Kendelse af 13-08-2020 - indlagt i TaxCons database den 05-09-2020

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomståret 2011

Forhøjelse af overskud af virksomhed

167.200 kr.

0 kr.

167.200 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har i indkomståret 2011 drevet virksomhed med branchekoden Købmænd og kiosker.

Det fremgår af virksomhedens regnskaber, at virksomheden i indkomståret 2011 havde en nettoomsætning på 8.375.090 kr. SKAT har tilsidesat virksomhedens regnskab, da SKAT ikke har fundet, at regnskabet lever op til kravene i mindstekravsbekendtgørelsen og bogføringsloven.

SKAT har opgjort klagerens husstands privatforbrug til 42.201 kr. for indkomståret 2011. SKAT har skønsmæssigt anslået, at et privatforbrug for hele husstanden på 6 voksne i indkomståret 2011 skal udgøre 252.000 kr.

SKAT har henvist til oplysninger fra Danmarks Statistik for en beregning af et gennemsnitligt privatforbrug. Da indehaveren har oplyst, at husstanden lever beskedent, har SKAT anlagt et skøn, som er lavere end det gennemsnitlige privatforbrug.

SKAT har vurderet, at differencen på det selvangivne og det af SKAT anslåede privatforbrug, udgør manglende oplyst omsætning. SKAT har herefter opgjort forhøjelse af indkomst og moms således:

Indkomståret 2011

Meromsætning (252.000-42.201, afrundet)

209.000 kr.

Heraf manglende angivet moms

41.800 kr.

Yderligere overskud af virksomhed herefter

167.200 kr.

Indkomståret 2011

Meromsætning (252.000-42.201, afrundet)

209.000 kr.

Heraf manglende angivet moms

41.800 kr.

Yderligere overskud af virksomhed herefter

167.200 kr.

SKAT har den 28. maj 2015 truffet afgørelse om at forhøje klagerens overskud af virksomhed for år 2011 med 167.200 kr.

Klagerens repræsentant har i forbindelse med klagen over ansættelsen blandt andet anført, at SKATs privatforbrugsberegning er fejlbehæftet, idet SKAT blandt andet ikke har medtaget al gæld i klagerens virksomhed. Repræsentanten har indsendt indehaverens skatteoplysninger, og markeret gældsposter på konti i [finans1] kt.nr. [...94] på 488.691 kr. og kt.nr. 105875835 på 1085 kr. og gæld fra [finans2] A/S kt.nr. [...28] på 173.897 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens skatteansættelse for indkomståret 2011 med 167.200 kr.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

"(...)

Indkomståret 2011:

Vi forhøjer resultatet af din virksomhed

Du har lavet et regnskab for [virksomhed1] for 2011. Oplysningerne i regnskabet lever ikke op til kravene til regnskaber. Se under begrundelse.

Når vi ser på din formue og dine indtægter, kan vi se, at du og din husstand har haft 43.000 kr. at leve for i årets løb. Det er ikke realistisk.

Derfor skønner vi, at overskuddet af din virksomhed er 512.799 kr. kr. Det er en forhøjelse på 167.200 kr. SKAT har skønnet en meromsætning på baggrund af privatforbrug.

Beløbet er skattepligtigt jf. statsskattelovens § 4.

Ved skønnet har vi lagt vægt på antal medlemmer i husstanden, og oplysninger fra dig om, at I har fælles husholdning og beskeden livsstil.

Reglerne vedrørende regnskaber står i Skatteministeriets bekendtgørelser nr. 593 og nr. 594 af 12. juni 2006

167.200 kr.

(...)

SKAT har modtaget regnskabsmateriale fra virksomheden for årene 2011 og 2012. Efter gennemgang er det konstateret, at oplysningerne i regnskabet ikke lever op til kravene for regnskaber.

SKAT har beregnet et henholdsvis meget lavt og et negativt privatforbrug for de omhandlende indkomstår. Med udgangspunkt i forklaringer om fælles husstand med øvrige personer og oplysning om en beskeden livsstil, har SKAT foretaget en vurdering af, hvad der betragtes af SKAT som et mere realistisk privatforbrug.

1.2. Dine bemærkninger

Du har via din revisor gjort indsigelse mod forslag af d. 8. april 2015.

Indsigelsen retter opmærksomheden på, at SKAT har skønnet et privatforbrug for medlemmerne af husstanden ud over dig og din ægtefælle. Der henstilles i indsigelsen til, at SKAT udarbejder korrekt privatforbrugsopgørelse for indkomstårene, hvor alle indtægter medtages for hele husstanden. Revisor bemærker, at SKAT ligger inde med alle oplysninger vedrørende indtægtsforhold.

Efterfølgende udarbejdede SKAT nye privatforbrugsberegninger, hvor den øvrige husstands privatforbrug ikke er skønnet. Det afstedkom ikke fornyet forslag.

I mail af d. 19. maj 2015 oplyser din revisor, at I stadig ikke mener, at SKATs privatforbrugsopgørelse er korrekt. Revisor anmoder om de indkomst- og formueoplysninger SKAT har om de øvrige husstandsmedlemmer på baggrund af fuldmagter han har fået fra de pågældende.

(...)

SKAT har tilsidesat dit regnskab, da det ikke lever op til kravene i mindstekravsbekendtgørelsen.

Der er blandt andet ikke bogført afstemt kasse og passiverne kan ikke afstemmes. I 2012 bliver hævet privat tillagt egenkapitalen ultimo, og egenkapital ultimo 2011 kan ikke afstemmes til primo 2012. SKAT kan ikke følge kontrolsporet fra regnskab til de enkelte transaktioner.

Kontrolspor

Enhver regnskabsmæssig registrering skal kunne dokumenteres ved bilag, der kan dokumentere registreringens rigtighed (kontrolsporet), ligesom det skal være muligt at følge alle regnskabsmæssige registreringer til regnskaber, regnskabsmæssige opgørelser eller opstillinger, der skal udarbejdes til eksternt brug. Tallene heri skal kunne opløses i de registreringer, hvoraf disse er sammensat (transaktionssporet).

Ved transaktionssporet forstås den sammenhæng der er mellem de enkelte registreringer og det samlede regnskab m.m. Transaktionssporet er et samlebegreb for de oplysninger, der skal sikre, at man til enhver tid kan kontrollere, at alle registreringerne er medtaget i regnskabet, og hvilke registreringer regnskabets poster er sammensat af.

Transaktionssporet sikrer ved sine oplysninger om sammenhæng mellem regnskabets enkeltposter med registreringerne, at det kan kontrolleres, at alle registreringer er indeholdt i regnskabet.

Det samme gælder for den omvendte situation, hvor der kan tages udgangspunkt i den enkelte registrering, der så kan følges til en post i regnskabet.

Ved kontrolsporet forstås de oplysninger, der dokumenterer registreringernes rigtighed. Kontrolsporet er således et samlebegreb for de oplysninger, der skal sikre, at det er muligt at verificere grundlaget for de enkelte registreringer.

At der foreligger det fornødne kontrolspor forudsætter dels, at der foreligger bilag, der dokumenterer enhver registrering og dels, at de enkelte bilag er forsynet med en tydelig og entydig identifikation af det kontrolspor, som fremgår af registreringen.

Privatforbrug

Da du og din husstand har et meget lavt privatforbrug i 2011 og negativt privatforbrug i 2012, har SKAT skønnet, at der mangler at blive oplyst en omsætning. SKAT har beregnet en meromsætning for begge år, hvor der er henset til det beregnede privatforbrug.

Din husstand består i 2011 af dig og din ægtefælle, din mor samt dine 3 voksne børn. I 2012 består din husstand af dig og din ægtefælle, din mor samt 2 af dine voksne børn.

Du har oplyst, at I har fælles husholdning og at I lever en beskeden tilværelse.

Vedlagt er SKATs privatforbrugsopgørelser for begge år.

SKAT har ikke oplyst beløb for hvert enkelt medlem, da SKAT ikke kan oplyse dig om din families økonomiske forhold, når du ikke har fået en fuldmagt hertil. SKAT har derfor opgjort det konkrete beløb samlet.

SKAT har ikke på den baggrund kunne udarbejde fornyet forslag. Som nævnt af revisor har SKAT netop haft oplysninger om indtægtsforhold m.v. for de øvrige husstandsmedlemmer, hvilket der i skønnet privatforbrug og skatteansættelse i forslag af d. 8. april 2015 allerede er taget højde for.

SKAT har d. 20. maj 2015 fremsendt udtræk fra skattemappen på de personer i husstanden, din revisor har bedt om. SKAT forlængede herefter høringsfristen til d. 27. maj 2015.

Der ses intet materiale modtaget, og SKAT træffer afgørelse i henhold til forslag af d. 8. april 2015.

Ifølge Danmarks statistik udgør det gennemsnitlige årlige privatforbrug for en husstand med mindst tre voksne 440.466 kr. Du har oplyst, at I lever beskedent. SKAT har derfor ikke brugt Danmarks statistiks tal for privatforbrug, og anlagt et skøn væsentlig under det gennemsnitlige privatforbrug. I skønnet er endvidere henset til huslejeudgifterne, der ifølge boligselskabets hjemmeside udgør ca. 6.000 kr. pr. måned uden el, vand og varmeudgifter.

2011

SKAT har vurderet, at et realistisk privatforbrug i 2011 for hele husstanden på 6 voksne udgør 252.000 kr.

Det beregnede privatforbrug udgør 43.000 kr., og der mangler derved 209.000 kr., som SKAT vurderer, er manglende oplyst omsætning.

Meromsætning jf. ovenstående209.000 kr.

Heraf manglende angivet moms 41.800 kr.

Yderligere overskud af virksomhed herefter167.200 kr.

(...)"

Skattestyrelsen har den 12. november 2015 fremsendt udtalelse således:

"(...)

Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.

Følgende skal dog bemærkes:

· Vedrørende indkomståret 2012 er indkomsten efter afgørelse af d. 2. juli 2015 forhøjet med 90.400 kr. i forhold til det selvangivne, og salgsmomsen er forhøjet med 22.600 kr. i forhold til det angivne.
· Regnskabet er tilsidesat af flere grunde, blandt andet kan egenkapital ultimo 2011 ikke afstemmes til primo 2012, hævet privat bliver tillagt egenkapitalen ultimo 2012, og der foreligger ikke daglig kasseafstemning og der bogføres heller ikke daglig kasse.
· Hævet efterløn er reguleret i afgørelse af d. 2. juli 2015.
· Regnskabets formueposter er ikke benyttet, da regnskabet er tilsidesat, og blandt andet med begrundelse i manglende afstemning af aktiver og passiver. Klagers almindelige formueposter er medgået til privatforbrugsberegning, ligesom husstandens medlemmers formueposter også er det.
· SKAT er uenig i bemærkningerne vedrørende genoptagelse.

SKAT anser ikke, at der er sket genoptagelse uden grundlag, da skatteyder har bedt om genoptagelse. Se medsendte dokumenter vedrørende anmodning, hvoraf det fremgår, at genoptagelsesanmodning er sket uden revisors involvering.

(...)"

Skattestyrelsen har den 26. juni 2019 fremsendt følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse:

"(...)

Klagen vedrører de foretagne skønsmæssige forhøjelser af indkomsten for 2011 og 2012 på grund af privatforbrugets størrelse.

Klager driver virksomheden [virksomhed1] - cvr [...1] - og har været registreret som ejer siden 1/11 1988.

Skattestyrelsen har gennemgået regnskabet for de påklagede indkomstår og har fundet at dette ikke opfylder kravene til et fyldestgørende regnskab:

- Der er ikke foretaget kasseafstemninger med bogføringen/registreringerne og kontantbeholdninger.
- Kontrolsporet kan ikke følges fra bilag til årsregnskab.
- Egenkapitalen kan ikke afstemmes mellem de 2 indkomstår (ultimo / primo)

Regnskaberne er således tilsidesat, og kan ikke danne grundlag for den skattepligtige indkomst.

Det bemærkes, at i de opgjorte privatforbrug som er foretaget af Skattestyrelsen indgår de registrerede erhvervsgældsposter som oplyst / indberettet af pengeinstitutterne.

Bemærkninger til de opgjorte privatforbrug:

Indkomståret 2011:

Privatforbruget er nu opgjort til

-113.523,- kr.

Overskud af virksomhed indgår heri med
jf. årsopgørelse nr. 3

317.952,- kr.

Skattestyrelsen har tillagt indkomst fra
4 øvrige medlemmer af husstanden

79.160,- kr.

Skattestyrelsen har forhøjet skønsmæssigt

167.200,- kr.

Privatforbrug herefter

132.837,- kr.

Svarende til r. måned

11.070,- kr.

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen at der ikke er fremlagt oplysninger / bilag der kan begrunde en ændring af det foretagne skøn, samt at det foretagne skøn findes at være foretaget på et forsigtigt grundlag.

Det fremlagte regnskab for indkomståret 2011, som ikke ses at opfylde regnskabskravene til den underliggende bogføring m.m., indeholder ikke nogen bemærkninger om kreditorer.

Klager har ikke dokumenteret størrelsen af kreditorerne primo / ultimo henholdsvis for indkomståret 2011 og 2012, samt at der i året (?) er lånt 300.000,- kr.

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen at de indsendte opgørelse inkl. beregninger med udgangspunkt i virksomhedens egenkapital ikke kan tillægges vægt, dels grundet regnskabets tilsidesættelse, dels grundet den manglende dokumentation for kreditorer og låneforhold i øvrigt.

(...)"

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse for indkomståret 2011 nedsættes med 167.200 kr.

Repræsentanten har til støtte for sin påstand anført følgende:

"(...)

Privatforbrug for 2011 og 2012

SKAT har beregnet privatforbruget på baggrund af skatteyders regnskab. SKAT er flere gange blevet gjort opmærksom på at SKATs beregnede privatforbrug er ikke korrekt. Husstanden består af 6 personer hvorfor alle 6 personers indtægter og udgifter samt burde medgå i privatforbrugsopgørelsen.

(...)

Gæld i virksomheden - 2011

I forbindelse med indsendelse af materiale blev SKAT gjort opmærksom på aktiver og passiver i regnskabet for [virksomhed1] og Spillehal, (bilag 4 - R-75):

Det skal bemærkes, at det er privat gæld som er udtaget fra regnskabet idet vi har erfaret, at banken ikke kunne redegøre for om det var erhvervsrelateret gæld. Da banken havde registreret gælden som privat, anså vi gælden for ikke at vedrøre regnskabet.

SKAT har ikke beregnet husstandens privatforbrug på et korrekt grundlag. Da gælden har en indflydelse på passiverne i regnskabet, vil dette resultere i et lavere privatforbrug.

SKAT har slet ikke medtaget egenkapitalen for regnskaberne med i privatforbrugsberegningen.

Dette er en væsentlig faktor i privatforbrugsopgørelsen og medfører et lavt privatforbrug.

Vi anser ikke at privatforbrugsberegningen er korrekt for indkomståret 2011 og beder om nedsættelse af skatte- og momsansættelsen på baggrund af ovenstående.

Genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2011 og 2012

SKAT har efter at have truffet afgørelse af den 28. maj 2015 genoptaget skatteansættelserne for 2011 og 2012. Dette har resulteret i, at SKAT har nedsat skatteansættelsen for 2012 med 100.000 kr. Endvidere har SKAT nægtet at genoptage skatteansættelsen for 2011 da der ikke er forelagt nye oplysninger der kan sandsynliggøre en ændret ansættelse.

Vi er meget uforstående overfor SKATs handlemåde i forbindelse med ovenstående genoptagelser. [virksomhed2] ApS har repræsenteret skatteyder i skattesagen for 2011 og 2012. Og der er endvidere indsendt blanket vedrørende partsrepræsentation til SKAT i den forbindelse.

SKAT har uden grundlag genoptaget skatteansættelserne idet skatteyder nægter kendskab til en anmodning om genoptagelse. Såfremt SKAT har genoptaget skatteansættelserne på baggrund af andre personer i husstanden, skal det bemærkes at skatteyder ikke givet sit samtykke, der henvises til SKM2008.848 SKAT.

(...)"

Repræsentanten har den 31. januar 2019 fremsendt supplerende bemærkninger således:

"(...)

Indkomståret 2011

Skattestyrelsens fremlagte privatforbrugsberegning er forkert. Skatteyderens privatforbrug udgør kr. 477.999 og er derfor ikke negativ.

Der vedlægges en opgjort privatforbrugsberegning med bilag der udviser privatforbruget.

Realitet

På baggrund af den fremlagte dokumentation og oplysninger er det dokumenteret, at klageren har haft et tilstrækkeligt privatforbrug, både ved beregning for hele husstanden samlet og ved en beregning for klageren og hans ægtefælle alene. På den baggrund er der ikke længere grundlag for at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst. De foretagne forhøjelse skal derfor nedsættes til kr. 0.

Endvidere skal det bemærkes:

Som fastlagt i lovmotiverne til skattekontrolloven lov nr. I 535/20 I 7 som blev fremsat 4. oktober 2017, pkt. 3.8.4 om skønsmæssig ansættelse har lovgiver normeret standarden for minimumsfor-bruget.

(...)

Skat har ikke sandsynliggjort, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end de fremsendte opgørelser - set i lyset af de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af.

Såfremt skattestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse ikke giver skatteyderen medhold ønskes retsmøde.

(...)"

Klagerens repræsentant har indsendt supplerende bemærkninger efter at have modtaget Skatteankestyrelsens sagsfremstilling.

"(...)

Det fastholdes af Skattestyrelsens fremlagte privatforbrugsberegning er forkert. Skattestyrelsen begrunder bl.a. med at deres forslag til afgørelse at der ikke er indsendt tilsvarende primo tal for kreditorer. Det skal bemærkes dog at der er anført gæld kr. 18.434 i årsregnskabet for 2010 (primo 2011) og kr. 0 ultimo 2011.

Der vedlægges bilag 21-23 der sandsynliggør gælden for de vedlagte leverandører primo 2011

De tilsvarende tidligere fremsendte bilag 4,6,7,8,9 udgør kr. 42.162,95 ultimo som indgår i den nye privat forbrugsopgørelse.

Der vedlægges en ny opgjort privatforbrugsberegning hvori der ikke indgår gæld (tidligere fremsendt bilag 5 på kr. 262.798). Privatforbrugsberegningen indeholder kun tal og oplysninger der er fremsendt fra Skats opgørelser, dog ikke indeholdende ovennævnte gæld på kr. 42.162,95

Skatteyderens privatforbrug udgør herefter kr. 214.302 og er derfor stadigvæk ikke negativ.

Realitet

På baggrund ar den fremlagte dokumentation og oplysninger er det dokumenteret, at klageren har haft et tilstrækkeligt privatforbrug, både ved beregning for hele husstanden samlet og ved en beregning for klageren og hans ægtefælle alene.

På den baggrund er der ikke længere grundlag for at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst. De foretagne forhøjelse skal derfor nedsættes til kr. 0.

(...)

Bilen er jf. R 75 fra Skat registreret første gang den 10/5 2005 og anskaffet den 23/5 2008, hvilket bestemt ikke påvirker privatforbruget for 2011. Lånet, afdrag og renter til bilen indgår skatteydernes privatforbrugsopgørelse for 2011.

Skatteankestyrelsens antagelse" som ejer af en Audi A6, årgang 2005, hvilket ikke umiddelbart stemmer overens med en mere beskeden livsførelse " Synes at være en vildledelse og bestemt ikke relevant ifm. indkomståret 2011

Skattestyrelsen anfører: Repræsentantens påstand om, at privatforbruget skal beregnes for hele husstanden, er ikke understøttet af bilag og beregninger for hele husstanden. Både Skat samt vi har leveret understøttede bilag og beregninger for hele husstanden. Det skal bemærkes at hele husstanden indgår såvel i Skats som i vores fremsendte privatforbrugsopgørelse. Skattestyrelsens antagelse at "husstanden er ikke understøttet af bilag og beregninger for hele husstanden" er forkert.

Såfremt skattestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse ikke giver skatteyderen medhold ønskes retsmøde.

(...)"

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4. Skattepligtige skal ifølge skattekontrollovens § 1 selvangive deres indkomst til SKAT. Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006), bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 395 af 25. maj 2009. For indkomståret 2011; lovbekendtgørelse nr. 323 af 11. april 2011).

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, jf. § 3, stk. 4.

En skønsmæssig forhøjelse af indkomsten forudsætter normalt, at regnskabet kan tilsidesættes. Indkomsten kan dog forhøjes uden tilsidesættelse af regnskabet, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af en fast praksis, der er tiltrådt af Højesteret i domme af 21. juni 1967 (Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635) og 5. februar 2002 (SKM2002.70.HR). Indkomsten kan forhøjes til et beløb, der giver mulighed for et rimeligt forbrug.

Der er efter det oplyste ikke foretaget effektive, daglige kasseafstemninger i virksomheden. Da kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, kan virksomhedens regnskabsmateriale ikke danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af indkomsten. SKAT har derfor været berettiget til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte indkomsten skønsmæssigt.

Landsskatteretten har i en sammenholdt sag for virksomheden stadfæstet afgørelsen vedrørende momstilsvar. Der henvises til Landsskatterettens journal nr. 18-0009223.

Skønsmæssige ansættelser skal normalt være underbygget af privatforbrugsberegninger eller andre konkrete opgørelser. Det fremgår af SKATs privatforbrugsopgørelser, at klagerens husstands privatforbrug på 6 personer udgjorde 42.201 kr. i indkomståret 2011. SKAT har anslået privatforbruget for husstanden i indkomståret 2011 til at skulle udgøre 252.000 kr. Virksomhedsindehaveren har ikke fremlagt dokumentation for sit private forbrug eller husstandens private udgifter.

Da det beregnede privatforbrug ikke giver mulighed for, at klagerens husstand kan have et rimeligt privatforbrug, har SKAT været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst.

Klageren har oplyst, at husstanden lever beskedent. Privatforbruget skal dog indeholde betaling af udgifter til drift af en Audi A6, årgang 2005, som klageren er registreret som indehaver af.

SKAT har anlagt et skøn, der ligger væsentligt under det gennemsnitlige privatforbrug, der ifølge Danmarks Statistik, tabel FU10, for indkomståret 2011 udgør 474.405 kr. for en husstand med mindst tre voksne. Ifølge [Fond1] er minimumsbudgettet for en husstand med mindst tre voksne og hjemmeboende børn 389.520 kr., mens referencebudgettet er 675.204 kr. SKATs udgangspunkt for skønnet ligger således væsentligt under de vejledende privatforbrug i henhold til disse statistikker. SKATs skøn giver således plads til en mere beskeden levestandard.

Repræsentanten har anført, at SKAT ikke har medregnet virksomhedens gæld i privatforbrugsberegningen. Da regnskabet er tilsidesat, er formueposterne fra regnskabet ikke benyttet.

Det følger af SKATs privatforbrugsberegning, at klagerens konterede formueoplysninger fra R75 kontroloplysninger er medregnet. SKAT har således medregnet gæld i privatforbrugsberegningen så vidt den har været tilgængelig for kontrol. Der er dermed ikke foretaget fejl i SKATs privatforbrug vedrørende gælden, der giver grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn.

Repræsentanten har fremlagt en række beregninger af virksomhedens egenkapital for indkomståret 2011, som blandt andet viser tal på 1.897.208 kr. og 2.160.905 kr., hvor posteringen "gæld, ej bogført i regnskabet 2011" udgør henholdsvis -42.162 kr. og -305.859 kr. Gæld primo udgør 0 kr. Ifølge et tidligere fremlagt regnskab for indkomståret 2011 udgør egenkapitalen ultimo 759.315 kr.

Der kan ikke foretages regulering vedrørende påstået gæld, som ikke er bogført ultimo i regnskabet for indkomståret 2011. Der er ikke af repræsentanten indsendt de tilsvarende primo-tal, trods opfordring herom, jf. principperne i Landsskatterettens afgørelse med journal nr. 15-2148034, hvorfor den påståede gæld ikke kan tillægges vægt.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.