover anføres det af Skattestyrelsen, at der ikke er modtaget en oversigt over telefonnr. og anvendelsen, hvilket ikke er korrekt... Skattestyrelsen bekræfter faktisk, at de har modtaget oversigten i afgørelserne for indkomstårene 2015 og 2016.

Denne indkomstforhøjelse på kr. 4.608 for telefonudgifter bør afvises.

Rejseudgifter kr. 17.153

De anførte forhold jf. den oprindelige klage fastholdes.”

Klagerens repræsentant er 28. april 2019 kommet med følgende bemærkninger til Skattankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

”...

Ved en gennemgang af sagen for indkomståret 2014 og skattestyrelsens afgørelse for årene 2014-2016 om, at ejendommen skal beskattes som en 100 % erhvervsmæssig ejendom, hvilket også fremgår af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling, hvilket bevirker, at den private beboelse skal beskattes af egen lejeværdi.

Det fremgår af den juridiske vejledning C.H.3.3.3. Mindre udlejningsejendomme, der beos af ejere, at der i ejendommen, hvor ejeren beskattes af egen lejeværdi ikke kan ske en samtidig beskatning jf. ejendomværdibeskatningslovens bestemmelser.

Vedrørende indkomståret 2014 er vor kunde jf. seneste årsopgørelse for 2014 nr. 2 af 8. august pålignet en ejendomsværdiskat på i alt kr. 11.921,70.

Derfor skal der ske nedsættelse af ejendomsværdiskatten for indkomståret 2014 med kr. 11.921,70, hvis beskatning af egen lejeværdi kr. 114.000 fastholdes jf. sagsfremstillingen.

Dette vil følgelig også være gældende i de efterfølgende indkomstår.

Beskatning af egen lejeværdi kr. 114.000

Vedrørende beskatning af egen lejeværdi med kr. 114.000 for indkomståret 2014 skal det bemærkes, at skattestyrelsen alene nævner dette punkt i agterskrivelsen af 26. april 2018 samt fastholder dette i afgørelsen den 18. juli 2018.

Dette forhold blev ej heller drøftet nærmere på mødet med skattestyrelsen den 9. juli 2018, idet der alene her blev opfordret til at fremfinde diverse dokumentation med ca. 8 dages varsel af hensyn til fristen for skatteansættelsen for indkomståret 2014 samt sagsbehandlerens ferieafholdelse.

Forældelse

Vor opfattelse jf. vort brev 14. maj 2018 samt klagen af 10. oktober 2018 fastholdes.

Vi hæfter os derved også ved bemærkningen fra Skatteankestyrelsen om forældelsen under afsnittet ”Ordinær genoptagelse af indkomståret”, hvor der anføres følgende:

Bemærk sidste punktum i ovennævnte uddrag som bekræfter, at det er en fejl fra skattestyrelsen, at der ikke givet en frist.

Ydermere at den manglende fristangivelse ikke har haft betydning for sagen alt andet lige et postulat, som efter vor opfattelse ikke er i overensstemmelse med den markante ændring af skattestyrelsens forslag til skatteansættelsen af 26. april 2018 og den endelig afgørelse af 26. juli 2018. En nedsættelse fra kr. 593.041 til kr. 135.761, i alt kr. 457.280, indikerer fuldt, at den oprindelige agterskrivelse af 26. april 2018 kun havde til formål at udskyde/forlænge fristen for skatteansættelsen for indkomståret 2014, som ville indtræde den 1. maj 2018.

Konklusion

Den oprindelige klage af 10. oktober 2018 fastholdes uændret.

Herudover er der efter vor kundes bedste overbevisning fremsendt den nødvendige dokumentation for den resterende del af rejseomkostninger m.v. som Skatteankestyrelsen ønskede tilsendt jf. brev af 2. november 2018.”

...”

Landsskatterettens afgørelse

Ordinær genoptagelse af indkomståret 2014

Skatteforvaltningen har mulighed for at ændre den skattepligtige indkomst, hvis varsel om at ændre indkomsten sendes senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, hvilket for indkomståret 2014 var 1. maj 2018. Skatteforvaltningen skal træffe afgørelse om ændring af indkomsten senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb, hvilket for indkomståret 2014 var den 1. august 2018. Dette fremgår af skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. Det fremgår af sagens oplysninger, at fristerne er overholdt i og med forslaget blev sendt den 26. april 2018, og afgørelsen blev sendt den 18. juli 2018.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at SKATs forslag til afgørelse ikke opfyldte kravet om, at sagen skulle være fuldt oplyst, og at sagen fortsat ikke var fuldt oplyst ved afgørelsen, hvorfor Skattestyrelsen ikke var berettiget til at foretage ændringer for indkomståret 2014.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen har overholdt sin oplysningspligt. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at SKAT ad flere omgange bad om det manglende materiale. Det kan ikke føre til et andet resultat, at der i anmodningen om materiale af 27. februar 2018 ikke var anført en frist for indsendelsen, da SKAT ventede to måneder før de sendte et forslag, og at klageren dermed efter omstændighederne fik en rimelig frist til at indsende materialet eller kontakte SKAT for at aftale et møde. Landsskatteretten bemærker dog, at SKAT burde have givet en frist, men at den manglende frist ikke ses at have haft betydning for udfaldet af sagen.

Landsskatteretten bemærker yderligere, at oplysningspligten ikke indebærer, at Skatteforvaltningen ikke må sende forslag til afgørelse eller træffe afgørelse før alle oplysninger er frembragt. Der skal blot foreligge et tilstrækkeligt oplyst grundlag til, at der kan træffes afgørelse eller sendes forslag. En skatteyder kan derfor ikke undlade at svare på henvendelser fra Skatteforvaltningen med den konsekvens at indkomståret forældes. Skatteforvaltningen vil derfor være berettiget til at sende forslag til afgørelse, hvis de ønskede oplysninger ikke fremsendes.

Skattestyrelsen har således være berettiget til at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2014.

Driftsomkostninger

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinfo.dk). Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privat udgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Rejseudgifter

Ifølge årsregnskabet havde virksomheden i indkomståret 2014 udgifter til rejser på i alt 45.316 kr.

Skattestyrelsen har godkendt fradrag på 28.163 kr. og har dermed forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 17.153 kr.

Udgifter til rejser, som afholdes i forbindelse med den skattepligtiges erhverv med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår, kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i henhold til ligningslovens § 8, stk. 1.

Klageren har ang. udgiften på 2.401 kr. vedr. bilag 319 forklaret, at der var tale om betaling af transport for en russisk tolk, der skulle hjælpe med at oversætte [virksomhed2]s hjemmeside til russisk. Der er ikke fremlagt nogen aftale mellem klagerens virksomhed og tolken, herunder dokumentation for hvordan der er afregnet for tolkens ydelser. Klageren har forklaret, at tolken fik betaling i form af gammelt værktøj og har som dokumentation for tolkens udførte arbejde fremlagt en russisk version af [virksomhed2]s hjemmeside. Landsskatteretten finder, at den fremlagte kopi af hjemmesiden ikke dokumenterer, at den person, der fremgår af billetten på bilag 319, har udført arbejde for klagerens virksomhed, når der ikke er fremlagt yderligere dokumentation, der kan understøtte dette. Der ses desuden ikke at være en erhvervsmæssig begrundelse for at rejse mellem de to byer, der fremgår af billetten. Det er herefter Landsskatterettens vurdering, at der ikke er tale om en fradragsberettiget udgift.

Som dokumentation for de fratrukne udgifter, der ikke fremgår af virksomhedens kontospecifikationer, har klageren fremlagt en række bilag. Landsskatteretten bemærker hertil, at stort set alle bilagene svarer til de udgifter, der fremgår af kontospecifikationerne, som Skattestyrelsen allerede har godkendt fradrag for. Kun bilag 574 på 4.700 kr. fremgår ikke af kontospecifikationerne. Imidlertid finder Landsskatteretten, at det fremlagte bilag ikke dokumenterer, at der er tale om en erhvervsmæssig udgift. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at det ikke fremgår af bilaget, hvad der er betalt for, og at det således ikke er muligt at vurdere udgiftens karakter. En håndskreven note på bilaget er ikke tilstrækkelig dokumentation for, at beløbet er anvendt ved et DNA besøg på et laboratorie i Estland, og kan derfor ikke føre til et andet resultat.

Der er herefter ikke grundlag for at godkende yderligere fradrag for rejseudgifter, end hvad der allerede er godkendt af Skattestyrelsen.

Den påklagede afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Telefonudgifter

Ifølge årsregnskabet har klagerens virksomheder fratrukket udgifter til telefon på i alt 24.336 kr., efter korrektion for privat anvendelse på 2.600 kr. Skattestyrelsen har godkendt fradrag på 19.728 kr. og har dermed forhøjet klagerens indkomst med 4.608 kr.

En selvstændig erhvervsdrivende beskattes af arbejdstelefon, som han eller hun har til privat rådighed, jf. ligningslovens § 16, stk. 14, jf. stk. 12, 1. pkt. Landsskatteretten bemærker hertil, at beskatning af fri telefon udelukkende er en beskatning af den private rådighed over arbejdstelefon(er) og dermed erhvervsmæssigt begrundede telefonudgifter. En beskatning af privat rådighed over telefon for den selvstændigt erhvervsdrivende berettiger ikke til, at der derudover kan fratrækkes udgifter til private telefoner i virksomhedens indkomst.

Landsskatteretten finder det usandsynligt, at virksomhederne har haft erhvervsmæssigt begrundede telefonudgifter i den størrelsesorden, som er fratrukket i regnskabet. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at der udover klageren ikke var ansatte i virksomhederne i det påklagede indkomstår, og at Skattestyrelsen allerede har godkendt fradrag for en del af telefonudgifterne.

Der er herefter ikke grundlag for at godkende yderligere fradrag efter statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, end hvad der allerede er godkendt af Skattestyrelsen, da yderligere udgifter anses for private.

Den påklagede afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Lejeværdi af egen bolig

Det fremgik af den dagældende virksomhedsskattelov, Lovbekendtgørelse 2013-09-18 nr. 1114, § 1, stk. 3, at aktiver, der benyttes både til erhvervsmæssige og private formål, ikke indgår i den selvstændige erhvervsvirksomhed. Dog indgår den erhvervsmæssige del af en ejendom i virksomheden, hvor der foretages en fordeling på ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for den skattepligtige, og på den øvrige ejendom.

Udlejningsejendomme med 3 eller flere lejligheder, hvor ejeren selv bor på ejendommen, anses dog som udgangspunkt for fuldt ud erhvervsmæssigt anvendt og er dermed som udgangspunkt ikke omfattet af ejendomsværdiskatteloven, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6. Da der er foretaget en fordeling af klagerens ejendom mellem bolig og erhverv i medfør af vurderingsloven § 33, kan klageren dog vælge, at ejendommen skal være omfattet af ejendomsværdiskatteloven. I så fald anses kun den del, der er vurderet til erhverv, som erhvervsmæssigt anvendt.

Det forhold, at klageren i det påklagede indkomstår betalte ejendomsværdiskat, er efter Landsskatterettens vurdering ikke ensbetydende med, at klageren har foretaget et aktivt valg om beskatning efter ejendomsværdiskatteloven. Der er ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren har foretaget et aktivt valg om at indskyde hele ejendommen i virksomhedsordningen og dermed må have anset hele ejendommen som erhvervsmæssigt benyttet. Landsskatteretten lægger herefter til grund, at hele ejendommen skal anses som erhvervsmæssigt benyttet, og at ejendommen herefter ikke er omfattet af ejendomsværdiskatteloven. Landsskatteretten er således enig med Skattestyrelsen i, at der skal fastsættes en objektiv udlejningsværdi for indkomståret 2014. Værdien af denne bolig ansættes skønsmæssigt til udlejningsværdien, og beløbet tillægges virksomhedens indkomst.

Klageren har for indkomstårene 2015 og 2016, men ikke 2014, medregnet en lejeværdi af egen bolig på 114.000 kr. til virksomhedens indkomst. Skattestyrelsen har for indkomståret 2014 skønnet at lejeværdien kan ansættes til 114.000 kr. i lighed med de følgende indkomstår. Der er ikke fremlagt oplysninger, der kan begrunde, at lejeværdien for 2014 skal ansættes anderledes end for de efterfølgende år, og Landsskatteretten finder derfor, at lejeværdien også for det påklagede indkomstår skal sættes til 114.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Da udlejningsejendommen i medfør af ovenstående ikke er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, skal der ikke betales ejendomsværdiskat på den omhandlede ejendom.

Det overlades til Skattestyrelsen at foretage opgørelsen af den beløbsmæssige ændring.

Fradrag for den private andel af ejendommens driftsomkostninger

Ejere af fast ejendom, der anvender ejendommen erhvervsmæssigt til udlejning eller bortforpagtning, eller som på anden måde benytter ejendommen erhvervsmæssigt, kan som udgangspunkt ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fratrække udgifter i forbindelse med driften af den faste ejendom. Da hele klagerens ejendom anses for erhvervsmæssigt udlejet kan også udgifterne, der knytter sig til den private andel af ejendommen, fratrækkes i regnskabet.

Der er dog kun fradrag for udgifter, der kan anses for driftsomkostninger efter statsskattelovens regler, og som er afholdt i årets løb til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten fra ejendommen. Se statsskatteloven § 6, litra a.

Ifølge årsregnskabet for 2014 er der reguleret for den private andel af ejendomsskatten med 3.982 kr., men ikke for øvrige udgifter. Landsskatteretten finder derfor, at der skal godkendes fradrag for den del af ejendomsskatten, der vedrører klagerens egen bolig. Der godkendes herefter fradrag på 3.982 kr.

Landsskatteretten bemærker hertil, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at der i øvrigt skal godkendes fradrag for yderligere driftsomkostninger på ejendommen.

Landsskatteretten bemærker desuden, at forbrugsudgifter ikke kan anses som driftsomkostninger, men må anses som private udgifter for lejerne, herunder klageren selv, der er indkomstopgørelsen uvedkommende. Udgifter til el, vand og varme kan derfor ikke fratrækkes i regnskabet.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt idet der godkendes yderligere fradrag for ejendomsskat på 3.982 kr.