Kendelse af 29-01-2020 - indlagt i TaxCons database den 06-03-2020

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2015

Fradrag for kost og småfornødenheder

4.121 kr.

16.485 kr.

4.121 kr.

Fradrag for logi

0 kr.

4.025 kr.

0 kr.

Indkomståret 2016

Fradrag for kost og småfornødenheder

11.925 kr.

26.200 kr.

11.925 kr.

Fradrag for logi

0 kr.

11.500 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren var i skisæsonen 2015-2016 ansat i selskabet [virksomhed1] ApS (Herefter [virksomhed2]). Klageren har oplyst at være hotelansat. [virksomhed2] var et dansk rejsebureau, der udbød skirejser til Frankrig, Østrig og Italien og drev hoteller på udvalgte destinationer.

Klageren har oplyst, at han var ansat på en destination, hvor [virksomhed2] drev hotel, og arbejdede henholdsvis 35 dage i indkomståret 2015 og 100 dage i indkomståret 2016. [virksomhed2] har stillet logi til rådighed.

Repræsentanten har oplyst, at der ikke foreligger individuelle kontrakter, men alene standard kontrakter, medmindre der er forhandlet anden aftale. Der er ikke indsendt ansættelseskontrakt for klageren.

Repræsentanten har indsendt følgende eksempel på standardkontrakt:

Ansættelseskontrakt for Hotelpersonale

I det følgende vil samarbejdsforholdene for skisæsonen 2015/2016 blive specificeret mellem:

[virksomhed2]

[adresse1]

DK – [by1]

SE. [...1]

Tlf. [...]

benævnt som [virksomhed2] og -

[X], benævnt som den ansatte.

Periode

Den ansatte forventes at være til rådighed fra og med uge [x] til og med uge [x].

Det præcise start/slut tidspunkt kan variere fra destination til destination alt afhængigt af salget af skirejser. Ovenstående periode er derfor kun vejledende. I så fald vil der ikke være aflønning for de aflyste uger.

[virksomhed2] eller den ansatte kan begge bringe samarbejdet til ophør, hvor fratrædelsen sker en lørdag. Såfremt en af parterne ønsker at afbryde ansættelsesforholdet, skal dette ske med min. 7 dages varsel, til fratrædelse en lørdag. Hvis den ansatte ophæver ansættelsesforholdet før tid, skal den ansatte som udgangspunkt selv afholde udgifterne til hjemtransport. Hvis [virksomhed2] ophæver ansættelsesforholdet, er [virksomhed2] stadig ansvarlig for den ansattes hjemtransport umiddelbart efter ophør af ansættelsesforholdet. Hjemtransporten sker efter [virksomhed2]s valg.

Aflønning

Ansættelsen er lønnet med 90,40 kr. pr. dag. Den ansatte modtager desuden rejsegodtgørelse på 175,- kr. pr. dag. Løn og rejsegodtgørelse udbetales månedligt bagud. Der ydes feriegodtgørelse på 12,50 % af lønnen, men der ydes ikke feriegodtgørelse af rejsegodtgørelsen. En arbejdsuge er normeret til ca. 42 timer.

Indkvartering

Da den ansatte bor i indkvartering stillet til rådighed af [virksomhed2], stilles følgende krav til den ansatte i forbindelse med indkvartering:

1. Den ansatte er ansvarlig for den daglige rengøring af selve lejemålet.
2. Den ansatte er ansvarlig for rengøring af fællesarealer (gangarealer, toilet, bad, køkken, vaskerum, samt diverse) i fællesskab med de øvrige lejere.
3. Lejemålet kan udelukkende bebos af den ansatte. Det er således ikke muligt at have gæster på lejemålet.
4. De af den lokale udlejer fastsatte regler for ophold i lejemålet skal overholdes. Hvis dette ikke er tilfældet, kan det medføre bortvisning og opsigelse af lejekontrakten.

Den ansatte betaler forud for sæsonen et depositum på 1500,- kr. til [virksomhed2]. Depositummet noteres på blanketten ”Personlige oplysninger”, hvor kontonummer og kontrolnummer skal oplyses, så beløbet først trækkes i tilfælde af, at der er sket skader eller mangler ved returneringen af lejemålet.

Der kan som udgangspunkt ikke garanteres nogen form for specialindkvartering. Indkvarteringen er typiske i delt værelse eller lejlighed med adgang til bad. Ligeledes kan det i sæsonen være nødvendig, at flytte/skifte indkvarteringsform.

[...]”

Medarbejderne har haft en ensartet ansættelseskontrakt. Det fremgår ikke af ansættelseskontrakterne om medarbejderne har fri kost eller kan købe kost hos [virksomhed2].

Repræsentanten har oplyst, at medarbejdere på hoteller, som [virksomhed2] selv drev, havde mulighed for at købe kost til en dagspris på 45 kr., og at dette ville være indeholdt i et nettoløntræk på 160 kr. pr. dag. Medarbejdere der ikke var ansat ved [virksomhed2] ApS’ egne hoteller havde ikke mulighed for at købe kost. Der er ikke indsendt aftale eller anden dokumentation for indgåelse af aftale om køb af kost.

Repræsentanten har vedlagt en oversigt (oplysningsskema) over, hvilke medarbejdere der har valgt at købe kost. Det fremgår heraf, at klageren har købt kost.

Derudover er det oplyst, at alle ansatte blev trukket 160 kr. pr. dag, medmindre der var forhandlet et andet nettotræk. Af lønsedler for ansatte i [virksomhed2] fremgår at der blevet trukket 160 kr. pr. dag til ”Mellemregning”. Dette gælder både de ansatte, der har oplyst at have haft mulighed for at købe kost og dem der har oplyst ikke, at have haft mulighed for at købe kost.

Det fremgår ikke af lønsedlerne, hvad de 160 kr. indeholder.

I klagen fremgår blandt andet følgende om køb af kost af [virksomhed2] ApS:

” [...]

Nettolønstrækket dækker udgifter til bolig, liftkort m.v.

[virksomhed2] har valgt, at man som udgangspunkt trækker det samme nettobeløb på 160 kr. per dag for guider og hotelansatte, uanset om der indgår en egenbetaling for kost per dag. Dette skyldes primært, at det er administrativt lettest at trække det samme nettobeløb, og at dette minimerer fejl. Da de ansatte kan skifte mellem destinationer, ville det også være for svært at holde styr på administrativt, hvis der er for mange individuelle løsninger. Derudover vil der på de destinationer, hvor [virksomhed2] ikke har eget hotel, ofte være færre guider og dermed højere omkostninger til indkvartering af guiderne, så der er også en omkostningsmæssig sammenhæng mellem at trække et højere nettobeløb for disse destinationer.

[...]

Da der er tale om unge mennesker, der skal bo og arbejde sammen, er det [virksomhed2]s erfaring, at det er naturligt for dem også at spise sammen og være en del af fællesskabet. Derudover har medarbejderne fokus på at stå på ski så meget som muligt, når de ikke arbejder. Det er derfor også bekvemt, at de ikke skal bruge tid på at lave mad. [virksomhed2] har derfor ikke oplevet, at medarbejderne ikke har taget imod tilbuddet om køb af kost.

[...]

Vi skal for god ordens skyld oplyse, at medarbejderne selvfølgelig har haft mulighed for at opsige aftalen om køb af kost, og at de 45 kr. derefter ikke vil blive trukket.”

På 4 sager af i alt 125 sager i sagskomplekset er der af Skattestyrelsen indsendt bilag kaldet ”lønforklaring guider” samt ”lønforklaring hotelpersonale”. Bilagene er ikke indsendt på denne sag. Bilagene er ikke dateret, adresseret eller underskrevet.

Der fremgår følgende af bilagene:

Lønforklaring guider

Som guide vil du modtage ca. kr. 4.600 efter skat pr. måned (30 dage) inkl. feriepenge.

Du vil modtage både løn og rejsegodtgørelse og samtidig skal du betale et beløb for logi.

Regnestykket ser således ud:

1. Skattepligtig løn pr. dag = 134,85 (pr md – 30 x 105,20 = 4.045,50)
2. Rejsegodtgørelse pr. dag = 175,00 (pr md – 30 x 175 = 5.250,-)
3. Betaling af logi pr. dag = 160,00 (pr. md – 30 x 160 = 4.800,-)

Du opnår et skattefradrag for rejseomkostninger, der svarer til den optjente skattepligtige løn, således at du kun skal betale 8 % arbejdsmarkedsbidrag, der er obligatorisk for alle lønmodtagere. Rejsegodtgørelsen er 100 % skattefri.

1. Skattepligtig løn pr. md efter arbejdsmarkedsbidrag = 4.045,50 x 0,92

= 3.721,86

2.Rejsegodtgørelse pr. md

= 5.250,-

3. Løntræk pr. md

= 4.800,-

Udbetalt (forudsat normalt skattefradrag)

= 4.171,86

Feriepenge 12,5 % (4.045,50 x 0,125 x 0,92)

= 465,24

I alt inkl feriepenge

= 4.637,09

Lønforklaring hotelpersonale

Som hotelpersonale vil du modtage ca. kr. 3.250 efter skat pr. måned (30 dage) inkl. feriepenge.

Du vil modtage både løn og rejsegodtgørelse og samtidig skal du betale et beløb for kost og logi.

Regnestykket ser således ud:

1. Skattepligtig løn pr. dag = 90,40 (pr mr – 30 x 90,40 = 2.712,-)
2. Rejsegodtgørelse pr. dag = 175,00 (pr mr – 30 x 175 = 5.250,-)
3. Betaling af kost og logi pr. dag = 160,00 (pr. md – 30 x 160 = 4.800,-)

Du opnår et skattefradrag for rejseomkostninger, der svarer til den optjente skattepligtige løn, således du kun skal betale 8 % arbejdsmarkedsbidrag, der er obligatorisk for alle lønmodtagere. Rejsegodtgørelsen er skattefri.

1.Skattepligtig løn pr. md efter arbejdsmarkedsbidrag = 2.712 x 0,92

= 2.495,-

2. Rejsegodtgørelse pr. dag

= 5.250,-

3. Løntræk pr. md

= 4.800,-

Udbetalt (forudsat normalt skattefradrag)

= 2.945

Feriepenge 12,5 % (2.712 x 0,125x 0,92)

= 311,88

I alt inkl feriepenge

= 3.256,88

Klageren har modtaget rejsegodtgørelse fra [virksomhed2], som efterfølgende er beskattet, hvilket klageren har accepteret.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har for indkomståret 2015 alene godkendt rejsefradrag på 117,75 kr. i 35 dage, og for indkomståret 2016 alene godkendt rejsefradrag på 119,25 kr. i 100 dage, hvilket svarer til 25 % af standardsatsen for kost og småfornødenheder.

Som begrundelse herfor har SKAT (nu Skattestyrelsen) i forslag til afgørelse anført følgende:

”[...]

2.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 7, at der er fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A, stk. 1.

Ud fra de foreliggende oplysninger fra [virksomhed2] lægges det umiddelbart til grund, at du har været på rejse i 35 dage i 2015 og i 100 dage i 2016, og idet du ikke længere anses for at have modtaget de modtagne rejsediæter skattefrit, jf. ovenstående pkt. 1, finder vi, at du er berettiget til i stedet at få fradrag.

Det lægges endvidere til grund, at [virksomhed2] har stillet logi til rådighed, samt at [virksomhed2] har ydet hel eller delvis fri kost på de hoteller, hvor der er halvpension.

Vi antager, at der har været halvpension på de fleste af hotellerne, men selvom du på den baggrund anses for at have fået hel eller delvis fri kost, kan der dog altid fratrækkes et beløb svarende til 25 % af satsen for kost til dækning af udgifter til småfornødenheder, jf. ligningslovens § 9, stk. 3.

Standardsatsen for kost udgør 471 kr./døgn for kost og logi for 2015. Fradraget for småfornødenheder udgør således 117,75 kr./døgn. For 2016 udgør satsen kr.477 kr./døgn og fradraget 119,25 kr./døgn.

Fradraget kan dog ikke overstige et grundbeløb, der for indkomståret 2015 udgør 25.900 kr., og som for indkomståret 2016 udgør 26.200 kr. Fradraget kan ikke overstige den indkomst, du har erhvervet ved arbejdet i udlandet, jf. ligningslovens § 9, stk. 2.

[...]”

Skattestyrelsen har til klagen udtalt

”[...]

Generelt

Indledningsvist skal det bemærkes, at sagen er opstået som en afledt ændring af en arbejdsgiverkontrol hos klagers arbejdsgiver, hvor Skattestyrelsen blandt andet traf afgørelse om at arbejdsgivers udbetaling af skattefrie rejsegodtgørelser var sket som led i en lønomlægning.

Hovedparten af de sæsonansatte guider og hotelpersonale var ansat med en lønpakke, der var sammensat af en bruttoløn, en skattefri godtgørelse og et nettotræk til dækning af en række af arbejdsgiversudgifter. I de fleste tilfælde oversteg nettotrækket bruttolønnen, og hvis der bortsås fra den skattefrie godtgørelse kostede det således de ansatte penge at arbejde.

Arbejdsgiver drev virksomhed ved at udbyde pakkerejser, hovedsageligt skirejser. Gæsterne var primært indlogeret på hoteller hvor det var arbejdsgiveren selv der drev hotellet, hvorfor en stor del af de sæsons ansatte var ansat som hotelpersonale, med funktioner som indeholdt køkken og/eller serveringsarbejde. Den resterende del af de sæsonansatte var guider.

På den baggrund er det Skattestyrelsen opfattelse, at det var en naturlig og integreret del af klagers ansættelsesforhold at kost og logi var stillet til rådighed af arbejdsgiver.

Der var umiddelbart heller ingen reelle alternativer til at købe kosten af arbejdsgiver, idet der efter de foreliggende oplysninger ikke var mulighed for at opbevarer eller tilberede mad i det logi som også var en naturlig del af ansættelsesforholdet.

Ved fri kost forstås efter Skattestyrelsen opfattelse, at arbejdsgiveren yder den ansatte måltider, for eksempel ved at denne får stillet mad til rådighed, bliver tilbudt at spise med hos arbejdsgiveren eller i dennes kantine. Fri kost er ofte kendetegnet ved, at den ansatte ikke har indflydelse på, hvilken mad der serveres. Dette synspunkt underbygges umiddelbart også af det forhold, at enkelte ansatte med særlige kostbehov for egen regning måtte supplere den kost de fik stillet til rådighed af arbejdsgiver.

Skatteforvaltningen har endvidere henset at der at der som hovedregel må vælges et dækningsprincip for den enkelte rejse, jf. ligningslovens § 9 A, således at arbejdsgivers hel eller delvis afholdelse af udgifterne til kost ikke samtidigt kan kombineres med at lønmodtageren selv foretager fradrag for kost.

Det forhold at den ansatte foretager en egenbetaling ændre efter Skattestyrelsens opfattelse ikke på, at den ansatte som udgangspunkt har fri kost til rådighed, og dermed er afskåret fra at kunne foretaget et fradrag for kost med standardsatsen, men alene kan foretage fradrag for dokumenterede udgifter.

Efter Skatteforvaltningens opfattelse vil det endvidere være i strid med formålet med fradragsreglerne for rejseudgifter i ligningslovens § 9 A, såfremt en lønmodtager med en mindre egenbetaling, som her på 45kr./dag vil kunne ”købe” sig ind i rejsereglerne og opnå et fradrag på 471 til 477 kr./døgn

Hotelansatte

Klager var hotelansat og var derfor omfattet af en af de grupper hvor Skatterådet har fastsat den skattemæssige værdi, den såkaldte normalværdi, af fri kost. Generelt er kost en naturlig del af lønnen for denne lønmodtagergruppe og den faktiske kostpris kan derfor ikke lægges til grund, hvis værdi af fri kost skal sammenholdes med den foretagne egenbetaling ved vurderingen af om der kan foretages fradrag for kosten.

Egenbetaling.

Vedrørende egenbetalingen skal det bemærkes, at Skattestyrelsen ikke i forbindelse med kontrollen kunne få dokumentation for at kostprisen for den mad der blev stillet til rådighed for de ansatte udgjorde 45 kr./pr. dag, eller i øvrigt få specificeret hvad nettotrækket hos de enkelte ansatte dækkede over. Skattestyrelsen forfulgte ikke denne problemstilling yderligere, idet de ansatte var på rejse og en eventuel merværdi af kosten i forhold til egenbetalingen ville derfor ikke være skattepligtig.

Det skal endvidere bemærkes, at kostprisen for maden fortsat ikke er dokumenteret, idet der i forbindelse med klagen alene er fremsendt et budget for 2018/19 for [virksomhed3], som er en anden juridisk enhed, og således ikke de faktiske realiserede udgifter for arbejdsgiver i sæsonen 2015/16.

Opgørelsen tager endvidere alene hensyn til de direkte omkostninger til køb af fødevare, men ikke øvrige fremstillingsomkostninger som løn, energi- og vandforbrug m.v., eller indirekte omkostninger til lokaler, maskiner osv.

Skattestyrelsen finder derfor ikke, at det er dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er sket en egenbetaling svarende til fremstillingsprisen.

[...]”

Skattestyrelsen er kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse i førersagen:

”[...]

Skattestyrelsen har vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger, og er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Det er således Skattestyrelsens opfattelse, at klager alene er berettiget til fradrag for udgifter til småfornødenheder med 25 % af standardsatsen efter ligningslovens § 9 A, stk. 7.

Det må konstateres, at medarbejderne i [virksomhed2] har haft ensartet ansættelseskontrakter, og at det ikke af disse fremgår om medarbejderne har haft fri kost eller har kunne købe kost af [virksomhed2].

For så vidt angår lønforklaringen, som efter det oplyste blev udleveret på en bootcamp/intromøde inden ansættelsen, så er det Skattestyrelsen opfattelse, at denne ikke kan anses som en del af klagers ansættelseskontrakt, da lønforklaringen hverken er dateret, adresseret til klager eller underskrevet af klager. Det er derfor ikke dokumenteret, at lønforklaringen er en del af klagers ansættelseskontrakt eller på anden vis har været bindende for ham.

Det må også konstateres, at det af medarbejdernes lønsedler ensartet fremgår, at der er trukket 160 kr. pr. dag uanset om den enkelte medarbejder har oplyst at have haft mulighed for at købe kost til 45 kr. Det fremgår ikke af ansættelseskontrakterne eller andre skriftlige aftaler, hvad beløbet på de 160 kr. dækker.

Skattestyrelsen mener, at klager ikke har dokumenteret at have haft en udgift til kost. Dette med henvisning til, at klager var ansat på et af [virksomhed2] ApS’s hoteller, at det ikke af klagers lønseddel fremgår, at der af de 160 kr. er afsat 45 kr. til dækning af kost samt endelig, at der trækkes samme beløb pr. dag uanset om han eller de øvrige ansatte har haft mulighed for kost eller ej.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren har ret til det fulde fradrag for kost efter ligningslovens § 9 A. Derudover har repræsentanten nedlagt påstand om, at klageren har ret til fradrag for logi på 115 kr. pr. dag efter ligningslovens § 9 A.

Subsidiært er der nedlagt påstand om 25 % af kostsatsen for udgifter til kost samt fradrag for faktiske udgifter til logi på 160 kr. pr. dag.

Til støtte herfor har repræsentanten fremført følgende:

”På vegne af 90 medarbejdere (bilag 1) ansatte og tidligere ansatte i [virksomhed2] påklages hermed SKATs afgørelser vedrørernde 2015 og 2016.

1. SKATs afgørelse

SKAT har ændret den skattepligtige indkomst for 90 medarbejdere ansat i selskabet [virksomhed2] under henvisning til ligningslovens § 9 A.

Sagen vedrører, hvorvidt medarbejderne i [virksomhed2] har haft fri kost fra deres arbejdsgiver. SKAT har i deres afgørelser vurderet, at de pågældende medarbejdere har haft fri kost og derfor kun har ret til differencefradrag for kost.

Der er tale om 3 forskellige medarbejdertyper:

1. Guider, der er ansat på destinationer, hvor der ikke har været mulighed for at tilkøbe kost gennem [virksomhed2].

2. Guider, der er ansat på destinationer, hvor [virksomhed2] driver hoteller. [virksomhed2] har på disse destinationer givet guider mulighed for at tilkøbe kost for et yderligere nettotræk på 45 kr. per dag.

3. Hotelansatte, der er ansat på destinationer, hvor [virksomhed2] driver hoteller. [virksomhed2] har på disse destinationer givet guider mulighed for at tilkøbe kost for et yderligere nettotræk på 45 kr. per dag.

Da der er tale om enslydende afgørelser og der alene er tvist om hvorvidt de forskellige medarbejdergrupper har ret til fradrag for kost efter normal satsen (og således ikke tvist om antal dage eller om de er på rejse), er der alene indsendt et eksempel på forslag til afgørelse for de tre medarbejdertyper (bilag 2). Vi er i gang med at indhente endelige afgørelser for samtlige medarbejdere.

2. Påstand

Vores påstand er, at de pågældende medarbejdere har ret til det fulde fradrag for kost efter ligningslovens § 9 A.

Principielt nedlægges der påstand om, at SKATs afgørelser ændres i overensstemmelse hermed.

Da der er tale om adskillige medarbejdere, og der pt. fortsat pågår forhandlinger med SKAT vedrørende medarbejderne, skal vi venligst anmode om, at Skatteankestyrelsens sagsbehandling af vores klage sættes i bero, indtil SKATs sagsbehandling er endeligt afsluttet. Så snart dette er tilfældet, vil vi indsende endelig klage med vores argumentation samt eventuelt tilrette listen over personer, der klages for (bilag 1). Listen over medarbejdere er i øvrigt udarbejdet i samarbejde med SKAT for de medarbejdere, hvor SKAT har truffet afgørelse og udskrevet ny årsopgørelse.

3. Sagen faktum

For en nærmere gennemgang af sagens faktiske omstændigheder henvises foreløbigt til SKAT´s forslag til afgørelser.

4. Argumentation

Vi har i vores korrespondance med SKAT argumenteret for, at medarbejderne i [virksomhed2] er berettiget til fuldt fradrag for kost i medfør af ligningslovens § 9 A, idet at de har aftalt med [virksomhed2] at der skulle trækkes yderligere 45 kr. netto per dag på deres lønsedler i forhold til, hvis de havde valgt ikke at købe kost gennem deres arbejdsgiver.

Da vi har anmodet om, at Skatteankestyrelsens sagsbehandling sættes i bero, indtil der er truffet endelig afgørelse hos SKAT for alle de berørte medarbejdere ansat i [virksomhed2], skal vi venligst anmode om, at vi får mulighed for at fremsende supplerende bemærkninger til denne klage, når der er truffet afgørelse i disse sager.”

Repræsentanten har efterfølgende fremsendt en endelig klage, hvoraf følgende fremgår:

”[...]

2 Sagens fakta

[virksomhed2] er et rejsebureau, der sælger skirejser. [virksomhed2] driver udover skirejsevirksomheden også en række hoteller på nogle destinationer.

[virksomhed2] har altid danske guider ansat på samtlige af sine destinationer, og som hovedregel et flertal af danskere ansat som personale på sine hoteller på de destinationer, hvor der drives hoteller. Som udgangspunkt er der tale om unge mennesker, der ser en fordel i at få en stor oplevelse samtidig med, at de i en ung alder får ansvar og lov til at udvikle deres sociale kompetencer.

Rejsebranchen er en konkurrencepræget branche, og [virksomhed2] er derfor nødt til at tilbyde sit personale arbejds- og lønvilkår på niveau med andre rejsebureauer. Derudover er [virksomhed2] bundet af lokale krav til minimumsløn m.v. i de respektive lande, hvor selskabets medarbejdere er ansat. [virksomhed2] udbetaler derfor en bruttoløn til sine medarbejdere, der er i overensstemmelse med lokale regler. Denne bruttoløn bliver indberettet som skattepligtig løn til Skattestyrelsen for de enkelte danske medarbejdere.

[virksomhed2] er meget bevidst om sit ansvar over for de unge mennesker (og deres forældre), som selskabet sender ud som guider og hotelansatte. [virksomhed2] har derfor bevidst muliggjort, at medarbejderne kan købe kost mod en egenbetaling på 45 kr. per dag på destinationer, hvor [virksomhed2] selv driver hoteller. Dermed har [virksomhed2] mulighed for at tilbyde sine medarbejdere køb af kost til lidt over kostpris.

Da rejsebranchen som ovenfor anført er en konkurrencepræget branche, og der generelt er mange danske unge, der gerne vil arbejde som guider m.v., har [virksomhed2] haft mulighed for at få medarbejderne til at acceptere et nettolønstræk i deres ansættelsesvilkår. Nettolønstrækket dækker udgifter til bolig, liftkort m.v.

[virksomhed2] har valgt, at man som udgangspunkt trækker det samme nettobeløb på 160 kr. per dag for guider og hotelansatte, uanset om der indgår en egenbetaling for kost per dag. Dette skyldes primært, at det er administrativt lettest at trække det samme nettobeløb, og at dette minimerer fejl. Da de ansatte kan skifte mellem destinationer, ville det også være for svært at holde styr på administrativt, hvis der er for mange individuelle løsninger. Derudover vil der på de destinationer, hvor [virksomhed2] ikke har eget hotel, ofte være færre guider og dermed højere omkostninger til indkvartering af guiderne, så der er også en omkostningsmæssig sammenhæng mellem at trække et højere nettobeløb for disse destinationer.

Det skal for god ordens skyld nævnes, at der kan være afvigelser for ovenstående løntræk på 160 kr.

Enkelte medarbejdere har haft et mindre nettotræk. Det vil typisk være gældende for de kokke, som

[virksomhed2] har ansat på sine hoteller, da der er et mindre udbud af kokke, der vil udstationeres. Derudover har [virksomhed2] oplevet kokke, der stopper med en dags varsel, hvorefter der skal findes en ny kok med meget kort varsel. Særligt kokkene har dermed kunnet forhandle bedre lønvilkår, hvor det billigste for [virksomhed2] og medarbejderen er at reducere nettotrækket frem for at udbetale en højere bruttoløn, der skal beskattes. [virksomhed2] har dog haft en regel om, at nettoløntrækket ikke skulle reduceres til under 60 kr., således at medarbejderens betaling af kost og værdien af sæsonliftkort var dækket.

[virksomhed2] afholder inden skisæsonens start et infokursus for sine guider og hotelansatte. På dette kursus bliver medarbejderne oplyst om muligheden for at tilkøbe kost på de destinationer, hvor [virksomhed2] har egne hoteller. Det er også på dette kursus, at der som udgangspunkt indgås aftale om at tilkøbe kost. Køb af kost kan selvfølgelig fravælges efterfølgende.

Da der er tale om unge mennesker, der skal bo og arbejde sammen, er det [virksomhed2]s erfaring, at det er naturligt for dem også at spise sammen og være en del af fællesskabet. Derudover har medarbejderne fokus på at stå på ski så meget som muligt, når de ikke arbejder. Det er derfor også bekvemt, at de ikke skal bruge tid på at lave mad. [virksomhed2] har derfor ikke oplevet, at medarbejderne ikke har taget imod tilbuddet om køb af kost. Med til forklaringen hører formentlig også, at [virksomhed2] har en række stordriftsfordele, og da omkostningerne ved at købe kost i skibyerne generelt er noget højere end i dalene, er der tale om en billigere løsning for medarbejderne, end hvis de selv skulle stå for køb af kost.

Vi skal for god ordens skyld oplyse, at medarbejderne selvfølgelig har haft mulighed for at opsige aftalen om køb af kost, og at de 45 kr. derefter ikke vil blive trukket.

3 Skattestyrelsens sagsforløb

[virksomhed2] har i vintersæsonen 2015/2016 udbetalt en daglig skattefri rejsegodtgørelse til dækning af kost i årene 2015/2016. Skattestyrelsen har i forbindelse med en arbejdsgiverkontrol konstateret, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt. Udbetalingen af godtgørelsen er derfor konverteret og indberettet som skattepligtig løn for de enkelte medarbejdere. Denne afgørelse har [virksomhed2] accepteret, og der er foretaget indberetning af den ekstra løn.

I forbindelse med Skattestyrelsens sagsbehandling af den indberettede løn og stillingtagen til et eventuelt fradrag for kost efter rejsereglerne modtager Skattestyrelsen oplysninger om, hvilke medarbejdere der arbejder på destinationer, hvor [virksomhed2] ikke driver hotel. Derudover modtager Skattestyrelsen information om, at guider og hotelpersonale, der har arbejdet på destinationer, hvor [virksomhed2] driver hoteller, har købt kost af arbejdsgiveren til kostpris mod et nettolønstræk på 45 kr. Vi henviser til Bilag 2, der indeholder korrespondancen med Skattestyrelsen, f.eks. mail af 19. juli 2018.

Skattestyrelsen vælger dog at se bort fra disse oplysninger og udskriver endelige afgørelser i august/september 2018.

Da Skattestyrelsen anmoder om at få detaljerede oplysninger om nettolønstrækket, oplyser selskabet følgende:

Gruppe 2; - Guider på destinationer uden mulighed for tilkøb af kost

Har modtaget løn og rejsegodtgørelse og er blevet trukket 160 kr. pr. dag for logi (inklusiv f.eks. wifi og vaskemulighed) og liftkort.

Derudover har de modtaget transport.

De har ikke haft muligheden for at tilvælge køb af kost, og [virksomhed2] har ikke haft muligheden for at levere kost til dem.

Gruppe 3; - Guider på destinationer med mulighed for tilkøb af kost

Har modtaget løn og rejsegodtgørelse og er blevet trukket:

1. 115 kr. pr. dag for logi (inklusiv f.eks. wifi og vaskemulighed) og liftkort

2. 45 kr. per dag hvis medarbejderen har valgt at tilkøbe kost.

Derudover har de modtaget transport.

Gruppe 4; - Hotelansatte

Har modtaget løn og rejsegodtgørelse og er blevet trukket:

1. 115 kr. pr. dag for logi (inklusiv f.eks. wifi og vaskemulighed) og liftkort

2. 45 kr. per dag hvis medarbejderen har valgt at tilkøbe kost.

Derudover har de modtaget transport.

Gruppe 2,3 og 4 er i forbindelse med sagsbehandlingen hos Skattestyrelsen blevet til gruppe 1,2 og 3 i vores klage.

[...]

Skattestyrelsen vælger dog ikke at stole på selskabets oplysninger om, at medarbejderne har købt kost fra deres arbejdsgiver. Skattestyrelsen mener i stedet, at medarbejderne har modtaget fri kost. Skattestyrelsen nægter derfor fradrag for kost efter rejsereglerne og giver i stedet fradrag med 25 %-satsen. Se Bilag 3 med Skattestyrelsens konklusion for de enkelte medarbejdere.

[virksomhed4] ender med at klage over 127 medarbejdere, der i vintersæsonen 2015/2016 har arbejdet for [virksomhed2] som enten:

1. Guider på destinationer, hvor [virksomhed2] ikke driver egne hoteller.

2. Guider på destinationer, hvor [virksomhed2] driver egne hoteller for sine gæster.

3. Hotelansatte på destinationer, hvor [virksomhed2] driver egne hoteller for sine gæster.

De 127 medarbejdere dækker ikke samtlige medarbejdere, som Skattestyrelsen har behandlet, men alene de medarbejdere, der har ønsket deres sag ført gennem [virksomhed4].

4 Vores argumentation

4.1 Indhentelse af udtalelse for medarbejderne

[virksomhed2] har fået selskabets advokat ([virksomhed5]) til at vurdere en erstatningspligt over for medarbejderne i forhold til, at man oprindeligt havde lovet dem en skattefri godtgørelse.

[virksomhed5] har vurderet, at der er en ikke uvæsentlig risiko for, at [virksomhed2] vi blive pålagt at betale en kompensation for medarbejdernes forøgede beskatning, når det udbetalte skattefrie beløb anses for skattepligtig indkomst. På baggrund af [virksomhed5]s vurdering har [virksomhed2] allerede nu været nødsaget til at udbetale en række kompensationsbeløb til enkelte medarbejdere, der har klaget gennem deres advokat. Endvidere har [virksomhed2] som en konsekvens af [virksomhed5]s vurdering været nødt til at love medarbejderne, at man vil kompensere dem for skatteforhøjelsen, da det forventes, at [virksomhed2] vil tabe en eventuel sag ved domstolene.

Medarbejderne er dermed sikret en kompensation for den ekstra skat uanset udfaldet af denne landsskatteretsklage. Set i lyset af dette har vi bedt medarbejderne med deres egne ord at beskrive deres forståelse af aftalen med [virksomhed2] i forhold til køb af kost eller manglende mulighed herfor.

Vi skal for god ordens skyld oplyse, at det grundet diverse forhold bl.a. GDPR og ikke mindst den lange tid, der er gået siden medarbejderne var ansat ikke har været muligt at få et svar fra samtlige medarbejdere inden indsendelse af den endelige klage. Vi har dog modtaget svar fra 109 medarbejdere. Svarene for de tre medarbejdere, vi klager for, er vedlagt som Bilag 4, og de resterende indhentede udtalelser er vedlagt som Bilag 5.

4.2 Kostprisen for mad

For god ordens skyld vedlægger vi 2018/2019-sæsonens omkostninger til mad til gæsterne på de hoteller, som [virksomhed2] selv driver. Det fremgår, at [virksomhed2] tilbereder mad til en gennemsnitlig pris på EUR 6,28 til gæsterne, der får en treretters aftenmenu og en meget righoldig morgenbuffet, jf. bilag 6.

De medarbejdere, der får tilbudt køb af mad til 45 kr., får en langt mere skrabet version end gæsterne, og der budgetteres med omkostninger på EUR 4 til medarbejderne. Vi vedlægger en ugemenu for gæsterne og medarbejderne som bilag 7. Der kan derfor ikke være tvivl om, at de som minimum har betalt [virksomhed2]s omkostninger ved et nettolønstræk på 45 kr.

I forhold til fradrag for kost efter rejsereglerne, må det være uden betydning, om medarbejderne indgår aftale om køb af kost gennem deres arbejdsgiver eller en uafhængig tredjepart. Afgørende må være, om medarbejderen har haft en reel omkostning til kost, som overstiger arbejdsgivers kostpris, jf.

LL § 9, stk. 2. Følgende satser kan anvendes til dækning af udgifter til logi, kost og småfornødenheder i stedet for de faktiske beløb:

En almindelig sproglig fortolkning af fri kost kan ud fra vores forståelse ikke dække situationer, hvor medarbejderen rent faktisk betaler arbejdsgivers kostpris, da kosten dermed i sagens natur ikke er ”fri”.

Der kan ikke være tvivl om, at en lignende aftale om køb af kost fra tredjemand ikke ville have medført, at medarbejderne var afskåret fra at tage fradrag for den fulde kostsats efter rejsereglerne. Det virker derfor skævt, at medarbejderne skal straffes alene, fordi de har købt kost til mere end kostpris fra deres arbejdsgiver. Medarbejderne afskæres dermed for at udnytte deres ellers lovsikrede ret til at købe virksomhedens egne produkter til kostpris uden skattemæssige konsekvenser, jf. LL § 16, stk. 3, 2. punktum.

Den juridiske vejledning giver i C.A.5.12.1 en vejledning i forhold til afgrænsningen mellem, hvornår reglerne for fri kost finder anvendelse og eksempelvis kantineordninger eller andre ordninger, hvor medarbejderen betaler for kosten:

I de tilfælde, hvor maden indgår som en del af lønnen, er det reglerne om fri kost, der gælder. De lempelige regler om kantineordninger gælder kun, så længe tilskuddet ikke indgår i lønfastsættelsen. Lønnen skal være den samme, uanset om den ansatte spiser kantinemad eller selv har mad med. Ved kantineordninger betales maden med beskattede midler i modsætning til fri kost, hvor kosten indgår som en naturlig del af lønnen.

Vi gør opmærksom på, at [virksomhed2]s guider og hotelpersonale på destinationer, hvor [virksomhed2] driver hotel, selv betaler for kosten med beskattede midler (nettotrækket på 45 kr. ville bortfalde, hvis ikke de valgte at købe kosten). Vi mener, at [virksomhed2]s ordning er fuldt sammenlignelig med en kantineordning, der dog er udvidet til at dække alle medarbejdernes måltider. Kosten indgår derfor ikke som en naturlig del af lønnen, og det er uforståeligt for [virksomhed4], at Skattestyrelsen kommer til den konklusion, at medarbejderne har haft fri kost.

4.3 [Person 1], Guide på destination, hvor [virksomhed2] ikke driver hoteller

Skattestyrelsen begrunder i sine afgørelser til [person 1] ikke, hvilke oplysninger der ligger til grund for, hvorfor Skattestyrelsen tror, at han har haft fri kost, selvom [virksomhed2] udtrykkeligt har oplyst, at alle medarbejdere der har boet på destinationer, hvor [virksomhed2] ikke har drevet hotel ikke har købt kost, da [virksomhed2] ikke har haft nogen reel mulighed for at tilbyde dette. En detalje, der lykkeligt er udeladt af Skattestyrelsens argumentation:

Det lægges endvidere til grund, at [virksomhed2] har stillet logi til rådighed, samt at [virksomhed2] har ydet hel eller delvis fri kost på de hoteller, hvor der er halvpension.

Vi antager, at der har været halvpension på de fleste af hotellerne, men selvom du på den baggrund anses for at have fået hel eller delvis fri kost, kan der dog altid fratrækkes et beløb svarende til 25 % af satsen for kost til dækning af udgifter til småfornødenheder, jf. ligningslovens § 9, stk. 3.

Vi finder det problematisk, at Skattestyrelsen har antaget, at medarbejderen har fået hel eller delvis kost uden nogen form for dokumentation.

[Person 1] har udtalt følgende til klagen:

Jeg har i 2016 været ude som guide for [virksomhed2], på deres destination i [Italien], i perioden januar til april 2016.

Under mit ophold i [Italien], stod vi 4 guider i teamet, boende i en lejligheden for egen mad under hele sæsonen.

Vi havde vores eget lille system der gjorde det nemmere at afregne til hinanden i slutningen af enten ugen eller måneden.

Altså havde [virksomhed2] intet med Logi at gøre på vores destination

[...]

Skattestyrelsens ræsonnement om fradrag for kost er opsummeret i e-mail af 11. september 2018:

Såfremt der ikke er sket nettotræk på lønsedlen vil det blive lagt til grund, at de ikke har haft mulighed for at købe kost og der vil blive godkendt rejsefradrag med fuld sats for kost, dog maksimalt indtægten i udlandet eller det maksimale rejsefradrag.
Hvis der er sket nettotræk på lønsedlen vil det umiddelbart blive lagt til grund at der har været muligt at købe kost, medmindre det dokumenteres eller sandsynliggøres at nettotrækket ikke omfatter kost. Dette kan f.eks. ske ved at redegøre for hvilke udgifter nettotrækket i så fald dækker over. Hvis det har være muligt at købe kost genoptages sagen ikke, og I vil kunne påklage den til skatteankestyrelsen

Det virker umiddelbart svært at forstå Skattestyrelsens ræsonnement om, at hvis der er sket et nettotræk, og det dækker køb af kost, så skal medarbejderne på trods af, at de har indgået en aftale om køb af kost, ikke have mulighed for et kostfradrag. Hvis der derimod ikke er et nettotræk på lønsedlen, så er Skattestyrelsens formodning, at medarbejderne ikke har haft fri kost fra arbejdsgiver og dermed er berettiget til rejsefradrag med fuld sats for kost, uanset at de har boet på destinationer, hvor [virksomhed2] ikke driver hoteller. Skattestyrelsens afgørelser fremstår derfor en smule vilkårlige og ikke som baseret på de faktiske forhold med hensyn til, om medarbejderen rent faktisk har modtaget fri kost fra sin arbejdsgiver.

I Skattestyrelsens formulering ovenfor anerkendes det, at medarbejderne har købt kost af deres arbejdsgiver og ikke har modtaget fri kost. Skattestyrelsen kommer dermed til at anerkende, at begrundelsen om fri kost i afgørelsen er forkert, men nægter samtidig at udstede en ny afgørelse eller genoptage medarbejdernes årsopgørelse. Vi finder på denne baggrund, at Skattestyrelsens sagsbehandling og argumentation grundlæggende er problematisk.

Vi skal for god ordens skyld oplyse, at [virksomhed2] er bekendt med, at enkelte guider kan have indgået en aftale med et hotel, (som [virksomhed2] ikke driver), hvor gæsterne bor, om at spise med gratis eller der kan have opstået en fast praksis herom på enkelte destinationer. Det er dog ordninger, der alene er op til de enkelte guider at forhandle på plads med hotellet og som ikke har nogen økonomisk betydning for [virksomhed2]. Det er [virksomhed2]s erfaring, at visse hoteller mener, at det giver god stemning og potentielt mersalg af drikkevarer, når guiden spiser med gæsterne, og derfor tilbyder nogle få hotelejere guider at spise med gratis.

Det skal for god ordens skyld oplyses, at [virksomhed2] træffer valg af hotel, der udbydes til gæsterne, på baggrund af pris, beliggenhed, kvalitet af værelser og mad, da det er disse forhold der har betydning for deres drift.

Da rejsefradraget er et standardfradrag uanset faktiske omkostninger, mener vi ikke, at guidernes private aftaler om bespisning m.v. har indflydelse på muligheden for fradrag.

Vi anmoder for denne medarbejdergruppe om, at Landsskatteretten lægger udtalelserne om, at medarbejderne ikke har haft mulighed for at få eller købe kost fra deres arbejdsgiver, til grund.

Medarbejderne har derfor ret til det fulde fradrag for kost efter rejsereglerne.

4.4 [Person 2], Guide på destination, hvor [virksomhed2] driver hoteller

Skattestyrelsen har en ensartet begrundelse for alle medarbejdere, inklusiv [person 2]. Det er uforståeligt, at Skattestyrelsen ikke forholder sig til eller kommenterer på [virksomhed2]s udtrykkelige oplysninger om, at [navn udeladt] ikke har haft fri kost, men har købt kost af [virksomhed2]. Det er en vigtig detalje, som Skattestyrelsen lykkeligt udelader:

Det lægges endvidere til grund, at [virksomhed2] har stillet logi til rådighed, samt at [virksomhed2] har ydet hel eller delvis fri kost på de hoteller, hvor der er halvpension.

Vi antager, at der har været halvpension på de fleste af hotellerne, selvom du på den baggrund anses for at have fået hel eller delvis fri kost, kan der dog altid fratrækkes et beløb svarende til 25 % af satsen for kost til dækning af udgifter til småfornødenheder, jf. ligningslovens § 9, stk. 3.

Vi finder det problematisk, at Skattestyrelsen har antaget, at medarbejderen har fået hel eller delvis kost uden nogen form for dokumentation eller kommentering på det faktum, at medarbejderne reelt har købt kost af deres arbejdsgiver.

[Person 2] har udtalt følgende til klagesagen:

[...]

Destination:

Valloire, klubhotel [virksomhed6]

Jeg valgte på min sæson at købe kost på hotellet til 45 kr.pr dag, som blev trukket af min Nettoløn.

Hvis jeg ikke tog imod dette tilbud, skulle jeg selv stå for indkøb og tilberedning af kosten og derfor selvfølgelig ikke ville blive trukket 45 kr. per dag for kost.

Vi henviser endvidere til vores kommentarer i kapitlet ovenfor ”Guider på destinationer, hvor [virksomhed2] ikke driver hoteller” i forhold til Skattestyrelsens ræsonnement om fradrag for kost opsummeret i e-mail af 11. september 2018:

Vi skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at der ikke er et ansættelsesretligt krav om, at ansættelseskontrakten indeholder en beskrivelse af samtlige goder, som medarbejderen ikke har ret til. [virksomhed2] har derfor som udgangspunkt ikke skrevet noget om kost.

Vi skal endvidere for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at Skattestyrelsen har beskattet bruttobeløbet, eksklusiv nettotræk på 160 kr., for de fleste medarbejdere, og medarbejderne har dermed betalt mere skat, end de reelt burde, hvis [virksomhed2] i stedet havde reduceret bruttolønnen.

Vi finder det problematisk ud fra principperne om, at rejsefradraget skal dække rimelige udgifter til kost, at det 25 %-fradrag, som Skattestyrelsen vil give medarbejderne, ikke engang dækker medarbejdernes faktiske daglige udgifter til kost på 45 kr. En omkostning som medarbejderne reelt har afholdt efter aftale med deres arbejdsgiver.

Vi anmoder Landsskatteretten om, at medarbejdernes udtalelser om indgåelse af aftale mellem arbejdsgiver og ansat i forhold til køb af kost (til mere end kostpris) lægges til grund. Der kan dermed ikke være tale om fri kost, og medarbejderen har ret til det fulde kostfradrag efter rejsereglerne.

Vi skal for god ordens skyld gøre opmærksomme på, at [person 2] allerede har ramt loftet for fradrag efter rejsereglerne i 2016 men ikke i 2015.

4.5 [Person 3] - Hotelansat på destination. hvor [virksomhed2] driver hoteller

Skattestyrelsen har en ensartet begrundelse for alle medarbejdere, inklusiv [person 3]. Igen er det uforståeligt, at Skattestyrelsen ikke forholder sig til eller kommenterer på [virksomhed2]s udtrykkelige oplysninger om, at [person 3] ikke har haft fri kost men har købt kost af sin arbejdsgiver. Det er en vigtig detalje, som Skattestyrelsen lykkeligt udelader:

Der lægges endvidere til grund, at [virksomhed2] har stillet logi til rådighed, samt at [virksomhed2] har ydet hel eller delvis fri kost på de hoteller, hvor der er halvpension.

Vi antager, at der har været halvpension på de fleste af hotellerne, men selv om du på den baggrund anses for at have fået hel eller delvis fri kost, kan der dog altid fratrækkes et beløb svarende til 25 % af satsen for kost til dækning af udgifter småfornødenheder, jf. ligningslovens § 9, stk. 3.

Vi finder det problematisk, at Skattestyrelsen har antaget, at medarbejderen har fået hel eller delvis kost uden nogen form for dokumentation.

[Person 3] har i forbindelse med klagesagen sendt følgende udtalelse:

[...]

Hej [person1]

Jeg vil med denne mail gerne bekræfte at, jeg har valgt i vinter-sæsonen 15/16, at købe mad på vores hoteller ([virksomhed7], [virksomhed8] og [virksomhed9]) i [Frankrig]. Maden havde en pris af 45 kr. pr. dag, som jeg gav tilladelse til at [virksomhed2] har trukket af nettolønnen

Hvis ikke jeg havde valgt denne løsning, ville jeg selv skulle have stået for indkøb af forplejning og tilberedning af min kost. I dette tilfælde ville jeg ikke blive fratrukket 45 kr.pr dag for kost.

Har I spørgsmål, står jeg til rådighed yderligere.

[...]

Vi skal for god ordens skyld oplyse, at vi ikke mener, at Skatterådets fastsatte normalværdier for fri kost for køkken- og serveringspersonale finder anvendelse på den konkrete sag, da medarbejderne netop ikke har modtaget fri kost men har købt kost af deres arbejdsgiver for beskattede midler.

Vi henviser generelt til ovenstående afsnit med vores argumentation vedrørende guider på destinationer, hvor [virksomhed2] driver hotel.

Vi anmoder Landsskatteretten om, at medarbejdernes udtalelser om indgåelse af aftale mellem arbejdsgiver og ansat i forhold til køb af kost (til mere end kostpris) lægges til grund. Der kan dermed ikke være tale om fri kost, og medarbejderen har ret til det fulde kostfradrag efter rejsereglerne.”

Repræsentanten har udtalt følgende til Skattestyrelsens udtalelse i førersagen:

”Indledningsvis har vi noteret, at der er enighed mellem Skattestyrelsen og [virksomhed4] om, at klagerne har betalt 45 kr. per dag for den kost de har købt af deres arbejdsgiver. Uenigheden mellem Skattestyrelsen og [virksomhed4] er derfor overordnet alene på følgende to punkter:

1. Skattestyrelsen mener, at medarbejderne per definition har haft fri kost når de køber kost af deres arbejdsgiver. Medarbejderne har således ikke mulighed for at købe kost af arbejdsgiver med en egenbetaling der overstiger arbejdsgivers omkostninger.

2. Skattestyrelsen finder det ikke bevist at betalingen på 45 kr. overstiger arbejdsgivers omkostninger.

Da Skattestyrelsens bemærkninger for [person 3] er identiske med [person 2], henviser vi til vores bemærkninger hertil.

For god ordens skyld skal vi oplyse at [person 3] var ansat som destinationschef og derfor var overordnet ansvarlig for både gæster og hotellernes drift. Hans ansættelsesvilkår i forhold til betaling for kost var ikke anderledes end andre hotelansatte.”

Repræsentanten har i henhold hertil fremført som følger:

”Vi skal i nedenstående komme med vores bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse.

[...]

Bemærkninger til skattestyrelsens udtalelser

Skattestyrelsen skriver.

Arbejdsgiver drev virksomhed ved at udbyde pakkerejser, hovedsageligt skirejser. Gæsterne var primært indlogeret på hoteller hvor det var arbejdsgiveren selv der drev hotellet, hvorfor en stor del af de sæsonansatte var ansat som hotelpersonale, med funktioner som indeholdt køkken og/eller serveringsarbejde. Den resterende del af de sæsonansatte var guider.

På den baggrund er det Skattestyrelsens opfattelse, at det var en naturlig og integreret del af klagers ansættelsesforhold at kost og logi var stillet til rådighed af arbejdsgiver.

Vi kan ikke umiddelbart identificere på hvilket grundlag Skattestyrelsen konkluderer, at kost var stillet til rådighed for [Person 2] som en naturlig og integreret del af [Person 2]s ansættelsesforhold, da det i sagens natur vil kræve, at [Person 2] har et ansættelsesretligt krav herpå.

Vi vedlægger den juridisk bindende aftale (ansættelseskontrakt) mellem [Person 2] og [virksomhed2]. Af kontrakten fremgår det, at [Person 2] har bolig i hele ansættelsesperioden. Intet sted i kontrakten fremgår det, at han har ret til kost og kost nævnes i det hele taget ikke. [Person 2] har dermed ikke ret til kost efter ansættelsesretten og Skattestyrelsens konklusion om at kost indgår som en naturlig og integreret del af klagers ansættelsesforhold må derfor bero på en misforståelse, da [Person 2] ansættelsesretligt ikke ville kunne kræve kost af [virksomhed2].

Skattestyrelsen opfattelse af at bolig og kost indgår som en naturlig og integreret del af klagers ansættelsesforhold harmonerer heller ikke særlig godt med, at det er et faktum, at der er trukket netto 160 kr. per dag løbende for kost og logi m.v. En aftale som der er indgået mellem arbejdsgiver og den ansatte og som [virksomhed2] ikke har modtaget ansættelsesretlige klager over fra nogen ansatte.

Det skal for god ordens skyld nævnes, at [virksomhed2] ikke giver medarbejdere/guider mulighed for at købe kost på alle destinationer. [Person 2]´s ansættelseskontrakt garanterer derfor heller ikke, at [Person 2] arbejder på en destination, hvor man kan tilkøbe kost. Tværtimod specificeres det direkte i ansættelseskontrakten, at arbejdssted afhænger af [virksomhed2]´s salg af pakkerejser. [virksomhed2] har derfor heller ikke garanteret, at [Person 2] kan købe mad på destinationen i ansættelseskontrakten.

Skattestyrelsen fortsætter deres argumentation med følgende:

Der var umiddelbart heller ingen reelle alternativer til at købe kosten af arbejdsgiver, idet der efter de foreliggende oplysninger ikke var mulighed for at opbevare eller tilberede mad i det logi som også var en naturlig del af ansættelsesforholdet.

Igen ved vi ikke på hvilket grundlag Skattestyrelsen baserer deres udtalelse og kan kun opfodre til at Skattestyrelsen fremlægger, hvor de konkret har disse oplysninger fra, da det ikke er blevet udleveret fra [virksomhed4] eller [virksomhed2]?

Faktum er, at stort set alle guider og hotelansatte er indlogeret i lejligheder. I lejlighederne er der komfur og køleskab. Nogle få personer (5-10) er indkvarteret i hotellignende værelser på de destinationer hvor [virksomhed2] driver hoteller og har adgang til et personalekøleskab og tilberedning af mad i køkkenet. Derudover skal det for en god ordens skyld oplyses, at der sædvanligvis er rig mulighed for tilkøb af morgenmad, frokost og aftensmad på diverse restauranter m.v. på ski-destinationer.

Det er derfor – efter vores opfattelse – forkert, når Skattestyrelsen konkluderer at der ikke var reelle alternativer til at købe kosten af arbejdsgiver.

Skattestyrelsen fortsætter med følgende definition af fri kost:

Ved fri kost forstås efter Skattestyrelsens opfattelse, at arbejdsgiveren yder den ansatte måltider, for eksempel ved at denne får stillet mad til rådighed, bliver tilbudt at spise med hos arbejdsgiveren eller i dennes kantine. Fri kost er ofte kendetegnet ved, at den ansatte ikke har indflydelse på, hvilken mad der serveres. Dette synspunkt underbygges umiddelbart også af det forhold, at enkelte ansatte med særlige kostbehov for egen regning måtte supplere den kost de fik stillet til rådighed af arbejdsgiver.

Skattestyrelsen har ikke refereret til lovgivning eller retspraksis i forhold til, at fri kost er kendetegnet ved, at den ansatte ikke har indflydelse på, hvilken mad der serveres. Vi tillader os at henvise til Den juridiske vejledning C.A.5.12 der fastslår, at fri kost alene finder anvendelse, når maden indgår som en del af lønnen. Reglerne om fri kost finder ikke anvendelse, når den ansatte betaler for maden med beskattede midler.

Herudover skal vi henvise til SKM2011.274.SR, der i forhold til en frokostordning fastsatte at der ikke var tale om fri kost og beskatning efter standardsatserne ved betaling af kost med beskattede midler (20 kr. pr. måltid). Derimod skulle den ansatte beskattes efter LL § 16 stk. 1 jf. LL § 16 stk. 3, hvis betalingen ikke dækkede værdien.

Tilsvarende kan nævnes J. nr. 11-169287. I denne sag betalte medarbejderne ved en restaurantkæde 15 kr. for et måltid (stor menu). Skatteministeriet konkluderede, at der ikke var tale om fri kost men der skulle ske beskatning efter reglerne i LL § 16 stk. 1 og 3 hvis medarbejdernes betaling var mindre end arbejdsgivers omkostninger og ikke efter reglerne om standardsatser for værdi af fri kost.

Afslutningsvis skal vi kort bemærke, at det er [virksomhed4]s erfaring, at det er helt sædvanligt at der på grund af omkostningshensyn serveres en menu fastsat af arbejdsgiver i de fleste kantiner eller andre ordninger, hvor arbejdsgiver giver ansatte adgang til at købe et billigt måltid til kostpris frem for at gå på restaurant eller café i deres spisepause. Valgmuligheder og tilberedelse af individuelle retter, eksisterer sjældent i disse ordninger, da det naturligvis vil medføre priser tæt på restauranter og cafeer. Vi ved dog ikke om der er helt andre luksusforhold i Skattestyrelsens madordninger?

Skattestyrelsen fortsætter:

Skatteforvaltningen har endvidere henset at der som hovedregel må vælges et dækningsprincip for den enkelte rejse, jf. ligningslovens § 9 A, således at arbejdsgivers hel eller delvis afholdelse af udgifterne til kost ikke samtidigt kan kombineres med at lønmodtageren selv foretager fradrag for kost.

Det forhold at den ansatte foretager en egenbetaling ændrer efter Skattestyrelsens opfattelse ikke på, at den ansatte som udgangspunkt har fri kost til rådighed og dermed er afskåret fra at kunne foretage et fradrag for kost med standardsatsen, men alene kunne foretage fradrag for dokumenterede udgifter.

Det er korrekt, at LL § 9 A stk. 1 fastslår, at godtgørelser til dækning af rejseudgifter der påføres lønmodtageren ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. I den konkrete sag er der dog ikke tale om en godtgørelse. I stedet har 109 medarbejdere skriftligt tilkendegivet, at de har købt kost af deres arbejdsgiver for 45 kr. pr. dag, jf. LL §16 stk. 3, der specifikt tillader rabat på køb af varer og tjenesteydelser som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed.

I relation til omkostninger til kost afholdt af medarbejder på rejse giver LL § 9 A stk. 7 ret til at fratrække omkostninger til kost enten efter standardsatserne i stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter.

Skattestyrelsens fortsætter:

Efter Skatteforvaltningens opfattelse vil det endvidere være i strid med formålet med fradragsreglerne for rejseudgifter i ligningslovens § 9 A, såfremt en lønmodtager med en mindre egenbetaling, som her på 45kr./dag vil kunne ”købe” sig ind i rejsereglerne og opnå et fradrag på 471 til 477 kr./døgn.

Det er ikke til at gennemskue hvad Skattestyrelsen mener med ”en mindre egenbetaling” for at opnå et fradrag på 471 til 477 kr./døgn. Er betalingen på 45 kr. for lav i forhold til fradraget og ville Skattestyrelsen have haft en anden holdning, hvis betalingen var 150 kr. der svarer til skatteværdien af fradraget på 471 kr. til 477 kr./døgn?

Det er umiddelbart problematisk, hvis Skattestyrelsens sagsbehandling er baseret på rimelighedsbetragtninger og ikke på lovgivningen. Ligningslovens § 9 A stk. 7 giver en ubetinget ret til at fratrække efter standardsatserne, uanset om man har boet privat hos venner og reelt ikke har haft udgifter til kost og logi.

Skattestyrelsen fortsætter:

Klager var hotelansat og var derfor omfattet af en af de grupper hvor Skatterådet har fastsat den skattemæssige værdi, den såkaldte normalværdi, af fri kost. Generelt er kost en naturlig del af lønnen for denne lønmodtagergruppe og den faktiske kostpris kan derfor ikke lægges til grund, hvis værdi af fri kost skal sammenholdes med den foretagne egenbetaling ved vurderingen af om der kan foretages fradrag for kosten.

Vi henviser til ovenstående kommentarer og anmoder om, at Skattestyrelsen begrunder deres påstand om fri kost i dokumentation, lovgivning, retspraksis eller Den juridiske vejledning.

Skattestyrelsen fortsætter deres argumentation:

Egenbetaling

Vedrørende egenbetalingen skal det bemærkes, at Skattestyrelsen ikke i forbindelse med kontrollen kunne få dokumentation for at kostprisen for den mad der blev stillet til rådighed for de ansatte udgjorde 45 kr./pr. dag, eller i øvrigt få specificeret hvad nettotrækket hos de enkelte ansatte dækkede over. Skattestyrelsen forfulgte ikke denne problemstilling yderligere, idet de ansatte var på rejse og en eventuel merværdi af kosten i forhold til egenbetalingen derfor ikke ville være skattepligtig.

Indledningsvis skal vi kort bemærke at Skattestyrelsen ikke har anmodet om dokumentation fra [virksomhed4] for at de 45 kr./pr. dag udgjorde kostprisen. Derudover henvises til [virksomhed4]s e-mail af 18. september 2018 til Skattestyrelsen med udtalelse fra [virksomhed2], hvori det er specificeret hvad nettotrækket dækker.

Skattestyrelsen fortsætter deres argumentation:

Det skal endvidere bemærkes, at kostprisen for maden fortsat ikke er dokumenteret, idet der i forbindelse med klagen alene er fremsendt et budget for 2018/19 for [virksomhed3], som er en anden juridisk enhed, og således ikke de faktiske realiserede udgifter for arbejdsgiver i sæsonen 2015/16.

Vi skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at aktiviteterne i det tidligere [virksomhed2], CVR-nr. [...1], siden sæsonen 2015/2016 er blevet opkøbt af [virksomhed3] og [virksomhed2] er under frivillig likvidation (et opslag i CVR-registret kan bekræfte dette).

Det er ikke muligt, uden en større indsats, at finde de faktiske udgifter for 2015/2016, da de er afholdt af det franske selskab. Der er derfor fremsendt de faktiske udgifter til kost, som er afholdt i 2018/2019 og inflation taler for, at de faktiske udgifter i 2015/2016 som minimum ikke var højere.

De omkostninger, der er fremsendt, er for de præcis samme 3 hoteller under præcis samme forhold, der blev anvendt af [virksomhed2] i 2015/2016 sæsonen. Eneste forskel er, at [virksomhed2] i 2015/2016 sæsonen drev flere hoteller og nogle af de aftaler er i mellemtiden blevet opsagt.

Omkostningsoversigten over morgen-, frokost og aftensmad, der er indsendt, er udarbejdet af én af de kokke, som [virksomhed2] har ansat og giver derfor, efter vores mening, en professionelt oversigt over de omkostninger til råvarer der er til de ansattes måltider.

Det er vigtigt at understrege, at der er fremsendt de faktisk afholdte samlede udgifter til råvarer i sæsonen 2018/2019 og ikke et budget. Disse omkostninger viser, at [virksomhed2] har produceret en treretters aftensmenu og en meget righoldig morgenbuffet til EUR 6,28, hvis en budgetteret omkostning til de ansatte på EUR 4 pr. dag fratrækkes. Derudover har en af [virksomhed2]´s kokke beregnet omkostningerne ved 5 typiske aftensmåltider (de ansatte får kun én ret pr. aften) til mellem EUR 1,4 og 2,85 og omkostningerne til morgenmad og frokost til samlet EUR 1,48.

Derudover skal nævnes, at det ubetinget er kokkenes valg, hvad der serveres til de ansatte. Kokkene vil derfor fra tid til anden servere overskudsmad fra gæsternes aftensmad dagen før eller tilberede en ret heraf (biksemad). Dette sker for at minimere madspild og omkostninger.

Baseret på de faktiske realiserede udgifter til råvarer og [virksomhed2]’s professionelle kokkes bud på omkostninger, er den budgetterede omkostning på 4 EUR formentlig højt sat og de faktisk realiserede omkostninger vil formentlig være lavere.

Det er dog korrekt, at der ikke er opgjort og registreret separat vareforbrug for medarbejdere og gæster. Det er ikke praktisk muligt at holde opsyn med, om de enkelte indkøbte råvarer bliver anvendt i måltidet til gæsterne eller medarbejderne, da der serveres forskellige måltider til gæster og ansatte. [virksomhed2] har derfor simpelthen ikke data til at beregne en præcis vareomkostning pr. ansat pr. måltid. Der henvises i den forbindelse til J.nr. 11-169287 hvor Skatteministeriet udtalte:

Selv om alle direkte og indirekte udgifter skal indgå i beregningen af kostprisen, er det Skatteministeriets opfattelse, at opgørelsen kan basere sig på gennemsnitspriser frem for en eksakt opgørelse af de enkelte udgiftsposter i relation til den enkelte vare/tjenesteydelse.

Skattestyrelsens nidkærhed efter præcise og faktiske realiserede omkostninger der kun dækker de ansatte forekommer derfor unødvendig i den konkrete sag i forhold til Skatteministeriets tidligere indstilling.

Baseret på det faktiske forbrugte vareforbrug og vurderingen fra de professionelle kokke sammenholdt med forskellen i den menu der serveres for de ansatte overfor menuen til gæsterne, må det efter vores mening som minimum være sandsynliggjort, at en gennemsnitlig omkostning til råvarer på EUR 4 til de ansatte pr. dag er korrekt og ikke overskrider de faktiske råvareomkostninger.

Skattestyrelsen fortsætter:

Opgørelsen tager endvidere alene hensyn til de direkte omkostninger til køb af fødevarer, men ikke øvrige fremstillingsomkostninger som løn, energi- og vandforbrug m.v., eller indirekte omkostninger til lokaler, maskiner osv.

Det skal for god ordens skyld oplyses, at de ansatte selv henter morgenmad og smører frokost og vasker op efter sig. Det er derfor alene aftensmaden, der bruges tid på at tilberede, hvor de ansatte også selv henter og vasker op efter sig.

I relation til beregning af arbejdslønnen fremsender vi to underskrevne dokumenter fra kokke, der var ansat i [virksomhed2] i sæsonen 2015/16 og som angiver den tid, de har anvendt til at tilberede aftensmad til de ansatte. Den ene kok bruger 155 minutter til 5 retter, den anden 145 minutter. Gennemsnittet bliver derfor 30 minutter til hver aftensmad. Det skal for god ordens skyld oplyses, at der ikke er stor forskel på, om en kok tilbereder det samme måltid til 10 eller flere ansatte. Det er tilberedelse af forskellige måltider, der er tidskrævende.

I køkkenet er ansat dels en uddannet kok og dels en køkkenhjælper. [virksomhed2]’s månedlige lønudgift til den uddannede kok er på cirka 7.500 kr. og den månedlige udgift til medhjælperen er cirka 4.500 kr.

I praksis vil det ofte være køkkenhjælperen der tilbereder det simple måltid til de ansatte mens kokken tilbereder 3 retters menuen til gæsterne. Men da det præcise tidsforbrug fordelt på kok og køkkenhjælper kan være svært at dokumentere, har vi ud fra et forsigtighedsprincip forberedt en beregning af omkostningen, hvis kokken tilbereder hele måltidet til de ansatte.

Kokkeløn pr. måned: 7.500 kr. i gennemsnit, svarende til en timeløn på 46,88 kr./time (160 timer pr. måned). Et aftensmåltid koster således 23,44 kr. at producere for ALLE medarbejdere.

Der tilberedt mad til følgende antal ansatte på de enkelte hoteller i sæsonen 2015/16:

[virksomhed9]: 10 ansatte, inkl. guider
[virksomhed8]: 16 ansatte
[virksomhed7]: 14 ansatte
[virksomhed10]: 19 ansatte, inkl. guider
[virksomhed11]: 17 ansatte, inkl. guider
[virksomhed12]: 15 ansatte, inkl. guider.

På alle 6 hoteller er der således pr. dag brugt 6 x 23,44 kr. til at producere aftensmad og der er tilberedt mad til i alt 91 ansatte. Det giver en samlet lønomkostning pr. ansat pr. måltid på 1,55 kr.

Det skal for god ordens skyld oplyses, at antal ansatte ikke varierer meget i sæsonen, da [virksomhed2] prissætter deres rejser efter at få booket deres hoteller fuldt hele sæsonen.

Beregning af omkostninger:

Indtægter / udgifter DKK

Egenbetaling 45,00

Fransk moms -4,09

Nettobetaling 40,91

Omkostning råvarer 29,80

Omkostning tilberedning (kok) 1,55

Omkostninger eksklusiv IPO 31,35

IPO skal overstige følgende omkostning 9,56

IPO % af råvarer 32 %

Selv hvis man anvender en høj råvareomkostning på 4 EUR og forudsætter, at det simple måltid er tilberedt af den professionelle kok og køkkenhjælperen har tilberedt menuen for gæsterne, skal IPO omkostningerne være ekstremt høje og overstige 9,56 kr. eller 32 % af råvarepriserne.

I momslovgivningen er der givet vejledende satser for beregning af IPO, jf. Den juridiske vejledning D.A.8.1.3.3.1-3, hvorefter IPO kan sættes til 5 % af råvareomkostningen ved tilberedning af egen mad til de ansatte.

I J.nr. 11-169287 blev der udarbejdet og fremlagt detaljerede beregninger for IPO (arbejdsløn, elforbrug m.v.) der viste, at IPO udgjorde 0,5 % af salgsprisen og de faste udgifter til husleje udgjorde 10,83 % af salgsprisen.

Efter dels vejledende satser og dels tidligere retspraksis er det usandsynligt, at IPO vil overstige 9,56 kr. eller 32 % af råvareomkostningen. Da alt bogføringsmaterialet ligger i Frankrig, vil det være forbundet med en hel del omkostninger at indhente og beregne IPO omkostninger. Derudover er det ekstremt usandsynligt, at en konkret beregning af IPO vil ændre konklusionen om, at medarbejderne som minimum har betalt arbejdsgivers kostpris.

Vi anmoder derfor om, at der ikke bruges mange ressourcer på en omkostningstung beregning af IPO, da det er helt usandsynligt, at det vil ændre på konklusionen, hvis Landsskatteretten ser på sammenlignelige afgørelser og standardsatserne for beregning af IPO. Hvis Landsskatteretten finder, at det ikke er sandsynliggjort, at medarbejderne har betalt arbejdsgivers faktiske kostpris og der skal bruges ressourcer på en konkret beregning af IPO, så vil vi selvfølgelig bruge ressourcerne på at udarbejde en sådan.

Vi skal endvidere gøre opmærksom på, at det er [virksomhed4] opfattelse, at hvis medarbejdernes pris ikke dækker arbejdsgivers omkostninger, så burde medarbejderne alene skulle beskattes efter LL § 16 stk. 1, jf. LL § 16 stk. 3 af værdien de har modtaget (f.eks. 1 kr.), jf. retspraksis på området og ikke miste det fulde rejsefradrag fordi de f.eks. har betalt 1 kr. for lidt. Alternativt bør medarbejderne fortsat få fuldt rejsefradrag for f.eks. aftensmad og frokost efter standardsatserne hvis egenbetalingen dækker omkostningerne til de to måltider. Morgenmad som egenbetalingen ikke kan dække, må så anses som fri kost, hvilket medfører, at rejsefradraget alene skal nedsættes med 15 %. Det er dog ikke relevant i denne sag da Medarbejderne betaling klart overstiger arbejdsgivers omkostninger jf. ovenfor. Da Skattestyrelsen har en for medarbejdere meget indgribende tilgang til rejsereglerne ville det ud fra retssikkerhedsprincipper være hjælpeligt, hvis landsskatteretten bekræftede retspraksis på dette punkt.

Afslutningsvis skal vi gøre opmærksom på, at danske virksomheder generelt foretrækker og forsøger at indrette deres medarbejderordningerne på en måde der er let at administrere, frem for en detailregulering og -beregning af præcise omkostninger for hver enkelt medarbejder, hvorved administrationsomkostningerne eksploderer.

Disse principper har været meget svære at kommunikere til Skattestyrelsen, der dog skal have ros for at have udvist et ønske om at hjælpe medarbejderne med en korrekt skat og [virksomhed4] i sagsbehandlingen, men i deres sagsbehandling har insisteret på meget detaljeret beregning over nettotrækket over for omkostninger for hver enkelt medarbejder. En beregning der kun eksisterer i Skattestyrelsens sagsbehandling og ikke i den virkelige verden hos virksomhederne, da det ville være alt for omkostningstungt for [virksomhed2], hvilket [virksomhed2] tydeligt forsøger at gøre Skattestyrelsen opmærksom på i email af 18. september 2018 (se bilag 2).

Vi håber der er en større forståelse for, at danske virksomheder skal kunne drive deres forretning (med mange medarbejdere) uden at drukne i krav om detailberegninger på medarbejderniveau fra Skattestyrelsens side, da rejsereglerne netop ligger op til, at man kan bruge standardsatserne for at minimere administrationsomkostninger.

Det er på denne baggrund, at [virksomhed2] har haft de simple beskrevne principper for netto løntræk på op til 160 kr. (se bilag 2).”

Herudover er repræsentanten fremkommet med følgende udtalelse i førersagen:

”Landsskatteretssag – [virksomhed2] ansatte”

[Person 1], sagsnr. [udeladt]

[...]

Fradrag for logi

Det fremgår af ligningsvejledningens C.A.7.3.4.2 samt ligningslovens § 9a, stk. 1 & 7, at lønmodtagere kan tage et fradrag for den dokumenterede udgift, der ikke er dækket som udlæg efter regning, hvis arbejdsgiver alene dækker en del af udgiften til logi.

”Hvis rejseudgifterne til logi kun er dækket delvist som udlæg efter regning, f.eks. kun en del af udgiften til hotel, kan lønmodtageren ikke få fradrag med standardsatsen. Derimod kan lønmodtagerne få fradrag for den del af den dokumenterede udgift til logi, der ikke er dækket som udlæg efter regning.”

I den konkrete sag kan det dokumenteres, at der er indgået aftale om, at klagers udgift til logi er 160 kr. og at [virksomhed2] alene dækker omkostninger herudover. Der er faktisk trukket netto 160 kr. på lønsedlen og udgiften er derfor afholdt af klager.

Der anmodes derfor om, at Landsskatteretten ud over fradrag for udgifter til kost med standardsatsen anderkender et fradrag på 160 kr. til logi per dag.

[Person 3], sagsnr. [udeladt], og [Person 2], sagsnr. [udeladt]

Vi skal for god ordens skyld oplyse, at vi er uenige i indstillingen fra Skatteankestyrelsen, da den medfører et fradrag, der er mindre end den reelle omkostning på 160 kr. per dag, som klagerne faktuelt har haft i form af et nettolønstræk for kost og logi. Et i vores øjne forholdsvis grotesk resultat.

Vi anmoder derfor om, at Landsskatteretten anderkender et fradrag for udgifter til kost med standardsatsen samt et fradrag for logi med 115 kr. per dag for de to medarbejdere.

Hvis Landskatteretten ikke er enig heri og fastholder et differencefradrag på 25 % af kostsatsen for udgifter til kost, anmoder vi subsidiært om et fradrag for faktiske udgifter til logi dagligt på 160 kr.

Skriftelig aftale om hvad nettotrækket på 160 kr. dagligt dækker

Skatteankestyrelsen har i deres indstilling givet følgende begrundelse:

”Af de ansattes lønsedler fremgår ligeledes ensartet, at der er trukket 160 kr. pr. dag, uanset om den enkelte medarbejder har oplyst at have haft mulighed for at købe kost til 45 kr. Det fremgår ikke af ansættelseskontrakterne eller andre skriftlige aftaler, hvad beløbet på de 160 kr. dækker.

Samlet set foreligger der således ingen objektive kendsgerninger, som i tilstrækkeligt grad underbygger, om de ansatte har haft fri kost eller selv har kunnet købe kost, herunder hvorvidt der har kunnet købes kost til favørpris.”

Indledningsvis skal vi gøre opmærksom på, at vi finder det problematisk, at Skatteankestyrelsen ikke finder det bevist, at medarbejderne har købt kost for 45 kr. Skattestyrelsen, [virksomhed2] og de ansatte har været enige i heri, jf. Skattestyrelsens bemærkninger, hvor uenigheden går på følgende forhold:

Skattestyrelsen mener, at medarbejderne pr. definition har haft fri kost, når de køber kost til 45 kr. af deres arbejdsgiver. Medarbejderne har således ikke mulighed for at købe kost af arbejdsgiver med en egenbetaling, der overstiger arbejdsgivers omkostninger.
Skattestyrelsen finder det ikke bevist, at betalingen på 45 kr. overstiger arbejdsgivers omkostninger.

Medarbejderne har selv udtalt, at de har købt kost til 45 kr. per dag, og [virksomhed2] har fra starten oplyst til Skattestyrelsens sagsbehandling (kan dokumenteres i e-mailkorrespondance), at kost blev købt til 45 kr., som en del af nettotrækket på 160 kr.

Vi skal venligst gøre opmærksom på, at [virksomhed2] i forbindelse med intromødet før medarbejderne startede udleverede en skriftelig lønforklaring til hotelansatte og guider på destinationer, hvor [virksomhed2] drev hotel. Af lønforklaringen fremgår, at nettotrækket på 160 kr. dagligt dækker logi og kost. Den skriftelige lønforklaring er udleveret inden ansættelsesstart til hvert enkelt ansat på destinationer, hvor [virksomhed2] drev hoteller, og den blev dermed accepteret af de ansatte og skal anses som et tillæg til ansættelseskontrakten, der beskriver virksomhedens medarbejderpolitik på dette område.

I forhold til guiderne, hvor der kan opstå behov for rotation mellem destinationer, fik disse medarbejdere oplyst, at de på destinationer, hvor [virksomhed2] drev hotel, arbejdede under tillægget for hotelansatte og kunne købe kost mod et nettotræk på 45 kr., mens de på destinationer, hvor [virksomhed2] ikke drev hotel, arbejdede under tillægget for guider uden mulighed for at tilkøbe kost. Vi skal for god ordens skyld oplyse, at [virksomhed2] ikke har haft nogle ansættelsesretlige tvister om gyldigheden af ansættelsesvilkårene og tillæggene til ansættelseskontrakten, uanset at nogle guider (der roterede mellem destinationer) nettotræk i princippet kunne være forskelligt fra dag til dag over sæsonen, når køb af kost fratrækkes.

Som hotelpersonale vil du modtage ca. kr. 3.250 efter skat pr. måned (30 dage) inkl. feriepenge.

Du vil modtage både løn og rejsegodtgørelse og samtidig skal du betale for kost og logi.

Regnestykket ser således ud:

1. Skattepligtig løn pr. dag = 90,40 (pr md – 30 x 90,40 = 2.712,-)

2. Rejsegodtgørelse pr. dag = 175,00 (pr md – 30 x 175 = 5.250,-)

3. Betaling af kost og logi pr. dag = 160,00 (pr. md – 30 x 160 = 4.800,-)

Det kan undre, at Skatteankestyrelsen ikke har inkluderet tillæggene til ansættelseskontrakten i deres indstilling. Det er et tillæg til ansættelseskontrakten, som har indgået i vores korrespondance med Skattestyrelsen, som Skattestyrelsen har modtaget, og er blevet udleveret af medarbejderne i forbindelse med Skattestyrelsens sagsbehandling og er, efter vores opfattelse, en objektiv kendsgerning der beskriver hvad de 160 kr. dækker. Tillæggene til ansættelseskontrakten er også fremsendt til Skatteankestyrelsen som en del af sagskomplekset i forbindelse med Skatteankestyrelsens sagsbehandling. Vi har noteret os, at Skatteankestyrelsen efter fremsendelse af indstilling selv har anmodet om, at vi konkret kommenterer på disse bilag i deres skrivelse af 22. juli 2019.

Vi skal endvidere gøre opmærksom på, at det er helt sædvanligt i danske selskaber, at rejsepolitik og køb af varer m.v. ikke er reguleret direkte i ansættelseskontrakten, men i stedet i et tillæg til ansættelseskontrakten, interne politiker, en medarbejderhåndbog eller lignende, hvilket også gælder store danske selskaber. Aftaleformen er derfor ikke usædvanlig, og der er, efter vores mening, intet objektivt grundlag for at tilsidesætte gyldigheden af tillægget til ansættelseskontrakten.

Skatteankestyrelsen bedes tilrette indstillingen således, at det klart fremgår, at faktum er, at der er aftalt med et tillæg til ansættelseskontrakten mellem [virksomhed2] og de ansatte, at de 160 kr. trækkes dagligt for logi og kost, når de er på destinationer, hvor [virksomhed2] driver hotel, og 160 kr. for logi, når de er på destinationer, hvor [virksomhed2] ikke driver hotel. Den nuværende indstilling er faktuelt forkert.

Samme nettolønstræk

Skatteankestyrelsen skriver følgende i deres indstilling:

”Alle medarbejderne har haft en ensartet ansættelseskontrakt, og det fremgår ikke heraf om medarbejderne har haft fri kost eller har kunnet købe kost af [virksomhed2].

Af de ansattes lønsedler fremgår ligeledes ensartet, at der er trukket 160 kr. pr. dag uanset om den enkelte medarbejder har oplyst at have haft mulighed for at købe kost til 45 kr.”

[virksomhed2] ansætter hvert år flere hundrede guider og hotelpersonale. Der er alene indsendt klager for en del af de ansatte i sæsonen 15/16, idet kun nogle har accepteret aftale herom. Det er helt sædvanligt for danske virksomheder, at ansættelseskontrakter og virksomhedens politikker generelt udformes ensartet, samt at løn og andre vilkår fastsættes så ensartet som mulig. Dette gælder særligt, når der er tale om medarbejdere på lavere løntrin. Danske virksomheder har helt naturligt et fokus på at reducere administrationsomkostningerne for at forblive konkurrencedygtige.

Det forhold, at [virksomhed2] som arbejdsgiver har valgt at forhandle samme nettolønstræk på 160 kr. for guider på destinationer, hvor de driver hotel, samt destinationer, hvor de ikke driver hotel, er – som nævnt i vores oprindelige klage – forretningsmæssigt begrundet (ikke begrundet i skatteforhold) for [virksomhed2] i forhold til at reducere administrationsomkostninger til lønkørslen samt give fleksibilitet til at flytte guider mellem destinationer (hvilket der er et stort behov for i løbet af sæsonen), uden at [virksomhed2] konstant skal holde styr på, hvor de enkelte guider opholder sig og regulere løntræk herefter.

Hotelpersonalet er alene på destinationer, hvor [virksomhed2] driver hotel, så deres nettotræk på 160 kr. hvoraf 45 kr. udgør kost er fast i hele sæsonen.

Det forekommer problematisk ud fra almindelige retssikkerhedsprincipper, at Skatteankestyrelsen lader arbejdsgivers lønfastsættelse over for andre medarbejdere påvirke klagers individuelle skatteforhold, idet klager ingen ret eller mulighed har for at påvirke kollegaers ansættelsesvilkår. Særligt når arbejdsgivers ønske om ensartet nettolønstræk på 160 kr. reelt er forretningsmæssigt begrundet og [virksomhed2] ville have ikke ubetydelige omkostninger ved at kontrollere og rapportere destinationer for hver enkelt guide og regulere løntrækket på dagsbasis for den enkelte guide, baseret på hvilken destination guiden opholdt sig på hver enkelt dag i løbet af sæsonen.

[virksomhed2]s træk for køb af kost for 45 kr.

Skatteankestyrelsen har i deres indstilling skrevet, at der ikke er skriftelig dokumentation for, at købet af kost udgør 45 kr. dagligt.

”Der er her lagt vægt på, at det ikke af klagerens lønseddel fremgår, at der af de 160 kr. er afsat 45 kr. til dækning af kost ...”

Som tidligere oplyst, er historisk korrespondance med de mange hundrede ansatte blevet slettet på grund af GDPR. Et forhold, der desværre gør det umuligt at finde historisk korrespondance om ansættelsesvilkårene.

Det kan dog dokumenteres, at [virksomhed2] reelt har haft en rejsepolitik om, at mad tilkøbes for 45 kr. ved deres nettolønstræk på medarbejdernes lønsedler. Som dokumentation herfor, har vi indhentet lønsedlerne for kokkene i perioden december 2015 til april 2016. Det fremgår af disse lønsedler tydeligt, at minimums nettolønstrækket i perioden var 60 kr. dagligt (ikke 160 kr. som andre medarbejdere havde), og at [virksomhed2] ikke kunne reducere nettolønstrækket under de 60 kr., da de 60 kr. udgør køb af kost 45 kr. og liftkort 15 kr.

Vi henviser i den forbindelse til, at [virksomhed2] har ansat [Navn udeladt] til en højere bruttoløn på 118,55 kr. mod 88,9 kr. for de andre kokke. Hvis ikke de 60 kr. er et køb af mad og liftkort, havde det været betydeligt billigere for [virksomhed2] og medarbejderen at reducere nettolønstrækket (som de har reduceret til 60 kr. for de resterende kokke) fremfor at aftale en højere bruttoløn. Lønsedlerne dokumenterer derfor, at [virksomhed2] har haft en klar rejsepolitik om, at nettotrækket på 60 kr. dels dækker 45 kr. til mad, dels 15 kr. til liftkort. [virksomhed2] har ikke kunnet reducere betalingen for disse to goder yderligere, da det er markedsprisen. Skatteankestyrelsen bedes konkret tage stilling til disse lønsedler i deres indstilling, samt hvis Skattestyrelsen er uenige, forklare hvorfor et lavere nettolønstræk ikke er aftalt for [Navn udeladt], hvis ikke nettotrækket på 60 kr. præcis dækker køb af kost og liftkort?

Forklaringen der fra starten er givet til Skattestyrelsens sagsbehandling om, at 45 kr. er køb af kost og 15 kr. er køb af liftkort, kan derfor dokumenteres ud fra objektive skriftelige kilder i form af andre medarbejderes konkrete lønsedler.

Vi skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at [virksomhed2] har været usikker på, om liftkortet var et skattepligtigt gode for hotelansatte, og de derfor skulle købe det af [virksomhed2]. [virksomhed2] har for en god ordens skyld trukket 15 kr. for betaling for liftkort, således at der ikke skulle opstå en situation, hvor Skattestyrelsen kunne starte en skattesag på, at liftkortet var et skattepligtigt gode. På grund af denne usikkerhed var sæsonen 15/16 sidste sæson hvor [virksomhed2] indkøbte liftkort og solgte det til medarbejderne. I de efterfølgende sæsoner er hovedreglen, at medarbejderne selv køber et liftkort på destinationen.

For alle guider anses liftkortet som et nødvendigt arbejdsredskab og skattefrit gode, da de simpelthen ikke kan udføre deres arbejde med gæsterne uden.

Skatteankestyrelsen skriver endvidere:

”... samt at der trækkes samme beløb pr. dag uanset om klagerne har fravalgt kost”

Det er faktuelt forkert, når Skatteankestyrelsen skriver, at der er trukket det samme beløb pr. dag, uanset om klagerne har fravalgt kost. Faktum er, at medarbejderne har mulighed for at tilkøbe kost til en attraktiv kostpris, og derfor ikke har noget incitament til at fravælge at købe kost. Som vi også har beskrevet i vores klage, er der derfor ikke nogen medarbejdere, der har fravalgt at købe kost, og hverken klager eller [virksomhed2] kan derfor i sagens natur dokumentere et reduceret nettolønstræk på 45 kr. på lønsedlerne. Vi finder det mildest talt dybt bekymrende, at Skatteankestyrelsen lægger særlig vægt på ”faktiske omstændigheder”, der ikke eksisterer i deres begrundelse og som Skatteankestyrelsen er blevet oplyst ikke eksisterer.

Skatteankestyrelsen er selektiv i forhold til at lægge klagerens oplysninger til grund

Skatteankestyrelsen skriver i indstillingen følgende:

”Da der således ikke foreligger objektive kendsgerninger om fri kost eller køb af kost af arbejdsgiveren, må klagerens oplysninger om at han har købt kost lægges til grund. Der foreligger imidlertid ikke dokumentation for, at der reelt er betalt for kosten, hvorved er henset til, at klageren er ansat på et af [virksomhed2]s hoteller”

Som konkluderet ovenfor, er der objektive kendsgerninger om køb af kost som en del af nettotrækket på 160 kr. per dag i form af tillægget til ansættelseskontrakten. Der er derfor ikke tale om fri kost. Det forhold, at Skatteankestyrelsen først efter fremsendelse af indstillingen har anmodet om, at vi kommenterer på tillægget til ansættelseskontrakten ændrer ikke ved dette.

Skatteankestyrelsens indstilling virker inkonsekvent, da Skatteankestyrelsen mener, at der er indgået en aftale om køb af kost, uden at der er betalt herfor af medarbejderen. Hvis medarbejderen ikke har betalt for kost som aftalt, betyder det så, at Skatteankestyrelsen mener, at [virksomhed2] ud fra almindelige aftaleretlige principper har et retskrav mod medarbejderen på betaling af den kost, der er aftalt, og som Skattankestyrelsen mener ikke reelt er betalt? Hovedparten af medarbejderne har udtalt på skrift, at der er indgået en aftale om køb af kost til 45 kr., så der er enighed aftaleparterne imellem om, at 45 kr. dagligt var prisen for kost. Vi tillader os at være en anelse skeptiske omkring mulighederne for, at [virksomhed2] vinder en civilretlig sag herom mod deres medarbejdere, når der faktisk er trukket 160 kr. som aftalt i det skriftelige tillæg til ansættelseskontrakten for kost og logi, og parterne er enige i, at de 45 kr. til kost indgår som en del af nettotrækket på 160 kr. per dag.

Det virker umiddelbart problematisk og ikke i overensstemmelse med retspraksis, hvis skatteretten opererer med aftaleprincipper, der er fuldstændigt løsrevet fra civilretten. Undtagelserne herfor har i retspraksis været i situationer, hvor aftalen og dens vilkår er skattedrevet, og der ikke er modsatrettede interesser. På ansættelsesområdet er der dog generelt stor fleksibilitet for parterne til at sammensætte lønparken på den mest optimale måde. I den konkrete sag dækker det aftalte nettotræk på 45 kr. kosten, og der er faktisk trukket 160 kr. netto, selvom arbejdsgiver kunne have reduceret nettotrækket til 45/60 kr. uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderne. Vi har derfor svært ved at identificere, at nettotræk er skattemæssigt drevet i den konkrete sag, og dermed, hvorfor almindelige aftaleprincipper skal tilsidesættes, som Skatteankestyrelsen mener i deres indstilling.

Vi skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at [virksomhed2] har tilbudt at kompensere medarbejderne i sæsonen 15/16 for en eventuel ekstra skat, da den skattefrie rejsegodtgørelse blev underkendt. Medarbejderne har derfor intet økonomisk incitament til at sige andet end sandheden i den konkrete sag. Hovedparten af de cirka 80 udtalelser, vi har modtaget fra de tidligere medarbejdere, siger helt konkret, at der er indgået en aftale om køb af kost til 45 kr., og at beløbet ikke ville være trukket, hvis ikke medarbejderen havde taget imod dette tilbud.

Ud fra almindelige retssikkerhedsprincipper er det problematisk, at Skatteankestyrelsen derfor ikke tillægger disse udtalelse om køb af kost til 45 kr. per dag fra klager og hans kollegaer nogen form for værdi, men i stedet henholder sig til, om arbejdsgiver har skrevet, at der er trukket 45 kr. på lønsedlen for kost eller der er sket reducering af løntræk ved fravalg af kost. Hvad arbejdsgiver skriver på lønsedlen, har de færreste lønmodtager kontrol over, og fravalget af kost er simpelthen ikke sket og dermed umuligt at dokumentere for klager.

Vi skal for god ordens skyld oplyse, at tilbud om kompensation ikke er givet for sæson 16/17 eller 17/18, da [virksomhed2] ikke har udbetalt skattefri rejsegodtgørelse i disse sæsoner. Udgangspunktet er derfor, at medarbejderne selv kommer til at betale skatten af et eventuelt reduceret rejsefradrag, hvis Skattestyrelsen skulle vinde denne sag og genoptage disse år. Vi skal endvidere gøre opmærksom på, at cirka 90 % af de ansatte kun arbejder en sæson. Langt hovedparten af medarbejderne der har udtalt sig i forbindelse med denne klage for sæsonen 15/16 har derfor ingen økonomisk interesse i en eventuel genoptagelse af efterfølgende år.

Afsluttende skal vi oplyse, at for sæson 18/19 har [virksomhed2], efter start af denne skattesag, ændret processen for køb af kost for at undgå, at deres medarbejdere udsættes for ubehagelige skattesager som denne fremadrettet. Da der fortsat er behov for af guiderne roterer mellem destinationer og [virksomhed2] har noteret, at Skattestyrelsen var særligt kritiske overfor, at guiderne arbejdede under forskellige vilkår, er det besluttet, at guiderne uanset om de er på en destination, hvor [virksomhed2] driver hotel eller ej, ikke længere kan købe kost til 45 kr. per dag. En i vores øjne ærgerlig konsekvens af denne skattesag.

Hotelansatte hvor der ikke sker rotation og de dermed kan have ensartet vilkår kan fortsat købe kost for lidt over 45 kr. per dag (indeksreguleret) på selve destinationen, men processen er ændret således at medarbejderne betaler kontant og ikke over et nettotræk. Konsekvensen er for disse medarbejdere end mere administrativt omkostningstung løsning for [virksomhed2] end et nettotræk.

Skatteankestyrelsen bedes konkret kommentere på hvorfor prisen på 45 kr. for kost ikke er aftalt og betalt som en del af nettolønstrækket i sæsonen 2015/2016, når det er den præcis samme pris for kost som [virksomhed2] (overtaget af [virksomhed13]) historisk har anvendt og fortsat anvender i sæsonen 2018/2019, dog bare med en direkte betaling fra medarbejderen frem for et træk over lønnen. Det forhold, at betalingen sker ved et nettolønstræk i stedet for en kontant betaling fra medarbejderen bankkonto, burde ikke af sig selv medfører andre fradragsmuligheder for medarbejderen.

Vi skal venligst anmode om, at Landskatteretten konkret tager stilling til, om betalingen på 45 kr. dækker arbejdsgivers udgifterne som fremsendt til Skatteankestyrelsens sagsbehandling for FY15/16, da vi kan forudse, at Skattestyrelsen, hvis de får medhold i denne sag, vil genoptage skatteansættelsen fremadrettet for samtlige medarbejdere, og dette potentielt kan blive et stridspunkt fra sæson 18/19.

Fradrag for logi

Vi henviser til argumentation for [Person 1].

[...]

I relation til hotelansatte og den videre sagsbehandling bedes Landsskatteretten bekræfte, om de er enige i, at nettotrækket på 15 kr. – i overensstemmelse med [virksomhed2]s politik for køb af liftkort for disse medarbejdere – kan lægges til grund, således at fradraget for logi udgør 100 kr. per dag.

Subsidiær påstand

Hvis Landskatteretten kommer frem til, at der ikke ”reelt” er betalt for kost, og medarbejderne alene er berettiget til differencefradrag på 25 % af kostsatsen for kost, skal vi venligst anmode om et fradrag for guidernes omkostning til logi på 160 kr. samt 145 kr. for hotelansatte. Vi henviser i den forbindelse til ovenstående argumentation samt bemærker, at man kan ikke både blæse og have mel i munden.

Konklusion [Person 3] og [Person 2]

Vores bemærkninger kan opsummeres som følgende:

Der er objektive kendsgerninger og aftalt et køb af kost i form af et skrifteligt tillæg til ansættelseskontrakten mellem arbejdsgiver og klager.
Det forhold, at der er forhandlet samlet 160 kr. i nettotræk for ansatte på destinationer, hvor [virksomhed2] driver hotel, og på destinationer, hvor [virksomhed2] ikke driver hotel, er forretningsmæssigt begrundet og udenfor klagers kontrol.
Det kan dokumenteres ud fra de faktiske lønsedler for kokkene i sæson 15/16, at 45 kr. af løn-trækket går til køb af kost, og at [virksomhed2] har ageret efter dette i overensstemmelse med deres interne politik.
Medarbejderne betaler i sæsonen 18/19 fortsat 45 kr. for kost per dag, dog har [virksomhed2] ændrede processen således, at betalingen sker direkte fra medarbejderen frem for over et nettotræk.
Det er problematisk, at skatteankestyrelsen i indstillingen lægger afgørende vægt på forhold der er udenfor klagers kontrol i form af hvad arbejdsgiver skriver på lønsedlen, samt at der ikke er sket reduktion, hvis medarbejderen havde fravalgt kost en ”faktisk omstændigheder” der ikke eksisterer og ikke kan dokumenteres.
Klagerne har, efter vores opfattelse, indgået en bindende civilretlig aftale med [virksomhed2] om køb af kost til 45 kr. per dag. Der er, efter vores opfattelse, sket betaling af de 45 kr. civilretligt og der er intet grundlag for skattemæssigt at tilsidesætte denne bindende aftale civilretligt.

Afsluttende mener vi, at det ud fra almindelige retsprincipper er problematisk, at Skatteankestyrelsen mener, at klagerne og lidt under 80 af deres kollegaer ikke fortæller sandheden. De har stort set alle samstemmende udtalt sig uden nogen form for økonomisk interesse i denne sag, om at der indgået aftale om og købt kost til 45 kr. per dag. Vores erfaring er, at i andre restsager tillægges udtalelser fra parter, der ikke har en økonomisk interesse, en ret stor værdi i et retslokale, da sådanne parter har en tendens til at fortælle sandheden og ikke spekulere i størrelsen af selve skattebetalingen.”

Landsskatterettens afgørelse

Rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, kan fratrækkes efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 A, jf. herved ligningslovens § 9 A, stk. 7. Fradrag kan dog ikke ske i det omfang udgifterne er godtgjort af arbejdsgiveren eller overstiger 25.900 kr. for indkomståret 2015 og 26.200 kr. for indkomståret 2016. Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter til kost og logi, kan lønmodtageren fradrage udgifter til småfornødenheder med 25 procent af standardsatsen for kost og småfornødenheder. Dette følger af ligningslovens § 9 A, stk. 7.

En skattepligtig, der mener sig berettiget til et skattemæssigt fradrag, har bevisbyrden for, at udgiften er fradragsberettiget. Se hertil SKM2004.162.HR, hvor Højesteret udtalte, at der kun kan opnås fradrag for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, og at bevisbyrden herfor – i overensstemmelse med hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag – som udgangspunkt påhviler skatteyderen.

Medarbejderne i [virksomhed2] har haft ensartet ansættelseskontrakter, og det fremgår ikke heraf om medarbejderne har haft fri kost eller har kunne købe kost af [virksomhed2]. Det fremgår af det indsendte eksempel på standard ansættelseskontrakt, at den ansatte bor i indkvartering stillet til rådighed af [virksomhed2].

Af lønsedler fra medarbejdere i [virksomhed2] fremgår ensartet, at der er trukket 160 kr. pr. dag, uanset om den enkelte medarbejder har oplyst at have haft mulighed for at købe kost til 45 kr. Det fremgår ikke af ansættelseskontrakterne eller andre skriftlige aftaler, hvad beløbet på de 160 kr. dækker.

Det i flere sager fremlagte bilag benævnt ”lønforklaring” ses heller ikke at indeholde en klar fastlæggelse af, hvad der betales for. Landsskatteretten finder det ikke bevist, at der er betalt for kost og i givet fald hvor meget. På denne baggrund kan der ikke ydes det påståede fradrag for kost.

Hertil kommer, at en eventuel egenbetaling på 45 kr. for kost efter Landsskatterettens opfattelse ikke kan anses for at være afholdelse af egne udgifter til kost i § 9 A, stk. 7s forstand, hvorfor klageren heller ikke af denne grund er berettiget til at anvende standardsatsen.

Klageren er derfor alene berettiget til fradrag for udgifter til småfornødenheder med 25 procent af standardsatsen efter ligningslovens § 9 A, stk. 7.

Landsskatteretten finder endvidere, at klageren ikke er berettiget til et fradrag for logi. Der er her lagt vægt på, at der direkte i ansættelseskontrakten fremgår, at klageren bor i indkvartering stillet til rådighed af [virksomhed2]. Det er således aftalt mellem klageren og [virksomhed2], at der stilles indkvartering til rådighed. Det er ikke godtgjort om og hvor meget, der er betalt for logi. Landsskatteretten har i øvrigt henset til, at der er kommet skiftende forklaringer på sammensætningen af beløbet på 160 kr.

Det tilføjes, at Skattestyrelsen alene har taget stilling til, om klageren er berettiget til fradrag for kost og logi. Landsskatteretten kan som klageinstans alene bedømme de påklagede forhold, og kan derfor ikke tages stilling til andre fradrag eksempelvis fradrag for liftkort.

Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.