Kendelse af 18-06-2021 - indlagt i TaxCons database den 10-07-2021

Der er klaget over, at SKAT for indkomståret 2015 ikke har godkendt et tab på 9.187.434 kr. vedrørende overførsler fra [finans1] til konti i udlandet.

Der er endvidere klaget over, at SKAT for indkomståret 2015 ikke har godkendt fradrag for en udgift på kr. 113.975 til advokatsalær i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

SKAT har derved forhøjet selskabets indkomst med 9.187.434 kr., hvorefter sambeskatningsindkomsten for 2015 er ændret til 3.669.189 kr. og sambeskatningsindkomsten for 2016 er ændret til 2.879.360 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS, CVR-nr.: [...1], herefter selskabet, er 100 pct. ejet af [person1], som også er direktør i selskabet.

Det fremgår af CVR.dk, at selskabets formål er at udøve virksomhed med handel og service samt aktiviteter i tilknytning hertil.

Det fremgår af selskabets årsrapport, at selskabets formål er formueforvaltning, herunder investering i andre selskaber og virksomheder.

Det er til sagen oplyst, at selskabet har investeret i to selskaber, herunder i datterselskabet [virksomhed2] ApS.

Selskabet er administrationsselskab og er sambeskattet med datterselskabet [virksomhed2] ApS, CVR-nr.: [...2]. Datterselskabets formål er at udøve virksomhed med handel og service samt aktiviteter i tilknytning hertil.

Det fremgår af sagens oplysninger, at [person1] i februar 2015 blev telefonisk kontaktet af en repræsentant fra [virksomhed3], der præsenterede sig som [person2]. Efter en længere præsentation af [virksomhed3] tilbød pågældende at opkøbe [virksomhed4]-aktier på vegne af [person1]. [person1] accepterede herefter at modtage skriftligt materiale vedrørende et potentielt kommende køb og samarbejde.

Efter nøje overvejelser og nærmere undersøgelser af [virksomhed3]s virksomhed, som for [person1] fremstod både reel og professionel, besluttede [person1] at investere i de af [virksomhed3] foreslåede [virksomhed4]-aktier. [person1] overførte herefter 43.369,40 USD med det formål at erhverve [virksomhed4]-aktier til en af [virksomhed3] oplyst investeringskonto.

Den 31. marts 2015 fik [person1] besked fra [virksomhed3] om, at hans 1000 stk. [virksomhed4]-aktier kunne sælges til kurs 73, men at provenuet skulle konverteres til [virksomhed5]-aktier, og at [person1] i øvrigt skulle købe yderligere 50.000 stk. aktier i [virksomhed5] til kurs 2,5 for at optimere sine salgsmuligheder.

De foreslåede handler og supplerende overførsel af 126.500 EUR, der var baseret på [virksomhed3]s rådgivning og løfte om et allerede godkendt salg inden for 65 dage, blev gennemført.

Den 29. april 2015 blev [person1] igen kontaktet af [virksomhed3] med anbefaling om at øge aktiebeholdningen i [virksomhed5] yderligere til i alt 250.000 stk. Begrundelsen var, at en hedgefond havde givet et bedre købsbud end det allerede planlagte salg, men at aktiebeholdningen minimum skulle udgøre 250.000 stk., for at hedgefonden ville gennemføre handlen. [person1]s [virksomhed5]-aktiebeholdning var inden gennemførelsen af denne handel på i alt 77.289 stk. [virksomhed3] bekræftede over for [person1], at alle hans [virksomhed5]-aktier herefter ville blive solgt i uge 22 (første uge af juni 2015) til kurs 5,87, og at salget således ville indbringe 1.452.825 EUR. [person1] accepterede den foreslåede overførsel og det kommende salg.

Den 21. maj 2015 blev [person1] orienteret om, at den planlagte handel skulle gå gennem et ikke nærmere oplyst safehouse, hvilket krævede endnu et aktieopkøb i [virksomhed5] (en forøgelse af beholdningen på 20 %). [person1] var dog ikke interesseret i at købe flere aktier, hvorfor aftalen blev, at [person1] i stedet skulle stille et beløb (290.565 EUR) svarende til et yderligere opkøb som sikkerhed i [virksomhed3]s depot.

Den 16. juni 2015 blev det meddelt [person1], at et nyt og bedre købstilbud var blevet registreret. For at matche dette skulle [person1] konvertere sit depositum på 290.565 EUR i safehouse til [virksomhed5]­ aktier samt købe for yderligere 154.935 EUR, aktier i [virksomhed5]. Med udsigten til at opnå en efterhånden længe ventet gevinst samt fortsat tillid til [virksomhed3]s forretningskoncept fulgte [person1][virksomhed3]s instruktioner.

Den 29. juni 2015 instruerede [virksomhed3] [person1] i at investere yderligere 181.194 EUR i [virksomhed5]-aktien, idet et salg forudsatte, at den enkelte investor besad minimum 500.000 stk. aktier. [person1] blev stillet et samlet salg på 4.702.500 EUR i udsigt ved denne disposition.

Som følge af de sidste måneders forløb fremsatte [person1] indsigelser over for [virksomhed3]s håndtering af investeringerne. For at imødekomme [person1]s indsigelser blev det aftalt, at [person1] fik en CTC, således at hvis noget i den planlagte investering gik galt, ville [virksomhed3] tilbyde at "ombytte" [person1]s [virksomhed5]-aktier til den oprindelige værdi. På den baggrund fulgte [person1] [virksomhed3]s instrukser.

Den 13. juli 2015 blev [person1] af [virksomhed3] orienteret om et børskrak i Kina, der medførte, at den planlagte handel ikke kunne gennemføres. [virksomhed3] tilbød i stedet at anvende den aftalte CTC og således konvertere [person1]s aktiebeholdning i [virksomhed5] til et andet selskab; [virksomhed6] Limited ("[virksomhed7]"). Ud fra selskabets hjemmeside kunne [person1] konstatere, at selskabet lavede solceller og i øvrigt så professionelt ud.

For at kunne arbejde videre med [person1]s investering, var det en forudsætning, at [person1] købte for 252.502 EUR ekstra aktier i [virksomhed7] for at opnå en total beholdning på 250.000 stk. [virksomhed7]-aktier.

Denne handel afviste [person1], som på dette tidspunkt ikke længere havde tillid til samarbejdet med [virksomhed3].

[person1] havde gentagne gange uden held efterspurgt en exitordning uden yderligere pengeoverførsler. I stedet modtog [person1] orientering om sin aktiepost i [virksomhed7] samt et aktiebevis fra en ny aktør - [virksomhed8] - som [virksomhed3] oplyste, var [virksomhed7]'s "lndependent Investor Relationship Agent", og som eventuelle spørgsmål om [virksomhed7] kunne rettes til.

[person1] anmodede herefter [virksomhed8] - også uden held - om diverse [virksomhed7]-selskabsinformationer, herunder de seneste 3 års revisorpåtegnede regnskaber samt kopi af aktiebogen. Dette blev også afvist af [virksomhed8].

Den 27. august 2015 modtog [person1] et brev fra [person3] fra [virksomhed9], hvor det fremgik, at [virksomhed9] havde opkøbt [virksomhed3] "with immediate effect", og at al fremtidig administration m.v. af [person1]s konto herefter skulle ske gennem [virksomhed9].

[person1] tog herefter kontakt til advokatfirmaet [virksomhed10] om bistand. Den 28. august 2015 sendte [virksomhed10] på vegne af [person1] brev til henholdsvis [virksomhed3] og [virksomhed9], hvoraf det fremgik, at [virksomhed3] var anmeldt til det danske Finanstilsyn og at tilsvarende var sket i Norge.

Herudover efterspurgtes exitplan uden yderligere pengeoverførsler samt selskabsinformation på [virksomhed7].

Hverken [virksomhed3] eller [virksomhed9] reagerede på advokatfirmaets henvendelse.

[virksomhed10] forsøgte dernæst at få verificeret eksistensen af [virksomhed3], [virksomhed9] og [virksomhed7].

Resultatet af de foretagne undersøgelser for så vidt angik [virksomhed7] viste, at selskabet alene havde udstedt en aktie, som tilhørte en person ved navn [person4] i England. Selskabet [virksomhed7] så umiddelbart ud til at eksistere i Hong Kong, men [person1] ejede ikke, som påstået af [virksomhed3] og [virksomhed9], 208.333 stk. aktier i selskabet.

Undersøgelserne for så vidt angik [virksomhed3] og [virksomhed9] viste, at ingen af selskaberne eksisterede i Japan. En repræsentant fra [virksomhed9] havde løbende telefonisk kontakt med [person1] og forsøgte fortsat at få ham til at deltage i yderligere pengeoverførsler. [person1] modtog en "Statement of Account" pr. 1. september 2015, hvilket var det seneste materiale, [person1] fik tilsendt fra [virksomhed9].

Baseret på de foretagne undersøgelser havde [finans1] v/[person5] og [finans1]s compliance afdeling indrapporteret forholdet til Hvidvasksekretariatet samt orienteret modtagerbankernes compliance-afdelinger om opdagelserne, således at de også kunne indrapportere forholdet til deres respektive hvidvaskmyndigheder.

[virksomhed10] indgav den 6. oktober 2015 anmeldelse til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet mod personer bag eller med tilknytning til hjemmesiderne [...com] og [...com].

[by1] Politi oplyste den 1. december 2016 overfor selskabet, at man stoppede efterforskningen af bedrageriet. Politiet havde som led i efterforskningen, søgt på de investeringsselskaber, som selskabet skulle investere via samt personer knyttet hertil i politiets registre og på internettet. Af disse søgninger var der ikke fremkommet nogen resultater.

Det var på den baggrund politiets opfattelse, at samtlige af de ovenfor anførte navne samt stillinger var opdigtet af gerningsmændene udelukkende til brug for bedrageri. For så vidt angik investeringsselskaberne, var det ligeledes politiets opfattelse, at disse var opdigtet, og at de ikke var berettiget til at formidle finansielle tjenesteydelser i Danmark.

SKATs afgørelse

SKAT, nu Skattestyrelsen, nægtede ved afgørelse af 18. maj 2018 fradrag for tab på en fordring under henvisning til, at debitor ikke kunne findes, hvorefter der ikke var stiftet en fordring i medfør af kursgevinstlovens § 1. SKAT anså dermed selskabets tab for at være et formuetab i medfør af statsskattelovens § 5.

Endvidere nægtede SKAT fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for selskabets advokatudgifter i forbindelse med selskabets tab.

SKAT anførte i sin afgørelse blandt andet følgende:

”Vedrørende tab, bedrageri:

Selskabet har ad flere omgange i perioden 4/3-2015 – 29/6-2015 via [finans1] overført i alt kr. 9.187.434 til bankkonti i Hong Kong i forbindelse med formodede aktieinvesteringer gennem selskabet [virksomhed3].

Det har efterfølgende vist sig at være tale om bedrageri, og selskabets investeringer er tabt, uden mulighed for at gøre kravet gældende ved domstolene.

Selskabet [virksomhed3] har ikke haft tilladelse til i Danmark at tilbyde tjenesteydelser omfattet af lov om finansiel virksomhed. Selskabet er ikke under tilsyn af Finanstilsynet.

I det omfang en skatteyder lider et tab som følge af strafbare handlinger, må dette først og fremmest skulle anses som et ikke fradragsberettiget formuetab jf. statsskattelovens § 5, med mindre tabet eventuelt kan anses for omfattet af reglerne i kursgevinstlovens §§ 1 og 3, eller kan anses for en fradragsberettiget driftsomkostning jf. statsskattelovens § 6.

På grundlag af de foreliggende oplysninger som er indsendt til SKAT, er det SKATs opfattelse at tabet hverken er fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 3 eller statsskattelovens § 6, men derimod skal anses for et ikke fradragsberettiget formuetab omfattet af statsskattelovens § 5.

For at et tab er omfattet af reglerne i kursgevinstloven, skal der være tale om en fordring, og der skal til fordringen være tale om et krav som ikke bliver indfriet. Ved en fordring forstås et retligt krav på penge, som betyder at kreditor skal kunne gøre betalingskravet mod debitor gældende ved domstolene.

Ifølge det foreliggende materiale er der ikke noget krav at gøre gældende mod debitor, idet debitor ikke kan findes, hvorfor der ikke opstår et krav omfattet af kursgevinstlovens regler.

Herudover er det SKATs opfattelse, at tabet ikke kan fradrages efter reglerne i statsskattelovens § 6, idet tabet ikke falder inden for rammerne af en sædvanlig, naturlig driftsrisiko i forbindelse med udøvelse af selskabets virksomhed.

Indkomsten forhøjes med kr. 9.187.434.”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at fordringen er omfattet af kursgevinstlovens § 1, og at tabet derfor er fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 3.

Repræsentanten har i den forbindelse blandt andet anført følgende:

”[virksomhed1] ApS er holdingselskab for datterselskabet [virksomhed2] ApS. Selskabet driver desuden investeringsvirksomhed.

Selskabet foretog i perioden 4. marts – 29. juni 2015 overførsler af i alt DKK 9.187.434 til bankkonti

i Singapore og Hong Kong tilhørende selskaberne [virksomhed11] LTD, [virksomhed12] Limited, [virksomhed13] Limited og [virksomhed14] Limited. Overførslerne skete efter aftale med investeringsvirksomheden [virksomhed3] i Japan til brug for investering i aktier (bilag 2-7).

Det viste sig dog efterfølgende, at selskabet havde været udsat for bedrageri. Selskabet søgte herefter med bistand fra advokatfirmaet [virksomhed10] og ved anmeldelse af forholdet til politiet at få oplysninger om [virksomhed3] med henblik på at få sine penge tilbage og afholdt i den forbindelse advokatomkostninger på DKK 113.975.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af forløbet i politianmeldelsen af 6. oktober 2015 fra advokatfirmaet [virksomhed10] (bilag 8).

Det lykkedes imidlertid ikke at fremskaffe yderligere oplysninger om [virksomhed3] eller personerne bag, og politiets efterforskning af sagen blev stoppet, jf. brev af 1. december 2015 herom fra [by1] Politi (bilag 9).

Da det således ikke har været muligt at foretage yderligere inddrivelsesskridt mod [virksomhed3] og de øvrige modtagende selskaber, kan det konkluderes, at værdien af selskabets fordring på DKK 9.187.434 ved udgangen af indkomståret 2015 er DKK 0.

BEGRUNDELSE FOR KLAGEN

Det gøres gældende, at selskabet ved betalingerne af i alt DKK 9.187.434 i løbet af 2015 har etableret en fordring på penge, som er omfattet af kursgevinstlovens § 1. Der kan i den forbindelse henvises til forarbejderne til kursgevinstloven (lov nr. 532 af 13. december 1985), hvor det om anvendelsesområdet for lovens § 1 er anført, at ”Bestemmelsen omfatter som udgangspunkt alle fordringer uanset deres art. Det er således uden betydning på hvilken måde kravet er opstået”.

Tabet på fordringen er derfor fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 3.

SKATs synspunkter om, at tab, der lides ved strafbare handlinger, som udgangspunkt er ikke fradragsberettigede formuetab, og at fordringen ikke er omfattet af kursgevinstloven, fordi debitor ikke kan findes, kan således ikke tiltrædes og savner da også hjemmel.

Det gøres gældende, at debitor er kendt, nemlig [virksomhed3] og de øvrige selskaber, til hvis bankkonti overførslerne er foretaget. Det forhold, at debitor efterfølgende er forsvundet, ændrer ikke ved, at debitor er kendt, og at fordringen dermed er omfattet af kursgevinstlovens § 1.

Selv om det kunne lægges til grund, at debitor er ukendt, ændrer det i øvrigt ikke ved, at fordringen civilretligt eksisterer. Der kan i den forbindelse henvises til, at fordringer med ukendt debitor er omfattet af forældelsesloven (lbkg. nr. 1238 af 11. september 2015), jf. lovens §§ 3, stk. 2 og 14.

Det gøres videre gældende, at betingelsen om, at en fordring omfattet af kursgevinstlovens § 1 skal være et retligt krav, som kreditor kan gøre gældende mod debitor ved domstolene, jf. bl.a. Den Juridiske Vejledning 2018-1, afsnit C.B.1.2.1. alene må antages at knytte sig til karakteren af fordringen, som således efter sin art skal kunne gøres gældende ved domstolene, men ikke til spørgsmålet om hvorvidt debitor kan identificeres eller findes.

I den forbindelse kan henvises til, at flertallet af retsmedlemmerne i SKM 2018.12 LSR ikke var enige med Skatterådets afgørelse i SKM 2017.137, om at en fordring opstået ved internetbedrageri var omfattet af statsskattelovens § 5, og fradrag for tabet herpå derfor ikke var fradragsberettiget.

Landsskatterettens flertal lægger således til grund, at fordringen var omfattet af kursgevinstloven, uanset debitor ikke kunne findes eller var ukendt. Fradrag for tabet blev så i denne sag nægtet med den begrundelse, at der ikke forelå objektive beviser for fordringens eksistens, eller for at den var tabt, og at anskaffelsessummen for fordringen i øvrigt måtte anses for at være DKK 0.

I nærværende sag er fordringens eksistens klart dokumenteret. Det er ligeledes dokumenteret, at selskabet i løbet af 2015 har foretaget alle relevante skridt for at inddrive fordringen med advokatbistand og politianmeldelse, men at inddrivelsen har været forgæves, og at værdien af fordringen ved årets udgang derfor er DKK 0, jf. kursgevinstlovens § 25. Da der fra starten har været tale om bedrageri, er fordringen etableret ved indbetalingerne af de pågældende beløb, og anskaffelsessummen for fordringen er dermed DKK 9.187.434.

Det fastholdes derfor, at selskabet efter gældende praksis, jf. ovenfor samt SKM 2010.144 SR og SKM 2010.148 SKAT ([finans2]) og Landsskatterettens afgørelse i j.nr. 13-0218216 har fradrag for tabet på fordringen og de hertil knyttede advokatomkostninger.”

Skattestyrelsens bemærkninger

Skattestyrelsen har ved skrivelse af 10. juni 2020 anført sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. Heraf fremgår blandt andet følgende:

”Landsskatteretten har i tidligere afgørelser afgjort, at tab som følge af bedrageri over internettet ikke anses for fradragsberettiget. Der er henset til ukendskab til debitor, herunder debitors eksistens, samt manglende mulighed for indbringelse af det eventuelle krav ved en domstol.

Der henvises til følgende:

I SKM2016.101.LSR fandt Landsskatteretten, at et tab, der var lidt i forbindelse med internethandel, ikke var fradragsberettiget, idet det som følge af ukendskab til debitors identitet ikke fandtes godtgjort, at der forelå en fordring, som kunne gøres gældende ved domstolene.

I SKM2018.12.LSR fandt Landsskatteretten, at klager ikke kunne foretage fradrag for et tab, der angiveligt var opstået ved bedrageri i forbindelse med en mislykket investering på internettet.

Landsskatteretten bemærkede, at den omtvistede fordring angiveligt var opstået ved bedrageri i forbindelse med en mislykket investering på internettet. Debitor kunne ikke identificeres, og fordringen var derfor ikke søgt inddrevet. Der forelå ikke objektive beviser for fordringens eksistens eller for, at fordringen kunne anses for tabt. Anskaffelsessummen måtte i øvrigt anses for at være 0 kr. Fordringen kunne ikke anses for erhvervet for en højere kurs. Klageren havde under disse omstændigheder ikke godtgjort at have ret til fradrag efter kursgevinstloven.

I SKM2018.12.LSR . Spørger troede han indsatte penge på udenlandske konti, som skulle anvendes til investering i aktier. Efterfølgende viste det sig, at der var tale om bedrageri, og at debitor/debitorerne ikke kan identificeres.

Debitor/debitorerne i den konkrete sag kan heller ikke identificeres, og fordringen/fordringerne er derfor ikke søgt inddrevet hos den/de relevante debitor/debitorer.

Ligesom i SKM2018.12.LSR kan der derfor ikke gives fradrag efter kursgevinstlovens § 14, stk. 1.

Skattestyrelsen er fortsat af den opfattelse, at det af klager fremsendte beløb til en bank i Hong Kong ikke er omfattet af kursgevinstloven.

Skattestyrelsen bemærker, at tab på fordring/erstatningskrav ikke kan fradrages idet der lægges vægt på, at der først er etableret en pengefordring omfattet af kursgevinstloven på det tidspunkt, hvor der var sket en misligholdelse af fordringen på den ydelse, som klager havde indgået aftale om. Se SKM2016.459.LSR

I nærværende sag, er en eventuel fordring ikke bekræftet af domstol.

Spørgsmålet er herefter om tabet eventuelt kan være omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvilket imidlertid afvises, da investeringen falder udenfor selskabets almindelige driftsmæssige virksomhed som ikke omfatter næringsdrivende i aktiehandel.

Herudover klages der over, at advokatomkostninger på 113.975 kr. ikke anses for fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, a. Da omkostningerne relaterer sig bedrageriet, anses disse ligeledes ikke for en del af selskabets almindelige virksomhed.

Samlet kan Skatteankestyrelsens indstilling tiltrædes.”

Repræsentantens bemærkninger

Repræsentanten har den 23. juni 2020 i sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling samt Skattestyrelsens bemærkninger anført følgende:

Det er ikke korrekt, at debitor ikke er kendt. Som anført i klagen er overførslerne af penge sket til bankkonti tilhørende en række navngivne selskaber. Debitorerne er således kendt, men det har efterfølgende ikke været muligt at komme i kontakt med de pågældende. Dette er påberåbt allerede i klagen, men Skatteankestyrelsen har i sin indstilling ikke forholdt sig hertil.

Det gøres videre gældende, at der ikke er noget i hverken lovteksten eller forarbejderne til kursgevinstloven, der understøtter, at loven kun omfatter fordringer med en kendt debitor. Kursgevinstloven omfatter efter loven § 1 gevinst og tab på fordringer. Efter lovens forarbejder og Den Juridiske Vejledning 2020-1, afsnit C.B.1.2.1. omfatter det pengefordringer af enhver art, som skal kunne gøres gældende mod debitor ved domstolene. Det må antages, at dette omfatter alle pengefordringer, som efter deres art kan gøres gældende ved domstolene. Der er således ikke grundlag for at antage, at kendskab til debitors identitet eller opholdssted skulle være en forudsætning for, at der er tale om en fordring omfattet af kursgevinstloven.

Det bemærkes i den forbindelse, at en fordrings eksistens ikke civilretligt forudsætter, at debitor er kendt. Således omfatter fordringer med ukendt debitor specifikt omfattet af forældelsesloven, jf. lovens §§ 3, stk. 2, og 14. Dette er også påberåbt i klagen, men Skatteankestyrelsen har i sin indstilling heller ikke forholdt sig hertil.

Der kan videre henvises til, at der i momsmæssig sammenhæng efter praksis er fradragsret for tab,

der konstateres netop fordi debitor er ukendt, jf. Den Juridiske Vejledning 2020-1, afsnit D.A.8.1.1.6.4.8. samt SKM2008.722.SKAT. Der er intet grundlag for at antage, at kriterierne for hvornår der foreligger en fordring og et tab herpå efter kursgevinstloven er anderledes end hvornår der foreligger en fordring og et tab herpå efter momsloven.

Endelig kan henvises til SKM2018.12.LSR, hvor det netop blev lagt til grund, at en fordring var omfattet af kursgevinstloven, uanset debitor ikke kunne identificeres eller findes. Der er også henvist til denne afgørelse i klagen, men Skatteankestyrelsen har i sin indstilling ikke forholdt sig hertil.

Det gøres således fortsat gældende, at [virksomhed1] ApS etablerede en fordring omfattet af kursgevinstloven ved indbetalingen af beløbet, da det må lægges til grund, at modta- gerne heraf fra starten havde hensigt til bedrageri og således ikke havde til hensigt at opfylde aftalen. Det fastholdes derfor, at fordringens eksistens er klart dokumenteret.

[virksomhed1] ApS har herefter foretaget alle relevante skridt for at få inddrevet beløbet og har foretaget politianmeldelse.

Vi fastholder derfor også, at værdien af fordringen er 0 kr. ved indkomstårets slutning og at der derfor er fradrag for det konstaterede tab og de hertil knyttede advokatomkostninger. Vi har i den forbindelse i klagen henvist til gældende praksis, jf. ovenfor og SKM2010.144.SR og SKM2010.128.SKAT, men dette har Skatteankestyrelsen heller ikke forholdt sig til i indstillingen.”

Retsmøde den 4. juni 2021

Repræsentantens bemærkninger

På det afholdte retsmøde nedlagde repræsentanten påstand om, at fordringen er omfattet af kursgevinstlovens § 1, og at tabet derfor er fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 3. Repræsentanten nedlagde desuden påstand om, at advokatudgiften er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Repræsentanten gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Han anførte, at der ikke er tale om en ukendt debitor. Selskaberne eksisterer på det tidspunkt, hvor investeringerne foretages. Bankoverførsler kan dokumentere dette. Selv om man måtte mene, at debitor er ukendt, er der ret til fradrag, idet det fremgår lovbemærkningerne, at der er fradrag for tab på fordringer, som efter deres art kan gøres gældende ved domstolene. Han bemærkede, at selskabet har indbetalt pengene under falske forudsætninger.

Skattestyrelsens bemærkninger

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at den påklagede afgørelse stadfæstes.

Skattestyrelsen fremhævede, at det var styrelsens grundlæggende opfattelse, at der er tale om tab på en investering, som ikke er fradragsberettiget.

Skattestyrelsen henviste til en ny byretsdom gengivet i SKM2021.138.BR, hvor retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at han havde en fordring omfattet af kursgevinstloven.

Skattestyrelsen anførte, at forholdene i ovennævnte byretsdom er meget lig med forholdene i klagerens sag. I begge sager vurderede politiet, at der ikke kunne rejses tiltale og det var derfor ikke ved dom i en straffesag endeligt fastslået, at klagerne har været udsat for bedrageri.

Med henvisning til repræsentantens opfattelse af, at selvom debitor ikke kan findes, betyder det ikke, at fordringen ikke er omfattet af kursgevinstloven, henviste Skattestyrelsen til Den juridiske vejledning (2021-1, afsnit C.B. Kapitalgevinstbeskatning).

Landsskatterettens afgørelse

Af kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 1, fremgår, at loven omfatter gevinst og tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer.

Af kursgevinstlovens § 2 fremgår, at selskaber, der er skattepligtige efter selskabsskatteloven, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregne gevinst og tab på fordringer, som omfattes af § 1 efter de regler, der er angivet i dette kapitel og § 29 samt kapitel 4, 4 a, 5 og 7.

I medfør af kursgevinstlovens § 3 medregnes gevinst og tab på fordringer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog §§ 4, 5 og 24 A.

Af kursgevinstlovens § 25, stk. 3, 1. pkt., fremgår, at skattepligtige omfattet af § 2 skal anvende lagerprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på fordringer.

Af kursgevinstlovens § 26, stk. 2, fremgår, at gevinst eller tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet, medmindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et højere beløb.

Af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fremgår, at driftsomkostninger, dvs. udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Landsskatteretten finder, at en fordring er et retligt krav på betaling af penge, der kan gøres gældende ved domstolene.

Bevisbyrden for skattemæssige tab påhviler klageren, ligesom det påhviler klageren at godtgøre, at der foreligger en pengefordring, der er omfattet af kursgevinstloven.

Landsskatteretten bemærker, at den omtvistede fordring angiveligt, er opstået ved bedrageri i forbindelse med en mislykket investering. Debitor kan ikke identificeres, og politiet har standset efterforskningen i sagen under henvisning til, at der ikke foreligger tilstrækkelige beviser for pengestrømme og ejerforhold i sagen, og at yderligere efterforskning i sagen ikke kunne forventes at ændre på dette. Der foreligger ikke objektive beviser for fordringens eksistens eller for, at fordringen kan anses for tabt. Landsskatteretten finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at der er stiftet en pengefordring i medfør af kursgevinstlovens § 1, og at selskabet har ret til fradrag efter kursgevinstloven.

Der kan tillige henvises til Landsskatterettens afgørelse af 9. oktober 2017, offentliggjort som SKM2018.12.LSR, hvor Landsskatteretten ikke fandt det godtgjort, at der var fradrag efter kursgevinstloven. Endvidere kan henvises til byretsdom af 8. februar 2021, offentliggjort som SKM2021.138.BR (anket til landsretten).

Landsskatteretten finder endvidere, at selskabet ikke er berettiget til fradrag for tabet som et driftstab i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er herved lagt vægt på, at selskabet ikke driver investeringsvirksomhed.

For så vidt angår selskabets udgifter til advokat for assistance i forbindelse med politianmeldelse med videre, finder Landsskatteretten, at der ikke er fradrag for udgiften som en driftsudgift i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Der er herved lagt vægt på, at det er en forudsætning for fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at udgiften er medgået til at erhverve sikre og vedligeholde erhvervsindkomsten. Udgiften vedrører selskabets tab, ved det omtalte bedrageri i forbindelse med mislykkede investeringer. Udgiften relaterer sig således ikke til selskabets drift.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.