Kendelse af 23-09-2019 - indlagt i TaxCons database den 18-10-2019

Faktiske oplysninger

Klageren drev i det påklagede indkomstår selskaberne [virksomhed1] ApS, [virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS, som klageren ligeledes var stifter af.

Af oplysninger i Det Centrale Virksomhedsregister fremgår, at [virksomhed1] ApS, cvr-nr. [...1], blev stiftet i 2013 og drev rejsebureauvirksomhed med salg af rejser til Irak. [virksomhed2] ApS, cvr-nr. [...2], blev stiftet i 2014 og drev rengøringsvirksomhed i Danmark med af rengøring af fly. [virksomhed3] ApS, cvr-nr. [...3], var et ejendomsselskab, der drev virksomhed med udlejning af beboelsesejendomme. [virksomhed3] ApS og det overliggende holdingselskab [virksomhed4] ApS, cvr-nr. [...4], blev stiftet i 2017.

Klagerens selvangivne lønindkomst udgjorde i 2016 541.347 kr. fra [virksomhed1] ApS og 85.035 kr. fra [virksomhed5] ApS.

Klageren har boet i Danmark i størstedelen af sit liv med et kortvarigt uddannelsesophold i udlandet tilbage i 2013 i forbindelse med opstarten af aktiviteten i [virksomhed1] ApS. Klagerens nærmeste familie, herunder forældre, boede også i Danmark.

Klageren har forklaret, at han i 2016 erhvervede ejendommen [adresse1], [by1] med finansiering fra sit danske pengeinstitut, og indledte drøftelser med et byggefirma om opførelse af en beboelsesejendom.

Ifølge klagerens forklaring krævede byggeriet finansiering, og familien tog derfor kontakt til en onkel i Irak, som indvilgede i at låne klageren pengene. Klageren har oplyst, at han oprettede en konto i sit danske pengeinstitut til denne finansiering, men fandt ud af, at det ville blive meget omstændigt at lave en pengeoverførsel i den størrelsesorden fra Irak til den danske bankkonto, og det kunne tage lang tid. Eftersom der var behov for finansieringen her og nu, valgte onklen derfor ifølge klageren, at lade pengene overføre via et firma i Dubai. Klageren har oplyst, at korrespondance vedrørende det ydede lån mellem klageren og onklen foregik via Viper og chat.

Klageren har videre forklaret, at i Irak er økonomisk hjælp til familiemedlemmer et familieanliggende, og en pengeoverførsel til klageren, vil derfor være gået via klagerens farforældre, således at et pengebeløb fra onklen, vil være overført via farforældrene videre til klagerens far, og herfra til klageren.

Den 24. december 2016 blev der overført 1.499.950 AED (De Forenede Arabiske Emirater Dirham) fra de Arabiske Emirater til klagerens konto i [finans1] fra firmaet[virksomhed6] FZE PO. Beløbet blev overført med teksten ”Consultancy Charges”, og beløbet blev ikke selvangivet af klageren.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ændret klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2016 med 2.890.503 kr. Som begrundelse for ændring af klagerens skattepligtige indkomst, har Skattestyrelsen bl.a. anført:

”...

Det er vores opfattelse på det foreliggende grundlag, at der ikke er tale om et lån bestyrket ved objektive kendsgerninger.

Du anses at være vidende om, at i låneforhold udarbejdes lånedokumenter. Disse er ikke tilstede og det er ikke på anden måde sandsynliggjort at være tale om et låneforhold.

Det er således skattemyndighedernes opfattelse, at der er tale om skattepligtig indkomst i medfør af statsskattelovens § 4, hvorefter al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig indkomst.

Vi er dog enige i efter de foreliggende oplysninger, at det må anses for tvivlsomt, om der har været en retvisende tekst i forbindelse med nævnte overførsel. Vi vil derfor anse den foretagne pengeoverførsel som en skattepligtig ydelse i medfør af statsskattelovens § 4, litra c og dermed uden arbejdsmarkedsbidrag.

Din revisor har anmodet om yderligere fristforlængelse til at fremfinde materiale. Vi har henset til, at vi den 11. april 2018 talte med dig om nævnte lånedokumenter og vigtigheden heraf. Du oplyste på daværende tidspunkt, at du inden for den kommende uge ville kontakte familie og vende tilbage. Den 19. april 2018 har du fremsendt mail, hvor du jævnfør telefonsamtale den 11. april 2018 bekræftede ikke at have noget konkret skriftligt lånedokument.

Vi udsendte forslag til dig den 26. april 2018.

Den 2. maj 2018 blev vi kontaktet af en bogholder fra et af dine selskaber, som ønskede oplyst, om vi havde foretaget os noget på baggrund af fremsendt mail af 19. april 2018. Vi har oplyst, at der er fremsendt et brev til dig men ikke yderligere uden fuldmagt fra dig.

Den 15. maj 2018 kontaktede vi dig pr. telefon på baggrund af telefonnummer fra din skattemappe, da udsendt forslag af 26. april 2018, hvor SKAT foreslog din indkomst forhøjet med nævnte pengeoverførsel, var returneret med ubekendt på adressen. Du blev i den forbindelse orienteret omkring din sags gennemgang, klagemuligheder. Vi gjorde endvidere opmærksomt på, at der kunne ske oversendelse til vurdering i vores ”Strafansvars” enhed for, om du har overtrådt nogle straffebestemmelser ved ikke at selvangive nævnte beløb.

Vi sendte brevet på ny via [...] og udsatte svarfrist til den 4. juni 2018.

Den 28. maj 2018 rettede din revisor [person1], Skattekonsulenterne, henvendelse til os om udsættelse med sagen til 7. juli 2018 og igen til 14. juli 2018.

Den 17. juli 2018 har din revisor gjort indsigelse mod det udsendte forslag af 26. april 2018 jævnfør ovenstående refereret under indsigelse.

Det er vores opfattelse, at det nu fremlagte materiale ikke ændrer vores holdning til nævnte pengeoverførsel. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at der har været tale om et lån. Det er vores opfattelse henset henset til det tidsmæssige forløb og manglende materiale, at det har været rig mulighed for fremskaffelse heraf og træffer afgørelse på det foreliggende grundlag.

...”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2016 nedsættes til det af klageren selvangivne.

Til støtte herfor har klagen bl.a. anført:

”...

Indledningsvist skal jeg fastslå, at jeg og min kunde har fuld forståelse for at man fra Skattestyrelsens side, har truffet en afgørelse på det foreliggende grundlag fordi man ikke ønskede at yde yderligere fristudsættelse. Af samme årsag er den afgørelse som Skattestyrelsen er fremkommet med heller ikke overraskende og jeg har også orienteret min kunde om at det vil være vanskeligt at få helt eller delvist medhold i en klage hvis der ikke kan fremlægges nye yderligere oplysninger i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten.

I og med at der er enighed om at det overførte beløb ikke kan anses at være vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold eller mellem to virksomheder må det overførte beløb enten klassificeres

1. Anfordringslån

Det er i Danmark – og i dansk skatteret – kutyme at der udarbejdes lånedokumenter når der udlånes midler mellem 2 forskellige parter. Dette ligger helt fast og det er, som anført, af Skattestyrelsen, heller ikke fremmed for [person2], som imidlertid ikke kan forventes at have været bekendt med de problemer det kan give i skattemæssig henseende, når der ikke foreligger sådanne aftaler mellem parterne.

Der er to parter i et låneforhold og udarbejdelsen af et lånedokument mellem parterne har primært til formål at sikre långivers rettigheder. Långiver er hjemmehørende i Irak hvor man har et helt andet forhold til lån mellem forretningsforbindelser, familiære forbindelser og lign.

Onklen i Irak kan – i modsætning til [person2] – ikke siges at være bekendt med at der i Danmark er kotume for at der udarbejdes lånedokumenter i låneforhold. Rent faktisk kan udarbejdelse af lånedokumenter i nogle situationer blive betragtet som udtryk for manglende tillid til låntager.

For [person2]’s vedkommende stod han i en situation hvor han havde købt en byggegrund og havde igangværende drøftelser med [virksomhed7] vedrørende byggeriet. Hans primære overvejelser gik på at få tilvejebragt midler, så byggeriet kunne igangsættes og ikke så meget på selve berigtigelsen af finansieringen. Havde han været bekendt med de skattemæssige problemstillinger som er forbundet med en manglende berigtigelse af et låneforhold, havde han nok været mere fokuseret på den del, fordi det er nemmere at forebygge end at reparere.

[person2] arbejder fortsat på at prøve få den korrespondance der har været med onklen ”hevet ud af af Viper” ligesom det – frem til Landsskatterettens behandling af sagen – vil blive søgt at inddrage onklen (og familien i Irak) yderligere i bestræbelserne på at sandsynliggøre forløbet.

2. Gave

Uanset hvor vide rammer man i udlandet, herunder Irak, måtte have i forhold til at hjælpe og understøtte hinanden, forekommer det ret usandsynligt at en onkel i Irak skulle yde en nevø en egentlig gave i den størrelsesorden som der er tale om her.

Èt er at man, set med danske øjne, kan sige at der ikke er noget egentligt ”gavemiljø” mellem parterne, hvorved det kan diskuteres om der overhovedet er hjemmel til at anlægge gavebeskatning i denne situation.

Noget andet er at man kan gøre sig overvejelser om hvad der ligger bag, at det er onklen der laver overførslen.

I Irak og mange andre lande, er det at hjælpe og understøtte hinanden et familiemæssigt kodeks. Dvs, når onklen går ind og hjælper en nevø økonomisk er det noget som er blevet drøftet med familien.

Den familiære sammenhæng og fællesnævner mellem parterne går via faderen og onklens forældre.

Hvis man på nogen måde kan påvise at forældrene har været inde over dispositionen og at onklen har overført beløbet til [person2] på vegne af sine (og faderens) forældre, hvorved det reelt set er forældrene der er blevet belastet med udgiften, er der ikke tale om en indkomstskattepligtig gave men en afgiftspligtig gave, jf. boafgiftslovens § 22 og 25.

Hvis det kan påvises at onklens overførsel af beløbet indgår i en mere bred sammenhæng og modsvares af at denne, i forhold til faderen, forlods sikres et tilsvarende beløb i forhold til et senere skifte af forældrenes bo, så vil det overførte beløb være udtryk for at der er ydet en gave til faderen hhv. [person2], af hvilken der så vil skulle svares gaveafgift i 2 ombæringer.

...”

Landsskatterettens afgørelse

Som skattepligtig indkomst betragtes som udgangspunkt den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere har pligt til at selvangive deres indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, jf. skattekontrollovens § 1 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med efterfølgende ændringer).

Skatteforvaltningen kan forhøje skatteyderens indkomst, hvis der kan påvises yderligere indtægtskilder i form af eksempelvis kontantindbetalinger til sagsøgerens bankkonto, hvilket udledes af SKM 2008.905.HR.

Låneforhold skal kunne dokumenteres eksempelvis ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forrentning af lån m.v., hvilket udledes af eksempelvis SKM2011.208.HR og SKM2013.363.BR.

Når der er tale om lån ydet inden for et snævert interessefællesskab, skal der foreligge en sikker og objektiv konstaterbar dokumentation for de påstående dispositioner for, at de kan lægges til grund, hvilket udledes af eksempelvis SKM2004.156.ØLR.

Det almindelige skatteretlige dokumentationskrav gælder uden hensyntagen til kulturelle forhold, jf. SKM2009.37.HR.

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens indkomst i indkomståret 2016 med et samlet beløb på 2.890.503 kr. på baggrund af en konkret indsætning på klagerens bankkonto.

Klageren har oplyst, at indsætningen på 2.890.503 kr. i indkomståret 2016 stammer fra lån ydet af klagerens onkel, der har overført 2.890.503 kr. via firmaet [virksomhed6] i de Arabiske Emirater. Klageren har ikke selvangivet det indsatte beløb. Skattestyrelsen har derfor ansat indkomsten på grundlag af de indsætninger, der er registreret på klagerens bankkonto.

Klageren har nedlagt påstand om, at han ikke er skattepligtig af de beløb, der er indsat på hans konto i indkomståret 2016. Klageren har til støtte herfor bl.a. anført, at långiver er hjemmehørende i Irak, og at långiver ikke er bekendt med, at der i Danmark er kutyme for, at der udarbejdes lånedokumenter i låneforhold. Klageren var desuden ikke bekendt med de skattemæssige problemstillinger forbundet med manglende berigtigelse af låneforholdet. Videre har klageren anført, at beløbet på 2.890.503 kr. kan anses som en gave, der er ydet fra klagerens far til klageren, som følge af, at det i Irak er et familiemæssigt kodeks at understøtte hinanden i familien, og at den familiære sammenhæng derfor understøtter, at der er ydet en gave fra onklen og klagerens fars forældre til faren, som har sendt beløbet videre til klageren som en gave fra faren.

Landsskatteretten finder ikke, at det påståede låneforhold kan anses for bestyrket af objektive kendsgerninger. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at der er tale om et tilbagebetalingspligtigt lån, og at der på udbetalingstidspunktet i 2016 har været en reel tilbagebetalingsforpligtelse. Långivers manglende kendskab til dansk skatteret kan herefter ikke tillægges betydning.

Videre finder Landsskatteretten, at overførslen ikke kan anses som en gave. Der er ikke fremlagt oplysninger, der understøtter forklaringen om, at det overførte beløb reelt set er en gave fra klagerens far til klageren.

Det anses derfor ikke for tilstrækkeligt godtgjort af klageren, at beløbet stammer fra et lån, eller kan anse som en gave fra klagerens far.

Indbetalingerne på 2.890.503 kr. til klagerens konto anses derfor for skattepligtig indkomst for klageren, jf. statsskattelovens § 4. L

Landsskatteretten finder således, at det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2016.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.