Kendelse af 18-12-2020 - indlagt i TaxCons database den 23-01-2021

Faktiske oplysninger

Klageren driver virksomheden [virksomhed1] v/[person1] med cvr-nr. [...1] i personligt regi. Virksomheden er registreret med startdato den 1. maj 2000 og under branchekode 931900 ’Andre sportsaktiviteter’. Ifølge virksomhedens hjemmeside www.[...] beskæftiger virksomheden sig med følgende:

“[virksomhed1] is a full-service communication agency providing services within Influencer Marketing, PR, events and Social Media. We are a team of dedicated and highly experienced Marketing & Communication professionals specialized creating results. Our main goal is to highlight your brand, strengthen your communication reach and ensure you achieve amazing results. We do this by creating unique offline and digital experiences for press, influencers and customers.”

Det fremgår af cvr, at [virksomhed1] blev drevet fra adressen [adresse2], [by1] fra den 9. august 2005 og frem til den 29. maj 2016. I dag har virksomheden adresse i [adresse1].

Klageren har siden 1. september 2012 lejet en lejlighed på adressen [adresse1], 3. sal gennem ejendomsvirksomheden [virksomhed2] A/S sammen med sin ægtefælle. Det fremgår af lejekontrakten, at lejligheden udgør 332 m² og er udlejet til beboelse. Den månedlige husleje udgør 31.500 kr. og derudover kommer a conto varmebidrag på 3.000 kr. om måneden.

Klagerens repræsentant har i redegørelse til Skattestyrelsen af 18. juli 2017 oplyst, at lejligheden på [adresse1], 3. sal i de påklagede indkomstår tillige fungerede som kontor og dannede rammen for repræsentative formål for virksomheden. Det er af klageren oplyst, at kontoret i [adresse1], 3. sal udgjorde 30 m² med separat indgang og egne møbler samt adgang til fælles toilet og køkken. Klageren har oplyst, at virksomheden lejede kontoret for 10.000 kr. pr. måned, og at værelset udelukkende blev anvendt til dette formål.

Klageren har endvidere oplyst, at [adresse1], 3. sal derudover har været brugt som showroom under modeugen i forbindelse med modeugerne. I 2014 har lejligheden været benyttet til sit-down middage forud for modeugerne i januar og august 2014. Klageren har fremlagt en beskrivelse med eksempler på arrangementer i 2014 og 2016 og dertil oplyst, at samme forhold gjorde sig gældende for indkomstårene 2013 og 2015. Klageren har derudover fremlagt foto af to middagsarrangementer fra 2014 og 2016 samt en beskrivelse af de deltagende gæster.

Klagerens repræsentant har oplyst til Skattestyrelsen, at klageren udarbejdede lejeopkrævninger svarende til den skønsmæssige fordeling af huslejen. Baggrunden for opdelingen af opkrævningerne i henholdsvis privat- og firmaandel skyldes, at man havde en opfattelse af, at der var krav om faktura for den erhvervsmæssige del.

Klagerens revisor har i forbindelse med behandling hos Skattestyrelsen opgjort fordelingen af huslejen således:

Klagerens ægtefælle var ansat som lønmodtager i selskabet [virksomhed3] A/S i indkomstårene 2012-2013.

Klagerens revisor har overfor Skattestyrelsen oplyst følgende vedrørende opdelingen af huslejen:

”(...)

Skattestyrelsen har oplyst, at klageren kontaktede [virksomhed2] A/S i oktober 2012 og anmodede om, at huslejefakturaen blev udstedt til anden fakturamodtager og med angivelse af anden fakturatekst. [virksomhed2] A/S har til Skattestyrelsen i brev af 22. februar 2017 oplyst følgende:

”September 2012 til januar 2017

Kunden kontakter første gang kundeteamet (kundechef [person2] og kundeassistent [person3]), der har ansvaret for ejendommen i oktober 2012 og anmoder om at modtage en faktura på 5 måneders leje forud (kunden er ofte ude at rejse og ønsker at være i forudbetaling, er forklaringen).

Kunden ønsker fakturaen udstedt til anden fakturamodtager og med angivelse af anden fakturatekst. Kundeassistenten vælger desværre at efterkomme dette ønske (...)

(...)

Ovennævnte forløb gentages i flere omgange. De forkerte fakturaer udstedes til flere forskellige fakturamodtagere og ofte bruges fakturateksten ”Leje af ejendom til modeuge”.

I ovennævnte periode udstedes der i alt 11 forkerte fakturaer for et samlet beløb på DKK 2.034.393,76.

(...)”

Af det af [virksomhed2] A/S fremsendte materiale foreligger i alt 11 forskellige fakturaer:

Skattestyrelsen har oplyst, at de har forsøgt at indhente oplysninger om de pågældende fakturaer samt virksomhedens resultatopgørelse, status og specifikationer, men at klagerens repræsentant ikke er vendt tilbage på henvendelsen. Skatteankestyrelsen har ligeledes anmodet om oplysningerne, men de er fortsat ikke fremlagt.

Skattestyrelsen sendte agterskrivelse den 13. juni 2018 og traf endelig afgørelse den 26. juli 2018.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har nægtet fradrag for udgifter til husleje med 179.000 kr. for indkomståret 2012, 376.594 kr. for indkomståret 2013, 547.103 kr. for indkomståret 2014, 162.400 kr. for indkomståret 2015 og 383.000 kr. for indkomståret 2016.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”Det er vores opfattelse, at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at din virksomhed anvender [adresse1], 3. sal til dels kontor og mødelokale og dels repræsentationslokaler for private visninger af eksklusivt tøj.

Vi har modtaget en redegørelse hvor du oplyser, at din virksomhed har lejet kontor i din private lejlighed for kr. 10.000, - pr. måned.

For at få fradrag for kontor lægger praksis vægt på værelsets indretning. Har værelset skiftet karakter i en sådan grad, at det ikke kan bruges til almindelige boligformål på grund af møblering, udstyr eller adgangsforhold m.v.? Bliver værelset i væsentlig grad brugt til at arbejde i inden for normal arbejdstid?

Vi har ikke modtaget dokumentation/redegørelse af en sådan beskaffenhed der kan begrunde, at der kan foretages fradrag for udgift til kontor i hjemmet. Herunder hvorledes lejen på kr. 10.000, - pr

måned er fastsat. Fremlejekontrakt samt udgifter til indretning af kontoret samt anden dokumentation f.eks. billeder af kontoret, er ikke modtaget. Endvidere er det vores opfattelse, at din virksomhed havde kontorlokaler på en ekstern adresse - [adresse2], 5., [by1].

Vi lægger til grund, at [adresse2] danner den fysiske ramme for din virksomhed.

I redegørelsen oplyser du også, at lejemålet [adresse1], 3. sal er anvendt til diverse sociale arrangementer for forretningsforbindelser som designere, leverandører og indkøbere. Hvorledes udgiften til lejen herefter er beregnet, er ikke oplyst. Du oplyser imidlertid, at et tilsvarende arrangement ville koste virksomheden 80.000 kr., hvis det skulle afholdes på restaurant eller i lejet festlokale. Det er vores opfattelse, at hvad prisen på hvad et arrangement ville koste på restaurant eller festlokale, ikke er relevant, når lejen af [adresse1] skal fastsættes. [adresse1] er en lejlighed bestemt til boligformål – ikke restaurant eller festlokale.

Konkrete oplysning om arrangementerne såsom dato, deltagerliste, invitation, udgifter til mad og drikke, serveringspersonale mm. er ikke modtaget.

Bevisbyrden for, at der foreligger en fradragsberettiget driftsomkostning og ikke f.eks. en privatudgift, påhviler som udgangspunkt dig. Du skal derfor kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at udgifter dækker over realiteter, og at samtlige betingelser for fradrag er opfyldt, herunder, at udgiften henhører til det pågældende indkomstår.

Du anfører, at de sociale arrangementer afholdt i 2014, er de samme som i de øvrige omhandlende år.

Det er vores opfattelse, at udgifter afholdt i hvert indkomstår, skal kunne dokumenteres særskilt.

Som følge af den manglende dokumentation kan der ikke godkendes fradrag for en andel af huslejen for lejemålet [adresse1], 3. sal. Endvidere vil der ikke kunne godkendes fradrag for udgifter til sociale arrangementer.

Det er vores opfattelse, at du har handlet groft uagtsomt eller forsætligt, ved at fratrække huslejen, vedrørende et lejemål som ifølge lejekontrakten skal anvendes til boligformål. Der er samtidig henset til størrelsen af de fratrukne beløb.

Det følger af reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, om ordinær ansættelse og genoptagelse, at Told- og Skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, og at ansættelse skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Derfor vil vi ændre indkomsten fra og med indkomståret 2012 til 2016. Dels ved ikke at godkende, at der foreligger en fradragsberettiget erhvervsmæssig andel af huslejen på [adresse1], 3. sal, og dels ved at ændre de foretagne fradrag af privat husleje, oplyst af din revisor i brev af 18. juli 2017.

Det skal understreges at vi ikke har virksomhedens regnskaber til rådighed, da de, trods begæring herom, ikke er indsendt til os.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for udgifter til husleje med 179.000 kr. for indkomståret 2012, 376.594 kr. for indkomståret 2013, 547.103 kr. for indkomståret 2014, 162.400 kr. for indkomståret 2015 og 383.000 kr. for indkomståret 2016.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

” (...)

Skattestyrelsen har på intet tidspunkt i sin skatteberegning indregnet erhvervs udgifter som ”hjemmekontor” og udlejning af [adresse1] til kunde events mm i lejligheden [adresse1].

Nedenstående er eksempel på 2014 og 2016. Præcis samme forhold gør sig gældende for 2013 og 2015. Hvor Skattestyrelsen har heller ikke indregnet hjemmekontor og erhvervsmæssig brug af lejlighed.

Skattestyrelsen skal derfor lave ny beregning hvor man forholder sig til at [virksomhed1] [...1] har haft kontor i [adresse1] og jævnligt brugt ”boligen” til 100 % erhvervs events.

[virksomhed1] – uddybning af [adresse1] husleje for 2014:

[virksomhed1]s modeuge arrangementer, messer, PR og shows har udgjort 90 % af virksomhedens omsætning siden 2010.

Det er derfor været en vigtig del af at styrke kunde relationer gennem sociale og professionelle arrangementer, hvor modebranchen samles.

Kunder, samarbejdspartnere og indkøbere blev derfor samlet til en stor modemiddag kort inden modeugens opstart. For at branchen kunne tale om branchen.

Følgende arrangementer er afholdt i [adresse1] – i regnskabsåret 2014

Omkostninger afholdt privat: mad, vin, blomster, tjenere, bartender, drinks, DJ m.v. Da disse omkostninger ikke er fratrukket i [virksomhed1]s regnskab, men afholdt privat. Bilag er således ikke gemt.

Middage har haft vigtig forretningsmæssig karakter for at vedligeholde samarbejde og opbygge relationer samt nye kunder.

Se vedhæftede billede dokumentation og invitation.

Normalt ville et arrangement af denne størrelse/type koste min. 80.000 kr., hvis det skulle holdes på restaurant eller fest lokale i [by1].

Samlet udgift 160.000 kr.

(...)”

På mødet mellem klagerens repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler anførte repræsentanten, at klageren ikke har handlet groft uagtsomt, og at Skattestyrelsen dermed ikke kan genoptage ekstraordinært for indkomstårene 2012-2014 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Klagerens repræsentant anførte, at der i praksis ikke altid er overensstemmelse mellem den strafferetlige og den skatteforvaltningsretlige bedømmelse af grov uagtsomhed, trods uagtsomhedsbegrebet efter straffeloven og skatteforvaltningsloven er sammenfaldende. Klagerens repræsentant henviste til SR.2015.160, hvor dette forklares med, at bevisførelsen ved konstateringen af, om der foreligger grov uagtsomhed i henseende til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, sker på grundlag af en almindelig skatteretlig bevisbyrde, hvor det alene skal påvises, at det er mere sandsynligt, at der foreligger grov uagtsomhed end simpel uagtsomhed. Repræsentanten anførte, at denne uenighed om fortolkningen af begrebet og den konkrete anvendelse af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 medfører, at der foretages ekstraordinær genoptagelse i tilfælde, hvor der alene foreligger simpel uagtsomhed. Repræsentanten anførte endvidere, at klageren er i bevisnød, når Skattestyrelsen vælger at ændre hans skatteansættelse flere år efter den ordinære frist, og at dette ikke bør komme klageren til skade.

Klagerens repræsentant oplyste derudover, at klageren er tidligere professionel svømmer og således ikke har haft nogle professionelle forudsætninger for at kende til skattelovgivningen.

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Udgifter til betaling af husleje vedr. [adresse1], 3. sal

Klageren har fratrukket udgifter til husleje i forbindelse med, at han har haft et kontor i lejligheden på [adresse1], 3. sal, som også var hans private bopæl.

I henhold til retspraksis kan der kun i særlige tilfælde godkendes fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet som en driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der foretages en samlet konkret vurdering, hvor der bl.a. lægges vægt på arbejdsværelsets indretning samt omfanget af den erhvervsmæssige benyttelse.

Et værelse, der gennem møblering, udstyr og adgangsforhold m.v. er indrettet til f.eks. værksted, laboratorium eller tegnestue, vil normalt blive anset for at have skiftet karakter og derfor ikke høre til boligens almindelige opholdsrum. Et værelse har derimod ikke skiftet karakter og blevet uanvendelig som opholdsrum, alene fordi det er indrettet til kontor. Der henvises til Højesterets dom af 4. november 2003, offentliggjort i SKM2003.488.HR.

Landsskatteretten finder, at klagerens arbejdsværelse ikke er så specielt indrettet, at privat benyttelse er udelukket. Der er lagt vægt på det af klageren oplyste, hvor det er beskrevet, at lokalet var indrettet som et almindeligt kontor. Der er endvidere henset til, at der er adgang til værelset fra den øvrige del af lejligheden.

Et kontor i en privat bolig kan normalt også benyttes til private formål, og fradragsret for udgifter til et sådant kontor må derfor i almindelighed forudsætte, at kontoret i væsentligt omfang anvendes som skatteyderens hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid. Det fremgår af Højesterets dom af 4. november 2003, offentliggjort i SKM2003.488.HR.

Ifølge cvr fremgår det, at virksomheden havde adresse på [adresse2], 5. sal, [by1] fra den 9. august 2005 og frem til den 29. maj 2016. Landsskatteretten finder på baggrund heraf, at det ikke er godtgjort, at kontoret i [adresse1], 3. sal blev anvendt som klagerens hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid i de påklagede indkomstår 2012-2016, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag for udgifter til arbejdsværelse.

Klageren har endvidere fratrukket udgifter vedrørende [adresse1], 3. sal, idet han har oplyst, at virksomheden har benyttet lejligheden til diverse sociale arrangementer for forretningsforbindelser i de påklagede indkomstår 2012-2016. Klageren har fremvist fotos af et middagsarrangement fra indkomstårene 2014 og 2016 samt fremsendt beskrivelse af arrangementets gæster.

Arrangementerne har været afholdt i klagerens private bolig, som er indrettet og bestemt til boligformål. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for hvilke arrangementer, der har været afholdt i boligen, men henset til det forklarede, må den erhvervsmæssige anvendelse anses at være bagatelagtig. Landsskatteretten finder derfor, at der ikke kan godkendes fradrag for huslejeudgifter i forbindelse med afholdelse af arrangementer. Det forhold, at klageren har reduceret omkostningerne ved at afholde arrangementerne i hjemmet fremfor ude i byen, kan ikke ændre på vurderingen.

Udgifter til privat husleje, jf. revisors forklaring

Klagerens revisor har i forbindelse med behandling hos Skattestyrelsen foretaget en fordelingen af huslejen for [adresse1] og dertil oplyst, at den private andel af huslejen, som udgjorde 223.770 kr. i indkomståret 2012, 207.000 kr. i indkomståret 2013 og 339.150 kr. i indkomståret 2014, ved en fejl er blevet bogført som en udgift og fratrukket i virksomheden.

Landsskatteretten finder, at der ikke kan godkendes fradrag for udgifter til privat husleje, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er henset til, at udgifterne ikke er driftsmæssigt begrundede. Der er endvidere henset til revisors opdeling af huslejen og dertilhørende forklaring.

Ekstraordinær genoptagelse

Skatteforvaltningen kan som udgangspunkt ikke varsle en ændring af skatteansættelsen for et indkomstår senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal herefter foretages senest den 1. august i fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

Skattestyrelsen sendte forslag til afgørelse den 13. juni 2018. Da fristen for at varsle en ændring af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 udløb henholdsvis den 1. maj 2016, den 1. maj 2017 og den 1. maj 2018, er den varslede ændring for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 ikke sket inden for den ordinære ligningsfrist.

Varslingen af ændringen af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2015 og 2016 er sket inden for den ordinære ligningsfrist, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår, at skatteforvaltningen uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 kan foretage eller ændre en skatteansættelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt afhænger af en samlet vurdering af den skattepligtiges subjektive omstændigheder.

Landsskatteretten finder, at klageren må anses for at have handlet mindst groft uagtsomt ved at have fratrukket udgifter til leje af den private bolig i virksomheden. Der er henset til, at ejendommen kun har været brugt erhvervsmæssigt til arrangementer i bagatelagtigt omfang, og at brugen ikke har forudsat en særlig indretning, som har afskåret klageren fra at anvende boligen privat. Endvidere er der henset til beløbets størrelse, og at klageren har fratrukket samtlige udgifter til husleje, på nær den del der i indkomstårene 2012 og 2013 er betalt af den daværende ægtefælles arbejdsgiver.

Skattestyrelsen har således været berettiget til at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 ekstraordinært.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.