Kendelse af 17-06-2020 - indlagt i TaxCons database den 23-07-2020

Faktiske oplysninger

Renteudgifter

Klageren har i indkomstårene 2009 og 2010 selvangivet renteudgifter for 97.500 kr. i begge indkomstår. Desuden har klageren renteudgifter til et pantebrev i [finans1], som indberettes automatisk til SKAT.

Følgende renteudgifter for indkomstårene 2009 og 2010 fremgår af klagerens R75:

Klageren har ikke fremlagt dokumentation for renteudgifterne og kan ikke huske hvad renteudgifterne vedrører.

Til SKAT har klageren pr. e-mail den 24. februar 2018 oplyst, at han ikke kan huske hvad de selvangivne renteudgifter vedrører.

Indsætninger

Klageren har en bankkonto i [finans2] med kontonr. [...69].

Den 16. februar 2010 indbetales der 20.000 Euro, svarende til 148.640 kr. Beløbet er overført til klageren fra Tyskland via [finans3] AG. Overførslen er sket på foranledning af klageren.

Klageren kan ikke huske hvad overførslen vedrører, men mener beløbet er sendt videre.

Det fremgår af kontoudtog fra banken, at der hæves 140.000 kr. kontant den 22. februar 2010.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation eller en redegørelse for indsætningen på 148.640 kr.

Klageren har til SKAT pr. e-mail den 24. februar og 11. marts 2018 oplyst, at han ikke kan huske hvad de selvangivne renteudgifter og indsætningen vedrører.

SKAT sender deres forslag til afgørelsen den 14. marts 2018 og træffer afgørelse den 10. april 2018.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt klagerens fradrag for renteudgifter i indkomstårene 2009 og 2010, og har beskattet indsætningen på klagerens bankkonto i indkomståret 2010.

Som begrundelse er anført:

”1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Du har fratrukket renteudgifter af anden gæld med 97.500 kr. i hvert af årene 2009 og 2010. Du har ikke dokumenteret disse udgifter, og du er derfor ikke berettiget til skattefradrag herfor.

På baggrund af ovenstående foreslår vi følgende indkomstændringer:

(...)

”2.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Det påhviler dig som skattepligtig at dokumentere, hvorfra indsætning på din bankkonto stammer, og desuden godtgøre, at der er tale om beløb, der ikke skal medregnes til din skattepligtige indkomst.

Kontoudskrift rekvireret fra [finans2] viser, at beløbet på 20.000 EUR svarende til 148.640 kr. er overført fra Tyskland på foranledning af dig selv, via [finans3] AG.

Du oplyser til SKAT, at beløbet er blevet sendt videre.

Det fremgår af kontoudskrift, at du den 22. februar 2010 har hævet 140.000 kr. kontant.

Du har oplyst, at du ikke kan huske hvad beløbet vedrører.

Beløbet er overført til din bankkonto på foranledning af dig selv fra Tyskland, og du har ikke dokumenteret, at du ikke er rette indkomstmodtager af beløbet.

Du oplyser, at beløbet er sendt videre. Dette er ikke korrekt. Ifølge kontoudskrift er der hævet et beløb på 140.000 kr. kontant.

Hvad du bruger din indkomst til, er som udgangspunkt uvedkommende for sagen.

Da du ikke har dokumenteret, at du ikke er rette indkomstmodtager af beløbet, og at beløbet ikke er skattepligtig indkomst for dig, mener vi, at beløbet må anses for skattepligtig for dig, jf. statsskattelovens § 4.

Vi foreslår derfor følgende indkomstændring:

Skattestyrelsen er i forbindelse med klagesagen kommet med følgende bemærkninger:

”Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.

Klagen vedrører formalitetsindsigelser på baggrund af Skattestyrelsens anvendelse af Skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 5.

Anvendelsen af denne hjemmel til fristgennembrud er begrundet i sagsfremstillingen, men jeg skal knytte følgende yderligere kommentarer til klagen:

Til den skattepligtige indkomst skal medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter efter bestemmelsen i statsskattelovens § 4.

Klageren har bevisbyrden for, at beløbet indsat på klagerens konto ikke er af den art, der anses som skattepligtig indkomst.

Dette har klager ikke dokumenteret. Der er tale om ret væsentligt beløb, og det fremgår endvidere af kontoudskrifter mm, at beløbet er overført fra Tyskland til [finans2] på foranledning af klager selv

Vi mener derfor, at uanset om der er tale om forhold vedrørende 2010 har klager stadig en dokumentationsforpligtelse i forhold til væsentligt beløb indsat på bankkonto, og klager har ikke dokumenteret, at beløbet som han selv har overført, ikke er skattepligtigt for ham.

Klager har endvidere over flere år selvangivet og dermed fået fradrag for beløb, som han ikke kan dokumentere, at han er berettiget til.

Uanset at de selvangivne beløb vedrører gamle indkomstår, har klager en dokumentationsforpligtelse til at dokumentere disse ret høje beløb, som han endda selv har selvangivet.

Vi fastholder derfor, at der har været hjemmel til anvendelse af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.”

I forbindelse med klagerens anmodning om retsmøde er Skattestyrelsen kommet med følgende udtalelse:

”I klagesagen har Skatteankestyrelsen i brev fra 18. september 2019 bedt Skattestyrelsen om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.

Følgende er indstillet:

Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

I nærværende sag har SKAT i afgørelse af 10. april 2018 ændret klagers indkomst vedrørende fradrag for renteudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, og anset indsætninger på klagers konto for skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 kan der kan ske ansættelse af indkomstskat, uanset at fristerne i lovens § 26 er sprunget, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Klager har den 16. februar 2010 modtaget 148.640 kr. fra en konto i Tyskland. Overførslen er sket på foranledning af klager. Klager har oplyst, at pengene er sendt videre, men der er den 22. februar 2010 hævet 140.000 kr. kontant fra hans bankkonto. Klager har ikke fremlagt oplysninger om indsætningen, eller dokumentation for at indsætningen ikke skal beskattes.

I hvert af indkomstårene 2009 og 2010 har klager selvangivet et fradrag på 97.500 kr. vedrørende anden gæld, statsgaranteret SU m.v. Klager har ikke fremlagt dokumentation for renteudgifterne. Det bemærkes dog, at klager har fået automatisk indberettede fradrag for renteudgifter til lån i banker og realkreditinstitutioner på hhv. 102.123 kr. for indkomståret 2009 og 93.753 kr. for indkomståret 2010.

Det forhold, at klager har undladt at oplyse om indsætningen på sin konto i 2010, har hindret, at der kunne foretages en korrekt skatteansættelse, hvilket anses som mindst groft uagtsomt. Dette var ligeledes tilfældet i SKM2019.85.BR.

Ligeledes anses det for mindst groft uagtsomt, at klager i 2009 og 2010 har fradraget udokumenterede renteudgifter. I SKM2015.301.BR fandt byretten, at det var mindst groft uagtsomt, at sagsøgeren havde indberettet et højere fradrag for renteudgifter, end der kunne dokumenteres.

Herudover skal 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 være overholdt. Efter praksis i bl.a. SKM2018.481.HR starter denne frist på det tidspunkt, hvor skattemyndighederne er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der foreligger grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1. nr. 5.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at denne frist tidligst skal regnes fra 24. februar 2018, hvor klager pr. mail oplyser, at han ikke kan huske, hvad renteudgifterne og indsætningerne vedrører. Herved er forslaget af. 14. marts 2018 sendt rettidigt.”

Klagerens opfattelse

Klageren har til støtte for sin påstand om, at hans indkomst i de påklagede år skal forhøjes med 0 kr., anført følgende:

”På vegne af min klient, [person1], skal jeg påklage SKATs afgørelse af 10. april 2018, i hvilken SKAT har forhøjet klagers indkomst i indkomstårene 2009 og 2010 med i alt 343.640 kr. Forhøjelsen skyldes, at klager ikke er i stand til at redegøre for sine renteudgifter på 97.500 kr. i henholdsvis indkomstårene 2009 og 2010, samt en overførsel på 20.000 EUR, som klager foretog fra Tyskland til sin konto i Danmark i indkomståret 2010.

SKAT anser det minimum groft uagtsomt, at klager i 2018 ikke er i stand til at redegøre for sine renteudgiver i indkomstårene 2009 og 2010 samt overførslen fra Tyskland indkomståret 2010 (for 8-9 år siden). På denne baggrund finder SKAT, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af klagers skatteansættelse i indkomståret 2009 og indkomståret 2010 er op- fyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. nr. 5. Dette bestrides.

PÅSTAND:

Indkomståret 2009: Klagers indkomst forhøjes med 0 kr.

Indkomståret 2010: Klagers indkomst forhøjes med 0 kr.

SAGSFREMSTILLING:

I forbindelse med SKATs ”money transfer projekt” indhentede SKAT oplysninger om klagers pengeoverførsler fra og til udlandet. SKAT anmodede herefter i sin skrivelse af 5. januar 2018, jf. bilag 1, om, at klager skulle indsende oplysninger om overførslerne til sin konto i 2010 og 2016 på henholdsvis 20.000 EUR og 50.000 EUR. Klager medvirkede til at oplyse sagen, hvorfor SKAT frafaldt krav om beskatning af overførslen i 2016 på 50.000 EUR, hvilket fremgår af side 1 og side 4 i SKATs afgørelse.

Det gøres i denne sammenhæng gældende, at det må havde formodningen for sig, at klager generelt har orden i sine skattemæssige forhold, når klager i forbindelse med SKATs kontrol af overførslen i 2016 på 50.000 EUR er i stand til at dokumentere, at overførslen er blevet behandlet skattemæssigt korrekt af klager.

SKAT har i sin mail af 7. februar 2018 udvidet sin kontrol til at omfatte klagers renteudgifter i indkomstårene 2009 og 2010, jf. bilag 2.

Klager var imidlertid ikke i stand til at redegøre for sine renteudgifterne samt overførslen fra Tyskland, som havde fundet sted for henholdsvis 8 og 9 år tilbage i tid. SKAT fandt på denne baggrund, at klager ikke er berettiget til at fratrække renteudgifterne i indkomstårene 2009 og 2010. Derudover fandt SKAT, at overførslen fra Tyskland i 2010 skulle beskattes.

I forhold til renteudgifterne anfører SKAT følgende på side 2 i sin afgørelse:

"Du har oplyst, at du vil tro, at renteudgifterne stammer fra pantebrev i [finans1] som du har haft til lejlighed. Lejlighed er solgt i 2013.

På oplysning om, at alle renteudgifter vedr. lån i banker og realkreditinstitutter indberettet automatisk til SKAT, og at de selvangivne renteudgifter derfor må stamme fra private lån oplyser du, at du ikke kan huske så langt tilbage.

[...]

Du har fratrukket renteudgifter af anden gæld med 97.500 kr. i hvert af årene2009 og 2010. Du har ikke dokumenteret disse udgifter, og du er derfor ikke berettiget til skattefradrag herfor. [min understregning]”

I forhold til overførslen fra Tyskland anfører SKAT følgende på side 2-3 i sin afgørelse:

”Du har oplyst, at du ikke kan huske hvad beløbet vedrører.

[...]

Da du ikke har dokumenteret, at du ikke er rette indkomstmodtager af beløbet, og at beløbet ikke er skattepligtig indkomst for dig, mener vi, at beløbet må an- ses for skattepligtig for dig, jf. statsskattelovens § 4. [min understregning]”

SKAT bemærker herefter på side 4-5 i sin afgørelse, at der som hovedregel ikke kan afsendes varsel om ændring af skatteansættelse senere end den 1. maj i det 4 år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Dog finder SKAT, at der hjemmel til at foretage en ekstraordinær genoptagelse med følgende begrundelse:

”Du har over flere indkomstår selvangivet og fået fradrag for renteudgift som du ikke kan dokumentere, at du er berettiget til.

Du har desuden fået overført beløb til din bankkonto i 2010. Beløbet er overført på foranledning af dig selv, og du har ikke dokumenteret, at beløbet ikke skal medregnes til din skattepligtige indkomst.

Det er derfor SKATs opfattelse, at du som minimum har handlet groft uagtsomt, hvorfor betingelsen for ekstraordinær ansættelse af indkomstårene 2009 og 2010, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er opfyldt.”

Grundlaget for, at SKAT forhøjelse af klagers indkomst er således skatteforvaltningslovens § 27, stk. 5, som giver SKAT mulighed for at foretage en ekstraordinær genoptagelse, når:

”Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag [min understregning]”

Ved en gennemgang af SKATs afgørelse og sagens materiale i øvrigt, kan det konstateres, at der er ingen omstændigheder i sagen, som peger i retningen af, at klager eller nogen på dennes vegne tilbage i indkomstårene 2009 og 2010 har bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det vi i dag kan konstatere – og det som SKAT i forbindelse med sin afgørelse kunne konstatere – er, at det på baggrund af de tilgængelige oplysninger i sagen ikke er muligt at fastslå, om SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag for 8-9 år siden.

Det relevante spørgsmål er derfor, om klager er den nærmeste til at bære risikoen forbundet med usikkerheden ved klagers skatteansættelse, som fandt sted for 8-9 år siden, når der ikke foreligger omstændigheder, som peger i retningen af, at klagers skatteansættelse var urigtigt, eller som i øvrigt kan begrunde særlig skærpet dokumentationspligt for klager.

I denne sammenhæng er det indledningsvist relevant at bemærke, at SKAT som hovedregel ikke kan varsle ændringer af klagers skatteansættelse senere end 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Af forarbejderne til skattestyrelseslovens (LFF 1989-10-4 nr. 6), i hvilken den tidligere 3-års frist for genoptagelse blev indført, anføres følgende om fristreglerne:

”Formålet med den foreslåede regel er at beskytte skatteyderne mod efter læn- gere tids forløb at blive stillet over for yderligere skattekrav. [min understregning]”

Når det skal vurderes, om klager har udvist grov uagtsomhed ved ikke at være i stand til at redegøre for sine renteudgifter samt overførslen fra Tyskland, er det vigtigt at have in mente, at SKAT anmoder klager om at dokumentere forhold, som tidsmæssigt i væsentligt omfang går ud over rammerne af den ordinære genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk.1., hvis formål er at beskytte klager mod efter længere tids forløb at blive stillet over for yderligere skattekrav.

Det gøres gældende, at det ikke med rimelighed kan forventes, at privatpersoner kan dokumentere forhold af betydning for sin skatteansættelse, når der er tale om forhold, der går 8-9 år tilbage i tid. Såfremt skatteydernes manglende dokumentation i alle tilfælde skulle medføre grov uagtsomhed efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ville det i realiteten udhule hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Det vil således i praksis alene være et spørgsmål om at gå tilstrækkeligt mange år tilbage i tid før en skatteyder ikke længere er i stand til at dokumentere sine forhold af betydning af sin skatteansættelse. Såfremt manglende dokumentation i udgangspunkt anses for groft uagtsomt i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 forstand, må graden af uagtsomhed anses for at være faldende som tiden går. Sagt med andre ord, så kan manglende dokumentation som udgangspunkt anses for at værende groft uagtsomt efter udløbet af det omtvistede indkomstår, men den manglende dokumentation vedrørende det selv samme forhold kan ikke længere anses for groft uagtsomt efter der er gået en årrække fra det omtvistede indkomstår. Det kan ikke engang anses for simpelt uagtsomt.

At klager ikke med rimelighed kan forventes at kunne redegøre og dokumentere forhold, der danner grundlag for SKAT forhøjelse af klager indkomst understøttes af, at erhvervsdrivende virksomheder i henhold til bogføringslovens § 10 (alene) skal opbevare sit regnskabsmateriale på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskaber, materialet vedrører.

I Erhvervsstyrelsens bogføringsvejledning af juni 1999 anføres følgende om formålet med bogføringen:

”Offentlige myndigheder har opgaver, der gør virksomhedens bogføring relevant for dem. Blandt disse hører kontrol med overholdelse af loven samt modtagelse og behandling af regnskabsdata til brug for opkrævning af skatter og afgifter samt registrering og bearbejdning af de økonomiske oplysninger.

De offentlige myndigheder har således brug for, at korrekt registrerede informationer er til stede i virksomhederne og kan formidles til myndighederne.

[...]

” Skatte- og afgiftsmyndighederne og Danmarks Statistik er nok de væsentligste offentlige brugere af virksomhedernes regnskabsdata, [...] [min understregning]”

Når lovgiver har bestemt, at erhvervsdrivende virksomheder (alene) har en pligt at opbevare deres regnskabsmateriale i 5 år med henblik på bl.a. myndighedernes kontrol med overholdelse af loven og til brug for opkrævning af skatter og afgifter, kan det ikke med rimelighed forventes, at privatpersoner opbevarer oplysninger om forhold, der går 8-9 år tilbage til brug for SKATs kontrol.

Dette forhold underbygges yderligere af, at klager ikke engang har haft adgang til sine konto- udskrifter fra 2010. Som det fremgår af side 1 i SKATs sagsnotat, jf. bilag 3, ville det således være nødvendigt at involvere en speciel afdeling i klagers bank med henblik på at fremskaffe disse kontoudtog, hvilket i øvrigt også ville være forbundet med en udgift på 1.000 kr. for klager. På denne baggrund valgte SKAT selv at indhente kontoudtogene fra klagers bank, jf. bilag 4.

OPGØRELESESMÆSSIGE BEMÆRKNINGER:

SKAT anfører på side 1 i sin afgørelse, at klagers indkomst ændres med i alt 343.640 kr., som følge af SKATs manglende anerkendelse af klagers renteudgifter samt overførslen fra Tyskland.

I forhold til forhøjelsen af klagers indkomst som følge af SKAT manglende anerkendelse af klagers renteudgifter, skal det bemærkes, at der henset til den begrænsede skatteværdi af et sådan fradrag, alene kan ske forhøjelse af klagers kapitalindkomst.

SAMMENFATTENDE BEMÆRKNINGER:

På baggrund af ovenstående gøre det sammenfattende gældende, at klager ikke har udvist grov uagtsomhed, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, når klager i 2018 ikke er i stand til at dokumentere renteudgifterne i indkomstårene 2009 og 2010 samt overførslen fra

Tyskland i indkomståret 2010, idet der ikke med rimelighed kan forventes, at klager opbevarer oplysninger herom i så lang tid.

Der foreligger således heller ikke nogen objektive omstændigheder, som indikerer, at SKAT tilbage i indkomstårene 2009 og 2010 har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, og som kan begrunde en særlig skærpet dokumentationspligt for klager.

Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er derfor ikke opfyldt, hvorfor SKAT ikke kan foretage en ekstraordinær genoptagelse af klager skatteansættelse i indkomstårene 2009 og 2010.”

Klageren er kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”Under henvisning til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse af 30. august 2019 i ovenstående sag, skal jeg venligst anmode om, at der berammes et retsmøde med Landsskatteretten.”

Landsskatterettens afgørelse

Den materielle del

Ved beregning af den skattepligtige indkomst kan renter fradrages, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Som skattepligtig indkomst betragtes med undtagelse af særligt fastsatte begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, jf. statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive dennes indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Skattestyrelsen (tidligere SKAT) kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets udløb, samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug, jf. skattekontrollovens §§ 1, stk. 1 og 6 B.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Hvis der konstateres yderligere indtægtskilder, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke er selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det kan udledes af praksis, hvilket kan udledes af SKM2011.208.HR. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Det følger af praksis, SKM2008.905.HR.

Efter praksis er det den skattepligtige, der skal dokumentere sine formueforhold, herunder bl.a. for modtagne kontante indbetalinger på bankkonti, hvilket kan udledes af f.eks. SKM2013.274.BR.

Renteudgifter

Klageren har selvangivet et fradrag på 97.500 kr. for renteudgifter vedrørende anden gæld, statsgaranteret SU m.v. i indkomstårene 2009 og 2010.

Renteudgifter til lån i banker og realkreditinstitutioner indberettes automatisk til Skattestyrelsen (tidligere SKAT), og klageren har fået fradrag for disse med i alt 102.123 kr. for indkomståret 2009 og 93.753 kr. for indkomståret 2010.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation for renteudgifterne vedrørende anden gæld, statsgaranteret SU m.v. i indkomstårene 2009 og 2010. Det bemærkes, at der er fratrukket ens beløb i begge år.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at renteudgifterne ikke kan godkendes. Henset hertil er, at der ikke er fremlagt dokumentation for lån eller anden forklaring for, at klageren er berettiget til renteudgifter i indkomstårene 2009 og 2010.

SKATs afgørelse stadfæstes.

Indsætninger

Den 16. februar 2010 indsættes 148.640 kr. på klagerens bankkonto. Beløbet er overført fra Tyskland via [finans3] AG som 20.000 Euro. Klageren har oplyst at penge er sendt videre, men det fremgår af kontoudtog fra banken, at der den 22. februar 2010 er hævet 140.000 kr. kontant fra klageren bankkonto.

Klageren har ikke fremlagt oplysninger om indsætninger, eller dokumentation for at indsætningen ikke skal beskattes.

Der er konstateret indsætninger på klagers bankkonto og det er ikke dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at disse indsætninger stammer fra midler, som ikke skal beskattes. Pengene er overført på foranledning af klageren. Det er i øvrigt ikke godtgjort, at klageren ikke har haft rådighed over pengene og dermed har kunnet disponere over dem. Henset hertil er, at klagers forklaring ikke er dokumenteret ved objektive kendsgerninger, som kan medføre at beløbene herefter ikke skal beskattes. Det er heller ikke dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at der skulle være tale om lån. Det forhold, at klageren den 22. februar 2010 har hævet 140.000 kr. godtgør ikke, at klageren ikke har haft rådighed over beløbet indsat den 16. februar 2010.

Landsskatteretten finder, at klageren skal beskattes af indsætningerne på klagerens bankkonto.

SKATs afgørelse stadfæstes.

Den formelle del

Skattestyrelsens (tidligere SKAT) mulighed for at genoptage skatteansættelsen indenfor den ordinære frist fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1:

”§ 26. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt.”

Skatteministeren har udnyttet sin kompetence efter § 26, stk. 1, 5. pkt., ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 (dagældende) om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. For personer omfattet af bekendtgørelsen kan SKAT ikke udsende varsel om en ansættelsesændring senere end den 30. juni i det andet år efter indkomstårets udløb.

Af § 3 i bekendtgørelsen fremgår:

”Fristerne i § 1 gælder ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.”

SKAT har udsendt forslag den 14. marts 2018 og afgørelsen er dateret den 10. april 2018

Den forkortede ligningsfrist for indkomstårene 2009 og 2010 er derfor overskredet.

Det følger dog af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at, uanset fristerne i lovens § 26, kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres på initiativ af told- og skatteforvaltningen, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Som skattepligtig indkomst betragtes med undtagelse af særligt fastsatte begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, jf. statsskattelovens § 4. Det følger af skattekontrollovens § 1, at enhver, der er skattepligtig i Danmark, over for told- og skatteforvaltningen årligt skal selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og sin ejerbolig. Endvidere følger af skattekontrollovens § 16, at den skattepligtige, hvis ansættelsen er for lav, skal underrette told- og skatteforvaltningen herom inden 4 uger efter meddelelsens modtagelse.

Der er i indkomstårene 2009 og 2010 fradraget renteudgifter og foretaget indsætning af et betydeligt beløb på klagerens bankkonto. Ud fra en konkret vurdering, anses det for mindst groft uagtsomt, at klageren har fratrukket udokumenterede renteudgifter og ikke har selvangivet den omhandlende kontantindsætning, hvorfor skatteansættelsen for indkomstårene 2009 og 2010 kunne genoptages, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, uagtet at klageren var omfattet af den korte ligningsfrist.

For indkomstårene 2009 og 2010, skal fristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, være opfyldt.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en ansættelse kun kan foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varslingen er afsendt. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, kan en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.

Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, regnes fra kundskabstidspunktet, hvilket må anses som det objektive kundskabstidspunkt for myndigheden, og hvor man med rimelighed må tilregne myndigheden kundskab. Hvis myndigheden f.eks. på grund af langsommelig sagsbehandling eller andet først får startet sagsbehandlingen sent op imod 6-måneders fristen, og derved ikke når at sende forslag til afgørelse, da vil fristen for at behandle sagen være overskredet på grund af passivitet.

Kundskabstidspunktet anses at være der, hvor skattemyndighederne kommer i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en korrekt ansættelse. Det må i henhold til forholdets individuelle karakter vurderes, hvornår forvaltningen kan siges at have tilstrækkelige oplysninger til at foretage ansættelsen.

Reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndigheden er kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgørelse om ansættelsen. Derfor skal fristen regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT har modtaget oplysninger fra klageren pr. e-mail. I disse e-mails oplyser klageren, at han ikke kan huske hvad renteudgifterne og indsætningerne vedrører. Fristen for indkomstårene 2009 og 2010 kan dermed tidligst regnes fra den 24. februar 2018, hvor SKAT har modtaget klagerens bemærkninger og forklaringer til sagen. Dette kan udledes af SKM2013.910.BR.

Landsskatteretten finder derfor, at 6-måneders reaktionsfristen jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, tidligst skal regnes fra den 24. februar 2018, og at SKATs varsling af ansættelsesændringerne for indkomstårene 2009 og 2010 er foretaget rettidigt, da SKAT har sendt sit forslag den 14. marts 2018 og truffet afgørelse den 10. april 2018. Det bemærkes, at ansættelsen i øvrigt er foretaget inden kravet forældes, jf. skatteforvaltningslovens § 34a.

Klagerens manglende hukommelse om rentefradraget og indsætningen, ses ikke at ændre herfor. Henset hertil er beløbenes størrelse, som er af betydelig størrelse, set i forhold til klagerens samlede indtægter de påklagede år.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse for indkomstårene 2009 og 2010.