Kendelse af 07-01-2019 - indlagt i TaxCons database den 03-02-2019

Der klages over, at SKAT har beskattet klageren af et erstatningsbeløb (kompensationsbeløb) på netto 114.500 kr., som klageren i 2013 modtog fra [finans1] A/S vedrørende klagerens investering i [x1]-Obligationer i 2007.

SKAT har forhøjet indkomsten med 114.500 kr.

Landsskatteretten nedsætter SKATs forhøjelse til 0 kr.

Faktiske oplysninger

Hedgeforeningen [Forening1] introducerede i oktober 2007 i samarbejde med [finans2] et nyt investeringsprodukt – [x1]-Obligationer, som via en markedsneutral investeringsstrategi skulle foretage gearede investeringer i obligationer.

Afdelingen blev af [finans1] anbefalet som supplement til investorernes portefølje af aktier og obligationer, idet [finans1] mente, at den ville reducere investorernes samlede risiko.

Klageren købte på baggrund af rådgivning [x1]-Obligationer i 2007. Klageren solgte værdipapirerne i 2008.

Finanskrisen ramte imidlertid året efter introduktionen af værdipapirerne på markedet, og bl.a. på grund af gearingen i afdelingen faldt værdien af [x1]-Obligationerne betydeligt. Klageren solgte sine investeringsbeviser i [x1]-Obligationer i 2008 med et tab.

Foreningen [Forening2] sendte i oktober 2009 et udkast til stævning mod [finans1] og Hedgeforeningen [Forening1] samt dennes bestyrelse med påstand om betaling af erstatning til de investorer, der havde tegnet andele i Hedgeforeningen [Forening1]s afdeling, [x1]-Obligationer. Kravet blev navnlig begrundet med, at bankens rådgivning i forbindelse med erhvervelsen af andele i afdelingen [Forening1] Markedsneutral-Obligationer efter investorernes opfattelse, havde været mangelfuld og vildledende.

[finans1] modtog i november 2009 en påtale fra Finanstilsynet for den generelle håndtering af rådgivningen i forbindelse med salg af andele i [x1]-Obligationer.

Efter forhandlinger med Forbrugerombudsmanden og Foreningen [Forening2] om en løsning, fremsendte [finans1] i et brev af 10. september 2012 et betinget tilbud til medlemmerne i investorforeningen om at betale kompensations for tab lidt ved investering i [x1]-Obligationer. [finans1]s tilbud stillede som betingelse, at Foreningen af Investorer skulle opløses, og at foreningens gruppesøgsmål mod [finans1] og Hedgeforeningen skulle bortfalde. Desuden var det et krav, at investorerne søgte om fristforlængelse, og at andelene var købt gennem [finans1].

[finans1] gav tilbuddet til tre hovedgrupper af investorer, nemlig investorer, der på tidspunktet for offentliggørelsen af bankens tilbud var medlem af Foreningen af Investorer (bortset fra professionelle investorer), investorer, der var omfattet af Forbrugerombudsmandens søgsmål mod [finans1] samt investorer, der enten rettidigt havde indbragt sagen mod Pengeinstitutklagenævnet eller domstolene mod uden at der var indtrådt forældelse, eller havde modtaget en erklæring fra [finans1] om forlængelse af forældelsesfristen.

Det fremgår af tilbuddet under overskriften ”Generelle betingelser”, at [finans1] senest den 1. februar 2013 via advokat [person1] skal meddele investorerne, hvorvidt alle betingelserne i dette punkt 2 er opfyldt.

Klageren var blandt de investorer, der anlagde sag mod [finans1].

Klageren modtog i marts 2013 et kompensationsbeløb på 114.500 kr. fra [finans1] for en investering i [x1] – Obligationer. Kompensationsbeløbet udgjorde 80 % af forskellen mellem klagerens faktiske købs- og salgspris for investeringsforeningsbeviserne.

[finans1] meddelte skriftligt modtagerne af kompensationsbeløb, at kompensationsbeløbet er skattepligtigt, og at de skal selvangive beløbet i 2013.

Klageren har ikke selvangivet kompensationsbeløbet.

Den 30. december 2015 modtog SKAT en mail fra [finans1]. Mailen var vedhæftet specificerede oplysninger. Den 7. januar 2016 rettede SKAT henvendelse til [finans1] med forespørgsel om, det er muligt at ”filtrere” de fremsendte lister, således at SKAT kan se, hvilke personer det drejer sig om. I perioden 14. januar 2016 – 8. juli 2016 er der korrespondance mellem SKAT og [finans1] vedrørende udbetaling af kompensationsbeløb.

SKAT fremsendte forslag om at ændre skatteansættelsen for 2008 den 22. juni 2016, og SKAT traf afgørelse den 21. september 2016. Det var SKATs opfattelse, at kompensationsbeløbet skulle beskattes i afståelsesåret.

Klageren påklagede SKATs afgørelse af 21. september 2016 til Skatteankestyrelsen. Landsskatteretten traf afgørelse i klagerens sag den 7. september 2017. Sagen har sagsnr. [...]. Landsskatteretten nedsatte SKATs forhøjelse af klageren indkomst i 2008 til 0 kr. med følgende begrundelse (uddrag):

”Landsskatteretten lægger til grund, at der er ubestridt, at klageren i 2013 modtog et kompensationsbeløb fra [finans1] på 114.450 kr.

Retten lægger endvidere til grund, at klageren ikke selvangav beløbet i 2013, selv om [finans1] havde gjort ham opmærksom på, at han skulle selvangive beløbet i 2013. Ansvaret for selvangivelsen påhviler klageren. Ved den manglende selvangivelse af beløbet, bevirkede klageren, at SKAT ikke kunne foretage en korrekt skatteansættelse.

På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, finder Landsskatteretten, at SKAT først primo 2016 havde tilstrækkelige oplysninger til at varsle en ændring af klagerens skatteansættelse. SKATs varsling og ændring af skatteansættelsen for 2008 er derfor foretaget inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, hvorfor SKATs afgørelse ikke er ugyldig på grund af forældelse.

Allerede fordi, at Landsskatteretten finder, at beskatningen af kompensationsbeløbet, skal henføres til indkomståret 2013 og ikke til indkomståret 2008, tager Landsskatteretten ikke stilling til, om SKATs afgørelse er ugyldig af de andre grunde, som klageren har påberåbt sig. Da klageren ikke i 2008 har erhvervet ret til kompensationsbeløbet, nedsætter Landsskatteretten forhøjelsen af klagerens indkomst i 2008 med 112.950 kr. til 0 kr. i overensstemmelse med den nedlagte påstand.”

Den 15. januar 2018 fremsendte SKAT forslag om at forhøje klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013 med 114.450 kr.

Klageren modtog i 2008 og 2013 en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse i overensstemmelse med reglerne om en kort frist for ansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 gældende for indkomståret 2008 og bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, gældende for indkomståret 2013

Landsskatterettens afgørelse

Ved en afgørelse af 7. september 2017 har Landsskatteretten truffet afgørelse om, at det kompensationsbeløb, som skatteyderen modtog fra skal medregnes ved indkomstopgørelsen i det indkomstår, hvor der er indgået en endeligt bindende aftale med banken.

SKAT har derfor forhøjet indkomsten i 2013 med 114.450 kr. Der henvises til aktieavancebeskatningslovens § 19.

SKAT har vurderet, at skatteyderen har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT forhøjede indkomsten i 2008 den 21. september 2016. Dette skete inden 6 måneder efter, at SKAT fik kundskab om forholdet, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. SKAT fik kendskab om forholdet den 15. marts 2016.

Da Landsskatteretten har underkendt, at beskatningen kan ske i afståelsesåret, finder SKAT, at SKAT kan foretage en ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2013, selv om der er sket forældelse efter skatteforvaltningslovens § 26. Det er begrundet med, at SKAT på tidspunktet for beskatningen i 2008 kunne have ændret indkomståret 2013, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 og SKM2011.533 HR.

SKAT er derfor ikke enig med klagerens revisor i, at SKAT har været i en retsvildfarelse. SKATs forhøjelse af indkomsten i 2013 er en konsekvens af Landsskatterettens afgørelse af 7. september 2017. SKAT er berettiget til at foretage denne konsekvensændring, idet SKAT, da SKAT varslede og gennemførte en skatteansættelse for indkomståret 2008, kunne have gennemført beskatningen i 2013.

Der henvises til SKM2011.533 HR og til Højesterets dom i sag nr. 137/2017 afsagt den 9. marts 2018.

SKAT har efterfølgende bl.a. udtalt, at SKAT ved en fejl ikke har henvist til aktieavancebeskatningslovens § 31, stk. 2, men kun til § 19. Klageren er ikke omfattet af reglerne om forkortet ligningsfrist. Det skyldes, at reglerne om kort frist for ansættelse af personer med enkle økonomiske forhold ifølge bekendtgørelsen ikke gælder, når betingelserne for at foretage en ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. SKAT har anset forholdet for omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. For indkomståret 2013 gælder derfor reglerne i skatteforvaltningslovens § 27.

I Højesterets dom i sag nr. 137/2017 skulle beskatningen ske i et andet indkomstår end antaget af SKAT. Højesteret kom i dommen frem til, at SKAT kunne gennemføre beskatningen senest 6 måneder efter at SKAT blev underkendt i det oprindelige beskatningsår, idet den almindelige ligningsfrist ikke var udløbet på det tidspunkt, hvor man gennemførte den første ansættelsesændring.

Skatteyderen er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Fristen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, var ikke overskredet, da SKAT gennemførte den oprindelige ansættelse, idet den forkortede ligningsfrist ikke gjaldt, da SKAT varslede og gennemførte ændringen for 2008.

Såfremt fristen i skatteforvaltningslovens § 26 skulle være overskredet på det tidspunkt, hvor SKAT varslede og gennemførte ændringen for 2008, kunne SKAT alligevel gennemføre ansættelsesændringen for 2013, idet den gennemførte ansættelse er omfattet af § 27, stk., 1, nr. 5 og overholder fristen i § 27, stk. 2.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af den skattepligtige indkomst i 2013 med 114.500 kr. skal nedsættes til 0 kr., fordi SKATs afgørelse er ugyldig.

SKATs afgørelse er ikke begrundet. Der er ingen beskrivelse af sagens genstand. Der er igen beskrivelse af de faktiske oplysninger, der ligger til grund for afgørelsen. Der mangler hjemmelshenvisninger. Kravene i skatteforvaltningslovens § 24 er derfor ikke opfyldt. SKAT har alene i sin afgørelse omtalt fristreglerne.

Ugyldigheden medfører, at ansættelsen skal annulleres. Der henvises til TfS 1990.548 LSR, TfS 1996,779 LSR, TfS 1996,120 LSR, TfS 1994,772 LSR og SKM2003.248 ØLD.

SKAT har endvidere ikke taget stilling til den meget konkrete indsigelse, der er rejst mod forhøjelsen for 2008, som bortfaldt allerede ved Landsskatterettens kendelse af 7. september 2017.

Klageren har ikke haft nogen gevinst på sin investering.

SKAT har henvist til aktieavancebeskatningslovens § 19, men det er ikke denne bestemmelse, der finder anvendelse. Klageren har ikke afstået sine værdipapirer i 2013. Hvis der var sket afståelse, skulle SKAT have indkaldt oplysninger om anskaffelsessummen.

Der er faldet en ændring fra den oprindelige og en gang underkendte afgørelse ud. Klageren har ikke fået godkendt fradrag for advokatudgifter.

SKATs mulighed for at ændre skatteansættelsen for 2013 er endvidere ugyldig på grund af forældelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

SKAT har i sin afgørelse henvist til, at ansættelsen er foretaget i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 og 2. SKAT har henvist til SKM2011.533 HR. Fristreglerne er ikke materielle beskatningsregler.

For at foretage en konsekvensændring kræves, at følgeændringen er en direkte konsekvens af en skatteansættelse samt, hvis ansættelsen (følgeændringen) kunne have været foretaget inden for den ordinære ansættelsesfrist på tidspunktet for den første afgørelse.

Adgangen til genoptagelse ved følgeændringer kan dog ikke udstrækkes i et sådant omfang, at SKAT altid har flere forsøg på at ramme den rigtige afgørelse/det rigtige indkomstår.

Forkert sagsoplysning og forkert retlig kvalifikation kan aldrig medføre, at noget er en konsekvens af noget andet. Denne sag er ikke et spørgsmål om, at SKAT har periodiseret forkert. Sagen drejer sig om forkert retlig kvalifikation og forket sagsoplysning fra første færd.

Adgangen skal naturligt være begrundet, og må ikke kunne blive anvendt af SKAT som et middel til at holde borgeren beskæftiget med klagesager samt til at forhøje statens provenu ved flere års yderlige renter på skattekravene.

Klagerens repræsentant har efterfølgende udtalt, at klagerens sag skal afgøres i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse i SKM2018.498 LSR.

Landsskatterettens afgørelse

Af aktieavancebeskatningslovens § 19 fremgår, gevinst og tab på aktier og investeringsforeningsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7, fremgår, at den skattepligtige skal anvende lagerprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på aktier, investeringsforeningsbeviser m.v. omfattet af § 19, stk. 1.

Af aktieavancebeskatningslovens § 30, stk. 2, fremgår, at begrebet afståelse dækker i denne lov den situation, hvor gevinst og tab opgøres efter lagerprincippet.

Af aktieavancebeskatningslovens § 31, stk. 2, fremgår, at erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med afståelsessummer.

Af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 2, 2. pkt. fremgår, at efter lagerprincippet opgøres indkomstårets gevinst eller tab som forskellen mellem aktiernes værdi ved indkomstårets slutning og aktiernes værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er erhvervet i indkomstårets løb, anvendes anskaffelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er afstået i indkomstårets løb, anvendes afståelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved indkomstårets slutning.

Af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, fremgår, at såfremt told- og skatteforvaltningen agter at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomstskat på et andet grundlag end det, der er selvangivet, skal den selvangivelsespligtige underrettes om den påtænkte afgørelse. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

Af forvaltningslovens § 24, stk. 1, fremgår, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Af forvaltningslovens § 24, stk. 2, fremgår, at begrundelsen i fornødent omfang endvidere skal indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fremgår, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen.

Af § 1, stk. 1, bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold fremgår, at uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal SKAT afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Dog gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., ikke, hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Det fremgår af bekendtgørelsens § 3.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, fremgår, at uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, kan en ansættelse af indkomstskat foretages, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 fremgår, at uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, kan en ansættelse af indkomstskat foretages, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fremgår, at en ansættelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27., stk. 1, kun kan foretages, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at skatteforvaltningslovens § 27 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35. Skattestyrelsesloven blev ophævet ved ikrafttrædelsen af skatteforvaltningsloven. Skattestyrelseslovens dagældende §§ 34 og 35 blev ophævet ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 (Lovforslag nr. 175, fremsat den 12. marts 2003, FT 2002-03, tillæg A, side 4592 ff), og der blev indsat ny §§ 34 og 35.

Under Folketingets behandling af lovforslag nr. L 175, blev der stillet spørgsmål til ministeren.

Spørgsmål 28:

”Kan ministeren bekræfte, at en del sager i Landsskatteretten netop vedrører tvister om rette periodisering af indkomst/fradrag – f.eks. tab på debitorer og igangværende arbejder – og at det ikke er usædvanligt, at der på det tidspunkt, hvor Landsskatteretten afgør sagen, kan være gået så lang tid, at der er indtrådt forældelse vedrørende det indkomstår, som skal ændres, hvorefter korrekt ansættelse af det pågældende indkomstår ikke kan ske? Finder Ministeren i givet fald en sådan retstilstand rimelig, og er ministeren indstillet på at lade de pågældende situationer indgå i anvendelsesområdet for § 35, stk. 1, nr. 2.”

Af ministerens besvarelse af spørgsmål 28 fremgår blandt andet:

”Formålet med ansættelsesfristerne i skattestyrelsesloven er at opstille tidsmæssige rammer for, hvor længe skatteansættelsen kan ændres for derved at skabe klarhed for såvel borgerne som myndighederne. Indbygget i fristreglerne er dog samtidig, at krav, der kunne være fremsat, hvis der bortses fra fristreglerne, ikke uden for fristerne kan gøres gældende. Fristerne kan med andre ord medføre, at ansættelsen bliver materielt forkert. I sager vedrørende periodiseringsspørgsmål vil udgangspunktet være, at bestemmelsen vil give adgang til en korresponderende nedsættelse eller forhøjelse i tilfælde, hvor det under sagen må konstateres, at et fradrag eller en indkomst er periodiseret forkert, således at fradraget/indkomsten kan henføres til det rigtige år. Dette gælder efter den nugældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 3, og vil ligeledes gælde efter den tilsvarende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 2. Den i bemærkningerne anførte begrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde, der henvises til i spørgsmålet under a), vedrører udelukkende den situation, hvor ansættelsesændringen på det tidspunkt, hvor den forkerte ansættelse blev foretaget, ikke kunne være foretaget under hensyntagen til de almindelige ansættelsesfrister. Har myndighederne således f.eks. for indkomståret 2001 forhøjet skatteansættelsen den 1. februar 2003, dvs. inden for den almindelige ansættelsesfrist, og viser det sig efterfølgende, at indkomsten burde være henført til indkomståret 1997, kunne forhøjelsen ikke være gennemført på det tidspunkt, hvor ansættelsen for 2001 blev gennemført. Fristen for indkomståret 1997 var med andre ord sprunget allerede på det tidspunkt, hvor den forkerte ansættelse blev foretaget. I disse tilfælde vil ansættelsen alene kunne ændres, hvis der foreligger en af de øvrige fristgennembrudsgrunde i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1.”

Landsskatteretten lægger til grund, at klageren i 2013 erhvervede ret til et kompensationsbeløb på netto 114.500 kr. Kompensationsbeløbet er opgjort som 80 % af forskellen mellem klagerens anskaffelses- og salgspris på sine [x1]-obligationer.

Investeringsbeviserne er købt i 2007 og solgt i 2008, Landsskatteretten lægger til grund, at såvel købet som salget er sket til børskursen på hhv. købs- og salgstidspunktet.

Det almindelige princip for periodiseringer af erstatningsbeløb er retserhvervelsesprincippet/pligtspådragelsesprincippet, jf. Højesterets dom i UfR 1981.968, hvor Højesteret udtalte, at: ”det afgørende tidspunkt for beskatningen af en indtægt er tidspunktet for den endelige erhvervelse af retten dertil”.

Det fremgår af sagens oplysninger, at der har været en reel tvist om, hvorvidt [finans1] A/S har været forpligtet til at yde erstatning i overensstemmelse med de rejste krav fra investorforeningen. Når der er en reel tvist om et krav, følger det af domstolspraksis, at indtægtsførelsen af erstatningskravet, sker i det indkomstår, tvisten afgøres endeligt.

Klageren anerkendte ved sin tiltræden af forliget, at [finans1] ikke havde ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med købet. Forliget indebærer efter sit indhold ikke, at købsaftalen er ugyldig.

Kompensationen har karakter af en erstatning for det værditab, som klageren har lidt ved at foretage investeringen i [x1]-Obligationer. Spørgsmålet om kompensationsbeløbet skal beskattes i 2008 eller i 2013, er et periodiserings- og ikke et kvalifikationsproblem.

Erstatningen er ydet for tab på værdipapirer, der kan omsættes. Gevinst/tab på de omhandlede værdipapirer skal i henhold til reglerne i aktieavancebeskatningsloven medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter lagerprincippet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, jf. § 23, stk. 7.

Det er i aktieavancebeskatningslovens § 31, stk. 2, er bestemt, at erstatningssummer sidestilles med afståelsessummer. Beskatningsspørgsmålet skal derfor ikke afgøres efter reglerne i statsskattelovens §§ 4-6, men efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. [finans1]s bevæggrunde for at tilbyde kompensationsbeløbet, er ligesom klagerens bevæggrunde for at acceptere forliget uden betydning for spørgsmålet om beskatning af beløbet i 2013. Landsskatteretten finder derfor, at kompensationsbeløbet skal beskattes i 2013 i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse af 7. september 2017 i sag nr. [...].

Landsskatteretten skal herefter tage stilling til, om SKATs afgørelse er ugyldig på grund af begrundelsesmangler.

SKATs forhøjelse af klagerens indkomst i 2013 er baseret på faktiske forhold, som klageren i forvejen må antages at være fuldt bekendt med, ligesom ansættelsen er truffet med henvisning til retsregler, som klageren i forvejen må anses for at være bekendt med. Der er ikke ved den manglende henvisning til aktieavancebeskatningslovens § 31, stk. 2 hverken generelt eller konkret svigtet nogen garantiforskrift af væsentlig betydning for afgørelsens rigtighed. Det er således ikke godtgjort, at SKATs begrundelse lider af mangler af betydning for afgørelsens indhold eller for klagerens mulighed for at anfægte afgørelsen.

Landsskatteretten skal herefter tage stilling til, om SKATs afgørelse er ugyldig på grund af forældelse.

Landsskatteretten lægger til grund, at klageren for indkomstårene 2008 og 2013 har modtaget en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse. Fristen for at SKAT kunne varsle en ændring af skatteansættelsen for indkomstårene 2008 og 2013 udløb derfor hhv. den 1. juli 2010 og den 1. juli 2015. Den ordinære frist for 2008 og 2013 udløb hhv. den 1. maj 2012 og den 1. maj 2017.

Klageren var udtrykkelig gjort opmærksom på, at erstatningsbeløbet var skattepligtig indkomst. Landsskatteretten er enig med SKAT i, at klageren handlede groft uagtsomt ved ikke at selvangive beløbet. Den korte ligningsfrist for 2008 og 2013 gælder derfor ikke, jf. § 3 i bekendtgørelse om kort frist for ansættelse af personer med enkle økonomiske forhold.

SKATs varsling om ændring af skatteansættelsen for 2008 og 2013 skete hhv. den 29. juni 2016 og den 15. januar 2018.

Landsskatteretten har afgørelsen af 7. september 2017 fastslået, at SKATs kundskabstidspunkt er marts 2016, dvs. efter udløbet af såvel den korte som ordinære ligningsfrist for 2008, og efter udløbet af den korte ligningsfrist for 2013.

Spørgsmålet er herefter, om SKAT, efter Landsskatteretten den 7. september 2017 havde truffet afgørelse om, at kompensationsbeløbet var skattepligtig indkomst for klageren i 2013 og ikke som sket i 2008, i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, kan genoptage skatteansættelsen for 2013.

Den ordinære frist for at varsle en ændring af skatteansættelsen for 2013 var ikke udløbet, da SKAT den 22. juni 2016 urigtigt varslede en ændring af klagerens indkomst for 2008.

Den ordinære frist for 2013 var derimod udløbet, da SKAT den 15. januar 2018 varslede en ændring af klagerens skatteansættelsen for 2013.

Højesteret har i SKM2011.533 og SKM2018.203 udtalt, at det er en betingelse for anvendelse af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, at den ordinære ansættelsesfrist for det korrekte indkomstår ikke var udløbet på tidspunktet for ansættelse af det forkerte indkomstår. I SKM2017.623.Ø er det fastslået, at samtlige betingelser i skatteforvaltningslovens § 27, herunder stk. 2, skal være opfyldt i tilfælde, hvor en klager, der er omfattet af den forkortede ligningsfrist, anses for at have handlet groft uagtsomt eller forsætligt, hvorefter den forkortede ligningsfrist ikke finder anvendelse. Dette gælder også i tilfælde, hvor den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26 ikke var udløbet, da ændringen blev varslet.

Landsskatteretten har i en afgørelse, der er offentliggjort som SKM2018.498 fastslået, at den ordinære ansættelsesfrist for en skatteyder med kort ligningsfrist er den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

I overensstemmelse med Landsskatteretten afgørelse i SKM2018.498 finder retten, at den ordinære ansættelsesfrist for klageren, er den forkortede ligningsfrist. Den forkortede ligningsfrist var udløbet, da SKAT urigtigt varslede for 2008. Derfor er betingelsen for anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, som fastslået i de to Højesterets domme ikke opfyldt. Det forhold, at den ordinære ansættelsesfrist for 2013 i skatteforvaltningslovens § 26 ikke var udløbet på dette tidspunkt, kan ikke føre til et andet resultat, da ansættelsen ikke reguleres heraf, jf. SKM2017.623 Ø.

Landsskatteretten nedsætter derfor SKATs forhøjelse af klagerens indkomst i 2013 til 0 kr.