Kendelse af 25-11-2020 - indlagt i TaxCons database den 13-01-2021

Faktiske oplysninger

[Forening1] introducerede i oktober 2007 i samarbejde med [finans2] et nyt investeringsprodukt – [Forening1] Markedsneutral-Obligationer, som via en markedsneutral investeringsstrategi skulle foretage gearede investeringer i obligationer.

Afdelingen blev af [finans1] A/S anbefalet som supplement til investorernes portefølje af aktier og obligationer, idet [finans1] mente, at den ville reducere investorernes samlede risiko.

Klageren købte på baggrund af rådgivning [Forening1] Markedsneutral-Obligationer i 2007. Klageren solgte sine investeringsbeviser i [Forening1] Markedsneutral-Obligationer i 2008. I 2008 selvangav klageren et tab i forbindelse med salget på 422.428 kr.

Finanskrisen ramte året efter introduktion af investeringsbeviserne på markedet. På grund af gearingen i afdelingen faldt værdien af [Forening1] Markedsneutral-Obligationerne betydeligt.

Foreningen af investorer i [Forening1] Markedsneutral-Obligationer sendte i oktober 2009 et udkast til stævning mod [finans1] og [Forening1] samt dennes bestyrelse med påstand om betaling af erstatning til de investorer, der havde tegnet andele i [Forening1]s afdeling, [Forening1] Markedsneutral-Obligationer. Kravet blev navnlig begrundet med, at bankens rådgivning i forbindelse med erhvervelsen af andele i afdelingen [Forening1] Markedsneutral-Obligationer efter investorernes opfattelse havde været mangelfuld og vildledende.

[finans1] modtog i november 2009 en påtale fra Finanstilsynet for den generelle håndtering af rådgivningen i forbindelse med salg af andele i [Forening1] Markedsneutral-Obligationer.

Efter forhandlinger med Forbrugerombudsmanden og Foreningen af Investorer i [Forening1] Markedsneutral-Obligationer om en løsning, fremsendte [finans1] i et brev af 10. september 2012 et betinget tilbud til medlemmerne i investorforeningen om at betale kompensation for det tab, som investorerne havde lidt ved investering i [Forening1] Markedsneutral-Obligationer. For at komme i betragtning til kompensationen skulle investorerne opfyldte nogle nærmere angivne betingelser. [finans1] krævede, at Foreningen af Investorer skulle opløses, og at foreningens gruppesøgsmål mod [finans1] og Hedgeforeningen skulle bortfalde. Desuden var det et krav, at investorerne søgte om fristforlængelse, og at andelene var købt gennem [finans1].

[finans1] gav tilbuddet til tre hovedgrupper af investorer, nemlig investorer, der på tidspunktet for offentliggørelsen af bankens tilbud var medlem af Foreningen af Investorer (bortset fra professionelle investorer), investorer, der var omfattet af Forbrugerombudsmandens søgsmål mod samt investorer, der enten rettidigt havde indbragt sagen mod Pengeinstitutklagenævnet eller domstolene mod uden at der var indtrådt forældelse, eller havde modtaget en erklæring fra [finans1] om forlængelse af forældelsesfristen.

Det fremgår af tilbuddet under overskriften ”Generelle betingelser”, at [finans1] senest den 1. februar 2013 via advokat [person1] skal meddele investorerne, hvorvidt alle betingelserne i dette punkt 2 er opfyldt.

Klageren var blandt de investorer, der anlagde sag mod [finans1].

Det er oplyst, at klageren underskrev forliget den 10. september 2012.

Klageren modtog i marts 2013 et kompensationsbeløb på 340.012 kr. fra [finans1] for sin investering i [Forening1] Markedsneutral – Obligationer. Kompensationsbeløbet udgjorde 80 pct. af forskellen mellem klagerens faktiske købs- og salgspris for investeringsforeningsbeviserne.

[finans1] meddelte skriftligt modtagerne af kompensationsbeløb, at kompensationsbeløbet er skattepligtigt, og at de skulle selvangive beløbet i 2013.

Klageren selvangav ikke kompensationsbeløbet i 2013.

SKAT fremsendte forslag om at ændre skatteansættelsen for 2008 den 6. juli 2016, og SKAT traf afgørelse i overensstemmelse med forslaget den 27. september 2016. SKAT havde som begrundelse for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2008 henvist til skatteforvaltningslovens § 27, st. 1, nr. 5, jf. stk. 2, idet SKAT fandt, at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive kompensationsbeløbet.

Klageren påklagede SKATs afgørelse til Landsskatteretten. Landsskatteretten var enig med SKAT i, at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive kompensationsbeløbet, hvorfor betingelserne for at genoptage skatteansættelsen ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt, ligesom Landsskatteretten var enig med SKAT i, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 var overholdt. Landsskatteretten fandt imidlertid, at beskatningen af kompensationsbeløbet skulle henføres til indkomståret 2013, idet der først i 2013 var indgået en endelig bindende aftale om erstatningsbeløbet. Landsskatterettens afgørelse er dateret den 7. september 2017, og sagen har sagsnr. 17-0009280.

Den 15. januar 2018 fremsendte SKAT forslag om at ændre klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013.

Klageren er hovedanpartshaver. Denne oplysning kom først frem i forbindelse med, at Skattestyrelsen afgav en supplerende udtalelse i sagen vedlagt R-75. Klagerens repræsentanten har den 19. november 2020 fremsendt årsrapporten for 2013/2014 [virksomhed1] ApS.

Efter modtagelsen af Skattestyrelsens supplerede udtalelse tilbagekaldte repræsentanten sin anmodning om retsmøde i sagen.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet indkomsten med 338.512 kr., jf. aktieavancebeskatningslovens § 19.

Ved en afgørelse af den 7. september 2017 traf Landsskatteretten afgørelse om, at kompensationsbeløbet, som [finans1] udbetalte, skal medregnes ved indkomstopgørelsen i det år, hvor der er indgået en bindende aftale med banken. Beløbet skulle dermed ikke beskattes i det år, hvor investeringsbeviset blev solgt.

SKAT havde fundet, at skatteyderen havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT forhøjede indkomsten for 2008 den 27. september 2016 Forhøjelsen blev gennemført indenfor 6 måneder efter, at SKAT fik kundskab om forholdet. SKAT fik endeligt kundskab om forholdet den 15. marts 2016.

Da Landsskatteretten har underkendt SKAT i, at beskatningen kan ske i afståelsesåret, har SKAT fundet, at SKAT kan foretage en ændring af indkomståret 2013 uagtet, at dette er forældet efter skatteforvaltningsloven § 26, idet SKAT på tidspunktet for beskatningen af 2008 kunne have ændret indkomståret 2013, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 og SKM2011.533 HR. Der henvises endvidere til Højesterets dom, afsagt den 9. marts 2018 i sag nr. 137/2018.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af skatteansættelsen skal nedsættes til 0 kr.

Der er ikke tale om en periodeforskydning på grund af den foreliggende afgørelse fra Landsskatteretten af 7. september 2017, hvor beskatningen flyttes fra 2008 til 2013, idet det aldrig har været korrekt, at beskatningen skulle ske i 2008. SKAT har derfor haft mulighed for at foreslå en forhøjelse for 2013 på et langt tidligere tidspunkt.

SKAT har først med forslag til forhøjelse af 2013 af 15. marts 2018 bragt sig i en situation, hvor SKAT har repareret på manglede rettidig omhu, idet SKAT fra starten kunne have fremsat forslag til forhøjelse af 2013 indenfor den ordinære forældelsesfrist på 3 år og 4. mdr., idet SKAT havde kendskab til forholdet i 2012. Der henvises til SKM2012.390. BR.

Klageren var i 2013 omfattet af reglerne om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

Efter modtagelsen af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse har repræsentanten tilkendegivet, at han ikke er enig i Skatteankestyrelsens forslag.

Landsskatterettens afgørelse

Da klageren er hovedanpartshaver, er en ændring af klagerens indkomst i 2013 undergivet fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Klageren er derfor ikke omfattet af reglerne om kort ligningsfrist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt.

Den ordinære ansættelsesfrist for klageren for indkomståret 2013 er derfor den 1. maj 2017. SKATs varsling om ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2013 er derfor som udgangspunkt sket for sent.

Det fremgår imidlertid af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår.

Ved Landsskatterettens afgørelse af 7. september 2017 blev SKATs forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for 2008 ændret, idet forhøjelsen blev nedsat til 0 kr. Der skete derved en ændret skatteansættelse. Landsskatterettens nedsættelse af indkomsten til 0 kr. var begrundet med, at forhøjelsen burde have været henført til indkomståret 2013.

SKAT kunne rettidigt have varslet en forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for 2013, da SKAT den 29. september 2016 varslede en forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for 2008. Landsskatteretten finder, at det er en direkte følge af Landsskatterettens afgørelse af 7. september 2017, at SKAT den 15. januar 2018 varslede en forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for 2013, jf. herved Højesterets domme, gengivet i SKM2011.533 og SKM2018.2013.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en ansættelse kun kan foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodningen fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

Kundskabstidspunktet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse Landsskatterettens afgørelse af 7. september 2017, jf. SKM2018.2013.HR.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.