Kendelse af 25-09-2020 - indlagt i TaxCons database den 17-10-2020

Faktiske oplysninger

SKAT har forhøjet klagerens indkomstansættelse med 2 gange 425.000 kr., eller med i alt 850.000 kr., der vedrører klagerens gæld til [finans1].

Klagerens ægtefælle anmodede den 23. december 2013 om § 55-udbetaling for indkomståret 2013.

Som begrundelse for anmodningen anførte ægtefællen således:

”Min ægtefælle [person1][...] har den 19.12.2013 elektronisk ændret sin forskudsregistrering for 2013 som følge af betalte renter til sine kreditorer i forbindelse med salget af hans ejendom [adresse1], [by1].

Da dette vil medføre ændring af negativ indkomst for ham i 2013 vil det udløse en tilsvarende betydelig ændring i min skattebetaling for 2013.

Jeg anmoder iht KSL § 55 Skat om at udbetale min overskydende skat for 2013 hurtigst muligt.

...”.

SKAT indkaldte den 2. januar 2014 bilag for betalte renter for 2013, og efter modtagelsen af bilag indberettedes forskudsopgørelsen den 20. januar 2014 i henhold til anmodningen. Der var forskudsregistreret renteudgifter med 572.800 kr.

SKAT modtog den 2. juli 2014 klagerens selvangivelse for indkomståret 2013 samt årsregnskab. I årsregnskabet har klageren anført renter i hans virksomhed således:

Klageren havde endvidere specificeret renter til pengeinstitutter i alt 490.013 kr. samt specifikation for øvrige renter med i alt 145.655 kr. Klageren havde ikke i selvangivelsen specificeret renter selvangivet i rubrik 42.

Klageren har selvangivet følgende beløb som rentefradrag:

Klageren indgik den 10. november 2008 et frivilligt forlig med [finans1], hvoraf bl.a. fremgår:

”...

Gældens størrelse:

Gælden forrentes fra 10.11.2008 med en rente på p.t. 12,00 % p.a. Renten beregnes bagud og tilskrives kvartårlig ultimo hvert kvartal.

...”.

Af Østre Landsrets dom af 30. juni 2015 vedrørende klagerens indkomstansættelse for indkomstårene 2000 og 2002 – 2005 fremgår bl.a. som supplerende sagsfremstilling:

”Den 10. november 2008/1. januar 2009 indgik [person1] og [finans1] A/S et nyt frivilligt forlig vedrørende mellemværende. Restgælden blev efter en nedskrivning af hovedstolen opgjort til 1.056.012,48 kr. Det er endvidere anført i forliget, at ”Renter indtil 10.11.2008” udgør 625.464,35 kr. Det fremgår af sagen, at [person1] har fået godkendt skattefradrag herfor for året 2009.”

Klageren og hans ægtefælle har den 11. februar 2016 underskrevet en skylderklæring, ifølge hvilken klagerens gæld til Danske bank er opgjort til 1.776.126,65 kr. + tilkendte sagsomkostninger på 34.150,00 kr., eller i alt 1.810.276,65 kr. Det fremgår bl.a., at beløbet forrentes efter den til enhver tid gældende rentelov, og at et skyldige beløb inklusiv forfaldne renter er forfalden til betaling på anfordring. Endvidere fremgår bl.a.:

”Dog er det mellem parterne aftalt, at såfremt debitorerne senest den 29. februar 2016 positivt har indbetalt kr. 200.000 til kreditor, samt i 24 løbende måneder – første gang den 1. marts 2016 – hver den 1. i måneden indbetaler kr. 4.500 til kreditor, udstedes der saldokvittering til debitorerne på det resterede beløb i henhold til denne skylderklæring, hvorved debitorerne ikke længere er kreditor noget beløb skyldig vedrørende ovenstående engagement.”

I forbindelse med klagerens skat for indkomstårene 2015 og 2016 anmodede han om et møde. I forbindelse med SKATs bedømmelse af rentefradrag for lån i [finans1] bad SKAT den 27. november 2017 klageren om at medbringe dokumentation for de fratrukne renter i rubrik 42 og 117 for indkomståret 2013 og samtlige renteudgifter for 2014.

Klageren har bl.a. fremlagt brev af 22. april 2015 fra [virksomhed1] til klageren, hvoraf fremgår:

”Deres skyld til [finans1]

[finans1] har anmodet mig om at inkassere følgende forfaldne engagement:

Yderligere renter og omkostninger forbeholdes.

Sagen er samtidig hermed indleveret til fogedretten.”

Ved bedømmelse af rentefradrag skal SKAT tage stilling til, hvorvidt renter på hvert enkelt lån er tilskrevet, og om renterne er betalt. SKAT skal derfor tage stilling til, om renter for tidligere og følgende år kan anerkendes fratrukket efter bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 1, § 5, stk. 8, eller § 5, stk. 9.

SKAT har i medfør af det materiale, som klageren tidligere havde sendt til SKAT en formodning for, at han uretmæssigt havde fratrukket for mange renter for indkomståret 2013, og at han dermed eventuelt var omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ved, at han enten forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Klageren oplyste på mødet, at han ville sende materiale for 2013 og 2014 inden den 22. december 2017, og i e-mail af 20. december 2017 oplyste han, at han arbejdede på at finde materialet for 2013 og 2014. Samtidig ville han gerne have oplysning om frister for ændring af skatteansættelsen. Klageren henviste til en samtale med en skatteadvokat, hvor denne havde oplyst, at fristen for at ændre i skatteansættelsen for 2013 udløb den 1. juli 2015 og den 1. juli 2016 for 2014.

SKAT besvarede klagerens forespørgsel af 20. december 2017 med henvisning til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, og § 27, stk. 1, nr. 5, og med henvisning til ligningslovens § 5, stk. 9.

Klageren skrev i e-mail af 20. december 2017, at han fastholdt, at SKATs krav om yderligere dokumentation for renteudgifter vedrørende 2013 savnede hjemmel. Han har kigget på sin kopi af selvangivelsen for 2013, og rentefradrag fremgår tydeligt, samt hvordan de er fremkommet.

SKAT finder, at klageren som erhvervsdrivende har pligt til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år efter udløbet af det pågældende regnskabsår. Derfor finder SKAT, at selvom eventuelle frister i skatteforvaltningslovens § 26 er udløbet, skal klageren fremsende regnskabsmateriale, i dette tilfælde dokumentation og specifikation for rentefradrag for 2013.

Klageren sendte ikke materialet for indkomståret 2013.

Det fremgår af skatteoplysninger for klageren for indkomståret 2013, at klagerens gæld til realkreditinstitutter, pengeinstitutter m.v. udgør 3.559.961 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomstansættelsen med 850.000 kr.

Fristen for at ændre skatteansættelsen for indkomståret 2013 udløb den 1. maj 2017. Fristen er således overskredet, og skatteansættelsen for indkomståret 2013 kan herefter kun genoptages af SKAT, hvis bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er opfyldt.

SKATs kundskabstidspunkt for, hvornår klageren eventuelt havde fratrukket for mange renter af lån i [finans1] var efter SKATs opfattelse den 20. december 2017, hvor han oplyste, at SKAT manglede hjemmel til at indkalde materialet for indkomståret. SKAT anser fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, for overholdt, jf. SKM2013.194.LSR.

SKAT skal herefter vurdere, hvorvidt klageren forsætligt eller groft uagtsomt har angivet for mange renteudgifter i sin selvangivelse for indkomståret 2013.

Klageren har selvangivet renteudgifter af offentlig gæld i rubrik 348 med 5.623 kr. Beløbet er ved en fejl fra SKATs side indberettet i rubrik 44. Klageren har derfor fået fradrag for renteudgifterne to gange.

Det antages, at renteudgifter til [finans2] er fratrukket hele tre gange. Klageren har selvangivet renteudgifter 8.021 kr. i rubrik 41, og klageren har så samtidig fratrukket udgiften både under de 490.412 kr. i rubrik 42 og i rubrik 117.

I mangel af dokumentation og specifikation antager SKAT, at beløb som er fratrukket i selvangivelsens rubrik 42 med i alt 490.412 kr. er de samme renter, som klageren tager som fradrag i rubrik 117 specificeret som renteudgifter pengeinstitutter og gebyrer pengeinstitutter i alt 490.412 kr. Efter SKATs opfattelse har klageren dermed opnået fradrag for 490.412 kr. to gange.

Efter en konkret vurdering mener SKAT, at klageren groft uagtsomt har fratrukket renter af gæld til [finans1] to gange. Klageren har betalt 425.000 kr. i forbindelse med salg af ejendommen [adresse1], [by1].

Det fremgår af skatteansættelserne for tidligere indkomstår, at klageren har fratrukket renter af lån i [finans1]. Klageren havde tidligere indgået et frivilligt forlig med [finans1]. Banken havde dog rent faktisk ikke tilskrevet eller afkrævet renter i henhold til forliget. Østre Landsret fandt, at banken ved forligets indgåelse og forud for renternes forfaldstid havde givet tidsubestemt henstand med rentebetalingen, hvorfor forfaldstiden var udskudt.

Det fremgår af tidligere oplysninger, at klageren pr. 1. januar 2009 har indgået frivilligt forlig med [finans1] vedrørende følgende beløb:

Gælden forrentes med 12 %.

Klageren har for indkomståret 2009 fratrukket renter med 870.478 kr. Fradraget består af renter ifølge forlig med 625.464 kr. samt beregnede renter for perioden 10. november 2008 – 31. december 2009 med 245.014 kr.

Herudover har klageren for indkomståret 2010 fratrukket beregnede renter med 196.791 kr.

Renteudgifter kan først fratrækkes i det år, hvor de betales, hvis renteudgifter for tidligere år endnu ikke er betalt. Klageren har i 2013 endnu ikke betalt de fratrukne renter for indkomstårene 2009 og 2010, hvorfor fradrag ikke kan anerkendes fratrukket efter bestemmelsen i § 5, stk. 8.

SKAT mener, at klageren er bekendt med reglerne for fradrag for renter ifølge bestemmelserne i ligningslovens § 5, stk. 1, og § 5, stk. 8. SKAT har henset til, at Vestre Landsret ved afgørelse af 16. december 2010 netop behandler renter i klagerens låneforhold med [finans1]. Afgørelsen er offentliggjort i SKM2011.31.VLR.

SKAT har henset til, at klageren har fratrukket væsentlige beløb flere gange som rentefradrag, og at klageren derfor har forsøgt at få uberettigede rentefradrag. Klageren har derfor i hvert fald har udvist grov uagtsomhed. SKAT mener herefter, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldt og genoptager dermed skatteansættelsen for indkomståret 2013.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse er ugyldig, idet der ikke er hjemmel til ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, jf. § 27, stk. 2, idet klageren ikke har handlet mindst groft uagtsomt, ligesom SKAT i mere end 6 måneder forud for tidspunktet for agterskrivelsen har været i besiddelse af de fornødne oplysninger til at komme med forslag til afgørelse.

Klageren har endvidere været berettiget til at fratrække renterne af gælden til [finans1], der er opgjort korrekt efter den indgåede aftale med banken, ligesom der i øvrigt ikke er grundlag for at nægte fradragsretten, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

SKAT har siden 2014 været i besiddelse af både klagerens selvangivelse for 2013 og bankernes m.fl. indberetning af renter, hvorfor SKAT har haft mulighed for at konstatere de forhold på et langt tidligere tidspunkt, som nu gøres gældende.

Herudover har SKAT også fået oplysninger i forbindelse med klagerens ægtefælles anmodning om § 55-udbetaling for indkomståret 2013 i december 2013, som SKAT behandlede i januar 2014.

Det skal i øvrigt bemærkes, at de af klageren indleverede selvangivelser har været med årsregnskab med specifikationer af renteudgifterne.

Repræsentanten har efterfølgende anført:

”...

For så vidt angår betydningen af de godkendte renteudgifter i 2009 og 2010 på henholdsvis 870.478 kr. og 196.791 kr. for fradragsretten af renteudgifter for 2013 og efterfølgende, jf. begrænsningsreglen i ligningslovens § 5, stk. 8, skal jeg anføre følgende:

Jeg gør gældende, at alle renter vedrørende 2009 i relation til bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 8 må anses for betalt senest pr. 31. december 2012, hvor de formueretligt blev forældet. Det fremgår af forliget af 10. november 2008, at renten skulle beregnes bagud og tilskrives kvartårligt ultimo hvert kvartal. Renterne forfaldt således i forældelsesmæssig henseende løbende. Der skal således ikke henses til renterne på 870.478 kr., når der skal henses til, om der kan foretages skattemæssige fradrag for renter til [finans1] i indkomståret 2013 og følgende år.

For så vidt angår renterne på kr. 196.791 for 2010, gøres det tilsvarende gældende, at de løbende er forældet i løbet af 2013, og at der derfor heller ikke skal tages højde for dette beløb i relation til bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 8.

Af forliget af 10. november 2008 fremgår det, at gælden pr. denne dato blev opgjort til kr. 1.693.922,95. Det fremgår videre, at gælden fra 10. november 2008 blev forrentet med 12 % p.a. Af [virksomhed1] kravskrivelse af 22. april 2015 fremgår det, at der siden forligets indgåelse i 2008 alene var foretaget indbetalinger den 27/11-2012 med kr. 15.000, den 3/1-2014 med kr. 425.000 og den 17. marts 2015 med kr. 92.339,30.

Det fremgår videre, at [virksomhed1] havde opgjort renterne for perioden 20. april 2012 til 20. april 2015 til kr. 595.019,35. Den nærmere fordeling pr. indkomstår fremgår ikke, men er skønsmæssigt ca. følgende:

2012: kr. 142.011 (12 % af kr. 1.693.922,95 gange 255/365)

2013: kr. 203.216 (12 % af kr. 1.693.922,95)

2014: kr. 191.696 (12 % af ca. kr. 1.597.464 (kr. 1.693.922,95 – (kr. 425.000 – (kr. 141.222 + 203.216) + kr. 15.000))

2015: kr. 57.771 (12 % af ca. kr. 1.597.464 gange 110/365)

kr. 594.696

Efter det frivillige forlig – og henset til det anførte vedrørende ligningslovens § 5, stk. 8 - vil [person1] klart efter min opfattelse have krav på fradrag for renterne for 2013 og 2014.

...”.

Repræsentanten har over for Skatteankestyrelsen anført, at faktum er, at renterne på de 425.000 kr. må anses for betalt af klageren i 2013, hvor ejendommen, som [finans1] A/S havde pant i, blev solgt på tvangsauktion. Pr. auktionsdagen overgik forpligtelsen til at betale det pågældende beløb fra klageren til auktionskøberen. Det forhold, at auktionskøberen tilsyneladende først fik betalt beløbet til [finans1] den 3. januar 2013 ændrer ikke på, at beløbet må anses betalt pr. tvangsauktionsdagen. Han må anses for frigjort for bankens krav fra denne dato.

Retsmøde

Repræsentanten har gjort gældende, at SKAT ikke har overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. SKAT har haft oplysninger om indkomståret 2013 siden den 1. juli 2014, hvor klageren indsendte selvangivelse for 2013. Der er ikke tilført nye oplysninger til sagen efter den 1. juli 2014, hvorfor 6 måneders fristen løber fra dette tidspunkt. Da SKAT har haft alle oplysninger i lang tid forud for udsendelse af agterskrivelse, er fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke opfyldt.

Repræsentanten har endvidere anført, at renterne for indkomstårene 2009 og 2010 er forældede, således at klageren aldrig vil kunne opkræves renter for disse år. Der kan derfor ikke tages hensyn til disse forældede renter ved renteberegningen, idet ”kontoen” nulstilles den 20. april 2012, jf. forliget med [finans1].

Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen stadfæstet. Klageren har ikke på noget tidspunkt betalt renteudgifter, hvorfor han ikke er berettiget til rentefradrag. Det er endvidere ikke dokumenteret, at banken har tilskrevet renter, hvorfor der er givet henstand med renterne.

Skattestyrelsen har for så vidt angår den skatteretlige systematik i rentefradragsretten anført, at hvis man har fået fradrag én gang, kan man ikke endnu en gang få rentefradrag for samme beløb.

Fristen i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, løber først fra den 20. december 2017, hvor SKAT blev klar over, at de ikke ville modtage yderligere oplysninger fra klageren. SKAT har derfor overholdt fristen, da agterskrivelse er udsendt den 8. februar 2018.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renteudgifter er fradragsberettigede.

Det fremgår bl.a. af ligningslovens § 5, stk. 1, at renteudgifter kan fradrages ved opgørelse af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling.

Af ligningslovens § 5, stk. 8, fremgår bl.a., at renteudgifter først kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter m.v. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver.

Det fremgår bl.a. af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Det fremgår bl.a. af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat ændres efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fremgår bl.a., at en ansættelse kun kan foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

Klageren har fratrukket renteudgifter til [finans1] med to gange 425.000 kr. i indkomståret 2013.

Klageren er ikke berettiget til fradrag for renteudgifter med 850.000 kr. Der er herved lagt vægt på, at klageren dels har foretaget fradrag for samme beløb to gange, dels at det af brev af 22. april 2015 fra [virksomhed1] fremgår, at klageren har indbetalt 425.000 kr. den 3. januar 2014. Da betaling af 425.000 kr. ifølge brevet fra [virksomhed1] er foretaget i 2014, er der ikke fradragsret for beløbet i 2013.

Klagerens repræsentant har beregnet et rentefradrag i 2013 på 203.216 kr. svarende til 12 % af 1.693.922,95 kr., hvilket beløb ikke kan anses for fradragsberettiget, da klageren er i restance med renteudgifterne, og da de beregnede renteudgifter på 595.019.35 kr. for perioden 20. april 2012 – 20. april 2015 ikke er betalt men blot tilskrevet gælden, jf. brev af 22. april 2015 fra [virksomhed1]. Klageren må således anses for at fået henstand med betalingen af renterne.

Klagerens repræsentant har tillige anført, at klageren kunne stille sikkerhed for gælden, jf. ligningslovens § 5, stk. 8. Det lægges til grund, at klageren ikke har godtgjort, at han med sin økonomi har kunnet stille sikkerhed for gælden i sine aktiver. Der er herved lagt vægt på, at klageren har en gæld i 2013 på 3.559.961 kr. til realkredit- og pengeinstitutter, og at klageren ikke ses at være i stand til at stille sikkerhed herfor i sine aktiver.

SKAT har ændret klagerens indkomstansættelse for 2013 ved forslag til afgørelse af 8. februar 2018, på hvilket tidspunkt den ordinære ansættelsesfrist i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, er udløbet. SKAT har imidlertid været berettiget til at ændre klagerens indkomstansættelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet klageren ved uberettiget at foretage rentefradrag i 2013 med 2 gange 425.000 kr., hvilke rentefradrag han som ovenfor nævnt ikke er berettiget til, har handlet mindst groft uagtsomt. Der er herved lagt vægt på, at det påhviler klageren at selvangive korrekt, hvilket klageren ikke har gjort, uanset at han som følge af sine forhold burde have udvist omhyggelighed med at selvangive rentefradrag.

Fristen i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, først løber fra den 20. december 2017, hvor SKAT blev klar over, at klageren ikke ville give yderligere oplysninger til SKAT. SKAT har derfor overholdt 6 måneders fristen, da agterskrivelse blev udsendt den 8. februar 2018.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.